Dragoner i Næstved. (Efterskrift til Politivennen)

Krigsretsdom. Fra Næstved meddeler "Sorø Amtst.", at der for en halv Snes Tage siden fandt et Art Mytteri Sted i en Eskadron af det der liggende 4de Dragonregiment. De nærmere Omstændigheder, hvis Enkeltheder forøvrigt fremstilles noget forskelligt, var følgende: Ritmester Moe siges at have paalagt nogle Mænd af Eskadronen at pudse en Uniforms-Genstand, der efter Reglementet ikke skulde pudses. Da Ritmesteren havde tilsagt 4 Mand til at møde, for at han kunde efterse, om hans Befaling var opfyldt, mødte næsten hele Eskadronen. Han søgte at tale dem til Rette og fik dem til at gaa deres Vej, hvorefter de gik hen paa et Værtshus og gav sig til at støje og drikke. Her indfandt Ritmesteren og Overvagtmesteren sig og opfordrede dem til at gaa, men Folkene nægtede det, indtil Overvagtmesteren sagde: "Naar jeg beder Jer derom, saa gør I det nok!" Dertil svaredes: "Ja, naar De beder os derom, saa skal vi gaa!" men ved Siden deraf hørtes det Raab: "Ned med Ritmesteren!" I Anledning heraf blev nedsat en Krigsret, hvis Dom faldt i Lørdags. To Underkorporaler blev nedsatte i de Meniges 2den Klasse og idømt 30 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød; den ene af dem blev tillige idømt 25 Rottingflag. 2 Menige idømtes 20 Dages Fængsel paa Vand og Brød, 20 andre Menige 43 Timers Krumslutning, 22 fik 42 Timers og 1 fik 36 Timers Krumslutning. Auditoren fremhævede ved Dommens Oplæsning den gode Konduite. Ritmesteren havde udvist lige over for dette Optrin. Straffene iværksattes straks i Lørdags Estermiddags, da Rottingslagene eksekveredes, og Krumslutningerne paabegyndtes. I Byen var der en levende Bevægelse i den Anledning imod de militære Myndigheder, men Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaa ud. 

"Sorø Amtst." tilføjer: Vi har meddelt denne højst uhyggelige Tildragelse, saaledes som den er os berettet, cg skal afholde os fra enhver Bemærkning derom, indtil nærmere Oplysning fremkommer. Bladene i Næstved har endnu ikke omtalt Sagen.

(Social-Demokraten 6. august 1874).

Krigsretsdom. Fra Næstved skrives den 5te August i "Næstv. Av."; "En større Deel af det til 4de Dragonregiments Reserveeskadron hørende Mandskab gjorde sig en Aften for c. 14 Dage siden skyldig i en alvorlig Insubordination imod Eskadronens Chef, Hr. Ritmester Moe, idet e dmarscherede op udenfor dennes Bopæl og paa forskjellig Maade demonstrerede imod, at Ritmesteren havde befalet 4 Mand at møde til Eftersyn. Som  Følge heraf blev der nedsat en Krigsret, som i Løverdags dømte tvende Underkorporaler og 39 Menige til forskjellige Straffe: Rottingflag, Fængsel paa Vand og Brød og Krumslutning, der exeqveres i disse Dage. - En af "Sorø Amts-Tid." meddelt Beretning om ovennævnte Tilfælde indeholder forskjellige Urigtigheder. Det er saaledes ikke Tilfældet, at Ritmesteren og Overvagtmesteren have indfundet sig paa et Værtshuus og opfordret Dragonerne til at gaae, eiheller at Auditeuren ved Dommens Oplæsning fremhævede den gode Konduite, Ritmesteren havde udviist ligeoverfor dette Optrin, lige som det heller ikke forholder sig rigtigt at der i Næstved i Løverdags var en levende Bevægelse imod de militaire Myndigheder, og at Dragonerne havde faaet Ordre til ikke at gaae ud."

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 6. august 1874).

I Næstved er Stemningen siden de sidste Militærafstraffelser endel irriteret. I Mandags Aftes var der, efter "B. Flktd." atter Uroligheder i Gaderne og man hørte adskillige Steder Piben. Saavel Dragoner som Borgere syntes meget utilfredse. Politimesteren og alle Politibetjentene gik rundt i Gaderne for at sørge for, at Butikkerne lukkedes. Det fraraadedes Folk at gaa ud paa Gaderne.

(Social-Demokraten 8. august 1874).

"Mytteriet" i Næstved. (Fra vor Korrespondent.) I den Meddelelse, som findes i Bladet "Social-Demokraten" optaget efter "Sorø Amtst." angaaende Næstveds Dragoner, mangler den sande Belysning . hvorfor jeg her vil meddele Dem del rette Sammenhæng. Den ærede Hr. Ritmester Moe lider i den Grad at Pudsesyge, at, selv om Mandskabet gør det nok saa godt, saa er han dog altid den Utilfredse, og derfor dikterer han forskellige Ekstraøvelser, saaledes f. Eks. 3/4 Time Ekstra i Sabelbrug, med den Bemærkning, at de skal kunne vaske hinanden i deres Sved - bagefter. Hertil kommer, at hele Mandskabet 2 Dage, i 4 Timer hver Dag, har maattet ride uden Stigbøjler (dog ikke Hr Ritmesteren med). Endelig lød Parolen, at 4 Mand skulde paradere om Aftenen Kl. 9 udenfor Hr. Ritmesterens Bolig; den Ene, fordi han havde taget sig den Frihed at iklæde sig sit eget civile Tøj, de andre 3 for daarlig Pudsning. Dette fandt det øvrige Mandskab urigtigt, idet de alle havde pudser lige godt og derfor besluttede de alle at paradere tilligemed deres Kammerater. Optrinet gav en Del tilstedeværende Civile Anledning til at udbringe et Leve for Friheden, (jo, jeg takker!) hvori en Del af Dragonerne istemte. Dette blev Hr. Moe for hedt og han kommanderede "Træd af", hvilket straks blev efterkommet, men nu kommer Humlen. Den store Mand var bleven krænket, og - Gud bevare os, det maatte jo hævnes. En Krigsret blev samlet, og dømt blev Synderne: En Underkorporal i Menigmands 2den Klasse, 25 Slag Rotting og 30 Dages strengt Fængsel paa Vand og Brød, en dito i Menigmands Klasse og 30 Dages Vand og Brød; 2 Menige 20 Dage af samme Slags og 37 Mand Krumslutning, henholdsvis i 36, 42 og 43 Timer. Det maa bemærkes, at det er af det gamle Mandskab, nemlig Reserven, som skulde være permitteret allerede for otte Dage siden og maaske Mangens Kone og Barn sidder hiemme og lider Nød, medens at Hr. Ritmesteren hævner sig. Men det Sidste er da ogsaa det Nødvendigste. Paa Formodning af, at førstnævnte Underkorporal skal have været Leder for det hele Optrin, er han bleven idømt den barbariske Straf, men vel at mærke, kun paa Formodning, da der ikke fandtes et eneste Bevis imod ham. Som Rygtet fortæller, skal der kun have været En i den sammensatte Krigsret, som har protesteret imod Dommens Haardhed, nemlig Greve og Korporal Hvidtfeldt, som fortiden aftjener sin Værnepligt her i Byen. dog naturligvis uden Nytte. - Jeg maa endnu bemærke, at trods det, at Mandskabet, som tidligere bemærket, skulde været permitteret, maa de nu gøre Staldtjeneste, fordi kun et ringe Antal ad Gangen kan komme til at udstaa deres Straf af Mangel paa Torturredskaber og Plads. Det skal ydermere bemærkes, at Ritmesteren hverken har været her eller der, for at formaa Mandskabet til at gaa hjem, lige saa lidt som at der er raabt hverken op eller ned med Ritmesteren, som "Dgs.-Tel." behager at fortælle; det er ligefrem Opdigtelse, som man faar saa Meget af fra den Kant. V. P.

(Social-Demokraten 12. august 1874).

Fra Næstved Dragonregiment. I Anledning af de for kort Tid siden forefaldne Scener med 4. Dragonregiments 3. Eskadron og dens Ritmester, opfordrer en Dragon, Julius Koefod, efter Anmodning af mange Kammerater, alle Skolekammerater fra Næstved Rytterstole af 1870 til at bevidne en af de haardest straffede, Underkorporal Nielsen, der stedse har vist sig som alle sine Kammeraters Ven og som en hæderlig Mand, deres Agtelse ved at yde et Bidrag til en Erkjendtlighedsgave til ham. Ligeledes agtes indgivet et Andragende om Tilbagegivelsen af Kokarden til den straffede.

(Aarhus Amtstidende 27. august 1874).

En af de straffede døde tilsyneladende af rottingslagene. For at få plads til alle de straffede, måtte man inddrage den gamle arrest på torvet og den gamle fægtesal i Grønnegade. 

Den 15. oktober 1901 blev ritmester Moes søn fundet i Susåen efter et selvmord. Han var blevet ritmester 1899. Der var indledt undersøgelse af ritmesteren og han blev forhørt for sine "sygelige tilbøjeligheder". Hvilket med datidens sprogbrug nok hentydede til homoseksualitet. Han var kort forinden blevet overfaldet af en korporal som han havde nægtet genindtrædelse i regimentet. Forældrene boede i København, faderen var pensioneret. 

Voldsmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Vends. Tid har medtaget følgende Meddelelse: At vore Fædre fordum drog ud i fremmede Lande for at kæmpe, hverken af Nød eller Trang eller fordi de blev forurettede, men blot for Kampens Skyld, er Noget, som Historien tidt har fortalt os, men at Folk leje Heste og Vogn og kjøre ud paa den aabne Landevej for at slaas paa Liv og Død med en hvilkensomhelst Landsmand, blot for Ærens og Fornøjelsens Skyld, det er dog Noget, som hører den allernyeste Tid til. At det er ved at komme i Brug, viser følgende Tildragelse. Sidste Søndag Eftermiddag kort før Aften stod en Del Mand fra Skjøttrup paa Hjørring-Løkken Vejen og samtalede. En Vogn, hvorpaa der var en 6-8 Mand, kom imens kjørende østenfra. Da Vognen kom til Stedet, hvor de omtalte Mænd fra Skjøttrup stod holdt den pludselig, hvorpaa Nogle sprang af Vognen og greb fat paa da paa Vejen Staaende. Idet de truede med at gjøre Brug af nogle Nøgler, som de havde i Hænderne. Efter endel Snakken frem og tilbage satte Kæmperne sig atter paa Vognen uden at hare foretaget sig videre. Ikke saa let slap to Mænd og en Pige fra Vittrup. Mændene blev endel mishandlede, medens Pigen slap med at blive tumlet nogle Gange om. Da de kom til Furreby, mødte de en Mand der fra Byen. To af Ugjerningsmændene stod af Vognen, og efterat have rettet et Par Spørgsmaal til ham gav de ham et meget drøjt Slag i Hovedet med en Nøgle. Ankomne til Løkken tog de ind paa Gjæstgivergaarden, hvor de snart yppede Klammeri, saa at Sognefogden maattet hentes. Denne kom strax i Haandgemæng med to af Urostifterne, som dog han, der er en haandfast Mand, snart bragte til Orden. Den formentlige Kusk sad imidlertid ganske rolig paa Vognen og sov, efterat Banditterne med kammeratmæssig Omhyggelighed havde baaret ham ind og heldt et Glas Punsch i ham. Da man igjen fra Gjæstgivergaarden var kommen paa Vognen, tog den nye Kusk Afsked med Tilskuerne ved at lade Pisken spille om Ørene paa dem, hvilket han rigtignok fik gjengjældt af en af de Tilstedeværende. Lidt længere nede i Byen mødte de et ungt Menneske, som de meget samvittighedsfuldt gav sig til at gjennemprygle; men snart samledes en stor Del Mennesker, og der udviklede sig nu et blodigt Slagsmaal, som efter nogen Tids hed Kamp endte med, at Banditterne, godt gjennembankede, fortsatte Rejsen Syd paa.

(Dagbladet (København) 6. juli 1874).

Christiane Jensdatter. (Efterskrift til Politivennen)

I november 1873 var Christiane Jensdatter ved Dronninglund Herreds-Ret idømt dødsstraf. Det er en af de først dokumenterede tilfælde hvor dommen åbenlyst blev kritiseret i aviserne.

Drab. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Sag tiltaltes Arrestantinden Christiane Jensdatter af Dronninglund Herreds Jurisdiktion for Drab og Arrestanten Niels Christian Jensen for Deelagtighed i denne Forbrydelse. Arrestantindens Forklaring gaaer i det Væsentlige ud paa, at hun, der er født den 23de Februar 1828 og som for omtrent 26 Aar siden var bleven gift med Huusmand Hans Frandsen, med hvem hun har havt 7 Børn, havde i de sidste 15 a 16 Aar levet i meget slet Forstaaelse med hinanden, der i Aaret 1859 var bleven umyndiggjort paa Grund af Drikfældighed, hvorfor hun navnlig i Foraaret 1872 havde foreslaaet ham at dele deres Bo, for at hun kunde reise til Amerika, uden at dan dog vilde indlade sig herpaa. En 8 Dages Tid før Mandens den 3die Juli f. A. indtrufne Død beklagede hun sig for Medtiltalte Niels Chr. Jensen - der siden Foraaret f. A. havde havt Ophold i deres Huus, men til hvem hun iøvrigt ikke vil have staaet i noget utilladeligt Forhold - over, at hun ikke kunde udholde Samlivet med sin Mand, der var saa urimelig imod hende, hvortil Jensen svarede, at del var der gode Raad for, idet hun kunde give Manden noget Rottekrudtvand, som kunde faaes hos en Dyrlæge, og da hun senere paany besværede sig over Manden, spurgte Arrestanten, om det ikke kunde gaae an at indgive hendes Mand noget Treskillingsblaat eller tvechromsuurt Kali, om hvilket hun havde hørt, at det skulde indeholde Gift, svarede han, at hun jo gjerne kunde prøve paa det. Arrestantinden vil dog endnu ikke den Gang have taget nogen fast Beslutning om at forgive sin Mand; men da denne igjen den 1ste Juli f. A. om Aftenen og tildeels om Natten udskjældte og slog hende og i det Hele var ond imod hende, besluttede hun, da Manden den følgende Morgen forlangte Noget at drikke, at give ham noget af det Treskillingsblaat, hun den foregaaende Aften havde opløst i Vand for at farve Uldgarn, i den Hensigt derved at bringe ham af Dage og saaledes blive befriet for ham. Hun kom derfor omtrent en Theeskeefuld af denne Opløsning i et Kruus Mælk og Vand, hvilket hendes Mand derefter tømte, og da han, efter derpaa at være gaaet paa Arbeide, kom hjem om Formiddagen i en meget syg Tilstand, og hun saaledes bleven bestyrket i sin Formening om, at det omtalte Stof var giftigt, gav hun ham i Løbet af Dagen endnu tre Gange i forskjellige Drikke hver Gang omtrent en Theeskeefuld af Opløsningen og ligeledes den følgende Tag to Gange sidste Gang ved Middagstid, hvorefter Manden, der siden den foregaaende Morgen havde havt uafladelig Opkastelse og stærk Diarrhoe, hvorhos han havde klaget over Krampe i Benene og Ondt i Hjertekulen samt Smerter i Svælget og uslukkelig Tørst, døde om Aftenen.

Det kgl. Sundhedscollegium, hvem Sagens Acter havde været tilstillede, havde ligesom vedkommende Physicus og Distriktslæge erklæret, at der efter de fremkomne Oplysninger ikke var Grund til at betvivle, at den Afdødes sidste Sygdom saavelsom hans paafulgte Død kan være bevirket ved Indgivelsen af tvechromsuurt Kali paa den af Arrestantinden angivne Maade. Idet det efter det Anførte maatte ansees for tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden med Overlæg havde skilt sin Mand ved Livet, billigede Højesteret, at hun af Overretten, som ogsaa af Underretten antaget, var anseet er Straffelovens § 190 med Livsstraf.

Arrestanten Niels Chr. Jensen havde vedholdende benægtet at have paa den af Arrestantinden angivne Maade raadet hende til at søge at skille sig af med sin Mand eller at han havde vidst nogensomhelst Besked om, hvad der havde foranlediget Mandens pludselige Sygdom og Død, eller navnlig om, at Arrestantinden havde indgivet ham Treskillingsblaat , og imod Arrestantens Benægtelse var der ikke af Overretten anseet tilvejebragt noget tilstrækkeligt Beviis for, at han paa nogen Maade havde havt Deel i den af Arrestantinden begaaede Forbrydelse, og han, der ikke tidligere havde været tiltalt eller straffet, var derfor bleven frifunden for Actors Tiltale, dog efter Omstændighederne med Forpligtelse til in solidum med Arrestantinden at udrede Actionens Omkostninger, og ogsaa i dette Resultat var Høiesteret enig med Overretten.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1874).

Højesteret - nok en Gang. Atter har Højesteret fældet en Dom. Det er ikke for en politisk Forbrydelse; hverken Fanatismen eller Partiskhed har været medvirkende: men kun den sunde Fornuft, den personlige Overbevisning om det ene Rigtige har været afgørende, Og dog er denne Dom, som Landets Højesteret har udtalt, i højeste Grad mærkelig og giver mig paa en eklatant Maade Ret i en Paastand, som jeg gjorde i en Artikel, der stod i "Socialisten" kort efter at Dommen var falden over Pio, Brix og Geleff. Den havde til Overskrift: "Hvilke Garantier har man for, at Højesteret har dømt retfærdig?" Jeg paaviste, at man i Virkeligheden ingen havde, og saavidt jeg husker i Slutningen af Artiklen, gjorde jeg gældende, at netop Assesorernes høje Alder var til Hinder for, at de kunde træffe det Rette, da Tanken og Dømmekraften, jo ældre man bliver, mister mere og mere af stiv Elasticitet, uden hvilken enhver Dom maa blive absolut ensidig, da Dømmekraften hos Oldingen i Reglen holdes fast ligesom i en Skruestik og ikke kan trænge dybt nok ind i Sagen for at klare Motiverne til Handlingen. - Denne min Udtalelse, forekommer det mig, har i disse Dage faaet en glimrende Illustration, som jeg nu skal til at belyse.

For omtrent et halvt Aars Tid siden har en Kone et Sted ude paa Landet dræbt sin Mand ved at give ham "Treskillingsblaat". Hun havde været gift med ham i 26 Aar og i de 15 a 16 af disse havde hun levet i daarlig Forstaaelse med ham. Han var nemlig drikfældig og var af den Grund erklæret for umyndig. Samlivet med ham blev hende derfor utaaleligt, og hun foreslog ham i 1872 Skilsmisse, hvorefter hun vilde udvandre til Amerika. Men han afslog det. Han blev nu mere og mere brutal, udskældte og slog hende og "behandlede hende i det Hele ondt." Og saa - begik hun i Fortvivlelse den Forbrydelse for hvilken hun blev arresteret og dømt. - De fleste har vistnok læst dette Referat og Dommen i Bladene, men kun ganske løst. Men ser man lidt nøjere til, saa staar den som et højst mærkeligt Resultat i vor Retshistorie. Det er jo nemlig en Kendsgerning, at Højesteret dømmer paa en anden Maade det vil sige, efter andre Motiver end f. Eks. Kriminalretten. Den bør drøfte pro et kontra, bør finde de formildende Omstændigheder, hvis der er saadanne, og lade Dommen være afhængig deraf. Men nu vil jeg tillade mig at spørge ethvert fornuftigt og sundt tænkende Menneske, om der ikke her er formildende Omstændigheder?" Vi faaer først at vide, at hun har været gift med ham i 26 Aar. Det er et langt Tidsrum, og det røber en udstrakt Taalmodighed, da hun i over Halvdelen af denne Tid har levet i "daarlig Forstaaelse" med ham. Han var endvidere drikfældig, og var af den Grund gjort umyndig. Men ved man da ikke - og i det Mindste burde Assessorerne vide det - at Ingen bliver gjort umyndig, fordi han drikker, naar han blot ikke bliver utilregnelig, saaledes at han ikke veed, hvad han gør, og denne Utilregnelighedstilstand er vedvarende eller ofte tilbagevendende, saa at han bliver sat i Klasse med Patienter, der lider af delirium tremens? Man kan tænke sig, hvilket Liv den stakkels Kone maa have ført under saadanne ulykkelige Forhold! Og at hun saa tilbyder ham Skilsmisse, forekommer mig at røbe et humant Sindelag hos Konen, der taler til Fordel for hende, men hvad der ikke er human, det er vor Lovgivning, der tvinger en Kone til at leve sammen med en Deliriums-Patient, da hun jo (det seer vi i dette Tilfælde), ikke kan blive skilt fra ham, da han ikke vil. - Endelig erfarer vi, hvad man jo kunde vente af et Menneske, der er sindsforvirret!), at han har torteret hende og "i det Hele behandlet hende ondt" (sic !)

Hvis alt dette ikke kaldes formildende Omstændigheder, saa veed jeg virkelig ikke, hvad man forstaaer ved dette Udtryk. Min Mening er ikke, at hun skulde frikendes, men naar Omstændighederne taler for en Delikvent, saaledes som her, saa paastaaer jeg, at en Dødsdom (selv om den bliver forandret til Livsvarigt Fængsel), er uretfærdig og ikke Menneskene værdig. For at dette kan komme til at staa klarere (hvis dette er nødvendig), saa skal jeg tage et Eksempel: Sæt, at en Mand gifter sig med en Pige, men efter et Aars Forløb bliver hun ked af ham og faaer Lyst til en Anden, og for at blive ham kvit, dræber hun ham. Her er ingen formildende Omstændigheder, men Højesteret kan kun idømme den højeste Straf, - og det er netop Dødsstraffen! I det første Tilfælde taler Alt til Fordel for - Konen, i det andet Intet - men dog bliver Dommen ens. Hvis dette er Retfærdighed, hvorledes er saa Uretfærdigheden beskaffen!?

Jeg skal nu omtale et Punkt, som maaske kan have virket bestemmende paa den af Assessorerne fældede Dom. Der staar nemlig i Referatet, at Konen flere Dage itræk gav Manden af Giften. Denne Kendsgerning har maaske vist sig for Dommerne som Forstokkethed og total Fordærvelse; men efter min Mening røber det kun, at Assessorerne er daarlige Menneskekendere; ti ellers burde de vide, at saa mange Aars Fortvivlelse, som Konen har gaaet og baaret paa og efter at hun har forsøgt paa alle mulige tilladelige Maader at hæve de Baand, som bandt hende til denne Deleriums Patient, endelig har fæstnet Beslutningen saa dybt og urokkeligt i hendes Indre, at den Omstændighed, at hun flere Gange har maattet benytte det dræbende Middel, er af underordnet Betydning, uden forsaavidt at den kan tjene til Maalestok for den Fortvivlelse, der har behersket hende.

Denne min Omtale af Højesteret, og den mindre heldige Maade paa hvilken den regler sit ansvarsfulde Hverv, vil maaske let blive misforstaaet, idet man maaske tror, at den er en ubetinget Dadel over Assessorerne. Denne Misforstaaelse maa jeg forebygge, og jeg kan gøre det saa meget lettere, som det er mm fulde og faste Overbevisning, at de Herrer Assessorer i dette Tilfælde har dømt uafhængig af alle Bihensyn, men kun i den gode Tro at det var det Rigtige. Men det er jo naturligvis ikke deres Skyld, at de er gamle; det er ikke deres Skyld, at et vist Parti og dets Organer har opfundet og udbasunet Dogmet om Højesterets Ufejlbarhed (der var en Tid, da de ikke var saa fine Venner med den); men trods denne Ufejlbarhed, er Assessorerne Mennesker og som saadanne undergivne den Naturlov, der er fælles for alle sejlbare Væsner: den at ældes og den dermed følgende Aandssvækkelse. Skal endelig en Institution som Højesteret bestaa og dens Anseelse opretholdes, saa maa dens Medlemmer være kraftige unge og aandsfriske Mænd; men ikke saadanne, der har tilbragt mange Aar i andre Embeder, med et byrdefuldt og anstrængende Arbejde, for endelig i deres Alderdom at havne i Landets Højesteret, hvor netop Ensidigheden, denne Alderdommens tro Følgesvend, burde banlyses.

Spekulator.

(Social-Demokraten 21. juni 1874).

I august 1874 blev straffen - som det på det tidspunkt var kotume - ændret til tugthusarbejde på livstid for Christiane Jensdatter.

Grundlovsfesten i København. (Efterskrift til Politivennen)

Om Grundlovsfesten i Kjøbenhavn har en Iagttager tilstillet os følgende Meddelelse om det Indtryk han har modtaget af Samme: Som bekjendt blev denne iaar afholdt paa forskjellige Steder og under forskjellige Forhold, idet det store Antal af Deeltagere omtrent ligelig havde fordeelt sig til den gamle Festplads ved Eremitagen eller rettere den slesvigske Steen, og - Tivoli, foruden mindre Grupper paa adskillige andre Steder. Mange af Deeltagerne paa de to førstnævnte Steder begyndte Festen med en Procession fra forskjellige Udgangspunkter i Byen. Fælles for begge Processioner var Strækningen forbi Fr. VII.s Mindesmærke paa Kristiansborg Slotsplads, men ellers havde de intet tilfælles. I den første Procession, Fagforeningernes, deeltog omtrent 6 a 7000 Mennesker, og det var denne, som derefter ad Banen begav sig til den slesvigske Steen. I den sidste deeltog ca. 10.000, og denne bragte paa Ridebanen Kongen og Kongefamilien sin Hyldest før den i sluttet Optog forbi Fr. VII. s Mindesmærke begav sig til Tivoli for at høre paa en Tale af C. V. Rimestad og hengive sig til Tivoliglæderne. Om begge Processioner havde der samlet sig en stor Mængde Tilskuere især dog om den sidste, saa at hele Pladsen paa Ridebanen var aldeles opfyldt, medens Hyldingen foregik og en Sang for Kongen som "Stridens Mand" blev afsungen. Digtets Dunkelhed lader det staae uafgjort, om Forfatteren har tænkt sig Kongen stridende for og med Folket eller for sig selv imod Folkets Fleertal, men den sidste Opfattelse af Ordene synes unægtelig at ligge fuldt saa nær som den første. - Det sidste Festoptog maa vel betegnes som det officielle i Modsætning til det første, da Festudvalget i sin Midte havde Repræsentanter for Kjøbenhavns Kommune og endeel Sogneraad i Omegnen. - Et mere stivt og kjedeligt Præg, end det, der udmærkede det sidste Optog, kan man iøvrigt ikke let tænke sig ved en Folkefest. Det skulde være mærkeligt, om ikke Følelsen heraf hos Deeltagerne er saa almindelig, at de allerfleste vistnok betakke sig for at være med til flere saadanne Fester, thi for deres Vedkommende, som deeltoge i Processionen, var Eftermiddagens Anstrengelser og Byrder sikkert langt større end paa en almindelig Arbeidsdag uden at der var andre Opløftelser end Skuet af Kongefamilien paa Kristiansborg og Rimestads dundrende Tale i Tivoli. For man naaede det sidste Sted henimod Kl. 7 om Eftermiddagen, var der forløbet 3-4 Timer fra Processionens Begyndelse. Efter at Kongen omgivet af sin Familie fra Altanen venlig og nedladende havde hilset Mængden og Processionens Deeltagere besvaret Kongens Hilsen med Hurraraab medens det dobbelt saa store Antal af Tilskuere for allerstørste Delen forholdt sig tause, gav Allerhøistsamme Tegn til, at den for omtalte Sang af Skolebestyrer Helms kunde begynde, idet Kongen fremtog og udfoldede et Exemplar af Festsangen. Af Sang hørte man imidlertid intet, skiøndt det dog maa formodes, at en Deel af Processionen har forsøgt at nynne den med. Men Musiken raadede saa godt den kunde Bod derpaa, saa at man ialtfald kom tilende med Versene. Derpaa hævede sig Borgmener Hansens kraftige Stemme for at udbringe et Leve for Kongen og hans Familie, der istemmedes af de Fleste af Processionens Deeltagere eller ca. 1/3 af de Tilstedeværende og Kongen henvendte derefter nogle faa Ord til Forsamlingen, hvori han takkede for den Hyldest, der var bragt ham og Familie og ønskede Deeltagerne en glædelig Fest. - Efter et gjentaget mat Hurra begav Processionen og Tilskuerne sig gjennem en af Slottets Sideporte til Pladsen om Fr. VII. Rytterstatue. - Ikke en Røst havde i Løbet af disse 3-4 Timer mindet om Dagens egentlige Betydning eller fremdraget Mindet om Grundlovens folkevenlige Giver, der søgte sin Styrke i Folkets Kjærlighed. Tavs og udmattet vandrede Processionen fordi Rytterstatuen, skuende og beskuet af Kongefamilien fra Slottets Vinduer, for ester den anstrengende Tuur at nyde de tilønskede Glæder i Tivoli, medens Politidirektør Crone i egen Person begav sig fra den ene Deel af Slottet til den anden for personlig at udstede Ordrer til sine Undergivne og Afdelinger af Garden dukkede frem som Vidnesbyrd om de Foranstaltninger der vare trufne. Politiets Manøvrer syntes at gaae ud paa at lede Folkemængden ad Veie, saa at Kongefamilien kunde kjøre bort uden mere at behøve at komme Nærheden af de loyale og processerende Undersaatter.

Denne Deel af Festen kunne vi ikke i nogen Henseende betegne som vellykket. At Grundlovens 25aarige Fødselsdag i Hovedstaden feires paa en med Dagens Betydning for vor Frihedsudvikling saa lidet stemmende Mande er dog mere et Resultat af en godt indøvet Klikes Ledelse end et Udtryk for Befolkningens Tankegang. Men denne Klike, der lader "Bavlets" store Ordgyder producere sig med under Navn af Tale for Grundloven at udøse en forvirret Hjernes fortumlede Begreber om gamle Grækere, Rochefort, Venstre og Socialisterne, vil snart have udspillet sin Rolle. Det Maal er allerede naaet, at den overveiende Deel af Hovedstadens Befolkning vender sig bort fra disse Farcer, hvor mange Tivoliforlystelser og buldrende Øltønder man end vil dybe den.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 9. juni 1874).

Grundlovsfesterne i Kolding. (Efterskrift til Politivennen).

(Fra vor Meddeler.) Der var to i Tallet, men der burde kun have været een. Der var ei heller det allermindste i Veien for, at baade Høire- og Venstrefolket i samdrægtig Enighed kunde have sluttet sig sammen om de Taler, som paa begge Steder udgjorde den alvorlige Deel af Festen; thi de indeholdt lidet eller ingen Politik, men derimod danske Mænds varme og hjertelige Tanker og Følelser om Frederik VII.s herlige Frihedsgave, 5te Juni Grundloven, Landets Konge, Christian lX, Fædrelandet, Modersmaalet, vore sønderjydske Brødre, Danekvinden osv. 

Kl. 2½ samledes det saakaldte "Høirefolk" paa Kolding Torv, og med et Musikcorps og Haderslev og Kolding Sangforeninger med deres resp. Faner og Emblemer drog Toget, 6 a 800 Mennesker, der dog stadig voxede mere og mere, ud til Festpladsen paa Steilbjerg, en høi Bakke Syd for Byen, der er smukt beplantet, og hvorfra der haves en vid og prægtig Udsigt over Byen, Fjorden og hele den rige og med mange Skove bevoxede Omegn. Førend Toget satte sig i Bevægelse, talte Festcomiteens Formand, Sagfører Grüner fra Apothekets Trappe til den forsamlede Mængde og udbragte et "Leve Frederik VIl's Minde".

Neppe var dette Tog naaet ned ad Østergade, som paa flere Steder var rigt smykket med Flag og Guirlander, før "Venstrefolket" med et kraftigt Musikcorps i Spidsen marcherede op paa Torvet, hvor Festcomiteens Formand, Consul Grau, bød Forsamlingen Velkommen og Kjøbmand Grooss talte til de 2 a 3000 Mennesker, som fyldte Torvet og de tilstødende Gader, og udbragte ligeledes et Leve for Frederik den Syvendes Minde. Med Musiken og en stor prægtig Fane med Indskrift "5. Juni 1849" i Spidsen satte dette Tog sig i Bevægelse ned ad Østergade, Rendebanen, Vestergade, Adelgade og Losbygade ud til Festpladsen "Cathrinelund", et smukt, stærkt bevoxet Anlæg i Byens vestlige Udkant, der tilhører Consul Grau. Festpladsen var smykket. Fanerne plantedes omkring Talerstolen, som ogsaa tog sig godt ud; men skrøbelig var den: thi den brast under Trykket af de Mange, som toge Plads paa den. Festcommiteens Formand bød her Forsamlingen Velkommen, hvorefter en Grundlovssang blev afsungen, og Berg talte om den gamle og den nye Tid, om Friheden og Grundloven, og udbragte sluttelig et Leve for denne. Efterat endnu en Sang var sungen, talte Folkethingsmand Tange for Frederik den Syvendes Minde og Pastor Knudsen fer Fædrelandet. Holt fra Sandal udbragte et Leve for vor Konge, Gaardeier Haustrup fra Aagaard for Modersmaalet, Gaardeier Riegels fra Slagelse for Sønderjylland, Sadelmager Hansen, Kolding, for Hær og Flaade og Redacteur Sørensen for Danekvinden. Berg mindedes Island og dvælede lidt ved dets nye Forfatning, som han dog ikke var tilfreds med, og Lærer Lauritzen af Fovslet talte endelig for Norden. Ved Bordet, hvorved ca. 5 a 600 Mennesker havde faaet Plads, herskede der en meget livlig Stemning, som gav sig Udtryk ved en Mængde Skaaltaler. Dog kan det neppe siges, at Talerne ved Bordet vare lige saa lidet politiske i egentlig Forstand som Talerne fra Talerstolen. Til den sene Aften glædede Folk sig i den smukt oplyste Have, og skjøndt Festen egentlig sluttedes ved Midnatstid, var der dog Mange, som holdt Grundlovsfest til den lyse Morgen.

Damerne befatte sig ikke med Politik, er en staaende Talemaade, og nægtes kan det jo ikke, at vore to Grundlovsfester ere fremkaldte ved to forskjellige politiske Retninger her i Kolding og Omegn; men mange Damer, som toge den "alvorlige Deel" af Festen i Cathrinelund, søgte op paa Steilbjerg til de muntre Glæder og fandt sig heelt vel deroppe blandt "Høirefolket", som virkelig holdt en smuk og i alle Henseender tiltalende Grundlovsfest. Da Toget, det lille Høiretog, var kommet ud paa Festpladsen, slog man strax Kreds om den festlig smykkede Talerstol, hvor nu langt over 2000 Mennesker vare forsamlede. Man sang "Fordum var Kongen Sværdets Mand" af J. Helms, og Sagfører Grüner talte for Kongen. Ham skulde den første Hyldest og Hilsen gjalde. Smukt og hjerteligt dvælede Taleren ved Frederik den Syvendes frie Folkegave - Friheden! og vor nuværende Konge skyldte vi ogsaa Hyldest og Taknemmelighed; thi han har altid trolig fredet og værnet om Folkets kostelige Eie: Friheden. Han dvælede ved det fælles Maal og de fælles Minder, som Konge og Folk have i Eie sammen og som saa inderligt knytte dem til hinanden med det alvorlige Ønske gjensidigt at bevare Folkets grundlovmæssige Frihed og Selvstændighcd. Taleren udbragte et Leve for Kongen, der besvaredes med jublende Hurraraab. Efter en Sang talte Pastor Mørk-Hansen af Vonsild for Grundloven i et djærvt og grundigt Foredrag. Overlærer Høyer dvælede ved Fædrelandet; smukt og hjerteligt mindede han om den lille Plet, vi kalde Fædrelandet, og fremhævede, hvad det er for danske Hjerter. Pastor Grove-Rasmussen talte for Sønderjylland. Af sin egen store sørgelige Livserfaring manede Taleren frem et fyldigt Billede af al den Sorg og Elende dernede hos vore sønderjydske Brødre. Indtrængende lagde han danske Mænd og Kvinder paa Sinde ikke at glemme Sønderjyden i Trængselstider, ikke glemme, at deres gode, danske Hjerter bløde, naar de maa høre deres Børn synge tydske Seierssange paa Commando i Skolen; Sønderjyderne trænge til Brødrenes Bøn og Arbeide, det Aandens Arbeide, som virker kraftigt i alle Forhold og giver Livet i Trængslerne Kraft og Taalmod, Haab og Kjærlighed, til den længselsfuldt ventede Forløsningstime kommer. Pastor Grove- Rasmussens gribende Tale gjorde et stærkt Indtryk paa den store Forsamling, hvoriblandt der fandtes mange Sønderjyder, som vare komne op Nord for Grændsen for ret at glæde sig med danske Brødre og Søstre ved Frihedsfesten, fryde sig ved at see det herlige Dannebroge vaie, høre og synge de deilige danske Sange! Endelig talte Steentrykker Bjerring, forhenværende ivrig Socialist, for Ungdommen. Taleren havde faaet Øinene op for al den Daarlighed og Usandhed, Socialismen indeholdt, og var nu vendt om fra sin Veis Vildfarelse. Denne Bekjendelse modtoges - aabent som den blev given - med megen Glæde og Deeltagelse af Forsamlingen. Taleren sluttede med et Leve for Ungdommen. Ved Bordet herskede der en ganske overordentlig livlig og vakker Stemning. Der udbragtes en Mængde Skaaler, hvoraf særlig som vellykket maa fremhæves Ungkarl Jens Sørensens Skaal for Kvinden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1874).