Voldsmanden Svend Petersen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Udaaden paa Amager.

Om det af Gaardmand Svend Pedersen i Sundbyvester forøvede Overfald paa to af sine Tjenestepiger har vi modtaget følgende :

Da Undertegnede Mandagen den 11. Avgust d. A. henvendte os i Svend Pedersens Gaard, medundertegnede Lovise Poulsson for at afhente mine Ejendele og medundertegnede Henriette Hansen for at erholde et Beløb af den mig tilkommende Løn, som jeg ikke havde faaet udbetalt, blev vi Genstand for følgende Behandling.

Ved vor Ankomst til Gaarde, henvendte undertegnede Henriette Hansen sig til Svend Pedersens Hustru med j Forespørgsel om, hvorvidt Svend Pedersen var hjemme, idet jeg ønskede at faa mit Tilgodehavende udbetalt. Der blev imidlertid svaret, at Pedersen ikke var hjemme, og da jeg saaledes ikke kunde faa mit Ærinde udrettet maatte jeg foreløbig lade dette bero. Imidlertid gik medundertegnede Louise Poulsson ind i Pigekamret og hentede sin Koffert, som vi da i Fællesskab bar ud ad Bagporten til Gaarden. Da vi var komne ud paa Vejen kom Svend Pedersen imidlertid løbende efter os, og da han kaldte paa os, standsede vi, og satte Kofferten ned paa Vejen. Da han kom hen til os gav han sig uden nogen Foranledning til at ruske i medundertegnede Lovise Poulsson, og slog mig gentagne Gange i Ansigtet med knyttede Hænder, saaledes at min Næse blev slaaet til Blods, hvorefter han tilsidst sparkede mig med sin Træsko i den venstre Side af Underlivet.

Medundertegnede Henriette Hansen var imidlertid gaaet over til den anden Side af Vejen. Svend Pedersen kom da over imod mig og tilføjede mig en Mængde Slag dels i Hovedet og dels i Ryggen af den venstre Side. Han stødte mig endvidere ud i en bag ved Gaarden værende Vandpøl, der har Tilløb fra Møddingen, greb mig i Halsen og trak eller stødte mig flere Gange Voldsomt frem og tilbage i Vandet. Følgen af denne Behandling var, at jeg kom til at spytte Blod i en meget høj Grad. Svend Pedersen skød mig derpaa foran sig tilbage til Gaarden, hvor jeg opholdt mig i Borgstuen indtil Birtedommeren, der var ankommen til Gaarden for at undersøge et Aftenen i forvejen stedfundet Lynnedslag, havde forladt Gaarden. Under dette mit Ophold paa Gaarden vedblev den hæslige Blodspytning uafbrudt. Svend Pedersens Hustru forsøgte nu at overtale mig til atter at tage Tjeneste hos dem, og da jeg frygtede for at blive Genstand for yderligere Overlast, lovede jeg at komme tilbage den paafølqende Morgen, hvorefter jeg forlod Gaarden, og begav mig under stadig Blodspytning og hæslige Smærter til en i Sundbyøster boend Kone, hvis Hjem jeg med stort Besvær naaede. Her fik jeg et meget hæsligt Krampetilfælde, og efterat Politiet havde taget Rapport om det Forefaldne, blev jeg den paafølgende Morgen indlagt paa Amtssygehuset i Ryesgade.

Efterat Svend Pedersen havde ført Henriette Hansen tilbage til Gaarden løb han atter hen imod medundertegnede Lovise Poulsson, og forfulgte mig ca. 200 Alen henad Vejen. Da han imidlertid saa, at Birkedommeren kom kørende hen imod Gaarden, ophørte han at forfølge mig. Derpaa tog han, i Forening med en af sine Sønner min Kuffert og satte den i Porten hvor jeg, da jeg atter blev alene paa Vejen, hentede den og bar den saa langt jeg formaaede indtil det lykkedes at faa den transporteret videre ved Hjælp af en forbikørende Vogn, hvorefter jeg ligeledes begav mig til den ovenfor omtalte Konge i Sundbyøster.

Medundertegnede Henriette Hansen har ligget i 7 Uger paa Hospitalet indtil jeg i Onsdags blev udskreven. Det viste sig paa Hospitalet, at jeg tillige havde faaet Skade i den venstre Hofte, som bevirkede, at Benet blev flere Tommer kortere end det højre. For denne Skade er jeg dog nu helbreder, hvorimod jeg endnu føler Smerter i den venstre Side og er ude af Stand til at paatage mig nogen Tjeneste. Ogsaa undertegnede Lovise Poulsson har siden Overfaldet været ude af Stand til at paatage mig nogen Plads, idet Lægerne udtrykkelig har forbudt mig at udføre andet end meget let Arbejde.

Det er os bekendt, at Svend Pedersen under Forhørene dels nægtede at have slaaet os, og dels søgte at give Sagen et andet Udseende ved at foregive at han ikke kunde huske, hvad der var foregaaet. Vi maatte desaarsag aflægge Ed paa vor, i Overensstemmelse med ovenstaaende afgivne Forklaring i Retten. Det er ligeledet betegnende for Svend Pedersens Optræden, at han i en Tid af 7 Dage betalte for medundertegnede Lovise Poulssons Underhold, men at han tog denne Understøttelse bort. saa snart jeg havde aflagt Ed paa Rigtigheden af den af mig afgivne Forklaring. Svend Pedersen har ligeledes forsøgt at faa Sagen bilagt ved Hjælp af Penge, idet han i Retten og medens Birkedommeren og Retsbetjentene hørte derpaa direkte tilbød mig Penge i Erstatning, hvis jeg ville blive "enig" med ham. Birkedommeren tilskyndede mig ligeledes til at "komme overens" med Svend Pedersen. Efter at han nemlig i et Forhør havde tilspurgt mig, hvor meget jeg skulde have i Erstatning, hvortil jeg svarede, at Retten maatte tildømme mig en saadan. bemærkede Birkedommeren, at "det dog var bedst at komme overens." Ogsaa medundertegnede Henriette Hansen er af Birkedommeren bleven tilspurgt om. hvor meget jeg vilde forlange i Erstatning, uden at han dog tilskyndede mig til at indgaa noget Forlig med Svend Pedersen. Med Hensyn til den 3 Uger lange Arrestation, jeg blev underkastet paa Grundlag af den ugrundede Beskyldning for at have faaet Svend Pedersens Datters Armbaand, har Birkedommeren erklæret, at der vilde blive mig tilkendt en Æresoprejsning.

Lovise Charlotte Poulsson.
Henriette Ludolffine Hansen.

* * *

Det er betegnende for Retstilstandene paa Amager, at Voldsmanden, der foretog ovenomtalte brutale Overfald, kun har siddet under Anholdelse i 11 Dage og den Dag i Dag befinder sig paa fri Fod, medens de to Piger, der bleve arresterede paa Grundlag af den urigtige Beskyldning for at have taget det nævnte Guldarmbaand, blev holdt i Arrest i 3 Uger. Det er ligeledes betegnende, at Birkedommer Dahlerup, i Stedet for at virke hen til, at Voldsmanden faar sin fortjente Straf, tværtimod søger at faa Sagen bilagt paa den for Svend Pedersen læmpeligste Maade ved ligefrem at stille Opfordring til de mishandlede Piger om, mod Udbetaling af et større eller mindre Beløb, at "komme overens" med deres Plageaand. Dette Forsøg paa at lade Pengeposen gøre Udslaget mener vi bør ikke gaa upaatalt hen.

Muligvis har det sine ubehagslige Sider for Hr. Dahlerup, naar han en Gang imellem bliver nødt til at tage en velhavende Voldsmand under Behandling, og derfor kan have Tilbøjelighed til at lade denne slippe saa billig som muligt, men Straffeloven staar dog over Hr. Birkedommeren, og selv om den ikke lader enhver Voldsmand faa den Straf, han tilkommer, bør den dog ikke ligefrem skubbes til Side for en fyldt Pengesæk. Vi antager, at Hr Dahlerup, naar han vil, nok kan finde ud af, hvor meget der skal tilkendes Pigerne i Erstatning, uden at der behøves at gaas paa Akkord med Svend Pedersen. Red.

(Social-Demokraten 3. oktober 1884)

Birkedommer og herredsfoged Hans Dahlerup (1832-1896) var blevet cand. jur 1856, auditør 1862. Han var by- og herredsfoged i Mariager 1870-1877, birkedommer i Amager Birk 1877-1888, herredsfoged i Lejre herred 1888. Han blev ridder af Dannebrog 1888.

Dommen over Voldsmanden Svend Petersen paa Amager

Under en ved Amager Birks Ekstraret behandlet Sag tiltaltes Gaardejer Svend Petersen af Sundbyvester for Vold, og efter de fremkomne Oplysninger er de nærmere Omstændigheder herved følgende: Natten mellem den 18de og 19de Juli f. A. rømmede Pigen Henriette Rudolphine Hansen af sin Tjeneste hos Tiltalte, der bor paa Sundbyvester Mark, og kort Tid derefter blev hun arresteret som mistænkt for at have begaaet en Forbrydelse; men da hun ikke blev overbevist herom, blev hun igen løsladt den 7de Avgust, og tog da, skønt hun havde lovet at vende tilbage til Tjenesten, Ophold hos Madame Nielsen i Dyvekestræde i Sundbyvester. Den 10de August om Aftenen rømmede Pigen Lovisa Charlotte Poulsen ligeledes af sin Tjeneste hos den Tiltalte, fordi hun, der var frugtsommelig, frygtede for, at hun ikke skulde kunne udholde det forestaaende Høstarbejde, hvorfor den Tiltalte, da hun ikke havde medtaget sit Tøj, gav Ordre til, at dette ikke maatte udleveres hende, før hun kom tilstede, da han vilde efterse det, for at forvisse sig om, at hun ikke bortførte Tyvekoster. Den følgende Dag, altsaa den 11te Avgust, om Eftermiddagen, indfandt Lovisa, der ligeledes havde taget Ophold hos fornævnte Madame Nielsen, sig igen paa den Tiltaltes Gaard, for at hente sit Tøj, og var da i Følge med ovennævnte Pige, Henriette, der kom for at kræve sin tilgodehavende Løn. Da de kun traf den Tiltaltes Hustru tilstede, gik Lovisa ind i Pigekammeret og hentede, trods givet Forbud, sin Kuffert, som hun og Henriette derefter gik bort med gennem Gaardens Bagport, og da Tiltalte, som opholdt sig tæt udenfor Gaarden, straks blev underrettet herom, løb han efter Pigerne, som han indhentede lige udenfor Porten, og om hvad der derefter foregik har Tiltalte forklaret, at da Pigerne ikke efter hans Opfordring vilde vende tilbage med Kufferten, som han vilde efterse, kastede han Louisa med Magt til Side, saa at Pigerne slap Kufferten, idet han greb Lovisa i Skulderen og ruskede hende, hvorhos han gav hende to Slag i Ansigtet med sin Haand, og da Lovisa derefter løb bort, vendte han sig mod Henriette, idet han tog fat i hende og ruskede hende, og da hun derfor vilde flygte fra ham, greb han hende med begge Hænder svingede hende rundt, hvorved de begge kom til at træde ud i en Vandpyt, som Regnen havde dannet; og da han havde faaet hende vendt mod Porten, greb han hende i Ryggen, idet han holdt hende fast i hendes Kjole, og skubbede hende foran sig igennem Portlaagen, fordi han vilde, at hun, der, som anført, havde lovet at vende tilbage i sin Tjeneste, skulde gaa ind til hans Hustru, og for at fremskynde hendes Gang stødte han hende med venstre Haand i Ryggen, og efter at han saaledes havde ført hende ind paa Gaardspladsen, hvor han slap hende, vendte han tilbage og hentede Kufferten, som han satte ind i Porten, hvorpaa han gik ind for at tage imod Birkedommeren, som i det samme kom kørende til Gaarden.

Efter begge Pigernes beedigede Forklaringer har den Tiltalte, foruden at behandle Lovisa som anført, hvorved hendes Næse kom til at bløde, tillige, idet hun vilde til at løbe bort, sparket hende i Underlivet, hvad den Tiltalte har erklæret ikke at kunne erindre, og i øvrigt gaar Lovisas Forklaring ud paa, at hun, efter at være kommen bort fra Tiltalte, løb over til en Nabogaard, hvorfra hun kort Tid efter vendte tilbage og hentede sin Kuffert, der nu var hensat i Porten, og begav sig med den til sin Bolig i Dyvekestræde, idet hun kom til at køre den største Del af Vejen med en Vogn, som tilfældig indhentede hende, og da hun havde været hjemme en Times Tid følte hun Smærter i Underlivet som en Følge af det hende tildelte Spark, og da disse Smærter tiltoge, henvendte hun sig den 14de Avgust til Distriktslægen, som derefter tog hende under Behandling. Af denne Læges under Sagen fremlagte Erklæringer fremgaar det, at Lovisa, skønt der ikke fandtes nogen Affarvning af Huden eller nogen kendelig Hævelse, havde stærke Smærter i venstre Side af Underlivet, hvilke Smærter efter Anvendelse af Igler og Omslag efterhaanden aftoge og var den 19de August, da den første Erklæring afgaves, ofte ubetydelige, men indfandt sig atter ved de mindste Bevægelser, hvorhos hendes Befindende i det Hele ikke var godt, da hun havde tabt Madlysten og havde nogen Feber. Da Lægen i sin Erklæring af 20de Avgust havde udtalt, at det forekom ham aabenbart, at de omtalte Tilfælde maatte skyldes en hende den 11te s. M. tilføjet Læsion, og at der, da Lovisa fra samme Tid ikke havde bemærket Fosterbevægelser, var sandsynlighed for, at samme Læsion havde bevirket hendes Fosters Død, blev den Tiltalte den 27de s. M belagt med Varetægtsarrest, men blev dog atter løsladt den 5. September, efter ar der ved en den 30. Avgust paa den kgl. Fødselsstiftelse foretagen Undersøgelse var bemærket Liv. I sin Slutningseklæring af 12te September udtalte Distriktslægen, at Lovisa da maatte anses som helbredet uden sandsynlige Følger for Fremtiden, og i Følge en Skrivelse af 30. November fra Læge Th. B. Hansen paa den kgl. Fødselsstiftelse havde Lovisa den 18de s. M. der født et fuldbaaren levende Drengebarn.

Hvad dernæst angaar Pigen Henriette, da gaar hendes beedigede Forklaring ud paa, at den Tiltalte, foruden at have behandlet hende som af ham omforklaret, tillige har med knyttet Haand slaaet hende baade i Tindingerne og i Baghovedet, og givet hende et Stød i højre Side, samt at det forekom hende, at det var med en eller anden Genstand, som den Tiltalte optog i Porten, at han gentagne Gange slog hende paa Ryggen, uden at hun dog har kunnet sige noget bestemt herom, men at hun ved disse Slag fik Blod i Munden. Da den Tiltalte havde sluppet hende, gik hun ind i Gaardens Vaskehus, hvor hun opholdt sig et Par Timer, og talte fredeligt baade med den Tiltalte og hans Familje, som af og til saa ind til hende og gav hende noget at spise, og hun hor erkendt, at hun da gav et noget ubestemt Løfte om næste Dag at ville vende tilbage til Tjenesten, men tilføjet, at det skete i Anledning af Frygt for den Tiltalte. Da Birkedommeren havde forladt Gaarden, begav hun sig til Fods tilbage til sin Bolig i Dyvekestræde, der ligger en Kvart Mil fra den Tiltaltes Gaard, og følte da under Gangen nogle ikke meget stærke Smærter i sin venstre Hofte, hvilke Smærter hun havde begyndt at mærke, da den Tiltalte trak hende ud i Vandpytten, og da hun kom paa Trappen, der fører til hendes Bolig faldt hun og stødte sin venstre Hofte, saa at hun maatte slæbe sig op ad Trappen ved at holde i Rækværker, og kunde ikke siden støtte paa sit venstre Ben.

Af Sagens øvrige Oplysninger fremgaar det, at Henriette, der har et svageligt Helbred og navnlig har lidt af Saar paa Tarmene, da hun kom ind i sin Lejlighed var blodig om Munden, og hun straks faldt om og fik Krampe og spyttede Blod op, hvorfor hun den næste Dag blev indlagt paa Amtets Sygehus. I sine under Sagen afgivne Erklæringer, har Lægen ved bemeldte Sygehus udtalt under 30te Avgust, at Henriette straks efter Indlæggelsen paa Sygehuset ophostede en meget ringe Mængde Blod, men at der iøvrigt intet andet abnormt fandtes end nogen - dog ikke megen - Ømhed i højre Side af Mellemgulvsregionen og over venstre Hoftekamp, og under 26de f. M., at uagtet der ikke fandtes synlige Mærker, f. Eks. Blodudtrækninger, skyldtes de omtale ømme Steder utvivlsomt Stød eller Slag, men at Ømheden ved venstre Hofteregion havde vist sig at være langt betydeligere end straks antaget, og endelig under 12te September, at da Ømheden i højre Side i Løbet af nogle Dage havde tabt sig ved Sengeleje alene, er det sandsynligere at den skyldtes Stød og Slag, der dog ikke kunne have været betydeligere, end at den skulde være Symptom paa Mavesaar, og at det Blod, som Henriette har faaet i Munden, enten kan skyldes Stød eller Puf i Ryggen eller mindre Beskadigelser ved Tænderne i Mundhulen eller paa Læberne; men at ingen af disse tvende Læsioner har efterladt skadeligt Følger for Fremtiden. Med Hensyn til Smerterne i venstre Hofteregion, erklærede Lægen, at de havde vist sig at hidrøre fra en Betændelse i Hofteleddet, hvilken Sygdom ikke kan tænkes at være opstaaet ved et Fejltrin, men maa antages at være foraarsaget ved Henriettes ovennævnte Fald paa Trappen til hendes Lejlighed, og de Krampeanfald, som Henriette fik i sit Hjem, har efter Lægens Formening næppe staaet i direkte Forbindelse med den hende overgaaede Vold, men maa snarere opfattes som almindelige hysteriske Anfald som Følge af Sindsbevægelse, især da hun under Opholdet paa Sygehuset har gjort Indtryk af al være en Del hysterisk. Endelig har den samme Læge under 3. September erklæret, at Henriette da var fuldstændig helbredet, uden at hendes Sygdom har efterladt skadelige Følger for hendes fremtidige Helbred.

Efter det anførte, maa det anses som godtgjort, navnlig ved begge Pigernes beedigede Forklaringer i Forbindelse med Beskaffenheden af den Lovisa tilføjede Læsion i Underlivet, som ikke er oplyst at være bleven tilføjet hende paa anden Maade, at den Tillalle ikke alene har tilføjet Lovisa den af ham omforklarede Vold, men ogsaa sparket hende i Underlivet, og derved tilføjet hende den i Distriktslægen Erklæring ommeldte Læsion, hvorimod det ikke kan anses som godtgjort, at den Tiltalte, som Lovisa endvidere har forklaret, ved den ovennævnte Lejlighed havde Træsko paa Fødderne, og den tiltaltes Forklaring om, at han kun var iført Morgensko vil saaledes som ikke modbevist være at lægge til Grund for Sagens Paadømmelse. Efter Indholdet af de ovennævnte Erklæringer fra Lægen ved Amtets Sygehus maa det anses som godtgjort, at Tiltalte, foruden at behandle Henriette som af ham omforklaret, tillige har puffet eller stødt hende i venstre Side, men medens de øvrige mindre Sygdomssymptomer, hvoraf Henriette ved sin Indlæggelse paa Sygehuset fandtes at lide, maa anses som Følger af den hende af den Tiltalte tilføjede Vold, findes den Hoftebetændelse, hvoraf hun har lidt, ikke at staa i en saadan Forbindelse med hans Behandling af hende, at han herfor kan drages til Ansvar. Begge Pigerne har erklæret, at de ikke ønske Spørgsmaalet om deres Erstatningskrav hos Tiltalte paakendt under denne Sag, og deres eventuelle Ret i faa Henseende vil saaledes være dem forbeholdt. 

For sit ovennævnte Forhold vil Tiltalte, som er født i Sundbyvester, den 17de April 1822 og ikke tidligere er funden straffet, nu være at anse efter Straffelovens § 203, og idet der tages Hensyn til, at det var ham bekendt, at Lovisa var frugtsommelig og Henriette af et svageligt Helbred, findes hans Straf at burde fastsættes til simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos han vil være at tilpligte at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salær til Aktor, Prokurator Møller 50 Kr., hvorimod der ikke blive at tilkende Defensor, Overretssagfører Diechmann, noget SaIær, da han, som tidligere privat engageret, ikke har nedlagt Paastand.

(Social-Demokraten 13. januar 1885).

Ukendt fotograf: Minorkagade. Gamle huse. Tidligere Dyvekestræde, Sundbyøster. Det var i dette stræde de to tjenestepiger et par årtier før havde lejlighed. Kbhbilleder. 1905-1910.

Dyvekestræde skiftede i 1901 navn til Minorkagade. Det var en sidegade i den gamle Sundbyøster landsby på Amager. Minorkagade blev nedlagt i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med opførelsen af beboelsesejendommen Øresundsvej 31-37 og Rødegård 14-18. Bagsiden husene i Minorkagade var en smøge "Gissegyden" som førte ind til Røde Kro.

Vor Kriminelle Retspleje. (Efterskrift til Politivennen).

"Egen Tilstaaelse" er som bekiendt Hovedbevismidlet i vor Strafferetspleje. Det fordres vel, at Tilstaaelsen skal bestyrkes ved eller stemme med "det iøvrigt oplyste"; men Forhørsdommerens Opgave bliver dog i de fleste Tilfælde i vel væsenlige den: ved de til hans Raadighed staaende Midler, herunder Varetægtsarrrest, at tilvejebringe den Sigtedes Tilstaaelse Naar det ved Tiden heraf paahviler Dommeren ogsaa at fremdrage, hvad der kan tale til den Sigtedes Fordel og bevise hans mulige Uskyldighed, da er det forlængst i Theorien anerkiendt og ligeledes udtalt fra Proceskommissionens Side, at denne Forening af forskjelligartede Virksomheder stiller unaturlige Krav til og i Virkeligheden fordrer det psykologisk umulige af Forhørsdommeren. Et Exempel herpaa frembyder den heri Bladet tidligere i Korthed omtalte Justitssag mod Arretstanten Skrædersvend Bostrøm, der ved Hillerød Extrarets Dom af 20. Decbr. f. A ikjendtes 8 Aars Forbedringshusarbejde vor Drab, men nu ved en den 12. Septbr. d. A falden Overretsdom er bleven frifunden for Aktors Tiltale.

Bostrøm og 3 andre svenske Skrædersvende havde Torsdagen den 18de Febr. 1883 sviret omkring paa forskjellige Værtshuse i Hillerød. Den ene af disse Skrædersvende ved Navn Åkesson forsvandt samme Aften, og Bostrøm, der ved en noget paafaldende Adfærd selv havde henledet en Mistanke paa sig, tilstod efter at være bleven anholdt uden Nølen, at han havde dræbt Åkesson. Hans Tilstaaelse gik som ny paa, at han i umiddelbar Forbindelse med et Sammenstød med Åkesson om Aftenen paa Torvet i Hillerød, hvor alle 4 Skrædersvende var samlede, havde fortsat Slagsmaalet med Åkesson ned til Slotssøen bag Frederik Vll's Monment og der stødt ham ud i Vandet, saa at han druknede. Denne Tilstaaelse forandrede Bostrøm imidlertid meget snart derhen, at han sent paa Aftenen havde truffet Åkesson i en Port paa Hillerød Slotsgade og slaaet ham ihjel med en i et Tørklæde indbunden Sten, og at han derefter bar Liget over Torvet ned til Søen og kastede det over Rækværket ud i denne. Esfer omtrent 7 Ugers Forløb blev Åkessons Lig fundet i Søen, og nu afgav Bostrøm en tredje Tilstaaelse, der gik ud paa, at han nede bag Monumentet havde stukket Åkesson ihjel med sin Kniv og derefter kastet ham i Søen samt hans Hat bagefter. Disse Tilstaaelser tilbagekaldte Bostrøm jævnlig under Forhørenes Gang, men paa Dommerens Foreholdelse, at intet Hensyn kunde tages hertil, fornyede han dem efterhaanden med forskiellige Tilføjelser og Forandringer.

Foto af Torvet i Hillerød med Frederik VIIs statue ved Slotssøen. Fotoet er taget med Slotsgade bag fotografen. Bakkegade ligger ca ½ km uden for fotoet til højre. Hotel Leidersdorff (bygget i 1878 af Aksel Valdemar Leidersdorff 1831-1905) lå ned til venstre for fotoet ad Slotsgade, hjørnet af Slangerupgade ca ½ km til venstre for fotoet.

Det viste sig ved Lægeundersøgelsen af Liget, at de to sidste Tilstaaelser maatte være urigtige. Der fandtes nemlig ingen Læsioner paa Liget, som svarede til, at Åkesson kunde være dræbt enten ved et Slag eller ved et Knivstik. Den eneste Beskadigelse, som Liget udviste, var et skarpt Snitsaar i den ene Tinding, et Saar, der dog kun gik igjennem Huden og var altfor ubetydeligt til at have kunnet foraarsage Åkessons Død

Tilbage blev saaledes kun Arrestantens forne Tilstaaelse: men heller ikke denne kunde i sin Helhed være rigtig, Thi det var i al Fald oplyst, at Bostrøm ikke i umiddelbar Fortsættelse af sit Sammenstød paa Torvet med Åkesson havde fortsat Slagsmaalet med denne. Der var i denne Retning oplyst følgende: Under det nævnte Sammenstød, der fandt Sted henimod Midnat og overværedes af de to andre Skrædersvende, førte Bostrøm med sin Haand et Slag imod Åkessons Hoved, saa at denne faldt til Jorden. Da han rejste sig op, saas han at bløde temmelig stærkt i Ansigtet. Den hele Scene var bemærket i det klare Maaneskin af Vægteren og to Karle, som stod paa Hjørnet af Torvet af Slotsgade. Til disse løb strax alle 4 Skrædersvende hen og fulgtes med dem til et Værtshus i Slotsgaden, hvor Bostrøm og en af de andre Skrædersvende boede paa et Bagværelse. Her gik sidstnævnte Skrædersvend ind og i Seng; men Bostrøm, der ikke vilde hjem endnu, vendte om og gik i Følge med den anden Skrædersvend, som boede i Bakkegade, tilbage ad Torvet til. Vægteren og de to Marie fortsatte derimod deres Vei i modsat Retning ned ad Slotsgaden. Åkesson, der foran i Slotsgaden havde holdt sig noget afsides fra de andre og var set med sit Tørklæde at tørre Blodet af sit Ansigt, forsvandt kort efter, uden at de andre saa andre saa, hvor han blev af. Ester temmelig kort Tids Forløb kom Bostrøm med sin Kammerat tilbage til fornævnte Værtshus og mødte der igjen Vægteren og den ene af Karlene, der kom imod dem fra den modsatte Vej. Vægteren lukkede nu Porten op for Bostrøm, der gik op paa sit Værelse og i Seng.

Det Tidsrum, i hvilket Bostrøm kunde have udøvet Drabet paa Åkesson, maatte saaledes ligge imellem det Øjeblik, da Bostrøm i Folge med en af Skrædersvendene vendte om ved Værtshuset, og det Øjeblik, da de kom tilbage til samme. Bostrøm tilstod ogsaa meget villigt, at han i dette Tidsrum havde forladt den Kammerat, som han fulgtes med, dernæst Misset Åkesson, stødt denne i Søen, og derefter atter mødt sin Kammerat og fulgt med denne tilbage til Værtshuset, hvor Vægteren saa lukkede ham ind.

Det lykkedes imidlertid under Defensionen for Overretten at godtgjøre, at denne Fortælling heller ikke kunde være sand. Begge Karlene, der i Forening med Vægteren skiltes fra Skrædersvendene ved Værtshuset, var nemlig herfra i ustandset Gang gaaede ned til Hjørnet af Leidersdorfs Hotel og vendte om dr. Paa Tilbagevejen traf de atter Vægteren, som paa Henvejen havde forladt dem for at kalde paa en Bagersvend, og efter at de havde standset i 5 Minuter under en Samtale med Vægteren, gik den ene Karl hjem, medens den anden i Forening med Vægteren gik videre hen til Værtshuset, hvor de, som sagt, mødte Bostrøm og hans Kammerat, der kom tilbage fra den modsatte Side. Det var oplyst, at Bostrøm og den i Følge med ham værende Skrædersvend havde været oppe ved Bakkegade og var vendt om der. Ved Hjælp af disse Data lod det sig stude, om der var nogen Mulighed for, at Bostrøms sidstnævnte Forklaring kunde være sandfærdig. Efter Anmodning af Overretsdefensor (Prof. Leth) lod nemlig Underretsdefensor (Prok Wodschov) Strækningen fra Hjørnet af Leidersdorfs Hotel gjennem Slotsgade til Bakkegade afskridte i en jævn almindelig Gang. Det viste sig, at til at tilbagelægge Vejen fra det omtalte Værtshus i Slotsgade til Hjørnet af Leidersdorfs Hotel og tilbage igjen brugtes 8 Minuter, samt at Vejen fra Værtshuset til Bakkegade og tilbage igjen medtog 13 Minuter. Hermed var Sagen klar. Den ene af Karlene havde, da han og Vægteren skiltes fra Skrædersvendene ved Værtshuset i Slotsgade, tilbagelagt Vejen derfra til Leidersdorfs Hjørne og tilbage igjen, men undervejs gjort et Ophold af 5 Minuter. Tilbagelæggelsen af selve denne Vejlængde krævede 8 Minuter, som med Tillæg af de 5 Minuters Ophold giver 13 Minuter. I samme Tidsrum var Bostrøm og den i Følge med ham værende Skrædersvend passerede fra Værtshuset til Bakkegade og tilbage igjen, og havde hertil ogsaa ogsaa brugt 13 Minuter; men da disse 13 Minuter i Følge den skete Afskridtning netop behøvedes for at tilbagelægge nævnte Strækning, var det hermed givet, at der ingen Tid blev til overs, i hvilken Bostrøm kunde have fjærnet sig og stødt Åkesson i Søen.

Medens saaledes Bostrøms egne Tilstaaelser om at have dræbt Åkesson alle viste sig fuldstændig usandfærdige, og det tillige viste sig, at Underdommeren ikke fandt ud af, at ingen af disse Tilstaaelser kunde tillægges Betydning som Bevismiddel mod den sigtede, frembyder Sagen den Eiendommelighed, at den Forseelse, som Bostrøm i Virkeligheden synes at have begaaet, har han netop ikke tilstaaet, men fordulgt den paa det omhyggeligste. Som tidligere berørt, blev Åkesson ved et Slag i Hovedet kastet til Jorden af Bostrøm under Sammenstødet paa Torvet og blødte temmelig stærkt af et Saar i Ansigtet, da han rejste sig op igien. Lægeundersøgelsen af Liget viste, at dette Saar var et skarprandet Snitsaar i Tindingen, og da Åkesson ikke kan have faaet dette Saar ved sit Fald mod Brostenene, kan det næppe være tvivlsomt, at Bostrøm har holdt den hos ham forefundne Lommekniv i Haanden, da han førte Slaget mod Åkesson. For dette Forhold vilde Bostrøm have været at tiltale efter straffelovens § 203, hvilket imidlertid ikke er sket. Han har iøvrigt ogsaa nu siddet Fængslet siden Februar f. A.

Med Hensyn til den Maade, paa hvilken Åkesson er omkommet, kan der næppe være nogen Tvivl om, at han, da de andre Skrædersvende tabte ham af Syne i Slotsgaden, er gaaet ned paa Broen dag Frederik VII's Monument for med sit Lommetørklæde at vaske Blodet af Ansigtet, og at han ved at bukke sig ned efter Vandet, beruset som han var, har faaet Overballance og er falden i Søen. Da hans Lig fandtes, havde det endnu Lommetørklædet i højre Haand.

(Morgenbladet (København) 30. september 1884).

Tyfus paa Nørrebro. (Efterskrift til Politivennen)

Tyfusepidemien paa Nørrebro.

Vi meddelte i Gaar, at der i den sidste Tid har hersket en temmelig hastig Tyfusepidemi paa Nørrebro, og at det, i Følge de Undersøgelser, praktiserende Læge A. Thomsen havde foretaget, maatte anses for at være konstaterer, at Sygdommen havde sit Udspring fra et Koholderi i Sct. Hansgade 14, samt at Smitten var bleven befordret ved den fra det nævnte Koholderi forhandlede Mælk. Endvidere har Dr. Thomsen oplyst, at der ligeledes var forefaldet Tyfustilfælde i Frederiksborgkvarteret, og at Centrum for disse Tilfælde var et Mælkeudsalg paa Hjørnet af Frederiksborggade og Nansensgade, som fik Mælken leveret fra ovennævnte Koholderi, og hvor Karlen nylig er død af Tyfus, hvorved det altsaa yderligere bekræftedes, at Sygdommen er bleven befordret paa den foran anførte Maade.

Da Dr. Thomsen allerede for over 3 Uger siden havde underrettet Stadslæge Schleisner om sine Iagttagelser, rigtignok uden at der fra dennes Side var foretaget noget for at forebygge Epidemiens videre Udbredelse, og da der endelig i den allerseneste Tid var givet ham Oplysning om den fra Mælkeudsalget i Frederiksborggade truende Fare, skulde man synes, at vore Sundhedsavtoriteter maatte have den Pligt hurtigt at træffe energiske Forholdsregler for at forebygge Sygdommens videre Udbredelse, og en saadan Forholdsregel maatte det da nærmest være at forhindre Salget af den Mælk, der har vist sig at være den væsenligste Befordrer af Smitten. Man var saa meget mere berettiget til at vente dette, som Sygdommens Udgangspunkt direkte var bleven paavist af Læge Thomsen, og der altsaa ikke behøvedes at foretages vidtløftige Undersøgelser.

I Følge de Undersøgelser, vi i Gaar har anstillet, er der imidlertid endnu ikke foretaget noget Skridt fra Stadslægens eller vore andre Sundhedsavtoriteters Side til at forebygge Udbredelsen af Smitten. Den sundhedsfarlige Mælk blev endnu i Gaar solgt saavel fra Hovedudsalget i Sct. Hansgade som fra Filialen i Frederiksborggade.

Endvidere viser de Undersøgelser, vi har foretaget angaaende Oprindelsen til og Udviklingen af Sygdommen, at der hersker et aldeles utilgiveligt Smøleri i vore Sundhedsavtoriteters hele Optræden, et Smøleri, der er saa meget desto mere fordømmeligt, som den asiatiske Kolera raser hastigt i forskellige Lande i Evropa, og kan holde sit Indtog hos os, hvilken Dag det skal være.

Da det jo paaligger Sundhedspolitiet at vaage ogsaa over Gaardspladsers Renlighedstilstand, maa det selvfølgelig særlig have sin Opmærksomhed henvendt paa saadanne Gaardspladser, i hvilke Renlighedene er mest udsat for at blive tilsidesat, og til saadanne Gaardspladser hører i en særlig Grad dem, der giver Plads for en Kostald og et Brændevinsbrænderi. Hvorledes denne Sundhedspolitiets Opgave imidlertid bliver løst, faar man et Begreb om ved at erfare, at Gaarden i Ejendommen St. Hansgade Nr. 14, der netop rummer baade Kostald og Brændevinsbrænderi, i indeværende Sommer har været i en saa svinsk Tilstand, til Dato foranlediget ved, at Kloakledningen har været tilstoppet, at Stanken har gennemtrængt alle Beboelseslejligheder i Ejendommen. Følgen deraf er da heller ikke udebleven. Den første, der blev angreben af Tyfus, var en Kone, som havde med Malkningen af Køerne at bestille. Hun blev dog kun angreben i en mildere Grad, og da hun frygtede for at miste sin Plads, vedblev hun at passe sin Bestilling, uden at vide, at Sygdommen var Tyfus. Det varede imidlertid ikke lange inden Sygdommen udbredte sig videre. Dens næste Offer var Koholderens Karl, og efter at han var indlagt paa Hospitalet, blev den Karl, der fik Pladsen efter ham, ligeledes smittet. Derefter blev to andre Karle angrebne tilligemed Koholderens Søn og en Tjenestepige, og endelig udbredte Sygdommen sig til Husets øvrige Beboere, saaledes at i alt 15-16 Personer i den nævnte Ejendom blev syge, dels af Tyfus og dels af den dermed beslægtede gastriske Feber.

Grunden til, at Sygdommen kunde saa en saadan Udbredelse, maa sikkert i højere Grab tilskrives den Maade, paa hvilken den blev behandlet, end Stedets Renlighedstilstand. Endskønt man, da Sygdommen havde angrebet Karlene, vidste, eller i al Fald burde vide, at det var Tyfus, blev Karlenes Sengklæder dog ikke desinficerede, og det har derfor sin ganske naturlige Forklaring, at Karlene blev syge efterhaanden som de traadte i Tjeneste. Da Sygdommen var saa vidt udbredt, at Tjenestepigen og Koholderens Søn var angrebne, og Folk i Nabolaget begyndte at blive opmærksomme paa Sygdommen, blev dennes Natur fortiet, og den Kone, der besørgede Mælkeudsalget, havde samtidig Adgang til de i Huset værende Syge af Koholderens nærmeste Omgivelser. Hvorvidt dennes Huslæge enten ikke har kendt Sygdommen, eller ikke givet nogen Meddelelse om dens Karakter, er os ikke bekendt, men i hvilket Tilfælde som helst mener vi, at der foreligger en Fejl, som har begunstiget Sygdommens Udbredelse.

Sygdommen forplantede sig nu hurtigt til andre Ejendomme i St. Hansgade og omliggende Gader, og efter hvad der er oplyst maa dette nærmest tilskrives den Omstændighed, at mange af disses Beboere købte deres Mælk hos ovennævnte Koholder. Saa snart Dr. Thomsen tilligemed et Par andre Læger paa Nørrebro fik Kundskab om Forholdene, og bemærkede, at et paafaldende stort Antal af de Syge havde nydt Mælk, der var købt i ovennævnte Udsalg, fraraadede de i de Familjer, hvor de havde Patienter, at benytte de omhandlede Mælk, i Henhold til, at det er videnskabelig anerkendt, at Mælk er en meget væsenlig Befordrer af Smitstof. Samtidig sendte Dr. Thomsen den ovenfor omtalte Meddelelse til Stadslægen Denne foretog imidlertid saa godt som ingen Ting. En Betjent af Sundhedspolitiet blev sendt ud for at "undersøge" Forholdene i Koholderiet. Hvad han imidlertid har "undersøgt", er lidt vanskeligt at blive klog paa, thi da han kom hjem med sin Rapport blev Resultatet dette, at "der ikke var Anledning til at forelage videre i Sagen."

Som Følge af Lægernes Advarsler, og de hyppige Tilfælde af Tyfus, der vedblev at vise sig, mærkede Koholderen, at det gik tilbage med Afsætningen af Mælken. Da han tillige blev bekendt med Aarsagen dertil, lod han en Dyrlæge foretage en Undersøgelse af sine Køers Sundhedstilstand, og offentliggjorde derefter i "Nationaltidende" følgende Resultat af Undersøgelsen:

"Erklæring.

I Anledning af, at der i den sidste Maaneds Tid har varet udspredt et Rygte om, at Kvægbesætningen i min Ejendom Skt. Hansgade 14, skulde være syg, og at Mælken ikke skulde være sund, finder jeg mig foranlediget til offenlig at erklære, at dette Rygte er aldeles ugrundet, og at jeg er i Besiddelse af en efter forudgaaet sagkyndig Undersøgelse udfærdiget Attest, der viser, at Rygtet har savnet al Hjemmel.

København den 1. Septdr. 1884.

Hans Larsen,

Brændevinsbrænder.

Hermed var Sagen saa foreløbig begravet. Endskønt ovenstaaende Erklæring var aldeles værdiløs, eftersom der jo ikke var Tale om Køernes Sundhedstilstand, men derimod om Mælkens Evne til at forplante en smitsom og meget farlig Sygdom hos Mennesker, og endskønt den Undersøgelse, der skulde have været foretaget, maatte have en langt mere omfattende og videnskabelig Karakter end dem, en Sundhedspolitibetjent er i Stand til at foretage, gjorde Stadslægen dog ingen Indsigelse imod Koholderens offenlige Erklæring, at der i Følge "sagkyndig" Undersøgelse ikke var Spor af Sandhed i det Rygte, at hans Mælk skulde være sundhedsfarlig. Hvad Under derfor, at den Del af Befolkningen paa Nørrebro, der ikke personlig havde modtaget Lægernes Advarsler, eller selv haft Lejlighed til at blive overbevist om den Fare for Sundheden, Mælken indeholdt, fik det Indtryk, at der var Fred og ingen Fare.

Imidlertid udbredte Smitten sig og saa til Frederiksborgkvarteret, hvilket har affødt en ny Paamindelse til Stadslægen, men denne har som sagt endnu ikke kunnet bevirke, at han har sat sig i Bevægelse for i Følge sin Stilling at værne om Befolkningens Sundhedstilstand. Hele denne Sag viser, hvor elendigt og upaapasseligt hele vort Sundhedsvæsen er, og giver et højst uhyggeligt Indtryk af, hvad Befolkningen har at vente, hvis Byen skulde blive hjemsøgt af den truende Koleraepidemi.

Efter hvad vi har erfaret, indsamler Dr. Thomsen ved Hjælp af sine Kolleger i de smittede Dele af Byen statistiske Oplysninger om Epidemiens Udbredelse, og saa snart disse kommer til at foreligge for Offenligheden, skal vi atter komme tilbage til denne Sag.

(Social-Demokraten 13. september 1884).

Tyfus (Febris typhoidea) er en kraftig blodforgiftning fremkaldt af bakterien Salmonella typhi. Den overføres gennem forurenet mad og drikke. Symptomer er vedvarende, høj feber, senere kraftig diarré. I 1800-tallet kunne sygdommen være livstruende da man ikke kendte antibiotika. I dag findes tyfus i Asien og Afrika.

Sankt Hans Gade 22-12. Foto Erik Nicolaisen Høy (2020).

Tyfusepidemien paa Nørrebro. Angaaende den Tyfusepidemi, som vi for nogen Tid siden omtalte udførligt her i Bladet, bringer "Hospitalstidende" nu en detailleret Meddelelse fra praktiserende Læge Alfred Thomsen. Denne havde straks, da Epidemien brød ud, opfordret sine Kolleger til at være ham behjælpelig med al finde dens Aarsager, og efter at han nu har modtaget Meddelelser fra Lægerne paa Nørrebro og i det ny Frederiksborgkvarter, samt fra Kommunehospitalet og Frederiks Hospital, viste det sig, at St. Hansgaden var Centrum for Epidemien, og at den særlig var optraadt i Familjer, som fik deres Mælk fra et Koholderi i denne Gade.

Ved at sammenligne Befolkningsantallet i forskellige Gader paa Nørrebro med de forekomne Sygdomstilfælde, viste det sig, at Ravnsborgkvarteret havde ydet det største Kontingent af Tyfustilfælde, uagtet der her er Tale om et forholdsvis sundt Kvarter, hvor Kanaliseringen er gennemført. Gaderne brede og ualmindelig rene, ligesom der kun er faa Baghuse, kun enkelte Kaserner med Ophobning af Individer og derimod store fritliggende Parlier, Haver og ubebyggede Grunde. Naar man tillige tager i Betragtning, at hele Kvarteret ligger temmelig højt, mod Nord løber ud mod St. HanS Torv og Fællederne. og mod Syd skraaner ned til Sortedamssøen, er der ingen Grund til at formode, at en eventuel Tyfusepidemi i dette Distrikt skulde have en frodig Jordbund at forplante sig paa.

Hr. Thomsen delte hele Nørrebro i seks Distrikter, og det viste sig da, at medens der i fem, som tilsammen havde en Folkemængde af 23,898 Individer, var forekommet 30 Tilfælde, var der i det sidste Distrikt forekommet 52 Tilfælde blandt 4,490 Individer. St. Hansgade meldte sig her med det højeste Procentantal, nemlig 2,92 pCt. eller 24 Tilfælde blandt 821 Individer Derefter kom St. Hans Torv med 2,17 pCt og Læssøgade med 1,13 pCt.

Epidemiens Begyndelse maa regnes fra den første Tredjedel af Juli Maaned, da der omtrent samtidig meldes Tilfælde fra Læssøgade 16, St Hansgade 14, Ravnsborg Tværgade 8, Sortedamsgade 15 samt - Tjørnegade 7; dette sidste Tilfælde har sin Interesse derved, at Patienten tjente som Malkepige i St. Hansgade 14. Fra dette Tidspunkt vokser Antallet af Tilfældene i de enkelte Gader, og Epidemien synes at kulminere i Slutningen af Juli og Begyndelsen af Avgust Maaned for derefter at tabe sig noget, og da holde sig nogenlunde regelmæssig indtil Begyndelsen af September. De 52 Tilfælde har været fordelt paa 27 Huse, idet 13 Huse har havt hver 1 Tilfælde, 7 hver 2, 5 hver 3 og 2 hver 5 Tilfælde.

Det gjaldt nu om at opdage Epidemiens Udgangspunkt, og Hr. Thomsen havde da hovedsagelig sin Opmærksomhed henvendt paa Mælken. Han havde her et bestemt Koholderi mistænkt, idet paafaldende mange Patienter angav dette som Købestedet for deres Mælk, og han undersøgte derfor dette Forhold nærmere, hvilket bragte følgende Resultat: Af de 52 Tyfuspateinter, som er behandlede i Ravnsborgkvarteret, har de 41 Patienter før og under deres Sygdom nydt Mælk, som er hentet fra Koholderiet i Sankt Hansgade 14. Af de angrebne Patienter har altsaa 78,85 pCt hentet Mælk fra dette Sted. Om 8 Patienter kunde man ikke saa fuldstændig sikre Oplysninger, og kun 3 Patienter har bestemt benægtet at have faaet deres Mælk fra dette Sted. Fremdeles er der et Tilfælde fra Nørre Allé, som ogsaa har hentet Mælk fra Nr. 14, og endelig Patienter fra Tjørnegade Nr. 7.

Man kan naturligvis ikke se bort fra Muligheden af, at enkelte Tilfælde er opstaaede ved, at Smitten er overført fra det ene Individ til det andet, men Mistanken mod Mælken bestyrkes naar man erfarer, at der ligeledes er forekommet en Del Tyfustilfælde i Kvarteret omkring Nansensgade, hvor det nævnte Koholderi har et Filial i Nr. 55. Af de 26 anmeldte Tyfustilfælde i dette Kvarter viste det sig, at 19 af Patienterne i kortere eller længere Tid før deres Sygdom har drukket Mælk, som er hentet fra det ovennævnte Filial; en Patient, der kom døende ind paa Hospitalet, kunde ingen Oplysning give, 3 er ubestemte, og kun 3 har bestemt nægtet at have faaet deres Mælk fra Nansensgade. Vi ser atltsaa, at 73,08 pCt. af de anmeldte Patienter har drukket Mælk fra Udsalget i Nansensgade 55.

Hvad de lokale Forhold i Ejendommen St. Hansgade 14 angaar, da bruges der her foruden Vand fra Københavns Vandværk tillige Vand fra en Brønd i Gaarden, og det er ikke utænkeligt, at dette Vand kunde være Udgangspunktet for Tyfusepidemien. Den Dyrlægeattest, som er udstedt om de 26 Køer, der findes i Koholderiet, bekræfter vel, at Køernes Sundhedstilstand har været god, men man bør erindre, at det er Mælken, der anses som Smittebærer, og denne har jo passeret forskellige Spande, Kar, Sier og alle de andre Apparater, der findes i et Mejeri. Malkepigen har desuden udsagt, at der nogen Tid før Sygdommens Udbrud fandtes fire Køer med betydelige Ekskoriationer paa Patterne; Malkningen var ofte saa smærtefuld for Køerne, at de maatte holdes af en Karl under Malkningen, og der stod ofte Blod fra Ekskoriationerne ned i Mælkespanden. Ekskoriationerne var endnu ikke lægte, da hun blev syg.

Med Hensyn til Dødeligbeden, meddeler Overlæge F. Trier i forrige Numer af "Hospitalstidende", at af 41 Patienter fra Egnen ved St. Hansgade og fra Voldkoarleret var den 28de September 6 døde, medens 25 var udskrevne som belbredede og 10 henlaa under Behandling. Af 53 Patienter der samme Dag henlaa fra andre Tele af Byen, døde ingen. Af de 6 døde havde 5 nydt af den mistænkte Mælk; om den sjette, der boede i Vendersgade, haves ingen Oplysning. 2 af disse 6 havde Tarmblødning, den ene af dem tillige betydeligt Liggesaar og Trombose i den ene Underekstremitets Vener. Hos de fire andre, af hvilke 2 bukkede under efter flere Dages rasende Vildelser, fandtes der ved Ligaabningen ingen andre Forandringer end de for en tyfoid Feber sædvanlige.

I de to Kvarterer, St. Hansgade med nærliggende Gader og en begrænset Del af Voldkvarteret, er den tyfoide Feber altsaa optraadt med en meget i større Hyppighed, med en større Ondartethed og med en større Dødelighed end i den øvrige Del af Hovedstaden.

(Social-Demokraten 10. oktober 1884).

Socialismen i Holbæk Amt. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Holbæk skrives der til os den 3. Ved Venstremøderne, som afholdtes i Sommer her i Amtet kort før Valgene, gjorde man den Iagttagelse, at Tilslutningen til disse Møder var saare ringe de fleste Steder. Særlig hvor Venstrekandidaten var ene om det, blev Folk ofte helt borte. Jeg talte med en Venstrebonde kort før et saadant Møde, og han sagde: "Kaptajn Friis kommer da vel derhen? Ja for Fogtmannn og de andre Venstretalere, dem har jeg nu hørt saa tit, saa jeg kan del altsammen udenad, man bliver ogsaa kjed af at høre evig det samme." Som Modsætning hertil synes den vaagnende Socialisme her i Amtet at fremkalde saa meget stærkere Interesse, og det er sikkert ikke uden Grund, naar Venstrebønderne herude begynde at blive lidt urolige og med mistænksomme Øine se paa den Arbeiderbevægelse blandt Husmænd og Indsiddere, som utvivlsomt er i Fremkomst, og som straks er bleven taget under Armene af de kjøbenhavnske Socialister. Det er især i Sognene syd for Holbæk, at Røret er begyndt, men forøvrigt skal der ogsaa i Kundby Sogn i 2. Valgkreds alt i længere Tid have existeret en Slags Forening af Arbejdere, som af og til have givet deres Misstemning tilkjende mod Hr. Dønnergaard, der i sin Tid lovede Arbeiderne Guld og grønne Skove fer at blive valgt, men senere ikke har gjort et eneste positivt Skridt for at indfrie sine Løfter; disse Arbeidere ville efter al Sandsynlighed inden ret længe ogsaa komme under socialistisk Paavirkning, da en af de mere fremtrædende af dem paa Mødet i Holbæk i Søndags aabenlyst sluttede sig til de tilstedeværende Socialdemokrater. Forskjellige af de stedlige Venstrepolitikere af Gaardmandsstanden have vel forsøgt at lægge en Dæmper paa Arbeiderbevægelsen ved at forestille Ardeiderne, at Venstre vare deres sande Venner, og at deres billige Krav vilde blive tilfredsstillede, naar Venstre blot fik Magten, men Husmændene kjende jo nok, hvor hed Bøndernes Kjærlighed er til dem i det daglige Liv, og saa begyndte da de socialistiske Foreninger at dannes under Ledelse af den bekjendte socialistiske Agitator Sneedstrup fra Kjøbenhavn. Siden den Tid har Forholdet mellem Venstrebønderne og de socialistiske Landarbeidere just ikke været det bedste, og de have ført adskillige Avisfeider med hinanden i "Holbækposten", som tilsidst antog en saa skarp Karakler, at Holbækpostens Redaktør, der ellers gierne vilde holde gode Miner med begge Parter, fandt det klogest at nægte Husmændenes Ordfører Adgangen til Bladets Spalter. Denne maatte derfor ty til "Socialtdemokraten", hvor han naturlig fandt beredvillige Hjælpere til at læse Bønderne Teksten.

Efter den Tilslutning, som Socialdemokratiet har fundet blandt Landarbeiderne i Holbæk Amt, var det naturligt, at Hovedbestyrelsen i Kjøbenhavn særlig har haft sin Opmærksomhed rettet paa denne Egn, og medens Agitationen paa Landet fortsættes, har den derfor med sædvanlig Organisationstalent indset, hvilken Betydning det kunde have for en kraftigere Virksomhed, naar der i Holbæk By dannedes en Forening, der blev Midtpunktet for Agitationsvirksomheden. En saadan Forening er nu oprettet straks efter det Arbeidermøde, som afholdtes heri Byen i Søndags, og som havde samlet ca. 400 Tilhørere, og der skal nok allerede hare indmeldt sig over et halvt hundrede Medlemmer, ligesom der ogsaa er blevet dannet en Fagforening for Skomagersvendene.

Hovedtaleren ved det nævnte Møde var den bekiendte Snedker E. E. Andersen fra Kjøbenhavn, og hans Foredrag gik i det væsenlige ud paa følgende: Socialismen havde for 13 Aar siden, da den begyndte i Kjøbenhavn, vel vundet stor Tilslutning, men mange var senere faldne fra, da den første Begejstrings Rus var fordi og Forfølgelserne begyndte. Politidirektør Crone havde derfor nogle Aar efter indberettet, at Socialismen var ved at tabe sig og havde mistet al Betydning, men han vilde vist nok nu være den første til at erkjende, at han den Gang havde taget feil. Socialismen havde vel siden Halvfjerserne havt adskillige Kriser at gjennemgaa, men dens Førere vare gaaede modnede og befrugtede ud deraf, de havde sat sig bedre ind i de socialistiske Theorier og havde lært at tage mere praktisk paa Tingene. Socialismen havde aldrig været livskraftigere, end den var nu, det halve Kjøbenhavn var erobret, og den var ved at slaa Rod rundt om i Landet. Den var jo heller ikke samfundsfarlig, den vilde gaa frem ad fredelig Vei og vilde først søge at faa Reformer gjennemførte for Arbeiderne under den nuværende Samfundsorden. Arbejdernes Ulykke laa i den Maade, hrorpaa Arbeidet var ordnet.

Med den frie Konkurrence vilde Arbejderen blive stærkere og stærkere trykket, idet der var en stadig voksende Overgang fra den haandværksmæssige Drift til Fabriksdriften. Socialismen vilde derfor ophæve den fri Konkurrence og forlangte alle Produktionsforhold omordnede saaledes, at det ikke længer blev private Folk, men alene Staten, der overtog al Eiendom og ledede alt Arbeide. Denne nye Samfundsorden var det, man forstod ved den socialistiske Stat, og dette var Socialismens Endemaal. Modstanderne klagede over, at der ved en saadan Ordning lagdes Baand paa den personlige Frihed, men det troede Taleren ikke. Hvor Staten var Arbeidsherre som f. Ex. i Post- og Jernbanevæsenet, der havde Arbeideren det forholdsvis godt. Indskrænkningen af Friheden vilde kun ramme Arbeidsherrerne, de nuværende Fabrikreglementer greb mindst lige saa stærkt ind i Arbejdernes personlige Frihed. Som Udviklingen nu gik i Retning af Storindustri vilde Haandværket snart forsvinde, og alt vilde efterhaanden koncentreres paa nogle enkelte Arbeidsherrers Hænder. Naar Arbeidet saaledes skulde centraliseres, var det da ikke bedre at faa Staten til Arbeidsherre end Rigmændene, tilmed naar Staten styredes af Folket? (Voldsomt Bifald.) Imidlertid indsaa Socialdemokratiet godt, at en saadan Omvæltning ikke lod sig gjennemføre straks, og derfor vilde man foreløbig nøies med at stille saadanne Fordringer til det nuværende Samfund, som kunde lede henimod den Ordning, som man ansaa for den ideale. Som saadanne Fordringer nævnede han en bedre Oplysning for Arbejdernes Børn, Fastsættelsen af en Normalarbejdsdag paa høist 8 Timer, Sygepleiens Omordning, saaledes at Staten sørgede for, at alle Arbeiderne kunde faa fri Lægehjælp og Sygehjælp, Indrettelse af en Alderdomsforsørgelseskasse for gamle Arbeidere uden Tilskud af disse samt Udvidelse af Valgretten til 22 Aars Alderen. Taleren anbefalede derpaa Oprettelsen af Fagforeninger og udtalte sig sluttelig om Socialdemokratiets Forhold til Venstre. Han indrømmede, at Socialdemokratiet havde havt god Fordel ved Valgene af den Understøttelse, det havde faaet af Venstre og de Liberale, og han erklærede ogsaa, at Alliancen vilde blive opretholdt ved kommende Valg, saa lange Betingelserne vare de samme. Ligeledes vilde Socialisterne ogsaa støtte Venstre, dersom det kom til Magten, forsaavidt det viste sig villigt til at fremme socialøkonomiste Reformer paa den Maade, Socialdemokratiet ønskede det; men hvis Venstre ikke vilde støtte Socialdemokrattet, saa maatte dets Magt brydes, og Arbeiderne vare stærke nok til at gjøre det. Taleren hilstes efter sit Foredrag med Haandklap og langvarigt Bifald. Typograf Nielsen fra Roeskilde, en ganske ung Socialdemokrat i 20-Aars Alderen, der derefter fik Ordet, gik ikke saa forsigtig tilværks i sine Udtalelser som hans mere drevne Kollega. Han gjorde først et drabeligt Indhug mod Arveretten, i hvilket han saa en Hovedgrund til Arbejdernes Underlegenhed i Kampen med de "forædte" Storborgere, dernæst angreb han Krigsgalskaben: naar alle Lande bleve enige om ikke at ville føre Krig, hvor skulde saa Krigen komme fra? Han erklærede sig sluttelig for Atheist og paastod, at Religionen fordummede Folk; der var mange andre Ting, der var langt vigtigere end Religionen og den skulde derfor ud af Skolerne. Børnene havde nok, naar de blot lærte nogen Moral. Hvis han fik Børn, skulde de ikke oplæres i nogen anden Religion end den, han havde, og han havde ingen! Paa en Interpellation af Vognfabrikant Winther om, hvorvidt Socialistførerne troede, at Landarbeiderne kunde være tjente med at gaa i Spænd med Bønderne, som kun gav dem 66 Øre om Dagen, svarede Snedker Andersen, at han ogsaa kun havde sagt, at Alliancen vilde vare, til Estrup gik. Af Estrup vilde Socialdemokratiet absolut intet have. Kom Venstre til Magten, og det saa ikke vilde gaa med til Reformer, saa vilde Socialisterne naturligvis sige Slut. Han troede forøvrigt nok, at Bønderne vare altfor stokkonservative til, at de frivillig skulde gjøre nogen væsenlig Indrømmelse overfor Socialdemokratiets Fordringer. Venstre vilde sikkert ikke stort videre, end Høire vilde paa det økonomiske Omraade, men man var enig med Venstre deri, at Flertallet skulde have Magten, og Socialdemokratiet vilde blive Flertallet, naar først Landarbeiderne vare organiserede. Da senere Kunstdreier Baunsgaard slog fast, at Socialdemokratiet kun vilde benytte Venstre som en Stige for selv at komme til Magien, svarede Andersen "Ja vel vil vi til Magten, naar først vi blive Flertal. Lad Venstre have Magten, saa længe det er Flertal; vi vilde dog Flertal tilsidst, for vi er absolut de fleste, og saa vil vi have Plads: thi der er ingen, der kan føre vort Program ud i Livet uden vi selv." 

Foruden disse Talere talte endvidere Veimand Hans Chr. Christiansen fra Kathrinedal i Kundby Sogn, som iøvrigt sluttede sig til de socialistiske Ideer og manede Arbeiderne til Sammenslutning, saaledes at de ved kommende Rigsdagsvalg kunde opstille Kandidater af dens egen Midte. Derefter vedtoges en Resolution om Dannelsen af en Forening og Tilslutning til Socialdemokratiet, og Mødet endte med Leveraab for Socialdemokratiet og Snedker Andersen.

(Nationaltidende 5. september 1884. 2. udgave).

Mishandling af Børn, der ere betroede til Vedkommendes Omsorg. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Lands- Over- samt Hof- og Stadsret har paadømt en fra Kronborg østre Birks Extraret indanket Sag, under hvilken en Opsynsmand i  var tiltalt efter Straffelovens § 144 jfr. § 125,

Tiltalte havde fra Foraaret 1883 af Inspektøren for den nævnte Anstalt med sammes Bestyrelses Samtykke været antagen til Tjeneste som Opsynsmand paa oftnævnte Anstalt, i hvilken Egenskab han, der mundtlig var blevet instrueret af Inspektøren, tillige har havt Opsyn med Pleiestuen samme Steds. Det var nu ved Tiltaltes egen med det iøvrigt under Sagen fremkomne stemmende Tilstaaelse oplyst, at han, medens Inspektøren kun vil have været ridende om, at Børnene i Overensstemmelse med Bestyrelsens Bestemmelse bleve revsede med Slag paa Ryggen eller Bagdelen udenpaa Klæderne med et Spanskrør af 3/8  Tommers Tykkelse eller en tynd Kjæp af Lignende Art, har nogle Gange revset en 9-10-aarig Dreng paa den Maade, at han med et Spanskrør har tildelt ham indtil 8 Slag i Drengens hule Haand, hvilken han holdt fast i sin egen Haand. Fremdeles har Tiltalte en Morgen i afvigte Sommer, for at vænne en 8 Aars Dreng til Renlighed, med en Pind, som kan havde dyppet i menneskelige Exrementer, smurt Drengen dermed om Næse og Mund, og han har ikke turdet nægte, at der ved denne Leilighed, skiønt Tiltalte ikke vil hade havt saadant til Hensigt, kan være kommet noget af det, der hængte ved Pinden, imellem Tænderne paa Drengen, der gjorde Modstand mod denne Behandling. Ved en anden Leilighed, hvor en 6-aarig Dreng om Natten havde giort sin Seng vaad, har han med Magt stødt Drengens Hoved ned i en Potte med Urin, og, uagtet han ikke vil have tilsigtet at Drengen skulde faa Urin i Munden, har han dog ikke turdel benægte, at Drengen - som denne har paastaaet - har faaet .Ansigtet vaadt af Urin. Endelig har Tiltalte som en Straf, der almindelig paa Anstalten anvendtes mod Børn, der havde ladet deres Vand i deres Senge om Natten, jævnlig ladet disse Børn staa opstillede i Børnepleiestuen, medens de andre Børn spiste samme Steds, med de af vedkommende Børn saaledes vædede Lagener over Hovedel og Ansigtet, dog saaledes, at Barnets Ansigt maa antages at have været frie, idet det ikke mod Tiltaltes Benægtelse er godtgiort, at Mund eller Øine, saaledes som et enkelt Barn har paastaaet, have været indviklede i det vaade Lagen. Denne Straf har efter Tiltaltes Forklaring varet i ca. 1 Time, og den saaledes Straffede har Tiltalte da tillige unddraget det Maaltid, der leveredes Lemmerne om Morgenen Kl. 6½. Straffen med Lagenerne har Tiltalte anvendt efter Inspektørens Opfordring, hvad denne ogsaa har indrømmet, medens han derimod vil have været uvidende om den Behandling, Tiltalte iøvrigt lod Børnene blive til Del, og navnlig ogsaa om at disse bleve unddragne de reglementerede Maaltider. Efter hvad der er oplyst i Sagen, kunde det ikke antages, at noget af Børnene har lidt nogen Skade af de dem saaledes tildelte Straffe. 

For det saaledes af Tiltalte udviste Forhold, der overfor Børn i en saa ung Alder fandtes at maatte betragtes som en Mishandling, blev Tiltalte ved Overrettens Dom i Medfør af ovennævnte Lovbestemmelser anset med Straf af simpelt Fængsel i 1 Maaned, medens Straffen ved Underretsdommen var bestemt til lige Fængsel i 10 Dage.

(Nationaltidende 4. september 1884).

I midten af 1800-tallet var sogneforstanderskabet i Tikøb nået frem til at fattigforsørgelsen i kommunen var blevet for blødsøden. Man søgte derfor i april 1859 indenrigsministeriet om tilladelse til at opføre en anstalt efter slesvigsk forbillede. I modsætning til andre fattiginstitutioner skulle understøttelsen (bolig, forplejning og arbejde) nydes og ydes i anstalten og kun der. Tikøb Forsørgelses- og Arbejdsanstalt var beregnet til at kunne rumme 150 lemmer: En hovedbygning på to etager, med et grundareal på 425 m2, og var placeret lidt uden for Tikøb by (bygningen ligger der stadig - der er i dag ejerlejligheder). I stueetagen var der 5 arbejdsstuer (kvinde- og mandsopdelt) samt køkken, og her havde også forstanderen sin treværelses lejlighed. Der var en forsamlingsstue til sogneforstanderskabet, og opsynsmanden havde et værelse. På 1. sal var der 8 sovesale, ligeledes kønsopdelte.