Efter tyve Aars Fængsel er endelig Dr. Dampe bleven Gjenstand for en kgl. Naadesact. Kronprindsen har paa sin Reise til Warnemunde havt det Hverv med sig at forkynde den vistnok haardtstraffede Mand hans Løsladelse af Statsfængslet paa Christiansø, hvorved hans og hans Families ofte gjentagne Anraabelser til den kongelige Naade endelig i det mindste for en Deel ere blevne bønhørte. Saafremt det nemlig forholder sig saaledes som det synes at fremlyse af de privilegerede Blades Beretning, at det kun er tilladt Dr. Dampe fremtidig at opholde sig i Rønne paa Bornholm, saa er hans Løsladelse af Fængslet rigtignok kun forvandlet til en Slags Deportation, og da bliver det vistnok at beklage, at man endnu ikke har meent, at Dr. Dampe, der har Familie her i Staden, tilstrækkeligt har udsonet, hvad han i hiin fjerne Tid blev dømt for, og hvilket aldrig er kommet til offenlig Kundskab.
(Kjøbenhavnsposten søndag den 6. juni 1841)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar