Et ubehageligt Syn.

Når et menneske endog har begået den største forbrydelse og man ser denne i en straffeanstalt med bøjler og jernhalsbånd, er det dog altid et syn hvor man forenet med foragt og frygt føler medlidenhed med forbryderen. Men træffer man om morgenen tidlig en slave gående til sit arbejde med 2 bøjler om benene og jernhalsbånd forsynet med en stang, så får man en slags beklemthed om hjertet som ikke godt kan meddeles på papiret. Kunne sådan en højst farlig forbryder (for det må han jo være) ked af livet ikke på gaden dræbe et menneske? For hænderne er jo frie hos ham, og som oftest går soldaten et godt stykke langt efter slaven.

(Politivennen Nr. 1560, Onsdagen den 13 Juli 1845, s. 463)

Opfordring til sandhedskjærlige og fredeligsindede danske Undersaatter.

Når en "Corsar" eller rettere sagt et slaveskib foruroliger farvandene, sendes som bekendt orlogsskibe ud for at krydse efter den, og får de endelig fat på fyren, da bliver der med dens besætning gjort kort proces, det er ganske i sin orden.

I det fredelige Danmark hvor marinen årligt forstærkes, tåles dog at en "Corsar" krydser i dens farvande og foruroliger mange mennesker. Skønt den vel ikke røver dem liv og gods, skader den dog væsentlig på flere måder. 

Sørøveren udgyder som oftest menneskeblod, men den danske "Corsar" sætter ondt blod mellem regeringen og nationen. Dens vittigheder om man så skulle kalde dem, er til tider under al kritik, og skulle man engang få den "fikse ide" at lade den befare de tyske farvande, da ville man af den danske "Corsar" snart få et ganske andet begreb end i selve Danmark.

Vel bryder sig det dannede publikum ikke synderligt om fyren og lader den rolig krydse sin kurs, bliver den engang kapret har den jo sine lejesvende der optager stødet. Som oftest angribes fredeligsindede, arbejdsomme, ja endog embedsmænd som opfylder deres pligter søger den at gøre latterligt hos publikummet. "Corsaren" skader kun, gavner gør den aldrig.

I stedet for at læse blade som vist nok er nyttigere end et smudsblad, opsluges "Corsaren" jo så snart den lader sig se på fine steder. Ja som oftest mænd som ville gøre fordring på dannelse, læser den med velbehag når en eller anden står skildret i dens gabestok.

Publikummet vil nu engang mores, men det burde i sandhed ikke ske på medboorgernes bekostning.

Hidtil har jeg gavnet mit fædreland, og agter ligeledes (in Specie) at gavne hovedstaden, og er af den årsag betænkt på at udruste en letbygget "Corvet", ombord på denne skal altid befinde sig en ven af politiet som skal holde udkik på "Corsaren". Min korvet vil jeg selv kommandere skønt jeg ingen navigation har lært og ingen styrmandseksamen har taget, hvilket kaptajnen for "Corsaren" lod mig høre dengang  jeg sidst prajede ham.

Min understyrmand er en holstener af fødsel som om nogle dage kommer hertil fra Altona, og jeg skal da vedblive at manøvrere med min "Corvet" så længe jeg har krudt og kugler ombord, og landvæsenskommissær hr. Michelsen ikke ligeledes skulle erklære den for kongelig ejendom, indtil den har bibragt "Corsaren" et grundskud. Intet skal blive sparet for at overbevise det danske folk hvor let "Corsaren" skal være at besejre, uden at man behøver hvert øjeblik at kondemnere den når blot man optræder med den tilbørlige energi. Hvem som vil tage aktier i korvetten behager at tegne sig hos bogtrykker Jacobsen, Gammel Amagertorv nr. 2. Den vil komme til at krydse en gang om ugen så snart "Corsaren" er i farvandet.

Når et bestemt antal aktier er tegnet, begynder krydstogene. Prisen er 1 rbd. 3 mk pr kvartal.

Corsar, op, reb sejlene, alarmtrommen røres.

"De herrer redaktører som elsker fædrelandet, bedes optage denne artikel i deres respektive blade.

København i august 1845
M. L. Nathanson
fra Altona.

(Politivennen Nr. 1561, Fredagen den 1 August 1845, s. 471-474)

Redacteurens Anmærkning

Det er Politivennens sidste redaktør, "Gale" Nathanson som her forvarsler sin ankomst. Om ham er der på denne blog rigeligt med baggrundsartikler. Han overtog det næste nummer af Corsaren, som dog ikke fandtes i Københavns Rådhusbiblioteks samling, og heller ikke digitaliseret.

Noget om Tagrender.

Indsendt.

Ved husene i flere byer er det almindeligt at tagrenderne som løber langs ned ad muren på huset, er ved enden forsynet med en udstående tud som i regnvejr ganske overskyller de forbigående, hvilket er i særdeleshed for fruentimmer som for det meste går med sko, meget ubehageligt. Man tager sig derfor den frihed at forespørge om tuden på tagrenderne ikke kan anbringes på nogen anden måde end at den skal være udad og overskylle forbigående. Indsenderen synes nemlig at tuden kunne omdrejes tæt ind til muren, og for at regnen ikke skulle fordærve muren, kunne den beslås med et stykke blik eller bræt som kunne males med samme farve som huset havde, eller måske var det bedre når tagrenderne gik lige ned til fortovet.

(Politivennen Nr. 1546, Onsdagen den 11 Juni 1845, s. 358-359)

Er det Kobbersmedene tilladt at udøve deres Haandværk paa de offentlige Gader?

Enhver vil vist besvare nærværende spørgsmål benægtende, selv om den jævnlige erfaring viser at sådant undertiden finder sted.

Ikke alene at naboer og genboer såvel som forbigående personer på det mest ømfindtlige forulempes af den støjen der som en torden fra disse på gaden oprettede værksteder gennemryster den forbigående, så at han ofte nødes til at gå en lang afvej, for at undgå denne kanonade, men endog såvel kørende som ridende personer står i fare for, ved at passere et sådant sted, selv at blive beskadiget, og at beskadige andre på lemmer og helbred, ja vel endog at miste livet.

Således gik det indsenderen da han for nogen tid siden kørte med 2 (ellers ikke sky heste) forbi tre på gaden arbejdende, og på en en stor kedel hamrende kobbersmede, at nemlig hestene ved denne alarm nær havde taget magten fra kusken, og følgelig løbet løbsk, dersom ikke denne havde været desto mere duelig i at køre, og tøjet på hestene desto stærkere.

Vort ypperlige politi der i alle henseender sørger for stadens bedste og borgernes sikkerhed, vil vist også hæmme denne uorden ved kraftige foranstaltninger. Det var jo mere passende og mindre skadebefrygtende, om disse håndværkere blev forpligtet at udøve dette rolighedsforstyrrende arbejde i gården ved end netop på gaden udenfor deres hus, hvilket virkelig kan give anledning til stor skade.

(Politivennen Nr. 1543, Fredagen den 30 Mai 1845, s. 329-330)

Ønske paa Kultorvet.

Det var ønskeligt om en politibetjent, kommissær eller anden autoriseret person om formiddagen måtte være til stede på Kultorvet for at påse at den anordning: at bønderne skal sælge deres tørv i snesevis, hvilken anordning formodes endnu at være i kraft, overholdtes, og at sælgeren ikke under påskud af læsset ikke er til at sælge i snesevis, opskruer prisen til det flerdobbelte. I sådant tilfælde skulle nævnte betjent have ret til at bestemme prisen efter rimelighed der således burde gælde som takst. 

Med hensyn til brændeved var det nok også såre meget at ønske at 1 eller 2 halve favnemål fandtes der til brug da som bekendt brænde-og tørvevogne er fyldt på bunden, dels for, dels bag, med halm eller fyldte sække som almindeligvis findes så omhyggeligt forvaret at man først ved aflæsningen bliver klar over det, og da må man nøjes med hvad man får, hvis man ikke vil høre en hel hoben bondesladder og banden når man taler om forurettelse. Disse favnemål kunne en på torvet eller i nærheden boende gårdejer anmodes om at have stående i sin gård eller måske der fandtes folk der imod en rimelig afgift for afbenyttelsen ville udleje justerede favnemål når det blev dem tilladt.

(Politivennen Nr. 1541, Fredagen den 23 Mai 1845, s. 313-314)

Kultorvet. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Ydmyg Bøn om Klæders Tørring paa Byens Kirkegaarde.

Inds. ser ofte ved at gå gennem Trinitatis Kirkegård at folk står på gravhøjene og hænger deres tøj til tørring på de i forvejen ophængte snore, hvilket er harmeligt at se på da som det hedder: "Ens støv skal hvile i ro". Skønt nu den dødes ro vel ikke forstyrres, er det dog ubehageligt at den over dem ophøjede gravhøj skal nedtrampes af folk ved at tjene dem til stige for at de i magelighed kan ophænge deres tøj. - Et smukt syn er det heller ikke når man spadserer igennem gangene da i stedet for smukke og klappede, med blomster og træer besatte gravhøje at se lagener, særke, kjoler osv., og i stedet for at vandre gennem sådan en smuk gang som Helligånds og Trinitatis kirkegang, at nyde en behagelig, frisk og sund luft. Da folk om vinteren ikke tørrer på kirkegården, må tørre på det til ethvert hus hørende tørreloft, hvorfor kan de da ikke det om sommeren, da vasket tøj dog nok snarere tørres der om sommeren end om vinteren.

Enhver som tørrer tøj på kirkegårde,må jo betale for det (man har endog hørt at folk har givet flere rigsbankdaler for det) og da denne betaling alene tilfalder, som det hedder, graverkarlene, så var det at ønske at de ærede herrer kirkeforstandere eller hvem der har opsigt med kirken, ville forbyde at tørre klæder på kirkegården, så at folk som der har begravet venner og frænder osv., og ofte lader deres grave pynte, kan have den fornøjelse når de går gennem kirkegangen, at se disse vel vedligeholdt. 

Denne bøn ønsker vist enhver der har frænder eller venner på en af byens kirkegårde, lige såvel indsenderen at se opfyldt. Man håber derfor at høje ansvarlige vil tage dem til eftertanke.

(Politivennen Nr. 1540, Onsdagen den 21 Mai 1845, s. 305-307)

Trinitatis Kirke, forrest området hvor kirkegården og kirkegangen var. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Tøjtørring på kirkegårde var ikke kun et københavnsk fænomen, hvilket fremgår af nedenstående annonce som vedrører Rønne, i Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 22. oktober 1861:

Om at bære paa Fortougene.

Ved politiplakat af 14. feb. 1810 bestemtes den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte indfaldende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lift forsvandt, og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget.

Slagtersvende og drenge bliver derimod ved med at bære på fortovene: kød og blodige huder, sælgerkonerne deres kurve, sjoverne deres flæskesider og håndværksdrengene deres byrder, og alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var dem imod. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk om at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt ud, leet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet som dog egentlig er bestemt for dem. Anm. heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene, vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne når han kun bliver angivet, men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det, eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting for fortovene fordi hun i proper beklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade, er det næsten en umulighed. Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog heller ikke uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at der må blive sat vedbørlige grænser for den. Det håbes med så megen mere grund som politidirektøren altid har vist at han besidder ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han fundet sig beføjet til at give.

(Politivennen Nr. 1559, Fredagen den 16 Mai 1845, s. 300-301)

Anmodn. til Vedk.

Når gaderne fejes, bliver urenlighederrne samlet i bunker ved rendestenene på begge sider af gaden for at renovationsvognene kan køre midt ad gaden og således komme til på begge sider at læsse på vognen. Denne indretning synes meget god. Men de karle der kører renovationsvognene, har den uskik at to kører jævnsides midt ad gaden når de vil pålæsse, og således spærrer al passage for kørende der vil køre på gaden. Anm. har ofte været vidne til ubehagelig ordveksling mellem nævnte karle og andre kuske som tror at gaden ikke uden nødvendighed bør spærres på denne måde. Ikke sjældent går striden så vidt at man idet man stoler på sin vogns styrke, kører på hinanden og forsøger om den kan holde. Men da tabet som herved kan forårsages, dog kommer  på husbondens regning, og sådan adfærd i sig selv kan kaldes uordentlig, så vil det være godt om gadekommissæren eller også renovationskontrahenten pålagde kørekarlene at de ikke måtte køre jævnsides, men at den ene burde i det mindste holde så langt fra den anden at en anden vogn kan passere mellem dem. Herved ville megen disput og vognmolestrering blive forebygget

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 2 Mai 1845, s. 269-270)

Vandmangel paa Christianshavn.

Gadeposten på hjørnet af Dronningensgade og Sankt Annægade på Christianshavn er så ofte uden vand at det forvolder de beboere som der så at sige har det eneste sted hvor de med rette kan afhente denne uundværlige artikel, meget stor ulempe. For undertiden hænder det sig 2 til 3 dage efter hinanden at denne post ingen vand kan give fra sig, og da det lader til som en høj grad af ligegyldighed eller forsømmelse fra nogle af de ansvarliges side formentlig foranledigede dette onde, så kan vi ikke længere lade det være upåtalt, men opfordrer enhver som hermed har at bestille at opfylde deres pligt, hvilket for de vedkommende beboere er lige så vigtigt som det i ildebrandstilfælde for det offentliges skyld er en nødvendighed. Vi ved at der kan indtræffe tilfælde med vandrendernes reparation og rensning hvor vandet af nødvendighed må savnes. Men vi ved også at det ikke så ofte som med før nævnte post må eller bør indtræffe at der intet vand i flere dage efter hinanden kan fås, og vi forventer derfor at denne vores velbegrundede anke for fremtiden må bevirke at de ansvarlige vil afværge den her berørte vandmangel. 

Ved denne lejlighed kan vi heller ikke undlade at tilkendegive vores forundring over at beboerne i Dronningensgade som så vidt vides dog må betale vandskat fordi posten står i denne gade, ikke lige så godt som de beboere hvis gårde vandet findes, fra vandvæsenets side advares om når vandet den eller den tid i deres poste bliver borte. Men da dette tilfælde med den før nævnte post så at sige hører til dagens orden, så undlades muligvis denne opmærksomhed fra vandvæsenets side, eller de enkelte hvis pligt det muligt måtte være, for at befri sig for den derved forbundne ubetydelige ulejlighed. Skulle denne anke ikke hjælpe beboerne som benytter nævnte gadepost til deres nødvendige vand af samme, så tør vi håbe at der fra højere ansvarliges side i denne retning vil blive påbudt og varetaget det fornødne.

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 25 April 1845, s. 249-251)

Ønske ang. Melk.

Kun få af Københavns indbyggere der enten selv har køer eller ved venskab får overladt mælk af honette ejere af køer, nyder den behagelighed som uforfalsket mælk unægtelig er. Størstedelen af indbyggerne køber deres mælk hos amagere, spækhøkere, brændevinsbrændere og nyder i det købte en vare der kun har lidt tilbage af mælkens udseende, smag, næringsrighed og behagelighed. Da dels ovennævnte sælgere selv, dels deres folk på egen hånd rigelig forfalsker det malkede med vand, og som man ikke sjælden nødes til at tro, med urent vand.

Det er ikke sjældent at lugten og smagen endog tydelig angiver tilstedeværelsen af koskarn, og altså at formode at det endnu tiere er for hånden, men i en mindre grad, så at det ikke så tydelig kan skelnes at den slette smag kommer af denne væmmelige artikel.

Ved man nu tillige at de køer hvis mælk således forvansket vanædler indbyggernes mælkemad, te og kaffe (for som mælken, så fløden), dels nyder en føde der ikke er skikket til at frembringe den bedste mælk, dels henstår tre kvart af året, ja nogle endog hele året i væmmelige skidne, stinkende og lumre stalde, nogle endog i kældre, at de næsten aldrig holdes rene, og bestandig står i vådt med fødderne, ikke heller nyder tilbørllig strøelse til godt leje; ved man at intet lettere end mælk antager smag og lugt efter endog den luft den står i, og at sluttelig den også efter koens føde, sundhed og øvrige hele tilstand let kan antage forskellige egenskaber, så tør man vel påstå at denne mælk er forvansket og forfalsket, endog før den forlader yveret, for at modtage den grovere ovennævnte forfalskning.

Brændevinsbrændernes køer er så skidne at det vel endog tør kaldes en umulighed at erindre at skarn under malkningen må skade i mælken. Hvor mange brændevinsbrænderes piger giver sig vel endog den møje at vaske yveret før de malker.

At slet fødte og usunde køers urenlig malkede, urenlig behandlede, med vand fortyndede mælk, ja må igen have indflydelse på alle de nydendes helbreds tilstand, vil vel ingen nægte.

Jeg tror derfor at man inderlig burde ønske at vores sundhedspoliti i forening med sundhedspolitiet ville tage denne sag under overvejelse. Skulle det ikke være muligt ganske at forbyde al kohold i stalden selv? Er et antal af flere hundrede kostalde inden for stadens volde, og vel at mærke afskyelige kostalde eller kokældre ikke af en mærkelig indflydelse på stadens sundhed? Skulle svinehold der er forbudt, vel være meget usundere end sådant kohold?

Vel tabtes noget for vores brændevinsbrændere, men en hel stads luft, en hel stads fødemidler bør dig ikke lide for at både dem. Følgen blev jo blot at koholdet forlagdes til de nærmeste landboere. Spølen ville nok købes af disse, og brændevinsbrændernes tab blev derfor ikke meget stort.

Vel blev da køerne også spølforede, men ikke i den grad som nu. De ville da også få andre næringsmidler, luftigere og renere stalde, bedre leje og et mindre fugtigt fodfæste. Med et ord, Københavns blev af med mange hundrede stankfabrikker, og fik mælk som i det mindste fra yveret var bedre og dermed var allerede meget vundet. 

Hvad vandforfalskningen angik, da var denne rettere forhindret når kroholdet var uden for porten og al mælk føres ind derigennem. Ved en mælkeprøve kunne denne forfalskning let opdages i accisseboden, og den som ikke holdt prøve, blev konfiskeret.

(Politivennen Nr. 1530, Fredagen den 11 April 1845, s. 229-232)

Spørgsmaal til Bagerne angaaende Beskyldningen af Hestefidt.

Flyveposten gjorde i et af sine numre opmærksom på at flere bagere her i byen bagte deres smørede hvedebrød ved hjælp af hestefedt. Indsenderen af dette har hørt at det skulle forholde sig rigtigt at en stor del af bagerne brugte hestefedt, men blot til at indsmøre de jernplader hvorpå hvedebrødet bages. Imidlertid må dog enhver hvem det ikke er ligegyldigt hvad han putter i munden, tilstå at brødet som en dame nyligt har sagt til indsenderen, må vokse i munden ved tanken om at måske dele af et gammelt uvasket øg der er blevet slået ihjel af alderdom, findes i det. Det synes at bagerne ikke burde tie ganske stille til denne beskyldning da man ellers deraf måtte drage den slutning at det forholder sig således. Og derfor opfordrer indsenderen tillige med flere, af de herrer bagere at oplyse Københavns indbyggere om det virkelig forholder sig således at hestefedt anvendes i deres bagerier. Da rygtet siger at politiet skal have blandet sig i denne affære, og ved deres forespørgsel hos nogle bagere fundet Flyvepostens angivende bekræftet, så anmodes også herved det sidste blad at give oplysning han formår om denne delikate sag. For dem som er blevet ækle ved at spise nogen som helst hvedebrød i dette tid af frygt for at dertil skulle være anvendte hestefedt, vil det måske være behageligt at få denne underretning at foruden hos den heri bladet tidligere omtalte bager Levy i Vingårdsstæde, får man fra Feilbergs udsalgssted af brød på Gammeltorv, franskbrød og surbrød der er bagte på jernplader som er smurt med olie.

(Politivennen Nr. 1529, Onsdagen den 8 April 1845, s. 223-224)

Nattesværmen i Nybrogade.

Nybrogade har hidtil været en gade hvor ingen af præstinderne ved Venus Vulgarivas Tempel har haft deres sæde, eller som har benytte til at udkaste deres skarn. Desværre synes i den senere tid dette ikke mere at være tilfældet. Om aftenen og ud på natten ser man ikke alene enkelte af disse væsner sværme omkring i denne gade, men ofte også flere i en trup. Centralpunktet for deres natlige sværmen er et i gaden beliggende hus, hvilket vi ikke nærmere vil betegne fordi vi formoder at dets ejer, uvidende og denne deres sværmen omkring hans ejendom lig en myggesværm omkring lyset, vil hvis dette blad kommer ham for øje, ved denne vores betegnelse selv blive opmærksom på dette uvæsen i denne ellers hidtil så stille og anstændige gade, og ved en eller anden kraftig forholdsregel gøre en ende på det. Blot så meget vil vi tilføje at efter vores iagttagelse har disse ovennævnte nattens børn ingen fast stade i selve gaden, men aflægger blot deres besøg hos en af dens beboere der at slutte herefter, ikke må være nogen gader af bachanalske glæder. Skulle imidlertid ejeren af dette hus ikke ved denne vores annonce få sine øjne åbnet, så agter vi nærmere at betegne huset og dets ejer, for derved om muligt at gøre en ende på ovennævnte uvæsen.
Flere beboere i gaden.

(Politivennen Nr. 1524, Fredagen den 14 Marts 1845, s. 170-171)

Nybrogade har ikke ændret sig synderligt hvad angår huse siden Politivennens tid. Hverken denne eller en senere artikel afslører hvilket hus der er tale om. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2017)