Sognepræst om Korsør Arbejdsanstalt (1893). (8). (Efterskrift til Politivennen)

Af Sognepræst V. Munck,

Herlufsholm.

(I Uddrag efter Næstved Tid.)

Uden Tvivl har mange lagt Mærke til, at der i Bladenes Meddelelser om kriminelle Retssager ikke sjældent nævnes som Motiv til Lovovertrædelsen: Vedkommende var gaaet bort fra Arbejdsanstalten af Lede til at være der. eller, hvad der er meget værre: Vedkommende begik Forbrydelsen, fordi han langt hellere vilde Indsættes i en Straffeanstalt end føres tilbage til Arbejdsanstalten. Hvis dette er sandt, er det i høj Grad uhyggeligt; thi Arbejdsanstalterne burde ikke være Indretninger, som tilskynder til Forbrydelser, og Straffeanstalterne burde paa ingen Maade være foretrukne Opholdssteder. Nu ved jeg, som har været Præst ved en Straffeanstalt, overmaade godt, at man kan ikke være forsigtig nok med de Historier, som et Menneske, der er kommet galt afsted, kan finde paa for at undskylde og besmykke sin Daarlighed, ogsaa naar han staar for Domstolen; men paa den anden Side har det truffet sig saaledes, siden jeg blev Præst paa Landet, at jeg ikke en enkelt men hele tre Gange er bleven nødt til at sige: Der er virkelig noget om dette uhyggelige, og den sidste Gang var Tilfældet saa alvorligt, at jeg nu føler mig forpligtet til at føre Sagen paa Tale og derved bidrage, hvad jeg kan, i Ondets Afhjælpning.

7 Aar paa Anstalten.

I 1881 traf jeg, som den Gang forrettede Præstetjeneste i Næstved Bys Arresthus, en 55-aarig Arrestant, som var løbet fra Arbejdsanstalten i Korsør, og nu afsonede en Vand- og Brødstraf for Løsgængeri, hvorefter han atter skulde føres derhen. Han fortalte mig, at hans Hjemstavn var et Sogn i Vendsyssel, som i 1873, altsaa for over 7 Aar siden, havde sendt ham til Korsør, og dér havde han siden været. Da jeg meget tørt bemærkede, at den Historie troede jeg ikke, var hans Forsikringer om at tale Sandhed af den Art, at jeg for en Sikkerheds Skyld fik Akterne sat Manden, som var et enfoldigt og meget vankundigt "Skrog", havde fuldstændig Ret. Han var virkelig sendt til Korsør Arbejdsanstalt i Slutningen af 1873 og havde været der i fulde 7 Aar, undtagen naar han løb derfra, hvad han sædvanlig gjorde en Gang aarlig, og naar den første Udflugt faldt tidlig paa Foraaret, to Gange. Han blev regelmæssig anholdt som Løsgænger, thi Forbrydelser begik han ikke, straffet med Vand og Brød og saa atter afleveret til Korsør Arbejdsanstalt. Hele Tiden betalte Forsørgelseskommunen i Jylland Plejepenge for ham; hele Tiden benyttede Arbejdsanstalten hans Kræfter, og efter Anstaltens eget Vidnesbyrd om ham var han "flink, naar han ikke saa Lejlighed til at forskaffe sig Brændevin", thi saa blev han hidsig og opfarende; hele Tiden voldte han ved sine Udflugter Delinkventomkostninger, som maa være løbne op til en betydelig Sum. Han var simpelthen bleven glemt i sin Hjemstavn, undtagen som en aarlig Udgift, efter at han i tidligere Tid havde gjort sig ilde berygtet dér ved Drikfældighed og andre Udskejelser, og nu hensled han et glædeløst Liv uden ringeste Udsigt til nogen Sinde at blive udfriet af Arbejdsanstalten. Naturligvis er dette en Undtagelse, som næppe har mange Sidestykker, og naturligvis lykkedes det med Lethed, da Sagen først blev oplyst, at skaffe ham Frihed til at vende hjem, men det synes mig klart, at endog som Undtagelse burde sligt være umuligt.

En Mand, der vil være Forbryder. 

For henved to Aar siden kom jeg, ikke direkte men indirekte, til Kundskab om det andet Tilfælde.

En Mand, der var indsat i Korsør Arbejdsanstalt og ikke vilde blive der paa nogen Maade, men heller ikke øjnede nogen lovlig Udvej til at komme derfra, besluttede at løbe sin Vej, hvad der endda ikke var saa vanskeligt, men saa gjaldt det om at undgaa Genindsættelse, og det syntes ham saa vanskeligt, at den eneste Udvej var at begaa en Forbrydelse. Men hvilken? Det er baade til at le og til at græde over, hvad der nu skal fortælles om hans Tanker under den ensomme Nattevandring efter Undvigelsen. Noget slemt maatte han gøre, thi var Lovovertrædelsen kun til Vand og Brød, kom han sikkert efter udstaaet Straf i Arresten tilbage til Korsør. Men noget meget slemt vilde han alligevel ikke gøre, thi det nænnede hans godmodige Natur ikke. Saa fandt han paa, at det at dræbe en Ko paa Marken var vist slemt nok til at skaffe ham i Straffeanstalten, og dog ikke værre end at hans samvittighed kunde bære det i Betragtning af Øjemedet. Men hverken hans Villie eller hans Haand var synderlig fast, da han med sin Kniv havde tilføjet en Ko, som fredelig sov paa Marken, et Snitsaar i Halsen, syntes han alligevel, det var Synd, og gik videre. Da han kort efter blev anholdt og tilstod sin Forbrydelse, viste Koens Skade ved den retslige Undersøgelse sig at være saa ubetydelig, at Ejermanden næppe havde lagt Mærke dertil. Uagtet jeg aldrig personlig har truffet denne Mand, drister jeg mig dog til at kalde det en sørgelig Misforstaaelse, at han blev indsat i en Arbejdsanstalt.

Brandstifter for at komme i Tugthuset 

Til disse to Oplevelser er der nu nylig kommet en tredie, som maa fortælles noget omstændeligere, fordi den er af en ganske anderledes ondartet Natur. Den 13. Juni i Aar, Kl. 3 3/4 om Morgenen, udbrød der Ildløs i en Gaard i Herlufsholm Sogn, hvor jeg er Præst, og i et Øjeblik var alle fire Længer og det meste Indbo lagt i Aske. Kun ved en nærboende Husmands fortrinlige Aandsnærværelse blev en Karl og en Dreng reddet i det yderste Øjeblik ud fra den brændende Staldlænge, Hestene slap ogsaa ud, men tre Kreaturer indebrændte. Den hæderlige og stræbsomme Gaardmandsenke, som ejer Gaarden, led et meget betydeligt Tab ved Branden, ikke at tale om den Angst og Fare, hun og hendes Børn maatte udstaa under Forsøgene paa at redde, hvad reddes kunde. Ilden var utvivlsomt paasat, og det varede ikke længe, før Gærningsmanden fandtes. Man havde set et Menneske luske om i Nærheden af Brandstedet, medens alle andre ilede til Hjælp, og da man fik fat i ham, der ikke forsøgte at undløbe, tilstod han straks at have voldt Ulykken, skønt han ikke kendte det mindste til Gaardens Beboere og endnu mindre havde noget imod dem. Men han var løbet fra Korsør Arbejdsanstalt, og for ikke at blive indsat der paany, havde han paasat Ilden, saa var han vis paa, at det ikke overgik ham de første Aar. Da jeg hørte dette, laa det mig paa Hjærte at faae et dybere Indblik i denne Mands Karakter og tidligere Liv, baade for hans egen Skyld, om jeg maaske kunde hjælpe ham lidt ud af det frygtelige Vilderede, hvori hans Tanker var kommen, og fordi her var noget, som modsagde en glædelig Overbevisning, jeg havde taget med fra min Gærning som Fængselspræst, den, at de egenlig haarde Forbrydernaturer, hvis Kendemærke er en, jeg kunde have Lyst til at sige, djævelsk Hensynsløshed overfor andres Ve og Vel, er meget sjælden hos os; dertil er den danske Folkenatur for blid og godmodig. Da jeg opsøgte ham i Arresten, traf jeg et velvoksent og kraftigt Menneske paa 35 Aar med et ret kønt og opvakt Ansigt, med klar Opfattelsesævne og med gode Gaver til at udtale sine Tanker tydeligt og bestemt. Han er uægte Barn fra et Sogn i Vendsyssel, har faaet en uheldig Opdragelse hjemme hos sin Moder, kom tidlig ud at tjene og forfaldt tidlig til Drik. Derved kom han ind i Forbrydelse, er straffet en Gang med Band og Brød og tre Gange med Forbedringshus for Voldtægt, Brandstiftelse og Tyveri. Da han sidst blev løsladt fra Horsens Straffeanstalt og kom tilbage til Hjemstavnen, svirede han først efter sin egen Forklaring, som jeg har al Grund til at anse for paalidelig, i nogen Tid for de Penge, han havde oplagt under Straffetiden, og søgte saa Arbejde, men hans daarlige Rygte voldte, at han kun opnaaede Beskæftigelse en kort Tid. Da han ikke kunde klare sig længere, henvendte han sig til Sogneraadet, som indlagde ham paa Stedets Fattiggaard. Her gjorde han sig skyldig i at indsmugle Brændevin, og da Bestyreren satte ham i Rette derfor, blev han opsætsig, saa han ikke kunde blive paa Fattiggaarden. Man vidste saa ingen anden Udvej end at sende ham til Korsør Arbejdsanstalt, hvor han i nogen Tid forholdt sig rolig. Men da han en Dag mente sig forurettet, løb han sin Vej, blev straks indfanget og straffet for Undvigelsen. Saa besluttede han at løbe igen, men saaledes, at han ikke atter kunde indsættes i Korsør. Det første lykkedes ham efter faa Dage, men for at undgaa det sidste var han fuldstændig enig med sig selv om, at han maatte begaa en Forbrydelse. Han begyndte med at stjæle et Par Skjorter under sin Vandring, men kom saa i tanker om, at et simpelt Tyveri maaske ikke forslog til at skaffe ham i Straffeanstalten. Derfor besluttede han efter en Nats Ophold i et lille Krat at begaa Brandstiftelse, og dertil valgte han den nærmeste Gaard. Samtlige Forbrydelser, som han tidligere har gjort sig skyldig i, er udført i beruset Tilstand, denne skete vel at mærke med klart Hoved, i den tidligste Morgenstund, uden nogen som helst Paavirkning af Brændevin. Da Ilden havde taget fat, kastede han de to stjaalne Skjorter, der nu var ham unyttig, ind i en Rugmark og ventede saa rolig paa Anholdelsen, der, det var han fuldstændig klar over, maatte komme tidligt eller sent.

Paa Spørgsmaal om, hvorledes han kunde nænne at tilføje ganske ubekendte og uskyldige Mennesker en uberegnelig Skade, er Svaret: "Jeg troede, de var oppe," og "de havde vel assureret". Jeg undskylder ikke ham i mindste Maade, men jeg tænker alligevel: Er Arbejdsanstalten ganske sageløs i det, som her er sket? 

Fordømmelsen over Korsør Arbejdsanstalt.

Hvad hidtil er anført, er lutter Kendsgerninger og ikke løs Tale; jeg har søgt at fremstille dem saaledes, at jeg kan staa til Ansvar for hvert Ord. Enhver Læser vil uden Tvivl have lagt Mærke tik. at i alle tre Tilfælde er det den samme Arbejdsanstalt, som der tales om, nemlig Korsør Arbejdsanstalt. Dette har ikke sin Grund i, at andre Arbejdsanstalter paa Sjælland er mig ubekendt; jeg kender f. Eks. langt bedre Præsts Amts Arbejdsanstalt, der ligger lige tæt ved mig, og hvor min Præstegærning ofte har ført mig ind i Aarenes Løb. Men medens denne staar for mig som en Mønsteranstalt, der opfylder alle de Fordringer, som med Billighed kan stilles til en saa bedrøvelig, men ogsaa saa nødvendig Institution, og medens jeg aldrig fra denne har hørt noget, som ligner det ovenfor omtalte, har jeg lidt efter lidt faaet en rodfæstet Mistillid til Korsør Arbejdsanstalt gennem de personlige Erfaringer, som Bekendtskabet med nogle af dens borløbne Lemmer har paanødt mig, og jeg skal nu efter megen Overvejelse prøve paa at give Grunde derfor, saa klart og sindigt jeg kan.

Der er den Mærkelighed ved Korsør Arbejdsanstalt, at den ikke ejes og bestyres af et Amt, men af Købstaden Korsør. Der er fremdeles den Mærkelighed ved den, at den efterhaanden har opiumet en vis Betydning for hele Landet som det Sted, hvorhen adskillige Kommuner sender saadanne Fattiglemmer, som de slet ikke kan faa Magt med i Hjemstavnen. Hvorledes denne Praksis har kunnet udvikle sig, saa der er Tilgang endog fra Vendsyssel, forstaar jeg ikke rigtigt, eftersom en Skrivelse fra Justitsministeriel til Amtmanden i Maribo af 31. Juli 1856 "finder Betænkelighed ved at indrømme Tilladelse til" at anbringe et Fattiglem, der er hjemmehørende udenfor Fyns Stift, i Odense Tvangsarbejdsanstalt, "selv om den paagældende Anstalts Bestyrelse maatte give sit Suntykke". Af og til maa der i Korsør, ligesom i enhver Arbejdsanstalt, selv den bedst indrettede, kues med Strænghed. Men selv om der gaas ud fra den Forudsætning, at enhver Over- og Underordnet, som har med Lemmerne at gøre, opfylder sin Pligt fuldt ud uden noget som helst Misbrug af sin Magi, trøster jeg mig dog til at kunne pege paa forskellige Misligheder ved Korsør Arbejdsanstalt, som nødvendigvis maa virke opirrende og forhærdende paa adskillige, som indsættes dér, hvoraf atter følger, at de selv bliver endnu mere elendige og haardhjærtede end tilforn, og at de volder andre Ulykker, som kunde have været undgaaet.

Min store Anke er, at Indsættelse i Korsør Arbejdsanstalt hyppigt sker paa aldeles ubestemt Tid, saa at den paagældende ikke véd det mindste om, hvorlænge han skal blive der, og altsaa maa tænke, at der kan gaa Aar hen, inden han faar sin Frihed, ja maaske kommer han aldrig ud mere. Jeg har paavist, at i et Tilfælde sad en Mand 7 Aar i Korsør og kunde gerne have siddet der endnu som fast Inventar i Anstalten, hvis Sagen ikke hændelsesvis var bleven oplyst. Jeg tør indestaa for, at den Brandstifter, hvis Historie jeg har fortalt, fattede Beslutningen om sin skændige Forbrydelse under Paavirkning af følgende Tankegang: Min Hjemstavn har sendt mig til Korsør, uden at der er sagt mig et Ord om, hvor længe jeg skal være der; det var til at udholde, hvis jeg kunde se Ende paa det, selv om der er et godt Stykke til Enden; men nu er det ikke til at udholde, og derfor er jeg nødt til at bruge Fortvivlelsens Selvhjælp. Ikke blot en gammel Fængselspræst, men enhver, som tænker sig om, vil være sikker paa, at hvad der allermest knække: det Livsmod og Haab, uden hvilket der ikke kan leves, i et Menneske, som er kommet paa gale Vej, det er just et Frihedstab, hvorfor der ingen Grænse er. Indbrudstyven, ja endog Morderen, som inddømmes i Straffeanstalten paa Livstid, ved nøjagtigt eller næsten nøjagtigt Aar og Dag, da han bliver fri igen, om han lever saa længe; i Fængslet er der paa mange Maader sørget for, at hans Kaar kan blive taaleligere ved god Opførsel, og at han kan berede sig en Fremtid ester Løsladelsen. Alt dette mangler ganske for adstillige, som indsættes i Korsør Arbejdsanstalt; derfor er det intet Under, at de, hvor daarlige og forkomne de end er, læser den Indskrift over Døren: Lad alt Haab fare, I, som træder ind her.

*

Hele denne Artikel gør Indtrykket af at være skrevet med paaholden Pen, dvs: af Frygt for at gøre Fattiggaardsbestyrelsen Uret har Hr. Pastor Munck valgt de vageste Udtryk til sin Kritik og set paa Anstaltens Lemmer som paa Folk, for hvem stræng Behandling er det sundeste.

Og alligevel er hans Udtalelser og Afsløringer saa komprommitterende for Korsør Fattiggaard, at  Enhver Læser vil indrømme, at denne Anstalt er en Skandale for et humant, kristent Samfund. 

Husk dog paa, at her er der kun Tale om fattige Mennesker - ikke om Forbrydere. Det er som Fattig og Erhvervsløs, at man bliver indlagt paa denne Anstalt. Hvad vedkommende Lem har været eller kan blive angaar ikke Fattighuset. Ved sin Indlæggelse er han kun den Fattige, og hans Indlæggelse skyldes kun Fattigdom. Maaske gør Sult og Savn, Forurettelsen og Vanæren ved at blive Fattiglem ham trodsig og uvillig; men Forbryder er han ikke i det Øjeblik han indlægges, thi saa skulde han jo arresteres og ikke fattigforsørges. Og maaske er hans Trods mod Anstaltens Fogeder kun Rester af hæderlig Harme og Indignation over at være stødt ud af det menneskelige Samfund.

Og disse Fattige - det konstaterer ogsaa Præsten - bliver behandlede saa haardt og deres Liv paa Anstalten er saa elendigt, at de ønsker sig Fængslet som en Befrielse.

Redaktør Wiinblad er som bekendt ved Hof- og Stadsretten idømt 3 Maaneders Fængsel for at have kritiseret denne Anstalt og for at have bragt et Andragende fra nogle af Anstaltens Lemmer til Justitsministeren, samt for at have offenliggjort Dele af dette Andragende her i Bladet.

Nogle Dage før Jul skulde denne Sag have været fremme for Højesteret; men Anstaltens Sagfører, Højesteretsadvokat Klubien, styrtede død om i Retten, og Sagen er bleven udsat en kort Tid. Var del ikke sket, vilde vor Redaktør maaske have kunnet tilbringe sin Jul i Fængslet, fordi han havde kritiseret denne Fattiggaard, der er en Tortur for de Fattige og en Skam for det Samfund, der taaler den i sin Midte.

(Social-Demokraten 30. december 1893).

Fotograferne Eva Klara Holst & Anna Helmecke: Vilhelm Munck (1833-1913). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Frederik Vilhelm Munck (1833-1913) var da han skrev artiklen, præst ved Herlufsholm Kirke 1875-1906, hvorefter han  gik på pension. Før 1864 var han ansat i Flensborg, men blev afsat af tyskerne. Han blev herefter kateket på Christianshavn, 1868 præst ved straffeanstalten. På Herlufsholm blev han kendt for sin interesse for sygekassesagen: Han var 1887-1907 formand for de forenede sjællandske sygekasser og 1896-1906 redaktør af Sygekassetidende. – Rigsdagen vedtog 1892 en lov om sådanne, og Munck var til 1911 medlem af det ved loven skabte sygekassenævn.

I 1868 skrev han om at at "pauperismen" i Kbh. havde fremkaldt "et stærkt og farligt proletariat" som, om ikke samfundet nu "i den yderste Tid" greb ind, kunne falde i armene på socialismen og gøre "alvorlige Spektakler". Hans analyse af de sociale forhold i hovedstaden gik i dybden og mange af hans forslag til sociale forbedringer, herunder resocialisering af de sociale tabere, blev siden gennemført – af det offentlige eller af Københavns Indre mission. 

Udvalg af skrifter: Om de Fattiges Vilkaar paa Christianshavn. 1867, Om Fattigdommen i Kbh., 1868, Om Sygekasser paa Landet, 1884, Lægerne og Sygekasserne. 1910.

Artikler i denne serie: Afsnit 1: Social-Demokraten på besøg 1887. Afsnit 2: Debat 1887. Afsnit 3: Korsør Byråd. Afsnit 4: Nuværende og forhenværende inspektører udtaler sig 1887. Afsnit 5: Artikler fra maj-juni 1889. Afsnit 6: Genopførelse 1890. Afsnit 7: Vidneudsagn 1890. Afsnit 8: Sognepræst Munck om Korsør Arbejdsanstalt. Afsnit 9: Redaktør Wiinblad fængslet 1893. 

Vidneforklaringerne i Hofgørtler-Sagen. (Efterskrift til Politivennen)

I forbindelse med en artikelserie "De fattiges boliger" (se disse indslag her på bloggen) i København anlagde hofgørtler Hinrichsen sag mod København. I det følgende bringes nogle af de vidneudsagn som fremkom i retten:

Vidneforklaringerne i Hofgørtler-Sagen.

Vi skal i dette og følgende Numre give et Uddrag af de edelige Forklaringer, som en Række Vidner har afgivet i Retten angaaende Beskaffenheden af Palæet Nr. 29 i Borgergade. Vore Læsere vil heraf selv kunne skønne, om vi i vor Skildring af Forholdene har gjort os skyldige i Overdrivelser eller ej.

Det første Vidneforhor afholdtes den 9de Oktober. For "København" mødte Overretssagfører J. K. Lauridsen, for Hofgørtleren og Fru Marskandiserinde Henrichsen mødte Højesteretssagfører Albert i.

Det første Vidne var en af Husets Beboere, forhenværende Fyrbøder Bjørneboe.

Varmt Nattelogis.

Spørgsmaal: Bor Vidnet i Borgergade Nr. 29, og hvor længe har Vidnet boet der?

Svar: Til Flyttedag har Vidnet boet der i 2½ Aar.

Spørgsmaal: Ligger det ene af de af Vidnet lejede Værelser umiddelbart op ad en Naboejendom, i ivilken der findes Bageri, og af ivilken Beskaffenhed er den Væg, der skiller bemældte Værelse fra Bageriet?

Svar: Ja, Væggen er Bindingsværk, saa vidt Vidnet véd.

Spørgsmaal: Paa hvilke Tider af Døgnet kan den fra Bageriet gennem Væggen udstrømmende Varme særlig mærkes i Værelset?

Svar: Varmen mærkes hele Døgnet, og særlig naar der bages, mest om Natten Kl. 2.

Spørgsmaal: Er dette Værelse Vidnets og Hustrus Soveværelse:

Svar: Ja.

Spørgsmaal : Er Væggen ind til Bageriet i de varmeste Perioder saa hed, at Vidnet næppe kan holde sin Hand paa samme?

Svar: Ja. Paa Anledning af Overretssagfører Lauridsen bemærker Vidnet, at han paa Grund af den omtalte Varme under Tiden har set sig nødsaget til at staa op af Sengen og flytte denne bort fra Væggen, ogsaa om Vinteren.

Spørgsmaal: Anser Vidnet ikke denne Omstændighed for farlig for dem, der bebor Lejligheden, og er Vidnet af den Mening, at der var god Grund for Brandvæsnet til at foranledige dette Forhold ændret?

Svar: Ja, Vidnet mener, at Forholdet er brandfarligt.

Lejlighed med Have.

Spørgsmaal: Erindrer Vidnet at der ovenpaa Ejendommens Retiradebygning voksede højt, grønt Græs og andre Planter, og at saadant i længere Tid havde været Tilfældet?

Svar: Ja.

En proper Kælder.

Spørgsmaal: Har Vidnet lejet en Kælder under Gulvet i den af Vidnet lejede og beboede Lejlighed?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var denne Kælder, da Vidnot først skulde til at benytte samme, fuld af stinkende Uhumskheder og alskens Snavs?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Hvorfra antager Vidnet, dette Smuds og Snavs bidrørte?

Svar: Vidnet antager, at det dels er kastet derned fra Gaarden og dels fra dem, der tidligere havde beboet Stuen, idet de formentlig har kastet det ud i Kælderen gennem en Lem i Gulvet.

Spørgsmaal: Er Vand. Snavs og alskens Uhumskheder gennem et Hul eller en Aabning fra Kælderen op til Gaarden skyllet ned i Kælderen, og har det dér givet Anledning til Pløre og stinkende Sumpe?

Srar: Ja.

Spørgsmaal: Har Vidnet fundet forraadnede Kroppe af Katte i Snavset, der fandtes i Kælderen?

Svar: Ja.

Spørgsmaal : Stinker Kælderen hyppig saaledes om Sommeren, at det næsten ikke er til at udholde at være dernede?

Svar: Ja.

Kraftige Stolper.

Spørgsmaal: At hvilken Beskaffenhed er de Stolper, som foretindes i fornævnte Kælder, og véd Vidnet navnlig, at Træet i disse Stolper, som tildels skulde bære hele Huset, er saa raadent. at man med Haanden kan tage hele Haandfulde trøsket Træ ud af Stolperne?

Svar: Ja. Vidnet fremlagde Prøver paa Træet i de paagældende Stolper, hvilke Prøver han selv har pillet ud med Hænderne. Der er vel sat to nye Stolper for at bære Loftet, men en Tømmersvend har sagt til Vidnet, at denne Foranstaltning ikke er tilstrækkelig.

Vidnet bemærker endvidere, at de fremlagte Træprøver er pillede ud af to fra Murene fremstaaende Stolper, men Loftsbjælkerne er ogsaa af meget daarlig Beskaffenhed, om de end ikke er fuldt saa raadne som de omtalte Planker. De to nye Stolper, eller rettere Planker, da de kun er to Tommer tykke, er opsatte, efter at Forholdet er omtalt i "København", og den Tømmersvend og Tømmermester, som besigtigede Ejendommen før Reparationen, sagde, at det var livsfarligt at lade forholdet blive, som det var.

Solid Trappe.

Spørgsmaal : Erindrer Vidnet, at Trappen i Baghuset var af en i høj Grad smudsig Beskaffenhed og delvis faldefærdig?

Star: Ja, Trappetrinene kunde befrygtes at gaa i Stykker ved Benyttelsen.

Spørgsmaal : Er Trappen bleven repareret i den sidste Tid, og paa hvilket Tidspunkt skete disse Reparationer?

Svar: Trappen er bleven repareret efter Ejendommens Omtale København".

Spørgsmaal : Erindrer Vidnet, at den førnævnte Aabning ned til Kalderen er bleven benyttet som Pissoir?

Svar: Ja, Vidnet har set saadant.

*

Vi har her gengivet Hovedpunkterne i den edelige Vidneforklaring i Mødet den 9de Oktbr. Vi haaber, at den taler tydelig nok; navnlig de af os fremhævede Udtalelser viser, hvorledes et gammelt Hus skal se ud, naar man vil have 30,000 Kr. ud af det som Tillæg til Husleje.

Vi kommer i et følgende Numer til det næste Vidne.

(København 16. december 1893).

Vidneforklaringerne Hofgørtler-Sagen.

Vi fortsætter i Dag med Vidneforkaringerne i den celebre Sag.

I det følgende Møde - der afholdtes den 18de Oktober, og hvor Overretssagfører Lauridsen mødte for "København", Højesteretssagfører Alberti for Hofgørtleren og Marskandiserinden - erklærede Vidnet Bjørnebo paa Foranledning, at der var saadanne Huller i Loftene i hans Lejlighed, at Vandet trængte igennem, naar der blev vasket ovenpaa, og det i den Grad, at Gulvet for en stor Del flød med Vand, saa at det maatte "svabres" op med Karklude i Baljer. Der var imidlertid efter Artiklerne i "København" ikke kommet Vand ned i Lejligheden, saa at der formentlig var foregaaet en Reparation.

Et Kælenavn.

Spørgsmaal: Erindrer Vidnet oftere at have hørt Huset Borgergade 29 betegnet som "et Lokum" eller "Lokummet i Borgergade"?

Svar: Ja, det er undertiden hændt Vidnet, naar han har siddet paa en Stol i Døren til Vidnets Forretning, at forbigaaende Folk har sagt til ham: "Naa, Hr. Bjørnebo, er De nu kommen paa Lokumet?"

Spørgsmaal: Er den Bunke Snavs og Uhnmskheder, der ved Vidnets Indflytning beroede i Ejendommens Kælder, nogensinde bleven bortfjærnet fra Ejendommen, være sig af Ejerinden eller hendes Befuldmægtigede, Hofgørtler Hinrichsen?

Svar: Noget af Snavset har Vidnet ladet bortflytte, men en stor Bunke udligger der endnu.

Spørgsmaal: Er de fire Ruder, der manglede i Stueetagens Gangvindu, til Dato blevne indsatte?

Svar: Nej. Paa Foranledning erklærede Vidnet endvidere, at han har hørt omtale, at flere af Gulvene i Ejendommen skulde være raadne.

Et Lejemaal.

Spørgsmaal: Blev der samtidig med, at Vidnet underskrev Kontrakten om et Lejemaal (lydende paa 500 Kr. aarlig Leje) af den af Vidnet beboede Lejlighed, af Hofgørtler Hinrichsen underskrevet en Erklæring, i Følge hvilken Vidnet kun skulde betale 400 Kr. i sarlig Leje.

Svar: Ja.

Spørgsmaal : Erindrer Vidnet, hvilke Grunde der gaves for, at Kontrakten skulde lyde paa 500 Kr. aarlig Leje, medens den virkelige Leje kun var 400 Kr. ?

Svar: Hofgørtler Hinrichsen sagde, at Lejekontrakten skulde lyde paa 500 Kr. af Hensyn til eventuelt Salg af Ejendommen.

Vidnet bekræftede derefter sin afgivne Forklaring med Lovens Ed.

2det Vidne.

Som 2det Vidne fremstod derefter Kontorist Christen Holberg Jürgensen.

Spørgsmaal: Har Vidnet, efter at "København" havde begyndt at skrive om Ejendommen Borgergade Nr. 29, været ude og beset den?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var Kælderen under Bjørnebos Lejlighed i en yderst snavset og malproper Tilstand?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var der i Kælderen en Aabning af henimod en Kvadratalens Omfang i Muren ud mod Gaarden.

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Laa det ophobede Snavs i særlig tykke Lag?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var de Stolper og Bjælker, som fandtes i Kælderen og som øjensynlig i alt Fald tildels var det Fundament, hvorpaa Huset hvilede, fuldstændig raadne og trøskede?

Svar: Ja, saa vidt Vidnet kunde se.

Spørgsmaal: Er det medfølgende lille Stykkke raadne Træ, som bedes forevist Vidnet af en Vidnet ledsagende Mand i Dag med blotte Hænder pillet ud af Tømmerværket i Kælderen?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Manglede der en Del Ruder i Trappegangenes Vinduer baade i Forhus og Baghus?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Manglede der i Trappegangen paa en af Baghusets Etager fuldstændig et Vindu?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Gjorde Muren og Væggene i Baghuset et forfaldent Indtryk?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Var Trappen i Baghuset i en saa daarlig Forfatning, at den kunde karakteriseres som brøstfældig, og har Vidnet i Dag set, at der nu er gjort Forsøg paa at udbedre dette Forhold?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Gjorde i det hele Ejendommens Gaard og Baghus et Indtryk af Uhygge, Malproperhed, slet Vedligeholdelse og mangelfuld daglig Pasning, og ansaa Vidnet bemeldte Ejendom for i de nævnte Henseender at være af værre Beskaffenhed end Flertallet af de øvrige Vidnet bekendte københavnske Ejendomme?

Svar: Ja.

3.die Vidne.

Derefter fremstod som 3die Vidne Fyrmester Bjørnebos Hustru, Sofie Marie født Sandberg.

Hendes Forklaring faldt i alt væsenligt sammen med Bjørnebos, saavel hvad den brandfarlige Væg som hvad Snavset, Uhumskhederne og de forraadnede Kattelig angaar. Med Hensyn til Stolperne erklærede Vidnet:

De er saa raadne, at man med Haanden kan tage hele Haandfulde trøsket Træ ud af dem.

Paa Anledning bemærkede Vidnet, at hun et Par Gange til Hofgørtler Hinrichsen har paatalt, at der trængte Vand ned i deres Lejlighed, men der er ikke er gjort noget for at afhjælpe disse Mangler.

Vægge og Væggetøj.

Overretssagfører Lauridsen bad Vidnet tilspurgt:

"Har Vidnot set Loftet i de i "København" for 9. Avgust ommeldte Lejligheder, véd Vidnet, at Tapetet eller Papiret paa dette Loft var revnet i høj Grad og hang i Laser og Trevler ned over Værelset, og véd Vidnet, at Væggene i Værelserne var beklædte med Tapeter, der hang aldeles løse, og i hvilke der var store Huller og Revner?"

Vidnet svarede til dette Spørgsmaal: Ja i det hele.

Dernæst: "Saa Vidnet, at der ud af Revnerne og Hullerne i Tapetet krøb store Partier Utøj (Væggetøj)?"

Svar: Ja.

Spørgsmaal: "Mener Vidnet, at det er overdrevent, naar "København" har skrevet, at man naar man kiggede op imellem de løse Tapeter og Muren, saa Kolonier af Væggetøj?"

Svar: Nej.

Vidnet bekræftede derefter sin afgivne Forklaring med Lovens Ed.

*

I Morgen kommer vi til det 4. Vidne.

(København 17. december 1893).

Vidneforklaringer i Hofgørtler-Sagen.

Vi er nu naaede til Mødet den 5te November, paa hvilken Dag vor Tegner, en bekendt ung Kunstner, Hr. B., fremstod som 4de Vidne.

Spørgsmaal: Har Vidnet i Avgust d. A. beset forskellige Ejendomme i Borgergade og omliggende Gader og specielt besigtiget Ejendommen Borgergade 29?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: I hvilket Øjemed foretog Vidnet denne Besigtigelse?

Svar: For at levere Tegning af Ejendommen til "København".

Spørgsmaal: Er Tegningen i Bladet for 8de Avgust en saa vidt muligt tro Gengivelse af det indre af en Beboelseslejlighed i Ejendommens Sidehus, 1ste Sal?

Svar: Ja. Studiet til Tegningen var udført i selve Værelset.

Spørgsmaal: Blev denne Lejlighed beboet af en Kularbejder og hans Hustru?

Svar: Ja.

Spørgsmaal: Bestod Lejligheden alene af et mangekantet Rum, hvori ikke befandtes et eneste Møbel?

Sv.: Ja, med Undtagelse af en Puf. Muligen stødte der til Værelset et lille Rum, som ikke egnede sig til Ophold.

Sp.: Havde dette Rum et snavset Loft, og et raaddent Gulv?

Sv.i Vidnet erindrer ikke, om Loftet, som var af Træ, var snavset, men Gulvet var meget daarligt og lappet.

Sp.: I hvilken Tilstand var Trappen?

Sv.: Meget daarlig og skidden.

"Elendighedens Hule"

Sp.: Forefandt Vidnet paa tredje Sal den i Numret af "København" for 9de Avgust omhandlede Lejlighed, som i Artiklen er benævnt "en Elendighedens Hule", i en saadan Tilstand, at Vidnet anser Skildringen i Artiklen før sand og i Overensstemmelse med Virkeligheden?

Sv.: Ja, kun at Vidnet ikke erindrer Loftet.

Sp.: Bestod Lejligheden kun af ét Rum?

Sv.i Ja.

Sp.: Var Lejligheden i høj Grad befængt med Utøj?

Sv.i Ja.

Sp.: Dannedes Lejlighedens Loft af tykke, klodsede Bjælker og Fjæl, hvorpaa var klistret Papir, der senere var blevet besmurt med el Slags Kalk?

Sv.: Ja.

Sp.: Var dette Kalklag ikke hvidt, men derimod graat eller sort?

Sv.: Ja.

"Stimer."

Sp: Befandt Lejlighedene Vægge sig i en i høj Grad ussel Forfatning ?

Sv : Ja.

Sp. : Havde Tapetet slaaet flere Alen lange Revner paa Kryds og Tværs, og krøb der paa Tapetlaserne Stimer af Utøj?

Sv.: Ja.

Sp. : Saa Vidnet Masser af Væggetøj, da Vidnet kiggede op mellem Tapetet og Muring.

Sv: Ja.

Sp.: Saa Vidnet Edderkopper og Væggetøj krøb ned paa de i Lejligheden værende to Madratser der uden Sengested var anbragt paa Gulvet i Lejligheden?

Sv: Vidnet erindrer ikke at have set saadant, men Konen, der boede i Lejligheden, fortalte Vidnet, at Forholdet var som angivet i Spørgsmaalet 

Donehebad.

Sp.: Var der saa utæt i Lejligheden, at det nødvendigvis maatte regne, endog temmelig stærkt, ind i Lejligheden under enhver Regnbyge?

Sv.: Efter Konens Udsagn havde hun flere Gange maattet staa op om Natten, naar det regnede stærkt, for at øse Vand op af Gulvet, da det regnede gennem Loftet. Vidnet saa' ogsaa, at Loftet var fuldt af Vandskjolder.

Sp.: Befandt Vidnet overhovedet nævnte Sidehus i en yderst mangelfuld og forfalden Tilstand, og gav det i det hele et indtryk af Uhygge, Svineri, mangelfuld daglig Pasning og slet Vedligeholdelse, som satte Bygningen paa et langt uslere Standpunkt end de øvrige Vidnet bekendte københavnske Ejendomme?

Sv.: Ja. Og Vidnet har dog i Anledning af Artiklerne "de Fattiges Boliger" i "København" besét flere Ejendomme i de fattigste Kvarterer i Byen, saasom Vognmagergade, Aabenraa og Amagergade.

Vidnet bekræftede derefter sin afgivne Forklaring med Lovens Ed.

5te Vidne.

Som 5te Vidne fremstod Stud. jur. O. C. L. Møller, der i det væsenlige udtalte sig som det forrige Vidne. Han erklærede bl. a., at Loftet i den ovenfor omtalte Lejlighed næsten var sort af Snavs, og at Gulvet var daarligt og ormstukkent. Der var intet Kokken og kun en meget lille Kakkelovn. Der var meget Utøj, og han vilde ikke betænke sig paa at bruge Ordet "Stimer" for at (betegne den Mængde Væggetøj, der viste sig for ham, da han saa' op imellem Muren og det lasede Tapet.

Vidnet sluttede med at erklære, at han, der havde set flere af de daarligste Ejendomme i København, saasom i Holmensgade og Vognmagergade, ikke havde fundet nogen Bygning i en saa ussel Tilstand som det ovenomtalte Sidehus til Borgergade 29.

*

Vi har hermed gengivet Hovedpunkterne i Vidneforklaringerne under vor Sag med Hofgørtleren og hans Fru Svigermoder.

Vi fortrøster os herefter til at hævde, at vor Skildring af Forholdene har været fuldt ud korrekt, og at ethvert andet Blad maatte ønske, at det havde et saa solidt Grundlag under Fødderne, som vi har i Hofgørtlersagen.

De afhørte Vidner har med en sjælden Enstemmighed givet vore Artikler Medhold, og set i denne Belysning tager de 30,000 Kr., som Hr. Alberti vil have os idømt for vor Omtale af det gamle Hus, sig nærmest humoristisk ud.

Vi har ved disse Vidneforklaringer villet vise vore Læsere, at vi paa ingen Maade overdrev, da vi skrev vore Artikler om "de Fattiges Boliger"; vi tegnede Nøden og Elendigheden, just som den var, vi besmykkede intet, men vi gjorde det 'heller ikke uslere og hæsligere. Og fordi vi havde holdt os paa denne Sandhedens gyldne Middelvej, intet lagt til, men heller intet trukket fra, faldt man over os med Stævninger og Bøder og Skadeserstatninger i lange Baner og saa svimlende Højder, at godtroende Folk maatte anse Huset Nr. 29 i Borgergade for et rent Vidunder af Pragt og Herlighed. Nu har de Syn for Sagen.

Og hermed lader vi det gamle Hus staa - til det falder.

(København 18, december 1893).

Udsnit af Carre-plan for Sct. Annæ Vester, 1888. Borgergade 29 er den mørke matrikel ved Borgergade (th), ca. midt i. Nederst til venstre kan man ane Helsingørgades skrå forløb.

Huset fik lov til at stå indtil det blev nedrevet i forbindelse med den komplicerede sanering i hele Adelgade/Borgergade-kvarteret i 1944. I en tid med 12.000 husvilde i København - en af de største saneringsopgaver i hovedstaden. På grunden opførtes bl.a. Dronningegården ved Dronningens Tværgade: 10-etagers huse i rødt murværk med tilbagetrukne altaner (under krigen var der mangel på cement og jern). Af genbrugsmaterialerne blev der opført nogle rækkehusbebyggelser. Så måske findes der stadig mursten fra de berygtede slumbeboelser.

Kvinder og Valgret 1893 og 1895. (Efterskrift til Politivennen)

Kvindesagen i Landstinget

Af: Johanne Meyer

Kvindevalgretsforeningen har Æren af, at Forslaget om kommunal Valgret for Kvinder blev indbragt i Folketinget i Aar, men den har ikke været heldigere end sine Forgængere. Netop med de samme Ord, hvormed Landstinget for 6 Aar siden satte Sagen ud af Verden, tog det ogsaa Livet af Forslaget denne Gang: "Da Landstinget fastholder den Formening, at det hverken er i Samfundets eller i Kvindernes Interesse, at der tildeles disse Valgret saa lidt som Valgbarhed, gaar Tinget over til det næste Spørgsmaal paa Dagsordenen”.

Det var Hr. P. G. C. Jensen, der havde paataget sig det fortjenstfulde Hverv at latterliggøre Landstinget; thi om end Kvinderne vilde have sat stor Pris paa dette lille Fremskridt i Mændenes Retfærdighedsfølelse, saa er det virkelig umuligt at lade være at briste i en hjertelig Latter over dHrr. Landstingsmænds barnagtige Angst for Kvindernes Indtrædelse som Medarbejdere i Kommunalraadet eller som stemmeberettigede Vælgere. Det forekommer os Kvinder, at Landstinget her bærer sig ad som Manden, der puttede sig ned under Bordet og sagde: "jeg skal nok vise, at jeg er Herre i mit Hus”. Det nytter ikke disse angstfulde Sjæle at kaste Opgaven fra sig. De naar kun at sætte sig selv udenfor Spillet. De burde hellere komme frem af deres Skjul, rulle Gardinerne op og kaste Blikket ud over Folkehavet, da vilde de se, at Isen er brudt, og de blaa Bølger vælder med Vaarens Kraft og driver de store Isstykker bort, medens Skumperlerne glimrer i Sollyset. Kvinderne er vaagne og vil paa Valgdagen lade de Landstingsmænd føle, at de nok selv véd, hvad der er i deres egen Interesse.

Det var dog ikke alle Landstingsmænd, der var enige med Hr. P. G. C. Jensen om at sætte Forslaget ud af Verden, thi der faldt mange gode og træffende Ord fra dHrr. Søren Jensens og Oktavius Hansens Side, og man havde en Følelse af, at de to Mænd dog kendte Kvindebevægelsen og ansaa Kvindens kommunale Valgret som en ganske selvfølgelig Ting. Derimod var Redaktør Jørgen Pedersen fra Odense, som dog stemte imod Jensens Forslag, ganske fremmed for, hvad der rører sig i Kvindernes Kredse, thi han betragtede Lovforslaget som et blot og bart Agitationsforslag, som det var uklogt at komme med. Hr. Jørgen Pedersen mente nok, at der kunde være nogle Smuler fra Mændenes rige Taffel i Kommunen, man burde kaste til Kvinderne, men at de vilde forlange Siddepladser i Kommunalraadet, dette kunde Hr. Jørgen Pedersen ikke i sine vildeste Drømme tro, at Forslagsstillerne virkelig havde ment.

Naturligvis greb Hr. P. G. C. Jensen med Begærlighed en saadan fed Bid og betonede stærkt, at disse gamle affældige Landstingsmænd dog heller ikke kunde anstrænge sig med at gøre Agitationsarbejde eller paatage sig at drøfte Lovforslaget for Folketinget, hvilket dette havde forsømt, idet Lovforslaget var gaaet lydløst gennem Folketinget.

Hr. Oktavius Hansen sagde et Par anerkendende Ord til Ministeren, der havde stillet sig velvilligt overfor Forslaget om Kvindernes kommunale Ret. Dette vilde dog Ministeren ikke have siddende paa sig, om det var, fordi det var Oppositionsmanden Højesteretssagfører O. Hansen der bragte ham disse anerkendende Ord, eller maaske fordi den højt ærede Minister følte, at hans Sympati i Virkeligheden var for svag til at modtage en saadan Ros, saa betakkede han sig i alt Fald for Æren.

Man enedes derfor alle tilsammen om at tage et beroligende Pulver i Lovforslagets Mangelfuldhed. Nemlig i dette - at tilsyneladende saa det ud som, at Lovforslaget omfattede den gifte Kvinde - men Gud være lovet! - selv om Ulykken skulde være sket, at der virkelig var blevet Flertal i Landstinget, som der var blevet det i Folketinget, saa havde dog alle Landstingsmændene deres Fruer i Behold, - thi den gifte Kvinde var og er heldigvis - umyndig.

Kvindevalgretsforeningen har nu gjort de samme Erfaringer som den liberale Vælgerforening, da den begyndte at arbejde: De kiggede efter Etatsraaderne og langede til de fine Navne i deres Næt; men da de skulde til at arbejde, slap alle de sine Fisk ud af Nættet, og de maatte til Arbejderne i Stedet.

Kvindevalgretsforeningen vilde i Sommer ikke følge med de kvindelige Arbejdere paa en Udflugt til Sverrig, fordi Højre maatte ikke se dem i de Rækker, hvor den røde Socialistfane vajede. Kvindevalgretsforeningens Hjerte var med de kvindelige Arbejdere, men de skulde paavirke Etatsraadinderne for den kommunale Valgret, og dens Bestyrelse har været i travl Bevægelse og privat talt baade med den ene og anden højere Frue. Men Resultatet? - Ikke Spor - ikke en eneste af Landstingets Højre lod til at være paavirket. Kvindevalgretsforeningen kunde saa roligt taget paa Udflugt sammen med de arbejdende Kvinder.

Thi kan man end sige, at Højre er baade blindt og døvt, saa har det dog en udmærket fin Følelse, naar det gælder sociale Fremskridt, saa selv om Valgretsforeningens Damer møder i deres stiveste Stads og taler sødt med Etatsraadinderne, saa véd disse dog godt, at de er Fremskridtskvinder, og at bag dem bryder den store Arbejderhær frem, som nu staar for Tur til at have et Ord med i Laget.

Det vil næppe skade os at hjælpe den Hær frem. Sejrer den, falder alle reaktionære Fordomme af sig selv.

(Hvad vi vil. 3. december 1893).

Dansk Kvindesamfunds formand Jutta Møller indbragte igen i 1895 forslaget om kvindens kommunale valgret til Rigsdagen. 10 højremænd havde lovet bistand, men igen standsede P. G. C. Jensen sagen med den begrundelse at forslaget hverken var i kvindens egen eller samfundets interesse. Forslaget blev - som også var drøftet i 1893 - ikke behandlet i Landstinget, og af de 10 højremænd var der kun 1 tilbage.

Rigsdagen

Landsthinget.

- - -

Kvindernes kommunale Valgret.

Højesteretssagfører P. G. C. Jensen anbefalede kort og godt at slaa Forslaget ihjæl ved følgende Dagsorden :

Idet Landsthinget fremdeles anser det for hverken at være i Samfundet- eller i Kvindernes Interesse, at Kvinderne faar Stemmeret, gaar det over til næste Sag paa Dagsordenen.

Der var ingen Grund til at give Kvinderne Valgret. Hvad skulde de med den?

S. Jensen fandt, at P. G. C. Jensens Afvisning var unødig brutal i Formen og lidt vel fraseagtig , Indhold. Der havde dog vist været Anledning til at tage den Sag til noget mere alvorlig Drøftelse. Det vilde blive til stort Gavn for vort offentlige Liv, om vi fik Kvinderne mere med. Vi fik næppe en forsvarlig Løsning paa det vanskelige og forargelige Prostitutionsspørgsmaal, for Kvinderne fik et Ord med at sige om den Sag. Vor Fattigpleje vilde vinde enormt ved, at Kvinderne kom med - ikke alene som valgberettigede, men ogsaa som valgbare.

Taleren vilde stærkt fraraade at behandle Kvinderne saa brutalt og lidet værdigt for Mændene.

P. Bojsen var forbavset over, at man siden Forliget kunde falde paa at behandle et Forslag saa haardt og afvisende. Var det Forhandlingspolitik? Det var jo den gamle Tone fra Provisorietiden.

Det var nemt for Mand at vedtage, at det ikke var i Kvindernes Interesse at faa Valgret. Men det betøb jo intet. Det var jo ingen Grund, men et rent og start Postulat. De Kvinder, som vilde faa Valgret, vilde baade i By og paa Land komme i de højestbeskattedes Lejr. Det vilde jo saaledes blive de konservative Interesser, som fremmedes.

Naar den Sag blev afvist, var det af Fordomme og Bornerthed. Om 100 Aar vilde man se med et Smil paa den Dumhed, som nu vilde holde Kvinderne ude.

Oct. Hansen fandt, at det var baade uforsvarligt og næsten komisk, hvis Landsthinget slet ikke vilde eller turde drøfte det.

P. G C. Jensen vilde spørge om, hvorfor Landsthinget skulde beskæftige sig med det, som først skulde realiseres om 100 Aar. Landsthinget afviste den Sag, fordi det ikke gav sig af med ørkesløse Forhandlinger.

Lærer S. Jensen vilde gjærne vide, hvad Højesteretssagføreren mente med ørkesIøse Forhandlinger? Det behøvede de jo ikke at blive.

P. G. C. Jensen værgede ikke S. Jensen et Svar. men lod Oct. Hansen vide, at mange af dem. som havde stemt for Forslaget i Folkethinget, kun havde gjort det for at blive fri for det og overgive Landsthinget det til Exekution.

Oct. Hansen: En saadan Insinuation turde jeg ikke udslynge mod Medlemmer af det andet Thing. (P. G. C. Jensen: Ha ha ha!).

Efter Forslag af Oppositionen foregaar Afstemningen ved Navneopraab. P. G. C. Jensens Dagsorden vedtoges med 31 St., imod stemte 19, 5 sagde: Stemmer ikke. Resten var fraværende.

(Bornholms Tidende 17. december 1895).

Kvindesagen paa Rigsdagen 1895-96

- - -

Kvindesagen har selvfølgelig delt Skæbne med saa mange andre gode Sager i den sidste Rigsdagssamling, den Samling, som ogsaa Kvinderne fra først af saa hen til i Haab om, at de lovede „Forhandlinger” skulde føre til eet eller andet Resultat. Af Sager, som havde speciel Interesse for Kvinderne, nævner vi først Lovforslaget om kommunal Valgret for Kvinder, indbragt den 26. Oktober 1895 af Harald Holm og Højmark. Lovforslaget, hvis Ordlyd er:

"Valgret til Rigets kommunale Repræsentationer tilkommer de Enker og andre ugifte Kvinder, som hidtil deres Køn alene har udelukket fra den omhandlede Rettighed, men som iøvrigt fyldestgøre alle lovbestemte Betingelser for Udøvelsen af samme,” behandledes i Folkethinget 25. November, 30. November og 4. December og vedtoges med en mindre Ændring med 56 Stemmer mod 2 (Scharling og Bramsen) *). Men ved sin Ankomst til Landsthinget blev det som bekendt øjeblikkelig - uden Forhandling - nedsablet af den drabelige Hr. P. G. C. Jensen, hvis motiverede Dagsorden, at det "hverken er i Samfundets eller Kvindernes Interesse” at faa denne Sag gennemført, vedtoges med 31 Stemmer mod 19. Mon Hr. P. G. C. Jensen virkelig aldrig har læst Historie? Har han aldrig læst om Kampen for Negerslaveriets Afskaffelse? Har han aldrig læst, at ganske de samme Udtryk den Gang benyttedes som Argument imod at frigive Negrene. Sydstaterne forsikrede - og gik i Kamp for - at det hverken var i Samfundets eller Negrenes Interesse at frigive dem. Sydstaterne tabte, Negrene frigaves, og det har vist sig, at dette netop var baade til Samfundets og Negrenes Gavn - rent bortset fra, at det var en Retfærdighedshandling, som ingen kunde benægte. Og her i Evropa, hvor blev her ikke i den første halve Del af Aarhundredet raabt paa, at det hverken vilde være i Samfundets eller Borgernes Interesse, at disse fik politisk Frihed. Saa kom Friheden - til Trods for Reaktionen - fordi Tiden var der, og nu eksisterer det Spørgsmaal slet ikke, hvor vidt det har haft Betydning for Samfundet og Borgerne, thi nu bestaar Samfundet af disse politisk fri Borgere, som selv har overtaget Ansvaret for, i hvilken Retning Samfundsudviklingen skal gaa. Nu i Slutningen af Aarhundredet kommer Kvinderne og gør opmærksomme paa, at de er Borgere, lige saa vel som Mændene, at de hører med til Samfundet, at Samfundet trænger til dem, trænger til det særlig kvindelige - om man vil: "det moderlige”, som hver Kvinde jo dog i Virkeligheden repræsenterer. Men Hr. P. G. C. Jensen forsikrer paa Samfundets Vegne, at dette befinder sig saare vel og trænger aldeles ikke til noget moderligt Tilsyn, det vilde slet ikke være i "Samfundets Interesse”, hverken i de fattiges, de syges, de forældreløses, eller Skolebørnenes Interesse, om den kvindelige Indflydelse kom til at gøre sig gældende. Det er et stort Ansvar, han herved paatager sig, tusinde Gange større, end om han blot berøvede et enkelt af de mange smaa Hjem dets Moder.

At han saa sikkert ogsaa ved, at det ikke vilde være i "Kvindernes Interesse”, er jo kun til at smile ad. Mon dog ikke Kvinderne bedst selv ved, hvilke Interesser, der er deres?

Men, som sagt, Kvinderne har læst Historie, og de har forstaaet at uddrage den Lov deraf, at alt, som i sig selv er retfærdigt og gavnligt, og som derfor er til Fremhjælp for Samfundet, det kommer, naar Tidens Fylde er der - til Trods for alle de P. G. C. Jensen'er, som alle Dage med Hænder og Fødder har værget sig imod alt nyt, i den Tro, at Verden vilde gaa ud af sine Fuger, hvis det ny fik Lov at komme.

Og hvad er der ved dette ny, som D'Hrr P. G. C. Jensen'er er saa bange for? Ja vi ved det nok. Det er Hjemmenes Opløsning, de som et Skræmmebillede holder op for de tvivlende Sjæle. Men hvor kan det være, at man aldrig tænker paa at raabe: Vagt i Gevær! overfor den "Hjemmets Opløsning”, som foraarsages af ørkesløs Tidsfordriv, pjankede Visiter og den tomme - tomme Selskabelighed. Mon virkelig den Husmoder, der lader Amme og Barnepige, Stuepige og Kokkepige om at bygge Hjemmets Dagligliv op og lede Børnenes første vanskelige Skridt, for selv at kunne hengive sig til sine Toiletter og sin Selskabelighed, mon hun er mere værd, end den Husmoder, hvis bedste Interesser samler sig om alt, hvad der hører Hjemmet til - og som derfor - og det er netop Sagen - som derfor ogsaa har Hjerte for og Forstaaelse af, hvad det større Samfund og alle dets Stedbørn trænger til. Det er ikke Pjankerne, der have Interesse af de fattige, de syge og Børnene, men det er de alvorlige Kvinder, det er dem, hvoraf der bliver de bedste Mødre. Saa naar Hr. P. G. C. Jensen taler om, hvad der er „i Samfundets og Kvindernes Interesse”, saa maa man tro, at han blandt Kvinderne kun kender Pjankerne - og ikke de alvorlige Kvinder.

- - -

(Kvinden og Samfundet nr. 5, 1896. Uddrag).

Se også særskilt afsnit med nekrologer over P. G. C. Jensen på denne blog

Elendighed over alle Grænser. (Efterskrift til Politivennen)

I Ejendommen Nr. 45 i Borgergade var der i Gaar et voldsomt Spektakel.

I en Sidestue bor en enligstillet 37-aarig Kone ved Navn Kristine Olsen, som siden Manden - en Fisker - forlod hende, har ført et mindre heldigt Liv. Man saa' hende saa godt som aldrig ædru. Hun begyndte med Snapsen som Morgendrik, og hele Dagen slukkede hun sin fortsatte Torat i det ulyksalige Brændevin. Det udartede tilsidst til, at hun fik Delirium og maatte indlægges i Celleafdelingen paa Kommunehospitalet.

Da hun atter kom hjem, syntes Beboerne, at hun var undergaaet en Forandring til det bedre, og man glædede sig derover. Men det varede ikke ret længe, førend hun atter helt og holdent hengav sig til den kendte Nationaldrik, og tidlig i Gaar Morges naaede hun at faa et nyt Anfald af Delirium.

Da hun under dette vovede sig udenfor sin Dør for at komme ud i Gaarden, faldt hun ned ad den høje Stentrappe og forslog i uhyggelig Grad hele Ansigtet. Dette frembød tilsidst en uformelig blodig Masse.

Madam Olsen blev straks baaret op i sin Bolig, der viste sig at være en Pesthule af modbydeligste Art. En raadden Lugt slog straks den Indtrædende i Møde, og der var bogstavelig talt ikke én ren Plet, man kunde sætte sin Finger paa, saa tommetykt med Snavs og Støv var der i hendes Køkken og Stue. Overalt, hvor man vendte sig, laa Dynger af Snavs, og hun selv var paa hele Kroppen fuld af Utøj og Snavs.

Efter at man havde faaet hende lagt i de sørgelige Rester af en Seng, der tilligemed et faldefærdigt Bord og et Par elendige Stole udgjorde hele hendes Bohave, blev hun ret for Alvor rasende. Hun skreg som en Besat og vilde med Vold og Magt flere Gange springe ud gennem Vinduet. Da Raseriet vedblev, maatte man holde Vagt over hende, indtil endelig Kommunehospitalets Sygevogn langt om længe arriverede og kørte afsted med den saa dybt i Drik og Elendighed faldne Kvinde.

Hun er kun 37 Aar.

(København 9. december 1893).