Den 11. juli 1897 skete Danmarkshistoriens første store togulykke ved Gentofte Station. Et ekstratog fra Helsingør kørte bagfra op i et holdende tog som medførte et stort antal rejsende fra Holte, bl.a. fra de socialdemokratiske vælgerforeninger i 10. 12. og 13. kreds som havde været på udflugt til Søllerød. Blandt de der tilfældigvis undgik døden var folketingsmændene Jen. Jensen (han havde taget et tidligere tog), A. C. Meyer, Hørdum og landstingsmand Knudsen. De to sidste havde besluttet at tage et senere tog. Forfatteren Sofus Michaëlis brækkede et ben.
40 døde og 132 blev kvæstede. Lokomotivføreren i toget der kom bagfra, var Carl Hansen. 40 år, og havde kørt i 11 år. Dagen før (lørdag) var han mødt ind 3:30 om morgenen til kl. 5 eftermiddag. Om søndagen var han mødt ind kl. 7 morgen og assisterede med vask og vognrangering til hen på eftermiddagen. Efter et par timers fritid, blev han kl. 5 kommanderet til ekstratoget til Helsingør. Han havde overset et signal, og fik 4 måneders fængsel.
Indenrigsministeren udsendte en skrivelse til Statsbanerne angående understøttelse til de forulykkede og deres efterladte. Mange fattige henvendte sig derfor til Johannesstiftelsen for at få ordnet begravelsen på statens bekostning, men her meddelte inspektør Matthiesen at en meddelelse ikke var kommet fra ministeriet - man måtte selv betale kisterne. Han henviste til Begravelsesvæsnet der igen henviste til Statsbanerne.
Aftenbladet bragte den 13. juli en beskrivelse af ligene på St. Johannes Stiftelsens Kapel.
Alfred Theodor Collin (1849-1922): Gentofte Ulykken 11/7 1897. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
De Døde.
Den første Begravelse.
I Gaar Eftermiddags Kl. 2 begravedes Gasværksarbejder Ole Larsen. Han var den første af de ved Gentofteulykken dræbte, som stededes til Hvile.
Begravelsen havde samlet over 300 Mennesker, væsenligst Kammerater og Partifæller af den Afdøde, der vilde vise ham den sidste Ære. I det store Kapel, der var fyldt til sidste Plads, og som var højtideligt smykket med grønne Træer og Lyspyramider, stod l Kisten, omgiven af Fanerne fra 13de i Kreds's socialdemokratiske Forening, Gasværkets Faner, Gasværksarbejdernes Sygekasses Fane, "Den broderlige Arbejderforenings Sygekasses Fane samt Gasværkets Faner med Københavns Kommunes Mærke paa Spydet. Kisten var dækket af et Væld af smukke Krandse. Statsbanerne havde sendt en Palmedekoration, og fem store Krandse var sendt fra 13de Kreds's socialdemokratiske Forening, fra kammeraterne paa Gasværkets 1ste og 2det Hold, samt fra Gasværkets Pladsarbejdere og Kullossere. Ved Kistens Fodende var henlagt en Krands af lyserøde og gule Roser med Silkebaand, signerede "Fra Kongen."
Efter at Koret med Orgelets Ledsagelse havde sunget Salmen "Jeg lever og ved ej hvorlænge fuldtrøst", talte Provst Levinsen over Emnet "Fra Morgen til Aften skifte Tiden, og alle Ting er snare for Herren."
Der var i Talen ikke noget Trøstens Ord til den Afdødes Datter, den unge Pige, som nu har mistet sin Fader og for kort Tid siden maatte sige sin kære Moder Farvel. Provsten meddelte, at han vilde vente med at omtale Jærnbane-Ulykken til i Morgen, hvor den kan løbe af Stablen med mere Effekt.
Efter Talen afsang Koret "Dejlig er Jorden", og Kisten bares derefter, under et af Koret sunget Farvel, ud af den Afdødes Kammerater og Bestyrelsesmedlemmer i 13. Kreds.
Regnen faldt tæt henover Kirkegaardens friste Grønsvær og blomstersmykkede Grave som varme Taarer fra en graa Himmel. Den græd ustandseligt ligesom hin unge Pige, som vandrede bag sin Faders Baare til Hvilestedet langt borte i Kirkegaardens sydligste Hjørne.
Foran vajede Fanerne. Saa fulgte den kransebehængte Kiste, og paa Vejen op til Graven skiftedes der hyppigt Bærere. Den Afdøde var en svær Mand, og Føret var tungt af den vedvarende Regn.
Endelig svingedes der til venstre. Jorden var kastet op paa en lang Strækning. Det var her, i den saakaldte "Liniebegravelse", hvor en Række Grave, for at spare paa Arbejdslønnen, opkastes paa en Gang, at Ole Larsens afsjælede Legeme skulde sænkes ned.
Saafremt denne Plads, hvis Areal næppe levner de Efterlevende Jord til Plantning af et Par Blomster, og hvis Omgivelser hører til de paa Kirkegaarden mest vanrøgtede, er anvist af det Offenlige, der har bekostet Begravelsen, da er dette atter et Bevis paa, at Staten i denne Folkesorg ganske vist siger: "Hvis det forlanges, vil vi hjælpe, men det skal være paa billigste Maade."
Byen rundt vistes Deltagelse ved Flagning paa halv Stang. Saaledes var dette Tilfældet paa Banegaardene, vestre Gasværk samt fra en stor Del as Kolonihaverne ved Vester Fælledvej.
Af Kransenes Overflod blev der lagt en Del til Side, hvorefter den gule Kiste langsomt sænkedes i den lerede Jord. Præsten bad Fadervor og gik bort. Men ved den aabne Grav stod den unge Kvinde, Barnet, som log Afsked, Afsked med ham, der en Gang legede med sin lille Datter og bar hende paa sine stærke Arme.
*
Provst Levinsen havde lovet, at Vælgerforeningens Banner maatte være til Stede ved Ligfærden i Gaar, og han havde givet Tilsagn om, at Banneret atter maatte følge i Morgen, hvor 5 Medlemmer fra Kredsen, 4 Kvinder og 1 Mand, begraves fra Matthæuskirken.
Men i Gaar var Provsten bleven betænkelig. Han havde paa Banneret set Ordene: "Folkets Vilje den højeste Lov" broderet i gul Silke, og dette Valgsprog kan Provsten ikke lide. Han mener, at Guds Vilje er den højeste Lov. Lad gaa! Men i Forfatningsspørgsmaal deler man ikke den politiske Magt mellem Gud, Konge og Folkerepræsentation. Altsaa kan man paa en Fane skrive f. Eks. "For Konge og Fædreland" eller "Folkets Vilje er den højeste Lov" uden derved at ville skyde til Himmels. Provsten burde simpelthen aldrig forbyde nogen Fane paa sit Omraade, naar der da ikke i vedkommende Fanes Devise er en ligefrem Haan eller Udfordring overfor Kirken.
Saa fast holdt Hr. Levinsen paa sit Forbud mod "Folkets Vilje", at han kun tillod Bannerets Nærværelse i Morgen, naar de farlige Ord dækkes af et Stykke Klæde. Mærkelige Mennesker, de Præster!
(Social-Demokraten 17. juli 1897)
Dagen efter var der igen begravelser fra Assistens Kirkegård, Holmens Kirkegård og Vestre Kirkegård:
Paa Vestre Kirkegaard
begravedes i Gaar den 32-aarige Syerske Frøken Marie Thomsen.
Omtrent 150 Mennesker havde indfundet sig i det store Kapel for at følge den dræbte unge Kvinde til Graven, og i Kirkegaardens Omegn flagedes flere Steder paa halv Stang, saaledes, ligesom i Fredags, fra en stor Del af Kolonihaverne.
I Kapellet, der var smykket med Lavrbærtræer og Lyskandelabrer, stod Kisten skjult af Sommerens smukkeste Blomsterstor, der i lyse og lette Farver dækkede Baaren. Kongen havde sendt en Krans af hvide Lillier og gule Roser, og ovenpaa Kisten laa Palmegrene, famlede med lyserøde Roser.
Orgelet og Koret intonerede "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred", og Præsten, Pastor Oldenburg fra Frue Kirke talte over Apostlen Paulus' Ord "Intet skal skille mig fra Guds Kærlighed".
Ligesom Dagens Vejr syntes ogsaa Dagens Præst at se med mildere Øjne paa de stakkels Forulykkede end Fredagens, og i Modsætning til Provst Levinsens Tale Dagen forud var Pastor Oldenburgs, om den end ikke virkede gribende eller varmende og nærmest var som en almindelig præstelig Indvielsestale, dog præget af en Understrøm af Medfølelse, ligesom den ogsaa sluttede med nogle Ord til de Forulykkedes to Søstre.
Koret afsang nu "Jeg lever - og ved hvorlænge fuldtrøst" og et Farvel, under hvilket Kisten bares ud af de faste Ligbærere til Graven, der er beliggende tæt bag Kapellet.
(Social-Demokraten 18. juli 1897).
Søndagens Begravelser.
Fællesbegravelsen.
Formiddagsgudstjenesten i Matthæuskirken er netop forbi, og Menigheden anmodes om at forlade Kirken. Kl. 12 skal den store Fællesbegravelse af de fem unge Mennesker, som satte Livet ti! ved Gjentofteulykken, foregaa, og der er kun en halv Time til Forberedelserne.
Der bliver Travlhed.
Lavrbærtræer og Palmer bæres ind, de ti sorte Skamler anbringes foran Koret, de blomstersmykkede Kister bliver baarne ind i Kirken af nænsomme Hænder, og Slægt og Venner kommer sagte, Bortklædte, med Slør for forgrædte Øjne og med sorgtunge Skridt ind og tager Plads i Koret.
Saa kommer Mængden, der har staaet presset sammen foran Kirkedørene under Kampen for at faa Plads. De floromvundne socialdemokratiske Faner - alle Kjøbenhavns Valgkredse har vist sendt hver sin - anbringes rundt om de fem Kister, som alle bærer Kranse fra Kongen og Dronningen, fra Statsbanerne, fra de socialdemokratiske Foreninger, fra de unge Menneskers Arbejdskolleger og fra mange, mange deltagende Venner og Bekjendte.
Det er Arbejderes Børn, som her ligger Lig - man ser det saa let. Men Kisterne er smykkede som til nogen Rigmands Jordefærd, og den dybeste Deltagelse ses i Minerne paa hvert et Menneske i den store Kirke.
Vi gaar rundt om Kisterne, og vi taler med de grædende Kvinder eller med Mændene, der staar med alvorsfulde Miner.
Der ligger den 17 aarige Emilie Christensen og ved Siden af: hendes Veninde, den kun 15 aarige Jenny Burmeister; midt iblandt de fem Kister staar Kisten med Arbejdsmand Johannes Nielsen, der blev 21 Aar. og ved denne Kistes anden Side ligger Ligene af den 19aarige unge Pige Jacobine Petersen og den 17 sange Syerske Gertine Jensen.
Alle fem var de om Morgenen paa den skæbnesvangre Dag, ungdomsfriske, søndagsmuntre, tagne med 10de og 13de Kreds af Socialdemokratisk Forening i Skoven.
- - - Klokkeringningen fra Taarnet holder op. Orglet falder ind med et Præludium, og saa synger Menigheden "Lyksalig, lyksalig"!
Kvinderne omkring Kivterne hulker, og i Mændenes Øjne er Taarer. En Kone græder saa hjærtegribende tungt, og hun stammer frem gjennem Hulken: "Jeg vil se hende, længe jeg kan I Jeg vil se hende ! Jeg - vil --se - - hende - - - ! Og Manden ved hendes Side lægger varsomt og ømt sin Arm om hendes Skulder, trykker hendes Hoved ned til sit Bryst og hvisker til hende: "Aa, vær nu god, Mutter, vær nu god! Og han maa selv tørre Taarerne af Øjnene, hvor de pibler frem
Ingen højlydte Klager, men stille Graad, hjærteskærende Jammer omkring Kisterne; kun i faa Øjne er der ikke Taarer, og alt imedens lyder gjennem Kirken: "Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred !
Provst Levinsen træder frem i Kordøren, og han taler over det smukke Ord: Ikke en Spurv falder til Jorden, uden at det er Guds Vilje. Med mere aabne, mere modtagelige Hjærter har en Menighed ikke mødt en Præst end den Menighed, som i Gaar Middag fyldte Matthæuskirken
Rørt Sangbund fandt Provsten ogsaa, da han lagde et godt Ord ind for den nedbøjede Lokomotivfører Hansen og hans stakkels Hustru.
Orglet faldt atter ind med: "Jeg lever og véd, hvor længe fuldtrøst, og endelig bares de fem Kister ud af Kirken, ud paa Ligvognene, som ventede udenfor.
Og det vemods indgydende Ligtog satte sig i Bevægelse ud mod Vestre Kirkegaard, medens Regnen strømmede ned og lagde sit Taageslør over alt.
(Dannebrog (København) 19. juli 1897)
Fra Matthæuskirken:
---
Under en trykkende Varme, der medførte et Besvimelsesanfald hos en Dame, der stod paa Galleriet, holdt Pastor Levinsen Sørgetalen.
Præsten, der talte tørt, dogmatisk, uden Varme eller Inderlighed og ikke henvendte et eneste trøstende Ord til Ofrenes Efterladte, benyttede som Udgangspunkt Skriftstedet om, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Guds Villie. Præsten talte ikke om selve Gentofte-Ulykken, men fremdrog et Tilfælde fra Jesu Liv, hvor der i det gamle Jødeland styrtede et Taarn sammen og dræbte 18 Mennesker, og hvor Jesus havde sagt: Tror I, at disse ikke var lige saa gode som alle andre Mennesker? Men Præsten formaaede kun et eneste Sjeblik at fængsle tilhørernes Opmærksomhed, nemlig da han med et ganske forbmaaende Henblik paa Gentofte-Ulykken opkastede Spørgsmaalet om, hvem der bar Skylden, og besvarede Spørgsmaalet med at anføre Jesu Ord, da den faldne Kvinde førtes til ham: Den, som er uskyldig, kaste den første Sten ...
- - -
Herefter beskrives højtidelighederne på Solbjerg Kirkegård, Garnisonskirkegård, Holmens Kirkegård, Assistens Kirkegård, Frelsers Kirkegård og Vestre Kirkegård:
Paa Vestre Kirkegaard.
Kl. 1½ begravedes her fra det nordre Kapel Skorstensfeiermester Rasmussen, hans Hustru, hendes Søster, Enken efter Sprøjtefører Sørensen og dennes 10aarige Plejedatter Theodora. De fire Kister stod ved Siden af hverandre ballede af Kransene, blandt hvilke, der foruden de officielle Krans bemærkedes Kranse fra "Foreningen til Lærlinges Uddannelse". Skorstenssejerlavet - hvis Fane paraderede foran Kisten - , Lystfiskeriforeningen, Idrætsforeningen "Goon" , Fodsportforeningen "Freya", beboere i Toldbodgade og fra de efterladte Børn.
Pastor Sørensen fra Garnisons Kirke holdt Talen. Han talte over Jeremias Ord "Land, Land, Land hør Herrens Ord!" og henvendte sig derefter til Familien: Jeg véd, at der er en dyb Sorg i alle deres Hjærter, der stod de Afdøde nær. De har jo tabt saa meget. Faderen var en Mand, der i mange Aar havde levet i smaa Kaar, troligt hjulpen af sin svagelige Hustru og dennes Søster, om hvis kærlige Hjærte den lille Kiste ved Siden af hendes vidnede. Den indeholdt jo en lille Pige, som hun havde taget sig af, da Tiderne syntes lysere for hende og hendes. Men hvad jeg her kan sige derom er kun saa lidt. Eders Kærlighed vil selv kunne lægge Resten til, naar I dvaler ved Minderne om de bortdragne. Men vil der spørges mig om de var forberedte, da de kaldtes bort, da vil jeg sige, at derom kan jeg ikke dømme, dertil har jeg kendt dem for lidt, og der ligger jo heller ingen Vægt paa min Mening. Her har kun en højeres Mening Ret.
Pastor Sørensens Tale var saavel i Form som Tone holdt myndigt og kraftigt, men uden Spor af Indre-Missions Svovl og Helvedestrusler. Særlig kønt lød det, da han bad om Guds Velsignelse for de efterladte Børn, hvoraf en lille Pige, Carla, der ligger paa Frederiks Hospital fra Ulykkesnatten og endnu ikke véd, at hendes Nærmeste er døde. Efter at Koret havde afsunget "Tænk, naar en Gang -" bares Kisterne under Tonerne af et Farvel ud til Graven. Enken Sørensens Kiste blev baaret af hendes afdøde Mands Kammerater i Brandvæsenet, fra hvilken ligeledes Brandfuldmægtig Hyller saas i Følget.
*
En Time senere begravedes fra samme Kapel det 25aarige Bud Stjernblad, der den ulykkelige Søndag havde virket som Opvarter i Søllerød Kro og blev knust i Toget paa Hjemvejen.
Tienestetyendets Syge- og Begravelseskasses Fane var til Stede Kranse var sendte fra Kongen, Statsbanerne, hans Principal J. A Gøtkes kvindelige Personale, Tuborg og fra Søllerød Kro. Talen holdtes af Pastor Nielsen fra Johannes Kirkes nye Sogn. Han talte over Æmnet: "Menneskene tænker sig deres Livs Veje, men Gud bestemmer dem." Da de, der den Søndag drog ud i den friste grønne Skov for at nyde Naturens Skønhed, tog af Sted derud, da var der ingen, der tænkte sig Hjemkomstens Frygtelighed. Særlig var det vel de mindre bemidlede af Samfundet, der paa denne Maade vilde styrke sig til deres daglige Arbejde, og for mange var det maaske Aarets eneste Friluftstur, og alle tænkte sig Dagen anderledes, end den blev. Men der er jo i den forløbne Uge talt og skrevet og grædt saa meget om den Ulykke. Præsten henvendte Ordet til den Afdødes Forlovede, med hvem den Forulykkede jo havde tænkt sig at følges en anden Vej end den, der var bestemt af Herren, og til hans Moder, hvorefter han sluttede med Bøn. Kisten bares derefter under orglets og Korets Toner til Graven.
(Social-Demokraten 20. juli 1897)
