Frederiksberg Fattighus: Kaptajn Plockross. (Efterskrift til Politivennen).

 En serie artikler i Politivennen førte til et ret uset indblik i hvordan fattigvæsnet fungerede, i hvert fald på Frederiksberg.

Det gik sådan til: I Politivennen nr. 989, 13. december 1834 beskrev en artikel Frederiksberg Fattighus, hvori en hr. Plukrose (Plockross) tilskrives æren for det. I 1835 efterlyste en artikel i Politivennen regnskaber fra fattigvæsnet, og dette blev der rykket for i 1838. Her udvirkede Plockross tilsyneladende et slags dementi i det efterfølgende nummer. Disse artikler mente Plockross var en del af den hemmelige "antagoni" som ifølge ham selv førte til hans fallit i 1840. Se den 23. juli 1840: "Fallit: Capitain og Eier af det forrige Fiedlerske Lysestøberi og Sæbesyderi Nicolai Christian Plockross i Kbhvn." 

Plockross var uden tvivl dybt engageret i fattighuset på Frederiksberg - en arbejdsanstalt for fattige, som dette dengang var ensbetydende med. Han var gennem hele sit liv, også efter denne affære, aktiv i fattigforsorgen. Da stillingen som leder af Bidstrup Hospital i 1840 blev ledig, indrykkede en ukendt person en anbefaling af ham til denne stilling (se artiklen nedenfor). Samme år som han gik fallit.

Frederiksberg Fattighus lå 1812-1834 på Bredegade, 1834-1863 i Allegade 14. Herefter blev det flyttet til Lampevej/Howitzvej. Fattighuset på Frederiksberg var projekteret på en måde som vakte opmærksomhed. Med det stigende befolkningstal, øgedes antallet af fattige, og de daværende fattighuse var blevet for små. Et mønster for hvordan nye og stort anlagte fattighuse skulle indrettes, var derfor efterspurgt. Her kom Frederiksberg ind i billedet.

Arbejdsanstalten husede ifølge Fædrelandet, 9. marts 1842 87 individer. Heraf 6 voksne og 6 børn der var husvilde. De øvrige var 28 mænd, 4 drenge, 29 kvinder og 12 piger. At man ikke syntes at den kunne eller burde bruges som politiarrest, og at man ville tage dette op i amtsrådet, tyder på at det blev den. 

Plockross spillede en efter nogens opfattelse måske for fremtrædende rolle. I hvert fald mente Plockross selv at præsten burde have været fremhævet mere i Politivennens artikel. Han forsøgte - og lykkedes med det - at få Politivennens udgiver major Kristen Kristensen til at udarbejde en rettelse, som blev bragt i det efterfølgende nummer. Sagen begyndte nu at blive mere og mere forplumret, også af Plockross selv, som i stigende grad ville retfærdiggøre sig selv, uden at det af materialet fremgår at der var den store anledning til det, udover at Plockross måske derigennem mente at kunne afværge en fallit. 

Plockross mente at det det hele kunne spores tilbage til affæren i 1834. Han publicerede i et stort tillæg til Københavnsposten 31. december 1842 en meget lang redegørelse, en retfærdiggørelse af ham selv, og hvor uretfærdigt han var blevet behandlet. Og her gives udpluk af interne papirer som gør sagen interessant. Og desuden er det mig bekendt den eneste gang Politivennen er blevet beskyldt for at have så store konsekvenser for en enkeltperson. Om det nu også var sådan, er som nævnt op til en fortolkning og videre efterforskning.

Politivennen havde åbenbart stukket fingeren i en hvepserede i Fattighusets interne organisering, og udløst en kædereaktion der endte med Plockross' ærestab, og i sidste ende at hans kreditorer udvirkede hans fallit. Artiklen bringer samtidig et indblik i hvordan datidens finansiering og organisering af fattighjælp foregik - i hvert fald set fra Plockross' side. Den bringes derfor her i sin helhed.

Fattighuset havde arrester i kælderen og lå bag Bagergården ved Allegade. Her set fra hjørnet af Allegade og Hollændervej. Akvarel af J. L. Ridter, 1898. Fra Eiler Nystrøm: Frederiksbergs historie, bind 2.

Kaptajn og lysfabrikant Nicolai Christian Plockross (1791-1872) havde - hvert fald før 1824 - købt det tidligere Fiedlerske Lysstøberi på Frederiksberg, Allegade nr. 19. Her modtog han bestillinger via Sundorphs Enke & Søn, hjørnet af Gammelstrand og Boldhusgade (nr. 156), i 1835 udsalg fra hjørnet af Kirkestræde og St. Jørgensgade nr. 51 (urtekræmmer A. C. Öst). Den 5. august 1836 meddelte Adresseavisen i en meddelelse fra M.Friderichsen og N. Kirketerp, at Plockross havde fået sit til skiftebehandling opgivne bo ekstraderet til fri rådighed. Udsalget fortsatte gennem urtekræmmer Øst i 1838, 1839 og 1840. Plockross tog sin afsked i nåde som kaptajn ved Københavns borgerlige artilleri i juni 1839. Og juli 1840 blev han erklæret fallit. 

I marts 1843 blev han valgt som medlem af Statsgældsafbetalingsselskabets centralkomite, hvor bl.a. A. S. Ørsted sad. Plockross fortsatte med at skrive i bladene for at retfærdiggøre sig selv, fx i Almuevennen og Kjøbenhavnsposten. Han udviklede sine teorier, og aviserne den 21. december 1847 kunne berette, at "Capitain og Lysestøber Plockross af Frederiksberg er sat under TIltale for formeentlig Presseforseelse ved at have ladet trykke et "Anklageskrift imod Demoralisationen af den den danske Embedsstand." (Fædrl.)

Han var desuden svigerfar til geheimeetatsråd dr. med. Fenger. 

Som nævnt gav en artikel i Kjøbenhavnsposten, 18. november 1840 gav ham et godt skudsmål som eventuel kandidat til en højtstående post på Bistrup Hospital, så lad os starte med den:

Indsenderen kjender ikke Concurrenterne til den omhandlede Post, men det er neppe at betvivle, at den jo søges af en stor Mængde, som ere mere eller mindre competente dertil. Dersom Borger-Repræsentanterne skulde besatte den ledige Post, tør man vel og giøre Regning paa, at den ved denne, ikke alene for Communen, men for hele Landet vigtige Besættelse, vil tage udelukkende Hensyn til Dygtighed. Andre Hensyn, saasom til Embeds-Anciennitet, Trang eller deslige, vilde her være en Forsyndelse imod det Almindeliges Interesse. Jeg troer derfor at burde henlede den offenlige Opmærksomhed paa en Mand, hvis Duelighed under lignende Forhold, jeg i en tidligere Stilling har havt Leilighed til at blive nøie kjendt med, og som jeg vilde ansee det for en Acqvisition for Communen og Staten i det Hele, at faae til Bestyrer af Stiftelsen for Afsindige paa Bidstrupgaard. Denne Mand er Capitain Plockross af Frederiksberg, som allerede vil være Publikum fordeelagtigt bekjendt fra Generalkrigscommissair Neergaards "Besked paa Anonymus's Epistel" og Anmeldelsen deraf i Kiøbenhavnsposten, men Inds. har endvidere havt speciel Leilighed til at erkjende Capitain Plockross's sjeldne Gaver til at ordne og styre den deri omtalte Arbeids- Anstalt paa Frederiksberg, og troer derfor, at denne Mand vilde være særdeles skikket til en Post, hvor lignende Gaver udfordres. Til denne er almindelig administrativ Dygtighed alene ingenlunde tilstrækkelig, men ligesom ved et Fattig-Arbeidshuus , udfordres der fornemmeligen en redelig, ubestikkelig, over alle Privathensyn ophøiet, fast og bestemt Charakteer, som kan indgyde Agtelse og Tillid. At Capitain Plockross i denne Henseende er den rette Mand, tør ansees for almindelig bekjendt og erkjendt. Ved at indrette og bestyre Arbeids-Anstalten paa Frederiksberg har han givet saa indlysende Beviser paa sin ubestikkelige Redelighed og bestemte Charakteer, at Enhver, som kjender Noget til disse Forhold, vil kunne vidne derom. Men foruden en redelig og fast Charakteer, maa den der skal bestyre en saa omfattende og vanskelig Stiftelse som den paa Bidstrupgaard besidde en særegen praktisk. Dygtighed, ikke blot i administrationsforretninger i Almindelighed, men i hurtigt og let at kunne over overvinde de Vanskeligheder, som en saadan Indretning medfører. Disse ere i ret mindste beslægtede med de Vanskeligheder, som Bestyreren af et stort Tvangs-Arbeidshuus for Fattiglemmer har at overvinde, og Hr. Plockross har i denne Henseende, uden tilsikkrede Midler, virkeligen udført noget Stort, og lagt en practisk Dygtighed for Dagen, som ikkun faa Andre have havt Leilighed til at erhverve sig. Det er saaledes udentvivl i Stiftelsens og Kjøbenhavns Communes, ja i hele Statens Interesse, at en saaledes constateret Dygtighed foretrækkes for den blotte Theori, eller endog i dette Fag aldeles uprøvede Duelighed. Ved en Stiftelse, som ikke sjeldent optager Individer af de høiere Stænder, og saaledes kommer i Berørelse med dannede Familier, ligesom den ikke sjeldent besøges af Fremmede, er det endeligen saare vigtigt, at den umiddelbare Bestyrer er en dannet Mand, med den finere Omgangstone og Conduite; men saadanne Egenskaber findes sjeldent saa vel forenede med Redelighed, Charaktcerfasthet og practisk Dygtighed som i Capitain Plockross's Person. Under hans Bestyrelse vilde Bidstrupgaards Stiftelse udentvivl snart have sig til lige Rang med de bedre Stiftelser af samme Art; han vilde gjøre det til sit Livs Opgave at bringe det dertil og saaleds ikke alene gavne mange Ulykkelige og trøste mange bekymrede Familier, men tillige lette Communens Byrde, og tilintetgjort Publikums Fordomme mod dette Institut. Skal imidlertid nogen Mand kunne udrette dette, da maa han, som sagt, have saa frie Hænder som muligt, og ikke være Kjøbenhavns Fattigdirection underordnet, men sideordnet. Indsenderen tillader sig ved denne Leilighed at bemærke, at det vist vilde være til Gavn for alle de Stiftelser, som sortere under Kjøbenhavns Fattigdirection, om dennes Medlemmer deelte den umiddelbare Bestyrelse af de enkelte Stiftelser imellem sig, da derved en ædel Kappelyst vilde blive vakt. De almindelige Grundsætninger for Stiftelsernes Bestyrelse, kunde da aftales og fastsættes i Directionens Møder, men al Detail, al Anvendelse af de almindelige Grundsætninger paa de enkelte Tilfælde, overlades til den administrerende Directeur, som da naturligviis maatte være ikke alene sine Meddirecteurer, men Communen og Publikum i det Hele ansvarlig for sine Handlinger.
T. Herred i Sjælland.      .....n.

Den 27.november 1841 meddelte Adresseavisen at Plockross havde etableret et udsalg af talglys i stueetagen i gården nr. 85 på Gammeltorv (første port fra Brolæggerstræde over for Råd- og domhuset). Bestyrelsen var overtaget af hans søster Nicoline Sundorph.

Fabrikeier, Capitain Plockross'e 9de Brev til Frederiksberg og Hvidoure Sognes Forstanderskab

eller

hans 10½ aarige Forhold til disse Sognes Fattigvæsen.

Naar jeg herved offenligen meddeler efterskrevne Document, da har jeg ikkun derved opfyldt først en Pligt imod mig selv og Familie, for at bortjage den Skygge, der er søgt kastet paa min Characteer og Handling; dernæst viist mine tidligere Kreditorer Grundspiren til deres Tab ved mig, idet Uvillie og Miskjendelse beklageligen af mig saaes sprede sig, endog til mine Handels-, Slægt- og Venskabs- Forhold, og endeligen den Pligt, der paahviler mig imod enhver af mine agtede Medborgere i disse Sogne, som idet de derved oplyses om, hvorledes jeg har været Maalet for Avind, og ikkun fordi jeg roligen og med Held handlede i deres Interesser, da tillige faae at see, hvorledes man tidligere exponerede sig ved Varetagelsen af offentlige Anliggender i disse Sogne, og man vil da sikkert med mig beklage min haarde, ufortjente Skjæbne. Unegteligen er det i saa Henseende gaaet meget vidt; thi det skulde vel neppe kunne ansees som muligt, at nogen turde vove paa i offenlige Anliggender, at give "Bemyndigelse" til et offenligt Referat af en authoriseret offenlig Protocol, der er dennes Udvisende og det Sande i Sagen aldeles modstridende. Skulde derfor den redeligt og retskaffent handlende, æresfølende, private Mand, til Løn for sin Omhu og Flid i offenlige Anliggender ikkun vente sig udsat for at see den i Mørket sig snigende Bagvaskelse, bekræftet ved et offenligt Referat "efter Bemyndigelse", der medfører Ruinen af det private Livs Virksom hed og Nedsættelse af et ikkun velfortjent godt Navn og Rygte, da maatte sikkert og Enhver fremtidigen komme til at nære en Frygt for Tanken om at overtage sig saadannne Hverv; men som jeg haaber vil Exemplet opflamme Enhver i disse Sogne til fremtidigen at modarbejde alt Sligt, ved ikkun kraftigen til enhver Tid at understøtte de Mænd, som kaares til Iagttagelsen af Sognenes Anliggender. -
Hvorledes det herværende Forstanderskab derimod, som i dets, for aabne Dørre, under 16 Oct. afholdte Møde, optog denne Sag til den af mig begjærte Undersøgelse, foreløbigen udtaler sin Anskuelse om samme, findes anført i .Kjøbenhavns Amts Landcommunal-Tidende Nr. 15 for 16de Novb. d. A. og i efterfølgende Citat af dets Forhandlinger, saalydende:
"Forstanderskabets nyvalgte Medlem, Capitain Plockross, havde efter en Deduktion om Forsørgelsesvæsenet, og navnlig det saakaldte Fattighuses Tilstand og Historie, samt hans eget Forhold til samme i en tidligere Tid, indstillet, at Forstanderskabet vilde tage denne hans Fremstilling under sin særdeles Overvejelse og derved tillige undergive hans berørte personlige Forhold en særdeles Prøvelse, med Hensyn til, at samme havde været gjort til Gjenstand for forskjellige formeentlig aldeles ugrundede Anker og Insinuationer."
I Sagens reelle Interesse for Communen og det skyldige Hensyn til en, efter det i  Forstanderskabet tilstedeværende Bekendtskab til Forholdene, særdeles fortjent Mands Ønske, troede Forstanderskabet, at finde sig forpligtet til, ikke at unddrage sig for at anstille den forlangte Undersøgelse og valgtes dertil en Comitee, bestaaende af Formanden Etatsraad Povelsen, samt Medlemmerne, Ingenieurcapitain v. Jacobsen og Artillericapitain v. Bruun.
Frederiksberg, i December 1842. 
Plockross.

*   *   *  

Da jeg af det meget ærede Forstanderskabs Communicationsskrivelse af 19de Juli seer mig ved et frit Valg af mine Medborgere paany at være valgt til at deeltage i Sognenes communale Bestyrelse, men jeg derimod alt for vel føler hos mig selv, hvor utilstrækkelig jeg skal kunne røgte dette Hverv saalænge som mange saavel tidligere som sildigere sig stedse krydsende Rygter min tidligere Virksomhed i sognenes Fattigvæsen betræffende, ikke af mig tilstrækkeligen ere oplyste og af det meget ærede Forstanderskab erkjendte som ugrundede og grundfalske saasom samtlige disse, der ikkun stedse have været af en det Sande i Forholdene aldeles modsat Natur; men ved den Lethed, hvormed de spredede sig til alle Sider, uden af mig offenlig at være gjendrevne, ligesaa let troedes, saaledes og hos mig, som den ikkun rettænkende og retskaffent handlende Mand, har fremledet en flereaarig Sindslidelse, som er meget stor. 
Eftersom nu Resultaterne af disse Rygter stedse have viist sig for mig som en Skygge imod Retsindigheden og Redeligheden i min Characteer og Handlemaade, har jeg derfor og indseet Nødvendigheden af, forinden jeg begynder nogen egentlig Deeltaqelse i Forstanderskabets Virksomhed eller fortsatter de af dette i Sammes behagelige Skrivelse af 1ste Marts 1842 attraaede videre Oplysninger. Sognenes tidligere Fattigvæsen vedkommende, først og fornemmeligen at burde give det meget ærede Forstanderskab Lejlighed til ved en klar Oversigt af min tidligere Færd i Fattigvæsenet, saavidt muligt, deraf at bedomme denne, og hvortil jeg herved udbeder mig Sammes venlige og meget ærede Tilladelse; ligesom jeg og smigrer mig med, at denne saa meget velvilligen vil indrømmes mig som jeg maa erkjende og derhos høiligen skal beklage, at den ugunstige Stemning, som mit Foretagende af Arbeidshusets Oprettelse, paa en for mig saa høist ubegribelig Maade har vakt imod mig og paa saa mange Steder ikkun er den større medvirkende Aarsag til mine tvende Fallitter og Kreditorers Tab ved mig, til Ødelæggelsen af min tidligere saa store Fabrikdrift og endeligen til, at jeg, al min ufortrødne Flid og Arbejdsomhed uagtet . dog ikke har seet mig istand til Paany at tilvinde mig en tilstrækkelig Handel, hvorfor jeg ogsaa stedse svarer i den ængsteligste Bekymring for min store Families Underhold.
I Følge Udvisende af Forhandlings-Protocollen for 1828 Pag. 178 er jeg nemligen tiltraadt Sognenes Fattigvæsen den 1ste januar f. A. og som Forstander for disses ældre Fattighuus. ligesom og vedbleven at tjene dette efter 4 mellemkomne Udmeldelser indtil 1ste Juli 1838, da jeg for 5te og sidste Gang meldte mig fra samme efter 10 Aars ufortrødne Tjeneste, i hvilken jeg derimod ikkun paa den venskabeligste, roligste og mest fredsommelige Maade søgte at fremlede og forsvare alt det, der viste sig for mig, som tjenligt til Sognenes Tarv i denne Branche.
Efterat jeg derefter havde været 2 Aar i Fattigvæsenet var jeg derimod allerede bleven saa nøie bekjendt med Forholdene i Bestyrelsen af dette, at jeg indsaae Nødvendigbeden af at noget ret kraftigt Indgribende maatte foretages for at standse det stedse mere og mere om sig gribende Onde nemlig : "de utallige Fordringer af den opdigtede Trang hos mange Individer i den fattigere Classe."
Som en Følge af det ældre Fattighuus's Bygningers navnlig Sidelængens saa høist slette Tilstand og den Usselhed i hvilken jeg saae den største Deel af de der indlagte Fattiglemmer levede, gjorde jeg ogsaa Fattig-Commissionen i Skrivelse af 10de Marts 1830 derpaa opmærksom.
Indholdet af denne Skrivelse blev i et samme Dag afholdt Møde in extenso optaget i Forhandlings-Protocollen og saaledes som denne Pag. 280 udviser anmeldt med:

"Fra Hr. Forstander Plockross er indkommen en Skrivelse af Dags Dato, hvori han gjør Commissionen opmærksom paa Fattighusets og især Sidelangens høist maadelige Forfatning og vttrer Frygt for at Samme formedelst sin Brøstfældighed snart vil falde ned og beskadige de deriværende Lemmer, samt paa det indstændigste andrager paa, at Kommissionen vil tage denne Sag i nøieste Overvejelse. Commissionen besluttede at afhandle denne Sag i første overordenlige Qvartalsmøde"

Sagen kom derefter for i det paafølgende Møde under 24de f. M., i hvilket jeg da endvidere henledede Kommissionens Opmærksomhed paa:
1) at man ikkun ved at oprette et Arbeidshuus vilde kunde vente at møde den Fattiges Nød og evindelige Klage over: "Vi kunne ingen Arbejde faae " paa en for denne og for Sognene lige tjenlig Maade;
2) at man derved tillige vilde reise en Skillevæg imellem den sande og den opdigtede Trang;
3) ligesom man og ved at tilføie Stiftelsen Arbeids- og Sygestuer vilde kunne vente deels at undgaae deels at nedsætte mange af de aarlige Udgiftssummer" - og Forhandlings-Protocollen Litr. D Pag. 287 for ovennævnte Møde findes derfor i den Anledning tilført som følger:

"I Henhold til Hr. Forstander Plockross's Andragende under 10de dennes vedtog  kommissionen at gjøre Indstilling til Amtsfattigdirectionen om Nødvendigheden af Frederiksberg Byes Fattighuus's Istandsættelse og Udvidelse til Sygestuer og Arbeidsværelser, da Husets Beskaffenhed er saadant, at dets Nedstyrtelse snart kan befrygtes og da Nødvendigheden af Sygestuer med hver Dag bliver større, med hvilken Indstilling da maa følge Tegning og Overslag samt Begjæring til Amts-Fattig-Direktionen om dens Medvirkning til den fornødne kapitals Tilveiebringelse"

og jeg har saaledes første Gang foreslaaet Oprettelsen af er Arbeidshuus i Aaret 1830.
Ifølge denne kommissionens Beslutning og efter velvillig Anviisning af Hofbygmesteren Hr. Etatsraad Koch, R af D., henvendte jeg mig kort derefter til Hr. Capitain og Tømmermester Brede om Tegning og Overslag paa en fra nyt paa Tværlinien af det ældre Fatiighuus's Hovedgrund intenderet opførende een Etages Bindingsværks Bygning, 30 Alen lang og 16 Alen dyb. Tegning derpaa med mundlig Opgave paa en rund Sum af 5000 Rbd., som Bygningens Opførelse vilde beløbe, modtoges derefter sildigere og hvorom jeg underrettede Commissionens Formand, afdøde Hofpræst Schiødte, men da jeg efter den Tid intet videre hørte derom som Svar i denne Sag, lod jeg og samme selv falde bort, fordi jeg efter nærmere Overvejelse ikke indsaae Muligheden af uden en derved forøget Byrde for Sognet og uden at man dog ved denne Bygning vandt det tilstrækkelige Locale til at naae det af mig tilsigtede Maal, nemlig: for den Fattiges Vedkommende en tjenligere Understøttelses- og Forpleiningsmaade og for Sognene, ved at anvende sen Fattiges Arbejdskraft, en Lettelse l disses Fattigbyrder.

Sognepræst Søren Schiødtes gravsted på Frederiksberg Kirkegård. Indskriften lyder: "For // Hof og Slotspræst // Ridder af Dannebrogen // Søren Schiødte // Sognepræst paa Frederiksberg // fra den 2den Januar 1824 // til den 1ste Mai 1835 // Født den 21de Juni 1782 // Død den 12de August 1835 // Sattes dette Minde // af // Frederiksbergs // og // Vesterbroes Beboere."

Med Udgang af Aaret 1831 meldte jeg mig som en Følge af at den anordningsmæssige Tid af 3 Aar var omme fra Commissionen, men da et nøiere venskabeligt Forhold i Mellemtiden var opstaaet imellem mig og Hofpræsten fulgte jeg hans Opfordring til at vedblive Fatttgvæsenet som Forstander for det ældre Fattighuus.
Ved derefter tillige af Hofpræstens Forretninger og paa hans Anmodning at overtage mig en større Deel af Fattigvæsenets Hovedbestyrelse og som en Følge deraf først og fornemmeligen at gjennemgaae alle ældre Protocoller, for derved at blive bekjendt med det Historiske i Fattigvæsenets tidligere Bestyrelse, blev jeg da og bekjendt med et af Hofpræsten i Forening med flere af Grundejerne afholdt Møde, i hvilket saaledes som Protocollen Litr. D Pag. 306 opviser, findes anført

"1838 den 18de Decbr. forsamledes Commissionen. I dette Møde vare og efter Indbydelse af Sognepræsten tilstede DHrr. Slotsforvalter Bonsach, Planteur Hansen, Slotsgartner Wulff, Krigsassessor Velschou og Hr. Selschou af Flaskekroen for i Forening med Commissionen at overveie Communens Tarv med Hensyn til Fattigvæsenets, med hvert Aar hørende Udgifter, og kom man overeens om, for om muligt at indskrænke Antallet af dem, som søge Understøttelse og tillige for at forebygge Udgifter:

1) at see iværksat en Arbejdsanstalt, hvor de Almissesøgende kunde anvises Arbeide og holdes til Virksomhed; og at Tegning og Overslag til Bygningens Opførelse m. m. snarest muligt maatte bringes tilveie og Indstilling da gjøres herom til Amtsfattig-Directionen.

2) at 2de Sygestuer med flere Senge i hver, maae etableres for at spare de mange Udgifter for Syges Cuur og Pleje paa Hospitalerne i Kjøbenhavn"

og jeg overtydedes da om, ved at see denne Forhandling, at man i Sognene var stemt for Oprettelsen af et Arbeidshuus.
Fra denne Samlings Beslutning stamme muligen og det i sin Tid gængse Rygte om, at Hofpræsten havde foreslaaet Arbeidshusets Oprettelse, hvilket derimod ikkun var en Betænkning af Grundeierne over det af mig i Marts f. A. gjorte Forslag. 
Efter saaledes at være bleven bekjendt med denne Sognenes Mening opgav jeg ejheller længer Tanken om Sagens mulige Realisation og søgte derfor ved Læsning af forskjellige Værker om Fattigvæsenet i Almindelighed og ved oftere at besee Ladegaarden m. fl. Stiftelser, at modne denne til en leilighedsviis Udførelse. Derved forberedet modtog jeg og til sin Tid og med megen Fornøjelse et Tilbud til mig privat af Hr. Particulier Haste om: at afkjøbe ham Eiendommen Nr. 7 i Alleegaden, hvilken netop ved Auction i Septbr. Maaned 1832 var bleven ham som Pantecreditor og Høistbydende udlagt. Da jeg derimod som erfaren Kjøbmand just ikke strar vedgik min Kjøbelyst, bad ban mig og om, at jeg saafremt muligt vilde see at anbringe Eiendommen til Andre, hvilket jeg lovede. Fjorten Dage sildigere anmodede Hr. Haste mig om, at jeg vilde tage Eiendommen under min Varetægt, da Indbrud paa denne var skeet og en Kakkelovn bortstjaalen, og da jeg ligeledes derfor gav Løfte, meddeelte han mig og sin skriftlige Anmodning om Overtagelsen af gaardens Nøgler.
Efterat denne saaledes i en Tid havde været i mit Værge, og der følgeligen for mig havde været levnet den tilstrækkelige Tid til, nøie at overtænke dens Anvendelighed, gjorde jeg Hofpræsten, l October Maaned 1832, et Tilbud af Eiendommen til Fattigvæsenets Brug; men knyttede dertil er nyt Forslag om Oprettelsen af et Arbeidsbuus. Han Høiærværdigheds Svar til mig derpaa var derimod:

"at han ikke kjendte eller vidste hvorfra man skulde faae de behøvende Penge og at han eiheller kunde staae mig bi, hverken med Raad eller Daad , da han aldeles ingen Kjendskab havde til deslige Indretninger".

Jeg beroligede ham i den Anledning med, at de foreløbige Forskud, som det væsenligen ikkun kom an paa, eftersom Gaardens Kjøb vilde skee paa 20 Aars Betaling, og jeg forøvrigt meente, at arrangere Samme paa en lignende Aarrække, skulde jeg vel vide at tilvejebringe, deels i Contant, og deels ved min egen Handels Cretit paa en længere Tid; og hvad Sagen i dens øvrige Forhold angik, da skulde jeg og vide at bringe den til en heldig Udførelse. Efter forskjellige private Conferencer mellem Hofpræsten og Commissionens vigtigere Medlemmer, nemlig afdøde Generalkrigscommissair Uldall, Hr. Etatsraad Gede og den constituerede Birkedommer Hr. Hornemann (Hr. Justitsraad Fridrichsen tiltraadte først sit Embede sildigere, nemlig i Marts 1833, altsaa 3 Aar efterat jeg første Gang og ½ Aar efterat jeg anden Gang havde foreslaaet Arbeidshusets Oprettelse og Indstilling, derom var skeet,) blev det derefter af Hofpræsten til mig overdraget at kjøbe Eiendommen af Hr. Haste til den af mig foreløbig med ham overeenskomne Priis.
Det endelige Kjøb afsluttedes derimod efter mit Forlangende til Hofpræsten, af ham og mig fælles først i December Maaned næstefter med Hr. Particulier Haste og under tilbørlig Reservation af de vedkommende høiere Autoriteters Approbation for Kjøbet.
Under 20de og 30te Decbr. 1832 blev ifølge heraf af mig expederet til Commissionens Underskrift 2de Indstillinger til Stiftamtet om Approbation for Kjøbet af ommeldte Eiendom og om Tilladelse til Salg af det ældre Fattighuus.
Paa disse Ansøgninger modtog Commissionen Stiftamtets Svar i Skrivelse af 14de Juni 1833 med Kommunikation om, at det kongelige danske kancelli ifølge Stiftamtets Indstilling af 4de Juni s. A., under 13de næstefter havde bifaldet Kjøbet af Gaarden Nr. 7 og Arbeidshusets Oprettelse, ligesom og om, at Salget af det ældre Fattighuus var indvilget; men at der om det videre Ansøgte maatte indkommes med nye, i flere Ansøgninger i dette Andragender.
Da strax efter kommunicationens Modtagelse 3de af de vigtigere Medlemmer, afdøde Hofpræsten, ligeledes afdøde Generalkrigseomniissair Uldall og Hr. Etatsraad Gede, samtligen reiste bort, blev Udfærdigelsen deraf efter Hr. Justitsraad Fridrichsens  Ønske udst, indtil ovennævnte Herrers Tilbagekomst, og man vil derefter finde at under 26de August f. A, ere disse paa ny expederede.
Forinden DHrr.'s Afreise afholdtes derimod et Møde af Hofpræsten, i hvilket vare tilstede Hr. Etatsraad Gede, Hr. Justitsraad Fridrichsen og ærbødigst Undertegnede.
I dette Møde, der er det eneste, som af kommissionen er afholdt i denne Sag, forinden Arbeidshuset var færdigt til Lemmernes Optagelse, men uprotocolleret, fremsatte jeg iblandt Andet et Forlangende om, at Kommissionen af Grundejerne vilde vælge en Mand til, med mig at indrette og organisere Arbeidshuset. Dette fandt Kommissionen ikke tjenligt og som tidligere, i mit Brev Litra H. bemærket, anførte Hr. Etatsraad Gede derimod;

"at vilde jeg gjøre noget for Fattigvæsenet maatte jeg gjøre det alene, thi hans eget Liv havde lært ham at kjende til det Vanskelige, i den af Flere sammensatte Bestyrelse og hvorved min Plan i Udførelsen da let kunde komme til at lide".

Ligesom Hr. Justitsraad Fridrichsen erklærede :

"at han aldeles ikke kunde bifalde dette mit Forslag, thi egen Erfaring havde viist ham ved Fattighuset i Kjøge, hvor man havde ansat 2de Forstandere, at den derværende Fattigcommission nødtes til, 14 Dage sildigere at skille disse fra hinanden paa Grund af Stridigheder".

Endvidere foreslog jeg Kommissionen, at søge et Laan, enten hos Fondet ad usus publicus, eller hos det Reiersenske Fond, hvilket sidste antoges, ligesom Hr. Etatsraad Gede paatog sig at bringe denne Sag i Orden.
Det er at formode, at Forstanderskabet vil antage, at jeg formelt har forelagt Kommissionen en detailleret Plan for Arbeidshusets Indretning, Organisation og fremtidige Virksomhed, ligesom og en calculatorisk Beregning over Bekostningerne derved; dette har derimod ikke været Tilfældet, thi jeg har ikkun i sin Tid løst omtalt Grundtanken dertil for Hofpræsten og de nøiere Kalculer ere først blevne bekjendte igjennem Generalkrigscommissair Dr. Neergaards Skrift "Epistel til Anonymus", hvem jeg efter Forlangende havde opgivet disse. Da jeg derimod tidligere i et af mine Breve har lovet at oplyse Forstanderskabet om denne, saa forbigaaes den her og jeg skal ikkun tillade mig at bemærke, at Principet i den forandrede Forsørgelses-Maade erkjendte man vel som tjenligt for Fattigvæsenet, derimod ansaae Kommissionen nok Sagen som betænkelig fra den pecuniaire Side; thi Problemet, som her var at løse, var da hverken meer eller mindre end dette: uden Kapital og uden forøget Byrde for Sognene men ikkun beregnet paa Besparelser i Udgifter og Vinding paa Indtægterne af en i nogle Aar uforandret staaende Fattigskat, at kjøbe, ombygge og indrette den ommeldte Eiendom, ligesom og foranlediget af Sammes Resultater, efter nogle Aars Forløb at kunne nedsætte Fattigskatten.
Det er mig derimod velbekjendt, at forsaavidt som Planen af mig mundlig har været omtalt eller løst berørt i Indstillingen, denne da og har været tillagt megen Dristighed, hvorfor og Kommissionen, som var ukjendt med en Detaille, eftersom den ingen havde forlangt, sandsynligviis og ikkun af den Grund, trak sig udenfor al Deeltagelse ved en plein pouvoir til mig; Grundbasis for Planen var derimod Fordelingen af Summernes Beløb paa 20 Aar. hvilken da og, som den sluttende Deel af denne, nemlig for Udgifternes Beløb ved Indretningen etc. og først er bleven Kommissionen detailleret bekjendt, ved mit mundlige Forslag derom, i et i Februar 1835 afholdt Møde, i hvilket jeg efter min Udmeldelse af 5te f. M, paany var tiltraadt Kommissionen.
Af det Forgaaende vil det meget ærede Forstanderskab saaledes og have Anledning til at skjønne, at Kommissionens Mening var den, at jeg bedst kunde udføre min Plan selv, og skjøndt jeg ikke strax troede at burde gaae ind herpaa, saa fandt jeg dog sildigere det grundede Rigtige heri og frafaldt derfor og min tidligere Paastand om en sideordnet Assistence ved Ombygningen af Arbeidshuset.
I August 1833 paabegyndte jeg derfor og denne, og i den Tanke, at Lemmerne derefter skulde kunne optages i Stiftelsen den 1ste Januar 1834. Ganske uventet blev jeg derimod paa Slutningen standset af en Protest fra nogle Smedemestere i Frederiksberg Sogn, imod den Antagnes Rettighed til at udføre Kleinsmedarbeidet (nemlig Rørledningen for Varmegivningen) hvilket derimod saavel denne, som dennes Stedfader tidligere og i mange Aar upaatalt havde udført. Efterat have forskaffet mig den paalidelige Formening om Sagen hos Birkedommeren, Hr. Justitsraad Fridrichsen, men hvorefter det forinden videre ansaaes som nødvendigt at ansøge Authoriteternes Bistand i denne, blev i November 1833 udfærdiget en Ansøgning til det kgl. Stiftamtmandskab, hvori androges paa fremdeles at maatte benytte den til Arbeidet antagne Smedemester og hvorefter Kommissionen ved Stiftamtets Kommuniealions Skrivelse af 11te Januar 1835 modtog det kgl. danske Kancellies Indvilgelse dertil af 7de f. M.
Fuldførelsen af Arbeidshusets Indretning til førommeldte Tid blev saaledes endvidere uheldigen forlænget og Lemmerne derefter først optagne medio April 1834, der saaledes og havde til Følge, i Forbindelse med alle tidligere for Sagens Fremme mødte Hindringer, at Ejendommen derved paadroges en større Summa i Skatter, Kommuneafgifter, Renter, Mesterens Løn m. v. fra den Tid Eiendommen kjøbtes indtil den kunde disponeres. 
I længere Tid førend Paabegyndelsen af Ejendommens Ombvgning til Arbeidshuus, foreslog jeg til Fabrikmester ved dette Hr. Klædefabriqueur Olsen af Frederiksberg.
De Grunde som bestemte mig for denne Mands Valg vare: 
a) Hr. Olsens almindelig anerkjendte hæderlige Charakteer
b) hans mangeaarige praktiske Kundskaber til Fabrikvæsenet.
c) hans mig bekjendte Lyst til og Udholdenhed i Forretninger uden Deeltagelse i Fornøielser.
d) hans mig ligeledes bekjendte gode Formues-Omstændigheder, hvori der laae en Garanti for Kommissionen i Almindelighed, men for Bestyrelsen af Arbeidshuset i Særdeleshed,
e) og endeligen, at han var ugift.
Kommissionen fandt derimod ikke Anledning til at antage mit Forslag og valgte derimod efter en formaaende Anbefaling en anden Mand af Frederiksberg, med en Familie af Kone og 7 Børn, men uformuende og uden Kundskab til Fabrikvæsen. Da jeg nu ikke indsaae at kunne forsvare for Sognene, at paaføre disse en saa stor Familie, uden tillige at kunne lønne Manden saaledes, at han ikke skulde lønne sig selv, ligesom og en større Huusleilighed for denne i Arbeidshuset maatte disponeres, hvilken ikke var at undvære, saa maatte jeg og nødvendigen erklære mig imod Kommissionens Valg og da Samme vedblev sin Mening, melde mig fra al videre Deeltagelse i Fattigvæsenets Forretninger. I Anledning heraf besøgte Hofpræsten og Hr. Justitsraad Fridrichsen mig en Dag og opfordrede mig til, efter Løfte at indrette Arbeidshuset, men da jeg derimod uforandret vedblev min Mening, saa enedes DHrr. og paa Stedet om paany at tilbyde mig en udvidet plein pouvoir, saa at jeg fremtidig kunde handle i Alt. som jeg selv fandt det rigtigst, og yttrede velbemeldte Sidstnævnte, for hvad Tilfældet specielt angik til Hofpræsten: "at jeg jo bedst maatte kjende og vide Hvem jeg troede at kunne benytte eller i Arbejdet ville betroe mig til", og jeg tog nu ifølge heraf min Udmeldelse tilbage.
Ved at være gaaet ind paa Kommissionens foromskrevne Mening, hvorefter jeg skulde realisere min Plan for Arbeidshusets Oprettelse alene, gjorde jeg derimod til Betingelse, at saasnart dette var indrettet, skulde Samme have en særskilt Bestyrelse og denne, som den forske Indberetning omnævner, bestaae af Hofpræsten som Kommissionens Formand, af Politimesteren som Kommissionens tilforordnede Medlem og af mig, som da overtog den specielle Bestyrelse, Regnskabsvæsenet m. m.
Aaret efter, da Stiftelsen var færdig til Lemmernes Optagelse og jeg for Kommissionen fremlagde til dens Antagelse Hoved-Reglementet af 10de April 1834, forlangte man derimod netop modsat af mig, at den 15 §, der omnævner Bestyrelsen af Arbeidshuset, skulde udgaae og at Bestyrelsen skulde overtages af mig alene, hvilket Forlangende jeg derimod afslog, idet jeg aldeles henholdt mig til den tidligere derom trufne Overeenskomst. Kommissionen vedblev sin Paastand og jeg meldte mig da fra Fattigvæsenet for 3die Gang, ved Skrivelse af 12te April 1834 saalydende:

"Saafremt den Overeenskomst, der tidligere er truffen mellem Hr. Hofpræst Hr. Justitsraad Fridrichsen og mig, nemligen: at disse Herrer og i Medfør af deres Embedsstillinger tiltræde Bestyrelsen af Arbeidshuset og hver i sin Branche, ei fremdeles skal staae ved Magt, og saameget mere som jeg efter den dem forrige Sommer tilkjendegivne Udmeldelse fra Kommissionens samtlige Forretninger ikkun paa dette udtrykkelige Vilkaar lovede paany at vedblive, ligesom og at indrette Gaarden Nr. 7 i Alleegaden til Arbeidshuus m. v., finder jeg mig nu foranlediget til, efterat Kommissionen i det sidst afholdte Møde, under Deliberationen af det af mig i Udkast for Arbeidshuset forfattede Reglement, netop forlangte den Post udeladt, som bestemmer denne Bestyrelse, ærbødigst at framelde mig Kommissionens videre Forretninger, lovende derhos næste Tirsdag at modtage de til Optagelse bestemte Fattige, som og at ordne Sagerne til det Punkt, at der kan arbejdes.

Det reenskrevne Hovedreglement til Afbenyttelse eller Omarbeiden, giver jeg mig den Frihed, at insinuere, hvorimod jeg med Affattelsen af et Spise- og Arbeids-Reglement, af en Contract med og Instrux for Mesteren, af en Instrux for Kogekonen og for Formændene, af kontracter med DHr. Thottenberg og Staahl m. m., ei videre kan befatte mig.

De eneste og ubetingede Vilkaar paa hvilke jeg fremdeles vil vedblive, ere:

1) Bestyrelsen bliver som tidligere aftalt bestaaende af Hr. Hofpræst Shiødte i Egenskab af Sognepræst og Commissionens Formand, af Hr. Justitsraad Friederichsen i Egenskab af Politimester, der da overtager Huustugten, og jeg erklærer mig da villig til at paatage mig de Fattiges Forplejning og Beskjæftigelse med Arbeide, samt derover at føre eller lade føre de nødvendige Regnskaber, ligesom og at besørge Stedets og Inventariets Vedligeholdelse.

2) At der ugenlig og til bestemt Dag og Tid holdes Møde af samtlige Bestyrere, hvori Alt efter fælleds Overeenskomst afgjøres (Tiden dertil. Morgen eller Aften, overlades til DHrr.)

3) Da Ansvaret for Bestyrelsen af et Fattigvæsen hvormed er forbundet et Arbeidshuus, er større, fordi dets Maader at virke paa ere store og mere udstrakte, forlanger jeg at Alt, hvad som vedkommer Fattigvæsenet skal passere en formel Gang og ikkun afgjøres ved Referat, hvorefter de tagne Bestemmelser strax tilføres Referat-Protocollen og underskrives. Ledningen heraf, ligesom og det Væsentligste af Korrespondencen, er jeg da som tidligere villig til at paatage mig; men ikkun paa denne Maade, fordi jeg ellers spilder for megen Tid fra mine egne og vidtløftige Forretninger, eller rettere sagt, skal, for tillige at holde disse som det Vigtigste for mit private Liv i tilbørlig og nøie Orden, gjøre mig selv til en Slave ast Forretninger tidlig og sildig.

4) Forlanger jeg den ærede Commissions Opfordring til mig herom skriftlig og ikkun paa forommeldte Vilkaar. Indtil jeg modtager kommissionens behagelige og nærmere Bestemmelser lader jeg Alt in status quo og giver Mesteren i Arbeitshuset den Ordre, at han, efter Tirsdag og indtil kommissionen anderledes bestemmer, forplejer Lemmerne efter Forpleiningsplanen som og at disse, som nu, i Fattighuset kunne gaae ud og ind for at hente Mad efter Kortene.

Under 13de April eller Dagen efter modtog jeg min Udmeldelse tilbagesendt og paategnet efterfølgende Erklæringer:
I Henhold til den af Hr. Plockross her gjorte Paastand erklærer jeg mig for mit Vedkommende villig til at indrømme den i Eet og Alt, og jeg opfordrer derfor Hr. Plockross til fremdeles at vedblive Bestyrelsen af det nye Fattig- og Arbeidshuus og tillige bevidner jeg ham min skyldige Tak for den Flid og Omsorg, han har anvendt for denne kommunen saa vigtige og gavnlige Sag.
Kun mit Navn ønsker jeg udeladt af Reglementet."
Frederiksberg, den 13de April 1834. S. Schiødte.

   *     *     *

"Jeg erkjender, at jeg i Fjor lovede at deeltage i Bestyrelsen af det paatænkte Fattigarbeidshuus i Frederiksberg By; men det var under den Forudsætning, at jeg blev boende i Byen og at min Virksomhed som Medlem af Bestyrelsen kunde indskrænkes til juridiske konsultationer. Dersom det imidlertid ikkun er om mit Navn at gjøre og Deeltagelse i Ansvaret for Bestyrelsen, saa laaner jeg med Fornøielse Førstnævnte og overtager Sidstnævnte saalænge Hr. Plockrcoss har Bestyrelsen af Arbeidshuset, men ligesom Forordningerne ikke have paalagt Politimesteren nogen særlig Green af Fattig-Bestvrelsen paa Landet saaledes kan jeg eiheller nu især, da jeg boer udenfor Fattigdistrictet godvilligen paatage mig Samme; i Særdeleshed kan jeg ikke overtage mig Huustugten eller forbinde mig til at møde vis Dag eller Time i hver Uge.
Huustugtens Udøvelse af mig i Almindeligbed vilde desuden være uhensigtsmæssig; thi dens Grændser kan bedst bedømmes af; den, der har det specielle Tilsvn med Fattiglemmernes Arbejde og e deres daglige Opførsel og kun skal Politimesteren tilkaldes, naar man finder Anvendelse af Fængselsstraf nødvendig.
Iøvrigt lover jeg at assistere i Alt. hvad der staaer i min Magt til Opnaaelsen af Arbeidshusets Øiemed og skulde Nogen af Kommissionens Medlemmer antage, at jeg hidtil har gjort eller for Fremtiden vil gjøre for lidet, saa beder jeg dem at betænke, at jeg ikke staaer i nærmere Forhold til Frederiksberg Fattig-District, end til ethvert andet i det mig betroede Distrikt."
Kjøbenhavns Amts søndre Birk, datum ut supra
M. Fridrichsen. 

Efter Modtagelsen af disse Erklæringer gik jeg til afdøde Hofpræsten og bemærkede for ham, at jeg ikke dermed fandt mig fornøiet eiheller tilstrækkelig sikkret, idet Protocollen aldeles Intet indeholdt om Oprettelsen af Arbeidshuset eller om hvad der til den Tid for Sognene ved dette var udrettet, ligesom jeg og bemærkede for ham, at jeg havde anmodet om den samlede Kommissions skriftlige Opfordring til mig for en Vedbliven.
Under 18de April næstefter modtog jeg derfor efterfølgende Skrivelse fra kommissionen:

"Efterat kommissionen har taget den af Fattigvæsenet kjøbte og til Fattig-Arbeids og Sygehuus bestemte Gaard Rr. 7 i Alleegaden med de derudi gjorte Forandringer i Øiesyn, er det os en kjær Pligt at bevidne Deres Velædelhed vor erkjendtlige Tak for al den Opoffrelse af Tid og for den Omsorg, De har anvendt for Husets gavnlige og til sin Bestemmelse i alle Maader hensigtsmæssige Indretning og endskjøndt De vistnok har den bedste Løn i Deres egen Bevidsthed om at have gavnet Samfundet, vil De dog ikke forsmaae Deres Medborgeres agtelsesfulde Erkjendelse af Deres saa vellykkede Bestræbelser.

Overbeviist om Deres Velædelheds Interesse for dette vigtige Anliggende, anmode vi Dem om for Fremtiden at overtage den specielle Bestyrelse af det nye Arbeidshuus i Forening med Sognepræsten og Birkedommeren paa den Maade, som førhen i kommissionens Forsamlinger er bleven bestemt og glæde vi os i det Haab, at De velvilligen vil indrømme vor Begjæring.

S. Schiødte, Hofpæst. M. Fridrichsen, Politimester. Uldall, Generalkrigscommissair. Gede, Etatsraad. Didie, Tracteur. Buchhardt, Slagtermester. P. S. Breinholdt, Gaardeier. Hansen. Districtscommissair.

Bestyrelsen af Arbeidsbuset og Hofpræstens Forretninger i Fattigvæsenet overtog jeg derefter paany; men som Refeferat-Protocollen udviser var Tilsagnet om en fælles Bestyrelse ikkun at anser som pro forma idet ikkun 2de Møder ere afholdte, og Arbeidshusets Bestyrelse faldt da og sildigere som man oprindelige havde attraaet det paa mig alene og hvorfor? for at man sildigere kunde titulere og tilskrive mig som Inspecteur! endskjøndt det maae forekomme Enhver heri forunderligt at ville gjøre den Mand der selv er Stifteren af en offenlig Stiftelse til Inspecteur over denne.
Hovedreglementet af 10de April 1834 blev nu antaget og underskrevet Bireglementernes Discussion derimod som tidligere for det meget ærede Forstanderskab bemærket udsat.
Under 5te Februar 1835, tilstillede jeg kommissionen efterfølgende Skrivelse og meldte mig fra kommissionens Forretninger for 4de Gang.

"Herved giver jeg mig den ærbødige Frihed at tilstille kommissionen mit Regnskab for Arbeidshuset pro 1833 og 34 afsluttet 31te Januar d. A med en Saldo i min Faveur af 276 Rbd. 4 sk Sedler, bemærkende derhos, at jeg til Fordeel for Fattigvæsenets Kasse renoncerer paa Renterne af de Summer, jeg tidligere som Forskud har gjort til Arbeidshuset". (Fattigvæsenet har nemlig i sin Tid været vant til, at jeg naar behøvedes gjorde dette rentefrie Forskud, og de bag i den grønne Protocol anlagte kontoer for samtlige Forstandere vil oplyse herom).

"Dette Regnskab beder jeg den ærede kommission behageligst snarest at ville lade revidere for derefter at meddele mig vedbørlig Qvittering" (Ved en Fejltagelse af Buddet blev et circulaire mig præsenteret, i hvilket Hofpræsten derimod opfordrede Kommissionen til ikke at give mig Decharge for mine Regnskaber).

"Endvidere giver jeg mig den Ære at vedlægge den antagne Indberetning som reenskreven i hvilken ikkun den Forandring er gjort, at samme er tilføiet en sluttelig Oplysning om Salget af det ældre Arbejdhuus.

Ligeledes bemærker jeg, at i den fremsatte Beregning over Gaarden var indløbet en Optællingsfeil som rettet pr. Balance nedsætter den Udgift, Fattigvæsenet selv aarligen faaer at bære for hele Eiendommen, til circa 85 Rbd. Sedler.

Uagtet jeg i en Tid af 16 til 20 Aar ethvert Efteraar har havt en sygelig Periode, som varede een høist to Maaneder og saaledes ei er mig fremmed, saa har den dog i Aar udstrakt sig længere og væsenlig har jeg fundet mig mere angreben paa en Tid af 6 Uger, i hvilken selv mere betænkelige Symptomer have viist sig, og da en nødvendig Selvfølge heraf bliver, at jeg maa søge mig restitueret for ei at udsætte en kjær og stor Familie for dens Forsorgers for lidlige Frafalden; men dertil vil udfordres Soulagement i de mange Forretninger, som dagligen tidlig og sildig efter Sundhedens Tilstand hvile paa mig, saa vil det ei falde den ærede Kommission forunderligt om jeg fra Data framelder mig Fattigvæsenets samtlige paahvilende Forretninger, saameget mere som jeg fornemmeligen under saadanne Omstændigheder fortrinsviis bør holde ved og varetage mine egne. Altsaa grundet herpaa beder jeg Commissionen behageligst, af dens Midte at ville udnævnt 2de Herrer, til hvem jeg formaliter kan aflevere Arbeidshuset med Inventarium, Beholdninger af raae eller forarbejdede Artikler, Fattigvæsenets Bøger, Documenter m. v,; og om hvilken Udmeldelse jeg skriftlig udbeder mig Meddelelse.

Da denne min Sygdom saaledes og forhindrer mig fra efter Sædvane at opgjøre Hans Høiærværdighed Hof- og Slotspræst Schiødtes aarlige Regnskab (hvorfor og Bøgerne snarest bør modtages) saa kan jeg og eiheller opgjøre Fattigvæsenets Status. Naar Regnskabet af Hans Høiærværdighed selv er opgjort skal jeg, om Commissionen maatte behage at admittere mig til de fornødne Bøgers Brug, udarbeide denne og tilføie en Udsigt over hvad kommissionen i dens Pengeaffairer kan og bør foretage, ligesom jeg og, som den, der nøie kjender til Alt i Fattigvæsenets Affairer, stedse skal være beredvillig til at give enhver Oplysning.

Slutteligen aflægger jeg den ærede Kommission min varmeste og mest uskrømtede Tak for den ubetingede Tillid og Agtelse, den til enhver Tid har beviist og beæret mig med, og anbefaler den til samme Tid det nye Arbeidshuus paa det bedste, og som et spædt Barn, der behøver kjærlige Plejeforældre ".

Ærbødigst.

Sidstommeldte Udmeldelses sande Grund laae derimod i, at jeg fandt mig fornærmet ved nogle i Omløb værende Rygter, som idet de krænkede mig udvirkede Begyndelsen til en Guulsot.
Bladet Politivennen havde nemlig fremsat en Beretning om det nylig oprettede Arbeidshuus og deri nævnet mig som den, man skyldte Stiftelsen af dette. Hofpræsten saaes derved aldeles forbigaaet og et Rygte kom i Circulation, om at jeg var Forfatteren til denne, hvilket derimod var aldeles uden Grund, og jeg stod ikke engang i noget Forhold til den mig sildigere oplyste Meddeler af Stykket.
Hr. Secretair Frost af Frederiksberg, som hos mig og Bladets Redacteur søgte nøiere Kundskab om dette Rygtes Beskaffenhed, overbeviste sig og om, at Rygtet var usandt og Meddelelsen herom fra en Mand paa Frederiksberg, hvem han for mig navngav, af hvilken Grund han og formaaede Redacteuren til at modsige Rygtet i det paafølgende Blad, hvilket og skete ligesom Hr. Secretairen endvidere formaaede Redacteuren til, efter min Anmodning, at tilbageholde et i den Anledning af dette mod Hofpræsten affattet skarpt Stykke.
Endvidere gik del Rygte almindeligt, at Hofpræsten paa flere Steder havde debiteret, at han ikkun med megen Anstrengelse, og saagar ved Anvendelsen af en hans Børn tilhørende Capital, havde faaet dette Arbeidshuus tilvejebragt, ligesom han og skulde have præsenteret en af mig paa Arbeidshusets Regne udstedt Qvittering for en Summa af 1,100 Rbd. som Beviis herfor. De oprindelige Forskud havde jeg rentefrit gjort til Sagens Fremme, med Undtagelse af de i Banken paa Hofpræstens Hypothek laante 400 Rbd., men trak disse igjen tilbage i 18.14, saa at jeg ved Udmeldelsen ikkun pr. Saldo kom 276 Rbd. 4 Sk tilgode. Med Hofpræstens Laan forholdt det sig derimod som følger.
I et den 1ste Mai 1834 (vide Forhandlings Protocollen Pag. 122) afholdt Møde fremlagde jeg nemlig for Commissionen en Status, hvorefter 1,000 Rbd. Sedler vare behøvende, for dermed at berigtige Terminen for Gaarden til Hr. Supercargo Haste med 1,300 Rbd. m. m.
Da Commissionen derimod ikke vidste Midler til at tilvejebringe disse, og denne i Almindelighed afslog mit Forslag om igjennem de enkelte Herrer Medlemmers personlige Bidrag fra 100 til 300 Rbd. at assistere Kassen (og hvorpaa ikkun Hr. Justitsraad Fridrichsen gik ind imod Tilbagebetaling i 11te Decbr. Termin næstefter), saa blev det og derefter overdraget Hofpræsten og mig i Forening saaledes som Forhandlingsprotokollen viser at optage denne Summa som et Laan paa kommissionens Regne for Communens Regning.
Af dette Laan overtog da Hofpræsten selv et Beløb af 1100 Rbd., hvilken Summa og virkeligen var Hofpræstens Børns Penge, som af mig imod Anviisning paa Sparekassen der vare hævede. Hvad selve Sagen derimod angik, da var Laanet ikkun en Rentecouvertering, idet Sparekassen en Tid i Forvejen havde nedsat Rentefoden fra 4 til 3 pCt., hvorfor og Hofpræsten stiftede paany at anbringe kapitalen til 4 pCt.
Da jeg tidligere havde afslaaet Hofpræsten at modtage denne Summa i min private Handel, saa foreslog jeg ham nu ifølge den af Commissionen til ham og mig givne Bemyndigelse dermed at gjort Fattigvæsenet et Laan , eftersom Capitalen laant dertil maatte være ham fuldkommen sikker, hvilket Forslag til Kapitalens Anbringelse saaledes og af ham antoges. Det maa vel her indrømmes mig, at jeg ikke kunde handle rigtigere, end aldeles at trække mig tilbage fra en Sag, i hvilken jeg ikkun til enhver Tid saae mig mødt af Antagoni. 
Omtrent 14 Tage sildigere end ovenmeldte min Udmeldelse af 5te Januar 1835 afholdt Commissionen et Møde, i hvilket min Udmeldelse blev refereret, men hvorom Forhandlings-Protocollen aldeles Intet indeholder; derimod kom Hr. Justitsraad Fridrichsen til mig i min Bopæl og ligefra den forsamlede Commission og opfordrede mig i den hele Kommissions Navn tit paa ny at tiltræde denne og ligesom tidligere forhen at overtage mig Alt igjen.
Denne eenstemmige Anmodning deriverede efter Hr. Justitsraadens Udsagn til mig fra et Forlangende af flere af Frederiksberg Byes Grundejere, af disse for ham fremsat igjennem Justits-Protollen.
Jeg vægrede mig imidlertid ved at opfylde denne Anmodning og ikkun paa Hr. Justitsraadens Bemærkning : "at jeg burde gjort dette, eftersom jeg da derved kom til at vise Sognene, at jeg arbejdede for disse og ikke længere for Hofpræsten, paatog jeg mig paany den specielle Bestyrelse af Arbeidshuset. men negtede derimod som tidligere at udføre Hofpræstens Forretninger i Fattigvæsenet, ligesom jeg og strax paa Justitsraadens Anmodning fulgte ham i Commissionen.
I dette Møde fremsatte jeg da og mundlig for Commissionen mit tidligere omnævnte, Forstanderskabet bekjendte. Forslag til Gyldens Afbetaling paa 20 Aar, hvilket, som ligeledes tidligere for dette ommeldt, blev aldeles refuseret.
Forinden denne nye Tiltrædelse forlangte Hofpræsten i Overeensstemmelse med min Begjæring i min Udmeldelse af 5tc Februar 1835 Fattigvæsenets Protokoller, Documenter etc. overleverede, hvortil jeg selvfølgeligen og var aldeles villig; derimod fandt jeg, som min Udmeldelse viser, at det var nødvendigt, at denne Overlevering burde skee formelt, for at ikke en sildigere Mangel af et enkelt Document eller andet skulde falde mig til Last. Denne Begjæring fandt Hofpræsten derimod at være en Chicane imod ham, og jeg maa nu overlade til det meget ærede Forstanderskab at fælde Dommen over dette Forlangende. Exemplet med Hovedreglementet, hvilket af mig formelt var afleveret Commissionen til Protokollen i 1838, og som efterspørges efter omtrent 3½ Aars Forløb hos mig i 1842, afgiver følgeligen et stort Beviis for at min Begjæring var grundet paa en rigtig Anskuelse.
Anledningen til et i sin Tid ligeledes gængs Rygte om, at jeg stedse laae i Strid med Sognets Præster, maa derfor og sikkert ikkun være at søge deels i dette Tilfælde og deels i mine mange Udmeldelser; men jeg haaber derimod, at det meget ærede Forstanderskab vil finde, at dette Rygte har været aldeles ugrundet og at ikkun Fornuft og Klogskab har ledet mig i mine Handlinger, ligesom og at disse ikkun stedse sigtede til Sognenes Interesse. Ommeldte Rygte deriverede muligen og for endeel derfra, at jeg stedse erklærede mig imod, ligesom og til enhver Tid forbød Hr. Olsen at optage noget Fattiglem uden medfølgende Afhørings-Ark ; thi for det første var denne Form, som Referat-Protocollen udviser, vedtaget, og dernæst maa det sikkert og indrømmes, at skulde jeg som Bestyrer af Arbeidshuset kunne føre den nødvendige Control med Alt der, maatte jeg selvfølgeligen og kjende og vide hvilke Lemmer der indlagdes og naar, ligesom jeg og ikkun af Afhørings-Arkene kunde see om disse vare forsørgelsesberettigede i disse Sogne eller vedkom andre Communer, hos hvem derefter en refunderende Betaling vilde blive at søge - meget ofte nødtes jeg desuagtet til at indvillige Modtagelsen, efter et ikkun blankt paategnet Afhørings-Ark for at undgaae hvad man desuagtet har tillagt mig i Rygtet - Strid. Som et yderligere Beviis paa det Ugrundede i omnævnte Rygte skal jeg og tillade mig i det Efterfølgende. deels her og deels længere hen i dette Brev at give Afskrifter af nogle Breve til mig fra DHrr. Sognepræster.
Hofpræsten, som sikkert angrende maa have følt hvor dybt han havde krænket sin hæderlige Ven, der uden Hensyn til Opoffrelse af Tid, Flid og egne Penge, ikkun i hans Interesse og til hans Tarv stiftede og ordnede Arbeidshuset (thi første Gang foreslaaet af mig var det i Sognenes, men sidste Gang i Hof-Præstens Interesse og Sognenes denne ikkun sideordnet) ogsom saaledes maatte forudsætte ikkun hos mig at finde Uvillie, havde dog Tillid nok endnu til mil Venskab for ham, saa at han, den viste Fornærmelse og Krænkelse uagtet, henvendte sig personlig til mig om en offenlig Erklæring i hans Faveur fra min Side og contra det omnævnte Referat af Politivennen i Decbr. l 834 , det nye oprettede Arbeidshuus vedkommende.
Til Opfyldelsen af dette Ønske erklærede jeg mig og - efterat have gjort ham den ikkun milde Bebrejdelse , at- han jo først og fornemmelig burde have henvendt sig til mig i denne Sag - som aldeles villig og tilbød ham endog at ville underskrive en af ham selv i den Anledning forfattet Erklæring - han vristede dog hellere at jeg vilde koncipere en saadan, og vi enedes da om Tiden til sammes Oplæsning hos mig.
Denne kom og han fandt sig i høieste Maade dermed tilfreds og imod mig meget taknemmelig, men anmodede mig om ikkun al lade denne gjennemsee af en god Stilist Jeg bad ham selv at udføre dette, hvilket han og paatog sig og lovede næste Dag at ville sende mig Koncepten tilbage.
Til min store Forundring hørte jeg derimod Inter fra ham i 8 Dage, hvorimod han under tide Januar 1835 tilskrev mig følgende Brev:

"Høistærede!

Herved sender jeg Dem Deres koncept tilbage. Efter vor første Aftale lader jeg følge en koncept til Major Christensen, hvilken jeg, var jeg Dem, vilde bede ham indrykke i sit Blad ". Frederiksberg den 9de Januar 1835.

Hengivenst S. Schiødte.

E Skr. "Fra Hr. Inspecteur Plockross har jeg idag modtager 9 Rbd. 4 Mk. 11 sk.bevidnes

Frederiksberg den 9de Januar. S. Schiødte.

Copi af koncepten.

S. 'I'. Hr. Major Christensen.

"De har i Deres Blad Politivennen Nr. 989 i en Annonce angaaende det i Frederiksberg By nylig oprettede Arbeidshuus tillagt mine Bestræbelser for at erholde bemeldte Huus, en fortrinlig Roes, som jeg vistnok med glad Bevidsthed kan modtage, men jeg skylder Sandheden at erklære, at Sognepræsten, Hr. Schiødte, formedelst sin Medvirken bør dele med mig denne Roes. Jeg beder derfor Hr. Majoren at give denne min Erklæring Plads i Deres Blad ".

I Mellemtiden mødte mig derimod en Omstændighed, som nødvendigen bød mig at maatte erklære for Hospræsten ar jeg nu ikke længere kunde give ham den attraaede Erklæring, eftersom det var blevet mig betydet, at jeg maatte vente at see mig compromitteret paa mit Ord om dette offenlig kom frem, og bad ham derfor "at ville henvende sig til Kommissionen om den attraaede Erklæring. Om Hofpræsten derefter henvendte sig til denne om en saadan eller ikke, er mig aldeles ubekjendt, men i den ligeledes uprotocollerede Samling, som afholdtes den 20de Januar 1835, citeret i Forhandlings-Protokollen Fol. 124, og i hvilken efterskrevne Herrer vare tilstede nemlig: afdøde Hofpræsten, ligeledes afdøde Generalkrigscommissair Uldall, Kapellan Shiødte, Districtscommissair Hansen, 2de Forstandere fra Bønderbyerne og ærbødigst Undertegnede, passerede Efterfølgende :
Forhandlingen begyndtes nemlig af Hofpræsten (der i Forveien var noget ilde stemt i Humeur), idet han henvendte sig til Generalkrigscommissair Uldall med:
"at Stiftamtet oftere havde erindret ham om Indberetningen, som desuagtet ikke af mig (Plockross) var fuldført, saa at han for sit personlige Vedkommende ikke kunde udsætte denne længere", idet han derhos angav Maaden, paa hvilken den saa kort" som mulig kunde affattes.
I samme Anledning havde Hofpræsten og under 15de s M. tilskrevet mig svigende Erindring:

"Jeg frygter for at faae en Irettesættelse dersom den befalede og oftere paamindede Indberetning ikke indkommer i disse Dage. Skulde De derfor ikke meget snart faae den færdig, da send mig Copi-Bogen og de angaaende Arbeidshuset nødvendige Data, som De alene kjender, al jeg kan undgaae þÿ hvad der endnu ikke er hændet mig i min Embedsførelse Irettesættelse af mine Foresatte" S. Schiødte.

Paa foranførte Hofpræstens Indledning af Forhandlingen gav jeg følgende Svar.

"Da Deres Høiærværdighed har opfordret mig til at affatte Indberetningen maa jeg og herved tillade mig at erklære Kommissionen: at Grunden til, at jeg ikke tidligere har kunnet opfylde dette Forlangende er, fordi at alle de dertil behøvende Materialier endnu ikke ere samlede, eftersom væsenlige Momenter dertil blive at uddrage af Regnskaberne, hvilke dog forsaavidt disse befindes i mine egne kunne opvises, eftersom samtlige mine Regnskaber ere saavidt fremmede til Afslutning; men da Deres Høiærværdigheds eget Regnskab og Status endnu ikke er opgjort og mere deraf bliver at benytte, har jeg disse manglende Momenter fraregnede, dog affatter og medbragt et Udkast til Indberetningen" 

hvilket jeg derpaa oplæste. Efter Oplæsningen erklærede Hof-præsten :

"at den var for lang og vidtløftig". 

som af mig repliceredes med den Bemærkning :

"at jeg, grundet paa at Kommissionen havde overdraget Sagens Udførelse til mig alene, havde troet det rigtigst, med Hensyn til en Fremtid og en efterfølgende anden Bestyrelse, Nittere ar burde udvikle mig og mere end maaskee ellers nødvendigt"

Hertil svarede afdøde Generalkrigscommissair Uldall (vendende sig til Hofpræsten og noget gnavent).

"Jeg erklærer for mit Vedkommende, at Indberetningen saaledes som Hr Plockross har affattet den, ganske svarer til mit Ønske. og er, som den bør være, og jeg har ikkun at bemærke: at commissionen har at tilføie samme den Erklæring, at man ene og alene har Hr. Plockross at takke for Alt i denne Sag". 

Hofpræsten taug og jeg tog da Ordet (henvendende mig ril Generalkrigscommissairen :)

"Jeg aflægger Dem Hr. Generalkrigscommissair min ærbødigste og forbindtligste Tak for den Opmærksomhed, som De troer at Kommissionen bør vise mig, men da jeg allerede har havt tilstrækkelig Ærgrelse af denne Sag, befrygter jeg ved en saadan Erklæring af Kommissionen ikkun at faae endmere" 

hvorefter jeg bukkede for Generalkrigscommissairen og satte mig igjen. Generalkrigscommissairen svarede derimod hertil:

"Det kan jeg paa min Sjæl ikke indrømme, det vilde for Kommissionen være at stjæle Fjederne af en anden Mands Hat".

Udkastet var nu delibereret, og antaget saaledes som Indberetningen findes indført i Forhandlings-Protocollen Fol. 124. Mødet dermed endt, men uden Protocollation eftersom hverken Protocol eller Skriver var tilstede.
Fremdeles skal jeg tillade mig af en historisk Fremstilling af Fattigvæsenets Tilstand (som tidligere er læst af mange) og hvilken jeg efter flere Grundejeres Forlangende udarbejdede i Aaret 1838 forinden min sidste Aftrædelse, altsaa efter Hofpræstens Død, og for Tiden fra 1824, dennes Tiltrædelsestid, indtil 1834, da Arbeidshuset var oprettet, og som en Følge af at man ønskede al see Alt paa Tryk, tillade mig at uddrage og her at nedskrive nogle Brudstvkker, hvoraf det behageligst vil sees, hvorledes jeg den megen Grund til Anke fra min Side omtalte Hofpræsten, uden at han deri finder noget Spor til Uvillie, mindre til Strid; og ikkun fordi jeg heel vel indsaae, at saavel denne, som og sildigere Pastor Holsøe begge vare imponerede til min Skade af mellemkomne, Sagen i sin Heelhed, eller mig personlig ildestemte Personer og ved den af disse udstrøede Tvedragtens Sæd ; thi Hofpræsten havde ikkun Grund til i høieste Grad at være mig taknemmelig som Ven, for Alt, hvad jeg havte gjort for ham personlig i Fattigvæsenet; ligesom Hr Pastor Holsøe ikkun havde Grund til at være mig høist velvillig for hvad derved var gjort for Sognene i Almindelighed, og til Lettelse for Embedets Forretninger i Særdeleshed. hvilket han da og tilkendegiver mig i sin Afskeds-Skrivelse af 22de August 1 838, hvoraf en Afskrift sildigere tilføies.
Første Brudstykke:
Som en Følge af denne Fattigskattens vedvarende Stigning har man og til sin Tid temmelig almindeligt bebreidet Hofpræstens Bestyrelse af Fattigvæsenet, at den Billighed, hvormed han indrømmede den Fattige den forlangte Understøttelse ene var Grunden dertil. Sagen i sin Heelhed lader sig vel eiheller negte, eftersom Facta træde op derimod; men bør dog ikkun indrømmes betingelsesviis, thi man var ikke villig nok til at undersøge, om dette kunde være heelt anderledes.
For det Første laae det ejendommeligt i Hofpræstens Hjertes Følelser for den Fattige og Treengende, vanskeligen at negte naar han troede ikkun nogenledes at kunne give Indvilgelsen til den Bedende; thi han var af Hjertet kjærlig og god imod den Fattige.
Dernæst maatte man kjende meget lidet til de mange og høist heterogene Forretninger, der hvile paa Sognepræsten i Frederiksberg qua Embedsmand, tillagt de mangfoldige kirkelige Forretninger. hvormed Hofpræsten søgtes fra Kjøbenhavn og andre Steder (og som foranledigede at han aldrig havde Ro) naar man troer, at ham kunde været levnet tilstrækkelig Tid til at foretage vidtløftige Undersøgelser, eller anstille grundige Betragtninger over hvad der imod det tiltagende Onde var at opstille eller iværksætte.
Fremdeles realiserede man sig ikke Begrebet om det Trykkende og høist Besværende, som der laae i for ham, til enhver Tid at see eller vide sin Dør belejret af en Flok Fattige, og at saaledes den Paatrængende oftere med større Lethed kan have gjort sin Trang gjeldende, end det under andre Omstændigheder rimeligviis vilde have været Tilfældet. Endeligen bør man vistnok og tage tilbørligt Hensvn til, at Krigsaarene, men endnu mere disses mangfoldige og uheldige Følger havde gjort Armoden almindeligere, og mere udbredt end tidligere. Erkjendende Ondet ! og følende Trykket! følte han sig selv for svag til at afgive den dertil udfordrende Resistenee og foranledigedes derved oftere til det veemodige Udbrud af sine Følelser:

"at han paa Grund af Fattigvæsenet maatte søge Afgang fra Frederiksberg !"

Andet Brudstykke:
Proponenten bemærker, at Sognene i denne Sag ere afdøde Hofpræst, Ridder Schiødtes Minde Tak skyldig.
1) For hans som Commissionens Formand personlige Anerkendelse, af Gavnligheden for Sognene i den forandrede Forsørgelsesmaade.
2) Fordi han grundet derpaa som Commissionens Formand bevirkede, at denne ligeledes erklærede sig for Forslagets Antagelse.
3) forbi han velvilligen efter Proponentens Opfordring dertil indgik med denne, ved Udeblivelsen af Approbationen for Kjøbet af Gaarden Nr. 7 i Alleegaden som fælles ansvarlige private Kjøbere til Hr. Partikulier Haste, til den Tid denne erklærede sig uvillig til længere at ville staae ved Handelen, eftersom Tiden for en Astenten af hiin langt var overskredet den med ham overeenskomne.
4) Og endeligen fordi han velvilligen strax tilbød at assistere Sagens pecuniaire Side med et Laan af et Hypothek i en Obligation stor 500 Rbd. (paa hvilken sildigere laantes i Banken paa Proponentens Navn, 40(1 Rbd., da hiin ikke uden det kongelige danske Cancellies Tilladelse, vilde gjøre Commissionen det derpaa forlangte Laan. 
Tredie Brudstykke:
Hvad Proponentens egen Deeltagelse angaaer, da erklærer han ikkun strengt ar have opfyldt den Pligt, der paalaae ham som Ven af Hofpræsten, fra det Øieblik, han efter dennes Opfordring havde overtaget sig Sammes Forretninger i Fattigvæsenets Hovedbestyrelse, den nemlig fælles med den Fattiges Ret nøie at paasee Sognenes Tarv, og at Alt hvad der kan ansees udenfor den strengere Pligts Opfyldelse, laae skjult under de private Hensigter.
1) om muligt for Hofpræstens, og eget Vedkommende at søge undgaaet den Ubehagelighed, der fælles for dem vilde have lagt i det faa Aar efter, ifølge det Truende i Fattigvæsenets Stilling, nødvendig blivende Skattepaalæg.
2) og dernæst ved at afvende dette og redressere paa en forbigangen Tid, at reise Hofpræsten, hans Ven, et varigt Minde, i Sognene. 
Proponenten beklager derimod høiligen, at Hofpræsten heri foregreb Tiden, idet han utidigen lod sig pirre af en Blad-Relation i Politivennen om Arbeidshusets Oprettelse, hvilken derimod uforsigtige og ukloge Mellemkommende benyttede til, mellem Vennerne at udstrø Tvedragtens Sæd; men hvorved de da og adskilte disse for Livet. Det Gud dem tilgive, men Hist! Hisset for Frelserens Throne, der samles de atter og som Forsonede! 
Førommeldte Afskeds-Brev fra Hr. Pastor Holsøe, dateret 22de August 1838 ved min sidste Udtrædelse fra Commissionen vidner ligesaa lidet om, at nogen tidligere Strid har været existerende mellem ham og mig; Brevet lyder som følger:

Allerhøistærede!

Forhindret ved et Besøg i personligen at overlevere Deres Velbaarenhed vedlagte Tilstaaelse og ligeledes vedlagte Skrivelse, tillader jeg mig herned ærbødigst at fremsende begge, formodende at De ønsker Tilstaaelsen forinden te tager paa Landet. Ved denne Lejlighed beder jeg Dem modtage min inderlige Tak for al den forekommende Velvillie, den saa redebonne Hjelp og Tjenstagtighed, De i Fattigvæsenets Sager har ydet mig, i den Tid jeg har været Sognepræst, idel jeg beder Dem være forvisset om, at jeg for mit Vedkommende, tilfulde erkjender og paaskjønner hvad De har virket for dette Pastorats Fattigvæsen. 

Nedbedende Guds Velsignelse over Dem og alle Deres Kjære, har jeg den Ære med taknemmelighedsstld Høiagtelse al undertegne mig 

Deres Ærbødigst Forbundne Holsøe''.

S. T. Hr. Capitain Plockross.

Jeg beder det meget ærede Forstanderskab behageligst af dette Brevs Indhold især at bemærke det den brugte Udtryk :

at jeg for mit Vedkommende tilfulde erkjender osv., 

thi heraf er altsaa den Slutning at udlede, at der maa være Andre indflydelsesrige, hvis Mening har staaet Pastorens imod! Hvem ere nu disse? og hvorpaa have samme grundet deres Antagoni ? Jeg beder derfor Hr. Pastor Holsøe anmodet om, velvilligen herom at oplyse, og han vil sikkert ikke negte denne Oplysning; samme vil da og lede til det for Sagens Opklaring rette Spor og for mig blive vigtig; thi denne Antagoni, som har givet den mig i min Fabrikdrift og Handel tidligere modte, et vægtigt Tilstød, har, saa at sige, kostet mig Alt i Livet. 
Rygtet om Strid fra min Side med Sognepræsterne, vil saaledes behageligen skjønnes at have været ugrundet, og hvad man har nævnt som Strid, kan vel ikkun have været at henføre under Meningsforskjelligheder i selve Sagen, og hvor min Mening som et Medfør af dennes Beskaffenhed, idet den ikkun bar Præget af Omsorgen for Sognenes Interesse, kan være bleven den gjeldende. Derimod har jeg den Overbeviisning, ikkun stedse at have viist mig som den, der med at mulig Agtelse for og Erkjendelse af Andres bedre Meninger, med Fornøielse veeg for disse.
Jeg bør ikke undlade her at bemærke, at ved Hofpræstens Fratrædelse meldte Hr. Etatsraad Gede sig fra Commissionen, ligesom og Generalkrigscommissair Uldall forinden ved Døden var afgaaet.
Af Forhandlingerne i Mødet ben 3die April 1838, tilført Protokollen Pag. 528, vil det meget ærede Forstanderstab erfare, at jeg forlangte samtlige Regnskaber for Aarene 1833 til 1837 inklusive, ligesom og de 2de Indberetninger, Arbeidshusets Oprettelse vedkommende, paa sædvanlig Maade tagne i Afskrift og derefter henlagte til Grundejernes Eftersyn, ligesom og. at offenlig Bekjendtgjørelse derom maatte udgaae.
De Grunde, som af mig i "den" Anledning anførtes for den forsamlede Commission vare efterfølgende:
1) gjorde jeg Commissionen opmærksom paa, at man oftere offenlig dertil igjennem Bladene havde opfordret, og fremlagde i den Anledning Politivennen Nr. 1039, ligesom og oplæste et Stykke af Nr. 1045.
2) at man i Sognene antog, at Skylden til Regnskabernes Tilbageholdelse var min, idet flere Grundejere havde sagt mig, at vel meer end de 2/3 af disse vare af den Mening, at jeg af personlige Grunde holdt samme tilbage.
3) at jeg ansaae mig forpligtet til for mine Medborgere, Grundejerne i Sognene, at gjøre Rede, ikke for de døde Talrækkers rigtige Optælling i mine Regnskaber, om hvis Rigtighed, Amts-Fattig Direktionens aarlige Decisioner vare modtagne, men derimod for Manden, paa hvilken nogle og tyve Tusinde Rigsbankdaler i et kort Tidsløb af 4 Aar efter min egen vilkaarlige Bestemmelse vare blevne anvendte, og om der for Sognene var nogen Garanti for, at den heldige Fremskriden, som for Fattigvæsenet i disse Aar var fremstaaet, fremtidigen kunde antages at vedblive, eller om denne ikkun var at ansee som grundet paa tilfældige Omstændigheder og saaledes usikker.
4) at jeg antog det som særdeles tjenligt, at man i Sognene i blev nøiere bekjendt med Fattigvæsenets Tilstand, fordi at dette ikkun vilde medføre sammes fremtidige Gavn, idet man i disse kunde glæde sig ved at tælle en Deel rige Grundejere, hvilke muligen ved at blive vidende om Fattigvæsenets heldigere Fremskriden kunde finde sig foranledigede til , ved testamentariske Gaver eller paa andre Maader, at dotere Fattigvæsenet med Summer, og for hvilke der da vilde være et godt Brug, da endnu meget til Sognenes Tarv i Fattigvæsenets Vedkommende, var at udrette.
5) og endeligen, fordi at jeg antog, at det maatte være særdeles behageligt for Commissionen i Almindelighed ligesom og for Hr. Pastor Holsøe i Særdeleshed, hvem Byrden af Arbeidshusets Bestyrelse fremtidigen vilde falde paa, at man, som rimeligt, ved enhver antaget og iværksættende forandring, ifølge deraf vilde kunne gjøre Regning paa at finde Velvillie, Understøttelse og Erkjendelse i Sognene, hvilket jeg ansaae som en høist nødvendig Betingelse for offenlige foretagenders fremme i Almindelighed.
Commissionens Mening i Almindelighed var imidlertid imod dette mit forlangende, hvilket forøvrigt dog ikkun var. hvad tidligere havde været Skik og Brug i mange Aar; men da en Pluralitet af 9 Medlemmer tiltraadte den af Hr. Districtscommissair Hansen (den ivrige Opponent imod Regnskabernes Fremlæggelse) Protocollen tilførte Mening om:

"at han ei ansaae sig competent til al have nogen Mening i den Henseende, men tillod sig at henstille til deri ærede kommission, om ei Stiftamtets Resolution idten Henseende maatte indhentes ",

saa blev den af mig forlangte fremlæggelse og afslaaet. 
Som tidligere af mig bemærket, havde flere Grundejere derimod sagt mig

"at man antog Skylden til Regnskabernes Tilbageholdelse ikkun at være min" 

Ifølge heraf var jeg da og den Dag kommen i Kommissionen, fast besluttet paa, at Regnskaberne nu skulde fremlægges.
Efterat altsaa Afslaget var givet og ifølge mit forlangende tilført Protocollen, fremsatte jeg for Kommissionen den Bemærkning:

"at Indvilgelsen til, eller Negtelsen af Regnskabernes fremlæggelse, jo ganske og aldeles var afhængig af denne selv, men at jeg forøvrigt vel skulde kjende Maaden, paa hvilken jeg skulde faae disse fremlagte", 

og forlangte derefter ligeledes til Protocollen en Udskrift af forhandlingen under Formandens Haand. Sidstnævnte reiste sig og henvendte sig med efterfølgende Ytrringer til Kommissionen:

"at han dog for sit Vedkommende fandt det billigt, at den Mand, som i saa mange Aar havde tjent Fattigvæsenet og udretter saa meget til dets Gavn, billigen burde indrømmes Ret til, at fremlægge sine Regnskaber offenlig, især da han selv forlangte dette, og det af saa megen mere Grund som Oprettelsen af dette Arbeidshuus havde tildraget sig Regeringens Opmærksomhed i den Grad, at det skulde tjene til Mønster for fremtidige paa Landet oprettede Arbeidshuse", 

og Majoriteten af 9, som forud var imponeret af mit forlangende om en Afskrift af forhandlingen, gav derefter, som Protocollen, udviser, dens eenstemmige Samtykke til Regnskabernes m. v. offenlige fremlæggelse. Hvad Kommissionen egenlig sigtede til, med ommeldte Negtelse, ikke alene af Regnskabernes fremlæggelse, men endog af Bilagenes Tilstedeværelse, er mig ikke klart, og saameget mindre, som jeg, paa given Anledning i Mødet, havde tilbudet, hvad Afskrivningen angik, selv at ville udrede alle Omkostningerne derved.
Jeg har imidlertid stor Grund til ikke alene at forundre mig, men endvidere til høiligen at beklage mig over et Svar, som Redacteuren af Politivennen i Anledning af dette Mødes Beslutning gav i Bladet Nr. 1166 for 5te Mai 1838 og efter hvad han derom anfører i Inseratet "efter Bemyndigelse", men som indeholder aabenbare Urigtigheder.
Inseratet lyder nemlig som følger :

"I Anledning af det i Nr. 1165 i Politivennen Indrykkede om Offenliggjørelsen af Frederiksberg Sogns fattigvæsens Regnskab, er Regnskaberne for 1833, 34, 35, 36 og 37 foreviste Redacteuren og Samme bemyndiget til at bekjendtgjøre for Vedkommende: at i Kommissions-Mødet den 3die f. M., hvor iblandt andet blev forhandlet, hvorvidt Fattigvæsenets Regnskaber og dets Status for de 2de sidste Aar skulle trykkes eller ei, blev af 3de af Kommissionens Medlemmer stemt for. at der i det mindste af Fattigvæsenets Status skulde trykkes saamange Exemplarer, at enhver Grundejer erholdt eet; at 9 Medlemmer stemte for, at den ikke skulde trykkes; men hvorefter det bestemtes, at Afskrifter af fattigvæsenets Regnskaber tilligemed de dertil horende Indberetninger til Amtsfattigdirectionen ikke alene for Aarene 1836 og 37, men ogsaa for 1833 og 34 og 35 skulle henlægges i Kommissionens Forsamlingsværelse til Eftersyn for Vedkommende.

"At disse Regnskaber endnu ikke ere offentlig ommeldte at være til Vedkommendes Eftersyn, er foraarsaget ved den Omstændighed, at Arbeidshusets Regnskaber tilligemed Varebeholdnings-Regnskaberne samt Indberetningerne endnu ikke ere afskrevne, fordi den Mand, hvem dette meget vidtløftige Arbejde er overdraget, endnu ikke har havt Tid og Leilighed dertil.

"Saasnart disse Afskrifter, hvortil 4-5 Bøger Papir ville forbruges, ere færdige, ville de, ifølge Hr. Stiftamtmandens Svar Skrivelse af 26de Marts 1836, paa Sognepræstens Forespørgsel denne Sag angaaende, blive henlagte paa fornævnte Sted til alle Vedkommendes Efterretning. Redacteuren."

og jeg maa bemærke, at saafremt denne Meddelelse stammede fra noget enkelt Medlem af Kommissionen, da var Sagen virkeligen behandlet med en høi Grad af Skjødesløshed, men ved at sammenholde Forhandlingen med Inseratet, skjønnes det og letteligen, at den, der har givet Meddelelsen ikke har havt Protocollen til sin Disposition. I sine Følger var Stykket derimod af større Betydning for mig.
Forhandlingen, som findes indført i Forhandlings-Protocollen Fol. 569 og 10, lyder som følger:
"ad 2. Regnskaberne for 1837 aflagte af Sognepræsten Holsøe og Kapt. Plockross bleve oplæste og underskrevne. "
"ad 4. Status til 1ste Januar 1838 blev oplæst og underskrevet. "
"ad 7. Med Hensyn til hvorvidt Fattigvæsenets Status for 1836 og 1837 skulde trykkes vare de 3 Stemmer for (Holsøe, Lauritzen og Plockross) og 9 Stemmer imod at de bleve trykkede."
"Kommissionens Medlem, Kapt. Plockross, som underrettede Kommissionen om, at han nu efter at have tjent Fattigvæsenet 10 Aar fra 1ste Januar 1828 til 1838, udmeldte sig fra dette, ligesom han og ønskede at fratræde Arbeidshusets Bestyrelse fra næstkommende 1ste Juli, foreslog til sin Efterfølger Hr. Sectr. Frost. Han opfordrede derhos kommissionen til, at Fattigvæsenets Regnskaber, saavel Hovedkassens som Arbeidshusets Kasse og Varebeholdnings Regnskaberne, de sidste aflagte ved Mesteren Hr. H. Olsen for Aarene 1833, 34, 35, 36, 37, ligesom og begge de til det Kongelige Stiftamtmandskab af kommissionen tidligere afgivne Indberetninger, maatte tages i Afskrift og vidi-»irrede af kommissionen henlægges i Arbeidshuset til Eftersyn af de Sognene vedkommende Grundejere og Beboere, og at naar dette var skeet, offentlig Bekjendtgjørelse derom af kommissionen maatte skee".
"Forstander Hansen, hvis Videtur i ovennævnte Anledning med Hensyn til de begjorte Regnskabers Fremlæggelse blev ham affordret, erklærede: "at han ei ansaae sig kompetent til at have nogen Mening i saa Henseende, men tillod sig at henstille til den ærede kommission om Stiftamtets Resolution ei i den Henseende maatte indhentes."
"De øvrige 9 tilstedeværende Medlemmer tiltraadte Hr. Hansens Mening."
"Sognepræsten meente, at der maatte forholdes i Analogie med 37-38 af Reglementet for Fattigvæsenet paa Landet af 5de Juli 1803 og Stiftamtmandens Skrivelse af 26de Marts 1836, hvoriblandt anføres: at det formeentlig maa ansees tilskrækkeligt at Fattigregnskabet (Hovedkassens) som hidindtil i Afskrift henlægges til alle Vedkommende."
"Da Fattigregnskaberne ikkun findes anførte i Protocollen og Bilagene afsendes og forblive i Amts Fattig-Directionens Arkiv, formeente han, at kun Fattig-Regnskaberne vilde blive at afskrive og at Vedkommende, der muligen skulde kunne forlange Bilagene foreviste, maatte nøies med , hvad de forhaandenværende koncepter kunne oplyse. (Paa min Bemærkning til kommissionen om, at alle Bilage som bekjendt aarligen retourneredes og at disse samtlige og vare i Behold nu som forhen, ligesom og endvidere, at jeg ikke antog, at nogen Grundejer vilde finde sig tilfredsstillet ved ikkun at forevises Concepter, tilførtes efterfølgende). Forsaavidt det var muligt, at Regnskaberne for de ovenanførte Aar saa fuldstændigt som muligt kunde fremlægges til Eftersyn, skjønnede han at saadant durde skee."
"Plockross refererede sig til sin første Opfordring til Commissionen og exiperede imod enhver Undtagelse, hvornæst han udbad sig Forhanlingen for i Dag under Sognepræstens Haand meddeelt i Gjenpart. "
Commissionen erklærede, at den samtykkede i Hr. Capitain Plockross's Begjæring saaledes, at det bliver Kommissionens Sag, at lade Regnskaberne afskrive under Capitainens Tilsyn, hvorhos Kommissionen aldeles intet havde at erindre imod, at Hr. Kapitain Plockross kundgjorde af Arbeidshusets Regnskaber for sit Vedkommende Alt hvortil han fandt sig foranlediget - hermed fluttedes Forhandlingen,"
Sammenholdt med "Politivennen" findes efterfølgende Uovereensstemmelser.

1) Forhandlingen viser nemlig aldeles ikke, at der har været andraget paa en Trykning af Regnskaberne, men ikkun paa Status for 1836 og 1837.

"Politivennen" debiterer derimod dette:

2) Forhandlingen viser, at jeg forlangte Regnskaberne afskrevne, og henlagte til Grundejernes Eftersyn, og at dette først indvilgedes efter al jeg havde forlangt Forhandlingen beskreven meddeelt.

"Politivennen" forbigaeer dette aldeles, og anfører derimod om Arbeidshusets Regnskaber:

"Saasnart disse Afskrifter ere færdige, og hvortil 4 a 5 Bøger Papiir ville forbruges, ville De ifølge Stiftamtmandens Svarskrivelse af 26de Marts 1838, paa Sognepræstens Forespørgsel i denne Sag angaaende, blive henlagte til alle Vedkommendes Efterretning."

Og enhver i Sagen Uindviet maatte da meget naturlig falde paa at spørge om, hvorfor bleve de da ikke i Følge denne Resolution fremlagte omtrent 2 Aar tidligere? Den her citerede Passus gav saaledes og en Bekræftelse til Sognene paa, at Regnskaberne, saaledes som man antog det, virkeligen vare tilbageholdte af mig.
Det høist mærkelige ved Brugen af dette Brev er derimod: at ifølge "Politivennens" Debit fremlagdes Regnskaberne for Arbeidshuset i Overensstemmelse med:
"Hr, Stiftamtmandens Svarskrivelse af 28de Marts 1826",
i Mødet negtedes disses Fremlæggelse grundet paa denne Skrivelses Indhold, - og Protocollens Ord ere derom følgende :

"at der maatte forholdes i Analogie med 37 og 38 af Reglementet for Fattigvæsenet paa Landet af 5te Juli 1803 og Stiftamtmandens skrivelse af 26de Marts 1836, hvoriblandt anføres, at det formeentlig maa ansees tilstrækkeligt, at Fattigregnskabet (af Kommissionen fortolket ikkun at betyde Hovedkassens) som hidtil i Afskrift henlægges til Eftersyn for alle Vedkommende",

men uden at Arbeidshusets Regnskaber vare at henføre under denne Kategori. Men da nu saaledes ifølge Protocollens Fortolkning af Stiftamtets Brev, hvorefter Arbeidshusets Regnskaber ikke kunde fremlægges, men ikkun Fattigregnskabet, hvorfor bleve da ei heller disse fremlagte tidligere i de forløbne 2de Aar? især da offentlige Blade saa ofte derom havde erindret, og hvorfor hastede man nu saa meget, saa at man endog presenterede Redacteuren samme for de omnævnte 5 Aar førend Arbeidshusets tillige vare afskrevne?
"Politivennen" anfører endvidere om Regnskaberne i Almindelighed :

"at disse ikke ere offentlig ommeldte at være til Vedkommendes Eftersyn er foraarsaget ved den Omstændighed, at Arbeidshusets Regnskaber tilligemed Varebeholdnings Regnskaberne samt Indberetningerne endnu ikke ere afskrevne, fordi den Mand, hvem dette vidtløftige Arbejde er overdraget, endnu ikke har havt Tid og Lejlighed dertil."

Men den omnævner aldeles ikke, at det var kommissionens Skriver, hvem Skylden i den Henseende paalaae, og at det var denne, der skulde renskrive de færdigliggende og af Amts-Fattig-Direktionen deciderede Regnskaber, hvorfor og Undladelsen heraf ledte Meningen paa mig og derhen, at der var Tilbagestaaen eller Uorden i mine Regnskaber ; hvilket og øieblikkeligen svækkede min Handels kredit i den Grad, at en Mand, af hvem jeg kort Tid i Forvejen havde kjøbt endeel Vare til et Beløb af c. 2000 Rbd., hvilke efter Accord først skulde betales flere Maaneder sildigere, nu forlangte Beløbet strax. Desuden gav dette Tilfælde nu forlangte Beløbet strax. Desuden gav dette Tilfælde en betydelig Støtte til den Antagoni, der som for omnævnt i saa mange Aar stedse mødte mig i min private Virksomhed.
Jeg tillader mig derfor og ærbødigst at opfordre det meget ærede Forstanderskab til, hos Red. af "Politivennen" at søge Oplysning om, fra hvem den i Stykket citerede Bemyndigelse stammer, ligesom jeg til sin Tid derom beder mig underrettet. 
Forskjellige flere Gange har jeg i dette mit Brev tilladt mig at gjentage: "at jeg havde Udsagn for mig af agtede Mænd i Sognene om: at meer end de l i disse antog, at jeg havde holdt Regnskaberne tilbage, hvorhos man dog paa en finere Maade betydede mig, at det var fordi jeg havde gjort mig Fordele i Fattigvæsenet o. s. v.. og Kommissionen, som jo formentlig ikke kan have været uvidende om en saa gængs Mening, har følgeligen givet et utilbørligt Medhold til denne, deels ved i flere Aar ikke at have fremlagt Regnskaberne, deels ved paa dertil given Anledning tidligere at have undslaaet sig for Fremlæggelsen (thi Stiftamtets Svarskrivelse af 26de Marts 1836 deriverer nemligen fra et tidligere Forlangende derom af mig) og endeligen ved ikke offenligt at have modsagt Politivennens "'saa fejlagtige og mig saa skadelige Inserat, og jeg maa erklære, at jeg i Anledning deraf har fundet og fremdeles finder mig ikke alene haardt krænket og dybt saaret, men endvidere i høieste Maade fornærmet; thi saa sandt der er en alvidende Gud i Himmelen, jeg har ikke fortjent en saadan Fremfærd imod mig, som bragte mig i Fallitter og til Ruin af den af mig saa rolig og forsigtig førte store Handel Jeg har vel i adskillige Aar dertil tiet, taalt og derfor maattet lide, og stadigt i det Haab, at den Ild hvortil ingen Olie fra min Side tilfloves, dog omsider vilde slukkes af sig selv j det Modsatte har derimod viist sig at være Tilfældet, og dertil vil jeg troe, at Andre, som mente mig det godt og som have havt en nøiere Kundskab til Sagens rette Sammenhæng og saaledes seet den Krænkelse, hvorunder jeg taus led, for en større Deel kan have bidraget deres, idet jeg oftere gjennem Pressen saae mig i denne Sag offenlig paa det hæderligste omtalt. - Den ommeldte Paasigelse gaaer derimod endnu omkring som et Spøgelse, men under den finere Skikkelse af Udladelsen om, at Arbeidshuset er for dyrt, og endskjøndt jeg troer , at Man, saafremt jeg udbad mig Præmisserne for denne Dom, da hastigst vilde undskylde sig med, at disse vare forkomne, saa kan jeg dog ikke undlade at erklære: at om en Fader af egen Lomme havde disponeret for en Søn, vilde han ikke kunne have udført dette mere oeconomisk efter mere samvittighedsfuldt, end det her er skeet i Alt. Beviset for Paastanden vilde det være høist interessant at see fremsat, og jeg beder derfor Forstanderskabet at give de Vedkommende tilbørlig Lejlighed til at føre dette. Da jeg nu saaledes og er mig bevidst, at den Nøiagtighrd og Orden, den Retsindighed og Redelighed, hvormed Alt i Fattigvæsenets Anliggender i mange Aar og lige indtil Bagateller af mig er behandlet, ikke fortjener som Løn, at uædel Tænkemaade hos nogle, mig ubekjendte. Fjender af Sagen eller af mig personlig, skulle undergrave min Ære, min Sindsro, min Lykke og Tilfredshed her i Livet, og da jeg har en stor og kjær Familie og mange vakkre Børn, hvem jeg ikkun som Arv har søgt at forskaffe en god Uddannelse og en stræng god moralsk Opdragelse, saa maa der eiheller hvile nogen Skygge paa mig som deres Fader og jeg bor saaledes derfor eiheller længere tove med, omsider selv at optræde i Sagen og ved Oplysninger og klare Beviser og en selvforanledigende Undersøgelse stille denne for mine Medborgeres Øine og Domstol, for derefter af Sognene at forlange en Satisfaktion i en fuldkommen og offentlig Retfærdiggiørelse.
Jeg nærer da saaledes og det tillidsfulde Haab, at det meget ærede Forstanderskab som Sognenes Repræsentanter, altsaa som Sognene selv i concentreret Stilling, vil finde Anledning nok til at undersøge, værne om og forsvare den Mands Ære, som tidligere med god Vistie og Opoffrelsen af Tid, Flid og Tabet af sin store Handel og Fabrik-Drift, ikkun i enhver Henseende søgte uinteresseret at gavne de Sogne, hvortil Bopæl og Forhold knyttede ham, og hvortil jeg paa det ærbødigste anbefaler mig.
Jeg tillader mig derfor og at opfordre det meget ærede Forstanderskab til paa det allerstrengeste at lade mine Regnskaber for Arbeidshuset ligesom min hele Færd i Fattigvæsinets Anliggender undersøge, og jeg løser da selv frivillig de Baand, som kunde tvinge derimod.
Amtsfattigdirectionens Decisioner for af mig rigtig aflagte Regnskaber, de være herved for mit Vedkommende løste.
Det er derhos en Selvfølge, at da afdøde Hofpræstens Regnskaber for Aarene 1831, 32 og 33 af mig ere opgjorte, Indtægt og Udgift almindeligst af mig tilført og endeligen forinden Afgivelsen af mig reviderede, er jeg ligeledes ansvarlig for disses rigtige Opgjørelse og som »Gemmende med Indtægts- og Udgifts-Bilagene
Jeg underkaster mig derefter den allerstrengeste Prøven og forlanger ikkun den strengeste Retfærdighed. Jeg forbinder mig da og, i Følge heraf, til, for hver enkelt skilling, det maatte befindes at jeg har gjort mig til Fordeel, at erstatte Sognene disse med ligesaamange Rigsbankdalere, hvornæst jeg efter fuldendt Undersøgelse udbeder mig det meget ærede Forstanderskabs Dom derover offenlig fremsat.
Til Lettelse for denne Undersøgelse, tillader jeg mig og at henlede Forstanderskabets Opmærksomhed paa, hvorledes en nøiaglig og tilbørlig Kundskab herom formeentlig vel kunde være at tilvejebringe, nemlig ved
1) for Forstanderskabet at indkalde alle de i mine Regnskaber anførte Leverandeurer, Haandværkere og Professionister med Opfordring til disse om, under Anbud af Eed, at afgive deres Erklæringer:
a. om Enhver for sit Vedkommende af mig har erholdt hvad deres Qvitteringer udvise?
b. om de have præsteret hvad deres Regninger opvise?
c. om deres Regninger lige indtil Mark og Skilling ere dem udbetalte, eller om deri har været dem noget decourteret?
d. om Biaccorder,. dem og mig imellem, have været existerende ? og hvilke?
2) Jeg opfordrer fremdeles til, at Hr. Supercargo Haste i Anledning af Kjøbet af Gaarden Nr. 7, ligeledes under Anbud af Eed, anmodes om at erklære sig over dette og sammes Berigtigelsesmaade.
3) Fremdeles, at Hr. Olsen paa det allernøiagtigste tilspørges om Alt uden Undtagelse, det største med der mindste, saavel om hvad der har været ham personligt vedkommende som ikke vedkommende og derom afgive sin Erklæring, ligeledes under Anbud af Eed
4) og endeligen, at Bagermester Hr. Thottenberg opfordres til at erklære sig om den af ham svarede Leie, ligeledes under Anbud af Eed. 
At jeg har hemmelige Fjender, derom er jeg bleven tilfulde overbeviist, foruden al mig dette er sagt af flere agtede Mand under min sidste Fallit; idet jeg maatte erkjende, ar man hos mine Creditorer søgte at indpode de groveste og mest ugrundede Beskyldninger imod mig, og hvorved jeg da og saae næsten ethvert mig i Begyndelsen af denne mødt deeltagende og velvilligt Sindelag, forandret til Tilbageholdenhed, Uvillie og kulde; men da opvakte Gud selv flere, men især en høihjertet Mands Velvillie imod mig, og paa dennes ædle og faste Beslutninger og Handlinger falde da og Fordømmelses-Dommen over min fremtidige Virksomhed tilbage til et Intet! 
For mine Fjender derimod vil jeg bede Gud, som seer i Hjerternes Løndom, og som straffer selv, om Tilgivelse! Thi de vide ikke hvad de gjøre!
Jeg tillader mig derfor og at tilføie den Bemærkning, al det ikke under Sagens nærmere Undersøgelse, hverken kan krænke eller fornærme mig, men at det tvertimod skal glæde mig saafremt det meget ærede Forstanderskab, enten skulde være eller maatte blive bekjendt med hvilkensomhelst Paasigelser, mig eller Sagen vedkommende - at samme da gunstbehageligst vil give mig den tilbørlige Lejlighed til at møde saadanne med mine Oplysninger og hvorom jeg ærbødigst anmoder, idet jeg tør forsikkre om, at jeg skal kunne oplyse og godtgjøre, at alt uden Undtagelse er uden Grund, og ikkun et Opspind af en ikkun lidet priisværdig Tankemaade.
Mine Handlinger i Livet ere rene, de taale det klareste Lys, saa jeg hverken behøver eller forlanger nogen Skaansel for disse,  og mit Skjold, hvori staaer "for Sandhed og Ret" er uplettet; paa dette har jeg endvidere under min Fallit, da Niddet søgte at undergrave min Ære, indgraver"til Seier eller Død," og jeg møder da Enhver, der har Mod nok til at træde op imod mig med aaben Visir i ærlig og hæderlig Kamp; thi min Æres Grav er mit Livs Grav.
At man forøvrigt i Frederiksberg og Hvidoure Sogne i høieste Maade exponerer sig ved at handle i sine Medborgeres sande Interesse, derpaa har jeg personlig et talende Beviis i denne Sag; thi man udsætter sig ikke alene for et falsk Omdømme, men endvidere for megen Krænkelsr m. m.; ligesom den nyere Tid og har afgivet flere forskjellige Beviser derpaa, saa at det næsten kan antages som noget Almindeligere, og som Hørende til Dagens Orden. Min tidligere vaklende Bestemmelse om denne Sags Oplysning blev derfor og til en fast, for at den kan tjene som et lysende Exempel derpaa i Communens Historie.
Som en Følge af min sidste Udmeldelse fra Fattigvæsenet i Mødet af 13de April 1838 og min Fratrædelse under 1ste Juli f. A., tillader jeg mig slutteligen for hvad mit personlige Forhold i Sagen angaaer endnu at bemærke, at jeg efter Protocollens Udvisende, afleverede Arbeidshuset med Tilhørende. Fattigvæsenets forskjellige Protokoller, Documenter m. v. under 9de August f. A., og at Commissionen under 22de f. M. meddeelte mig nedenstaaende Ouittering saalydende:

"at vi undertegnede paa Fattigcommissionens Vegne, have modtaget foranførte til Frederiksberg og Hvidoure Sognes Arbeidshuus henhørende af dens forhenværende Inspecteur Hr. Capitain Plockross afleverede Dokumenter, Protocoller, Inventarium o. s. v., samt Arbeidshusets Regnskab fra lste Januar til 30te Juni d. A. med Bilages, tilstaaes herved.

Commissionen for Frederiksberg og Hvidoure Sogne Fattigvæsen, d. 22 August 1838.

Hvorledes Herr R. R., som et mangeaarigt Medlem af Commissionen, kommer til at underskrive et Document hvori jeg nævnes som Inspecteur efter at han forud under 18de April  1835 har underskrevet et tidligere Document, hvori jeg opfordres til "at overtage mig den specielle Bestyrelse af Arbeidshuset i Forening med Sognepræsten og Politimesteren," og efterat han ligeledes forud under 20 Jan. 1835 havde overværet et Commissionsmøde, i hvilket afdøde Generalkrigscommissair Uldall, som største Lodsejer, opfordrede den forsamlede Commission til, som tidligere af mig omnævnt, at tilføie den 1ste afgivne Indberetning den Erklæring, "at man ene og alene havde mig at takke for Alt i denne Sag" - er et Spørgsmaal, som jeg beder ham forelagt til Besvarelse, for ikke at misforstaaes, og hvorom jeg til sin Tid beder mig nærmere underrettet.
Efterat jeg i det Foregaaende har tilladt mig at underholde mig med det meget ærede forstanderskab i denne Sag for hvad min personlige Færd i samme har angaaet, skal jeg endnu udbede mig dets Tilladelse til ar maatte henlede sammes Opmærksomhed paa de fleersidige Hensyn, som selve denne endvidere giver Anledning til.
Efterat nemlig Sognene tidligere i Aarene 1824 til 1833 havde baaret Byrden af en stigende Fattigskat, hvilken i Følge en af mig i sin Tid forfattet tabellarisk Extract af Fattigvæsenets aarlige Ingtægter og Udgivter for ovennævnte Tidsrum findes at have udgjort, nemlig
For Aaret for Aaret 1824 Protoc. 1832 Pretoc. Pag. 45. Pag. 70 84. 
i Beboernes Bidrag . . 1300 ytbc. 2 m. 12 f. 3363 Rbd. 3 Mk .6sk. 
i Sommerbeboernes Bidrag 151 5 - 255 5 12 
og i indkomne Restancer f. f. A. 57 3 12 t 2 - - 
269 4 11 
Tilf.  1509Rbd. 5 Mk. 8 sk. 3891 Rbd. 1 Mk. 13 sk. 
foretoges Reformen i Fattigvæsenet fra medio April 1834, og Resultatet deraf var da, foruden den for selve den Fattige saa gavnlige Forandring i Forsørgelsesmaaden, hvorved Mængden udreves af den Usselhed, hvori den levede, endvidere for Sognene selv i pecuniair Henseende den, at disse, i Følge Status for Aaret 1837 indført Prot. Pag 503-508 i 3 1/3 Aar, deels indvandt j Penge .... 3802 Rbd. 3 Mk. 14 sk. 
og deels lettedes ved Ophævelsen af 
Naturalpræstationen i samme Tid med 4822 - - 12 »
Tilsammen 8714 Rbd. 4 Mk. 10 sk.
Fattigvæsenets Stilling saaes derimod allerede forrige Aar efter en til Grundeiernes Eftersyn circulerende Status, at være i en Underbalance af 450 Rbd., men hvilken derimod fejlagtig er afsluttet paa Arbeidshuset, istedetfor paa selve Fattigvæsenet, thi Arbeidshuset kan ingen Underbalance have, saafremt de af dette gjorte Udlæg betales samme af Hovedkassen, ligesom det ingen kan komme i, saalænge som Stiftelsen, som en Fattigvæsenet vel tilhørende men ikkun til dets Brug bestemt offentlig Indretning, ikke er fraskilt dette i Alt; thi Arbeidshusets større eller mindre Udgifter afhænge aldeles af, hvor stærkt det belægges af Fattigvæsenet; ligesom dets Indtægtler igjen afhænger af, hvorvidt Fattigvæsenet seer sig i Stand til, igjen at udrede de igjennem dets Dispositions-Ret medgaaende Summer for de der indlagte Lemmers Forplejning m.m. - Ifølge den Stilling, hvori Fatligvæsenel derimod af Forstanderskabet befandtes den 1ste Jan. d. A.. er Underballancen jo og befunden endvidere at være stegen og at udgjøre 734 Rbd. Sognene, som saaledes tidligere havde seet, at deres reformerede Fattigvæsen i 3 2/3 Aar fra April 1834 til 1ste Jan. 1838 havde gjort et Fremskridt af 8714 Rbd., dog ikkun deraf i Penge 3892 Rbd. 3 Mk. 14 sk. eller circa 1000 Rbd. aarligt, seer nu derimod, at dette i de næstpaafølgende 4 Aar fra 1ste Jan. 1838 til 1ste Jan. 1842 har svigtet sammes Forventninger for en Fremtid, og at disse følgeligen have lidt et Skaar paa Fremgang i ommeldte Tidsrum af circa 4700 Rbd. bestaaende deels i Underballancen og deels deri, at det tidligere sig viste Overskud af circa 1000 aarlig er udeblevet; og der er følgeligen megen stor Grund til for disse at antage, at Reformen ikkun var et Blændværk og ikke bygget paa nogen sikker Grundvold. Jeg tillader mig derfor og at formene, at en grundig Undersøgelse heraf bliver nødvendig, for med Forstanderskabers oplysende Erklæringer derover sildigere at komme til Sognenes fuldstændige Kundskab og for derved at see hævet enhver Tvivl om og enhver Frygt for den større Ustadighed i en Fremtid i denne Branche af Sognenes kommunale Anliggender.
Dernæst maa jeg endvidere tillade mig at bemærke, at eftersom Sognepræsten Hr. Pastor Holsøe i Mødet d. 3 April 1838, som tidligere af mig ommeldt, for den forsamlede Commission anførte :

"at Oprettelsen af dette Arbeidshuus havde tildraget sig Regeringens Opmærksomhed i den Grad, at det skulde tjene som Mønster for fremtidige paa Landet oprettende Arbeidshuse,"

hvilken Erklæring grundet paa, at den er givet af Velbemeldte som Embedsmand og som Commissionens Formand, følgeligen og maa være tilforladelig, da og viser, at Regeringen saaledes har anerkjendt dets Indretning, Organisation og de Principer, paa hvilke hele Reformen var bygget, som samlet rigtige, saa bliver det og vigtigt og med specielt Hensyn til denne Anerkjendelse, ved en nøie Undersøgelse at udfinde, om de tidligst antagne og anvendte Principer ei fremdeles ere de tjenlige, fordi at enhver anden Commune, som i Følge Tidsomstændighederne, maatte see sit Fattigvæsen i et byrdefuldt Tiltagende, og som ved en Reform deri kunde attraae at rette paa dette, men ved af Regeringen i dennes Tillid til den sidste afgivne Indberetnings Resultaters Stabilitet, at anbefales disse Sognes Arbeidshuus's Principer m. m., til Mønster, vilde under ligesaa uheldige Resultater, som de sidst forløbne 4 Aars, i høi Grad see sig utilfredsstillede, og Regeringen derved paa en ligesaa omfindtlig Maade, sig duperet paa sin Anbefaling. -
Saafremt altsaa det meget ærede Forstanderskab, efter hvad jeg i det Foregaaende har tilladt mig at anføre, maatte finde Anledning nok til paa Sognenes Vegne at undersøge mit deri omhandlede tidligere Forhold i disses Fattigvæsen, og til derefter at afgive den af mig ærbødigst begjærede offenlige Erklæring derom, da skal jeg med al Fornøielse fremtidigen deeltage i Arbejdet, for Iagttagelsen af disses Anliggenders Tarv, hvorimod jeg, saalænge og indtil dette er skeet, maa bede mig fritagen for Alt - i det jeg forøvrigt under denne Reservation saaledes erklærer at modtage det paa mig faldne Valg som Sogneforstander.
Jeg maa derhos endvidere tillade mig at bemærke: at jeg ikke under nogen Omstændigheder kan paatage mig hverken Opkrævning eller Udbetaling af Penge, eftersom jeg derved ikkun som den paa Formues Stilling bekjendte ruinerede Mand, vilde give Anledning til et nyt Støttepunkt for Annimositetens hemmelige Bevægelser. Desuden arbejdes der hos mig ikkun med nye og uvante Folk, og min Tilstedeværelse er derfor meget nødvendlg, af hvilken Grund jeg og ikkun kan paatage mig Deeltagelse i Forstanderskabets Møder, og i de Arbeider, som af mig i mine Fritimer paa Stedet hos mig kunde udføres. Jeg har den Ære at udbede mig det meget ærede Forstanderskabs Svar, og undertegner mig som dets meget ærbødige
Fredbg. d. 25 August 1842.
Til Frederiksberg og Hvidoure Sognes Forstanderskab.

*     *    *

Endskjøndt Forstanderskabets endelige Kjendelse l denne Sag bliver at afvente, troer jeg dog, at der allerede er saa meget i denne, at jeg tør bede enhver Retsindig, Enhver, som føler ved sig selv, at Dyd og Retskaffenhed boer i hans Bryst, at bedømme, om jeg har fortjent den tunge Skjæbne i Livet, som i en Aarrække ikkun ved ugrundede og grundfalske Rygter gradviis berededes mig.

Plockross

Allegade 14. Forhuset her nedbrudt, så det er baghuset. (Mariboes Samling, Københavns Museum).


Plockross fik sin sag undersøgt, og denne blev offentliggjort i Kjøbenhavnsposten 12. september 1843 - den bekræftede tilliden til Plockrose:

- I Henhold til den i et Følgeblad til Kjøbenhavnsposten ifjor Efteraar af Capitain Plockross fremsatte Skildring af hans Deeltagelse i Bestyrelsen af Fattigvæsenet i Frederiksberg og Hvidouvre Landcommune, og hans dermed forbundne Opfordring til bemeldte Communes Bestvrelse, optage vi heraf den med "Almuevennen" følgende "Kjøbenhavns-Amts-Land-commune-Tidende" efterstaaende Bekjendtgjørelse.
- Som det i Offenliggjørelsen af Forstanderskabets Forhandlinger i Mødet den 16de Octbr. f. A. er meddeelt, overdrog Forstanderskabet en af dens Midte udvalgt Comitee at foretage den af Sogneforstander, Capitain Plockross, begjærte Undersøgelse af hans tidligere Deeltagelse i Fattigvæsenets Bestyrelse. - Den af Comiteen afgivne Betænkning lyder saaledes: "I Anledning af en indkommen Begjæring af 25de Aug. f. A. fra Capt. og sogneftr. Plockross, hvori han yttrer det Ønske, at Hans Forhold, medens han tidligere (indtil medio 1838) deeltog i Fattigvæsenets og fornemmelig Fattighusets Bestyrelse, maatte blive undersøgt af Forstanderskabet, give Undertegnede, som efter Communalbestyrelsens Valg have overtaget dette Hverv, sig den Frihed at erklære Følgende: Det kan ikke paatvivles, at en saa agtet Mand ikke kunde have fremsat dette Ønske, dersom ikke overordenlige Grunde havde bevæget ham dertil, og skjøndt vi ikke nogensinde have hørt opkaste den mindste Tvivl om, at han paa andre end den mest redelige Maade har deeltaget i Forvaltningen af Communens Fattigvæsen, tvivle vi dog ikke paa, at han jo personligen maa have overbeviist sig om, og haardt maa have følt Virkningerne af ufordeelagtige Rygter om Hans offenlige Virksomhed. Det er ogsaa upaatvivleligt at saadanne Rygter, især naar de have deres Udspring fra Personer, hvis Stilling kan give dem Anstrøg af Troværdighed, kan virke ødelæggende paa en Mands Agtelse og derved tillige paa hans hele Velfærd, men det er paa den anden Side vist, at sligt Skumleri i nærværende Sag maa vække foragt hos den oplyste bistand for Skumleren, da det er bekjendt, at Fattigvæsenets Bestyrelse stedse er forestaaet og kontrolleret af Flere, at nøiagtig Rigtighed for Anvendelsen af Fattigvæsenets Penge aarlig har været krævet og paaseet af den overordnede Autoritet, samt at de aflagte Regnskaber af denne have været gjennemgaaede og at derefter intet Ansvar finder Sted for den daværende Fattigcommission eller for Capitain Plockross i Særdeleshed. Det var derfor et lidet lønnende, men møisommeligt Arbeide vi paadroge os ved at overtage det af Forstanderskabet overdragne Hverv, hvorefter det blev nødvendigt ikke alene at gjennemgaae samtlige Fattigregnsiaber for den Tid, Capit. Plockross har havt Deel i den ældre Fattigbestyrelse, men tillige Fattigcommissionens Forhandlinger for samme Tid, hvorved dog bemærkes, at vi ikke have indladt os paa at dømme, om disse Forhandlinger, undtagen alene forsaavidt de vedrøre Capit. Plockross's Forhold. Resultatet af denne Undersøgelse har ikke blot fuldkommen svaret til, hvad der i Forveien maatte antages for afgjort, nemlig, at Capit. Plockross har gjort fuldstændig Rigtighed for, hvad der af Communens Penge har været ham betroet; men tillige overbeviist os om, at han med en sjelden Nidkjærhed og Interesse, samt med betydelig Opoffrelse af Tid og Kræfter har virket til Gavn for Sognenes Fattigvæsen og derved i høi Grad gjort sig fortjent af Communen.
Valby og Frederiksberg, den 17te Februar 1&43.
Povelsen. L. Jacobsen.
Da Forstanderskabet Intet fandt at erindre mod Comiteens Betænkning, vedtog det i et derpaa afholdt Møde at communicere Capitainen ovenstaaende Erklæring."

I 1844 var Plocrose igen i modvind. I Kommunalanordningens § 6 bestemte at halvdelen af forstanderskabets medlemmer skulle afgå den 1. januar 1845. 1. oktober behandledes det på forstandermødet. Her blev det vedtaget at 6 medlemmer skulle udtræde. To havde tilkendegivet at de gerne ville fortsætte, mens 9 havde erklæret sig villige til at afgå. Hvilke 6 der så skulle afgå, foregik ved en lodtrækning. Plockrose indvendte at hvis der skulle være lodtrækning, måtte alle 11 indgå i lodtrækningen. Dette blev nedstemt. Plocrose protesterede i Almuevennen 27. november 1844 og sagen gik til amtsrådet. Kjøbenhavnsposten, 17. december 1844:

Til Frederiksberg og Hvidoure Sognes Beboere.
I adskillige Aar har man vidst i disse Sogne, ved i Circulation satte Rygter, at udsprede megen Usandhed og Bagtalelse imod det offenlige borgerlige Liv eller imod enkelte Personligheder, som deri deeltage, og navnligen har dette stadigen været Tilfældet imod mig, som i en Aarrække havde en større virksom Deeltagelse i Bestyrelsen af deres Fattigvæsen. Fra hvem nu disse Rygter have deres Udspring, er noget, som jeg derimod
maa overlade til Enhver selv nærmere at forklare sig, men kan kun beklage sammes Følger som saa høist skadende for det Hele, thi Resultatet deraf er, at det Forstanderskab, som oprindelig med Iver og Nidkjærhed overtog sig Varetagelsen af deres kommunale Interesser, nu er aldeles opløst.
Et nyt Beviis paa disse udspredende Rygter har jeg da ogsaa nu modtaget, idet man med megen Susisancc har udtalt: at jeg er Forfatteren til et i Almuevennen Nr. 60 fremkommet
Slykke betitlet: "Nok et Blad af Frederiksberg og Hvidoure Sogns indre Historie", der er et Angreb paa Herr Secretair Frost i sammes Egenskab som Forstanderskabets Formand. I
den Anledning finder jeg mig da og foranlediget til offenlig at erklære, at, ihvorvel jeg ikke hylder den Form, hvori dette Inserat er affattet, erkjender jeg dog, at de forskjellige Momenter, som deraf udgjøre selve Angrebet paa Formanden, ere overeensstemmende med Sandheden, og at disse lade sig forøge med en heel Deel flere; hvorimod jeg maa fralægge mig at være Forfatteren til samme eller at have kjendt noget til dets Affattelse, forend jeg læste samme som offenlig fremsat i ommeldte Blad. Jeg troer derimod, at Herr Secrt. Frost maa være Forfatteren ret megen Tak skyldig, fordi han derved har givet ham Anledning til at forsvare sig offenlig, hvilket jo er noget, som enhver retstaffen og Sandheden elskende Mand kan kan ønske sig; thi kun derved kan den ugrundede og falske hemmelige Insinuation slaaes til Jorden.
Paastanden om, at jeg skulde være Forfatteren, har man støttet derpaa, at mit Navn staaer under Stykket; men deri feiler man, thi Navnet staaer ikke under dette, men under det
Aftryk, som er givet af den af mig til Forstanderskabet indgivne Protest. 
Havde man, i Stedet herfor, anført, at jeg rimeligviis havde givet Afskrift af Documentet og Udskrift af Protocollen, eller at jeg endog kunde have givet Momenterne til Stykket, da vilde disse Præmisser være komne Sandsynligheden nær, idet man veed, at jeg som ægte Liberal erkjender Offenlighedens store Nytte - men Visheden manglede man jo dog herfor?
Et vidt Spring bliver der i alt Fald imellem at give Momenterne til et Inserat og at være den, der affattede samme som Forfatter, og jeg vilde i første Tilfælde kun have handlet i Communens Interesse, eftersom det sikkert nok er paa høie Tid, at denne udrives
af det Hav af Usandhed, hvori maa konstigen har vidst stadig at forvikle sammes offenlige borgerlige Liv.
Utilfredshed over gjentagne Nederlag og senest over den ved Amtsraadets Kjendelse af 20te Novbr. for ugyldig erklærede Lodtrækning paa Forstanderskabets udtrædende Medlemmer, kan derimod have givet ny Anledning til en Harme, som, idet den skaffer sig Luft, søger den første den bedste Udvei. Slutteligen tillader jeg mig kun at opfordre Dem til nøie at prøve Deres Valg paa de 9 nye Sogneforstandere, thi de have 3-6 lange Aar til at beklage ethvert Feilvalg.

Plockross

Plockross syntes åbenbart ikke det var nok med sogneforstanderskabets opbakning til ham, han så sig stadig mistænkeliggjort, og udvirkede derfor en erklæring fra kancelliet, Almuevennen 26. februar 1845. Også den støttede op om ham:

Det Kongelige danske Cancellie har under 4de dennes tilskrevet mig saaledes:

Efterat have modtaget Herr Kmhr. Erklæring af 14 Decbr, sidstleden, over et Andragende hvori Capitain og Sogneforstander Plockross af Frederiksberg o.s.v. ----, hvorhos tilføies, at der i den foreliggende Sag iøvrigt ikke er fundet Noget som kunde kaste Skygge paa hans Forhold i Communen, i hvis Fattigvæsens Anliggender han tvertimod efter hvad der er oplyst, har viist en høi Grad af Virksomhed, hvilket ogsaa ikke mindre fra Amtets end fra Sogneforstanderskabets Side har fundet fuldkommen Anerkjendelse,

Hvilket herved, ved at fremsende hoslagte Bilage (nemlig mit niende Brev til Forstanderskabet i Aftryk og mine tvende Breve til Sognene) tjenstlig meldes deres Vhd. til behagelig Efterretning.

Sjællands Stiftamtmandskab den 8 februar 1845. Knuth

Frederiksberg den 17de Februar 1845. Plockross

Copenhagen, from Frederichsberg. The Illustrated London News, 26. april 1850.

Et personligt efterskrift

Jeg har som udgiver af Politivennen Live Blogging svært ved at se at kaptajn Plockross' beskyldninger af Politivennen skulle have noget på sig, forstået på den måde at Kristen Kristensen bevidst gik efter ham. Politivennens artikler om Frederiksberg Fattighus adskiller sig ikke synderligt fra andre artikler, hverken i form eller indhold. Plockross refererer selv til hvordan Kristen Kristensen undersøgte sagen og gik med til at udarbejde yderligere artikler. Redaktionen selv udgav et "dementi" i nummeret efter. 

Begge var officerer i det borgerlige artilleri, om end Kristensen dog var gået på pension. Men de kan have kendt hinanden gennem dette, og om det skal have kunnet påvirke deres forhold, har jeg ingen anelse om

Erik Nicolaisen Høy. Redacteur af Politivennen Live Blogging.