Johanne Vilhelmine Lippert. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tvv. En Enke anmeldte den 1ste d. M., at der Dagen iforveien var blevet frastjaalet hende et Par Gedeskinds Stavler og et Par Brunels do. samt flere andre Klædningsstykker, og at hun havde Mistænke til en ung Pige. der i to Dage havde gaaet tilhaande hos hende, men derefter var udebleven. Denne Pige kunde vel være omtrent 17 Aar gammel, havde blondt, kort afklippet Haar og var iført sort og hvidtærnet Nederdel, med en Strimmel forneden, brunt Liv, graat uldent Shavl og en brun Straahat. Ved dette Signalement blev Politiets Opmærksomhed henledet paa et tidligere straffet Fruentimmer ved Navn Johanne Vilhelmine Lippert eller Kern, som Dagen efter blev truffen i Dandsesalonen "Aftenstjernen". Hun havde i nogen Tid været uden Logis og om Natten drevet om paa Gaderne. Fredagen den 30te f. M. søgte hun efter Avisen Tjeneste hos den Bestjaalne og blev fæstet ugevis imod at ligge hjemme om Natten. Allerede da hun søgte Tjenesten, var det hendes Hensigt at begaa Tyveri hos Enken og derefter at udeblive. Om Fredagen fandt hun ingen Leilighed til at stjæle, og hun gik derfor om Aftenen ud paa Amager og tog Natteophold i en Gang i det Sted , hvor hendes Forældre bo. Lørdag Morgen indfandt hun sig atter i sin Kondition, og da hun om Eftermiddagen befandt sig alene i den Bestjaalnes Sovekammer, tilvendte hun sig de to Par Støvler, der stod paa en Hylde, og desuden flere andre Klædningsstykker, der dels hang paa Væggen, dels laa i en Kasse. Det ene Par Støvler trak hun paa, det andet pantsatte hun for 1 Rd., men dette var dog det eneste af de stjaalne Koster, hun gjorde i Penge. Rigsdaleren forbrugte hun til Fornøielser, Spise- og Drikkevarer. Den Tiltalte havde endvidere gjort sig skyldig i Løsgængeri. Hun har tidligere været straffet fem Gange for Tyveri, hvilken Forbrydelse hun flere Gange havde forøvet under saadanne Omstændigheder, at den maatte henføres under det Slags Tyveri, der i Straffeloven betegnes som grovt, og da hun endnu ikke er fyldt sit 18de Aar, er hun herfor bleven straffet med Fængsel paa sædvanlig Fangekost henholdsvis i 40, 60, 60, 30 og 80 Dage. Ved den nu af Kriminalretten afsagte Dom ikjendtes hun Straf af Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder.

(Dagens Nyheder 20. september 1872)

“Johanne Vilhelmine Lippert el: Korn; født i Kbh: d: 15/12 54 og indtil sit 18de Aar straffet 6 Gange for Tyveri; Leilighedstyverier. Mist: Prot. H. 211.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Dommen blev stadfæstet ved Højesteret 22. oktober 1872. Dansesalonen Aftenstjernen var åbnet omkring 1865. Dansesalonen Stjernen, eller kort: Stjernen. Den lå i Lille Regnegade. Lokalerne var oprindelig blevet benyttet af et dampkøkken for kvarterets fattige. Køkken og spisesale var tegnet af arkitekt J. D. Herholdt. I 1860'erne blev køkkenet omdannet til et danselokale med en stor gasstjerne (deraf navnet). Det var ikke et af byens fornemste etablissementer, og formentlig samlingssted for prostituerede. De dansende kvinder kom fortrinsvis fra Store og Lille Brøndstræde. Den 12. februar 1878 mødtes her en gruppe socialister som oprettede Socialdemokratisk Forbund med bl.a. C. C . Andersen, I. C. Hørdum og E. Wiinblad i bestyrelsen. A. C. Meyer blev senere valgt som forretningsfører. Den ældste af H. C. Lumbyes sønner, Carl Lumbye, dirigerede en overgang  på Aftenstjernen. Huset blev nedrevet omkring 1908 og vægmalerierne eksisterede da stadig. 

Et Bidrag til Spørgsmaalet om Kvindens Stilling. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de mange andre store Formaal, Socialisterne har stillet sig, er ogsaa Kvindens Frigørelse, d. v. s. Ligestillelse med Manden. Denne Ligestillelse bestaar selvfølgelig ikke i - som daarlige Witzmachere har ment det - at Kvinden faar Ret til at bære Mandfolkebukser eller uden Sky kan gaa ned ad Østergade med en stor Havaneser i Munden, nej, Kvinden skal vedblive at være Kvinde, men ved Siden heraf skal hun gives sociale og politiske Rettigheder, som stiller hende paa et lige Trin med Manden.

Der er noget ganske Ejendommeligt i at se det samme Samfund, der stedse i Tale og Skrift sætter "Kvinden" saa Højt og erkender den umaadelige Indflydelse og Betydning, hun har, baade for den værende og den vordende Slægt - at se dette Samfund saa lidet erkende, at Kvinden har sociale og politiske Rettigheder ligesaa godt som Manden. Spørg de Digtere, som i høje Toner har "sagt det saa tidt", at Kvinden er mægtig i Nord, om de da vil tillade hende at tage Sæde i Magthavernes Raad, og Du skal straks høre dem raabe: "Nej, aldrig i Evighed!" Spørg de søde Præster, som ved Vielsen paalægger Kvinden at dele Livets Sorger med Manden, om det ogsaa er deres Mening, at Kvinden skal have de samme Rettigheder som Manden ligeoverfor deres Ejendom, deres Børn, deres Familje, kort sagt ligeoverfor Alt - og Du vil se dem slaa foragtelige Krøller paa Næsen, og spørg saa de Festtalere, som ved alle mulige og umulige Lejligheder udtaler som deres Overbevisning, at Manden aldrig vilde vinde Ære, Magt og Anseelse, dersom Kvinden ikke var, om de da vilde tillade Kvinden at dele denne Ære, Magt og Anseelse, og Du skal se, hvilke Grimacer, de sætter op ved dette Spørgsmaal. Nej, al denne Talen om Kvindens Magt og store Fortjeneste er Nonsens, saalænge man kun lader det blive ved Talen. Vis af Eders Gerninger, i frie Digtere, I ædle Prædikanter, I varme Talere, at I anser Kvinden for ligestillet med Eder i alle Maader - da først kan I tale om hendes Magt og hendes anerkendte Betydning i Samfundet.

Det er Socialismens Opgave at frigøre Kvinden. Ved vise Love vil man betrygge hendes Stilling, saaledes at hun gives Lejlighed til at anvende sine Evner og Kundskaber ligesaa frit som Manden. Kvinden er et Menneske, ligesaavel som Manden, og derfor bør hun have de samme politiske Rettigheder og Pligter som han. Naar Samfundet forlanger, at Kvinden skal arbejde for sin Eksistens - ja, ofte endog arbejde for de Børn, Manden sætter i Verden - da bør det være i sin Orden, at Samfundet erkender hendes Ligestillelse med Manden, ti det gælder her, som overalt, at der ingen Rettigheder bør findes uden Pligter, og at der ingen Pligter gives uden tilsvarende Rettigheder! Nu har man i Aartusinder kun forlangt Pligter af Kvinden, nu er det bleven Kvindens Tur at forlange Rettighederne.

Vi betonede ovenfor, at Kvinden burde indrømmes politiske Rettigheder i samme Omfang som Manden, d. v. s. vi forlanger, at Kvinden skal stilles lige med Manden, hvor Talen drejer sig om Styrelsen af Landets Anliggender. Denne Fordring vil ved første Øjekast synes Flertallet af "Mændene" for ublu - naturligvis - og udenfor al sund Fornuft. Ved nærmere Overvejelse vil man dog maaske komme til et andet Resultat og indse, at Fordringen er fuldstændig berettiget. Vi skal til den Ende opstille et Par Eksempler. Den første politiske Pligt, Enhver har, er at svare de til Statens Styrelse nødvendige Skatter, og hans første politiske Rettighed er, at han selv deltager i denne Styrelse, altsaa i Anvendelsen og Anbringelsen af sin egen ydede Skat. Deri bestaar egenlig den hele konstitutionelle Frihed! Men naar dette er saa, hvorledes kan Staten da tage Skat af Kvinden, altsaa paalægge hende en politisk Pligt, og dog nægte hende Deltagelse i Anvendelsen af denne Skat, hvorved man altsaa nægter hende en velerhvervet politisk Ret? Enhver Kvinde, der her tillands har en Rente- eller Forretnings-Indtægt af mindst 400 Rd., maa svare Skat til Staten og ikke en Skilling mindre end Manden, og dog har hun ikke Spor af politisk Ret! Er der nogen Mening deri? Vi tror det ikke! Enten skal man sige: Kvinden har ingen politiske Rettigheder, og følgelig har hun heller ingen politiske Forpligtelser, eller ogsaa skal man respektere hendes statsborgerlige Ret, naar man forlanger, at hun skal opfylde en statsborgerlig Pligt! Dette synes ikke let at kunne afdisputeres !

Heller ikke forstaar vi, hvorledes man med nogen skellig Grund eller Ret kan nægte Kvinden sociale Rettigheder! I et saakaldet frit Land, hvor alle Hindringer og Skranker for Friheden tilintetgøres, er det noget Ejendommeligt at se Kvinden være Slavinde, og Andet kan man virkelig ikke kalde den danske Kvinde. Hendes Bryllup er ikke Andet end som en simpel Kontrakt, der oprettes imellem en Plantageejer og hans Slavinde. Med Undtagelse af Retten til at slaa hende ihjel, kan Manden behandle Konen nok saa despotisk som en Plantageejer behandler sin Trællekvinde. Vil Manden ikke arbejde for Børnene, kan Konen ikke tvinge ham dertil, og hun maa da ernære baade ham, dem og sig selv. Hun har ikke juridisk Ret til at raade over en halv Skilling, ja selv om hun var rig ved Bryllupet og han en fattig Stodder, er Pengene hans, og han kan efter Forgodtbefindende ødelægge dem eller spare dem, Alt som han selv vil. Det morsomste Bevis paa Kvindens Afhængighed, har man dog i Enkens Stilling hertillands. Naar en Kone har mistet sin Mand, bliver hun nemlig straks sat under en Lavværge d. v. s. en Formynder, og han raader og regerer da over hendes Ejendom, hun selv er ikke myndig nok dertil, selv om hun er 50 Aar gammel. Ogsaa i Familielivet er Kvinden mere Slave end Fri. Det er i Reglen Manden, som tilraner sig Børnenes Opdragelse, Uddannelse og endelige Anbringelse i Verden. Kvinden har ikke "Meget at skulle have sagt" i den Anledning. Det er ikke let at indse, hvor Nogen kan tale om Frihed i Danmark, saalænge Kvinden er under Aaget, som hun virkelig er det. Men se blot hen til Næringsloven. I den forbydes det Kvinderne at søge Borgerret indenfor Professionerne, hvilket ikke er Tilfældet i Sverrig, hvor en Dame meget godt kan vinde Borgerskab f. Eks. som Dameskomager og Lign. Man forbyder ligefrem Kvinden at skabe sig en selvstændig Eksistens. I Udlandet ser vi Universiteterne blive aabnet paa vid Gab for Kvinden; men herhjemme kan en Kvinde ikke vinde akademisk Borgerret, selv om hun maatte være nok saa rigt begavet og nok saa talentfuld. I nogle ganske faa Erhvervsgrene har Mændene været nødsagede til at lukke Døren for Kvinden, men man kan da være vis paa, at det er sket med det største Forbehold og de størst mulige Indskrænkninger. Skolelærerindeeksamen er saaledes - fraregnet det overflødige Latin og Græsk - langt strengere end teologisk Embedsexamen, og naar man ved, hvilke Fordringer der stilles til de kvindelige Fødselshjælpere, og ved, hvorledes de er "under Pisken", maa man forbavses over, at Nogen virkelig vil efterstræbe en saa byrdefuld Stilling.

I Udlandet besættes en Mængde Embedsposter med Kvinder, bl. A. Postembeder, Fattigkommissærembeder - men herhjemme er Døren overalt stænget for Kvinden. Følgen deraf bliver naturligvis, at de faa, specielt kvindelige Erhvervsgrene overfyldes, hvorved Kvinden maa begaa Forbrydelser eller forfalde til Løsagtighed, blot for at friste Livet, at Samfundet maa forsørge en Mængde Kvinder, som ellers kunde være det nyttige, men som nu Intet har kunnet komme til at lære og derfor heller Intet har kunnet komme til at erhverve sig, og at Familjelivet, at hele Samfundet, sluttelig gaar tilgrunde. Er kvinden fri og lykkelig, først da er Samfundet frit og lykkeligt !

Det er Socialismens Maal at bringe Kvinden den Frihed og Lykke. Derfor bør ogsaa enhver Kvinde støtte Socialismen af al sin Evne, og ikke alene støtte den for sin egen Skyld, men for sine Børns Skyld, for sine ufødte Slægters Skyld - for det hele Samfundets Skyld!

(Socialisten 11. september 1872).

Mishandling af Pleiebørn. (Efterskrift til Politivennen)

En Enke, hvis Mand var Sandpranger, og som er Eierinde af et Sted paa Jagtveien, har i Løbet af de sidste 12 Aar søgt Erhverv ved at have Børn i Pleie. Hun har indladt sig herpaa, uagtet de Lejligheder, hvori der gaves Børnene Ophold, tildeels ikke forsvarlig kunde benyttes til dette Brug. Hendes Leilighed har navnlig i de sidste Aar været en Kvistlejlighed, bestaaende af eet Værelse, 10 Fod dybt, 12 Fod 8 Tommer bredt og 6 Fod 9 Tommer høit, samt et tilhørende lille Kjøkken, og har hun med Familie, som bestod af en voxen Datter og en uconfirmeret Søn, havt et forskjelligt Antal Børn i  Pleie, til enkelte Tider 4 a 5 paa eengang. Leiligheden var derhos i høi Grad belemret med Rotter, og efter de fremkomne Oplysninger har Tiltalle forsømt Pleiebørnene med Hensyn til deres Reenlighed, for en Deel ikke ydet dem tilstrækkelig eller i alt Fald ikke tilstrækkelig god Føde, og ikke sørget for Lægehjælp til dem, naar de bleve syge. Et forholdsviis stort Antal af Pleiebørnene er afgaaet ved Døden, og dette vækker en ikke ringe Formodning om, at Dødsaarsagen har været den Behandling, hun lod dem blive tildeel. 

Blandt de Personer, der have givet Oplysning i Sagen, var en Kone, der, uden at kjende Tiltalte, henvendte sig til denne, efterat hun havde hørt fortælle om den usle Tilstand, hvori et lille Pigebarn paa 1½ Aar befandt sig. Da hun kom op i Leiligheden, sad Barnet paaklædt paa et Stykke Tæppe paa Gulvet, men i en meget ureenlig Tilstand, og da der var koldt i Stuen var Barnet forfrossent. Det havde Strømper paa Benene, men intet andet Fodtøi. To af Tæerne vare meget stærkt angrebne af Koldbrand, hvorfor der var viklet noget Gardintøi om dem. Konen forlangte Barnet udleveret og beholdt det med Moderens Samtykke. Barnet viste sig saa graadigt efter Mad, at det var tydeligt, at det ikke havde faaet tilstrækkelig Føde, men ved en omhyggelig Pleie lykkedes det den medlidende Kone at faae Barnet helbredet. Tiltalte havde dengang 4 Pleiebørn, hvoraf de ældste vare 6 a 7 Aar, men disses Tilstand syntes ikke at give Anledning til Klage. 

En anden Kone, der en Dag for 3 Aar siden var i Besøg hos Tiltalte, saae hende misjamdle et fireaarigt Drengebarn paa en oprørende Maade, fordi det ikke var reenligt; hun kastede det hen ad Gulvet slog det baade i Hovedet og andre Steder paa Kroppen, sparkede til det, dog kun iført Hosesokker, og derpaa, skjøndt det var midtd om Vinteren, kastede hun det ud i et koldt Kjøkken, hvor hun lod det blive i flere Timer, hvilken Mishandling dog ikke sees at have bevirket nogen blivende Skade for Barnet. 

Et Par Forældre, som havde sat 3 Børn i Pleie hos Tiltalte, toge dem efter Andres Raad tilbage efter 14 Dages Forløb, og det viste sig da, at Børnene havde manglet baade Føde og Reenlighed, og det yngste Barn, der kun var 4 Maaneder gammelt og som var blevet sygt, døde kort efter, hvilket ifølge Lægens Udsagn havde sin Grund i slet Behandling. 

En Moder, som ligeledes tog sit Barn tilbage, efterat hun havde fundet det liggende i vaade Bleer, fandt det hudløst over hele Bagdelen. En anden Moder fandt efter 6 Dages Forløb sit Barn saa forandret, at hun neppe kunde kjende det; da han foreholdt Tiltalte, at hun ikke havde sørget for Lægehjælp, svarede denne, at hun ikke vidste, at hun kunde henvende sig til Districtslægen, og at Barnet først var blevet sygt Dagen iforveien. Da Moderen Dagen efter atter indfandt sig for at bringe Barnet til Lægen, var det død om Morgenen. 

Et Barn, der efter 8 Dages Forløb blev saa sygt, at Moderen neppe kunde kjende det, antoges at lide af Mavebetændelse og maatte bringes paa Hospitalet, og Tiltalte vedgik at have forsømt dette Barn baade med Reenlighed og Mad. To spæde Pleiebørn, der døde, havde Spor af Rottebid paa Hænderne og i Hovedet; det antoges vel ikke, at disse Bid havde medført Døden, men paa den anden Side vare de rimeligviis bibragte forinden Døden. Børnenes Lig fandtes liggende, det ene i en Dragkisteskuffe, det andet i en Kiste.

 Ligeoverfor disse og lignende Tilfælde har Tiltalte vedgaaet, at hun ofte har ladet det mangle paa Reenlighed, men nægtet i de fleste Tilfælde at have ladet Børnene sulte. Til sin Undskyldning har hun paaberaabt sig, at Børnenes Forældre ikke leverede hende de nødvendige Klæder til Børnenes Reenholdelse, ligesom hun ogsaa anførte, at hun ikke har kunnet overkomme at passe Børnene, - men hertil kunde ikke tages Hensyn, da hun til enhver Tid eensidig kunde ophæve Forholdet. Skjøndt Criminalretten ikke fandt, at der mod hendes Benægtelse var tilvejebragt et tilstrækkeligt Beviis til at dømme Tiltalte for ved Uagtsomhed eller Forsømmelse at være bleven Aarsag til noget af Børnenes Død, kunde hun dog ikke undgaae at dømmes efter Straffelovens § 202, og fastsættes Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. september 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Carl Friedrich Heiberg (1796-1872). (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. i denne måned er i Slesvig en af ​​Slesvig-Holstens mest loyale patrioter dr. Carl Friedr. Heiberg, død efter længere, alvorlig sygdom. Heiberg blev født i 1796 i Klensbye i distriktet Gottorf, kom ind på universitetet i Kiel i 1817 for at studere jura, tog til Berlin året efter, hvor han primært koncentrerede sig om studiet af æstetik, rejste derefter gennem Sachsen, opholdt sig i Heidelberg i 1820 og vendte tilbage til Kiel efter en rejse gennem Michaelis i Schweiz samme år. Efter at have bestået embedseksamen i Gottorf med hæderlig udmærkelse i 1821, blev han 1825 udnævnt til underretsadvokat for Slesvig og Holsten, notar i 1830 og giftede sig i 1835 med Asta, grevinde von Baudissin, en klog og energisk kvinde, som var en sand støtte for ham i senere vanskelige tider. I mellemtiden fik den historiske retning af hans juridiske og filosofiske studier ham til at forberede sig på en akademisk karriere. Universitetet i Rostock tildelte ham titlen som doktor i jura for hans litterære bidrag til Heidelberg Yearbooks, Elvers' Themis og andre tidsskrifter. Da han skulle uddanne sig som privatlektor, blev han trukket ind i den politiske bevægelse i Slesvig-Holsten af ​​Lornsens optræden og arbejdede aktivt for sit fædreland som forfatter og foredragsholder. Han grundlagde Slesvig-Holstens Advokatforening, hvoraf han blev valgt til syndikus og sekretær. I 1842 blev han udnævnt til over- og landsretsadvokat. Indvalgt i den grundlovgivende forsamling i 1848 stemte han imod underkastelsen, hvorved han blev udelukket fra amnestien i 1851. Forvist fra sit hjemland rejste han til Tyskland på jagt efter en ny indflydelsessfære og vendte først tilbage til Slesvig efter den anden amnesti. Han fik dog ikke lov til at udøve advokatvirksomhed igen for Slesvig eller Holsten. Frataget sin indtægt grundlagde han 1857 en engros- og forlagsvirksomhed i Slesvig; Men hans voksende indflydelse på befolkningen og hans mere aktive holdning til landets anliggender førte til lukningen af ​​butikken i 1859 og 60. Som formidler af tysk litteratur og oppositionelle skrifter, der fremmede modstand i hertugdømmet Slesvig, havde det længe været en hindring for de danske myndigheders propaganda. I denne periode af sit liv fik doktor Heiberg også betydning for den tyske boghandel, og denne viste ham som bekendt, den tyske dannelses og ånds tapre fortaler i Norden, dens aktive anerkendelse i disse vanskelige tider. Efter Slesvig-Holstens befrielse fra dansk styre i 1864 blev han udnævnt til appelretsadvokat og notar af den højeste civile myndighed. I årene 1864-1866 var han aktiv i den snævre beskyttelse af de slesvig-holstenske foreninger, senere var han medlem af Venstres Centralvalgbestyrelse. Hans aftagende styrke afholdt ham fra at tage aktiv del i offentlige anliggender i hans sidste år, skønt han fortsatte med at interessere sig for dem indtil sin død. Loyal mod sit land i alle sine omskiftelser var han så heldig, at han ved sine dages ende kunne se ikke blot befrielsen af ​​Slesvig-Holsten fra fremmed herredømme, som han havde været med til at søge, men også den herlige forening af den tidligere splittede og magtesløse nation til det første kulturimperium i verden, hans drømmes højeste mål realiseret. Æret være hans minde!

Carl Friedrich Heiberg.

Am 16. ds. ist in Schleswig einer der treuesten Patrioten Schleswig-Holsteins, Dr. Carl Friedr. Heiberg, nach langer, schwerer Krankheit verschieden. Heiberg war im Jahre 1796 zu Klensbye im Amte Gottorf geboren, besog 1817 die Universität Kiel, um die Rechte zu studiren, ging im Jahre darauf nach Berlin, wo er sich namentlich mit dem Studium der Aesthetik beschäftigte, bereiste dann Sachsen, hielt sich 1820 in Heidelberg auf und kehrte nach einer reise durch die Schweiz Michaelis selben Jahres nach Kiel zurück. Nechdem er 1821 auf Gottorf die juristische Amtsprüfung mit rühmlicher Auszeichnung bestanden, ward er 1825 zum Untegerichtsadv ocaten für Schleswig und Holstein, 1830 zum Notar ernannt und verheirathete sich im Jahre 1835 mit Asta, Gräfin von Baudissin, einer geistvollen und thatkräftigen Frau, die ihm in späteren schweren Drangsalen eine wharhafte Stütze war. Inzwischen ward er durch die historische Richtung seiner juristischen und philosphischen Studien veranlasst, sich für die akademische Carriere auszubilden. Die Universität Rostock ernannt ihn wegen seiner literatischen Beiträge in den Heidelberger Jahrbüchern, in Elvers' Themis und andern Zeitsc hriften zum Doctor juris. Im Begriff, sich als Privatdocent zu habilitiren, ward er durch Lornsen's Auftreten in die polititsche Bewegung in Schleswig-Holstein hineingezogen und wirkte als Schriftsteller wie als Redner thatkräftig für sein Vaterland. Er begründete den schleswig-holsteinischen Advocatenverein, zu dessen Syndicus und Secretär er gewählt wurde. Im Jahre 1842 war er zum Ober- und Landgerichts-Advocaten ernannt worden. 1848 in die constituirende Landesversammlung gewählt, stimmte er mit gegen die Unterwerfung, infolge dessen er 1851 von der Amnestie ausgeschlossen wurde. Aus seinem Heimathlande verbannt, bereiste er, um sich einen neuen Wirkungskreis zu suchen, Deutschland, und kehrte erst infolgde der zweiten Amnestie nach Schleswig zurück. Doch ward ihm die Betreibung der Advocatur für Schleswig, wie auch für Holstein nicht wieder gestattet. Seiner Einnahme beraubt, gründete er 1857 in Schleswig ein Sortiments- und Verlagsgeschäft; doch sein erwachender Einfluss auf die Bevölkerung und seine activere Haltung in den Landesverhältnissen veranlassten 1859 und 60 die Schliessung des Geschäftes, das als Verbreiterin deutscher Literatur und oppositioneller, den Widerstand fördernder Schriften im Herzogthum Schleswig den dänischen Behörden schon lange genug für ihre Propaganda hinderlich gewesen war. In dieser Peiode seines Lebens hat Dr. Heiberg auch Bedeutung für den deutschen Buchhandel gewonnen, und dieser hat ihm, dem tapfern Verfechter deutscher Bildung und Gesinnung im Norden, in jener schweren Zeit bekanntlich seine thatkräftige Anerkennung bezeigt. Nach der Befreiung Schleswig-Holsteins von der dänischen Herrschaft 1864 ward ihm von der obersten Civilbehörde die Bestallung als Appelationsgerichtsadvocat und als Notar. In den Jahren 1864-1866 war er im engeren Ausschutz der schleswig-holsteinischen Vereine thätig, später war er Mitglied des Central-Wahl-Comités der liberalen Partei. Seine abnehmenden Kräfte hielten ihn in den letzten Jahren von einer thätigen Theilnahme an den öffentlichen Angelegenheiten fern, denen er aber bis zu seinem Ende ein warmes Interesse zuwandte. In allen Wechselfällen treu seinem Lande, war es ihm vergönnt, am Ende seiner Tage nicht nur die von ihm miterstrebte Befreiung Schleswig-Holsteins von der Fremdherrschaft, sondern auch die glorreiche Einigung der früher zerrissenen und machtlosen Nation  zu dem ersten Culturreiche der Welt, das höchste Ziel seiner Wünsche, verwirklicht zu sehen. Ehre seinem Andenken!

(Börsenblatt für den deutschen Buchhandel: Fachzeitschr. für Verlagswesen u. Buchhandel. 28. august 1872)

Forfølgelserne af Heiberg under det danske herredømme er omtalt på denne blog i indslaget om Casper Conrad Langheim fra 1860, og om en knapmagers selvmord samme år.

På internettet findes C. F. Heibergs "Das souveräne Herzogthum Schleswig in seiner staatsrechtlichen Verbindung mit Holstein ..." (1846).

Hans tredje søn, digteren Hermann Heiberg (1840-1910) beskrev barndommen som lys og meget fri. Han overtog faderen boghandel i perioden 1859-1870. Hans kone Asta Heiberg udgav i 1897 "Erinnerungen aus meinem Leben" hvori manden også omtales, også de her på bloggen nævnte forfølgelser. I disse erindringer skildres bl. a. også Krigen 1848-1851 og den danske undertrykkelse af de tyske i Slesvig-Holsten.

Internationales Kvinder. (Efterskrift til Politivennen).

Internationale's Forsamlingskjælder har i de sidste Aftener været Skuepladsen for forskjelligartede, meget animerede Møder. I Tirsdags Aftes var der et kvindeligt Fællesmøde, hvortil alle Foreningens Damer havde Adgang, og paa hvilket kun Kvinder maatte tage Ordet. Forhandlingerne, der lededes af "Borgerinde" Jensen, dreiede sig fornemmelig om, hvorledes Foreningens Damer paa bedste Maade kunde vise deres Erkjendtlighed mod de fængslede Førere. Efter en skrap Drøftelse af forskjellige Forslag vedtoges det, ved ugentlige Bidrags som kun maae ydes af Kvinder, at samle en Sum, for hvilken der skal arrangeres et Festmaaltid for den fængslede Bestyrelse, naar den "om kort Tid" kommer paa fri Fod. - Mindre lysteligt og fredeligt gik det Aftenen efter paa et Sectionsformandsmøde, hvor der paany forsøgtes et Stormløb mod den midlertidige Bestyrelse og navnlig mod Formand Würtz, hvem Sectionsformand, Skomagermester Schrøder, der var Oppositionens Ordfører (men neppe dens Hoved) forekastede, at det ham tilstaaede Honorar slugte hele Indtægten af Medlemscontingentet - Foreningen talte den 1ste August knap 600 Medlemmer! - og i temmelig personlige Udtryk bebreidede hans despotiske Optræden mod Forsberg, Gissing og de andre af ham udstedte tildeels egenhændig udkastede Opponenter. Det var aabenbart en forberedet Sammensværgelse, der her blev sat i Scene; men Rollerne vare uheldigt fordeelte, Indstuderingen høist mangelfuld og Sammenspillet saa slet, at det ogsaa dennegang lykkedes Würtz at gjøre sig til Herre over Situationen og skaffe sig og Foreningens, ogsaa af Schrøder angrebne, Kasserer et fuldstændigt Tillidsvotum, hvorhos det dog vedtoges, at Bestyrelsen ikke mere paa egen Haand, endsige med egen Haand, maa udstøde noget Medlem af Foreningen, men i forekommende Tilfælde skal fremsætte sine Anker paa en Generalforsamling, for hvilken det anklagede Medlem da indstævnes og gives Leilighed til at forsvare sig. - Endelig afholdtes der igaar Aftes et meget talrig besøgt Discussionsmøde for at forhandle Spørgsmaalet: - Kan Foreningen bidrage Noget til, at den anholdte Bestyrelse i en nær Fremtid kommer paa fri Fod?" Efter nogen Ordvexel vedtog man eenstemmig, at der skulde affattes en Adresse til Kongen om Førernes Løsladelse og at Adressen skulde colporteres til Underskrift.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1872).

En af de skrivende kvinder i Internationale var Augusta Jørgensen, som er omtalt andetsteds på denne blog. Hun holdt bl.a. foredrag om kvindens stilling i Danmark og hvordan man kunne forbedre den. Augusta Jørgensen blev gift 1878 med Louis Pio med hvem hun fik en datter 1876, Sylvia Pio.