Professor Sasse agter i Randers i løbet af næste måned at give tre aftenunderholdninger i eksperimental-fysik og kemi, der såvel for damer som herrer lover at blive både interessante og lærerige. Således vil han ved den første forestilling vise, hvorledes man ved elektricitet kan antænde et halvt hundrede lys i et sekund (et af prof. Döblers bedste kunststykker); hvorledes man af vand kan tilberede en stærk belysning; en elektrisk helvedmaskine; forskellige eksperimenter med elektriciteten; interessante eksperimenter med magneten; forskellige gasarter samt et gasfyrværkeri; ligesom også en fremvisning af hydro-oxygen-gaslyset, hvis stråler ligner solens og forbrænder alle metaller (alt med oplysende forklaringer). Også vil der blive forevist glaspuseri. Abonnementsprisen er 4 mark per person for alle 3 forestillinger.
26 december 2020
Louis Czarnewski Sasse (2: 1850'erne). (Efterskrift til Politivennen)
Ifølge annoncer i Randers Avis 17.8.1848-27.5.1850 synes han i to år væsentlig at have optrådt som optiker, instrumentmager og foreviser af et solmikroskop. Men 10., 17. og 20.7.1850 nævner han atter, at han aftager daguerreotypiportrætter. KB har daguerreotypi fra ca. 1850 af Adelheid Koppel, gift Heckscher.
I 1850 boede de i von Hattenstræde 4, Randers, i 1860 i Slotsgade 149, Randers. Hans stilling i 1860 opgives som enkemand, husfader, ortopædist, og han har tjenestepigen Else Kirstine Nielsen, 23 år fra Vejle Amt.
- I "Rand. Av." læses følgende Bekendtgjørelse: "Til Publikum! Da jeg troer, at have overbeviist mig om, at ingen Sygdom er smitsommere end Charletaneriet, saa har jeg, smittet heraf, fundet mig foranlediget til at gjøre Publikum opmærksom paa, at det ogsaa hos mig kan erholde alle Slags "velproberede og anbefalede" Kobberplader og Ringe som Cholera-Afledere - ja paa Forlangende kan endog erholdes hele Kobberkyradser, der dog efter al Sansynlighed maae være meest virkende mod Epidemien. - Efter megen Studering er jeg kommen til det Resultat, at de saa særdeles stærkt anbefalede Plader maae staae i samme Forhold til Smitten, som Aflederen til Lynstraalen, hvorfor jeg tillader mig at anbefale de Vrede, der ville benytte dette "ufejlbarlige Middel" til end mere Sikkerhed at anbringe een eller fiere Metaltraade fra Pladen langs Benene til Jorden, for saaledes at lede Sygdommen til et uskadeligt Sted. For at bidrage Mit til, at Publikum tydeligere maatte kunne indsee Nytten af ovennævnte Apparaters Brug, har jeg tilladt mig at fremsætte disse Bemærkninger; thi hverken Hr Hahnemann eller øvrige Contributions-Opfindere ved Kobberplader, Ringe, Kjæder etc. have angivet materielle Beviser for, paa hvad Maade deres Apparater kunne aflede epidemiske Sygdomme. NB. Da "Troen gjør salig", kunne Lysthavende hos mig erholde Apparaterne paa Bestilling til 2/3 Priis af hvad Sligt ellers bliver solgt til. L. Casse"
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 26. september 1853).
Fra omkring 1855 rejste han rundt som ortopæd:
Orthopædiske maskiner.
bliver forfærdigede hos undertegnede. Børn og unge mennesker som lider af skævhed i skulderbladet, rygraden eller på andre dele af legemet, modtager jeg til helbredelse. Smerter i brystet, siden eller ryggen hidrørende fra skævhed, ophører straks efter anlæggelsen af de til hensigten svarende indretninger. Honoraret bestemmes efter beskaffenheden af sygdommen, og sker behandlingen under tilsyn af den her i byen praktiserende læge hr. Bohse.
Randers i februar 1856
L. Casse, professor.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 6. juni 1856)
I henhold til mine tidligere annoncer i dette blad, om forfærdigelse af ortopædiske maskiner etc. undlader jeg ikke herved at bekendtgøre for mine patienter, såvelsom for dem der muligvis kunne ønske at benytte mine maskiner, at jeg på en gennemrejse til Fredericia indtræffer til Skanderborg mandag den 10. ds. hvor jeg vil opholde mig hos hr. gæstgiver Nielsen fra kl. 9 formiddag til 2 eftermiddag, og til Horsens tirsdag den 11. ds. hvor jeg vil være at træffe hos hr. gæstgiver Jørgensen fra kl. 9 formiddag til 2 eftermiddag.
Randers, den 3. november 1856
L. Casse.
(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 7. november 1856)
Professor Casses Orthopædiske Helbredelsesanstalt
i Randers for skæve og halte.
Jeg tager mig herved den frihed at gøre mine patienter og dem som ville anbetro deres børn til min behandling, opmærksomme på at jeg er at træffe i Skanderborg den 12. januar fra om morgenen kl. 7 til eftermiddag kl. 4 i "Hotel Skandinavien" og i Horsens den 14. fra kl. 11 formiddag til kl. 6 eftermiddag i Jørgensens Hotel.
L. Casse, professor.
(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 11. januar 1858)
Lignende annoncer ses i de følgende år hvor han turnerer til fx Haderslev, Ribe, Skanderborg, Horsens, Vejle, Skive, Aalborg mm.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar