20 november 2015

Bemærkningen paa en Reise til Helsingøer.

På en lystrejse til Helsingør og ved at passere den gamle Helsingør Landevej til Smidstrup og derfra over Hørsholm, befandtes vejen særdeles god, når undtages sandet på en del steder der i tørre somre i almindelighed er meget tungt at passere. Hvad der imidlertid på denne vej savnes er milepæle da man ingen steder kan se hvor langt man har kørt. På denne side af Skovshoved så vi først en sten, mere liggende end stående og som syntes at skulle betyde en milepæl, men enten hel, halv eller kvart, det skal ingen kunne sige, i det mindste ikke fra vognen eller vejen. Ligeledes ligger en på samme måde, som den før nævnte tildannet sten ved Skovshoved, straks syd for Strandmøllen ganske væltet og som synes også at skulle være en milepæl, men af hvad slags ved nok ingen. Straks nord for Skodsborg og retræte ligger også en sten af lige beskaffenhed som vel også skal være en milepæl, men på hvad distance fra København, vides ikke.

Mærkeligt nok er det efter hvad kusken fortalte at han i flere år har kørt denne vej langs stranden, og har set disse sten i al den tid ligge sådan, uagtet der hvert år skal blive afholdt et syn over vejene. Sært nok at der ikke er blevet taget nogen notits af disse sten og sammes oprejsning, ifald de som formodes betyder milepæle. Meget ville det glæde indsenderen om denne bemærkning måtte opvække vedkommende øvrigheds eller vejbestyrers opmærksomhed, og at disse ville forbarme sig over før nævnte sten og hjælpe dem til at stå oprejst og at tilkendegive øjemedet hvorfor de er sat, hvilket sikkert ville glæde enhver rejsende som passerer denne vej herefter.

(Politivennen nr. 345. Løverdagen den 10de August 1822, s. 5596-5597).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar