Slesvigske Tilstande. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig kommer hjerteskærende klager. De pengefattige danskere aftvinger de mest udtømmende forsyninger i de rige dele af landet som de besætter, for at kunne forsyne deres hær. Frygten for forbindelser mellem slesvigerne og holstenernes befolkning og for oprør bag deres hær driver dem til de grusomste tvangsmidler. Tusind fædre fra Slesvig vandrer rundt, nogle i Holsten og nogle i nabotyskland. De danske betjente opfører sig brutalt over for kvinder; Politibetjentene Schrader og Knudsen slæber det smukkere køn uanset alder ind i tyvehuler og stalde omdannet til fængsler, hvor de nogle gange bliver frataget omsorg og påføres sygdom. Hvad der stadig er tilbage af våbenføre i Slesvig, bliver indrulleret i det danske militærs kontrol og sættes i den forfærdelige situation at de skal skyde familie og slægtninge. Al handel og forandring i landet går i stå; Kirkerne og skolerne ligger øde fordi præster og lærere der så stærkt fodrede den nationale begejstring, er flygtet fra fjenden eller bliver fordrevet af ham. Men i krigen som nu er på sit tredje år, har Holsten ydet næsten den største indsats i form af penge og menneskelig magt, og der er ikke ankommet mere end omkring 170.000 thalere fra Tyskland, på trods af den store opråb fra Gothaische blade, det det rige borgerskabs organer. Hvor højt vil elendigheden i begge hertugdømmer stige, når de to hære står over for hinanden til langt ud på vinteren. Og dog ville al lidelse gerne udholdes og skulle udholdes, hvis et gunstigt resultat kunne forudses. Men det ville være svært for europæisk diplomati at trække beslutningen i lang tid, når der først er truffet irreversible beslutninger. Hvis Slesvig-Holsten går materielt til grunde, vil resten af ​​Tyskland gradvist synke tilbage i en slap og nervøs tilstand som inaktive, anspændte tilskuere. (Wiener Lloyd.)

Aus Schleswig dringen herzzerreitzende Klagen herüber. Die geldarmen Dänen erzwingen in den von ihnen occupirten reichen Landestheilen die erschöpfendsten Lieferungen, um ihre Armee erhalten zu können. Die Furcht vor Verbindungen der Schleswiger mit den Holsteinern und vor Aufständen im Rücken ihrer Armee treibt sie zu den grausamsten Zwangsmassregeln. An tausend Familienväter aus Schleswig irren theils in Holstein, theils im deutschen Nachbarlande herum. Die dänischen Officiere benehmen sich brutal gegen Frauen; die polizeivögte Schrader und Knudsen schleppen das zarte Geschlecht, ohne Unterschied des Alters, in Diebslöcher und zu Gefängnissen eingerichtete Ställe, wo sie mitunter der Pflege beraubt, von Krankheiten hingerasst werden. Was noch an Waffenfähigen in Schleswig zurückgeblieben ist, wird unter das dänische Militär gesteckt, und kommt in die entsetzliche Lage auf Stamm-und Blutsverwandte schiessen zu müssen. Dabei stockt aller Handel und Wandel im Lande; die Kirchen und Schulen sind verödet, denn Priester und Lehrer, die den nationalen Enthusiasmus so gewaltig nährten, sind vor dem Feinde entflohen, oder werden von ihm vertrieben. Holstein aber hat in dem nun ins dritte Jahr gehenden Kriege fast die höchsten Anstrengungen an Geld und Menschenkraft gemacht, und aus Deutschland sind, trotz des grossen Geschreies der Gothaischen Blätter, der Organe der reichen Bourgeosie, nicht mehr als etwa 170,000 Thaler eingelaufen. Wie hoch wird das Elend in beiden Herzogthümer erst steigen wenn die beiden Armeen bis tief in den Winter sich gengenüberstehen. Und doch würden alle Leiden gern ertragen werden, und müssten ertragen werden, wenn ein günstiges Resultat abzusehen wäre. Es wäre aber hart von der europäischen Diplomatie die Entscheidung noch lange hinzuziehen, sobald einmal unabänderliche Entschlüsse gefasst sind. Wenn Schleswig-Holstein dabei materiell zu Grunde geht, so wird das übrige Deutschland bei dem thatenlose, gespannten Zuschauern allmählich in einen schlaffen und entnervten Zustand zurücksinken. (Wiener Lloyd.)

(Allgemeine Zeitung 8. september 1850).

Frederik Ferdinand Petersen (1815-1898): Frederik Ferdinand Tillisch (1801-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Under ledelse af regeringskommissær og kammerherre Tillisch organiserer den ekstraordinære kommissær David i Husum vestkysten, mens hr. Lassen og etatsråd Schrader bringer "oprørerne" på østkysten til raison. Det er kendt hvordan herrerne gjorde og stadig udfører denne vanskelige opgave. Terror begyndte: der blev proklameret belejringstilstand og standretter; efter klokken 9 om aftenen måtte ingen ses på gaden. Så blev renselsen gennemført: husene blev ransaget, og ve den stakkels kræmmer, der havde en pibeskål med tysk våbenskjold på lager - 5 dages arrest med brød og vand var den mindste straf. De embedsmænd der ikke var flygtet, var rædselsslagne, på trods af at det kongelige manifest, det skal bemærkes, var i fuld kraft da danskerne meddelte det samme efter slaget ved Isted i de nybesatte byer - fastholdelse af den nuværende, som embedsmændene lovede. De tysksindede blev fordrevet via København, og langt fra at gøre en undtagelse med damerne og skåne dem for blasfemierne fra den danske pøbel i København, som bekendt påførte herren i Husum selv dette, ved den nylige ordre for bl.a. udvisningen af ​​de 56 kvinder viser straffen en vulgær latterliggørelse. Bagefter begyndte rekvisitionsperioden, som varede indtil den slesvig-holstenske hær drev røverbaronerne væk, eller indtil de snedige, budgetvenlige beboere havde opgivet det sidste af deres sparepenge. Man følger Bibelen og siger: den der er givet meget, vil kræve meget af ham; de velhavende beboere i den vestlige marsk har prioritet; Men også de vil være ude af stand til at give mere i lang tid, hvis folk fortsætter med at plyndre som før. Det siges at der for nylig er opfundet en ny skat for Flensborg, kaldet "rebelskatten". Men de nøjes ikke med blot at inkorporere landets frugter (i øvrigt skal de som bekendt ikke så meget inkorporere dem som sælge dem til den russiske flåde) – de inkorporerer nu også selve landet. Efter cirka 14 dage siden gav et cirkulære fra Toldkammeret ordre om, at "Danske Eiendom" - dette mærke for Tyskland - igen skulle mærkes på de slesvig-holstenske skibe. Nu med den regulering der afskaffer toldforskellene mellem Danmark og Slesvig, landet Slesvig har så at sige selv fået indbrændt "Danske Eiendom" på slavernes pande som tegn på underkastelse. Faktisk viser dette dekret mere end noget andet, hvor meget man fra dansk side opfatter Slesvig som et erobret land.

Unter der Oberleitung des Regierungscommisärs und Kammerherrn Tillisch organisirt der ausserordentliche Commmissär David in Husum die Westküste, während Hr. Lassen und Etatsrath Schrader die "Rebellen" an der Ostküste zur Raisón bringen. Wie die Herren bei dieser allerdings schwierigen Aufgabe verfuhren und noch verfahren, ist bekannt. Man begann mit dem Schrecken: Belagerungszustand und Standrecht wurden proclamirt; nach 9 Uhr Abends durfte sich niemand auf der Strasse blicken lassen. Danach wurde die Purification vorgenommen: die Häuser wurden durchsucht, und wehe dem armen Krämer, der etwa einen Pfeifenkopf mit deutschem wappen auf dem  Lager hatte - 5 Tage Arrest bei Brod und Wasser waren die gelinderste Strafe. Was an Beamten nicht geflüchtet war, wurde entsetzt, trotzdem dass das königliche Manifest das, wohl zu merken, in voller Kraft war, da die Dänen dasselbe nach der Schlacht bei Idstedt in den neu von ihnen besetzten Städten verkündigten - die Beibehaltung der zur Zeit fungirenden Beamten versprach. Die Deutschgesinnten wurden via Kopenhagen ausgewiesen, und weit entfernt mit den Damen aine Ausnahme zu machen, und ihnen die Lästerungen des dänischen Pöbels der Redidenz zu ersparen, fügt bekanntlich der Zwingherr von Husum, wie die neuerliche Ordre zur Wausweisung der 56 Damen darthut, selber zu der Strafe einen pöbelhaften Spott. Darnach begann die Periode der Requisitionen, die so lange fortdauern bis die schleswig-holsteinische Armee die Raubritter zu Paaren treibt, oder bis die sleitzigen, haushälterischen Bewohner den letzten Ret ihres Ersparten hergegeben haben. Man verfährt dabei nach dem Bibelwort: wem viel gegeben ist, von dem wird man viel fordern; die wohlhabenden Bewohner der westllichen Marsch müssen vorzugsweise herhalten; allein auch sie werden nocht lange mehr geben können,wenn man ferner so plündert wie bisher. Für Flensburg, heisst es, ist in der letzten Zeit eine neue Steuer erfunden, genannt die "Rebellensteuer". Aber man begnügt sich nicht des Landes Früchte zu incorporiren (man soll sie übrigens, wie sie wissen, weniger incorporiren als an die russische Flotte verkaufen) - man incorporirt jetzt auch das Land selber. Nachdem schon vor etwa 14 Tagen ein Circular der Zollkammer angeordnet hat, den schleswig-holsteinischen Schiffen wieder das "Danske Eiendom" dieses Brandmark für Deutschland, einzubrennen, wird nun mit der Verordnung, welche die Zollunterschiede zwischen Dänemark und Schleswig aufhebt, gewissermassen dem Lande Scleswig selbsdts das "Danske Eiendom" als Zeichen der Unterjochung auf die Sklavenstirn gedrückt. In der That, mehr fast als alles andere zeigt diese Verordnung wie sehr man dänischerseits Scleswig als erobertes Land betrachtet. 

(Allgemeine Zeitung 12. september 1850, uddrag)

"Eckernförde, on the night af September 12-13", illustration fra Illustrated London News, 28. september 1850. Den 12. september 1850 angreb slesvigholstenerne de danske tropper som trak sig tilbage fra Eckernförde mod Mysunde. Herfra blev slesvigholsterne drevet tilbage. I Eckernförde brændte det tre steder. Beretningerne om slaget var vidt forskellige fra dansk og slesvigholstensk side. Sidstnævntes gik ud på at man havde ødelagt fjendens stillinger i Eckernförde og derefter trukket sig tilbage. Herefter havde de danske skibe beskudt byen og fregatten "Eckernførde" som tidligere var blevet taget af preusserne. Et brændeoplag blev sat i brand.  

Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Regeringskommissæren har entlediget Tingskriveren i Frøs og Kalslunds Herreder, E. W- Müller, og dertil konstitueret H. M. Holgersen. Kjøbmand Henningsens Valg til Raadmand i Flensborg er sat ud af Kraft, og Agent Jensen gjenindsat i denne Stilling. De afskedigede Herredsfogder ere tillige entledigede som Justiarier for de i deres Distrikter liggende adelige Godser, og Sognepræst Davidsen i Aller er udnævnt til Hovedpræst ved Mariakirken i Haderslev. - Politiøvrigheden i Tønder er overdraget Amtmanden i Tønder Amt. (Fædrl.)

Den overordentlige Regeringskommissær for Hertugdømmet Slesvig har under 22. August sat flere siden den 17. Marts 1848 af den saakaldte provisoriske Regering og det saakaldte Statholderskab udstedte Love og Anordninger ud af Kraft, deriblandt Anordningerne om Borgervæbning, Ret til offentlige Forsamlinger, Pressefrihed, Myntsorter hvori Betalingerne til de offentlige Kasser kunne skee, mobile Sikkerhedsvagter i Landdistrikterne, Understøttelse af de (i Oprørets Tjeneste) Udkommanderedes Familier og af de Saarede og de Faldnes Enker og Børn saavel som disses Pensionering, Jagtregalets Ophævelse. - Preussiske Dalere modtages i de offentlige Kasser indtil videre til 40 sk. Kour.

- - -

Fra Apenrade skrives under 28. Aug. Det er hartad mageløst, med hvilken Frækhed Præsterne her paa Egnen endnu vove at trodse deres retmæssige Øvrigheds Befalinger. Præsten Beyer i Tinglev har saaledes, da han endelig saae sig nødsaget til at bede for Kongen, gjort dette med den Bemærkning, at det var blevet ham befalet, og, saasom han adlød enhver Befaling, saa adlød han ogsaa denne, "og saa ville vi", vedblev han, "da bede etc." Er en saadan Bøn ikke ringere end slet ingen? Dette synes i det mindste hans Kollega Høeck i Ulk at tro, og han, der forresten ogsaa er bekjendt som Oversætter af den schleswigholsteinske Feltpræst Utgenannts "Første og andet Brev til Kongen af Danmark" (hvorfor denne takker ham i hans Offrenes Sendschreiben für Rechnungsablage") - har derfor hidindtil aldeles undladt den foreskrevne Kirkebøn. Disse Fakta kunne bevises, og de overgives til Offenligheden af en Beboer af de nævnte Sogne. - Vi lykønske os til at have faaet en Mand til dansk Præst (Adjunct Leth), hvis Hjærte, Aand og Gaver svarer til Vigtigheden af denne Post, der fordum planmæssig er bleven anseet og behandlet som en aldeles underordnet og vi haabe, at Fremtiden bedre vil opfatte og hævde dens Betydning her i den danske By. (Fdl.)

Svensk Lieutenant Lindstrøm, som har gjort Felttogene med Oprørerne med, og er bleven hædret med Dannebrogs Ridderordenen, har, ifølge "Hamb. Korr.", mældt sig hos General Willisen, for at indtræde i Insurgenterncs Armee. Man vilde i Førstningen ikke modtage ham, men da han forsikkrede, at "han havde et rent Sindelag", saa blev han optagen som Offiiccr. - Ved denne Leilighed opfordrer man fra Rendsborg flere svenske Officerer, der maatte føle Sympalhi for den slesvigholstenske Sag, til at mælde sig, da der ikke vil være noget ivejen for deres Indtrædelse i Armeen. Vi maa iøvrigt med Hensyn til denne Officers lette Sympathier bemærke, at han først for 14 Dage siden havde mældt sig her hos Krigsministeriet for at indtræde i den danske Armee. (B. T.) 

(Ribe Stifts-Tidende 3. september 1850)

"Burning of the lesser camp, at Kochendorf", illustration fra Illustrated London News, 12. oktober 1850.

Brev fra Mellem-Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

(Af et Brev.)

Mellem-Slesvig den 27de August.

Det maa forekomme meget mærkeligt, at der i danske Blade saagodtsom aldrig forekomme Correspondentartikler fra Slesvig. Hvad Grunden er til dette Særsyn, er ikke klart; men saa meget er vist, at det for en Dansk, der ikke har opholdt sig her i Aar og Dag, er saare vanskeligt at skue ind i Forholdene. Meget kunde man skrive, ofte føler man Anledning, men altid gribes man af en vis Ængstelse for ikke at være i Besiddelse af den hele Sandhed. Den slesvigske Presse er nu indskrænket til to danske Organer, Dannevirke og Freya, og et tydsk, Flensb. Correspondent. Disse Blade ere imidlertid ingenlunde tilstrækkelige for at udbrede Lys over det terra incognita, som vor Armee har besat og hvor det ikke er let at faae Adgang for den Uvedkommende, der i Reglen indfinder sig her, for at tilfredsstille en saare undskyldelig Videbegjerlighed, men i et Øieblik, hvor saa meget staaer paa Spil, ofte er mindre vel seet; - ikke at tale om partibus inliiieiiuixi, d. e. de af Fjenden endnu besatte Egne. At Fjendens Gros eller Hovedstyrke ligger i eller bag Rendsborg, i Cantonnement i de nærmeste Byer, troer man at vide; forresten er en uhyggelig Uvished udbredt over disse Forhold, der er saa meget mere sørgelig, som den forhindrer Slesvigs retmæssige Regjering i at træffe de høistfornødne Forholdsregler til det hele Lands administrative Ordning; men, Gud være lovet, at vi ere komne dertil, at Slesvig for saa vidt er i vor Magt. Alt synes nu at gaae sin ordentlige Gang; Nordslesvig er fuldstændigt besat med Embedsmænd; om dette ogsaa gjælder om de Geistlige, skulle vi derimod lade være usagt. Saa meget er imidlertid vist, at det geistlige Departement under den herværende Regjering bestyres med en overordentlig Omsigt og med Retfærdighed; men de gode Kræfter, hvorover man har at disponere, navnligen med Hensyn til det tydsktalende Slesvig, ere yderst faa. - Paa Landet er i de allerfleste Egne Høsten falden godt ud. Bønderne ere, trods de sidste Aars mageløse Tryk, velhavende, saa de med Guds Hjælp endnu ville kunne udholde de mangfoldige Ægter og store Leverancer, som Tidsforholdene udkræve; en talrig Armee, hvor Soldaten Intet skal mangle, kræver store Forraad; de ere der i tilstrækkelig Mængde og Byrden maa bæres; den kommer jo dog vore Egne tilgode, der desuden i saa rigeligt Maal have Krav paa Fædrelandets Taknemlighed. Hvor uendelig værre gik det til i Nørre-Jylland ifjor, hvor paa mange Steder endog Køerne maatte slagtes, for at tilfredsstille de talløse tydske Horders Graadighed! I Stæderne, disse tydske Enclaver i det danske Land, er Alt roligt; i Flensborg er en herlig Stemning, der noksom viser sig i Gjerningen. Men glædeligt for en dansk Mand er det at lægge Mærke til Ungdommen i denne Stad; den føler sig ei alene Dansk, skjøndt den neppe er Sproget mægtig, men den lægger daglig sin Begeistring for Dagen for Danskheden, ved i sine Lege at færdes med Dannebrog og at synge danske Sange. Af denne kraftige Ungdom ville fremgaae raske "danske Drenge", der med Glæde ville gaae til den blodige Dands paa Valen, hvis Tydsken engang atter skulde ville gjæste vore velsignede Sletter. Tydskheden i Stæderne synes at sove; vi ville haabe den har lagt sig til Hvile for bestandigt; men - den lever end, i de tydske Avisers brede Spalter, der alt for gierne optage de skjændige Artikler, som af enkelte Forrædere vedvarende skrives, vel at mærke, over Kjøbenhavn. At forebygge dette skamløse Uvæsen, der endnu i en rum Tid, til Opbyggelse for Vedkommende, vil finde Sted, er saare vanskeligt og vilde vel kun kunne skee ved det meest forhadte af alle Midler: at aabne Brevene. - Dog vil den Tid komme, naar Retfærdighcd og Sandhed have fæstet Rod her i Landet, at hine giftige Slyngplanter i det tydske Presses smudsige Jordbund ville henvisne og bortdøe af sig selv. Slesvigholsteen er altsaa udvandret og findes nu kun i hine Pressens Organer, der arbeide i Enhvers Tjeneste, kun ikke i Sandhedens og Ærlighedens. Det danske Sværd har ved Idsted overhugget denne fule Drage; dens Sæd vil qvæles, naar Sandhed og Ret faae Magten; men kun Sværdet kunde bane dem Veien. - I disse Dage ere en Mængde "provisoriske" Love satte ud af Kraft; her i Slesvig hersker Kongens Regjering med Enevælde og kun paa denne Maade »il i den første Tid noget Alvorligt kunne udrettes. Vi ville derfor haabe, at Regjeringen vil benytte dette saaledes vundne Standpunkt til indgribende Forandringer, af hvilke mange ere særdeles paatrængende. Den i Kongeriget, af Rigsdagen vedtagne og af Kongen bekræftede Værnepligtslov, vil om faa Dage udgaae for Slesvig; den vil tilføre vor Armee mange herlige Kræfter og end mere bidrage til at knytte Slesvig til Kongeriget. I de sidste Aar ere overhovedet slet ingen Sessioner blevne afholdte; nu ville altsaa Alle, baade Landboere og Kjøbstadsboere blive udskrevne. Ogsaa Adskillige, som have tjent i Insurgentarmeen, have ifølge Opfordring givet Møde; de ere villige til at kjæmpe for Fædrelandet, efterat det Løgnens Slør, hvori man havde hildet dem, er løst og de have faaet Syn for Sagen, at nu først Kongen atter hersker i Slesvig. - Høist paatrængende er ethvert Skridt, der kan fremskynde en Egalisation mellem Kongerigets og Hertugdømmets Toldforhold, for at den forhadte og skadelige Toldlinie ved Kongeaaen kan ophæves.

Et Brevs Omfang egner sig ikke for Politik, ikke heller er her Stedet til at have noget Indblik i de politiske Forhold, hvoraf Statsdelenes Ordning i det danske Monarchie vil blive afhængig; dette er Noget, hvorom man i Hovedstaden vel vil vire eller troe at vide Mere, end her, hvor den nærmeste Interesse, at ordne Slesvig under Loven, er den, som opfylder Hvermands Bevidsthed, baade dens, som i Loven seer Ordenens Tilbagevenden, og dens, der, nødtvungen, med undertrykt Harme, maa følge dens Bud. Saa Meget turde være vist, er idetmindste vedtaget i London af dem, der væsentligen styre Europas Skjebne, at et dansk Monarchie staaer fast, fra Skagen til Elben. Hvorledes derimod, naar Holsteen er pacificeret, dette Lands (som og Lauenburgs) Forhold til Danmark og Slesvig vil blive, er et nyt Spørgsmaal, som maaskee Ingen nu er istand til fyldestgørende at besvare. Politiken er en verdslig Handel, hvori altsaa den Regel gjælder: man tager saa meget, som man med Rette kan saae. Slesvig have vi gjenvundet, om end med store Opoffrelser: det er vort, og vi have dertil den fuldstændigste Ret, som nu er kronet med Besiddelsens ubestridelige Ret. Dette er det glimrende Resultat, som de sidste Tiders Anstrengelser og Kampe have bragt os; dermed maa enhver dansk Mand for det Første lade sig nøie. - Dog, vi ere, mod vor Hensigt komne ind i det Politiske, uden tog at have tilladt os Andet, end svage Antydninger os hvad der maaskee endda kunde blive muligt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. september 1850, 2. udgave).

Kort over Rendsborg fra: Cajus Möller og dr. C. Godt: Geschichte Schleswig-Holsteins. Altona, 1888.

Høstfesten i Rosenborghave. (Efterskrift til Politivennen)

Høstfesten i Rosenborghave. Igaar Eftermiddags aabnedes Høstfesten, og, skjøndt dens Vilkaar paa Grund af de meget stærke Regnbyger, som faldt lige inden dens Begyndelse, ikke vare de gunstigste, forsamlede sig dog efterhaanden, da Veiret atter klarede op, en stor Mængde Mennesker, og, saavidt vi have erfaret, ere omtrent 12,000 Billetter (saavel til Voxne som til Børn) blevne udleverede. Man maa være Comiteen, der har forestaaet Festen, meget taknemmelig, fordi den har anvendt den største Kraft og ingen Møie sparet for at naae det Maal, den havde sat sig, og at det storartede, smagfulde og tillige sindrige Arrangement har vundet de Tilstedeværendes Bifald, derom kunne vi ikke tvivle; Publicum gav ogsaa, hvor der var Leilighed, sit Bifald tilkjende. Især maae vi omtale, at det Væsentlige ved denne Fest, Foreningen af en alvorligere og lystigere Deel, er saa vel lykket. at Overgangen fra den ene til den anden Deel af Arrangementet ogsaa uvilkaarlig medførte en Overgang i Stemning. Den store Plads, hvorpaa man først da Mørket var faldet ind traadte ud fra den brogede og glimrende Have, og som ved en af oplyste Obelisker afstukken Oval, der havde sine to Endepuncter i to oplyste Templer, var forvandlet til en uhyre Sal eller Hal, hvor Stjernehimlen dannede det naturlige Tag, gjorde et imponerende Indtryk, der end mere forhøiedes ved den herlige, høitidelige Musik, som opførtes af et stort Sangerchor og Orchester, der vare placerede paa en Balustrade paa pladsens ene Bredside, og ved de yndigt grupperede, indholdsrige Tableauer, som efter de enkelte Musikstykkers Opførelse viste sig fra Erindringstemplet, det større af de to. Paa Obeliskerne var anbragt i Transparent skinnende Indskrifter, der som i en Krands slyngede sig om alt det Mindeværdige fra Kampen, ligesom ogsaa om Kongens og de ypperste Faldnes Navne, medens de tillige i Korthed fremstillede Begivenhedernes Gang fra Oprørets Udbrud indtil nu. De smukke Indskrifter, tilligemed Sangtexterne, forfattede af Hr. H. P. Holst, udmærke sig ved heldigt trufne Pointer, ligesom Sangtexterne med lyrisk Skjønhed gjengive Tidens forskjellig Stemninger. Ved Siden af Erindringstemplet var anbragt to Pyramider, den ene indskreven med Navnet: Fredericia, den anden med Navnet: Idsted. Den ligeoverfor dette beliggende mindre Tempel var smykket som en Seirstrophæ, i Midten af hvilken Kongens Navnetræk lyste i et Transparent. Ovenover den for Musiken oprettede Ballustrade var Caserne-Bygningens Facade smykket med Festons og Guirlander, der samlede sig om et i Høiden anbragt stort dansk Vaaben og Flag. Efterat "Danmark deiligst Vang og Vænge" var spillet, udførtes den af Gade componerede Vexelsang, hvorpaa der fra Erindringstemplet viste sig et Tableau, forestillende "Fredstid" (Engle svæve over en landlig Gruppe). Derefter udførtes en Seirsmarsch, componeret af Løvenskjold, hvorpaa der viste sig et Tableau, forestillende "Krigstid" (Heimdal blæser i Gjallarhornet, Valkyrien svinger sit Spyd og Folket iler til Kamp). Efter Udførelsen af en Hymne, comp. af Rung, viste sig et Tableau, forestillende "Seiren" (Dannebroge vajer i det Høie. Folket modtager de hjemdragende Krigere, der medbringe erobret Skyts. Soldaten udøver Menneskekjærlighed mod saarede Fjender). Efter Udførelsen af en af Hartmann componeret Mindesang viste sig tilsidst et Tableau, forestillende "Mindet" (Danmark sidder i Skyen, omgivet af Saga og Erindringens Valkyrier. Danske Folk have leiret sig ved Bautastene). Samtlige Tableauer ere arrangerede af Hr. Bournonville. Derpaa udførtes "Danmark deiligst Vang og Vænge" af Choret og de Tilstedeværende, og til Slutning afbrændtes et Fyrværkeri. Det Hele bidrog saaledes til en høitidelig og de Faldne værdig Mindefest, der ogsaa, uden at tabe, kan gjentages, som det er bestemt de følgende Aftener. Skjøndt Arrangementet af den første Deel af Festen ikke er som ved Markedet ifjor, saa ere dog de samme Hovedpunkter i Haven benyttede. Vi skulle af denne i sin Genre ligesaa smukt arrangerede Deel fremhæve den colossale Høsttrophæ, der viser sig for Indgangen og fra flere Sider, de smukt arrangerede Boutiker, baade i Bazaren (Brøndsalen) og omkring Springvandet, fornemmelig Blomsterboutikerne. Den decorerede Have fik et nyt smukt Udseende, da den blev oplyst, hvorved især Pladsen omkring Springvandet og de to lange Alleer toge sig fortræffeligt ud. Foruden forskjellige Slags morsomme Spil var der flere Theatre, og en Visebod, hvor den Udsælgende foredrog Viserne, og en Bod for "Løgne i Billeder", nemlig Sidestykker til de tydske Krigsefterretninger, der omstændelig forklaredes, hvilke især tildrog sig Opmærksomheden.

Et "Album til Erindring om Festen" indeholdende en Beskrivelse af denne, Obeliskernes Indskrifter og Sangtexternc bliver, ligesom ogsaa en "Festtidende" og en "Plan og Veiviser" for Festen, solgt i Haven til Fordeel for de Saarede og Faldnes Efterladte.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. august 1850).

Høstfesten blev afholdt den 30. august til 1. september 1850. Der hentydes i slutningen formentlig til de boder som Tivolibestyrelsen havde opstillet. Bl.a. solgtes Peter Fabers "Afskedskvad til den gamle branduniform" og Reckes "Pjaltenborgs Brand". Tivoli var blevet anmodet om at holde lukket de tre aftner, men det blev afslået af hensyn til lejerne. Besøget i Tivoli faldt dog betydeligt såvel i de tre dage som i ugen efter.

Kongens Have ved en anden lejlighed i 1869: Otto Bache: Exerceerpladsen ved Rosenborg, under den ellevte danske Landmandsforsamling i Kjøbenhavn. Illustreret Tidende nr. 512, 18. juli 1869.

Johan Daniel Bauer" i et brev til August, 5. september 1850 (uddrag):

Dersom der af til forvilder sig en avis til Slesvig, har du vel allerede læst om den høstfest, der har fundet sted i Rosenborg Have til fordel for de faldnes efterladte?Også ved denne lejlighed viste Gud, at han var med os, thi hvorvel det daglig regnede, blev det!dog i de dage, hen ad aften meget godt vejr. Indtægten blev meget betydelig (40.000 Rigs netto). Medfølgende album vil anskueliggøre dig den alvorlige del af festen. Om lørdagen besøgte moder, jeg og børnene haven, her åndede alting liv og lystighed. Eksercerpladsen derimod alvor, her var den aften vi var der, hen imod 20.000 mennesker  forsamlede. Det var i sandhed et gribende øjeblik, da et vældigt sangkor rungede henover vore hoveder, Reformert kirkeklokke slog i det samme ti. Den  stjerneklare himmel hvælvede sig så smukt foroven. Kort alt  forenede  sig  for at stemme gemyttet højtideligt, og det syntes virkelig som størstedelen af de tilstedeværende glemte spøg og latter og erindrede hvorfor de vare her forsamlede. Den bekendte og som visehandler udmærkede hr. Borre, der i fjor havde telt på Rosenborgmarked, havde også i år opofret sig for den gode sag, iblandt de viser han producerede var der især én, som ved sin vittighed gør megen lykke, også den sender jeg dig, den vil dog måske more dig og et par til.

Flygtninge. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives i "Dvk." under 26. Ang.: Idag Middag ankom paa en Snes Vogne omtrent 60 Fruer, Madammer, Frøkener, Jomfruer og Børn hertil under Politi- og Militarbedækning fra Husum, der strax bleve førte ombord paa et Dampskib, for at transporteres videre til deres store tydske Fædreland. Disses Mand og Forsørgere ere allerede frivillig løbne deres Vei, og Koner og Børn skulle nu opsøge dem i Landflygtigheden. - Ved Intendanturen i Slesvig er der i disse Dage foretaget endel Arresteringer formedelst Svig ved Krigskjørselsvæsenet. 8 Flensborgere skal befinde sig derimellem, hvilket har vakt stor Sensation her. De saakaldte Vognmestre skulle have gjort sig en Indtægt ved at indbilde de kjørende Bønder, at det berode paa dem om de kunde slippe med 5 Dages Kjørsel eller ei.

(Ribe Stifts-Tidende 30. august 1850).

Kieler Correspondenzblatt giver detaljerne om udvisningen af ​​de 56 kvinder og børn fra Husum og om deres rejse. Udvisningskendelsen lyder: Med fuld forståelse for hustru og børns længsel efter deres fjerne mand og far håber jeg at kunne lette deres sorg med ordren: N.N. med børn og søster....skal forlade byen i morgen tidlig kl.6. kl. Damernes og ... børnenes og ... tjenestepigernes garderobeskab kan tages med. Tre vogne sættes i disposition; Husum, 25. august Ahlefeld-Laurvig, øverstkommanderende. Denne ordre fik hustruerne til amtmand Kaup, Statsrath Setzer, rektor Schütt, provst Harries, kontrollør Johannsen, lærer Ketelsen, postmester Jensen, toldforvalter Rolfs, pastor Andersen og borgmester Thomsen med deres børn, deres mødre, mostre, søstre o.s.v. Disse damer blev bragt via Flensborg på en lille damper til København, hvor de ikke blev mødt med hån og hån, og hvor deres ankomst ikke syntes at være ventet. Nogle af de landflygtige blev ført til Hotel Stadt Flensburg, tæt på landingsstedet, og de var glade for at kunne blive der efter den kedelige sørejse, andre blev ført til Hotel d'Angleterre. Ingen autoritet syntes at bekymre sig om de landflygtige; de ​​fik lov til at gå frit rundt for at se byen og dens seværdigheder. De ulykkelige er helliget, lyder et gammelt ordsprog. Denne gang respekterede københavnerne også de bortførte kvinders ulykke. Den 30. august d. å., tog to af kvinderne mod til sig ved mundtligt at henvende sig til hans excellence krigsministeren, som tog meget venligt imod dem. Efter at have fremlagt ordren af ​​hr. v. Ahlefeld-Laurvig, sagde krigsministeren at damerne vel havde ønsket at blive ført bort, hvortil de svarede at det på ingen måde var tilfældet, ellers ville de være taget af sted med deres mænd, så ordren måtte nok tolkes og forstås anderledes. Krigsministeren indrømmede dette, fandt sagen uforståelig, tilbød at imødekomme kvindernes ønske og spurgte, om de ville blive i København nogle dage endnu, indtil nyheder var kommet, hvorefter de så kunne vende tilbage til Husum, eller om de ønskede at tage til Holsten med det samme? De to udsendte damer foretrak det sidste, og de andre delte dette ønske, hvorpå de rejste via Lübeck til Holsten den 31. august. Ønsket fra en af ​​kvinderne om at få lov til at rejse til sine slægtninge i Flensborg blev ikke godkendt af krigsministeren, foreløbig kunne han kun tillade turen til Haderslev osv. Så alle gik på skibe til Lübeck.

Das Kieler Correspondenzblatt theilt die Details über die Ausweisung der 56 Damen und Kinder aus Husum sowie über ihre Reise mit. Die Ausweisungsordre lautet: Die Senhsucht der Frau und Kinder nach dem fernen Gatten und Vater völlig einsehend, hoffe ich den Kummer erleichtern zu können durch die Ordre: Die N.N. mit Kindern und Schwester .... haben die Stadt morgen früh um 6 Uhr zu verlassen. Die Garderobe der Damen und ... Kinder nebst ... Dienstmädchen könnnen mitgenommen werden. Drei Wagen werden zur Disposition getstellt; Husum, 25 Aug. Ahlefeld-Laurvig, Höchstcommandierender. Eine solche Ordre erhielten die Frauen des Amtmann Kaup, Statsraths Setzer, Rektor Schütt, Probst Harries, Controleurs Johannsen, Lehrers Ketelsen, Postmeister Jensen, Zollverwalters Rolfs, Pastors Andersen und des Bürgermeisters Thomsen, mit ihren Kindern, ihren Müttern, Tanten, Schwestern etc. Diese Damen wurden über Flensburg auf einem kleinen Dampschiff nach Kopenhagen gebracht, wo man ihnen nicht mit Spott und Hohn begegnete, wo man auch ihre Ankunft nicht erwartet zu haben schien. Ein Theil der Exulantinnen ward nach dem Hotel Stadt Flensburg, nahe bei dem Landungsplatz, gebracht, und sie waren zufrieden dort nach der lästigen Seereise bleiben zu können, andere führte man nach dem Hotel d'Angleterre. Keine Behörde schien sich um die Exulirten zu bekümmern, man liess sie frei herumgehen, um die Stadt und deren Sehenwürdigkeiten zu schauen. Der Unglückliche ist geheiligt, sagt ein altes Wort. Auch die Bewohner Kopenhagens respectirten diessmal das Unglück der weggeführten Frauen. Am 30 Aug. d. J. fassten zwei der Damen den Muth sich mündtlich an des Kriegsministers Excellenz zu wenden, der sie höchst freundlich empfing. Nach Vorzeigung der Ordre des Hrn. v. Ahlefeld-Laurvig äusserte der Kriegsminister dass die Damen also wohl gewünscht hätten weggeführt zu werden, worauf sie erwiederten dass diess keineswegs der Fall sey, sonst würden sie mit ihren Männern weggegangen seyn, die Ordre würde also wohl anders zu deuten und zu verstehen seyn. Der Kriegsminister räumte diess ein, fand die Sache unbegreiflich, erbot sich die Wünsche der Damen zu befriedigen, und fragte: ob sie noch einige Tage in Kopenhagen verweilen wollten bis Nachricht eingezogen seyn würde, worauf sie dann wieder nach Husum würden gehen können, oder ob sie gleich nach Holstein wollten? Die beiden abgesendeten Damen zogen das letztere vor, und die andern theilten diesen Wunsch, worauf sie am 31 Aug. über Lübeck nach Holstein reisten. Der Wunsch einer der Damen zu ihren Angehörigen nach Flensburg reisen zu dürfen, ward vom Kriegsminisyer nicht bewilligt, einstweilen könne er nur die Reise nach Hadersleben gestatten etc. So gingen denn alle zu Schiffe nach Lübeck.

(Allgemeine Zeitung 8. september 1850).

Fra Slesvig skrives i "Nieders. Zeit." af 14. ds. : "Bortsendelsen af et Antal Fruentimmer og Børn herfra over Flensborg og Kjøbenhavn og Holsten synes at være en haard Forholdsregel; men Vedkommende maae virkelig alene tilskrive sig selv denne Haardhed. Naar Fruentimmerne ikke under Beleiringstilstanden kunne lægge Baand paa deres Tunge, men udskjelde Soldaterne, ja endog (som man paastaaer) spytte efter dem, og overhovedet tee sig, som om de ikke vare ved deres Fem, saa er det vist del Bedste al de blive bortsendte i nogen Tid, for at lære Verden at kjende. Opsætsighed bør ikke taales.

(Ribe Stifts-Tidende 24. september 1850).

"Danish artillery and infantry", illustration fra Illustrated London News, 12. oktober 1850.