Generalgouverneur v. Scholten og Almueskolerne paa St. Croix. (Efterskrift til Politivennen)

I en Række af Artikler, indrykkede i Bladet "Fædrelandet", er Almueskolevæsenets Tilstand paa St. Croix omhandlet paa en Maade, som, idet den krænker Sandheden, kaster en ufortjent Skygge paa Generalgouverneur v. Scholtens Embedsførelse.

Under mit Ophold paa Øen, i denne Sommer, havde jeg Leilighed til at gjort mig bekjendt med saavel Skolernes nuværende Tilstand, som alle Omstændigheder ved deres Oprettelse; og jeg anseer det for en Pligt, der paahviler enhver retsindig Mand, ikke at tilbageholde for Publikum en Beretning, der kan tjene til Gjendrivelse af uretfærdige Beskyldninger, som, med den ringe Kundskab, man her i Moderlandet i Almindelighed har om Forholdene i Colonierne, kunne volde Skaar i en fortjent Embedsmands Agtelse iblandt hans Medborgere.

Enhver, der har læst hine Artikler, vil sikkert erindre følgende Ankepunkter i dem: 1) "At det først var efter Thronskiftet, at Generalgouverneur v. Scholten begyndte at vise Iver for den offentlige Underviisnings Fremme." Brodden heri behøver ikke at udpeges. 2) "At Skolebygningerne have staaet tomme i mange Aar." 3) "At de af Ostentation ere opførte langs Landeveiene og paa Steder, hvor de ret kunne falde i Øinene." 4) "At hvad der nu end, i alle Fald, var gjort, burde dette have kommet 12 Aar tidligere."

Et hurtigt Blik paa Tilstanden i Colonien, fra ældre Tider og indtil nu, vil give Oplysning om, hvorfor der da og indtil langt ind i nærværende Aarhundrede ikke blev tænkt paa at gjøre noget for den offentlige Underviisning af vore Coloniers Slavebefolkning.

Det første Skridt til at civilisere denne Classe Mennesker maa man ansee Forbudet imod Slaveindførselen at have været, hvilket, som bekjendt, allerførst udgik fra Danmark. Vor Regiering maatte herved tænke sig en tilkommende indfødt Befolkning af Negere, imod hvilken Staten erholdt Pligter. Disse Pligter tabtes ikke heller af Syne, og, fra en Tilstand lig Arbejdsdyret, man ei alene ustraffet, men under Lovens Medhold, kunde lemlæste, ja dræbe, sortes Negerslaven i vore Colonier efterhaanden, ved beskyttende Love, mere og mere frem imod det Maal, der allerede maa have foresvævet den menneskekjærlige Regent, som paabød Slavehandelens Ophør: - den frie Statsborgers Standpunkt. Disse Fremskridt skete med Betænksomhed - langsomt, men stadigt, fordi Omstændighederne krævede denne Vaersomhed. Eierens absolute Magt over Slaven var allerede ved dette Aarhundredes Begyndelse betaget ham.

For netop 14 Aar siden, i 1827, tiltraadte Generalgvuverneur v. Scholten sit Embede; og Aaret efter udstedte han Circulairet af 2den August, der paabyder, at naar en Slave henvender sig til Generalgouverneuren, enten med Klage, eller med Begjæring om at gaae i Forbøn for ham hos Herren (dette Sidste var en gammel, altid respektabel Skik imellem Planteurerne indbyrdes), og vender hjem, forsynet med en trykt og af Generalgouverneuren underskreven Friseddel, maa Slaven ikke straffes arbitrairt af Herren, men, om Tilgivelse negtes, skal Sagen henvises til vedkommende Politimester. Dette Circulaire, skjøndt det i Begyndelsen ikke blev tillagt synderlig Vigtighed, er, som jeg ved en anden Leilighed skal vise, egentlig Emancipationens første Act paa vore Øer, ved det inddroges Slaven ganske under de borgerlige Loves Beskyttelse.

Efter denne fulgte flere Indskrænkninger i Planterens arbitraire Magt over Slaven: de corporlige Straffe lede en yderligere Indskrænkning, idet at Straf af Pidsk eller Riis paa det blotte Legeme, saa oprørende for enhver Sædelighedsfølelse, blev aldeles forbudt, og Marimum af den Straf, der uden Øvrighedens Dom kan tildeles, blev fastsat til 12 Slag af en reglementeret Tamp for et Mandfolk og 6 for et Fruentimmer; Arbeidstiden blev nøie fastsat og en billig Forøgelse givet Hviletiden; Eiendomsret til eget Erhverv samt Ret til Løskjøbelse eller Overgang til en anden Herre blev tilsikkret Slaven, og endelig omskiftedes Benævnelsen "Slave" med det mindre haarde "Ufri." Kort Negerens physiske Tilværelse forbedredes i den Grad, at, medens Livegenskabet endnu bestod i flere af Europas Lande, var den fordums Negerslave i Løbet af et halvt Aarhundrede ført, igjennem en rolig Udviklings jevne Trin, lige til den fuldkomne borgerlige Friheds Dørtærskel.

Dette var ideligen Terrain vundet fra Planteurerne til Slavebefolkningens Bedste. - Man maatte lidet kjende til Mennesket, om man vilde troe, at det blev opgivet uden ringeste Modstand eller Fortrydelse; skjøndt af Ære maa indrømme Planteurerne paa de danske Øer, for ikke, som paa mange andre Steder, at have lukket Øre og Hjerte for Tidsaandens Krav.

Mon ikke en saadan, ved Loven beskyttet forbedret physisk Tilværelse maa betragtes som en nødvendig, eller idetmindste fornuftig Basis for ethvert Forsøg til at oprette et offentligt Underviisningsvæsen i Colonien? At gjøre Slaven Aaget let og bane Tilværelse glædelig, for man tændte Oplysningens Fakkel for ham, maa vel erkjendes den rigtigere Fremgangsmaade.

Vi vende os nu til Planteurens Side. Fra ham var det, at Bidragene til et almindeligt Skolevæsens Oprettelse og Vedligeholdelse skulde komme. At formaae ham hertil udkrævede, først, at han erkjendte Nytten deraf og sin Forpligtelse til at gjore det forlangte Offer; dernæst, at Colonien besad Evne til at udrede Pengemidlerne dertil. Under de tidligere Forhold vilde ethvert Forsøg paa, at overtyde Planteren om Tilraadeligheden af at udbrede Oplysning iblandt Negerne, have strandet paa gamle Fordommes Magt; og disse fik endnu Næring af det Skrækkebillede, som Følgerne af Methodisternes fanatiske Bestræbelser paa de engelske Øer maatte være ham sildigere - aigreret ved de idelige Indskrænkninger i hans vilkaarlige Magt over Slaven, hans Eiendom, kunde man saameget mindre vente at finde Villighed hos ham til et Skridt, som han, efter den endnu langtfra forsvundne Synsmaade, maatte betragte som voveligt for hans Interesser. Og nu Pengemidlerne - hvor vare de at tage fra under den Crisis, som fra 1820 igjennem en Række af Aar ødelagde Velstanden paa Øen og bragte den ene Eiendom efter den anden i nye Eieres Hænder?

I Slutningen af 1833 dekreteredes Slave-Emancipationen paa de engelske Øer. Det var naturligt, at den maatte ogsaa paa vore Øer have Indflydelse paa Anskuelsen af Slaveforholdene: Planternerne indsaae, at Danmark tidligt eller sildigt vilde blive nedt til at solge Englands Exempel. Man foreholdt sig nu for Alvor Fremtidens Billede, og efterhaanden kom man til den Overbeviisning, at det bedste Middel til at forebygge enhver voldsom Rystelse, ved Løsningen af Slavelænkens om end kun ringe Rest, vilde være, ved sædelig Uddannelse at forberede Negeren til at gjøre et fornuftigt Brug af Friheden. Denne Overbevisning udtalte sig hos Nogle ved Anlæggelsen af Smaaskoler paa deres Plantager; Andre havde allerede tidligere, drevne af philanthropiske og religieuse Bevæggrunde, i mindre Kredse virket i samme Retning; men meer og meer syntes den offentlige Mening nu at blive stemt for Oprettelsen af et velorganiseret almindeligt Skolevæsen paa St. Croix. Og nu var Øieblikket kommet for Regjeringen at tage Initiativet: Villien hos Planteurerne fandtes, og med den atter opblomstrende Velstand var ogsaa Evnen der.

Forslag herom udgik i Slutningen af 1837 fra Generalgouverneur v. Scholten til Planteurerne; og den Beredvillighed, hvormed disse optoge det og samtykkede i de betydelige Opoffrelser, det krævede, geraader dem i høieste Grad til Ære; en Sum af ikke ringere end 80,000 Rd. v. C. til Skolebygninger havde Øen at udrede, foruden en aarlig Sum af over 8000 Rd. i faste Lønninger.

En Commission, bestaaende af en Embedsmand, 3 Geistlige og 11 Planteurer, blev udnævnt til at forestaae Udførelsen. Pladser bleve udsete til Opførelsen af Skolehuse, hvis Antal bestemtes til 8, og i Mai 1838 blev den første Haand lagt paa disses Bygning. Hensyn, saavel til Climatet, som til andre locale Forhold, hvoriblandt Befolkningens Fordeling over Øen, styrede Commissionen i Valget af Pladserne: høitliggende, kjølige Steder, saavidt muligt midt i hvert Skoledistrict, beqvemme for Adgang - og herefter valgtes Pladser for 4 Skoler nær den Landevej, der under Navn af Centerline fører fra Christiansted, igjennem Midten af Landet, til Frederiksted; de andre 4 bleve fordeelte paa andre passende Steder paa Nord- og Øst-Siden af Landet. Tegningen, hvorefter de alle ere opførte, udmærker sig i høi Grad og ligemeget ved Hensigtsmæssighed, Soliditet og Smagfuldhed.

Hermed vare, imidlertid, endnu ikke alle vanskeligheder overvundne. Øen er nemlig ikke, som hos os, inddeelt i Kirkesogne. Af de 19,876 Ufrie paa St. Croix bekjende 6433 sig til den romerskcatholske Kirke, Resten til den engelske episcopale Kirke, den mæhriske Brødremenighed og endelig til den Lutherske, som har en dansk Præst, den eneste af de paa Øen værende Præster, der er lønnet af Staten. Catholikerne ere i største Antal, de Episcopale og Herrnhuterne omtrent i lige og Lutheranerne i mindste Antal. Disse Confessioner boe adspredte over hele Landet. Præsterne for de tre første lønnes ved Sammenskud af deres Troesbekjendere og ved Betaling for Udførelsen af de kirkelige Handlinger, saasom Daab, Confirmation o. s. v., hvilken for de Ufrie udredes af Eieren.

At der af disse Forhold maatte opstaae Conflicter ved Skolevæsenets Organisation, er let at indset: Districtsinddelingen kunde ikke rette sig efter Kirken, altsaa ei heller Skoleundervisningen i Religionens Lærdomme. Den personligt Interesse i at vinde Proselyter kunde ogsaa tænkes at ville modsætte sig Foreningen af de forskjellige Secter i en fælles Skole; ligesom man i det præstelige Tilsyn, der i ethvert Tilfælde maatte ønskes Skolerne, neppe kunde vente den samme Iver, som naar Skolen tilhører Kirken eller Menigheden.

For at ene disse Interesser, foreslog Generalgouverneur von Scholten at lade udarbeide en Cathekismus, i hvilken den christelige Religions og Moralens Hovedlærdomme fremsattes, i Form af Spørgsmaal og Svar, saaledes, at Religionsunderviisningen i Skolen kunde tjene til et for alle Secter lige passende Grundlag for en fuldstændigen i den modnere Alder, og hvorved altsaa ingen af de forskjellige Kirkers Interesser skete noget Indgreb. Denne Lærebog paatog den danske Præst, Hr. Bagger, sig at udarbeide, og den er nu, efter at have vundet saavel de vedkommende Præsters som deres Biskoppers fuldkomne Bifald, udgivet i Trykken i det engelske Sprog, hvilket saaledes, som det over Øen meest udbredte og af Alle forstaaede, er det Sprog, hvori Underviisningen skeer.

I Forbindelse hermed satte General v. Scholten et andet Forslag: de paa Øen anerkjendte Præster skulde anvises en fast aarlig Gage af Landkassen, imod at de i Fremtiden forrette enhver kirkelig Handling for de Ufrie gratis, og føre nøiagtige Kirkebøger, Gagen foresloges til 1,200 Rd. v. C. for de to fremmede Præster, 2,800 Rd. for de mæhriske Brødre, indbefattet Lønnen til de 8 Skolelærere, og 2400 Rd. til den danske Præst, hvem det skulde paaligge at samle de Andres Opgivelser og føre en Hoved-Kirkebog for hele Landet. Et ordentligt og nøiagtigt Kirkeregister var nemlig bleven en Nødvendighed, om Negerne, med den dem tilstaaede Eiendomsret, og under en fremskridende Udvikling, skulde kunne gjøre Brug af Ret til Arv og testamentariske Dispositioner.

Dette Forslag vandt almindeligt Bifald, og enhver Hindring var nu ryddet af Veien paa en for Alle tilfredsstillende Maade. Der stod nu ikkun tilbage, at skaffe duelige Lærere til Skolerne.

Erfaringen, baade paa vore egne og paa fremmede Øer, om de mæhriske Brødres ualmindelige Indflydelse hos Negerne; den Tiltro og Hengivenhed, de forstaae i kort Tid at vinde, udentvivl ved deres simple Sæder, saavelsom ved den milde Alvor og Ro, der er udbredt over deres Væsen. - Erfaringen herom fremkaldte den Beslutning, at søge Lærerne til de nye Skoler iblandt Medlemmerne af dette Samfund.

Imod Midten af 1838 reiste General v. Scholten til Europa, og under sit toaarige Ophold her, gjorde han i 1839 en Reise til Herrnhut, for med den derværende Direction for Brødremenigheden at træffe Aftale om Læreres Valg og Ansættelse, og imod Slutningen af 1840 indtraf de første af disse til St. Croix. Kort efter ankom fra Jamaica Missionairen Hr. Roemer, en Mand, i Besiddelse af en høi Grad af Dannelse, og som under et flereaarigt Ophold paa denne havde havt Leilighed til at erhverve sig speciel Kundskab i Underviisningsfaget; til ham var Inspektionen over samtlige Skoler overdraget.

General v. Scholten vendte i Juni 1840 tilbage til Vestindien. De i 1838 paabegyndte Skolebygninger vare dengang ikke endnu færdige; i dem alle manglede de indvendige Indretninger. I Begyndelsen af indeværende Aar aabnedes Underviisningen i de første Skoler; i Mai vare de 5 i Virksomhed med et Antal af henved 800 Børn; den sjette ventedes at blive aabnet om faa Uger, og de to sidste saasnart de, paa disse mere afsides liggende Steder, nødvendige Vaaningshuse til Læreren vare færdige.

Jeg har havt Leilighed til at tage disse Skoler i Øiesyn. Jeg besøgte en Dag ganske uventet den paa Peters Rest: det smukke, lyse, rummelige og luftige Skolelocale; den, kun i et tropisk Climat mulige, Reenlighed i Børnenes Paaklædning, som gav den hele Forsamling et Udseende af Pyntelighed, vi i vore Almueskoler forgjæves vilde søge; den Orden, der herskede iblandt 196 her forsamlede Børn, ved Siden af den for Sydbyen eiendommelige Livfuldhed; det aabne, tillidsfulde Væsen hos disse Børn, og endelig den Opvakthed, der straalede i de fleste Ansigter - Alt dette gjorde et Indtryk paa mig, som jeg ikke formaaer at skildre. Jeg har ofte mødt Gmaaffarer af dem, vandrende glade fra Plantagen til Skolen, under Opsyn af et aldrende Fruentimmer, som forbliver ved Skolen og atter ledsager dem hjem.

Det er ikkun Børn fra det 4de til det 8de Aar, der nyde daglig Underviisning i disse Skoler. Fra det ottende Aars Alder bruges de til allehaande Smaaarbeider i Marcu og ved Plantagen, for tidligt at hærde dem og vænne dem til Arbeide. Sættes det Ønske igjennem, at Løverdagen skjænkes Negeren som en Fridag til Selverhverv, vil denne Dag i Forening med Søndagen blive benyttet til Skolegang for denne Classe af Ungdommen, fra det 8de Aar og til Confirmationen.

Ved Sygdomsanfald var Generalgouverneuren forhindret fra at overvære Indvielsen af de først aabnede Skoler. Han fandt det passende, at en senere Høitidelighed fandt Sted, og i denne Anledning begav han sig den 16de Mai til Skolehuset ved Plantagen la grande princesse, hvor Skolekommissionen og en stor Deel af dens meest agtede Indbyggere havde forsamlet sig. En "Ældre" af den mæhriske Brødremenighed, Hr. Brentel, Medlem af Directionen i Herrnhut, som befandt sig paa en Visitatsreise i Colonierne, var overværende ved denne Høitidelighed. Den engelske Biskop Coleridge fra Barbados havde vorret til Visitats paa Øen under Generalens Sygdom, og i en Tale, han ved denne Ledighed holdt, yttret sig med Lovtale over det paabegyndte Humanitetsværk; den samme varme Roes udtalte den catholske Biskop fra Trinidad ved sit Besøg paa Øen i Slutningen af Juni Maaned.

Høitideligheden aabnedes med en Psalme, afsungne af Børnene, hvorpaa Skoleinspecteuren , Hr. Roemer, forrettede Bønnen og holdt en gudelig Tale, passende for Anledningen. Af denne Tale, som paa Skolecommissionens Anmodning og Foranstaltning kortefter udkom i Trykken, troer jeg passende her at give et Par Brudstykker.

"Hvad angaaer os selv, der hellige vor Tid og vort Arbeide til dette store Værks Fremme, da skulle vi ikke skye nogetsomhelst Offer, der staaer i vor Magt, for at opfylde vor Pligt imod disse Børn. Vi ville holde os langt fra enhver Indblandning med Hensyn til forskjellige Lærdomme eller Evangeliets ydre Indklædning (order); vi ønske ikke at gjøre Proselyter til noget vist Parti; men alene Omvendte til Frelseren, ifølge Christi egne Ord: "Herrens Rige er ikke i Ord, men i Magt (power)." Vort Øiemeed er derfør, enfoldigen og kjærligen at lede Børnene til ham, som alene "er Veien og Sandheden og Livet".

"Forberedelserne til at sætte det paatænkte Foretagende iværk have nu opnaaet Modenhed. Vi see et antal af henved 800 Børn at nyde Underviisning i 5 Skoler. Den sjette Skole vil blive aabnet om faa Uger, og de øvrige ville følge saasnart Boliger kunne blive indrettede for Lærerne. Værket er begyndt; mulig, er Høsten endnu ikke forhaanden; ei heller ville Virkningerne af vort Arbeide kunne spores øieblikligen; men de ville snart blive sete og følte i en Grad, der langt vil overstige hvad vi kunne forestille os. Den høieste Velgjerning, som kan ydes en Befolkning, er Ungdommens Forbedring; som Følge af denne vil vort Land blive velsignet med en større og større Mængde af virkeligen gudfrygtige, gode og vindskibelige Indbyggere; Samfundet vil blive beriget med sædelige og lykkelige Medlemmer, og Herrens Huus vil omfatte et langt større Antal sande Christne." 

"Man vil her finde tydelige Spor af et naadigt Forsyns Styrelse. Det har behaget den Alvise, at de "forenede Brødre" skulde aabne denne første Skole paa netop den samme Plantage, paa hvilken Støvet af deres første Missionair paa denne Øe nu hviler i Fred siden Aaret 1750, og næsten umiddelbar over hans Grav er det, at vi hellige denne Bygning til Guds Ære. Naar vi see hen til de Vanskeligheder, denne første Missionair havde at bekæmpe, til den Modstand og Forfølgelse, der overalt ved hiin Tid mødte ham fra denne Øes Indbyggere og nu sammenlignende betragte denne Forsamling, der, over hans Grav. Haand i Haand forener sig med hans Efterfølgere i Herrens Viingaard, til Evangeliets Udbredelse, da finde vi vist nok Grund til at opsende vor rørte, vor ydmyge Tak til Herren. Paa hiin Tid var denne Øe endnu i en helst udyrket Tilstand; en stor Deel af den var bedækket med tykke Skove, som gjorde Climatet i høi Grad usundt; man vende nu Øiet i hvilkensomhelst Retning, og overalt hilses det af det skjønneste Syn, og, med Glæde sige vi det, den skjønne Forvandling, der for Øiet er foregaaet paa denne yndige Øe, er kun et Billed af den indre Forvandling, der siden hiin Tid ligeledes har fundet Sted. Dengang tyngede Slaveriets Aag haardt paa den arbeidende Classe af Landets Indbyggere; nu see vi dem, under Beskyttelse af Landets Love, som en fredelig og tilfreds Befolkning. Dengang vare Moral og Religion fast ukiendte iblandt dem; nu forkyndes Guds Ord med Kraft og med Held over det hele Land; og paa denne Dag see vi 4 Troesbekjendelser, under Øvrighedens Beskyttelse, at række hverandre Haanden til Skolers Oprettelse for samtlige Øens Børn. Sandelig maa dette kaldes en Glædens Dag! og den vil staae uudslettelig i Erindringen hos hver den, hvem Herrens Sag oprigtigen ligger paa Hierte."

Min Beretning er endt. Efter denne simple Fremstilling overlader jeg den velvillige Læser at dømme, med hvormegen Billighed man har angrebet General v. Scholten og bebreidet ham egennyttige Motiver eller uædel Ostentation og Efterladenhed i denne Sag, eller om han ikke meget mere har erhvervet sig Krav paa sine Medborgeres Agtelse, for - med den nysnævnte hæderværdige Geistliges Ord: "hans Mennestekjærlighed, Hans Iver og Virksomhed." Den samme Taler siger atter: "Generalen har, i Sandhed! reist sig et Monument i disse Skolers Oprettelse, som vil være uforgængeligt, og for hvilket de sildigste Efterkommere skulle velsigne Hans Navn."

Æren for Værket deler vistnok Generalgouverneuren med de mange hæderværdige Mænd, der have staaet ham bi i Raad og Daad; men simpel Retfærdighed byder at erkjende hans Fortjenester af Ledelsen af et Værk, der gjorde Krav paa den practiske Dygtighed og Kjendskab til Forholdene i Colonien, den utrættelige Virksomhed, det Talent til at ene stridige Interesser, jevne Hindringer og finde Midler og Udveie - personlige Egenskaber, som hans Modstandere ikke kunne frakjende ham; simpel Retfærdighed byder, her at yde ham fortjent Ære, og - istedet derfor, har man af al Magt stræbt at nedbryde hans Agtelse, iblandt hans Medborgere.

H. B. Dahlerup

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. september 1841).

Som Frederik von Scholten (1796-1853) foretrak at forevige forholdene på Sankt Croix. Han var bror til Peter von Scholten og toldinspektør på St. Croix fra 1834 hvorfra han malede mange motiver fra kolonien. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Baron Hans Birch Dahlerup (1790-1872) var en søofficer med en lang og begivenhedsrig karriere bag sig på daværende tidspunkt, bl.a. fra englandskrigene. 1826-27 var han chef for briggen St. Croix til New York og Vestindien. 1838 chef for fregatten Rota der hjemførte Thorvaldsen fra Italien. I 1840 blev han kommandørkaptajn. 1841 sendtes han til Vestindien for at afholde forhør i anledning af en neutralitetskrænkelse fra dansk side mod England da en dansk officer havde forfulgt nogle flygtede negre ind på engelsk grund.

Hernhuternes udbredelse på øen stammede tilbage til lederen af brødremenigheden Zinzendorf som i 1732 sendte de to første missionærer til St. Thomas. Den førset forhindring for at udbrede deres religion i en missionsskole var at de ikke forstod sproget. Plantageejerne var hollændere, franskmænd, englændere, tyskere og spaniere - foruden nogle danskere. Fællessproget var en slags hollandsk "neger-kreolsk". Den danske krone overtog 1755 øerne og sendte 10 lutheranske missionærer til øerne i perioden 1756-1757. Heller ikke de talte kreolsk. De første egentlige skoler oprettedes først i 1787 hvor der undervistes i læsning og udenadslære (Luthers katekismus) på kreolsk. Der oprettedes 3 skoler på St. Croix og 1 skole på St. Thomas. I starten af 1800-tallet blev Dansk Vestindien besat af England. Flertallet af plantageejerne var i forvejen engelske. 

Peter von Scholten var generalguvernør 1827-1848. I 1834 blev von Scholten bekendt med en løfteparagraf for fremtidig skolegang for "slavebørn" - som han dog holdt hemmelig. Indtil 1839 var der ikke blevet gjort noget for børnene på landet. Først i 1839 blev der indført en landskoleordning (som skitseret i artiklen) der blev overladt til de moraviske brødre. Mellem 1839 og 1842 blev der bygget 8 skoler. Her undervistes der som nævnt i artiklen i katekismus, bibelen og salmer.

Efter emancipationen anså plantageejerne sig ikke længere for forpligtede til at sende børnene i skole, og tallet faldt fra 920 børn i 1847 til 183 i 1848. Dette tal steg dog herefter noget, især efter en ny landskoleordning i 1853 hvor det også blev pålagt forældrene at møde i skolen. Katekismus, salmesag, læsning og regning.

Dr. J. J. Dampe XII. (Efterskrift til Politivennen)

Del XII indeholder bl.a. et brev skrevet 12 år efter Dampe blev fængslet og filosoferer godt pakket ind over bevæggrundene til Dampes handlinger.

Dr. Dampe.

XII.

Idet jeg nærmer mig slutningen af disse mine meddelelser, som vel kunne have trættet ved deres længde og den mindre omhyggelige behandling, som jeg under den hurtige nedskriven for et dagblad har kunnet skænke dem, men sikkert ikke ved genstanden, går jeg over til at levere nogle bemærkninger om dr. Dampe og hans skæbne, der af en velunderrettet er nedskrevet for noget over 8 år siden - altså da Dampe allerede havde henlevet 12 år, berøvet friheden og strengt afsondret fra livet udenfor den grav, hvori han levende var indespærret. Anledningen til disse bemærkninger var, som man vil se, nærmest nogle ytringer i de af mig tidligere omtalte biografiske notitser om dr. Dampe, som tryktes i et blad straks efter hans domfældelse, og de er affattet i form af et brev til dette blads udgiver, der dog først modtog brevet og nogle af dr. Dampe på Christiansø forfattede digte, i indeværende år, kort for han ved den nu regerende konges nåde delvis blev gengivet den ham i 20 år berøvede frihed. De lyder som følger:

"Hr. Udgiver!

Man har i sin tid, i et af Dem udgivet blad læst en biografi over doktor Dampe, der udkom efter den tid, da denne mand var fængslet. Skønt det nu er en gammel verdenskundskabs lære, at ros følger lykke, men alt slags daddel er på rede hånd for den, der er ulykkelig og oven i købet værgeløs, så læser man dog så meget i bemeldte i deres blad udgivne levnedsbeskrivelse, at dens genstand har, efter forfatterens mening, været en mand af ualmindelige naturevner, sjældne talegaver, kundskaber og talenter; for således lyder udtrykkene i levnedsbeskrivelsen. I de lærde tidender, udgivet af prof. P. E. Müller, finder jeg ham rost for sjældne kundskaber. Der gives dog ikke få - og jeg tror vel alle dannede og tænkende mennesker - , der føler interesse for de oven nævnte egenskaber. Grund har man vel til at tro, at også vor konge, ifølge den agtelse og interesse for videnskaberne, der hører til hs. majestæts med så megen ret lovpriste dyder, er iblandt disses tal. Således lyder også slutningsordene i biografien i Deres blad, at den rolige fordomsfrie iagttager kunde ikke undertrykke sin medlidenhed over at se en mand af disse egenskaber gå til grunde. Frygtelige, skrækkelige ord, dette sidste! og på samme tid den mest bogstavelige, nøjagtige sandhed! Intet under derfor, om tænkende og følende mennesker har undertiden henvendt et deltagende tankeblik til den af den rædsomme afgrund opslugte ulykkelige. Forfatteren af det omtalte levnedsbeskrivelse i deres blad ytrer det håb, at tiden vil opklare hvilke bevæggrunde der havde ledt doktor Dampe til det, for hvilket han blev sagsøgt. Jeg tror dog ikke, at så megen opklaring herom er fornøden, da man ved, at Dampe blev fængslet og dømt formedelst bestræbelser for en repræsentativ statsindretning. Hvad denne genstand betyder, er i vore tider almindelig nok bekendt, og at spørge om bevæggrundene til bestræbelser i denne henseende, er at spørge om bevæggrundene til tusinders bestræbelser, om grundene til millioners ønsker over Europa, og på samme tid om bevæggrundene til de fyrsters skridt, der komme disse ønsker imøde. Da den mig ubekendte forfatter af den levnedsbeskrivelse imidlertid håber en opklaring med tiden, så har den siden forløbne tid af tolv år til det, som den ellers har avlet i sit skød, nemlig hele sit indhold af jammersuk for den i fængselet sig våndende ulykkelige, og de tildragelser i Europas lande, som i samme tidsløb have mere og mere gjort menneskene og selv fyrsterne bekendt med og gunstigt sindede for den genstand, formedelst hvilken den ulykkelige blev styrtet, også føjet min fuldkomne evne til at forskaffe den levnedsbeskrivelses forfatter den opklaring, som han ønsker, da jeg befinder mig i besiddelse af en kopi af en af doktor Dampe indgivet allerunderdanigst ansøgning, hvilken kopi supplikantens datter har gennem Kastellets kommandant fået tilsendt fra hendes fader. I denne ansøgning siger supplikanten, at hans sagsakter udvise, at han i året 1820 blev ulykkelig formedelst bestræbelser for en repræsentativ statsindretning, at han havde eftertragtet den ide i almindelighed, at han vist  nok ikke har eftertragtet den under den form, under hvilken hs. majestæt nu har erklæret at ville skænke denne indretning til Danmark men han anmærker tillige, at dette sidste var ham fuldkommen umuligt, fordi denne form er indeholdt i den preussiske statsmønster, og Preussen besad til den tid, 1820, endnu aldeles ingen repræsentativ statsindretning. De grunde, han anfører for at bevirke sin frelse, består især deri, at repræsentativ statsindretning er af tidsalderen bleven betragtet som et gode, og bliver af fyrsten selv realiseret i egenskab af et gode, at samme anskuelser foresvævede ham, da han til den tid eftertragtede den, og han bemærker, at denne omstændighed udgør netop den benådningsgrund, der er særegen for ham og alle, der lider af samme årsag som han, til derpå at støtte deres håb om redning, den danner et grænseskel mellem dem og alle andre domfældede, hvilke sidste alle have haft noget almenerkendt ondt til hensigt, og ingenlunde kunne anføre til gunst for sig den varme og iver, som tanken om et gode har opvakt hos en deraf indtagen sjæl. Til disse grunde føjer han den bemærkning, at erfaringen lærer, at de fleste ofre over Europas lande for bestræbelser for der ommeldte statsanliggende findes forholdsvis i videnskabsmændenes klasse, hvilket må tilskrives denne genstands forbindelse med oplysningen - en forbindelse, som findes antydet i den første officielle kundgørelse om vor elskede landsfaders vilje at skænke landet denne indretning - og den art af lidenskab, som kaldes entusiasmus. En lidenskab, som kun genstande af denne art frembringer, og en art af følelse, for hvilken snarest den dannede stand er modtagelig. Endelig bemærker han, at, eftersom den indretning nu af hs. majestæt realiseres, så er enhver bestræbelse af nogen for at realisere den eo ipso tilintetgjort og utænkelig, og enhver sådan grund til hans pinsler, som måtte være hentet af det øjemed at forebygge nogen bestræbelse i den henseende, må antages, ved hs. majestæts handling at være ophavet og forsvunden. 

Af dette korte uddrag af doktor Dampes ansøgning, som jeg her har tilladt mig at meddele, må vel udspringe en tilstrækkelig opklaring om, hvad hans bevæggrund i sin tid har været, ifald nogen opklaring herom var fornøden. Hvad den offenlige mening angår, den offentlige mening, hvilken tidsalderens oplysning har hævet til det agtelsestrin, som den tilkommer, da er det i alle anliggender et værdigt arbejde at efterspore dens dom, men allermest i sådanne anliggender, hvor den offenlige mening betyder den hele oplyste og tænkende menneskeslægts mening, og dette er vistnok tilfældet, når et individ bedømmes, der lider formedelst bestræbelser for en genstand, til hvilken hele Europas allerstørste opmærksomhed er henvendt, en opmærksomhed, hvilken, som en uadskillelig følge heraf, også alle de individer har del i, som i noget land for denne genstands skyld udstå tunge pinsler og lidelser. Den kilde, hvorfra undskyldninger for en handling hentes, består altid i betragtningen af netop det, som disse biografiske efterretningers forfatter nævner, af de årsager, der har drevet den handlende, og det er disse årsagers større eller mindre styrke, hvoraf større eller mindre undskyldning opstår for den handlende. Dersom en handling er udsprunget af en stærk attrå efter en genstand, set i et sådant sys, som nødvendig måtte gøre den attrået eller ønsket af ethvert moralsk godt væsen, så indeholder denne årsag til handlingen en undskyldning, der er større, end nogen anden kan være, fordi alle nok så stærke årsager, som ellers kunne undskylde handlinger, må dog agtes ringere, end moralsk gode følelser, når disse fremtræder som årsager. Det karakteristiske for et moralsk godt væsen er netop attråen efter det, der er godt. Når denne almindelige attrå finder sted, så kunne de særdeles ytringer af den almindelige attrå efter det, der er godt, umulig udeblive, så ofte som noget enkelt gode viser sig for øjet, eller, hvilket er det samme, noget enkelt, set i det lys som et gode. Ligegyldighed for nogetsomhelst, der er godt for menneskene, er umoralsk. Men når ligegyldigheden er dette, så må ønsket, attråen efter hvilken som helst genstand, set i det lys af et gode, være moralsk, eftersom, når ligegyldigheden ikke er tilladt, så er ter ingen anden følelse levnet, end denne, som den, der må være i et moralsk godt væsen. Dette er sagt, uafhængigt af alle andre betragtninger, af lovbøger, af regentmagt; for her tales ikke om andet, end om undskyldningsgrunde. Når det nu allså er vist, at attrå efter noget, set i det lys af et gode, er en moralsk god følelse, så danner en sådan årsag til en handling den stærkeste af alle undskyldningsgrunde. For da har en årsag været til af en natur ganske modsat de lidenskaber, der ellers er kilder til de domfældedes handlinger. For disse lidenskaber er onde. Men her har været en afgjort god følelse; en sådan, som mennesket ikke engang skulle eller burde undertrykke, nej, et sådant ønske, som han, som moralsk væsen, burde have. Denne årsag, eksisterende i hans indre, og i henseende til sin intensitet, som drift, hævet til entusiasmens heftighed, danner åbenbar en stærkere årsag, end sådanne flette og lave lidenskaber, som han bør skamme sig ved og undertrykke. Og her er talen kun om dette: de undskyldende årsagers styrke, aldeles ikke om de ved lovbøger og regentmagt opstillede modsatte bevæggrunde. Uden på nogen måde at krænke respekten for disse, er det kun til de årsagers side, hvor undskyldningerne skulle søges, at vi vende vor betragtning. Men ligesom den undskyldning, der i det nævnte tilfælde finder sted, overgår enhver anden i noget tilfælde, således må også iøvrigt betragtningen af det ovennævnte tilfælde højligt forstærke ønsket for det individs frelse, der befinder sig deri, fordi, næst de undskyldende omstændigheder, der har ledsaget et sådant individs handling, er de øvrige forstærkningsgrunde for dette ønske at søge i sådanne dyder og ædle egenskaber, som individet iøvrigt måtte have lagt for dagen. Men næppe kan det varme og inderlige ønske for det, der anses for godt for medmenneskene, for sig selv betragtet, nægtes navnet af en ædel følelse, en følelse, hævet over egoismen, og, når den har en stor genstand, en stor følelse, hvis tilværelse i den ulykkelige domfældedes bryst i sin tid, som hans handlings kilde, ingen fjendtligsindet nedsættende ånd er istand til at nægte. Når det er så, hvorledes stulle da ikke tanken om denne følelse danne det ønske, at se det hjerte, der var i stand til at nære den, frelst fra de tungeste og skrækkeligste af alle de kvaler, som kunne blive tilføjede mennesket af mennesket. Den titommeldte forfatter i Deres blad, hr. Udgiver! af notitserne om doktor Dampes levned med berørelse af hans fængsling og dom kalder ham en fra hjertets side ved ædle egenskaber agtværdig mand. Næppe skulle jeg fejle ved at antage, at de nævnte undskyldninger og ønsker for de formedelst politiske handlinger af denne art ulykkelige i almindelighed, forbundet med den særdeles deltagelse, jeg fra begyndelsen har omtalt med hensyn til det intellektuelle hos det her omhandlede individ, i høj grad udgøre presset af den offentlige mening om denne genstand. En sådan mening får fuldkommen luft til at ytre sig i det øjeblik et sådant politisk skridt sker fra fyrstens side, som det af vor konge ved indførelsen af repræsentativ statsindretning. For derved er denne genstand, der udgør det store øjemærke for hele Europa, erkendt for et gode, og ved denne erkendelse er givet åben plads for de ovenfor anførte betragtninger. Vort lykkelige Norden er, Gud være lovet! fri for det blinde raseri af partihad, som opflammer menneskene mod hinanden i visse sydlige lande. Munke og tyranner forfølger der enhver, som på hvilken som helst måde har vist sin yndest for en folkerepræsentation, med alle ytringer af et lavt hads nedrige følelse og udøse deres blod på skafottet eller lade dem - for at bruge et engelsk udtryk - rådne til døde i fængslet. Hvad er årsagen til dette had? er det et ophøjet sind, opfyldt af kærlighed til samfundet og af denne grund ophidset mod de konstitutionelle? Gives der vel nogen blandt alle forstandige i Europa, der et eneste øjeblik falder på at antage en sådan tænkemåde hos en Miguel og en Pater Macedo? Nei, de hader ikke de konstitutionelle, fordi de selv elsker samfundet, men fordi deres egen lave egenkærlighed er krænket ved den tanke, at nedlade sig til at hente råd hos det repræsenterede folk. Men had er aldrig nogen billig og aldrig nogen nådig følelse. Had er aldrig så billig, at det skulle lægge mærke til nogen god side hos den, som er dets genstand; det har ikke øre for nogen bøn. Et sådant had er den bestandige egenhed for de egenkærlige karakterer, så ofte nogen genstand eller person har vedrørt deres personlige sfære, ovenover hvilken deres foragtelige sjæl aldrig formår at hæve sig. -  Dog hvorhen forvilder min tanke sig? til Syden, dette hjem for den hele vildhed af egenkærlig hævn, hvor de private tilfredsstiller den ved dolken, og de, som regere, tilfredsstille den ved skafotter eller fængsler, således at enhver tanke om barmhjertighed, tilgivelse og nåde fortrænges af det i hjertet bestandig lurende nag? Langt bort med disse hæslige billeder! Lad os hellere vende os til harmoniens skønne billede! Alle gode i nationernes hele publikum, alle gode i den enkelte nation, og den enkelte gode, på tronen eller i hytten, disse tre er et. Det godes karakter er at sammensmelte, det ondes at adskille. Jeg har nævnt den offentlige mening. Om jeg har angivet den rigtig, beror på, om de fornuftgrunde, jeg har anført for den, er rigtige. For publikum er, efter Tyge Rothes definition, de fornuftige, og den fornuftige mening er den offentlige; skønt jeg dog ikke har dannet min forestilling om den offentlige mening angående den genstand, jeg har omtalt, efter slutning alene, men også efter alt, hvad jeg tror at have erfaret. Dog kan jeg have fejlet, og det overlader jeg andre at bedømme. Mangfoldige ville i deres indre svare, om jeg har dømt rigtigt eller ikke. Men kun dette ved jeg, al jeg har sikkert ikke fejlet i min sidste påstand, at forholdet mellem de gode og den gode, hvem det end er, altid opløser sig i harmoni; og når jeg har nævnt den gode på tronen, hvem kan da tænke sig dette, uden at hans tanke i samme øjeblik falder hen på vor elskede landsfader, Frederik den Sjette!)" 

Brevets forfatter går nu over til at indlede meddelelsen af de ovenfor berørte digte, forfattede af dr. Dampe i hans fængsel. Et par af disse digte skal jeg næste gang tillade mig at lade trykke, tilligemed nogle fra samme kilde hentede oplysninger om Dampes ophold og behandling i Kastellet og på Christiansø.

*) I dette år 1820, da doktor Dampe blev fængslet, har han, ifølge det fødselsår, som levnedsheskrivelsen angiver, været tredive år gammel. Han blev altså meget tidligt bortreven fra verden. Forf. anm.

**) Efter at jeg har skrevet ovenstående, læser jeg i en opsats af London Magazine, skrevet i anledning af vor konges proklamation af Provindsial-Stænder, og omsat i Københavnsposten nr. 173, 1832, følgende ord:

"Danmark har siden revolutionen 1660 været regeret som et absolut monarki, hvilken regeringsform dog var blevet modereret ved sæderne, den offentlige mening og en regelmæssig justitsforvaltning. Dette har i særdeleshed været tilfældet under den nærværende ægte landsfaderlige souverain".

Disse ord foranledigede mig til den betragtning, at, dersom regeringsformen allerede hidtil, og i særdeleshed under vor nærværende landsfaderlige konge, har været modereret ved sæderne (hvilke, som jeg tænker, ånde nåde, mildhed og barmhjertighed), ved den offentlige mening, (hvilken er den genstand, som jeg har stræbt at belyse) og en regelmæssig justitsforvaltning (med hvis fordringer, stillede ved siden af nåden, intet af det, jeg har sagt, kolliderer), så turde den liberale ånd, hvoraf dannerkongen ved det nysnævnte politiske skridt har vist sig besjælet, vel, uden alt for stor dristighed , foranlediger den forhåbning, at indflydelsen af disse bevægårsager i det mindste ikke nu er bleven formindsket. Forf. anm.

Kjøbenhavnsposten, 10. september 1841.

Dr. J. J. Dampe XI. (Efterskrift til Politivennen)

 Del XI omtaler en affære før Dampes hvor nogle løbesedler var blevet omdelt uden at finde forfatteren. En affære der kan have fået indflydelse på hvorfor Dampe agerede som han gjorde umiddelbart op til anholdelsen.

Dr Dampe.

XI.

Når jeg, efter allerede tidligere at have bemærket, at det i forrige nr. omtalte manuskript, var hoveddokumentet, på grund af hvilket dr. Dampe blev dømt som majestætsforbryder, her tilføjer, at den i det foregående berørte petition til kongen om at give landet en konstitutionel forfatning efter al sandsynlighed var det andet af de oprørske skrifter, der ved anholdelsen forefandtes hos Dampe, og at intet andet af væsentligt aggraverende indhold blev fundet blandt Dampes øvrige under forvaring tagne papirer, vil publikum være på det rene med, hvad det da egentlig var, hvorfor Dampe blev dømt fra livet. Alle de tilsætninger, om catilinariske planer med at åbne fængslerne etc., hvormed rygtet i den tid udstafferede denne sag og gav den et så odiøst udseende, ville, efter alt hvad der har været mig muligt at efterspore, ikke i mindste måde findes begrundede i akterne, lige så lidt som det er antageligt, at de have anden hjemmel end i alt fald den, det kan have stemt med den utroværdige persons interesse, der ved Dampes forlokkelse og anholdelse spillede en så lidt hæderlig rolle, at give dem. Denne min overbevisning finder jeg til overflod stadfæstet ved den måde, hvorpå de inkriminerede intentioner omtales i den offentlige beretning, som jeg i min første artikel har aftrykt efter kollegialtidende, idet at de her betegnes som "planløse og lidet farlige". Den sidst nævnte karakter kunne fra det offentliges side umuligt have været tillagt dem, hvis de beskyldninger havde været sande. 

Ved at se hen til den kun lidt skjulte måde, hvorpå Dampe var gået frem og den så godt som totale mangel på understøttelse, hans forehavende fandt hos alle dem, han ville bevæge til deltagelse, og at han desuagtet ufortrødent fortsatte sine bestræbelser indtil det yderste punkt, må sikkert den anskuelse påtrænge sig mange, at Dampes begreber på den tid ved den række af ulykker og forfølgelser, han havde været underkastet, var blevet aldeles hildede, ligesom ved en fiks ide, af den modstands- og frigørelsesånd, der besjælede ham, så at han var ligesom åndelig blind for enhver fare og berøvet al besindighed. Det er umuligt, ganske at kunne sætte sig ind i et så irritabelt, for frihedens ide sværmerisk eksalteret gemyts tilstand, voldsomt bortrevet fra familielivets mildnende favn, under trykket af en kuende tvang, der måtte være det utåleligt, og af en stadigt æggende forfølgelse. Jeg tror imidlertid, i det mindste til dels, at kunne forklare mig den sorgløse ubesindighed, hvormed Dampe syntes at trodse og endogså at lege med de farer, der omgav ham; for at han var sig dem fuldkommen bevidst, kan der ikke være nogen tvivl om. Nøglen til denne tilsyneladende gåde, tror jeg, må søges foruden i Dampes karakter, også i en med hans stræben nøje beslægtet begivenhed , som havde fundet sted kort i forvejen, og hvis fareløse udfald vel kan have været skikket til at indgyde et gemyt som Dampes større sorgløshed. 

Det er sikkert nu gået de fleste af minde, at et attentat imod suveræniteten tidligere end dr. Dampes satte Københavns politi i stærk bevægelse og vakte megen opsigt her i løbet af sommeren eller efteråret 1820. Da intet derom er blevet offentliggjort, har jeg kun min hukommelse at bygge på, men det må have været på den nævnte tid, da jeg erindrer, at den til undersøgelse af de sager, der var foranledigede ved jødeforfølgelserne, specielt nedsatte kommission (som almindeligvis benævntes jødekommissionen) dengang var i virksomhed, og Hvidberg endnu politimester i København. Det bestod deri, at der samtidig var tilstillet såvel samtlige klubber og selskaber i København som en mængde privatmænd, for størstedelen folk af anseelse og endog deriblandt embedsmænd, afskrifter af en art opråb til folket om en forandring af regeringsformen eg navnlig om at indføre i Danmark en forfatning efter den næste konstitutionsmønster, hvilket opråb på samme tid var trykt i et norsk blad - om jeg ikke husker fejl, i "Drammens Tidende" - , hvoraf en stor mængde eksemplarer her blev udbredte. Både direktionerne for de fleste selskaber og en del private leverede de dem tilsendte afskrifter - der, som jeg erindrer, hvad de første angik, var konvoluterede med udskrift til samtlige medlemmer, og ikke til selskabernes bestyrelse - op på politikammeret; politiet opsporede flere og foranledigede disses aflevering, så at en temmelig stor bunke bragtes til veje, og der blev nu anstillet ivrige efterforskninger og undersøgelser. Rygtet nævnte almindeligt en endnu levende bekendt litteratur hvis pen dengang var både frygtet og anset, som forfatteren, og da man derhos troede i nogle af afskrifterne at genkende hans håndskrift, blev han arresteret og hans papirer tagne under politiets forsegling. Alle dem. der havde modtaget de omhandlede manuskripter, blev kaldt til forhør, for at forklare om de kendte håndskriften eller vidste hvem der var autor. Som et eksempel på, hvorledes sagen ved denne lejlighed blev taget, kan jeg anføre, at Hvidberg i et sådant forhør først spurgte vedkommende, om de kunne kende håndskriften igen på det opleverede manuskript, og da svaret lød bejaende, forudsatte, at man vidste hvem der havde skrevet det, skønt meningen naturligvis var, at man kun genkendte det som det samme man havde modtaget. Det hed også, at den som mistænkt for autorskabet anholdte literator aftenen i forvejen var blevet sat i kundskab om sin intenderede anholdelse - en omstændighed, der, hvis det forholdt sig så, hverken talte for hurtigheden eller sikkerheden af politiets bevægelser. Enden på sagen blev, at der ikke tilvejebragtes nogensomhelst oplysning, som enten kunde bestyrke at mistanken var faldet på den rette, eller at bringe den over på nogen anden, og efter at undersøgelsen havde varet nogle ugers tid, blev den anholdte atter frigiven og det hele faldt bort *) Mens udfaldet af denne begivenhed på den ene side syntes at måtte give Dampe et iøjnefaldende vidnesbyrd om, at her slet ikke var at regne på nogen direkte virksomhed for konstitutionssagen, var den måde, hvorpå den omtaltes i publikum og den nyfigenhed og interesse, man allevegne viste for ret nøjagtigt at erfare indholdet af det omhandlede manuskript og siden søgte at overkomme bladet, hvori det var trykt, vel skikket til at bestyrke ham i den tro, at sympatien var til stede, og det ret levende, så at det kun kom an på at optræde med energi for at få den vækket i gerningen, og at blive ved med udholdenhed for at sætte ingen igennem; og politiets aldeles frugtesløse bestræbelser for at opdage autor til det inkriminerede opråb, egnede sig ikke mindre til at gøre ham tryg og forøge hans uforsigtighed, idet at han indbildte sig, i det værste tilfælde dog altid at kunne få tid til at frelse sine håndskrifter, som han sædvanligt bar hos sig, fra at falde i politiets hænder. At han imidlertid ikke stedse handlede med lige ubesindighed, beviser den mig bekendte omstændighed, at han dagen før sin anholdelse havde betroet en bekendt, på hvem han vidste trygt at kunne stole, sin første kladde til den ofte omtalte erklæring, skjult i et franskbrød, og modtaget hans løfte om, i et forudsat tilfælde, at tilintetgøre den, for at ikke hans håndskrift skulle vidne imod ham.

*) Man synes i den senere tid fra flere sider at have stået i den formening, at den her omtalte litterator hørte blandt tallet af dem, der besad Dampes intime fortrolighed og siden vidnede imod ham. Jeg anser det kun for simpel retfærdighed her at bemærke, at dette ikke var tilfældet. Han kendte vistnok Dampe, og kunde således vel næppe heller var uvidende om hans anskuelser, men han omgikkes navnlig ikke med D. i den tid, da denne færdedes med konstitutions-planens udvikling.

Kjøbenhavnsposten, 7. september 1841.

Dr. J. J. Dampe X. (Efterskrift til Politivennen)

 Del X omhandler dommen over Dampe, præmisser og senere fængslinger. Desuden kommer denne del ind på enkelte dele af det som dr. Dampe blev dømt for. Den beskriver bl.a. Kjerulff og Frederik 6. Og kommer ind på problemerne i at retsakterne dels er hemmelige, dels ikke kunne trykkes.

Dr. Dampe

X

Daværende politidirektør, nu politichef og overpræsident Kjerulff, der, som bekendt, ved i jødeforfølgelsernes tid, i stedet for de militære patruljer og udlovelsen af store belønninger for angivelsen af ophavsmændene, hvilke forholdsregler havde vist sig at være frugtesløse, straks da han afløste den posten så lidt voksne Hvidberg, så heldigt havde bragt politistokken i systematisk anvendelse efter en her hidtil ukendt stor målestok, styrede, som man af det foregående har set, med ikke mindre held det imod dr. Dampe systematisk anvendte politiske spioneringssystem. Disse to, så nær efter hinanden stedfundne gunstige omstændigheder må det vel især tilskrives, at denne embedsmand erhvervede sig en så høj plads i Frederik den Sjettes yndest, at han til enhver tid, også hvor intet af mindste vigtighed kunne være at rapportere politiet vedkommende, havde uindskrænket adgang til denne monarks person. Det var en selvfølge, at ligesom Kjerulff straks havde underrettet kongen om Dampes og Jørgensens anholdelse og hvilke papirer der hos den første var forefundne, således fik kongen også uopholdelig af ham efterretning om udfaldet af de afholdte politiforhør, om vedgåelsen af de væsentligste fakta og vidneforklaringerne imod Dampe. Enhver, der kendte det allermindste til den afdøde konges karakter, ved, hvor strengt han holdt over sin uindskrænkede suverænitetsmagt og at han ikke let lod hengå ustraffet noget angreb på majestætens hellighed og ukrænkelighed. Det er da ikke at undres over, at et attentat af den natur som dr. Dampes måtte opbringe ham i højeste måde og det så meget mere som de noksom omtalte hovedvidner i sagen tillige havde forklaret, at Dampe i fortrolige mundtlige meddelelser skulle have tilsidesat den ærbødighed, han skyldte kongen, og bedømt denne både personligt, og som regent med den største uforbeholdenhed. Da politiforhørene var tilendebragt, befalede kongen, at Dampe og Jørgensen skulle dømmes af en kommission, bestående af 3 hof- og stadsretsassessorer, hvortil valgtes de to nuværende kancellideputerede Lange og Bentzen (hvilken sidste, som nævnt, havde ført den præliminære kriminalundersøgelse) samt nuværende justitiarius ved overretten i Viborg, Schiønning. Udfaldet af denne sag var let at forudse, og kunne, efter de stedfindende omstændigheder og lovgivningens strikte bud, vel heller ikke blive anderledes. Dampe og Jørgensen blev, som skyldige i "at have tilskyndet eller rådet til forandring i den ved fædrelandets grundlov bestemte regeringsform", efter forordn, af 27. septbr. 1799 § 1 konf. med § 25 (hvorefter uddeling af håndskrifter, hvis indhold, ifald de var trykt, måtte anses strafværdige, medfører samme straf både for forfatteren og dem, der sælger eller uddeler sådanne, som om de var kundgjort ved trykken), dømt til at have deres liv forbrudt. Denne straf var, som kommissionen, ifølge den officielle kundgørelse, havde begrundet i præmisserne, en formildelse af den, der egentlig kunne have været dem pålagt for deres "misgerning" , da denne "åbenbart henhørte under lovbestemmelserne i lovens 6-4-1 og 2" og de således egentlig "skulle været dømte" som dem, der "enten med råd eller dåd lader sig finde at ville bringe nogen forandring i kongens absolut arveregering", til "at have forbrudt ære, liv og gods, den højre hånd levendes afhugges, kroppen parteres og lægges på stejle og hjul og hovedet med hånden sættes på en stage". En tilstrækkelig grund til den "formildelse" fandt kommissionen deri, at de tiltalte "intet videre havde foretaget til at iværksætte deres oprørske hensigter, end at de havde søgt at formå andre til at tiltræde samme, og deres foretagender, der iøvrigt var planløse og lidet farlige, måledes ingen videre resultat havde haft". Denne kommissionsdom, der faldt den 14. februar 1821, er intetsteds bleven publiceret, og da den, tilligemed samtlige akter i sagen, beror i kancelliets arkiv, er den således utilgængelig for offentligheden. Der var allerede udstedt ordre til dommens indstævning for Højesteret, hvor generalfiskalen (Wivet) skulle have været aktor og de herrer Treschow og Sporon defensorer, den første for Dampe, den anden for Jørgensen, men både Jørgensen og senere også Dampe, der begge indså, at intet gunstigere resultat var at vente, renoncerede på dommens prøvelse for landets øverste tribunal, og henflyede til kongens nåde. De blev nu, ved den i det foregående omtalte kgl. resolution af 7. marts 1821, forundt en allernådigst formildelse af dommen, således at de begge, i stedet for at miste livet, skulle hensættes i fængsel på livstid på fæstningen Christiansø under streng bevogtning. Denne resolution undergik imidlertid - formodenlig ved senere kgl. resolutioner, om hvilke dog intet er bragt til offentlig kundskab - , flere forandringer og modifikationer, idet at nemlig Dampe tilbragte de første 6 år af sin straffetid i Kastellet, derpå kom til Christiansø, så, nogle år efter, førtes tilbage til Kastellet igen, og dernæst atter bragtes til Christiansø, mens Jørgensen slet ikke kom til Christiansø, men bragtes til fæstningen Frederiksort, hvor han sad i en del år, indtil han efter ansøgning af særdeles kgl. nåde løslodes og blev aldeles gengivet sin frihed. Mod Dampe forblev den afdøde konge derimod ubønhørlig. Alle ansøgninger fra ham og hans familie, understøttede af de mest gribende skildringer af hans ulykkelige stilling og de mest fordelagtige vidnesbyrd om hans forhold under de ham pålagte lidelser, forblev frugtesløse. Den ulykkelige havde i året 1831 på indstiftelsen af stænderinstitutionen bygget et tillidsfuldt håb om befrielse; men netop den omstændighed, at han i sin ansøgning beråbte sig på den tilnærmelse til en repræsentativ statsform og derhos anførte undskyldningsgrunde for sin handlemåde, forbittrede kongen på ny imod ham, ligesom man deri har set en ubesindighed eller uklogslab, der endog skulle vidne om en ved den lange indespærring og berøvelse af friheden tilvejebragt forvirring af hans begreber. Jeg vil, ved hjælp af en fra pålidelig hånd modtaget meddelelse, i det følgende nærmere komme til blandt andet også at omtale de af ham i denne ansøgning anførte motiver.

Skønt jeg i det foregående allerede har antyder, hvori den forbrydelse bestod, for hvilken Dampe underkastedes en så hård straf, vil det netop i nærværende øjeblik være af den højeste interesse at gå noget nærmere ind på denne genstand, og det glæder mig så meget desbedre at være i stand dertil som jeg allerede i flere år har været i besiddelse af en afskrift af det hoveddokument, hvorfor Dampe blev dømt, den allerede tidligere berørte erklæring, som han, efter at forsøget med en petition var mislykket, ville lade diskutere i den berammede forsamling. Den bedste og mest fuldstændige oplysning for almenheden ville vistnok tilvejebringes, hvis vor bestående presselovgivning tillod dette bemærkelsesværdige historiske aktstykkes trykning i sin helhed; men desværre har et par af vore mest kyndige jurister, med hvilke jeg i den anledning har rådført mig, ikke fundet dette tilrådeligt, da enhver, om end nok så bestemt fralæggelse af at dele eller billige de anskuelser og sætninger, dette dokument gør gældende, næppe ville kunne frelse for en domfældelse blot på grund af at man derved ville divulgere et håndskrift, der var befundet af statsforbryderisk Indhold, og efter at en beslaglæggelse havde forhindret divulgationen; og min eneste hensigt dermed: fuldstændigt at sætte publikum i stand til at bedømme, for hvilke sætninger. meninger og ord det var at dr. Dampe blev fundet skyldig i majestætsforbrydelse og dømt fra livet, ville således i intet tilfælde kunne opnås.

Jeg må derfor indskrænke mig til at referere, og skal kun, til prøve på den ejendommelige tone og stil, hvori dette aktstykke er affattet, hidsætte begyndelsen, med hvis offentlige meddelelse der, efter disse mænds mening - og forhåbentlig også efter vedkommende politiembedsmand - ikke kan være noget at erindre:

"Den, der tænker som mand og som menneskeven, ønsker retfærdighed og folkets vel mere end sit eget vel.
Så lærer en indre stemme i det ædle hjerte; så lærer fornuften og religionen hos den, der har religion.
Den, der tænker som mand og som menneskeven, ønsker det gode udrettet ved godt, når det kan ske.
Men den, der tænker som mand, frygter kun en ting: at gøre uret. Farer frygtes kun af foragtelige feje og elendige slaver.-
Der er nationer i syden, hvor en del af folket nylig har med magt forandret regeringsformen.
Der er også mange i Norden, hvem det synes at en forandring i regeringsformen er højst ønskelig, og vigtig til at afvende og bøde på megen offentlig og privat elendighed; foruden dette, at der gives regeringsformer, der er værdigere for frie mennesker end en uindskrænket enevoldsmagt.
Vi bedømmer ikke her disse meninger, eller de andre nationer. Af det eksempel, de har givet, følger ikke, at vi skulle forene os og med magt forandre regeringsformen.
Men vi skulle følge retfærdighedens stemme. Retfærdighedens stemme skal høres af folket og af kongen. Retfærdigheden skal forebygge magts anvendelse og borgerkrig. Retfærdigheden skal for bestandig sikre landets rolighed og lykke.
Vi forlanger ikke forandring i regeringsformen. Men vi nævner retfærdigheden, og det skal ske, at vi får den.
Norden bruger retfærdighed, hvor syden skrider til magt og krig. For sådant er folket i Norden, at, når det indser, hvad der er retfærdigt, da står og falder det derfor; og sådan er herskeren i Norden, at ordet retfærdighed vækker hans ærefrygt.
Vi står og falder for retfærdigheden alene; for retfærdighed er noget guddommeligt. Vi står og falder endnu mere derfor, når statens vel står i forbindelse dermed.
Vi siger ikke: at regeringsformen skal forandres. Vi siger, at en nation har ret til at bestemme regeringsformen, og til at forandre den, om den vil **)." - - -

Forf. går efter dette postulat over til at deducere den formentlige ret med grunde, hentede fra natur- og folkeretten, og at anvende den på forholdene. - Kongen har naturligvis ret til at bruge den magt, der er ham givet; men han har den af folket. folket er til alle tider, mens de enkelte slægter af folket, som lever, afløser hinanden. Ingen enkelt slægt råder over det hele folk, eller over de andre slægter. En enkelt slægt har givet kongen magt, og han har den da ikke fordi den slægt havde at byde over os, men fordi vi antages at have givet vort samtykke dertil. Statsindretningen består således ved det nuværende folks vilje. folket må ikke gå ind i kongens ret; for da bruger det vold og oprør; men det kan forlange, i fred at bruge sin ret til ar vælge deputerede og igennem disse at udtale sin bestemmende mening om regeringsformen i fremtiden. - Disse er grundtrækkene i det flere sider lange skrift og på det nys nævnte forlangende går i det hele den erklæring ud, som del var Dampes agt derved at forelægge til drøftelse. Opfordring dertil fandt Dampe i de med tiden mægtigt forandrede begreber og statens betryggelse for bestandig for revolution og borgerkrig, og han udtalte derhos, at ingen magt i Europa uden blusel ville kunne gøre indvending imod eller indblande sig i denne "fredelige retsudøvelse" af et helt folk, der, efter hans mening, var noget ganske andet, end at en del af folket med magt forandrede landets regeringsform.

*) Der kan selv, efter den mest ensidige bedømmelse, ikke være noget lovstridigt i sådanne sætninger, da begrebet nation. således som det her er brugt, naturligvis også indbefatter regenten eller kongen som nationens formand.

**) Det vil ikke være uden interesse at sammenholde med disse sætninger, hvis intenderede fremsættelse til diskussion i 1821 stempledes og straffedes som majestætsforbrydelse, flere ytringer under konstitutionssagens behandling i den jyske stænderforsamling 1840, således som disse er gengivet i den under den kgl. kommissarii, kancellideputeret og generalprokurør Ørsteds censur udkomne Stændertidende. Mens det blandt andel her hedder, at "Ønsket om forandringer i rigets forfatning er så almindeligt, at det strækker sig til de fleste med almindelig sund sans og med nogen indsigt i forholdene begavede mænd fra Skagen til Kongeåen", drages det i tvivl om det i 1660 "var gørligt at befuldmægtige nogen til at disponere over, ikke blot den nuværende slægts, men alle de kommende slægters helligste og uforkrænkeligste menneskerettigheder", ligesom der udtales den "Tro", at "Kongeloven, for så vidt den går udenfor at bestemme arvefølgen, kun kan være at betragte som provisorisk", at den "ikke har nogen lovlig grundvold", og at "folket har en historisk ret til en friere forfatning", som navnlig jyderne "i mange år med højeste grad af tålmod har afventet", og foreslåes, at folket, "med umiddelbart hensyn til konstitutionsanliggendet" måtte "vælge deputerede, der da måtte udtale, hvorvidt den almindelige stemning var for en konstitution eller imod". - Det er forresten en selvfølge, at man ingenlunde må overse den væsentlige forskel, der er imellem disse ytringers fremførelse i en af kongen sammenkaldt stænderforsamling og de ovenanførte sætningers proklameren i en fra en selvdannet forening udgående erklæring, således som det var Dampes intention.

Kjøbenhavnsposten, 6. september 1841.

Løjtnant Adolf Fibiger. (Efterskrift til Politivennen)

- Det vil være være Læsere bekjendt at en af Alle elsket og agtet ung Mand nylig er afgaaet ved Døden, Capitain Adolf Fibiger, som for omtrent et Aarstid siden reiste til Madera, i Haab om at denne Øes mildere Klima skulde indvirke gunstig paa hans angrebne Bryst. Dette Haab opfyldtes imidlertid ikke; han vendte uden synderlig Bedring tilbage til Hjemmet for her at finde sin tidlige Grav. Anledningen til udbrudet af hans Sygdom er maaske mindre bekjendt. Mange mindes vel ikke længer, at ved Læseforeningens 28de Mai-Fest i Aaret 1838 daværende Lieutenant A. Fibiger udbragte en Toast for den democratiske Aand, og at der derfor blev optaget Krigsforhør overe ham, samt at han kort efter blev sendt over til Vestkysten af Slesvig, hvor han beskiæftigedes med Opmaalingsarbeider og forblev indtil for omtrent halvandet Aar. Det derværende Ophold i den usunde fugtige Luft havde imidlertid virket saa skadeligt paa hans svage Constitution, at han med en ulægelig Brystsygdom omsider forlod Vestkysten. En af hans derværende Venner bevidner dette i "Ribe Avis" i følgende mindeord om den Afdøde: "Den 27de August døde Capt. Adolf Fibiger paa sin 28de Fødselsdag. Ribes Indbyggere mindes ham vel fra hans Ophold her, der desværre forkortede hans Liv. Mange af dem kjendte ham, og hver ærlig Mand, der kjendte ham, havde ham kjær. Han elskede sit Fædreland som Faa elske det, og var begeistret for Friheden som de, der grue for at misbruge den; han var et ærligt, kjærligt og elskeligt Menneske, livlig og aandrig og høit begavet. Hans Tab vil blive begrædt, saa vist som Kjærlighed ikke er uddød i Danmark".

(Kiøbenhavnsposten bragte den 6. september 1841)