Det har ofte været indsenderen påfaldende at et par unge duer som dog er tillagt uden for stadens porte og hvoraf der skal svares 12 skilling i accisse, på visse tider kan sælges i København for 24 skilling. Men nu har han fået oplysning om hvorledes det kan gå til. Han har nemlig hos en der handler med duer, set en af de almindelige træmælkeflaske der var forsynet med prop og klud, ja endog besudlet med mælkeskum, hvori der lå 2 par unge duer. Flasken havde den indretning at når man trykkede på et af båndene, sprang den ene bund op og duerne kunne således indlægges og udtages af flasken. Denne oplysning kunne måske være kærkommen for en eller anden virksom accissebetjent og offentliggøres derfor her.
(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9685-9686)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar