Flere af hovedstadens gader er i de senere år blevet brolagt, og det er unægteligt at den nye brolægningsmåde er særdeles god. Beklageligt er det kun at vandrenderne så ofte må efterses til stor skade for den gode brolægning.
At brolægningen må koste staden betydelige summer, er vel ikke at tvivle om. Og at flere gader højligt trænger til ny oplægning er alt for sandt.
Forrige sommer blev Gothersgade oplagt fra Kongens Nytorv til Kronprinsessegade, men at den resterende del af Gothersgade fra Kronprinsessegade til volden er i en meget mådelig forfatnig, og trænger til ny bro, vil enhver overbevise sig om der dagligt passerer dette strøg.
I denne sommer begyndtes med at lægge ny bro på Nørregade, og gadens beboere takkede højligt det respektive brolægningsvæsen for dette gode. Men ikke alle Nørregades beboere kunne istemme denne takkesang. Gaden blev kun brolagt fra Frue Kirke til Krystalgade, og den værste del af gaden, fra Krystalgade til volden, henligger i sin hulpende og stølpende forfatning, så man ikke kan andet end beklage den eller de der til vogns passerer denne ende af gaden.
Beboerne af Gothers- og Nørregades dårlige brolægningsdel venter snart at se denne mangel afhjulpet, og er i forvejen de høje vedkommende derfor forbundet.
(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9189-9190)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar