Et Besøg paa "Holsteinsminde". (Efterskrift til Politivennen).

Forstander Buddes Opraab.

Indre Mission erobrer Børnehjemmeet.

Man vil omstaaende finde en Anmodning fra Forstander L. Budde paa "Holsteinsminde" om at yde Bidrag til en ny Opdragelsesanstalt for fattige Børn, som han agter at oprette paa Himmelbjærg-Gaarden. Anledningen til dette Opraab er bekendt: Hr. Budde forlader nu til 1. Juli "Holsteinsminde", hvor han har virket i 17 Aar, efter Ønske af Anstaltens "Patron", Grev Holstein Holsteinborg, som er en fanatisk Tilhænger af Indre-Mission og vil ansætte en af sine Venner indenfor denne Retning, maaske den berygtede Pastor Moe, som Forstander i Hr. Buddes Sted.

Vi besøgte forleden Dag "Holsteinsminde" og erfarede af Hr. Buddes egen Mund Sagens nærmere Sammenhæng. Hr. Budde havde i længere Tid haft Fornemmelsen af, at Grev Holstein - som overtog Holsteinborg ved sin Faders Død i 1892 og er en Mand paa ca. 40 Aar uden kendte Ævner eller Fortjenester i nogen Retning - stillede sig uvillig overfor ham og hans Virksomhed. Greven søger væsenlig sin Omgang blandt Indremissionsfolk, og Hr. Budde staar denne Retning fjærnt. Han havde dog ingen Anelse om, at Greven vilde tvinge ham bort fra den Post, han omfatter med saa megen Kærlighed, før han ved en Samtale nu i Sommer fik utvetydig Besked.

Hr. Budde søgte Greven for at anmode ham at bekoste nogle Forbedringer ved Anstaltens Vaskehus. Fru Budde havde nemlig Vanskelighed ved at overkomme Vasken for det bestandig stigende Antal Børn og ønskede en større Kedel indsat. Greven besvarede Anmodningen med et bestemt Afslag, og da Hr. Budde spurgte, hvad hans Hustru da skulde gøre, hvis hun ikke kunde bestride Vasken med det forhaandenværende Apparat, svarede Greven: "Hvis De er misfornøjet, kan vi jo skilles - det ser jeg forøvrigt ogsaa helst!" Hr. Budde spurgte straks, hvornaar Greven ønskede, at denne Forandring skulde ske, og Greven svarede: "Nu til Foraaret!" Paa Hr. Buddes Indvending, at han med saa kort Frist næppe var i Stand til at faa Flytningen i Orden, lod Grevens korte Svar: "Saa siger vi til 1ste Juli." Og derved blev det.

- - - Forstander Budde og hans udmærkede Hustru nødes altsaa nu til Sommer til at forlade "Holsteinsminde", som de i 17 Aar har forestaaet og ledet med opofrende Interesse og med en fra alle Sider anerkendt Dygtighed. Et Magtsprog fra Holsteinborgs Herre fordriver dem fra det Hjem, i hvilket de i disse 17 Aar har opdraget mange Hundrede Børn, som ellers vilde være prisgivet Hjemløshedens Ulykker, og som senere i Livet med Taknemlighed har mindedes deres Barndom hos "Forældrene" paa Holsteinsminde - Budde og hans Hustru er hver paa sin Vis fortrinligt egnede til den Plads de beklæder. Budde er nu en Mand paa 60 Aar, men hans Personlighed har bevaret en elskværdig Ungdommelighed og Alderen har kun i ringe Grad præget det ejendommeligt fine Digterhoved med den mægtige Løvemanke. Hele hans Liv har været viet Opdragerens Gærning - han var Højskolelærer, først paa Hindholm, senere i Karise og ved Pigehjemmet paa Jægerspris, før han i 1879 blev Forstander paa Holsteinsminde - og i den digteriske Produktion, som han ved Siden af sin Lærervirksomhed og sine matematiske Studier har faaet Tid til, lægger hans Kærlighed til Børn, hans Forstaaelse af Barnehjærteet, sig paa den smukkeste Maade for Tagen. I sine bekendte Smaafortællinger om Skoledrenge har han tegnet en Række nydelige Billeder af de uskyldige Barnestreger, som et mørkere Livssyn med Strænghed fordømmer, og "En Historie fra fattige Steder" bærer Vidnesbyrd om hans rørende Medfølelse med de Mishandlede i Samfundet.

Han er selv en barnlig og følsom Natur, hvis Religiøsitet er mild og human, vidt fra Helvedlærens Hjærteløshed. Og den Aand, der præger Livet paa "Holsteinsminde" er den samme, som man møder hos ham selv og i hans Skrifter, en i god Forstand kristelig Mand; - men Haanden, som leder og styrer det Hele, er maaske i nok saa høj Grad hans Hustrus. Fru Mathilde Budde, som er en Plejedatter af Børnehjemmets første Forstander, Anders Stephansen, gør Indtryk af en i sjælden Grad intelligent og dygtig Kvinde, hvis praktiske Sans og organisatoriske Talent det utvivlsomt i første Række skyldes, at "Holsteinsminde" med sine forholdsvis knappe Midler er saa fortræffeligt ordnet, som det er. Fru Budde er i dette Øjeblik Husmoder for 142 Drenge, hvis Forplejning, Beklædning, Vask og Renlighed hun forestaar - og man kan, som vi gjorde det forleden, komme bumpende ned paa "Holsteinsminde" en Regnvejrsdag og finde alt i den mønsterværdigte Orden, baade ude og inde!

---"Holsteinsminde" ligger som bekendt midtvejs mellem Næstved og Skelskør, i Nærheden af Fuglebjærg. Anstalten bestaar af et lille Kompleks af Bygninger; en lang Poppelalle fører fra Landevejen ind dertil. Den ældste af Bygningerne er det gamle Fuirendal, som den nuværende Greves Bedstefader i 1833 indrettede til Børnehjem under Forstanderskab af en ovennævnte Stephansen, en mærkelig og højtbegavet Mand, Børnesagens egenlige Fader her i Landet. Han begyndte med 10 Børn fra Grevskabet, senere kom der fra København 12 Gadedrenge, der af Politiet var betegnede som nogle af de mest "moralsk fordærvede" - en Opfattelse, som Stephansen i hele sin Virksomhed kæmpede imod. Efter Grevens Død i 1836 fik Stephansen af den Holsteinske Familje 6000 Rdlr., for hvilken Sum han oprettede det nuværende "Holsteinsminde". Under Kamp med trange Kaar arbejdede han og hans Hustru Anstalten frem imod det Maal, de havde sat sig: at skabe et kærligt Tilflugtssted for Folkets fattige og hjemløse Børn. Og i samme Aand blev Arbejdet efter hans Død i 1870 fortsat først af Chr. Nielsen, senere af Budde.

Efterhaanden som Børneantallet voksede, blev de gamle Bygninger for trange, og i Buddes Tid er der ved Hjælp af dels offenlige, dels private Tilskud og Bidrag blevet opført et Par nye. Den ene, som kaldes det "lille Hjem", og hvor de mindste Børn boer, er bygget af det Classen'ske Fideikommis, og den anden, en større Bygning med velindrettede Skolestuer og Sovesale, har Budde selv ladet opføre. Desuden er der i hans Tid bygget et stort, fortrinligt Gymnastikhus

Vi vandrer rundt med Hr. Budde og hans Hustru i disse forskellige Bygninger paa "Holsteinsminde". Overalt er der mylrende fuldt af Drenge - Drenge, som spiser, Drenge, som er i Skole, Drenge, som gør rent, vasker Gulv og vasker op - Drenge i alle Aldre, ned til smaa Purke paa 3-4 Aar; det hænder endog undertiden, at der kommer Børn paa et Aar ud til "Holsteinsminde", hjemløse Verdensborgere, som her bliver beklædt, bespist, opdragne og underviste, til de skal konfirmeres og ud at staa paa egne Ben i Livet. For nogle Dage siden traf en lille Dreng paa 6 Aar uformodet sammen herude med sin to Aar ældre Broder, som han ikke havde set i flere Maaneder inde i København.

Og man kan see paa Børnene, at de har det godt paa dette sted; det hænder da ogsaa kun yderst sjældent, at en forsøger at løbe sin Vej. Alle de 142 Drengeansigter, vi ser, lyser af Tilfredshed. Der holdes nemlig stort "Kartoffelgilde" i Anledning af, at man for nylig er bleven færdig med Kartoffeloptagningen, og uhyre Masser af Høstens Frugter fortæres med glubende Appetit. Sygdom kendes saa godt som ikke paa "Holsteinsminde", takket være den friske Luft og den gennemførte Renlighed. Det er en Fornøjelse at se, hvor propre Sovestuerne med de mange smaa Senge er; at der er lidt lavt til Loftet i nogle af dem er de gamle Bygningers Skyld. Man har det bestemte Indtryk at Hr. Budde og hans Hustru har indrettet Børnehjemmet saa godt, som det under de givne Forhold lod sig gøre, og at der imellem dem, Lærerne og Børnene hersker det venligste og fortroligste Forhold. Drengene faar naturligvis saa meget som muligt Lov til at tumle sig i det Fri; hver Afdeling har sin Plads at lege paa, grave, bygge Dueslag osv. Om Sommeren kommer et Hold ad Gangen i en tre Ugers Tid ud ved Stranden og holder Ferie i et lille Hus som tilhører Anstalten. Pigeafdelingen, hvor der for Øjeblikket er 30 Børn, er indrettet paa "Skovgaard", en halv Mils Vej fra "Holsteinsminde".

- - Nu skal Indre-Mission altsaa lægge sine mørke Skygger over det lyse og venlige Børnehjem, hvor Ægteparret Buddes Aand hidtil har raadet. Hvilken Ulykke det vil være for Hjemmet, kan enhver indse. Børnenes Sind vil blive forgiftede af Helvedlærens Dragesæd, og Hykleriet vil under den skræmmende og forkuende Indflydelse skyde frodig Vækst og kvæle den Fortrolighed, som naturligt hører hjemme imellem Børn og deres Opdragere. Hvis Forstanderen ikke bliver Pastor Moe, bliver det en anden Missionsmand - Resultatet kommer ud paa et.

Det mest oprørende heri er den Maade, hvorpaa Grev Holstein benytter sig af sin "Patronatsret" over Børnehjemmet. Den Holsteinske Familje har som ovenfor sagt i sin Tid ydet 8000 Rdl. til Hjælp til Anstaltens Opførelse; den nuværende Greves Fader gav et aarligt Tilskud paa 400 Kroner, og hans Søn har givet et lignende Beløb - men disse Penge er selvfølgelig kun en Brøkdel af den Sum, der aarlig udkræves til Børnehjemmets Vedligeholdelse. Resten indkommer dels igennem et aarligt Statstilskud (som er steget til 12,000 Kr.), dels gennem Fonds, Legater og Fideikommis'er, dels gennem private Gaver. Endvidere betaler Københavns Kommune 180 Kr., andre Kommuner i Landet 160 kr. om Aaret for hvert Barn, der sendes til Holsteinsminde.

Grev Holstein støtter sig imidlertid til den gamle Fundats, som blev oprettet i 1840, og ved hvilken Patronatet over Holsteinsminde for Fremtiden skulde tilfalde Grevskabet Holsteinborgs Besidder - "naar denne har Interesse for Stiftelsen og vil med Kærlighed paalage sig Byrderne ved dette Velgørenheds Værk." Dette Patronat er altsaa en Slags Gengæld for de 6000 Rdlr., som Grevskabet i sin Tid ydede til Anstaltens Oprettelse, og i Kraft af disse 6000 Rdlr., som hans Bedstemoder har skænket, vil Grev Holstein nu tiltvinge sig Enebestemmelsesret over Børnehjemmet, skønt dette som sagt væsenlig bestaar ved Statens Støtte! Grev Holstein har allerede sørget for at faa Budde og hans Hustru fjærnet fra Anstalten. Skulde han gøre Alvor af sin Bestemmelse og indsætte Pastor Moe eller en anden lige saa fanatisk Indremissionsmand til Forstander paa "Holsteinsminde", saa maa det blive Statens Sag at gribe regulerende ind, saavist som Børneopdragelsen - hvad ogsaa Hr. Budde selv fremhæver i sit omstaaende Opraab - fremfor noget andet er en Sag, som hele Samfundet er interesseret i.

(Social-Demokraten 29. oktober 1896).

E. Larsen Demuth (1904-1925) boghandel. Boghandler, grosserer Erik Frederik Larsen Demuth (1876-1947): Holsteinsminde. Det kongelige Bibliotek.

Forstanderparret Carl Christian Leopold Gether Budde (1836 - 1902) og Mathilde Budde var pionerer indenfor børnesagen i Danmark og for støtte til børnehjem for ”vanskelige” børn. Han var senere medlem af kommissionen for statstilsyn med børneopdragelse som efter hans død udmøntede sig i Børneloven (værgerådsloven) Lov af 14/4 1905 Børneloven (værgerådsloven).​

Som nævnt fortsatte parret deres virke på en gammel bondegård Himmelbjerggården som de købte i 1896 købte for 17.000 kr. De fik opført nye bygninger, herunder blandt andet Himmelbjerggårdens nuværende hovedbygning og omdannede gården til børneopdragelsesanstalt og skolehjem. Forældre til 42 børn på Holsteinsminde ønskede at deres børn flyttede til Himmelbjerggården. I det første år af opdragelsesanstalten og skolehjemmets levetid var tilstrømningen stå stor at man kunne udvide til yderligere 50 børn. Hvilket fortsatte i en årrække: Efter tre år var der plads til 150 elever. I 1900 og 1901 kom en skolebygning og gymnastiksal til. Leopold Budde døde i 1902 før projektet var færdigt. Herefter overtog staten i 1903 Himmelbjergsgården, stedet blev en selvejende stiftelse, ledet af en forstander og under tilsyn af et af kulturministeriet udpeget tilsynsråd på 3 medlemmer.

Som forstanderpar tl Holsteinsminde valgte Grev Holstein det indremissionske forstanderpar Mads Lind (kaldet "Spanskrørets apostel") og Sira Lind. Mads Lind udtalte ved et kredsmøde for børnegudstjenestesagen den 11. november 1897 bl. a. følgende:

- Men hvorledes skal vi saa stille det frem, som Børn skal efterligne? Det skal vi gjøre ved at lære dem at bede, ved at male Frelserens Naade for dem, saa de faar let ved at sige Nej til Livets og Kjødets Lyst og at sige Ja til at gjøre Guds Vilje. Vi skal ikke alene tale om, at Børnene skal gjøre det og det, men vi skal selv gjøre det, selv sætte os paa Børneskammelen og lære dem, til hvilket de skal sige Ja og til hvilket Nej. Det er godt og skjønt at bede for vore Børn, men det er meget bedre og skjønnere at bede med Børnene, bede med dem om Guds Kjærlighed og Barmhjærtighed.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 12. november 1897)

Det indremissionske forstanderpar holdt mindre end et år. I april 1898 meddelte aviserne at lærerne på enten havde forladt stedet eller nedlagt arbejdet, mens kommuner der ikke var styret af Indre Mission fravalgte anstalten, som blev affolket. Elevtallet faldt fra 150 til 42. Greven måtte erkende at have foretaget et fejlgreb og parret fratrådte i juli 1898. Økonomisk øges statstilskuddet ikke som forventet, men derimod hævede patronen sit årlige bidrag fra 400-1900 kr. 

Han erstattede dem med den indremissionske cand. Theo Viggo Mollerup som det lykkedes at få elevtallet op til 97 i 1903. Han blev kendt for sine brutale opdragelsesmetoder og efterhånden en belastning for stiftelsen. Blandt andet revsede journalisten Peter Sabroe Holsteinsminde for dette i 1906-07. Han måtte gå af 1. november 1907 og blev maj 1908 ansat som forstander på Bøggildgård Opdragelsesanstalt.

Greven sidst konstituerede forstander cand. Theol Einer Kiilerich, men kort efter blev Holsteinsminde en selvejende institution, patronsystemet blev afskaffet og forstanderen herefter valgt af en bestyrelse.

Polakkerne breder sig. (Efterskrift til Politivennen).

Godsejernes Fædrelandskærlighed. - Hans Heste, hans Arbejdersker.

Nu anvendes polske Arbejdere ogsaa ved Arbejdet paa Hofjægermester Winds Ejendomme paa Fyn.

Paa Rønnebogaard, beliggende tæt ved Langeskov og tilhørende Hr. Hofjægermester Wind, Sanderumgaard, arbejder 10 Polakker, deraf nogle faa Mænd i 14 til 18 Aars Alderen. Resten er Kvinder. De er indkvarterede paa Rønnebogaard og har Soverum i en Tværlade. I den ene Ende af Laden er der Kostald og langs med den ene Side en Mødding. Det Rum, hvori de har Natteophold, oplyses af to smaa Vinduer. Gulvet er belagt med Mursten og langs Side- og Endevæggen er opslaaet nogle sammenhængende Trækasser, hvor de tilbringer deres korte Sovetid. Sengklæderne bestaar af en Halmsæk og et Tæppe, men der findes ingen Lagener.

De polske Piger udfører alt Arbejde lige fra at binde Halm ved Damptærskeværket, rense Gødningen ud under Kalve og sprede Gødning paa Marken. Forleden, da en af vore Medarbejdere besøgte Stedet, tog de Roer op i Marken tæt ved Sanderumgaard og gik bare det kolde Efteraarsvejr.

Lønnen er noget forskellig for disse fremmede Kvinder. Den varierer fra 90 til 1 Kr. 15 Øre paa egen Kost.

De maa møde til Arbeide hver Morgen selv om Roerne er vaade af Natteduggen.

Opsynet over de 20 Polakker føres af en af deres Landsmænd, som Egnens Folk kalder "Bestyrer", medens han selv fører den tyske Titel "Aufseher". Hans Hustru besørger Rengøringen i det Rum, hvor Pigerne sover. Fruen har ogsaa den Opgave at fyre i det Komfur, hvorpaa Pigerne koger deres Kartofler. Dette Komfur er ikke forsynet med Kogehuller. De mange Kasseroller med Kartofler anbringes umiddelbart ovenpaa Jærnpladsen, under hvilken der fyres. Pigerne betaler Konen for at udføre dette Arbejde. Folk fortæller endog, at hver Pige maa give 25 Øre om Dagen for disse Udenomsbekvemmeligheder.

Bestyreren forsyner for Betaling sine Undergivne med Blærefedt, Brød og lidt "Kaffe", hvorpaa han oppebærer Procenter hos de Handlende.

I Fjor, da der ligeledes paa Sanderumgaard var en Del polske Piger, maatte disse slet ikke købe noget selv. Den daværende "Aufseher" anskaffede alle Fornødenheder. Pigerne klagede da over, at de intet maatte købe selv. Den Købmand, hos hvem Bestyreren handlede, fortæller, at da nogle Perlekranse, som Bestyreren købte for 25 Øre Stykket, blev sendt tilbage, var de mærket med en Seddel, hvorpaa der stod 50 Øre. Det synes altsaa at være den pris Pigerne maatte betale.

Og Pigerne klagede den Gang over, at de maatte give 45 Øre for et lille Hvedebrød, der ellers koster 25 Øre.

Polakkernes Kost er i øvrigt meget tarvelig. De spiser mest Kartofler, som de dypper i Salt. Rugbrødet, som skæres i tommetykke Stykker, spiser de ofte bart. Kun ved særlige Lejligheder smører de Fedt paa. Som Følge af denne tarvelige kost er de ikke altid lige oplagte til Arbejdet. Men Aufseheren følger dem uafbrudt paa Marken og holder dem til Vinden.

Den forrige Aufsehers Kone synes at have været særlig snedig til at holde Pigerne til Arbejdet. Hun lod dem tage en Dosis Brændevin og det paastaas, at hun ved en enkelt Lejlighed da det Kneb med at faa Halmen bunden ved Damptærskeværket, heldte noget Peber i Brændevinen.

Sørgeligere Syn kan vanskelig tænkes end disse pjaltede og af Arbejdet tilsmudsede Væsner, som arbejder paa Kommando af en tysk Forvalter. Nogle af dem er gifte Koner. De har altsaa forladt Manden og maaske Børn for at tjene Brødet i et fremmed Land. Dette Brød, som bliver saa tarvelig tilmaalt, og den Smule Løn, som synes at smuldre bort mellem Fingeren paa dem.

En af de gifte polske kvinder, der i Fjor arbejdede ved sandrum, var frugtsommelig og maatte i den Anledning rejse hjem. Ved Afrejsen græd alle de andre, fordi de ikke maatte følge med. Og ingen af dem er vendt tilbage i Aar. De polske Arbejdere, der anvendes i Aar, var alle sammen ukendt med Forholdene, da de i Foraaret kom herover. 

Faa Skridt fra Arbejdspladsen ligger Sanderumgaard. En stor flot Herregaard med en paladslignende Hovedbygning. For Trappen holder en elegant Landauer. De forspændte Heste har aabenbart et mere lyst Syn paa Livet end de stakkels polske Piger ude i Roemarken; thi de bærer Hovedet højt og de har Grund til det, for de er smykkede med sølvbeslaaet Seletøj og de har den Ære at trække Hr. Hofjægermesteren og hans Datter. Hr. Hofjægermesteren er en Mand, der er Ejer af mindst 3 store Gaarde, og han har faaet flere Millioner i Arv. Vi ønsker oprigtig at Hr. Hofjægermesteren og den smaa Frøken Wind maa smage den Sødme, som det vel maa være at se paa disse middelalderlige Forhold. Og skønt vi ikke ønsker ondt over nogen, saa skal vi ikke nægte, at det vilde glæde os om Hr. Hofjægermesterens Datter en eneste Dag, blot en Dag, vilde møde i Roemarken sammen med disse fattige polske Kvinder, spise af deres Karkoster og deres tørre Brød og saa, naar Aftenen kom, lægge sig til Hvile paa Halmsækken i den uhyggelige Lade ved Siden af Møddingen og Kostalden.

Thi den, der en Gang har prøvet disse Forhold, vil næppe byde sine Medmennesker de Vilkaar, hvorunder Polakkerne nu maa friste Livet.

(Social-Demokraten 20. oktober 1896).

Carl Stenders Kunstforlag (1888-1995): Sanderumgård. 1905-1906. Christian Andreas Vind (1794-1869) overtog i 1829. Han frasolgte en del af godsets fæstegårde til bøndernes selveje og intensiverede driften af hovedgårdens jorder. Sidst i 1830'erne bestod produktionen bl. a. af vævede hørtrøjer. Efter hans død 1841 blev en ny hovedbygning opført. tegnet af Hans Jørgen Holm. I 1870 opførtes nye avlsbygninger. Parrets yngste søn Sophus Holger Gustav Vind (1842-1913) overtog i 1872 Sanderumgaard. Vind-familien ejer stadig gården. Foto Det kongelige Bibliotek.

Nyt revolverdrama. (Efterskrift til Politivennen)

 En ung piges historie.
Sædelighedspolitiet igen på færde.

I går eftermiddags ved 3-tiden har en ung pige, Elly Hansen, der boede i frøken Mortensens pensionat på Gråbrødretorv, forsøgt at aflive sig ved et revolverskud. Foruden at hun herved tilføjede sig et dødeligt sår, gik der tillige ild i hendes klæder, så at den ulykkelige pige stod i flammer.

Frøken Hansen er kun 25 år og hjemmehørende i Roskildeegnen; hendes bror ejer en større landejendom ved Havdrup. Hun har været ansat som ekspeditrice i en forretning i Ny Østergade. men mistede pladsen for et par måneder siden, og har siden stået blottet for subsistensmidler. Til alt held var hendes værtinde medlidende og gav hende vedblivende kost og logi, skønt gælden voksede.

Alt dette indvirkede på den unge piges sindsstemning, og værre blev det, da hun en dag erfarede, at en ung læge, som hun var forlovet med, havde brudt forbindelsen og giftet sig med en anden. Hun erklærede nu til sine omgivelser, at livet intet værd havde for hende, og hun bad sin værtinde om ikke at blive forskrækket, om hun en morgen skulle finde hende hængende død i en strikke i sit værelse. Man troede dog ikke truslen var alvorlig ment, og slog det hele hen i spøg.

Så indtraf der en begivenhed, som føjede et nyt led af modgang og forsmædelse til den unge piges skæbne: vort nidkære Sædelighedspoliti greb hende som sigtet for at ernære sig ved utugt, hun underkastedes den obligatoriske lægeundersøgelse - og måtte løslades som uskyldig!

Sædelighedspolitiets indgriben foranledigedes ved et anonymt brev, det havde modtaget, og som antagelig stammede fra en af Ellys uvenner; i brevet beskyldtes hun for at leve af  herrebesøg.

En tidlig morgenstund mødte en af Sædelighedspolitiets betjente i pensionatet og erklærede på politiets sædvanlige støjende måde, at han skulle have fat i Elly. Det nyttede ikke, at værtinden roste hende som en ordentlig og tilbageholden pige, hvem hun i enhver henseende kunne anbefale for at have ført en sædelig vandel i den tid, hun havde boet i pensionatet. Betjenten tog intet hensyn til alle disse forsikringer og blev til sidst lukket ind i Ellys værelse, hvor den unge pige endnu stod i undertøj og gjorde sit toilette. Efter et kort forhør trak betjenten af med hende, men politiets undersøgelser om den unge piges vandel må antagelig have ført til det resultat, at hun intet strafværdigt havde begået. I hvert fald blev hun efter nogle timers forløb løsladt, og hun fortalte da sin værtinde, at hun havde måttet finde sig i den tort at blive undersøgt af politilægen, skønt hun var ganske uskyldig.

Fra den tid af synes det, som om selvmordsplanerne ret er modnedes hos hende, og hun traf omhyggeligt alle forberedelser til at gå i døden. I søndags kom hun ud i pensionatets køkken med en stor bunke breve, som hun kastede i komfuret og lod brænde med den bemærkning, at det var bedst, at alt var i orden, "hvis der skulle ske noget." Hun sov ikke om nætterne, og for resten sad hun de øvrige dage i denne uge ensom på sit værelse, sammensunket og stirrende hen for sig i en meget nedtrykt stemning og uden at få anden næring end hvad værtinden af godhed satte ind til hende.

I disse lange mørke timer har hun ruget over dødstankerne, og allerede i torsdags har hun nøjagtig og koldblodig fastsat timen, da hun skulle dø: Fredag eftermiddag ved 3 - 4-tiden, netop pensionatets spisetid. Dette fremgår af, at hun ved brev havde anmodet en veninde om at møde ved den tid i pensionatet for at afhente hendes (Ellys) portræt, som hun ville forære veninden til erindring om sig.

En halv times tid før hun i går eftermiddags forsøgte at aflive sig, gik hun ind i en nærliggende butik og købte en avis, for, som hun sagde, at se, om der stod mere om, hvorledes Sædelighedspolitiet behandler de unge kvinder. Hun skyldte 8 øre, og dem betalte hun med den bemærkning, at det var bedst de fik pengene, for nu så de hende ikke mere. Butiksdamen lagde mærke til, at hun var så hvid i sit ansigt som et lig, og da Elly kom op i pensionatet, bemærkede værtinden ligeledes hendes afskrækkende udseende, og at hun rystede som af kuldegysninger, hvorfor hun tilbød hende en kop kaffe.

Et kvarter senere bragte tjenestepigen kaffen ind på Ellys værelse. Da hun åbnede døren, mødte der hende et rædselsfuldt syn; hun udstødte et skrig og tabte af skræk kopperne; hun tilkaldte værtinden og pensionærerne, der sad ved middagsbordet.

Elly lå på chaiselonguen, blødende af et skudsår, kun iført særk og uldtrøje. Der var ild i tøjet, og flammerne (der antagelig er opstået ved skuddet), slikkede op ad hendes legeme; på gulvet lå en revolver, som hun havde affyret mod sit underliv, og blodet vældede i en strøm ud af såret. Værtinden løb resolut til og fik ilden slukket ved at kaste et tæppe over, men Ellys bryst og underliv var da allerede bedækket med brandsår. Kuglen havde ramt i underlivet tæt ovenfor navlen, og kuglen sad fast i legemet. Den unge pige kom et øjeblik til sin bevidsthed og stønnede: "Gid jeg måtte dø!"

Rygtet om den uhyggelige begivenhed havde samlet en stor menneskemængde udenfor ejendommen og op ad trapperne, og netop på dette tidspunkt indfandt den omtalte veninde sig for at hente portrættet. Det tilkaldte politi besørgede selvmordersken i en droske til Kommunehospitalet; Hende tilstand var således at der næppe er håb om at hun lever.

(Social-Demokraten, 10. oktober 1896)

Rygter om Politidirektørens Afsked. (Efterskrift til Politivennen)

 Politidirektøren skal afskediges!

Søndag middag henvendte en deputation fra Højres såkaldte Arbejder- (!) og Vælgerforening sig til den ny justitsminister, hr. Rump, med en adresse, hvori det bl. a. siges:

Vi tillader os at udtale følgende ønske :

1) At Ds Eksc. vil søge at fremskynde proceskommissionens arbejder og derpå forelægge for Rigsdagen et forslag til en retsreform, der forener hensynet til retssikkerheden med den enkeltes krav på at sikres mod vilkårlig behandling.

2) At Ds. Eksc. snarest vil gennemføre en bedre ordning og ledelse af Københavns Politi samtidig med, at der søges tilvejebragt en passende Forhøjelse af Politietatens Lønninger.

Justitsministeren svarede:

1) Jeg skal henlede proceskommissionens formands opmærksomhed på ønskeligheden af at kommissionens arbejder fremmes så hurtigt, som omstændighederne tilsteder. Så snart kommissionens betænkning foreligger, vil den blive gjort til genstand for behandling i ministeriet, for at de fornødne lovforslag kan blive udarbejdede.

2) Politiets forhold er genstand for en nærmere prøvelse i ministeriet. Jeg er rede til, når jeg har dannet mig en bestemt opfattelse af stadens politiforhold i det hele, og det måtte vise sig, at disse på et eller flere punkter er uheldige, da for så vidt det beror på mig, at søge manglerne afhjulpne.

Efter hvad vi fra pålidelig kilde erfarer foreligger her en ren og skær politisk komedie. Politidirektørens fjernelse fra sit embede er nemlig besluttet; men regeringen har, for at støtte det københavnske Højre, ønsket, at afskedigelsen skulle synes at være resultatet af en henvendelse fra Højrevælgerforeningen.

Hr. Eugen Petersen skal bringes som offer på den almindelige oppositions alter. Det lader sig nemlig ikke skjule at hele den københavnske befolkning, fra Socialdemokratiet til det mest reaktionære Højre, befinder sig i opposition til vort rets- og politivæsen.

Under disse omstændigheder tør Højre ikke gå til nye valg. Der er ingen tvivl om, at hvis fx Borgerrepræsentantvalgene fandt sted i denne uge, ville Højre blive fejet væk som gammelt støv.

For at imødekomme denne stemning og for på ny at skaffe Højre en position, skal Eugen Petersen ofres!

Og det skal indrettes således, at der bibringes vælgerne den tro, at politidirektøren ofres på Højres opfordring. Han skal kastes som et sonoffer i det oppositionelle svælg med det håb, at så lukker svælget sig. Men herimod sætter vi vort bestemte nej!

Hvad betyder det at Eugen Petersen går af, når Højre vedblivende beholder magten? Når vort retssystem vedblivende er det samme?

Når Rump, den mest udprægede repræsentant for politivilkårlighed, reaktion og provisoriske lovbrud, uhindret er landets justitsminister? Eugen Petersens fald er et personstifte uden betydning, når han ikke falder sammen med hele Højres forbryderiske regimente!

Derfor slutter vi os fuldt ud til hr. Hørups udtalelser i Lørups Ridehus, da han sagde, at retsbevægelsens udslag skulde føles på valgdagene. Vælgerne skal holde dom over hr. Eugen Petersen, over hr. Nellemann, over Rump, over politiet, retsvæsnet og Højrepartiet. Højres repræsentanter i kommunalbestyrelse og rigsdag skal fældes, og med dem skal Højres regering falde. Før bliver der ingen retssikkerhed her i landet.

Man ser det bedst ved at erfare, at Eugen Petersens efterfølger bliver en Matzen eller en Sylow. Disse navne er blevet nævnt offentligt som politidirektørens efterfølgere, hvis personskiftet finder sted under Højres ledelse. Men ville det ikke netop blive en ulykke for det frisindede København, om en Matzen eller en Sylow tog politikniplen af hr. Eugen Petersens hænder.

Det er en selvfølge, at vi kun med tilfredshed ser hr. Petersen falde. Det er en Indrømmelse til vor opposition, som vi tager os til indtægt. Hans fald betyder, at man bøjer sig for vor kritik. Men vi vil straks tilføje, at med dette personskifte beroliges København ikke. Vi siger med hr. Hørup: Højere op! op til dem, som har ansvaret, og som repræsenterer politiånden, og det er regeringen og Højrepartiet, København vil ikke med tillid modtage en politidirektør af hr. Rumps hænder, for denne tillid er han ikke værdig. Og København vil ikke lade sig berolige hverken ved Højrevælgerforeningens komedie i søndags, eller ved det tableau, som forestår: Provisoristen Rump, som bringer den krænkede retsfølelse hr. Petersens hoved på et fad.

(Social-Demokraten, 6. oktober 1896)

Rygterne om Eugen Petersens afgang florerede resten af 1896, men på trods af at det var Højre-folk som havde foreslået det, var der ikke hold i rygterne: Højre-flertallet sprang i målet, og Eugen Petersen sad indtil 1917.

Lørups ridehus (1891-1931) lå på hjørnet af Uppsalagade og Stockholmsgade på Østerbro. Udover som ridehus blev det brugt til forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Den nuværende ejendom opført 1932 er tegnet af Henning Hansen og andelsboligen har taget navn efter ridehuset. 

Højres adresse til Rump.

Vore Oplysninger i Gaar om, at Eugen Petersen skal afskediges, vakte, som ventes kunde, stærk Bevægelse.

Det københavnske Venstre synes fuldstændig at slutte sig til den opfattelse, som vi gjorde gældende, nemlig:

1) at politidirektørens afskedigelse alene ikke vil berolige den offentlige mening, for den søger årsagerne til retsskandalen i selve det Nellemannsk-Rump'ske Højre med dets brutale lovbrud og forfatningskrænkelse, og

2) at det ville være en skandale, om bevægelsen kun medførte et personstifte, fx at hr. Eugen Petersen afløstes af hr. Sylow eller en anden kriminel provisorist af den Nellemann'ske skole.

"København", der vel nærmest er organ for de liberale af hr. Hørups retning, skriver :

"At hr. Eugen Petersen er færdig, turde være afgjort. I dette øjeblik, da alle stemmer i med vor i det sidste år jævnlig og kraftigt gentagende opfordring til hr. Petersen: Gå! gå! gå!" i dette øjeblik, siger vi, er der ikke en, der tror, at han længere kan sidde opfordringen overhørig.

Og man begynder at spørge efter hans eftermand. Hvem skal det være?

Rundt i byen nævnede man da i går som et rygte, at hr. Sylow skulle være udset til at være manden. Det skulle være hr. Nellemanns hånd, der endnu skulle være mægtig at pege hr. Petersens eftermand ud. I tirsdags morges har rygtet fundet vej til "Social-Demokraten" og derved yderligere fået vind i sejlene.

Imidlertid mener vi, at den snak med hr. Sylow bør stoppes i farten, stoppes med en ganske bestemt protest fra borgernes side. For hr. Sylow er ikke den mand, der passer i det sæde, hr. Eugen Petersen ikke kan beklæde. Hr. Sylow er en endnu mere udpræget repræsentant for politibrutaliteten og vort skandaløse retssystem end hr. Petersen. Vi behøver blot at minde om, at hr. Sylow og hr. Valdemar Petersen nu i årevis har været som sammenvoksede i de nellemannske ildebrandskommissioner. I deres Spor over landet har det vrimlet med bekendelser og tugthusdomme, og ingen anden domstol har som deres brugt varetægtsarresten i dens mest udpræget middelalderlige form. Vi har haft fornøjelsen gang efter gang at fortælle interiorer fra de Sylow Valdemar Petersenske arrester og retsskranker, som i højeste grad trængte til at besvares med et dementi for domstolenes egen skyld, uden at vi nogensinde har fået et svar.

Med Sylow som politidirektør er der kun udsigt til værre tilstande end under hr. Eugen Petersen.

Men en sådan mand som hr. Sylow, har vi ingen brug for. Det er ikke en mand der er dreven i at  få folk til at bekende ved en hensynsløs benyttelse af arresterne, ikke en mand, hvis højre hånd er en Valdemar Petersen, ikke en mand, der laver "Havnelav" af skruebrækkere, ikke en Sylow, som vi her i byen trænger til, men en mand, der kan holde det gennem tiderne demoraliserende politi i ørene, genoprette tilliden til retshåndhævelsen, borge for, at de misbrug, der nu skriger om afhjælpning, ikke gentages men afskaffes."

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1848-1913). Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Aftenbladet", hr. Korsgaards Venstreblad, skriver straks i overskriften, at hr. Eugen Petersens fald er en politisk komedie og tilføjer :

"Hvad Højre i disse dage spekulerer på er at fordrive hr. Eugen Petersen. Derfor gik Højres vælgerforening i søndags til hr. Rump med en klage over politiforholdene - efter at et partimøde havde forlangt personforandringer i den øverste styrelse - og derfor var hr. Rump så elskværdig at love grundig overvejelse og sådanne forholdsregler, som befandtes tjenlige for borgernes vel.

Men nu kommer det, der gør historien til så god en Højrehistorie. Endnu før Højre gik til sin justitsminister og for justitsministeren modtog sit parti i audiens og gav det gode løfte, var det en afgjort sag, at der blandt politiets overordnede ledere skulle udtages en syndebuk eller to. Når bukken så var jaget ud i ørkenen med alle politiets synder på sin ryg, ville Højre stå op og sige til borgerne i København:

Ser I, hvor vi har antaget os Eders velfærd. I klagede - og klagede med rette over Eders politi; nu har vi gjort for Eder, hvad der i øjeblikket var muligt.

Så blev det borgernes tur at sige: Højre er alligevel et parti, som det er værd at støtte, for det udretter dog noget; se, nu har det skaffet os en anden politidirektør (eller måske en ny inspektør) ; det parti stemmer vi på næste gang.

Derefter hentes bukken hjem til et andet embede, der er lige så fedt som den krybbe, han blev jaget fra. Og for øvrigt går alt ved det gamle.

Det vil interessere Københavns oppositionsmænd at se Højre spille den komedie. Men hvis Højre tænker det kan slippe for så billigt køb, tager det mægtigt fejl."

*

"København" nævner to politimænds afskedigelse. Den anden, hvis fald overvejes af regeringen, er Th. Petersen. Højre er sikkert beredt til i dette øjeblik at ofre hvem som helst, når det blot redder partilivet og hermed magten. Men Københavns Borgere vil ikke slå sig til tåls med tomme navneskifter. Det er Højre som parti, der gennem en række hensynsløse lovbrud, misbrug af magt og krænkelser af ret har skabt politistudene og arrestbøllerne, og derfor hviler vi ikke før Højre falder på sine gerninger. Vil Højre ikke vige, skal det fældes på valgdagene, for da taler hver mand med, og da ligger Højres skæbne i hver mands hånd.

(Social-Demokraten, 7. oktober 1896)

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1849-1913) havde på daværende tidspunkt bl.a. været assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, borgmester og byfoged i Korsør (1887-1898), og blev i 1898 birkedommer i Frederiksberg, formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han blev 1911 medlem af Landstinget.

Mens rygtet om Eugen Petersen ikke blev en realitet, var der anderledes hold i spådommene om vælgernes dom over Højre. Seks år efter blev partiet reduceret til nærmest ingenting ved folketingsvalget. Vælgerforeningens initiativ kan måske ses som det lokale partis forsøg på at vinde vælgere.

I Social-Demokraten, 8. oktober 1896 beskrives justitsminister Rumps fortid som politidirektør i Korsør hvor tvangsfanger og fattiglemmer var indsat på samme anstalt, og hvor Rump anbefalede vold og prygl som løsninger. I Social-Demokraten, 10. oktober 1896 stod at Rump i 1891 havde udtalt sig mod rotting-straffens afskaffelse i tvangsarbejdsanstalterne. Samme nummer indeholdt også en artikel om en pige som var blevet offer for Sædelighedspolitiet.

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Ussing taler ud, September 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretsassessor Ussing skrev et indlæg i Nationaltidende om sin rolle i sagen, og startede dermed en debat:

Politik og borgere.

Hr. redaktør!

Samfundet udvikler sig ved at dets elementer gensidigt opdrager hinanden. Politiet har i visse måder at opdrage borgerne, men borgerne fuldt så meget at opdrage politiet. Ethvert samfund har det politi, det fortjener. Spørgsmålet er imidlertid, på hvad måde denne opdragelse skal gå for sig, og for at give et bidrag til dette spørgsmål beder jeg om plads i Deres ærede blad.

En politibetjents stilling er lidet misundelsesværdig. Gør han sin gerning, er der altid nogen, denne gerning går ud over, og nogen, hos hvem han derfor bliver lagt for had. Og mener han at burde holde sig passiv hvor hans hjælp påkaldes, vækker han ofte vrede hos de alt for fordringsfulde, der forklarer hans passivitet som en spillen under dække med lovovertræderne og en begunstigelse af uretten. Den del af befolkningen som han særlig kommer i berøring med, er fuld af elementer, for hvem det er en sport at drille og forulempe ham. Og det er ikke alene gadens pøbel, som driver denne sport, men blandt de såkaldte dannede ser man ofte i sildige aftentimer, hvor stemningen er oppe, den kunst drevet til fuldkommenhed ved overlegen ironisk tiltale, uden at komme straffeloven for nær, at såre og irritere den almueoplærte betjent i langt højere grad end ved grove skældsord, fordi han ikke kan forsvare sig. Han har ikke evnen til at betale med samme mønt; skal han give igen med ord, der i hans ordforråd svarer i tone til angriberens, bliver det til uparlamentariske udtryk, som bringer al uretten og tillige mulkten over på hans side. Der er jo dem, der således kunne rose sig af at have irriteret en betjent ikke blot ud af hans gode skind, men helt ud af embedet.

I denne kamp mod de urolige elementer er han nu således stillet, at ethvert træk fra hans side er underkastet den skrappeste kritik, både i øjeblikket fra publikums side og senere fra hans overordnedes; han må forsvare sig både i fronten og i flanken, og den undskyldning frier ham ikke fra ansvar som ligger i, at han, der hundrede gange skal gribe til, må have lov til en gang mellem at gribe forkert.

Det har altid forbavset mig at vort politi med de tarvelige gager og den overordenlig strenge tjeneste, dog tæller så mange fortrinlige elementer, som fuldt ud opfylder hvad man må kræve af en politimand.

Men disse gode elementer gør man yderligere livet surt. Kommer der et tilfælde, hvor en betjent har forset sig - eller mistænkes at have forset sig (det løseste Hörensagen er mere end tilstrækkelig til at dømme uden videre bevis), da lader man det ikke gå ud over denne ene betjent, men hele politiet må holde for. Fra øverst til nederst stemples det som brutalt, korrumperet eller bestikkeligt. Hvad man nu i øjeblikket har brug for; og man øger derved i højeste grad uhyggen ved at være betjent og vanskeligheden i Stillingen. For ethvert sådant angreb i bladene får straks sin følelige refleksvirkning på gadens og de offentlige steders publikum. Det urolige publikum kappes om at kvittere for avisartiklen ved at vise den tilstedeværende betjent hån og drille ham; og hver eneste betjent får i lige grad at føle virkningerne af den enkeltes forseelse, hvis der overhovedet er begået nogen sådan.

For her kommer vi til en yderligere mislighed ved betjentens stilling. Det er nemlig så godt som ganske farefrit i aviserne at udtale ganske opdigtede beskyldninger mod en betjent, når det blot ikke siges, hvem betjenten er. Der kan skrives af A+B, at han i aftes så to betjente tampe løs på en sagesløs kvinde; hvem kan dementere det? hvem kan tage sig deraf? Hvis politidirektøren erklærer, at han ingen meddelelse har fået desangående, hedder det, at politidirektøren ikke har turdet benægte det. For det store publikum spiller det ingen rolle, om A + B ikke har opgivet hverken navne eller sted for det passerede. Virkningen bliver lige god, det vil alle betjentene straks føle, når de mødes med deres publikum. Dette publikum reagerer straks over hele byen. Ni af ti af beskyldningerne i aviserne mod politiet er opspind, og det vil ikke blive anderledes, så længe bagvaskelsen er så ypperligt et erhverv som her i landet.

Disse angreb i pressen er altså for det første uretfærdige, fordi de rammer så mange uskyldige, men de er dernæst uhensigtsmæssige fordi de spænder forholdet mellem publikum og politiet, det gør publikums holdning krassere, og dette avler igen uheldige repressalier fra betjentens side. Begge parter lide derunder. Man husker hvorledes hin kone kom i ulejlighed, fordi hun var blevet opirret af pressens i alt væsentligt grundløse beskyldninger i sin tid mod Sædelighedspolitiet og Meyer; og man kan tænke sig, hvad det må have været for mange hæderlige mænd i politiet den gang at gå rundt som genstande for offentlig foragt. Sligt skaber ømsindinghed. Endelig virker pressen på denne måde alt andet end opstrammende på Anlvrileierne. På forhånd vide de at avisefterretningen efter sandsynlighedsberegningen rimeligvis er opdigtet; og de er dernæst tilbøjelige til ved avisangrebet først at fæ te opmærksomheden på den skade og fortræd, det vækker blandt dem, hvis ve og vel nærmest afhænger af dem. Et sole be nemlig ville være en ulykke, det om personalet i sin triste gerning fik fornemmelsen af, at de svigtes af deres foresatte. Da ville det være ude med en god rekruttering af korpset, da ville hurtigt de gode elementer forsvinde og pressen havde da fuldendt sit værk

Når en betjent forser sig, da er den naturligvis vel at slå ned på - ikke den gennem pressen at ophidse samfundet og hele politikorpset mod hinanden, men den at klage over denne ene betjent, der har forset sig; og her ligger en pligt for borgerne, som de desværre alt for ofte forsømmer. Det er ikke let for en politidirektør at påse, at betjentene opfører sig godt overfor skikkelige borgere, når de skikkelige borgere tier stille med forulempelserne. ' "en det er netop let, der sker hertillands. Borgerne ville ingen ulejlighed have, fordi en betjent har forulempet dem, de tror de har lov ved tavshed faktisk al spille under dække med den betjent, der burde være afstraffet; de går rundt i krogene og snakker ondt om politidirektøren, fordi han ikke opdager, hvad de selv holder hemmelig for ham, og når det kommer højt, betror de sig til en reporter, der tjener sin dagløn ved en "opsigtsvækkende afsløring". Der siges undertiden: Vi klager ikke, fordi vi ikke får ret, betjenten vil sige nej, og det er os, der blive til ål.

Det er rigtigt, at de betjente, der plejer at forse sig, vel også ville være tilbøjelige til at luske sig fra det, men det er ingen grund til at tie stille. Først og fremmest er det af stor betydning, at betjentene ved, at overgreb vil blive påklagede; betjenten vil nødig meldes, selv om han slipper helskindet fra det. Dernæst vil politidirektøren hurtigere kunne udstille de uheldige elementer af korpset, når stikkelige folk har til vane at klage, for når klagerne formerer sig om den samme betjent, vil hans benægtelser ikke gavne ham. Og endeligt er grunden nu til, at de færreste klager mod betjente fører til noget, for en stor del den, at det for tiden mest er krakileri, processyge og tvivlsomme eksistenser, der har for skik at klage. Folk med hvem der på forhånd er mistænksomhed. Men helt anderledes vil forholdet nødvendigvis blive, når majoriteten af klagerne kommer fra de skikkelige.

Men vil man endelig være pessimist og mene at klager over politi til politi, hvad kan det nytte? så foreskriver jo loven en fremgangsmåde, om hvilken jeg har haft lejlighed til at konstatere, hvor uendelig sjældent den benyttes. Over politiets myndighedsmisbrug kunne klager indleveres direkte til retten uden henvisning af politidirektøren og uden hans tiltalebeslutning. Men efter den erfaring, undertegnede har høstet i den offentlige politiret, må politiet enten være et sjældent elitekorps, eller også må borgerne være uendelig store i opfyldelsen af deres borgerpligt, for hvis der i det hele indkom fire klager i et år, så var dette alt, og af disse var kun den ene fra umistænkelig side, fra en dame, mod hvem en betjent havde været uhøflig, og som indså, hvad hun skyldte det samfund, hun levede i, og det politi, der beskyttede hende, nemlig at klage

At en vis del af pressen fra et rent næringssynspunkt ikke kan være tilfreds med dette mit råd, at gå pressen forbi og klage til rette vedkommende, det får være; de er dog vant til det med hensyn til påtalen af de fleste andre overtrædelser. 

Ærbødigst
C. Ussing
Kriminalretsassessor.

-   -   -

Det forekommer os at assessor Ussing i dette sit forsvar for politiet har misforstået sagens egentlige kernepunkt. Det dårlige forhold, der nu faktisk er mellem politiet og borgerne, eksisterede faktisk ikke, før politiet fik sin nuværende chef hr. Eugen Petersen. Det er dennes og hans nærmeste underordnedes misgreb og mangel på forståelse af politiets rette opgave, at være værn for de lovlydige borgere, men ikke bussemænd og småtyranner, der har avlet den misfornøjelse med Københavns Politi, der nu har gennemtrængt hele samfundets fra øverst til nederst. Og ganske urigtigt er det, når hr. Ussing vil give det skin af, at pressens angreb på politiet i sædelighedssagen i det væsenligste var ubegrundet. Tværtimod! Trods alle officielle erklæringer fra politidirektør Petersen viste det sig netop, at pressens beskyldninger mod Sædelighedspolitiet i alt væsentligt var fuldt berettiget.

Når hr. Ussing mener at pressen ikke er det rette forum i disse sager, tager han også mærkelig fejl. De forulempede borgere der daglig ser hvorledes politiets rapporter af dommerne betragtes som evangelier der ikke tåler kritik, får en naturlig ulyst til at henvende sig til retten med deres klager, de tyr i stedet for til pressen og forelægge gennem den deres sag for offentligheden. Det er pressens pligt at skaffe sig vished for, at klagerne ikke er ugrundede, men har den denne vished, så er det også netop pressen, der i dette tilfælde bedst kan varetage borgernes ret. At enkelte blade er for lidt nøjeregnende med de "politiskandaler", de bringe til torvs, og at de for høj grad ofrer sandheden på sensationens alter, er beklageligt nok, men ændrer ikke rigtigheden af vor anskuelse om pressen som borgernes naturlige værn mod politiets vilkårlighed og - som i den madam Behrendske sag - næsten utrolige malkonduite.

Red.

(Nationaltidende, 30. september 1896, 2. udgave).

Hr. redaktør!

Jeg beder erindre at min artikel ikke havde til kernepunkt eller overhovedet til hensigt at forsvare denne eller hin holdning af politiet, men at fremstille den vej jeg anså for hensigtsmæssigt til politiets forbedring.

At jeg ved at udtale tvivl om pressens nytte i så henseende ikke kan vente at finde enighed hos Deres ærede blad, er naturligt. Og hvis der virkelig, som De siger, eksisterer et dårligere forhold mellem borgere og politiet nu end under tidligere chefer, da er det også naturligt at De ikke peger på den udvikling den moderne presse har taget, men på chefskiftet som den egentlige årsag.

Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle hvis De ikke havde modtaget hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde tdtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt dengang var ubegrundede. Den beskyldning der rejste hele samfundet i forfærdelse, og som skabte "Sædelighedssagen", var den at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene og denne beskyldning var ganske ubegrundet. Men den lever endnu i publikum, og det var den der sad i madam Behrend, da hun fortalte sig og den beskyldning har jeg haft en naturlig trang til en gang at dementere.

Ærbødigst

C. Ussing.

Vore retstilstande

Til assessor Ussing.

Fra overretssagfører C. Levin har redaktionen modtaget følgende:

Højtærede hr. redaktør!

Tør jeg bede Dem optage nedenstående erklæring fra en af mine klienter:

Når kriminalretsassessor C. Ussing i aftennummeret af 30. september d. m. vil hævde, at Københavns, som han kalder dem, "skikkelige borgere" selv er skyld det forhold, der efterhånden har udviklet sig mellem privatfolk og politiet, og kaster en væsentlig del af skylden på borgerne, fordi disse tier stille og ikke klager, skal jeg i det nedenstående tillade mig at føre el lille bevis for, hvor lidt netop en klage nytter overfor politiovergreb. Ganske vist var den klage, jeg vil omtale, stilet til politidirektøren, hvilket man anså for den eneste korrekte vej at gå; nu har jo hr. assessor Ussing doceret, at man gør klogest i at rette sin klage, så vidt jeg har forstået ham, til Københavns Kriminal- og Politiret. Men jeg tillader mig herved at gøre hr. assessoren det åbne spørgsmål: til hvem skal denne af ham anviste klage korrekt stiles? Min sagfører, hvem jeg idag spurgte derom, vidste ikke rettere end, at deslige klager burde adresseres til politiets chef.

For nogle år siden - det var da nuværende politiinspektør Stephensen var assistent på Nørrebro - blev der i en herværende forretning begået et tyveri, der straks blev anmeldt på Nørrebros Politistation. Anmelderen opgav, at den formentlige tyv var en dame, fru J. (et meget almindeligt dansk efternavn), der nyligt havde været i forretningens lokale og var godt kendt der. 

Vist nok samme dag kom der så to opdagelsesbetjente op til en fru J. der boede i Baggesensgade, anholdt hende trods hendes protest, forbød hende at tale med sine børn og sit tyende, rodede i hendes lommer, benyttede de så ofte fremførte, i almindelige dødeliges øren smagfulde talemåder, der nærmest passe af og overfor bøller, og tog hende med til politistationen Her tilbragte hun, halvdød af skræk, adskillige timer, indtil man kort og smilende meddelte hende, at nu havde man "den rigtige". Så blev fruen dimitteret.

Fruens broder og svoger, begge større næringsdrivende borgere her i byen, indgav derefter en klage til politidirektøren med nøjagtig og detaljeret beskrivelse af hvad der var passeret ligefra anholdelsen til løsladelsen. Fru J. blev så kaldt op til assistenten. Hun gik hen til ham, ledsaget af sin poster, da hun af indhøstet erfaring var bange for at gå ene. Assistenten gennemgik klagen punkt for punkt paa en ret ejendommelig måde; han slog nemlig en streg over hver af klagepunkterne, idet han tilføjede den af dannelse gennemsyrede bemærkning: "Det er løgn!"

Da søsteren tillod sig en blid protest mod denne kyndige kritik, blev hun kort og godt vist ud af kontoret og det på en så demonstrativ og højrøstet måde, at det overfor det underordnede personale, der opholdt sig i forværelset, var nærved at være en ydmygelse at måtte vente derude, indtil assistenten blev færdig med at erklære hele klagen for "løgn". Hermed blev fru J. affærdiget. Ikke engang en undskyldning!

Det var den oprejsning der opnåedes ved to "skikkelige borgeres" klage til chefen for vort politi - mon en klage efter assessor Ussings noget uklare recept havde fået andet og bedre udfald? Næppe. Det bør dog absolut påtales at et par opdagelsesbetjente går så skødesløst til værks, som i det ovenfor nævnte tilfælde mod fru J., blot fordi hun havde samme navn som den af den bestjålne forretning opgivne formentlige tyv. Politiet burde dog vist ikke nøjes med at slå efter i "Vejviseren". Det burde nøjagtig undersøges om der ikke kunne findes mere end een fru J., der boede i Nørrebrokvarteret. Eller også burde det have ladet en af forretningens folk følge med opdagerne; for da ville det straks have vist sig, at de var gået forkert i byen.

Efter den behandling, denne klage fik, er jeg ganske enig med den ærede redaktion i, at alle overgreb af politiet bør påtales i pressen. Kun derigennem kan den offentlige mening blive så stærk at der fremtvinges en forandring i de bestående forhold.

Den 1. oktober 1896.

Deres ærbødige

L. V.

(Nationaltidende 1. oktober 1896, 2. udgave. Artiklen blev også bragt i Social-Demokraten, 2. oktober 1896).

Sædelighedsskandalen.

Hr. redaktør!

I "Nationaltidende"s aftennummer for torsdag den 1. oktober har hr. kriminalretsassessor C. Ussing udtalt sig på følgende måde:

"Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle, hvis De (redaktionen) ikke havde modsagt, hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde udtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundet".

Denne udtalelse skal ikke få lov til at henstå uimodsagt. Vel hører jeg ikke til de "indviede"i denne sag, men jeg hører dog til dem der har begrundede begreber om sagen og har haft lejlighed til udførlig at beskæftige mig dermed i en for publikum tilgængelig fremstilling ("Bidrag til diskussionen af prostitutionsspørgsmålet", København. (Reitzel) 1896 68s.).

Må det være mig tilladt at citere en enkelt passus af min bog (s. 42): 

"Jeg kunne endda forstå at Sundhedspolitiet under det gamle regimente holdt sin hånd over et af de bekendte steder i Farvergade. Men i 1896 har Sundhedspolitiet ingen grund til at interessere sig for den afgåede overbetjents berømte prioritet i ovennævnte bordel.

De 15.000 kr som han endnu har udestående i dette rentable foretagende, er desuden sikre nok. De står næstefter en bankhæftelse stor 720 kr., kreditforeningsmidler 12.000 kr. og private penge 10.800 kr. Men skulle denne sikkerhed ikke være tilstrækkelig, så har han yderligere panteret i den til samme brug bestemte ejendom i Knabrostræde. Disse to ejendomme er i sin tid (i årene 1880-85) erhvervet for en samlet sum af 8.000 kr. De er nu (tilligemed løsøret) belastede med en gæld af 110.000 kr. men det er de såmænd rigelig værd så længe de kunne benyttes til bordeller.

Da den nuværende ejerinde i sin tid købte ejendommen i Knabrostræde, afslutteede hun den fordelagtige forretning under værgemål af en betjent i Sædelighedspolitiet. (Denne betjent hvis navn var G., er senere død). Sædelighedspolitiets funktionærer synes i det hele taget at have haft adgang til nem og lønnende bifortjeneste ved at administrere bordelværtindernes pengeaffærer."

Jeg stiller trøstig denne sidste sætning ved siden af assessor Ussings tvetydige udtalelse: at den beskyldning at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene - "var ganske ugrundet".

Hvad jeg har skrevet i denne sag, er ikke løs sladder. Hvert ord er vel overvejet. Overbetjenten i Sædelighedspolitiet var prioritethaver i to bordeller. Mine udtalelser er baseret på udskrift af Københavns panteprotokol, som også stod til assessor Ussings disposition. Man kan jo bilde børn ind at denne prioritet på 15.000 kr., som overbetjenten fik sine overordnedes samtykke til at modtage, kun var et bevis på "gensidig højagtelse". Og hvis assessor ussing blot ville fortælle publikum noget om de meritter der bevirkede betjent Borellis afskedigelse, så ville han vist selv være den første til at forbavses over sine egne udtalelser: "Beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundede".

Ærbødigst

Dr. med. Edvard Ehlers.

(Social-Demokraten 3. oktober 1896)

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937) var en i samtiden meget anerkendt læge på prostitutionsområdet. Den omtalte bog er refereret som kilde i adskillige værker helt op til vore dage. Han var Berlingske Tidendes lægevidenskabelige medarbejder. I Social-Demokraten 4. oktober 1896 gav en Norman Bryn et eksempel på hvordan hans klage over en betjent var blevet vendt til en klage mod ham selv.

Ehlers skrev samme år: "Vi er nu et stort antal læger der er blevet i høj grad skandaliserede og opskræmte ved det pistolskud i Sundhedspolitiets kælder der sendte chefen over i en forhåbentlig bedre verden uden fattigdom og uden prostitution, samtidig med at to betjente blev arresteret og straffet, mens souschefen slap med at trække sig tilbe fra sin post. 

Det er desværre noget der af og til kommer for dagens lys og vist endnu hyppigere hænder, at politiet misbruger sit nære, administrative forhold til proxeneterne og sit ukontrollerede, arbitrære herredomme over prostitutionen til at skaffe sig ulovlig fordel."

Politi og borger.

Fra kriminalretsassessor Ussing har redaktionen modtaget følgende: Hr. redaktør! At oprippe "Sædelighedssagen" har jeg ingen tid til; men dr. Ehlers burde ikke modsige hvad jeg har sagt, nemlig at beskyldningen mod politiets overordnede (Korn og Meyer) for at høste pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene var ganske ugrundet. Jeg har udtrykkelig motiveret hvorfor jeg kalder denne beskylding den væsentlige i sædelighedssagen, og forholdet er ikke det at man ikke har kunnet skaffe bevis for rigtigheden af denne beskyldning; men det må anses godtgjort at denne beskyldning er urigtig.

Hvorledes hr. M. blev indsat som arving efter madam C. - således bør hr. E. hellere halde det end det vildledende "prioritetshaver" - er en lang historie som jeg gerne skal meddele hr. doktoeren mundtlig; (den er for lang for mig til at skrive ned), og jeg skal da samtidig give ham adresse på en patient som løgnagtige beskyldninger har nedbrudt på sjæl og legeme. De skal ikke frygte for at blive honoreret med noget af de 15.000, for efter hvad der er blevet mig meddelt, får han trods panteattesten næppe selv noget af dem; hvad jo for resten er ligegyldigt for sagens vedkommende.

Ærbødigst.

C. Ussing.

(Nationaltidende, 4. oktober 1896).

Klagerne over politiet.

Hr. redaktør!

Tillad mig at gøre en enkelt bemærkning endnu i anledning af mit svar til assessor Ussing i Deres ærede blad for i søndags.

Man har sagt mig at det ikke er rigtigt at en klage over en betjent der indsendes til kriminalretten, ike bliver sendt til den offentlige politiret.

Dette er rigtigt, for så vidt som den ikke behøver at blive det.

Men praksis er at det sker. Og det sker af en grund der ganske dømmer hr. Ussings råd.

Grunden er nemlig den at man altid uvægerlig går ud fra at den klagende ved sin klage har til hensigt at løbe fra sit af betjenten indrapporterede overgreb.

Dette er forhåndssynspunktet. Man forstår da hvorledes behandlingen må blive.

Med tak for optagelsen af denne bemærkning der formelt lader mig have uret, men reelt giver mig dobbelt ret, er jeg

Deres ærbødige

P. V.

(Aftenbladet, 5. oktober 1896).