Svenskere i Hjørring. (Efterskrift til Politivennen)

Hjørring den 10de December. (Byens Avis.) Som Exempel paa den Retsusikkerhed, det her til Landet indforskrevne, i Regelen slette, Udvalg af Svenskere, hyppigt afstedkommer, kunne vi meddele følgende Factum, der dog kun grunder sig paa en ved overdreven Nydelse af Brændeviin fremkaldt Bersærkergang hos et Par raa Individer, men ingenlunde tjener til Bedømmelsen af vore hæderlige Stamfællers Characteristik i Almindelighed.

Tre svenske Tjenestekarle, der alle tjente paa en større Gaard her i Nærheden (Spangerhede), bleve en Aften i forrige Uge af Politiet udviste fra Værtshuusholder Larsens Dandsebod, hvor de længe havde teet sig vilde og uregeerlige og fulgte ud af Byen med alvorlig Paamindelse om at forføie sig rolige hjem. De vare alle tre berusede, den ene dog tilsyneladende i værre Grad end de Andre. Da de vare komne et kort Stykke ud ad Frederikshavns-Veien, mødte de en Mand (en Borger her fra Hjørring), der tiltalte dem med "Godaften"; men istedetfor Svar kastede den ene Svensker ham en Muurbrokke paa c. ½ Steens Størrelse, med saadan Force i Ansigtet, at han styrtede bag over. Slaget havde rammet ham midt i Panden og bibragt ham et temmelig dybt Saar, hvorfra Blodet flød ham ned over Ansigtet. Heldigviis tabte han dog ikke Besindelsen, og da han reiste sig med det Udraab: "hvorfor gjorde De det?" havde Svenskerne allerede fortsat deres Vei. Denne gik om ad Fuglsig-Veien, hvor der strax efter kom dem to Mand - en Ridende og en Gaaende - imøde. Paa Tiltalen "Godaften" fik den Ridende - en Gaardmand fra Krustrup - ikke andet Svar end en Haandfuld smaaslaaede Stene lige i Hovedet, saa at han med flere Læsioner i Ansigtet styrtede med Hesten ved i Grøften, og Hesten, der formodentlig var bleven sky, bag efter. Han reiste sig imidlertid strax og trak sin Hest op; men i det samme løb den Mand, der havde staaet ham, med knyttet Haand ind imod den gaaende Person (en Huusmand fra Fuglsig Mark), der havde været i hans Følge. Denne bøiede sig dog for det tiltænkte Slag. der saaledes kun streifede hans Hoved, men imidlertid bevirkede, at de begge, baade Angriberen og dea Angrebne styrtede omkuld. Huusmanden fik dog atter Fodfæste, og nu gave de Overfaldne dem til at raabe om Hjælp. Dette var Signalet for en af de andre Svenskere til at begynde et Bombardement med smaaslaaede Steen, hvormed begge forfulgtes, dog uden at rammes. Kun Huusmandens Hue var bleven paa Valpladsen; den fandtes senere aldeles sønderslaaet. Da Forfølgelsen havde varet Noget toge de tre Voldsmænd Flugten ind over Markerne. Det var maaskee ogsaa paa Tide; thi de vedvarende Raab om Hjælp havde bragt den først Angrebne - hvis Pandesaar neppe vil efterlade nogen farlig Følge - til med Assistance at ile de nødraabende til Undsætning. Paa Melding til Politiet fulgte naturligvis Svenskernes Arrestation, og deres Straf, - navnlig Hovedmandens, der nok har bekjendt, - vil vel ikke udeblive.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. december 1858).

Præst forflyttet fra Munkbrarup. (Efterskrift til Politivennen)

I Angel er den politiske Stilling endnu fremdeles saaledes, at man holder det gaaende med den passive Modstand eller idetmindste morer sig med Demonstrationer imod den nye Tingenes Tilstand. For denne Aand har man nylig leverer Bevis i Munkbrarup, hvorfra Præsten for en 8 Uger siden er bleven forflyttet til Holsten. Munkbrarup er et af de Sogne i Amtet, som have blandet Kirke- og skolesprog, og da Pastor Thomsen har været en af de største Wühlere, som den slesvigske Treaarskrig kan opvise, er det begribeligt, at man maatte nære stor Frygt for hans Indflydelse paa Befolkningen netop i dette blandede Distrikt. For længe siden har der været Tale om, at Hr. Pastoren skulde fjernes fra Embedet paa Grund af hans skadelige Indflydelse saavel paa Menigheden som Nabosognene, men Regeringen har i sin Mildhed hidtil ladet ham sidde og har selv nu tilbudt ham ikke Afsted, men Forflyttelse til Holsten. For nogle Uger siden holdt Præsten da sin Afskedsprædiken i Munkbrarup og, som man nok kan tænke sig, paa Tydsk. Det var almindelig bekjendt i hele Omegnen, naar den skulde holdes, og til den bestemte Dag indfandt sig ogsaa en betydelig Mængde Fremmede for at høre Præsten for sidste Gang, saa at Kirken blev propfuld. Nogle Dage efter Afskedsprædikenen reiste Pastor Thomsen til Flensborg og ledsagedes hertil af omtrent 20 Vogne, der alle vare fulde af Bønder der fra Egnen, og man maa slet ikke troe, at Grunden hertil var Kjærlighed til den Bortdragende, nei! men de Dansksindede skulde ærgres ved den Opmærksomhed, man viste den tydske Præst, og derfor kom Optoget istand. (Dvk.) 

(Ribe Stifts-Tidende 20. december 1858)

Landsbyen Munkbrarup ligger i det nordlige Angel tæt på Flensborg Fjord. I 1858 var skolesproget dansk. En mere plausibel forklaring på hvorfor Thomsen tog til Flensborg kunne være at han tog toget sydpå ad Frederik den Syvendes Sydslesvigske Jernbane (Flensborg-Husum-Tønning). Pastor Peter Thomsen blev forflyttet til Blankenese ved Altona og Hamborg.

Overfald paa Folkethingsmand i Ringsted. (Efterskrift til Politivennen)

Ringsted, den 2den December. For at understøtte Major Müllen ankom i Tirsdags Morges d'Hr. Alberti og B. Christensen her til Byen og holdt strax et Generalmøde med over 1000 Vælgere. Da vi ikke overværede dette Møde, have vi kun erfaret, at B. Christensen holdt en Formaningstale, som blev besvaret med rungende Hurraraab, hvorpaa hele Forsamlingen begav sig til Valgstedet, hvor Pastor Qvistgaard fra Haraldsted, som Valgbestyrelsens Formand, aabnede Mødet med et "Leve" for HS. Maj. Kongen. Efterat derpaa de tre Candidater havde havt Ordet, besteg Procurator Alberti Valgtribunen og forlangte at interpellere Candidaterne. Det var meget morsomt her at høre Alberti med en vis høitidelig Strenghed at afæske Müllen en Forklaring om hans Anskuelser angaaende Fæsteafløsningen. Mon dette ikke var en i Forveien aftalt Comedie? Derimod var det mindre morsomt, og vistnok mindst for Proc. Alberti, Folketingsmanden for Sorø, da Plougfabrikant Niels Nielsen kort efter fik Ordet for at svare paa den lange Række Interpellationer, der var stillet til ham; efterat nemlig Niels Nielsen havde imødegaaet de af Alberti i Form af Interpellation reiste Beskyldninger, sluttede han, pegende paa Alberti, med de Ord: "Jeg kaster slige usle Beskyldninger tilbage paa den, der bringer dem, og som jeg her for hele Forsamlingen erklærer for en Løgner og Æreskjænder!" Proc. Alberti besteg derpaa atter Talerstolen for at stille en Interpellation til Landmaaler Nielsen, angaaende Næringsloven. Efterat Hr. Nielsen havde besvaret Interpellationen og ikke Flere forlangte Ordet, foretoges Kaaringen og derpaa, som bckjendt, navnlig Afstemning. Proc. Christensen maatte paa Grund af en Upasselighed - saa heed det sig - forlade Valgstedet og afreiste med Middagstoget, hvorimod Proc. Alberti under Afstemningen var tilstede i Localerne, for ved sin Nærværelse at styrke de Svage, der muligt kunde fordriste sig til at svigte den "gode" Sag.

Kort efter Valghandlingens Slutning begav d'Hrr. Alberti og Müllen sig, ledsaget af nogle faa Trofaste, til Jernbanestationen, for at oppebie Aftentogets Ankomst. Men her bleve de destoværre insulteret paa det Groveste af nogle Tilstedeværende, ja det gik endog saavidt, at de, foruden flere Bemærkninger og Skjældsord, maatte taale endeel drøie Hug, som fortsattes efterat de havde taget Plads i Coupeen. Og saaledes endte denne meget bevægede Valgdag i Ringsted.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 2. december 1858).

Plovfabr. Nielsen havde, ved Ringstedvalget, til Kaaringen (fra Protocollen veg han), efter "Kbhp." kun faaet 1 Stemme, men gjorde sig til Erstatning en Privatfornøielse af at udskjælde Rigsdagsmand Alberti, Ifølge ovenn . Blad dannede "for størstedelen Ringsted Beboere" den Pøbel, som paa Banegaarden truede den nyvalgte Rigsdagsmand, Major Müllen, med Molest i den Grad, at han ved Hjælp af de ved Stationen ansatte Embedsmænd maatte flygte ind i en Coupee. Men Pøbelen bevæbnede sig med Kasteskyts, og imedens Korsørtoget holdt for at vente paa Kjøbenhavnstoget, faldt der en Regn af Steen, der sønderslog Coupeens Vinduer, uden dog al tilføje Major Müllen og hans Ledsagere nogen Skade. Senere erfares imidlertid, at Major Müllen har faaet et Knivstik i Siden, hvilket imidlertid ikke skal være farligt. - Det er sørgeligt at tænke sig, at en Kjøbstad i den Grad kan skamskjænde sig ved sine Indvaaneres Adfærd, imedens man ellers med Kjolen paa gjør Krav paa "Dannelse" ligeoverfor de "raae Bønder". Her seer man, hvor omvendt Forholdet kan være og ialtfald paa hvilket lavt Punct af Samfundsdannelse Ringsted kan befinde sig, naar ikke engang de respektable Indvaanere , som der dog maa antages at være, have havt Mod til at forhindre eller revse en saa gemeen Pøbelstreg. Man seer heller ikke, hvor Politiemesteren, Etatsr. Harhoff har været, som var Formand ved det kasserede forrige ulovlige Valg, og altsaa, medens han dennegang ikke var Valgformand, har havt endnu bedre Leilighed til at følge Valgrøret og hæmme hver ulovlig Udskejelse, end sige en for Byen og Jurisdiktionen saa vanærende Handling som den fra Banegaarden berettede. Formodentlig vil nu Justitsministeren have erkyndiget sig herom, hvis han ikke rettere finder Anledning til ved en kommission at undersøge, ogsaa om der fra Politiemyndighedens Side maatte være foretaget eller undladt tilbørlige Forholdsregler til at beskylde Medborgere og paagribe Voldsmændene; thi man seer idetmindste ikke endnu at noget saadant er skeet. Vi haabe ogsaa, at foreløbigt den respectable Presse udenfor Ringsted vil fremdrage Navnene paa de uværdige Indvaanere i denne By eller Andre, som have deeltaget i eller brugt Individer til en saa nedværdigende Voldshandling, hvis rette Deeltagere det maa interessere Ringsted selv, til Gjenopreisning for Byens og Valgkredsens herved angrebne Ære, at see afslørede.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. december 1858, 2. udgave).

Ogsaa "Fdl." udtaler sin alvorlige Dadel over det Ringstedske Pøbeloptrin og Voldshandlingerne samt tilføier, at den i Løverdags omtalte Politiemester, Etatsr. Harhoff, "skal have indfundet sig paa Banegaarden i fuld Uniform, ledsaget af to Betjente," saa at han maa antages at have vidst, at Noget skulde foregaae; men alligevel hverken virkede Politiets Nærværelse det mindste til at forebygge saadant, eller mærkedes dets Virksomhed, dengang det skeete, medens derimod Jernbanens Betjente gjorde hvad de kunde for at beskytte de Overfaldne". "Fdl." haaber ogsaa, at Justitsministeren vil "lade sig det være magtpaaliggende at havde Valgenes . Frihed og Sikkerhed imod brutale Udbrud" og "foranstalte en alvorlig Undersøgelse af en uhildet Dommer". Ringsted Avis erklærer derimod hertil, "at Politiets Betjente (slet) ikke vare paa Banegaarden, og langt mindre Etatsr. Harhoff; thi Sidstnævnte har i lang Tid været meget syg og er endnu ikke saa vel, at han kan begive "sig til Banegaarden". Men hvorfor var Politiet ikke paa Banegaarden? kan det under saadanne Forhold i nogen Maade forsvares? Bør ikke den offentlige Sikkerheds Krav netop anklage herfor? og nærmer det sig ikke snarere en Priisgivelse af den offentlige Orden og Sikkerhed, naar den mangler sit Værge og det efter at den forud har viist sig saa faretruet, som det idetmindste i Beretningen skildres? Og naar Etatsr. H. selv er syg, er det da ikke hans ufravigelige Pligt at sørge for, at en saa vigtig Embedshandling røgtes ved en Anden under hans Ansvar forsvarligt og vel? Selv som Patient kan han vel dog neppe have manglet Rapport om den urolige Gjæring, eller burde idetmindste have ladet denne prøve; det er jo dog ikke for intet at foretage, "hverken ved Betjente og langt mindre selv", at en Politieembedsmand er beskikket og lønnet. Sygdom er hver Mands Herre, men den kan ialtfald ikke undskylde, thi saa maa man ved Andre gjøre sig til Herre over den paatagne Gjernings Røgt. Hvor stærkt denne har været paakaldet, sees end yderligere af Ringsted Avises senere Beretning om den imod Rigsdagsmandene Müllen og Alberti udviste schofle Adfærd. Bladet karakteriserer sig ogsaa knn daarligt ved den hele Maade og de lave Betegnelser, hvormed det har skildret en Begivenhed, hvis Pøbelagtighed det med meer ærbar Følelse burde have været den Første til at revse.

Ogsaa i Hadersl. Av. hedder det fra Kbhvn.: "Fra Anthoriteternes Side synes der, efter Beretningen at dømme, Intet at have været foretaget, om det end hedder, at der vil blive anstillet en Undersøgelse over det Passerede"; men hvorledes det end stiller sig bliver det ialtfald aldeles uforsvarligt, at Ringsted Avis først bringer Efterretning om Valget uden med et eneste Ord at omtale de Scandaler, som have ledsaget det, og dernæst søger at nedsætte Betydningen af det Hele. Der er saa meget meer Anledning til at paatale dette, som man heri har et slaaende Beviis paa, hvor usselt Provindspressen paa mange Steder røgter (?) sit Hverv." "Vi mindes heller ikke lange at have seet de Pligter, som paahvile Pressen, tilsidesatte paa en saa øiensynlig Maade."

Efter "Morgenp." viste sig allerede ved Valget, "hvor ophidsede Gemytterne vare i Ringsted By og hvorlidet man der respecterer Orden og Ro, idet Valghandlingen ideligt afbrødes af den meest pøbelagtige Raaben, Skrigen og Piben, dog uden at Valgbestyrelsens Formand (en Præst ved Navn Qvistgaard fra Haraldsted) gjorte mindste Forsøg paa al standse dem."

Efter en Beretning fra Sorø i "Hb. E.", havde de af Voldsmændene Forfulgte maattet flygte fra en Coupee til en anden og Steenregnen vedvarede saa længe indtil Toget var ude af Steenvidde. En af Jernbanebetjentene skal ogsaa være bleven saaret af Steenkast. Efter s. Beretning havde den feige Flok allerede ved Valget paa Raadhuset i Ringsted brugt al Slags Skjældsord imod Rigsdagsmandene. 

I "Kbhp." meddeles endnu, at da Major Müllens Stillere, tre Landmænd, som havde fulgt den Valgte til Banegaarden, derfra vilde begive sig tilbage til Ringsted, hvor de havde deres Kjøretøi staaende, bleve de overfaldte af Ringsted Pøbelen og stærkt mishandlede, saa at de to af dem bragte betydelige Qvæstelser hjem med og den Tredie endnu næste Morgen savnedes. En Fjerde maatte tage Postbefordring og lade sig ledsage til sit Hjem af en Politiebetjent.

Den komiske 3die Candidat, Plovfabr. Nielsen, havde, efter "Morgp.", ved Valget fremstillet sig som en "Videnskabsmand", der havde leveret gode Plove, "ja det er ikke noget Skidt"! "men godt Kram!", tilføiede han, og ledsagede denne sin videnskabelige Anbefaling med Skjældsord imod dem, som vilde tvivle om, at han var Bondens "sande Ven".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. december 1858)

Udover "Fædrelandet" forsøgte "Dagbladet" også at gøre hele Ringsted ansvarlig for begivenhederne ved toget. "Sjællands-Posten" afviste at hele Ringsted kunne gøres ansvarlig for nogle personers udskejelser. Følgende indsendte var ifølge redaktionen skrevet af "en her i egnen vel anset og agtet mand":

... Dette er forresten ikke noget Nyt, det er en gammel Kjendsgjerning; men vi fik et fornyet Udiryk heraf ved Valget i Ringsted den 30te f. M. Som bekjendt mødte jo Hr. Procurator Alberti, ledet af sit ømme, bondevenlige Hjertes Indflydelser. Han og hans Parti havde lidt et moralsk Nederlag ved det første Valg. og det var vel nærmest Grunden til at Folkethinget kasserede det; nu skulde det seire, ligegyldigt ved hvilke Midler. Partiet seirede; thi da Hr. Alberti indtrængende anbefalede Hr. Major Müllen, og navnlig fordi den vigtige Lov var for om offentlige Stiftelsers Godsers Overgang til Selveiendom, da fremhævede han den uhyre Vigtighed, det maaskee i Morgen vilde have for hele Ringsted Klosters Gods at have en slig fuldtro Mand til Repræsentant. Det var som en Bombe, der blev udskudt, som en Mine, der blev sprængt. Knaldet af den bedøvede og forvirrede og en stor Deel Tvivlere og Frafaldne gik i Blinde over i Vennernes Leir. Men Hr. Alberti havde løiet og med Forsæt; thi han veed og vidste meget godt at Ringsted Kloster ikke er nogen offentlig Stiftelse, men en privat Eiendom, som tilhører Grosserer Bügels Arvinger. Hr. Plougfabrikant N. Nielsen, som havde et stort Parti for sig af Bondestanden, beskyldte han for, at han i 2 Aar havde udgive! et Blad og faaet Understøttelse af Godseierne dertil, samt svigtet Bondestandens Sag m. m. N.Nielsen gjorde sig reen for disse løgnagtige Insinuationer og erklærede for hele Forsamlingen, at Alberti var en Løgner og Æreskjænder. Det er raat at give Hug, raat at skjelde ud, men hvad skal man dog i Grunden gjøre ved Folk, der i den Grad have demoraliseret hverandre, at man frit offentlig kan bevise og erklære, at de fare med Løgn, gribe dem i den og sige dem det i Øinene uden at de rødme. Desuagtet gjør hele Sagen et uhyggeligt Indtryk, Selvtægt er ikke tilladt og det retfærdiggjør ikke Huggene at Alberti fik dem fordi han havde løiet.

G

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. december 1858, Uddrag).

Fotograf og skuespiller Jacobsen, Jul. (Julius Marcus) (1828-1912): Lauritz Michael von Müllen (1800-1878). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Lauritz Michael von Müllen (1800-1878), officer og politiker. Hans militære karriere startede 1814 ind på Landkadetakademiet. 1820 blev han løjtnant i fodfolket. Han var påvirket af frihedsideer og da han var aktiv i de frisindede foreninger og udtrykte ønsker om indgribende ændringer i vore militære forhold, blev han 1842 ved den store hærreduktion afskediget som kaptajn. Politisk var han ved demokrat. 1844-1845 skrev han 2 skrifter om værnepligt og væbningsvæsen i Danmark og 1848 Forsøg til et Exercerreglement for Infanteriet ved en Folkevæbning. Under Treårskrigen 1848-1850 indgik han igen i militær tjeneste og førte bl.a. kompagni under Fredericias belejring, og major. Herefter indledte han en politisk karriere, 1853-1872 til Folketinget i Ringstedkredsen og Rigsrådets Folketing 1864-66. 1855 medlem af bestyrelsen for Bondevennernes Selskab og 1865 næstformand i Østifternes Folkeforening. 1856-60 formand for Københavns første arbejderforening. I Folketinget spillede han ingen stor rolle, skønt han 1853-56 havde sæde i Finansudvalget og 1870-72 var medlem af Det forenede Venstres Bestyrelse.

Ringsted fik sin første station i 1847. Det var en ret stor bygning og blev først for lille og utidssvarende under 1. verdenskrig. Den blev nedrevet 1924 og erstattet af Ringsteds nuværende station.

Skarlagensfeber paa Falster. (Efterskrift til Politivennen)

Skarlagensfeber. (Loll.-Falft. Stiftstid.) Efterat en ondartet Skarlagensfeber i nogen Tid har hersket i Aastrup Sogn her paa Falster og bortrevet et ikke ubetydeligt Antal Børn, har denne Sygdom eller Epidemi nu ogsaa udbredt sig til Horbeløv Sogn, hvor alene een Familie har maattet friste den haarde Skjæbne, i nogle Uger at miste 6 Børn, medens Sygdommen endnu truer det 7de og sidste! Der ligger noget Gru Opvækkende i at see en saadan Børneflok næsten aldeles oprevet i saa kort en Tid; men hvad skal man sige, naar man derhos hører, deels at de døde Børn en Tidlang laa ikke alene i Stue, men endog i Seng sammen med de levende, deels at da Liigsynsmændene toge Syn over de 4 første Børn, der paa eengang laae Liig, forefandt de Huset, uagtet dette eies af en velhavende Parcellist, i en saa forsømt Tilstand af Uorden, Stank og - reent ud sagt - Svineri, at de, da de kort efter opfordredes til at syne de senere ved Døden afgaaede Børn, fandt sig foranledigede til at bede sig fritagne for denne Forretning, som da udførtes af Districtslægen. - Det hedder sig rigtignok, at der er føiet Anstalt til, at de, hvem denne Epidemi træffer, kunne faa Lægehjælp paa det Offentliges Regning; men da Intet derom er bekjendtgjort gjennem Avisen, uden hvilket det aldeles ikke kan komme til almeen Kundskab, saa mangler det ikke faa Dødsfald, foraarsagede ved Mangel paa Lægehælp. Der bliver end ikke sørget for, at Forældre, som have nogle Børn angrebne, holde dem. der endnu ere raske, fra Skolen, eller at de, hvor Dødsfald indtræffe, afholde sig fra at samle Slægt og Venner til Begravelsesgilde i det smittede Huus; der er nemlig Ingen, der troer sig berettiget eller forpligtet til at anordne Sligt. Da Sygdommen nu ogsaa har naaet til Karledy og Kirkeby Sogne, og upaatvivleligt vil gaae videre, tillader man sig herpaa at henvende de høiere Autoriteters Opmærksomhed, hvem det paaligger at sørge for den offentlige Sundhedspleje. 

x

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. december 1858)

- I Anledning af Ovenstaaende læses i samme Blad:

I Anledning af det i Stifts-Tidenden optagne Inserat om Skarlagensfeberen i Aastrup Sogn skal jeg ei undlade at meddele den ærede Indsender, at bemeldte Sygdom ifølge Districtslægens Indberetning af 21de September allerede den paafølgende Dag blev tagen under Behandling for offentlig Regning, samt at raske skolepligtige Børn fra de Gaarde og Huse, i hvilke Sygdommen herskede, skulde afholdes fra Skolerne saalænge denne fandt Sted, at alle Uvedkommende, fornemmelig Børn og yngre Personer, paabødes at afholde sig fra de Steder, i hvilke Sygdommen herskede, og at alle Begravelsesgilder i Henhold til Forordningen af 17de April 1782 aldeles forbødes, hvilket under 29de s. M. fra Stiftamtet communiceredes Birkedommeren til fornøden Efterretning og videre Foranstaltning. Da Districtslægen derefter under 20de October indberettede, at Epidemien havde udbredt sig til Horbeløv Sogn, bemyndigedes han til at tage de af denne Sygdom Angrebne i samtlige Landsogne i Falsters nordre Chirurgicat under Behandling paa offentlig Regning.

Nykjøbing, den 30te November 1858.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1858).

Skarlagensfeber kom som epidemier. Den værste var i 1858 og grasserede især på Sydsjælland og Lolland-Falster.

Aalborg Sygehus. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 20de November.

Ang. Indqvarterings udgifterne indeholder Finantsudvalgets Betænkning ibl. A. Følgende:

"I Aalborg begjæres for et Vagtlocale 300 Rd. Dette Beløb foreslaaes nedsat til 155 Rd., der er det Høieste, som andetsteds forlanges. I samme By begjæres til Brændsel og Lys i Vagten og Sygehuset 701 1/4 Rd. Da der intet andet Sled forlanges meer end 546 Rd., foreslaaes en Nedsættelse af 135 1/6 Rd. - Sammesteds er et Sygehuus beregnet til en Leie af 1300 Rd., imedens den høieste Leie, der andetsteds kræves for et Sygehuus, kun er 600 Rd., og det til en 43 Mand større Garnison, men rigtignok uden Rekrutter; ialmindelighed forlanges kun indtil 400 Rd. Aarsagen hertil er, at Aalborg, hvad der fra tidligere Forhandlinger vil være i Thingets Erindring, har ladet sig bevæge til at bygge et nyt Sygehuus for at tilfredsstille Krigsministeriets Fordringer i eller strax efter Krigsaarene. Af det dertil medgaaede Beløb de regner Byen sig nu en Rente. Der er imidlertid Rimelighed for, at den saaledes fremstaaede Sygestue indeholder Localer, som ikke ere fornødne for en Bataillons Fredsstyrke, og kun for en saadan kan Byen fordre Godtgiørelse af Kongerigets Kasse. Udv. skal benytte Lejligheden til at henlede Opmærksomheden paa, om ikke et Antal ugifte Underofficerer kunne indlogeres i den ubenyttede Deel af Sygehuset. - Som ovenfor er anført, har Regjeringen forsøgt at nedsaætte Leien af et Qvarter for en ugift Underofficeer i Aalborg fra 91 Rd. 24 sk. til 60 Rd. Udv. maatte imidlertid finde ogsaa denne Leie for høi, deels fordi den er lig Leien for Qvarteer til en gift Underofficeer, og deels fordi den høieste Priis, der andetsteds gives, kun er 40 Rd.; enkelte Steder haves det endog for 24 Rd. Del søgte derfor yderligere Oplysninger om Licitationsforretningen, af hvilke del fremgaaer, at Aarsagen til denne Forretnings uheldige Udfald i en væsentlig Grad maa søges i Savnet af behørige Bestemmelser om de forskjelllge Qvarterers Beskaffenhed, et Savn, som ingenlunde er afhjulpet derved, at man har fremlagt del ialtfald utilstrækkelige Qvarteerreglement for Fredericia Fæstning af 17de Marls 1852, og i Conditionerne har henviist til Lovene af 15de Novbr. 1816 og 26de Debr. 1856. Udfaldet blev ogsaa, at de Bydende paa disse - enkeltviis udbudte - Ovarterer vare 24 Underofficerer. - Regjeringen mener at kunne faae Prisen nedsat til 40 Rd., hvilket er den Sum, Udv. foreslaaer Thinget at bevilge. Udv. troer derhos, at det fortjente at undersøges, om der ikke uden betydelige Omkostninger kunde skaffes Qvarterer til disse Underofficerer paa Aalborg Slot".

Hertil maae vi dog bemærke, at Byen blev ikke "bevæget", men ligefrem truet af den dav. Krigsminister (Lüttichau) til at anskaffe det kostbare Sygehuus, naar den ikke vilde miste sin Garnison. Det Uheldige er dog ikke saa meget, at et Sygehuns af det Omfang blev anskaffet, men at det saa lidet benyttes. Naar undtages først i Rekruttiden (og under Exercits og Svømmeøvelserne !), staaer det som oftest kun lidet benyttet. Bygningen kunde derimod komme det Offentlige ganske anderledes tilgode og derved ogsaa bespare Militairudgiften, naar den tillige kunde benyttes til ikkemilitaire Syge; og hvorfor ikke det? hvorfor skal der en Uniform til at pleies, naar det i samme Locale, ved samme Læger og Pleie kan skee for Ilkeuniformerede? Der er kun den urimelige bureaukratiske Fraskillelse, hver forbeholder sig for sin Domaine. Nu kan der ofte staae et tomt eller tildeels ubenyttet, efter nyeste Regler indrettet, Sygehuus imedens der kunde mangle Sygeplads til virkelige Syge, især hvis Epidemier skulde komme, fordi Militaire og andre Syge, og hvis Sygdom dog ofte har et fælleds Udspring, ikke maae meleres sammen. Tør heri ingen Forandring skee, saa er det rigtignok rettest at lade det meget ledige Rum benytte til Bopæle for ugifte Underofficerer. At ogsaa disses Bopæle have holdt sig dyrere, ligger ligeledes i de overdrevne militaire Krav; convenerer Localet ikke, kasserer man, og det sees naturligst deraf, at det kun er Underofficerer, der møde til Licitationerne. Men Vanskeligheden i al finde Concurrence til Indgvartering antage vi rigtignok ogsaa fremkommen ved at Commnnalbestyrelsen har paataget sig at være Kaserneholder, hvad den maaskee for meget af militaire Ønsker har ladet sig tilskynde til, og at det derved gjøres vanskeligere for Private at indrette sig til Indqvarteringen i det Hele (hvilket vi ogsaa fra en anden Side betragte som communal-oekonomisk uheldigt, fordi den med Indqvartering og med Bespiisninger forbundne Industrie for mindre Huuseiere eller Værter derved har forringet sig). At indrette det ironisk saakaldte Slot til Underofficerer og Militairbrug i det Hele, kunde vel ellers maaskee nok fremkalde Besparelse, d. v. s. hvis det skeer ved Licitation over Udgifterne herved. Som vi erfare agter man alt at benytte ledige Slotslocaler til Munderingskamre, som hidtil have kostet temmelig betydeligt. Men det meest Oekonomiske for Stat og By var jo at faae hele dette Slot solgt, rettest til Communen, som vilde have megen Gavn af Pladsen og bedst kunne vederlægge Staten denne, medens Staten nu aarligt kun ufornødent sætter Penge til herved, og baade Stiftamtmanden, som hver anden Embedsmand, kan leie sig hensigtsmæssig Bopæl og Comptoir i Byen og denne heller ikke mangler meget bedre Localer, hvis Eiere eller Værter vilde satte Ære i at stille dem umiddelbart eller til Communens Raadighed, naar Hs. M. Kongen eller Medlemmer af det kongel. Huus glæde Byen med Besøg. Der er hverken heller nogensomhelst historisk eller architechtonisk eller Localbeskaffenhed, som giver Anledning til at bibeholde den vanzirende skumle Kasse under Navn af Slot.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. november 1858, 2. udgave).

Forløberen for sygehuset var Det første militær-infirmeri (1787-1850): ”Regimentets Sygehuus”, Skolegade med 15 sengepladser, fra 1804 i Søndergade. Oven på det gamle infirmeri bygger man i 1817 Aalborgs første civile sygehus der blev fælles for både Aalborg og Hjørring amt. I to bygninger havde man 30 sengepladser og en embedsbolig til økonomaen, der udover at tage vare på indkøb også fungerede som portør, rengøringsassistent og lægens hjælpende hånd. Og dengang var der kun en enkelt læge ansat – på provisionsløn: fuldt honorar for helbredelse, halvt honorar, hvis patienten ikke overlevede!

1850 – 1911: Aalborg Amts og Bys Sygehus. Byen vokser og behovet for sengepladser følger med. Selvom Hjørring Amt trækker sig fra det mellemamtslige sygehussamarbejde i 1850, udvider sygehuset fra 30 til 50 senge. I samme periode får Aalborg Amts og Bys Sygehus en konkurrent, da Fattighuset i Skolegade indretter 30 sengepladser. Her kan både fattiglemmerne og byens dårligst stillede borgere blive behandlet – stadig mod betaling. Prisen for at blive indlagt og behandlet på Fattighuset er dog kun cirka det halve af, hvad det koster på Aalborg Amts og Bys Sygehus, og det får gradvist patienterne til at forsvinde. Fattighuset er fuldt belagt, mens byens sygehus kun bruger halvdelen af deres senge. Samtidig mener kritiske røster, at Aalborg Amts og Bys Sygehus er direkte sundhedsskadeligt og bør rives ned. Men først i 1881 flytter sygehuset ud i helt nye og moderne bygninger i Urbansgade. De moderne faciliteter tiltrækker atter patienterne, der gerne vil betale ekstra for en bedre behandling.

Lærer Monrad vs. Gaardmand Andersen. (Efterskrift til Politivennen)

- Det er forfærdeligt, hvad Paastaaelighed for en Smaatings Skyld kan koste, ikke blot Private, men hvor det gaaer ud over den gamle Kameel: det stakkels Offentlige. I en Landsby her i Amtet havde Skolel. E. C. Monrad af Gaardmand Jens Andersen forlangt Naturalydelser, best. af 18 Pd. Brød, 4 Pd. Ost og 1½ Sn. Æg, ansatte til en Værdi af 1 Rd. 29 sk. aarligt, som han paastod der tilkom ham, og da han ikke fik dem, herfor den 21de Decbr. 1853 lod foretage Udpantning. Ved Rinds-Gislum Herredsret blev imidlertid Paastanden den 12te April 1855 (altsaa 1 ½ Aar efter) erkjendt ugyldig idet Udpantningsforretningen hævedes, imedens der formodentlig ikke har været nedlagt Paastand om Skadeserstatning for den foretagne Indtrængen med en ubeføiet Retshandling i anden Mands Huus og Hjem, og house and castle ogsaa hos os ved Lovgivningen ere for lidet beskyttede mod al den Art Fremgang. Skolelæreren eller anden Vedk. var dog ikke tilfreds med denne Tilbageviisning ved Underretten, og den blive Folk jo heller aldrig tilfredse med, saalænge en Underretsdom kun er Enkeltmands Skjøn, imedens Kjøbenhavnerne alene have del Privilegium, strax at erholde Dom afsagt af Flere, og saalænge den af Grundloven tilsagte Nævningeret ikke indføres. Her har Appellen dog maaskee været fremhjulpen ved Letheden for en Embedsmand i at faae fri Proces paa det "Offentliges" Bekostning. Hr. Monrad gik saa til Overretten og her gik det ham, Aaret efter, ligesaa. Der var nu kun Høiesteret tilbage, for sidste jordiske Afgjørelse af Naturalp anstanden, og den glemtes heller ikke. Her blev da Udfaldet ganske det samme og, imedens selve Processens Omkostninger for alle Retter ophævedes, altsaa ialtfald den frikjendte Gaardmand heraf maa bære sit Læs, idømtes Monrad til Justitskassen at betale 5 Rd., og tilkjendtes i Salairer: Procur. Cancellir. Holm i Hobro ved Underretten 25 Rd., Procurator Morville ved Overretten 25 Rd. og Advocat Liebe ved Høiesteret 60 Rd., som alt udredes af det Offentlige! Det er Suiter af en Paastand paa 1 Rd. 29 sk. og 5 Aar har det været, at faae det store Spørgsmaal afgjort.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. november 1858)

Aalborg, den 13de November.

Vi ere fra Hobro gjorte opmærksom paa en Feil i Referatet i Tirsdagsavisen af Dommene i Sagen imellem Skolel. Monrad og Gaardmand Jens Andersen (egentlig Poulsen), idet Skolelæreren vandt Sagen ved Høiesteret. Fejltagelsen heri hidrører fra den, som den ogsaa i Meddelelsen fra Hobro betegnes, "unægtelig besynderlige Terminologi, Retten har betjent sig af (idet M. som Appellant for Høiesteret betragtes som Citant og J. A. som den Indstævnte), og saaledes var det ogsaa i Sagen om Kagerug til Præsten i samme Sogn Vesterbølle, som for omtrent 1 Aar siden blev paakjendt og vunden for Præsten, efter at være tabt for Under- og Overretten." Det er imidlertid ligefuldt gaaet her (og Kagelysten er vel i samme Sogn dryppet fra Præst til Degn), som fornemmelig fremhævet i den vedk. Sag, at det Offentlige har maattet bære Byrderne for Embedspaastaaelighed i en ringe Ydelse og deraf opstaaet Kjævl om et Mellemværende, som ialtfald burde være privat.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. november 1858)

"Flrp." skyldte, uden stor Ophævelse, at have samme Tillid til og følge vort eget Blads Berigtigelse i Løverdags (som den jo havde i Mandags) ang. Forvexlingen af Høiestereisdommen, hidrørende fra den forvildende Betegnelse i Høiesteretsreferatet -, som ved vort oprindelige Referat af Dommen i Sagen om den lille Naturalydelse til Skolelæreren ved Hobro. Vi bemærke dette forøvrigt kun for at modsige det nævnte Blads Tilføining om, at det skulde være nødvendigt at besvare det Offentlige med Processer til Høiesteret, som om Præstens Kagerug saa om Skolelærerens Smaaredsel, eller at Bønderne skulde "i den senere Tid være kun altfor tilbøielige til at vægre sig for at yde hvad der tilkommer Skolelæreren". Det kan være i enkelte Tilfælde, men de høre vist til de sjeldne og baade for Skolelærerens Stilling og Bedste i det Hele som i Forholdet til Menighederne er det vist ogsaa rettest, at være mindre paastaaelig om Smaating, og endnu rettere, om ingen præstelig Kagerugsbegjær fører Degnen ind paa lignende Capitler. Baade Præster og Degne kunne gjerne i saadanne Tilfælde have eller faae "høieste" Ret og dog gjøre mindre Ret (imod dem selv med) i at paatale og indkræve den. Ved Høiesteret vindes desuden ikke i slige Tilfælde noget bestemt "Præjudicat", fordi det ene af den Slags Tilfælde ikke ligner det andet. Processer for at skaffe sig saadanne "Præjudicater" blive derfor let til en Kjephest enten for den enkelte Paagjældende eller for Provster osv., hvorved de rette Vedkommende privat intet vinde og det Offentlige altid taber en Slump, uden tilstrækkeligt Motiv i Sagens Beskaffenhed, paabyrdede Retssalairer, saa at Advokaterne ere de eneste, som egentlig have Nytten bagefter af den Slags Præjudicats-Processer op til Høiesteret. En anden Sag var, naar man havde en Eedsvorneret til hurtigt og paa eengang at afgjøre alle - slige mindre Tvistspørgsmaal. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. november 1858)

Byfogden i Thisted indkalder Haandværksmestre. (Efterskrift til Politivennen)

 Aalborg, den 9de November

Byfogden i Thisted har sammenkaldt alle Byens Haandværksmestre til et Møde for at meddele ham Oplysning om, for hvilke Haandværkssvende man der i Byen har Arbejde. Han tilsigter derved at "forhindre Svendenes ørkeslæse Vandring til Byen". Men en Politiemester kan dog ikke forud bestemme, hvor Haandværkssvende skulle vandre hen og har slet ingen Ret til at lukke Byen for dem. Selve Haandværksmestrene kunne heller ikke vide, hvad Arbejde de maatte faae, og vilde vist ogsaa, ligesom det forbrugende Publicum, være ilde tjente med, at Svende advares fra at søge til Byen. For deres Fornøielsed Skyld blive disse der heller ikke, naar der til given Tid intet Arbeide skulde være. Haandværkssvendenes fredelige Vandringer, om de end maae ledsages af lidt "Fægten", i have overhovedet aldrig viist sig at være forbundne med Ulemper for det Offentlige, end ikke i de Lande, hvor de ere langt talrigere, og altsaa mindst her, naar der ellers er et aarvaagent Politie. Behøves dettes Mellemkomst i noget Tilfælde, saa er det jo nok, at det optræder i rette Tid, og mindre betimeligt er det vistnok, naar ellers ikke farlige forebyggende Foranstaltninger kræves, at male Tilstande paa Væggen, hvormed det slet ingen Fare har.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. november 1858).

Svenske Vagabonder i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

"Flvp." har fra Aarhuus en meget mørk Skildring af den Tilstand, hvori Jylland er kommet ved de mange svenske Vagabonder, der ere invandrede her i Landet, for som det hed at tage Tjeneste. Det hedder deri blandt Sindet: Det gruopvækkende Mord, som nylig er begaaet i Marselisborg Skov, i Nærheden af Aarhuus By, 1/4 Mil fra samme, endnu ved lys Dag, Eftermiddag Kl. 5, paa en befærdet Spadserevej og i Nærheden af Huse og Mennesker, foranlediger Indsenderen til at sige nogle Alvorsord. I længere Tid har det været almindeligt bekjendt, at Jylland er overfyldt af vagabonderende Karle, navnlig svenske, der drive om paa Lykke og Fromme, en stor Del have slet ikke havt fast Kondition, endel ere afskedigede eller bortløbne af Kondition og endel have af og til havt Arbejde paa Accord. Det er derhos ligesaa almindeligt bekjendt, at Størstedelen af disse Folk ere meget raae og udisciplinerede, og stærke Brændevinsdrikkere og overhovedet med fremherskende dyriske Tilbøieligheder, saa at de, for disses Tilfredsstillelses Skyld, uden at gjøre sig stor Samvittighed deraf, foretage lovløse Gierninger. Isærdeleshed lider Østkysten af det midterste Jylland haardt under denne Tilstand. Bønderne blive bestjaalne, uden at de i saamange Tilfælde for Politiet anmelde Tyveriet, fordi de da frygte Tyvens Hævn; Tyveri, Ran og Overfald tør næsten siges at høre til Dagens Orden; paa aabenbart og skjult udført Mord frembyde de sidste Aar mange Exempler. Svenske Vagabonder styrke vore egne i Forfort til samme lovløse Gjerninger, thi de see. at disse lade sig udføre hyppigt uopdagede og ustraffede. Saaledes har Tilstanden været i de senere Aar; førhen var dog Retssikkerheden nogenlunde god, men især i det sidste Aar, siden ArbeidsIøsheden paa Grund af Tidsconjunkturerne i høi Grad er tiltaget, er den lovlige Orden i Forfald, den offentlige og især den private Sikkerhed i høi Grad truet, og værre vil det blive, thi den forestaaende Vinter vil bringe en meget større Arbeidsløshed. Paa Veiene, saavel ad Chausseer som Biveie, drive Vagabonder om snart enkeltvis snart i hele Flokke; i Kroer træffer man næsten altid paa dem; enkelte indlogere sig paa et Sted flere Dage ad Gangen, ventende paa den usikkre Fremtid, og drage fra Sted til Sted.

(Ribe Stifts-Tidende 6. november 1858)

Kateket Wulff ansat i Emmerlev. (Efterskrift til Politivennen)

"Vestsl. Tid.-- indeholdt for nylig et stærkt Angreb paa Cand. theol. Wulff, der er bleven bestikket til personel Kapellan for Emmerlev Menighed, idet Bladet beskyldte ham for ar have slesvigholstenske Planer med sin Ansættelse i der nævnte Pastorat. Af en Berigtigelse, som "Vestsl T." senere har indeholdt, fremgaar det imidlertid, al Beskyldningen er falsk, men "Dvk." synes ikkedestomindre at have Ret i sin Bemærkning om, at Hr. Wulff, der vel har taget theologisk Embedsexamen i Kjøbenhavn, men under sit tidligere Ophold i Kiel blev stærkt paavirket af den der herskende Aand og i to Aar har studerer ved Universitetet i Bonn, mindre vel skikker sig til Ansættelse i et af Slesvigs Brændpunkter, idet Emmerlev ligger i Tønderegnen, hvor Iver og Nidkjærhed for der danske Sprog netop ere nødvendige, og det Yderste, der kan siges til Fordel for Hr. Wulff, er, at han i national Henseende er aldeles indifferent. Hvilken Mening man imidlertid end har om Kapellanens politiske Anskuelser, bliver hans Udnævnelse dog i alle Tilfælde mislig, da han ikke er det danske Sprog mægtig, saaledes som det sees af den Bekjendtgjørelse, han har ladet indrykke i "Vestsl. Tid." om, at han agter at drage Udgiveren til Ansvar ved Domstolene; det hedder nemlig heri: "Det henstilles til den egne Retsfølelse af de Redaktioner, der i deres resp. Blade maatte have optaget den ovenfor tilsigtede Artikel af "Vestsl. Tid.", om de ogsaa ville optage dette Aviso eller ei". (Dgbl.)

(Ribe Stifts-Tidende 6. november 1858)

Jacob Georg Christian Wulff (1827-1908) blev student i Kiel 1846, studerede i Bonn 1848-1851, København 1852. Cand. theol i 1853. Kapellan i Emmerlev 1858, i Svendborg 1860-1865. Sognepræst i Adsbøl-Gråsten 1865-1870, Vodder 1871-1893.

Overfald paa Landeveien. (Efterskrift til Politivennen)

Det er med Gysen at man skotter til Granskoven ved Kolding-Vilstrup Vejen, naar man drager til og fra Veile, da den i den sidste Tid har varet Skjulested for ondskabsfulde, kaade og raae Subjekter, der finde Fornøjelse i at overfalde og mishandle selv de fredeligste Vejfarende. Saaledes bleve tvende Mænd af Nørrevilstrup morderisk overfaldne paa Vilstrupveien Markedsaften den 23de Septbr. og bibragte dybe Knivstik flere Steder paa Legemet, hvorved navnligen den ene for længere Tid er berøvet sin Arbeidsdygtighed. Markedsaften den 13de Oktober bleve ligeledes flere Sønner og Døttre af Vilstrup Byes honetteste Familier overfaldne af en Mængde raa og uopdragne Mennesker, der trakterede Karlene, uden Anledning, med Slag i Ansigtet med Næverne og Stokke, kastede Pigerne omkuld paa den snavsede Vei og behandlede dem med Kaadhed og Uforskammethed, som kun det allerraaeste Menneske vil gjøre sig skyldig i. Del er derfor ikke uden Ængstelse, at Forældre sende deres Sønner og Døttre til Staden, dersom der ikke bliver gjort Noget for at sikkre den Vejfarende for sligt raat og vilkaarligt Overfald. (Veile A.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. november 1858).

Tilsynsreiser i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Det er forskrækkeligt hvad en Jagt-Kammerherre og Skovembedsmand med Nogle bagpaa kan koste Landet, især naar det er i Slesvig, hvor der ruttes med al mulig bureaukratisk Fornemhed og selv Bispen ikke kan kjøre paa Visitats uden at det skal være "med Fire". Saaledes oplyses i forannævnte Bl., at "Chefen for "det kgl. slesvigske Forst- og Jagd-Amt", en Kammerherre, som endda kun hedder Baastrup, paa 11 Tilsynsreiser fra den 25de October til den 6te Nov. i Forening med Overforsteren, alene for Haderslev Østeramts Vedk., har brugt 22, skriver to og tyve Kudske og 66, skriver sex og tredsindstyre Par Heste. Det er det umiddelbare Forbrug; middelbart sættes endnu 10 Mand og 10 Heste i Bevægelse som "Expresser for at tilsige Vognene"; ialt følgelig anvendes der 32 Mand og 142 Heste for at sætte en Tilsynsforretning iværk, m. H. t. hvilken det nævnte Blad udlover en klækkelig Belønning til den, som, selv i Forstfaget, trøster sig til at paavise det mindste Gran af Udbytte, for ikke at sige Nytte , som Tilsynsreisen frembringer. Man maa ikke troe, at et saadant Skovtilsyn iværksættes paa den eneste Maade, som almindelige Mennesker vilde foretage den, idet de tvende Herrer Tilsynsmænd simpelthen satte sig op paa en tospændig Vogn og kjørte fra Skov til Skov indtil Tilsynet var forbi. Nei, først kjører Forst- og Jagtmesteren i en Vogn med fire Heste "i Nærheden", - thi de ere kun yderst sjeldent spændte for paa almindelig Maade, idet Bønderne vel ere pligtige til paa Forlangende at levere en Vogn og 4 Heste, men ingenlunde en Forspænding, der er nødvendig til, at 4 Heste kunne sættes foran Vognen; det ene Par sjokker derfor i Reglen bag efter Vognen, ikke for at afløse det trækkende Par, thi dette er nødvendigt paa de halvt chausserede Veie, saa meget mere som Bonden kun skal kjøre 3 Mile ad Gangen, men formodentlig for at give det hele Optog det til Øiemedet nødvendige Relief af Pudseerlighed. Bagefter kommer da Overforsteren i en Vogn med lo Heste for, for at de Undrende paa Veien skulle kunne see, at der her i Verden gives Noget, som hedder Rang og Stand; thi det Naturlige, at Overforsteren satte sig ind i Vognen til Forst- og Jagtmesteren og lod sin Vogn blive hjemme, kan ikke tænkes i det danske Bureaukrattes Gosen : Slesvig.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. november 1858)

Kirkeklokken i Grenaa. (Efterskrift til Politivennen)

I Grenaa spiller den berømte Kirkeklokke endnu sin betydelige Rolle, om end ikke saa støiende som Stormklokken i Colding. Grenaa Avis indeholder i den Anledning følg. ledende Artikel:

"Nu, da Klokker-Embedet her ved Kirken er opslaaet ledigt og ventelig snart atter bliver besat, ere vi blevne gjorte opmærksomme paa en Latterlighed (!) ved Ringningen, som har fundet Sted i flere Aar, men dog endnu vistneppe er saa gammel, at den ikke ved en Smule Uleilighed skulde kunne rettes. Det er nemlig Ringningen Kl. 7 om Morgenen, som unægtelig burde finde Sted om Sommeren Kl. 5. Morgenklokkens Bestemmelse er at kalde Folk til klar Bevidsthed efter den natlige Dvale samt minde dem om Gud, deres Arbejdsplads (?), og hvad den sidste angaaer, da er Tiden for denne for de fleste Haandværksfolk om Sommeren Kl. 5 og ikke Kl. 7. Mange vilde vistnok være Vedkommende taknemmelige, hvis denne bedre og skjønnere Forandring blev Byen tildeel, og man vilde da være forskaanet for at høre den intetsigende Syv-Ringning, der kun har det hos sig, at den minder Arbejderne om Frokosten, hvilken de Fleste ialmindelighed gierne erindre uden Klokkesignal. Det kunde være interessant at erfare, paa hvilken Tid og hvilken Maade denne Ceremonie er bleven etableret. - Ved samme Lejlighed ville vi tillade os at forespørge, af hvilken virkelige Grund Klokkeringning paa Markedsdage er ligesom banlyst; thi neppe er Klokkeringning mere fornuftig anvendt end netop paa slige Dage, og vi formaae derfor ikke at indsee Grunden; den almindelige Mening: at Ringeren ikke har Tid, fordi han staaer paa Torvet og "sælger Aal", forekommer os at være temmelig uholdbar. (!)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. november 1858)

Smaa og store Ulykker. (Efterskrift til Politivennen)

For 3 Uger siden mistede Huusmand Ole Christensen af Jegindø Livet ved Overfærdsel med Skudtørv fra Tissinghuus paa Morsø til Jegindø, og atter har en lignende Transport fra Hassyssel til Thyholm krævet 1 Menneskeliv, nemlig Huusmand Chr. Christensen af Barslev, And. Kragh, Almisselem Jens Møller og Gaardmand Chr. Sørensens 13aarige Datter, Alle af Floulev. Ulykken skeete sydvest for Odby i Søndags Morges, da en Styrtesø fyldte Baaden, som derved kæntrede. I Baaden, der havde en Ladning Skudtørv inde, var foruden de Ovennævnte Baadens Fører, Huusmand Lars Chr. Christensen af Barslev, der ved Svømning reddede sig op paa Baadens Kjøl, og han kunde altsaa have havt Haab om at drive til Land, hvis Ankeret ikke ved Baadens Kæntring var faldet i Bund og hvert Forsøg paa at naae Touget, for med en Kniv at overskjære dette, mislykkedes. Flere Gange reve Søerne ham fra Baaden, men hver Gang lykkedes det ham at svømme til den. I denne mislige Stilling holdt han sig indtil hen paa Eftermiddagen, da en Mand fra Odby blev opmærksom paa ham og derom meddeelte Underretning til Ottesunds Færgemand, som strax udsendte en velbemandet Færgebaad, hvorpaa han lykkeligt reddedes, efter at han i 10 Timer havde svævet i stor Livsfare. (Th. A.)

Paa Pakhuse, Kornlofter og deslige Steder i Kjøbenhavn hersker den Uskik, at de tømte Sække, som skulle bringes ned, kastes ud af en Luge, efter at man har samlet flere i een Sæk. Ved denne uforsigtige Fremgangsmaade indtraf en af de sidste Dage det sørgelige Uheld hos Brændevinsbrænder Christensen i Dronningensgade paa Christianshavn, at en Sæk, der indeholdt 17 tomme Kornsække og som af en Karl blev kastet fra Loftet ned i en i Gaarden staaende fraspændt Vogn, ramte en syvaars Dreng, som tilligemed flere andre Børn legede oppe i Vognen. Barnet fik Benet slaaet over imellem Knæet og Ankelen og ligger nu paa Hospitalet.

I Tirsdags Aftes havde en Dame det Uheld, at en af hendes Crinoline-Udspændere sprang paa Østergade i Kjøbenhavn, i en stor Folkevrimmel. Et Spanskrør foer ud og jog ind imellem Benene paa en Herre, og imedens hun vendte og dreiede sig for at blive ham klar, kom hun til Sammenstød med de andre Forbigaaende, hvilket gav et saa latterligt Skue, at der strax samlede sig en stor Sværm af Mennesker, saa hun først med megen Møie slap ind i en Gadedør under Latter, Klappen og Skrigen, der især gav sig Luft da hun maatte rive Kjolen itu for at kunne skubbe sig ind igjennem den brede Dør. Efter at hun lykkeligt var kommen i Havn, gik Spotten over paa andre crinolineklædte Damer, som lode sig see i Gaden og ængstelige toge Flugten ind i Sidegaderne, hvor de søgte Skjul i Husene. Da, just som Morskaben var størst, to meget stærkt udstafferede Pigebørn, af et ikke godt Rygte, kom svaiende i meget vidtudstaaende Krinoliner fra Christenbernikovstræde ind paa Østergade, uden at vide Noget af Opløbet, og de gave sig til al udskjælde Sværmen, som modtog dem med stor Jubel, blev Tilløbet saa stort, at kun Politiets Tililen og raske Mellemkomst afværgede Uordenen. (Aarh. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. august 1858)

Annonce for krinolinekjole i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1859

En Indsender klager i "Kbhpst." over Insulter, for hvilke elegant klædte Damer og Pigebørn uden Følgeskab ere udsatte paa Kjøbenhavns Gader af de Børn, som der færdes. Det synes at være blevet en formelig Skik hos Gade-Ungdommen, baade Piger og Drenge, at molestere moderne klædte Damer og Pigebørn ved at tilraabe dem Uqvemsord, rykke dem i Klæderne, søge at tilsøle dem, ja vel endog ar spytte paa dem og kaste Stene efter dem. Ialmindelighed er det "Krinolinerne", der, som et Slags Feldtraab, give Signalet til slige Pøbelagtigheder, men da de bæres omtrent eens af hele den Qvindelige Verden, Tjenestepigerne inclusive, er Raabet: "Crinoline" kun at betragte som et Løsen, der gives til at kaste sig over de Enkelte, hvis Ydre i det Hele har et finere eller pynteligere Præg, end Gade-Ungdommen synes om. Det er især naar de komme fra Skolerne, at Børnene drive dette Uvæsen, hvormed de forbinde megen anden offentlig Uorden. De drage da gjennem Gaderne, øvende deres Kaadhed paa hvem der møder dem og som de troe ikke kan værge sig. Drengene tillige hujende og skrigende og leverende formelige Batailler paa Fortougene, saa at det, i alt Fald for Damer, ofte formelig er forbundet med Fare at komme frem.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. september 1858)

Presseforhold i Hertugdømmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Naar man kun kan beklage de ugunstige Presse forhold, der allerede ere tilstede i Hertugdømmerne, og man vel ogsaa fra saa godt som alle Sider var enig om at fordømme Scheeles Voldsforholdsregel i sin Tid imod Itzeh. Ugebl.: saa er det meget upassende, at noget Blad i vort lykkeligen pressefrie Kongerige, i nærvær. Tilfælde "Flvp.", vil opfordre til at skjærpe Pressetilstanden sydpaa i Riget og f. Ex. forlange, at der "fra Kjøbenhavn maa gjøres noget" ved det nævnte holsteenske Blad. "Flvp." erklærer det selv for "reent vilkaarligt", at den forr. Minister undertrykte Itzehoeren, men vil, at denne skal have en "alvorlig Advarsel". Herved kan dog kun menes, at den nærv. Minister skulde true med den Vilkaarlighed, som hans Forgjænger udøvede! Men kan det være "retfærdigt og humant"? Vi kjende ikke det nævnte Itzehoe Ugebl., dets Indhold eller Tendents. Men hvis det eller noget andet af de i Hertugdømmerne bevilgede Blade skulde forsee sig, saa har man jo Loven til at lade tiltale efter. Alvorlige Advarsler eller Trudsler ere i Strid med Loven og end mere med Retfærdighed og Humanitet. Men endnu forunderligere er det, naar "Flvp." omtaler det som en Brøde af Itzehoeren, at den benævner de for Contingent-Inspectionen senest præsenterede Tropper som "holsteenske Tropper". En Brøde mod den statsretlige Sandhed, naar endelig Udtrykket skal veies saa strængt, er det, thi den kjender, og deri ere vi ogsaa ganske enige med "Flvp.", kun "een, siger een, dansk Armee", og Kongen er som Forbundsmedlem ogsaa kun pligtig til at levere et Antal Tropper uden Hensyn til, i hvilken Deel af hans Land de ere fødte. Men det paaankede Udtryk kan dog ikke være Brøde mod hvad der "fra Kjøbenhavn" selv er anordnet, saa der ogsaa mindst "fra Kjøbenhavn" kan ventes "noget gjort" i den Anledning. Tvertimod: Krigsministeren har jo selv sørget for, at kun holsteenskfødte Tropper iaar ere blevne anviste til Contingentmønstring, altsaa selv antydet Udsondringen af "holsteenske Tropper" fra den "ene danske Hær". - Vi beklage, at Sligt er skeet, thi det maa ialtfald vildlede, hvis det ikke netop er Hensigten, al det skal lede - hen til et politisk Formaal; men naar man officielt giver slige Varsler og naar de ministerielle og andre eiderske Organer i Kongeriget selv dagligt betegne hele Holsteen alt saa godt som udsondret af Staten, og endog Forslagene til Frankfurt paastaaes at tyde paa den samme Retning: saa kan det ganske vist ikke forarge hos noget holsteensk Blad, at det stemmer i med den samme Vise og synger om sine "holsteenske Tropper". Det vil der ialtfald vistnok ikke "fra Kjøbenhavn blive gjort noget ved".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. oktober 1858).

Frederik 7. i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

I hvilken Grad Slesvig lider under Embedsenevældens Tryk, saa at Embedsmandene der endog ugeneert opføre sig som om de udelukkende repræsentere Befolkningen og dens Interesser, kan sees af en Tilstaaelse i Hdl. Av., hvorefter "under Kongens sidste Ophold i Haderslev Borgerne kun have været brugte til at raabe Hurra og illuminere for Kongen; med Undtagelse af en enkelt Functionair har ikke een eneste Borger erholdt Lejlighed til at tale med Hs. Maj." "Vor Hovedanke mod Myndighedernes Optræden under Kongens Nærværelse her i Byen, siger Bladet, er altsaa den, at Embedsmændene have skilt sig fra den øvrige Befolkning, istedetfor at disse tvende Bestanddele burde have samvirket i Forening; man har afsondret sig, hvor man netop burde have forenet sig, ja, i selve Embedsmændenes (særskilte) Optræden har en skarp Iagttager kunnet opdage det samme Isolationsprincip, øiensynlig grundet i Angst for, at den ene skulde træde stærkere frem end den anden og derved gjore et Hop høiere paa den honnette Ambitions Stige. (Amtmanden: Hr. de Stockfleth.) Vi ville ikke udelukkende tilskrive Feilen en her i Slesvig ikke ualmindeligt herskende bureaukratisk Tendents, vi ere endog tilbøielige til at give Ubehjælpsomheden en Deel af Skylden; men mærkeligt er det dog, at neppe er Kongen kommen ud over det forjættede Slesvigs Grændser; neppe har han overskredet Kongeaaen, saa forandrer Skuepladsen sig. I Colding har Kongen virkelig befundet sig i Folkets Midte; der er det Kommunalbestyrelsen, Repræsentanterne for Befolkningen, som har stillet sig i Spidsen for Anordningen" osv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. oktober 1858)

Kirkesag i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Fra hertugdømmet Slesvig. I Tønder herred tog en dansk præst med bistand af kirkens visitatorii et indirekte tvangsmiddel af ret materiel karakter i brug for muligvis at forbedre kirkelivet, men i hvert fald med fuld sikkerhed for at forbedre præstens indtægt. Han krævede offerpenge af en bonde som også var kirkelig embedsmand, og hans person, familie og tjenestefolk. Den indkaldte for retten henviste til det kirkelige reglement ifølge hvilket kun kommunikanterne skal ofre hver gang, og han kommunikerede ikke med denne prædikant, men med den tidligere tyske. Det var besluttet at kommunikanter naturligvis skulle forstås som dem der nogensinde havde fået nadveren, nemlig alle de der var blevet konfirmeret. Samtidig blev tiltalte bedt om at forklare hvorfor han ikke havde kommunikeret, da kirkens embedsmænd skulle være et godt eksempel for de øvrige beboere. Han argumenterede nu for at den regelmæssige fejring af det hellige måltid ikke var obligatorisk, og at han aldrig havde gået glip af dette hos den tidligere tyske prædikant. Sådan er situationen i mange menigheder hvor danske prædikanter er kommet efter at de velsignelsessøgende tyskere blev fordrevet. Ingen steder, med undtagelse af nogle få steder, nyder de nogen form for tillid. I intet andet embede er civile embedsmænd og præster så godt begunstiget med sportelindtægter og jordindtægter end der og i Haderslevs og Aabenraas embede. Intet under at den danske nation fastholder at give ​​sådanne embeder til sine sønner og udelukke slesvigerne og ikke vil anerkende hertugdømmernes rettigheder. Man forventer heller ikke noget væsentligt for Holstein af forbundsbistand. Forbundsdagen nævnte ikke engang hertugdømmet Slesvig i sine akter, selv om den ikke kan beskytte Holstens rettigheder uden at tage hensyn til Slesvig. Folk ser endda ud til at opgive deres kontraktlige rettigheder, ellers kunne man ikke tie stille om Slesvig.

Aus dem Herzogthum Schleswig. Im Amte Tondern Karrhard hat ein dänischer Prediger unter Beistand des Kirchenvisitatorii ein indirektes Zwangsmittel ziemlich materieller Natur ergriffen, um wo möglich das kirchliche Leben, mit völliger Gewissheit aber das Einkommen des Predigers zu verbessern. Derselbe forderte Opfergeld von einem Bauern, der zugleich Kirchenoffizial, für dessen Person, Familie und Dienstboten. Der vor Gericht Geforderte berief sich auf das Kircheninventar, wonach nur die Kommunikanten jedesmal Opfer zu geben haben, und er habe bei diesem Prediger nicht kommunizirt, wohl bei dem früheren deutschen. Es ward entschieden, dass unter Kommunikanten selbstverständlich diejenigen zu verstehen, welche überhaupt einmal das Abendmahl genossen, nämlich alle Konfirmirte. Zugleich wurde der Beklagte aufgefordert sich zu erklären, weshalb er nicht kommunizirt habe, da doch die Kirchenoffizialen instruktionsmässig den übrigen Einwohnern mit gutem Beispiel vorgehen sollten. Derselbe berief sich nun darauf, dass sie regelmässige Feier des heiligen Mahles nicht vorgeschrieben sei, dass er übrigens solches bei dem früheren deutschen Prediger nie versäumt habe. So steht es in vielen Gemeinden, welchen dänische Prediger nach Vertriebung der segensreich wirkenden deutschen aufgedrungen sind. Nirgenwo, wenige Orte ausgenemmen, geniessen sie irgend welchen Zutrauens. In keinen Amte sind Civilbeamte und Prediger so gut bedacht durch Sporteleinnahme und Landertrag als dort und im Amte Hadersleben und Apenrade. Kein Wunder, dass sie dänische Nation die Errungenschaft solcher Aemter für ihre Söhne, mit Ausschluss der Schleswiger, nicht fahren lassen und die Rechte der Herzogthümer nicht anerkennen will. Von der Bundeshülfe erwartet man hier nicht einmal etwas Erhebliches für Holstein. Der Bundestag hat ja in seinen Aktenstücken nicht einmal des Herzogthums Schleswig erwähnt, obgleich er die Rechte Holsteins ohne Berücksichtigung Schleswigs gar nicht schützen kann. Man scheint sogar die Vertragsrechte aufzugeben, sonst könnte man von Schleswig nicht schweigen.

(Nürnberger Kurier : (Friedens- und Kriegs-Kurier). 6. oktober 1858)

Manglende Ytringsfrihed i Slesvig-Holsten. (Efterskrift til Politivennen)

Slesvigernes og holstenernes tavshed om deres klager og ønsker.

Til det spørgsmål som stilles endog fra Paris og London, hvorfor Hertugdømmernes beboere ikke i denne tid med de vigtigste forhandlinger tilkendegive deres ønsker og klager i en begæring til suverænen, i nogen fælles tale, og derved giver anledning til den fejlagtige opfattelse at der er almen tilfredshed med de der er ved magten, mens kun få adelsmænd var i opposition til den (danske) regering, indeholder de identiske paragraffer 8 i den slesvigske grundlov og 7 i den holstenske grundlov svaret. De lyder sådan her: "Ethvert undersåt i vort hertugdømme Slesvig (Holsten) har ret til at rette henvendelser og klager, hvad enten de vedrører generelle, offentlige eller private anliggender, til os, til vores ministerium, til provinsstænderne eller til hans myndigheder, iht. overholdelse af de relevante myndigheders lovbestemmelser (dette omfatter brug af stempelpapir). Kun de forfatningsmæssige repræsentanter for et juridisk anerkendt selskab har tilladelse til i fællesskab at fremlægge et spørgsmål vedrørende offentlige anliggender (begæring, adresse) mundtligt eller skriftligt, og de kan kun slutte sig sammen, hvis emnet (andragende, adresse) ikke er en et generelt statsspørgsmål, men alene vedrører den særlige interesse for det selskab der repræsenteres af andrageren. Bortset fra dette sidste tilfælde er enhver forening til det tilsigtede formål, samt underskrivelse af et skriftligt, trykt eller litografisk andragende (begæring, adresse), der vedrører et offentligt anliggende, strafbart. Straffen vil blive fastsat efter dommerens skøn."

(De sidste syv ord mangler i den holstenske forfatning.) I foreningssager kan foreningen samles og indgive andragender; I nationale anliggender må ikke to børn af landet, endsige flere, forenes og rette fælles anmodninger til landsherren. Hertugdømmernes indbyggere er loyale; de er tavse. Og nu bebrejdes de deres tavshed; eller bygger konklusioner baseret på det faktum at der ikke kræves diplomatisk viden for at blive overbevist om deres fejltagelse. Hvis hertugdømmerne udøvede foreningsretten og begæringsretten, ville deres loyale ønsker snart blive hørt, og der ville blive opnået grundlag for at bilægge striden.

Das Schweigen der Schleswiger und Holsteiner über ihre Beschwerden und Wünsche.

Auf die Frage, die selbst von Paris und London herübertönt, warum die Bewohner der Herzogthümer in dieser Zeit der wichtigsten Unterhandlungen in keiner Petition an den Landesherrn, in keiner gemeinsamen Adresse ihre Wünsche und Beschwerden zur Stunde bringen, und die irrige Auffassung entstehen lassen als herrsche allgemeine Zufriedenheit, während nur ein paar Adelige sich in Opposition wider die (dänische) Regierung befänden, enthalten die gleichlautenden Paragraphen 8 der schleswigschen und 7 der holsteinischen Verfassun die Antwort. Dieselben lauten so: "Jeder Unterthan in Unserm Herzogthum Schleswig (Holstein) hat das Recht mit Bitten und Beschwerden, diese mögen allgemeine, öffentliche oder Privatangelegenheiten betreffen, an Uns, an Unsere Ministerium, an die Versammlung der Provincialstände oder an seine Obrigkeit zu wenden, unter Beobachtung der betreffenden gesetzlichen Bestimmungen (dahin gehört der Gebrauch des Stempelpapiers). Zur gemeinsamen mündlichen oder schriftlichen Vorbringung eines öffentliche Angelegenheiten betreffenden Anliegens (Petition, Adresse) dürfen nur die verfassungsmässigen Vertreter einer gesetzlich anerkannten Corporation, und auch diese nur dann sich vereinigen wenn der Gegenstand des Anliegens (Petition, Adresse) nicht eine allgemeine Landesangelegenheit ist, sondern lediglich das besondere Interesse der von den Bittstellern vertretenen Corporation  betrifft. Abgesehen von diesem letzten Fall ist jede Vereinigung zu dem gedachten Zweck, sowie die Unterzeichnung einer geschriebenen, gedruckten oder lithographirten Eingabe (Petititon, Adresse), welche eine öffentliche Angelegenheit betrifft, strafbar. Die Strafe wird nach richterlichem Ermessen bestimmt."

(Die letzten sieben Worte fehlen in der holsteinischen Verfassung.) In Corporationsangelegenheiten darf die Corporation sich versammeln und gemeinsam bitten; in Landesangelegenheiten dürfen nicht zwei Landeskinder, geschweige denn mehrere, sich vereinigen und gemeinsame Bitten an den Landesherrn richten. Die Einwohner der Herzogthümer sinc loyal; sie schweigen. Und nun macht man ihnen ihr Schweigen zun Vorwurf; oder baut Schlüsse darauf, von deren Irrigkeit überzeugt zu seyn es wahrlich keines diplomatischen Wissens bedarf. Besätzen die Herzogthümer das Vereinsrecht und das Petitionsrecht, man würde bald die loyalen Wünsche derselben vernehmen, und eine Basis für die Schlichtung des Streits gewinnen.

(Allgemeine Zeitung. 21. september 1858)

Slesvigs forfatning af 15. februar 1854 gav ingen demokratiske rettigheder, snarere indskrænkede den de eksisterende. Stænderforsamlingen fik besluttende myndighed og valgretten til stænderforsamlingen blev udvidet, så den nu tilkom 7% af befolkningen mod hidtil kun 2%. Efter at regeringen A.S. Ørsted samme år gennemførte en enevældig fællesforfatning der indførte et hovedsageligt rådgivende rigsråd fælles for hele monarkiet, som skulle udpeges af kongen, den danske rigsdag og hertugdømmernes stænderforsamlinger, vedtog en ny regering P.G. Bang i 1855 vedtaget en fællesforfatning for helstaten, som de holstenske stænder dog nægtede at acceptere.

Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

Af en Brev til "Dgbl." dateret sidst i August hedder det om Tilstanden paa Fanø: Tid efter anden har man set Beretninger fra forskjellige Egne i Landet, navnlig om Høstens Beskaffenhed i dette Aar. Jeg har ventet at se Noget offenliggjort ogsaa om Tilstanden her paa Øen; men da dette hidtil ikke er sket, sender jeg Dem disse Linier. De stedfindende ugunstige Forhold have her paa Øen som paa saa mange Steder deres Grund allerede i del forrige Aars Veirlig. Regnmængden var ifjor saa ringe, at det udøvede en sørgelig Indflydelse paa Afgrøden baade paa Ager og Eng, saa at Udbyttet for Flere ikke var stort mere end Halvdelen af et sædvanligt Aars, og mange Kreaturer maatte afskaffes. Vinteren gav liden eller ingen Sne, og allerede dette maatte fremkalde Bekymring, da navnlig en stor Strækning Agermark, der løber langsmed de indre Klitter, drager sin Fugtighed af den Snee, som i Reglen lægger sig paa den østre Skraaning. Men dette Aars Tørhed har endnu langt overgaaet det forrige Aars. Samles al den fra det tidligste Foraar indtil Høstens Begyndelse faldne Regn, vil den ganske vist ikke udgjøre saa Meget som 24 Timers jevnt faldende Regn. Ofte have Regnskyer vist sig rundt om Øen, og man har set Regnen falde snart paa Fastlandet og snart i Havet, men Øen selv er ikke bleven delagtig deri. Ikke sjældent har endog svært Tordenvejr truet, men enten er det sunket tilbage, eller Skyerne have delt sig og ere gaaede Øen forbi paa begge Sider, hvor Regnen synlig har udgydt sig strømmevis. Følgerne heraf ere i høi Grad beklagelige. Høsletten paa Ager og Eng er for Alle paa en enkelt Undtagelse nær ringere end i Mands Minde, og endnu sørgeligere er Virkningen paa Sæden. Vaarrugen, der her dyrkes saagodtsom udelukkende, er mislykket i den Grad, at man kun ved Intet deraf al forbruge til Fødekorn kan nogenlunde haabe at faae den tilstrækkelige Sæd for næste Aar. Af store Strækninger har man afmeiet den som Halm eller for ikke at bortgive en Tomme af Straaet oprykket den med Rode. Af mangfoldige Tønder Land er Avlen baaren til Huset en halv og en hel Fjerdingvej for at spare Vognlejen, som Afgrøden neppe var værd. Med Bygget, der ellers her afgiver en ofte Forundring vækkende Grøde, staaer det sig i det Hele taget ikke meget bedre. At skaffe Kreaturerne selv den tarveligste Næring har for Mange i Sommerens Løb været en endnu større Bekymring og Produktionen af Mælk og Smør har i høi Grad baaret Vidne herom. Flere have aftøiret Græsset i Engene eller deres Rug- og Bygager, hvor de havde liden eller ingen Kjerne at vente. Stormfloden den 25de-26de Juli berøvede derhos adskillige Beboere flere Læs Hø og gjorde disses Lod saa meget mere mislig. Det er en uundgaaelig Nødvendighed, at Kreaturholdet iaar formindskes i en endnu langt større Grad. Gaardbrugere, der alt have kjøbt flere Tønder Korn for Høsten, og som nu maa kjøbe alt Føderug for hele det næste Aar, have for at beholde deres Heste med stor Bekostning maattet skaffe Staldfoder til disse fra Fastlandet; Andre, som ikke se sig istand dertil, maae sælge deres Heste. Hvorledes ved den indtrædende Kreatur-Formindskelse den fornødne Mælk vil kunne haves for mange vel et Hundred- - Familier, der ingen Køer holde, er ikke let at indse. Det er ifald at haabe, at de, som kunne sælge Mælk, ikke i ubillig Maade ville benytte sig af den Trang, som nødvendig maa indfinde sig. Kommer nu dertil, at Skibsfarten iaar er saa lidet indbringende, at Flere, maaske de Fleste, Intet fortjene, og at Nogle endog standse med deres Fart af Mangel paa Fragt eller paa Grund af dennes lave Standpunkt, saa er det tilvisse ikke uden større Bekymring, at Fremtiden her sees imøde. Føderug til Øens 3000 Mennesker, Byg til en stor Del af disse, endelig Hø, Brændsel, Smør og flere andre Landbrugs-Produkter, som iaar maae indføres, udgjøre en saadan Kapital, at man vel maa spørge, hvor Midlerne ere til at bringe dem tilveje. Unægtelig eier Øen store Kapitaler, men disse staae saagodtsom alle i Skibene, og naar disse Intet fortjene, ere de ei alene døde, men fordre endog yderligere Tilskud. Fiskeriet har vel iaar givet taaleligt Udbytte for dem, som have beskjæftiget sig dermed, men Prisen har været saa lav, at ogsaa denne Fortjeneste kun er liden. Desværre har Stormen den 25de og 26de Juli ogsaa kravet Offre ved totalt Forlis af Skibe og Mandskab, hvorved flere Enker ere føiede til de mangfoldige, der allerede her kæmpe den tunge Strid for det daglige Brød.

(Ribe Stifts-Tidende 18. september 1858).

Tørv. (Efterskrift til Politivennen)

Moserne og Kjærene udgjøre her i Kongeriget omtrent 42 Kvadratmile eller omtrent 6pCt. af hele Landets Overflade. Den langt overvejende Del af disse findes i Nørrejylland, hvor de indrage en Strækning af omtrent 37 Kvadratmile. Størstedelen af Moserne indeholde Tørvemasse, og Landet er i det Hele tager vel forsynet med dette Slags Brændsel. - Den store Masse Tørv, vi have her i Lander, maatte ganske naturlig fremkalde Tanken om at anvende den til Materiale ved industrielle Anlæg, og man har forsøgt dette f. Ex. paa Strandmøllens Papirfabrik og paa Holmegaards Glasværk; paa det første Sted har man imidlertid aldeles opgivet Forsøget og tildels paa det sidste. Transporten af Tørv er meget kostbar, da den i Forhold til sin Størrelse indeslutter en ringe Varmemængde, og den kan derfor aldeles ikke konkurrere med Stenkul, hvor den skal transporteres en Strækning, men selv hvor man har Moserne lige i Nærheden, foretrækker man dog Stenkul, forbi Tørv ikke kunne frembringe nogen stærk koncentreret Varme. Der maatte derfor opstaae Spørgsmaal om, hvorvidt det kunde være muligt at bearbeide Tørven saaledes, at denne i el mindre Rumfang indesluttede et større Kvantum Varme, hvorved den kunde blive brugelig i industrielle Anlæg og let lade sig transportere. I Holland og Ostfriesland har man anvendt megen Tid og mange Omkostninger paa slige Forsøg, og man har tilsidst opnaaet at faae et Produkt, der i Haardhed og Glands lignede Stenkul, og i hvilket man ikke kunde gjenkende den oprindelige Substants. Ved nøiere Undersøgelse er man imidlertid kommen til det Resultat, at Produktionsomkostningerne vare for store i Forhold til det Resultat, man opnaaede, idet man har lagt for megen Vægt paa at faae et smukt Produkt, og man, foruden ar gjøre Tørven bedre skikket til Brændemateriale, har villet skaffe sig en Mængde andre Biprodukter af den, som Tjære, Parafin, Creosot osv. Man har derfor i Hannover begyndt at anvende en anden Methode, og ved Hjælp af ganske simple Maskiner har man bragt det dertil, at Tørven har opnaaet en usædvanlig Haardhed og Tykkelse, men den mangler rigtignok det glatte og smukke Udseende, som det i Holland tilvejebragte Produkt havde; i Virkeligheden gjør den imidlertid samme Nytte, og den er betydeligere, saa at Rentabiliteten svarer til alle billige Fordringer. (Hob. A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. september 1858).

Trykkeri i Godthaab. (Efterskrift til Politivennen)

Paa den kgl. grønlandske Handels Bekostning er der blevet indrettet et lille Bogtrykkeri i Inspecteurboligen ved Godthaab i Sydgrønland, i hvilket Trykningen af grønlandske Skrifter eller Meddelelser udføres af Seminariets Hjælpelærere i Forening med et Par dertil oplærte Indfødte, under Inspectenrens og Seminarieforstanderens Tilsyn. Hensigten hermed er deels at tjene til Meddelelse for Handelsbestyrelsen og Missionen, deels at forskaffe Grønlænderne Noget til Underholdning og Belæring. Vi have, hedder det i "Fædrel.", havt Leilighed til at see nogle af de i Grønlands første Bogtrykkeri udførte Arbeider, som Inspecteuren i Sydgrønland, Hr. Rinck, har tilsendt Universitetsbibliotheket, baade Landkort over Grønland, Palæstina, Europa og Jordkloden, og flere underholdende Skrifter, tildeels udstyrede med Træsnit. Fra den europæiske Typographies Standpunct see disse Forsøg vistnok meget barnlige ud, men de udføres jo for en Befolkning, der ogsaa befinder sig paa Barnets Standpunct, og det er vistnok saare bifaldsvardigt, at man omsider begynder at anvende det Middel til Oplysning og Dannelsen, som Pressen frembyder, selv om man kun kan arbeide med smaa og uøvede Kræfter.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. september 1858)

Rink oprettede, medens han var Inspektør i Sydgrønland, Bogtrykkeriet i Godthaab og startede Udgivelsen af den grønlandske Avis *Atuagagdliutit* i 1861. Herved vakte han Grønlænder­nes Sans ikke blot for Læsning, men ogsaa for Billedkunst, idet han opmuntrede dem til at tegne til Bladet og lærte dem at fremstille Træsnit og Litografier i sort-hvidt eller Farve. Med sine egne Tegninger og Litografier er han, vistnok uden Pretentioner som Kunstner, blevet Ophavsmand til en naivistisk Billedform, hvor ægte Fornemmelse for det dekorative og fortællende forenes med sikker Naturiagttagelse. Herved kom han paa en lykkelig Maade Grønlændernes Psyke i Møde og gav deres Billedtrang en spontan Udløsning, saa der dannedes Skole og Traditioner af national Karakter, der endnu spores som noget væsentligt i grønlandsk Billedkunst. R. har bl. a. skrevet: Grønland, geografisk og statistisk beskrevet I-II, 1852-57 (2. Bd. med egne Illustrationer); Farvelitografier og Haandtegn. i Det kgl. Bibl.s Billedsamling. E.K.

(Weilbachs Kunstnerleksikon. Uddrag)

Den første udgave af Atuagagdliutit fra 1. januar 1861. Træsnittet forestiller Nuuk og tilskrives den lokale kulnstner Aron af Kangeq. L.O. C.

Stokhusets Ophævelse. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Stokhuus eller, som det ogsaa kaldes "Slaveriet" skal som bekjendt ophæves med dette Aars Udgang. Bygningerne ville blive stillede til Militairetatens Disposition og det hedder, at de skulle benyttes til Oprettelsen af en Caserne for Straffecompagnier. Med Ophævelsen af Stokhuset vil, efter vor Mening, en Straffeanstalt være bortryddet, som efter dens Indretning og Opgave ganske har forfejlet sit Øiemed. Det er øiensynligt, at det har ligget i de tidligere Lovgiveres og Autoriteters Hensigt at gjøre Opholdet i denne Anstalt mere afskrækkende, streng og piinlig, end i Tugthusene. En saadan Forskjel var saa meget mere nødvendig, som hiin Anstalt kun optog Subjecter, som havde gjort sig skyldige i grove Forbrydelser, som Mordanslag, Røveri, Indbrud. Falskmyntneri, Kirke- og Marktyveri, osv. I den i Begyndelsen herskende strenge Justits skete imidlertid i Tidens Løb et Omslag og den næsten militairiske Indretning af Anstalten bevirkede, at Fangerne ligefrem fik en bedre Behandling her, end i Tugthusene. De bleve næsten behandlede som militaire Arrestanter, erholdt en Soldats Kost arbejdede i Fæstningen eller bleve mod en vis Dagløn (3 Mk.) udleiede til private Personer. Dette gjaldt imidlertid blot for de Fanger, som kun skulde tilbringe et vist Antal Aar i Straffeanstalten. Livsfangerne befandt sig derimod i mange Aar udenfor Anstalten i meget faste, kunstigt oplyste, underjordiske Fængster i Citadellet Frederikshavn; men senere bleve disse rømmede og de grove og farlige Forbrydere ogsaa hensatte i Stokhuset i lyse underjordiske Celler, som i deres Indretning ligne Blokhuse. En Afdeling Artilleri med to Kanoner og et Antal af 15-20 Infanterister have senere uafbrudt bevogtet Anstalten. De paa Livstid indsatte Fanger maatte aldrig forlade Anstalten, erholdt hver Dag et vist Pensum Arbeide og bleve straffede, naar det ikke var fuldført. Saaledes er det senere forbleven og finder endnu Alt Sted paa lignende Maade, med Undtagelse af Udleielsen af Slaverne og Bevogtningen af de paa Fæstningsværkerne Arbejdende ved Soldater. Istedetfor disse har alt i flere Aar været benyttet Civile, der ere bevæbnede med en Sabel. Naar det nu betænkes, at hverken Arbeide eller Opsigt er streng, at det efter den sædvanlige Arbejdstid fra 5 til 12 Formiddag og 1 til 6 Eftermiddag tillades Fangerne at arbeide for sig selv, hvorved det lykkes ikke Faa at sammenspare en ikke ubetydelig Sum eller at kunne tilvejebringe deres daglige Fornødenheder; tager man i Betragtning, at det store Fleertal af Fangerne arbejder i fri Luft og tildeels uden bestandig Opsigt, at det ingenlunde er formeent dem at anskaffe sig forskjellige Beqvemmeligheder og at forbedre deres ingenlunde knappe eller slette Kost; betænker man endelig, at Fangerne ved Hds. Maj. Enkedronningens Naade daglig erholde 3 sk til Bestridelse af deres Smaafornødenheder og at der er skjænket Stokhuset Legater, hvis Udbytte er bestemt til Tractement for samtlige Slaver paa Festdage - saa seer man heraf, at Fangernes Lod ialmindelighed er langt lettere at bære, end Tugthuusfangernes, der ved strengt Arbeide og en ringere Kost aldrig forlade Bygningen og kun maae opholde sig een Time daglig i fri Luft. Erkjendelsen af disse Kjendsgjerninger har væsentlig været Aarsag til, at Stokhuset ved Lov er bestemt til at ophæves til 1ste Januar 1859 og Fangerne forflyttes til Tugthuset. Fortiden beløber Slavernes Antal sig til noget over 90, af hvilke omtrent Femtedelen er inddømt paa Livstid. Disse Forbrydere bære en halv lys-, halv mørkeblaa Dragt med Knæbeenklader, under hvilke en dobbelt Jernring med Kjæde er befæstet til Benet. Omtrent Fjerdedelen befinder sig i Anstalten for et Tidsrum, som nærmere bestemmes ved Kongens Naade. I Regelen fører et treaarigt, daddelfrit og uden Straf tilbragt Ophold i Stokhuset til at fangerne paa Forstanderens Anbefaling erholde en saadan Naade. Frigivelsen skeer da paa Hs. Majestæt Kongens Fødselsdag. Forrige Aar blev saaledes 13 Fanger frigivne, og til 6te October iaar vil formodentlig et langt større Antal blive fri. Det Eneste, hvori der endnu opretholdes en større Strenghed i Stokhuset, bestaaer i Straffemaaden. Opsætsighed, Uorden og Dovenskab bliver nemlig straffet med Kat, en Slags Knut. Delinqventen bliver ved en saadan Straf fastbunden til en Stolpe ved Hjælp af Haandjern og Reeb, og erholder Slagene paa den blotte Ryg i alle Fangers, Inspecteurens og Lægens Nærværelse. Ved en mindre stærk Constitution er 27 Slag (det sædvanlige Antal) tilstrækkelig til at opflænge Kjødet paa mange Steder, og en flere Ugers Behandling paa Hospitalet er nødvendig til at bevirke en fuldstændig Helning af Saarene. Blandt de fortiden i Stokhuset værende Fanger befinder sig ogsaa flere Negere, for Størstedelen fra de vestindiske Colonier. Fra Guineakysten, hvor Danmark som bekjendt forhen havde Besiddelser, er ligeledes tidligere indbragt Forbrydere, deriblandt en Høvding, som man havde overbeviist om at have røvet flere Børn og at have slagtet og offret dem paa en Tromme til hans Afguder. Dette blodbesprængte Instrument besinder sig endnu i det ethnographiske Museum og hiin Høvding har endnu ikke erholdt sin Frihed. 

- - -

Som allerede bemærket skulle Fangerne til næste Aar vandre i Tugthuset. Dette vil sikkert være dem meget ukjært, og Protester mod denne Fremgangsmaade skulle allerede have ladet sig høre fra de Opponenter, som sædvanlig forefindes paa saadanne Straffeanstalter. Man mener, at de paa Livstid Indespærrede ovenikjøbet skulle indsættes i de Enkeltceller, som i de sidste Aar i et Antal af 50 til -10 ere blevne indrettede efter pensylvansk System i Tugthusene. Man vil i Begyndelsen have sin Nød med at styre de med denne Forandring Utilfredse. (FL Z.)

(Skive Avis 1. september 1858. Uddrag)

- - - Den ældste Stokhusfange er en Normand, som i Kongsberg Sølvværk havde tilvendt sig betydelige Stykker Erts og solgte dem. Denne Fange er høit i de Firs og har nu været i Slaveriet over 50 Aar, af hvilke i sidste 12 a 15 Aar sengeliggende. Kunstnere og Malere komme hyppig for at portraitere og at male ham, formedelst hans lange hvide Skjæg og patriarkalske Udseende. Man havde forlængst giver denne gamle Mand sin Frihed, saafremt del ikke havde været for ikke at prisgive ham til en fuldkommen Hjælpeløshed. Slaveriet er for ham blevet et Asyl og eneste Hjem, hvilket han nu har saa kjært, at han ingenlunde vil forlade det. (Fl. Z.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. september 1858. Uddrag).

Lovforslaget om Stokhusfangernes overførsel til huset blev vedtaget ved 3. behandling den 30. oktober 1858 med 54 stemmer mod 9. Stokhuset ophørte endeligt den 1. april 1860, hvor fangerne blev overført til det nyopførte Vridsløselille Fængsel og Horsens. Desuden opførtes et nyt på Christianshavn. Nogle af stokhusslavernes arbejde med gadefejning i kaserner og vagter blev overtaget af folk fra Ladegården.

Det har ikke været muligt at verificere historien om nordmanden der blev dømt til slaveriet fra Kongsberg Sølvværk.