Fattigvæsnet og Næringsløsheden. (Efterskrift til Politivennen)

vi have allerede tidligere gjort opmærksom paa en særdeles velskreven Afhandling (see nærværende Tidende fra 13 - 15de Februar d. A.) om "Pengekrisens Indflydelse paa Arbejdsklassens Stilling". Forfatteren er med Hensyn til Fattigvæsnet kommen til det Resultat, at "om man ogsaa skriver Forøgelsen af de under Fattigforførgelse værende Familiers Antal heel og holden paa Krisens Regning, bliver det ialfald en saa forsvindende Deel af Arbeidsklassen, den har bragt over paa Fattigvæsnet, at det med Skjel kan antages, at den i den her omhandlede Henseende saagodtsom ikke har berørt hiin Klasse."

Ved at have gjort os bekjendt med det nu i Trykken udkomne Generalregnskab for 1858, Kjøbenhavns Commune vedkommende, finde vi os foranledigede til følgende Betragtninger. Trangen til Understøttelse er ikke lige til alle Tider af Aaret. Det er især i Vintermaanederne, hvor en stor Deel af Arbeidsklassen ikke finder tilstrækkelig Beskæftigelse, at disse ere nødsagede til at henvende sig til Fattigvæsnet om Hjælp. Saadant sees tydelig af de Oplysninger, som gives i Oversigten over Fattigvæsnets Tilstand i Aaret 1858. I de 4 Vintermaaneder Januar-April udgjorde nemlig Antallet af de Trængende, som have modtaget interimistisk Hjælp, i Gjennemsnit for hver Maaned 956 Familier med 4120 Personer, medens Antallet af de Trængende, som modtog Hjælp, i de paagælgende 6 Maaneder Mai-October udgjorde i Gjennemsnit kun 119 Familier med 526 Personer, og et saadant Antal er jo kun saare ringe. I de 2 sidste Maaneder af Aaret, altsaa Vintermaaneder, er Antallet atter steget, og ved Slutningen af Aaret (31te December) udgjorde det 820 Familier med 3549 Personer. Sammenligne vi dette Antal med Antallet i Begyndelsen af Aaret, saa er det ikke synderlig afvigende, thi det var den 1ste Januar 789 Familier med 3436 Personer. Af disse Talstørrelser maae vi antage, at Pengekrisen ikke har havt synderlig Indflydelse paa Arbeidsklassen; vi have saa meget mere Grund til al antage det, som vi af det Foregaaende have seet, at i Sommermaanederne var det kun et meget ringe Antal, som tyede til Fattigvæsnet. Saaledes var Antallet i Begyndelsen af Juli Maaned 49 Familier med kun 206 Personer; i Begyndelsen af August var Antallet 77 Familier med 358 Personer, og i Begyndelsen af September 79 Familier med 361 Personer.

Saavidt altsaa den interimistiske Understøttelse. - Hvad de saakaldte faste Almisselemmer angaaer, da er Antallet i Løbet as Aaret steget fra 1104 lidt Familier med 3476 Personer til 1192 Familier med 3836 Personer.

Den 3die til Fattigvæsnet henhørende Klasse er de Individer, som arbeide paa Ladegaarden. Antallet af disse er i Løbet af Aaret steget fra 602 til 753.

Ved velvillig Meddelelse see vi os istand til at angive Talstørrelserne af disse 3 Klasser, saaledes som de vare i de første Dage af nærværende Maaned:

Interimistiske 123 Fam. med 403 Pers.
Faste Almisselemmer . . 1235 - - 1048 -
Ladegaardeu 381 -

Dette Antal er altsaa paa ingen Maade foruroligende, naar man sammenligner det med de anførte Talstørrelser fra forrige Aar.

Vi have ikke anført Pleiebørn, fordi Afvigelsen ikke er synderlig. I Aaret 1858 var Antallet i de første Dage af October, baade under Klassen af faste og interimistiske Almisselemmer, 657, og paa samme Tid i indeværende Aar udgjorde Antallet 640, altsaa noget mindre. Vi have ei heller anført Almindelig Hospital, saalidtsom St. Hans Hospital, fordi Antallet er næsten uforandret. 

Ville vi iøvrigt undersøge Følgerne af Pengekrisen, forsaavidt den angaaer Arbeidsklassen i Forbindelse med Fattigvæsnet, da bør vi som Udgangspunkt vælge det Aar, i hvilket der fandtes Overflødighed paa Arbeide, og i hvilket man savnede Hænder til at udføre det, og det var Aaret 1856. Af den trykte Oversigt over Fattigvæsnets Tilstand i dette Aar sees, at Fattigvæsnet havde i alt under Forsørgelse ved Slutningen af Aaret 11278 Individer þ- af Oversigten for 1858 sees, at dette Antal udgjorde 11244, altsaa var Antallet endog mindre end i det for Arbeidsklassen allerbedste Aar.

Antallet af de Familier, som til Flyttedagen have meldt sig til Fattigvæsnet af Mangel paa Huusly, har ligeledes aftaget. Det udgjorde ved Paaskeflyttetid 1858 100 Familier med 381 Personer og udgjorde ved Michaelis Flyttedag kun 56 Familier med 221 Personer, og iaar har det ligeledes aftaget; men i Sammenligning med 1856 var Antallet i Aaret 1858 36 Familier med 140 Personer større. Iøvrigt er de Fattiges Antal, i Forhold til Stadens Folkemængde, aldeles ikke foruroligende. Den nærværende Tilstand er langt gunstigere, end Tilstanden har været for 60 Aar siden, da Folkemængden var omtrent 50,000 Mennesker mindre og Antallet af Individer under Fattigsorsørgelse omtrent ligesaa stort som i nærværende Tid.

Endelig fortjene følgende Talstørrelser Opmærksomhed. Iblandt Indtægterne til Fattigvæsnet henhører 1/4 pt. Afgift af Kjøb og Salg underhaanden. Beløbet heraf før 1858 var 14739 Rd., medens Beløbet i 1856 ikkun udgjorde 12439 Rd. Afgiften af Skuespil og Kunstpræstationer udgjorde i 1858 11463 Rd. og i Aaret 1856 9923 Rd. M. L. N.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. oktober 1859).

Aus Schleswig. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, originalen følger nedenfor:

Håbet om at kongen af ​​Danmark ville lytte til slesvigernes klager over sprogtvangen, mens han var i Angel, blev ikke opfyldt. Kort før hans afrejse fra Glücksburg var flere hundrede landsmænd fra de egne, hvor det danske sprog var påtvunget skole og kirke, samlet sig dér for at overrække kongen en bøn om ophævelse af den forhadte foranstaltning; men de fik ikke audiens, og skønt kongen for to år siden i Tønder gav håb til en deputation fra vestlige herred, der blev præsenteret for ham i samme formål, skete der intet, og ministrenes beslutning om ikke at ændre noget i Slesvigs sproglovgivningen er mere sikker end nogensinde. Ja, der tales endda om, at de såkaldte "blandede distrikter" udvides til Nordfrisland, idet etableringen af ​​danske gudstjenester og dansk skoleundervisning sideløbende med det relevante tysk for de vestfrisiske øer Sild, Föhr og List ville blive omfattet. Her er det i øvrigt højst de fra Jylland indvandrede tjenestefolk der taler dansk, mens alle øvrige kun taler frisisk, plattysk og standardtysk.

Die Hoffnung, der König von Dänemark werde den Beschwerden der Schleswiger wegen des Sprachzwangs Gehör leihen, währen er sich in Angeln aufhielt, hat sich nicht bestätigt. Kurz vor seiner Abreise von Glücksburg hatten sich dort mehrere Hundert Landleute aus den Distrikten, wo die dänische Sprache der Schule und Kirche aufgezwungen wurde, versammelt, um dem König ein Gesuch um Wiederabstellung der verhassten Massregel zu überreichen; allein dieselben wurden nicht zur Audienz gelassen, und obwohl der König vor zwei Jahren in Tondern einer ihm zu demselben Zweck vorgestellten Deputation der westlichen Harden Hoffnung gemacht, so ist doch nichts geschehen und der Entschluss der Minister, es zu keiner Veränderung in der schleswig'schen Sprachgesetzgebund kommen zu hoffen, steht so fest wie je. Ja, man spricht sogar davon, dass die sogenannten "gemischte Distrikte" eine Ausdehnung nach Nord-Friesland hinein erfahren sollen, indem die Einrichtung dänischen Gottesdienstes und dänischen Schulunterrichts neben dem betreffenden deutschen für die westfriesischen Inseln Sylt, Föhr und List beabsichtigt wäre, wo beiläufig höchstens die aus Jütland eingewanderten Dienstboten dänisch, alle Uebrigen aber nur friesisch-, platt und hochdeutsch sprechen.

(Aschaffenburger Zeitung 18. oktober 1859)

Se også indslaget om etatsråd Regenburg her på bloggen.

Christian Edvard Forting (1809-1875): Frederik VII (1808-1863). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Løgstør. (Efterskrift til Politivennen)

Løgstør, den 11te October.

"De har selv været her i Løgstør, Hr. Redacteur ! og kjender da vore saakaldte Gaders Beskaffenhed, idetmindste ved Dagens Lys, og kan saa let slutte Dem til, hvorledes de maae være nu i disse mørke, regn- og sludfulde Aftener, da ikke en eneste Lygte oplyser disse med utallige fremspringende Huushjørner forsynede, med Smuds og Steen opfyldte, Gader. Dog dette være nu som det er, endskjøndt det baade kunde og burde have været anderledes; kun forekommer det mig, at jo slettere vore Gader ere, desto større Pligt paahviler der Politieøvrigheden til at paasee, at Folk ikke upaatalt forøge de forhaandenværende Farer ved at henstille paa Gaderne om Natten Vogne, Tømmer, Tønder og Gud veed hvad. At dette finder Sted, ikke en enkelt Gang, men dagligt, ikke paa et enkelt Sted, men næsten i hver Gade og Stræde, er Noget, som Enhver her i Byen veed og som Mange ubehageligt have maattet faae at føle. Man er derfor ogsaa her saa vant til slige Uskikke, at naar man en Aften tørner imod en Vognstang eller falder over et Stykke Tømmer og forslaaer baade Arme og Been, saa trøster man sig med den Tanke, at man kun har deelt Skjæbne med mange Andre, og at det nu engang ikke skal være anderledes. Jeg skulde heller ikke være falden paa at omtale dette, hvis jeg ikke i Løverdags havde seet et saa tydeligt Beviis paa den hensynsløse Ligegyldighed imod Folks Lemmer og Helbred, at jeg ikke har kunnet lade det gaae upaatalt hen. I en af Byens meest befærdede Gader, hvor det kun er muligt at gaae tørskoet paa et meget smalt Fortoug, var man nemlig beskjæftiget med at lappe paa dette og udgravede til den Ende en meget stor Steen, for at rette paa dens Stilling; men om Aftenen forlod man Arbeidet og lod Stenen henligge midt i Fortouget i det udgravede Hul, som idetmindste er 1 Alen dybt, og det uden at afspærre Færdselen og uden i mindste Maade at underrette Folk om, at de maatte tage sig ivare; Følgen var da naturligviis ogsaa, at idetmindste Een, og rimeligviis Flere, styrtede i Hullet. At han imidlertid slap med at skrabe Huden af sit Been, er ikke den tilsynshavende Øvrigheds Skyld, og havde det været en ældre Mand, kan Ingen vide, hvad Følgen var bleven. Igaar, Søndag, henlaae Stenen uforandret og har rimeligviis ogsaa været der om Aftenen, da saa Mange færdes paa Gaderne; thi her er ikke Tale om Politietilsyn med Gaderne, og seer man endog Politiebetjenten ude, saa er det kun for at løbe fra Huus til Huus, for at barbere og frisere Folk; gaaer man paa Politiekammeret og beklager sig for Fuldmægtigen, saa smaaleer han som sædvanligt; og gaaer man til Politimesteren selv, saa svøber han sig høitideligt i sin Slobrok og frabeder sig hver Indblanding af Uvedkommende i hvad der kun angaaer ham.

Haabet om, at Vedkommende, ved at see Sagen fremdraget for Offentligheden, skulde bevæges til at opfylde en saa ringe Pligt, har ledet mig til at bebyrde Dem, Hr. Redacteur! med disse Linier."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 13. oktober 1858)

Løgstør havde på daværende tidspunkt omkring 1.000 indbyggere i selve byen og i hele sognet ca. 1.400.

Koppeepidemi i Faxø. (Efterskrift til Politivennen)

 Korrespondance til den Berlingske Tidende.

Faxø, den 23de Septbr. Desværre synes Koppeepidemien ogsaa at ville fæste Fod hos et, og det under Omstændigheder, der ikke bør blive ubekjendte for de overordnede Autoriteter. Sygdommen bragtes hertil med en Dreng, der for nogen Tid siden kom i Besøg hos en Tømmermands-Familie ved Faxø Ladeplads. Strax efter hans Ankomst brød Kopperne ud hos ham. Efterat han var helbredet ved privat Lægehjælp fra Wemmetofte, gik han ud og færdedes mellem andre Børn uden at smitte disse; derimod bleve Tømmermanden, hans kone og Søn alle angrebne af Sygdommen. Trods Huuslægens Advarsel blandede de sig, saasnart de kunde gaae ud, mellem de andre Beboere, og den Frygt, som disse nærede for, at Smitten derved skulde udbredes videre, har desværre vist sig grundet, idet idag en Væver, der tillige er Arbejdsmand ved Kalkudskibningen, ligeledes er bleven angreben af Kopper, og Symptomer til Sygdommen skulle have viist sig paa flere Andre. Da der fra det locale Sundhedspolities Side endnu ikke er truffet mindste Foranstaltning imod Sygdommens videre Udbredelse, er det vist ikke ubetimeligt gjennem Pressen at henlede de overordnede Autoriteters Opmærksomhed paa denne Sag.

Deres. * * *

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. september 1859)

I Anledning af den i Berlingske Tidende for 26de d. M. optagne Correspondanceartikel angaaende Koppe-Epidemien i Faxø Sogn, i hvilken Artikel Correspondenten med eller imod sin Villie har meddeelt Offentligheden en Beretning om det i Sagen Passerede, hvorved Sundhedspolitiet kunde komme til at staae i et urigtigt Lys, har jeg paa Embedsvegne troet at burde bekjendtgjøre Følgende, der støtter sig til de til Physicatet indkomne Beretninger fra Klosterlæge Dr. med. Mourier, som af Amtet, ifølge Overeenskomst med Distriktslægen, er bleven bemyndiget til at behandle Sygdommen for offentlig Regning.

Den 27de f. M. anmeldtes det for Klosterlæge Mourier, at et 6 Aars Barn, som fra Kjøbenhavn var ankommet til en ved Faxø Strand boende Familie, var blevet angrebet af kopper. Barnet blev af ham strax taget under Behandling og Sagen anmeldt saavel for Amtet som for Physicus og Distriktslægen, eflerat de vare blevne vaccinerede eller revaccinerede. Amtet gav faa Dage efter sit Samtykke til, at Sygdommen maatte blive behandlet for offentlig Regning under Ledelse af Klosterlæge, Dr. Mourier, der i dette Tilfælde saaledes fungerer ikke som Klostrets private, men som den af Amtet beskikkede Epidemilæge. Det har ikke kunnet forhindres, at de Personer, med hvem det angrebne Barn havde været i nøie Samqvem, forinden Sygdommen var kommen til nogen Læges Kundskab, ere blevne paavirkede af Smitten; men det er at haabe, at Sygdommen, som fra dette Øieblik af ikke har savnet sundhedspolitilig Røgt og Pleie vil lade sig indskrænke til det mindst muligt.

Det søndre sjællandske Landphysicat i Nestved, den 28de Septbr. 1859.

Høegh Guldberg.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. september 1859).

Vanvidskjørsel. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1ste dS, forefaldt paa en Landevej lidt Vesten for Varde en Scene af en besynderlig Beskaffenhed. To Vogne, hvoraf den ene var forspændt med 3 Heste, kjørte omkap ved Siden af hinanden i saa stærk en Fart, at de for den ene Vogn forspændte tre Heste bleve løbske. Under Ledet henad Vandevejen faldt efterhaanden de to paa Vognen værende Mennesker at, uden dog ar komme videre til Skade, og et Stykke længere frem tørnede de tre løbske Heste med Vognen mod et Kobbel Køer. Den her stedfundene Forvirring lader sig lettere tænke end beskrive: Roerne, Hestene og Brudstykkerne af en massakreret Vogn imellem hverandre. Samtlige Køer bleve tide tilredte, en af dem mistede i Kampen et Horn, en anden fik Snuden opreven, en tredie blev liggende paa Valpladsen med en Del af Vognen ovenpaa sig. - Vi meddele imidlertid ikke denne Begivenhed for at fortælle en Nyhed, men vi meddele ben for atter at komme tilbage til et Thema, vi tidligere have behandlet, og som vi tro ikke kan omtales for tidl. Der er nemlig der afskyelige Brændevinsfylderi. Det forsikres nemlig, at begge Kudskene for de omkapkjørende Vogne (Christen Nielsen den Ældre af Outrup og Mølleforpagter Mohr af Søvig Mølle) vare drukne, og at dette ogsaa virkelig maa have  været Tilfældet, fremgaaer tydelig af Væddekjørselen, thi ingen ædru og fornuftig Mand vil kunne hitte paa, baade for sin egen og sine Hestes Skyld, ikke at tale om den Fare, han udsætter de Vejfarende for, at gjære sig skyldig i saadanne kaade Drengestreger. (Varde Av.)

(Ribe Stifts-Tidende 17. september 1859)

Beretningen fik følgende ord med på vejen:

- - - Det er ogsaa vitterligt at der, især Markeds- og Torvedagene, i flere Timer kan holde forspændte Vogne udenfor Værtshuse i Varde (og ikke der alene) og vente paa dem, der skulle befordres, medens disse sidde paa Værtshuset og drikke sig fulde, og naar saa Vedk. endelig skulle afsted, er der strax Sammenstimlen af Mennesker for at see de fulde Folk. Bladet henstiller til Værterne, i Menneskelighedens Interesse at give Afkald paa den Smule Fortjeneste, der kan hentes ved allerede berusede Folk - "siden Politiet, der umuligt kan være uvidende herom, lukker Øinene for Scandalen og i den Retning forholder sig passiv". Bladet opfordrer ogsaa Politiemesteren til at paatage sig det Hverv personlig af og til at "lade sig see omkring i Byen; han vilde da tidt komme til Kundskab om Ting, som han nu ikke veed, og som en Politiemester ubestrideligt bør vide".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. september 1859. Uddrag).