31 januar 2016

Ønske til Vedkommende.

Søndag aften ved vægterråbet 12 ville anmelderen køre fra staden til sit hjem på Frederiksberg. Han passerede Vesterport og bommen, men da han nærmede sig underofficersvagten, blev han anholdt og det blev ham betydet at han ikke kunne passere videre da man just lukkede ravelinsporten. Hvor meget han end bad om at man ville tillade ham at passere, så blev dette ham dog nægtet, og han måtte nu vende om igen og køre gennems taden ud af Nørreport. Dette ophold og den ubehagelighed i mulm og mørke at måtte køre ad en længere vej, har frembragt det ønske som han vover at fremsætte for højere vedkommede, nemlig at der så snart folk udsendes for at lukke ravelinsporten, måtte fra portvagten henstilles en mand ved porten indtil at denne også var lukket for at varsle rejsende om at passagen var ophørt.

(Politivennen 469, løverdag 25. december 1824, s. 9369)

Om Jule-Træer

Det ville være synd og urimeligt at misunde den glade og lykkelige barndom at frydes ved det vi kalder juletræer, som på det seneste er blevet mere og mere i brug i mange familier og cirkler, eller at misunde de ømme og kærlige forældre den fest at tilberede og skænke deres børn og små venner juletræer. Man ser at forældrene omhyggeligt og nogle dage i forvejen, på et sted skjult for børnene, tilbereder disse juletræer, behængt med adskillige små ting som fx lys, illuminationer osv. som gør børnenes juletid ubeskrivelig lykkelige. Altså er skikken både uskyldig og god i sig selv. Kun beklageligt er det at den måde det foregår på har en anden skadelig følge, som vi her vil bemærke.

Man ser allerede, og har i nogle dage set, at aviserne annoncerer hvor juletræer var at få til købs. Man har set amagere og andre bønder sætte dem til salg på torvene og i gaderne. Det er nemlig toppen af unge taks-, gran eller andre nåletræer som for deres smukke og til hensigten passende dannelser er mest bekvem at sætte i baljer eller på anden måde til at opstilles. På disse hænger forældrene små foræringer, så synet af dette når dørene åbnes til helligdommen, fryder børnene. 


Man ser blandt disse mange unge træer som er trukket op af jorden med rode. Er det ikke skadeligt at ødelægge nogle hundrede årligt bare for en kort fornøjelse for børn i nogle dage. Og hvis det breder sig endnu mere, måske et stort antal af unge tilvoksende træer? Det træ der rykkes op med rode, er ødelagt. Og det træ hvis smukke top er hugget af, bliver forknyt og kan aldrig blive til et træ. Hvor let kan det ikke forlede en bonde til for at tjene nogle markedspenge ved at ødelægge træer der med flid har været plantet og hvis vækst er meget langsom. Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst.

"Hvor let kan den bonde der kører igennem en plantage, ikke forledes til at hugge eller rykke unge træer op for denne øjeblikkets gevinst" (Nok er det ikke vinter, men dette sted ved Frederiksberg Alle, malet af Christen Købke o. 1845-47 kunne da være et sted for en bonde at forsøge sig. Statens Museum for Kunst).

Det synes indsenderen uomgængeligt at forstvæsenet eller anden ansvarlig myndighed med grund og rimelighed burde udstede strengt forbud mod salg og brug af disse slags toppe og træer til nævnte juletræer.


Skulle en snedkermester ikke kunne finde på at udfærdige en passende opsats af pinde eller deslige til at bruge i stedet for juletræer. Forældre havde da den fordel at kunne gemme et sådant træ fra det ene år til det andet.


(Politivennen 469, løverdag 25. december 1824, s. 9365-9368)

30 januar 2016

Ubelejlige Hestepromenader.

Det var at ønske at ridning var indskrænket på volden som er et sted som vel mere er bestemt og beregnet for gående. Men da dette ville komme i strid med så mange smukke herrers tilbøjelighed at vise sig der med deres endnu smukkere heste, skønt vist nok ofte på bekostning af de stakkels damers bekvemmelighed, hører dette ønske til de fromme og derved får man lade det blive.

Derimod har man større håb om at det må blive forhindret at karle rører deres herrers heste i Filosofgangen, sædvanligvis om eftermiddagen i mørkningen da en flok sådanne ryttere farer frem og tilbage der. Mange spadserende aldrende folk bliver ulejliget ved det, og de nærboendes børn som sendes derhen for at få frisk luft og burde kunne være sikre der, udsættes for fare.

Disse karle bør henvises til ridebanen, men bedst for hestene var det at de gjorde en tur uden for portene hvor de rigtigt kunne røres og hvormed kun er forbundet den ulejlighed at mange klodrianer får at bestille med at vaske hestene, hvilket dog snart er gjort.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9345-9346)

"Bedst for hestene var det at de gjorde en tur uden for portene hvor de rigtigt kunne røres og hvormed kun er forbundet den ulejlighed at mange klodrianer får at bestille med at vaske hestene". (Vestervold og Vesterport, 1840. Københavns Museum).

Spørgsmaal.

Lørdag den 27. november var indsenderen på komedie for at overvære opførelsen af "Pernilles korte frøkenstand". Da hans økonomiske omstændigheder ikke tillod ham at gå i parkettet, tog han en billet til parterret. Men han blev meget forundret ved der at komme i selskab med adskillige som var iført korte trøjer og formodentlig var gårdskarle eller matroser. Sådan et selskab er ikke ønskeligt, især på et sted hvor man går hen for at more sig, og man er derfor så fri at spørge teaterdirektionen om de ord på plakaterne: "Ingen uvedkommende har adgang til teatret", ikke angår sådanne ringe klædte personer? Og i så fald håber man at de ansvarlige betjente for eftertiden alvorligt pålægges at overholde dette forbud. Men skulle disse ord blot angå personer der ikke har betalt entre, så kunne man ønske tilføjet: Ingen i arbejdstøj eller uanstændig dragt har adgang.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9341-9342)

"Han blev meget forundret ved der at komme i selskab med adskillige som var iført korte trøjer og formodentlig var gårdskarle eller matroser." (Matros, malet af Senn o. 1820)
 

Redacteurens Anmærkning

Pernilles korte Frøkenstand er en komedie af Ludvig Holberg fra 1727. En ældre mand skal bede om tilladelse til at hans svigersøn kan gifte sig med jomfru Leonora, men dette fornuftsægteskab søges ved list og intrige forpurret.

Ruder ude!

Børsens vist nok ikke elegante udvortes er allerede før i dette blad omtalt, og det ønske udtalt at se den oppudset. - Dog - den bærer endnu sin lappede kjole. En mangel synes imidlertid fornødent snart at råde bod på, nemlig de mange udslåede og udfaldne store vinduesruder, hvilket især er tilfældet på strækningen fra Slotsholmsvagt og hen til udgangen mod Christianshavn, langs plankeværket hvor man ser brædder, papir, bogbind osv. udfylde rudens plads.

Vedkommende butikker hos hvem denne mangel findes, bedes derfor ved at lade disse ruder indsætte (so uden tvivl er Deres pligt) at bidrage til Børsens anstændigere - udvortes.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9340-9341)

Om nogle Renovations-Karles Magelighed.

Da gaderenovationen ved en hensigtsvarende indretning blev påbudt ved at feje dem til siderne i stedet for at feje gaderne til midten, og det blev forbudt at kaste fejeskarn og andre urenligheder på gaden, blev det tillige ved en politiplakat bekendtgjort at foruden de to fastsatte fejedage om ugen til fastsat klokkeslæt for hver gade, skulle renovationsvognene tillige alle søgnedage indfinde sig til nævnte klokkeslæt for at modtage fejeskarnet med videre. 

I ovennævnte plakat blev det enhver pålagt at bringe fejeskarnet til vognen. Men karlene som kører disse vogne, har i almindelighed den skik ikke at ville modtage hvad vedkommende bringer til vognen, men påstår at enhver selv skal lægge det på vognen med mindre de får drikkepenge for det. De fleste er uvidende om nævnte plakats indhold eller kan ikke huske samme, og giver derfor disse karle hvad de forlanger, nemlig drikkepenge som disse også straks ved at benytte. For efter at have ladet sin skralde høre, forføjer skraldebassen sig i de værtshuse som der ikke er mangel på i enhver gade, ubekymret om de pågældende kan blive af med fejeskarnet ikke. Og til tidsspilde og tab for husbonden opholder han sig der hele og halve kvarterer ad gangen og en gang imellem længere, hvilket indsenderen heraf ofte har haft lejlighed til at erfare. 

"Karlene som kører disse vogne har i almindelighed den skik ikke at ville modtage hvad vedkommende bringer til vognen, men påstår at enhver selv skal lægge det på vognen med mindre de får drikkepenge for det." (En kludekælling og en skarnagerkarl med sin skralde. I baggrunden "styrter" en tjenestepige en fjerding skarn op i vognen. Lahdes kobbertryk).

Da det ikke er muligt for alle at holde en karl eller stærk pige som kan løfte snavset på vognen eller som har evne og lyst til at betale for det, må de finde sig i at få grove ord af disse karle, eller endog at de kører bort med skraldespanden når bringeren ikke har kræfter til at styrte det af. Det skete i forrige uge for en af indsenderens bekendte. En fornyet bekendtgørelse af allerede nævnte plakats indhold synes at kunne være nødvendig for at afværge disputser og grovheder.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9337-9339)

Ønske til vedkommende Øvrighed!

Da den såkaldte vragerbod som såvidt vides nu ikke længere benyttes efter sin oprindelige bestemmelse, men derimod ganske efter en privat mands forgodtbefindende, sandsynligvis uden at han derfor betaler noget til stadens kasse, så var det særdeles ønskeligt om den høje magistrat behageligst ville foranstalte nævnte bod bortlejet ved auktion til højstbydende. For der er aldeles ingen tvivl om at mange attrår rådighed over denne nyttige plads, og med fornøjelse ville betale en høj leje heraf.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9335-9336)

Om Øltapper- og Vertshuusholder Corporation.

På det tidspunkt denne korporation blev stiftet, var der som almindeligt bekendt kun nogle få som ønskede en sådan. Imidlertid fandt den sted. Følgerne har vist dens nytte. Så vidt vides består korporationen af 8 til 900 medlemmer der årligt må bidrage 1 rigsbankdaler sølv hvoraf skriveren nyder 200 rigsbankdaler og buddene 200 rigsbankdaler. Der må altså efter Søren Mathiesens regnebog blive en årlig beholdning på 4 til 500 rigsbankdaler sølv. Men hvor er den? Korporationen har nu bestået i 6 år og følgelig burde der være en beholdning på 2.400 til 3.000 rigsbankdaler i sølv i kassen. Men denne siges at være tom. Ja det er endog offentlig bekendtgjort at en af dens formænd er blevet suspenderet for en kassemangel på ca. 200 rigsbankdaler.

"At 8 til 900 mennesker skulle danne et selskab blot i den hensigt at en skriver (der lader sig betale for enhver juridisk forretning han foretager) og 2 bude kan have levebrød kan vel ikke formodes" (Vintappersvend. Lahdes kobbertryk)

Hvad vil enden blive? De gode mænd som har yndet korporationens stiftelse og befordret dens fremme, vil vist om ikke allerede nu så dog om kort tid føle det dårlige de har tilvejebragt og befordret. At 8 til 900 mennesker skulle danne et selskab blot i den hensigt at en skriver (der lader sig betale for enhver juridisk forretning han foretager) og 2 bude kan have levebrød kan vel ikke formodes, men er vel ikke utroligt. En stor den af korporationens medlemmer finder hele denne indretning for at være aldeles uhensigtsmæssig eftersom den som meldt kun medfører udgifter for interessenterne uden at disse nyder andre fordele end de havde forinden korporationen fandtes.

Enhver dømmer da der ikke attrås blind hengivenhed til det nedskrevne. En besynderlighed synes det også at være at kun nogle få udvalgte tilstedes adgang til korporationens forsamlinger. Andre og aldeles ikke få at vide hvad der i samme foretages. Det eneste visse er kontingentet.

(Politivennen nr. 467. Løverdagen den 11te December 1824, s. 9333-9335)


Redacteurens Anmærkning

Ulovlige beværtere og øltappere var vanskelige at opspore. Derfor havde et par værtshusholdere og en øltapper henvendt sig til Magistraten for at denne kunne tage initiativ til at danne en forening som alle værtshusholdere og øltappere var forpligtet til at lade sig registrere hos. Det skete ved reskript den 5. august 1818. Kontingentet var efter datidens forhold ret betydeligt. Skriverens opgave var at assistere formændene med skrivelser, holde orden i listen over interessenter og lave regnskab. Buddet indkrævet kontingent og alle forefaldende budarbejde. 

I 1824 blev øltappernes formand suspenderet og arresteret fordi han ikke kunne redegøre for et mindre beløb, endsige betale det. De fleste opfattede det tvungne medlemskab som en ekstraskat som man kun kunne slippe for hvis man blev for gammel, for syg eller for fattig. På artiklens tilblivelsestidspunkt var der to bataljer, dels mellem korporationens skriver, overretsprokurator Borup og foreningens repræsentanter, dels med formanden. De endte med at såvel formænd som repræsentanter måtte underskrive en erklæring hvori de tilbagekaldte udtalelserne om skriveren for at undgå en injuriesag. (Korporationen af Beværtere i Kjøbenhavn og Omegn 1818-1896. Enevoldsen & Andersen, 1896.

29 januar 2016

Farlig Spadseregang paa Volden.

Den tredje mølle fra Østerport, eller den der har stade nærmest det store krudttårn, står unægtelig på et for passagen på volden, meget ubelejligt sted. Men da den nu engang er der, og vanskeligt lader sig bortflytte, burde dens vingers nærværelse gøres så meget uskadelig som muligt. Det elendige stakitværk der for en del omgiver mølle, måtte forhøjes med fornøden stakitport for passagen fra og til møllen. Den nærtstående skildvagt kunne det jo befales at påse at den efter brugen straks igen tillukkedes. At megen ulykke såvel for voksne som i særdeleshed for børn, derved kujne forebygges, vil vist nok enhver der med opmærksomhed er kommet denne vej, indrømme. For ikke at forglemme hvor let ridendes eller kørendes heste på volden ved så tæt og næsten uden skillerum at passere møllevinger, kunne blive sky og afstedkomme stor ulykke. Anmelderen der erindrer sig det gamle ordsprog "det er for sent at tilkaste brønden når barnet allerede er druknet i den" beder derfor høje vedkommende om snarest muligt at afhjælpe dette onde.

(Politivennen nr. 466. Løverdagen den 4de December 1824, s. 9331-9332)

Anmodning til den høie Øvrighed, angaaende Borttagelsen af en Slamkiste, der er indrettet paa det nye anlagte Fisketorv.

Før Fisketorvet fik den nuværende skønne udbedring som unægteligt pryder hovedstaden meget, var der på dette torv anbragt 2 slamkister, som følge den ansvarlige høje øvrigheds foranstaltning blev afskaffet som usømmelige på et sted hvor lugten af fiskene undertiden er modbydelig nok, og hvor man altså bør være befriet for stank af de uhumskheder slamkister i almindelighed fyldes med. Enhver glædede sig over disse kisters afskaffelse. Men hvor forundret blev man ikke da man så at en af sådanne kister - formodentlig uden øvrighedens tilladelse -  er indrettet udenfor det forhenværende pramlavskontor og altså på Fisketorvet.

"Indsenderen er at den mening at såvel Gammelstrands beboere i særdeleshed, som de mange af stadens indbyggere der besøger Fisketorvet, ikke befinder sig så vel ved det som indretteren af denne møg- eller lokumskiste." (Gammelstrand med Fisketorvet af Juul, 1820. Københavns Museum).

Det er naturligvis indlysende at denne indretning er særdeles bekvem for ejeren af dette hus, da han kaster hestemøg i den, og andre måske endnu mere stinkende uhumskheder. Men indsenderen er at den mening at såvel Gammelstrands beboere i særdeleshed, som de mange af stadens indbyggere der besøger Fisketorvet, ikke befinder sig så vel ved det som indretteren af denne møg- eller lokumskiste. Derfor ønsker man ham der så vidt vides er boende ved Gammelstrand nr. 8, under mulkt for hver dag han er øvrighedens befaling overhørig, pålagt at borttage denne skarnkule som i høj grad vansirer stedet hvor den er anbragt, så meget mere da færdslen der forbi er meget betydelig.

(Politivennen nr. 466. Løverdagen den 4de December 1824, s. 9330-9331)

Redacteurens Anmærkning

Det er muligt at artiklen forveksler Ved Stranden 8 med Gammel Strand 8. I givet fald er der tale om adressen som siden 1859 har heddet Gammel Strand 36. Bygningen er fra 1801 og står der altså endnu.

Varsko paa Nørrebro.

På Nørrebro før man kommer til Bagergården, har nu i flere måneder stået et plankeværk til indhegning for den bygning som blev opført der. Nævnte plankeværk indtager hele fortovet lige til fliserne ved rendestenen, så at fodgængerne især om aftenen, umuligt kan passere samme uden enten at vade ud på den mod rendestenen skråt hældende og med skarn opfyldt bro, eller også forjaske deres klæder. Tømrermesteren som har besørget dette arbejde, røber ingen konduite ved at lade opføre et så langt udstrækkende plankeværk om en tomt. Lægges nu hertil at Nørrebro mangler belysning, og at den modsatte side er en jordvej, som for det meste om efteråret er ufremkommelig på grund af morads, så også at ejeren af plankeværket ikke har værdiget sine medmennesker den opmærksomhed at lade udhænge en lygte på dette sted om aftenen for at afværge uheld, så synes denne hans fremgangsmåde så meget mere at kvalificere sig til offentlig påanke, som at man ikke kan begribe hvorfor dette plankeværk endnu henstår unedbrudt da bygningerne ikke alene forlængst er færdig udvendig, men endog forsynet med vinduesskodder. Skulle ejeren ikke være at formå til uopholdeligt at lade dette plankeværk nedbryde, så forventer man at de ansvarlige pålægger ham en vis frist, inden hvilken samme skal være borttaget og imidlertid forsynes med tændte lygter hver aften for at fodgængerne kan se samme, og vogte sig for alle de uheld som kunne følge af i mørke at støde på dette farlige sted.

(Politivennen nr. 466. Løverdagen den 4de December 1824, s. 9328-9329)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 469, 25. december 1824 blev det oplyst at plankeværket var blevet nedtaget den 3. december, mens bladet var i trykken. 

Er De en Rangsperson.

Ved flere gange om året at rejse til og fra Fyn er anmelderen hver gang han passerede vagten ved landporten i Nyborg blevet stoppet med dette spørgsmål. Svarer man ja, så må man opgive sin stand og karakter. Svarer man derimod nej, kan man uden videre køre sin vej. Da alle rejsende må lade sit pas visere, er dette spørgsmål højst påfaldende. Og især må det forekomme en fremmed besynderlig at dette vigtige spørgsmål kun angår rangspersoner, hvorimod de som ingen titel har, ikke værdiges legitimation. Mange rangspersoner svarer ofte nej for ikke at blive videre opholdt. Og omvendt giver mange ikke rangspersoner sig karakter for sjovs skyld. Så dette spørgsmål må ønskes afskaffet dersom det ikke har en anden hensigt end at tilfredsstille spørgerens nysgerrighed.

(Politivennen nr. 466. Løverdagen den 4de December 1824, s. 9327)

"Ved flere gange om året at rejse til og fra Fyn er anmelderen hver gang han passerede vagten ved landporten i Nyborg blevet stoppet." (Havnen ved Nyborg. I forgrunden kutteren "Neptun". Friedrich Theodore Kloss, 1840. Statens Museum for Kunst).

Redacteurens Anmærkning

En noget mere positiv beskrivelse af en rejsende findes i aritklen "En Reisendes Bemærkning over Nyborg." Politivennen nr. 1000, lørdag den 28. februar 1835, s. 133-134. 

Svar fra Hattemagersvendene.

I anledning af et i nr. 463 af dette blad indrykket stykket, med titlen "En munter Liigfærd" tjener følgende til berigtigelse at forfatteren af dette stykke enten må have et personligt had til en enkelt blandt os, eller også ved en fejl underretning må være blevet forledt til at nedsætte et helt lavs agtelse i publikums øjne. Han har blandt andre usandheder anført at vi til langt ud på natten sang og klinkede. Det er aldeles urigtigt, da vi alle var borte inden kl. 4 om eftermiddagen. Endvidere at det var sket den 28. forrige måned, hvilket er lige så falsk. 

Den sande sammenhæng af sagen var denne: En af vores kolleger, den ældste blandt os, var død og blev den 11. i forrige måned ledsaget til sit hvilested af os alle. Da hans huslejlighed ikke var stor nok til at rumme det talrige personale der fulgte ham til graven, besluttede vi på vores herberg at nyde de forfriskninger som den afdødes forfatning ikke tillod at yde os. Vores forsamling der skiltes ad inden kl. 4 om eftermiddagen foregik uden al støj og larm. 

Forfatteren af dette stykke må altså hvis han ikke af ondskab har søgt at sværte os, været fejl underrettet. Det kan så meget des lettere være tilfældet at det var håndværkere fx barberer som har deres deres forsamlingssted i samme hus. Og har der altså den nævnte tid fundet noget drikkesamkvem eller lystighed sted, hvilket vi hverken vil benægte eller bekræfte, så har de deltagende været personer som er hattemagersvendenes samfund aldeles uvedkommende.

På egne og kollegers vegne
H. Vithe   H. E. Poulsen

(Politivennen nr. 465. Løverdagen den 27de November 1824, s. 9305-9307)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på Politivennen nr. 463. 13. november 1824

28 januar 2016

Bøn om en forandring paa Dampskibet Caledonia.

Man er overbevist om at ejeren af dampskibet Caledonia gerne opfylder en begæring hvis opfyldelse ville være meget kær for mange, om omkostningerne i så henseende ikke betydelige. Derfor tillader man sig at ønske at nævnte dampskib for fremtiden indrettes således (fx ved et simpelt gitter) at anden plads ikke bliver benyttet fælles med tyende eftersom mangel af formue dog ikke på andet sted i almindelighed nøder til at søge sådannes selskab. 

Allerubehageligst er samkvemmet imidlertid ved det såkaldte Table d'hote hvor indsenderen har set en doktor theologiæ og sognepræst sidde mellem en kusk og en tjener. For en højere rangsperson kan jo desuden det tilfælde indtræffe når han ønsker varm spise ombord og ikke har evne til at betale for 1. plads. Dersom man for fremtiden derimod iagttog en forskel der imellem de forskellige stænder jo som oftest gælder til lands, er indsenderen forvisset om at der vil findes flere deltagende i spisningen ombord end hidtil har fundet sted, og enhver vil være dampskibets ejer tak skyldig.

(Politivennen nr. 464. Løverdagen den 20de November 1824, s. 9292-9293)

"Ejeren af dampskibet Caledonia opfylder gerne en begæring hvis opfyldelse ville være meget kær for mange." (Passagerer sættes ud til dampskibet Caledonia. C. W. Eckersberg. Statens Museum for Kunst).

Redacteurens Anmærkning

Table d'hote er direkte oversat værtens bord, eller "fælles måltid med en forud sammensat menu og fastsat pris". Om Caledonia, se Redacteurens Anmærkning den 5. juni 1819.

En bekendtgørelse i Adresseavisen, 22. oktober 1822 om reparation af Caledonia:
At Damppaketskibet Caledonia nu er opsat paa en Beding paa det bodenhoffske Skibsværft, har man troet at burde bringe til offentlig Kundskab, for at Enhver, som maatte have Interesse, enten for at ondersöge dette Skibs Construction, eller for at overbeviise sig om, hvorledes det bliver istandsat, kan tage samme i Öiesyn.
Damppaketfartens Comptoir, den 21de October 1822.

Et Ønske angaaende Fodstien paa Strandveien.

Da fodvejen fra Østerbro langs ad Strandvejen blev anlagt, var hensigten dermed vist ikke alene den at skaffe de spadserende om sommeren en tør og behagelig promenade, men vist også at den skulle være til nytte for det store antal fodgængere der af nødvendighed om vinteren må passere denne alfarvej. Til disse hører især de flere på denne vej boende næringsdrivende, til staden hørende indbyggere, og de der fra staden står i forbindelse med disse, de hver dag til staden fra Skovshoved og Taarbæk vandrende fiskerkoner samt et stort antal frugtsælgere fra de mange langs med Strandvejen anlagte haver. Alle disse har vist den største føje om vinteren at beklage sig over denne fodvej der i denne årstid aldeles ikke svarer til sin hensigt, men for en stor del ligner et morads hvori der må vades indtil over anklerne. Fra det sidste stykke langs med Øster Fælled henimod Lille Vibenhus og så fremdeles må man man man ikke ganske vil synke ned, søge grøften og bestandigt omfavne træerne der vel heller ikke har godt af de vedvarende omfavnelser, men klæderne langt mindre. Fodtøjet lider også overordentligt, og en ynk er det at se de stakkels fiskerkoner væde her med deres tunge byrde.

Den høje magistrat som med så megen omhu sørger for gadernes reparation og renlighed i staden selv, er vist nok uvidende om denne fodvejs slethed, for ellers ville den vist med lige kærlighedsfuld omsorg have sørget for de udenfor staden boende borgeres tarv i denne henseende, og ved altså at gøre opmærksom derpå, nærer man tillidsfuldt det ønske at denne fodstis reparation snarest måtte foretages. Man formoder at en del læs strandsand påkørt, uden stor bekostning ville gøre denne vej passabel. Ønskeligt ville det tillige være om det efter vejens reparation blev vedkommende der har sor færdsel og udkørsel fra deres ejendomme over denne vej, pålagt at vedligeholde fordvejen udenfor deres porte, eller i det mindste som hidtil aldrig har været tilfældet, at holde samme ren.

Ved denne lejlighed kan man heller ikke undlade at gøre det køje kommandantskab opmærksom på at Østerport også undertiden på grund af mangel af tilbørlig fejning, er slem at passere.

(Politivennen nr. 464. Løverdagen den 20de November 1824, s. 9290-9292)

Varsko.

Anmelderen er ved ofte såvel om dagen som om aftenen at gå forbi Thotts palæ på Kongens Nytorv blevet opmærksom på nogle personer som dels står i porten, dels uden for på fortovet og gør bemærkninger om de forbigående. Foruden at det er ubehageligt at være udsat for, og at måtte høre på disse personers kritiserende vittigheder, er det også fælt at se på at en del arbejdsløse mennesker står således i en skadelig ørkesløshed. Man tager sig derfor den frihed at bede portneren sammesteds at undersøge om disse personer hører til gården og i så fald at henvise dem til deres dont, eller i andet tilfælde at jage disse dagdrivere fra porten.

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9279-9280)

"Nogle personer som dels står i porten, dels uden for på fortovet og gør bemærkninger om de forbigående" (Thotts Palæ på Kongens Nytorv, 2016. Eget foto)

Dito til Politieassistenten på Østerbro.

Da der nu kun er en politiassistent til hvem samtlige forstæders indbyggere i påkommende tilfælde må henvende sig, så tager man sig den frihed at fremsætte det ønske at nærværende politiassistent som nu bor alleryderst på Blegdamsvej ved Østerbro og altså fjernt fra den største del af dem som skulle søge ham, ville vælge en bopæl der omtrent ligger i midten af distriktet. Om endog denne valgtes i byen selv ville den være mindre fjernt for mængden end den nuværende er. For fx de som bor langt ude på Vesterbro har henimod ½ mil til samme og at gå denne vej frem og tilbage i søleføre på en ublid årstid er for de mande der fx skal have deres skudsmål påtegnet just ikke behageligt.

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9277-9278)

"Nærværende politiassistent som nu bor alleryderst på Blegdamsvej ved Østerbro og altså fjernt fra den største del af dem som skulle søge ham, kunne vælge en bopæl der omtrent ligger i midten af distriktet." (Gade på Østerbro i morgenlys. Christen Købke, 1836. Statens Museum for Kunst).

Om Værelser for fattige Folk.

(Slutning; se nr. 461)

Der findes mange uformuende mænd eller koner som ser sig i stand til at tjene livets ophold ved at arbejde i fabrikker, at gå som bud eller ved andre beskæftigelse. Men at udrede en dyr husleje 2 gange årligt formår de ikke. De bliver nødt til at sælge eller pantsætte deres smule ejendom, og til sidst skilt fra denne og nedbøjet af fattigdom og sorger, må underholdes på medborgernes bekostning.

Trøst og hjælp for mange ville det derfor være om her i staden fandtes bygninger hvori småfolk kunne få værelser for 6 til 7 rigsbankdaler halvårligt. Men da det kan vare længe inden en eller anden bygningsentreprenør kommer på den tanke at en bygning af tilstrækkelig størrelse, blot indrettet til fattige lejere, ville lønne sin bygherre lige så rigelig som nogen anden, så kan man ikke undlade at ønske at den eller de autoriteter som bør påse at der er et rigtigt forhold mellem antallet af bygninger til dyre lejligheder og af dem til ringe, fandt sted, ville ved at opføre en eller flere sådanne bygninger give private byggelystne et gavnligt eksempel.

Indsenderen heraf er ikke nogen bygningskyndig og ønsker at en eller anden af vores duelige arkitekter offentligt ville fremsætte en plan og beregning over en sådan bygnings opførelse. Indsenderen tillader sig imidlertid at fremsætte sin ide. En sådan bygning burde være i det mindste 100 alen i længde og have en dertil passende bredde. Den burde bestå af flere etager og enhver af disse indeholde værelser på 4 alen i kvadrat. Denne størrelse ville være tilstrækkelig når man betænker at de som lejede dem, for det meste var ude om dagen, og altså kun brugte dem til at sove i. Og for familier kunne der måske træffes den foranstaltning at disse blev overladt 2 værelser som ved en dør kunne sættes i forbindelse. Midt igennem hver etage burde der være en gang hvortil alle værelser havde udgang. Denne gang kunne opvarmes af 2 kakkelovne, da så ingen behøvedes i værelserne, ligesom 1 eller 2 fælles skorstene ville være tilstrækkelig i hver etage. Det ville blive nødvendigt at en mand under navn af portner eller sådant måtte ansættes for at have opsyn med bygningen og påse orden blandt så mange mennesker. Og når nu denne mand hver morgen var forpligtet til, mod en ringe godtgørelse at forsyne dem af beboerne som ønskede det med kogt vand, så ville dette være en bekvemmelighed for disse og en besparelse af brændsel, som falder den fattige så dyr og ofte vanskeligt at tilvejebringe.

I den bedste mening, skønt ufuldkomment har forfatteren fremsat sit ønske om bygningers opførelse til hjælp for småfolk. Han beder at mere kyndige nøje ville udvikle og forbedre hans ide, muligvis ville den da vække højere velgørende opmærksomhed. Dette håb synes han at turde nære når man tager hensyn til at en stor del bygninger endnu ligger uopbyggede, hvorved trangen til simple boliger er så meget større at byggegrunde, fx ved volden ville fås for et godt køb og at bygningsmaterialerne just ikke kan siges at være så dyre

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9273-9276)

En munter Liigfærd.

Hr. Udgiver!

Torsdag aften den 28. oktober besøgte jeg en syg ven hos hvem jeg skulle våge om natten. Han bor i Bredgade i nærheden af hattemagersvendenes herberg som er i nr. 200. Hele aftenen til lige ud på natten hørte vi sang, klinken og hurra-råb når der blev drukket skåler, hvoriblandt værtens ikke blev glemt. Da jeg hos en nærboende forhørte mig om årsagen til denne fest, der forekom mig usædvanlig på en dag da det ikke var krodag, fortalte han mig at i dag var en hattemagersvend blevet begravet. Ligbærerne og ligfølget som bestod af hattemagersvende, var om formiddagen kommet kørende til herberget hvor de samlede sig og derpå tog til lighuset. Efter at den døde var begravet, kørte man alle igen til herberget for at drikke den afdødes gravøl, og at det var det man var i færd med. Hvad synes De om denne skik?


(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9272-9273)


Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 465. 27. november 1824.

Adressen Norgesgade 200 skiftede i 1859 til Norgesgade 11 og i 1877 til Bredgade 11. Adressen eksisterer ikke længere. Den lå nogenlunde hvor Palægade blev anlagt i 1870'erne.

Svar fra Kromanden i Hedehusene.

Af en ven i København er jeg blevet underrettet om et i Politivennen nr. 458 indrykket stykke angående mig, og finder det fornødent, ikke for at besvare indsenderen, men for at afvende den skadelige virkning som en bekendtgørelse af den slags hvor ugrundet den end er, kan have på min næringsvej, at bekendtgøre: At siden jeg tiltrådte Hedehuskroen er der ved denne ejendom indsat to pumper som tilstrækkeligt forsyner de rejsende, såvel som mig med det vand vi bruger, og desuden indeholder det omtalte vandsted, ikke som anført 2 til 3 tønder, men 2 til 3 hundrede tønder vand. I øvrigt ville jeg være indsenderen, såvel som enhver der for eftertiden skulle finde sig beføjet til at give mig råd hvor overflødige disse end kunne være, særdeles forbundet når de i stedet for at anmelde dem i et blad, hvor de mere ligner en anke, ville behage at henvende sig til mig selv.

Hedehuskroen den 6. november 1824.
C. Christensen.

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9271-9272)

27 januar 2016

Et Par Ord i Anledning af den anonyme Kritik i Conversationsbladet No. 14.

I Politivennen nr. 460 er indført nogle spørgsmål i anledning af en bedømmelse af nogle præsters taler i St. Petri Kirke, indrykket i Conversationsbladet nr. 11. I et slags svar på disse spørgsmål har en unævnt i Conversationsbladet nr. 14 tilladt sig at fremsætte den beskyldning mod bladet Politivennen at det havde omtalt hr. pastor Grundtvig på en meget oprørende måde. Som bladets udgiver bliver jeg nødsaget at tage til genmæle og aldeles benægte dette. Vel har der i Politivennen været fremsat et spørgsmål til hr. pastor Grundtvig i anledning af en formentlig afvigelse fra den indførte ritual den dag han indtrådte sit embede. Men det er så langt fra at dette spørgsmål var fremsat på en oprørende måde at det endog ikke kan kaldes ubeskedent. Havde det i ringeste måde været fornærmende for hr. pastoren da ville, kunne og burde denne mand som både er agtet som skribent og religionslærer, vist ikke have tiet dertil. Og da hverken hr. Grundtvig eller nogen anden præst er omtalt på nogen oprørende måde i Politivennen i al den tid jeg har udgivet samme, så opfordres beskylderen til at bevise sin beskyldning, eller at tage sin usandhed tilbage.

"Hverken hr. Grundtvig eller nogen anden præst er omtalt på nogen oprørende måde i Politivennen i al den tid jeg har udgivet samme". (N. F. S. Grundtvig. Træsnit af Johan Frederik Rosenstand. Statens Museum for Kunst)

De øvrige ironiske udladninger om Politivennens ædle stil osv. ænser jeg aldeles ikke. Kun vil jeg gøre kritikeren opmærksom på at de fleste indsendte bidrag indføres således som de er. Og hvad min egen stil angår, da er det vel ikke fejlfri, eftersom en 30 års forskellige sysler for at ernære mig og familie ikke har tilladt mig, som hr. kritikeren der muligvis på en lettere måde har fundet til udkomme, at granske nøje over vores sprogs etymologi og retskrivning. Denne sidste er så vaklende og ubestemt at man for kort tid siden har ført en lang og endnu uafgjort strid om brugen af i og j. Men dog tror jeg at turde mene at det er forståeligt for enhver der kan læse dansk. Jeg har altid søgt at lempe mine udtryk efter den omhandlede materie og således vil jeg vedblive. Jeg kan ikke undlade at kalde den en hykler som skriver eller taler imod sin overbevisning, og den en tyv som stjæler, hvad enten uædle ville finde min stil ædel eller ædle finde den uædel. 

Da jeg ikke har læst Conversationsbladets nr. 11 før nr. 14 var udkommet, så vil man vel fritage mig for videre del i omhandlede spørgsmål i Politivennen, end at jeg som redaktør har modtaget dem til indrykkelse. Imidlertid vil jeg ingenlunde nægte at skønt jeg er af den mening at den gejstlige embedsmand ikke bør være mere fri for offentlig omtale end den militære eller civile, finder jeg det derimod upassende at anmelde en gejstlig talers mundtlige foredrag som en skuespillers på scenen udførte roller, at rive enkelte sætninger ud af sammenhængen og forklare disse efter eget forgodtbefindende. For derved nedværdiges standen og den svagere i ånden forarges. Men det ville være højst skadeligt hvis det blev tilladt at fremsætte meninger i sådanne bedømmelser der, hvis de blev almindeligt antagne, ville sætte os tilbage på det punkt hvorpå vi stod før Luthers reformation, og udbreder intolerance, munkevæsen og jesuitisme. Ja muligvis bane vejen for indførelsen af en inkvisition, for hvis gyseligheder ethvert tænkende menneske må bede: Fri os, kære Herre Gud!


Udgiveren.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9263-9267)

Redacteurens Anmærkning

Det omtalte artikel om Grundtvig er fra december 1822 hvor der også var en gensvar.

Politivennens Skoe passe ei til Minnis Caffe.

Da man ikke opslider sine sko på det sted hvor de købes, så har hr. kaptajn Kristen Kristensen imod sædvane gjort en urigtig sammenligning i oven nævnte, i forrige nummer af Politivennen omhandlede hensyn. Hvem kan nemlig nægte at opholdet i en smuk og smukt beliggende huslejlighed bør betales dyrere end i en dårlig og dårligt beliggende? Var dette ikke tilfældet, måtte jo lejen være lige så lav på Kongens Nytorv som i Peder Madsens Gang hvor man derimod lige så godt kan købe sine sko som på ethvert andet sted da de ikke skal benyttes der. - Kafeen ligner en bosiddende - skoene ligner en landstryger! om jeg ellers tør sammenligne så dristigt hvilket dog vel er tilladt i en tid da en ytring blot behøver at synes lidt halvgal for at vinde navn af genial.

* * *

Det er et sandt ordsprog: "Hvem som blander sig i andres tvist, får skam til tak for sin flid til sidst." I den tanke at bidrage til at ende striden om Minnis kaffe før den blev alt for grumset, fremsatte jeg min mening om sagen. Men jeg erfarer at man ønsker ingen mægler. For allerede rykker nu det ene parti frem med sine lette tropper imod mig. Jeg får da, på kloge generalers vis, trække mig tilbage i tide og med god orden, overladende til almenheden om den i sin dom vil antage vittigheder for grunde.

Udg.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9262-9263)

Fornødent Gjensvar til Hr. Minnis Caffeforsvarer.

Af de første dunkle linjer i kaffeforsvaret må man formode at deri ligger en hentydning til en nyligt forefalden tildragelse, og til vor tids bagvendte adfærd overhovedet. Men da dette er indsenderen heraf uvedkommende, vil han helst gå lige til meningen, og drøfte hvad forsvareren med hensyn til den egentlige genstand har fremsat.

1) Taler kaffeforsvareren om forstanderen (?!) for Minnis kaffehus hvis forsikring man skal nøjes med at en lille kop kaffe koster han selv 8 skilling!! Men hvorledes kan han da for 4 år siden sælge den for 12 skilling? For da kaffebønner dengang kostede over dobbelt mod nu, måtte jo den tid en lille kop kaffe, efter den måletstok, kost ham selv omtrent 1 mark!! Ifølge en gammel dansk afhandling om kaffedrikkens skadelighed, giver 1 lod kaffebønner 2½ kop ludstærk kaffe, hvilket Minnis ikke engang er. Da nu et dansk pund har 32 lod, giver samme 80 kopper ludstærk kaffe. Dette bliver altså når 1 pund kaffe koster 2 mark 12 skilling for hver kop kun lidt over en halv rigsbankdaler. Læg nu dertil fløde 1 skilling, summa summarum 3½ skilling. Skulle nu ikke hr. Minni kunne anses fyldestgørende betalt når han fik 8 skilling hvilket allerede er over 100 procent? Og hvad skulle den have der lader sig så horribelt betale for en nødvendighedsartikel: en adfærd hvorved et helt publikum fornærmes.

2) Taler kaffeadvokaten om Minnis høje husleje, hurtige opvartning og det anstændige selskab der findes. Som bekendt er Minni selv ejer af det hus han bor i, og lader sig uden tvivl således betale af sine lejere, at han selv bor husfrit eller for en ubetydelig leje, hvilket jo næsten alle husværter med en slags føje, sørger for. Desuden kan som også Politivennens udgiver meget rigtigt har anmærket, høj husleje ikke tjene til forsvar for en konditor, lige så lidt som en skomager eller skrædder. Skal publikum bære en byrde, som nærige husejere pålægger, og som ubesindige lejere er så dårlige at påtage sig? Desuden lever konditorerne ikke af kaffesalg alene. For det er den mindste del af deres næringsvej. De sælger mangfoldige slags kager og slikkerier, og udskænker tillige chokolade, punch, rom, liker, biskop, limonade. De har større rettigheder end andre værtshusholdere, hvem skal da netop den nødvendigste artikel især bære udgifterne? - Videre: er ikke hurtig opvartning enhver værtshusholders pligt, hans lokale være nok så elegant? Eller skal han have ret til ublu betaling for at kunne holde "soldater og matroser" borte, når han derved tillige holder den dannede uformuende borte, som altså når han vil være ærlig betaler, nødes til at søge slettere selskab, hvorpå adskillige eksempler kunne anføres, og at overlade pladsen til enkelte formuende og til pralende, men dårlige betalere som tager på kredit og derfor ikke bekymrer sig om prisen? - Rudersdals m. fl. kroer har også værelser for galante folk. Men aldrig har man hørt at øvrigheden ved at sætte den månedlige takst tog hensyn til ovennævnte omstændighed: Folk af de lavere klasser kan man jo vise ud, hvilket Minni vel også ville gøre når et selskab lystige håndværkssvende af de lavere professioner eller nyligt hjemkomne matroser som ikke brød sig om penge, fik lyst til at drikke kaffe til 12 skilling koppen. Det samme ville ske i enhver honet billardstue og restauration når mennesket af de laveste stænder fik indfald at trænge sig derind.

Havde konditorforsvareren læst med opmærksomhed, da ville han have set at det indsendte stykke blot eller dog især gik ud på at foreslå en takst for sådanne kaffeskænkere, ligesom for andre værtshuholdere, teskænkere, kroholdere og gæstgivere. Men dette tager han ikke mindste hensyn til. Finder øvrigheden at udlændinge skulle have højere, ja dobbelt betaling mod indfødte (hvis lokale til dels såvel her i staden som i adskillige landevejskroerne er lige så godt som Minnis), da før man finde sig deri. Men indtil dette sker, tillader man sig at tro at den pengepose disse fremmede medtager, når de vender det velvillige Danmark ryggen, nok så meget kan fyldes ved at sælge nødvendige, æg og smør fordyrende, landet aldeles ingen nyttebringende fabrikanter uden just at berige sig ved nødvendighedsartikler. Slemt nok at man skal erindre disse udlændinge om noget som beskedenhed og erkendtlighed burde tilsige dem. Men endnu værre er det at der findes danske, som skingrende forsvarer sådan fremfærd og styrker dem deri. Hvad under om de hos sig selv gentager Spaziers udråb i Heibergs komedie Virtuosen: "Ha ha ha ha! die dummen Dänen!" og ubekymret fortsætte en fremgangsmåde som de skønt de føler dens urimelighed, tror at være god nok til dem der vil tåle den.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9253-9258)

26 januar 2016

Uordener

5) På hjørnet af Vognmagergade og Møntergade, første sal, sidste fag om til Vognmagergade, blev forbigående personer mandag den 2. om aftenen kl. 11 hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer. Da de pågældende udtrykte misfornøjelse over det, blev de gengældt med skældsord. Man håber at sådant for eftertiden ikke mere vil finde sted, men at gående får lov til at vandre i fred.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9252)

"Forbigående personer blev hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer." (Det ene af de fire hjørnehuse Gammel Mønt/Vognmagergade- Møntergade. De tre andre er alle nyere bygninger. Huset er opført 1734 og et af de få ildebrandshuse der ikke er blevet forhøjet med nogle etager. Det er fredet. Eget foto, 2015)

Svar til Caffemanden.

I vort kunstdommer-old hvis mange åndrige trompeterer ofte først viser deres tilværelse ved det nej de med vigtig mine udtaler, hvor alle fornuftige ville sige ja, kan det ikke forundre at også Minnis kaffe vejes på tidens kritiske vægtskål. Vel er dennes vejen, vragen og målen allerede i så dårligt rygte at foragtende tavshed som oftest er det rigtigste svar. men da mange, skønt urigtigt tror at den som tier har uret, så meddeles herved følgende svar til kaffemanden i nr. 460 af Politivennen, fra en mand som i adskillige år dagligt har drukket sin kaffe hos Minni, og med fornøjelse betalt for samme bestemte pris.

Så vist det er at man i de almindelige, simple kaffehuse i kældre og kipper kan få en kop kaffe for måske 6 skilling, så vist er det også at nævnte kaffe med tilbehør, huslejlighed og selskab er derefter. At derimod Minnis kaffe med tilbehør koster ham selv 8 skilling, vll kunne erfares af enhver som det måtte behage at henvende sig til hans kaffehus' forstander, og at han med hensyn til hurtig opvartning, smuk huslejlighed og det selskab der findes i hans kaffehus, ikke kan have mindre end 4 skilling i fordel, det vil nok selv den urimeligste indrømme. Kaffens bedre køb nu end for nogle år siden beviser blot at Minne den gang endnu havde mindre fordel.

til slut gier man sig den frihed at anbefale den sparsommelige kaffemand de steder som besøges af den simplere klasse, i hvis selskab han vist vil finde både mad og drikke langt bedre køb end hos fx Parau og Minni der endog ifølge borgerbrev ikke må beværte uden personer af de dannede stænder. Ved de laveste priser ville de udsætte sig og deres gæster for søgning og selskab af soldater og matroser.

* * *

Uagtet udgiveren ikke af nogen af de stridende parter er anmodet om at give sin stemme i denne sag, kan han dog ikke undlade her at sige sin mening, og den er da at han finder den nævnte kaffepris for høj, med mindre hr. Minni derved havde til hensigt at holde sådanne personer borte fra sin restauration som han ikke kunne være bekendt at beværte i selskab med dannede besøgere. Men da den nævnte betaling må betales af enhver, og da dannede just ikke altid er rige eller formuende, så at de kan tåle en sådan udgift et par gange dagligt, var det vel muligt derved kunne bevirkes, at disse enten måtte nægte sig en nydelse hvori de fandt behag, eller søge at tilfredsstille den på simplere steder og i mindre behageligt selskab. Mindre, men hyppigere fordel er desuden at foretrække en større som falder sjældent. Også menes der at dyr huslejlighed ikke kan berettige til overdreven betaling, for ellers kunne jo f en skomager der giver 800 rigsbankdaler i leje af en butik på Østergade, forlange 4 gange så meget for et par sko som den der bebor en lejlighed til 200 rigsbankdaler i en anden gade.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9246-9249)

Det Kongelige Theater.

Indsenderen af dette har meget længe ønsket at se Jægerbruden. Dette mit ønske er hidtil ikke blevet opfyldt. For mange gange har jeg set stykket annonceret til opførelse, men når dagen kom på hvilken det var bestemt at opføres, da var det gerne forandret *) og jeg måtte lade mig nøjes med den undskyldning: på grund af indtruffet forhindring kunne det ikke opføres.

Der er vist mange der er enige med indsenderen, at det er meget ubehageligt således og så ofte at se sig skuffet i sin forventning. Især når tilfældet er som torsdag den 21. oktober at man i stedet for Jægerbruden ikke engang blev opvartet med et andet smukt syngestykke, men måtte lade sig nøjes med en komedie.

"For så mange gange har jeg set stykket annonceret til opførelse, men når dagen kom på hvilken det var bestemt at opføres, da var det gerne forandre". (Det indvendige af Det kgl. teater under fremstillingen af Jacob v. Thyboe. C.F. Christensen, 1820-1830. Statens Museum for Kunst). 

Jeg kan heller ikke undlade ved denne lejlighed at anføre følgende. Forrige sæson blev den indretning foranstaltet fra teatrets side at et stykkes forandring skulle tilkendegives ved kulørte plakater. Dette har ikke været tilfældet denne sæson.

Til slut nærer man det ønske forhåbentlig snart at måtte se opført følgende stykker der interesserer såvel ved den herlige musik som også ved det fortræffelige minespil. Nemlig: Romeo og Julie, Lagertha, Rolf Blåskæg, syngestykket Azemia m. fl.

*) Dette er jo også tilfældet med så mange andre stykker der er bestemt til opførelse.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9245-9246)

Redacteurens Anmærkning

Jægerbruden (Der Freischütz) af Carl Maria von Weber (1821) var på Politivennens tid en af de mest berømte romantiske operaer. Den blev uropført i Berlin 1821, og opført i København i 1822. Teksten var oversat af Adam Oehlenschläger. Ouverturen blev uropført i København i 1820. Den spilles stadig på Det Kongelige Teater. 

Kigger man i det Kongelige Teaters liste over opførelser før artiklens tilblivelse (30. oktober 1824) vil man se at den blev opført den 18.9.1824 og den 13.2.1824. Men skribenten kan selvfølgelig have været så uheldig ikke at få billet. Torsdag den 21. oktober blev der ganske rigtigt spillet en komedie af Holberg, Det lykkelige Skibbrud, samt opført balletten Fanden er løs af Galeotti.

Beensamlere.

På den seneste tid ser man bensamlingen drives med megen virksomhed. Alle vegne hvor der har været nedgravet ådsler, ses mennesker af den lavere klasse opkradser jorden for at fylde deres poser med gamle ben. Det er vel godt at sådanne ting som vi ikke bruger, kommer nogen til nytte. Men dog går nogle af disse samleres iver noget for vidt. For ikke alene går de ind i folks gårde og tager hvad man der kan have henlagt til egne forsøg. Men de graver endog jorden i haverne i den tanke at finde ben nedgravet. Vil man bortvise dem, får man grovheder, og forlader de endelig stedet, kommer de ofte igen med forstærkning og er da ikke bange for at sætte sig til modværge og bruge trusler. 

"En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave." (Senn. Statens Museum for Kunst.)

Således hændte det for kort tid siden anmelderen der bor i kort afstand fra staden. En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave. Da anmelderen blev opmærksom på det, gik han ud for at jage ham væk. Personen gav ham nogle knubbede ord og gik. Men dagen efter kom han sammen med 3 andre og fortsatte sin eftersøgning. Da der just foruden anmelderens folk var et par karle i gården, fik vi bensamlerne fordrevet. Men havde vi ikke været så mandstærke, havde de sikkert sat sig til modværge og søgt at få deres vilje sat igennem. Man må derfor ønske at øvrigheden ville lade bekendtgøre at disse bensamlere skal respektere ejendomsretten.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9241-9242)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 483, 2. april 1825 bekendtgjordes at der var blevet set en transport af bensamlere og vagtens ledsagelse, formodentlig på vej til politikammeret. Bengraveri på glacierne blev forbudt. Men i Politivennen nr. 1156, 24. februar 1838, s. 113-115 nævnes at dette stadig foregik.

Til Eieren af en rødmalet Vogn og to lysebrune Heste.

Lørdag formiddag kl. 10 så anmelderen i Store Kongensgade en karl som kørte et par lysebrune heste for en rødmalet vogn, behandle de til ham betroede heste på en urimelig, ja barbarisk måde. Når hesten ville gå frem, rykkede og huggede han dem med stængerne i munder, og når de derved gik tilbage, piskede han drabeligt på dem. Især fik den nærmeste gruelige rap. De tilstedeværende tilskuere frygtede med grund for at hestene skulle blive løbske og anrette skade. For imidlertid at Deres unge heste ikke ved en så urimelig behandling skal blive ødelagt, råder man Dem till at pålægge Deres karl at behandle dem anderledes, og hvis han som det synes ikke forstår at bruge tømmen, så godt som han kan bruge pisken, da lade ham få noget undervisning i at køre

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9240)

Om Værelser for fattige Folk.

Ved Københavns brand i året 1795 brændte 1.000 huse, og allerede efter 3 års forløb var den største del af disse opbygget igen. Ved Københavns bombardement i året 1807 afbrændte ikke halvdelen af det nævnte antal, og efter 16 års forløb ligger en stor del af dem endnu som tomter. Krigen, mangel på erhverv, pengevæsenets forandring, ejendommenes lave pris, har frataget byggelysten, og det vil have lange udsigter inden vi får at se at København atter fuldkommen har rejst sig af sine ruiner.

Ved branden i 1795 ødelagdes en del bygninger der indholdt smålejligheder for fattige folk. Ved genopbygningen blev en del mindre grunde slået sammen, og der blev altså kun bygget for den velhavende og rige. For huse egentlig bygget for lav husleje således som den fattige må formodes at kunne betale, blev slet ikke opført. De få som blev bygget efter bombardementet, har også enten haft til formål at tjene store indtægter ved at indrette værelser for formuende og rige, eller for at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse. Af sidstnævnte ses flere sådanne et-etagesbygninger på Kultorvet, Lille Købmagergade, Landemærket, ved volden, i Skindergade og flere andre steder. 

"De få som blev bygget efter bombardementet, har haft til formål at fortsætte en næringsvej på et fordelagtigt beliggende sted, bygget sit hus til egen afbenyttelse fx i Skindergade og flere andre steder". (Skindergade 37-41 i midten af billedet efter den røde murstensbygning er eksempler på byggerier 1798-1828. Eget foto, 2015).

Sådanne bygninger kunne vel tillades at opføres straks efter foregående ildebrand, da bygningsmaterialer og arbejdsløn falder dyrere end til andre tider. Men burde næppe for altid forblive uden flere etagers tilfæstning, da de både vansirer en hovedstad, og enkelte familier således ene optager en stor del af det rum der skal deles mellem flere tusind. De bygninger som således blev opført på slotspladsen efter branden i 1795 blev, da byen nogenlunde havde rejst sig af sin aske, solgt ved offentlig auktion. Afdøde brandmajor Kirkerup købte en del, som blev opsat i Amaliegade, og udlejet til mange fattige familier der for et par år siden måtte rømme dem, da de blev solgt til det almindelige fattigvæsen.

Vel er huslejen dog ikke af frydelige grunde, faldet noget. Nogle har ved at dele deres etager som før beboedes af en familie, gjort plads for 2 eller 3 familier, men lejen for sådanne lejligheder udgør dog altid 50 rigsbankdaler og derover. Den fattige som ikke engang kan udrede det halve af denne su, hvor får han husly?



(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9237-9239)

Redacteurens Anmærkning

Om skadeserstatningerne (eller mangel på samme) som følge af bombardementet, se bl.a Politivennen nr. 714, lørdag den 5. september 1829, s. 577-582: "Videre Spørgsmaal, de Qvæstedes Fond og de dertil indkomne milde Gaver betræffende." af Maren Sophie Reinbold, født Bornemann. Se endvidere indlægget i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn i Redacteurens Anmærkning her


Et eksempel på sådanne byggerier: Soldins Stiftelse kendes denne bygning mest som. Men oprindelig hed den Trøstens Bolig og var for mindre håndværkere. Bygningen fortsætter på Dyrkøb. Foto Erik Nicolaisen Høy.