Nyt revolverdrama. (Efterskrift til Politivennen)

 En ung piges historie.
Sædelighedspolitiet igen på færde.

I går eftermiddags ved 3-tiden har en ung pige, Elly Hansen, der boede i frøken Mortensens pensionat på Gråbrødretorv, forsøgt at aflive sig ved et revolverskud. Foruden at hun herved tilføjede sig et dødeligt sår, gik der tillige ild i hendes klæder, så at den ulykkelige pige stod i flammer.

Frøken Hansen er kun 25 år og hjemmehørende i Roskildeegnen; hendes bror ejer en større landejendom ved Havdrup. Hun har været ansat som ekspeditrice i en forretning i Ny Østergade. men mistede pladsen for et par måneder siden, og har siden stået blottet for subsistensmidler. Til alt held var hendes værtinde medlidende og gav hende vedblivende kost og logi, skønt gælden voksede.

Alt dette indvirkede på den unge piges sindsstemning, og værre blev det, da hun en dag erfarede, at en ung læge, som hun var forlovet med, havde brudt forbindelsen og giftet sig med en anden. Hun erklærede nu til sine omgivelser, at livet intet værd havde for hende, og hun bad sin værtinde om ikke at blive forskrækket, om hun en morgen skulle finde hende hængende død i en strikke i sit værelse. Man troede dog ikke truslen var alvorlig ment, og slog det hele hen i spøg.

Så indtraf der en begivenhed, som føjede et nyt led af modgang og forsmædelse til den unge piges skæbne: vort nidkære Sædelighedspoliti greb hende som sigtet for at ernære sig ved utugt, hun underkastedes den obligatoriske lægeundersøgelse - og måtte løslades som uskyldig!

Sædelighedspolitiets indgriben foranledigedes ved et anonymt brev, det havde modtaget, og som antagelig stammede fra en af Ellys uvenner; i brevet beskyldtes hun for at leve af  herrebesøg.

En tidlig morgenstund mødte en af Sædelighedspolitiets betjente i pensionatet og erklærede på politiets sædvanlige støjende måde, at han skulle have fat i Elly. Det nyttede ikke, at værtinden roste hende som en ordentlig og tilbageholden pige, hvem hun i enhver henseende kunne anbefale for at have ført en sædelig vandel i den tid, hun havde boet i pensionatet. Betjenten tog intet hensyn til alle disse forsikringer og blev til sidst lukket ind i Ellys værelse, hvor den unge pige endnu stod i undertøj og gjorde sit toilette. Efter et kort forhør trak betjenten af med hende, men politiets undersøgelser om den unge piges vandel må antagelig have ført til det resultat, at hun intet strafværdigt havde begået. I hvert fald blev hun efter nogle timers forløb løsladt, og hun fortalte da sin værtinde, at hun havde måttet finde sig i den tort at blive undersøgt af politilægen, skønt hun var ganske uskyldig.

Fra den tid af synes det, som om selvmordsplanerne ret er modnedes hos hende, og hun traf omhyggeligt alle forberedelser til at gå i døden. I søndags kom hun ud i pensionatets køkken med en stor bunke breve, som hun kastede i komfuret og lod brænde med den bemærkning, at det var bedst, at alt var i orden, "hvis der skulle ske noget." Hun sov ikke om nætterne, og for resten sad hun de øvrige dage i denne uge ensom på sit værelse, sammensunket og stirrende hen for sig i en meget nedtrykt stemning og uden at få anden næring end hvad værtinden af godhed satte ind til hende.

I disse lange mørke timer har hun ruget over dødstankerne, og allerede i torsdags har hun nøjagtig og koldblodig fastsat timen, da hun skulle dø: Fredag eftermiddag ved 3 - 4-tiden, netop pensionatets spisetid. Dette fremgår af, at hun ved brev havde anmodet en veninde om at møde ved den tid i pensionatet for at afhente hendes (Ellys) portræt, som hun ville forære veninden til erindring om sig.

En halv times tid før hun i går eftermiddags forsøgte at aflive sig, gik hun ind i en nærliggende butik og købte en avis, for, som hun sagde, at se, om der stod mere om, hvorledes Sædelighedspolitiet behandler de unge kvinder. Hun skyldte 8 øre, og dem betalte hun med den bemærkning, at det var bedst de fik pengene, for nu så de hende ikke mere. Butiksdamen lagde mærke til, at hun var så hvid i sit ansigt som et lig, og da Elly kom op i pensionatet, bemærkede værtinden ligeledes hendes afskrækkende udseende, og at hun rystede som af kuldegysninger, hvorfor hun tilbød hende en kop kaffe.

Et kvarter senere bragte tjenestepigen kaffen ind på Ellys værelse. Da hun åbnede døren, mødte der hende et rædselsfuldt syn; hun udstødte et skrig og tabte af skræk kopperne; hun tilkaldte værtinden og pensionærerne, der sad ved middagsbordet.

Elly lå på chaiselonguen, blødende af et skudsår, kun iført særk og uldtrøje. Der var ild i tøjet, og flammerne (der antagelig er opstået ved skuddet), slikkede op ad hendes legeme; på gulvet lå en revolver, som hun havde affyret mod sit underliv, og blodet vældede i en strøm ud af såret. Værtinden løb resolut til og fik ilden slukket ved at kaste et tæppe over, men Ellys bryst og underliv var da allerede bedækket med brandsår. Kuglen havde ramt i underlivet tæt ovenfor navlen, og kuglen sad fast i legemet. Den unge pige kom et øjeblik til sin bevidsthed og stønnede: "Gid jeg måtte dø!"

Rygtet om den uhyggelige begivenhed havde samlet en stor menneskemængde udenfor ejendommen og op ad trapperne, og netop på dette tidspunkt indfandt den omtalte veninde sig for at hente portrættet. Det tilkaldte politi besørgede selvmordersken i en droske til Kommunehospitalet; Hende tilstand var således at der næppe er håb om at hun lever.

(Social-Demokraten, 10. oktober 1896)

Rygter om Politidirektørens Afsked. (Efterskrift til Politivennen)

 Politidirektøren skal afskediges!

Søndag middag henvendte en deputation fra Højres såkaldte Arbejder- (!) og Vælgerforening sig til den ny justitsminister, hr. Rump, med en adresse, hvori det bl. a. siges:

Vi tillader os at udtale følgende ønske :

1) At Ds Eksc. vil søge at fremskynde proceskommissionens arbejder og derpå forelægge for Rigsdagen et forslag til en retsreform, der forener hensynet til retssikkerheden med den enkeltes krav på at sikres mod vilkårlig behandling.

2) At Ds. Eksc. snarest vil gennemføre en bedre ordning og ledelse af Københavns Politi samtidig med, at der søges tilvejebragt en passende Forhøjelse af Politietatens Lønninger.

Justitsministeren svarede:

1) Jeg skal henlede proceskommissionens formands opmærksomhed på ønskeligheden af at kommissionens arbejder fremmes så hurtigt, som omstændighederne tilsteder. Så snart kommissionens betænkning foreligger, vil den blive gjort til genstand for behandling i ministeriet, for at de fornødne lovforslag kan blive udarbejdede.

2) Politiets forhold er genstand for en nærmere prøvelse i ministeriet. Jeg er rede til, når jeg har dannet mig en bestemt opfattelse af stadens politiforhold i det hele, og det måtte vise sig, at disse på et eller flere punkter er uheldige, da for så vidt det beror på mig, at søge manglerne afhjulpne.

Efter hvad vi fra pålidelig kilde erfarer foreligger her en ren og skær politisk komedie. Politidirektørens fjernelse fra sit embede er nemlig besluttet; men regeringen har, for at støtte det københavnske Højre, ønsket, at afskedigelsen skulle synes at være resultatet af en henvendelse fra Højrevælgerforeningen.

Hr. Eugen Petersen skal bringes som offer på den almindelige oppositions alter. Det lader sig nemlig ikke skjule at hele den københavnske befolkning, fra Socialdemokratiet til det mest reaktionære Højre, befinder sig i opposition til vort rets- og politivæsen.

Under disse omstændigheder tør Højre ikke gå til nye valg. Der er ingen tvivl om, at hvis fx Borgerrepræsentantvalgene fandt sted i denne uge, ville Højre blive fejet væk som gammelt støv.

For at imødekomme denne stemning og for på ny at skaffe Højre en position, skal Eugen Petersen ofres!

Og det skal indrettes således, at der bibringes vælgerne den tro, at politidirektøren ofres på Højres opfordring. Han skal kastes som et sonoffer i det oppositionelle svælg med det håb, at så lukker svælget sig. Men herimod sætter vi vort bestemte nej!

Hvad betyder det at Eugen Petersen går af, når Højre vedblivende beholder magten? Når vort retssystem vedblivende er det samme?

Når Rump, den mest udprægede repræsentant for politivilkårlighed, reaktion og provisoriske lovbrud, uhindret er landets justitsminister? Eugen Petersens fald er et personstifte uden betydning, når han ikke falder sammen med hele Højres forbryderiske regimente!

Derfor slutter vi os fuldt ud til hr. Hørups udtalelser i Lørups Ridehus, da han sagde, at retsbevægelsens udslag skulde føles på valgdagene. Vælgerne skal holde dom over hr. Eugen Petersen, over hr. Nellemann, over Rump, over politiet, retsvæsnet og Højrepartiet. Højres repræsentanter i kommunalbestyrelse og rigsdag skal fældes, og med dem skal Højres regering falde. Før bliver der ingen retssikkerhed her i landet.

Man ser det bedst ved at erfare, at Eugen Petersens efterfølger bliver en Matzen eller en Sylow. Disse navne er blevet nævnt offentligt som politidirektørens efterfølgere, hvis personskiftet finder sted under Højres ledelse. Men ville det ikke netop blive en ulykke for det frisindede København, om en Matzen eller en Sylow tog politikniplen af hr. Eugen Petersens hænder.

Det er en selvfølge, at vi kun med tilfredshed ser hr. Petersen falde. Det er en Indrømmelse til vor opposition, som vi tager os til indtægt. Hans fald betyder, at man bøjer sig for vor kritik. Men vi vil straks tilføje, at med dette personskifte beroliges København ikke. Vi siger med hr. Hørup: Højere op! op til dem, som har ansvaret, og som repræsenterer politiånden, og det er regeringen og Højrepartiet, København vil ikke med tillid modtage en politidirektør af hr. Rumps hænder, for denne tillid er han ikke værdig. Og København vil ikke lade sig berolige hverken ved Højrevælgerforeningens komedie i søndags, eller ved det tableau, som forestår: Provisoristen Rump, som bringer den krænkede retsfølelse hr. Petersens hoved på et fad.

(Social-Demokraten, 6. oktober 1896)

Rygterne om Eugen Petersens afgang florerede resten af 1896, men på trods af at det var Højre-folk som havde foreslået det, var der ikke hold i rygterne: Højre-flertallet sprang i målet, og Eugen Petersen sad indtil 1917.

Lørups ridehus (1891-1931) lå på hjørnet af Uppsalagade og Stockholmsgade på Østerbro. Udover som ridehus blev det brugt til forsamlingshus, bl.a. af Viggo Hørup. Den nuværende ejendom opført 1932 er tegnet af Henning Hansen og andelsboligen har taget navn efter ridehuset. 

Højres adresse til Rump.

Vore Oplysninger i Gaar om, at Eugen Petersen skal afskediges, vakte, som ventes kunde, stærk Bevægelse.

Det københavnske Venstre synes fuldstændig at slutte sig til den opfattelse, som vi gjorde gældende, nemlig:

1) at politidirektørens afskedigelse alene ikke vil berolige den offentlige mening, for den søger årsagerne til retsskandalen i selve det Nellemannsk-Rump'ske Højre med dets brutale lovbrud og forfatningskrænkelse, og

2) at det ville være en skandale, om bevægelsen kun medførte et personstifte, fx at hr. Eugen Petersen afløstes af hr. Sylow eller en anden kriminel provisorist af den Nellemann'ske skole.

"København", der vel nærmest er organ for de liberale af hr. Hørups retning, skriver :

"At hr. Eugen Petersen er færdig, turde være afgjort. I dette øjeblik, da alle stemmer i med vor i det sidste år jævnlig og kraftigt gentagende opfordring til hr. Petersen: Gå! gå! gå!" i dette øjeblik, siger vi, er der ikke en, der tror, at han længere kan sidde opfordringen overhørig.

Og man begynder at spørge efter hans eftermand. Hvem skal det være?

Rundt i byen nævnede man da i går som et rygte, at hr. Sylow skulle være udset til at være manden. Det skulle være hr. Nellemanns hånd, der endnu skulle være mægtig at pege hr. Petersens eftermand ud. I tirsdags morges har rygtet fundet vej til "Social-Demokraten" og derved yderligere fået vind i sejlene.

Imidlertid mener vi, at den snak med hr. Sylow bør stoppes i farten, stoppes med en ganske bestemt protest fra borgernes side. For hr. Sylow er ikke den mand, der passer i det sæde, hr. Eugen Petersen ikke kan beklæde. Hr. Sylow er en endnu mere udpræget repræsentant for politibrutaliteten og vort skandaløse retssystem end hr. Petersen. Vi behøver blot at minde om, at hr. Sylow og hr. Valdemar Petersen nu i årevis har været som sammenvoksede i de nellemannske ildebrandskommissioner. I deres Spor over landet har det vrimlet med bekendelser og tugthusdomme, og ingen anden domstol har som deres brugt varetægtsarresten i dens mest udpræget middelalderlige form. Vi har haft fornøjelsen gang efter gang at fortælle interiorer fra de Sylow Valdemar Petersenske arrester og retsskranker, som i højeste grad trængte til at besvares med et dementi for domstolenes egen skyld, uden at vi nogensinde har fået et svar.

Med Sylow som politidirektør er der kun udsigt til værre tilstande end under hr. Eugen Petersen.

Men en sådan mand som hr. Sylow, har vi ingen brug for. Det er ikke en mand der er dreven i at  få folk til at bekende ved en hensynsløs benyttelse af arresterne, ikke en mand, hvis højre hånd er en Valdemar Petersen, ikke en mand, der laver "Havnelav" af skruebrækkere, ikke en Sylow, som vi her i byen trænger til, men en mand, der kan holde det gennem tiderne demoraliserende politi i ørene, genoprette tilliden til retshåndhævelsen, borge for, at de misbrug, der nu skriger om afhjælpning, ikke gentages men afskaffes."

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1848-1913). Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Aftenbladet", hr. Korsgaards Venstreblad, skriver straks i overskriften, at hr. Eugen Petersens fald er en politisk komedie og tilføjer :

"Hvad Højre i disse dage spekulerer på er at fordrive hr. Eugen Petersen. Derfor gik Højres vælgerforening i søndags til hr. Rump med en klage over politiforholdene - efter at et partimøde havde forlangt personforandringer i den øverste styrelse - og derfor var hr. Rump så elskværdig at love grundig overvejelse og sådanne forholdsregler, som befandtes tjenlige for borgernes vel.

Men nu kommer det, der gør historien til så god en Højrehistorie. Endnu før Højre gik til sin justitsminister og for justitsministeren modtog sit parti i audiens og gav det gode løfte, var det en afgjort sag, at der blandt politiets overordnede ledere skulle udtages en syndebuk eller to. Når bukken så var jaget ud i ørkenen med alle politiets synder på sin ryg, ville Højre stå op og sige til borgerne i København:

Ser I, hvor vi har antaget os Eders velfærd. I klagede - og klagede med rette over Eders politi; nu har vi gjort for Eder, hvad der i øjeblikket var muligt.

Så blev det borgernes tur at sige: Højre er alligevel et parti, som det er værd at støtte, for det udretter dog noget; se, nu har det skaffet os en anden politidirektør (eller måske en ny inspektør) ; det parti stemmer vi på næste gang.

Derefter hentes bukken hjem til et andet embede, der er lige så fedt som den krybbe, han blev jaget fra. Og for øvrigt går alt ved det gamle.

Det vil interessere Københavns oppositionsmænd at se Højre spille den komedie. Men hvis Højre tænker det kan slippe for så billigt køb, tager det mægtigt fejl."

*

"København" nævner to politimænds afskedigelse. Den anden, hvis fald overvejes af regeringen, er Th. Petersen. Højre er sikkert beredt til i dette øjeblik at ofre hvem som helst, når det blot redder partilivet og hermed magten. Men Københavns Borgere vil ikke slå sig til tåls med tomme navneskifter. Det er Højre som parti, der gennem en række hensynsløse lovbrud, misbrug af magt og krænkelser af ret har skabt politistudene og arrestbøllerne, og derfor hviler vi ikke før Højre falder på sine gerninger. Vil Højre ikke vige, skal det fældes på valgdagene, for da taler hver mand med, og da ligger Højres skæbne i hver mands hånd.

(Social-Demokraten, 7. oktober 1896)

Nicolai Christian Herholdt Sylow (1849-1913) havde på daværende tidspunkt bl.a. været assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, borgmester og byfoged i Korsør (1887-1898), og blev i 1898 birkedommer i Frederiksberg, formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Han blev 1911 medlem af Landstinget.

Mens rygtet om Eugen Petersen ikke blev en realitet, var der anderledes hold i spådommene om vælgernes dom over Højre. Seks år efter blev partiet reduceret til nærmest ingenting ved folketingsvalget. Vælgerforeningens initiativ kan måske ses som det lokale partis forsøg på at vinde vælgere.

I Social-Demokraten, 8. oktober 1896 beskrives justitsminister Rumps fortid som politidirektør i Korsør hvor tvangsfanger og fattiglemmer var indsat på samme anstalt, og hvor Rump anbefalede vold og prygl som løsninger. I Social-Demokraten, 10. oktober 1896 stod at Rump i 1891 havde udtalt sig mod rotting-straffens afskaffelse i tvangsarbejdsanstalterne. Samme nummer indeholdt også en artikel om en pige som var blevet offer for Sædelighedspolitiet.

Den Store Sædelighedsskandale 1895. Ussing taler ud, September 1896. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretsassessor Ussing skrev et indlæg i Nationaltidende om sin rolle i sagen, og startede dermed en debat:

Politik og borgere.

Hr. redaktør!

Samfundet udvikler sig ved at dets elementer gensidigt opdrager hinanden. Politiet har i visse måder at opdrage borgerne, men borgerne fuldt så meget at opdrage politiet. Ethvert samfund har det politi, det fortjener. Spørgsmålet er imidlertid, på hvad måde denne opdragelse skal gå for sig, og for at give et bidrag til dette spørgsmål beder jeg om plads i Deres ærede blad.

En politibetjents stilling er lidet misundelsesværdig. Gør han sin gerning, er der altid nogen, denne gerning går ud over, og nogen, hos hvem han derfor bliver lagt for had. Og mener han at burde holde sig passiv hvor hans hjælp påkaldes, vækker han ofte vrede hos de alt for fordringsfulde, der forklarer hans passivitet som en spillen under dække med lovovertræderne og en begunstigelse af uretten. Den del af befolkningen som han særlig kommer i berøring med, er fuld af elementer, for hvem det er en sport at drille og forulempe ham. Og det er ikke alene gadens pøbel, som driver denne sport, men blandt de såkaldte dannede ser man ofte i sildige aftentimer, hvor stemningen er oppe, den kunst drevet til fuldkommenhed ved overlegen ironisk tiltale, uden at komme straffeloven for nær, at såre og irritere den almueoplærte betjent i langt højere grad end ved grove skældsord, fordi han ikke kan forsvare sig. Han har ikke evnen til at betale med samme mønt; skal han give igen med ord, der i hans ordforråd svarer i tone til angriberens, bliver det til uparlamentariske udtryk, som bringer al uretten og tillige mulkten over på hans side. Der er jo dem, der således kunne rose sig af at have irriteret en betjent ikke blot ud af hans gode skind, men helt ud af embedet.

I denne kamp mod de urolige elementer er han nu således stillet, at ethvert træk fra hans side er underkastet den skrappeste kritik, både i øjeblikket fra publikums side og senere fra hans overordnedes; han må forsvare sig både i fronten og i flanken, og den undskyldning frier ham ikke fra ansvar som ligger i, at han, der hundrede gange skal gribe til, må have lov til en gang mellem at gribe forkert.

Det har altid forbavset mig at vort politi med de tarvelige gager og den overordenlig strenge tjeneste, dog tæller så mange fortrinlige elementer, som fuldt ud opfylder hvad man må kræve af en politimand.

Men disse gode elementer gør man yderligere livet surt. Kommer der et tilfælde, hvor en betjent har forset sig - eller mistænkes at have forset sig (det løseste Hörensagen er mere end tilstrækkelig til at dømme uden videre bevis), da lader man det ikke gå ud over denne ene betjent, men hele politiet må holde for. Fra øverst til nederst stemples det som brutalt, korrumperet eller bestikkeligt. Hvad man nu i øjeblikket har brug for; og man øger derved i højeste grad uhyggen ved at være betjent og vanskeligheden i Stillingen. For ethvert sådant angreb i bladene får straks sin følelige refleksvirkning på gadens og de offentlige steders publikum. Det urolige publikum kappes om at kvittere for avisartiklen ved at vise den tilstedeværende betjent hån og drille ham; og hver eneste betjent får i lige grad at føle virkningerne af den enkeltes forseelse, hvis der overhovedet er begået nogen sådan.

For her kommer vi til en yderligere mislighed ved betjentens stilling. Det er nemlig så godt som ganske farefrit i aviserne at udtale ganske opdigtede beskyldninger mod en betjent, når det blot ikke siges, hvem betjenten er. Der kan skrives af A+B, at han i aftes så to betjente tampe løs på en sagesløs kvinde; hvem kan dementere det? hvem kan tage sig deraf? Hvis politidirektøren erklærer, at han ingen meddelelse har fået desangående, hedder det, at politidirektøren ikke har turdet benægte det. For det store publikum spiller det ingen rolle, om A + B ikke har opgivet hverken navne eller sted for det passerede. Virkningen bliver lige god, det vil alle betjentene straks føle, når de mødes med deres publikum. Dette publikum reagerer straks over hele byen. Ni af ti af beskyldningerne i aviserne mod politiet er opspind, og det vil ikke blive anderledes, så længe bagvaskelsen er så ypperligt et erhverv som her i landet.

Disse angreb i pressen er altså for det første uretfærdige, fordi de rammer så mange uskyldige, men de er dernæst uhensigtsmæssige fordi de spænder forholdet mellem publikum og politiet, det gør publikums holdning krassere, og dette avler igen uheldige repressalier fra betjentens side. Begge parter lide derunder. Man husker hvorledes hin kone kom i ulejlighed, fordi hun var blevet opirret af pressens i alt væsentligt grundløse beskyldninger i sin tid mod Sædelighedspolitiet og Meyer; og man kan tænke sig, hvad det må have været for mange hæderlige mænd i politiet den gang at gå rundt som genstande for offentlig foragt. Sligt skaber ømsindinghed. Endelig virker pressen på denne måde alt andet end opstrammende på Anlvrileierne. På forhånd vide de at avisefterretningen efter sandsynlighedsberegningen rimeligvis er opdigtet; og de er dernæst tilbøjelige til ved avisangrebet først at fæ te opmærksomheden på den skade og fortræd, det vækker blandt dem, hvis ve og vel nærmest afhænger af dem. Et sole be nemlig ville være en ulykke, det om personalet i sin triste gerning fik fornemmelsen af, at de svigtes af deres foresatte. Da ville det være ude med en god rekruttering af korpset, da ville hurtigt de gode elementer forsvinde og pressen havde da fuldendt sit værk

Når en betjent forser sig, da er den naturligvis vel at slå ned på - ikke den gennem pressen at ophidse samfundet og hele politikorpset mod hinanden, men den at klage over denne ene betjent, der har forset sig; og her ligger en pligt for borgerne, som de desværre alt for ofte forsømmer. Det er ikke let for en politidirektør at påse, at betjentene opfører sig godt overfor skikkelige borgere, når de skikkelige borgere tier stille med forulempelserne. ' "en det er netop let, der sker hertillands. Borgerne ville ingen ulejlighed have, fordi en betjent har forulempet dem, de tror de har lov ved tavshed faktisk al spille under dække med den betjent, der burde være afstraffet; de går rundt i krogene og snakker ondt om politidirektøren, fordi han ikke opdager, hvad de selv holder hemmelig for ham, og når det kommer højt, betror de sig til en reporter, der tjener sin dagløn ved en "opsigtsvækkende afsløring". Der siges undertiden: Vi klager ikke, fordi vi ikke får ret, betjenten vil sige nej, og det er os, der blive til ål.

Det er rigtigt, at de betjente, der plejer at forse sig, vel også ville være tilbøjelige til at luske sig fra det, men det er ingen grund til at tie stille. Først og fremmest er det af stor betydning, at betjentene ved, at overgreb vil blive påklagede; betjenten vil nødig meldes, selv om han slipper helskindet fra det. Dernæst vil politidirektøren hurtigere kunne udstille de uheldige elementer af korpset, når stikkelige folk har til vane at klage, for når klagerne formerer sig om den samme betjent, vil hans benægtelser ikke gavne ham. Og endeligt er grunden nu til, at de færreste klager mod betjente fører til noget, for en stor del den, at det for tiden mest er krakileri, processyge og tvivlsomme eksistenser, der har for skik at klage. Folk med hvem der på forhånd er mistænksomhed. Men helt anderledes vil forholdet nødvendigvis blive, når majoriteten af klagerne kommer fra de skikkelige.

Men vil man endelig være pessimist og mene at klager over politi til politi, hvad kan det nytte? så foreskriver jo loven en fremgangsmåde, om hvilken jeg har haft lejlighed til at konstatere, hvor uendelig sjældent den benyttes. Over politiets myndighedsmisbrug kunne klager indleveres direkte til retten uden henvisning af politidirektøren og uden hans tiltalebeslutning. Men efter den erfaring, undertegnede har høstet i den offentlige politiret, må politiet enten være et sjældent elitekorps, eller også må borgerne være uendelig store i opfyldelsen af deres borgerpligt, for hvis der i det hele indkom fire klager i et år, så var dette alt, og af disse var kun den ene fra umistænkelig side, fra en dame, mod hvem en betjent havde været uhøflig, og som indså, hvad hun skyldte det samfund, hun levede i, og det politi, der beskyttede hende, nemlig at klage

At en vis del af pressen fra et rent næringssynspunkt ikke kan være tilfreds med dette mit råd, at gå pressen forbi og klage til rette vedkommende, det får være; de er dog vant til det med hensyn til påtalen af de fleste andre overtrædelser. 

Ærbødigst
C. Ussing
Kriminalretsassessor.

-   -   -

Det forekommer os at assessor Ussing i dette sit forsvar for politiet har misforstået sagens egentlige kernepunkt. Det dårlige forhold, der nu faktisk er mellem politiet og borgerne, eksisterede faktisk ikke, før politiet fik sin nuværende chef hr. Eugen Petersen. Det er dennes og hans nærmeste underordnedes misgreb og mangel på forståelse af politiets rette opgave, at være værn for de lovlydige borgere, men ikke bussemænd og småtyranner, der har avlet den misfornøjelse med Københavns Politi, der nu har gennemtrængt hele samfundets fra øverst til nederst. Og ganske urigtigt er det, når hr. Ussing vil give det skin af, at pressens angreb på politiet i sædelighedssagen i det væsenligste var ubegrundet. Tværtimod! Trods alle officielle erklæringer fra politidirektør Petersen viste det sig netop, at pressens beskyldninger mod Sædelighedspolitiet i alt væsentligt var fuldt berettiget.

Når hr. Ussing mener at pressen ikke er det rette forum i disse sager, tager han også mærkelig fejl. De forulempede borgere der daglig ser hvorledes politiets rapporter af dommerne betragtes som evangelier der ikke tåler kritik, får en naturlig ulyst til at henvende sig til retten med deres klager, de tyr i stedet for til pressen og forelægge gennem den deres sag for offentligheden. Det er pressens pligt at skaffe sig vished for, at klagerne ikke er ugrundede, men har den denne vished, så er det også netop pressen, der i dette tilfælde bedst kan varetage borgernes ret. At enkelte blade er for lidt nøjeregnende med de "politiskandaler", de bringe til torvs, og at de for høj grad ofrer sandheden på sensationens alter, er beklageligt nok, men ændrer ikke rigtigheden af vor anskuelse om pressen som borgernes naturlige værn mod politiets vilkårlighed og - som i den madam Behrendske sag - næsten utrolige malkonduite.

Red.

(Nationaltidende, 30. september 1896, 2. udgave).

Hr. redaktør!

Jeg beder erindre at min artikel ikke havde til kernepunkt eller overhovedet til hensigt at forsvare denne eller hin holdning af politiet, men at fremstille den vej jeg anså for hensigtsmæssigt til politiets forbedring.

At jeg ved at udtale tvivl om pressens nytte i så henseende ikke kan vente at finde enighed hos Deres ærede blad, er naturligt. Og hvis der virkelig, som De siger, eksisterer et dårligere forhold mellem borgere og politiet nu end under tidligere chefer, da er det også naturligt at De ikke peger på den udvikling den moderne presse har taget, men på chefskiftet som den egentlige årsag.

Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle hvis De ikke havde modtaget hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde tdtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt dengang var ubegrundede. Den beskyldning der rejste hele samfundet i forfærdelse, og som skabte "Sædelighedssagen", var den at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene og denne beskyldning var ganske ubegrundet. Men den lever endnu i publikum, og det var den der sad i madam Behrend, da hun fortalte sig og den beskyldning har jeg haft en naturlig trang til en gang at dementere.

Ærbødigst

C. Ussing.

Vore retstilstande

Til assessor Ussing.

Fra overretssagfører C. Levin har redaktionen modtaget følgende:

Højtærede hr. redaktør!

Tør jeg bede Dem optage nedenstående erklæring fra en af mine klienter:

Når kriminalretsassessor C. Ussing i aftennummeret af 30. september d. m. vil hævde, at Københavns, som han kalder dem, "skikkelige borgere" selv er skyld det forhold, der efterhånden har udviklet sig mellem privatfolk og politiet, og kaster en væsentlig del af skylden på borgerne, fordi disse tier stille og ikke klager, skal jeg i det nedenstående tillade mig at føre el lille bevis for, hvor lidt netop en klage nytter overfor politiovergreb. Ganske vist var den klage, jeg vil omtale, stilet til politidirektøren, hvilket man anså for den eneste korrekte vej at gå; nu har jo hr. assessor Ussing doceret, at man gør klogest i at rette sin klage, så vidt jeg har forstået ham, til Københavns Kriminal- og Politiret. Men jeg tillader mig herved at gøre hr. assessoren det åbne spørgsmål: til hvem skal denne af ham anviste klage korrekt stiles? Min sagfører, hvem jeg idag spurgte derom, vidste ikke rettere end, at deslige klager burde adresseres til politiets chef.

For nogle år siden - det var da nuværende politiinspektør Stephensen var assistent på Nørrebro - blev der i en herværende forretning begået et tyveri, der straks blev anmeldt på Nørrebros Politistation. Anmelderen opgav, at den formentlige tyv var en dame, fru J. (et meget almindeligt dansk efternavn), der nyligt havde været i forretningens lokale og var godt kendt der. 

Vist nok samme dag kom der så to opdagelsesbetjente op til en fru J. der boede i Baggesensgade, anholdt hende trods hendes protest, forbød hende at tale med sine børn og sit tyende, rodede i hendes lommer, benyttede de så ofte fremførte, i almindelige dødeliges øren smagfulde talemåder, der nærmest passe af og overfor bøller, og tog hende med til politistationen Her tilbragte hun, halvdød af skræk, adskillige timer, indtil man kort og smilende meddelte hende, at nu havde man "den rigtige". Så blev fruen dimitteret.

Fruens broder og svoger, begge større næringsdrivende borgere her i byen, indgav derefter en klage til politidirektøren med nøjagtig og detaljeret beskrivelse af hvad der var passeret ligefra anholdelsen til løsladelsen. Fru J. blev så kaldt op til assistenten. Hun gik hen til ham, ledsaget af sin poster, da hun af indhøstet erfaring var bange for at gå ene. Assistenten gennemgik klagen punkt for punkt paa en ret ejendommelig måde; han slog nemlig en streg over hver af klagepunkterne, idet han tilføjede den af dannelse gennemsyrede bemærkning: "Det er løgn!"

Da søsteren tillod sig en blid protest mod denne kyndige kritik, blev hun kort og godt vist ud af kontoret og det på en så demonstrativ og højrøstet måde, at det overfor det underordnede personale, der opholdt sig i forværelset, var nærved at være en ydmygelse at måtte vente derude, indtil assistenten blev færdig med at erklære hele klagen for "løgn". Hermed blev fru J. affærdiget. Ikke engang en undskyldning!

Det var den oprejsning der opnåedes ved to "skikkelige borgeres" klage til chefen for vort politi - mon en klage efter assessor Ussings noget uklare recept havde fået andet og bedre udfald? Næppe. Det bør dog absolut påtales at et par opdagelsesbetjente går så skødesløst til værks, som i det ovenfor nævnte tilfælde mod fru J., blot fordi hun havde samme navn som den af den bestjålne forretning opgivne formentlige tyv. Politiet burde dog vist ikke nøjes med at slå efter i "Vejviseren". Det burde nøjagtig undersøges om der ikke kunne findes mere end een fru J., der boede i Nørrebrokvarteret. Eller også burde det have ladet en af forretningens folk følge med opdagerne; for da ville det straks have vist sig, at de var gået forkert i byen.

Efter den behandling, denne klage fik, er jeg ganske enig med den ærede redaktion i, at alle overgreb af politiet bør påtales i pressen. Kun derigennem kan den offentlige mening blive så stærk at der fremtvinges en forandring i de bestående forhold.

Den 1. oktober 1896.

Deres ærbødige

L. V.

(Nationaltidende 1. oktober 1896, 2. udgave. Artiklen blev også bragt i Social-Demokraten, 2. oktober 1896).

Sædelighedsskandalen.

Hr. redaktør!

I "Nationaltidende"s aftennummer for torsdag den 1. oktober har hr. kriminalretsassessor C. Ussing udtalt sig på følgende måde:

"Imidlertid skulle jeg ikke have taget til genmæle, hvis De (redaktionen) ikke havde modsagt, hvad jeg, som indviet i sædelighedssagen, havde udtalt, nemlig at beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundet".

Denne udtalelse skal ikke få lov til at henstå uimodsagt. Vel hører jeg ikke til de "indviede"i denne sag, men jeg hører dog til dem der har begrundede begreber om sagen og har haft lejlighed til udførlig at beskæftige mig dermed i en for publikum tilgængelig fremstilling ("Bidrag til diskussionen af prostitutionsspørgsmålet", København. (Reitzel) 1896 68s.).

Må det være mig tilladt at citere en enkelt passus af min bog (s. 42): 

"Jeg kunne endda forstå at Sundhedspolitiet under det gamle regimente holdt sin hånd over et af de bekendte steder i Farvergade. Men i 1896 har Sundhedspolitiet ingen grund til at interessere sig for den afgåede overbetjents berømte prioritet i ovennævnte bordel.

De 15.000 kr som han endnu har udestående i dette rentable foretagende, er desuden sikre nok. De står næstefter en bankhæftelse stor 720 kr., kreditforeningsmidler 12.000 kr. og private penge 10.800 kr. Men skulle denne sikkerhed ikke være tilstrækkelig, så har han yderligere panteret i den til samme brug bestemte ejendom i Knabrostræde. Disse to ejendomme er i sin tid (i årene 1880-85) erhvervet for en samlet sum af 8.000 kr. De er nu (tilligemed løsøret) belastede med en gæld af 110.000 kr. men det er de såmænd rigelig værd så længe de kunne benyttes til bordeller.

Da den nuværende ejerinde i sin tid købte ejendommen i Knabrostræde, afslutteede hun den fordelagtige forretning under værgemål af en betjent i Sædelighedspolitiet. (Denne betjent hvis navn var G., er senere død). Sædelighedspolitiets funktionærer synes i det hele taget at have haft adgang til nem og lønnende bifortjeneste ved at administrere bordelværtindernes pengeaffærer."

Jeg stiller trøstig denne sidste sætning ved siden af assessor Ussings tvetydige udtalelse: at den beskyldning at de overordnede (Korn og Meyer) høstede pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene - "var ganske ugrundet".

Hvad jeg har skrevet i denne sag, er ikke løs sladder. Hvert ord er vel overvejet. Overbetjenten i Sædelighedspolitiet var prioritethaver i to bordeller. Mine udtalelser er baseret på udskrift af Københavns panteprotokol, som også stod til assessor Ussings disposition. Man kan jo bilde børn ind at denne prioritet på 15.000 kr., som overbetjenten fik sine overordnedes samtykke til at modtage, kun var et bevis på "gensidig højagtelse". Og hvis assessor ussing blot ville fortælle publikum noget om de meritter der bevirkede betjent Borellis afskedigelse, så ville han vist selv være den første til at forbavses over sine egne udtalelser: "Beskyldningerne mod politiet i alt væsentligt den gang var ugrundede".

Ærbødigst

Dr. med. Edvard Ehlers.

(Social-Demokraten 3. oktober 1896)

Edvard Laurits Ehlers (1863-1937) var en i samtiden meget anerkendt læge på prostitutionsområdet. Den omtalte bog er refereret som kilde i adskillige værker helt op til vore dage. Han var Berlingske Tidendes lægevidenskabelige medarbejder. I Social-Demokraten 4. oktober 1896 gav en Norman Bryn et eksempel på hvordan hans klage over en betjent var blevet vendt til en klage mod ham selv.

Ehlers skrev samme år: "Vi er nu et stort antal læger der er blevet i høj grad skandaliserede og opskræmte ved det pistolskud i Sundhedspolitiets kælder der sendte chefen over i en forhåbentlig bedre verden uden fattigdom og uden prostitution, samtidig med at to betjente blev arresteret og straffet, mens souschefen slap med at trække sig tilbe fra sin post. 

Det er desværre noget der af og til kommer for dagens lys og vist endnu hyppigere hænder, at politiet misbruger sit nære, administrative forhold til proxeneterne og sit ukontrollerede, arbitrære herredomme over prostitutionen til at skaffe sig ulovlig fordel."

Politi og borger.

Fra kriminalretsassessor Ussing har redaktionen modtaget følgende: Hr. redaktør! At oprippe "Sædelighedssagen" har jeg ingen tid til; men dr. Ehlers burde ikke modsige hvad jeg har sagt, nemlig at beskyldningen mod politiets overordnede (Korn og Meyer) for at høste pekuniær fordel ved at forsyne utugtshusene var ganske ugrundet. Jeg har udtrykkelig motiveret hvorfor jeg kalder denne beskylding den væsentlige i sædelighedssagen, og forholdet er ikke det at man ikke har kunnet skaffe bevis for rigtigheden af denne beskyldning; men det må anses godtgjort at denne beskyldning er urigtig.

Hvorledes hr. M. blev indsat som arving efter madam C. - således bør hr. E. hellere halde det end det vildledende "prioritetshaver" - er en lang historie som jeg gerne skal meddele hr. doktoeren mundtlig; (den er for lang for mig til at skrive ned), og jeg skal da samtidig give ham adresse på en patient som løgnagtige beskyldninger har nedbrudt på sjæl og legeme. De skal ikke frygte for at blive honoreret med noget af de 15.000, for efter hvad der er blevet mig meddelt, får han trods panteattesten næppe selv noget af dem; hvad jo for resten er ligegyldigt for sagens vedkommende.

Ærbødigst.

C. Ussing.

(Nationaltidende, 4. oktober 1896).

Klagerne over politiet.

Hr. redaktør!

Tillad mig at gøre en enkelt bemærkning endnu i anledning af mit svar til assessor Ussing i Deres ærede blad for i søndags.

Man har sagt mig at det ikke er rigtigt at en klage over en betjent der indsendes til kriminalretten, ike bliver sendt til den offentlige politiret.

Dette er rigtigt, for så vidt som den ikke behøver at blive det.

Men praksis er at det sker. Og det sker af en grund der ganske dømmer hr. Ussings råd.

Grunden er nemlig den at man altid uvægerlig går ud fra at den klagende ved sin klage har til hensigt at løbe fra sit af betjenten indrapporterede overgreb.

Dette er forhåndssynspunktet. Man forstår da hvorledes behandlingen må blive.

Med tak for optagelsen af denne bemærkning der formelt lader mig have uret, men reelt giver mig dobbelt ret, er jeg

Deres ærbødige

P. V.

(Aftenbladet, 5. oktober 1896).

Tupsy Clement (1871-1959) og Edvard Munch. (Efterskrift til Politivennen)

Martha Caroline Clement, kaldt Tupsy, født Jebe, (født 13. april 1871 i Trondheim, død 5. september 1959 i København) var en norsk kunstmaler. Hun var af major Hakon Jebe og Hedvig Klingenberg. Hun studerede under Hans Heyerdahl i Oslo (1896) og under Christoph Roth i München (1898–99) inden hun læste videre i Paris. 

Hans Olaf Heyerdahl (1857-1913) malede et portræt af Tupsy Jebe omkring 1890. Edward Munch malede Tupsy Jepe, dels i en skitse mellem 1892 og 1896 og dels et portræt af Tupsy Jebe. Bernhard ôsterman (1870-1938) malede et portræt af Tupsy Jebe i 1899.

Forholdet mellem Munchs skitse, portrættet og Heyerdahls maleri får følgende kommentar på Munch-museets hjemmeside:

Wove paper. 170 × 270 × 0,2 mm (h × b × t). Denne tegningen er et lite mysterium. Den ligger så tett opp til et malt portrett av Tupsy Jebe – attribuert til Hans Heyerdahl – at enten har de to kunstnerne portrettert henne samtidig, eller så har den ene kopiert den andre. Vi kjenner ikke dateringen på Heyerdahls bilde, men hun var hans elev i Kristiania i 1896, før hun dro til Paris, hvor hun ble sammen med Munch en kort periode. Muligens har Tupsy hatt med seg portrettet til Paris og forært det til Munch, for det var blant verkene som fulgte med Munchs testamentariske gave til Oslo kommune. Munch kan altså ha tegnet etter Heyerdahls maleri, men å kopiere andre kunstnere var noe han sjelden gjorde, og den andre skissen av Tupsy i samme bok (MM.T.00129-47-recto) viser mer av overkroppen enn både denne tegningen og Heyerdahls maleri. Det kan tyde på at den er tegnet etter levende modell, ikke etter maleriet. For å komplisere forholdet ytterligere, har Gerd Woll pekt på at maleriet av Tupsy Jebe er utført på en treplate med samme mål som Munchs "Piken ved vinduet" (PE.M.00363) fra 1896–97. Siden maleriet av Tupsy ikke er signert, siden det var i Munchs eie ved hans død og siden det altså er en materiell kobling til et maleri av Munch, utført mens, eller like etter at Munch var sammen med Tupsy, ville en del brikker falle på plass dersom maleriet var utført av Munch, ikke av Heyerdahl. Det ligger imidlertid utenfor dette prosjektets mandat å mene noe om dette. Uansett, Munchs forhold til Jebe i 1896 er vanskelig å forene med skissebokens klare tilknytning til Nice 1891–92. Mest sannsynlig har han funnet frem til noen blanke sider på et senere tidspunkt. (MB)

Portrayed: Tupsy Jebe (norsk, 1871–1959)

Den dengang 25-årige Tupsy Jebe mødte Edvard Munch i Paris 1896. Hun gik på Colarossis kunstskole i rue de la Grande Chaumière. I Paris blev Anitra i Peer Gynt danset af can can-danseren Jane Avril (kendt gennem Lautrecs plakat). Med hende dansede en snes fra den norske koloni klædt i nationaldragter, bl. a. Tupsy og Edvard Munch. Samme år som hun debuterede på Efterårsudstillingen i Kristiania (Oslo). De indledte et forhold hvor de gik arm i arm på boulevarderne. Hun blev opfattet som livsglad og frygtløs uden respekt for Munchs traumer. De skrev breve til hinanden. Hun tog på besøg i Trondhjem. Tupsy beklagede sig over den borgerlige livsstil. Omkring den 23. juli 1896 var hun sammen med sine forældre i minebyen Røros hvor de boede på Fahlstrøms Hotel. Maleren Johannes Müller havde et sommerhus der med tilhørende vinkælder som han lejede ud til Tupsy som skrev i et brev:

"Allerkæreste ven. Jeg skammer mig. Her går jeg og bestiller ingenting om dagen, er rastløs, synger fem minutter, læser fem. Jeg tager vist en lille tur til Røros med far og mor. Det bliver nok kedeligt, der er så grimt der. Ja, jeg må hellere fortælle hvilke rygter, der går om mig her i byen. Tænk, de siger, at Heyerdahl og frue skal skilles, og at H. vil gifte sig med mig! Uden at jeg selv ved det mindste om det! Du behøver ikke tage noget med, når du kommer, malersager og et par strømper kan du låne af mig, og du er da vist ikke så forfærdelig fattig."

Tupsy Jebes håb om at Edvard Munch ville rejse efter hende, gik ikke i opfyldelse. Han blev snarere så opskræmt af hendes breve at han ikke turde rejse tilbage til Norge. Han tog i stedet til Paris i august 1896, men fandt byen uudholdelig og rejste til Belgien (Knokke-sur-mer). Senere på året skrev hun:

Allerkæreste ven. Ja, nu går jeg altså til bekendelse. Jeg synes, du må føle dig forfærdelig smigret, men tiden falder gruelig lang. Jeg kom her til Trondheim, kan næsten ikke huske hvordan. Jeg føler det, som om jeg med en voldsom kraft er blevet revet ud af alt det, jeg holder af, hvor jeg trives og har lyst til at foretage mig noget. Jeg føler, at alle disse mennesker tænker anderledes end jeg, og jeg er svag, forstår du, så svag, at jeg bøjer mig under det. Du må gerne skænde på mig, jeg fortjener en masse skænd. Stakkels lille Edvard, der bliver forgiftet med så meget vrøvl. Man skal ikke belemre andre med sine sorger, men når jeg kommer herop, bliver jeg et helt andet menneske, stille og forknyt, dum og kedelig. Er det ikke væmmelig varmt at arbejde på dit atelier nu? Jeg kan godt lide, at du laver raderinger og litografier, min ven. Du maler så meget grimt. Hvor er jeg dog modig. Du er vel fnysende arrig nu. Din Tupsy.

Munch trak sig mere og mere fra Tupsy. Men de malede dog en dobbeltradering sammen. Munch skildrede hende liggende i en seng, parat til sex, mens Tupsy beskrev Munch nærmest neutral: Han sidder med en cigaret med venstre hånd under kinden, fjern og uopnåelig.

Min kæreste. Jeg har mistet min portemonnæ med 16 francs, og jeg har ikke fået nogen kærestebreve fra dig. Der er vist smukt i Åsgårdstrand. Kom til Bretagne en tur, det vil snart være for sent. Jeg har sådan en dejlig tyrkisk tobak, men har i øvrigt ikke andet morsomt end mit gode selskab at byde på, men det er vel også godt nok. Maler du store billeder? Skriv et par ord til mig og fortæl lidt om, hvad du laver. Alors au revoir. Mange hilsener din Tupsy.

Men Munch bliver mere og mere utilnærmelig:

Er der så forfærdelig hyggeligt på månen, at man glemmer alle andre? Eller hvor du nu er. Er det tilladt at spørge, hvad tænker du, troløse mand? Er dine omstændigheder lykkelige og vel indtrufne? Fortæl mig lidt om hende, der er kommet efter mig, og som er blevet min stedfortræderske. Min kære, meget gamle Edvard. Müller er meget tilfreds med gobelinen. Han rejste væk en uges tid og overlod sit hus til mig, inklusive en masse flasker vin etc., så du skal være glad, hvis du ikke genfinder mig som drukkenbolt. Jeg drak i tavshed din skål, sad i hans fineste møbler, røg cigaretter liggende på hans chaiselong og havde det så godt, som det er muligt, når man er henvist til at være alene.

Min kæreste ven. Jeg spekulerer på, om jeg ikke engang kan blive ordentlig vred på dig. Jeg føler mig så alene, har du ikke lyst til at sidde her hos mig, og have det hyggeligt? Eller er du anderswo engagiert, for så kan du drage til Bloksbjerg mit eins. Ja, som du ser, sidder jeg her helt solo for mig selv og tænker på dig og på os for et år siden, på Paris og på alt, hvad der er lyst og godt, og så føler jeg, at jeg bliver endnu mere alene. Hvor har du alle dine billeder? Udstiller du i Bruxelles? Hvorfor går du ud fra, at vi er venner som før? Er du ofte sammen med Borghild? Hvordan skal jeg nu komme herfra? Her er en hel del nordmænd, den ene værre end den anden, de solder hele tiden, og jeg orker ikke at være sammen med dem. Kommer du ikke snart, Edvard? Det var da forfærdelig trist med hungersnøden, du ligner vel et spøgelse nu. Og jeg, der er blevet så forfærdelig tyk. Les extrêmes se touchent. Kan Mag og jeg måske læse lidt tysk eller fransk for dig når du kommer? På den måde kan du tjene mange penge og blive en rig mand. Nu sidder jeg og glor på dig, så jeg helt glemmer at skrive. Jeg har den lillebitte radering, som jeg lavede af dig, på væggen lige foran mig. Hvordan kan du finde på at have det grimme billede af mig på væggen? Helt så grim er jeg da vel ikke. Kalder du mig en sommerfugl? Jeg læser dine breve med mistro. Kære Edvard, jeg kan ikke forstå, at jeg nogensinde kan have været så forfærdelig dum at tro, at du ville komme hertil, selvom du havde lovet det. Nej, du må jo heller lade være, når du ikke har lyst. Jeg vil ikke krybe for dig. Der er vist piger nok i Braunschweig, eller hvor det er, du vil hen. Du er forfærdelig lumpen. Hvis jeg troede på dig, ville jeg ikke skrive sådan. Men det er løgn i din hals, at du er bedre end alle de ulve, jeg har omkring mig her, og som på alle måder forsøger at ødelægge mig. Hvorfor skal du overhovedet være andre steder end der, hvor jeg er? Du kunne måske forklare mig det? Fik du et kort fra mig herfra? Her bor vi sammen med Krag, der tager sig meget af os. Vi spiser hos Ferkel, hvor du har soldet så forfærdeligt. Jo, jeg har hørt om det. Det interesserede mig levende. Vi er her sammen med en italiensk maler, som trods die kurze zeit allerede elsker mig. I går var vi på udstilling hele dagen. Italieneren var med, han er fra Sicilien, og vi skal måske besøge ham der. Jeg spekulerer på, om jeg kan tage dig med! Helge Rode mindede sådan om dig. Himmel, hvilke flegmatikere. Han sagde næsten ikke et ord. Nu skal du ikke blive vred, for du er i grunden så forfærdelig sød. Dette mystiske brev har jeg vandret rundt med i lommen nogle dage, men nu fik jeg lyst til alligevel at sende det, torsk som jeg er. I gør hørte vi den samme slags musik som dengang i St. Cloud. Kan du huske den lille skitse, jeg malede i fjor, da vi blev uvenner, den som jeg var så glad for? Tænk, min far har revet den i stykker, fordi der var en nøgen kvinde på den anden side. Du kan tro, jeg sørger. Er det ikke skammeligt? Hvad maler du? Kommer du snart? Jeg har pludselig mistet tommelfingeren. Tror du, det er farligt? Den faldt for min kniv. Jeg ville egentlig bare sige, at du er forfærdelig lumpen. Resten kan du få næste gang. Agter du slet ikke at besvare mit sidste brev?.

Munch svarede at han ville sætte betingelser, hvorpå Tupsy svarer:

Kære kommandør. Tusind tak for invitationen til at rejse på landet. Jeg må desværre straks afslå, eftersom den hidsige tone ikke gefaller mig. Jeg havde forestillet mig, at du ville tilbringe julen hos mig, men da du åbenbart er optaget, må jeg vel tage imod en indbydelse om at tilbringe juleaften i Paris hos Krag. Jeg bedaurer stadig, at vi ikke forstår hinanden skriftligt. I syv dage og syv nætter har virkningen af dit brev været så forfærdelig, at jeg fandt det mest tilrådeligt at tie. Tiden læger alle sår, forhåbentlig også det som jeg har på munden. Tupsy.

Forholdet var hermed ophørt. Alle brevcitater fra Ketil Bjørnstad: Døende kom jeg til verden. Historien om Edvard Munch.

I 1902 blev hun i Rom gift med den danske maler G. F. Clement (1867-1933). Parret bosatte sig derefter i Danmark, hvor Tupsy malede portrætter, blomsterbilleder, eksteriører og landskaber. Hun færdiggjorde sin uddannelse i Italien i 1905. Hendes mest kendte værker blev malet i Skagen hvor parret tilbragte somrene fra 1908 til 1920. Hendes maleri To piger leger ved Skagen Strand var i Christian X's eje og hang på Klitgården. Mange af hendes værker viser mandens indflydelse, men i sollyset i hendes landskabsbilleder forekommer også inspiration fra Theodor Philipsen. Efter 1920 tilbragte parret deres somre i Italien. Forholdet var barnløst.

Gravstedet for Tupsy Clement og C. F. Clement på Vestre Kirkegård, Afdeling E, Række 1, Nummer 1. Om ham står der "Maleren". Om hende - intet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Barrisons i Wintergarten. (Efterskrift til Politivennen)

Til prøve. En af Dagmarteatret mest kendte korister, hr. Sommer, har for nylig indstuderet et varietenummer a la Barrisons med 6 unge damer fra samme teater. De prøvede i går på Arenateatret. To af de unge damer havde en særdeles god stemme og så godt ud, men resten var umulige.

Det er efter denne prøve at dømme ret usandsynligt at hr. S. vil få noget ud af sit forsøg på konkurrencen med "The Barrisons". Hans amazonenummer var ret fikst arrangeret, men mislykkedes til dels, fordi damerne ikke havde været i stand til at sætte sig ind i fægtekunstens begyndelsesgrunde.

(København, 28. juli 1896).

Barrison Sisters: Gertrude, Lona, Inger, Olga og Sophia. Gustav Liersch. Theatermuseum Wien. CC BY-NC-SA.

En komtesse-trio. En dansk mand der udvandrede til Amerika i sine unge dage, har i de sidste år tjent en formue på "Søstrene Barrisons", syv unge tribunesangerinder som er optrådt rundt i hovedstæderne. Nu har han fået dannet "komtesse-trioen". Tre unge søstere, døtre af en greve, hvis adelige papirer er i fuld orden, er engagerede af ham og skal optræde på de store varieteer.

(Lemvig Folkeblad, 4. september 1896).

Der er således akkurat tid til med stadtbanen at vende tilbage til byen og nå ind i "Wintergarten", inden der lukkes. Vi kommer netop tilpas til at se søstrene Barrison tage en yderst kordial afsked med berlinerne. Uden overdrivelse sidder der her i "Wintergarten"s uhyre glassal mindst 6-7000 tyskere i en ubeskrivelig øl- og tobaksdunst. Gennem tågen skimter man på den vældige scene de fem bittesmå, lyslokkede pigebørn der nu for sidste gang inden afrejsen til Amerika slår deres kolbøtter og synger linger-longer-loo ...

Bragende bifald og 10-12 fremkaldelser mens enorme blomsterkurve langes op på scenen. Og i denne duftende blomsterregn forsvinder så Barrisons med mange søde smil og fingerkys til de ølbegejstrede tyskere i salen.

"Halvfemsernes mest gratiøse cirkusnummer" - kan være.

Men skyde sig for en af disse små dukkers skyld som den unge adelsmand i Budapest gik hen og gjorde - nej, det er dog for meget!

Viggo.

(Dannebrog (København), 25. september 1896).

Efter "Eine tolle Nacht" følger "Wintergarten"s store nytårsoverraskelse der viser sig at bestå af -- Sisters Barrisons hvem direktionen i al hemmelighed har indforskrevet fra New York hvor de sidst har optrådt. Da de 5 små dukkepigebørn under afsyngelsen af "The Bowril" danser over scenen, kender jubelen ingen grænser. Heldigvis er klokken straks tolv, ellers havde berlinerne måske væltet huset af begejstring over deres yndlinge.

(Dannebrog (København), 3. januar 1897).