03 januar 2015

Helligdagsbrøde

To søndage i træk, den 6. og 13. januar i år mellem kl. 9 og 10 om formiddagen, har undertegnede hørt en kone, der ellers kun sjældent kommer i den gade, råbe med fisk i Pilestræde. Også søndag eftermiddag den 13. december forrige år var en af vores mange visekællinger i fuldt arbejde og istemte straks uden for kirken sine nye lystige viser, da jeg gik ud af Helligåndskirken, og der hverken var messet eller sunget afslutningssalme, aftensangen var altså ikke forbi. 

Ingen kan nægte at det er en åbenbar overtrædelse af kongens love om søndagens helligholdelse. Det er en dobbelt uforskammethed af disse mennesker, at de endog tillader sig denne lovstridige opførsel i vores årvågne og virksomme politimesters nabolag, på et tidspunkt hvor de med god grund forudsætter at hans ånd er beskæftiget med dagens værdigere sysler.

Jeg er overbevist at man kun behøver at gøre denne for sit embedes pligter så nidkære mand opmærksom på det, for i fremtiden fuldstændig at blive fri for sådan profan støj under gudstjenesten. Og uden betænkeligheder bekendtgør jeg derfor offentligt disse kendsgerninger.

Pavels
Præst ved Nikolaj menighed

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5592-5593)

Fiske- og skillingsvisekællingernes råben og skrigen har ikke mange chancer i nutidens Pilestræde, selv i kirketiden, mod larmen fra trafikken og de mange modeforretninger. Mange af bygningerne eksisterede imidlertid på Politivennens tid, fordi gaden blev forskånet for det store brand i 1795. Talrige artikler beretter om et livligt handelsliv under gudstjenesten, også uden for København, se fx juni 1801 om udskænkning af øl og brændevin i Karlebo.


Redacteurens Anmærkninger

Respekt for kirken

Afhang af om kirken levede op til folks forventninger til at den lagde lokaler til især fødsel/dåb, ægteskab og død. Gudstjenesten blev ikke taget alvorligt.Som generelt gennem danmarkshistorien var kirkerne ikke særlig godt besøgt. Selvom det på Politivennens tid var lovpligtigt at gå i kirke, altså religionstvang. Et massivt fravær med mellem hver 10. og hver 20. mødte op i kirken, gjorde det imidlertid umuligt at håndhæve. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 76, den 20. august 1804, side 1205-1208 fremgik at en hel menighed boycottede en præst (stærkt forkortet):
Svar paa et Brev fra en Ubenævnt.
Udgiveren har i disse Dage faaet et anonymt Brev, hvori der fortælles, at en Præst her i Landet har indgivet en Klage til Amtmanden, hvori han fører Anke over, at hans Sognefolk ikke ville komme i Kirken, naar han præker, og hvori han beder Amtmanden, at det maatte blive Menigheden paalagt at gaae i Kirken.
Lignende kender man fra Helsingør, og i Maribo og Nykøbing anså Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 4. juni 1810 det for en del af tidsånden:
Som et Træk af Tidsalderens Aand  kand mældes, at 2de paa hinanden følgende Søndage har i Nykjøbing Kirke paa Falster ikke været et Menneske i Kirke og altsaa heller ingen Tale bleven holdt. - Det samme har og været Tilfældet 2de Gange i Maribo siden Nytaar. - Aftensang har i nogle Aar afskaffet sig selv, endog paa Høitidsdagene.
Senere på året kunne man i Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 26. november 1810 læse følgende: 
At det dog virkelig maae være en Sandhed: at Mariboerne ikke ere meget for at gaae i Kirke, kan man ikke andet end troe, ved atter under 13de at læse i Stedets Avis: "Sidste Søndag var her af Mangel paa Tilhørere hverken Høimesse eller Aftensang. Mon Klubsuer, Kroehuse og Skervenzelbordene ere lige saa tomme?"
Mange der mødte op, gjorde det som visekællingen for at gøre en god handel og fordrive tiden. Ganske mange var berusede, i bedste fald for at få sig en lur. Antallet af vielser i kirken var på ca. 20 år faldet fra lidt over 1.000 til under 1.000 om året, selvom befolkningstallet samtidig steg med o. 25%. Adskillige artikler i Politivennen vidner om at gudstjenester blev betragtet som en folkeforlystelse, med kirkegængerne og præsterne som ufrivillige optrædende.

Claus Pavels (1769-1822) 

Var kapellan ved Nikolaj Menighed 1799-1805. Student i Norge 1785. Cand. theol 1789. Ophold i København. 1793-1796 prædikant i Eidanger. 1799 sognepræst i Hørsholm. Sognepræst til Aker og slotspræst på Akershus 1805-17. Derefter biskop i Bergen. Ifølge Salmonsen Leksikon, som desuden skriver:
Allerede i sin tidlige ungdom dyrkede Pavels æstetiske interesser og var på vej til at vinde et navn som digter, idet ikke få digte af ham tryktes i samtidens tidsskrifter. Større betydning i litteraturen fik han ved sine prædikener, der i stort antal er trykte dels i samlinger, dels enkeltvis.
En mere farverig beskrivelse af ham står i Dansk Biografisk Leksikon. Her står at han "spildte tiden" som ung studerende, og desuden at
P. havde et let Hoved, men var ikke anlagt paa lærde Studier og havde ved Rahbek faaet Smag paa Æsthetik, saa det væsentlig blev denne, der beskæftigede ham de 3 1/2 Aar, han havde Plads paa Elers’ Kollegium. Han skrev Digte – en Heroide i «Minerva» 1789 o. m. – og blev rost af Abrahamson og Rahbek. At Theologi og Lærdom ikke tiltrak ham, havde ogsaa sin Grund i den Smag, han fik paa de tyske eudæmonistiske Forfattere, blandt hvilke maa nævnes den berygtede C. F. Bahrdt. Endnu 1807 kunde han – i sin Avtobiografi - ikke se tilbage til disse Aar med Anger. Hans Aands og Hjærtes Kultur fremmedes – siger han – midt under Nydelsen af de uskyldigste og ædleste Glæder (dramatiske Selskaber og Klubliv). Han maatte undervise, men ansaa sig lidet skikket dertil. «Religionslærerens Kald» havde altid staaet lokkende for ham, og han har næppe tænkt sig anden Fremtid end Talerens, hvor meget han end gav sig af med at skrive Vers og Recensioner.

Nikolaj Menighed hvor Pavels var kapellan og skillingsviser havde det tilfælles i 1805 at de var på vej ud! I 1805 kom der en præcisering af Trykkefrihedsloven af 1799 om at det var forbudt at råbe med viser. Og samme år blev Nikolaj Kirkes sogn opløst og fordelt mellem Garnisons-, Helligånds-, Holmens-, Trinitatis- og Vor Frue Kirke. Snart blev området omkring kirken forvandlet til torvehandel. Restaurant Maven er opkaldt efter øgenavnet for slagterboderne på stedet. Siden har bygningen ikke fungeret som kirke. I dag er den kunsthal. Menigheden blev nedlagt. Visekællingerne fortsatte. 

Karl Friedrich Bahrdt (1741 – 1792). var en tysk teolog, forfatter og eventyrer. Han begyndte allerede som syttenårig at studere hos den ortodokse mystiker Christian August Crusius (1715–1775). Han skrev siden bøger, polemikker og en selvbiografi, som er beskrevet som "en blanding af løgne, hykleri og selv-prostitution".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar