26 januar 2022

Uskyldig mistænkt. (Efterskrift til Politivennen)

Atter en Uskyldig, mistænkt for Tyveri. Den 20de Mai iaar anmeldte Bødkermester A. H. Thorngreen paa Politistationen, at der fra hans Bopæl i Klædeboderne Nr 38 var frastjaalet ham et Solospindetuhr med vedhængende massiv uægte Kjede. For Tyveriet af dette Uhr, der havde hængt i Kjøkkenet, havde Bødkermesteren mistænkt en Dreng, som i nogen Tid havde været i Lære hos ham. Denne Dreng, hvis Navn er Jens Peter Kjeldstrup, erklærede Bødkermester Thorngreen for at være "tyvagtig", og denne sin Udtalelse støttede han paa det løse Faktum, at Drengen skulde have taget nogle Viskelæders- eller Gummi-Balloner til nogle faa skillings Værdi fra Bødkermesterens Lager og havde leget med disse Balloner i Gaarden. Drengen blev eftersøgt og den 1ste Juni funden af Politiet. Ved sin Anholdelse fandtes han i Besiddelse af 1 Rd. 4 Skilling, og disse Penge erklærede han for at være Resten af 5 Rd, som han havde faaet af sin Tante, og af 15 Mark, som han havde faaet af en engelsk Skibskaptain, ombord paa hvis Skib han i længere Tid havde arbeidet, og hvor der skulde være givet ham Tilsagn om Hyre. Da Drengen tilligemed sin Moder mødte i den offentlige Politiret, erklærede han sig uskyldig og støttedes heri af Moderen, der angrebes saa stærkt ved at overvære Retsmødet, at hun blev overfalden af et heftigt Krampeslag og maatte bæres ud af Retslokalet. Bødkermester Thorngreen fastholdt stadig i Retten Sigtelsen mod Drengen, hvem han gav et alt Andet end godt Skudsmaal, men mod Drengens vedholdende Benegtelse forelaa der intet Bevis, og da det tilmed viste sig, at han ganske rigtig havde modtaget 5 Rd, af sin Tante og 15 Mark af den engelske Skibskaptain, hævedes Sagen, idet dog Bødkermesteren gjordes opmærksom paa, at han havde været temmelig rask med strax at sigte Drengen for dette Tyveri. Dog hvilede der endnu stedse en Plet paa Drengens Karakter, og det er denne Plet, som det er vor Pligt at udflette ved al erklære, at Jens Peter Kjeldstrup er aldeles uskyldig, idet den virkelige Ophavsmand til Tyveriet nu er opdaget. Sørgeligt er det, at denne Dreng i saa lang Tid har maattet lide under denne Beskyldning, og at han ikke fik den Plads i Skibet, om hvilken han havde faaet Tilsagn, hvad der vistnok væsentligst er bevirket ved den af Bødkermester Thorngreen mod ham fremsatte Sigtelse for Tyvagtighed blot paa Grund af, at Drengen havde taget de omtalte Gummiballoner hos ham. Hvad der saaledes er forbrudt mod Drengen, vil vel vanskelig hverken Bagermester Thorngreen eller nogen Anden kunne gjøre godt.

(Dags-Telegraphen 31. oktober 1865)


Annonce for bødkermester Andreas Hansen Thorngreen (1805-1873) i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1857. Han grundlagde i 1831 Legetøjshuset - en bødkerforretning i forbindelse med køkkenudstyrs- og legetøjsforretning. Enken overtog forretningen efter hans død, senere Theodor Thorngreen som omdannede den til et rent legetøjsmagasin der blev et af Europas største (Vimmelskaftet 46):

Annonce fra Nationaltidende 18. december 1898.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar