Jeg kom for føje tid siden i forretninger til byen som man siger. For ikke at sige første gang, så i det mindste for lang tid siden. Nu er det jo umuligt at vi landsbyfolk kan komme til kongens København og ikke se Prices komedie eller hvad de nu kalder ham på Vesterbro. Min kone og datter havde jeg taget med for at besøge en søster. Men for kort at komme til hvad jeg ville sige, vil jeg ikke fortælle om mine fruentimmers skrig når de så disse mennesker fare op i luften og den angst de kom i da den hvide mand, jeg tror de kaldte ham bajads, kom ned fra rebet. Han kom lige tæt til dem, for de var just kommet til at sidde på bænkene ved tovet. Og da hun kom svævede i luften, skød en bøsse af og gjorde allehånde kunster i den rene luft, lagde sig ned i luften og rejste sig op uden at have noget at ligge eller stå på. I det mindste må det blænde øjnene skønt det ikke går til med den sorte kunst.
Men jeg vil kun tale om den angst jeg selv kom i for ild. Jeg så at gardinerne og tæpperne fløj frem og tilbage, det blæste stærkt den aften omkring lysene og jeg var hvert øjeblik bange, ja alvorlig angst at dette papir eller lærred skulle fænge, himlen bevare os fra den ulykke, hvor mange mennesker ville da ikke blive lemlæstede, knust og forbrændt når alle ville styrte ud, og ilden ville snart fare over det hele bræddeskur. Jeg tænkte på den norske kirke vi nylig læste om i aviserne hvor 113 mennesker blev brændt mv. Jeg var så angst at jeg gerne ville have mine fruentimmer til at tage bort, men nu skulle de endelig se det til enden.
Pettoleti danser på line, formentlig på Vesterbro Morskabsteater, 1819. Teatret var Prices tredje og var åbnet 1818 i en træbygning med tegltag. På daværende tidspunkt var Pettoletti medinteressent i det kuhnske selskab.
Og da hun svævede i luften, drejede sine ildhjul og de mangel gnister faldt omkring, hvor let kunne en gnist ikke fænge! Og der behøves kun en gnist til at være årsag i en kirkes, ja en hel bys og mange menneskers ødelæggelse.
Men måske er jeg en tåbe. Måske det ikke var ild vi får. Og at de blændede øjnene på os. Men jeg kan sagtens tænke at i vores oplyste tider har den forsigtige og vise øvrighed sørget for alle ting såsom at forekomme at der ikke skal komme ild i alt det tilsyneladende let fængelige træ eller lærred - eller at man vil overlade til enhver som har lyst til at lade brænde levende, at udsætte sig for det. Det var jo himmelskrigende at sætte sig mod folkets frihed. Men det går nu som det vil, jeg har ingen lyst til det. Og agter såmænd ikke mere at komme og udsætte mig for det.
Men himlen givet at jeg må blive en falsk spåmand som den vejrprofet og så mange andre af det slags. Det sker dog vist engang, og jeg kan ikke nok så meget forundre mig at det ikke allerede er sket. Jeg har læst flere gange i aviserne, og det ikke endda så længe siden, at der er opfundet nogen farve eller anden smørelse hvormed man kan overstryge let brændbare sager så de ikke tændes, i det mindste ikke så de går i lue, og forbrændingen går meget langsomt for sig. Så fik man dog bedre tid at redde sig med hele arme og ben.
Alvorligt! Var det ikke en rimelig påstand at de entreprenører som tjener så dygtige penge blev strengt pålagt, under opsyn af kyndige at overstryge den hele kramkiste med sådant, både udvendigt og indvendigt, i fald sådan kan have noget nyttigt ved sig, var det endog kun den at vinde tid for de tilstedeværende til at redde sig. Og for de vedkommende at slukke.
1) Er denne store fjælehytte forsikret i brandkassen?
2. Kunne de huse få forsikring for sædvanlig præmie som ligger i nærheden af den? Derpå kunne sagkyndiges svar ønskes. Jeg ville ikke være den som forsikrede her.
(Politivennen nr. 346. Løverdagen den 17de August 1822, s. 5601-5605).
Det første Morskabsteater (1802-1808) blev grundlagt på Vesterbrogade overfor Skydebanen af James Price (1761-1805) og blev kaldt Det danske National-Sommertheater. Det andet hed Hanne Kuhns Sommerteater (1812-1816), opkaldt efter Prices enke Hanne Tott, gift med Franz Joseph Kuhn. Vesterbro Morskabstheater var Pricernes tredje teater med plads til omkring 700. Det lå på Vesterbrogade over for Skydebanen 1817-45.
Men jeg vil kun tale om den angst jeg selv kom i for ild. Jeg så at gardinerne og tæpperne fløj frem og tilbage, det blæste stærkt den aften omkring lysene og jeg var hvert øjeblik bange, ja alvorlig angst at dette papir eller lærred skulle fænge, himlen bevare os fra den ulykke, hvor mange mennesker ville da ikke blive lemlæstede, knust og forbrændt når alle ville styrte ud, og ilden ville snart fare over det hele bræddeskur. Jeg tænkte på den norske kirke vi nylig læste om i aviserne hvor 113 mennesker blev brændt mv. Jeg var så angst at jeg gerne ville have mine fruentimmer til at tage bort, men nu skulle de endelig se det til enden.
Og da hun svævede i luften, drejede sine ildhjul og de mangel gnister faldt omkring, hvor let kunne en gnist ikke fænge! Og der behøves kun en gnist til at være årsag i en kirkes, ja en hel bys og mange menneskers ødelæggelse.
Men måske er jeg en tåbe. Måske det ikke var ild vi får. Og at de blændede øjnene på os. Men jeg kan sagtens tænke at i vores oplyste tider har den forsigtige og vise øvrighed sørget for alle ting såsom at forekomme at der ikke skal komme ild i alt det tilsyneladende let fængelige træ eller lærred - eller at man vil overlade til enhver som har lyst til at lade brænde levende, at udsætte sig for det. Det var jo himmelskrigende at sætte sig mod folkets frihed. Men det går nu som det vil, jeg har ingen lyst til det. Og agter såmænd ikke mere at komme og udsætte mig for det.
Men himlen givet at jeg må blive en falsk spåmand som den vejrprofet og så mange andre af det slags. Det sker dog vist engang, og jeg kan ikke nok så meget forundre mig at det ikke allerede er sket. Jeg har læst flere gange i aviserne, og det ikke endda så længe siden, at der er opfundet nogen farve eller anden smørelse hvormed man kan overstryge let brændbare sager så de ikke tændes, i det mindste ikke så de går i lue, og forbrændingen går meget langsomt for sig. Så fik man dog bedre tid at redde sig med hele arme og ben.
Alvorligt! Var det ikke en rimelig påstand at de entreprenører som tjener så dygtige penge blev strengt pålagt, under opsyn af kyndige at overstryge den hele kramkiste med sådant, både udvendigt og indvendigt, i fald sådan kan have noget nyttigt ved sig, var det endog kun den at vinde tid for de tilstedeværende til at redde sig. Og for de vedkommende at slukke.
Slutningsspørgsmål.
1) Er denne store fjælehytte forsikret i brandkassen?
2. Kunne de huse få forsikring for sædvanlig præmie som ligger i nærheden af den? Derpå kunne sagkyndiges svar ønskes. Jeg ville ikke være den som forsikrede her.
(Politivennen nr. 346. Løverdagen den 17de August 1822, s. 5601-5605).
Redacteurens Anmærkning
Det første Morskabsteater (1802-1808) blev grundlagt på Vesterbrogade overfor Skydebanen af James Price (1761-1805) og blev kaldt Det danske National-Sommertheater. Det andet hed Hanne Kuhns Sommerteater (1812-1816), opkaldt efter Prices enke Hanne Tott, gift med Franz Joseph Kuhn. Vesterbro Morskabstheater var Pricernes tredje teater med plads til omkring 700. Det lå på Vesterbrogade over for Skydebanen 1817-45.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar