Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

- Under en af Høiesteret idag paakjendt Justitssag var Arrestantinden Dorthea Cathrine Schøtt, Damms Enke, der i flere Aar havde staaet i Forhold til en herboende Grosserer, overbeviist om deels gjentagne Gange - efter hendes Paastand fra først af tilskyndet dertil af den paagjældende Grosserer - at have gjort sig skyldig i Forsøg paa Fosterfordrivelse, deels at have, da hun skammede sig ved at bringe et udenfor Ægteskab avlet Barn til Verden, besluttet, da hun mærkede at være frugtsommelig, at føde i Dølgsmaal og at dræbe Barnet, hvis det maatte blive født levende, hvilket sidste Forsæt hun ogsaa udførte ved under Fødselen at snøre et Seglgarn fast om Barnets Hals for at qvæle det og forhindre, at det skreg. Hun indsvøbte derpaa Barnets Liig i Paklærred, og saasnart hun kunde gaae ud, skaffede hun sig en Steen, lagde denne ind i Pakken, hvori Barnets Liig laa, og kastede derpaa samme en Aften ud i Peblingesøen, hvor det blev fundet af en Politibetjent. Skjøndt Sundhedscollegiet havde udtalt, at Aarsagen til Barnets Død ikke af de foreliggende Oplysninger kunde paavises, formeente dog Criminal- og Politiretten, at disse ikke have Føie til at betvivle, at Barnet, der af Sundhedscollegiet antoges at have været født fuldbaaret og at have levet og aandet, var afgaaet ved Døden paa Grund af Arrestantindens Anbringelse af Seglgarnet om dets Hals. Ved Criminal- og Politirettens Dom var Arrestantinden for begge fornævnte Forbrydelser anseet med Straf af Tugthuusarbeide i 6 Aar, hvilken Straf Høiesteret stadfæstede. (Drl. Td.).

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1872).

Folketingsvalg 1872. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Folketingsvalget 1872 var der for første gang i mange år en modkandidat til C. C. Hall. Ifølge Dagens Nyheder, 15. september 1872 var premierløjtnant Hartvigsen oprindelig nær ven af C. B. Rimestad (Arbejderforeningen af 1860) og kendte hinanden fra Våbenbrødrene. Rimestad anbefalede åbenbart i starten Hartvigsen, men fortrød senere og skrev i “Blad for Arbeiderforeningen af 1860” at på baggrund af prøvevalgene var Hartvigsen et “exempel … paa Mangel … paa Evne til at bedømme sig selv - paa Selvkritik, som det kaldes.” Artiklen bemærkede også det mærkelige i at han drev hemmelig valgagitiation indtil meget nær valgdagen.

Carl Christian Hall (1812-1888) o. 1880. Han boede på Ny Bakkegård, Frederiksberg 1840-88. Konsejlspræsident. (Frederiksberg Stadsarkiv, public domain).

Det affødte en kommentar i Socialisten, 15. september 1872 om at “det nok heller ikke staaer saa godt til med Enigheden i Arbejderforeningen, idet Formanden aldeles ugenert udskælder og forhaaner en af Repræsentanterne og mest fortjente Medlem, Hr. Hartvigsen, blot fordi denne ikke mere vil sejle i Hr. Rimestads Kølvand …”)

Prøvevalg

I anledning af det forestående Folketingsvalg tillader jeg mig herved at indbyde Amagerlands vælgere til et møde i Rødekro onsdag den 18. september d. å., aften kl. 8 og kredsens øvrige vælgere til et møde samme tid i Valby Kro, torsdag den 19. september d. å.

Ærbødigst
B. Hartvigsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 17. september 1872)

Premierløjtnant Ludvig Vilhelm Joachim Hartvigsen (1827-1897), slesvigsk cand. jur., justitsråd. Redaktør af „Nyt Aftenblad“ , næstformand for Våbenbrødrene. Han stillede op for Venstre imod den nationalliberale kultusminister Hall i København. 

Valgmødet i Københavns Amts 1. kreds.

Red. V. Hartvigsen vil i aften kl. 8 holde et valgmøde i Rødekro på Amager og i morgen kl. 8 et i Valby Kro. Hr. Hartvigsen kan glæde sig ved at være socialisternes kandidat; hr. Würtz har nemlig i et foredrag i forgårs aftes i Rødekro givet ham sin anbefaling. Om han har været foranlediget dertil af valgkandidaten eller ikke, skal vi ikke kunne sige, men i alt fald har hr. Hartvigsen i aftes i sit blad gengivet Würtz’ anbefaling for sig uden at gøre nogen indsigelse mod en lovprisning fra den side.

(Dags-Telegraphen (København), 18. september 1872). 

Vælgermøder

Det af redaktør Hartvigsen i aftes i Valby Kro afholdte møde med vælgerne i Københavns Amts 1. valgkreds kan vistnok søge sin lige hvad støj og tumult angår. Mødet overværedes af ca. 300 vælgere, som valgte kvartermester Petersen til dirigent, hvilken post han imidlertid røgtede så slet som vel muligt. Redaktør Hartvigsen holdt et meget vidt svævende foredrag hvori han på bedste måde søgte at anbefale sig til vælgerne. Han rettede først et skarpt angreb på dagspressen og søgte at stille sig selv som martyr for den gode sag. Han ville ikke slutte sig til det nationalliberale parti som regerede slet, det kunne man se på resultaterne. Vi skal rejse os mod dem for at kue deres hovmod. Han havde kæmpet med sit blod mens de kæmpede med deres blæk. Partiet har intet gjort for arbejderne. Han vil have oplysning for arbejderen, han vil have præsterne på fast gage, deres jord skal stykkes ud i smålodder, religionsundervisningen skal først begynde med 10 årsalderen; han vil have skoletvang og aftenskole for fattige børn, en tredjedel af pladserne i de lærde skoler skal tildeles fattige børn; han vil have kommissioner som skal se birkedommerne på fingrene; hær og flåde skal holdes i en sådan stand at vi kan få det tilbage vi har tabt. Han berørte sluttelig den interkommunale beskatning og fattiglovgivningen ligesom han ville have valgdagen forlagt til en helligdag. 

- Læge Krarup fra Amager mindede om at geheimekonferensråd Hall havde repræsenteret kredsen i over 20 år og at det ville være en plet på kredsen at vrage en af landets ypperste mænd. Han påviste den ringe forskel der var imellem de to kandidaters anskuelse og lagde vælgerne på sinde at man skyldte Hall pietet. Efter at Hartvigsen havde imødegået denne taler, anbefalede sekretær ved Taarnby sogneråd Torm Hartvigsens valg, idet han navnlig ventede sig meget af dennes bestræbelser for at fremme de kommunale anliggender. Maler Schjønning talte for Hall, og mente, at arbejdernes tid endnu ikke var kommet. Hartvigsen hørte hjemme i en landkommune, hvor der gøgledes med arbejderne, der kunne han blive en god bondefører. Efter forskellige replikker fra Hartvigsen og Krarup fik professor Steen ordet, og udviklede i et klart foredrag der blev hørt med en for dette møde mærkværdig ro, at der her var mange misforståelser tilstede. Det er ikke nogen let sag altid at træffe det rette på tinge, og man vidste om Hall at han havde netop de evner som udfordredes for en rigsdagsmand, mens man intet vidste om Hartvigsen. Han anbefalede varmt Halls valg. Stemningen var nu steget til en sådan højde at da proprietær Sønnichsen forlangte ordet, var det ham ikke muligt at komme til orde. Da der langt om længe kom så meget ro at en afstemning kunne finde sted, viste der sig kun 30 stemmer for Hartvigsen, mens resten stemte for Hall. Der var dog øjensynlig en stor del til stede som ikke er vælgere i kredsen.

(Dagens Nyheder, 20. september 1872).

Vælgermødet på Amager tiltrak ifølge Dagbladet (København) 19. september 1872 ca. 300 medlemmer. Hartvigsens valgprogram “strejfede stærkt ind paa Socialisternes Enemærker ...han (havde) altid været en Modstander af det nationalliberale Parti. De National-Liberale havde stadig afvist Arbejderspørgsmaalet. … Ved en foretagen Afstemning erklærede alle Tilstedeværende sig for ham med Undtagelse af fem”

Ikke uventet mistænkeliggjorde det nationalliberale Fædrelandet Hartvigsen som omtalte hans “maadelige Blad” og hans “opdigtede Forbrydelse og Politihistorier”. “Vi betænke os ikke paa at kalde det Uforskammethed, der er Socialisternes fuldkommen lig, at han stiller op imod Regeringens ældste, mest fremragende og fortjente Medlem, der uafbrudt i 23 Aar har repræsenteret denne Kreds.” Og i en note om Amagermødet hedder det: “man omtrent maa være gal for at stemme paa ham.”)

Vælgermøde

I aftes kl. 8 holdt redaktør Hartvigsen sit andet offentlige vælgermøde, denne gang i Valby Kro, hvor også godt og vel 200 vælgere og ikkevælgere havde samlet sig på hans indbydelse. Han foreslog kvartermester på Ladegården Petersen til dirigent, og denne modtog hvervet med en bøn om overbærelse der senere viste sig ret vel begrundet - han var nemlig ikke blevet udrustet med en dirigentklokke og havde derfor stor møje med ved hjælp af en stok hvormed han hamrede i det bord der tjente som talerstol, at holde styr på den efterhånden mere og mere støjende forsamling. Hr. Hartvigsen tog først ordet for i stor korthed at gentage det meste af den samme tale som han havde holdt i “Røde Kro” aftenen forud, men brød dog af før han kom til forsvarsvæsenet og anbefalede sig særlig som “repræsentant for de misfornøjede vælgere”. Hans udtalelse hilsedes med bifald, hvori der dog straks blandede sig en voldsom hyssen og lyden af en enlig gadedørsnøgle. Dirigenten formanede til ro og orden og læge Krarup trådte derpå frem, mindede om at kredsen i over 30 år havde været repræsenteret af en af Danmarks ypperste mænd (jublende bifald der atter sekunderedes af den upartiske gadedørsnøgle. 9 hurraer for Hall - Hartvigsen læge leve! stærk hyssen - dirigenten skal også leve! Hurra! Efter denne mellemakt tog Krarup atter ordet for at udbede sin forundring over at modkandidaten først havde meldt sig i den 11. time. Skønt han  som redaktør havde haft den letteste lejlighed til gennem sit blad i løbet af de tre måneder der var gået, siden han var blevet opfordret til at stille sig, at underrette vælgerne om sin beslutning. Han fastholdt imidlertid sine ytringer fra mødet i “Røde Kro” om at det ikke var vanskeligt at træffe sit valg mellem de to kandidater, men da han tilføjede den oplysning at næsten alle de der fra Amager ville stemme på Hartvigsen, er socialister, afbrødes han med høje råb (det er hæderligt for ham!). Han mindede om den pietet man skyldte Hall, og ved at sammenligne de to kandidaters fortjeneste, indrømmede han vel at Hartvigsen har været en tapper soldat (læge leve Hartvigsen!), men at være folketingsmand er et, et andet at være kriger. Hartvigsen takkede for denne ros, det var den første han havde fået i mange dage, men hævdede at loven erklærede at det var tids nok når man stillede sig inden kl. 10 i aften, “alt andet var snak!”. Han var først trådt frem nu fordi han var en praktisk mand og hvis Hall døde, måtte de jo dog tage en anden; da Hall valgtes første gang her, vidste man måske (?) ikke mere om ham end nu om ham selv, og Krarup “kom vist til at tage det ii sig igen, at hans vælgere på Amager er socialister, det kan han i alt fald ikke gøre for” (bifald og hyssen). Sekretær Torm ved Taarnby Sogneråd trådte derefter op for at anbefale Hartvigsen som den der sikkert bedre end Hall hidtil havde gjort, ville tage sig af de mange kommunale spørgsmål der for tiden står på dagsordenen i alt fald for Taarnbys vedkommende. En dygtig politiker (hvem er det?) Rimestad havde for 8 dage siden i “Røde Kro” erklæret at ingen store spørgsmål står på dagsordenen (men valgperioden er 3 år!), ja men han er en politiker der nok kan overse 2-3 år, og siger han det, så kan vi vist nok undvære minister Hall så længe. Han udviklede nu nærmere på hr. Hartvigsens vegne de kommunale spørgsmål der trængte til en løsning, og hævdede at Hall havde glemt Taarnby i denne retning, om han end måtte indrømme at han havde virket meget for Frederiksberg. Hartvigsen har lovet at støtte de større kommuner og derfor bør man vælge ham, om han end ikke har store evner. Han har en redelig vilje og stor arbejdsomhed (hurra og hyssen). Maler Schjønning advarede under mange afbrydelser indtrængende arbejderne mod at fortrænge kundskabens og indsigtens mænd der skulle føre kampen mod “det forenede Venstre” før man havde set hvad de nationalliberale ville gøre for arbejdersagen, og bad sine fæller om i alt fald at møde talrig ved valget og stemme efter deres overbevisning (bifald og hyssen). Hartvigsen mindede om at det i morgen var en kampens dag: han ville gerne slutte mødet og spurgte prof. Steen der ønskede ordet: “Tror De jeg er bange for Dem?” Efter en kort bemærkning af Krarup, fik Steen ordet og hævdede klart og indtrængende at han kun ville se lidt nærmere på de mange misforståelser der her i aften var kommet frem; han mindede om at man jo ikke kunne bedømme een kandidat efter de korte udtalelser om almindelige sager, for vanskeligheden kom jo først frem over for lovforslagene, og der er det ikke nok at sige at man vil fremme dem, der kræves rutine og dømmekraft til at finde den rette måde til at ramme det rette; det var dog vist en misforståelse at tro hr. Hartvigsen særlig i stand til at klare de indviklede kommunale spørgsmål frem for minister Hall, så ville han virkelig foretrække hr. Torm for hr. Hartvigsen, der utvivlsomt har den bedste vilje, men Hall har sikkert også den bedste vilje. Men man bør ikke dvæle for meget ved sådanne enkeltheder, men skal se på hvad der kan gavne det hele, fædrelandet. Og med hensyn til arbejderspørgsmålet som man bebrejder de nationalliberale at de i de 23 år de har rådet, ikke har taget sig af, så er det atter her en stor misforståelse, for arbejderspørgsmålet er jo nyt, og ingen mand i hele verden kan endnu i dette øjeblik anvise den måde hvorpå det kan løses (bifald). Hartvigsen der modtoges med hurraer og hyssen, tvivlede ikke om Halls evner og dygtighed, men hvad nytter det når kredsens vælgere ikke ville vælge ham. Han foreslog derfor afstemning, men forinden mindede hr. Krarup om den store betydning som dette valg havde og det ansvar vælgerne har for hele landet. Efter et langt og forvirret kævleri, hvorunder propr. Sønnichsen besteg talerstolen for (i anledning af en ytring i begyndelsen af kandidatens første foredrag om at “han havde været med, hvor det gjaldt livet, og sat sit blod ind for hvad de andre spildte med deres blæk”) at bebrejde Hartvigsen at han deri havde hånet Hall, bebrejdelse som kandidaten kategorisk afviste som løgn, nåede man endelig frem til en afstemning ved håndsoprækning; den udviste en 30-40 stemmer for Hartvigsen men mindst 3-4 gange så mange for Hall, der den anledning fik en mængde aldeles bedøvende og jublende hurraer. Med det “Længe leve gamle Danmark!” sluttede det stærkt bevægede mode omtrent kl 10.

(Folkets Avis, 20. september 1872).

Vælgermøder

Løjtnant Hartvigsens møde i Valby i går aftes var besøgt af ca. 150 til 200 mænd, hvoraf en stor del var vælgere i kredsen. Under talrige afbrydelser gentog løjtnant Hartvigsen næsten ordret sit foredrag fra Rødekro på Amager idet han til slutning anbefalede sig til kredsens vælgere. Lære Krarup imødegik under stærke bifald kandidaten, og fandt at man skyldte en mand som Hall ikke at lade ham falde for en sådan modstander, der næsten kun var blevet opfordret til at stille sig af socialisterne blandt kredsens vælgere. Efter at sekretær Thorm ved Taarnby Sogneråd havde anbefalet kandidaten, opfordrede professor Steen vælgerne til forsigtighed. Det var en misforståelse at dømme en mands værd efter de løfter han aflagde i tillid til sin egen dygtighed. Det kunne let hænde sig at den kunne briste når han stod lige overfor de virkelige forhold og skulle træffe det rette valg mellem forslag og udvalgsbetænkninger. Herefter forlangte kandidaten afstemning; men forinden  den kunne foretages, rettede proprietær Sønnichsen den beskyldning imod Hartvigsen at hans hele program kun var hån imod Hall. Dirigenten fandt heri anledning til at fratage hr. Sonnichsen ordet, hvorefter der foretoges afstemning, ved hvilken Hartvigsen knapt opnåede 40 stemmer, mens ved kontraprøven det mere end firedobbelte antal stemte imod ham, hvilket resultat hilstes med levende hurraråb af forsamlingen.

(Dagbladet (København), 20. september 1872)

I Københavns Amts først kreds

hvor kredsens gamle kandidat “geheimeråd” Hall havde fået en modkandidat i redaktør V. Hartvigsen, var kampen varm.

Det var i det hele taget med en vis forbavselse at underretningen om at Hartvigsen ville stille sig, modtoges og hele pressen var enig om på det bestemteste at fraråde Hartvigsens valg. På de vælgermøder denne afholdt i Rødekro på Amager i onsdags aftes, viste det sig at den nye kandidat havde et temmeligt stort parti, og det var da navnlig socialisterne af hvilke der findes særdeles mange på Amager, der støttede ham. Derimod viste der sig en temmelig stærk storm torsdag aften i Valby Kro, og endskønt det ved afstemningen ikke ret kunne skønnes hvem der havde de fleste stemmer, fik man dog her indtrykket af at Hartvigsen næppe vil blive valgt. Han faldt også gennem og deri har han til dels selv skyld. Som lægen Krarup fra Amager torsdag aften udtalte, var der en mængde socialister på Amager der støttede ham. Vi har tidligere udtalt vor sympati for ham, og han har ikke modsagt at han var en ven af arbejderne eller med andre ord socialist, men nu da han af storborgerorganerne, blandt andet af “Folkets Avis” betegnedes som socialist, blev han bange og erklærede at det var løgn. Derved vakte han en mistro hos arbejderne (og det store parti der støttede ham, en mistro der måske har bidraget ikke så lidt til at omstyrte hans valg. Hall fik 1153 stemmer og Hartvigsen 325.

(Socialisten, 21. september 1872).

I Københavns Amts 1. valgkreds

havde der som bekendt meldt sig to kandidater, nemlig geheimekonferensråd Hall, stillet af gårdejer P. Bech, og redaktør Hartvigsen, stillet af skibstømrer Jørgensen, restauratør Øehl og brygger Nielsen. Efter at kancelliråd Eberlin som valgbestyrelsens formand havde oplæst det åbne brev hvorefter valget skulle foretages, fik geheimekonferensråd Hall ordet. Han mindede om at det nu var sekstende gang at han her stillede sig til valg, og at det om få dage var 24 år siden at han første gang stillede sig her i kredsen til den grundlovgivende rigsforsamling. Han kunne vise hen til den store velvilje, som i denne lange årrække var vist ham, ligesom han måtte minde om at han omtrentlig den halve tid havde virket som medlem af regeringen. Han behøvede ikke at gå nærmere ind på de spørgsmål som står på dagsordenen. Det var ikke muligt at forudse hvad der kan komme for i tre år. Da han sidst blev valgt, så alt såre fredelig ud, og dog opstod der kort efter en kamp som førte til en ministerkrise, nærmest foranledige ved den forfærdelige krig som havde en virkning der ikke er til at beregne. Ser man på stillingen nu, da er det ganske vist udsigt til en fredelig periode. Kejsermødet synes at være os en garanti for at trindt i landene er en trang til fred, og deri ligger der et håb om at en ny fredens æra må oprinde ved opfyldelsen af vores inderlige ønske om genforening med vores fraskillte brødre. Ligesom det må stille sig som ønskeligt at et mere venskabeligt forhold til vores sydligere nabo må indtræde, ligeså vist føler vi dybt ved det sorgens budskab som nylig er kommet til os fra vores skandinaviske broderlande. Den store nordiske industriudstilling, følte han sig overbevist om ville give impulsen til et nøjere samkvem mellem de tre nordiske folk, som vil være til gavn for folkene. Det havde allerede fremkaldt betydningsfulde møder; han nævnte det nationaløkonomiske og juristmødet som havde haft vigtigt skridt til følge, hvoraf navnlig måtte fremhæves møntkommissionens nedsættelse. Når vi kastede blikket på vores indre forhold, da fandt vi uro i dobbelt retning. At der er en stærk valgbevægelse, er vi vant til, og det er fuldstændig i sin orden. Denne gang har den imidlertid været så lidenskabelig at man ikke kan se på den uden beklagelse, idet kampen har fået en personlig karakter. Dette ligger navnlig i at den er båret frem af enkelte mænds allestedsnærværelse, og at disse mænd gik ud på at angribe selve ordningen af lovgivningsmagten. De sagde at de ikke ville nogen grundlovsforandring, men de ville dog nå den ad en omvej. De søgte ved en ensidig fortolkning at give finanslovens behandling en betydning som den ikke havde, ligesom de ville lægge tyngdepunktet i vores politiske liv i Folketinget Herom vil kampen komme til at dreje sig, og den vil have betydning for landet såvidt som enhver omgåen af den lovlig bestående forfatning er uhelbringende for det hele folk, hvad enten den kommer fra den ene eller den anden side. Angående arbejderbevægelsen, da vil han ikke dvæle ved det rent socialistiske røre som er båret frem af mænd der er forviste fra deres fødeland, fordi de der er stødt an mod lovene. Mænd som har hejset den røde fane som protest mod lov og orden, mod familie og fødeland. Det er beklageligt at den også er nået til os og har udsået sin gift. Han ville kun dvæle ved det sande arbejderspørgsmål hvis formål var at gøre arbejderen delagtig såvel i de materielle som i de åndelige goder. Det var vel nærmest henvist til det private initiativ, men der var dog stor opfordring for statsmagten til at tage det under overvejelse. Viljen var sandelig til stede, der var kun tvivl om midlerne. Et syntes man dog enig om, og det er en kraftig og tilbørlig omsorg for børnenes opdragelse. Vel er vi i denne henseende lykkeligere stillet end mange andre steder, men der er dog meget at gøre. Det forslag som han har bebudet at ville forelægge rigsdagen har netop dette formål, og han håbede det skulle blive til held for landet. Han anbefalede sig sluttelig til vælgerne, idet han håbede senere at få lejlighed til at udtale sig om flere andre spørgsmål som kunne lige vælgerne på sinde. 

Dette foredrag som navnlig i begyndelsen var blevet afbrudt af en voldsom tumult og hurraråb, blev i det hele fulgt med stor interesse, ligesom forsamlingen ved dets slutning udbragte gentagne leve for kandidaten. Redaktør Hartvigsen søgte derpå at overtale vælgerne til at give sig deres stemme. Han gentog væsentlig det samme foredrag som han holdt i Valby Kro, idet han dog her, da han formodentlig følte at hans vælgere syntes at ville svigte ham, slog stærkt på de socialistiske strenge; han udslyngede sådanne floskler at man ikke skulle kaste brødet til den fattige mand som til en hund, og at den rige mands søn godt kunne sidde på skolebæk med den fattiges. Han gjorde forskellige meget personlige udfald mod geheimekonferensråd Hall for hans politik i 1864, idet han beskyldte Hall for at have skaffet os af med de to hertugdømmer. Også dette foredrag afbrødes jævnlig af voldsom støj og hurraråb. På formandens opfordring om at interpellere kandidaterne, fremtrådte snedkermester Petersen, der ønskede at vide hvad Hall havde gjort for den menige mand. Højskoleforstander Tang var enig med Hall i at vi måtte have skoletvang, men ville vide hvilken retning Hall ville følge, enten friheden som regel og tvangen som undtagelse eller omvendt. Skibsfører Brandt ville vide hvad Hartvigsen ville gøre for at det danske flag kunne komme til sin ret i fremmede havne, og kaptajn Haxthausen stillede forespørgsel angående befæstningsspørgsmålet. Han mente at den almindelige uddannelse af hele det våbenøvede mandskab svækkede disciplinen. I Preussen uddannede man ikke alt mandskabet, men hjempermitterede ved lodttrækning. Hall udtalte at flere af de stillede spørgsmål ikke lod sig besvare per. Når man spurgte hvad han havde gjort for arbejderen, da ville han kun henvise til sine bestræbelser gennem en lang række år for at hæve undervisningen, der erklæredes for et livsspørgsmål for arbejderen, samt til hvad han havde gjort for at forbedre den slet stillede lærerstands kår. Han imødegik skarpt hartvigsens personlige angreb og henviste til at den politik som var fulgt i 1864, dengang fandt tilslutning i hele landet. Efter at Hartvigsen havde erklæret at han ikke ville tilslutte sig til noget parti, men stemme for de forslag han anså for de rette, og slutte sig til den regering - ligegyldig hvilken - som han fandt bedst, skred man til kåring der viste betydelig majoritet for Hall. Hartvigsen begærede imidlertid skriftlig afstemning der gav det resultat at af 1478 mødte vælgere, stemte 1.153 på Hall og 325 på Hartvigsen. Hall takkede for den udviste tillid og udbragte et leve for Danmark, og efter at formanden havde udbragt et leve for hs. maj. kongen, sluttedes valghandlingen. 

(Dagens Nyheder, 21. september 1872).

(Et noget fyldigere referat især af Halls tale findes i Folkets Avis, 21. september 1872, hvorfra enkelte punkter gengives her, først om reaktioner på Halls tale:)

I betragtning af omstændighederne var taleren blevet hørt med nogenlunde ro; kun et par gange afbrødes han af den fra de københavnske valgmøder uadskillelige brølen. Talen ledsagedes for øvrigt helt igennem af stærkt bifald.

Om Hartvigsen skrev avisen bl.a. således:

Han havde den tilfredsstillelse at bringe forsamlingen i godt humør, for der lød uafbrudt under hans tale lattersalver, ledsagede af mere eller mindre høflige afbrydelser, såsom: “han fisker godt! Det er noget pølsesnak!”. Den overvejende del af de tilstedeværende tog i det hele taget åbenbart hans kandidatur fra den komiske side. Ligesom han begyndte men en beklagelse over den slemme presse der havde beskyldt ham for alt muligt (denne gang blev selvmord ikke undtaget) således endte han med en forsikring om sin gode vilje hvilken han betragtede som en yderligere adkomst til at blive valgt.

(Folket Avis, 21. september 1872)

Ligeledes findes fyldige referat fra valgmødet i Dagens Nyheder, Dagbladet (København) og Fædrelandet, alle fra 21. september 1871.

Valghandlingen i København

--- også på Frederiksberg herskede der megen lidenskabelighed ved valghandlingen; men det må erkendes at geheimeråd Halls modkandidat, premierløjtnant Hartvigsen, viste megen ro og mådehold i sine udtalelser, uagtet han idelig blev tirret af afbrydelser fra det modsatte parti, hvilket selvfølgelig også var tilfældet med hensyn til Hall. Ved afstemningen valgtes denne med 1153 stemmer, mens Hartvigsen kun fik 325.

(Aarhus Stifts-Tidende, 21. september 1872).

Kuriosum

I sit referat af valghandlingen på Frederiksberg fortæller hr. Hartvigsen at en mand jævnlig behagede at afbryde ham ved at sende “vittigheder” op til ham, hvilke samvittighedsfuldt er refererede af “Dagstelegrafen”. Det morsomme herved er nu at nævnte tumultant ikke var nogen anden end C. V. Rimestad der forstyrrede taleren så længe indtil nogle vælgere truede med at kaste ham på døren. Nu blev han bange og løb hen til nogle politibetjente under hvis beskyttende stokke han meget spagfærdig hørte resten af Hartvigsens tale.

Et fornærmeligt S. “Dagstelegrafen” betegnede forleden hr. redaktør Hartvigsen som S (Socialist) hvilket mærkværdig nok har foranlediget denne til at anlægge sag imod det nævnte blad. Dersom betegnelsen “socialist” virkelig har voldt hr. H. nogen smerte, må han virkelig regne den til de selvforskyldte lidelser, da hans inden valgdagen velvillige sindelag imod vort parti nok kunne give hele verden den forestilling. - som den da i hvert fald har givet os det - at her. H. var en varm ven af vore politiske grundsætninger. Han må nu tage skade for hjemgæld.

(Socialisten, 24. september 1872).

Johanne Vilhelmine Lippert. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tvv. En Enke anmeldte den 1ste d. M., at der Dagen iforveien var blevet frastjaalet hende et Par Gedeskinds Stavler og et Par Brunels do. samt flere andre Klædningsstykker, og at hun havde Mistænke til en ung Pige. der i to Dage havde gaaet tilhaande hos hende, men derefter var udebleven. Denne Pige kunde vel være omtrent 17 Aar gammel, havde blondt, kort afklippet Haar og var iført sort og hvidtærnet Nederdel, med en Strimmel forneden, brunt Liv, graat uldent Shavl og en brun Straahat. Ved dette Signalement blev Politiets Opmærksomhed henledet paa et tidligere straffet Fruentimmer ved Navn Johanne Vilhelmine Lippert eller Kern, som Dagen efter blev truffen i Dandsesalonen "Aftenstjernen". Hun havde i nogen Tid været uden Logis og om Natten drevet om paa Gaderne. Fredagen den 30te f. M. søgte hun efter Avisen Tjeneste hos den Bestjaalne og blev fæstet ugevis imod at ligge hjemme om Natten. Allerede da hun søgte Tjenesten, var det hendes Hensigt at begaa Tyveri hos Enken og derefter at udeblive. Om Fredagen fandt hun ingen Leilighed til at stjæle, og hun gik derfor om Aftenen ud paa Amager og tog Natteophold i en Gang i det Sted , hvor hendes Forældre bo. Lørdag Morgen indfandt hun sig atter i sin Kondition, og da hun om Eftermiddagen befandt sig alene i den Bestjaalnes Sovekammer, tilvendte hun sig de to Par Støvler, der stod paa en Hylde, og desuden flere andre Klædningsstykker, der dels hang paa Væggen, dels laa i en Kasse. Det ene Par Støvler trak hun paa, det andet pantsatte hun for 1 Rd., men dette var dog det eneste af de stjaalne Koster, hun gjorde i Penge. Rigsdaleren forbrugte hun til Fornøielser, Spise- og Drikkevarer. Den Tiltalte havde endvidere gjort sig skyldig i Løsgængeri. Hun har tidligere været straffet fem Gange for Tyveri, hvilken Forbrydelse hun flere Gange havde forøvet under saadanne Omstændigheder, at den maatte henføres under det Slags Tyveri, der i Straffeloven betegnes som grovt, og da hun endnu ikke er fyldt sit 18de Aar, er hun herfor bleven straffet med Fængsel paa sædvanlig Fangekost henholdsvis i 40, 60, 60, 30 og 80 Dage. Ved den nu af Kriminalretten afsagte Dom ikjendtes hun Straf af Forbedringshusarbeide i 8 Maaneder.

(Dagens Nyheder 20. september 1872)

“Johanne Vilhelmine Lippert el: Korn; født i Kbh: d: 15/12 54 og indtil sit 18de Aar straffet 6 Gange for Tyveri; Leilighedstyverier. Mist: Prot. H. 211.” [1873]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Dommen blev stadfæstet ved Højesteret 22. oktober 1872. Dansesalonen Aftenstjernen var åbnet omkring 1865. Dansesalonen Stjernen, eller kort: Stjernen. Den lå i Lille Regnegade. Lokalerne var oprindelig blevet benyttet af et dampkøkken for kvarterets fattige. Køkken og spisesale var tegnet af arkitekt J. D. Herholdt. I 1860'erne blev køkkenet omdannet til et danselokale med en stor gasstjerne (deraf navnet). Det var ikke et af byens fornemste etablissementer, og formentlig samlingssted for prostituerede. De dansende kvinder kom fortrinsvis fra Store og Lille Brøndstræde. Den 12. februar 1878 mødtes her en gruppe socialister som oprettede Socialdemokratisk Forbund med bl.a. C. C . Andersen, I. C. Hørdum og E. Wiinblad i bestyrelsen. A. C. Meyer blev senere valgt som forretningsfører. Den ældste af H. C. Lumbyes sønner, Carl Lumbye, dirigerede en overgang  på Aftenstjernen. Huset blev nedrevet omkring 1908 og vægmalerierne eksisterede da stadig. 

Magdalene Feldthausen. (Efterskrift til Politivennen)

Magdalene Feldthausen blev født 28. november 1847 i Skælskør, og var datter af politibetjent Hans Adler F. og Martha Sophie Hansen. 

Mord. Den 9de Mai d. A. (Christi Himmelfartsdag) om Aftenen imellem Kl. 10 og 11 bemærkede en Mand, der passerede Kjærlighedsstien, udfor Communehospitalet, et Fruentimmer, der gik frem og tilbage med et lille Barn paa Armen. Hendes Adfærd forekom ham noget besynderlig, og han gik derfor hen til hende og spurgte hende, om hun havde noget Ondt isinde. Hun svarede nei og tilføiede, at hun gik og ventede paa sin Mand. De fulgtes derpaa sammen til Nørrebro og samtalede underveis paa en saadan Maade, at Mandens Mistanke forsvandt, og da hun skulde til Nørrebro, han til Byen, skiltes de ad. Fruentimmeret gik imidlertid ikke til Nørrebro, men vendte tilbage til det omtalte Sted paa Kjærlighedsstien, gik nogle Gange frem og tilbage, tog derefter sit Barn, som havde sovet hele Tiden, medens hun bar det paa Armen, lagde det paa Ryggen i Vandet tæt ved Land, og gik derpaa strax bort uden at see efter, om det sank tilbunds eller ei. Barnet sov endnu i det Øieblik, hun lagde det ned i Vandet, og der hørtes intet Skrig fra det, efterat Moderen havde ladet det falde i Vandet. Der var Ingen, der iagttog Gjerningen, og først den følgende Morgen Kl. 4½ fik en Arbejdsmand, der passerede Kjærlighedsstien paa Veien fra sin Bolig, Øie paa Barnets Lig, som laae c. 2½ Alen ude i Sortedamesøen. Han tog det op og bragte det til Politistationen, hvor alle anvendte Oplivelsesmidler viste sig frugtesløse, hvorfor Liget, der viste sig at være Liget af et Drengebarn paa lidt over eet Aar, bragtes til Almindelig Hospital. Nogle Dage efter lykkedes det Politiet efter gjentagne Opfordringer i Adresseavisen, ved en Kones Hjælp at indhente saadanne Oplysninger, at Mistanken for den begaaede Forbrydelse bestemt rettedes imod et Fruentimmer, der blev anholdt, og som ogsaa strax tilstod, at det fundne Barnelig var Liget af hendes Barn, og at hun var den, der efter foregaaende Overlæg og i den Hensigt at stille det ved Livet havde lagt det i Vandet i Sortedamssøen, omtrent paa det Sted, hvor barnet var fundet. Hendes nærmere Forklaringer under forhørerne gik ud paa, at det ommeldte Barn var avlet, medens Arrestantinden i Aaret 1870 tjente i Korsør. Faderen var en Matros, hvem det af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag, men han reiste bort uden at betale Noget. Arretantinden, der havde født Barnet den 2den April f. A. paa Fødselsstiftelsen, fik herfra 4 Mk. ugentlig i Barnets tørste Aar, men andet Bidrag til Barnets Underhold fik hun ikke, og hun havde selv ikke andet, end hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Det lykkedes hende dog, ved at pantsætte saagodtsom Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, indtil Midten af April Maaned d. A., men da vare alle hendes Hjælpekilder ophørte. Efterat den Kone, der havde Barnet i Pleie, ikke havde faaet Betaling i 14 Dage. afleverede hun Barnet, formeentlig den 4de Mai, til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men ingen af disse vilde indlade sig herpaa uden Betaling. Hun vidste vel, at han kunde henvende sig til Fattigvæsenet, men hun kunde ikke bekvemme sig til at gjøre dette, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til sit Hjemsted, hvilket, efter hvad man havde sagt hende, vilde blive Tilfældet, og under disse fortvivlede Omstændigheder var det, at Tanken om at dræbe Barnet opstod hos hende. Hun omgikkes med denne Tanke i nogle Dage, indtil hun den 9de Mai tog den endelige Bestemmelse, som hun derpaa ogsaa udførte. Efter de Oplysninger, der ere fremkomne, maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie, og at hun kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, efterat endog de, som stode hende nærmest, havde nægtet at modtage Barnet, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som Retten ikke fandt nogen Grund til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv at hun iværksatte sit Forsæt. Arrestantinden er født i Aaret 1847 og ikke forhen straffet. Hendes Charakteer skildres som en Blanding af Letsindighed og let Sind; i sine Tjenester viste hun sig til sine Tider ligegyldig for Alt, til andre Tider sang hun fra Morgen til Asien, og kunde hun end en enkelt Gang vise sig studs, saa var hun dog som oftest godhjertet, flink og villig. Det var ikke vanskeligt at faae hende bevæget, men ligesaa hurtigt var hun den Muntre og Letsindige igjen. Trods de til Gunst for hende talende Omstændigheder hjemfaldt hendes Gjerning under Straffelovens § 190, og Criminalrettens Dom lød derfor paa, at Arrestantinden bør straffes paa Livet."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1872)

Senere oplyste aviserne at kvinden var Magdalene Feldthausen. Højesteret stadfæstede dødsdommen den 28. august 1872.

Nr. 208.

Onsdagen den 28de August.

Advocat Nellemann

contra

Magdalene Feldthausen (Defensor Bunzen), der tiltales for Mord.

Criminal og Politirettens Dom af 27de Juli 1872: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen bør straffes paa Livet samt udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Berggreen og Kaas med 6 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde fjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Nellemann og Etatsraad Bunten for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen, der under nærværende Sag tiltales for Mord, er ved egen af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse overbeviist at have gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse ved den 9de Mai d. A. efter foregaaende Overlæg at have i den Hensigt at skille sit den 2den April f. A. fødte Barn Georg Julius Johansen ved Livet lagt det om Aftenen Kl. mellem 11 og 12 i Vandet i Sortedamssø, hvor det den paafølgende Morgen af en Forbigaaende fandtes dødt, efter de obducerende Lægers Slutning omkommet ved Drukning.

Det ommeldte Barn havde Arrestantinden avlet, medens hun i Aaret 1870 tjente i Korsør, efter hendes Opgivende med en Matros Julius Johanssen, kaldet Stjerne, hvem det ogsaa af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag til Barnet, men uden at hun erholdt noget saadant af ham. Da hun, naar undtages det sædvanlige Bidrag fra den kongelige Fødselsstiftelse af 4 Mk. ugentlig i Barnets første Aar, ei heller faa anden Maade fik nogen Bistand til dets Underhold, maatte hun alene sørge for det, og dertil havde hur fun, hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Imidlertid lykkedes det hende dog kun ved efterhaanden at pantsætte saagodt som Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer, hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, lige indtil Midten af April Maaned d. A., da alle hendes Hjælpekilder vare opslupne. En Følge af den sidstommeldte Omstændighed blev, at Barnets daværende Pleiemoder, som ingen Betaling havde erholdt i 14 Dage, afleverede Barnet, formentlig den 4de Mai næstefter til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men da ingen af disse vilde indlade sig derpaa uden Betaling, og hun ikke kunde beqvemme sig til at henvende sig til Fattigvæsenet, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til fit Hjemsted, som det var hende sagt vilde blive Tilfældet, naar bun søgte Hjælp hos Fattigvæsenet, var det, at den Tanke opstod hos hende at dræbe sit Barn.

Med denne Tanke omgikkes hun i nogle Dage, indtil hun den 9de sidstnævnte Maaned tog den endelige Bestemmelse at drukne Barnet i fornævnte Sø, hvilket Forsæt hun derpaa, som ovenommeldt, udførte.

Efter de for saavidt fremkomne Oplysninger maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie og kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som der ingen Grund er til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv, at hun udførte sit Forsæt. Arrestantinden, der er født den 28de November 1847 og ikke funden forhen straffet, vil imidlertid ikke kunne undgaae at dømmes til at straffes paa Livet i Medfør af Straffelovens § 190."

(Højesteretstidende nr. 18, 13. september 1872).

I oktober 1872 blev hun benådet af kongen og livsstraffen forvandlet til forbedringshusarbejde.

Hun blev den 13. maj 1877 gift i Frelsers Kirke, Christianshavn med skibstømrer Herman Peter Hermansen. I Folketællingen for 1890 boede de stadig på Christianshavn med 3-4 børn i Amagergade 33 som andetsteds på denne blog er temmelig indgående beskrevet i 1893. Artiklen kaldte ejendommen for "de fattiges boliger"og forholdene var ganske forfærdelige. I 1890 boede der 255 personer i ejendommen. Manden var indlagt på Kommunehospitalet. I Folketællingen 1921 var de flyttet til Almindeligt Hospital i Ryesgade. De må da have været omkring de 75 år gamle. Forholdene her er beskrevet i en artikel fra 1924 på denne blog.

Sophie Frederikke Bauer. (Efterskrift til Politivennen)

Indbrudstyveri. I April Maaned indløb der til Politiet forskjellige Anmeldelser om Tyverier, af hvilke to vare begaaede i det samme Sted i to paa hinanden følgende Dage. Efter de Oplysninger, der kom til Politiets Kundskab, rettedes Mistanken snart paa et ungt fruentimmer paa 19 Aar ved Navn Marie Sophie Frederikke Bauer, der trods sin unge Alder tidligere har været tre Gauge straffet, bl. A med Forbedringshusarbejde i eet Aar, og det viste sig snart, al man ikke havde taget fejl. Hun er Datter af hæderlige forældre og kom i sit 16de Aar en kort Tid til Tydskland Efter sin Hjemkomst tjente hun bl. A. hos en Handskemager i Næstved i Marts Maaned d. A.; allerede her begyndte hun at stjæle, hvor hun kunde se Lejlighed dertil, men det var dog først efter at hun havde taget Ophold her i Staden, at hun pludselig udviklede en ualmindelig virksom forbrydersk Tilbøjelighed. Hun begyndte med at tilvende sig et Lagen fra et uaflaaset Gjæsteværelse i Gjæstgivereaarden "Sjælland" hvor hun havde logeret Natten imellem den 6te og 6te April. Derefter begik hun i Løbet af et Par Uger 8 Tyverier i 7 forskjellige Ejendomme her i Staden. Hun udførte Tyverierne paa den Maade, at hun om Dagen skaffede sig Adgang til Kvistkamre ved Hjælp af falske Nøgler. Udbyttet af Tyverierne bestod i et Par Uhre, en stor Mængde Mands- og Fruentimmerklæder og nogle Guldsager m. m. til sit Værdi af i del Hele 222 Rdl. Skjønt Arrestantindens Ungdom talte noget til hendes Undskyldning, saa var der dog saa mange Omstændigheder tilstede af den Slags, Straffeloven nævner som kvalificerende ved Straffens Udmaaling, at hun ikke kunde undgaa en stræng straf. Ved Kriminalrettens Dom blev hun ansat efter Straffelovens § 228, § 229 Nr 4, lste Led, og § 180 med Forbedringshusarbejde i 3 Aar

(Fædrelandet 26. juli 1872)

“Marie Sophie Frederikke Bauer, født i Kbhn: d: 7/3 53; str: 3 Gange og senest med 1 Aars Forbdharbeide for en Mængde Leilighedstyverier og og Tyverier med falsk Nøgle. See mist: Prot: H. Pag 331.” [1871] Genealogisk Forlag.

Internationale smidt ud. (Efterskrift til Politivennen)

Internationale har atter maattet flytte noget hovedkulds, idet Foreningens Krofader, der er den egentlige Leier af Localet i Lille Kirkestræde, igaar har nægtet Bestyrelsen og Medlemmerne Adgang til Localet, Contoiret derunder indbefattet. Der har i længere Tid hersket et mindre godt Forhold mellem Værten og Foreningen, og det har et Par Gange endog været nærved, at et sammenkaldt og allerede begyndt Møde har maattet udsættes eller afbrydes, forbi Værten har nægtet at ville lade Gassen tænde, medmindre han fik idetmindste et Afdrag paa den skyldige Huusleie. Foreningen var, som igaar omtalt, opsagt til October Flyttedag, men allerede igaar fandt den Localets Døre lukkede, og al Adgang forbudt af Værten. Denne har for nogle Uger siden i Frederiksberg Allee etableret en Havebeværtning, hvor Internationales Medlemmer synes at have betragtet sig som selvskrevne privilegerede Gjæster til liden Glæde og Baade for andre Besøgende og for Værten. Forrige Søndag, da endeel af Foreningens Medlemmer havde tilbragt Aftenen sammen i Søndermarken, kom saaledes en større Flok af dem paa Hjemveien derfra ind i Haven, hvor de ved Sang og Spectakel saaledes forulempede de andre Gjæster, at Værten for at faae en Ende paa Skandalerne maatte bestemme sig til at ophøre med Beværtningen før den reglementerede Polititid. Da de samme Scener gjentoges i Søndags, har Værten, der ved disse Optøier taber en stor Deel af sin Fortjeneste, til Straf benyttede sig af, at Foreningen skylder ham endnu omtrent 100 Rd. af Huusleien, ikke blot som sagt nægtet den al fremtidig Adgang til Localet, for Gjælden er betalt, men derhos foreløbig lagt Beslag paa Foreningens i Localet værende Eiendele, blandt Andet Bestyrelsens Protocoller og Regnskabsbøger og - Fanen! Foreningen er nu foreløbigt tyet til sit gamle Locale i Kjælderen under Dandsesalonen Phønix i Helliggeiststræde; men Opholdet der bliver heller neppe af Varighed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juli 1872)

Internationale. Paa et Fællesmøde i Lørdags Aftes *) underrettede Formanden Foreningen om, at Lokalet var opsagt til førstkommende Flyttedag. Værten havde vel tilbudt at skaffe et andel Lokale, men da det blev et større Lokale, som kun vilde blive overladt Medlemmerne et Par Aftener om Ugen, troede han, man ikke burde gaa ind derpaa, men Foreningen selv leje et Lokale, hvis det var til at opdrive.

Der var imidlertid fremkommet et Forslag fra nogle Bygnings-Haandværkere om, at Foreningen arbejdede hen til selv at lade en Bygning opføre. Hvorvidt en saadan Plan lod sig udføre, vidste han ikke, da han var aldeles ukyndig i alt, hvad der angik slige Sager. Han havde imidlertid forhørt sig hos sagkyndige Mænd og faaet det Indtryk, at det vistnok vilde have sine Vanskeligheder med at bringe en saadan Plan til Udførelse. Da den iøvrigt var blevet godt optaget overalt, foreslog han, at der nedsattes en Komite under Bestyrelsens Kontrol for at se hvorvidt Planen kunde realiseres.

Efter at Flere havde udtalt sig baade for og imod besluttede man at nedsætte et Udvalg, bestaaende af følgende Medlemmer; Sterl, Forsberg, Lynnel, Willumsen, Gravesen, Hertz, Wulf, Schrøder, Giessing, Pflug, Jensen.

Ved Behandlingen af Spørgsmaalet, om man burde arbejde hen til Oprettelsen af en fælles Strejkekasse, eller om hvert Fag burde have sin egen under en fælles Overbestyrelse, vedtoges det efter nogen Diskussion at sammenkalde de forskellige Fagsektioner, og da forhøre, hvorvidt Stemningen, som det lod til, var for Oprettelsen af en saadan fælles Kasse.

*) Da Adgangen til Konteret blev mig nægtet, har jeg ikke før idag set mig istand til at levere noget Referat af Lørdagsmødet. Medlemmerne har imidlertid intet tabt derved, idet de har havt Lejlighed til at se det, saavel som alt andet, hvad der angaar Foreningen, blive radbrækket i de øvrige Blade.

C. Würtz.

(Socialisten 10. juli 1872)

Den adstadige "Berl. Tid." slaar vældig ud i Anledning af, at Foreningen har forandret Lokale. Efter en (røver-) historisk Fremstilling af Foreningens Forhold til dens "Krofader", som bærer umiskendelige Spor af at have samme hæderlige Ophavsmand som den infame og ondskabsfulde Løgn om Underslæbet paa 700 Rd., omtaler det "værdige" Organ Foreningens Søndagsudflugt saaledes: "En større Flok (!) kom paa Hjemvejen ind i Haven, hvor de ved Sang og Spektakel (!) saaledes forulempede (!) de andre Gæster, at Værten for at saa en Ende paa Skandalerne (!) maatte (!) bestemme sig til at ophore med Beværtningen for den reglementerede Polititid". "B. T." lader til at have optaget Konkurrencen i at lyve med "F. A.", ti der findes i det citerede Stykke mindst to Løgne i hver Linje. Det er jo Alt, hvad man kan forlange! Tillige søger Bladet at insinuere, at "Krofader" har sat til paa Forretningen, mens han vitterlig har tjent Tusinder, men det behøver "Berlingskes Læsere" jo ikke at vide! Forøvrigt er det klart, at Bladet er ligesaa uvidende, som et nyfødt Lam om de sande Motiver til Værtens uforskammede Handlemaade. - Det er endelig ret betegnende at se et Blad, hvis Redaktør er eller skulde forestille Jurist, skrive, at Værten "til Straf for disse Optøier" benyttende sig af et Mellemværende "foreløbig har lagt Beslag paa Foreningens Ejendele, bl. A. Bestyrelsens Protokoller og Regnskabsboger og - Fanen!" just som om Værten her paa egen Haand kunde straffe eller beslaglægge! Man skal virkelig lede længe efter en saa grov Mangel paa de tarveligste, juridiske Forkundskaber og en saa tyk Uvidenhed om Straffelovens Bestemmelser. Vi skal iøvrigt imorgen komme tilbage tit en nærmere Omtale af Værtens Fremfærd.

(Socialisten 12. juli 1872)

I et referat i Socialisten dagen efter fra et diskussionsmøde i Internationale blev nævnt at "værten": Det var anden gang at Hendriksen havde udvirket at foreningen måtte flytte. Bestyrelsen havde været uvidende om den mindre gældspost. At medlemmerne skulle have gjort optøjer var løgn.Redaktionslokalet angives i Socialisten herefter at være Ravnsborggade 21.

Internationale holdt i Torsdags Aftes i Kjælderen under Dandsesalonen "Phønix" et af 200-300 Medlemmer besøgt Discussionsmøde, der som saadant ikke frembød stor Interesse, men paa hvilket Formanden, Hr. Würtz, i Modsætning til, hvad der i Bladene er fremkommet om Foreningens Gjæld til Værten i Kirkestræde, paastod, at Foreningen i det Høieste skylder bemeldte Vært 5 Rd., idet der paa Leien til 1ste Juli d. A. 225 Rd. er betalt 220 Ro. Lukningen af Localet, under Paaskud af, at Foreningen skylder ham 100 Rd., skal derfor kun være Chicane fra Værtens Side. Cigarmager Corfixen drog yderligere tilfelts mod Værten, idet han oplyste og bad Pressens Referenter om at offentliggjøre - hvad der dog ikke synes at være særligt graverende for Værten - at denne selv oprindelig har været Cigarmager og skylder Cigarmagerforeningen, at han har kunnet overtage en Beværtning. Han vilde nu snart blive udstødt af Cigarmagerforeningen og forhaabentlig ligeledes af Internationale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juli 1872).

Retssag angaaende Gjentofte Sø. (Efterskrift til Politivennen)

Højesteret har i disse Dage paakjendt en større Sag, der af Kjøbenhavns Magistrat paa Stadens Vandvæsens Vegne oprindelig var anlagt imod Gaardeier Høier af Vangede og en Nabo - hvilken Sidste imidlertid, forinden Sagen blev forelagt Højesteret, havde forligt sig med Magistraten og derfor var udtraadt af Sagen - angaaende Borttageisen af en Dæmning over et Landløb, der fører Vandet fra de omliggende Jorder og nogle Kilder, navnlig Vangede Kilde, til Gjentofte Sø samt Tilkastningen af en Stikgrøft, hvorved Vandet ledes til Jægersborg Sø istedetfor til Gjentofte Sø. Magistraten havde nemlig formeent, at den Vandvæsenet fra gammel Tid tilkommende Ret over Gjentofte Sø, navnlig til at benytte Søen som Led i hele Kjøbenhavns Vandforsyning, var bleven tilsidesat ved de ovennævnte af Gaardeier Høier og hans Nabo foretagne Anlæg, der, som oven berørt, deels borttog Vandet fra Gjentofte Sø, deels forhindrede Afløbet til Søen fra dennes Kilder. Ved de 2de foregaaende Instantsers Domme var Høier bleven frifunden for Magistratens Tiltale, hvilket Resultat væsentlig var støttet paa, at den ommeldte Stikgrøft, der ikke ligger paa nogen Deel af Gjentofte Søes Territorium, men paa Tredjemands Grund, alt i længere Tid havde existeret og ført Vand til Jægersborg Sø, saa at Høier og hans Medindstævnte ikke maatte antages at have foretaget sig Andet med Hensyn til Stikgrøften end at oprense denne, ligesom det heller ikke ansaaes for oplyst af Magistraten, at Afløbet fra de paagjældende Jorder til Gjentofte Sø fra Alderstid var gaaet gjennem den Hovedgrøft, hvor Dæmningen var sat. Højesteret kom derimod navnlig efter de samme forelagte nye Oplysninger til et ganske modsat Resultat angaaende de nysnævnte Punkter, og da Spørgsmaalet om Dæmningens Borttagelse var faldet bon derved, at den under Sagens Drift var nedtagen, kjendte Retten derfor Høier uberettiget til at modsætte sig, at Magistraten lader den omhandlede Stikgrøft tilkaste, hvorimod Retten ikke fandt, at der forelaa tilstrækkelige Oplysninger til at tilkjende Magistraten den af samme paastaaede Erstatning for det Vandvæsenet ved Stikgrøftens Anlæg paaførte Tab.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1872).

Socialistisk Møde i Aarhuus. (Efterskrift til Politivennen)

Socialistisk Møde i Aarhuus. Aarhuus, den 24de Juni. (Aarh. Stiftstid.) Allerede strax efter de uheldige Spektakler paa Nørrefælled i Kjobenhavn erfarede man, at dHrr. Socialister ønskede at forlægge Scenen til Aarhuus, og det var ogsaa bekjendt, at de herværende Socialistførere, der aabenbart ikke gjerne ville risikere Ubehageligheder for deres egne Personers Vedkommende, havde aabnet Underhandlinger med Politimesteren, for udtrykkelig Tilladelse til Mødets Afholdelse, eller i alt Fald Tilsikkring forud om, at det ikke blev forbudt. En anden Vanskelighed var det at kunde finde en Plads, som gjøre "Mødet under aaben Himmel" saa opsigtvækkende, at endeel Nysgjerrige kunde strømme til og fylde i de manglende virkelige Socialisters Sted. Efter snart to Maaneders Forløb, i hvilken Tid Socialisthøvdingerne formodentlig have havt den største Nydelse af det Hele ved at lade Byens fredelige Beboere svæve mellem Frygt og Bæven, oprandt endelig igaar den store Dag, da Mødet blev afholdt. Man havde maattet tage tiltakke med Kvægpladsen udenfor Vesterport; men til Erstatning begunstigedes Festen af det skjønneste Veir. Desuagtet havde dHrr. Socialister den Sorg at see det Hele paa den ynkeligste Maade blive til Vand, idet der af Publicum, som havde Noget med "Arbeiderspørgsmaalet" at gjøre, neppe indfandt sig hundrede Mennesker, og Resten af de 200 a 250 levende Sjæle, som fulgte de iltre Talere vare Søndagsspadserende, Herrer og Damer, Barnepiger med Barnevogne etc.; den hele Forsamling tog sig højst pudsig ud, idet den kun fyldte et lille Rum af den store Markedsplads. Hvad den førte Discussion "om Arbeiderspørgsmaalet" angik, da aabnedes den af Hr. Kredsformand i "Internationale", Karethmager Kruse, hvorefter de tidligere ved lignende Ledigheder optrædende Talere, Teglbrænder Henrik Nielsen, Skjærsliber Johansen, skoleforstander Bjørnbak og Flere, hver gave deres velbekjendte Anskuelser tilbedste paa saa ildfuld en Maade, som det stod i Enhvers Magt. De fleste Talere fremhæve, at der fremfor Alt maatte arbeides paa at stille en "folkelig" Rigsdagskandidat op, og Hr. Bjørnbak erklærede, at Socialisterne ikke kunde tænke paa at komme frem med Nogen af deres Egne, men maatte slutte sig til Bønderne, hvorhos han som sædvanlig indtrængende anbefalede at holde folkelige Blade (Amtstidenden). Efter et Par Timers Forhandling paa denne Maade, der ikke vakte nogensomhelst Begejstring, begyndte den tynde Tilhørerkreds at svinde endmere ind, og Mødet sluttedes da, idet Hr. Kruse udbragte et spagt Leve for d'Hrr. Pio, Brix og Geleff. - Efter det foregaaende er det overflødigt at bemærke, at Alt foregik i fuldkommen Ro og Orden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. juni 1872).

Kjøbenhavns Aquarium. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Aqvarium, der opføres paa Vesterbrogade af Civilingenieur Viggo Schmidt, nærmer sig nu sin Fuldførelse. Bygningen, der vender Gavlen ud imod Vesterbrogade, har ingen stor Facade ud imod denne; men netop derfor er der anvendt endeel paa at give den et iøjnefaldende og tiltalende Præg. Den bestaaer af en høi, hvælvet Kjælder, Aqvariet, og af en fritliggende Stueetage, som er bestemt til et Conditori, og er rykket noget tilbage fra Gaden; paa hver Side af den springer der en lille Pavillon frem, og imellem disse to smaa Fløibygninger kommer der til at ligge en lille Græsplaine. Bag denne føre smukke Fritrapper paa begge Sider af den hvælvede Redgang til Aqvariet op til den høie Stueetage Aqvariet indeholder ialt 10 Bassiner. 5 for Saltvands- og 5 for Ferskvandsfisk; nogle af disse ere allerede forsynede med Vandplanter imellem hvilke de finnede Beboere færdes i travl Vrimmel. Det frembyder et smukt Skue fra det mørke Kjælderrum at see ind i de af klart Vand opfyldte og af grønne Væxtcr oplivede Beholdere, som alle faae deres Dagslys ovenfra. Virkningen er saa meget smukkere, som Bassinernes Glasvægge danne Kjælderrummets eneste Vinduer, længst tilvenstre fra Hovedindgangen findes der desuden et Terrarium, et større Rum for Krybdyr, som er rigt udstyret med exotiske Planter, og i hvilket der allerede sees nogle Slanger, Smaaskildpadder, Salamandre osv. Om en Ugestid ventes Aqvariet, hvis Opførelse er bleven forsinket endeel ved Murerstriken, at kunne blive aabnet for Publicum.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. juni 1872)

Vesterbrogade 33, Københavns Aquarium og Terrarium. Over døren th. skilt med Drikkehalle. Billedet stemplet Chr. Neuhaus Eftf. Oluf W. Jørgensen, Kjøbmagergade 14. Bygningen opførtes i Aarene 1871-72, og aabnedes for Publicum d. 6te Juli sidstnævnte Aar. I Kjælder-Etagen, som bestod af et enkelt stort Rum, var indrettet et iøvrigt meget hyggeligt og smukt Locale. Indmurede Aqvarier af forskjellig Størrelse (de største ca. 5 Alen x 2 Alen), med Speilruder ind mod Salen, vare anbragte langs Ydervæggene. Etablissementet trivedes dog, ligesom Aqkvarie-Dyrene, meget daarligt, og efter to Aars Forløb maatte Virksomheden, med stort Tab for Indehaveren, indstilles. Kjælderen ombyggedes derefter til et lille Theater, Elysium, som eiheller kunde bære Udgifterne, og da den i Stue-Etagen værende Restauration stadigt havde staaet paa meget daarlige Fødder, besluttede man sig til helt at opgive Ævret, og den ret kostbare Bygning maatte Aar 1876 igjen forsvinde. Kbhbilleder, (Mariboe)

Bygningen var tegnet af arkitekt Theodor Jakob Koren Stuckenberg (1835-1901). 2. februar 1874 meddelte aviser at det havde fået et apparat til kunstig fiskeavl: En række lange trækasser der kunne rumme befrugtede rogn af bækørred. December 1876 likviderede selskabet bag akvariet.

Internationale. (Efterskrift til Politivennen)

Internationale holdt i Løverdags Aftes et Møde, som vidnede om, at der er Splid i Leiren, om end Ordenspartiet endnu synes at være i overvægten. Formanden, Cigarmager Würtz, behandlede Spørgsmaalet om, "hvorledes den internationale Arbejderforening for Øieblikket staaer overfor Autoriteterne, og hvilken Holdning Foreningen fremtidig bør antage ligeoverfor disse?" i et længere, ret velordnet Foredrag. Han vilde kun ad Lovlighedens Vei, med Ro og Orden, søge at virke hen til en Forbedring af Arbeidernes Kaar, og saalænge han var Foreningens Formand skulde det være hans Hovedopgave at holde Foreningen i dette Spor; men paa den anden Side vilde han ogsaa med alle til Arbejdernes Raadighed staaende lovlige Midler modsætte sig ethvert Overgreb af Storborgerne og Autoriteterne. Som et saadant Overgreb betragtede han Politidirecteurens Forbud mod Foreningens Fane, hvilket Forbud med Rette havde vakt Medlemmernes og ogsaa hans Harme. Men det havde været ham af Vigtighed, at Mødet, ogsaa uden Fane, blev afholdt, for, som skeet var, at vise Autoriteterne og Storborgerne, at lnternationale ikke er en Oprørsbande, der gaaer ud paa Uorden og Forstyrrelse af den offentlige Ro, men en Flok fredelige Arbeidere, der kun fordre de dem ved Loven hjemlede Rettigheder og saaledes ogsaa Ret til at holde Møder under aaben Himmel for at discutere deres Anliggender. Og dette vilde forhaabenlig fremtidigen heller ikke blive dem nægtet efter den smukke og værdige Maade, hvorpaa Mødet paa Grundlovsdagen var foregaaet. Han vilde virke hen til at der atter snart kunde blive afholdt et saadant Møde, for at drøfte de Resolutioner, som det havde været Hensigten at drøfte og vedtage paa Mødet den 5te Mai. og han vilde gjøre Alt, hvad der stod i hans Magt, for at Foreningen kunde blive istand til da at medføre sin Fane. Hvad Forbudet mod denne angik, da turde "han ikke afgjøre, om Politiet havde handlet ulovligt ved at forbyde den; men han vilde i alt Fald sige, at Politidirecteuren havde handlet haardt imod Foreningen. Det var blevet sagt, at det var en Blodfane, men det vilde vise sig, ved at tage den i Øiesyn, at den ikke havde den communistiske Blodfarve, men samme Farve som Dannebrog. Taleren vilde henstille til Forsamlingen, om den vilde bemyndige ham til at henvende sig til Politidirecteuren for at erholde Underretning om, til hvilket lovbud Politidirecteuren støttede Forbudet, og til, hvis dette ikke førte til, at Forbudet blev taget tilbage, at henvende sig til Justitsministeren, om fornødent, med Klage over Politidirecteuren. Hertil sluttede sig 2 andre Bestyrelsesmedlemmer, af hvilke den Sidste, en Snedker Pihl, derhos ansaae det for hensigtsmæssigt og tilladeligt, at der, nu da Foreningen havde beviist, at den ingen Uorden tilsigtede eller foranledigede ved at holde Møde under aaben Himmel, i den allernærmeste Fremtid indvarskdes til et saadant Folkemøde. Cigarmager Giessing var misfornøiet med Bestyrelsen, som han skarpt dadlede, fordi den havde respecteret Politidirecteurens Forbud, hvilket efter hans Paastand ikke havde været officielt, men beroede paa en mundtlig Overeenskomst mellem Politidirecteuren og Formanden. Han rettede et stærkt Angreb mod den nuværende Bestyrelse for dens Moderation, der førte til, at Foreningen nu blev haanet af Storborgerne, der for havde frygtet den (!). Den fængslede Bestyrelse vilde ikke saaledes have ladet sig sætte Stolen for Døren, det havde den viist den 4de Mai, og om den end da havde udtalt sig i maaske for skarpe Udtryk, havde dog vist Ingen kunnet troe, at den vilde, at de faa Medlemmer, der udgjorde Foreningen, skulde sætte Magt imod Magt. (En Stemme: - Ja, det er ikke godt at vide!) Würtz replicerede skarpt, idet han ivrede mod dem, der her paa Møderne førte ophidsende Taler og søgte at udsaae Tvedragtens Sæd, men som holdt sig hjemme, naar det gjaldt at vise sig. Snedker Forsberg sluttede sig til Giessing i dennes Bebrejdelser mod den nuværende Bestyrelse for dens altfor store Moderation. Arbejderne skulde vise Enighed, thi ved den kunde de naae saavidt, at Magthaverne vilde blive nødte til at støbe deres Kanoner om til Kakkelovne. Efterat der endnu var talt endeel for og imod Bestyrelsen, navnlig af Borger Schiønnemann, der lod til at have Mistanke om, at det i "Socialisten" offentliggjorte Forbud mod Fanen slet ikke existerede i Virkeligheden, og ønskede at see Originalen, fremhævede Sectionsformand Jørgensen, at Politidirecteurens Forbud af 4de Mai mod Afholdelsen ogsaa af fremtidigt Folkemøder endnu stod ved Magt, saa at man ikke, som af Pihl foreslaaet, burde indvarsle et saadant Møde, men derimod indgive et Andragende om Forbudets Tilbagetagene. Sluttelig blev det ved Afstemning saagodtsom eenstemmigt vedtaget, at der skulde indgives en Klage til Justitsministeren over Politidirecteurens Forbud mod Fanen. Mødet sluttede med Leveraab baade for den nuværende og for den fængslede Bestyrelse, for Würtz og for Internationale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1872).

Ane Marie Thomsen. (Efterskrift til Politivennen)

Tvveri og Deelagtighed i denne Forbrydelse m. m. Efterat det var anmeldt for Politiet, at der fra Gaarden til Stedet Nr. 11 i Aabenraa var blevet stjaalet endeel til Tørring ophængt Vasketøi, og et til Protocollen over mistænkelige Personer hørende Fruentimmer Maren Kirstine Jensen kort efter en Aften var bleven seet ifærd med fra et Gangvindue i et Sted ved Nørrevold at stjæle noget Tøi, der var ophængt til Tørring udenfor, men blev forhindret heri, fordi en Person kom tilstede, blev Mistanken for det førstnævnte Tyveri henledet paa hende, hvorfor hun blev anholdt. Under det optagne Forhør blev det ogsaa oplyst, at hun i Ledtog med Ane Marie Thomsen havde i længere Tid heri Staden fra forskjellige aabenstaaende Eiendommes Gaardspladse stjaalet en Mængde til Tørring ophængt Tøi. Antallet af disse Tyverier havde Arrestantinderne imidlertid ikke nøjagtigt kunnet opgive, men ved de 15 af disse, der fuldstændigt bleve oplyste, blev der stjaalet Tøi til en Værdi af omtrent 40 Rd. Arrestantinden Jensen havde desuden alene begaaet 5 Tyverier af det sidst ommeldte Slags. Arrestantinderne havde under Sagen ogsaa tilstaaet, hvad der blev bestyrtet ved det iøvrigt Oplyste, at de, der havde gjort Aftale om at stjæle i Forening til fælles Fordeel, havde foruden ovennævnte Tyverier begaaet forskjellige Tyverier paa Landet, idet de bl. A. havde fra tvende Blegepladse stjaalct 2 Stykker Lærred til en Værdi af henholdsviis 16 Rd. 4 Mk. og 16 Rd. 3 Mk 12 sk og stjaalet paa 3 Steder i Roeskilde. Efterat de havde optaget en Tredie, nemlig Arrestantinden Bodil Martine Nielsen som Deeltager i deres Complot, udførte de de ovenanførte Tyverier af Vasketøi heri Staden, i hvilke sidstnævnte Arrestantinde deeltog i Udførelsen af 2 Tyverier, samt efterat være gjort bekjendt med de af de tvende Andre stjaalne Koster, medvirkede til at pantsætte disse og modtog en Deel af det ved Tyverierne vundne Udbytte som sin Andeel af samme, hvorhos denne Arreslantinde tillige havde gjort sig skyldig i ulovlig Pantsætning af nogle af hende leiede Klædningsstykker. Arrestantinderne, der Alle flere Gange have været straffede for Tyverier m. m., bleve af Criminal- og Politiretten idømte Tugthuusarbeide, Arrestantinden Thomsen i 5 Aar, Arrestantinden Jensen i 4 Aar og Arrestantinden Nielsen i 3 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1872)

“Ane Marie Thomsen født og hjh: i Benløse; str: ofte her i Kjøbenhavn, navnlig 1872 med 5 Aars Tugthus, for Tyveri; uforbederlig navnlig i Komplot; Borts: Prot: 6/6 77. 154” [1876/1877]. Genealogisk Forlag.

I Genealogisk Forlags forbryderalbum optræder også en Bodil Martine Nielsen førdt 1839 som omkring 1865 blev straffet med 1 års forbedringshusarbejde samt 8 års tugthusarbejde for at have at ild til hendes busbonds gård. Det kunne have ladet sig gøre at det var den samme hvis hun havde fået eftergivet noget af sin straf.

Voldeligt Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Voldeligt Overfald. En Aften i Marts Maaned traf Arbejdsmand Frederiksen fra Gjentofte i Lundehuuskroen sammen med tre forskellige Personer, hvoriblandt den tidligere straffede Frederik Hansen. Den ene af Personerne, Arrestanten S., opfordrede kortefter i en truende Tone Frederiksen til at give Brændeviin, hvilken Opfordring denne af Frygt for Overlast efterkom ved at reqvirere en Pægel Brændeviin, som de Tiltalte og Frederiksen derpaa drak i Forening. Lidt efter gjentog S. sit Forlangende til Frederiksen om Brændevinstractement, og da denne vægrede sig herved, gav Arrestanten Frederiksen et Stød for Brystet, hvorefter Frederiksen endnu lod sig bevæge til at give en Pægel Brændeviin. Efter Nydelsen af denne vilde Frederiksen forsøge paa at undslippe, men Frederik Hansen stillede sig nu i Døren og standsede Frederiksen, hvorpaa Arrestanten S. sprang ind paa ham. tilføjede ham flere Slag i Ansigtet, sparkede ham og kastede ham om paa Gulvet, hvorefter Arrestanten og Hansen kastede Frederiksen med Voldsomhed over mod Kakkelovnen. Da den Overfaldne reiste sig op efter denne Medfart, forlangte alle tre Tiltalte, at han skulde give Kaffe punch, og Frederiksen saae sig ogsaa tvungen til af Frygt for Voldsmændene at bestille fire Kopper. Medens disse bleve nydte saae Frederiksen Lejlighed til at undvige ud af Stuen og Kroen, men blev kort efter i Søholms Have indhentet af de tre Tiltalte, af hvilke Frederik Hansen tilføjede ham flere Slag i Hovedet med Noget han havde skjult i Haanden, hvorpaa de andre To ligeledes slog løs paa Frederiksen, der ved Hansens Slag var styrtet til Jorden. De Tiltalte forlode nu den Overfaldne, der ved Assistence af Søholms Folk, blev løftet op, vasket og forbundet. Kort efter udbrød der en ny Balaille, dennegang mellem Karlene fra Søholm, der vare oprørte over den Behandling, Frederiksen havde faaet og vilde ledsage ham hjem, og de ovennævnte Tiltalte. Der blev ved denne Lejlighed uddeelt drøie Slag med Stokke, navnlig fra Frederik Hansens og hans Kammeraters Side, men dog ikke af nogen alvorlig Betydning, og da Karlene fra Søholm trak sig tilbage fra Slagsmaalet ophørte dette af sig selv kort efter. Efter en under Sagen fremlagt Lægeattest har Frederiksen erholdt et over 1 Tomme langt og temmelig dybt Saar tversover Panden samt paa Øienlaagene og langs Næseroden stærk Blodudtrædning og Hudafskrabning. Desuden fandtes rundt om i Ansigtet forskellige mindre Contusioner og Smaarifter. Ved Nordre Birks Extraretsdom bleve Arrestanterne S. og Frederik Hansen, - af hvilke den Førstnævnte er 20 Aar gl. og oftere straffet senest for Løsgjængeri og Overtrædelse af Frd. 5te Mai 1847 § 6 med Tvangsarbejde i 18 Dage og en Bøde paa 1 , Rd. og F. Hansen ligeledes 20 Aar gl. og i 1870 for Tyveri straffet med 8 Maaneders Forbedringshuusarbeide, - ansete efter Straffelovens §§ 203 og 210 med Fængsel paa Vand og Brød i resp. 4 Gange 5 og 2 Gange 5 Dage. Den tredie Tiltalte, der er 24 Aar gl. og ei førhen straffet blev anseet efter den citerede Lovs § 210 med simpelt Fængsel i 8 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. juni 1872).

Grundlovsdag 5. Juni 1872. (Efterskrift til Politivennen)

I Socialisten kunne man op til grundlovsdagen 5. juni 1872 se annoncer for et møde for foreningens medlemmer ved den røde port ved Klampenborg kl. 2, med en efterfølgende tur til den slesvigske sten på plænen ved Eremitagen. 

Politiforbud.

Igaar Middag Kl. 12 indfandt Formanden for den internationale Arbejderforening, C. Würtz, tilligemed den øvrige Bestyrelse og Festkomiteen sig hos Politidirektøren, for der at blive underrettet om de Bestemmelser, som Politidirektøren havde taget angaaende den Fest, som Foreningen agtede at afholde den 5te Juni, og modtog der følgende Tilhold:

"Da Formanden for den saakaldte internationale Arbejderforening heri Staden, Carl Würz, paa den nævnte Forenings Bestyrelses Vegne har udstedt et Program for den Grundlovsfest, der af Foreningen agtes afholdt i Jægersborg Dyrehave den 5te d. M., af hvilket Program det blandt Andet fremgaar, at Foreningen agter ved bemeldte Lejlighed at føre en rød Fane med Indskriften: "Frihed, Lighed og Broderskab";

da bemeldte Fane ifølge dens Historie har en mod Rigets lovhjemlede Forfatnings- og Samfundsforhold truende Betydning, og dens Afbenyttelse som Mærke for den ovennævnte Forening saaledes er uforenelig med, hvad fornødent Hensyn til den offentlige Orden, Fred og Sikkerhed fordrer; samt 

da Justitsministeriet har bifaldet, at Københavns Politi overtager Polititilsynet ved den ovennævnte Grundlovsfest;

bliver det i Medfør af Lov angaaende Omordning af Københavns Politi af 11te Februar 1863 § 9, og af Lov angaaende Politiet udenfor København af 4de Februar 1871 § 7 herved den ovennævnte Forening forbudt at benytte den ovenfor betegnede Fane, det være sig ved den ovenommeldte Fest eller nogetsteds her i Staden eller paa dens Grund, under den ved de nævnte Lovbestemmelser fastsatte Straf og andet lovligt Ansvar for alle Vedkommende

Københavns Politikammer, den 4de Juni 1872

Crone

Hvorvidt Hr. Etatsraad Crone er berettiget eller uberettiget til at udstede et sligt Forbud, staar mig for Øjeblikket ikke klart, i ethvert Tilfælde maa det være indlysende for Enhver, at vi maa afholde Festen uden Fane.

Det er en Selvfølge, at dette Forbud ikke vil være til Hinder for Festens Afholdelse, dog bliver følgende Forandringer i Programmet at foretage, at Mødestedet ikke, som angivet, vil blive ved Holdepladsen, men derimod ved den røde Port. Forøvrigt vil Bestyrelsen paa det fastsatte Klokteslet være tilstede paa Banegaarden ved Klampenborg, hvor Medlemmerne vil kunne erholde den fornødne Underretning.

C. Würtz,

Formand for "den internationale Arbejderforening" i Kobenhavn.

I Henhold til Ovenstaaende skal vi med det Allerførste komme tilbage til ovennævnte Politiforbud.

Red.

(Socialisten 5. juni 1872)

Socialistisk Folkemøde. Af det Folkemøde, som den herværende Afdeling af "Internationale" i Onsdags afholdt ved Klampenborg, har vi modtaget følgende Referat.

Kl. 2 Efterm. samledes Foreningens Medlemmer med deres Damer paa det betegnede Sted, og marscherede derfra med et Musikkorps i Spidsen til den slesvigske Sten, hvor Foreningens Formand, C Würtz, indledte Mødet med en længere Tale.

Han udtalte, at det glædede ham, at han nu saa sig istand til at indfri det Løfte, han havde givet i Foreningens Lokale, at han paa Grundlovsdagen vilde udbringe et Leve paa den slesvigske Sten for den arbejdende Klasse. For at naa dette Maal var han gaaet frem paa en rolig og besindig Maade, hvilket han haabede enhver retsindig og fornuftig Mand maatte billige. Der fejredes idag en Fest, som kaldtes Grundlovsfesten; hvorvidt Arbejderne fra et rigtigt Synspunkt betragtet burde fejre en slig Fest, kunde være tvivlsomt, idet nemlig, at fandtes der en Paragraf i Grundloven, som indrømmede Arbejderen en vis Frihed, saa fandtes der straks en tilsvarende Paragraf, som berøvede ham samme, men i andre Henseender kunde det være nødvendigt, at en slig Fest sejredes; Arbejderen burde ved en opløftende Tanke ihukomme Mindet om den højsindede Fyrste, som lagde sin nedarvede uindskrænkede Magt i Folkets Hænder; man kunde af det danske Folks Optræden i 1848 lære, at naar Enhver var besjælet af den rette Enigheds- og Broderaand, kunde ethvert Ønske gennemføres. Han vilde idag for Mængden gentage sit bestandige Program: Der burde være fri og fælles Undervisning for Alle. Da det ikke kunde undgaas, at der i Samfundet altid vilde findes Forskel i Vilkaar, saa at Enkelte blev mindre heldig stillede end Andre f. Eks. paa Grund af Evner, Flid, Konjunkturer o. s. v., burde Arbejderen, der ikke aflægges med nogen Pension, naar han endelig engang er opslidt, ikke som nu være Genstand for offentlig Medlidenhed, men nyde en efter Omstændighederne behagelig Tilværelse, ti vore offentlige Forsørgelsesanstalter lade i Virkeligheden meget tilbage at ønske. Hvad det første Punkt angik, da fandt han, at de fleste Ulykkelige, som skabes fra det ene Fængsel til det andet, er i Reglen af den uvidende Almueklasse, som næppe har lært at skælne hvad der er Ret eller Uret. Staten straffer Alle lige, men den belønner ikke Alle lige; naar den straffer alle lige, bør den ogsaa undervise Alle lige. Det er ikke disse Ulykkeliges egen Skyld, at de efter en ynkværdig Barndom, tilbragt i Savn og Elendighed ende med at fylde Statens Fængsler eller Fattighuse; i ethvert Menneske ligger en Spire til det Ædle og Gode, og blev den kun rigtig udviklet hos Enhver, vilde der vist neppe findes saamange Forbrydere som Tilfældet er. Afstanden mellem Kapitalist og Arbejder var for stor, hvilket den frisindede og humane Arbejdsgiver følte, saa at han paa andre Maader stræbte at vare sine Arbejdere til Gavn; men hvormangen Kapitalist fandtes der ikke, der betragtede Arbejderen kun som et Middel til at berige sig ved, og afspiste dem med Utaknemmelighedens karrige Brød; imod saadanne burde Arbejdernes Krig være rettet, ti de forurettede ikke alene Arbejderne, men bidroge ogsaa væsentlig til at gjøre Arbejdsgiverne forhadt hos Arbejderne. Slige burde bekæmpes paa alle Maader. Til Slutning bemærkede Taleren, at ihvorvel Socialisterne betragter hele Verden som deres Fædreland, findes det dog dybt indprentet i det menneskelige Hjerte, at man nærer en vis Forkærlighed til den Plet, hvor man er født, og hvor man saa end færdes, dvæler man dog stundom i Tanken ved den Plet, hvor man saa Lviet, og de Minder, som knytter sig dertil *), da der imidlertid trindt om i Landet udbragtes saamange Hurraer for Konge og Fædreland, vilde han her under Himlens hvalte Bue udbringe Leve for den arbejdende Stand, det første, som muligt paa en saadan Dag var udbragt, men som han haabede ikke skulde vare det sidste. Denne Tale blev besvaret af et nifoldigt Hurra fra Forsamlingen.

Efter ham talte Borger Pihl og Borger Veiss. Den første omtalte, hvilke Midler han foreløbigt ansaa for de tjenligste til at fremme Arbejdersagen. Han beklagede de bedre stillede Klassers Optræden overfor Arbejderne. Den anden Taler fordømte de blodige Krige, som tvinger Menneskene til at hade hinanden; han ønskede en almindelig Tilslutning til "Internationale", og at ethvert Menneske, ligemeget af hvilken Nation, burde betragte hinanden som Brødre. Imellem Talerne spilledes Socialisternes Marked. Efter disse Taler sluttedes den alvorlige Del af Festen, hvorefter Medlemmerne i et Par Timer fik dem en lille Svingom med deres Damer. Fra den slesvigske Sten marscherede Foreningen gennem Dyrehaven langs Jagtvejen til Charlottenlund; ankommen der, takkede Formanden Foreningen for den værdige Maade, hvorpaa den var optraadt, idet den havde sat ham istand til at indfri det Tilsagn, han havde givet Københavns Politidirektør, at Foreningen vilde optræde saaledes, al den skulde erhverve sig, saavel hans som alle Medborgeres Agtelse. Han bad enhver bevare Mindet om denne smukke Dag og udtalte Ønsket om, at det ikke maatte være sidste Gang, man samledes paa denne Maade.

Efter talrige Hurraraab, saavel sor den anholdte som den midlertidige Bestyrelse, opløstes Forsamlingen.

*) Vi tillade os at gøre Opmærksom paa, at vi kun refererer.
Red.

Bladene og "Internationales" Fane. I Anledning at, at den vise Politidirektør nedlagde Forbud imod, at "Internationale" mødte med en rød Fane ved Grundlovsfesten i Dyrehaven, har vore ærede Modblade, der naturligvis har gnedet sig i Hænderne af Glæde over denne store Triumf, opvartet med de sædvanlige dødfødte Negervittigheder. "Dagstelegrafen", eller den aandrige Underneger, der har havt det Hverv at sige de i den Anledning fornødne Brandere, finder, at, da det, "efter hvad det forlyder", skal være paatænkt, at Foreningen vil samles under en hvid Fane, vilde det være rettest, at denne behængtes "med lidt Flor eller Andet, der kunde vidne om, at Foreningen angrende sørger over det Skete." Naar man tænker sig denne Replik foredraget med et vist fedt Grin, bliver Virkningen storartet. "Dagens Nyheder", der just ikke specielt gør sig kaad over Forbudet mod Fanen, giver derimod et lille Kursus i Logik tilbedste i Anledning af Artiklen om "Tyrefægtninger og Nationalitet", sammenholdt med "Internationale"s Anskaffelse af en Fane med den bekendte Indskrift. Det unge Blad finder det "paa engang meget morsomt og lærerigt", at "Internationale" møder med denne Fane et Par Tage efter at "Socialisten" har spottet de forskellige Nationers Klude som Symboler paa den nationale Afsondring, der har holdt Folkene i indbyrdes Tvedragt og Had og maa anses for blandt Mere at vare et godt Middel til at vedligeholde disse Følelser. Hr. Watt, eller vedkommende Negerkorporal, finder, at dette lærer, at Socialisternes højtklingende Talemaader er tomt Ordgyderi, bestemt til at ophidse de Enfoldige, og paa hvis Sandhed de ikke selv tror saa længe, som det Blæk behover til at blive tørt, hvormed de har skrevet". Knusende! Det er beklageligt, at det staar saa simpelt til med "Dagens Nyheders Logik, at Bladet ikke begriber, at man meget godt kan foragte de Klude, der er Tegn paa den nationale Isolation, der kun tjener til at hæmme den almindelige Sammenslutning af de forskellige Folkeslag, samtidigt med, at man selv antager en Fane, der netop skal tjene som Symbol paa Noget, hvorom Alle, uden Hensyn til Nationalitet, skal kunne slutte sig. - Dette Eksempel paa "Dagens Nyheder"s Logik er "meget morsomt"; det er derimod ikke "lærerigt", ti for at Noget skal kunne siges at være lærerigt, maa det fordres, at det i forskellige Retninger aabner Perspektiver til Belæring; men, hvor "Dagens Nyheder" er Genstanden, er der naturligvis ikke Tale om Perspektiver.

(Socialisten 7. juni 1872)

Efter at Pio, Geleff og Brix var arresteret, forsøgte politiet at "købe" lederne, bl.a. cigarmager Johan Carl Christian Würtz. C. Würtz (1832-) var opvokset på Opfostringshuset. 16 år gammel lærte han cigarmagerfaget. Han blev i november 1871 formand for cigarmagernes sektion i Internationale. Hans officielle holdninger blev mistænkeliggjort for at han også skulle have mere skjulte aktiviteter. Han blev i marts 1872 valgt som anden suppleant til bestyrelsen, mens Anthon Mundberg blev første suppleant. De to suppleangter der trådte til da de tre bestyrelsesmedlemmer blev arresteret, var uenige, og da Mundberg blev arresteret, stod Würtz alene i spidsen for Internationale. I efteråret 1872 rejste han rundt til talrige møder i Jylland, og i marts 1873 blev han væltet som formand af kollegaen, cigarmager Johnsen. Kort tid efter blev han ekskluderet og rejste i 1873 til USA, muligvis finansieret af politiets kasse,

Murerstrikens Ophør. (Efterskrift til Politivennen)

"Dagens Nyheder" leverede igaar to Spalter Vaas om Murerstrikens Ophør. Det er saa uhyre let at indse, hvad Meningen med hele denne Artikkel er, det Hele er forresten et ret godt Forsøg i den Erik Bøghske Taktik. Saadanne Udbrud har vi naturlivis slet ikke været uforberedte paa, dog maa vi tilføje, at vi ikke havde ventet dem nær saa matte og intetsigende, som det har vist sig, at de er. Vi kan saa godt forstaa, at "Dagens Nyheder" og Konsorter vil drage saa megen Fordel af den nu tabte Murerskrue som muligt, men vi kan ikke forstaa, at de kan antage Arbejderne, og særlig Murerne, for endnu værende saa uvidende, at en saa plat Smiger og et saa grelt Lefleri af dem kan blive taget for gode Varer. Bladene har i de først paafølgende Dage efter Strikens Ophør stadig pranget med deres Opfordring til os, om at give de af os lovede nærmere Oplysninger. Atter et Bevis paa Bladenes ynkelige Afmagt, at de maa tage deres Tilflugt til saadanne Latterligheder. Da vi om Aftenen fik den Underretning, at Murerskruen var ophørt og altsaa tabt, da skete dette ved en Meddelelse paa en Linje, som altsaa ikke indeholdt mere, end hvad der den følgende Morgen stod at læse i "Socialisten", vi tilføjede som et Haab, at vi den næste Dag kunde give vore Læsere en yderligere Meddelelse. Vi synes, at det maa ligge klart for Enhver, der vil se det, at disse yderligere Meddelelser slet ikke kunde bestaa i andet end et Referat af den Generalforsamling, som Murerne afholdt i deres Lokale i "Føniks", og paa hvilken det blev vedtaget, at Skruen skulde ophøre. Hvilke andre Oplysninger det er, som "Dagens Nyheder", med samt sin Mængde af "ærede Kolleger", puffer, det kan vi sandelig ikke indse, da de jo idetmindste burde kende de nærmere Forhold, hvorunder Murerskruen har eksisteret, lige saa godt, som vi. At vi ikke fremkom med disse Oplysninger, beviser slet ikke, at vi har svigtet vort Løfte, da vi, vi maa gentage det, jo kun udtalte det som et Haab, at vi kunde skaffe de omtalte Oplysninger, og vi kan jo da til enhver Tid skyde os ind under den Form, at vort Haab glippede ; det behøver vi imidlertid slet ikke at gøre. Sandheden er, at vi ansaa det for rigtigst og som værende i Murernes Interesse, ikke at fremkomme med de Oplysninger, som vi havde indhentet. "Dagens Nyheder" har heller ikke godt af at vide Alting. Det gamle forslidte og ubeføjede Angreb, som "Dagens Nyheder" atter har serveret med i den nævnte Artikkel, og som gaar ud paa, at tillægge "Internationale" Skylden for Strikens Opkomst, behøver vi ikke mere at imødegaa; der findes ikke en eneste af alle de strikende Murere, som ikke ved, at denne Paaduttelse er fuldstændig falsk og løgnagtig, og vi er aldeles overbeviste om, at denne Løgn idetmindste ikke vil vinde nogen Indgang hos Arbejderne. Da Murerskruen begyndte, var der omtrent slet ingen Mursvende i Foreningen "Internationale", men desuagtet søgte denne Forening af al Magt at støtte Striken og opmuntre de Strikende, og det har vist sig, at denne Opmuntring var fuldstændig paa sin Plads. Er der nogen, som har handlet samvittighedsløst overfor den nu tabte Strike, saa er det de Blade, som ved deres uhyggelige og utidige Klynkeri har gjort alt for at knække Modet hos de Strikende, og dobbelt Skændsel over disse Organer, fordi de paa en saa lav og simpel Maade var underkøbt af Storborgerne til at gaa disses smudsigste og laveste Ærinder. Det har nu vist sig, at havde Murerne holdt Skruen blot en ganske kort Tid endnu, saa vilde Skruen ogsaa have været vunden, nu, da den er tabt, indrømmer Mestrene det selv.

Til Arbejderne, og særlig til Murerne, skal vi kun endnu henstille disse Ord!

Arbejdere! I har set, hvormange Aar I er blevne førte bag Lyset af alle dem, som kalder sig Eders sande Venner. I har set det, og I vil sikkert vide at huske det, derpaa stoler vi trygt. Hvad Murerskruer og Skruer i det Hele taget angaar, da ved vi, at Arbejderne paa deres selvstændige Diskussionsmøder har underkastet dette Svstem en langt nøjere Drøftelse, og har derfor et langt nøjere Kendskab til det, end disse amerikaniserede Pariserjournalister, hvis Tid ikke tillader dem for Alvor at beskæflige dem med Arbejderens Kaar.

(Socialisten 2. juni 1872).

Skomagerstrike. (Efterskrift til Politivennen).

(Forlangt indrykket.)

Hr. Redaktør!

Endel Mennesker er af den Formening, at Murernes Skrue var ugrundet. Jeg gad nok vide, om den samme Paastand vil fremkomme, hvis Skomagerne nu laver en Skrue. Jeg vil give Dem et Indblik i, hvorledes Skomagernes Stilling er. Jeg tror ikke, at der er mange Haandværkere, der er daarligere stillet end Skomagersvendene. Skomagermestrene har for flere Aar siden funden paa den snilde Ide, at de ingen Svende vilde have paa deres Værksteder. De paastod nemlig, at der altid var Drikkeri paa Værkstederne (og saa en Grund). Dette er ingenlunde Tilfældet; Skomagerne er ligesaa ædruelige og respektable Mennesker, som enhver anden Haandværksstand. Det Hele er blot et Paafund af Mestrene, for dog at have en Grund til at lukke deres Værksteder for Svendene. Den sande Grund, hvorfor de ingen Svende har paa Værkstederne, ligger i Konkurrencen; naar først en af de større Mestre har faaet Svendene til at arbejde paa Logi, og saaledes er sluppen for at betale Værkstedsleje, og er bleven fri for at holde Svendene med Pløkker, Garn og andre saadanne Sager, samt fri for at holde Værkstedet med Lys og Varme i de lange Vinteraftener, saa kan man let forstaa, at Udsigterne til en saadan Gevinst er altfor fristende til, at de andre Mestre ikke ogsaa skulde sørge for at saa Skikken indført. Det var jo en Fortjeneste, som ikke var saa ganske ubetydelig.

Enhver kan jo nok forstaa, at det er meget uhyggelig at arbejde paa Logi. For det første har vi i Reglen daarlige Værelser, og for det andet er der ikke ret mange Værter, der vil have Skomagersvende i Logi, og vi maa derfor som oftest betale et Værelse meget dyrere end Andre. Efter hvad jeg hører, er det næsten ikke til at faa Logi for Skomagerne i Sommer, medmindre de vil give en aldeles ublu Betaling. Jeg finder ogsaa, at det er meget ubehageligt for en gift Svend, naar han skal sidde og arbejde hjemme; han har i Reglen ikke mere end et Værelse, og det skal saa bruges baade til Værksted, Dagligstue og Sovekammer; kommer der nu en Del Børn til, og Stuen er lille, da kan man vist nok tænke sig til, at Stuen ikke ligefrem er hyggelig, og hvad det angaar med Fortjenesten, da er den i de fleste Tilfælde ikke over 4 a 5 Rd. om Ugen. Som ovenfor sagt skal vi holde os selv med Pløkker, Garn o. s. v., og om Vinteren tillige med Lys og Varme, og ikke nok dermed, der er ogsaa andre uberegnelige Udgifter og Tab, naar vi f. Eks. har været hos Mesteren om Formiddagen og hentet Arbejde, og vi kommer Dagen efter om Morgenen, da er det saa ofte Tilfældet, at Mesteren ikke er staaet op endnu. "Vil De komme igen om en Timestid," hedder det; naar saa den Timestid er gaaet, kommer vi igen. Ja, saa kommer vi ubelejligt, "Mester spiser. De maa vente eller komme igen."

Paa den Maade spildes mange halve, og jeg kan gerne sige hele Dage, især om Vinteren, hvor Dagene er korte. Hvad det angaar med vor Arbejdstid, saa er den, naar der er noget at bestille, i Reglen 14 a 16 Timer i Døgnet. Vi kan ikke, som de andre Haandværkere, holde en halv Time Frokost, en Time Middag og en halv Time Fesperkost; vi maa spise og arbejde paa samme Tid.

Det vi fordrer mere i Arbejdsløn er saa ubetydeligt, som det vel kan være. Vi burde endog sætte den Fordring til enhver Mester, at levere os ordenlige og gode Værksteder, hvor vi rimeligvis skulde have baade Lys og Varme og de øvrige Pillerier, og saa en begrændset Arbejdstid, f. Eks. 11 Timer. Da kunde vi nogenlunde komme paa samme Plads i Samfundet som de andre Haandværkere og saa ligesaa gode og billige Logier som de, og lad os ikke glemme, at stal vi have vore Fordringer sat igennem, saa er Tiden dertil i Sommer. Vor Finanskasse er rigtignok ikke stor i Forhold til de mange, der vil søge en Understøttelse i Tilfælde af en Skrue; men jeg gør Regning paa, at enhver vil støtte os, da vi er fuldkommen berettiget til at gøre den omtalte Skrue. Det havde rigtignok været udmærket, dersom vi havde faaet den Produksjonsforening igang, der blev begyndt paa i Marts Maaned, men maaske ved kraftig Sammenslutning den endnu kan komme istand. Vi kunde da være sikre paa, at naar alle Svendene holdt op at arbejde for Mestrene og Produksjonsforeningen var i Virksomhed, vi da ville saa uhyre meget at bestille. Vi maatte rimeligvis i dette Tilfælde leje en Stue paa et befærdet Strøg, og sørge for at saa smukt Arbejde i Vinduerne, samt stadigt søge at levere solidt og godt Arbejde, saa vilde Enhver kunde saa hele Udbyttet af sit Arbejde. Kapitalen, der skulde bruges dertil, blev i Foraaret anslaaet til 2000 Rd., og naar vi saa gør Regning paa, at der er mellem 1400 til 2000 Skomagersvende her i Byen, og naar vi beregner, at blot Enhver gav 1 a 2 Rd., saa kunde den jo komme i Virksomhed straks. Jeg tror nok, at de fleste Haandværkere vilde tage deres Arbejde hos os, og for at vise det Arbejde, der blev lavet der, kunde vi jo sætte en Del paa Udstillingen. Jeg er overbevist om, at det vilde kunne maale sig med enhver Skomagermesters, da det jo vilde være de samme Folk, som forarbejdede det.

En Skomagersvend.

(Socialisten 2. juni 1872).

Arbeiderbevægelsen. Efterat Murerstriken er bleven sluttet, synes det nu som om der muligt vil finde en Arbejdsnedlæggelse Sted iblandt Skomagersvendene i Kjøbenhavn. Allerede i Efteraaret henvendte Svendeforeningen sig til Mesterlauget med Andragende om en Forhøielse i Arbeidslønnen, hvortil Bestyrelsen svarede, at den ikke vilde indlade sig paa at søge en Priiscourant faststaaet, idet den meente, at Betalingen rettest bestemtes ved frivillig Overeenskomst mellem de enkelte Mestre og Svende, hvorimod den vilde anbefale Andragendet til velvillig Opmærksomhed af Mestrene. Fra Svendeforeningens Side skete der derpaa i Henhold hertil en Henvendelse til de enkelte Mestre, af hvilke 106 gave en ombaaren Liste Paategning om, at de vare villige til at indrømme en Forhøielse til Svendene, saaledes at disse i det Hele skulde have 1 Mk. i Tillæg for et Par Støvler, 8 sk i Tillæg for Forsaaling m. v. Ligesom det kun var en Minoritet af Mestrene - hvis Antal skal være c. 500, hvoraf imidlertid en stor Deel ikke er i Lauget - der gik ind paa en Forhøielse, saaledes skal det ogsaa være Tilfældet, at ialfald nogle Enkelte af disse Mestre paa Grund af de mindre gode Conjuncturer i Vinterens Løb have standset med deres Indrømmelser og ere gaaede tilbage til den gamle Betaling. Da Foraaret kom, begyndte Bevægelsen igjen, og henimod Slutningen af April Maaned indgaves der et Andragende til Lauget om Nedsættelse af et Udvalg til at forhandle med Andragerne om en af dem udarbeidet Priiscourant. Dette Andragende, der angaves at være tiltraadt af 846 Skomagersvende, var imidlertid ikke udgaaet fra Svendeforeningens Bestyrelse, men var underlegnet af en "Formand for Skomagersvendenes Strikekasse" m. fl. og den foreslaaede nye Priiscourant indeholdt Gjennemgaaende en overordentlig stor Forhøielse for Svendene, saaledes f. Ex. over 100 pCt. for Forsaaling. Andragendet blev ei heller tiltraadt af et kort Tid derefter af Svendeforeningen afholdt Møde, og Mesterlaugets Bestyrelse vedtog, idet den iøvrigt henviste til sin ovenomtalte Skrivelse af afvigte Novbr. Maaned, at svare, at den ikke fandt tilstrækkelig Anledning til at deeltage i Nedsættelsen af et Udvalg for at forhandle om en Priiscourant. Iaften bliver der afholdt et Møde af Skomagersvende til Overveielse af, hvad der videre maatte være at gjøre i denne Sag.

Skomagersvendene skulle med den nuværende Betaling, efter hvad derfor os opgivet, kunne tjene 6 til 7 Rd. om Ugen ved Arbeide for Mestrene, men endeel af Svendene arbeide for sig selv og tjene derved noget Mere. Fra en anden Side er det imidlertid blevet paastaaet. at deres Fortjeneste kun beløber sig til 4 a 5 Rd. om Ugen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. juni 1872).

Skomagersvendenes Møde i "Føniks". Paa den i Tirsdags Aftes af Skomagersvendene afholdte Generalforsamling, der var udmærket godt besøgt, blev det enstemmig vedtaget, at saafremt de af Svendene opstillede Fordringer ikke fra Mestrenes Side blev opfyldte i de nærmeste Dage, da at nedlægge Arbejdet. Vi skal, ved at referere dette Møde, ganske afholde os fra selvstændige Udtalelser, og kun bestræbe os for at referere saa nøjagtig, som det er muligt.

Efter at flere forskellige Talere havde godtgjort, at Svendenes Fordringer var uhyre moderate, idet en Forhøjelse af 30 pCt. paa en gennemsnitlig Ugeløn af 3 -5 Rd. ikke kan anses for at være for betydelig, blev nedenstaaende Priskurant vedtaget til Gennemførelse.

Den mindelige Overenskomst skulde først forsøges, men vilde, efter Mestrenes tidligere Holdning at dømme, neppe føre til noget gunstigt Resultat, og man maatte derfor, ved en total Arbejdsnedlæggelse, søge at faa den vedtagne Priskurant sat igennem.

Denne lyder saaledes:

Stemningen blandt Skomagersvendene var udmærket god, og vi tror, at der er alvorlig Anledning til at lægge Mestrene paa Sinde, at de ikke ved et overilet Svar nøder Svendene til ved Magt at sætte deres Fordringer igennem.

Vi kan endvidere oplyse, at Udvalget for Svendene, der bestaar af ur Medlemmer, igaar har vedtaget at tilsende Oldermanden for Skomagerlauget følgende Skrivelse:

Til Oldermanden.

Vi tillader os herved at underrette Dem Hr. Oldermand om nedenstaaende, som blev vedtaget paa et Møde af Skomagersvende den 4de Juni, hvilket vi beder Dem godhedsfuldt at bringe til Dhrr. Mesteres Kundskab:

Arbejdet vil blive nedlagt Mandagen den 10de Juni hos de Mestere, som ikke - for alle deres Svende - skriftlig vil indgaa paa de engang af Svendene stillede Fordringer, medmindre vi inden den Tid har modtaget fyldestgørende Svar.

Paa Komiteens Vegne

M. Larsen,

Formand.

Oldermanden bedes at bemærke i Skrivelsen, om Indrømmelsen gælder baade for Vinteren og for Sommeren.

Komiteen.

(Socialisten 7. juni 1872)

Arbeiderbevægelsen. Fra Oldermanden for Skomagerlauget her i Staden, Oberst Dahlberg, modtog de Skomagersvende, der havde andraget om en Forhøjelse af Arbeidslønnen, i Løverdags en Svarskrivelse, hvori de underrettedes om, at Bestyrelsen og Repræsentantskabet efter nøie Overveielse vare komne til det samme Resultat, som blev udtalt i en Skrivelse tll den tidligere Formand for Strikekassen i Mai d. A., nemlig, at Arbejdslønnens Forhøielse maatte være en frivillig Sag imellem enhver Mester og Svend. Det tilføiedes i Svaret, at en Forhøjelse allerede havde fundet Sted for et ikke ringe Antal Arbeidere. Der er derefter i Formiddags i Dandsesalonen Phønix afholdt et Møde, der dog kun var besøgt af mellem 2 og 300 af Kiøbenhavns 1572 Svende. Efter en meer end 3 Timers trættende Discussion, der lededes af Skomagersvend Jeppesen (Sectionsformand i Internationale), blev det næsten med Eenstemmighed vedtaget, at nedlægge Arbeidet hos de Mestre, der ikke allerede ere gaaede ind paa eller ikke, naar Svendenes idag tagne Beslutning bliver dem forkyndt, ville gaae ind paa den af Svendene udarbeidede Priiscourant, der giver den omtalte Priis forhøjelse af c. 30 pCt. Det aftaltes endvidere, at der stal oprettes Productionsforeninger. Formanden for Strikekassen, Jørgensen, tilraadede indtrængende, at oprette en saadan Forening; Stemningen var imidlertid meest for at oprette flere mindre, hvilket, dog uden Afstemning, bestemtes at skulle skee snarest muligt, naar de nødvendige Pengemidler dertil vare tilveibragte; men hvor man skulde faae eller søge disse, blev ikke drøftet. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. juni 1872).

Skomagerlauget holdt et møde den 20. juni 1872 hvor 2-300 deltog, og med stor majoritet vedtog man at give svendene en forhøjelse af 30% til den arbejdsløn der blev givet i november 1871.