De vil uden tvivl, hr. Politiven, sammen med indsenderen heraf ønske at embedsmanden, når han udføre den ham givne instruks, i ekstraordentlige tilfælde, altså dem instruksen ikke kan forudse, turde, ikke mindre end burde, skønne hvad der er rigtigt og nyttigt for det almene vel. Følgende tildragelse er et bevis på at dette ikke altid finder sted.
I den forlegenhed, hvori man her i staden har været i de sidste 14 dage for visse provisionsvarer, efter en isbelejring af henved 6 måneder, har man med længsel set fartøjer med provisioner i møde. Endelig som hertil i lørdag aften og første pinsedag 10 a 12 skibe, som med megen fare og ved utrolig møje havde arbejdet sig ind gennem isen til bommen. De hørte hjemme i Lolland og Falster, og var, da løbet var spærret ved Dragør, vendt om og gået norden om Sjælland, altså over 40 miles omvej. Der var mange årsager for hånden, som stemte dem til at ønske sig igennem bommen efter 3 a 4 ugers rejse, på et farvand, som sædvanlig lægges tilbage i en snes timer. Den vigtigste var den, at deres små fartøjer, hvoraf nogle havde taget skade i isen, stod nu i fare for at ville blive knust mellem de andre store skibe, som dels var kommet og dels var udlagt for at gå bort, og som da vinden begyndte at blæse op fra nordvest, let kunne rage på hinanden.
At ingen skibe lades ind gennem bommen på søn- og helligdage, fatter man let er en god og fornøden orden. Men i et så ualmindeligt tilfælde, som det der træffer København i år, fordrer det almindelig tarv at reglen har undtagelse. Jeg var i mandags mellem mængden af stadens folk på toldboden og så et antal skive så stort og så tæt på hinanden, at jeg aldrig har set lige dertil. Jeg hørte nogle provinsskippere, der havde en del mennesker omkring sig, klage over at de ikke kunne komme ind i havnen med deres fartøjer, uagtet toldvæsnet havde på muligste måde lettet dem vejen dertil. Gå til Buntzen, råbte en af forsamlingen. Gå til kommandanten råbte en anden. Vi har været hos dem begge: Det er mod ordrer, svarer de. Gå til kronprinsen råbte flere. Han er præses for admiralitetet. Vi vil vise jer vejen til ham. Dette råd blev fulgt. Skipperne fik hans kongelige højhed i tale og det gode tilsagn, at der skulle komme ordre til at lade bommen ufortøvet oplukke. Men naturligvis tog det tid, inden ordren kunne komme vedkommende i hænde, på en dag og en tid da mange er ude at trække frisk luft. Henimod klokken 8 aften kom en admiral fra admiralitetet, som gav bådsmanden befaling at lade provisions-skibene gå gennem bommen. Dog måtte nøglen først hentes fra Holmens chef. Den kom kl. 9. Nu oplodes bommen, og idet varpningen gik for sig lovprisede det forsamlede folk kongens hulde søn, som i et øjeblik fattede at der gives tilfælde hvori instrukser kunne tåle undtagelse. O! at han ville engang for alle berige toldbodens chefs instruks med den klausul, at der i tillfælde som dette eller nåren særdeles gavnlig vind blæste, altid på begæring af skipperne skulle åbnes for dem. At toldbodens kommandant, der selv er sømand, og altså indser nytten, vil understøtte dette ønske, bør man love sig.
Skipperne og deres mandskab arbejdede hele natten i spillet, og morgenen tidlig var de på deres markedsplads. Skulle de have ventet til dagen efter, da de udgående skib endnu mere gøre farten gennem bommen besværlig, ville de ikke endnu i 2 dage have kommet op i havnen. Og rimelig ikke alle i behold.
De såkaldte pæreskuder var vigtigere for København end de store skibe med sukker, kaffe og tobak: Det nyttige måtte vige for det nødvendige.
den 14. maj 1799. Sincerus
(Politivennen Hæfte 5, nr. 56, den 18. maj 1799, s 881-885)
"Nu oplodes bommen, og idet varpningen gik for sig lovprisede det forsamlede folk kongens hulde søn" (Træsnit fra o. 1790 af kronprinsen og kronprinsessen)
I den forlegenhed, hvori man her i staden har været i de sidste 14 dage for visse provisionsvarer, efter en isbelejring af henved 6 måneder, har man med længsel set fartøjer med provisioner i møde. Endelig som hertil i lørdag aften og første pinsedag 10 a 12 skibe, som med megen fare og ved utrolig møje havde arbejdet sig ind gennem isen til bommen. De hørte hjemme i Lolland og Falster, og var, da løbet var spærret ved Dragør, vendt om og gået norden om Sjælland, altså over 40 miles omvej. Der var mange årsager for hånden, som stemte dem til at ønske sig igennem bommen efter 3 a 4 ugers rejse, på et farvand, som sædvanlig lægges tilbage i en snes timer. Den vigtigste var den, at deres små fartøjer, hvoraf nogle havde taget skade i isen, stod nu i fare for at ville blive knust mellem de andre store skibe, som dels var kommet og dels var udlagt for at gå bort, og som da vinden begyndte at blæse op fra nordvest, let kunne rage på hinanden.
At ingen skibe lades ind gennem bommen på søn- og helligdage, fatter man let er en god og fornøden orden. Men i et så ualmindeligt tilfælde, som det der træffer København i år, fordrer det almindelig tarv at reglen har undtagelse. Jeg var i mandags mellem mængden af stadens folk på toldboden og så et antal skive så stort og så tæt på hinanden, at jeg aldrig har set lige dertil. Jeg hørte nogle provinsskippere, der havde en del mennesker omkring sig, klage over at de ikke kunne komme ind i havnen med deres fartøjer, uagtet toldvæsnet havde på muligste måde lettet dem vejen dertil. Gå til Buntzen, råbte en af forsamlingen. Gå til kommandanten råbte en anden. Vi har været hos dem begge: Det er mod ordrer, svarer de. Gå til kronprinsen råbte flere. Han er præses for admiralitetet. Vi vil vise jer vejen til ham. Dette råd blev fulgt. Skipperne fik hans kongelige højhed i tale og det gode tilsagn, at der skulle komme ordre til at lade bommen ufortøvet oplukke. Men naturligvis tog det tid, inden ordren kunne komme vedkommende i hænde, på en dag og en tid da mange er ude at trække frisk luft. Henimod klokken 8 aften kom en admiral fra admiralitetet, som gav bådsmanden befaling at lade provisions-skibene gå gennem bommen. Dog måtte nøglen først hentes fra Holmens chef. Den kom kl. 9. Nu oplodes bommen, og idet varpningen gik for sig lovprisede det forsamlede folk kongens hulde søn, som i et øjeblik fattede at der gives tilfælde hvori instrukser kunne tåle undtagelse. O! at han ville engang for alle berige toldbodens chefs instruks med den klausul, at der i tillfælde som dette eller nåren særdeles gavnlig vind blæste, altid på begæring af skipperne skulle åbnes for dem. At toldbodens kommandant, der selv er sømand, og altså indser nytten, vil understøtte dette ønske, bør man love sig.
Skipperne og deres mandskab arbejdede hele natten i spillet, og morgenen tidlig var de på deres markedsplads. Skulle de have ventet til dagen efter, da de udgående skib endnu mere gøre farten gennem bommen besværlig, ville de ikke endnu i 2 dage have kommet op i havnen. Og rimelig ikke alle i behold.
De såkaldte pæreskuder var vigtigere for København end de store skibe med sukker, kaffe og tobak: Det nyttige måtte vige for det nødvendige.
den 14. maj 1799. Sincerus
(Politivennen Hæfte 5, nr. 56, den 18. maj 1799, s 881-885)
"Nu oplodes bommen, og idet varpningen gik for sig lovprisede det forsamlede folk kongens hulde søn" (Træsnit fra o. 1790 af kronprinsen og kronprinsessen)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar