Fru Bøhm. (Efterskrift til Politivennen)

I Gaar blev Fru Bøhm begravet fra Vestre Kapel. Fru Bøhm var gift med en Artist i Cirkus, og var en nydelig ung Dame af dansk Oprindelse.

Hun døde paa Kommunehospitalet efter en Operation i Underlivet.

I Gaar, Kl. 12, blev hun som sagt begravet.

Der fandtes Kranse fra samtlige Beridere, Staldmestere, Kontrollører og Balletdamer. Specielt havde Dir. Caspar, Miss Ella og Dir. Rasmussen, sendt Kranse.

Det Hele var meget højtideligt.

Hr. Bøhm havde, skønt han er tysk, ønsket, at en dansk Præst holdt Talen, eftersom hun var død i Danmark.

Pastor Gottschalck-Hansen talte da overmaade kønt og sympatetisk over den unge 27aarige Kvinde der under sit omflakkende Liv havde fundet en saa tidlig Død.

Artisterne bar Kisten fra Kapellet ned til Graven, der laa ned mod Kalvebodstrand. Et Orkester, sammen sat af "Cirque du Nord"s Medlemmer spillede en Koral; og to Sange blev afsungne ved Graven.

Den unge Kones Mand var dybt nedbøjet. Han og hans Hustru havde netop komponeret et nyt Nummer, med hvilket de skulde rejse, naar Sæsonen var forbi. Begge havde de fra 6 Morgen til 12 Middag arbejdet med beundringsværdig Energi, og de ventede sig en lys Fremtid.

Nu var Arbejdet færdigt. De beredte sig til at flyve ud i den vide, vide Verden -

Saa bliver hun syg - og saa!

Den ubønhørlige Død overrasker dem, midt i deres virksomme og til Tider farefulde Gærning.

Derfor var heller intet Øje tørt, da Kisten sænkedes i Jorden ud for det venlige Hav, som kranser Sjællands smilende Vange.

Man vidste:

Her var det Kærlighed og Trofasthed, som forbandt de Tvende. Og Arbejdet, der sikrede deres Fremtid var spildt. Alvorligt Spildt.

Publikum forstaar maaske næppe det Sidste

This de ved ikke, at selv den simpleste Klowns Grimacer har kostet ham Aar af Arbejde.

(København 14. august 1897).

Annonce i Adresseavisen, Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 3 august 1897.

Fru Bøhm var ansat ved Cirque du Nord og gift med en berider. Hun døde af en underlivssygdom. Cirque du Nord optrådte 1894 og 1897-1899 i Cirkusbygningen i Jernbanegade i København. 1897-1898 var William Casper daglig leder.

Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør!

Da jeg forleden dag kom ud på kirkegården for at se til en grav hvori et af mine børn hviler, beder jeg en af graverkarlene om at klippe hækken på graven, hvilket han lovede. Men da vi når graven, ser jeg til min forbavselse, at hækken, som har stået på graven i 12 år, er borte, hvorimod et lille gravkors og nogle blomster endnu var til stede. Hækken var gravet op og formentlig bortsolgt.

Jeg henvendte mig så på kontoret.

- Hvorledes kan sådant ske? spurgte jeg

- Vi kan ikke vare for andre grave end for dem, som bliver passet herfra. For øvrigt, når der ikke gøres noget ved en grav i to år, sløjfes den.

Men mit gravsted er hvert år blevet passet, så det kan ikke komme ind under sidste kategori.

Men jeg spørger: Hvor er mit hegn bleven af? Og skal dagvogterne på kirkegården ikke have tilsyn med andre grave end dem, som er under kontorets forsorg?

Rette vedkommende vil vel svare herpå!

Med tak for optagelse

Deres

Holm.

(Aftenbladet (København) 15. august 1897)

Sølvgadens Sporveje: Utilfredshed med Distriktsinspektør Cramer. (Efterskrift til Politivennen).

Sølvgadens Sporvej.

Stor Bevægelse.

Dyrlæge Cramer som Beregner.

Blandt Funktionærerne ved Sølvgadens Sporvejsselskab hersker der for Øjeblikket stor Misfornøjelse paa Grund af Driftsinspektør Cramers Optræden.

Den 1ste Maj i Aar indførtes der en ny Lønningsberegning for Konduitører og Kuske, efter at der var ført Underhandlinger mellem Sporvejsfunktionærernes Forening og Direktøren for Sølvgadens Sporvejsselskab, Justitsraad Abrahams.

Konduktørerne var tidligere lønnede med 2 Kr. 60 Øre pr. Dag, men havde ingen Procenter af Kørselsindtægten. Nu blev den faste Løn ansat til 2 Kr. 25 Øre for Konduktører og 2 Kr. 15 Øre for Kuske, og de fik derhos 4 pCt. af Vognens Kørselsindtægt til lige Deling imellem Konduktør og Kusk. Efter 5 Aars Tjeneste fik alle et ekstra Tillæg af 15 Tre pr. Dag.

Vognenes Kørselsindtægt var den Gang ca. 30 Kr. om Dagen. Procenterne blev altsaa for hver af Funktionærerne 60 Øre pr. Dag, og man vil deraf se, at den ny Lønvedtægt i Virkeligheden var en Lønforbedring af fra 25 til 40 Øre pr. Dag. Endelig lovede Direktionen, at Funktionærerne, saa snart det kunde lade sig gøre, skulde faa Fridag hver 4de Dag i Lighed med, hvad der er Skik ved de andre Selskaber.

Det synes, som om Driftsinspektøren,. Dyrlæge Cramer, er bleven fornærmet, fordi Direktøren handlede selv ved denne Lejlighed. I hvert Fald har han praktiseret Overenskomsten paa en saadan Maade, at der er vakt den største Modvillie hos Personalet.

De 4 pCt. af Kørselsindtægten skulde deles imellem 24 Konduktører og Kuske, men Inspektøren lavede en hel anden Beregning, idet han delte Indtægten 26 Dele og sagde derom, at Selskabet var tvungen til at anskaffe en ny Vogn, og de to Mænd skulde jo ogsaa have Procenter.

Den første Maaned slog man sig til Ro med denne mærkelige Forklaring, skønt det vist ikke et Øjeblik faldt nogen ind, at Hr. Cramer vilde give de ny Kammerater Procenter for den Tid, de ikke havde kørt. Da der endnu - 3 Maaneder efter Overenskomsten - ikke er antaget ny Folk, medens der stadig bliver tilbageholdt Lønning til dem af det kørende Personales Arbejdsfortjeneste, kan man forstaa, at Forbavselsen og Forbitrelsen har sat meget ondt Blod. Formanden for Sporvejsfunktionærernes Forening har været hos Driftsinspektøren for at faa ham til at opgive sin uheldige Rolle som Beregner, eller dog give en tilfredsstillende Forklaring over sin mer end mærkelige Optræden; men Cramer vilde ikke indlade sig paa nogen Forklaring.

Nu har Funktionærerne besluttet at gaa samme Vej som sidst, og en af de nærmeste Dage vil de gennem Justitsraad Abrahams indgive et Andragende til Selskabets Bestyrelse. De forlanger heri den fulde Udbetaling af deres Kørselsprocenter samt genoptager det gamle Spørgsmaal om en Fridag hver 4de Dag. Ogsaa dette Ønske af Bestyrelsen har Driftsinspektøren nemlig ladet bero, trods gentagne Paamindelser fra Personalets Side.

Dette har en meget stræng Arbejdstid, gennemsnitlig 17½ Time om Dagen, og i den Tid har de kun 24 Minuter til Middag og 11 Minuter til Vesperkost. Selv med en Hviledag hver 4de Dag vilde de dog faa 92 Timers ugentlig Arbejdstid, eller over 13 Timers daglig og uafbrudt Arbejde til en Betaling af 21 2/3 Øre pr. Time.

Man maa erindre, at dette er, hvad der forlanges. Nu har de ikke saa meget, idet de kun har fri hver 5te Dag, og ikke faar deres Kørselsprocenter fuldt udbetalt. Vi antager, at bestyrelsen med Glæde gaar ind paa den beskedne Fordring. Skal de endelig spare, maa de hellere have deres Opmærksomhed henvendt paa den højere Administrations Indtægter, end paa det kørende Peronales tarvelige Lønninger.

(Social-Demokraten 4. august 1897)

A/S De kjøbenhavnske Sporveje (DKS) var et dansk selskab, som formelt blev etableret 22. april 1898 og 1. august 1898 i praksis ved sammenlægning af fem københavnske sporvejsselskaber: Kjøbenhavns Sporvei-Selskab, Kjøbenhavns Forstæders Sporveisselskab, Sølvgadens Sporvejsselskab, Kjøbenhavns Omnibuskompagni og Kjøbmagergades Omnibus-Selskab. I september 1905 blev linjen elektrificeret.

DKS skulle ikke nå at blive særlig gammelt. Ved sin etablering havde man fået en koncession, der var uopsigelig i 10 år, hvorefter Københavns Kommune hvert tredje år med et års varsel kunne indløse den. Denne ret valgte kommunen at benytte sig af i 1910, hvorefter indløsningen skete med virkning fra 1. august 1911. Ved denne lejlighed overtog det nyoprettede kommunale selskab Københavns Sporveje (KS) materiel og faste anlæg mv. Personalet blev formelt afskediget af DKS men genansat af KS. Et selskab der i øvrigt i 1919 overtog driften af Frederiksberg Sporveje og i 1974 indgik i Hovedstadsområdets Trafikselskab.

DKS selv gik i likvidation men fungerede dog som sådan videre i nogle år som ejer af datterselskabet Tuborg-Klampenborg Elektriske Sporvej, der dog allerede 20. september 1911 omdøbtes til Nordsjællands Elektricitets og Sporvejs Aktieselskab. 29. november 1915 overtog Gentofte Kommune aktiemajoriteten i A/S DKS i Likvidation og blev dermed også hovedaktionær i datterselskabet, der siden endte som et af Danmarks største elselskaber, Nesa A/S. DKS's rolle var derimod udspillet.

DKS kom til at sætte sig varige spor med indførelse af linjenumre (27. november 1902). Dengang omfattede det kun otte elektriske sporvejslinjer (1-4 og 6-9), tre hestesporvejslinjer (10, 11 og 13) og en hesteomnibuslinje (12), i alt tolv linjer. De tre driftsformer er imellemtiden forsvundet, men selv om der siden 1972 kun har kørt dieseldrevne busser i København holdt en række af numrene sig helt frem til A-busnettets indførelse i 2002-2003. I dag (2009) er kun linje 10 tilbage af de oprindelige tolv linjer, i det en enkelt anden af de gamle DKS-linjer dog også stadig eksisterer i form af den i 1908 oprettede linje 14.

Dødsfald.

Natten til Søndag er if. "B. T." Dyrlæge V. R. Cramer, København, uden forudgaaende Sygdom afgaaet ved Døden, 79 Aar gl. Afdøde, som deltog i Krigen 1864, var Guvernementsdyrlæge paa St. Thomas indtil 1878, Derefter Dyrlæge i Lyngby og var i en Aarrække Driftsleder for Sølvgadens Sporveje. Blandt en Mængde Tillidshverv var han i 25 Aar Formand for Nordsjællands Dyrlægeforening og Formand for Kreaturforsikringen i Danmark. 

(Horsens Folkeblad 5. november 1918)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1918)

Vilhelm Rudolph Cramer blev bisat fra Bispebjerg Krematoriums kapel.

Christoffer Willadsen var banemester ved Sølvgadens Sporvej 1888. Ved sammenslutningen blev han underbanemester og da kommunen overtog ruten baneassistent. Han tog sin afsked da han var 82 år på grund af sygdom og døde 2½ år efter i januar 1919.

Barrisons opløst 1897. (Efterskrift til Politivennen).

"The five Barrisons", de bekendte 5 variete-sangdanserinder som har gjort så stor lykke rundt om i Europa, trækker sig nu tilbage til privatlivet.

I løbet af 5 år har de opnået at kunne indsætte 480.000 mark i Dresdener Bank.

Unægtelig et godt resultat.

(Sjællands-Posten (Ringsted), 20. maj 1897).

Hos Barrisons.

Medens regn og sol veksler hastig udenfor, sidder vi i en hyggelig konversation med de 3 søstre Barrisons i en af Angleterres saloner. De tre søstre - frk Olga, frk. Inger og frk. Gjertud - der som bekendt, tilhører det i Amerika og over næsten hele Europa bekendte sangerselskab gæster jo for tiden deres slægtninge her i København. De tre unge damer har ikke været hjemme, siden de som børn forlod Danmark. De rejste da herfra sammen med deres forældre og deres to søstre, hvoraf den ene, frk. Abelone - Lona - er gift med impresarioen Fléron, medens den anden for to år siden ægtede en grev Bernstorff og nu med sin mand bor i London. Alle de fem søstre optrådte oprindelig i det bekendte sangnummer, der har været præsenteret på de fleste af Europas og Amerikas store varietéscener. Kun her i Danmark og i England er søstrene endnu ikke optrådt Frk. Sophie optræder imidlertid ikke mere efter sin mands ønske. Og fru Fléron alias frk. Abelone - kendt fra "Tommeliden" på Kasino, i hvilket udstyrsstykke hun i sin tid vil mindes som tambourmajoren - har foreløbig trukket sig tilbage for at gennemgå en kur. De to søstre er på scenen blevet erstattede med to englænderinder.

. . . Konversationen falder naturlig på den fornylig tilendebragte store proces mellem Barrison'ernes impresario, hr. Fléron, og Artistbladets redaktør, hr. Otto, en proces, der jo vakte uhyre opsigt i den internationale artistverden, hvor de fem søstres enestående succes selvfølgelig ikke havde undgået at vække jalousi og misundelse hos en del kolleger. Resultatet af retssagen i Düsseldorf blev, som det vil vides en komplet sejr for Barrisons, idet hr. Otto ikke kunne bevise sine sigtelser mod hr. Fléron og hans selskab.

Fik. Olga, den ældste af søstrene, fører særlig ordet. Hun ser meget dansk ud. Hendes to søstre ligner derimod Albions døtre og har heller ikke bevaret deres modersmål så godt som frk. Olga.

Hr. Ottos artikler er, siger frøkenen, dikteret af hans raseri over, at Fléron ikke ville avertere i hans blad.

Frk. Olga meddeler dernæst at hr. Otto slet ikke har formået at umuliggøre Barrisons' optræden i Tyskland. Tværtimod. De kan få engagement overalt i Germanien. Og i løbet af næste vinter skal de til flere tyske byer. For tiden har de en kort ferie efter at have optrådt uafbrudt i 3 år. Men allerede den 15. d.s. er deres frihed endt. De skal så til det store badested Ostende, hver de har engagement. Forøvrigt agter de at "gøre" Rusland; I zarriget har de, som sagt endnu ikke sat deres fod.

Deres "nummer", som vi så i sin tid i Hamburg, er stadig det samme. Kun får søstrene af og til nye sange og kostumer. Deres kendte amerikanske og engelske melodier har de dog  vedblivende på repertoiret; en sang som "Linger, longer, loo" synes publikum ikke at kunne blive ked af. Og i alle deres kontrakter forlanger direktørerne udtrykkelig, at de skal foredrage denne melodi.

Frøken Olga mener, at Barrisons ensemblet endnu vil kunne gøre sig i 3 år. Hr. Fléron har allerede tjent en formue på "nummeret" i de 3 år, der er gået. Frøkenen er forøvrigt selv ked af varieteen. Hun og hendes mestre optrådte først på rigtige teaterscener i Amerika og spillede oven i købet i store dramaer.

Fik. Olga betror at at hun har en brændende kærlighed til teatret, og at hun intet hellere vil end spille alvorlig komedie - her i København. Hun agter derfor at søge engagement ved en københavnsk scene enten i år eller næste år. Hun har for resten tidligere været på de københavnske teaterbrædder. I sin tid var også hun en lille pige ligesom fru Fléron sammen med frk. Inger - inden de repatrierede sig - ved Kasino i den rasmussen'ske periode, de medvirkede dengang bl. a. i "Rejsen til Månen".

Vi ønsker Frk. Olga held som "grande tragedienne" og tager afsked med hende og søstrene der allerede i går forlod København for at tiltræde deres nye engagement.

Anatole.

(Dannebrog,(København), 14. juli 1897).

"Linger longer loo" (1894) af Willie Younge, musik af Sidney Jones inspirerede bl.a Toulouse Lautrec til at tegne Yvette Guilbert da hun sang nummeret:

"Love laughs at locksmiths" so they say, but don't believe it's true,
For I don't laugh when locked away from my own darling Loo;
You'd feel like me if you could see the girl who owns my heart,
And understand my misery whenever we've to part.
I seem as though cut in two, my heart is my own no more,
And so I sing to little Loo, to keep her at the door:

Kor:

"Linger longer, Lucy, linger longer, Loo;
How I love to linger, Lucy, linger longer, you;
Listen while I sing-ah, promise you'll be true;
Linger longer, longer linger, linger longer, Loo."

You should have seen my Loo and me, once strolling side by side,
The day I asked her if she'd be my little, blushing bride;
She hung her head, her face grew sad, her eyes glanced up to mine,
And in a trembling voice she said, "Yes, darling, I'll be thine."
We then had a loving kiss-I murmured, "Once again,"
And to prolong such perfect bliss, I sang the old refrain:- (Kor).

And now I'm counting every hour 'till she becomes my wife-
Until this beauteous, budding flower is grafted on my life;
And when it's done, and we are one, still strolling side by side,
We'll face the world, and know there's none will dare us two divide.
As we wander hand in hand, as each to each we cling,
All those who look will understand the reason why I sing: (kor).

Begravelser af de Døde ved Gjentofte-Ulykken. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11. juli 1897 skete Danmarkshistoriens første store togulykke ved Gentofte Station. Et ekstratog fra Helsingør kørte bagfra op i et holdende tog som medførte et stort antal rejsende fra Holte, bl.a. fra de socialdemokratiske vælgerforeninger i 10. 12. og 13. kreds som havde været på udflugt til Søllerød. Blandt de der tilfældigvis undgik døden var folketingsmændene Jen. Jensen (han havde taget et tidligere tog), A. C. Meyer, Hørdum og landstingsmand Knudsen. De to sidste havde besluttet at tage et senere tog. Forfatteren Sofus Michaëlis brækkede et ben.

40 døde og 132 blev kvæstede. Lokomotivføreren i toget der kom bagfra, var Carl Hansen. 40 år, og havde kørt i 11 år. Dagen før (lørdag) var han mødt ind 3:30 om morgenen til kl. 5 eftermiddag. Om søndagen var han mødt ind kl. 7 morgen og assisterede med vask og vognrangering til hen på eftermiddagen. Efter et par timers fritid, blev han kl. 5 kommanderet til ekstratoget til Helsingør. Han havde overset et signal, og fik 4 måneders fængsel.

Indenrigsministeren udsendte en skrivelse til Statsbanerne angående understøttelse til de forulykkede og deres efterladte. Mange fattige henvendte sig derfor til Johannesstiftelsen for at få ordnet begravelsen på statens bekostning, men her meddelte inspektør Matthiesen at en meddelelse ikke var kommet fra ministeriet - man måtte selv betale kisterne. Han henviste til Begravelsesvæsnet der igen henviste til Statsbanerne. 

Aftenbladet bragte den 13. juli en beskrivelse af ligene på St. Johannes Stiftelsens Kapel.

Alfred Theodor Collin (1849-1922): Gentofte Ulykken 11/7 1897. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Døde.

Den første Begravelse.

I Gaar Eftermiddags Kl. 2 begravedes Gasværksarbejder Ole Larsen. Han var den første af de ved Gentofteulykken dræbte, som stededes til Hvile.

Begravelsen havde samlet over 300 Mennesker, væsenligst Kammerater og  Partifæller af den Afdøde, der vilde vise ham den sidste Ære. I det store Kapel, der var fyldt til sidste Plads, og som var højtideligt smykket med grønne Træer og Lyspyramider, stod l Kisten, omgiven af Fanerne fra 13de i Kreds's socialdemokratiske Forening, Gasværkets Faner, Gasværksarbejdernes Sygekasses Fane, "Den broderlige Arbejderforenings Sygekasses Fane samt Gasværkets Faner med Københavns Kommunes Mærke paa Spydet. Kisten var dækket af et Væld af smukke Krandse. Statsbanerne havde sendt en Palmedekoration, og fem store Krandse var sendt fra 13de Kreds's socialdemokratiske Forening, fra kammeraterne paa Gasværkets 1ste og 2det Hold, samt fra Gasværkets Pladsarbejdere og Kullossere. Ved Kistens Fodende var henlagt en Krands af lyserøde og gule Roser med Silkebaand, signerede "Fra Kongen."

Efter at Koret med Orgelets Ledsagelse havde sunget Salmen "Jeg lever og ved ej hvorlænge fuldtrøst", talte Provst Levinsen over Emnet "Fra Morgen til Aften skifte Tiden, og alle Ting er snare for Herren."

Der var i Talen ikke noget Trøstens Ord til den Afdødes Datter, den unge Pige, som nu har mistet sin Fader og for kort Tid siden maatte sige sin kære Moder Farvel. Provsten meddelte, at han vilde vente med at omtale Jærnbane-Ulykken til i Morgen, hvor den kan løbe af Stablen med mere Effekt.

Efter Talen afsang Koret "Dejlig er Jorden", og Kisten bares derefter, under et af Koret sunget Farvel, ud af den Afdødes Kammerater og Bestyrelsesmedlemmer i 13. Kreds.

Regnen faldt tæt henover Kirkegaardens friste Grønsvær og blomstersmykkede Grave som varme Taarer fra en graa Himmel. Den græd ustandseligt ligesom hin unge Pige, som vandrede bag sin Faders Baare til Hvilestedet langt borte i Kirkegaardens sydligste Hjørne.

Foran vajede Fanerne. Saa fulgte den kransebehængte Kiste, og paa Vejen op til Graven skiftedes der hyppigt Bærere. Den Afdøde var en svær Mand, og Føret var tungt af den vedvarende Regn. 

Endelig svingedes der til venstre. Jorden var kastet op paa en lang Strækning. Det var her, i den saakaldte "Liniebegravelse", hvor en Række Grave, for at spare paa Arbejdslønnen, opkastes paa en Gang, at Ole Larsens afsjælede Legeme skulde sænkes ned.

Saafremt denne Plads, hvis Areal næppe levner de Efterlevende Jord til Plantning af et Par Blomster, og hvis Omgivelser hører til de paa Kirkegaarden mest vanrøgtede, er anvist af det Offenlige, der har bekostet Begravelsen, da er dette atter et Bevis paa, at Staten i denne Folkesorg ganske vist siger: "Hvis det forlanges, vil vi hjælpe, men det skal være paa billigste Maade."

Byen rundt vistes Deltagelse ved Flagning paa halv Stang. Saaledes var dette Tilfældet paa Banegaardene, vestre Gasværk samt fra en stor Del as Kolonihaverne ved Vester Fælledvej.

Af Kransenes Overflod blev der lagt en Del til Side, hvorefter den gule Kiste langsomt sænkedes i den lerede Jord. Præsten bad Fadervor og gik bort. Men ved den aabne Grav stod den unge Kvinde, Barnet, som log Afsked, Afsked med ham, der en Gang legede med sin lille Datter og bar hende paa sine stærke Arme.

*

Provst Levinsen havde lovet, at Vælgerforeningens Banner maatte være til Stede ved Ligfærden i Gaar, og han havde givet Tilsagn om, at Banneret atter maatte følge i Morgen, hvor 5 Medlemmer fra Kredsen, 4 Kvinder og 1 Mand, begraves fra Matthæuskirken.

Men i Gaar var Provsten bleven betænkelig. Han havde paa Banneret set Ordene: "Folkets Vilje den højeste Lov" broderet i gul Silke, og dette Valgsprog kan Provsten ikke lide. Han mener, at Guds Vilje er den højeste Lov. Lad gaa! Men i Forfatningsspørgsmaal deler man ikke den politiske Magt mellem Gud, Konge og Folkerepræsentation. Altsaa kan man paa en Fane skrive f. Eks. "For Konge og Fædreland" eller "Folkets Vilje er den højeste Lov" uden derved at ville skyde til Himmels. Provsten burde simpelthen aldrig forbyde nogen Fane paa sit Omraade, naar der da ikke i vedkommende Fanes Devise er en ligefrem Haan eller Udfordring overfor Kirken.

Saa fast holdt Hr. Levinsen paa sit Forbud mod "Folkets Vilje", at han kun tillod Bannerets Nærværelse i Morgen, naar de farlige Ord dækkes af et Stykke Klæde. Mærkelige Mennesker, de Præster!

(Social-Demokraten 17. juli 1897)

Dagen efter var der igen begravelser fra Assistens Kirkegård, Holmens Kirkegård og Vestre Kirkegård:

Paa Vestre Kirkegaard

begravedes i Gaar den 32-aarige Syerske Frøken Marie Thomsen. 

Omtrent 150 Mennesker havde indfundet sig i det store Kapel for at følge den dræbte unge Kvinde til Graven, og i Kirkegaardens Omegn flagedes flere Steder paa halv Stang, saaledes, ligesom i Fredags, fra en stor Del af Kolonihaverne.

I Kapellet, der var smykket med Lavrbærtræer og Lyskandelabrer, stod Kisten skjult af Sommerens smukkeste Blomsterstor, der i lyse og lette Farver dækkede Baaren. Kongen havde sendt en Krans af hvide Lillier og gule Roser, og ovenpaa Kisten laa Palmegrene, famlede med lyserøde Roser.

Orgelet og Koret intonerede "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", og Præsten, Pastor Oldenburg fra Frue Kirke talte over Apostlen Paulus' Ord "Intet skal skille mig fra Guds Kærlighed".

Ligesom Dagens Vejr syntes ogsaa Dagens Præst at se med mildere Øjne paa de stakkels Forulykkede end Fredagens, og i Modsætning til Provst Levinsens Tale Dagen forud var Pastor Oldenburgs, om den end ikke virkede gribende eller varmende og nærmest var som en almindelig præstelig Indvielsestale, dog præget af en Understrøm af Medfølelse, ligesom den ogsaa sluttede med nogle Ord til de Forulykkedes to Søstre.

Koret afsang nu "Jeg lever - og ved hvorlænge fuldtrøst" og et Farvel, under hvilket Kisten bares ud af de faste Ligbærere til Graven, der er beliggende tæt bag Kapellet.

(Social-Demokraten 18. juli 1897).

Søndagens Begravelser.

Fællesbegravelsen.

Formiddagsgudstjenesten i Matthæuskirken er netop forbi, og Menigheden anmodes om at forlade Kirken. Kl. 12 skal den store Fællesbegravelse af de fem unge Mennesker, som satte Livet ti! ved Gjentofteulykken, foregaa, og der er kun en halv Time til Forberedelserne.

Der bliver Travlhed.

Lavrbærtræer og Palmer bæres ind, de ti sorte Skamler anbringes foran Koret, de blomstersmykkede Kister bliver baarne ind i Kirken af nænsomme Hænder, og Slægt og Venner kommer sagte, Bortklædte, med Slør for forgrædte Øjne og med sorgtunge Skridt ind og tager Plads i Koret.

Saa kommer Mængden, der har staaet presset sammen foran Kirkedørene under Kampen for at faa Plads. De floromvundne socialdemokratiske Faner - alle Kjøbenhavns Valgkredse har vist sendt hver sin - anbringes rundt om de fem Kister, som alle bærer Kranse fra Kongen og Dronningen, fra Statsbanerne, fra de socialdemokratiske Foreninger, fra de unge Menneskers Arbejdskolleger og fra mange, mange deltagende Venner og Bekjendte.

Det er Arbejderes Børn, som her ligger Lig - man ser det saa let. Men Kisterne er smykkede som til nogen Rigmands Jordefærd, og den dybeste Deltagelse ses i Minerne paa hvert et Menneske i den store Kirke.

Vi gaar rundt om Kisterne, og vi taler med de grædende Kvinder eller med Mændene, der staar med alvorsfulde Miner.

Der ligger den 17 aarige Emilie Christensen og ved Siden af: hendes Veninde, den kun 15 aarige Jenny Burmeister; midt iblandt de fem Kister staar Kisten med Arbejdsmand Johannes Nielsen, der blev 21 Aar. og ved denne Kistes anden Side ligger Ligene af den 19aarige unge Pige Jacobine Petersen og den 17 sange Syerske Gertine Jensen.

Alle fem var de om Morgenen paa den skæbnesvangre Dag, ungdomsfriske, søndagsmuntre, tagne med 10de og 13de Kreds af Socialdemokratisk Forening i Skoven.

- - - Klokkeringningen fra Taarnet holder op. Orglet falder ind med et Præludium, og saa synger Menigheden "Lyksalig, lyksalig"!

Kvinderne omkring Kivterne hulker, og i Mændenes Øjne er Taarer. En Kone græder saa hjærtegribende tungt, og hun stammer frem gjennem Hulken: "Jeg vil se hende, længe jeg kan I Jeg vil se hende ! Jeg - vil --se - - hende - - - ! Og Manden ved hendes Side lægger varsomt og ømt sin Arm om hendes Skulder, trykker hendes Hoved ned til sit Bryst og hvisker til hende: "Aa, vær nu god, Mutter, vær nu god! Og han maa selv tørre Taarerne af Øjnene, hvor de pibler frem

Ingen højlydte Klager, men stille Graad, hjærteskærende Jammer omkring Kisterne; kun i faa Øjne er der ikke Taarer, og alt imedens lyder gjennem Kirken: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred !

Provst Levinsen træder frem i Kordøren, og han taler over det smukke Ord: Ikke en Spurv falder til Jorden, uden at det er Guds Vilje. Med mere aabne, mere modtagelige Hjærter har en Menighed ikke mødt en Præst end den Menighed, som i Gaar Middag fyldte Matthæuskirken

Rørt Sangbund fandt Provsten ogsaa, da han lagde et godt Ord ind for den nedbøjede Lokomotivfører Hansen og hans stakkels Hustru.

Orglet faldt atter ind med: "Jeg lever og véd, hvor længe fuldtrøst, og endelig bares de fem Kister ud af Kirken, ud paa Ligvognene, som ventede udenfor.

Og det vemods indgydende Ligtog satte sig i Bevægelse ud mod Vestre Kirkegaard, medens Regnen strømmede ned og lagde sit Taageslør over alt.

(Dannebrog (København) 19. juli 1897)

Fra Matthæuskirken:

---

Under en trykkende Varme, der medførte et Besvimelsesanfald hos en Dame, der stod paa Galleriet, holdt Pastor Levinsen Sørgetalen.

Præsten, der talte tørt, dogmatisk, uden Varme eller Inderlighed og ikke henvendte et eneste trøstende Ord til Ofrenes Efterladte, benyttede som Udgangspunkt Skriftstedet om, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Guds Villie. Præsten talte ikke om selve Gentofte-Ulykken, men fremdrog et Tilfælde fra Jesu Liv, hvor der i det gamle Jødeland styrtede et Taarn sammen og dræbte 18 Mennesker, og hvor Jesus havde sagt: Tror I, at disse ikke var lige saa gode som alle andre Mennesker? Men Præsten formaaede kun et eneste Sjeblik at fængsle tilhørernes Opmærksomhed, nemlig da han med et ganske forbmaaende Henblik paa Gentofte-Ulykken opkastede Spørgsmaalet om, hvem der bar Skylden, og besvarede Spørgsmaalet med at anføre Jesu Ord, da den faldne Kvinde førtes til ham: Den, som er uskyldig, kaste den første Sten ...

- - -

Herefter beskrives højtidelighederne på Solbjerg Kirkegård, Garnisonskirkegård, Holmens Kirkegård, Assistens Kirkegård, Frelsers Kirkegård og Vestre Kirkegård:

Paa Vestre Kirkegaard.

Kl. 1½ begravedes her fra det nordre Kapel Skorstensfeiermester Rasmussen, hans Hustru, hendes Søster, Enken efter Sprøjtefører Sørensen og dennes 10aarige Plejedatter Theodora. De fire Kister stod ved Siden af hverandre ballede af Kransene, blandt hvilke, der foruden de officielle Krans bemærkedes Kranse fra "Foreningen til Lærlinges Uddannelse". Skorstenssejerlavet - hvis Fane paraderede foran Kisten - , Lystfiskeriforeningen, Idrætsforeningen "Goon" , Fodsportforeningen "Freya", beboere i Toldbodgade og fra de efterladte Børn.

Pastor Sørensen fra Garnisons Kirke holdt Talen. Han talte over Jeremias Ord "Land, Land, Land hør Herrens Ord!" og henvendte sig derefter til Familien: Jeg véd, at der er en dyb Sorg i alle deres Hjærter, der stod de Afdøde nær. De har jo tabt saa meget. Faderen var en Mand, der i mange Aar havde levet i smaa Kaar, troligt hjulpen af sin svagelige Hustru og dennes Søster, om hvis kærlige Hjærte den lille Kiste ved Siden af hendes vidnede. Den indeholdt jo en lille Pige, som hun havde taget sig af, da Tiderne syntes lysere for hende og hendes. Men hvad jeg her kan sige derom er kun saa lidt. Eders Kærlighed vil selv kunne lægge Resten til, naar I dvaler ved Minderne om de bortdragne. Men vil der spørges mig om de var forberedte, da de kaldtes bort, da vil jeg sige, at derom kan jeg ikke dømme, dertil har jeg kendt dem for lidt, og der ligger jo heller ingen Vægt paa min Mening. Her har kun en højeres Mening Ret.

Pastor Sørensens Tale var saavel i Form som Tone holdt myndigt og kraftigt, men uden Spor af Indre-Missions Svovl og Helvedestrusler. Særlig kønt lød det, da han bad om Guds Velsignelse for de efterladte Børn, hvoraf en lille Pige, Carla, der ligger paa Frederiks Hospital fra Ulykkesnatten og endnu ikke véd, at hendes Nærmeste er døde. Efter at Koret havde afsunget "Tænk, naar en Gang -" bares Kisterne under Tonerne af et Farvel ud til Graven. Enken Sørensens Kiste blev baaret af hendes afdøde Mands Kammerater i Brandvæsenet, fra hvilken ligeledes Brandfuldmægtig Hyller saas i Følget.

*

En Time senere begravedes fra samme Kapel det 25aarige Bud Stjernblad, der den ulykkelige Søndag havde virket som Opvarter i Søllerød Kro og blev knust i Toget paa Hjemvejen.

Tienestetyendets Syge- og Begravelseskasses Fane var til Stede Kranse var sendte fra Kongen, Statsbanerne, hans Principal J. A Gøtkes kvindelige Personale, Tuborg og fra Søllerød Kro. Talen holdtes af Pastor Nielsen fra Johannes Kirkes nye Sogn. Han talte over Æmnet: "Menneskene tænker sig deres Livs Veje, men Gud bestemmer dem." Da de, der den Søndag drog ud i den friste grønne Skov for at nyde Naturens Skønhed, tog af Sted derud, da var der ingen, der tænkte sig Hjemkomstens Frygtelighed. Særlig var det vel de mindre bemidlede af Samfundet, der paa denne Maade vilde styrke sig til deres daglige Arbejde, og for mange var det maaske Aarets eneste Friluftstur, og alle tænkte sig Dagen anderledes, end den blev. Men der er jo i den forløbne Uge talt og skrevet og grædt saa meget om den Ulykke. Præsten henvendte Ordet til den Afdødes Forlovede, med hvem den Forulykkede jo havde tænkt sig at følges en anden Vej end den, der var bestemt af Herren, og til hans Moder, hvorefter han sluttede med Bøn. Kisten bares derefter under orglets og Korets Toner til Graven.

(Social-Demokraten 20. juli 1897)