Arbejdskonflikten paa St. Croix, Oktober 1879. (Efterskrift til Politiennen)

Formelt kom der tre ting ud af The Fireburn: Kontrakterne var ikke længere på årlig basis, arbejderne kunne købe land - op til 28 ha, og fagforeninger blev tilladt. Reelt og i praksis skete der kun få forbedringer i landarbejdernes forhold, og børnedødeligheden fortsatte med at være blandt de største i Karibien.

Our readers will have observed in Saturday's issue, and again in the paper to-day, that a long expected announcement of great importance to this island has now been made, and it has become a published fact that the regulations hitherto controlling the relations between proprietors and rural labourers are to be finally abolished on the 1st of October next. The fact was officially made known on the several estates on Monday last.

It would be impremature to comment on this important notification before we are informed as to the nature of the new ordinance therein referred to.

(St. Croix Avis, 6. august 1879.)

Guvernør Garde undertegnede 13. september 1879 en ny lov for regulering af arbejdet, offentliggjort i St. Croix. Avis, 20. september 1879. St. Croix Avis, 24. september publicerede teksten til en ny løsgængerlov, hvor arbejdsløse i princippet blev gjort kriminelle.

Dansk Vestingen. St. Croix. Markarbejdere. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

1. oktober 1879 ophørte de retningslinjer der var mellem arbejdere og arbejdsgivere. I stedet skulle gælde samme lov som hvilede på de principper som gjaldt i tyendelovene. Det ville plantageejerne ikke gå med til, men ville fastholde årskontrakterne og ensartet betaling, nemlig 70 øre om dagen. Det nægtede arbejderne at gå ind på, og nedlagde arbejdet den 1. oktober. 2-3.00 arbejdere forlod endog øerne og tog til Frederiksted for at blive overført til naboøerne.  Trods kongeligt besøg - prins Valdemar - kunne konflikterne ikke holdes i ave:

Since our last, the situation in the country remains unchanged. The proprietors, at least for the most part, hold to the demand for a yearly contract, and the labourers as steadily refuse. So far as we know there is not one estate in the island where the people have returned to work. Good order, at the same time, prevails everywhere.

On Saturday and Monday many of the immigrant labourers crowded into West Endunder the false impresson that the English war-steamer Blanche had come to carry them back to their native islands.

(St Croix Avis, 8. oktober 1879.)

Wednesday, 15th October 1879.

We regret to write that the dead-lock in plantation work still continues. The labourers object sometimes that 20 cents is "not 'nough," sometime that they "will not be bung". 

We cannot hope that any advice of ours will spread much among the labouring class, but we would like to examine these objections from their own stand point and in their own interest.

First in regard to the twenty cents a day not being sufficient. Do the labourers know that this is the same rate as is paid in the smaller English islands, in Antigua for example? In Barbados, it is true, the common pay is a shilling, or 24 cents a day; but out of this the man has to pay for his house and ground, which is generally done by giving one day's labour a week as rent, and thus the pay is brought down to the same as is offered here. Do the labourers generally know that seven persons who left here for Barbados not very long ago, have returned to Est. Slob within the last few days? This ought to be a warning to the rest not to be anxious to try other islands. Broader reasons it would be useless to offer; but of course the real question is what can the land afford; and we feel sure that no planter will be willing to risk much more in the present state and prospects of the sugar market. It must be left to each planter to say what he can do; and it is not in the interest of the labourers themselves to have the estate thrown out of cultivation, by forcing the owner beyond this limit.

When we come to the objection to being bound, we must say that it does not in the least surprise us. The labourers have considered the abolition of Government interference, as an abolition of the contract system altogether. As a labouring man was heard to say the other day: How can we bound when the King has told us we are all free? It is not easy to make them see the difference between a contract proposed by the master, and a contract which they are compelled to take by the Government. And in truth, if the whole planting body agrees to insist upon it, it does practically amount to the same thing. Here we would remark that while we do not for a moment question the right of the planters to unite for this purpose, we do question the wisdom of erecting a rigid institution like this to meet exigencies which were utterly unknown and could not be foreseen. Such unions may do very well in old countries, it remains to be seen whether they are wish here. But to return to the "being bound", we do not, think the labourers have considered the great advantage that a contract is to themselves. The advantage to the owner of the land is too obvious to need comment: but the labourer has perhaps not thought of it from his own side. Let us suppose the case of an estate changing hands, the contracted labourers must be kept on and paid, the uncontracted may be dismissed. Again in dry weather the uncontracted hands can be discharged or put on half work, while for the contracted hands work and pay must be found all the time. Further, in the case of a man having a good provision ground, there is much more assurance of his reaping the products when the master is bound by contract to keep him on the estate.

In short the labourer is apt to forget that if he is bound the master is bound too, and must find work for him and support him whether convenient to do so or no. In Antigua, a contract act was passed, because the Iabouring people themselves saw the advantage of it, and a great number readily entered into contracts. Those who did not are liable to be sent off the estates as soon as dry weather sets in; and consequently in Antigua there is always great poverty, and we may add crime also, in such seasons. There are two sides to every question, and it is well, that the labourers should see this contract question from the side of its advantages to themselves before they decide entirely on refusing to enter into contracts.

(St. Croix Avis, 15. oktober 1879.)

St. Croix

(From the Avis October 18th)

Since our last issue we have heard of several estates having resumed work. All through the Island the labourers whose contracts under the old law had not expired have gone back to their work; but the greater number og those whose contracts expired on the 1st of October still refuse to accept the new terms.

There is a rumour that some managers are offering a fixed sum with allowance; and as the allowance system is in great favour with the labourers, and has some merits, it is worth while to consider this plan.

(Sanct Thomæ Tidende, 22. oktober 1879)

De dansk-vestindiske Øer. Ifølge Indberetninger til Regjeringen af 12te October fra Gouverneur Garde, som dengang opholdt sig i Frederikssted, havde Negrene paa Øen St. Croix efter 1ste October, da de gamle Arbeidscontracter vare udløbne, vægret sig ved at fornye disse paa et Aar, hvortil de vare berettigede efter den stedfundne Ophævelse af Arbeidsregulativerne. Paa Grund af denne deres Vægring havde Arbeidet hvilet siden den 1ste October, hvilket iøvrigt alligevel vilde være skeet, idet vedholdende Regnveir hele Tiden gjorde det umuligt at arbeide i Markerne. Indtil Rapportens Afgang havde kun omtrent 30 Negre forladt Øen. Et Rygte om, at et ved Frederikssted opankret engelsk Orlogsskib gratis vilde føre alle engelske Negre, som ønskede det, til de engelske Colonier, havde lokket over 1000 Negre til Byen. Da de imidlertid bragte i Erfaring, at Chefen paa Skibet manglcde enhver Instruction i saa Henseende, forlade de atter Byen, uden at der fandt Optøier Sted.

I Anledning af Aarsdagen efter Negeropstanden ifjor skriver St. Thomas Times af 1ste October: "Idag ledes Tanken uvilkaarligt hen paa de rystende Begivenheder der forefaldt ifjor den lste October, ved at kaste Blikket tilbage paa, hvad der er skeet i det forløbne Aar, kunne vi kun beundre den ubetvingelige Energi, som Indbyggerne paa St. Croix have lagt for Dagen ved Gjenopbyggelsen af Frederikssted. Hovedaarsagerne til Oprøret - Arbeidsrregulativerne og Manglen af Garnison i Frederikssted samt en utilstrækkelig Troppestyrke i Christianssted - ere bragte ud af verden. De tidligere Arbeiderregulativer ere ophævede og nye indførte: Idag vil ogsaa den nye Løsgjængerlov, en Lov, der er vel skikket til at holde Gaderne frie for Løsgjængerne og til at forsyne Plantagerne med Arbejdere, træde i Kraft. Garnisonen i Frederikssted er stærk nok til at møde alle Eventualiteter, men vi kunne ikke fatte, hvorfor Landdistricterne savne militair Beskyttelse. Militairstationen, Kings Hill, midt paa Øen ligger endnu i Ruiner, og Plantagerne mellem de to Byer ligge priisgivne Oprørere, der kunne have frit Spil, indtil der kommer Undsætning fra Byerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. november 1879).

Strejken paa St. Croix har fremkaldt en næsten fuldstændig Uvirksomhed paa Plantagerne. Da de gamle Arbejder-Regulativer vare udløbne den 1ste Oktober, hvorved Planterne og Negerne blive stillede ligesaa frit overfor hverandre som andre Arbejdsgivere og Arbejdere, tilbød Planterne Negerne 20 Cts. om Dagen, frit Hus og fri Lægehjælp, mod at Negerne forpligtede sig til at arbejde for dem mindst l Aar. Grunden til den tilføjede Betingelse var, at Planterne vare bange for, at Negerne skulde gjøre Strejke, naar den travle Høsttid kom, for saaledes at skrue Arbejdslønnen op. Negerne vilde paa deres Side under ingen Omstændigheder binde sig for 1 Aar; en saadan Kontrakt mindede dem alt for meget om deres gamle Trældomstilstand, og de troede, det var mere til deres Fordel at arbejde paa Dagløn. De to Parter staa haardnakket og bestemt overfor hinanden, og kun paa en enkelt Plantage i Nærheden af Frederikssted fortsattes Arbejdet, fordi Kontrakterne der endnu ikke ere udløbne, saa at Politiet har kunnet tvinge Negerne til ikke at nedlægge Arbejdet. Hvor lidet medgjørlige Planterne have været under den hele Affære, fremgaar af den Forbitrelse, det vakte iblandt dem, da en af deres Kolleger tog Negere paa Dagløn og saaledes paany begyndte Arbejdet paa sin Plantage. Planterne have i den Henseende ikke vist sig stort bedre end de Socialister, der under en Strejke strejke om og true andre Arbejdere, som ikke ere af deres Mening. Hvad Frygten for en Strejke i Høsttiden angaar, skulde man synes, at en saadan Strejke bedre vilde kunne undgaas ved et godt Forhold mellem Arbejdsgivere og Arbejdere end ad den Vej, Planterne nu have valgt. Af Negerne kan man selvfølgelig ikke forlange saa meget som af Folk, der i længere Tid have levet under Frihedens Vilkaar; men de ere i ethvert Tilfælde lige saa fuldt i deres Ret under den forhaandenværende Krise som Planterne. Man maa rose Negerne for deres rolige og ordenlige Optræden ved denne Lejlighed de have opført sig langt bedre, end Strejkende i Reglen pleje van; men det er beklageligt, at den hidtil herskende Klasse derovre ikke endnu har formaaet at tilegne sig en besindigere Opfattelse af Midlerne til at hidføre fredelige og ordnede Tilstande paa Øen.

(Morgenbladet_(København) 5. november 1879).

4. november 1879 meldte guvernør Garde at arbejdet var ved at blive genoptaget på St. Croix.

Værtshusholderske i Griffenfeldtsgade. (Efterskrift til Politivennen)

En Værthusholderske i Griffenfeldtsgade foranledigede en Aften i April Opløb paa Gaden derved, at hun gaaende paa Gaden højt jamrede over, at en Person, der havde været til Stede i hendes Mands Beværtningslokale, havde forlangt at se hendes Ægteskabsbevis. Da to Politibetjente nu kom til, forlangte hun at de skulde anholde den paagjældende Person. Betjentene fik de Tilstedeværende til at gaa og opfordrede Konen til at forholde sig rolig, men hun skreg endnu højere og brugte Skjældsord som Tyveknægt, Laban osv. Hendes Mand kom nu til og søgte at formaa hende til at gaa ind, men hun nægtede det, og da hun tilsidst blev aldeles rasende, førte Betjentene hende til Politistationen. Paa Vejen hertil kom Manden atter og bad om hun maatte gaa hjem; dette tillod Betjentene, men da de slap hende, slog hun den ene i Ansigtet med knyttet Haand og greb den anden i Uniformskraven ligesom hun tog sit Hovedklæde og Shavl af og kastede det paa Gaden. Paa Stationen blev det hende tilbudt at gaa hjem men hun nægtede at lade sig dimittere og hendes Adfærd var saa støjende, at hun med Magt maatte sættes i en Droske og kjøres til Hovedstationen. Paa Veien derhen udskjældte hun de Betjente, der sad hos hende i Drosken, og disse maatte gjøre de største Anstrængelser for at forhindre hende fra at bide og slaa dem, og efter at hun omsider var bragt over i Arrestbygningen ved Hovedstationen, foer hun pludselig ind paa den ene og tilføjede ham med knyttet Haand et Slag i Ansigtet. Under den mod hende indledede Undersøgelse ved Kriminalretten oplystes det at hun ved den omhandlede Lejlighed var noget beskjænket Tilstand og i høj Grav af Affekt, og ved en Erklæring af Retslægen i Forbindelse med en Udtalelse af en Læge, der i Løbet af de 3 a 4 sidste Aar af og til havde behandlet hende, blev det efter at hun havde været indlagt til Observation paa Kommunehospitalet, godtgjort, at hun lider af kronisk Alkoholisme, der medfører en ikke ringe Sløvelse af de mentale Evner, samt udtalte Symptomer paa Sindssygdom; fremdeles at hun var hallucineret paa Hørelsen, og at hele denne sygelige Tilstand medfører, at hun, selv om hun ikke ved den ommeldte Lejlighed hat været i høj Grad beruset, dog godt kan være kommet i en saa lidenskabelig Sindsbevægelse, at hun som Følge af sin sygelige Tilstand fuldstændig har tabt Herredømmet over sig selv, og ihvorvel Retslægen ikke troede, at man kunde anse hende for fuldstændig afsindig og utilregnelig, maatte han dog anse hende for at være i den Grad svækket, at hun ikke var i Besiddelse af den fulde Tilregnelighed, der findes hos sunde Individer. Tiltalte blev som Følge af det anførte dømt efter Straffelovens §§ 100 og 101, sammenholdt med § 39, og Straffen bestemtes til simpelt Fængsel i 14 Dage.

(Morgenbladet (København) 30. september 1879).

Dobbeltmordet i Kleitrup (3): Mørkes Flugtforsøg og Niels Andersens Tilstaaelse. (Efterskrift til Politivennen)

Mordet i Kleitrup. Fra Hobro skrives til "Jp." i Løverdags: Af de for Dobbeltmordet i Kleitrup arresterede 2 Personer afgav, som tidligere omtalt, den ene, Niels Andersen, faa Dage efter sin Anholdelse Tilstaaelse om sin Medskyld, medens derimod den først arresterede, Rasmus Pedersen (Mørke) vedblivende negtede enhver Deel i Forbrydelsen, og ligesom for halvtredie Maaned siden Fremstillingen af de Myrdedes Liig for ham ikke efterlod noget kjendeligt Indtryk hos ham, saaledes viste for saa Dage siden en Konfrontation med hans Medskyldige sig frugtesløs, idet han stadig fastholdt sit Benægtelsessystem. Saaledes stod Sagen, da man i Fredags Aftes overraskedes ved et Forsøg af ham paa at slippe - ud af Arresten. Under sin Fængsling har han været belagt med Haandjern, som det var lykkedes ham at frigjøre sig for, og med en Jernkrog, han havde løsrevet i Arresten, prøvede han paa at bane sig Udgang gjennem Celledøren. Den derved foraarsagede Larm blev imidlertid hørt, og inden han endnu var naaet ret langt frem med sit Arbeide, blev han standset heri. Det mislykkede Udfald af hans Befrielsesforsøg lader til for en Deel at have brudt hans Modstandskraft; thi umiddelbart efter afgav han for Forhørsdommeren, Justitsraad Christensen, en Tilstaaelse om det begaaede Mord. Denne Tilstaaelse stemmer vel ikke ganske med hans Medskyldiges Forklaring og er derfor neppe heelt igjennem rigtig, men den skete Begyndelse lader vente, at ogsaa de nuværende Uovereensstemmelser mellem de tvende Forbryderes Udsagn ville blive fjernede. Mørk er tidligere straffet for Forbrydelser mod Eiendomssikkerheden og løb for et Par Aar siden under en Transport til Løgstør bort fra sine Bevogtere, men blev snart efter igjen anholdt.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 22. september 1879).

Dette var ikke det eneste flugtforsøg. Han forsøgte også at begå selvmord. Den 19. september 1879 aflagde han fuld tilståelse. Han fortalte, hvordan han havde slået Peder Pedersen og Anders Jensen Bødker ihjel med en tøjrekølle. Han indrømmede, at han havde planlagt mordet, og sagde endvidere, at han intet udestående havde med de myrdede. De havde tværtimod altid været flinke overfor ham. Den eneste årsag til ugerningen var, at han manglede penge og tøj, og ikke så anden udvej. Rasmus fortalte også, at han havde været temmelig beruset, da han begik mordene, men han erindrede dog, at han ikke havde haft nogen medskyldig. Han havde været alene om drabet.

Om Mordene i Kleitrup indeholder "Hobro Avis" for i Lørdags følgende interessante Meddelelse: Da Arrestanten Niels Andersen i Slutningen af Juli Maaned eftersøgtes i Anledning af Mordene, var det ikke saameget fordi der var nogen positiv Grund til at mistænke ham for Deltagelse i selve denne Forbrydelse, som fordi man nærede Forventning om, at han, om hvem det tilfældig var oplyst under Forhørerne, at han havde begaaet nogle mindre Bedragerier, vilde paa Grund af sit tidligere Forhold til Arrestanten Rasmus Pedersen (Mørke) kunne give nogen Oplysning om denne Sidstes Forhold til Mordene. Niels Andersen blev anholdt den 3die August og efter i nogle Dage at have benægtet at kunne give Oplysninger om Rasmus, fremkom han under et Forhør den 7de med nogle Meddelelser om denne, hvilke under den derved fremkaldte yderligere Examination ledede til at han efter haanden afgav en fuldstændig Beretning om Mordenes Udøvelse at Rasmus i hans Nærværelse og derhos tilstod selv at have ydet en mindre Medvirkning dertil. Ihvorvel denne Beretning i adskillige Punkter var uklar og skjønnenes utroværdig, maatte det dog. idet han anklagede sig selv, antages, at der laa nogen Sandhed til Grund derfor, og da han under senere Forhør tilbagekaldte og forandrede Adskilligt af hvad der ikke fandtes at hænge vel sammen, bragtes det ved disse Berigtigelser dertil, at Niels Andersens Fremstilling dog i det Væsenligste kunde ansees for antagelige, navnlig da Rasmus Mørke haardnakket vedblev med en til det Yderste dreven Benægtelse at at vide Noget om, hvad der i mindste Maade kunde referere sig til Mordene, medens Niels Andersen endog med en paafaldende Iver stræbte at oplyse sin Fremstillings Rigtighed. Saaledes stod Sagen, da Rasmus Mørke efter et mislykket Forsøg paa at undvige af Arresten i et den 19de Septbr. om Aftenen afholdt Forhør blev dragt til at gaa til Bekjendelse om at have udført Mordene. Han paastod strax at have været ene om Misgjerningen og nægtede paa det Bestemteste, at Niels Andersen havde været med derved. Den Forklaring. Rasmus afgav, havde i sig selv et fuldstændigt Præg at Troværdighed og derhos indeholdt hans Fremstilling Adskilligt, som - dets Rigtighed forudsat - afgiørende maatte tale for, at Niels ikke kunde have været delagtig i Mordenes Udøvelse, været tilstede paa Gjerningsstedet eller overhovedet truffet sammen med Rasmus ved den Tid Mordene bleve begaaede. Saasnart Niels Andersen i et derefter afholdt Forhør havde erfaret at Rasmus havde tilstaaet sig skyldig i Mordene uden dog at blive bekjendt med Detaillerne af Rasmus' Forklaring og navnlig, uden at erfare, at Rasmus havde erklæret at Niels stod udenfor Sagen, fremkom Niels Andersen ogsaa med Paastand om at han slet ikke havde deltaget i Misgjerningen eller kendt Noget til den, idet han erklærede, at han nu ikke længer kunde fordølge Sandheden, "thi hans og Rasmus' Forklaringer vilde aldrig kunne komme til at stemme overens, da han (Niels) aldeles ikke havde været med." De derefter anstillede Undersøgelser have indtil de mindste Detailler bekræftet den fuldstændige Rigtighed af den Fremstilling, Rasmus giver, men tjene paa den anden Side ikke blot til at godtgjøre Urigtigheden af Niels Andersens Fremstilling af det Passerede, men det maa endog, om der end ikke endnu kan siges at være afgjort Vished derfor, ansees overveiende sandsynligt, at Niels Andersen ikke kan have været tilstede i Kleitrup ved Mordenes Udøvelse, og altsaa heller ikke øvet nogen samtidig Medvirkning til disse, medens det iøvrigt kan være tvivlsomt om Niels Andersen ikke skulde have været delagtig i visse indledende Skridt til Forbrydelsen. Naar Niels Andersen imidlertid har været istand til at give en Fremstilling af Begivenhederne der dog til en vis Grad har kunnet faa et Skin at Troværdighed, saa bliver dette forklarligt, naar man tager i Betragtning, hvad han i den Tid, han var paa fri Fod, indtil den 3die August kan have erfaret af forskiellige Blades mere eller mindre paalidelige og tildels udførlige Beretninger om, hvad der angaaer denne Sag, saavel direkte ved at læse disse Blade som indirekte ved Fortællinger om Mordene hentede fra disse; og det derhos bemærkes, at Niels Andersen var personlig særdeles nøie bekjendt med den myrdede P. Pedersens Hus og Levevis saavelsom med Egnen mellem Hobro-Øls-Kleitrup og Lindum Skov; men naar der spørges om, hvad der da har bevæget Niels Andersen til at give en Forklaring, som var usand, naar han derved fældede sig selv som skyldig i en betydelig Forbrydelse, saa er der endnu ikke vundet fuld Klarhed herover. Det er muligt, at Niels Andersen, som er en yderst løgnagtig, karakterløs, letsindig og snaksom Person, er ledet af en vis Hævnlyst imod Rasmus; der synes ogsaa at være Tegn til, at Niels Andersen har fundet et vis Morskab i at opfinde og soutenere en Rolle, der lod ham faa en vis Betydning og Interesse; ialtfald har han siden sin Fængsling vist en paafaldende Tilfredshed i sin Stilling og Sorgløshed med Hensyn til hans Skjæbne, og det er sikkert, at han, der ved Siden af en stor naturlig Sundhed er ganske blottet for moralske Begreber og har faaet en yderst slet Opdragelse, ikke har havt nogen Forestilling om, at den Anklage, han rettede imod sig selv for Medvirkning ved Mordene, skulde kunne medføre en saa betydelig Straf, som Loven hjemler, og navnlig har han ikke troet, at han derved paadrog sig væsenlig større Straf end den, der vil følge af, at han i ethvert Fald vil blive straffet for gjentaget Tyveri eller Bedrageri.

(Dagens Nyheder 29. september 1879).

Jyllandsposten havde følgende kommentar til ovenstående artikel:

---

Idel vi forbeholde os, naar Sagen er paadømt, at fremsætte de øvrige Bemærkninger, som ovenstaaende, i flere Henseender mærkelige Rapport giver Anledning til, skulle vi dog allerede nu tillade os at gjøre opmærksom paa det Uholdbare i den meget søgte Forklaring af, at Arrestanten N. Andersen i et Par Maaneder har kunnet trække om med Forhørsdommeren med en opdigtet Fortælling om at være meddelagtig i Gjerningen. Vi finde os saa meget mere beføjede hertil, som "Jyllandsposten" er det Blad, der har bragt udførlige Meddelelser om Forbrydelsen, og der saaledes maa være sigtet netop til "Jyllp.", naar det i Rapporten hedder, at Arrestanten har øst sin Kundskab af Bladenes "mere eller mindre paalidelige og tildels udførlige Beretninger". Allerede i de citerede Ord ligger der for Enhver, der drager logiske Slutninger, et ret godt Vink om, hvor lidt den givne Forklaring er bevendt; thi naar Bladenes Beretninger kun være "mindre paalidelige", maatte Arrestantens derpaa byggede Forklaringer saa meget mindre kunne skuffe Forhørsdommeren. Men i vore Beretninger, der som sagt vare de udførligste, er der alene fremdraget Hovedtrækkene i Forbrydelsen og aldeles forbigaaet de mangfoldige Detailler, som danne Grundlaget for en indgaaende Afhørelse af Inkvisiter, og Arrestanten N. Andersen har derfor fornuftigvis aldeles ikke kunnet benytte vort eller noget Blad som Kilde for sine Svar men maa have erhvervet sit Detailkjendskab til Omstændighederne paa en ganske anden Maade. Et eneste Exempel af de mangfoldige, som kunne paapeges, vil oplyse dette: Arrestanten har, efter hvad der er os bekjendt, i sine Forklaringer kunnet beskrive ikke blot Saarene i de Dræbtes Hoveder, men ogsaa et Saar, som en af de Dræbte fik paa Armen, og om dette Saar har hverken "Jyllandsposten" eller noget andet Blad indeholdt et eneste Ord. Vi maa derfor for vort Vedkommende aldeles bestemt vægre os ved at paatage os det Hverv som Syndebuk for vedkommende Forhørsdommer, som det ved Rapporten i "Hobro Avis" er forsøgt at tildele os.

(Jyllandsposten 30. september 1879).

Communeskolen paa Capelvei. (Efterskrift til Politivennen)

Den nyere Tids Forbedringer i Retning af Bygningers Ventilation og Opvarmning ligesom ogsaa de navnlig fra Udlandet hentede Erfaringer med Hensyn til den hensigtsmæssigste Maade, hvorpaa Skolestuer bør belyses og det i samme benyttede Inventarium bør indrettes, har gjort det muligt for Kjøbenhavns Commune i Løbet af nogle faa Aar at bygge flere nye vel indrettede Friskoler, hvortil der alt længe har viist sig at være stor Trang, idet Arbejderbefolkningen her i Staden i de senere Aar er tiltaget i overordentlig Grad navnlig som en Følge af Indvandring fra Landet, hvor den stedse tiltagende Anvendelse af Maskiner i Landbrugets Tjeneste ved bliver al formindske Trangen til personligt Arbeide.

I Erkjendelsen af, at den første Betingelse for aandelig Vækkelse er, at et vist physisk Velvære maa være tilstede som Grundlag, og da der til Velvære foruden sund Føde og reenlige Klæder udfordres sunde Boliger og sunde Skoler, navnlig hvad Luftens Beskaffenhed og sammes Opvarmning og Ventilering angaaer, kunne vi ikke skjønne rettere, end at Kjøbenhavns Evmmune har bestræbt sig for paa den meest tilfredsstillende Maade at løse den Deel af Opgaven, som den nærmest maa have for Øie, naar Spørgsmaalet er om Tilvejebringelsen af Midler til Arbejderstandens aandelige Vækkelse. Det vilde derfor være heldigt for det danske Folk, om Communerne i Kjøbstæderne og paa Landet vilde følge det af Hovedstadens Commune givne Exempel.

Den nye Communeskole paa Capelvei er en Friskole, der vil kunne optage 800-1000 Børn, og Classeværelserne ere saa store, at hvert Barn vil saae mindst 150 Cbf. Luft at indaande, medens der stadigt tilføres frisk Luft og bortsuges fordærvet Luft. Skolen er forsynet med store sexrammede dobbelte Vinduer, og det er den første, hvor den Fordring findes tilfredsstillet, at Glasarealet bør være 1/6 af Gulvarealet. Det i Classerne anvendte Inventarium er indrettet efter samme Construction som det, der findes i de tidligere af Architekt Hans J. Holm opførte Communeskoler paa Christianshavn og i Charlottegade paa Nørrebro ; det Hensigtsmæssige i sammes Indretning er derfor allerede godtgjort ved Erfaringen.

Skolen, en 3- Etages Bygning med Kjælder og Loftsrum, er opført af gule Muursteen paa Granitfundament og dækket med Skifertag. Gesimser, Baand og Capitæler dannes deels af Formsteen, deels af hugne Faxe Kalksteen. Bygningen ligger 20 Fod Vest for Capelvei og har sine Facader parallelt med denne. Pladsen foran Bygningen vil blive beplantet. Bygningens Midtparti har en Længde af 58 Fod og en Dybde af 42 Fod. Endepartierne springe paa hver Side 6 Fod frem foran Midtpartiet og have hver en Facade af 27 Fods Længde mod Gade og Gaard. I Endepartierne findes Bygningens Hovedindgange og Hovedtrapper. For Trappeganges Skyld er der i hver Gavl en 14 Fod bred Udbygning, der springer 7 Fod frem foran Galvmuren. Adgangen til Hovedindgangene og Gaardspladserne skeer gjennem Porte, der ere anbragte i det Rækværk, der skiller Gaden fra den til Bygningen hørende Grund, som er ca. 160 Fod i Qvadrat. Der er indrettet særskilte Legepladser og opførte særskilte Retirader samt et Gymnastikhuus med særskilt Adgang for Drenge og Piger. 

I Stue-Etagen, ere de to Trappegange forbundne ved en Corridor, hvori der findes en aflaaset Dør, som stiller Bygningen ad i to Afdelinger, nemlig den nordlige for Drenge og den sydlige for Piger. Inspecteurens Leilighed optager den Halvdeel af Bygningen, som vender mod Gaden. I den Halvdeel, som vender mod Gaarden, findes, der i sammes midterste Deel et Contoir for Inspecteuren og paa hver Side af dette et Classeværelse. Samme Halvdeels nordligste og sydligste Deel afgiver Leilighed henholdsviis for skolebetjenten og Overlærerinden. Paa enhver af Trappegangenes Repos'er er der i hver Etage anbragt en Vandkumme, som afgiver det fornødne Drikke- og Vaskevand for Børnene. I 1ste Etage findes der 4 Classeværelser for Drenge og 4 for Piger; det samme er Tilfældet i 2den Etage; men her findes tillige særskilte Forsamlingsværelser for Lærere og Lærerinder med tilhørende Forstuer, Garderober etc. Trappegangenes Slidtrin ere af pitchpine-Træ og ere paaskruede med Messingskruer paa de egentlige Læretrin. En Repararion af Trapperne vil derfor let kunne iværksættes, naar det kun gjælder om at erstatte de opslidte Trin med nye. Over hele Bygningen findes et rummeligt Loft, som er beregnet paa, at der senere sammesteds kan indrettes nye Classeværelser, ifald en Udvidelse af Skolen skulde vise sig nødvendig. 

I Kjælderen, der overalt er forsynet med Betongulv, er der Brændselskjælder, Vaskekjælder og Kjældere for Beboelseslejlighederne. Desuden findes sammesteds anbragt 4 Caloriserer, ved Hjælp af hvilke den friske Luft, som tilføres udefra bliver opvarmet. Den indstrømmer gjennem store i Kjælderen anbragte Aabninger og ledes derfra gjennem overhvælvede Luftcanaler hen til de nævnte Caloriserer. Efterat være bleven opvarmet føres Luften herfra gjennem særskilt murede Varmluftsrør (Skorstene) op til Classeværelserne i Stueetagen og til alle Værelserne i 1ste og 2den Etage, og ethvert af Rørene udmunder ca. et Par Alen under Loftet med cn af et Traadgitter dækket Ventilaabning. Den fordærvede Luft udsuges gjennem Aabninger, der ere anbragte henholdsviis lidt over Gulvet eller i samme Høide som de Aabninger, hvorigjennem den varme Luft strømmer ind om Vinteren. Disse Aabninger dækkes af Klapper, som ere saaledes indrettede at de kunne stilles i forskjellige Stillinger efter Behag. For Udsugningens Skyld er der Appelskorstene, som ere førte op ved siden af de andre Skorstene.

Det sees altsaa, at Opvarmningen er forbunden med en Ventilation, og da den varme Luft strømmer ind foroven, ville Børnene ikke kunne generes af denne, ligesom heller ikke Udsugningen forneden vil gjøre sig kiendelig ved Fodkulde, efterdi Luften i Værelset paa Grund af den stadige Tilstrømning af varm Luft foroven ikke faaer Tid til at afkjøles synderligt forneden. Børnenes Overtøi skal ophænges i Classerne i Nærheden af Udsugningsaabningerne.

Opvarmningen og Ventilationen af Beboelsesleilighederne skeer ned almindelige Kakkelovne og Ventiler. 

Planen til den nye Skolebygning er udarbeidet af Architekt Hans J. Holm, der med Assistance af Archttelt E. Schiødte som Conducteur tillige har ledet Bygningernes Opførelse.

Magistraten har selv skaffet alle de vigtigste Materialer tilveie, nemlig Muursteen fra Firmaet Frimodt & Petersen, Tømmer, deels pommersk, deels svensk, fra Tømmerhandler Collstrop, Cement, Kalk, Sand etc. Ved privat Licitation har Muurarbeidet været overdraget tit Muurmester Licht, Tømmerarbeidet til Tømrermester Breede, Snedkerarbeidet til Snedkermester Oxelberg, Skiferdæk- og Blikkenslagerarbeidet til Skiferdækker Bode, medens de fire Caloriferer ere udarbeidede i Kockums mechaniske Værksteder i Malmø under Ingenieur Tropés Ledelse og de i Luftrørene anbragte Spjæld og Ventiler m. m. ere leverede af Ludvigsen & Hermann. Gas- og Vandledningen er udførte af Fabricant Riedel. Ingenieur Bonnesen har forestaaet Indretningen af Varme- og Ventilationsapparaterne og Viceinspecteur Ambt Grundens Training. Anlæget af de nødvendige Afledninger for Spildevand, Brolægningen og Anordningen af Pladsen med Hensyn til Beplantningen.

Gasindlæget er udført efter Ingenieur Ib Windfeld Hansens Plan; samme Ingenieur forestaaer for Tiden en Omformning af Gasindlæget i de øvrige Communeskoler. 

Arbeidet ved Opførelsen af den nye Communeskole paa Capelvei paabegyndtes ifjor Efteraar; men den uheldige Vinter med afvexlende Frost og Regn har sinket Arbeidet meget betydelig. Som Inspeeteur for Skolen er udnævnt Cand. theol. H. I. Greensteen, der tidligere har været Viceinspeeteur ved Communens Betalingsskole i Nørre Allee. Den nye Skole paa Capelvei vil blive taget i Brug den 1ste October 1879.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. september 1879).

Fotograf Frederik Riise (1863-1933: Kommuneskolen på Kapelvej. 1879-1890. Kbhbilleder. Public domain.

Værtshusholderi paa Amalienborg. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Jeg tillod mig for længere Tid siden at fremkomme med en Anke i "Morgenbladet" over det formentlig ulovlige Værtshusholderi, der blev dreven af Portneren paa Kr. VII.s Palæ paa Amalienborg, og det hjalp den første Tid, men kun for at blive en Overgang til det værre. Jeg besluttede mig da til al være en opmærksom Iagttager, for at se, hvor vidt dette Uvæsen blev drevet, og jeg maa tilstaa, at Resultatet oversteg mine dristigste Forventninger; det maa ikke være nogen daarlig Forretning, thi jeg tør med Sikkerhed paastaa, at nævnte Portner hver Dag i Sommer har forhandlet gjennemsnitlig 3 a 4 Ankers bajersk Øl foruden andre Ølsorter, Cigarer, og et meget betydeligt Kvantum Brændevin. Men der skal jo ogsaa meget til, naar han som i Sommer, da Palæet undergaar en Hovedreparation, har forsynet næsten samtlige Arbejdere derved med vaade Varer, foruden Leverancer til de øvrige Palæers Beboere. Det var derfor med god Ret, at Værtshusholderne følte sig krænkede derover, thi skal der være Værtshus paa Amalienborg, er vedkommende Ihændehaver af det, som alle andre, pligtig at løse Borgerskab og svare sine Asgifter.

Jeg kunde forstaa, at en slig Forretning kunde været ført, naar der ingen Slotsforvalter var paa Palæet, men en saadan er der, og han passerer mange Gange daglig Porten og har hver Gang Syn for Sagen, uden nogensinde at hæve et Ord derimod. Dette er, hvad jeg ønsker at bringe frem, da de højere Myndigheder synes at ville dysse Sagen hen, nu da det er gaaet op for dem, at det er galt fat derude. Portneren har vel nok faaet en Advarsel for sit Forhold og Slotsforvalteren et Tilhold fra vedkommende Ministerium om at søge nævnte Værtshus hævet, men jeg tillader mig at udtale, at det vilde have mere retfærdigt og efter min Anskuelse det eneste Middel imod fremtidig Gjentagelse, om Portneren var bleven idømt en klækkelig Mulkt for ulovligt Værtshushold og Brændevinshandel og Slotsforvalteren en lignende for den Maade, hvorpaa han har overset det.

Deres ærb. S+n.

(Morgenbladet (København) 18. september 1879)

Moltkes Palæ (Christian den 7.s Palæ) og Levetzaus Palæ (Christian den 8.’s Palæ) husede i sidste halvdel af 1800-tallet Udenrigsministeriet.