Dr. J. J. Dampe XII. (Efterskrift til Politivennen)

 Del XII indeholder bl.a. et brev skrevet 12 år efter Dampe blev fængslet og filosoferer godt pakket ind over bevæggrundene til Dampes handlinger.

Dr. Dampe.

XII.

Idet jeg nærmer mig slutningen af disse mine meddelelser, som vel kunne have trættet ved deres længde og den mindre omhyggelige behandling, som jeg under den hurtige nedskriven for et dagblad har kunnet skænke dem, men sikkert ikke ved genstanden, går jeg over til at levere nogle bemærkninger om dr. Dampe og hans skæbne, der af en velunderrettet er nedskrevet for noget over 8 år siden - altså da Dampe allerede havde henlevet 12 år, berøvet friheden og strengt afsondret fra livet udenfor den grav, hvori han levende var indespærret. Anledningen til disse bemærkninger var, som man vil se, nærmest nogle ytringer i de af mig tidligere omtalte biografiske notitser om dr. Dampe, som tryktes i et blad straks efter hans domfældelse, og de er affattet i form af et brev til dette blads udgiver, der dog først modtog brevet og nogle af dr. Dampe på Christiansø forfattede digte, i indeværende år, kort for han ved den nu regerende konges nåde delvis blev gengivet den ham i 20 år berøvede frihed. De lyder som følger:

"Hr. Udgiver!

Man har i sin tid, i et af Dem udgivet blad læst en biografi over doktor Dampe, der udkom efter den tid, da denne mand var fængslet. Skønt det nu er en gammel verdenskundskabs lære, at ros følger lykke, men alt slags daddel er på rede hånd for den, der er ulykkelig og oven i købet værgeløs, så læser man dog så meget i bemeldte i deres blad udgivne levnedsbeskrivelse, at dens genstand har, efter forfatterens mening, været en mand af ualmindelige naturevner, sjældne talegaver, kundskaber og talenter; for således lyder udtrykkene i levnedsbeskrivelsen. I de lærde tidender, udgivet af prof. P. E. Müller, finder jeg ham rost for sjældne kundskaber. Der gives dog ikke få - og jeg tror vel alle dannede og tænkende mennesker - , der føler interesse for de oven nævnte egenskaber. Grund har man vel til at tro, at også vor konge, ifølge den agtelse og interesse for videnskaberne, der hører til hs. majestæts med så megen ret lovpriste dyder, er iblandt disses tal. Således lyder også slutningsordene i biografien i Deres blad, at den rolige fordomsfrie iagttager kunde ikke undertrykke sin medlidenhed over at se en mand af disse egenskaber gå til grunde. Frygtelige, skrækkelige ord, dette sidste! og på samme tid den mest bogstavelige, nøjagtige sandhed! Intet under derfor, om tænkende og følende mennesker har undertiden henvendt et deltagende tankeblik til den af den rædsomme afgrund opslugte ulykkelige. Forfatteren af det omtalte levnedsbeskrivelse i deres blad ytrer det håb, at tiden vil opklare hvilke bevæggrunde der havde ledt doktor Dampe til det, for hvilket han blev sagsøgt. Jeg tror dog ikke, at så megen opklaring herom er fornøden, da man ved, at Dampe blev fængslet og dømt formedelst bestræbelser for en repræsentativ statsindretning. Hvad denne genstand betyder, er i vore tider almindelig nok bekendt, og at spørge om bevæggrundene til bestræbelser i denne henseende, er at spørge om bevæggrundene til tusinders bestræbelser, om grundene til millioners ønsker over Europa, og på samme tid om bevæggrundene til de fyrsters skridt, der komme disse ønsker imøde. Da den mig ubekendte forfatter af den levnedsbeskrivelse imidlertid håber en opklaring med tiden, så har den siden forløbne tid af tolv år til det, som den ellers har avlet i sit skød, nemlig hele sit indhold af jammersuk for den i fængselet sig våndende ulykkelige, og de tildragelser i Europas lande, som i samme tidsløb have mere og mere gjort menneskene og selv fyrsterne bekendt med og gunstigt sindede for den genstand, formedelst hvilken den ulykkelige blev styrtet, også føjet min fuldkomne evne til at forskaffe den levnedsbeskrivelses forfatter den opklaring, som han ønsker, da jeg befinder mig i besiddelse af en kopi af en af doktor Dampe indgivet allerunderdanigst ansøgning, hvilken kopi supplikantens datter har gennem Kastellets kommandant fået tilsendt fra hendes fader. I denne ansøgning siger supplikanten, at hans sagsakter udvise, at han i året 1820 blev ulykkelig formedelst bestræbelser for en repræsentativ statsindretning, at han havde eftertragtet den ide i almindelighed, at han vist  nok ikke har eftertragtet den under den form, under hvilken hs. majestæt nu har erklæret at ville skænke denne indretning til Danmark men han anmærker tillige, at dette sidste var ham fuldkommen umuligt, fordi denne form er indeholdt i den preussiske statsmønster, og Preussen besad til den tid, 1820, endnu aldeles ingen repræsentativ statsindretning. De grunde, han anfører for at bevirke sin frelse, består især deri, at repræsentativ statsindretning er af tidsalderen bleven betragtet som et gode, og bliver af fyrsten selv realiseret i egenskab af et gode, at samme anskuelser foresvævede ham, da han til den tid eftertragtede den, og han bemærker, at denne omstændighed udgør netop den benådningsgrund, der er særegen for ham og alle, der lider af samme årsag som han, til derpå at støtte deres håb om redning, den danner et grænseskel mellem dem og alle andre domfældede, hvilke sidste alle have haft noget almenerkendt ondt til hensigt, og ingenlunde kunne anføre til gunst for sig den varme og iver, som tanken om et gode har opvakt hos en deraf indtagen sjæl. Til disse grunde føjer han den bemærkning, at erfaringen lærer, at de fleste ofre over Europas lande for bestræbelser for der ommeldte statsanliggende findes forholdsvis i videnskabsmændenes klasse, hvilket må tilskrives denne genstands forbindelse med oplysningen - en forbindelse, som findes antydet i den første officielle kundgørelse om vor elskede landsfaders vilje at skænke landet denne indretning - og den art af lidenskab, som kaldes entusiasmus. En lidenskab, som kun genstande af denne art frembringer, og en art af følelse, for hvilken snarest den dannede stand er modtagelig. Endelig bemærker han, at, eftersom den indretning nu af hs. majestæt realiseres, så er enhver bestræbelse af nogen for at realisere den eo ipso tilintetgjort og utænkelig, og enhver sådan grund til hans pinsler, som måtte være hentet af det øjemed at forebygge nogen bestræbelse i den henseende, må antages, ved hs. majestæts handling at være ophavet og forsvunden. 

Af dette korte uddrag af doktor Dampes ansøgning, som jeg her har tilladt mig at meddele, må vel udspringe en tilstrækkelig opklaring om, hvad hans bevæggrund i sin tid har været, ifald nogen opklaring herom var fornøden. Hvad den offenlige mening angår, den offentlige mening, hvilken tidsalderens oplysning har hævet til det agtelsestrin, som den tilkommer, da er det i alle anliggender et værdigt arbejde at efterspore dens dom, men allermest i sådanne anliggender, hvor den offenlige mening betyder den hele oplyste og tænkende menneskeslægts mening, og dette er vistnok tilfældet, når et individ bedømmes, der lider formedelst bestræbelser for en genstand, til hvilken hele Europas allerstørste opmærksomhed er henvendt, en opmærksomhed, hvilken, som en uadskillelig følge heraf, også alle de individer har del i, som i noget land for denne genstands skyld udstå tunge pinsler og lidelser. Den kilde, hvorfra undskyldninger for en handling hentes, består altid i betragtningen af netop det, som disse biografiske efterretningers forfatter nævner, af de årsager, der har drevet den handlende, og det er disse årsagers større eller mindre styrke, hvoraf større eller mindre undskyldning opstår for den handlende. Dersom en handling er udsprunget af en stærk attrå efter en genstand, set i et sådant sys, som nødvendig måtte gøre den attrået eller ønsket af ethvert moralsk godt væsen, så indeholder denne årsag til handlingen en undskyldning, der er større, end nogen anden kan være, fordi alle nok så stærke årsager, som ellers kunne undskylde handlinger, må dog agtes ringere, end moralsk gode følelser, når disse fremtræder som årsager. Det karakteristiske for et moralsk godt væsen er netop attråen efter det, der er godt. Når denne almindelige attrå finder sted, så kunne de særdeles ytringer af den almindelige attrå efter det, der er godt, umulig udeblive, så ofte som noget enkelt gode viser sig for øjet, eller, hvilket er det samme, noget enkelt, set i det lys som et gode. Ligegyldighed for nogetsomhelst, der er godt for menneskene, er umoralsk. Men når ligegyldigheden er dette, så må ønsket, attråen efter hvilken som helst genstand, set i det lys af et gode, være moralsk, eftersom, når ligegyldigheden ikke er tilladt, så er ter ingen anden følelse levnet, end denne, som den, der må være i et moralsk godt væsen. Dette er sagt, uafhængigt af alle andre betragtninger, af lovbøger, af regentmagt; for her tales ikke om andet, end om undskyldningsgrunde. Når det nu allså er vist, at attrå efter noget, set i det lys af et gode, er en moralsk god følelse, så danner en sådan årsag til en handling den stærkeste af alle undskyldningsgrunde. For da har en årsag været til af en natur ganske modsat de lidenskaber, der ellers er kilder til de domfældedes handlinger. For disse lidenskaber er onde. Men her har været en afgjort god følelse; en sådan, som mennesket ikke engang skulle eller burde undertrykke, nej, et sådant ønske, som han, som moralsk væsen, burde have. Denne årsag, eksisterende i hans indre, og i henseende til sin intensitet, som drift, hævet til entusiasmens heftighed, danner åbenbar en stærkere årsag, end sådanne flette og lave lidenskaber, som han bør skamme sig ved og undertrykke. Og her er talen kun om dette: de undskyldende årsagers styrke, aldeles ikke om de ved lovbøger og regentmagt opstillede modsatte bevæggrunde. Uden på nogen måde at krænke respekten for disse, er det kun til de årsagers side, hvor undskyldningerne skulle søges, at vi vende vor betragtning. Men ligesom den undskyldning, der i det nævnte tilfælde finder sted, overgår enhver anden i noget tilfælde, således må også iøvrigt betragtningen af det ovennævnte tilfælde højligt forstærke ønsket for det individs frelse, der befinder sig deri, fordi, næst de undskyldende omstændigheder, der har ledsaget et sådant individs handling, er de øvrige forstærkningsgrunde for dette ønske at søge i sådanne dyder og ædle egenskaber, som individet iøvrigt måtte have lagt for dagen. Men næppe kan det varme og inderlige ønske for det, der anses for godt for medmenneskene, for sig selv betragtet, nægtes navnet af en ædel følelse, en følelse, hævet over egoismen, og, når den har en stor genstand, en stor følelse, hvis tilværelse i den ulykkelige domfældedes bryst i sin tid, som hans handlings kilde, ingen fjendtligsindet nedsættende ånd er istand til at nægte. Når det er så, hvorledes stulle da ikke tanken om denne følelse danne det ønske, at se det hjerte, der var i stand til at nære den, frelst fra de tungeste og skrækkeligste af alle de kvaler, som kunne blive tilføjede mennesket af mennesket. Den titommeldte forfatter i Deres blad, hr. Udgiver! af notitserne om doktor Dampes levned med berørelse af hans fængsling og dom kalder ham en fra hjertets side ved ædle egenskaber agtværdig mand. Næppe skulle jeg fejle ved at antage, at de nævnte undskyldninger og ønsker for de formedelst politiske handlinger af denne art ulykkelige i almindelighed, forbundet med den særdeles deltagelse, jeg fra begyndelsen har omtalt med hensyn til det intellektuelle hos det her omhandlede individ, i høj grad udgøre presset af den offentlige mening om denne genstand. En sådan mening får fuldkommen luft til at ytre sig i det øjeblik et sådant politisk skridt sker fra fyrstens side, som det af vor konge ved indførelsen af repræsentativ statsindretning. For derved er denne genstand, der udgør det store øjemærke for hele Europa, erkendt for et gode, og ved denne erkendelse er givet åben plads for de ovenfor anførte betragtninger. Vort lykkelige Norden er, Gud være lovet! fri for det blinde raseri af partihad, som opflammer menneskene mod hinanden i visse sydlige lande. Munke og tyranner forfølger der enhver, som på hvilken som helst måde har vist sin yndest for en folkerepræsentation, med alle ytringer af et lavt hads nedrige følelse og udøse deres blod på skafottet eller lade dem - for at bruge et engelsk udtryk - rådne til døde i fængslet. Hvad er årsagen til dette had? er det et ophøjet sind, opfyldt af kærlighed til samfundet og af denne grund ophidset mod de konstitutionelle? Gives der vel nogen blandt alle forstandige i Europa, der et eneste øjeblik falder på at antage en sådan tænkemåde hos en Miguel og en Pater Macedo? Nei, de hader ikke de konstitutionelle, fordi de selv elsker samfundet, men fordi deres egen lave egenkærlighed er krænket ved den tanke, at nedlade sig til at hente råd hos det repræsenterede folk. Men had er aldrig nogen billig og aldrig nogen nådig følelse. Had er aldrig så billig, at det skulle lægge mærke til nogen god side hos den, som er dets genstand; det har ikke øre for nogen bøn. Et sådant had er den bestandige egenhed for de egenkærlige karakterer, så ofte nogen genstand eller person har vedrørt deres personlige sfære, ovenover hvilken deres foragtelige sjæl aldrig formår at hæve sig. -  Dog hvorhen forvilder min tanke sig? til Syden, dette hjem for den hele vildhed af egenkærlig hævn, hvor de private tilfredsstiller den ved dolken, og de, som regere, tilfredsstille den ved skafotter eller fængsler, således at enhver tanke om barmhjertighed, tilgivelse og nåde fortrænges af det i hjertet bestandig lurende nag? Langt bort med disse hæslige billeder! Lad os hellere vende os til harmoniens skønne billede! Alle gode i nationernes hele publikum, alle gode i den enkelte nation, og den enkelte gode, på tronen eller i hytten, disse tre er et. Det godes karakter er at sammensmelte, det ondes at adskille. Jeg har nævnt den offentlige mening. Om jeg har angivet den rigtig, beror på, om de fornuftgrunde, jeg har anført for den, er rigtige. For publikum er, efter Tyge Rothes definition, de fornuftige, og den fornuftige mening er den offentlige; skønt jeg dog ikke har dannet min forestilling om den offentlige mening angående den genstand, jeg har omtalt, efter slutning alene, men også efter alt, hvad jeg tror at have erfaret. Dog kan jeg have fejlet, og det overlader jeg andre at bedømme. Mangfoldige ville i deres indre svare, om jeg har dømt rigtigt eller ikke. Men kun dette ved jeg, al jeg har sikkert ikke fejlet i min sidste påstand, at forholdet mellem de gode og den gode, hvem det end er, altid opløser sig i harmoni; og når jeg har nævnt den gode på tronen, hvem kan da tænke sig dette, uden at hans tanke i samme øjeblik falder hen på vor elskede landsfader, Frederik den Sjette!)" 

Brevets forfatter går nu over til at indlede meddelelsen af de ovenfor berørte digte, forfattede af dr. Dampe i hans fængsel. Et par af disse digte skal jeg næste gang tillade mig at lade trykke, tilligemed nogle fra samme kilde hentede oplysninger om Dampes ophold og behandling i Kastellet og på Christiansø.

*) I dette år 1820, da doktor Dampe blev fængslet, har han, ifølge det fødselsår, som levnedsheskrivelsen angiver, været tredive år gammel. Han blev altså meget tidligt bortreven fra verden. Forf. anm.

**) Efter at jeg har skrevet ovenstående, læser jeg i en opsats af London Magazine, skrevet i anledning af vor konges proklamation af Provindsial-Stænder, og omsat i Københavnsposten nr. 173, 1832, følgende ord:

"Danmark har siden revolutionen 1660 været regeret som et absolut monarki, hvilken regeringsform dog var blevet modereret ved sæderne, den offentlige mening og en regelmæssig justitsforvaltning. Dette har i særdeleshed været tilfældet under den nærværende ægte landsfaderlige souverain".

Disse ord foranledigede mig til den betragtning, at, dersom regeringsformen allerede hidtil, og i særdeleshed under vor nærværende landsfaderlige konge, har været modereret ved sæderne (hvilke, som jeg tænker, ånde nåde, mildhed og barmhjertighed), ved den offentlige mening, (hvilken er den genstand, som jeg har stræbt at belyse) og en regelmæssig justitsforvaltning (med hvis fordringer, stillede ved siden af nåden, intet af det, jeg har sagt, kolliderer), så turde den liberale ånd, hvoraf dannerkongen ved det nysnævnte politiske skridt har vist sig besjælet, vel, uden alt for stor dristighed , foranlediger den forhåbning, at indflydelsen af disse bevægårsager i det mindste ikke nu er bleven formindsket. Forf. anm.

Kjøbenhavnsposten, 10. september 1841.

Dr. J. J. Dampe XI. (Efterskrift til Politivennen)

 Del XI omtaler en affære før Dampes hvor nogle løbesedler var blevet omdelt uden at finde forfatteren. En affære der kan have fået indflydelse på hvorfor Dampe agerede som han gjorde umiddelbart op til anholdelsen.

Dr Dampe.

XI.

Når jeg, efter allerede tidligere at have bemærket, at det i forrige nr. omtalte manuskript, var hoveddokumentet, på grund af hvilket dr. Dampe blev dømt som majestætsforbryder, her tilføjer, at den i det foregående berørte petition til kongen om at give landet en konstitutionel forfatning efter al sandsynlighed var det andet af de oprørske skrifter, der ved anholdelsen forefandtes hos Dampe, og at intet andet af væsentligt aggraverende indhold blev fundet blandt Dampes øvrige under forvaring tagne papirer, vil publikum være på det rene med, hvad det da egentlig var, hvorfor Dampe blev dømt fra livet. Alle de tilsætninger, om catilinariske planer med at åbne fængslerne etc., hvormed rygtet i den tid udstafferede denne sag og gav den et så odiøst udseende, ville, efter alt hvad der har været mig muligt at efterspore, ikke i mindste måde findes begrundede i akterne, lige så lidt som det er antageligt, at de have anden hjemmel end i alt fald den, det kan have stemt med den utroværdige persons interesse, der ved Dampes forlokkelse og anholdelse spillede en så lidt hæderlig rolle, at give dem. Denne min overbevisning finder jeg til overflod stadfæstet ved den måde, hvorpå de inkriminerede intentioner omtales i den offentlige beretning, som jeg i min første artikel har aftrykt efter kollegialtidende, idet at de her betegnes som "planløse og lidet farlige". Den sidst nævnte karakter kunne fra det offentliges side umuligt have været tillagt dem, hvis de beskyldninger havde været sande. 

Ved at se hen til den kun lidt skjulte måde, hvorpå Dampe var gået frem og den så godt som totale mangel på understøttelse, hans forehavende fandt hos alle dem, han ville bevæge til deltagelse, og at han desuagtet ufortrødent fortsatte sine bestræbelser indtil det yderste punkt, må sikkert den anskuelse påtrænge sig mange, at Dampes begreber på den tid ved den række af ulykker og forfølgelser, han havde været underkastet, var blevet aldeles hildede, ligesom ved en fiks ide, af den modstands- og frigørelsesånd, der besjælede ham, så at han var ligesom åndelig blind for enhver fare og berøvet al besindighed. Det er umuligt, ganske at kunne sætte sig ind i et så irritabelt, for frihedens ide sværmerisk eksalteret gemyts tilstand, voldsomt bortrevet fra familielivets mildnende favn, under trykket af en kuende tvang, der måtte være det utåleligt, og af en stadigt æggende forfølgelse. Jeg tror imidlertid, i det mindste til dels, at kunne forklare mig den sorgløse ubesindighed, hvormed Dampe syntes at trodse og endogså at lege med de farer, der omgav ham; for at han var sig dem fuldkommen bevidst, kan der ikke være nogen tvivl om. Nøglen til denne tilsyneladende gåde, tror jeg, må søges foruden i Dampes karakter, også i en med hans stræben nøje beslægtet begivenhed , som havde fundet sted kort i forvejen, og hvis fareløse udfald vel kan have været skikket til at indgyde et gemyt som Dampes større sorgløshed. 

Det er sikkert nu gået de fleste af minde, at et attentat imod suveræniteten tidligere end dr. Dampes satte Københavns politi i stærk bevægelse og vakte megen opsigt her i løbet af sommeren eller efteråret 1820. Da intet derom er blevet offentliggjort, har jeg kun min hukommelse at bygge på, men det må have været på den nævnte tid, da jeg erindrer, at den til undersøgelse af de sager, der var foranledigede ved jødeforfølgelserne, specielt nedsatte kommission (som almindeligvis benævntes jødekommissionen) dengang var i virksomhed, og Hvidberg endnu politimester i København. Det bestod deri, at der samtidig var tilstillet såvel samtlige klubber og selskaber i København som en mængde privatmænd, for størstedelen folk af anseelse og endog deriblandt embedsmænd, afskrifter af en art opråb til folket om en forandring af regeringsformen eg navnlig om at indføre i Danmark en forfatning efter den næste konstitutionsmønster, hvilket opråb på samme tid var trykt i et norsk blad - om jeg ikke husker fejl, i "Drammens Tidende" - , hvoraf en stor mængde eksemplarer her blev udbredte. Både direktionerne for de fleste selskaber og en del private leverede de dem tilsendte afskrifter - der, som jeg erindrer, hvad de første angik, var konvoluterede med udskrift til samtlige medlemmer, og ikke til selskabernes bestyrelse - op på politikammeret; politiet opsporede flere og foranledigede disses aflevering, så at en temmelig stor bunke bragtes til veje, og der blev nu anstillet ivrige efterforskninger og undersøgelser. Rygtet nævnte almindeligt en endnu levende bekendt litteratur hvis pen dengang var både frygtet og anset, som forfatteren, og da man derhos troede i nogle af afskrifterne at genkende hans håndskrift, blev han arresteret og hans papirer tagne under politiets forsegling. Alle dem. der havde modtaget de omhandlede manuskripter, blev kaldt til forhør, for at forklare om de kendte håndskriften eller vidste hvem der var autor. Som et eksempel på, hvorledes sagen ved denne lejlighed blev taget, kan jeg anføre, at Hvidberg i et sådant forhør først spurgte vedkommende, om de kunne kende håndskriften igen på det opleverede manuskript, og da svaret lød bejaende, forudsatte, at man vidste hvem der havde skrevet det, skønt meningen naturligvis var, at man kun genkendte det som det samme man havde modtaget. Det hed også, at den som mistænkt for autorskabet anholdte literator aftenen i forvejen var blevet sat i kundskab om sin intenderede anholdelse - en omstændighed, der, hvis det forholdt sig så, hverken talte for hurtigheden eller sikkerheden af politiets bevægelser. Enden på sagen blev, at der ikke tilvejebragtes nogensomhelst oplysning, som enten kunde bestyrke at mistanken var faldet på den rette, eller at bringe den over på nogen anden, og efter at undersøgelsen havde varet nogle ugers tid, blev den anholdte atter frigiven og det hele faldt bort *) Mens udfaldet af denne begivenhed på den ene side syntes at måtte give Dampe et iøjnefaldende vidnesbyrd om, at her slet ikke var at regne på nogen direkte virksomhed for konstitutionssagen, var den måde, hvorpå den omtaltes i publikum og den nyfigenhed og interesse, man allevegne viste for ret nøjagtigt at erfare indholdet af det omhandlede manuskript og siden søgte at overkomme bladet, hvori det var trykt, vel skikket til at bestyrke ham i den tro, at sympatien var til stede, og det ret levende, så at det kun kom an på at optræde med energi for at få den vækket i gerningen, og at blive ved med udholdenhed for at sætte ingen igennem; og politiets aldeles frugtesløse bestræbelser for at opdage autor til det inkriminerede opråb, egnede sig ikke mindre til at gøre ham tryg og forøge hans uforsigtighed, idet at han indbildte sig, i det værste tilfælde dog altid at kunne få tid til at frelse sine håndskrifter, som han sædvanligt bar hos sig, fra at falde i politiets hænder. At han imidlertid ikke stedse handlede med lige ubesindighed, beviser den mig bekendte omstændighed, at han dagen før sin anholdelse havde betroet en bekendt, på hvem han vidste trygt at kunne stole, sin første kladde til den ofte omtalte erklæring, skjult i et franskbrød, og modtaget hans løfte om, i et forudsat tilfælde, at tilintetgøre den, for at ikke hans håndskrift skulle vidne imod ham.

*) Man synes i den senere tid fra flere sider at have stået i den formening, at den her omtalte litterator hørte blandt tallet af dem, der besad Dampes intime fortrolighed og siden vidnede imod ham. Jeg anser det kun for simpel retfærdighed her at bemærke, at dette ikke var tilfældet. Han kendte vistnok Dampe, og kunde således vel næppe heller var uvidende om hans anskuelser, men han omgikkes navnlig ikke med D. i den tid, da denne færdedes med konstitutions-planens udvikling.

Kjøbenhavnsposten, 7. september 1841.

Dr. J. J. Dampe X. (Efterskrift til Politivennen)

 Del X omhandler dommen over Dampe, præmisser og senere fængslinger. Desuden kommer denne del ind på enkelte dele af det som dr. Dampe blev dømt for. Den beskriver bl.a. Kjerulff og Frederik 6. Og kommer ind på problemerne i at retsakterne dels er hemmelige, dels ikke kunne trykkes.

Dr. Dampe

X

Daværende politidirektør, nu politichef og overpræsident Kjerulff, der, som bekendt, ved i jødeforfølgelsernes tid, i stedet for de militære patruljer og udlovelsen af store belønninger for angivelsen af ophavsmændene, hvilke forholdsregler havde vist sig at være frugtesløse, straks da han afløste den posten så lidt voksne Hvidberg, så heldigt havde bragt politistokken i systematisk anvendelse efter en her hidtil ukendt stor målestok, styrede, som man af det foregående har set, med ikke mindre held det imod dr. Dampe systematisk anvendte politiske spioneringssystem. Disse to, så nær efter hinanden stedfundne gunstige omstændigheder må det vel især tilskrives, at denne embedsmand erhvervede sig en så høj plads i Frederik den Sjettes yndest, at han til enhver tid, også hvor intet af mindste vigtighed kunne være at rapportere politiet vedkommende, havde uindskrænket adgang til denne monarks person. Det var en selvfølge, at ligesom Kjerulff straks havde underrettet kongen om Dampes og Jørgensens anholdelse og hvilke papirer der hos den første var forefundne, således fik kongen også uopholdelig af ham efterretning om udfaldet af de afholdte politiforhør, om vedgåelsen af de væsentligste fakta og vidneforklaringerne imod Dampe. Enhver, der kendte det allermindste til den afdøde konges karakter, ved, hvor strengt han holdt over sin uindskrænkede suverænitetsmagt og at han ikke let lod hengå ustraffet noget angreb på majestætens hellighed og ukrænkelighed. Det er da ikke at undres over, at et attentat af den natur som dr. Dampes måtte opbringe ham i højeste måde og det så meget mere som de noksom omtalte hovedvidner i sagen tillige havde forklaret, at Dampe i fortrolige mundtlige meddelelser skulle have tilsidesat den ærbødighed, han skyldte kongen, og bedømt denne både personligt, og som regent med den største uforbeholdenhed. Da politiforhørene var tilendebragt, befalede kongen, at Dampe og Jørgensen skulle dømmes af en kommission, bestående af 3 hof- og stadsretsassessorer, hvortil valgtes de to nuværende kancellideputerede Lange og Bentzen (hvilken sidste, som nævnt, havde ført den præliminære kriminalundersøgelse) samt nuværende justitiarius ved overretten i Viborg, Schiønning. Udfaldet af denne sag var let at forudse, og kunne, efter de stedfindende omstændigheder og lovgivningens strikte bud, vel heller ikke blive anderledes. Dampe og Jørgensen blev, som skyldige i "at have tilskyndet eller rådet til forandring i den ved fædrelandets grundlov bestemte regeringsform", efter forordn, af 27. septbr. 1799 § 1 konf. med § 25 (hvorefter uddeling af håndskrifter, hvis indhold, ifald de var trykt, måtte anses strafværdige, medfører samme straf både for forfatteren og dem, der sælger eller uddeler sådanne, som om de var kundgjort ved trykken), dømt til at have deres liv forbrudt. Denne straf var, som kommissionen, ifølge den officielle kundgørelse, havde begrundet i præmisserne, en formildelse af den, der egentlig kunne have været dem pålagt for deres "misgerning" , da denne "åbenbart henhørte under lovbestemmelserne i lovens 6-4-1 og 2" og de således egentlig "skulle været dømte" som dem, der "enten med råd eller dåd lader sig finde at ville bringe nogen forandring i kongens absolut arveregering", til "at have forbrudt ære, liv og gods, den højre hånd levendes afhugges, kroppen parteres og lægges på stejle og hjul og hovedet med hånden sættes på en stage". En tilstrækkelig grund til den "formildelse" fandt kommissionen deri, at de tiltalte "intet videre havde foretaget til at iværksætte deres oprørske hensigter, end at de havde søgt at formå andre til at tiltræde samme, og deres foretagender, der iøvrigt var planløse og lidet farlige, måledes ingen videre resultat havde haft". Denne kommissionsdom, der faldt den 14. februar 1821, er intetsteds bleven publiceret, og da den, tilligemed samtlige akter i sagen, beror i kancelliets arkiv, er den således utilgængelig for offentligheden. Der var allerede udstedt ordre til dommens indstævning for Højesteret, hvor generalfiskalen (Wivet) skulle have været aktor og de herrer Treschow og Sporon defensorer, den første for Dampe, den anden for Jørgensen, men både Jørgensen og senere også Dampe, der begge indså, at intet gunstigere resultat var at vente, renoncerede på dommens prøvelse for landets øverste tribunal, og henflyede til kongens nåde. De blev nu, ved den i det foregående omtalte kgl. resolution af 7. marts 1821, forundt en allernådigst formildelse af dommen, således at de begge, i stedet for at miste livet, skulle hensættes i fængsel på livstid på fæstningen Christiansø under streng bevogtning. Denne resolution undergik imidlertid - formodenlig ved senere kgl. resolutioner, om hvilke dog intet er bragt til offentlig kundskab - , flere forandringer og modifikationer, idet at nemlig Dampe tilbragte de første 6 år af sin straffetid i Kastellet, derpå kom til Christiansø, så, nogle år efter, førtes tilbage til Kastellet igen, og dernæst atter bragtes til Christiansø, mens Jørgensen slet ikke kom til Christiansø, men bragtes til fæstningen Frederiksort, hvor han sad i en del år, indtil han efter ansøgning af særdeles kgl. nåde løslodes og blev aldeles gengivet sin frihed. Mod Dampe forblev den afdøde konge derimod ubønhørlig. Alle ansøgninger fra ham og hans familie, understøttede af de mest gribende skildringer af hans ulykkelige stilling og de mest fordelagtige vidnesbyrd om hans forhold under de ham pålagte lidelser, forblev frugtesløse. Den ulykkelige havde i året 1831 på indstiftelsen af stænderinstitutionen bygget et tillidsfuldt håb om befrielse; men netop den omstændighed, at han i sin ansøgning beråbte sig på den tilnærmelse til en repræsentativ statsform og derhos anførte undskyldningsgrunde for sin handlemåde, forbittrede kongen på ny imod ham, ligesom man deri har set en ubesindighed eller uklogslab, der endog skulle vidne om en ved den lange indespærring og berøvelse af friheden tilvejebragt forvirring af hans begreber. Jeg vil, ved hjælp af en fra pålidelig hånd modtaget meddelelse, i det følgende nærmere komme til blandt andet også at omtale de af ham i denne ansøgning anførte motiver.

Skønt jeg i det foregående allerede har antyder, hvori den forbrydelse bestod, for hvilken Dampe underkastedes en så hård straf, vil det netop i nærværende øjeblik være af den højeste interesse at gå noget nærmere ind på denne genstand, og det glæder mig så meget desbedre at være i stand dertil som jeg allerede i flere år har været i besiddelse af en afskrift af det hoveddokument, hvorfor Dampe blev dømt, den allerede tidligere berørte erklæring, som han, efter at forsøget med en petition var mislykket, ville lade diskutere i den berammede forsamling. Den bedste og mest fuldstændige oplysning for almenheden ville vistnok tilvejebringes, hvis vor bestående presselovgivning tillod dette bemærkelsesværdige historiske aktstykkes trykning i sin helhed; men desværre har et par af vore mest kyndige jurister, med hvilke jeg i den anledning har rådført mig, ikke fundet dette tilrådeligt, da enhver, om end nok så bestemt fralæggelse af at dele eller billige de anskuelser og sætninger, dette dokument gør gældende, næppe ville kunne frelse for en domfældelse blot på grund af at man derved ville divulgere et håndskrift, der var befundet af statsforbryderisk Indhold, og efter at en beslaglæggelse havde forhindret divulgationen; og min eneste hensigt dermed: fuldstændigt at sætte publikum i stand til at bedømme, for hvilke sætninger. meninger og ord det var at dr. Dampe blev fundet skyldig i majestætsforbrydelse og dømt fra livet, ville således i intet tilfælde kunne opnås.

Jeg må derfor indskrænke mig til at referere, og skal kun, til prøve på den ejendommelige tone og stil, hvori dette aktstykke er affattet, hidsætte begyndelsen, med hvis offentlige meddelelse der, efter disse mænds mening - og forhåbentlig også efter vedkommende politiembedsmand - ikke kan være noget at erindre:

"Den, der tænker som mand og som menneskeven, ønsker retfærdighed og folkets vel mere end sit eget vel.
Så lærer en indre stemme i det ædle hjerte; så lærer fornuften og religionen hos den, der har religion.
Den, der tænker som mand og som menneskeven, ønsker det gode udrettet ved godt, når det kan ske.
Men den, der tænker som mand, frygter kun en ting: at gøre uret. Farer frygtes kun af foragtelige feje og elendige slaver.-
Der er nationer i syden, hvor en del af folket nylig har med magt forandret regeringsformen.
Der er også mange i Norden, hvem det synes at en forandring i regeringsformen er højst ønskelig, og vigtig til at afvende og bøde på megen offentlig og privat elendighed; foruden dette, at der gives regeringsformer, der er værdigere for frie mennesker end en uindskrænket enevoldsmagt.
Vi bedømmer ikke her disse meninger, eller de andre nationer. Af det eksempel, de har givet, følger ikke, at vi skulle forene os og med magt forandre regeringsformen.
Men vi skulle følge retfærdighedens stemme. Retfærdighedens stemme skal høres af folket og af kongen. Retfærdigheden skal forebygge magts anvendelse og borgerkrig. Retfærdigheden skal for bestandig sikre landets rolighed og lykke.
Vi forlanger ikke forandring i regeringsformen. Men vi nævner retfærdigheden, og det skal ske, at vi får den.
Norden bruger retfærdighed, hvor syden skrider til magt og krig. For sådant er folket i Norden, at, når det indser, hvad der er retfærdigt, da står og falder det derfor; og sådan er herskeren i Norden, at ordet retfærdighed vækker hans ærefrygt.
Vi står og falder for retfærdigheden alene; for retfærdighed er noget guddommeligt. Vi står og falder endnu mere derfor, når statens vel står i forbindelse dermed.
Vi siger ikke: at regeringsformen skal forandres. Vi siger, at en nation har ret til at bestemme regeringsformen, og til at forandre den, om den vil **)." - - -

Forf. går efter dette postulat over til at deducere den formentlige ret med grunde, hentede fra natur- og folkeretten, og at anvende den på forholdene. - Kongen har naturligvis ret til at bruge den magt, der er ham givet; men han har den af folket. folket er til alle tider, mens de enkelte slægter af folket, som lever, afløser hinanden. Ingen enkelt slægt råder over det hele folk, eller over de andre slægter. En enkelt slægt har givet kongen magt, og han har den da ikke fordi den slægt havde at byde over os, men fordi vi antages at have givet vort samtykke dertil. Statsindretningen består således ved det nuværende folks vilje. folket må ikke gå ind i kongens ret; for da bruger det vold og oprør; men det kan forlange, i fred at bruge sin ret til ar vælge deputerede og igennem disse at udtale sin bestemmende mening om regeringsformen i fremtiden. - Disse er grundtrækkene i det flere sider lange skrift og på det nys nævnte forlangende går i det hele den erklæring ud, som del var Dampes agt derved at forelægge til drøftelse. Opfordring dertil fandt Dampe i de med tiden mægtigt forandrede begreber og statens betryggelse for bestandig for revolution og borgerkrig, og han udtalte derhos, at ingen magt i Europa uden blusel ville kunne gøre indvending imod eller indblande sig i denne "fredelige retsudøvelse" af et helt folk, der, efter hans mening, var noget ganske andet, end at en del af folket med magt forandrede landets regeringsform.

*) Der kan selv, efter den mest ensidige bedømmelse, ikke være noget lovstridigt i sådanne sætninger, da begrebet nation. således som det her er brugt, naturligvis også indbefatter regenten eller kongen som nationens formand.

**) Det vil ikke være uden interesse at sammenholde med disse sætninger, hvis intenderede fremsættelse til diskussion i 1821 stempledes og straffedes som majestætsforbrydelse, flere ytringer under konstitutionssagens behandling i den jyske stænderforsamling 1840, således som disse er gengivet i den under den kgl. kommissarii, kancellideputeret og generalprokurør Ørsteds censur udkomne Stændertidende. Mens det blandt andel her hedder, at "Ønsket om forandringer i rigets forfatning er så almindeligt, at det strækker sig til de fleste med almindelig sund sans og med nogen indsigt i forholdene begavede mænd fra Skagen til Kongeåen", drages det i tvivl om det i 1660 "var gørligt at befuldmægtige nogen til at disponere over, ikke blot den nuværende slægts, men alle de kommende slægters helligste og uforkrænkeligste menneskerettigheder", ligesom der udtales den "Tro", at "Kongeloven, for så vidt den går udenfor at bestemme arvefølgen, kun kan være at betragte som provisorisk", at den "ikke har nogen lovlig grundvold", og at "folket har en historisk ret til en friere forfatning", som navnlig jyderne "i mange år med højeste grad af tålmod har afventet", og foreslåes, at folket, "med umiddelbart hensyn til konstitutionsanliggendet" måtte "vælge deputerede, der da måtte udtale, hvorvidt den almindelige stemning var for en konstitution eller imod". - Det er forresten en selvfølge, at man ingenlunde må overse den væsentlige forskel, der er imellem disse ytringers fremførelse i en af kongen sammenkaldt stænderforsamling og de ovenanførte sætningers proklameren i en fra en selvdannet forening udgående erklæring, således som det var Dampes intention.

Kjøbenhavnsposten, 6. september 1841.

Løjtnant Adolf Fibiger. (Efterskrift til Politivennen)

- Det vil være være Læsere bekjendt at en af Alle elsket og agtet ung Mand nylig er afgaaet ved Døden, Capitain Adolf Fibiger, som for omtrent et Aarstid siden reiste til Madera, i Haab om at denne Øes mildere Klima skulde indvirke gunstig paa hans angrebne Bryst. Dette Haab opfyldtes imidlertid ikke; han vendte uden synderlig Bedring tilbage til Hjemmet for her at finde sin tidlige Grav. Anledningen til udbrudet af hans Sygdom er maaske mindre bekjendt. Mange mindes vel ikke længer, at ved Læseforeningens 28de Mai-Fest i Aaret 1838 daværende Lieutenant A. Fibiger udbragte en Toast for den democratiske Aand, og at der derfor blev optaget Krigsforhør overe ham, samt at han kort efter blev sendt over til Vestkysten af Slesvig, hvor han beskiæftigedes med Opmaalingsarbeider og forblev indtil for omtrent halvandet Aar. Det derværende Ophold i den usunde fugtige Luft havde imidlertid virket saa skadeligt paa hans svage Constitution, at han med en ulægelig Brystsygdom omsider forlod Vestkysten. En af hans derværende Venner bevidner dette i "Ribe Avis" i følgende mindeord om den Afdøde: "Den 27de August døde Capt. Adolf Fibiger paa sin 28de Fødselsdag. Ribes Indbyggere mindes ham vel fra hans Ophold her, der desværre forkortede hans Liv. Mange af dem kjendte ham, og hver ærlig Mand, der kjendte ham, havde ham kjær. Han elskede sit Fædreland som Faa elske det, og var begeistret for Friheden som de, der grue for at misbruge den; han var et ærligt, kjærligt og elskeligt Menneske, livlig og aandrig og høit begavet. Hans Tab vil blive begrædt, saa vist som Kjærlighed ikke er uddød i Danmark".

(Kiøbenhavnsposten bragte den 6. september 1841)

Dr. J. J: Dampe IX. (Efterskrift til Politivennen)

 Afsnit IX beretter om dagene op til selve arrestationen af Dampe den 16. november 1820, samt selve arrestationen hvor han var blevet lokket af provokatøragenten Top til at leje et lokale i Badstuestræde.

Dr. Dampe

IX.

Blandt de artikler, Dampe skrev i sin "Iagttager", var også en over det spørgsmål, om det er latterligt og urigtigt, at borgere tænke og ræsonnere over statssager? Det var Holbergs latterliggøren af sådant ræsonnement i hans politiske kandestøber - en satire, der, som Dampe bemærker, og hvad også den nyeste tid har vist, ikke var de mægtige ubehagelig - der nærmest gav ham anledning til at behandle dette tema. Denne artikel turde måske nu med nytte kunne reproduceres. - I det sidste nr, der udkom af "Iagttageren" begyndte D. at behandle spørgsmålet om hvorvidt et folk har ret til at blande sig i et andets indre anliggender. Efter her først at have udviklet, at ingen nation har ret til at befejle en anden nation, eller ved statshandling blande sig i dens anliggender og gøre indgreb i dens frihed, alene fordi den anser dens indretninger, dens konstitution, regeringsform, for ikke at være de mest hensigtsmæssige, - vedbliver han: "Enhver nation må altså have ret til, når ingen anden nation fornærmes, at gøre de indretninger hos sig selv, som den vil. Og den kan ikke, uden at gøre sig selv til slave, tåle, at nogen anden heri vil blande sig eller gøre indskrænkning. Deraf følger dog ikke, at en nation slet ikke kan have anledning eller endog ret til at blande sig i den andens indvortes handlinger. Min nabos husindretning vedkommer ikke mig. Men hører jeg skrig af et svagt og uskyldigt tyende, som han blodtørstigt hudfletter, da kalder menneskeligheds stemme i mit inderste mig straks til hjælp, og det endog uden at vente på retsformers opfyldelse, hvorved hjælp måske kunne blive for sen. Synet af en indre uret må kunne bringe den ene nation til at blande sig i den andens sager. Ingen ret handling kan for den være bevæggrund. Heller ikke en, endog for fejlfuld, erkendt statsindretning. Men uret kan oprøre dens følelse for ret, kan opvække dens ædlere harme, dens retfærdige uvilje, dens drift til forsvar for den, som lider. Dersom den ser en anden nation nedtrådt under en Caligula, hvis lyst er hver dag at dræbe uskyldige mennesker, skulle jeg vel tro, at menneskefølelse må kalde den til handling. Også hvis den ser en nation bestandig synke dybere under en Claudius, der, i tåbelighed og svaghed, om ikke gør uret, så dog tillader, at den højeste uret sker". - Jeg har citeret dette sted fordi den maxime, der i begyndelsen af samme opstilles, også er gjort gældende som et incidentspunkt i den petition eller erklæring, der, som man af det følgende vil se, var hoveddokumentet, hvorfor Dampe fældedes som majestætsforbryder. Den her omhandlede artikel forblev iøvrigt uafsluttet, da Dampe, som tidligere bemærket, blev arresteret dagen efter at dette nummer var udkommet.

Dampes entusiasme for friere statsformer bragte ham, som almindelig bekendt, til at optræde med direkte bestræbelser for disses indførelse i fædrelandet. Men det er sikkert ikke almindeligt bekendt, at den form, hvorunder han først søgte at skaffe denne stræben indpas og understøttelse hos folket, var den samme, som nu er bekendt for at være aldeles lovlig, nemlig en petition til kongen. "Det kan dog umuligt andet end være tilladt at bede" - dermed mødte han de indvendinger, der fra mange sider gjordes ham om det formentlige lovstridige i denne handling. Han gik selv omkring med petitionen til flere, hvis politiske anskuelser han kendte eller formodede at være stemmende med hans, for at bevæge dem til at underskrive den. Men det lykkedes ham kun dårligt. Mens nogle blev grebet af en panisk skræk, gik andre vel ind på sagen; men ville under ingen omstændigheder være blandt de første, der underskrev. Dampe spurgte da smilende, hvor mange der først skulde underskrive petitionen, om ti, eller tolv, eller tyve? Man forlangte i almindelighed flere endnu. "Når jeg har titusinde underskrifter, må jeg så komme til Dem?" spurgte Dampe da i et mig bekendt tilfælde. "De må komme, når De har tusinde", var svaret. - Under disse omvandringer og samtaler, der ofte varede i flere timer, stod politiets udsendinge i almindelighed på et eller andet, mere eller mindre bekvemt sted udenfor, og optegnede troligt hvor Dampe havde været og med hvem han havde talt. - Resultatet blev, at om også Dampe selv, smeden Jørgensen - den eneste, der for alvor var gået ind på hans konstitutionsplan - og Dampes i det forrige omtalte hjertesfortrolige, der var i politiets sold, havde underskrevet, eller var villige til at underskrive petionen, og om også et par andre dubiøse karakterer, der under denne sag kom til at stå i et meget tvetydigt lys, tilsyneladende gik ind på tingen, så blev den derved dog ikke fremmet, og allermindst kunne der være tanke om, hvad Dampe måske i sit entusiastiske drømmeri havde tænkt sig, i kort tid at tilvejebringe underskrifter i tusindvis.

Det københavnske publikum var - det mente nu Dampe - ikke forberedt nok på sagen. Den måtte først yderligere diskuteres. Til en offentlig diskussion kunne han imidlertid ikke indbyde, og det forbød ikke alene genstanden, men det var jo ham desuden forment både at optræde som docent og i egenskab af statsborger at indbyde sine medborgere til at høre ham drøfte nogen som helst materie. Der var da ikke andet tilbage end, så vidt muligt, efter en større målestok at fortsætte de private diskussioner, D. allerede tidligere havde indledt med adskillige, han havde troet at kunne skænke sin tillid. Til den ende bad han disse at indbyde deres bekendte og overhovedet folk, hvis stilling eller synsmåder måtte gøre dem tilbøjelige til at gå ind på sagen, til private sammenkomster, hvilke ikke længere skulle holdes hos Dampe selv eller hos hans kvasifortrolige, der også tidligere venskabeligst havde åbnet sit domicil for møder og samtaler i den omhandlede anledning; men i et dertil lejet lokale. Dampe averterede offentlig, dog ikke under sit navn, om et sådant "til brug for et lidet selskab" (jfr. Adresseavisen af 11. nov. 1820); Billetter derom under udskrift "Håbet" modtoges på Adressekontoret; og han lejede et sådant lokale i Badstuestræde, omtrent ligeoverfor statsminister Stemanns nuværende bopæl. Det første møde skulle finde sted den 16. novbr. Naturligvis var politiet underrettet om alt. Det var ved hjælp af højre fortrolige i besiddelse af de nøjagtigste opgivender om hvad Dampe ved denne lejlighed ville bringe under diskussion, hvilke personer der var anmodet om at komme etc., og politibetjente blev for den berammede tid holdt skjult i huset, hvilke, i det øjeblik Dampe kom, ledsaget af sin ven, politiets trofaste håndlanger, arresterede dem begge. I den offentlige beretning hedder det, at Dampe "med flere" blev anholdt. Jeg har imidlertid ikke kunnet bringe i erfaring, at andre end de to ved den lejlighed blev arresteret. Smeden Jørgensen havde ikke indfundet sig, og arresteredes senere i sin bopæl. Jeg ved, at flere personer, der senere indfandt sig i det nævnte lokale for at deltage i mødet, da de fandt døren lukket, igen begav sig bort uden at træffe på politi. Dampe havde hos sig såvel den tidligere nævnte petition som en i en mere decideret og uforbeholden tone affattet erklæring, som det var hans agt at lade underkaste drøftelse og som gik ud på det forlangende, at folket uhindret skulle tilstedes at gøre brug af den det formentlig tilkommende ret til selv at bestemme landets regeringsform. Dette var hoveddokumentet, hvorfor Dampe siden blev dømt fra livet som majestætsforbryder. Der åbnedes nu straks en række af politiforhør, der, i politidirektør Kjerulffs overværelse, administreredes af daværende hof- og stadsretsassessor og fungerende kriminaldommer, nuværende kancellideputeret Bentzen, og til at aflægge vidnesbyrd, indstævntes alle de, om hvem man på nogen måde vidste, al de enten i den sidste tid eller tidligere havde kendt eller stået i forbindelse med Dampe. Da denne imidlertid straks vedstod sin håndskrift og hvad hans hensigt havde været, og Jørgensen ligeledes vedgik sin delagtighed, og der desforuden fandtes vidner nok af dem, der på skrømt var gået ind på Dampes planer, til at fælde dem begge, selv om ikke en sådan vedgåelse var sket, fandt man det overflødigt at edfæste de øvrige som vidner tilkaldte. Ingen andre end Dampe og Jørgensen fandtes ved politiets præliminære undersøgelse, eller under den påfølgende behandling af sagen ved en kommission, på en sådan måde graveret ved samme, at der kunde blive tale om nogen straf. Heller ikke har jeg hørt, at hele affæren bragte grundet mistanke over nogen tredie person; dog tror jeg ikke at burde lade uberørt, at det almindelige rygte dengang gik, at en også som vidne tilkaldt almenagtet ung mand foretrak at tage sig selv af dage for at aflægge et vidnesbyrd, han i ethvert tilfælde anså graverende for sig i sin stilling.

Kjøbenhavnsposten, 1. september 1841.

Midt i fotoet hjørnet af Brolæggerstræde/Knabrostræde hvor Dampe gik i politiets fælde. (Foto: Erik Nicolaisen Høy).