Om den slesvigholsteenske Forsamling i Uhlenhorst ved Hamborg giver en Altonaer Korresp. til "Dbl." nærmere Oplysninger. Man besluttede at afsende et Telegram til den angustenborgske Prætendent saalydende: "Til HS. Høihed Frederik, regerende Hertug af Slesvigholsteen, i Gotha. En Forsamling af over 100 Slesvigholstenere i Hamborg bringer D. Høihed sin Lykønskning til Deres Thronbestigelse og haaber, at De snarest muligt i Spidsen for Deres tro Landsmænd vil drage ind i Slesvigholsteen og som Skytsherre for vore helligste Rettigheder glorrig vil banlyse de mørke Erindringer om den seneste Tid i vort Fædreland." Derefter besluttede den at stifte en slesvigholsteensk Forening, for at Politiet ikke skal kunne forbyde Møderne; i denne Forening kunne ikke-Medlemmer indføres, saa at man opnaaer den samme Hensigt som ved leilighedsviis afholdte Møder af den hidtilværende Art; men Statuterne maa først stadfæstes af Politiet. Med Hensyn til det i Telegrammet anførte Tal af de Tilstedeværende (1000) maae det bemærkes, at det i ethvert Tilfælde er meget for høit anslaaet, og at der mellem de Tilstedeværende var en Mængde Nysgjerrige, som uden at være "Slesvigholstenere" taltes med. Ikke desmindre forekom Tallet Flere forlidet, og Een raabte: "De kan gjerne skrive 3000;" en Anden vilde endog have skrevet 10,000 "thi Hver af os føler for Ti!" Men Præsidenten vilde dog ikke befatte sig med altfor grove Usandheder. Om Natten Kl. 1 vendte man tilbage til Altona, medbringende en Mængde trykte Sedler, som spredtes rundt paa Værtshusene. Det ene af disse Papirer indeholder et Opraab, saalydende: Det har behaget Gud al bortkalde vor Konge-Hertug fra denne Jord; Kongen af Danmark, Frederik VII. er død. Vor retmæssige Hertug er nu Arveprinds Frederik af Augustenborg. Det Øieblik er kommet, da Hertugdømmerne Slesvig-Holsteen retlig ere skilte fra den danske Krone. Holder fast paa vor Ret!
Svaret paa Lykønskningen fra Schleswigholsteinerne er saalydende:"Den varmeste Tak fra Hs. Høihed Hertug Friedrich VIII (!) af Schleswig-Holstein. Den gode gamle Ret vil seire!' Denne Depesche er dateret Gotha, den 20de Novbr. og er undertegnet af den berygtede Francke.
Et andet slesvigholsteensk Møde er i Fredags Aftes bleven afholdt i den hamborgske Nationalforening og var besøgt af c. 400 Personer. Mødet havde efter "Dbl.' en yderst ophidset Karakter. De store Frasehelte Advokaterne Dr. May og Dr. Wez overgik hinanden i højttravende Taler; ethvert maadeholdende Ord blev afviist med Haan; man troede sig fuldstændig sat tilbage i Tumlen fra 1848, kun at den dengang havde Nyhedens Tiltrækningskraft, medens den nu gjør et ynkeligt Indtryk. Efterat Dr. May i sin Tale havde yttret, at selv imod Slesvigholsteners Villie maa vi bemægtige os Slesvigholsteen, for at Tydskland kan faae en Flaade, foreslog han følgende Beslutning: "Tydsklands Ære og Interesse kræve, at Hertugdømmerne Slesvigholsteens Ret til fuldstændig at adskille sig fra Danmark kommer til Gyldighed; det er derfor enhver tydsk Mands og navnlig Nationalforeningens Pligt efter Evne at medvirke til, at denne Ret bliver fat igjennem." En saadan Resolution, udgaaende fra Hamborg, vilde efter Talerens Mening finde stor Tilslutning; "lad det lyde ud til Alverden, at vi Hamborgere underordne vore Handelsinteresser under det store, skjønne, hellige tydske Fædreland!" - Derpaa indleveredes et nyt, af Martens og Andre stillet Forslag, der gik ud paa, at den hamborgske Nationalforening skulde gjøre sine Penge disponible til Udrustning af Frivillige, og at ligeledes den i Leipzig nylig stiftede Kjøbstadforening, Nationalforeningens Fællesudvalg og det preussiske Fremskridtsparti skulde opfordres til at gjøre Penge disponible (ibefattet de i sin Tid hos Minister von Roon deponerede Flaadepenge) til Dannelse af en Folkehær for Slesvigholsteen. Dette Forslag var bestemt til at fremtræde ligeoverfor Dr. Mays Forslag som en øjeblikkelig Handling, og det vedtoges senere tilligemed delte, som fik den Tilføjelse: at der skulde stilles den Fordring til Borgerskabet, at det skulde foranledige Senatet til hurtig at anerkjende Prindsen af Augustenborg som Hertug af Slesvigholsteen. Derefter fulgte en yderst ophidsende Tale af Dr. Wex, hvori han blandt Andet yttrede: "I dette Øieblik kommer Alt an paa at at løsrive Hertugdømmerne fra Danmark og om fornødent tage dem med Magt." Desuden talte Redakteur Dr. Hirsch, Warburg og tilsidst Dr. Eggers, der bl. Andet sagde, at naar det blot bliver gjort Slesvigholstenerne muligt selv at gribe til Vaaben, saa ville de ikke lade vente paa sig.
33 i Kiel forsamlede Embedsmænd, meest Præster og Advokater, have besluttet at nægte Hyldingseden.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 24. november 1863).
Fra Altona berettes i Hb. C. i Løverdags, at Universitetet i Kiel efter Forlydende har besluttet, ikke at aflægge den inden 3 Dage forlangte Hyldingseed til Kongen. Til Hb. N. skrives, at det er "de første Mænd" ved Universitetet (som ogsaa altid have været de første til at gjøre Oprør), omtrent 18 i Tallet, samt flere Medlemmer af Overappellationsretten, fremdeles nogle Geistlige, flere Communalembedsmænd og næsten, mindre kunde det ikke være, "samtlige Advocater". Ved de stedfundne Raadslagninger har ikke een Stemme hævet sig for at aflægge Eden. I Søndags tilføies i en anden Skrivelse "fra Holsteen", at den (saa hensigtsmæssige) Befaling, at indsende Eden inden 3 Dage har vakt den almindelige "Entrüstung". Formodentlig ønskede man sig ikke fra Embede saa hurtigt. Men der sees, at de gode Herrer have været tilstrækkeligt modne til at rystes af. - "Inden faa Dage, truer man, vil det nu vise sig, at det meget store Fleertal af de Holstenske Embedsmænd ikke anseer denne Eedsaflæggelse forenelig med "deres Samvittighed", da den tidligere af dem aflagte Eed gjaldt Kong Frederik den 7de og hans legitime Arvesuccessorer." Præsterne, bemærker Søndags-korrespondenten, ere "endnu paa særegen Maade drevne ind i disse Samvittighedsspørgsmaal". Istedetfor "at overlade" til dem at bede for "Landsherren", er der pludseligt opgivet dem, at optage Kong Christian den 9de, Dronningen osv. i Kirkebønnen." Men "ogsaa i den Henseende ville vi snart erfare" hvad "de Geistliges Samvittighed har budt dem at gjøre". Vi vide det alt.
- - -
En Dame, som havde couleurte Baand paa sin Hat, blev i Løverdags i Kjøbenhavn forfulgt. Vi finde det høist besynderligt, at Ingen har taget den ængstede Dame i Beskyttelse mod dette Pøbelangreb. Det er jo vitterligt, at der ingen Dansker, som ikke oprigtig sørger over Kong Frederik den Syvendes Død, men vi vide tillige, at ikke Alle have lige Evne til at vise Sorgen i deres Klædedragt. Dertil kommer, at der dagligt komme Fremmede til Staden, som man ikke kan fordre strax skulle møde i Sørgedragt. Dette Sidste var Tilfældet med ovennævnte Dame, som samme Dag var ankommen fra Udlandet. Vi ville haabe, at naar slige Optrin skulde finde Sted, enhver Retsindig da vil tage sig af Offeret for samme. (Folkets Av.)
Fra Kiel skrives til "Fdl", at den bekjendte pastor Schrader, istedetfor at holde den foreskrevne nye Kirkebøn, I Søndags til Aftensang har sagt fra Prædikestolen: "Durch den tödtlichen Hingang Friedrichs des Siebenten ist ein neues Kirchengebet befohlen worden. Ich aber, als rechtschaffener Mensch, kann es, so wahr mir Got helfe, und weil ich es vor Gott und meinem Gewissen nicht verantworten kann, der Gemeinde nicht mittheilen."
Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 25. november 1863).
På dansk sagde pastoren noget i retning af: "På grund af Frederik den Syvendes død blev der beordret en ny kirkebøn. Men, så hjælpe mig Gud, kan jeg ikke som et retskaffent menneske, og fordi jeg ikke kan stå til ansvar over for Gud og min samvittighed, meddele den til menigheden." Dette og andre forhold fik fatale konsekvenser for pastor Schrader, se kommentaren til et tidligere bragt indslag.
Den holstenske biskop Wilhelm Heinrich Koopmann offentliggjorde senere i skriftet "Meine Rechtfertigung gegenüber den Verdächtigungen der Kreuzzeitung, in Betreff meiner Stellung zu unserer Landessache" (1864) det brev han havde sendt til ministeriet for hertugdømmerne Holsten og Lauenburg. Heri gjorde han rede for problematikken i at aflægge ed.
