Stien langs Søen. (Efterskrift til Politivennen)

Som bekjendt har Kjøbenhavn nu i et Par Aar havt en saakaldet Forstjønnelses-Comitee. Medens man ikke endnu har seet synlige Frugter af dens Virksomhed, er det ikke saa sjeldent at træffe paa nye Indretninger i en ganske anden Aand end Forskjønnelsens. Hertil kan især henregnes, foruden den sædvanlige Masse Ureenlighed indenfor Voldene, den stedse hyppigere Anlæggelse af de væmmelige, stinkende aabne Svinestier klods op til de mest besegte Spadsereveie udenfor Byen. Saadanne industriøse Svinerier har man nu ikke blot ved gamle Kongevei og Rolighedsveien ved Østerbro; men man har uden videre i denne Sommer oprettet en velbesat Svinesti lige op til Stien paa Dosseringen fra Nørrebro til Østerbro, og derved forskaffet Kjøbenhavns Drikkevand et Naboskab af en ny Art. Stierne langs Søerne ere de eneste Spadsereveie omkring Staden, hvor man kan undgaae de modbydelige Støvmasser. Men - til Vederlag derfor begynder nu Svinespeculanterne - som vi ingenlunde behøve at forskrive fra Aalborg - at opfylde Luften her med deres Fabrikers ækle Overfylde af raadne Dunster. Dersom Politiet ikke af egen Drift vil vise Sundheden og Velanstændigheden saa megen Opmærksomhed , at det vil tilholde Speculanterne at anbringe deres Svinestier paa Steder, hvor man ikke er for godt vant, saasom i afsides Kroge paa Broerne eller mellem den duftende Garnering af Møddinger, som indfatter Farimagsveien, saa var det vel ikke for meget forlangt, om Forskjønnelses-Comiteen traadte op og lagde idet mindste en negativ Virksomhed for Dagen her. Hvad har overhovedet den Mængde Svinestier at gjore paa Hovedstadens Grund? Skulle Hovedstadens Indvaanere maastee leve af Svinerierne ligesom Smaastæderne af Landbrug og Qvægavl? - e -

(Kjøbenhavnsposten den 28. juni 1844)

Færgebaad kæntret - druknet. (Efterskrift til Politivennen)

Ulykkelig Hændelse. Fra Thisted hedder det i Byens Av. af 1ste dS.: I Torsdags indtraf den sørgelige Hændelse, at Færgebaaden fra Fæggesund sank med 10 Personer (6 Fruentimmer og 4 Mandfolk) der havde været over paa Morsøe til en Begravelse, og af de iværende Personer bleve desværre kun 3 reddede, nemlig Anders Smed fra Idasminde, og Peder Kolkjær fra Schieldsgaard, samt Færgekarlen Anders Bygs; en af de Forulykkede Færgekarlen Chr. Smeds døde Legeme blev ogsaa trukket op af Vandet. De Druknede ere Anders Smeds Kone og Datter, Peter Jensbyes Kone her fra Thisted med tvende Døttre, samt en Datter af Thomas Klit i Schjeldsgaard. Sandsynligviis vare de alle druknede, hvis ikke Baadfarer Christen Neergaard af Horer var kommen seilende i Nærheden af den sunkne Baad, hvor han med megen Anstrængelse og ved Hjælp af Mandskab og Passagerer bjergede ovennævnte trende Personer, dog først efter at de havde ligget i Vandet c. halvanden Times Tid, og holdt sig fast ved den sunkne Baad, og den ene Mand ved en Aare. Som Aarsag til denne ulykkelige Tildragelse, angiver Færgekarlen at Baaden var sprunget Læk; en af de Reddede siger, at Baaden gik under agter, hvilket muligen ogsaa kan være foraarsaget ved den heftige Strøm der løb øster paa imod Baaden, og derved frembragte nogen Søegang. - I en Beretning fra Morsøe, som idag er Redacteuren ihændekommet, hedder det: "Færgebaaden med de Forulykkede afgik i Middagsstunden i Magsveir, men da de kom nogle faa Favne fra Land dreiede Vinden om mod Strømmen, hvorved der opstod en svær Søegang og da Baaden var overladet og saaledes laa usædvanlig lavt paa Vandet, fyldtes den ved en Bølge og kæntrede. Gaardmanden og det unge Menneske kom op paa Kjølen af Baaden og den ene Færgekarl fik fat paa en Aare, og drev saaledes om paa Fjorden i 3 Timer inden de bleve reddede. De 6 Fruentimmer, der skylledes bort fra Baaden, saaes lange at drive om paa Vandet; men omsider sank den Ene efter den Anden for Faderens og Broderens Øine. Ulykkeligviis skeete Kæntringen lige i Middagsstunden, da intet Menneske var paa Marken, og der saaledes ikke fra Land kunde ydes nogen Hjælp." - Skulde man kunne tænke sig det som muligt, at Færgebaaden ikke havde været i forsvarlig Tilstand, da var det ønskeligt at dette maatte undersøges; thi flere hundrede Mennesker færges deroppe mellem Aar og Dag, og det gjælder jo her Menneskers Liv ! 

Det er ellers en tung Skjæbne, der er rammet den Mand paa Morsøe, Anders Klit, hos hvem Begravelsen var, og som havde mistet sin Kone paa en temmelig uventet Maade kort for, og nu igjen tabte tvende Søstre nemlig de druknede Anders Smeds Kone og Peder Jensbyes Kone - og Svogeren Anders Smed er tilmed saa farlig syg at man frygter for hans Liv!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1844).

Artiklen var en gengivelse fra Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 1. juni 1844.

Ingen blev draget til ansvar for ulykken der som angivet formentlig skyldtes stærk strøm og heftige vindstød.

Den 8. juli 1844 kunne "Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling" meddele at de 6 druknede fruentimmer nu alle var drevet i land og begravede.

Ulykken er behandlet i Historisk Årbog for Thy 1988: G. Møller Frederiksen: Drukneulykken på Feggesund i 1844.

Mordet paa Gjertrud Pedersdatter. (Efterskrift til Politivennen)

Sag optaget i Juridisk Ugeskrivt 1844 som sagen AS 883/43: Procurator Baastrup Actor ctr. Arrestanten Hans Jørgen Henrik Hansen af Lindelse Mølle. Side 740-746. Her gengivet fra Berlingske:

Høiesterets-Sag. Blandt de i Høiesteret paakjendte Sager som vi idag meddele er ogsaa Sagen mod Møller Hans Jørgen Henrik Hansen af Lindelse Mølle paa Langeland, der tiltaltes for at have myrdet Fruentimmeret Gjertrud Pedersdatter. Da denne Sag har været omtalt i fiere Blade, ville vi her give et vidtløftigere Referat af samme.

Det maa ansees tilstrækkeligt oplyst, at Gjertrud Pedersdatter, efter om Aftenen den 29de September 1842 at have i Mørkningen forladt Stilund Fattighuus, hvor hun nød Forsørgelse, ikke senere er vendt tilbage, men derimod den paafølgende 1ste October er funden død ved en Tørvegrav paa Gaardmand Hans Just's Mark. Ifølge den foretagne Obductionsforretning og det af Lægerne afgivne visum repertum maa bemeldte Fruentimmers Død antages at være foraarsaget ved et absolut dødeligt Skudsaar gjennem Hovedet, ligesom det ogsaa maa ansees at være bragt udenfor al Tvivl, at hun er bleven skudt af en Anden og efter Drabet slæbt fra Gjerningsstedet hen til det Sted, hvor hun senere fandtes med Hovedet og en Deel af Overkroppen under Vandet. Ved de i denne Anledning optagne Forhør fremkom flere Indicier, som tale for at Mordet er flovet af Tiltalte Møller Hans Jørgen Henrik Hansen. Saaledes er det bragt til en høi Grad af Sandsynlighed, at han har staaet i et fortroligt Forhold til Giertrud Pedersdatter, og at det under saadan Forudsætning er antageligt, at det kan have været ham som gift Mand magtpaaliggende, at dette Forhold ikke blev aabenbaret; navnligen har Rasmus Thosing bevidnet, at Arrestanten, hvilket ogsaa ved flere andre Vidners Forklaringer findes bestyrket, nogle Uger for Gjertrud Pedersdatters Død, yttrede til bemeldte Vidne, at han havde havde havt legemlig Omgang med hende, og at han vilde give Vidnet 100 Rbd. i rede Penge, saafremt han vilde lade sig udlægge som Fader til det Barn, med hvilket Gjertrud Pedersdatter, som Arrestanten antog, var frugtsommelig. Herved maa dog ikke lades ubemærket, at det efter Obductions-Forretningen maa antages, at Gjertrud Pedersdatter ikke virkelig har været frugtsommelig, og at Arrestanten stadigen har benægtet, at han har staaet i et Forhold af den foranførte Beskaffenhed til den Dræbte. Imidlertid skal Gjertrud Pedersdatter herom have udladt sig, foruden til Rasmus Thosing, ogsaa til andre Personer og deriblandt til Fruentimmeret Maren Jensdatter, der dog paa Grund af hendes tidligere Vandel ikke kan tillægges fuld Troværdighed. Fremdeles er det beviist, at Arrestanten om Aftenen den 29de September 1842, omtrent paa samme Tid, da Gjertrud Pedersdatter forlod Fattighuset, har været fraværende fra sit Hjem, men herved maa paa den anden Side erindres, at Betydningen af dette Indicium svækkes ved Arrestantens Udsagn om, at hans Fraværelse fra Hjemmet paa den ommeldte Tid var foranlediget ved, at han agtede sig ud til en ham tilhørende Mark, for at eftersee, om der ikke fandtes fremmede løsgaaende Creaturer, hvilket Udsagns Rigtighed bestyrkes ved flere Vidners Forklaringer. Endvidere maa det ansees oplyst, at Arrestanten nogle Dage for Mordet paa Gjertrud Pedersdatter har fra Møllen nedtaget et Gevær, som pleiede at hænge sammesteds, og hensat det ladt i Huggehuset , hvortil han aflaasede Døren, men at han, kort efterat Mordet var begaaet, igjen bragte Geværet i uladt Stand op paa Møllen, hvilket Arrestanten og har vedgaaet at forholde sig rigtig, men derhos angivet, at han nedtog det ommeldte Gevær fra Møllen for, som i Sommerens Løb oftere var skeet, dermed at skyde Krager og andre Fugle i Haven, samt at han havde trukket Skuddet ud igjen, forinden Geværet atter af ham bragtes op paa Møllen. Da Geværet igjen blev hængt op paa sit Sted manglede iøvrigt Ladestokken, skjøndt Geværet hidtil havde været forsynet med en saadan, hvilken Arrestanten, medens Geværet henstod i Huggehuset , vil være kommen til at brække. Imidlertid har Gaardmand Hans Just's Tjenestekarl, dog først i Juni Maaned forrige Aar, til Retten indleveret et Stykke af en Ladestok, hvilket han edeligen har forklaret nogle Uger efter Mordet paa Gjertrud Pedersdatter at have fundet paa sin Huusbonds Mark i nogen Afstand fra Gjerningsstedet, og som er skjønnet nøiagtigen at passe til det ovennævnte Gevær. Mærkeligt er det ogsaa, at Arrestanten kjendeligen ar søgt at lægge Dølgsmaal paa, at det omhandlede Gevær tilhørte ham, idet han faa Dage efter Mordet har skjenket dette Gevær til Møllerkarl Peder Rasmussen, og skal ved denne Leilighed have yttret, at Peder Rasmussen, saafremt han kom til Forhør, gierne maatte sige, at Bøssen var hans. Foruden de anførte mod Arrestanten talende Omstændigheder fortjener endnu at bemærkes, at Niels Jørgen Hansen under Eed har forklaret, at Arrestanten, medens de begge hensadde i Rudkjøbings Arrest, har angaaende Mordet paa Gjertrud Pedersdatter udladt sig paa en saadan Maade, at han ei kunde andet end forudsætte, at Arrestanten vedkjendte sig Deelagtighed i Gjerningen , hvortil endeligen kommer, at den i Sagen anstillede Undersøgelse ikke har ledet til nogen Formodning om, at en Anden kunde være den Skyldige. Uagtet nu disse mod Arrestanten fremkomne Data synes at hentyde paa, at han er skyldig i den ham imputerede Forbrydelse, kunde dog Overretten ingenlunde antage, at de foranførte Indicier efter deres Beskaffenhed og indbyrdes Sammenhæng ere af en saadan Vægt, at de imod Arrestantens vedholdende Benegtelse kunde afgive et til at fælde Ham tilstrækkeligt Beviis, hvorfor han blev tillagt Frifindelse, dog imod at udrede Actionens Omkostninger. Angaaende Sagens endelige Udfald see Høiesteretsdomme.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juni 1844).

Antydningen med at sagen har været omtalt i flere aviser kunne bl.a. henvise til Fædrelandet, her i uddrag:

Med Hensyn til Tiltaltes tidligere Liv og tværende Forfatning, maa det nemlig bemærkes, at han er en Mand af agtværdig Charakter, der i 14 Aar bar været gift med en lige saa agtværdig Kone, med hvem han har levet i den bedste Forstaaelse og har fem levende Børn, hvoraf det yngste kun er nogle Maaneder gammelt, at han af Kone og Born er beskreven som den kjærligste Ægtefælle og ømmeste Fader, at hans Omstændigheder ere meer end almindelig gode, idet han foruden Lindelse Mølle eier en Formue af 5 a 6000 Rbd., og at han af over et halv hundrede af Sognebeboerne er beskreven som "en retskaffen og hæderlig Mand-, om hvem intet Ufordelagtigt var bekjendt", ligesom endelig at han er hædret med den offentige Tillid ved at være valgt til Sogneforstander, uden i denne Stilling at have svigtet den ham viste Tiltro.

- - -

Sognepræsten, Hr. Gede, har givet denne, af saamange Vidner som en hæderlig Mand skildrede Tiltalte et ufordelagtigt Vidnesbyrd, men denne Præsteattest er af Defensor for Overretten underkastet en vistnok velfortjent skarp Kritik, idet Defensor har gjort opmærksom paa, et Attestanten indrømmer, at han først er kommen til Sognet, efterat Tiltalte var arresteret, og at han saaledes aldeles ingen personlig Kjendskab har til ham. Attesten, som man maaskee ellers efter Udstederens Stilling burde tillægge offenlig Troværdighed, taber saaledes al Vægt, som støttende sig paa de efter Arrestationen opstaaede løse og senere falske befundne Rygte.

- - - 

Underdommeren har afhørt og ed fæstet en Deel Vidner, hvis Forklaring ere i Disfaveur af Tiltalte, uden at denne har været tilstede ved Forhøret og været givet Lejlighed til at erklære sig over hvert enkelt Vidnesbyrd. At Tiltalte senere er under Eed forelagt samtlige Vidners Forklaring, har naturligvis ikke kunnet redressere denne Feil, der ogsaa af Overretten udtrykkelig er misbilliget. Endvidere troe vi, at det - som ogsaa af Defensor for Overretten releveret - ikkun er en lidet - sømmelig Maade, Underdommeren har benyttet "for - siger Defensor - at kaste en Skygge paa Tiltaltes Charakter", idet han (Underdommeren) nemlig har opsporet en Deel Fruentimmer, hvem han har afæsket Forklaring, om hvorvidt Tiltalte med dem maatte have staaet i Forhold. Denne Undersøgelse havde det Resultat, at de fleste af de afhørte Fruentimmer benegtede, at Tiltalte i allerfjerneste Maade har viist nogen usømmelig Adfærd imod dem; kun nogle Enkelte yttrede, at han havde drevet lidt Spøg med dem, uden dermed at have havt nogen alvorlig Hensigt. Et Fruentimmer, der nægtede at have ment Tiltalte ved den, der havde gjort Cour til hende, dristede Underdommeren sig imidlertid til paa Grund af denne Forklaring at kaste i Fængsel. Endelig troe vi, at det er en Justitien ikke aldeles værdig Fremgangsmaade, der er iagttaget derved, at man i dette Tilfælde har opgravet den Dræbtes Lig, indsat det i Kirken, hvor man derefter indførte Tiltalte og lod Præsien holde en Tordentale til ham, for al bevæge ham til Tilstaaelse. Dette Experiment ledede imidlertid ikke til Andet, end at Tiltalte med Haanden paa Saaret paa det Høitideligste for Guds Aasyn gjentog Forsikkringen om sin Uskyld.

(Fædrelandet 11. april 1844. Uddrag).

Dronninglund-mordsagen: Højesteretsdom og Benådning 1844 og 1848. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteretsdommen

Sagen kom for Højesteret året efter. :

Imorgen begyndes i Høiesteret Proceduren i den for denne Domstol indankede store Justitssag fra Dronninglund Herred, under hvilken oprindeligt 181 Personer ere tiltalte, men som kun er indstævnet til Høiesteret med Hensyn til de 121. Sagen selv har sin Oprindelse fra de Drab, som den 1ste November 1841 udøvedes i Skjæve Sogn paa nogle af Herredets mest berygtede og dumdristige Forbrydere af en Deel Bønder, der stedse have været ansete scm brave og almeenagtede Mænd, og som af den store Retsusikkerhed, hvormed Egnen havde været hjemsøgt i længere Tid, lode sig forlede til at fremtræde som en Slags Repræsentanter for den fredelige Befolkning og anvende Selvtægt mod de nævnte Forbrydere, som de, paa Grund af det dengang derværende Justitsvæsens Jammerlighed, ikke paa nogen anden Maade troede at kunne befrie sig fra. Efterat en Commission var beordret nedsat til at undersøge denne Sag, bestaaende af Lands- Oversamt Hof- og Stads-Rets Assessor Justitsraad Tetens og Byfoged i Holstebro samt Herredsfoged i Hjerm og Ginding Herreder Justitsraad Petersen, hvem nuværende const. Politiretsassessor Bruun tilforordnedes som Secretair, blev der under 13de Marts 1843 afsagt Commissions-Dom i Sagen, hvis Udfald blev, at medens 1 frifandtes for videre Tiltale, bleve 4 Personer for Drab dømte fra Livet, nemlig Sognefoged Lars Jensen af Hellum , Møller Peder Hansen af Aunkjøt Mølle, Seren Jepsen af Krattet og Peder Jepsen af Aunkjøt; 2 Personer dømtes til Rasphuusarbeide, den ene for Livstid og den anden i 6 Aar; 22 til Fæstningsarbeide, nemlig 10 paa Livstid, 1 i 12 Aar, 5 i 10 Aar, 2 i 8 Aar, 1 i 7 Aar og 3 i 6 Aar; 6 til Tugthuusarbeide, nemlig 3 i 10 Aar og 3 i 8 Aar; 40 til Forbedringshuusarbeide, nemlig 10 i 4 Aar, 4 i 3 Aar 15 i 2 Aar, 10 i 1 Aar og 1 i 8 Maaneder ; 80 til Fengsel paa Vand og Brød, nemlig 8 i 6 Gange 5 Dage, 1 i 5 Gange 5 Dage, 8 i 4 Gange 5 Dage, 15 i 3 Gange 5 Dage, 29 i 2 Gange 5 Dage, 22 i 5 Dage, 3 i 4 Dage, 2 i 3 Dage og 1 i 2 Dage; 12 til simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost, nemlig 2 i 60 Dage, 5 i 40 Dage, 1 i 30 Dage, 3 i 20 Dage og 1 i 12 Dage; 12 til simpelt Fængsel, nemlig 1 i 40 Dage og 1 i 20 Dage; 1 til Riis og 2 til Mulct, hver paa 5 Rbd. Commissionsdommen udgjør 334 Pagina og er udkommen paa Boghandler Reitzels Forlag kort efterat den var bleven afsagt. Foruden at der under denne meget vidtløftige Sag er tiltalt et saa stort Antal Forbrydere, ere enkelte af disse desuden tiltalte for et meget betydeligt Antal Forbrydelser, saaledes har een af dem alene tilstaaet 63 Lovovertrædelser, en anden 56 og flere andre Forbrydelser i Sneseviis. Sagens Procedure for Høiesteret, der af Advocat Rotwitt udføres som Actor og af Etatsraaderne Salicath og Blechingberg, Justitsraad Liebenberg og Advocat Buntzen som Defensorer, vil formeentligen medtage flere Uger.

(Kjøbenhavnsposten 29. maj 1844)

Imorgen begyndes i Høiesteret Proceduren i den for denne Domstol indankede store Justitssag fra Dronninglund Herred, under hvilken oprindeligt 181 Personer ere tiltalte, men som kun er indstævnet til Høiesteret med Hensyn til de 121. Sagen selv har sin Oprindelse fra de Drab, som den 1ste November 1841 udøvedes i Skjæve Sogn paa nogle af Herredets mest berygtede og dumdristige Forbrydere af en Deel Bønder, der stedse have været ansete scm brave og almeenagtede Mænd, og som af den store Retsusikkerhed, hvormed Egnen havde været hjemsøgt i længere Tid, lode sig forlede til at fremtræde som en Slags Repræsentanter for den fredelige Befolkning og anvende Selvtægt mod de nævnte Forbrydere, som de, paa Grund af det dengang derværende Justitsvæsens Jammerlighed, ikke paa nogen anden Maade troede at kunne befrie sig fra. Efterat en Commission var beordret nedsat til at undersøge denne Sag, bestaaende af Lands- Oversamt Hof- og Stads-Rets Assessor Justitsraad Tetens og Byfoged i Holstebro samt Herredsfoged i Hjerm og Ginding Herreder Justitsraad Petersen, hvem nuværende const. Politiretsassessor Bruun tilforordnedes som Secretair, blev der under 13de Marts 1843 afsagt Commissions-Dom i Sagen, hvis Udfald blev, at medens 1 frifandtes for videre Tiltale, bleve 4 Personer for Drab dømte fra Livet, nemlig Sognefoged Lars Jensen af Hellum , Møller Peder Hansen af Aunkjøt Mølle, Seren Jepsen af Krattet og Peder Jepsen af Aunkjøt; 2 Personer dømtes til Rasphuusarbeide, den ene for Livstid og den anden i 6 Aar; 22 til Fæstningsarbeide, nemlig 10 paa Livstid, 1 i 12 Aar, 5 i 10 Aar, 2 i 8 Aar, 1 i 7 Aar og 3 i 6 Aar; 6 til Tugthuusarbeide, nemlig 3 i 10 Aar og 3 i 8 Aar; 40 til Forbedringshuusarbeide, nemlig 10 i 4 Aar, 4 i 3 Aar 15 i 2 Aar, 10 i 1 Aar og 1 i 8 Maaneder ; 80 til Fengsel paa Vand og Brød, nemlig 8 i 6 Gange 5 Dage, 1 i 5 Gange 5 Dage, 8 i 4 Gange 5 Dage, 15 i 3 Gange 5 Dage, 29 i 2 Gange 5 Dage, 22 i 5 Dage, 3 i 4 Dage, 2 i 3 Dage og 1 i 2 Dage; 12 til simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost, nemlig 2 i 60 Dage, 5 i 40 Dage, 1 i 30 Dage, 3 i 20 Dage og 1 i 12 Dage; 12 til simpelt Fængsel, nemlig 1 i 40 Dage og 1 i 20 Dage; 1 til Riis og 2 til Mulct, hver paa 5 Rbd. Commissionsdommen udgjør 334 Pagina og er udkommen paa Boghandler Reitzels Forlag kort efterat den var bleven afsagt. Foruden at der under denne meget vidtløftige Sag er tiltalt et saa stort Antal Forbrydere, ere enkelte af disse desuden tiltalte for et meget betydeligt Antal Forbrydelser, saaledes har een af dem alene tilstaaet 63 Lovovertrædelser, en anden 56 og flere andre Forbrydelser i Sneseviis. Sagens Procedure for Høiesteret, der af Advocat Rotwitt udføres som Actor og af Etatsraaderne Salicath og Blechingberg, Justitsraad Liebenberg og Advocat Buntzen som Defensorer, vil formeentligen medtage flere Uger.

I juni 1844 stadfæstede Højesteret dommen i alt væsentligt:

Høiesteretdom i den Dronninglundske Sag. Nr. 72. Advocat Rotwitt imod Lars Jensen, Peder Hansen, Søren Jepsen m. Fl., der tiltales for Drab, Indbrud, Tyveri m. m (Defensorer Salicath, Blechingberg, Liebenberg og Buntzen). Paa Grund af denne saakaldte Dronninglundske Sags overordentlige Vidtløftighed udelade vi Commisfariernes under 13. Marts 1843 for 181 Tiltaltes Vedkommende afsagte Dom, idet vi henvise til vore tidligere Meddelelser (see Nr. 142) og optage blot Høiesterets Dom, der lyder saaledes: Nr. 41 Christen Nielsen, Nr. 44 Ida Nielsdatter, Peder Severin Thomsens Hustru , Nr. 66 Niels Christian Frederik Otto Schiøtt, Nr. 83 Peder Hansen, Nr.150 Mette Pedersdatter, Nr. 100 Michael Nielsen Lundbye, Nr. 172 Niels Sørensen, og dennes Hustru, Nr. 173 Sidsel Cathrine Poulsdatter bør for Actors og Nr. 134 Peder Nielsen samt 167 Niels Peder Marianus Fischer for Actors videre Tiltale i denne Sag frie at være. Nr. 151 Lars Christian Jørgensen Kollund og Nr. 164 Lars Pedersen Søndergaard bør straffes med Fængsel, hver i 8 Dage. Nr. 10 Christian Jørgensen Leergrav og Nr. 27 Mariane Christensdatter, Bertel Pedersens Hustrue, bør hensættes i simpelt Fængsel paa sædvanlig Fangekost, den Første i 40 og den sidste i 20 Dage. Nr. 29 Lars Christensen, Nr. 34 Johan Christensen. Nr. 52 Jens Christensen, Nr. 127 Mette Marie Pedersdatter og 177 Mariane Pedersdatter bør hensættes i Fængsel paa Vand og Brød de trende Første hver i 2 Gange 5 Dage, den Fjerde i 3 Gange 5 Dage og den Sidste i 4 Gange 5 Dage. Nr. 20 Mariane Berthelsdatter, Nr. 119 Maren Pedersdatter, Nr. 25 Thomas Christensen, Nr. 48 Kirsten Sørensdatter, Jens Andersen Kuhrs Hustru Nr. 07 Marie Madsdatter, Jens Christian Jensens Hustru, Nr. 125 Thomas Pedersen Wichmann og Nr. 16 Mariane Christensdatter, Jacob Hansens Hustru, bør hensættes til Forbedringshuusarbeide i Viborg Tugt og Forbedringshuus, de 2de Første hver i 8 Maaneder, den tredie og Fjerde hver i 1 Aar, den Femte og Sjette hver i 2 Aar og den Syvende i 4 Aar. Nr. 154 Hans Poulsen og Nr. 113 Simon Andreas Christensen bør hensættes til Fæstningsarbeide, den Første i 7 Aar og den Sidste paa Livstid. - I Henseende til de de øvrige Tiltalte tilfundne Straffe, Erstatningen og Actionens Omkostninger bør Commissariernes Dom, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande, dog saaledes, at Straffen for Nr. 19 Fedder Hansen og Nr. 105 Karen Marie Christensdatter bestemmes til Forbedringshuusarbeide i ViborgTugt- og Forbedringshuus hver i 4 Aar; at Straffetiden bestemmes for Nr. 50 Johanne Marie Nielsdatter, Christen Nielsen Snarres Hustru, Nr. 118  Maren Cathrine Nielsdatter, Peder Nielsen Kjærs Hustru, til 1 Aar for hver, for Nr. 117 Peder Nielsen Kjær til 18 Maaneder, for Nr.47 Jens Andersen Kuhr, Nr. 40 Christen Nielsen Snarre og Nr. 79 Else Kirstine Hansdatter, Christen Christensen Kjærets hustru til 2 Aar for hver, for Nr. 74 Otto Hansen Holbek, Nr. 78 Jens Christian Jensen, og Nr. 135 Jens Nielsen Harboøre til 3 Aar for hver, for Nr. 15 Jacob Hansen og Nr. 17 Jens Christian Andersen til 12 Aar for hver og for Nr. 147 Christen Christensen Kaarsberg til 10 Aar samt at Straffetiden bestemmes for Nr. 94 Christen Christensen og Nr. 114 Rasmus Christensen Kaas til Rasphuset. Saa bør og den paaankede Landsoverrets-Dom, forsaavidt Erstatning og Actions Omkostninger angaaer,ved Magt at stande. Advocat Rotwitt tillægges i Salarium for Høiesteret 100 Rbd. Sølv, hvoraf de Tiltalte Nr. t til 4, een for alle og alle for een, betale 4/30; Nr. 94 og 114, een for begge og begge for een 4/30, Nr. 12 9/30, Nr. 88, 93, 113, 115 og 116 hver 1/30 og de øvrige Tiltalte hver med lige Andeel Halvdelen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 15. juni 1844) 

At denne Straf vil blive meget betydeligt formildet, naar Sagen overensstemmende ved Forordningen af 16de Decbr 1840 bliver refereret for Kongen i Statsraadet, derom nære vi aldeles ingen Tvivl, fornemmelig af den Grund, at det er Retstilstandens næste exempelløse Tilstand under den daværende Herredsfoged, nuværende Byskriver Heiberg, som har fremkaldt en Selvtægt, der om den end for de juridiske Domstole maa sættes lige med ethvert andet Drab, dog finder en megen væsenlig Undskyldning i den Omstændighed, at den udøvedes af Almuesfolk under Forhold, hvor en let forklarlig Harme over at see deres Personer og Gods udsatte for daglige Fare af dumdristige Forbrydere, mod hvem de ingensomhelst Beskyttelse fandt fra Retsbetjentens Side, har ladet dem gaae altfor vidt i deres Hævn. Der er en grel og afstikkede Modsætning imellem den jammerlige Forfatning, hvortil Retssikkerheden var bragt ned under Byskriver Heibergs Administration af hans Embede, og den forholdsvis korte Tid, hvori Justitsraad Tetens og Overauditeur Petersen formaaede at rense Herredet for en Deel af de grovesete og værste Forbrydere, der i Retsbetjentens Personlighed havde troet at have en sikker Borgen for, at de ustraffede kunde trodse de Love, om hvis Opretholdelse han var indsat til at værne. Iøvrigt tilføie vi, at ligesom Høiesteret frifandt 10 og de ved Commissariernes Dom dømte Personer, nemlig Christen Nielsen, Ida Nielsdatter, Niels Christian Frederik Otto Schjødt, Peder Hansen, Mette Pedersdatter, Michael Nielsen Lundby, Niels Sørensen, Sidsel Cathrine Poulsdatter, Peder NIelsen og Niels Peder Marinus Fischer, de 8 første for Actors og de 2 sidste for Actors videre Tiltale, saaledes nedsatte den Straffene for 32 Tiltales Vedkommende, medens den kun skærpede den med Hensyn til 2 Tiltalte, ved at bestemme deres Straffested til Rasphuset i Stedet for Fæstningen

(Fædrelandet havde den 17. juni 1844)

Benådning juli 1844

Den 17. juli 1844 blev de dødsdømte benådet og i stedet dømt til livsvarigt arbejde i Christianshavns Tugthus:

Af "Coll. Tid.", som nu har givet et udførligt Referat af den bekjendte Selvtægtssag i Skjæve Sogn, seer man at de 4 derved fra Livet dømte Bønder ere benaadede med at hensættes til Arbeide på Livstid i Kjøbenhavns Tugthuus. - De vare Mænd af tidligere dadelfri Vandel, hvorom de have de bedste Vidnesbyrd fra alle Sider; tre af dem ere Familiefædre, der efterlade Børn tildeels endnu i den spæde Alder; de vilde have vedblevet at være disses FOrsørgere og nyttige og agtværdige Medlemmer af det borgerlige Samfund - hvis ikke, formedelst Øvrighedens Forsømmelse, Eiendomsusikkerheden i deres Hjem var bleven saa stor og utaaligelig, at de omsider følte sig æggede til selv at tage blodig Hævn over de notoriske Tyve og Røvere, som uhindrede og ustraffede dreve deres Uvæsen midt iblandt dem. - Nu vandre de paa Livstid i Tugthuset med endeel af hine, og ville der ikke kunne undgaae at blive som de. - Men vee dem, fra hvem Forargelsen kommer.

(Kjøbenhavnsposten 28. september 1844)

  

En benådningsansøgning blev afslået i 1847, men den 12. juli 1848 blev de benådet og kunne vende tilbage til Vendsyssel. 

Til Stadsphyficus og Fattigdirectionen. (Efterskrift til Politivennen)

Af flere noksom bekjendte Historier vide vi jo tilfulde, hvormeget Sundhedspolitiet og navnlig Professor Hoppe, sørger for, at vor Sundhed ei skal lide, og takket være disse nidkjære Bestræbelser, hvorved der vel engang bliver bragt dertil, at Ingen vover at skære sine egne Negle, men maa søge en autoriseret Læges Hjælp dertil. Men netop fordi vi kjende disse særdeles Bestræbelser, kunne vi ikke undlade at bidrage alt muligt til at staae Vedkommende bi, i den Tanke, at de da saameget villigere ville see til vort Tarv; thi Gud bevare os fra, at troe, at kun Egennytten skulde hvis den vare Drivefjederen til deres Virksomhed - altsaa til Sagen.

I Vinterens Løb har jeg fiere Gange besøgt Fattiganstalterne og havt Lejlighed til mangfoldige Reflexioner, dem jeg ei, i det mindste for dennesinde, vil fremføre her, men muligen ved en anden Leilighed; derimod vil jeg kun holde mig til een Gjenstand, der har været mig meget paafaldende, netop for sine directe følgers Skyld. Den Stiftelse, jeg her maa omtale. er Frue Arbeidshuus, hvor jeg hver Gang i Vinter, naar jeg kom der, fandt en stor Mødding henkastet og sammendynget paa Børnenes Legeplads, hvilket alene for sig betragtet ei burde tillades, da en saadan udbreder i Tøvejr en usund Dunstkreds; men uagtet det er forbudet at holde Sviin inden Stadens Volde, saa saae man her de stakkels fattige Pigebarn liggende i Sølet, saa man vel kunde troe, at Fattigvæsenet her holdt Sviin paa Sti. Nu er det min Mening, at i en offenlig ved Kommunen bestaaende Stiftelse, som daglig besøges af en Læge og forskjellige dannede Mænd, og hvor en Inspecteur og en Inspectrice have Bopæl, der skulde være saa megen Orden og Reenlighed, at der hverken fandtes Møddinger eller Sviin. Man vil skrige op og sige, det er lutter Usandhed, der findes ingen Sviin i Frue Arbeidshuus; men ethvert fornuftigt Menneske, der har seet Scenerne paa Møddingen i Vinter, vil vist ikke betænke sig paa at sige, at det var Sviin, det laae og rodede i Skarnet. Saaledes gaaer det i en Stiftelse, hvor 200 Pigebarn ere samlede; det er den Ungdom, som skal med Tiden vorde Borgernes Tjenestetyende. Vi bede Stadsphysicus og Directeuren ved Stiftelsen fremtidig at have et vaagent Øie hermed, og troe endnu at maatte i denne Anledning føie det Spørgsmaal til: hvorledes mon Luften bliver i Skoleværelserne efterat Børnene have sølet i Skarnet i fast en halv Time? Det lader sig deraf forklare, om Lærerne søge saa snart som muligt at faae dem igjen ud paa Legepladsen, for at de kunne rense Stueluften, hvor de selv opholde sig; men om Underviisningen vinder derved eller taber, det bliver Directeurens Sag, ligesom Stadsphysicus vel maa afgjøre om det er rigtigt at sammenpakke saamange Børn paa et Sted, hvor de udbrede kun ilde Dunster. Vinteren er gaaet og Møddingen er borte, og vi haabe, at den for Fremtiden ikke samles igjen; men i samme Stiftelse findes et andet mageløst Svineri, som Stadsphyficus maa raade Bod paa ved at underrettes derom , da det ved den nu indtrædende varme Luft udbreder pestagtige Dunster trindt omkring. Allerede Vinter saae jeg 5 til 6 store Tønder henstillede i en Krog med et væmmeligt Indhold, der vel skal tjene til Svineføde; jeg saae dem een Gang, og troede at de vare hensatte der kun for en kort Tid, men jeg saae dem atter, og atter, hvoraf jeg nu vel maa slutte, at de fremtidigen, muligen at regne fra en ny Directeurs Begyndelse, skal have efter hans vise Anordning Plads, hvor de staae, men netop derfor henvende vi os til Sundhedspolitiet og ikke til direktionen; thi denne kunde vel skrige mig over, i det mindste enkelte Stemmer af den, men vi henvise Hr. Stadsphyficus Hoppe til selv at undersøge denne omtalte Stiftelse og at give en Erklæring om hvorvidt Fattigvæsenet er berettiget til at henstille saadanne væmmelige Sager i aabne Tønder, om ikke Luften forpestes, i hvilken foruden de 200 Pigebarn omtrent 100 Lemmer daglig røre sig. Til Direcetionen overlade vi at bedømme, hvorledes et saadant Skue kan ansees passende, og maae vi ligefrem gjøre opmærksom paa, at medens Hr. Justilsraad Peterson havde Tilsynet med Stiftelserne, fandtes aldrig saadant, ligesaalidet som man vil finde sligt hverken paa Ladegaarden, eller i Straffeanstalten, hvor denne virksomme Directeur har stadigt Tilsyn. J.

(Kjøbenhavnsposten, 28. maj 1844)

Maler H. M.: Frue Arbeidshus i Nørrevoldgade. Det Kongelige Bibliotek.