Arbejdermøde i Kjøbenhavn den 25de October. (Efterskrift til Politivennen)

Arbeidermødet i Kjøbenhavn, den 25de Octbr.: "Iaften har der været afholdt et Møde i Tømmerkroen for "den danske Afdeling af Internationale", for at vælge Sectionsformænd for Cigarmagerne. Der blev valgt 5 Formænd: Gletscher, Jensen, Hendriksen, Christensen og Petersen. Hr. Brix ledede Forhandlingerne ved M. A. Sommers Assistance. Talerne vare Sporvognsconducteur Jacobsen, Cigarmager Hendriksen og Sommer. I megen Ro og Orden discuteredes flere Spørgsmaal. Cigarmagernes Forening "Enigheden" viste Imødekommenhed, saavel fra Bestyrelsen som Medlemmernes Side til al træde ind i Internationale, da dens Love vare omtrent eenslydende med Foreningen "Enighedens" og Hensigten den samme. Man yttrede Ønske om at faae Bladet "Socialisten" til at blive et Dagblad, for at man kunde undgaae at fyldes med Modstandernes Sandhedsfordreielser, der daglig fremkom især i "Folkets Avis" og "Dags-Telegraphen", der meest læstes af Arbeiderne. Der blev svaret, at Bladet endnu ikke var saa udbredt, at det kunde bæres som et Dagblad, da det ikke kunde gjøre Regning paa Avertissementer, men at forskjellige Blade, navnlig "Aarhuus Amtstidende", vilde være gavnlig for Arbeiderne at holde. 

Jacobsen talte om Fordommene mod Socialismen, og at Modstanderne vilde betragte dem som Oprørere, Mordbrændere i Lighed med Communen i Paris; men det var slet ikke den danske Arbeiders Hensigt at tiltvinge sig Rettigheder ved Voldsgjerninger. Kun ad Lovlighedens Vei søgte han at komme til sin Ret. Det var ikke tilstrækkelig blot at saae en forhøjet Arbeidsløn eller ved en Skrue at tvinge Kapitalisterne til at give mere for Arbejdet; thi dette kunde kun være en øjeblikkelig Hjælp, men det gjaldt særlig om at komme til sine politiske Rettigheder, der ogsaa vilde fremme de borgerlige. 

Cigarmager Hendriksen, der som Medlem af Bestyrelsen for "Enigheden", glædede sig over de vundne Resultater, at der havde viist sig saa stor Enighed og Tilslutning til "Internationale", da hiin Forening kun kunde virke til et virkeligt Gode, hvis den i Et og Alt sluttede sig til "Internationale": enestaaende for sig selv vilde den ikke formane at udrette saa meget. Nu gjaldt det om, at der ikke var nogen Spaltning tilstede; men at alle Foreninger, som bestode her i Landet af Arbejdere, sluttede sig sammen. Det glædede ham, at Foreningen "Enigheden" ikke var et tomt Navn, men at det havde viist sig, at den virkelig bestod af enige Medlemmer. Han oplæste et Brev fra "Internationales" Bestyrelse til Bestyrelsen for Foreningen "Enigheden".

Jacobsen fremkom med en Bemærkning om den broderlige Arbejderforenings Program, som var udstedt af Lucianus Kofod; han "matte sige, han forstod det slet ikke, thi der var vel sagt, at Arbeidernes Løn burde forhøies, men paa hvad Maade havde det ikke givet tilkjende. Der var hverken omtalt en normal Arbeidstid eller Arbeidsløn, og slet Intet om de politiske eller borgerlige Rettigheder. For ham stod dette Program som et -"Humbug". Nu da "Socialisten" havde draget Arbeidernes berettigede Fordringer frem, nu kom man med Forslag paa Forslag fra alle Kanter, der dog meest gik ud paa at stikke Arbeiderne Blaar i Øinene, og som aldrig vilde lede til gode Resultater, nu maatte man vogte sig for at blive adsplittet i Hobe, men bestandig have det for Øie, at virke til det fælles Maal i sluttet Forening.

Sommer talte om Oplysningen, hvor vigtig den var for Arbeiderne. Det var ved Kundskabens Magt, man havde gjort Arbeiderne til Trælle og Slaver, og først naar Arbejderen selv indsaae, hvor nyttig Dannelse og Kundskab var, kunde han blive skikket til at afryste det Aag, man havde lagt paa ham, saalænge han var i en uoplyst Tilstand. Man vilde øjerne betragte Socialismen som et Oprørselement i Samfundet, men den, som forstod den sande Socialisme, vilde finde den i Christendommens Grundvold. Jesus Christus var den første sande Socialist, det var hans Lære, at den ypperste iblandt os skulde tjene, - og ikke herske - det var ham, der sagde: vi ere alle Brødre, og at en Arbeider er sin Løn værd. Det var kun ved Forførelsens Kunstgreb, at man havde tilranet sig Magten over de lavere Klasser, som man havde holdt i Uvidenhed og derfor kunde bruge dem som Slaver og Trælle. Dersom Arbeiderne nu gik frem i Ro, Orden og Besindighed, saa maatte og skulde de seire, thi Tiden var der, den Tid, da Christus vilde antage sig de Forurettede og Underkuede, og naar vi i Forening bestræbte os for, Enhver efter sine Evner, enten man arbejdede med Haand, Mund eller Hjerne, at holde Bevægelsen indenfor Lovlighedens Grændser, saa vilde Han, som antager sig de Underkuede, staae bag ved og lede Sagen til Seir. Men Arbeiderne havde været holdte i Mørke ved deres Lederes Forførelse, og derfor burde saadanne Mænd, som hidtil havde hersket over og ikke tjent Arbeiderne, ikke længere indlage denne Plads (Stemmer: Rimestad skal væk), og eiheller beklæde den Plads i den lovgivende Forsamling, hvor man hidtil endnu aldrig havde hørt dem tale et Ord, der kunde virke til at forbedre Arbeidernes Kaar. Stod det ikke i vor Magt snart at faae dem fjernede fra denne Plads, saa maatte der arbeides ivrigt for at faae dem bort til det første nye Rigsdagsvalg. Det glædede Taleren at see, at saa stor en Enighed iaften havde viist sig blandt Arbeiderne og blandt de Mænd, som de nu havde skjænket saa fuldkommen Tillid, saavel Bestyrelsen for "Internationale" og dem, som de havde valgt til Sectionsformænd, og Enhver, som offrede sig for Arbeiderne for at klare Begreberne i denne bevægede Tid, og sluttede med at ønske al Held og Lykke til dette Foretagende. 

Jacobsen udbragte herpaa et Leve for "Internationale" og dens Bestyrelse, der besvaredes med 3 levende Hurraer. Hr. Brix sluttede derpaa Mødet, idet han takkede for den Tillid, Forsamlingen havde viist ham. Forsamlingen udbragte et Leve for Hr. Brix. 

Da Sporvognselskabets Tjenerpersonale, Conducteurer og Kudske, Staldkarle etc. ikke kan samles inden efter Kl. 12 Midnat, saa overlodes det Jacobsen at faae valgt de tilbørlige Formænd for disse Sectioner. 

Man yttrede Ønske om snart at faae et stort socialistisk Møde bragt tilveie her i Kjøbenhavn. Mange Medlemmer bleve indtegnede.

(Aarhus Amtstidende 28. oktober 1871).

Arbeiderforholdene i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Herom skrives til os under 22de ds.: "Den hele Bevægelse omfatter væsentlig kun Haandværkssvende og Fabrikarbeidere, idet for den almindelige Arbejderbefolkning Daglønnen efter Aars tiden og Behovet er mere skiftende. Ifjor for Exempel, da vor Havn havde saa stor Extratrafik paa Grund af den franske Blokade, steg Daglønnen for Arbeidsfolk fra de Sædvanlige, 6 a 7 Mk. til 10 a 12 Mk. Haandværkssvendene derimod søge i Almindelighed nogenlunde stadigt Arbeide hos faste Mestre, og disse paa deres Side holde ogsaa i egen Interesse saavidt som muligt et fast Antal, hvilke de, naar ikke i en given Tid bestemt bestilt Arbeide haves, søge at sysselsætte ved at lade dem arbeide til Boutikssalg. De Fabrikarbeidere, som have tilegnet sig visse techniske Færdigheder, ere selvfølgelig de fasteste af Alle; men de fleste herværende Fabriker ere ikke saa store, at de have mange af saadanne Folk, hvorimod endeel af deres Personale ogsaa kun kan komme i Klasse med almindelige Arbeidere; det største Etablissement af den Natur maa vel være Statens Jernbanebedrift med tilhørende Værksteder. Allerede kort efter at "Socialisten" i August var begyndt at udkomme i Kjøbenhavn, mærkedes det, at der var Forbindelse tilstede med nogle Haandværkssvende her i Byen, navnlig blandt Snedkerne, og dette forklares maaskee ved, at nogle af de socialistiske Personligheder, hvis Navne forekomme blandt Bevægelsens Mænd i Hovedstaden, tidligere have forsøgt at slaae sig op i forskjellige andre Retninger her, saaledes navnlig en forhenværende Kjøbmand Mundberg, en kjøbenhavnsk Journalist o. Fl. Disse have mulig havt nogle Bekjendtskaber iblandt de mindre rolige Hoveder. Sagen vakte imidlertid kun liden Opmærksomhed, fordi, som det senere skal omtales, en rolig Betragtning vistnok paa alle Sider maa komme til den Erkjendelse, at hvor meget man end kan ønske, at Arbejderen maa kunne arbeide sig frem til bedre Kaar, saa ere Betingelserne for en "Skrue" virkelig ikke tilstede her.

Den Opsigt, som den Burmeister & Wainske Affaire vakte, kastede imidlertid et vist Skjær over et Skridt, som ellers temmelig sikkert vilde være gaaet meget uændset forbi. Her blev i forrige Uge indbudt til et Arbeidermøde, og dette var meget talrigt besøgt baade af Arbejdere og Nysgjerrige. En Smedesvend Carstensen optraadte baade som Dirigent og som Ordfører, og i den sidste Egenskab fremførte han en god Portion af de almindelige Sætninger, som under Internationale's Fane ogsaa nu prædikes i Hovedstaden. Det hele Møde var dog temmelig resultatløst; der viste sig vel at være et hundrede Individer, som havde stillet sig under den socialistiske Fane; men Mange, og selv Ordføreren, syntes hellere at ville gaae paa egen Haand; Meningen var nærmest, at man vilde danne en særlig Forening, som ved Sammenskud skulde samle en Capital, hvormed i Tiden "en Skrue" kunde sluttes. Man indsaae altsaa, at for Øieblikket kan der kun gjøres forberedende Skridt, og det er dog et Tegn paa Besindighed. Thi Sagen er, at det stunder mod Vinteren, og i adskillige Haandværk vilde Mestrene snarere være tilfredse end det Modsatte, hvis endeel af deres Svende vilde befrie dem fra den moralske Forpligtelse, som de til en vis Grad føle, med Hensyn til at beholde det størst mulige Antal Arbeidere i den lidet travle Tid. Snedkerne f. Ex. have for en stor Deel deres Hovederhverv ved Bygningsarbejde Vinduer, Døre etc.), hvorimod Meubler for en stor Deel give dem liden eller ingen fortjeneste; desuagtet arbeide de paa Meubler om Vinteren for at holde Folkene. Da derhos vore Haandværkere kun i ringe Grad, og om Vinteren slet ikke, ere under Contractsforpligtelser for større Leverancer, saa kunne de selvfølgelig holde længe ud, kunne drive deres Forretning saa smaat, som det skal være, uden at udsættes for Tab, naar endeel Svende gaae fra dem. De vigtigste Betingelser for, at en Skrue skal kunne gjøre Virkning, mangle saaledes fuldstændigt ialfald for Øieblikket. Mere Betydning har den hele Bevægelse maaskee i politisk Retning, idet den bekjendte bondevenlige Agitator, Skoleforstander Bjørnbak, gjør sit Bedste for at drage de bevægede Gemytter over i sin Leir. Igaar Aftes afholdtes atter et Møde, hvor foruden Arbejderne kun han og et Par andre Tillidsmænd vare tilstede. Man stiftede der en international Arbejderforening for Aarhuus og paa Grundlag af "de kjøbenhavnske" Love for den internationale Arbejderforening for Danmark og af de omdeelte "Generalstatuter" og reglementariske Bestemmelser for Arbeiderforeningen Internationale". Det blev imidlertid fra alle Sider udtalt, at denne Forening vilde beholde en selvstændig Charakteer, aldrig gaae med i statsopløsende Retning og kun virke sammen med den store Forening i Spørgsmaal, som gjælde Forbedringen af de arbejdende Klassers Stilling i Samfundet. Foreningen skal nu tælle ovre 200 Medlemmer, og den har valgt en Bestyrelse paa 12 Medlemmer blandt Haandværker- og Fabrikarbeiderstanden. Ogsaa fra anden Side er man imidlertid i Bevægelse; den allerede i nogen Tid bestaaende Huusholdningsforening, der virker med Held i sin specielle Retning, har sammenkaldt et Møde til iaften, og denne Forening, der i længere Tid har staaet i Forbindelse med de bedre Dele af Arbejderbefolkningen, og som bestyres af meget besindige og dog varmtfølende Mænd, vil maaskee bedre end nogen Anden være istand til at fremkalde en rolig Overvejelse og sund Oplysning hos den store Deel af Befolkningen, saaledes at denne ikke bliver et Rov for politiske Partiintriguer eller for egennyttige Agitatorers Udplyndring.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. oktober 1871).

Arbeidermøde i Kjøbenhavn 4de October 1871. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Indbydelse i Extranummeret Nr. 12 af "Socialisten", samledes i Onsdags Aftes Kl. 8½ i Salonen "Phønix" saa mange Arbeidere, som Salen kunde rumme. I over 1½ Time forud for Mødet var Helliggeiststræde saa overfuldt med Mennesker, at det var en Umulighed at trænge sig igjennem. Dette beroede paa, at Phønixværten Hr. Rasmussen havde sendt Bud til Politiet om Tilladelse til at afholde dette Møde, men Svaret udeblev, og derfor blev Dørene først aabnede, da Hr. Brix kom og garanterede for Følgerne. I faa Øieblikke vare alle Pladser besatte, og naar der har været omtalt, at der mulig var 1000 tilstede, saa maae vi tilføie, at 17 a 1800 bedre vilde passe. Der var solgt omtrent 1400 Billetter, hvoraf henved 1200 vare afleverede, og der maae saaledes have været c. 200, som ikke kom ind itide, men der var ogsaa en Mængde Ikkearbeidere tilstede, som trængte sig ind uden Billet.

Udgiveren af "Socialisten", Hr. Boghandler Brix, aabnede Mødet, Poul Geleff valgtes til Dirigent, og Hr. Brix fik først Ordet, og skildrede tydelig og klar i et kort Foredrag, hvorledes Arbeidsstandsningen var foregaaet paa Dhrr. Burmeister & Wains Fabrik, hvorpaa han oplæste de Fordringer, som Arbejderne stillede:

1) De 3 af de omhandlede 4 Kvartermænd afskedigedes;
2) Der skeer en Forhøielse i Lønnen af 1 sk pr. Time;
3) Alle de afskedigede Arbeidere, uden Undtagelse, antages til Tjeneste.

Foredraget fulgtes helt igjennem med levende Interesse og hyppige Bifaldsraab. En af Tilhørerne spurgte om, hvorvidt Firmaet havde vist sig villig tit at træffe en Overeenskomst, - dette besvaredes benægtende.

Mekanikus Rasmussen (tidligere bosat i Horsens) gjennemgik i et klart Foredrag hele Fabrikens Historie. Han havde kjendt det siden det blev anlagt og indtil Dato. Tidligere var der aldrig Klage over Behandlingen eller Lønnen, men siden Hr. Wain, der i daglig Tale kaldtes: "den Graa" - (Stemmer: Engelskmanden), - havde begyndt at nedsætte Arbeidslønnen, var der stadig Klage (Bifald). Man paastaaer, at en Tredjedel af Fabrikens Arbeidere nyde Fattigunderstøttelse og det er høist nedværdigende og et Bevis paa en alt for ringe Løn. Desuden tog Firmaet for sine Skibe indtil 10,000 Rd. mere end i England, hvor Arbeidslønnen var mindst 5 sh. eller over 2 Rd. om Dagen for 10 Timer, der fik kun Arbejderne 7 sk indtil højst 11 sk i Timen, Hvilket for den almindelige Arbejder kun udgjorde 4 Mk. 11 sk, hvoraf han umulig kunne leve med Familie. Taleren var ikke Kommunist, og han ansaa det for farligt, naar Alle skulle dele, thi saa vilde det føre til, at Ingen fik Noget, men der maatte kjæmpes for, at Arbejderens Stilling blev målelig og at han kunde føle sig selvstændig og ikke skulde nyde Fattigunderstøttelse, og at hans børn maatte nyde en bedre Undervisning i Skolerne; han havde selv kun lært i en Landsbyskole, men dog meget bedre end børnene nu fortiden lærte i Skolerne her i byen. (Levende bifaldsraab).

Maskinarbeider Lundbek fremhævede, at det det nu kom an paa, var, at Arbejderen tog Sagen med Ro og besindighed. Det var et vigtigt Anliggende de vare samlede i, og derfor burde der særlig lægges Bind paa Orden, at Selskabet nu kunde organiseres og sluttes tæt sammen, og staae hinanden bi efter Evne. Ved Ro og Orden afvæbne vi vore Overherrer, at de ikke skulde faae Anledning til at kalde os Urostiftere. Der var ikte Tale om, at kapitalisterne skulde afstaa deres Kapitaler til Arbejderne, men de burde lønne dem saaledes, at de kunde leve selvstændige uden at være nødte til at søge Fattighjælp, thi det voldte Sløvhed og Død, men Arbejderne ville leve uden at tigge. De Store kunde sagtens give 1000 Rd. i Fattigskat, hellere end at give høiere Løn. Det var en fin Politik, thi derved vandt de, at Arbejderne, som kom under Fattigforsørgelse, mistede deres Stemme og politiske Retligheder og bleve stavnsbundne af Nød.

Civilingeniør Rasmussen gjorde Forsøg paa at klare Spørgsmaalet om Kapital og Arbeide, men blev saa ofte afbrudt, at han kun med Nød fik sagt, at Kapitalen sad i Arbejderens to Hænder og i hans hjernekiste. (Stemmer: Det gjælder om at faae Arbeiderne anerkjendte som Medlemmer af Samfundet), hvis Arbejderne ikke havde disse to Kapitaler, - han slog Hænderne sammen - , og forstod at lægge sin hjernekiste iblød (med et Slag for Panden) saa vilde Pengeposemanden ikke kunne kjøbe Landsteder og hest og Vogn, men det var Arbejderne, der var i besiddelse af den sande Kapital. (Uro og Forstyrrelse). Lundbeck opmuntrede til Ro, der vilde vare den halve Stier. Dirigenten bad om Orden, thi ellers maatte Mødet haves.

Missionær M. A. Sommer holdt et længere Foredrag, som vi efter forskjellige velvillige Meddelelser se os istand til at gjengive omtrent ordret: Det er ofte bleven sagt - saaledes begyndte Taleren - at Enighed giver Styrke, men nu er det jo det belejlige Øieblik til at gjøre brug af denne Enighed, thi det er Nøden, der nu drager Arbejderne sammen, hvad ere vi samlede her for iaften. Er det for at gjøre Oprør og Spektakel, Nei. - Det er for at overveje et Livsspørgsmaal, om Arbejderne skulle have brød eller Død. Vi maa erindre det er ikke Arbeiderne, som have nedlagt Arbeidet af Trods eller af Driverlyst. Det er Arbejdsgiverne, som have kastet 300 fattige Arbejdere paa Døren, for at overlade dem til Nød og Sult. Det ligger ikke i den danske Nation at ville gjøre Oprør, hertil er den for besindig. Det er de Fremmede, som ere komne her ind i Landet og ere blevne rige ved Arbejdernes Slid og Sved, der nu ville bøie Arbejdernes Nakke haardere under Aaget, og prisgive dem til Fattigforsørgelsen. Men vi kan trøstig sige: at Arbejdernes Raab er kommen ind for den Herre Zebaoths Øren, og han vil ogsaa i Nødens Stund aabne Udvei for dem, og opvække brødrenes Hjerter til at skjænke dem Understøttelse, at deres Familier ikke skulde henfalde til Fortvivlelse. Vi maa betænke, at disse brødløse ikke ere Folk, som ønske at henslæntre Tiden, uden Arbeide. De søge kun at faa Arbeidet saaledes betalt, at de kunne ernære dem selv og Familie i al Tarvelighed. Deres Fordringer ere tilvisse ikke ubillige og kunde meget godt efterkommes af Arbejdsgiveren. Men nu gjælder det om, at deres brødre ikke svigter dem. Ja selv om det skulde ske med Indskrænkninger, ville dog vistnok mange række en hjælpsom haand for at afværge Nøden. Det er ingen Spøg, naar 300 Arbeidere med Familie, som ikke har mere end af haanden og i Munden, nu ere brødløse. I Nøden skal man kjende Vennerne, og i Nøden vil maaske Mange nu lære af hjertet, at bede om det daglige brød, og den Fader, som opholder alle Ting og ikke lader en Spurv falde til Jorden uden hans Villie vil ogsaa velsigne bønnen. Men skal Arbejdernes Kaar forbedres, saa gjælder det om, at faa Repræsentanter i Folketinget, som kan tale deres Sag, at det ad Lovlighedens Vei kan blive ordnet, og særlig maa man se at faa den Paragraf i Valgloven forandret, der fratager Arbeideren sin Stemme, hvis han har nydt Fattigunderstøttelse. Det maa ikke være en Skam for en flittig Arbejder, med en stor Familie, at han har været nødt til at nyde offentlig Understøttelse, thi som Arbejdslønnen nu et i Forhold til Livets første Fornødenheder, har man jo tvungen mangen ærlig Mand til at søge en Understøttelse, som han ellers vilde afskye. Derfor maatte Enighed nu gjøre dem stærke, at dette kunde sættes igjennem. Taleren var vistnok ikke ukjendt for Forsamlingen (Nei, Nei vi kjende Dem!) han havde arbeidet i mange Aar for at oplyse Arbejderne om deres undertrykte Tilstand, og ofte sagt de Store Sandheden, hvorfor han ogsaa havde siddet et Aar i Fængsel, men han var altid villig efter Evne, at arbeide for at Arbejdernes Stilling kunde forbedres. (Stærkt Bifald.) (Sluttes.)

(Aarhus Amtstidende 11. oktober 1871).

Arbeider-Mødet i Kjøbenhavn.

(Sluttet.)

Snedker Greis opfordrede til Indsamling til de Arbeidsløse og spurgte, hvor man kunde henvende sig?

Pensionist Bottrup havde siden 1858 talt Arbeidernes Sag og mente, at de burde slutte sig sammen. Det var Arbejderne, der tjente de uhyre Indtægter, som B. & W. have. Man burde ikke rette sig efter C. V. Rimestad, som i sin Tid var saa godt som smidt ud af Arbejderforeningen. (Stemmer, hvor er han, han skal smides ud!). Dirigenten anmodede Taleren om at holde sig til Sagen.

Lundbeck berettede, at det vel var fandt, at et Antal af 25-30 havde svigtet Dagen og i Forbindelse med "Bødlerne" atter optaget Arbeidet, men man maatte dog glædes over, at det var en saa lille Del, der havde vist sig vakkelvoren.

Snedker I. C. Berg holdt et vel ordnet Foredrag, der desværre ofte afbrødes paa Grund af, at han ikke kunde tale høit nok. Han vilde opfordre Enhver for sig til at handle i Overensstemmelse med Fornuft og Sandhed, og hverken se til Høire eller Venstre, eller lade sig raade af denne eller hin, da det gjælder om at benytte det belejlige Øieblik til at fremme og udbrede de socialistiske Begreber. Men vi maa slutte os sammen, som Arbejdere og Brødre, og staae hinanden bi. Danmark er kun et lille, men det kunde være et rigt Land, hvis ikke dets Rigdom opslugtes af den altfor store og vellønnede Embedsstand. Alt hvad Arbejderne kunde bringe tilveie ved deres Slid og Møie, fortæredes ved Geistlighedens og Embedsstandens Overdaadighed. Folketinget arbeider Aar efter Aar paa at forbedre og forhøie Embedsstandens Lønninger, men det gav aldrig Agt paa Arbejdsklassen, der alt for tidlig sled sig op i Nød og Kummer og ofte maatte efterlade Enke og Børn i en kummerlig Tilstand, og kun prisgivne til Fattigvæsenets Omsorg. Vi ere Alle Interessentere i Staten, og mindst af Alle kan den undvare Arbeiderne, derfor maa de være Ligeberettigede med Landets øvrige Borgere. Der findes ofte i Arbeidsstanden Folk, som ikke staa tilbage i Forstand og Dannelse for de Rige og Store, men formedelst Undertrykkelse og Fattigdom ere de tilsidesatte, baade i social og politisk Retning. Det er vel muligt, at vort Arbeide ikke vil bære megen Frugt for os selv, men vi ville haabe, at vore Efterkommere ville hædre vort Minde og nyde Frugterne. Den nu bestaaende Tingenes Orden og de nu bestaaende Love er snarere Uorden, naar vi skulle nævne Sagen med dens rette Navn. Men lad os opfylde den Pligt, der nu paahviler os og holde sammen og støtte hverandre. Der blev derpaa foretaget Afstemning og de tre ovenstaaende Punkter bleve enstemmigen vedtagne med stort Bifald.

Paa Snedker gjentagne Forespørgsel, hvor Bidragene skulde modtages, svarede Hr. Brix, Sekretæren for den danske Afdeling af "Internationale", at Bidragene modtoges paa "Socialistens" Kontor, Integade Nr. 1, da han i forening med Komiteen for de Arbeidsløse var villig til at fordele dem til de Trængende; og senere skulde der blive aflagt Regnskab derfor. Desuden opfordrede han de endnu paa Burmeister & Wains Fabrik Arbeidende at nedlægge Arbeidet, da Striken derved hurtigst og billigst vilde kunne gjennemføres.

Endnu talte Missionær Sommer et Slutningsord, hvori han fremhævede, at dette Møde var et staaende Vidnesbyrd for Modstanderne af Socialismen, da der havde vist sig en saadan Enighed og Beredvillighed til at komme de Nødlidende tilhjælp. Men fremfor Alt, lad ikke Modstanderne faa Noget at bebreide os iaften, at de skulle sige, som de gjerne ønsker at sige om Arbejderne, at det var Pøblen, der havde givet Møde, Nei, gaae Enhver rolig til sit Hjem, og vis, at dette Livsspørgsmaal, som iaften har været drøftet, har været en Alvorssag, og Gud vil da eiheller lade det savne paa Held og Lykke til dette Foretagende.

Hr. Andersen, et Medlem af Komiteen for de ledige Arbejdere, takkede derpaa for den lovede Hjælp, hvorpaa han udbragte et Leve for den danske Arbeider og for Hr. Brix. Kl. 10 hævedes Mødet og Enhver begav sig i Stilhed og Orden bort. Bruttoindtægten var 55 Rd. 5 Mk. og 12 sk.

(Aarhus Amtstidende 12. oktober 1871).

Striken paa Burmeister og Wain. (Efterskrift til Politivennen)

 Striken hos Burmeister og Wain.

Det var at forudse, at en saa uhørt Dristighed af Arbejderne, som den at forlange sire af deres Bobler afskedigede, maatte opvække Dusket hos de store kapitalister, der staar i Spidsen for Forretningen, om en Gang for alle paa en eftertrykkelig Maade at lade deres Undergivne forstaa, at de kun er Slaver, der har at taale enhver Behandling. Striken, som vi omtalte i vort sidste Numer, var derfor næppe tilende, før Fabrikanterne selv lavede et Efterspil, der lader til at skulle blive det vigtigste.

Som meddelt fik to af de fire Kvartermænd, der havde overfaldet Arbejderen, deres Afsked i Torsdags. Det fulgte af sig selv, at den halve Oprejsning, der gaves ved kun at afskedige to af Angriberne, ikke kunde tilfredsstille Arbejderne, og de, der var sysselsatte i Dokken, anmodede derfor i Lørdags den ene af de Tilbageblivende om at forlige sig med Arbejderne, men de foretrak begge at forlade Værftet. Klokken fire om Eftermiddagen meddeltes det imidlertid alle Arbejderne saavel i Dokken som paa selve Skibsbygningspladsen, at de kunde faa deres Løn og tillige, at Fabrikanterne afskedigede dem, hvilket bekræftedes ved svigende Udskrift paa Pengeposerne :

Til Underretning.

Da vi ser. at det ikte lykkedes at genoprette den fornødne Ro og gode Orden, der er nødvendig for Arbejdets uforstyrrede Fremme paa vor Skibebygningsplads, nægtet vi har imødekommet Ønsket, som Arbejderne der rettede til os i Torsdags - saa ser vi os nu nødsagede til herved at maatte stanse Arbejdet indtil videre paa vor Skibbygningsplads.

Kristianshavn, Lørdag den 30 September 1871.
Burmeister og Wain.

samtidigt med at Dhrr. Fabrikanter ikke følte deres Samvittighed besværede ved at gøre 300 Arbejdere brødløse, der i saa lang Tid har maattet bidrage til at spække deres Pengeposer, søgte de at sikre sig Storborgernes sædvanlige Forbundsfælle, nemlig Politiet, og dettes ædle Direktør, Hr. Etatsraad Crone, skyndte sig naturligvis at imødekomme Matadorernes Ønske. To Arbejdere blev arresterede om Lørdagen uden at have gjort sig skyldige i nogensomhelst Urolighed. Iblandt disse var en af dem, som Arbejderne havde udnævnt til at forhandle med Fabrikanterne, en Mand, der er almindelig elsket og agtet af sine Kammerater, fordi han, uagtet bedre stillet end de fleste, stedse har staaet paa deres Side og med Iver varetaget deres Interesser. Denne Mand, ved Navn Christensen, er forsvundet, hans Tøj er afhentet, og en af Mestrene (Saurbrey) har ladt sig forlyde med, at "han vilde ikke komme mere tilbage". Forskellige Henvendelser af hans Kamerater til Politiet har ikke ført til noget Resultat, og man vil derfor let kunne gennemskue, hvorledes Sagen hænger sammen. Saavel Arbejdsstandsningen som disse Arrestationer er blot et Forsøg fra de med Stokkemændene allierede Fabrikanters Side paa at forskrække Arbejderne og saaledes saa dem til at gaa enkeltvis ind paa en Genoptagelse af Arbejdet.

I Søndags samledes derefter en Del af de afskedigede Arbejdere og blev enige om kun at optage Arbejdet paa følgende Betingelser, som senere er tiltraadt af deres samtlige Kammerater:

1. De tre af de omhandlede fire Kvartermænd afskediges;
2. Der sker en Forhøjelse i Lønnen af 1 Skilling pr. Time ;
3. Alle de afskedigede Arbejdere, uden Undtagelse, antages til Tjeneste.

I Mandags blev der af Hr. Wain gjort forgæves Forsøg paa at overtale nogle Enkelte til at genoptage Arbejdet

(Socialisten 3. oktober 1871).

Burmeister & Wains Fabrik. Netop paa den Tid, da de noksom bekjendte Uroligheder udbrød blandt endeel af de i denne Fabrik beskjæftigede Arbejdere, vare d'Hrr. Burmeister & Wain ifærd med at udarbejde et heelt nyt Reglement for de mange Hundrede Arbeidere, som ere ansatte i deres Værksteder, bl. A. ogsaa sigtende til en deelviis Forkortelse af selve Arbejdstiden. De omtalte Uroligheder greb selvfølgelig forstyrrende ind i disse Overveielser; men efterat Arbeidet i hele Etablissementet nu atter er i fuldstændig Orden og regelmæssig Drift, have d.Hrr. Burmeister A Wain gjenoptaget de afbrudte Forarbejder og efter Samraad med nogle af deres dygtigste Arbeidere fastsat et heelt nyt Reglement i Fabriken, som træder i Kraft den 1ste Decbr. 1871, og som trykt er blevet meddeelt til Arbejderne. Ifølge dette Reglement vil den regulaire Arbeidstid i Fabriken uden Formindskelse i Arbejdernes faste Løn, blive noget kortere end hidtil, nemlig fra om Morgenen Kl. 6 til om Aftenen Kl. 6 med følgende Opholdstider: til Frokost fra Kl. 8 til 8½, til Middag fra Kl. 12½ til 11½. Om Løverdagen sluttes Arbeidet Kl. 4, ligesom ogsaa Dagen for Paaske, Pintse-, Jule- og Store Bededag, men beregnes ligefuldt som hele Arbeidsdage. Paa de Dage, da der er Fyraften Kl. 4, beregnes 1 Time lig med 1 1/4 Time, hele Dagen til Kl. 9½ om Aftenen. Naar der arbejdedes efter Fyraften, ere følgende Bestemmelser vedtagne med Hensyn til Beregningen for Arbeidet: Hviletid fra Kl. 6 til 6½. Tiden fra Kl. 6½ til Kl. 9½ beregnes med 1/4 høiere Dagløn, fra Kl. 9½ til Kl. 5 om Morgenen med ½ Gang høiere Dagløn. Dernæst findes der i Reglementet fastsat nøiagtige Bestemmelser for Betaling af Arbeide ude i Byen, paa Reiser etc. Angaaende Optagelsen af Lærlinge bestemmer Reglementet, at ordentligviis, og naar Lejlighed dertil gives, have kun Arbejdernes egne Sønner fortrinsviis Adgang til Optagelse som Lærlinge i Fabriken. Enhver Arbeider med Familie, der vil gjøre Brug deraf, tilstaaer Fabriken frit Lægetilsyn ved den ved samme ansatte Læge, Dr. med. Obdrup, og enhver Medicin, der af ham foreskrives for Patienten, kan erholdes frit udleveret fra Christianshavns Apothek for Fabrikens Regning. I Reglementets næstsidste § (20) hedder det: "Fabriken gjør Regning paa, at enhver Arbeider ved tro Opfyldelse af sine Pligter vil bidrage Sit til, at Arbeidet ved dette Reglements Ikrafttræden og de dermed forandrede Arbeids- og Lønningsforhold, ikke fordyres paa en saadan Maade, at Concurrencen vanskeliggjøres, og det paalægges som en Følge heraf enhver Mester eller Formand nøie at paasee, at enhver Arbeider, som antages i Fabriken, strax atter fjernes fra samme, naar han ikke kan præstere Arbeide der kan berettige ham til mindst 9 Sk. pr. Time, ligesom ogsaa enhver Arbejdsmand, der ikke kan fortjene mindst 8 Sk. pr. Time; en Afvigelse herfra kan kun skee med Contoirets Indvilligelse." Som en Følge heraf er det fremtidig forbudt at antage nogen Forbundter eller ikke Udlært til Arbeide i Fabriken.

Efter de noksom bekjendte Begivenheder, hvorfor nogle af det her omtalte Etablissements værksteder for ikke længe siden vare Skuepladsen, og som endog i et Par Dage truede med at standse en betydelig Green af dets Virksomhed, var det os, og vistnok med os enhver Ven af Fred og Orden kjærkomment at erfare, at Urostifterne intet Held havde med sig, men at det trods deres Agitationer, hurtigt lykkedes at gjenoprette det gode Forhold mellem Arbejdsgiverne og Arbeiderne, hvorfor Burmeister & Wains Etablissement altid har været bekjendt. Et nyt Bevis herfor vil man finde i det nye Reglement, af hins vigtigste Bestemmelser vi her have givet et kort Uddrag, og som ikke blot - finde vi os overbeviste om - vil blive modtaget med Paaskjønnelse af Arbeiderne og bære gode Frugter for selve Fabriken, men hvori ogsaa forhaabentlig andre Arbejdsgivere ville see et følgeværdigt Exempel, givet af vort Lands største Industridrivende. Iøvrigt ville disse, som vi erfare, ikke blive staaende ved dette Reglement, men have allerede taget fat paa en ny Plan, hvorved de endydermere ville søge at forbedre deres Arbeideres økonomiske Stilling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. november 1871).

Refshaleøen under Dampskibet "Christian den Niendes" Afløbning den 12te April 1874. Tegnet af Carl Baagøe. Illustreret Tidende nr. 761, 26 april 1874.

Strejken var udbrudt 30. september 1871. Kvartermændene var  underofficerer fra flåden og underordnede funktionærer på Orlogsværftet der havde fulgt William Wain med over til B&W i 1865. Hvorfor værftsledelse fyrede de 320 arbejdere vides ikke med bestemthed. Værftets hoveddampmaskine var gået i stykker kort forinden, og derfor skulle der gennemgås en omfattende hovedreparation, inden arbejdet på værftet kunne genoptages. Kort efter blev flere af arbejderne dog genansat, og allerede en uge efter masseafskedigelsen var halvdelen af de over 300 fyrede atter ansat på skibsværftet.

De kvindelige Arbeidere. (Efterskrift til Politivennen)

Det moralske Grundlag for Samfundets Organisation er Familien; et smukt Familieliv beviser, at Samfundet er sundt. Familielivets gode Aand er Kvinden, svigter hun sit Kald, vil der heraf opstaae Forstyrrelser, som kunne blive farlige for Samfundet. Det er godtgjort, at Kvinden havde en ikke ringe Deel i Parisercommunens Udskeielser, og franske Forfattere forlange, at man bør arbeide hen til en Reform navnlig af den arbeidende Klasses Familieliv. Men forat dette skal kunne skee, er det nødvendigt, at man ogsaa skjænker den unge Arbeiderinde Opmærksomhed, at hun, for hun træder ind i Ægtestanden, ikke hengiver sig til Fornøielser, som have Lasten i deres Følge.

Nutidens Reformer og Opfindelser have ikke forbedret Arbeiderindens Kaar, om de end just ikke have forværret dem. Det er en flor og smuk Opgave for Menneskevenner at arbeide hen til, at den unge Pige trods hendes ringe Fortjeneste kan holdes borte fra Fristelserne og blive en dygtig Hustru i en Arbeiders Hjem. Af alle Arbeiderinder ere Tjenestepigerne heldigst stillede, ja i en vis Forstand maaskee for heldigt, idet Tyendeloven neppe længer giver Huusbonden den fornødne Myndighed, hvoraf igjen følger Mangel paa Lydighed og Respect hos Tyendet. Det bliver sjeldnere og sjeldnere at træffe et Tyende, som har tjent flere Aar paa eet Sted. Man tør derfor nok paastaae, at gaaer et Tjenestetyende tilgrunde, saa er det i de sjeldnere Tilfælde Samfundets, men for det Meste Tyendets egen Skyld, saameget mere som der f. Ex. i Kjøbenhavn findes et Tjenestepigehjem, hvor der kan opnaaes midlertidigt Ophold, indtil en ny Condition findes.

Ganske anderledes forholder det sig med de saakaldte Syersker, Syjomfruer, Sypiger eller hvad man vil kalde dem; de have ikke foruden deres Løn baade Kost og Logis, de maae ved deres Hænders Gjerning tjene saa meget, at de først og fremmest deraf kunne bestride Udgifterne ved deres Underhold. Men deres Fortjeneste er meget ringe; thi Concurrencen er stor. Det er nemlig ikke alene de egentlige Syjomfruer, der paatage sig saadant Arbeide; det er slet ikke ualmindeligt, at Damer, som ikke ligefrem behøve det for deres Udkommes Skyld, concurrere i at tage fremmed Sytøi, som det hedder, for af Fortjenesten at besørge deres Garderobe, maaskee ogsaa for at kunne gaae lidt oftere i Theatret. De kunne naturligvis arbeide billigere end de Stakler, som skulle leve udelukkende af Fortjenesten. Og hvor Meget kan der da fortjenes? Ja, det retter sig naturligvis efter hvilket Slags Sytøi, man kan faae. Hosekræmmerne i St. Grønnegade have stor Afsætning paa Lærredsbeenklæder til Søfolk. De sende Lærredet til en vis bestemt Kone, der beregner sig selv 2 sk for at skjære et Par Beenklæder til, og der betales 10 sk for at sye dem. Det er almindeligt grovt Lærred og derfor ubehageligt at sye i. Ved anstrengt Flid, ved at staae meget tidligt op om Morgenen og "hænge i" til Kl. 9 om Aftenen vil en dygtig Arbeiderske kunne sye 3 Par Beenklæder om Dagen og altsaa tjene 30 sk. For Tilskjæring og Syning af en Blouse betales 10 sk, for en Skjorte 12 a 16 sk. Dog er der ogsaa Skjorter, som kun betales med 8 sk. For Mansketskjorter betales der fra 24 til 40 sk pr. Stk., idet Betalingen retter sig efter Indlæger i Brystet. I Gjennemsnit kan en Syerske, der syer i Haanden, høist tjene 15 Rd. om Maaneden, syer hun paa Maskine 20 Rd. Men det er kun Foraar og Efteraar, at hun kan gjøre Regning paa fast Arbeide; om Sommeren og Vinteren maa mangen en dygtig Syerske tage tiltalte med daarligt Sytøi og være glad ved at tjene 10 Rd. om Maaneden.

Man vil heraf kunne see, hvor strengt og vedholdende en Syerske maa arbeide blot for at kunne leve, og at der Intet bliver tilovers til Nydelser eller Forlystelser. Det unge Sind trænger dog engang imellem til lidt Adspredelse; gaaer man forbi Tivoli en Søndag Aften, vinke de farvede Lamper uimodstaaeligt. I Reglen har Syersken begyndt at arbeide for Kræmmerne, medens hendes Forældre endnu levede, hun har med dem besøgt vore Forlystelsessteder; den Tid staaer for hende som en smuk Drøm, der aldrig mere skal blive til Virkelighed, nu da hun staaer alene. Da faaer en erfaren Veninde hende engang med ud "at more sig"; men denne Morskab bærer saa saare ofte Spiren til en sørgelig Fremtid i sig.

Den unge Pige bliver gift. En Haandværkssvend eller en Mand i en lignende Stilling faaer hende til Hustru; Udstyret er sædvanligvis taget paa Afbetaling, og nu skal der arbejdes inden det første Barn melder sig. Men hun har faaet Smag paa Forlystelser, og hun opfordrer sin Mand til at føre sig ud paa de forskjellige Forlystelsessteder - Entreen er jo saa billig. Men er man først kommen ind, skal der dog nydes Noget, man skal høre Sangerinder osv. Kommer nu den Tid, da Manden ikke mere har Penge tilovers til at anvende paa Fornøielser, bliver hun gnaven og trættekjær og fortæller Manden, at hun ikke har giftet sig for at blive "et Trældyr", at hun fortryder, at hun har giftet sig; thi hun førte et langt fornøieligere Liv som ugift, og har hun faaet Børn, kan man være Vidne til, at hun ogsaa lader sin Vrede gaae ud over de uskyldige Smaa. Hun skuer med et Suk tilbage paa en ikke ganske pletfri Fortid, og har intet Begreb om. at hun i Selvopoffrelse for Mand og Børn kan finde Opreisning og varig Tilfredshed. Rivningerne tiltage mellem hende og Manden, denne bliver kjed af de evige Bebrejdelser og søger til Værtshuset. Gjælden voxer, Assistentshuussedlernes Antal bliver større, Børnene faae daarlige Klæder og utilstrækkelig Føde. De voxe op i en tung Atmosphære af Utilfredshed og Mangel paa Gudsfrygt, deres Sind taber sin barnlige Uskyldighed og ungdommelige Frejdighed, det bliver bittert og misfornøiet, ja, Døttrene belæres af Moderen om, at de aldrig bør gifte sig; thi "det er det Dummeste, de kunne gjøre".

Og nu de Arbeidersker, som ikke blive gifte? De, som modstaae de lokkende Fristelser, føre et kummerligt Liv til deres Livs Ende, som i Reglen kommer tidligt; thi Sundheden lider ved den megen Stillesiden. De, som give efter for Fristelseme, gaae en endnu sørgeligere Alderdom imøde - og ende - det er endda ikke de alleruheldigste! - som Lemmer paa Almindeligt Hospital eller i et andet Fattighuus.

Det er ikke alene den knappe Fortjeneste, som bidrager til at lokke den unge Pige ud i Lastens, med pralende Giftblomster bedækkede Hængedynd; der er mange andre Factorer, som virke med, og den slibrige Literatur, som i de sidste 20 a 30 Aar er bleven omplantet fra fremmed paa dansk Jordbund, er ikke den mindst virksomme. De franske Publicister udtale sig i stærke Udtryk om, hvor meget denne Literatur har bidraget til at svække og demoralisere det franske Samfund. Lad det ikke gaae os ligedan! I en Artikel af Revue des deux Mondes om det "literaire Løsgjængeri", oversat i "Fædrelandet", hedder det: "Nutidens Roman har derfor sin Part, sin tunge Part af Ansvaret for de sidste Begivenheder. De Exempler, den har givet paa sine Kjeltringsstreger og paa aandelig Fordærvelse, har blændet og fortryllet en Mængde svage Aander, hvilke Samfundets og vor Tids upaalidelige Moralitet kun skjærmede daarligt mod deres egne Tilbøieligheder. Mange af hine Ulykkelige, som blot havde faaet deres moralske Opdragelse af saadanne Bøger, have banet sig Vej gjennem den virkelige Verden, som om den havde været hine plumpe og fordærvelige Opdigtelsers Verden."

De Dannede kjende Intet til denne Literatur og endnu mindre til de Veie, den afbenytter, for at skaffe sig Indgang i de lavere Klasser. Vi kunne forsikkre om, at den Literatur, som ikke averteres i Bladene, blomstrer frodigere end nogensinde, og at dens Colporteurer strejfe hele Landet rundt ligefra Skagen til Nakskov. I den sidste Tid skal der gjøres gode Affairer ved at udgive Paul de Kocks "samlede Værker" paa Subskription. Denne Literaturs Forlæggere udgive Alt paa Subskription og til en Priis af 2 Skilling Arket. Dens Colporteurer kunne findes i alle Smaagader og paa alle Bagtrapper, og Entreprisen skal efter Sigende betale sig fortræffeligt.

Spørge vi nu, hvad der, under disse Omstændigheder er gjort, for at lette navnlig de fattige Syerskers Kaar, saa maae vi svare: "Der er Intet gjort, det er den eneste Klasse, for hvilken der slet Intet er gjort." - Vi skulle villigt indrømme, at der her opstiller sig flere Vanskeligheder end andetsteds, men disse Vanskeligheder maae dog kunne overvindes. En Bestræbelse for at faae Sylønnen forhøiet, vilde neppe føre til Noget, uden ved en Formindskelse af Concurrencen, og man maatte derfor nærmest rette sin Virksomhed paa at aabne nye Erhvervsgrene for unge Piger.

Noget kunde i denne Henseende maaskee opnaaes, naar flere unge Piger med dertil fornøden Dannelse vilde søge Beskjæftigelse som Oversætterinder, skjøndt stort Udbytte kan ikke ventes heraf, da Oversættervirksomheden allerede er saa stærkt optagen, at det kun i ringe Grad vil lønne sig at forøge Arbejdernes Antal. Større Udbytte maatte der kunne ventes af at anvende Kvinder ved de mindre anstrengende Haandværk navnlig ved Skræderprofessionen. Allerede nu blive i Reglen alle Herreveste syede af Kvinder; hvorfor skulde disse da ikke kunne anvendes ogsaa til den øvrige Herreeqvipering? Ligeledes maatte man kunne benytte deres Hjælp til Bogføring for Haandværkere osv.

Men ikke alene ved Arbeide, ogsaa ved at gjøre det billigere for dem at leve vilde man kunne hjælpe de kvindelige Arbeidere, og man burde da følge det allerede givne Exempel og, ligesom der opføres billige Arbejder boliger nærmest for Arbejderfamilier, ogsaa opføre billige Arbeiderboliger for ugifte Kvinder. De Boliger, som Syerskerne nu beboe, ere enten at finde paa Kvister, i Kjældere eller Bagstuer, eller ogsaa boe de hos en Familie, som i Reglen har mange Børn, er fattig og ofte forlanger en gratis Haandsrækning af Syersken i hendes Fritid. Varm Mad er en Sjeldenhed for Syersken: hun lever saagodtsom udelukkende af Kaffe og Thee eller tyndt Øl og tør Kost, det vil sige Rugbrød med "skrabet" Smør paa og dertil ved høitidelige Lejligheder en Skive Ost. Denne Skildring er i sin Almindelighed ikke overdreven.

Det er naturligt, at Beboerskerne af en Arbeiderindebolig som den, vi tænke os, maatte staae under en vis Control og finde sig i at underkaste sig et Huusreglement. Controllen kunde ledes af en Damecomitee, og Reglementets Overholdelse paasees af en gift Inspecteur. Til Boligen maatte der høre en Vaske og Badeanstalt og en Strygestue. Hvert Værelse burde være meubleret med sunde, men anstændige Meubler, bestaaende af en Sovesopha, et Bord, et Par Stole og en Servante. Der burde i Reglen være to Syersker om hvert Værelse, og hver af dem derfor betalte 2 Rd. om Maaneden, Vilde en Syerske have et Værelse for sig selv, maatte hun betale 4 Rd. derfor. Byggedes der nu en Arbeiderbolig med f. Ex. 100 Værelser, vilde den aarlige Bruttoindtægt være alene af Leie 4800 Rd., og indrettede man Stueetagen til at udleies til Handlende, vilde Leien kunde blive endnu større. Selv om altsaa en saadan Bolig vilde koste mellem 70 og 80,000 Rd. at opføre, hvilket den ikke behøver at koste, saa vilde den aarlige Indtægt dog kunne blive over 5 pCt. af Kapitalen.

Endskjøndt den bekjendte amerikanske Velgjører Peabody har skjænket et Par Millioner Dollars til Opførelsen af Arbeiderboliger, og Tanken saaledes andetsteds er ved at blive virkeliggjort, er det dog maaskee muligt, at den ikke ligestrax herhjemme vil vinde Indgang i sin Heelhed, men at man først vil gaae forsøgsviis tilværks. For dette Tilfælde tillade vi os at henstille følgende Forslag til Overvejelse: Som bekjendt bliver der i Nyboder udparcelleret en stor Mængde Grunde, og paa mange af disse opføres der Arbeiderboliger. Naar man nu kjøbte Grundene i den tidligere Bjørnegade og Ulvegade, hvorpaa der staae Bygninger, som først ere opførte 1818, og saa udvirkede Finantministeriets Tilladelse til for Øiemedets Skyld at maatte lade Bygningerne blive staaende indtil videre, hvilken Tilladelse maaskee, i Lighed med, hvad der tidligere er indrømmet Vognmandscorporationen, vilde kunne opnaaes, saa havde man indtil videre Bygningerne for Intet. Med nogle Forandringer, blandt hvilke den, at der kun blev een eller et Par Indgange til hele Huusrækken, vilde man kunne faae ret brugelige Boliger for kvindelige Arbeidere. Det er naturligviis ikke her Stedet til yderligere at udvikle denne Plan; men vi have ikke villet undlade at antyde den.

Enhver veed, hvilken gavnlig Indflydelse et hyggeligt Hjem har navnlig paa Kvinden; men der er maaskee kun Faa, der gjøre sig nogen Forestilling om, hvor fordærvelig en Indflydelse det Modsatte medfører; vi skulle blot fremhæve, at naar Hjemmet er uhyggeligt, driver det Beboerne til at søge andetsteds hen, og der er neppe Tvivl om, at den unge Syerskes hyppige Færden paa Gaden, der ofte bliver faa fordærvelig for hende, for en stor Deel skyldes Uhyggeligheden paa det Sted, hun kalder sit Hjem.

Vor Tid har en smuk Tendens til at virke for Arbejderens aandelige og legemlige Velvære; det er paa Tide, at den stakkels Syerske ikke længer bliver Stedbarn. Hun fortjener Hjælp; thi hendes Kamp for at kunne friste Livet er som oftest haardere end Mandens, og det er jo tildeels hende, der skal opdrage Fremtidens Slægt af Arbeidere. Lad derfor Nutiden sørge for, at der ved denne Slægts Vugge fældes saa faa Taarer som muligt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. oktober 1871).