Jylland. 10de til 31te December 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives til "Dbl." den 7de, at den danske Menigheds Ophævelse dog ikke er skeet paa anden Maade, end at alle ministerielle Handlinger kunne forlanges foretagne af den saakaldte danske Præst, uden at Vedkommende behøve at erlægge Gebyrer derfor ogsaa til den tydske Sognepræst. Men den nye "danske" Præst Karstens, tidligere Huuslærer hos en dansk Adelsmand, vil neppe faae nogen Søgning af de dansktalende Familier, da han synes ansat for at holde Folk borte fra den danske Kirke. I Søndags 8 Dage, da han havde Ordre til at oplæse Fredstractaten fra Prædikestolen, takkede han saaledes uden Ordre Gud for den "lykkelige" Fred, hvorfor da ogsaa flere af de tilstedeværende Damer strax fjernede sig med Graad i Øie. I Søndags, da Takkegudstjenesten holdtes, skal Kirken kun have været besøgt af 2 ubekjendte Damer og 3 simple Fruentimmer, alle formodentlig ikke hørende til Menigheden."

Communalbestyrelsen i Nykjøbing p. M. har igjennem Amtet modtaget en Meddelelse fra den kgl. Commissarius for Jylland, hvoraf fremgaaer, at Communen af det Beløb af 171½ Rd., som Udgifterne til Forplejningen af de vedvarende preussiske Tropper fra den 2den til den 10de August d. A. have andraget, fortiden kun erholder 16 1/3 Rd., hvoraf de 5 5/6 Rd. tilfalder Sognefogden i Tødsø for reqvireret Smør, og hvilket Beløb var indsendt med Amtets Skrivelse, medens det endnu er uvist, om de manglende 155 1/6 Rd kunne erstattes kommunen af det af det forrige Militairgouvernements Kasse udbetalte Overskud af Jyllands Indkomster under Occupationstiden. Paa Grund heraf vedtoges det, at opføre Beløbet som Krigsskade, og derom at gjøre Anmeldelse til Amtet i Forbindelse med de alt tidligere i saa Henseende anmeldte Krav, for saa stor en Deel som ikke maatte blive erstattet af det nævnte Overskud.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 12 december 1864).

Ifølge "Kold. Av." har "Fredsfesten" i de nordslesvigske Kirker, som det var at vente, gjort Fiasco: paa enkelte Steder mødte der i Kirken blot 1 eller 2 Hjemmetydskere; paa andre havde Festen et meget alvorligt og høitideligt Præg, men var alt Andet end en "Takke"-Fredsfest; i eet Sogn tog den tydske Præst det kloge Parti at faae "Fredsfeber" og udeblive fra Kirken. - I Tønderegnen blev der, ifølge en Skrivelse fra Møgeltønder til "Dbl.", paa mange Steder hverken "ringet" eller "takket"; men i Møgeltønder selv, som bekjendt, en af de afstaaede nørrejydske Enklaver, blev "Fredsfesten" holdt; dog indfandt der sig af Danske kun nogle faa Nysgjerrige og Saadanne, som om Søndagen besøge Kirken for derefter at faae sig "et  Par Punsch", til den; blandt de Tilstedeværende bemærkedes med Harme den kgl. danske Cancelliraad Holm, Ex-Byfoged i Tønder (der formodentlig venter en Gjenindsættelse i Slesvig). Noget for Kirketid indfandt sig fra Tønder en med Knipler bevæbnet Bande af tydske Seminarister fulgte af 3 bevæbnede Gensdarmer. Efter at have holdt et støiende Indtog i et Værtshuus og der samlet den behørige Courage, begav de sig til Kirken hvis Indgange besattes af Gensdarmerne. Efter Kirken svirede de igjen i en Kro og drog derpaa, brølende "Schleswigholstein" gjennem Slotsgaden; en Tjenestekarl, der istemmede en dansk Fædrelandssang, fik sit Ansigt paa det Afskyeligste sønderslaaet af en Gensdarms (en slesvigsk Deserteurs) Sabel; Banden havnede i en tredie Kro, hvor den fortsatte Sviren; dens Brøl blev saa gyseligt, at en østerrigsk Capitain yttrede Tvivl om, at det var Mennesker. En Seminarist trak en Pistol op af Lommen og truede Værtinden; -  de vare alle væbnede med slige Pufferter for at sætte Møgeltønderne i Respekt". Omsider satte Værten dem paa Døren; brølende vendte de da tilbage til Tønder. Hvad ville Civilcommissairerne sige til, at den tønderske Øvrighed rolig har tilladt saadanne Optøjer? 

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. december 1864).

Notits i tysk avis, original se nedenfor:

I Aabenraas skolesystem har intet ændret sig trods afstemningen om skolesproget der fandt sted for et par måneder siden, og lærerne er forblevet. Civilkommissærerne siges at have fundet det danske mindretal, der skilte sig ud ved afstemningen, og det faktum, at langt de fleste i Aabenraa taler dansk dialekt, alt for påfaldende, som de hidtil fandt. Herom var der stor begejstring i den tysksindede borgerforening i byen; i disse kredse er det indtrængende ønsket, at børnene ikke skal begrænses til privatundervisning og det lidt, der gøres i skolen for at lære tysk.

Im Apenrader Schulwesen ist trotz der vor einigen Monaten vorgenommenen Abstimmung über die Schulsprache nichts geändert worden, und auch die Lehrer sind geblieben. Die Civilcommissäre sollen die dänische Minderheit die bei der Abstimmung heraustrat, und die Thatsache dass die gross Mehrheit in Apenrade eine dänische Mundart spricht, allzu schlagend gefunden haben, als dass sie bisher fanden. Im deutsch-sinnten Bürgerverein der Stadt gab sich darüber grosse erregung kund; man wünscht in diesen Kreisen dringend dass die Kinder für das Erlernen des Deutchen nicht auf Privatstunden, und das wenige was in der Schule getrieben wird, beschränkt seyen.

(Allgemeine Zeitung 14. december 1864

Den 14. december var alle saksiske og hannoveranske tropper ude af hertugdømmerne. Da preusserne for alvor satte sig på Holsten og indsatte Edwin von Manteuffel som guvernør i stedet for Gablenz, var noget af det første han gjorde at forhindre den augustenborgske bevægelses aviser i at udkomme (Kieler Zeitung, Schleswig-Holsteinische Zeitung og Itzehoer Zeitung), samt forbyde de slesvig-holstenske forsamlinger. Hertug Friedrich VIII (1829-1880) levede nærmest som i husarrest i Kiel indtil han den 7. juni 1866 rejste til Altona, samtidig med at statholder von Gablenz og østrigerne forlod byen efter at Preussen havde bebudet at de ville rykke ind i Holsten. Den 24. januar 1867 blev hertugdømmerne officielt indlemmet i Preussen. Modviljen mod Preussen lettede lidt da den senere Wilhelm II blev gift med Friedrich VIIIs datter Auguste Viktoria (1885-1921).

Af de her i Byen ved Afmarschen efterladte 6 syge preussiske Soldater ere nu de To døde. Den først Afdøde blev for en halv Snees Dage siden baaren til Jorden af Vaabenbrødrene, og den nu senest Afdøde blev idag i Middagsstunden begravet med militair Honneur. Kisten, ovenpaa hvilken der laa Krandse og den Afdødes Pikkelhue, blev baaren af Dragoner, og over Graven, ved hvilken Pastor Bang talte nogle Ord, affyredes tre Salver. Paa det herværende Sygehuus findes endnu tre syge preussiske Soldater, der dog alle ere Rekonvalescenter; een er alt tidligere som helbredt reist hjem.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. december 1864).

Afskedigelser blandt Præsterne. (Sorø Av.) I Forbindelse med de stedfundne store Reduktioner i de forskjellige Ministerier og de paabegyndte do. i Militair Etaten vil man nu ogsaa vide, at et større Antal af de ældste Præster - efter Sigende omtrent 70 - skulle have deres Afsked, nærmest vistnok for at gjøre Plads for de talrige fordrevne slesvigske Præster, som det i saa høi Grad er naturlig at der gjøres Noget for. Efter Forlydende skal der ogsaa være paatænkt at foranstalte en særlig lempelig Examen for de fordrevne slesvigske juridiske Embedsmænd, der kun have slesvigsk juridisk Examen, men som ønske at underkaste sig den fuldstændige juridiske (den saakaldte latinsk-juridiske Prøve), for derved at gjøre sig skikkede til at beklæde juridiske Embeder i Kongeriget. Mange skulle allerede ivrigt forberede sig til denne Prøve.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 22. december 1864).

Biskop Daugaard i Ribe har i "Berl. Td." for 22te taget til Gjenmæle mod et Brev af 9de fra Ribe til "Dbl." Han tilstaaer, at han i 1849 "for tidlig tog Afsked" med sine tørring-lehnske Præster, "hvilken Sag iøvrigt til sin Tid har fundet sin Afgjørelse (hvilken?) i Kirkeministeriel". og "ønsker, at han nu, som dengang maa være kommen for tidlig med sit Afskedsord". Derimod benægter han, at han ved et Circulaire skal have tilskyndt bemeldte Præster til at indsende deres Underkastelse til Civilcommissairerne og endog raadet dem at indsende den paa Tydsk; han formoder, at der derved sigtes til, at han midt i Februar skrev til nogle Præster i de vestlige Sogne om, hvad de havde at gjøre, hvis det blev forbudt dem at bede i Kirkebønnen for Hs. Maj. Kongen; han skrev da, at "han vel ikke antog, at man af de til den danske Folkekirke hørende tørninglehnske Præster vilde forlange Noget, som positivt maatte støde mod Embedseed og gjøre det nødvendigt for dem at træde tilbage, men yttrete, at det Videste, de i saa Tilfælde kunde gaae, var: efter endt Prædiken at slutte med Doxologien, Fadervor og Herrens Velsignelse uden at fremføre nogen mere speciel Bøn, og iøvrigt henstillede det til Enhvers Samvittighed, om han troede at burde gaae saavidt."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. december 1864).

Die Bundescommissäre sehen in der Besetzung von Schleswig-Holstein immer noch nichts weiter als eine Execution, und bemühen sich, dieselbe nichts fruchtslos ausfallen zu lassen. (Forbundskommissærerne ser stadig ikke andet end en eksekution i besættelsen af ​​Slesvig-Holsten og forsøger at sikre, at intet viser sig frugtesløst). Kladderadatsch 25. december 1864.

Efterretninger fra Hertugdømmerne.

- I en i disse dage udkommen Bog: "Meddelelser om Begivenhederne i Slesvig siden den preussisk-østerrigske Invasion" findes en Oversigt over slesvigske Embedsmænd og Bestillingsmænd, som have været fjernede indtil den 1ste November d. A. Af Appellationsrettens 9 Medlemmer er Ingen tilbage, af dens Sekretærer kun 1; af de 7 Amtmand er ingen tilbage: af Justitsembedsmændene ere 61 fjernede, kun 25 tilbage (hvoraf 3 paa Ærø); af borgerlige Raadmænd i Byerne er 24 af satte, tilbage; af Provster, Præster, og ordinare Gejstlige ere 92 afsatte (de Tilbageblevnes Antal ubestemt), af Latinskolernes Lærere ere 43 afsatte, kun 6 tilbage: af Lærere ved Tønder Seminarium er ingen tilbage; af Lærere ved Borger- og Almueskoler ere 66 afsatte; af Medicinalembedsmændene ere 17 afsatte, kun 8 tilbage; af Oppebørselsembedsmændene ere 15 afsatte: af Toldembedsmændene 111 afsatte, kun 47 tilbage; af Postembedsmændene ere 19 affatte, kun 7 tilbage; af Embedsmændene ved Vejvæsenet 7 afsatte Ingen tilbage; af Husfogederne 12 afsatte; af Brandirektørerne 8, af Politibetjente, Retstjenere og desl. 41; andre Embeds og Bestillingsmænd, der vides fjernede, 50. Tilsammen: 583 afsatte Embeds og Bestillingsmand. (Af disse have 248 ikke været anførte i det slesvigske "Verordnungsblatt".) Hertil kommer endnu den store Mængde afskedigede Almue- Skolelærere og Retstjenere, om hvilke ingen bestemt Oplysning haves, samt de talrige lokale Fogder (Sognefogder, Bondefogder, Regnskabsmand osv.) hvilke næsten overalt ere blevne afsatte, men ikke have kunnet optages paa den i Bogen meddelte Fortegnelse.

(Ribe Stifts-Tidende 27. december 1864).

Oversættelse af tysk artikel. Original følger nedenfor:

Slesvig-Holsten. - "Hellere dansk end preussisk" er den seneste sang, der bliver sunget i Slesvig-Holsten, og som slet ikke er i tråd med Preussens ønske om annektering. "Schleswig-Holsteinische Zeitung" beskyldes derfor også for stædig partikularisme, fordi den ikke vil vide noget om en forbindelse med Preussen eller endda om at blive opslugt af en sådan. Mødet med hr. v. d. Pfordten med hr. v. Beust i Bamberg tilhængerne af den specifikke preussianisme en masse sorg og vrede, fordi man godt kan være overbevist om, at der mellem de to ikke kan være udvekslet særlig pro-preussiske følelser. En korrespondent for "Kölner Zeitung" fra Berlin siger derfor, at det nye Bamberg ønsker at gøre sig bemærket i mangel af gerninger, men vil opnå lige så lidt som det gamle Würzburg. - Ikke desto mindre er man i Preussen blevet klar over at annekteringen foreløbig er et yderst tvivlsomt problem, og man ønsker i første omgang kun en føderal forbindelse, og jo før jo bedre, så spørgsmålet om den føderale forbindelse ikke slutter pga. tøver og udsætter for længe, ​​kan der stilles spørgsmålstegn ved, for hvilke udsigterne stadig er de gunstigste.

Schleswig-Holstein. - "Lieber dänisch, als preussisch" ist das neueste Lied welches in Schleswig-Holstein gesungen wird und das mit den Anneztionsgelüsten Preussens durchaus nicht im Einklange steht. Es wird deshalb auch der "Schleswig-Holsteinische Zeitung" der Vorwurf eines verstockten Partikularismus gemacht, weil sie von einer Verbindung mit Preussen oder gar von einem Aufgehen in solchem nichts wissen will. Auch macht die Zusammenkunft des Hrn. v. d. Pfordten mit Hrn. v. Beust in Bamberg den Anhängern des spezifischen Preussenthums vielen Kummer und Aerger, weil man sich wohl überzeugt halten mag, dass zwischen beiden keine besonders preussenfreundlichen Gesinnungen ausgetauscht worden sein mögen. Es sagt deshalb ein Korrespondent der "Kölner Zeitung" aus Berlin, dass das neue Bamberg in Ermanglung der Thaten von sich reden machen will, wird aber eben so wenig, wie das alte Würzburg etwas zu Stande bringen. - Trotzdem ist man in Preussen zur Einsicht gelangt, dass die Annexion vorerst ein äusserst zweifelhaftes Problem ist, und man wünscht zunächst nur einen bundesstaatlichen Anschluss, und zwar je früher desto besser, damit nicht durch zu langes Zögern und Hinausschieben die Frage des bundesstaatlichen Anschlusses, in Frage gestellt werden möge, wofür die Aussichten noch die günstigsten seien.

(Würzburger Journal 28. december 1864)

Parolen kan være opfundet af Flensburger Nordd. Zeitungs redaktør Römer (det nævnes i hvert fald i flere samtidige tyske aviser). Den må ses som et forsøg på at påvirke den politiske udvikling i Slesvig-Holsten, Det Tyske Forbund og Preussen, idet personer som fremførte paroler som "heller dansk end preussisk", ændrede det med tiden til andre, såsom fx "hellere preussisk end tysk" og lignende. Modviljen i Holsten og Slesvig mod Preussen nåede tilsyneladende et klimaks i midten af 1865. I slutningen af 1865 tog slesvigholstenske aviser dog afstand fra parolen "hellere dansk end preussisk", og det fremførtes nu at parolen var blevet opfundet for at mistænkeliggøre den augustenborgske bevægelse. "Schleswig-Holstein. Zeitung" skrev således at parolen "Lieber Schleswig-Holsteinisch sterben, als Preussisch verderben" nok mere svarede til bevægelsens idegrundlag. I 1867 synes det som om at tyske aviser mest tillægger de dansksindede nordslesvigere som ophav til parolen. Og i 1869 synes disse måske også at have taget parolen til sig.

Jylland 5te til 9de December 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Den 5. december 1864 stemte forbundsdagen for at trække eksekutionstopperne ud af Holsten og Lauenburg. Forbundskommissærerne blev herefter erstattet af den østrigske v. Lederer og den preussiske v. Zedlitz. Den hertugelige landsregering som var blevet oprettet 12. januar 1864 i Kiel blev opløst og fra 1. februar 1865 erstattet af en slesvig-holstensk landsregering i Gottorp. Den folkelige, liberale slesvig-holstenske bevægelse var dermed næsten helt udslettet. Trods sine manglende politiske sejre havde den formået at skabe en fri debatkultur, samt udbredt politiseringen til også jævne mennesker - en udvikling som var dybt bekymrende - og farlig - for den konservative elite. Den er en væsentlig brik i udviklingen af en demokratisk tradition i Slesvig-Holsten.

Der er i disse Dage død to Damer, der ere faldne som et Offer for tydsk Fanatisme. Den Første er Fru Poulsen, den slesvigske Rector Professor Poulsens Kone. Strax efter Dannevirkes Rømning plagede Wühlerne hende i den Grad, at hun gik fra Forstanden og maatte bringes til Daareanstalten i Slesvig, hvor den høihjertede danske Qvinde forblev indtil for kort Tid siden - og nu er hun død som en Følge af de udstaade Lidelser. Hendes anden Lidelsesfælle, som i disse Dage er død i Kjøbenhavn, er Fru Bülow, den graastenske Sognepræst Bülows Kone. Hun fik efter sin Mands Bortrejse en meget stærk Indqvartering. som slog hendes Meubler etc. itu, plyndrede Alt og tvang hende til at være Vidne dertil; ja for rigtig at pine hente pillede de hendes Linned, Kniplinger etc. itu for hendes Øine. Disse Qvaler kunde den stakkels Dame ikke udholde; efterat være kommen til Kbhavn, blev hun syg af Sorg og Kummer, og er nu død. (Hf. A.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 5. december 1864)

Frederik Rubek Christian Bülow (1821-1905) var sognepræst for Dybbøl menighed 1858-1864. Han blev cand. theol. 1849 og meldte sig som frivillig i krigen 1848-1851. Hans kone var kusinen Theodora Johanne Bruun. Der findes forskellige modstridende kilder. Nogle nævner at han blev arresteret af prøjserne ved deres indrykning på Sundeved, men frigivet. Den 1. marts blev han atter arresteret og ført til Flensborg. En anden kilde nævner at han først blev arresteret efter slaget ved Dybbøl. Han anmodede 25. april 1864 om at hjælpe hans menighed der var spredt rundt i Jylland. I juni 1864 opholdt han sig i Sverborg Præstegård, Vordingborg.

- (Brev fra Viborg den 2den Decbr.) Omtrent til den fastsatte Tid ankom Hs. Mj. Kongen og blev modtagen af Borgemesteren, Justitsraad Zingelmann, med nogle faa Velkomstord, ledsagede af de forsamlede Corporationers og Embedsmænds Hurraraab. Hs. Majestæt behagede at svare, at det var ham kjært at samles med Jyllands Befolkning for personlig at kunne takke den for dens Udholdenhed og Resignation i den forløbne sørgelige Tid. Hs. Majestæt blev derpaa af Stiftamtmanden, Kammerherre Bretton, ledsaget til sin Vogn, og havde Kammerherren her den smukke Tanke at sige til den udenfor Banegaarden forsamlede Mængde: "Glæder Eder Børn! Eders Konge er i Eders Midte". Mængden maa imidlertid ikke have hørt disse Urd; i det mindste syntes de ikke at gjøre noget Indtryk paa den. Ledsaget af Laugenes Fane tog kjørte Hs. Majestæt derpaa under Hurraraab op til Byens Gjæstgivergaard, hvortil Veien og Gaden vare pyntede med de velbekjendte Signalflag , som Marinen beredvillig udlaaner ved saadanne Lejligheder; dog saaes ogsaa talrige Dannebrogsflag. En Del af Gjæstgivergaarden var pyntet med Gran og Dannebrogsfarver og iøvrigt saa festlig indrettet som mulig. Her blev paany udbragt et Leve for Kongen og Kronprindsen, hvilket Hs. Majestæt besvarede ved atter at takke for vor Udholdenhed. Derpaa tog Audiensen sin Begyndelse. Paa Grund af den indskrænkede Plads maatte de Audienssøgende samles i Gjæstestuerne og vente der, indtil deres Tour kom. Det tog sig lidt løjerligt ud i et Forgemak at see udskænket halve "Bairere" og Smaasnapse , som iøvrigt havde en rivende Afsætning efter den kolde Morgenluft. Heldigvis varede Scenen ikke længe , da en Hofembedsnand havde Conduite nok til at sætte en Stopper derfor. Eller Audiensen var der Frokost, hvortil nogle Udvalgte vare tilsagte. Henimod Kl. 2 var der samlet Saamange i Domkirken, som de i Choret anbragte Stilladser kunde rumme, for at bivaane den højtidelige Nedlæggelse af Grundstenen til det nye Alter, der skal anbringes længere tilbage i Kirken end det ældre. I Choret var Stiftets Geistlighed samlet tilligemed Byens forskjellige Embedsmænd. Til fastsat Tid ankom Hs. Majestæt , hvorpaa der blev afsunget en Psalme. Biskop Laub talte smukt, indtrængende og værdigt, knyttende sin Tale til Ordene: "Uden Herren hygger Huset, arbeide Bygningsfolkene forgjæves". Derefter oplæste Sognepræsten, Stiftsprovst Welding, Indskriften paa den Sølvplade, der skulde nedlægges under Alterets Grundsten og overgav den til Hs. Majestæt, som nedlagde den i det bestemte Rum, der dækkedes med en mindre Sten. Tilmuringen skulde nu finde Sled, men Kammerherre Bretton forhindrede dette ved at træde frem med en Mønt i sin Haand, og udbede sig af Hs. Majestæt, at det maatte forundes ham at nedlægge "denne Mønt, for at Efterverdenen engang kunde see, hvorledes Hs. Majestæt saae ud". Hans Anmodning tilstodes, den lille Dæksten toges atter op, og nu kunde Tilmuringen skee, som foretoges af Hs. Majestæt, Kronprindsen og Kammerherre Bretton. Derpaa anbragtes den større egenlige Grundsten ved Hs. Majestæts egenhændige Hjælp, og efterat han havde anbragt et Par Hammerslag paa denne, ønskede han Byggeforetagendet god og lykkelig Fremgang, erindrende om, at Kirkens Grundsten ogsaa var lagt i sørgelige Tider. Efter Hs. Majestæts velvalgte, smukke Ord takkede Stiftsprovst Welding kongen, fordi han havde lagt sin Haand med paa Arbejdet, som nu havde en Beskytter i ham, det vilde være det en god Støtte. Med en Psalme afsluttedes dernæst den smukke Høitidelighed , som havde gjort et velgjørende Indtryk paa Alle, da paany Kammerherre Bretton fandt det passende at forlange Tilladelse til at sige et Par Ord; han skulde fatte sig i Korthed. Efterat have fortalt , at Kirken af vore Forfædre var bygget af Granit og af os blev opbygget af samme Stenart, henvendte han sig til Alle Tilstedeværende og bad dem om at bygge et "Stenalter" i deres Hjerter for Troskab til Hs. Majestæt og hans Hus. Sluttelig endte han med et Leve for Hs. Majestæt. Hurraraabene kom paa Opfordring, men Misbilligelsen over Kammerherrens Taktløshed var dog endnu almindeligere end Hurraraabene. Efter at have beseet Bygningsarbeiderne, og aflagt en kort Visit hos Kammerherre Bretton, tog Hs. Majestæt til Banegaarden, hvor Borgemesteren takkede for Besøget og paany udbragte et Leve for Kongen. Ledsaget af Mængdens Hurraraab, afgik derpaa Banetoget omtrent Klokken halv fire. Besøgets korte Varighed tillod ikke, at man her i Byen kom til at holde Skridt med Festlighederne i Aalborg, som nok ogsaa ere drevne videre, end der fra høiere Steder var ønsket. Vi kunne nu med nyt Mod og ny Kraft fortsætte vore Sysler efter den Opmuntring, vi have havt ved at modtage Hs. Majestæts Besøg. Vi have Kongens rnundlige Forsikkring om, at vi have været udholdende og taalmodige, og at han i Sorgens Tid har følt sig opmuntret ved Efterretningen derom. Maa det ikke være Meget for os? Hs. kgl. Høihed Kronprindsen udtalte sig ligeledes med megen Deltagelse om den sørgelige Tid, vi have gjennumlevet. Man føler sig metret tiltalt af hans beskedne Optræden, men man undrer sig høilig over det daarlige Dansk, han taler. Luc.

(Fædrelandet 5. december 1864).

I et brev fra Viborg den 9. december 1864 af stiftsprovst Welding i Fædrelandet 13. december 1864 gøres der ophævelser over Luc's forargelse over at der blev råbt hurra. I nedenstående artikel kritiseres Fædrelandets "Luc" yderligere.

Heinrich Johan Barby (1858-1930): Frederik Peter Welding (1811-1894), stiftsprovst i Viborg 1855-1877. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Fra Viborg skrives til os under 5te December:

Under den fjendtlige Okkupation har en Deel af de kjøbenhavnske Blade stadig været fulde af Breve fra Jylland, der deels have skildret Tilstanden og de fjendtlige Troppers Opførsel og deels have fremstillet de virkelige eller formeentlige Feil, vore egne Embedsmænd have begaaet. Disse Korrespondenter have været i Besiddelse af et sandt Argusblik og en meget levende Indbildningskraft, saa at de have været i Stand til at meddele mange Træk af større eller mindre Betydning, som vi andre kortsynede Stakler slet ikke have lagt Mærke til, og derfor have disse Breve været meget belærende selv for os, som den hele Tid have havt fast Ophold her i Jylland. Da Fjenden var borte, troede vi, at disse Brevskriveres Rolle var udspillet, og at deres Virksomhed vilde gaae ind af Mangel paa Stof; men vi bedroge os. Hs. Majestæt fattede nemlig den Beslutning, at besøge Jylland, og vi bleve glade derover, og vi følte Taknemlighed mod Kongen, fordi Han længtes efter at see til os og vise os sin Deeltagelse efter de Besværligheder, vi havde udstaaet. Nu fik Brevskriverne atter Stof, og navnlig har en Korrespondent til "Fædrelandet" fra Viborg, som undertegner sig med det mærkværdige Navn Luc., stræbt at fremstille det som den almindelige Stemning her, at det for Øieblikket ikke var den rette Tid tor Kongen at besøge Jylland, da vi ikke vilde kunne bære de Udgifter, Allerhøjstsammes Modtagelse vilde medføre. Hvorfra denne mystiske Hr. Luc har hentet sine Erfaringer om den almindelige Mening om denne Sag, er jo meget vanskeligt at afgjøre, da vi ikke vide, hvem han er, men saa meget er vist, at i alle Tilfælde kun en meget ringe Minoritet eller maaskee slet Ingen deler hans Anskuelser, og det har undret os, at "Fædrelandet" vilde optage slige Breve; det havde været en anden Sag, om han udtrykkelig havde bemærket, at det kun var hans egen subjektive Mening, han udtalte. Nu har "Dagbladet" ogsaa faaet et Brev, dateret 2den December, hvori fortælles, at en heel Deel Mennesker vare strømmede sammen til Banegaarden fra Byen og Landet for at see Kongen, fordi de ikke havde seet ham før, altsaa af den rene skjeere - Nysgjerrighed. Det er ubegribeligt, hvorfra denne Korrespondent har faaet den Idee, og han maa sandelig have et storartet Talent for at læse Folks Tanker udenpaa dem. For os andre var det aldeles klart, at den talrige Menneskemasse var strømmet sammen af Glæde over Hans Majestæts Nærværelse, og for denne Mening taler den Jubel, hvormed han blev modtagen; rimeligviis var det Nysgjerrighed, der drev Brevskriveren til Banegaarden, og saa har han sluttet fra sig selv til alle os Andre. Samme Mand fortæller, at en Herredsfoged beordrede sine Sognefogder at komme herind for at modtage Kongen; men ogsaa denne Efterretning er udsprungen af hans Phantasi. Disse Brevskrivere og navnlig Hr. Luc. have udkaaret Kammerherre Bretton til Gjenstand for deres Behandling; men Grunden dertil er sagtens, at ethvert Brev, der kan sige noget Slemt om denne Mand, er særlig velkomment hos flere Blades Redaktører og da især hos "Fædrelandet". Et Exempel paa, hvilken Interesse de liberale Blade have for ham, er det jo, at en saa stor And, som den om hans Vinduer kunde faae Adgang til derea Spalter, endskjøndt kun den naturlige Omstændighed, at et Vindstød havde knust et Kjældervindue i hans Bolig laa til Grund derfor. Hr. Luc fortalte, at dette Vindstød mindede om om de Løfter, vi ofte i Løbet af den sidste Tid havde gjort i denne Henseende; til slige Løfter tjente vi Andre slet ikke, og vi have heldigviis for stor Takt til at slaae Vinduer Ind. Grunden til at alle Brevene fra Viborg til de ovennævnte Blade saa godt som gaae i en bestemt Retning, maa ikke søges deri, at de repræsentere den herværende offentlige Mening, men snarere i, at de skrive sig fra saa godt som een og samme Kilde og fra Folk, der ikke have bedre Anvendelse for deres Tid end til slige Skriverier; det turde derfor være paatide, at de engang blive modsagte.

-a-

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1864).

Fra Silkeborg klages i "Fdrl." over Birkedommer. Kammerjunker Drechsels Embedsforhold, og forsikkres sluttelig, at der er god Grund for Institsministeren til at gjøre disse Forhold til Gienstand for Undersøgelse. Der anføres som Exempel, at der forleden af ham var i "Silkb. Av." indrykket en Bekiendtgjørelse om Auction den 26de Novbr. over Varer og Huusgeraad, der efter Østerrigernes Bortmarsch fandtes at være tilbage i det til disses Forpleining oprettede Magazin, og i Bekiendtgjørelsen stod endvidere, at der ved Auctionens Slutning skulde bortsælges 3 af Østerrigerne kasserede danske Heste. Man maatte altsaa være vis paa, at Hestene ikke vilde blive solgte, før Auctionen over de øvrige Gjenstande var tilende, eller at Hestene var det Sidste der blev solgt den 26de. Hr. Birkedommer Drechsel, der havde havt Hestene paa Foder i sin Stald, og som formodentlig havde havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med deres gode Egenskaber, ønsker imidlertid at kiøbe dem, stiller dem derfor til Auction den 26de om Morgenen Kl. 10½, og lader sin Forpagter kjøbe 2 af dem til sig. I Tillid til Bekjendtgiørelsen vare dengang ingen alvorlige Kjøbere mødte, hvorpaa der vel ogsaa var giort Regning, og Hr. Birkedommeren opnaaede altsaa sit Ønske, i en Haandevending at faae Hestene solgte til lav Priis. Herved har det Offentlige lidt et ligefremt Tab, thi det fremgaaer af en Indsenders Erklæring i "Silkeborg Avis", at han vilde have givet 200 Rd. for Hestene, excl. Salair, medens Kammerjunkeren kun gav 151 Rd. incl. Salair.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 8. december 1864).

Sjællands-Posten (Ringsted) 8. december 1864 skrev at Fædrelandet og Dagbladet tidligere havde skrevet dårligt om ham ved forskellige lejligheder og nævnte bl.a. en prygleaffære med "Skaarup" som vidnede om at hans tanker "om hvad der er tilladt og ikke tilladt". Den 8. december 1864 meddelte Georg Wilhelm Louis von Drechsel (1814-1889) at han ville anlægge sag mod "Fædrelandet" for fornærmelige sigtelser. Han blev 1854 politimester og Silkeborgs første birkedommer.

Flensborg, den 7de. "Fl. N. Z." melder fra (det danske) Løgumkloster : "I Søndags den 4de var Kirken særdeles smykket med slesvigholstenske Flag i Anledning af Fredsfesten; mange (?) Mennesker vare samlede for at høre Gudstjenenesten. Men, da (den danske) Pastor Gad mødte, erklærede han, at han gjorde Brug af den Tilladelse, som var bleven ham meddeelt af Civilcommissairerne til ikke at holde nogen Gudstjeneste; som Grund anførte han den upassende Maade, hvorpaa Kirken var udstafferet." (Mange slesvigske Kirker have iaar været ubesøgte af deres danske Menigheder, fordi Wühlerne havde stukket slesvigholstenske Faner ud fra deres Taarne). Hamborg, den 7de. Den preussiske "Køln. Z." af idag udtaler sig i en ledende Artikel meget skarpt imod den Tvang, der udøves mod de danske Præster i Nordslesvig ved at paalægge dem Afholdelsen af en Takke-Fredsprædiken imod deres Overbeviisning.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 9. december 1864)

Mellemslesvig og Jylland 1ste til 3die December 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Mellemslesvig skrives den 20de December til "Faab. Av.": At Næveretten nu sidder til Højbords fremgaaer tydelig nok af en tidligere Meddelelse, men at den snakker Gammensord, mærke vi ikke Noget til; nei den har Andet at tage Vare, Aabenraa er bleven lyksaliggjort med en Bataillon af den herlige preussiske Armee, der bliver indkvarteret aldeles som i Krigstid. Leierne faae Indkvartering - at sige, de danske - ligesaagodt som Eierne og dog er det meget vanskelig at løse den Opgave, hvorledes 340 Mand i en By, hvori der findes 800 Huse kunne indkvarteres saaledes, at enkelte danske Eiere have 2 Officerer og 4 Mand, medens tydske Eiere af lignende Eiendomme kun faae 1 Officeer med Tjener, og danske Leiere en ligesaastor Indkvartering som Sidstnævnte. Klager ere indgivne til Civilkommissairerne. men det nytter vel ikke stort. Dette er altsaa Preussernes Maade at vinde Befolkningen paa. Dog er det Smaating i sammenligning med den Plage, det er at være belemret med en saadan, af Befolkningen ringeagtet Embedsstand, som den Preusserne have skaffet os paa Halsen, - Den der ikke veed, hvorledes han skal tænke sig en "sort Gensdarm" bør tage Hr. Provst Gøttig i Øiesyn, saa vil det nok gaae lettere at forestille sig en saadan. Præsterne i Aabenraa have i de sidste 14 Aar forvænnet Menigheden ved Godgjørenhed og Eftergivenhed i Henseende til Gebyrer, og Ingen skal kunne sige, at der ved disse Repræsentanter for den danske Geistlighed klæbede smudsig Begjærlighed. Den ene af dem blev efterfulgt af Hr. Gøttig, der ved sine germaniske Dyder allerede har naaet en vis Berømthed, og her føies et Par Bidrag til hans berømmelige Historie, En Skræder, som vilde have Bryllup, fik Ordre til at møde med 8 "opferwillige" Vidner i Kirken; Skræderen kunde kun tilvejebringe 6 Mand, der vare villige til at offre paa Hr. Gøttigs Alter, Brudeparret og de 6 møde i Kirken og Orgelet præluderer. Provsten aabner Sakristidøren halvt for at see om de 8 Offervillige vare mødte og savner de 2. Han vinker ad Brudgommen, der paa hans Spørgsmaal, hvor de to Vidner ere, svarer ham, at saadanne offervillige Vidner nu ere vanskelige at skaffe tilveie i disse daarlige Tider. Provsten blev først lang i Ansigtet, men som gammel Slesvigholstener og Praktiker vidste han at hjælpe sig, idet han af særdeles Raade tilbød at forrette Vielsen imod al Skræderen betalte Offeret for de manglende 2 Vidner. Her i Slesvig har Folk en stor Svaghed for Tillægsnavne, ofte er det vanskeligt at kjende den Paagjældende gjennem Tillægsnavnet; men naar her nu tales om en Timands Offerpræst, saa kommer man ikke i Tvivl om hvem der menes, - En af de ivrigste Wühlere før Krigen, Dr. med. Cohn, som ikke er Medlem af Folkekirken, indfandt sig forleden hos den danske Præst, for at bede ham om at optage den Skik ved Eftermiddagsgudstjenesten, som forhen havde hørt til Formiddagstjenesten, der nu besørges udelukkende paa Tydsk af Hr. Gøttig, nemlig ved Tjenestens Slutning at bede for de fraværende Søfarende. Man havde først henvendt sig til Provsten; men denne vilde kun gjøre det, naar man sikkrede ham en passende Betaling derfor, hvilket man ikke kunde. "Bürgerverein" har nu henvendt sig til Reehoff for at blive befriet for denne Provst, som man modtog med saamegen Højtidelighed. For at blive ham kvit skal man have anført for Reehoff, at hans Gridskhed i al for høi Grad stader den slesvigholsteenske Sag. Dersom denne Ansøgning nu ikke hjælper, saa vil man henvende sig til Civilkommissairerne. - I Graasteen har der været storartede Forhører og Undersøgelser, samt nogle Fængslinger i Anledning af, at Bønderkarlene i Felsted den 4de Decbr, tillod sig at holde en "rigtig" Lystighed i Kroen; men en Lystighed kan jo ikke være rigtig uden at den kan opvise blodende eller mindst "blaaøiede" Gensdarmer. - De sidste Søndage har i Aabenraa fundet Slagsmaal Sted paa Dandseboderne mellem Civile og Militaire, 3 Civile ere blevne haardt saarede af Soldaternes Klinger, som ustraffet kunne drages. Forleden Nat var der storartet Værtshuus- og Gadespektakel, som endte sig med at nogle Dansksindede fik deres Ruder slaaede ind Kl. 12-1 om Natten uden nogensomhelst speciel Anledning, Hos praktiserende Læge, Kancelliraad Grauer nøjedes man ikke med at slaae Ruderne ind. Sprosserne bleve overhuggede med Sabler, Det nytter ikke at klage over den herlige preussiske Armees Medlemmer, og Pøbelen, der tager Deel i stige Optøier, hører jo til "Turnerverein", af hvilken Politimesteren er Medlem. (Faab, A ) - I et Brev fra Als hedder det i "Dagbl." For nogle Dage siden ankom hertil den preussisse Regering, som imidlertid blev lagt ud paa Landet af Hensyn til Sundhedstilstanden her i Byen. Ved Troppernes Ankomst hændte der iøvrigt en ret pudsig Scene, En gammel Skipper, "Kieler Olsen" kaldet, som boede paa Nørrebroen, var død og skulde samme Dag begraves. Endeel danske Skibe, som laae her for Modvind, havde lovet at Heise Flag til Ære for den bekjendte gamle Mand, og det gjorde de ogsaa, saa at Preusserne, da de kom til Dybbøl Bakke, saae halvhundrede Dannebrogsflag vaie. De blev ikke lidt forbavsede over dette Syn, og først da de ved en Parlamentair havde forvisset sig om, at de Danske ikke vare komne dem i Forkjøbet, marscherede de ind i Byen. Saalunde fortælles der idetmindste almindelig, - De trefarvede Klude, hvormed der af og til pyntes op, holde de preussiske Officerer slet ikke af; "hvad skulle de i et preussisk Land', spørge de, og de Dansksindede lade Spørgsmaalet gaae videre, ja, der skal endog være indløbet ondskabsfulde Forespørgsler til Raad og Borgermester om, hvad det var for et Flag, som ingen Nation erkjendte.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. januar 1865).

Friedrich Gorrisen Gøttig (1813-1904)

Johann Habelmann: Apenrade vom 25. August bis 17. resp. 26 September. [1864]. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Horsens, den 20. Novbr. Kammerherre Jessen, der, som adjungeret den Kongelige Kommissarius for Jylland med Hensyn til Likvidationssagens Ordning, har opholdt sig i Flensborg til Forhandling med Generallieutenant v. Falkenstein og den preussiske Intendantur angaaente de jydske Amters Fortringer fra forrige Vaabenhvile, er atter imorges vendt tilbage hertil. Amternes Fordringer udgjorde til Rest c. 30,000 Rd. , hvoraf Intendanturen kun vilde indromme c. 9000 Rd. at være egnede til Anvisning. Efter hvad vi erfare, lykkedes det imidlertid ved den første Dags Forhandling, under hvilken General Falkenstein med god og kraftig Villie til en endelig Berigtigelse omhuggede flere af Intendanturens Knuder, at se anerkjendt, at alle fra de fjendtlige Kommandanturer eg Militærpersoner udgaaede Rekvisitioner, uden Hensyn til om Rekvirenterne dertil havde Myndighed, skulle betragtes som Bevis og Tilstaaelse for at Rekvisitionerne virkelig vare fyldestgjorte og de rekvirerede Ydelser præsterede og modtagne, ligesom det og endelig erkjendtes, uagtet Intentanturens meget bestemte Modstand, at de fra Magasinerne udleverede Portioner og Rationer, som først forbrugtes den 12te Maj og senere Dage, men allerede vare modtagne af Tropperne den 11te Maj eller tidligere, skulde betales. Derved bortfaldt en meget betydelig Del af Intendanturens Revisionsbemærkninger og der blev efter Forhandlingerne de følgende Tage udbetalt Kammerherre Jessen til Amterne af de ovennævnte Fordringer et Beløb af c. 25,000 Rd. Resten kunde ikke anvises endnu, da de nødvendige Oplysninger om Fordringernes Rigtighed ikke i Øjeblikket kunde tilvejebringes, men den allervæsenligste Del af de endnu tilbagestaaende 5000 Rd. skal ogsaa kunne ventes udbetalt i Forening med Amternes Fordringer fra Udmarchdagene. Foruden de alt tidligere af Gouvernementskassen udbetalte 333,333 1/3 Rd. modtog Kammerherre Jessen endvidere for den Kgl. Kommissarius en yderligere Udbetaling af 13,333 1/4 Rd. med Tilsagn om, at fuldstændig detailleret Indtægts- og Udgiftsregnskab for den jydske Forvaltningskasse skulde blive Kommissarius tilstillet. (B. Av )

(Ribe Stifts-Tidende 3. december 1864).

Jylland 28de til 30te November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Kolding, den 26de Novbr. Igaar forlode de sidste Ockupationstropper Kolding, og det er altsaa nu efter et Tidsrum af 9 Maaneder og 7 Dage, vi have seet de sidste preussiske Tropper igjen forlade Byen for enten at vende hjem eller toge det gjorte Bytte i Besiddelse og fastholde det. Det var navnlig Preussere, vi i de sidste otte Dage fornemlig have seet heri Byen; Østerrigerne vare i denne Tid kun at betragte som Efternølere. Efterat Resten af den umaadelige Bagage og alt det øvrige Train allerede i Morgenstunden var draget bort, passerede omtrent Kl. 9 et Batteri herigjennem, derefter et Par Compagnier Infanteri, og til Slutning den her i Byen fungerende preussiske Commandant. Allerede fra den tidlige Morgenstund af vaiede Dannebrog i større eller mindre Format fra de fleste Huse, saa de sidste Preussere ret havde Ledighed til at glæde sig ved vort gamle Banner. Saavidt var nu Alt godt, og ingensomhelst Forstyrrelse i den offentlige Ro og Orden fandt ved denne Lejlighed Sted. indtil Preusserne vare komne over Sønderbro, hvor en Flok Pøbel, Børn og Voxne, gave sig til at kaste Steen paa Militairet, hvilket havde tilfølge, at et Commando kom tilbage og fordrede Assistance af Politimesteren, der ogsaa strax kom tilstede, og dermed ophørte ogsaa Optøierne. Vi misbillige i høi Grad slige Pøbel-Optøier og Udskeielser, og de misbilliges af enhver Retsindig; men det skal og kan paa den anden Side heller ikke nægtes, at de preussiske Soldaters Opførsel nu under Gjennemmarschen har været saaledes, at den nok kunde vække Harme og Forbittrelse. - Man skulde troe. al nu, da vi ere komne ud af den Ufribets-Tilstand, i hvilken vi saa længe have levet. Enhver vilde bidrage sit til, at Ro og Orden og den lovlige Tilstand kunde gjenoprettes. Delte er desværre ikke altid Tilfældet, hvorpaa vi saae Exempler heri Byen saftes. Nogle Individer tillode sig, vi vide ikke ret af hvilken Grund, at slaae Vinduerne ind hos adskillige af Byens Indvaanere og udføre anden Molest. Som vi erfare, er det lykkedes Politiet at faae fat paa et Par af disse Urostiftere, og vi ville haabe, at de maae blive alvorligt afstraffede. tKold. Av.)

Om Preussernes Udmarsch fra Veile skrives i Byens Av.: Officierer og Menige af Garden opførte sig ubebøvlede, og man kan ikke fortænke mange Folk, der bleve Gjenstand for deres Pøbelagtigheder, deri at de gjorde Næveretten gjældende og gav dem en Dragt Prygl. Disse respekterede de mere end mange af deres Officiner, der ofte intet kunde udrette. Dog var Commandanten en flink Mand, der skammede sig paa sine Landsmænds Vegne, da han saae, at Befolkningen var uden Skyld; og han straffede enhver uforskammet Optræden, hvorom han kom i til Kundskab efter Fortjeneste.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 28. november 1864)

Thisted, den 28de November. Naar Linien mellem Nykjøbing og Skive bliver istandsat, hvilket vil formentlig kunne skee om ikke lang Tid, indtræder saavel Thisted som vor Naboby paa Mors atter i telegrafisk Samkvem med den øvrige Verden, idet Forbindelsen over Skive med de vestjydske Stationer, Struer medindbefattet, allerede er gjenaabnet. Ved Regjeringens Omsorg er nemlig Strækningen mellem Hobro og Skive foreløbig retableret efter den af Fjenden tilføiede Beskadigelse, og det var ønskeligt, at Staten vilde meddetsamme definitivt overtage Linien Thisted-Hobro, hvorfor ikke alene Billighed men Hensyn til det fælles Vel stærkt taler. Imidlertid kan for Øieblikket et Telegram, indleveret paa Stationen i Thisted om Aftenen i betimelig Tid for Postens Afgang, med denne befordres til Skive og derfra pr. Telegraf til Kjøbenhavn saa hurtigt, at det kan være i Hovedstaden den paafølgende Formiddag, naar - vel at mærke - Veiret tilsteder Overfærgning ved begge Sundstederne herimellem og Skive.

(Thisted Avis 28. november 1864).

Avisen meddelte den 1. december 1864 at forholdet nu ville blive bragt i orden, hvilket den kunne melde var skete den 12. december 1864.

Ribe, den 28. November

- Efter en lang og trang Tid vajede atter i Tirsdags her i Byen fra de fleste Huse vort kjære Dannebroge, og uagtet den almindelige Stemning er Sorg over det tunge Tab, Danmark har lidt, haaber man dog paa en taalelig Fremtid og at man maa opleve at se Tingene forandre sig til det Bedre.

(Ribe Stifts-Tidende 28. november 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original se nedenfor:

Preussere der er vendt tilbage hertil fra Nordslesvig, fortæller om de beslutsomme danske følelser der ubelejligt stod dem i vejen. De er sikre på, at roen ikke let kommer i de egne, og at den første lejlighed vil blive udnyttet til at vende tilbage til Danmark ved hjælp af den udstrakte hånd fra Danmark. Faktisk er den bitterhed der hersker over tysksindede godsejere, allerede steget efter at østrigerne har trukket sig. Eksempelvis blev ruderne hos en gårdejer i landsbyen Bastrup ved Kongeåen for nylig smadret af landsbybeboere. Ligeledes skal der være planlagt et væbnet angreb fra den danske del af befolkningen på tyskerne på en af ​​Nordsøens øer (Föhr?) i tilfælde af at de allierede tropper trækker sig tilbage, hvorfor sidstnævnte bad den pågældende preussiske kommandant om at udsætte afmarchen og rapport til den anmodede kompetente myndighed.

Vom Norden Schleswigs hieher zurückgekehrte Preussen erzählen von der entschieden dänischen Gesinnung die sie dort unbequem im Weg gestanden habe. Sie sind gewiss dass in jenen Districten nicht so leicht RUhe eintreten, und dass man die erste Gelegenheit benutzen werde um, mit hülfe der Hand die von Dänemark herübergereicht wird, zu diesem zurückkehren. In der That hat sich denne schon die Erbitterung die gegen deutschgesinnt Gutsbesitzer herrscht, nach Abzug der Oesterreicher Luft gemacht. So wurden einem Hofbesitzer im Dorfe Bastrup an der Konigsau von Dorfbewohner kürzlich die Fenster eingeworfen. Dessgleich soll auf einer der Nordsee-Inseln (Föhr?) für den Fall des Abzugs der verbündeten Truppen ein bewaffneter Angriff des dänischen Theils der Bevölkerung auf den deutschen beabsichtigt seyn, weshalb der letztere den betreffenden preussischen Commandanten um Aufschub des Abmarsches und Berichterstattung an die zustadige Behörde ersucht hat.

(Allgemeine Zeitung 29. november 1864)

Natten til Søndags døde i Kbhavn forhenværende Landfoged paa Sild Tvede. Han var en meget nidkjær og afholdt Embedsmand og havde derved paadraget sig Wühlernes Had, saa at han var iblandt dem, der faldt som et Offer for Fanatismen og blev med Kone og Børn fordrevet fra sit Embede og opslog derefter sin Bolig i Kbhavn. Al den Ærgrelse og Møisommelighed, han havde udstaaet i Slutningen af sin Embedsvirksomhed, kastede ham imidlertid paa Sygeleiet, hvor han efter længere Tids Lidelse bukkede under for den fortærende Sygdom, som havde grebet ham. (S. Bl.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. november 1864).

Peter Christian Koch (1807-1880): Hans Peter Nicolai Tvede (1826-1864). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hans Peter Nicolai Tvede (1826-1864) var ældste søn af prokurator Peter Tvede (medlem af den grundlovgivende forsamling). Frivillig på dansk side i krigen 1848-51. Studerede jura og blev kandidat i Flensborg 1854, samme år amtsfuldmægtig i Husum, året efter i Tønder. Tingskriver i 1856-1863 i Bøking Herred. Blev opfordret til at tage embedet som landfoged (dommer, oppebørselsbetjent, politimester m.m.) på Sild. Under kaptajn Hammers indtog på Sild i marts 1864 hjalp han denne med at eftersøge de beboere som havde støttet Friedrich VIII. Disse blev imidlertid beskyttet af en menneskemængde, og efter uden held at have truet med at skyde, måtte Hammer retirere for overmagten. I Christian Peter Hansen: Chronik der friesischen Uthlande s. 302 omtales han som "den bedste af de danske", og skal havde forsøgt at lægge sig imellem flertallet af ubevæbnede tyskere på Sild og danskerne som også undkom ved at flygte. Efter kaptajn Hammers arrestation blev han også arresteret, ført til Tønder og afsat. Ifølge tyske aviser skabte hans arrestation almindelig jubel på Sild.

I august 1864 nægtede han overfor amtmand Fontenay at være civilkommissærerne underdanig, hvorefter han blev fritstillet til at rejse ud af hertugdømmerne. Under Hammers besættelse af øen forsøgte han så godt han kunne at arrestere hvad man fra dansk side opfattede som "Wühlere", men der var alt for mange til at det kunne lade sig gøre og øen erklæredes i belejringstilstand. Ribe Stifts-Tidende mente i en nekrolog 27. december 1864 at mene at han var dybt savnet af øens beboere.

I "Rand. Av.' for igaar læses Følgende: "Hs. Maj. Kongen har mere Takt og sand Følelse end alle hans troe Jyder tilsammen. Kongen, dybt netbøiet af Harm og Sorg over hans og Landets Tab, længes efter at besøge den af sine Provindser, som under Krigen har lidt saameget. Det er en sund og naturlig Følelse. Han lader Provindsen vide at han vil komme og see og tale med Saamange, som den korte Tid vil tillade. Han lader udtrykkelig forkynde, at Reisen skal foretages i største Simpelhed og at det er hans Ønske, at Boerne ingen Bekostninger sætte sig i for hans Skyld. Han kommer, kort sagt, ikke for at lade sig fetere, men fordi han veed, at et Gjensyn efter den tunge Tid, der er forløben siden han sidst gjæstede Jylland, vil kunne glæde og styrke. Saaledes vil Kongen have sit Besøg opfattet. Men hvorledes forstaaer man ham? I Aalborg har man beredt Kongen "en Festivitet" (det beskrives ikke nærmere af hvad Art); man vil med Sikkerhed vide at der er paatænkt et Fakkeltog, storartet Illumination osv. Ogsaa her tales der om Fakkeltog og Illumination. Vi spørge trøstigt: Troer man virkelig dermed at glæde en bedrøvet Konges Hjerte? Har man ikke tænkt over, hvor lidet den Slags Glædesyttringer maa samstemme med Kongens Følelser paa en Reise gjennem Jylland under Forhold som disse? Vi kunne umulig troe, at Kongen ikke langt hellere fandt sine Jyder i Sorg end i festlig Glædespynt. Han vilde dele og skatte denne Sorg, fordi den vilde være ham det bedste Beviis for, at det Folk, Gud satte ham til Konge over, i Sandhed duer noget, at det har sand og dyb Følelse for  hvad han og det have tabt. Men møder han under sine korte Ophold i vore Byer kun lutter glædestraalende Ansigter, svulstige Taler om Danmarks Lykke, Glædesblus og Fakkelskin, saa maa han komme til at tvivle om Et af To, enten om Sandheden i de Demonstrationer, der modtage ham midt under Landets Nød og Sorg, eller om det Folks Alvor og politiske Modenhed, som bringer ham en Hyldest, der, hvor velmeent den end kan være, dog hverken kan stemme med hans eller et adelt Folks Følelser."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 30. november 1864).

Afgang. De Allieredes Opførsel. 25de til 27de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Haderslev skrives til "Dagbl." om nogle ved det østerrigske Hovedkvarteers Ankomst der til Byen d. 16de ds. forefaldne Demonstrationer. Byen var efter fattig Lejlighed udstyret med de sædvanlige trefarvede Klude, og paa Nørretorv var der oprejst en Æreport med Indskrift: "Den heldenmüthigen Befreiern (!) Schleswig-Holsteins". Dr. Jansson og Konsorter ventede paa Stedet for at modtage Gablenz med de fornødne Taler; men Skjæbnen vilde det anderledes. Generalen kom kjørende med en anden Officeer i en almindelig Vogn og med Ægtheste, og Ingen bemærkede, at det var ham, førend han var vel gjennem Æreporten og et godt Stykke oppe ad Nørregade; Taler blev der derfor Intet af, og den hele Modtagelse, han fik, var den, at en Plakatdreng, som naturligviis ikke kjendte ham, kastede en Seddel ind i Vognen til ham, hvorved han underrettedes om, at der i Anledning af General Gablenzs Ankomst ikke gaves nogen Forestilling i Theatret! - Det kunde synes underligt, at man vilde hædre Generalen ved ikke at give nogen Forestilling; men Sagen var den, at Forestillingen var flyttet fra Scenen ud paa Gaden, Fakkeltog og Illumination skulde glæde den høie Gjæst og vise ham "Befolkningens" ægte germaniske Sindelag. Men Fakkeltog og Illumination, - hvorledes kan man stille det paa Benene i en dansk By til Ære for en af Landets Fjender - og Undertrykkere? Ja, man maa kjende Forholdene og see lidt bag Kulisserne for at forstaae det; saa bliver det ganske naturligt. Først maa man erindre, at vi have tydsk Øvrighed og tydsk militair Besætning; ved Hjælp af dette kan Meget udrettes, Og dog have Hjemmetydskerne været saa ængstelige med Hensyn til Udfaldet af en Illumination, at Forslaget derom var faldet igjennem baade i den "patriotiske" Forening og i Deputeretkollegiet; men et Par af vore værste Wühlere fik Borgermesteren paa deres Side, og saa udsendtes Folk, som gik fra Huus til Huus og i Magistratens og Borgermesterens Navne beordrede almindelig Illumination; samtidig udgik der Ordre til forskjellige Håndværkere om at lade deres Svende give Møde for at bære Fakler. Spurgte man, hvad Anledningen var til Illuminationen, fik man enten slet intet Svar eller et undvigende; men Stads skulde der være. Saaledes vare da Forberedelserne trufne, og Komedien gik for sig fra Kl, 8 til 10. Illuminationen, af en "almindelig" i at være, var mærkelig nok at see og vistnok enestaaende i sin Slags. Adskillige frygtsomme Folk havde vel ladet sig skræmme og sat Lys i Vinduerne; men desuagtet laae hele Kvarterer af Byen i det dybeste Mørke, og selv i de Gader, hvor Hjemmetydskerne boe, og hvor de under de nuværende Forhold ganske naturlig kunne udøve et meget stærkt Tryk paa den Deel af Befolkningen, som er tilbøielig til at holde sig til det herskende Parti, saaes Rækker af Huse ganske mørke, med nedrullede Gardiner og lukkede Skodder, og hyppige Modsætninger frembragtes mellem lyse og mørke Etager l samme Huus eller mellem de oplyste og pyntede Ruder i den ene Ende og de af en enkelt uvillig Tællepraas, jeg kunde næsten sige, i formørkede Vinduesfag i den anden Ende. Særlig fremtrædende Dekorationer saaes ikke, det skulde da være et enkelt Sted, hvor den ulykkelige Thorvaldsen saaes prydet med trefarvede Baand! - Fakkeltoget saae naturligviis lidt anseeligere ud, da man disponerede over endeel tydske Haandværkssvende som Fakkelbærere; Nogle af disse vare udklædte som Turnere, thi ogsaa en "Turnverein" er var gode danske By bleven velsignet med, Paa Søndertorv holdtes nogle Taler, hvoraf man erfarede, at Festlighederne ikke vare til Ære for "Befrierne" alene, men ogsaa for "Hertug Friedrich den Ottende", der for et Aar siden besteg Thronen i Schleswig-Holstein!! Desværre forstyrredes Wühlernes Andagt endeel ved, at nogle Borgere havde samlet sig og tillod sig at lee og gjøre muntre Bemærkninger; thi, saa underlig det maaskee kan synes, Befolkningens Stemning havde iaftes et meget muntert Præg, og "Den tappre Landsoldat" klang endogsaa engang høit paa Nørregade, hvor Gablenz havde taget Kvarter. Man har jo her et lyst Fremtidshaab og en urokkelig Tillid til, al Danskheden nok atter skal komme til sin Ret; derfor leer man ad Hjemmetydskernes krampeagtige Bestræbelser for at give Byen et tydsk Præg. Nogle enkelte Steder i de Gader, Toget passerede, blev Ruder slaaede ind (hos Senator Juhl, Bundtmager Hahn, Boghandler Sabro, Kjøbmand Sørensen, Doktor Dahl, Dyrlæge Hansen, Kjøbmand Schmidt og maaskee flere Steder), men det Hele havde ikke Stort at sige, og Gadeungdommen tog øieblikkelig Revanche og lod nogle tydske Ruder springe. Overhovedet skete ingen alvorlige Spektakler; kun et Par Gensdarmer blev bankede, men disse ere ogsaa særlig Gjenstand for Befolkningens Had, deels som Redskaber i Hjemmetydskernes Haand, deels som foragtelige Personer, der endog for en stor Deel ere sydslesvigske Overløbere fra den danske Armee, Nogle faa Personer blev i Aftenens Løb satte i Hullet, men det er man vant til.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 25. november 1864).

Aarhus. Efter et photographi af A. Fritz. Illustreret Tidende 1. juli 1866.

"Aarhuus Stiftd." fortæller, at i en af Wrangels Ordrer, som blev oplæst for Centralkomiteen i Aarhuus i Anledning af den store Contribution (200,000 Rd. for Aarhuus), hed det ligefrem, at man vilde os "mürbe machen" (gjøre os møre), ved Besættelsen af Jylland og Trykket paa det tvinge Regjeringen til en forsmædelig Fred. Samme Blad siger om "Vor Trængselstid": "Spørge vi saa, hvorledes vor By har skikket sig under alle de den saaledes paaførte Plager og Udsugelser, da troe vi virkelig med Selvfølelse at kunne see tilbage paa den forløbne Tid. Under Krigen herskede iblandt os den freidigste Stemning, og langtfra at see paa egne Savn og Mangler, var der kun een Stemme for. at. naar Fædrelandet kunde have Gavn af vort Taalmod, saa skulde der aldrig gives Rum for den Tanke, at en forhastet Fredsslutning, der atter kun bragt, en usikker Fred tilveje, skulde skaffe os Lindring, uden at føre til en endelig god Afgjørelse af vort Mellemværende med Tydskland. Denne Stemning gav sig ogsaa offentligt Udtryk, blandt Andet i de Adresser, som i Mai og Juni fra Jylland sendtes Regeringen, og der turde tillægges den saameget større Betydning paa Grund af dens Oprindelighed fra Ivrerne selv, idet Regjeringen aldrig havde gjort Noget for at fremkalde den eller holde den retlige. Selv Als's Fald nedslog neppe i den Grad Modet eller bragte saa starte Contrastrømninger tilveje som i Hovedstaden, og det var væsentlig Indflydelser derfra, der begyndte at lamme det frejdige Sind. Den tungeste Tid har dog Perioden fra Præliminairernes Afslutning til nu været. Man var sig bevidst, hvorlidet der var at haabe mere med Hensyn til en taalelig Afgjørelse af den egentlige Hovedsag i Slesvig), og man saae Forhandlingerne trække sig ud, ingenlunde uden fuld Overbevisning om, at der fra Regjeringens Side arbejdedes med Iver og Dygtighed paa Freden, men dog med den lønlige Tanke, om ikke nogle Millioner, vundne i Pengeopgjørelsen paa den ene Side, vare ligesaa store materielle Tab paa den anden Side for os. Men selv da holdt Byerne (og heriblandt navnlig vor By), paa hvilke Trykket umiddelbart og personligt hvilede, og til hvilke det ikke manglede paa Tilskyndelse, ja ligefrem Opfordring fra Preussernes Side til igjen at "presse" paa Regjeringen, sig fri for Saadant, idet Antydninger om at indgaae med Adresser ubetinget blev, afviste. "Aarh. Stiftst" oplyser, at den Adresse, som, talrigt underskrevet i Slutningen af Mai i Aarhuus, Randers og Viborg, udtalte, at Regjeringen for Jyllands øieblikkelige Nøds Skyld ikke skulde offre Noget af Fædrelandets Velfærd, hvis det var nødvendigt at fortsætte Krigen, tilstilledes Conseilspræsident Monrad med Anmodning om at bringe den til Hs. Maj Kongens Kundskab, men at man ikke blot aldrig modtog noget Tegn paa, at dette Ønske var opfyldt, men ikke engang nogen Anerkjendelse af Adressens Modtagelse fra Monrads Side. Om de senere "Freds-Adresser for enhver Priis" udhæver "Ah. Stiftst.", at de alle er, indgaaede fra Landet og ingen Tilslutning have fundet i Aarhuus By, og at de havde deres Oprindelse nærmest fra den indre Politik (de G. Wintherske Bondevenners), hvorfor ogsaa den sidst, først indsendtes efter (!) Fredens Afslutning.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. november 1864)

Thisted, den 26de November. Det har været et føleligt Savn for det korresponderende Publikum, at Pengeforsendelsen ved Postforskud og Postanvisning har i længere Tid været standset som Følge af den fjendtlige Okkupation. Da denne nu ikke kan lægge Hindringer iveien, tør man vel haabe, at Postbestyrelsen vil uopholdelig træffe Foranstaltning til Gjenindførelsen ved alle Postkontorer af en Forsendelsesmaade, der har vist sig saa bekvem og hensigtsmæssig.

(Thisted Avis 26. november 1864).

Om de i Veile forefaldne Uordener ved de preussiske Garderes Gjennemmarsch skriver en Korresp. til "Dagbl.": En Huusfrue fik et Stød af en Officeer, fordi hun nægtede Folkene Smør, som de ikke kunne fordre. Historien med en Kjøbmand, der blev staaet, er morsommere. Tre Mand af Indkvarteringen paa en ham andetsteds tilhørende Gaard kom om Aftenen (Kl. 8 til 9 angives det) og forlangte varm Aftensmad, hvortil han svarede, at han ikke ansaae sig for pligtig dertil, men de kunde komme igjen i Uniform, saa vilde han følges med dem til Kommandanten; var han da pligtig dertil, skulde de ogsaa faae, hvad de ønskede. Kort efter kom en Underofficeer med de tre Mand og kommanderede den varme Mad frem, og da Kjøbmanden blev ved sit Forrige, gav Underofficeren ham et Slag under Øiet, hvoraf han endnu bærer Mærke. En tilstedeværende Landmand gik imellem for at stille tilfreds, men fik ogsaa et Slag af Underofficeren, der nu var kommen til den Urette; thi i samme Øieblik existerede Næse og omligggende Partier ikke mere i synlig Skikkelse paa Underofficeren, men kun en Masse Blod. Derpaa tog den djærve Landmand sig over at kaste 4 a 5 Gardister ud af Boutiken og - saa pustede han lidt. Delle var mulig et kritisk Øieblik; thi udvendig fra stormede Kavalleriet med at ituslaae Ruder in v., og i Boutiken skal der have været adskillige flere Gardister til Behandling; men saa kom Hjælpen i Skikkelse af en Patrouille og senere selve Kommandanten, der satte hele Befolkningen fast, de Danske dog paa deres Værelse, hvorfra de næste Dag blev løsladte, efterat Kommandanten havde udbedt sig at see Landmandens Haand, for hvilken han bar dyb Agtelse; det bevilgedes med den Yttring: "Jo, naar jeg bliver vred, saa slaaer jeg til". Endeel af Garderne blev transporterede Syd paa i Jern. - Skandalen i Kasernen endte med, at Skaden, noget over 14 Rd. (den danske Vurdering var mindre, saa at det da sees, at vi ikke ville optrække Tydskerne), blev erkjendt og betalt; om Straf veed jeg Intet at melde. Flere andre Steder have Gardisterne ogsaa gjort Spektakler; i en Boutik vankede der Slag til hver Civil, der tilfældig kom ind. Vor ret flinke Kommandant var nær ved at gaae ud af sit gode Skind ved alle de mange Klager over Gardisterne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 26. november 1864).

Münchener Punsch, 19. marts 1865.  Den pikkelhuede slange sidder og fortæller de to små harer Slesvig og Holsten ved dammen Bund. Tegningen bærer titlen: "Keine Fabel!" (Ingen fabel), og teksten lyder sådan: Wisst Ihr, liebe Kinder, was man von der Klapperschlange erzählt? Sie sitzt, sagt man, am Boden fest, hält den Kopf recht hoch, reisst den Nachen recht weit auf und sieht das arme Thierchen, das es verschlingen will, in einem fort an. Dieses fängt nun an ängstlich zu thun, will sich fortmachen, kann aber nicht und kommt dabei der Schlange immer näher, bis es ihr endlich freiwillig in den Nachen springt. Selbsbestimmung heisst man das. Raff's Naturgescchichte für Kinder. (Ved I, kære børn, hvad de siger om klapperslangen? Det siges, at den sidder solidt på jorden, holder hovedet meget højt, trækker nakken helt op og bliver ved med at se på det stakkels lille dyr, som den er ved at fortære den. Denne begynder nu at virke ængstelig, vil bort, men kan ikke, og kommer derved tættere og tættere på slangen, indtil den til sidst hopper i dens mund af egen fri vilje. Det kaldes selvbestemmelse. Raffs naturhistorie for børn).

- Kolding 26de Novbr.

Medens man i Kolding i det Hele taget er kommen ret godt ud af del med Østerrigerne og er skilles fra dem i Fred, have derimod Preusserne paa deres Gjennemmarsch opført sig paa en brutal og, vi kunne i Sandhed sige, gemeen Maade. At de have gjort uberettigede Fordringer og fremtvunget deres Opfyldelse med Vold rundtom i Ovartererne, foreligger der mange Beretninger om; andre Steder have de ramponeret og tilsølet deres Værelser og Senge saaledes, at man ikke engang kan tale derom, revet Kakkelovnene ned og et Sted kastet den ud af Vinduet, stjaalet Lagenerne, osv. Hos en Kjøbmand faldt nogle Preussere over en Ægtbonde og vilde drive ham ud af Stalden med hans Heste, og tilføiede ham et Saar i Hovedet; der som flere Steder skulle de dog have faaet dygtige Prygl til Gjengjæld. Ved saadan Adfærd, efterat Freden er sluttet, imod dem, der have opfyldt alle deres reglementerede Krav, vanærede de sig selv Alle Beretninger fra de andre Byer, som de ere komne igjennem, indeholde den samme Beskrivelse. Man kan ikke forundre sig over, at Befolkningen, ved Siden af Sorgen over den haarde Fred, føler en stor Lettelse ved at være bleven disse Herrer qvit, og at Glæden gav sig Luft i den uskyldige Demonstration, at Heise Dannebrog fra næsten alle Huse. Derimod maa vi paa det Bestemteste misbillige de stedfundne Optøier af Pøbelen, som med Hujen og Steenkast fulgte Preusserne ud af Byen. For det Første er det uværdigt, strax at blive kaad, fordi Tøilerne slappes, og det pleier kun at være Drenge, som bære sig saaledes ad: men her vare ogsaa Voxne iblandt. Dernæst var det dumt, thi man maatte vente, at de fjendtlige Tropper vilde værge sig med Bajonetter og Kugler, hvad der nok ogsaa nær var steet, dersom ikke den Øverstcommanderendes Besindighed havde afværget det. Vi maa derfor deltage, at de Mænd af de dedre Samfundsklasser, som saae paa Optøierne, ikke søgte at tale Mængden tilrette. Medens vi saaledes høiligen misbillige det skete, formene vi tillige, at Preusserne - efter deres forargelige og irriterende Adfærd efter Fredsslutningen - ingen Ret have til at beklage sig derover.

(Koldp.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 27. november 1864)

Justitsråd H. E. Friis: Minder fra okkupationen i Veile 1864. in: Samlinger til jydsk historie og topografi, s. 305-. Som indflydelsesrig person havde han de øverste ledere i indkvartering, general Wrangel, en del generaler, von Falkenstein. Han anfører at han ialt nåede 444 officerersbelægninger mellem 8. marts og 24. november.

Uebergang der Sachsen über die Eide bei der Rückkehr aus Schleswig-Holstein. Originaltegning A. Beck. Über Land und Meer, januar 1865.

Jylland. Ærø. 23de til 25de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Horsens. Vi have alt tidligere - det var i hine bevægede Martsdage, da de fjendlige Tropper aflagde deres første Besøg her i Byen - udtalt vor Glæde over at blive Graakapperne og Pikkelhuerne kvit, uden at vi imidlertid havde nogen rigtig Tiltro til, at de vilde blive borte i Fremtiden, men dog dengang saa smaat levede i det Haab, at de ikke turde vove sig saa høit op i Jylland. Denne Glæde, hvor berettiget den end var, kom dog meget for tidlig, Ovenpaa hine første 17 Okkupationsdage fulgte mange Gange sytten Dage, og godt var det, at man ikke forud havde nogen Anelse om, at denne haarde og trykkende Tid skulde være saa længe, Østerrigerne rykkede første Gang ind i Byen den 10de Marts, anden Dagen efter Fægtningen ved Veile, og forblev her i 12 Dage, hvorefter de, med en Dags Mellemrum, aflastes af Preusserne, der afmarscherede den 27de Marts, efter 5 Dages Ophold. Fra 27de Marts til 22de April levede vi i en uhyggelig Tilstand, idet vi havde Fjenden i vor umiddelbare Nærhed og jevnligt havde Besøg af ham, ved hvilke Lejligheder der i Byens Udkant forefaldt Smaafægtninger med den Snees Mand danske Soldater, hvormed Byen i Regelen var "besat'. Den 22de April rykkede Preusserne alter ind i Byen, og fra den Tid indtil idag have vi uafbrudt havt fjendlig Besætning her i Byen, Det Tidsrum, i hvilket Horsens har været okkuperet, udgjør altsaa 7 Maaneder og 17 Dage, hvortil endnu kommer de 25 urolige Dage, hvori vi snart saae Fjenden snart Vore her i Byen. Østerrigerne have ligget her i 7 Uger. Preusserne i Resten af Tiden. Vi have saaledes havt god Anledning til at anstille Sammenligninger, og vi troe da, at man er kommen til det Resultat, at Preusserne, saavel Officerer som Menige, staae betydeligt over Østerrigerne i Humanitet og Dannelse, medens paa den anden Side, vel som en Følge af dette høiere Dannelsestrin, de preussiske Menige stille større Fordringer end de østerrigske, som det desaarsag har været betydelig lettere at have i Indkvartering, skjøndt Kvarteerværterne dog generedes endeel ved deres medfødte Lyst til Rapserier. Den sidste halve Deel af Okkupationstiden, den siden Vaabenstilstanden af 1ste August, har været den besværligste Tid for os, idet Tropperne efter den Tid have været mere koncentrerede i Byerne, og endnu besværligere blev det fra den Tid, da Tropperne skulde lægges i Vinterkvarter og vore Huse omdannes til Kaserner. Man fik da ret Lejlighed til at plage Kvarteerværterne og Kommunen med store Fordringer, men det skal siges, at det ikke var saa meget fra de Meniges Side, som fra høiere Haand, at disse Plagerier udgik. Omsider ere vi nu da slupne ud af denne lange piinlige Tilstand. Imorges har den sidste Marschkolonne, bestaaende af 50de Regiment, forladt os. Forinden den sidste Bataillon Kl. 9 afmarscherede, saaes overalt fra Husene Dannebroge vaie som Tegn paa den Glæde. Indvaanerne føle ved nn at være blevne befriede for de ubudne Gjæster. Der er her i Byen efterladt nogle faa Syge under en preussisk Læges Pleie, En Overlæge, der indtil videre agter ar tage Ophold her i Byen, skal føre Overopsynet med de i de forskjellige jydske Byer efterladte preussiske syge Soldater, Forinden vi tage Afsked med denne vor Okkupationstid kunne vi ikke undlade - og vi troe, at vi i dette Tilfælde tale i alle Indvaaneres Navn - , at sige de Mænd Tak. som gjennem denne lange Tid, med Opoffrelse af Tid og Kræfter, have arbeidet for og varetaget Kommunens Tarv, og hvem det, ved Siden af Indvaanernes besindige Optræden, skyldes, at Alt er gaaet af med Ro og Orden, uden at Byen har været udsat for større Ulemper end de, der altid ere uundgaaelige under enhver fjendtlig Okkupation.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 23. november 1864).

Toldforholdene paa Ærø. Deet Rigsraadets Folkething i Fredags af Finantsministerens forelagte Lovudkast om denne Gjenstand gaaer ud paa at udvide de for Kongeriget gjældende Toldlove til Øen Ærø, idet de for denne Øe hidtil gjældende Toldanordninger samtidigg ophæves. 

Ligeledes skulle de i Kongeriget for Tiden gjældende Lovbestemmelser om Brændeviinsbrænderibeskatningen fremtidig anvendes paa Ærø og i de inkorporerede Dele af Slesvig, samtidig med at de tidligere Lovbestemmelser om denne Gjenstand sættes ud af Kraft.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 23. november 1864).

Efter troppernes afmarch offentliggjordes denne evaluering af deres opførsel i Aarhus:

Preussernes Opførsel. Fra Aarhuus, hvor man bedst har havt Leilighed til at gjøre sig bekjendt med vor Plageaand General Falkenstein og hans Regimente, skrives i en Artikel i Byens Av.: Spørge vi, hvilken Dom vi maa udtale, fra et saavidt muligt uhildet Standpunkt, over vore Fjenders Opførsel imod os, da maae vi adskille to Sider: den fra overordnet Side viste Optræden og de enkelte Officerers og Meniges Opførsel. Hvad den første angaaer, da maa man holde fast, at efterat Tydskland havde lidt saameget under den napoleonske Krigsperiode, have tydske Filosofer og tydske Krigstheoretikere i hele delte Aarhundrede prædiket den Humanitetens og Civilisationens Grundsætning, at i alle tilkommende Krige skulde Kampene kun føres imellem Armeerne, og ikke med fredelige Borgere og disses Gods paa de Steder, hvor til en given Tid en fjendlig Armee kom til at okkupere Modstanderens Territorium; og i Virkeligheden synes disse Grundsætninger at være blevne i alt Væsenligt fulgte: Krimkrigen og i den italienske Krig. Men den første Gang Tydskerne selv fik Lejligheden til at vise deres Tro i deres Gjerning, hvad saa? Ja vi troe, det maa sandes, at efter vort Lands fattige Lejlighed førte de den gamle Napoleons Princip, at lade Armeen leve paa det okkuperede Lands Bekostning, med al Grundighed igjennem, og de udtalte det aabent, baade i Feltmarschal Wrangels "Erlässe" og i General Falkensteins "Bekanntmachungen", at de vilde leve paa Landets Bekostning og øve Tryk ved en haard Fremgangsmaade mod Borgerne, for at fremtvinge Freden paa den Maade. Ikke alene gjorde de Udskrivninger og foretage Heste- og andre Røverier, som tidligere omtalt, men de plyndrede Banker, Sparekasser etc, søgte at ødelægge Borgernes Velstand og Erhverv ved Beslaglæggelser, Udførselsforbud o. desl., kort sagt: førte netop Krigen over paa Private. De, som have hørt og læst om General Falkensteins Fremgangsmaade og Optræden, saae let det Begreb om hans Person, som ellers forbindes med en streng og haard Militair: at han er en raa, grov Bramarbas, en Slags Diderik v. Menschenskræk, der, bevæbnet fra Top til Taa, gik omkring, ledsaget af nogle lige saa fyrgterlige Drabanter. Men dette er et aldeles fejlagtigt Billede. General Vogel v. Falkenstein er en temmelig høi, men tynd Mand, med et magert Ansigt. Han er meget styg; den nederste Halvdeel af Ansigtet er overgroet med et stærkt graasprængt, kort afklippet Skjæg (men altsaa uden at nogen imponerende vældig Knebelsbart giver det sædvanlige militairiske Præg), en bred Mund med smalle læber, indenfor hvilke nogle spidse, men angrebne Tænder, en altfor ubetydelig Næse og meget smaae, graae, plirende, rødkantede Øine, en temmelig bred Pande, ligesom Ansigtet i det Hele, skjøndt magert, er temmelig bredt; - dette er paa det Nærmeste Beskrivelsen af hans Ydre. Han er, saavidt vi kunde skjønne, koparret, og naar dertil kommer, at han - efter Sigende paa Grund af, at han lider af Ansigtssmerter - stadig gjør smaae Vrængninger med Munden, saa vil man let skjønne, at han ikke kan gjøre noget behageligt Indtryk paa Den, som staaer ligeoverfor ham. Han holder sig noget bøiet; men forresten er hans Gang let og hurtig af en gammel Mand. Med Undtagelse af de Tilfælde, da han. navnlig ligeoverfor Embedsmænd, vilde imponere ved Heftighed, og hvor han, efter Sigende, knude være yderst brutal, var han mod Den, der høflig henvendte sig til ham, høfligt fornem, men saaledes, at hans Tale bar Præget af den dannede, intelligente Mand, og ikke af den raa Kriger. Han gik Spadseretoure uden Ledsagelse og endog uden Sabel, og som Modsætning til, at man i  Kjøbenhavn aldrig seer den kommanderende General paa det af Krigen uberørte Sjælland ride ud, uden med to Ordonnantser i fuld Oppakning efter sig, var det meget sædvanligt at see General Falkenstein med sin Søn, ja ganske alene, ride omkring i Skovene og paa Veiene milevidt fra Hovedkvarteret. Efter hans egne Officerers Vidnesbyrd har han et ubøieligt, strængt Sind, der kan gribe til hvilkesomhelst Midler for at sætte sin Villie igjennem; .hvad han vilde, det vilde han, selv om Kongen af Preussen vilde det anderledes. Han syntes derfor ingenlunde at være afholdt af sine Officerer; men han blev ubetinget adlydt Den ham tilforordnede Civil-Gouverneur, Prindsen af Hohenlohe, fik han et Differencespørgsmaal med, og Hs. Durchlauchtighed erholdt, efter Sigende, Tilhold om inden 2 Timer at være ude af Aarhuus, - blev i al Fald uden videre sat fra Bestillingen og maatte strax reise hjem. General Falkensteins Regimente var fuldkommen vilkaarligt, ikke begrændset af nogensomhelst Regel, Lov eller Løfte. Uagtet Vaabenstilstandskonventionen af 9de Mai bestemte, at der under dens Varighed fluide ydes Betaling, saa nægtede han, da Krigen brød ud igjen, dog at erlægge det ved Vaabenhvilens Udløb henstaaende Tilgodehavende. Medens saaledes "Gouvernementets" Fremgangsmaade i alle Dele gjorde os bekjendt med et ægte tydsk Despoties og Militairherredømmes Hensynsløshed og Vilkaarlighed, maae man, Sandheden tro, indrømme at de enkelte Officerers og Mandskabets Opførsel i det Hele taget var baade human og saaledes som man kunde være berettiget til at vente, for Officerernes Vedkommende af dannede Mennesker, og for de Meniges af en i Gjennemsnit godmodig - noget vigtig og stortalende - Race Ganske vist forekom der ikke aldeles sjeldent Træk af lidet elskværdig Beskaffenhed; men dette hørte dog til Undtagelserne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 25. november 1864).

Illustration fra det humoristiske ugemagasin Kladderadatsch 27. november 1864: "Vermischte Anzeige. Am 30. October wurde ich, in Folge der plötzlichen Friedensschlusses, leider zu früh von gesunden Zwillingen entbunden. - Dies alle Freunden, Feinden und Angestammten zur Nachricht. Kopenhagen. Christiane Danebrog." (Blandet annonce. Den 30. oktober, som følge af den pludselige fredsaftale, blev jeg desværre forløst for tidligt fra raske tvillinger. - Dette alle venner, fjender og forfædre til efterretning. København. Christiane Danebrog). Fingeret annonce fra Christiane Danebrog (Christian 9.) som fra sin barselsseng afkræftet må se Bismarck og Østrig holde de nyfødte tvillinger Slesvig og Holsten. I døren kigger Friedrich VIII? misundeligt til.