Pastor Johannes Clausen, Horsens. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Clausen i Horsens, den samme Højærværdighed, som i sin Tid figurerede i "Socialisten", fordi han havde reddet en Jødedreng i Fredericia, opfordres herved til, (saafremt det er hans oprigtige Mening at ville bortmane det forfærdelige Spøgelse, som i daglig Tale kaldes Socialismen), at give Møde i Lokalet Dannebrog, naar der indvarsles til Diskussion, da jeg finder, at der er det paa sin rette Plads, som han forleden udkrammede ved Skrædersvend Lindes Begravelse. Ethvert Menneske (lige meget hvilke politiske Anskuelser han har) maa dog indrømme, at det grænser nær til Skandale, naar Politik bliver praktiseret ind i en Ligtale, og derfor forlod da ogsaa en Del af Ligfølget Graven før Præsten var færdig med sit politiske Foredrag. Jeg ser mig desværre ikke i Stand til at referere for Bladets Læsere hele den Bunke Galde, som af Hr. Clausen blev udspyet imod de stakkels Socialister, fordi jeg tilligemed mine Meningsfæller forlod Graven i Utide. Men jeg haaber, at Hr. Clausen ikke undslaaer sig ved efter denne venlige indbydelse at give Møde til rette Tid og paa rette Sted, hvor det i det Mindste er tilladt de utaknemlige Arbejdere (som gør Fordring paa Mere end den aandelige Føde, som Sortekjolerne til Enhver Tid beraaber sig paa er tilstrækkelig for en Arbejdermave) at forsvare deres Anskuelser, og skal da Alt, hvad den ærede Præstemand har at fortælle ved et saadant Arbejdermøde blive serveret for Bladets Læsere af En enfoldig Arbejder.

(Social-Demokraten 29. december 1875).

Skrædersvend Carl Frederik Linde, Horsens (svensk født) var først savnet og senere fundet fastfrossen i isen i fjorden med et par hundrede kroner i guld. Han formentes at være omkommet ved et ulykkestilfælde.døde ved et ulykkestilfælde kort før jul 1875.

Måske er der tale om Johannes Clausen (1830-1905). Han var andenlærer ved Jonstrup Seminarium 1857, dr.phil. 1861, 1863 sognepræst ved Trinitatis Kirke i Fredericia samt Vejlby, 1872 sognepræst i Horsens og var 1884-september 1905 biskop over Århus Stift. Han grundlagt et sømandshjem i Aarhus, børnehjem og menighedshus i Horsens.

Lidt om Ligtaler.

Hr. Redaktør! I deres ærede Blad af 29de Decbr. f. A. har "en enfoldig Arbejder" i Horsens med Rette anket over, at de saakaldte Ligtaler benyttes af Præsterne til hadefulde Udfald mod politiske Modstandere, idet han anfører det ved en Ligbegængelse i nævnte By for nylig forefaldne skandaløse Optrin, ved hvilket den noksom bekendte Præst og Fanatiker Johannes Clausen - Frimodts værdige Svoger - fandt Lejlighed til at udøse sin Galde over Socialisterne i Almindelighed, og den døde Skræddersvend i Særdeleshed. Endskønt denne Hr. Clausens Tilbøjelighed til saaledes under "Ornatets- og Helligheds- og Ukrænkeligheds" Mærke at holde Dom over Levende og Døde, er af ældre Datum end vor nuværende Arbejderbevægelse og endog en Gang har indbragt ham en offenlig Paamindelse om, at "Danske Lov" forbyder Præsterne at "skælde de Døde", saa bliver det dog forstaaeligt, at Socialismen kan have udviklet hin Tilbøjelighed hos den irritable Præst i en meget betydelig Grad, eftersom der næppe findes Nogen, der har mere vidtgaaende Begreber om Præsternes Ufejlbarlighed i Følge deres guddommelige Inspiration, end netop Hr. Clausen. Alene paa Grund heraf vilde Hr. Clausens Opfattelse af sin Stilling ikke blive rokket det Mindste, selv om han gav Møde for "Tribunalet" efter "den enfoldige Arbejders" Stævning. Men Hr. Clausen møder ikke for at godtgøre sin Berettigelse til sin Indgriben i Guddommens "Prærogativ", ti han er ingen modig Mand, og han mangler Sandhedens bevisende Kraft. Hr. Clausen havde i 1864 Mod til i "Dagbl." at skrive en det mest glødende Tyskerhad aandende Artikel, der oven i Købet var alt Andet end overensstemmende med de faktiske Forhold, men da han af en anden for Forfatterskabet mistænkt Mand blev tvungen til for den tyske Kommandant i Frederits, Grev Auersperg, at angive sig som Forfatteren, da var Hr. Clausens Heltemod forsvundet, da tryglede han, for at undgaa en Tur til Spandau, og luskede bort som en vaad Hund, efter at have modtaget en enorm Masse Grovheder og et Løvte om en Straffe-Indkvartering, som han ogsaa fik. Hr. Clausen havde Mod, eller rettere Dumdristighed, nok til paa offenlig Gade at titulere en Trup østerrigske Soldater med de gemeneste Skældsord, men da Bajonnetterne kom i Bevægelse, da det viste sig, at hans "hellige Embede" ikke ydede ham det rimeligvis forventede Værn, da blev Hr. Pastoren atter "som Barn igen", og kun en Borgers Mod og Konduite frelste hans Liv. Ja, Hr. Clausen har ganske sikkert Mod til under sin Embedsgerning at tilsikre os Socialister alle Helvedes Kvaler, men han har lige saa sikkert ikke Mod til at forsvare og bevise sine Paastande for det rette Forum: en virkelig Arbejderforsamling, ti hans Velærværdighed er fejg, meget fejg. 

Det skal nu imidlertid villig indrømmes, at Hr. Pastor Clausen maaske ikke er saa stort værre end de Fleste af hans Kaldsfæller, ti det synes jo næmlig, at de Herrer Præster i den her omhandlede Retning hverken respekterer den guddommelige eller menneskelige Lov. Den Første byder dem at bede for Alle, endog for deres Fjender og Forfølgere; den Sidste befaler dem ligefrem Undladelsen af al Kritik, hvorledes denne end saa maatte være, men dette forhindrer desuagtet ikke Præsterne fra at give deres af Had fyldte Hjærte Luft paa en saa "forargelig Maade", som det vel tænkes kan.

Var det under vore nuværende Forhold ikke det Rigtigste aldeles at renoncere paa Præsternes Velsignelser og Forbandelser? Der er dog vel næppe Nogen, der drister sig til at paastaa, at Præstens Ros eller Dadel har nogen som helst Indflydelse paa Salighedsprincipet; men er det saa, hvad ethvert fornuftigt Menneske maa indrømme, at "Ligtalen" er aldeles betydningsløs for den Afdøde, bliver den altsaa ingen Nødvendighed, men kun en Følge af "Skik og Brug". Naar imidlertid en Skik misbruges paa en saa infam Maade, som her er Tilfældet, naar den i levende Live forhaanede og undertrykte Proletar endog skal forhaanes i sin Grav, og naar Venner og Frænder af den Afdøde skal døje den Tort at høre sig selv og sine henfarne Kære mishandlet paa det Skændigste af et Individ, hvis hele Kompetence til en saa uforskammet Adfærd kun ligger i hans sorte Kittel - var det da monstro ikke rettest og overensstemmende med Tidsaandens Tankesæt, at det danske Proletariat kastede slig forældet Skik over Bord som et raaddent Samfunds raadne Frugt, og det turde dog vistnok være paa Tiden, at den friere Tænknings Teorier overførtes i Praksis gennem en virkelig Emancipation fra "Sortkjolernes" fordærvelige Indflydelse. Derfor, Venner og Meningsfæller! Lad de hykleriske Præster løfte deres Hyklere til Himmels eller lad dem sænke dem til Hel, ligesom de lyster, men lad aldrig nogen "Sortkjole" ved sine vanvittige Udgydelser besmitte nogen Proletars Minde, eller berede dennes Frænder en unødvendig Sorg. Lad den saakaldte borgerlige Begravelsesmaade vinde Indgang, og Venskabsfølelser vil da tolke Hjærtets Trang og virke anderledes aandsløftende end Præstens meningsløse og ondskabsfulde Snak.

Idet jeg henstiller dette til ærede Meningsfællers og Deres Overvejelse, Herr Redaktør, tegner jeg med særdeles Agtelse

Deres ærbødige

H-n.

(Social-Demokraten 7. januar 1876).

Indsendt fra Horsens. 

I Slutningen af del gamle Aar blev der af Politimesteren (som ogsaa er Formand i Byraadet) indgivet et Forslag til Byraadet, om, at det var nødvendig, at Kommunen opførte en Fribolig til Sognepræsten, som kun vilde koste ca. 10,000 Kr. en Sum der efter hans Formening var for lntet at regne, imod kun Fordel som Menigheden kunde vente ved at binde e saa ædel Sjælesorger til Byen som Pastor Klausen, for saadan en Mand bør der gøres Noget, i modsat Fald resikerer vi en skøn Dag naar der er et bedre Kald ivente, at han tager Rejsaus, og hvor kan vi vente at faa en værdig Efterfølger, naar Byen ikke foruden den store Gage, som Præsten er Indehaver af, tillige vil offre en Bygning paa Præsteskabets Alter. Saaledes lød omtrent Forslagsstillerens Motivering. Men til Ære for Byraadet var der kun 2 Medlemmer der støttede Forslaget, nemlig Etatsraad Holst og Grosserer Vinding. Den førstnævnte kan man ikke regne, efter som han har opnaaet den Alder (nemlig 81 Aar) hvor man i Reglen gør sig gode Venner med Sortekjolerne, og tager det ikke saa nøje med Udgifterne, da det er de Efterlevende som skal betale Gildet. Hr. Vinding forekom det mig, var lidt uheldig i sine Udtalelser; i sin Ilterhed (jeg maa tillade mig at bemærke, den gode Mand er meget vredladen), gjorde han de ærede Modstandere af Forslaget opmærksom paa at der i hele Byen ikke findes en passende Lejlighed til Sognepræsten, men det er dog en temmelig grov Fornærmelse for en By som Horsens, der med rette er bekendt for en de smukkeste Provinsbyer her i Landet, og er forsynet med saadanne komfortable Bygninger, der nok kan findes værdig til at beboes af Pastor Klausen og Efterfølgere. Skal vi være enige derom saa lad os fortsætte med en lille "Tiggerhistorie" som i disse Dage foregaar her i Byen. En Ritmesterinde B. J. .... har sandsynligvis funden at der maatte gøres noget for den ærede Præstemand, da Forslaget med Friboligen fik en saa ynkelig Medfart i Byraadet, og har derfor i egen høje Person nedladt sig til at gaa omkling i Byen og tigge en Skærv, hvorfor der skal købes et Tæppe, der skal overrækkes Hs. Ærværdighed som Present paa hans Fødselsdag der nok indtræffer en af de nærmeste Dage. Hvorvidt den danske Lov hjæmler et saadant Tiggeri, er mig ubekendt, men det ved, jeg med Sikkerhed, at er der en fattig Enke, som tigger om Brød til at stille sine Børns Hunger med, da bliver Loven bragt i Anvendelse, og Forseelsen straffet med Fængsel paa kortere og længere Tid, efter som Øvrigheden finder for godt. Det er nu ikke min Mening at Ritmesterinden skal straffes paa den Maade, for den var temmelig grov for en saadan fin Dame, men jeg vil tillade mig at foreslaa, at de Penge; som allerede er indsamlet ved Tiggeri til et Tæppe til Pastor Klausen, bliver anvendte til Brød til de mange Ulykkelige, som mangler det Nødvendigste til Livets Ophold, og lad Præsten selv købe sig et Tæppe saafremt han trænger til et saadant; det tror jeg ogsaa nok er Pastor Klausens Mening? om jeg kender ham ret.

Endnu inden jeg for denne Gang nedlægger Pennen, vil jeg gøre Bladets Læsere opmærksom paa, at ved sidste Byraadsvalg her i Byen, gjorde Højrepartiet totalt Fjasko; af 8 Byraadsmedlemmer blev der valgt 6 af Venstrepartiet, og det er dog et temmelig godt Resultat. Ved næste Byraadsvalg haaber jeg at Arbejderpartiet bliver repræsenteret i Byens vise Raad, og sker det, maa de indrømme, Hr. Redaktør, at Spaadomsevnen ikke er saa daarlig hos

En enfoldig Arbejder.

(Social-Demokraten 23. januar 1876).

Fra Horsens. Naar det regner paa Præsten, maa det (for ikke at gøre det gamle Ordsprog til Skamme) dryppe paa Degnen. Pastor Clausen er nu adskillige Gange bleven taget grundig under Behandling, og har altsaa faaet, hvad der tilkommer Præsten; nu kommer Dryppet, det er altsaa Degnens Tur. Jeg skal tage saa lemfældigt paa ham som muligt, eftersom han jo kun kan betragtes som Præstens Bagmand ved højtidelige Lejligheder.

Ved Søren Vinthers Begravelse her i Byen i næstforrige Uge blev det af Enken, særlig for Familiens Skyld, som mest bestaar af Landboere, bestemt at bestille Klokkeringning (som nu en Gang er en Uskik for dem, der ved en Begravelse i Provinserne har mer end til Kisten), som naturligvis betaltes forud til Degnen, der ogsaa fungerer som Klokker. Men her fik man at se, at Hr. Olesen (det er Degnens Navn) som underordnet Kirkebetjent har lært at klassificere Folk; der kom ikke saa meget som en lille bitte Tone ud af Kirkeklokkerne, endskønt de, som foranført, var betalte. Som Følge deraf indsneg der sig den Tanke i Ligfølget: det maa nok være, fordi det er en simpel Mand der skal begraves, at Degnen har glemt sin Pligt. I den Tro henvendte en af Familien sig til ham paa Kirkegaarden og bad om Underretning, af hvilken Grund der ikke blev ringet med Klokkerne. Først paastod den gode Mand, at Klokkerne ringede, men det blev dog Følget for grov. og der fremkom da fra Degnen den mest indholdsløse Undskyldning jeg i mine Dage har hørt. Hele Skylden blev kastet over paa en fattig Arbejdsmand, som for en lurvet Betaling besørger Klokkeringningen. Degnens Undskyldning lød saaledes: Den Mand, som er ansat ved Klokkeringningen, har mulig glemt det, som slet ikke er saa forunderligt, efter som han ikke altid er rigtig paa dette Sted, og saa pegede Degnen paa sin egen Pande. Altsaa er det nu kommet saa vidt med Kirken i Horsens, at den bruger som Betjente Folk, der ikke er "rigtige", alt naturligvis for at spare, endskønt Kirken er meget rig. Det var nu slet ikke min Mening at tage Degnen under Behandling, naar han ikke paa saa ynkelig en Maade havde, for at redde Sølvtøjet, kastet Snavs paa den omtalte Arbejdsmand, der nu naturligvis skulde dække hans egen Forsømmelighed. Hr. Pastor Clausen maa jeg derimod indrømme, har været mere moderat i sine Udtalelser mod de væmmelige Socialister, siden jeg tog ham under Behandling.

En enfoldig Arbejder.

(Social-Demokraten 26. februar 1876).

Christian Herløssen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra den offenlige Politiret. Værtshusholder Christian Herløssen, der boer i Baggesensgade Nr. 21 i Kjælderen, har i den sidste Tid i sit Beværtningslokale uden Politiets Tilladelse afholdt musikalske og sceniske Forestillinger, ved hvilke der foruden voxne Personer tillige, efter hvad der ifølge de under Sagen afgivne Vidneforklaringer maa antages, medvirkede Børn under 15 Aar. Præstationerne, der foregik paa en Slags Tribune, bestod dels i Afsyngning af forskjellige socialistiske Sange, dels i Slagsmaalsscener, hvorunder de Stridende under Tiden gik saa vidt, at de rev Klæderne af hinanden. Forestillingerne, der saaledes henhørte under den i Politivedtægtens § 72 anførte Art, havde i det Hele en saadan Karakter, at de ikke alene fremkaldte Sløj og Allarm i Beværtningslokalet, men ogsaa foranledigede Uorden og Opløb paa Gaden, hvor en betydelig Menneskemasse jævnlig om Aftenen var forsamlet og besværliggjorte Færdselen, saa at Politiets Tilstedeværelse var nødvendig. Herløssen, der ved den offenlige Politirets Domme af 24de og 29de f. M. er anset henholdsvis for Overtrædelse af Politivedtægtens § 72 med en Bøde af 35 Kr. og for Overtrædelse af dens § 69 med en Bøde af 20 Kr., blev nu atter tiltalt for at have paany averteret bemældte Vedtægts § 72. Tiltalte vilde vel give det Udseende af, at Gjæsterne udgjorde en Forening, men herom godtgjordes intet under Sagen, i hvilken han første Gang ikke mødte personlig, og da den, der mødte for ham i Gaar, ikke kunde angive tilstrækkelige Grunde for en fornyet Udsættelse, afsagdes der Udeblivelsesdom, ved hvilken Tiltalte ikjendtes en Bøde af 20 Kr. til Kjøbenhavns Kommunes Kasse.

(Morgenbladet (København) 6. januar 1876).

Frederiksberg Sogns Folkebibliothek. (Efterskrift til Politivennen)

har nu bestaaet i 5 Aar, idet det aabnedes den 16de Decbr. 1870 med det Formaal at skaffe Kredsens uformuende Beboere billig og sund Læsning og derved bidrage til i deres Fritid at holde dem ved Hjemmet og sysselsætte dem paa en bedre og gavnligere Maade end hidtil. Bibliotheket er stiftet og opretholdt ved Gaver, deels fra Understøttelsesforeningen, deels fra Private. Antallet af Udlaan har i det sidste Aar været 11,828, hvoraf forholdsviis den største Deel falder paa Januar Qvartal. I 1875 blev der indbetalt 43 Aars-, 340 Qvartals- og 1271 Maanedscontingenter, ialt 1654 til et Beløb af 489 Kr., fordeelte paa 470 Laanere. Efter Stilling fordeelte Laanene sig saaledes: Haandværkere og Svende 102, Enker og ugifte Fruentimmer 89, Handlende og Næringsdrivende (Contoirister og Handelsbetjente) 72, Skolebørn og Lærlinge 58, Arbeidsmænd og Tyende 48, Studerende 18, Bestillingsmænd 15, Particulierer og Pensionister 14, Embedsmænd 13 og Folk i forskjellige Stillinger eller uden Opgivelse af Stilling 41. Det fremgaaer heraf, at Bibliotheket væsentlig søges af de Klasser, det er beregnet paa; men paa den anden Side følger det af Vesterbroes og de nærmeste Dele af Frederiksbergs overordentlig vexlende Fattigbefolkning, at Bibliothekets Publicum er temmelig ustadigt og tildeels mindre paalideligt med Hensyn til Indbetaling af Contingentet. Aflevering af Laanet og Erstatning for beskadigede Bøger, naar Laanerne fraflytte Districtet, og Bibliotheket da i Almindelighed taber dem afsyne. Iaar ere 32 Contingenter og 27 Bøger paa denne Maade gaaede tabte, medens c. 60 Bøger, især Billedmagasiner, ved Revisionen maatte kasseres paa Grund af ilde Medfart. For noget at raade Bod herpaa, har man antaget et Bud til maanedlig Indstævning af udeblivende Contingenter og Bøger. Det kan neppe betvivles, at Frederiksbergs Sognebibliotbek med Held løser sin Opgave og Haand i Haand med Understøttelsesforeningen virker meget godt blandt den fattige Befolkning, som det især stræber at paavirke moralsk. Men dets Midler, som kun lige slaae til, række ikke til Løsning af de forskjellige Opgaver, som man fra Begyndelsen satte sig. Saaledes havde man ønsket ganske at kunne undvære Tilskud fra Understøttelsesforeningen, for hvis Penge der andetsteds er saa rigelig Brug, samt i Tiden at kunne aabne en Læsestue for de Fattige for dermed fyldigere at virke til Bibliothekets oprindelige Formaal. Det vilde derfor være heldigt, om Publicum vilde betænke det lidt med Penge cg Gaver. Bestyrelsen bestaaer af Justitsraad, Bibliothekar Bruun, Forretningsfører Cold, Fuldmægtig Johansen, Redacteur Møller Holst. Candidat Paludan og Grosserer F. E. Trier.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. december 1875).

Vesterbrogade 76-70, ca. 1880. Længst tv. Emil Jørgensens tobaksforretning i nr. 76 i nr. 74 E. Kessners glas og porcelæn i midten Vesterbros Apotek i nr. 72, og th. A. Ebstrups forretning i nr. 70. Foto Kbhbilleder. Publiv domain.

Biblioteket startede i lejede lokaler på Vesterbrogade 70, altså i Københavns Kommune. I 1873 flyttede det til Vesterbrogade 76. Det var her biblioteket lå på artiklens udgivelsestidspunkt. I 1878 flyttede det til Gasværksvej 1 (stadig Københavns Kommune) under navnet "Vestre Afdelings Folkebibliotek", dog kun til 1881. I 1883-1885 lå det på Gasværksvej 11, hvorefter det blev overdraget til Københavns Kommune. Først i 1887 fik Frederiksberg sit folkebiblioteksvæsen.

Horsens. (Efterskrift til Politivennen)

Fabrikvirksomheden ved Horsens har i de senere Aar taget et betydeligt Opsving, og af Fabrikbygninger er der der stedse kommet flere og flere. I Sommer er der saaledes opført to nye Fabriker, af hvilke vi efter "Hors. Av." her meddele en kort Beskrivelse. Den ene er Grev Frijs-Frijsenborgs Trævarefabrik "Bastian", der for enkelte Maskiners Vedkommende begyndte sin Virksomhed den første Avg. d. A., men som først senere er kommet i fuld Drift. Dens Maskinsal er 54 Al. lang, 24 Al. bred og 14 Al. hos i Midten. To Rækker Jernstativer, der bære Drivaxlerne, dele Maskinerne i flere Afdelinger, som hver have sit særlige Arbejdsfag. I en Afdeling findes der Maskiner til at høvle og pløje Brædder, i en anden skjæres der Planker og Bræder, en tredie staar der en stor Bloksav, som kløver de store Stammer lige som de komme fra Skoven osv. Der findes i Bygningen Maskiner for Tilvirkningen af Bødkerstaver, Træsko, Læster, Træ til Cigarkasser, Hjulmandarbejde saasom Hjulnav og Hjuleger, Maskiner for Tildannelse af Skovle-skakte, Stolemagerarbejder o. s. v. Næsten alle Maskinerne ere leverede af Hr. Arbey i Paris, men der findes dog ogsaa Maskiner fra Wieland i Hamborg, Chemnitzer Værktøjsabriken samt fra Winther og Lund i Kjøbenhavn. Maskinerne drives af en Høj- og Lavtryksmaskine paa 30 Hestes Kraft, hvilken er bygget af Firmaet Møller & Jochumsen. Der bruges henimod 100 Tdr. Vand i Timen, som tilføres gjennem en fra Bygholms Aa gravet Kanal. Som man vil have bemærket, er dette betydelige Fabrikanlæg hovedsagelig  beregnet paa at udføre det grovere Arbejde for dem, der beskæftige sig med Tilvirkningen af Træ; Bødkeren, Hjulmageren, Stolemageren, Snedkeren o. s. v. vil her kunne forsyne sig med Materiale og spare et besværligt og tidsspildende Arbejde, som her udføres billigere og bedre af Maskiner. Planen til dette her i Landet enestaaende Fabrikanlæg skyldes Ingeniør Clausen i Horsens, der ligeledes har forestaaet saa vel Ledelsen af hele Anlæget som ogsaa i Udlandet foretoget Indkjøbet af Maskinerne.

Paa den modsatte Side af Jernvejsstationen har en af Byens dristige Handlende, Hr. F. C. Madsen, anlagt en Fabrik for Tilvirkningen af kulørte og hvide Bomuldstøjer samt halvuldne Tøjer. Fabriken begyndte allerede at arbejde i Foraaret, men den er dog først for et Par Maaneder siden kommen i fuldfærdig Stand. I den store, rummelige og luftige Sal findes opstillet 70 Dampvæve, der drives af en af Firmaet Møller & Jochumsen leveret 15 Hestes Dampmaskine, som erholder sit Vandforbrug fra den forbiflydende Kanal. Desuden beskjæftiger Fabriken ca. 10 andre Maskiner med forberedende Arbejder. Samtlige Væve og Maskiner ere af nyeste Konstruktion og leverede fra England. Et Dampfarveri, i hvilket Fabriken selv udfører sine herhen hørende Arbejder, ligger bogved Dampmaskinen, umiddelbart ud til den nævnte Kanal. Fabriken beskjæftiger allerede 80 til 90 Arbejdere. - Endvidere maa nævnes, at der i Sommer nede i Nærheden af Havnen er opført af Firmaet N. Andersen & Ko. en Kokes-Fabrik, foreløbig med 3 Ovne, som allerede i nogen Tid have været i fuld Gang med at forvandle Stenkul til Kokes.

(Morgenbladet (København) 22. december 1875).

Trævarefabriken Bastian 1888. Gengivet i Danmarks Industrielle Etablissementer. Public Domain.

"Bastian" ophørte i 1895. Fabriksanlægget ligger på Emil Møllers Gade 41 i Horsens. Bygningerne er opført 1874-75 ved ingeniør J.C. Clausen og udvidet 1936 i samme stil ved Viggo Norn. I 1896 blev virksomhedensolgt til fabrikant Emil Møller, der indrettede Emil Møllers Telefonfabrik på stedet. Under skiftende navne var den i drift til 1965. Herefter gik bygningerne i forfald og udsat for en brand i 1999. Den blev restaureret i årene 2006-08.

F. C. Madsens dampvæveri lå på Sønderbrogade 14. I 1898 blev det omdannet til et aktieselskab og ændrede navn til Aktieselskabet F. C. Madsens Dampvæveri og begyndte at producere  linnedvarer, samt farvning og blegning af stofferne. I 1918 ændrede det navn til M. A. Petersens Konfektionsfabrik. Fabrikken lukkede i 1974.

Bedrageri og Krænkelse af andres frihed. (Efterskrift til Politivennen)

To Blikkenslagersvende, der havde paataget sig at opsætte Tagrender og dække Tagkviste i en Ejendom i Ryesgade, efter Akkordbetaling for en Blikkenslagermesier. saaledes at en Del af Betalingen skulde udbetales dem forskudsvis under Navn af Ugeløn, indfandt sig den 28de Avgust hos Mesteren og foregav, at Arbejdet var saa godt som fuldført, hvorfor de forlangte Ugeløn for 5 Dage, uagtet de kun havde gjort højst 1 Dags Arbejde. I Tillid til deres Foregivendes Rigtighed udbetalte, Mesteren dem 17 Kr. 83 Ø., hvilke Penge de beholdt, uagtet det var deres Hensigt ikke at fuldføre Arbejdet. Efterat Mesteren senere havde erfaret, at han var besveget, gjorde han Anmeldelse til Politiet, og begge de Tiltalte erklærede ved en Forhandling for vedkommende Politiassistent, at de vilde erstatte den Bedragne enten ved Arbejde eller med Penge, men denne Overenskomst blev kun overholdt af den ene Svend, for saa vidt denne afarbejdede 2 Kr., men slet ikke af den anden. Nogen Tid efter begav den ene af Svendene sig til en Ejendom i Vesselsgade, hvor en tredie af Mesterens Svende arbejdede, og opfordrede denne til at ophøre med Arbejdet før den Dag, forat deltage i en Svir, men hertil var Svenden uvillig, og Tiltalte begyndte derfor at udskjælde ham, truede ham med Prygl, og tog fat i ham, medens han laa ude paa Taget, og søgte at trække ham ind paa Loftet. Imidlertid havde Mesteren fattet Mistanke om Tiltaltes Hensigt og var ilet Svenden til Hjælp, hvilket havde til Følge, at Tiltalte maatte give Slip paa denne, men han gik nu ned paa Gaden og tilraabte derfra Svenden truende Ytringer, som bevirkede, at Svenden ophørte med sit Arbejde, og i det hele fandt det raadeligst ikke at arbejde videre den Dag. De to tiltalte Svende, der ere i en Alder af c. 20 og 21 Aar, bleve for de heromhandlede Forhold af Kriminalretten ansete med Straf af Fængsel paa Vand og Brød, den ene i 3 Gange 5 Dage, den anden i 2 Gange 5 Dage, hvorhos de ved Dommen tilpligtedes at betale den omtalte Blikkenslagermester, hvad de hver iisær havde besveget ham for.

(Morgenbladet (København) 21. december 1875).