Nordschleswig. (Efterskrift til Politivennen)

Nordslesvig.

I et stykke tid har der været mærkbar tale om Nordslesvig i pressen, mindre i tyske end i udenlandske aviser. Især bladene i hovedstaden i Østrig som for tiden er så tæt venlig med det tyske rige, men som er den eneste stat der har ret til at beskæftige sig med det såkaldte nordslesvigske spørgsmål, vender igen og igen tilbage til dette tema, nogle gange med venskabelig hævn, nogle gange med formaninger, om at Tyskland eller rettere Preussen burde på en eller anden måde "leve op" til danske prætentioner. Da dette er rigets gamle nordgrænse ved Kongeåen, et stykke jord der blev erhvervet og kæmpet for med tysk blod, og især i betragtning af danskernes notorisk anti-tyske holdning, kan sagen på ingen måde være særlig ligegyldig. Frem for alt skal det understreges at Danmark absolut ikke kan forlange noget. I Wienerfreden af ​​1864 afstod landet sine rettigheder til Slesvig-Holsten til Østrig og Preussen, efter at de hver for sig havde imødekommet den danske regerings ønsker om territoriets konsolidering. Det betyder at sagen er afgjort for Danmark i folkeretten, og det har absolut intet videre med Slesvig-Holsten at gøre end at udlevere statsarkiverne, et tysk traktatbaseret krav som København med alle mulige påskud modsætter sig og som vi gerne ser at der bliver lagt en vis vægt på ved at beholde den endnu udestående kvote for indløsning af sundtolden. Ikke desto mindre kan man i enhver dansk trontale, også den nyligt læste, finde en passage om Danmarks "berettigede" forventninger og forhåbninger, og der kan ikke herske nogen tvivl i vores sind om at der er mange mennesker i København som er optaget af at holde det lidt grumsede vand flydende i disse "berettigede" forventninger. Disse forventninger er som bekendt baseret på artikel V i Pragfreden. Heri hedder det imidlertid at kejseren af ​​Østrig overdrager alle de i Wienerfreden erhvervede rettigheder til kongen af ​​Preussen med det forbehold, at "befolkningen i Slesvigs nordlige distrikter", hvis de ved fri afstemning giver udtryk for deres ønske om at blive forenet med Danmark, skal afstås til Danmark. Som alle kan se taler den kun om befolkninger, det vil sige kun om mennesker og ikke om jord. Ifølge traktaten skal disse personer stemme "frit" én gang, og de der stemmer på Danmark, skal overføres til Danmark. Alt dette forekommer os så overordentlig simpelt at kun overfloden af ​​danske forestillinger kan have forhindret afviklingen af ​​denne sag hidtil. For det første fremsætter danskerne påstande som de overhovedet ikke har nogen som helst legitimitet for om de "distrikter" som afstemningen skal foregå inden for. Det havde kansleren allerede svaret på Rigsdagens session den 18. marts 1867: "Man kan forestille sig størrelsen af ​​disse distrikter som meget små, man kan forestille sig dem som meget store, og jeg tror ​​at de ikke vil vise sig at blive så store som København forestiller sig." Ydermere mindede kansleren på samme møde om at inklusive al krigsgæld knyttet til Slesvig-Holstens ejendom udgjorde gælden 60 thaler pr. indbygger af befolkningen, så for at 100.000 indbyggere skal afstås til Danmark, betaler dansk side 6 millioner thaler i anskaffelsesomkostninger som skulle tilbagebetales til Tyskland henholdsvis Preussen. Den væsentligste vanskelighed ligger dog i at Danmark efterspørger ikke blot den danske befolkning i umålte distrikter, men også hele befolkningen, inklusive den tyske befolkning, og ikke blot befolkningen, men også distrikterne og landet selv. Prætentionerne er naturligvis for latterlige til at tysk side seriøst kan forhandle dem. Udover historiske og internationalt juridiske aspekter tages der strategisk-militære og derefter kommercielle interesser i betragtning ved fastlæggelse af en grænse. Danmark har indtil videre intet gjort for at afbøde alle disse hensyn som Tyskland må tage på sin nordlige grænse. Tværtimod. Allerede før krigen i 1870 stod det klart i København at krigserklæringsdagen i Paris også ville være dagen for Danmarks "gode ret". Da de "små søde franskmænd" endelig ankom – der var folk i København, foruden jesuitterne i Bayern, som ventede på de "søde små franskmænd" – da de endelig ankom, og de skibe der blev afsendt i al hast, manglede den så godt som alt, så selv krudtet, i mængder af halvtreds til hundrede pund, måtte købes i København, inklusive halvtreds til hundrede pund, kød, proviant o. s. v. Da den stolte flåde endelig efter megen retorik og stor forventning forsvandt og "aldrig blev set igen", mistede københavnerne håbet, men ikke deres had. Bondepartiet i Rigsdagen der repræsenterede Jylland, som var blevet hårdt prøvet af to felttog, havde forgæves forsøgt at kæmpe mod de københavnske nationalliberales chauvinisme; forgæves blev det påpeget at kun gode told- og handelsaftaler med Tyskland ville kunne hjælpe provinsen igen, men at sådanne aftaler ville være svære at opnå med en sådan politik, at disse aftaler ville være uendeligt meget mere værd end en håndfuld mennesker eller et stykke usikker ejendom - men ildsjælene beholdt overtaget i København. Den dag i dag er der stadig beviser på at det had der blev udvist mod Tyskland under krigen, ikke er ophørt. Hvis bittesmå, ellers ret idealistiske stemmer, som digteren Bjørnsen m.fl., for nylig uden held forsøgt at minde deres landsmænd om deres sande fordel, opvejer disse isolerede forsøg ikke de faktiske beviser på det modsatte. Spørgsmålet om garantier for at den tyske befolkning kan tages tilbage af Danmark, vil vi ikke her berøre; vi håber fortrøstningsfuldt at den stærke vilje, som styrer Tysklands skæbne, vil fritage danskerne for bekymringen om hvorvidt disse garantier bliver overholdt eller brudt. Hvis ø-danskerne holder så meget af deres nordslesvigsk-talende landsmænd, skal de bare stille de penge de har til rådighed. Tyskland vil næppe lægge hindringer i vejen for dem der ønsker at komme til Danmark og blive danskere, men det er enden på sagen.

I den europæiske freds interesse kan de wienerstemmer måske ønske at fjerne dette lille, dunkle punkt, som i øvrigt forekommer os alt andet end dunkelt, men i det hele taget er de danske interesser nok blevet meget dårligt tjent med at rejse sagen i pressen og i diplomatiet. Som et resultat heraf er den tyske befolkning i Nordslesvig, som rigsregeringen først og fremmest skal tage hensyn til, blevet så alvorligt bekymret og har fremkaldt en sådan agitation at den preussiske regering ikke vil have andet valg end at udsende en beroligende og afgørende erklæring, så meget mere som sagen efter alt at dømme også skal tages op til diskussion i delstaten Berlin. Hvis København under disse omstændigheder virkelig har den frækhed at forhandle i mindelighed med Tyskland - som "Pressen" for nylig telegraferede derfra - på grund af "Constitutio Waldemariana", "ikke-medlemskabet af Slesvig til Riget", så forventer vi at svaret i Berlin vil være et klart, rundt og endegyldigt nej der løser sagen for altid. (S.R.P.)

Nordschleswig.

Seit einiger Zeit ist in der Presse wieder auffallend viel von Nordschleswig die Rede und zwar weniger in deutschen als in fremden Zeitungen. Namentlich die Blätter in der Hauptstadt des dem deutschen Reiche gegenwärtig so eng befreundeten Oesterreich, allerdings des einzigen Staates, welchem ein Recht beiwohnt, sich um die sogenannte nordschleswig'schen Frage zu kümmern, kommen immer und immer wieder auf dieses Thema zurück, bald freundschaftlich rachend, bald mahnend, Deutschland resp. Preussen möge den dänischen Prätentionen in irgend einer Weisse "gerecht" werden. Da es sich hierbei um die alte Nordgrenze des Reiches an der Königsau handelt, ein Stück Land, welches mit deutschem Blut erworben und erstritten ist, und namentlich angesichts der notorisch deutsch-feindlichen Haltung der Dänen, kann die Sache und keineswegs sehr gleichgültig sein. Vor allen Dingen ist daran festzuhalten, dass Dänemark absolut nichts zu fordern hat. Es hat im Wiener Frieden von 1864 seine Rechte auf Schleswig-Holstein an Oesterreich und Preussen abgetreten, nachdem diese einzelnen auf Arrondirung des Gebiets gerichteten Wünschen der dänischen Regierung entgegengekommen waren. Damit ist die Sache für Dänemark völkerrechtlich erldigt und es hat mit Schleswig-Holstein absolut weiter Nichts zu thun, als die Landesarchive herauszigeben, eine vertragsmässige deutsche Forderung, gegen welche man sich in Kopenhagen unter allerlei Vorwänden sträubt, und welcher wir gern durch Einbehaltung der noch ausstehenden Zundzollablösungsquote einigen Nachdruck gegeben sähen. Demungeachtet ist in jeder dänischen Thronrede, auch in der jüngst verlesenen, irgend ein Passus von "berechtigten" Erwartungen und Hoffnungen Dänemarks zu finden und es kann für uns keinem Zweifel unterligen, dass es mancherlei Leute gibt, welchen in Kopenhagen es sich angelegen sein lassen, das etwas trübe Wässerschen dieser "berechtigten" Erwartungen in Fluss zu erhalten. Diese Erwartungen werden bekanntlich auf Art. V. des Prager Friedens begründet. In diesem ist aber nun gesagt, dass der Kaiser von Oesterreich auf den König von Preussen alle im Wiener Frieden erworbenen rechte überträgt, mit der Massgabe, "dass die Bevölkerungen der nördlichen Distrikte von Schleswig", wenn sie durch freie Abstimmung den Wunsch zu erkennen geben, mit Dänemark vereinigt zu werden, an Dänemark abgetreten werden sollen". Wie Jedermann sieht, ist darin nur von Bevölkerungen, also jedenfalls nur von Leuten und nicht von Land die rede. Diese Leute sollen - dem Vertragte gemäss einmal "frei" abstimmen und diejenigen, welche für Dänemark stimmen, sollen an Dänemark abgetreten werden. Es erscheint uns das Alles so ausserordentlich einfach, dass eben nur das Uebermass der dänischen Prätentionen die Erledigung dieser Angelegenheit bisher vereitelt haben kann. Erstlich machen die Dänen Anspruche, zu denen sie ja überhaupt durch nichts legitimirt sind, hinsichtlich der "Distrikte", innerhalb deren die Abstimmung stattzufinden hätte. Der Reichskanzler hat ihren bereits in der Sitzung des Reichstages von 18. Märtz 1867 darauf erwidert: "Man kann sich das Mass dieser Distrikte sehr klein, man kann es sich sehr gross denken, und so gross, wie es in Kopenahgen vorschwebt, glaube ich wird es nicht ausfallen." Ausserdem hat der Reichskanzler in derselben Sitzung daran erinnert, dass einschliesslich aller an dem Besitz von Schleswig-Holstein haftenden Kriegsschulden auf den Kopf der Bevölkerung ein Schuldenantheil von 60 Thlrn. fällt, also für 100,000 an Dänemark abzutretende landeseinwohner von dänischer Seite 6 Millionen Thaler Erwersunkosten an Deutschland resp. an Preussen zurückzuzahlen wären. Die wesentlichste Schwieringkeit liegt aber darin, dass Dänemark nicht nur die dänische Bevölkerung unbemessener Distrikte, sonder die Gesammtbevölkering, also auch die deutsche zurückverlangt und nicht nur die Bevölkerung, sondern auch die Distrikte das Land selbst. Die Prätentionen sind natürlich zu lächerlich, als dass von deutscher Seite ernsthaft darüber verhandelt werden könnte. Für eine Grenze kommen neben den historischen und völkerrechtlichen Gesichtspunkten in erster Linie die strategisch-militärischen, dann die commerciellen Interessen in Betracht. Dänemark hat bis jetzt nichts gethan, um alle diese von Deutschland an seiner Nordgrenze zu nehmenden Rücksichten zu mildern. In Gegentheil. Schon vor dem Kriege von 1870 sprach man es in Kopenahgen deutlich aus, dass der Tag der Kriegserklärung in Paris auch der Tag für "das gute Recht" Dänemarks sein würde. Als dann die "herzigen kleinen Französlein" endlich kamen - es gab ausser den Jesuiten in Bayern auch eben in Kopenhagen Leute, welche auf die "herzigen kleinen Französlein" warteten - als diese nun endlich kamen und, in aller Eile ausgesandten Schiffen nicht mehr wie Alles fehlte, so dass selbst das Pulver in Quantitäten von fünfzig bis hundert Pfund in Kopenhagen gekaugt werden müsste, einschliesslich Schiffstauen, Schmiere, Proviant u. s. w. als endlich die stolze Flotte nach vielen Phrasen und grossen Erwartungen verschwand und "fortan nicht mehr gesehen ward", da ging den Leuten in Kopenhagen wohl die Hoffnung, aber nicht den Hass verloren. Vergeblich hatte die Bauernpartei im Reichtage, die Vertretung des durch zwei Feldzüge schwer geprüften Jütland, versucht, gegen den Chauvinismus der Kopenhagener Nationalliberalen anzukämpfen; vergebens darauf hingewiesen, dass nur gute Zoll- und Handelsverträge mit Deutschland im Stande wären, der Provinz wieder aufzuhelfen, solche aber bei einer derartigen Politik schwerlich zu erlangen sein möchten, dass diese Verträge unendlich viel mehr werth wären, als eine Hand voll Leute oder ein Stück unsicheren Besitzes - die Schwärmer behielten in Kopenhagen die Oberhand. Bis auf die heutige Stunde haben die Beweise des Hasses, welche man Deutschland während des Kriges gegeben, nicht aufgehört. Wenn winzelne, im übrigen ziemlich idealistische Stimmen, wie der Dichter Bjørnsen und Andere neuerdings mit schwachem Erfolge versucht haben, ihre Landsleute an ihren wahren Vortheil zu erinnern, so wiegen eben diese vereinzelten Versuche die thatsächlichen Beweise des Gegentheils nicht auf. Wir wollen hier gar nicht die Frage der Garantieen für die von Dänemark wieder zu übernehmende deutsche Bevölkerung berühren, wir hoffen zuversichtlich, dass der starke Wille, welcher Deutschlands Geschicke lenkt, die Dänen der Sorge für das Halten oder Brechen dieser Garantieen überheben wird. Liegt den Inseldänen so sehr viel an ihren nordschleswig-schen Sprachgenossen, so mögen sie nur das nẗhige Geld in Bereitschaft setzen, Deutschland wird denen, welche nach Dänemark hiein wollen, unm Dänen zu werden, schwerlich Hindernisse in den Weg legen, aber damit habe dann auch die Sache ein Ende. 

Im Interesse des europäischen Friedens mögen jene Wiener Stimmen vielleicht auch diesen kleinen dunkeln Punkt beseitigt wünschen, der uns übrigens nichts weniger als dunkel erscheint, aber im Grossen und Ganzen dürfte durcht die Anregung der Sache in der Presse und in der Diplomatie den dänischen Interessen ein sehr chlechter Dienst geleistet sein. Der deutschen Bevölkerung Nord-Schleswigs, auf welche die Reichsregierung doch wohl in erster Reihe Rücksicht zu nehmen hat, haben sich in Folge dessen so ernste Befürchtungen bemachtigt und diese eine solche Bewegung herforgerufen, dass die preussische Regierung nicht umhin können wird, ein beruhigendes und entscheidendes WSort zu sprechen, um so mehr, als allem Anschein nach die Sache auch um Berliner Landtage zur Verhandlung kommen soll. Besitzt man unter diesen Umständen un Kopenhagen wirklich die Vermessenheit, mit Deutschland - wie sich die "Presse" jüngst von dort telegraphiren liess - auf Grund der "Constitutio Waldemariana", der "nichtzugehigkeit Schleswigs zum Reiche", gütigst zu verhandeln, so erwarten wir, dass die Antwort in Berlin ein deutliches rundes und definitives, die Sache für immer erledigendes Nein sein wird. (S. R. P.)

(Schwabmünchner Tages-Anzeiger. 20. november 1872)

En bedrøvelig Bebudelse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er med en sand Rædsel, at vi heroppe i Nordslesvig have set bebudet, at Pastor Birkedal staaer i Begreb med at offentliggjøre et Skrift, som skal hedde: "Norden, Tydskland og Bjørnstjerne Bjørnson". Jeg behøver vel ikke at forklare, hvorfor jeg kalder denne Bebudelse bedrøvelig. Man behøver ikke at kjende noget til Skriftets Indhold, det er nok at vide, at Forfatteren er en fanatisk Tydskerhader og udgives for at være En af dem, hvis Kjærlighed til os Nordslesvigere er overstrømmende. Det er nok, siger jeg, til at vide, at ven os elskende og vore Undertrykkere hadende Præst vistnok ikke vil forsømme Leiligheden til at tage sig af vor Sag paa samme Tid som han tager sig af Prøiserne og Bjørnstjerne Bjørnson. Men da det nu altid har vist sig, at vor, offentlige og selvkaldede Beskyttere have vist os Tjenester, som ganske vist aldrig have gjort os mindste Gavn men rimeligvis megen Skade, og som "Aarhus Amtstidende" derfor meget træffende har kaldt "Bjørnetjenester", saa vil det neppe kunne undre Nogen, at vi ere blevne angest bange, hver Gang vi høre om nogen ny Tjeneste af vore Venner fra Kongeriget. Ulykken er nemlig, at hos disse - jeg taler kun om dem, der offentlig i Pressen udbasuner den Kjærlighed, som de sige at de føle - har det altid vist sig af deres Gjerninger, at Hadet til Prøisen været større end Kjærligheden til os Nordslesvigere, Lidenskaben stærkere end Forstanden, - ellers vilde de simpleste Klogskabshensyn have lagt en Dæmper paa deres Tunge, naar de talte om dem, som have vor Skjæbne i sin Haand. At udskjælde Tydskerne og den prøisiske Regering var ikke den Maade, hvorpaa Vennerne kunde gavne vor Sag og vor Stilling, men det var - som "Aarhus Amtstidende" ganske rigtig har bemærket - alligevel den Maade, som den kjøbenhavnske Presse brugte ligestrax da den lærte § 5 at kjende, istedetfor at den netop paa Grund af denne burde have brugt en ganske anden Fremgangsmaade. I det sidste Aars Tid vare vi allerede begyndte at blive lidt glade, fordi den danske Presse lod os saa nogenlunde være fri for dens bestykkende og uden Tvivl velmente Omtale, og fordi det nu syntes som om en Løsning af Spørgsmaalet var bragt paa Tale under Trekeisermødet. Og endelig er der sket Noget, som mere end noget Andet har bragt vort Haab om et godt Resultat til at voxe; det er nemlig det Skridt, som vore Modstandere have gjort ved at sende en Deputation til Berlin, som skulde bede den prøisiske Regering om at erklære Paragraf 5 for "Nul und nichtig". De have troet, at gavne deres og skade vor Sag ved denne Deputation; vi haabe det Modsatte og at Deputationen vil saa fortjent Svar paa Tiltale, thi nogen mere uforskammet Begjæring til den prøisiske Regering eller Konge end den, at han høit og lydelig skulde forkynde for Verden, at kan sveg sit Ord og begik Traktatbrud, kunne vi danske Nordslesvigere ikke godt tænke os, selv ikke i disse Lovløshedens Tider. Vi ere endnu saa naive at stole paa et Kongeløfte af Kong Wilhelm af Prøisen, og det havde været godt for os om den danske Presses Ordførere havde været eller idetmindste hele Tiden ladt som om de havde været ligesaa naive. Som sagt, vi haabe vedblivende paa en taalelig Løsning, og have glædet os over, at flere tydske Blade have fundet Stemningen hos det danske Folk og den danske Presse mere venlig imod Tydskland og deraf taget Anledning til at lægge et godt Ord ind for os, saa det lader næsten til, at Veien til Maalet bliver mer og mer fri. Men naar man takker sin Gud for hver lille Hindring, der møisommelig bliver fjernet, saa bliver Bedrøvelsen saa meget større, naar der uventet indtræffer Noget, som man frygter for, atter skal blive en Hindring, og jeg kan ikke nægte, at jeg har det stærkt paa Følelsen, at det Skrift, som bebudes fra Birkedal, vil blive af en saadan Beskaffenhed, at det let kan komme til at virke skadeligt for os herovre. Jeg har det, som sagt, kun paa Følelsen, fordi jeg kjender Præstens tidligere politiske Ord og Handlinger, men jeg kan forsikkre, at der er Mange herovre, som have samme Følelse, og som ønske, at hans Skrift maatte kunne blive gjennemset og uskadeliggjort af en eller anden besindig Politiker, førend det kommer i Trykken.

En Nordslesviger.

(Aarhus Amtstidende 6. november 1872).

Fotograf Thora Caroline Andrea Hallager (1821-1884): Vilhelm Birkedal (omkring 1857-1878). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den 12. september 1872 havde Bjørnstjerne Bjørnson på et møde i Casino udtalt at Danmark nu burde række Tyskland hånden til venskab og forlig, kun på den måde kunne man få Nordslesvig tilbage. Dette uddybede han senere i en artikel: "Det er signalerne, der må ændres ... Det forbidte, stængende tyskerhad har gjort stor åndelig og hjertelig ulykke i vore små folk." (Her citeret fra P. A. Rosenberg: Bjørnstjerne Bjørnson (2023).

Pastor Schøller Parelius Vilhelm Birkedal (1809-1892) blev cand. theol. i 1834 og var en discipel af Grundtvig. 1864-66 var han medlem af rigsrådet (det Nationale Venstre) og mod fredsslutningen 1864. I september 1865 angreb han ministeriet og afskediget samme år. Han var herefter valgmenighedspræst i Ryslinge. I 1870 var han imod det forenede Venstre, men hans menigheds flertal for. 

Jeg har ikke kunnet finde det omtalte skrift. Men i tidsskriftet "For ide og virkelighed" fra august 1872 findes en artikel "Forklaring af en gammel Yttring" (side 1-33) hvori Birkedal mener at Gud har behov for Danmark og de nordiske lande, og har en plan med hvad der sker. Indholdet passer nogenlunde det som artikelskriveren hentyder til af Birkedals synspunkter.

Magdalene Petroline Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Tyveri. En Rejsende fra Gøteborg, der logerede i Hotel "Skaane", anmeldte en Dag i Slutningen af afvigte August Maaned, at han Aftenen iforveien var bleven bestjaalet for et ! Shawl og en Paraply, som havde beroet i det Værelse i Hotellet, hvor han boede, og hvortil Adgangen havde været uhindret, da Nøglen ved en Forglemmelse var bleven siddende i Døren. Efterat man havde erfaret, at de stjaalne Gjenstande vare pantsatte, lykkedes det snart at paagribe den Skyldige, nemlig en tidligere straffet, 21aarig, forhenværende Tjenestepige, Magdalene Petroline Møller, som, efterat være tagen i Forhør, tilstod, at hun den paaagjældende Aften var gaaet op i Hotellet for at aflægge et Besøg, og ved at gaae forbi Bestjaalnes Værelse havde bemærket, at Døren stod paa Klem, og at Ingen opholdt sig i det. Hun gik derfor derind og saae Shawlet ligge paa et Bord og Parapluien staae ved Døren op til en Sopha. Hun svøbte shawlet ind i et Haandklæde, som ligeledes laa paa Bordet, tog begge Dele og Parapluien og gik hen til en Pantelaaner i Sqvaldergade, hos hvem hun pantsatte alle tre Ting for i Alt 6 Rd. 4 Mk. Hun lod det ikke være nok med dette Tyveri, men begik allerede den følgende Dag et nyt. Hun gik nemlig op i et Sted i Gothersgade for at søge en Dame, hun tidligere havde kjendt, for at bede hende hjælpe sig til en Condition. Da hun paa Døren til 3die Sal saae et andet Navn end den Persons, hun søgte, gik hun op paa Kvisten, hvor hun, efter at hvad hun har paastaaet, fandt Dørene til et af de derværende Kvistkamre staaende paa vid Gab, hvorfor hun gik derind og tilvendte sig nogle Klædningsstykker m.m. af Værdi i det Hele 10 Rd. samt et Pengebeløb af 2 Mk. 8 Sk, der laa indsvøbt i et Tørklæde. Samtlige Gjenstande, som tilhørte en Pige der tjente hos en i Stedet boende Manufacturhandler, pantsatte Tiltalte strax hos en Pantelaaner i Antonistræde. Tiltalte, der tilllige fandtes at have gjort sig skyldig i Overtrædelse af Straffelovens § 180, blev ved Criminalrettens Dom anseet efter Straffelovens nævnte Paragraph og § 231, 1ste Led, med Forbedringshuusarbeide i 1 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. november 1872).

"Magdalene Petroline Møller, født i Kbhn: 31/8 50; løsagtig Omløberske; str: 3 Gange for Tyveri, navnlig med 1 Aars Forbdh: for Tyveri af Klæder i Hotel og paa Qvistk:. Mist: Prot. J. 187.” [1873]." Genealogisk Forlag.

Arbejdermødet. (Efterskrift til Politivennen)

I Gensvar paa det af Arbejderne Christensen, Korfitsen, Würtz, Weiss, Greisen og Jansen under 27de d. M. indgivne Andragende til Københavns Politidirektør om Tilladelse til, at de i Henhold til § 88 i Grundloven indvarslede et offenligt Arbejdermøde paa Nørrefælled førstkommende Mandag, modtog Würtz igaar Eftermiddag følgende Skrivelse fra Hr. Crone:

Københavns Politi.
Politikamret,
d. 31te Oktober 1872.

I Gensvar paa en af Dem og de øvrige Medlemmer af Bestyrelsen for den herværende internationale Arbejderforening undertegnet Skrivelse af 27de dennes, hvori De underretter mig i Egenskab af Københavns Politidirektør om, at De næstkommende Mandag den 4de November agter at sammenkalde Arbejderne til et større Møde, som agtes afholdt paa Nørrefælled, skulde jeg herved tjenstligt meddele, at det saaledes tilsigtede Møde falder ind under den af mig under 4de Maj d. A. udstedte Bekendtgørelse, ved hvilken, ethvert af den nævnte Forenings Bestyrelse eller af Andre paa dens Vegne berammet offenligt Møde under aaben Himmel er forbudt, og at altsaa Enhver, der berammer eller deltager i et saadant Møde, vil blive draget til Ansvar efter Loven, ligesom ogsaa Afholdelsen af et saadant Møde vil blive forhindret, efter Omstændighederne ved Anvendelsen af den offenlige Magt i saadant Omfang, som fornødent maatte gøres.

Et Eksemplar af bemeldte Forbud vedlægges.

V. Crone.

Plenge.

Til Hr. Cigarmager C. Würtz,

Formand for den internationale

Arbejderforening i København.

Mødet er altsaa forbudt. Borger Würtz, der, som det udtrykkelig var udtalt, ikke havde indgivet Andragendet i Egenskab af Formand for "Internationale", men som Borger i Staten, protesterede straks energisk imod dette Afslag, der efter hans Skøn indeholdt et grovt Brud paa Grundlovens § 88 *). Sagen vil nu blive appelleret for den danske Rigsdag, saasnart denne atter træder sammen, men foreløbig indbydes herved alle Københavns Arbejdere til et offenligt Møde, der vil blive afholdt paa Tirsdag Aften Kl. 9 i Salonen Føniks, hvor den paatænkte Adresse til Rigsdagen vil blive drøftet samt taget under Overvejelse, hvad der videre maatte være at foretage i denne for den danske Folkefrihed saa betydningsfulde Sag.

*) Skønt Hr. Crone udtalte til Würtz, at "Socialisten" ikke turde (!) optrykke Grundtonens § 88, da han forudsatte, at. den danske Arbejder var saa dum, at han ikke havde gjort sig bekendt med den, skal vi dog herved kundgøre for Arbejderne, at bemeldte Paragraf lyder saaledes:

Borgerne har Ret til at samle sig ubevæbnede. Offenlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offenlige Fred.

(Socialisten 1. november 1872).

Mødet blev i stedet afholdt indendørs i "Føniks" den 5. november 1872:

Arbejdermødet

i Tirsdags Aftes i "Føniks" var besøgt af saamange Arbejdere, som den store Salon kunde rumme, ja endog flere end den kunde rumme, idet selv Porten var opfyldt af Tilhørere. Naar man anslaar det mødte Antal Arbejdere til 2000 træder man neppe Sandheden for nær.

Mødet aabnedes af Borger Würtz , der hilsedes med stærkt Bifald. Han havde set sig nødsaget til at indvarsle dette Møde, da Politidirektør Crone som bekendt havde nægtet Afholdelsen af et Arbejdermøde paa Fælleden, uagtet dette efter Talerens Skøn var i højeste Grad uberettiget og utilbørligt (stormende Bifald). Mødet var sammenkaldt for at man kunde drøfte den tidligere her i Bladet meddelte "Adresse til Rigsdagen", der oplæstes under Forsamlingens stadige og kraftige Bifald. Da Würtz havde tilendebragt Oplæsningen, hilsedes Adressen med et bedøvende Bifald.

Borger Würtz foreslog derefter Forsamlingen at vælge en Dirigent og hertil valgtes da Borger Christensen, der modtoges med en overordenlig Jubel. Han takkede for den Ære, der var bevist ham, og udtalte som sit Haab, at Forsamlingen vilde gøre ham Dirigentvirksomheden let ved at iagttage den størst mulige Ro og Orden, et Haab, der gik saa fuldstændig i Opfyldelse, at mangen Storborgerforsamling kunde have grundet Anledning til Misundelse derover.

Den Første, Ordet blev givet til, var Borger Würtz. Han skildrede den danske Arbejders sørgelige Stilling, idet den knappe Indtægt, der tilstodes ham, ikke var tilstrækkelig til at føre et sorgfrit og ordenligt Liv. Saaledes som Forholdene nu var, gik den ærlige og flittige Arbejder kun en sørgelig Alderdom imøde; den usle Fortjeneste, Arbejderen fik, var neppe nok istand til at sulteføde ham, medens Kapitalisterne svælgede i Ødselhed og Overdaadighed. Storborgerne raabte usandfærdig paa, at Socialisterne vilde ophæve Ægteskabet, men det var Storborgerne selv, som bevirkede, at Arbejderen ikke havde nogen sand Glæde af sit Familjeliv, ti hans usle Løn bevirkede, at hans Hustru maatte arbejde paa Fabrikerne, medens hans ulykkelige Børn drev hjemløse om paa Gaderne. Den flittige, stræbsomme Arbejder, der havde slidt sig op i Samfundets Tjeneste, fik kun en Anvisning paa Fattiggaarden, Ladegaarden eller Tugthuset, naar han blev gammel og svag, medens Embedsmanden underholdtes med Pension paa Statens (c: Arbejderens) Bekostning. Dette var en skrigende Uretfærdighed. Ganske vist blev der gjort en hel Del for Arbejderne, men dette var kun tilsyneladende, ti saa man Tingene efter i Sømmene, viste det sig at være Humbug og Vind tilhobe. Taleren vilde blot henvise til den af de syv Kommuner stiftede Kasse, hvor en Arbejder, efter i 20 Aar at have svaret 7½ Rd. aarlig, oppebærer i Pension ved sit 60de Aar 25 Rd. aarlig, hvilket Taleren tillod sig at kalde Humbug, en Anskuelse Forsamlingen billigede ved en bedøvende Bifaldslarm. Nej, Arbejderen maatte hjælpe sig selv; han skulde fortjene saa Meget, at han kunde ernære sig ærlig og redelig og lægge en Skilling hen til de gamle Dage, saa han ikke, som nu, falder Kommunen eller Staten til Byrde. Det var denne Lære om Arbejderens Berettigelse til at saa saameget for sit Arbejde, som han har fortjent, at Louis Pio for et Aarstid siden begyndte at udbrede herhjemme under stærk Tilslutning fra Arbejdernes Side, men under en ligesaa stærk Modstand af Autoriteterne, der gik i Byen for Pengepugerne og Storborgerne. Det maa nemlig ikke tillades Arbejderne selv at ophjælpe deres usle Kaar. Det herskende nationalliberale Parti, der betragter sig som Indehaver af al Storhed og al Kundskab, vil ikke tillade, at Andre ogsaa har en Mening og ogsaa har en Vilje. Naar Arbejderne skulde hjælpes, skulde Hjælpen rækkes dem af Partiets Haand, som selvfølgelig ærbødigst skulde kysses derfor. Men Pio sagde til Arbejderen, at var han Guds Søn, maatte han hjælpe sig selv, og at det kun var gennem Enighed og ved at Arbejderne sluttede sig sammen, at der med Held kunde udvirkes Noget for dem. Det nationalliberale Parti, med Etatsraad Crone i Spidsen, begyndte nu at blive bange for, at den "fjerde Stand" skulde komme til Magten, hvorved det blev forhindret fra at gøre flere Ulykker, og for enhver Pris maatte det derfor undgaaes, at Arbejdersagen lededes frem af Pio, Geleff og Brix, der kun havde Arbejdernes Vel og ikke Pengepugernes Tarv for Øje. Efter en lang Række Chikaner mod Pio, endte man endelig med den 5te Maj aldeles vilkaarligt og grundlovstridigt at forbyde et offenligt Arbejdermode, som han havde indvarslet, og sluttelig arresterede man baade ham, Geleff og Brix. Det var Talerens Overbevisning, at Mødet den 5te Maj vilde have løbet aldeles fredeligt af, en Overbevisning som havde staaet sin Prøve baade den 5te Juni og 28de Juli, da Arbejderne samledes ved den slesvigske Sten med en Ro og Orden, der endog høstede varme Lovtaler i Udlandets Blade, f. Eks. i "Hamburger Nachrichten." Men det var nu engang bleven Mode at betragte Arbejderne som Oprørere, fordi de selv vilde have Ret til at sætte Pris paa deres Vare (Arbejdskraften) ligesaavel som Købmanden og Fabriksten sætter Pris paa sine Varer. Det var særlig Københavns Politidirektør, der havde Æren af at betragte Arbejderne som Oprørere, og denne Betragtning havde nu for nylig ledet ham til at forbyde et nyt offenligt Arbejdermøde, skøndt han derved krænkede Grundlovens § 88, der tilsiger Borgerne Forsamlingsfriheden. Forat faa det Spørgsmaal klaret, om Avtoriteternes Fremgangsmaade mod "Internationale" og mod Socialisternes arresterede Førere, var stemmende med Begrebet om sand Folkefrihed, agtede man nu at indgive den oplæste Adresse til Folketinget, hvorved man haabede, at der vilde blive foretaget en Undersøgelse i denne uhyggelige Sag. Hvad Politidirektørens nyeste Adfærd med Hensyn til Forbudet af Arbejdermødet paa Nørrefælled den 4de Rovember angik, kunde man gaa to Veje. Den ene var at sagsøge Politidirektøren og den anden var at henvende sig til Landets Konge, for at erfare af hans Mund, om Grundlovens § 88 endnu stod ved Magt og ogsaa galdt Arbejderne. Taleren selv hyldede den sidste Fremgangsmaade, da Arbejderne ikke havde Raad til at føre en vidtløftig Proces mod "Etatsraad" Crone, der selvfølgelig vilde blive indrømmet fri Proces. Taleren ventede sig et stort Udbytte af en Henvendelse til Kongen, da Arbejderne altid havde handlet loyalt mod ham og hans Hus i Modsætning til det nationalliberale Parti, der havde slaaet Ruderne ind til ham og gennem sine Smudsredaktører og Smædedigters havde søgt at nedsætte ham i Folkets Øjne.

Et overordenligt Bifald lønnede denne Tale, som helt igennem var fulgt med levende Interesse og som jevnlig var bleven afbrudt ved samstemmende Bravoraab og begejstrede Hurraer.

Derefter blev Ordet givet frit og ti Talere optraadte nu for alle, under Forsamlingens lydelige Bifald, at opfordre til at underskrive den fremlagte Adresse. Cigarmager Johnsen opfordrede Arbejderne til at støtte Venstrepartiet, da dette vilde fremad og vilde Arbejdernes Vel. Tømrer Prehn udtalte sig imod Politiets Optræden mod Socialisterne, hvilket havde vakt den største Indignation overalt. Taleren havde f. Eks. selv været Ørevidne til de fordømmende Ord, hvormed Skandinaverne i Amerika havde modtaget Budskabet om Skandalen den 5te Maj. Maskinarbejder Weiss, der var en af Medindbyderne til Mødet, bad Forsamlingen om en masse at underskrive Adressen, en Opfordring Smed Christensen støttede ved at minde Arbejderne om, at de var fri Mænd og derfor ikke behøvede at spørge Arbejdspugerne om Ret til at brøste deres egne Anliggender. Snedker Nielsen bragte sin Tak til de Mænd, som ikke havde ladet sig kyse bort af Politiet, men som endnu kæmpede med Djærvhed og Barme for Arbejderens Ret. Cigarmager Korfitsen bad Forsamlingen om at støtte Adressen, da den vilde bevirke, at Venstre følte sig styrket til at begynde paa sin Stordaad: at vippe det nationalliberale Parti med samt "Etatsraad" Crone af Pinden snarest muligt. Snedker Grejsen, Instrumentmager Holst og Skomager Hoffenbøll udtalte deres store Tilfredshed med Adressen og opfordrede til dens Underskrift, da dette vilde vise Verden, at Udfaldet af Valghandlingen i København den 20de September ikke maatte betragtes som et Udtryk for den københavnske Arbejderstands Anskuelser og Ønsker, og sluttelig talte Snedker Winther under Forsamlingens lydelige Bifald om det Uretfærdige i at en Arbejder ofte skal lide den bittreste Nød, medens Arbejdspugerens Søn kan flotte sig paa Østergade med "Allee" i Nakken og drikker Champagne, mens Arbejderen kun faar Vand. Ogsaa han anbefalede varmt en Tilslutning til Adressen.

Da ikke Flere begærede Ordet, satte Dirigenten, Smed Christensen, under Afstemning:

1) om den forelagte Adresse skulde indgives til Folketinget, hvilket vedtoges enstemmigt af hele Forsamlingen, der hilsede dette Resultat med bedøvende Hurraraab.

2) om der skulde sendes en Deputation til Kongen med Klage over Politidirektør Crone, hvilket ligeledes vedtoges enstemmigt og hilsedes med stærkt Bifald.

Smed Christensen takkede nu Forsamlingen for den udviste Ro og Orden, en Tak som Würtz ogsaa frembar med Tilføiende af Ønsket om, at Enhver nu vilde gaa rolig hjem til Sit, for at Politiet ikke skulde saa Lejlighed til at satte et kærkomment "Oprør" i Scene. Efterat der var udbragt forskellige Leveraab, bl. A. for Arbejdersagen (Christensen), det forenede Venstre (Würtz) og de arresterede Førere (Weiss), hævedes dette overordenlig vellykkede Møde, der føjede et nyt Vidnesbyrd til de mange, der allerede haves om, at den københavnske Arbejder ikke er en vild Oprører, men en rolig og besindig Mand, der tænker før han taler og taler før han handler.

- - -

Adressen til Folketinget ligger til Underskrift i Internationales Lokale, St. Helliggejststræde 13, Kælderen, hvor ogsaa Eksemplarer af den kan erholdes af dem , som vil støtte Sagen ved at lade den cirkulere paa Værkstederne. Det bemærkes, at enhver københavnsk Arbejder over 16 Aar er berettiget til at underskrive den, uanset om han er Medlem af Internationale eller ikke.

Da Adressen agtes indgivet saasnart Rigsdagen atter tråder sammen, bedes den hurtigst muligt forsynet med Underskrifter.

Københavnske Arbejdere!

Det gælder Eders og alle danske Kollegers Vel, at denne Adresse forsynes med saa mange Underskrifter som muligt, og derfor bør Ingen undlade at underskrive den, hvad enten dette er behageligt for Arbejdspugerne eller ikke.

(Socialisten 7. november 1872).

Det var ikke første gang Crone spillede en stor rolle i retsforfølgelsen af datidens magthaveres politiske modstandere. Den 3. maj 1872 havde Crone i et brev til justitsminister Krieger anbefalet at anholde lederne af Internationale, samtidig med at han mente at hvis politiet opførte sig passivt, ville den offentlige orden ikke blive forstyrret - det var indtrykket af mødet han var bekymret for ville smitte af på den øvrige befolkning. Ved statsrådsmødet den 4. maj 1872 udtrykte kronprinsen (den senere Frederik 8.) at man burde anholde Pio, Geleff og Brix samt indkalde militære forstærkninger. Crone havde ikke kunnet finde nogen trussel mod den offentlige orden, men begrundede anholdelserne i Arbejderforeningens indflydelse og politiske holdninger - vanskeligt foreneligt med Grundlovens beskyttelse af forsamlingsfriheden. Kritik af Crones fremgangsmåde medførte injuriesager. Problematikken i Crones og statsrådets beslutninger fremgik af en artikel i Socialisten:

Inserat.

(Forsinket af Mangel paa Plads.)

Hr. Redaktør!

Da jeg forleden Dag saa Grundlovens § 88 aftrykt i Deres ærede Blad, bragte dette mig til at studere dens Ordlyd lidt nøjere, det interesserede mig, da jeg ved, at det er i Hævd af denne Paragraf, at Hr. Politidirektør Crone forbyder Arbejderne at afholde Møder. Jeg har nu vendt og drejet den paa alle Ender og Kanter, men jeg maa naturligvis mangle de behørige Fagkundskaber, ti jeg kan ikke begribe, hvorledes Hr. Crone med den i Haanden kan handle som sket er. "Borgerne har Ret til at forsamle sig ubevæbnede", hedder det, jeg var nu straks paa det Rene med, at det ikte var efter denne første Sætning i Paragrafen, at Hr. Crone handlede og altsaa heller ikke efter Grundlovens Aand, ti denne indeholdes jo netop hel og holden, for Forsamlingsfrihedens Vedkommende, i denne Sætning. "Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære", hedder det videre; heri fandt jeg heller ikke noget, hvorefter et Arbejdermøde kan forbydes, men indsaa snart, at jeg maatte søge Forbudet i den sidste Sætning, hvor det hedder: "Forsamlinger under aaben Himmel kan forbydes, naar deraf kan befrygtes Fare for den offentlige Fred". Men heller ikke heri fandt jeg dog nogen tilfredsstillende Forklaring af Hr. Crones Forbud. Jeg prøvede at gaa i Detail med Bogstaven og nu skal De høre hvorledes. Naar der altsaa staar Forsamlinger (vel at mærke ikke paatænkte Forsamlinger) kan forbydes, da forekommer det mig, at hvor der ingen Forsamlinger er, der kan heller ingen forbydes, og at Hr. Crone efter denne Ordlud er kommen temmelig tidlig med sit Forbud. Hvad skulde der vel være ivejen for at opløse en Forsamling af Ubevæbnede, naar man, som Hr. Crone, kan stille sig i Spidsen for en hel Arme, sammensat af alle Vaabenarter. Det er nu klart, at Hr. Crone kun er fremkommen med sit Forbud, fordi det har behaget ham at frygte, men naar man nu ved, at Arbejderne i Løbet af Sommeren har afholdt forskellige Møder under aaben Himmel og hvor alt er gaael fredeligt og smukt til, saa kommer man uvilkaarlig til at spørge sig selv, hvorfor frygter han. Det er nu rimeligt nok, at Hr. Crone tror at kunne holde sin Ryg fri ved at henvise til en Beslutning, der i sin Tid blev tagen i et Statsraadsmøde, hvor som bekendt Hr. Crone ikke præsiderer; det er maaske noget Tiden vil vise. Jeg skal til Slutning henstille til Hr. Crone, om han ikke finder det passende offentlig at fortolke Grundlovens § 88 for de mange Tusinde Arbejdere, hvem han forbyder at forsamle sig. Jeg er overbevist om, at De, Hr. Redaktør, med Glæde vil aabne Deres Spalter for vor fælles Ven. *)

*) Ja, naturligvis.

Red.

(Socialisten 11. november 1872).

Desuden bragte avisen et uddrag af politidrektørens beretning om spørgsmålet:

"Det røde Spøgelse". I en Aarsberetning fra Politidirektøren til Ministeriet er leveret følgende "grausame Salbe", som vi ikke nænner at forholde vore Lasere :

Medens Aaret 1871 ikke i nogen særdeles Grad har lagt Beslag paa Politiets Kræfter til Beskyttelse af den offenlige Sikkerhed mod den Art af Forbrydelser, der hidtil (!) har været saa godt som alene om at true den, har dette Aar stillet nye Krav til Politiets Virksomhed derved, at Socialismen ganske pludselig er opdukket i vort Samfund (hu, ha!). Personer, der stod aldeles udenfor Arbejderklassen (ligesom Rimestad & Komp.?), og som straks forkyndte, at de ved Gennemførelsen af deres socialistiske Planer vilde gaa frem med Loven eller uden Loven, (hvor staar det skrevet?) har stiftet en saakaldet "international Arbejderforening", der ganske (?) har sluttet sig til "Internationale"s Statuter, og derhos ved Udgivelsen af et Blad "Socialisten", der er Foreningens Organ samt ved offentlige Foredrag i og udenfor Foreningen saavel her i Staden som i Omegnen (hvor nøjagtig!) og i forskellige Provinsbyer gjort bemeldte Samfundsklasse til Genstand for en voldsom Agitation, der gaar ud paa den mest hensynsløse (det er hørt!) Opæggelse af den arbejdende Klasse, "den 4de Stand", som den benævnes, til Had og Forbittrelse imod de heldigere Stillede i Samfundet (!) og paa Udbredelsen af de farlige (!) og vildledende (!) Lærdomme, ved hvilke Internationale i Størstedelen af det øvrige Evropa allerede i længere Tid har arbejdet paa Kuldkastelsen af de nuværende Stats- og Samfundstilstande (??). Skøndt vor Straffelov (!) er ny, synes den dog ikke at have havt Øie for de Farer, der truer den offenlige Fred og Sikkerhed fra denne Side (hvad der er ganske naturligt!) og Politiet kunde de for i det forløbne Aar ikke gøre Andet end holde et vaagent Øje med disse fordærvelige og farlige Bestræbelser, der i indeværendc Aar er gaaede saa vidt, at Anstifterne er blevne fængslede, og Sag imod dem for Statsforbrydelse og Opfordring til Modstand mod den offenlige Myndighed bragt for Domstolene. ("Var Løgn Latin kunde A ogsaa præke", sagde Jyden.)

(Socialisten 10. december 1872).

Retsssagen mod Pio, Geleff og Brix blev behandlet som en tilståelsessag baseret på afhøringsprotokoller udfærdiget af forhørsdommeren Edmund Africanus Knudsen - protokoller hvis indhold Pio protesterede kraftigt imod, men som blev brugt også ved appelsagen i Højesteret. Alt i alt optrådte domstolene som systembevarende i den forstand at tvivlen kom øvrigheden, ikke de tre tiltalte, til gode. Noget som Estrup-regeringen efterfølgende systematisk videreførte for at standse kritik fra politiske modstandere i 1880'erne:

Socialistens redaktør Laurits Vilhelm Hansen blev senere dømt efter samme metode til 8 måneders fængsel for majestætsfornærmelse. Med disse og flere andre domme havde myndighederne statueret at det var strafbart at agitere for fx socialisme samt strafbart at kritisere statsmagtens fremfærd mod dem der ønskede en ny samfundsindretning. Den 2. februar 1874 blev Internationale dømt som ulovlig og til at skulle opløses. Den 10. maj 1874 udkom det første nummer af Socialistens afløser, Social-demokraten, Suhmsgade 2. 1. sal o. g. med Anton Mundberg som redaktør. I juni 1876 blev Socialdemokratiet under stor modstand fra politiets side dannet.

Fødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

- Under en af Høiesteret idag paakjendt Justitssag var Arrestantinden Dorthea Cathrine Schøtt, Damms Enke, der i flere Aar havde staaet i Forhold til en herboende Grosserer, overbeviist om deels gjentagne Gange - efter hendes Paastand fra først af tilskyndet dertil af den paagjældende Grosserer - at have gjort sig skyldig i Forsøg paa Fosterfordrivelse, deels at have, da hun skammede sig ved at bringe et udenfor Ægteskab avlet Barn til Verden, besluttet, da hun mærkede at være frugtsommelig, at føde i Dølgsmaal og at dræbe Barnet, hvis det maatte blive født levende, hvilket sidste Forsæt hun ogsaa udførte ved under Fødselen at snøre et Seglgarn fast om Barnets Hals for at qvæle det og forhindre, at det skreg. Hun indsvøbte derpaa Barnets Liig i Paklærred, og saasnart hun kunde gaae ud, skaffede hun sig en Steen, lagde denne ind i Pakken, hvori Barnets Liig laa, og kastede derpaa samme en Aften ud i Peblingesøen, hvor det blev fundet af en Politibetjent. Skjøndt Sundhedscollegiet havde udtalt, at Aarsagen til Barnets Død ikke af de foreliggende Oplysninger kunde paavises, formeente dog Criminal- og Politiretten, at disse ikke have Føie til at betvivle, at Barnet, der af Sundhedscollegiet antoges at have været født fuldbaaret og at have levet og aandet, var afgaaet ved Døden paa Grund af Arrestantindens Anbringelse af Seglgarnet om dets Hals. Ved Criminal- og Politirettens Dom var Arrestantinden for begge fornævnte Forbrydelser anseet med Straf af Tugthuusarbeide i 6 Aar, hvilken Straf Høiesteret stadfæstede. (Drl. Td.).

(Aarhuus Stifts-Tidende 23. oktober 1872).

Arbeidernes Byggeforening. (Efterskrift til Politivennen)

- Den almindelige Opmærksomhed er i de sidste Dage paa dobbelt Maade bleven henledet paa denne særdeles gavnlige Forening, deels derved, at de 22 nye, hensigtsmæssigt indrettede Huse, som Foreningen har opført i Nyboder, i Søndags vare til Eftersyn for Publicum, og deels ved, at Bestyrelsen har udgivet et lille Skrift, hvori der findes en meget velskreven og forstandig Redegjørelse for Foreningens Formaal og for Betydningen af disses Gjennemførelse. Idet vi erkjende den store Betydning af, at Sandsen for Selvhjælpen bestandigt klarere vækkes til Liv i Samfundet, og idet vi glæde os over, at den Tid nu synes at være kommen, da de forskjellige Bestræbelser, som have viist sig for ad denne Vei at bidrage til Arbejdernes lykkeligere Forhold ville kunne føre til gavnlige Resultater, skulle vi følge den Opfordring, som Bestyrelsen for den nævnte Forening har rettet til os om at bidrage til at udbrede Kundskaben om Foreningens Virksomhed, idet vi nedenfor skulle meddele nogle Enkeltheder af det fremkomne lille skrift og dertil knytte nogle Bemærkninger. 

Foreningen begyndte som bekjendt ganske smaat, idet den ved sin Dannelse for neppe 7 Aar siden kun talte et Par Hundrede Medlemmer, der for største Delen vare Arbeidere i Burmeister & Wains Fabrik; nu tæller den over 3000 Medlemmer, og den har allerede opført 89 Huse for et samlet Beløb af 192,000 Rd., hvorhos Grundenes Værdi beløber sig til 35,600 Rd. Medlemmerne skulle forpligte sig til strax at gjøre et Indskud af 6 Mk., der betales ved Indtrædelsen enten paa eengang eller i 6 ugentlige Beløb, og dernæst forbinder ethvert Medlem sig til i 10 Aar at erlægge en ugentlig Betaling af 1 Mk., hvorfor han dog midlertidig under trængende Forhold kan fritages, og under visse Betingelser kan han fordre en Tilbagebetaling af det indestaaende Beløb, ligesom han kan overdrage sin Ret til et andet Medlem. For Foreningens Midler og for mulige Laan opføres der da Huse med Boliger for 1 eller 2 Familier, og om disse Huse trækkes der Lod blandt Foreningens samtlige Medlemmer. Den Vindende har at udrede: almindelig Rente af, hvad Huus og Grund har kostet, en overkommelig Afbetaling, Skatter, Assurance og Vedligeholdelse; han har Ret til Fremleie til Foreningens Medlemmer for den forud fastsatte Leie, og han kan erholde Skjøde paa Huset 10-Aarsdagen efter sammes Overtagelse. Som det vil sees heraf, har Foreningen nærmest dannet en Sparekasse, men dertil tillige knyttet Udsigten til ikke ubetydelige Fordele ved Deeltagelscn i et Lotteri, hvilket jo til alle Tider har udøvet megen Tiltrækning, og den har derhos aabnet en Mulighed for i saa stort Omfang at opføre Boliger, at den, hvis den talte fire Gange saa mange Medlemmer som nu, kunde bygge et eller to Huse for hver Uges Indtægt, Huse, der ville frembyde en sund og hyggelig Bolig til en forholdsviis meget billig Leie. Og at dette Maal maa kunne naaes, derom har Bestyrelsen med Rette godt Haab, thi alene blandt Arbejdere og Ligestillede findes der her i Staden langt flere end 12,000, som ere istand til at opspare 1 Rd. ugentlig. Hver Enkelt for sig, hedder det i Bestyrelsens Udtalelse, udretter dog Intet med sin Mark, men samlede blive disse til en Magt, og ved denne kunne vi her opnaae et af de største Goder, udfylde et overordentligt Savn.

Enhver, der tog Deel i den særdeles talrigt besøgte Generalforsamling, som Foreningen afholdt i Slutningen af Marts Maaned d. A., vil sikkert af den Udtalelse, som fremkom der fra Prof. E. Hornemann have bevaret en erindring om, i hvor høi Grad de Boliger, som i Reglen benyttes af den kjøbenhavnske Arbeiderstand, ere usunde og i de forskjelligste Retninger fordærvelige, og han vil fatte Betydningen af, at de Caserner, som findes i Baghuse med de usleste Gaardsrum, kunne ombyttes med et lignende lille hyggeligt, luftigt beliggende Huus som de, der nu findes i Nyboder. Naar Hygge i Hjemmet mangler, hedder det i det ovennævnte lille Skrift, da søger Familien udad; Drukfældighed, Usædelighed og Tomhed drage ind, den opvoxende Ungdom seer et slet Exempel, følger Sporet, og saaledes forringes Folkets Charakteer. En sund og god Bolig er derfor ei alene en Behagelighed, den er et overmaade stort Gode; ved den bevares Menneskets Sundhed, hæves og fremmes dets moralske og aandelige Udvikling. Er det derfor et Offer at afsee 1 Mk. om Ugen, da er Formaalet vel Offeret værd. Den ugentlige Mark er desuden ikke spildt, den er henlagt for 10 Aar, thi til den Tid faaes den, forøget med Renter og Rentes Rente, den vil da være voxet til over 100 Rd., der kunne fordres tilbage med en Maaneds Opsigelse. Foreningen er saaledes en Sparekasse, og som saadan vil den i Fremtiden kunne faae stor Betydning, men først og fremmest er den en Byggeforening, og paa dens Virksomhed i denne Retning maa Hovedvægten lægges. Man træffer ikke sjeldent Folk, som udtale den Mening, at denne Forening ikke passer for dem, at dens Huse kun ere for Arbeidere i streng Forstand osv. Saadanne Udtalelser vilde imidlertid ikke fremkomme, naar det i Almindelighed var blevet klart, at der her bør være Tale om en Samfundsinteresse, og at de reent egoistiske Motiver ikke alene kunne være bestemmende. Det staaer Enhver aabent ad denne Vei at række sin Hjælp uden i Virkeligheden at yde en Gave; idet han hjælper Andre ved al bidrage til at tilveiebringe Capital, hjælper han tillige sig selv, og vil, uden at han mærker synderligt dertil, efterhaanden have opsparet et ret anseeligt Beløb. At der for Øieblikket vil være særlig Trang til en udvidet Byggevirksomhed, kan ikke benægtes, og Rømningen af Pedermadsensgang behøver i saa Henseende alene at fremhæves. Vil man ret faae Syn for, i hvilken Grad der er Trang til luftige, lyse og fritliggende Boliger, behøver man kan at see hen til, hvorledes Forholdene have stillet sig i denne Gade, og hvorledes de desværre endnu tilnærmelsesviis stille sig i mange andre tætbebyggede og overfyldte Dele af Staden. Det er saaledes oplyst, at i de sidste Aar har mere end hveranden af Beboerne i Pedermadsensgang aarlig maattet søge Hjælp, hver fjerde maatte for Sygdom indlægges paa Hospitalerne, og hver 16de blev aarlig bortreven af Døden, hvorimod der f. Ex. i Lægeforeningens Boliger paa Østerfælled kun døde 1 af 37 eller 38 aarlig. At disse Forhold efterhaanden maa kunne forandres, tør man haabe, og hvis vore Medborgere i Almindelighed vilde støtte den Forening, der allerede efter den Tid, hvori den har bestaaet, har udfoldet en anerkjendelsesværdig Virksomhed, da tør det antages, at et særdeles betydeligt Antal af de Familier, der nu paa Grund af Ufred og Uhygge flytte fra den ene Caserne til den anden, vil kunne opnaae at faae sit eget Huus, og der i Ro kunne nyde det fredelige Hjeme uvurdeerlige Goder. Det bør dernæst fremhæves, at denne Forening, ligesom den gavnlige Forening for Alderdomsfriboliger, har havt et aabent Øie for det Ønskelige i, at dens Boliger ikke ligge samlede i enkelte Qvarterer, men at de spredes saameget som muligt. Husene ere da nu opførte i Meriansgade og Krusemyntegade, hvor begge Sider af Gaden bestaaer af de nye Boliger. i Salviegade, i Schønbergsgade i Frederiksberg Sogn og i Nygade og Brigadeveien paa Amager. De have to Vaaninger, hver i Reglen paa to Værelser, Kjøkken og Spisekammer, Loftsrum, samt et Kvistværelse. Hvis det ønskes, kan Huset ogsaa indrettes til Beboelse for 1 Familie og vil da rumme 4 a 5 Værelser med tilhørende Bekvemmeligheder. Med Undtagelse af Husene i Nyboder er hvert af de andre forsynet med Have. 

Hver Forsommer bortloddes de hvert Aar opførte Huse, og da man ifølge Foreningens Love mindst i et halvt Aar skal have været Medlem af Fareningen og mindst have indbetalt 10 Rd. i Bidrag, hvis man skal kunne deeltage i Bortlodningen, saa er det netop nu Tiden til at indmelde sig som Medlem, naar man vil deeltage i den kommende Bortlodning. At det er en virkelig Fordeel at vinde et saadant Huus, vil maaskee klarest fremgaae deraf, at der for Afstaaelsen af Retten er betalt fra 100-400 Rd. Dette Factum er tilstrækkeligt til at modbevise Sandheden af en Yttring, der paa Foreningens sidste Generalforsamling fremkom om, at den Vindende ikke med Fordeel vilde kunne overtage Huset. Medens Halvaarsleien af et Huus i Reglen er 33-42 Rd., gaaer Eierens Meerudgift, hvori Skatter Brandcontingent m m. ere indbefattede, fra 16 Rd. 3 Mk til 21 Rd. I Fremtiden, da Materialier og Arbejdsløn sandsynligviis ville holde sig i samme Høide som nu, ville husene ikke kunne bygges for den Priis som hidtil, og Leien for de fremtidige Huse maa derfor forhøies. - Om 26 Aar eller ved forøgede Afbetalinger forinden, bliver Huset da Eierens gjældfri Eiendom. Som alt nævnt, kan han imidlertid med Bestyrelsens Minde overdrage sin Ret til et andet ligestillet Medlem eller overlade Huset til Foreningen. Bestyrelsen maa dog lægge Medlemmerne paa Sinde, at de ved at afstaae Retten tit det ved Lodtrækningen dem tilfaldne Huus tillige give Afkald paa en, for de allerfleste let, eller dog i Regelen overkommelig Adgang til aarlig at forøge deres Capital og med Tiden at erhverve sig en Forsørgelse for de gamle Dage og en Arv for de Efterlevende, som ikke paa nogen Maade kan opnaaes med færre Anstrængelser og færre Opoffrelser; thi Huusleie skulle de dog udrede, hvor de saa boe.

Binder man sig da til ugentlig for 10 Aar at henlægge 1 Mk., tilveiebringer man en Capital af 100 Rd., der vil kunne være en meget god Hjælp for en Confirmand, for en Søn eller en Datter, der sendes fra Hjemmet, eller til Udstyr for den, der selv skal grundlægge et Hjem, og Forældre kunne saaledes ad denne Vei for deres Børn sammenspare en Sum, der let vil tilvejebringes, netop fordi man har et Baand paa sig til at betale det lidet følelige ugentlige Bidrag. Ved et Medlems Dødsfald udbetales derhos det Opsparede til enhver Tid uden nogensomhelst Afkortning, og Contrabogens Indhold bliver derved altid til en Begravelseshjælp. Fremdeles maa det fremhæves, at saalænge der gives Medlemmer, der ville leie Foreningens Boliger, have disse Fortrinsret. De have derhos Udsigt til paa billig Maade at erhverve sig et Huus, og selv om de som Eiere have en noget større Udgift end som Leiere, betale de dog med denne Meerudgift i Forhold til Boligens Godhed og Beskaffenhed kun en gangbar Leie, og Huset bliver da for Eieren et særdeles gavnligt Middel til at sammenspare; der bliver, som Bestyrelsen udtrykker sig, selv til en Sparekasse, og medens den ugentlig indbetalte Mark kun voxer med Renter og Rentes Rente, afbetales Huset med Eierens egen og Leierens Leie, saa at han sluttelig, naar han efter 26 Aars Forløb eier Huset gjældfrit, i det Hele ikke har betalt synderlig mere end Halvdelen af Husets sande Værdi, og denne vil sikkert i Tidernes Løb forøges. Sluttelig skulle vi meddele, at Foreningen er i Besiddelse af et Hjælpefond, der i sin Tid blev grundlagt ved Overskudet af det Gavebrev, ved hvilket Etatsraad Holmblad overdrog Foreningen en betydelig Grund mellem Nygade paa Amager og Brigadeveien. Dette Fond, der senere ved flere Gaver er voxet til ca. 6500 Rd., er bestemt til at yde Hjælp til Huuseiere blandt Byggeforeningens Medlemmer og dernæst ogsaa til saadanne Medlemmer, der uden egen Skyld under Udførelsen af deres Arbeide maatte tilsætte deres Førlighed og blive Krøblinge.

Vi rette herved en indtrængende Opfordring til saa talrigt som muligt at indtræde i denne Forening, hvis Belysning selvfølgelig først i fuldt Maal vil kunne naaes, naar den tæller et meget stort Antal Medlemmer. Vi rette ikke alene denne Opfordring til dem, der i det Hele ere tarveligt stillede i Samfundet, men som dog uden føleligt Savn ville kunne overkomme at opfylde de Forpligtelser, som de ved Indtrædelse i Foreningen paatage sig, men vi rette den ogsaa til de bedre Stillede blandt vore Medborgere, som ville indsee, at de ved deres Indtrædelse baade directe og indirecte kunne bidrage til at forebygge nogle af de for ethvert Samfund farligste Onder ved at Skabe sunde og gode Hjem, hvis forædlende Indflydelse vil kunne gjøre sig gjældende paa de forskjelligste Maader.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. oktober 1872).

Kvindens Frigørelse. (Efterskrift til Politivennen)

"Alle Menneskers Tilfredshed og Velvære" er Socialismens store Formaal - et Formaal, der, uagtet sin Skønhed og Højhjertethed, dog har vundet saa mange Modstandere. Og hvad kan Grunden hertil være? Bornerthed, Sneverhjertethed og fremhyklet Mistillid danner de Skranker, der truer vor Frihed og hemmer al Udvikling; men saavist vort Formaal er overensstemmende med Sandheden, saavist skal og maa det sejre - lad da Kapitalmagten bygge Barikader af Guld, erhvervet ved Arbejderens Fattigdom og Nød - lad Professorerne opfinde Systemer af filistrøse og bornerte Talemaader - disse Systemer skal falde, disse Barrikader skal omstyrtes. Socialismens Formaal er al bringe Lykke og Velsignelse i det Hjem, hvor syr den redelige og stræbsomme Arbejder, uagtet al sit Slid og al sin Anstreengelse, traf en fortvivlet Hustru og forsultede Børn. Saaledes kan og skal det ikke vedblive at være. Vi forlanger Frigørelse fra denne unaturlige Tilstand.

Naar vi da har sat os Frigørelse af alle ulovligt undertrykte og forladte Medmennesker til Formaal, naar det er den frie Udvikling af alle de Kræfter, der findes i Samfundet vi fordrer, da er det ogsaa vor Pligt at kæmpe for Kvindens Frigørelse. De praktiske Vanskeligheder, der her stiller sig i Vejen for denne Sags fuldstændige Gennemførelse, er vi ingenlunde blinde for; men det ved vi, at kan Praksis i saa mange Aar opstille og bevare et System, der aabenbart har gjort Kvindens hele Samfundsstilling til en Trældomstilstand, saa kan Teorien om, at alle Mennesker har lige Adgang til Livets Goder, ogsaa omstyrte denne forældede og barbariske Praksis. Naar den asiatiske Hersker, den tyrkiske Sultan, kun bruger Kvinden som et Legetøj for sine Lyster, da staar han i Virkeligheden langt over den civiliserede Europæer, der paalægger Kvinden saa mange Pligter, medens han samtidig derover hende alle Rettigheder, nej saa hellere betragte hende som et Redskab, uden Ret og uden Pligt, end at berøve et frit Væsen Frihedens dyrebareste Klenodie, medens man vælter centnertunge Pligter paa hende, som man er fræk nok til at kalde det svage Køn, og saa fordre, at hun skal være det stærke. Den sande Kvinde vil bære Byrder; men samtidig forlanger hun sine Rettigheder som Menneske. Herfor kæmper Socialismen, idet den opstiller sit Motto: Ingen Pligter uden Rettighed, og derfor kæmper den for Kvindens Frigørelse - Emancipationens store Tanke er ogsaa dens.

Vi ser allerede Fruer og Frøkner rynke paa Næsen ved slig en Tanke - I Stakler, som saaledes er hildede i Fordommens Lænker, at I ikke kan se, hvad vor Mening er. Tror I maaske, at Emancipationen skal udslette Kvindeligheden?

Nej, Kvindelighed er og skal vedblive at være Kvindens skønneste Pryd; denne bly Optræden, den skønne Følelse for hver Lidendes Klage, denne storartede Begejstring for hver ophøjet Ide - det skal aldrig svinde bort, tvertimod, det skal vinde i Kraft ved Emancipationsideens Gennemførelse; ti, som Sagerne nu staar, kan Kvinden ikke tilfulde give sine rige Tanker den Flugt og Begejstring, som hun ønsker og begærer ældgamle Fordomme, Verdens Forhaanelser kuer ofte hendes Mod og holder hendes Tanker i Fængsel; det er haardt at bryde med gammel Vane, det er tungt at skulle høre Haan og Foragt netop paa de Steder, som giver sig Udseende af at være - Dannelsens" Forkæmpere - nej dobbelt bør den Kvinde æres og agtes, der ej frygter for at bryde Fordommens Skranker og udsætte sig for Oppositionens Haan. Netop Emancipationens Gennemførelse vil løsne de Baand, der hæmmer den begavede Kvindes Virkekraft, den vil give hende Lejlighed til at udvikle og frugtbargøre alle de Evner, som netop Kvindelighed har givet hende som Fortrin for Manden.

Lader os engang betragte Kvindens nuværende Stilling og lad os se, om hun virkelig kan kaldes fri. Er Kvinden bleven gift, nyder hun ikke andre "Rettigheder" end Pligterne at være Barnepige for sine Børn og Husholderske for sin Mand, tildeles der hende nogle Rettigheder, da er det kun Rettigheder af Mandens "Naade og Barmhjertighed." Og denne Tilstand betragtes endda som den bedste en stakkels Kvinde kan opnaa her i Livet - efter Ægteskab tragter de 90 af 100 Kvinder, som fulgte hermed Livets højeste Goder; i den Grad har forældede Fordomme indesluttet Kvinden i sine Lænker: gift Dig, og Du er "forsørget" - det er Maalet. Man beskylder os for Materialisme - men det er Eder, Undertrykkerne af al menneskelig Ret og Frihed, der præker Materialismens reneste Lære. Ja, for Kvinden idetmindste er hele Verden at betragte som en stor Forsørgelsesanstalt, der tilmed yder en - ussel Forsørgelse. Hun kan arbejde fra den tidligste Morgen til den sildigste Aften og hun kan ikke fortjene saameget, at hun blot kan leve. Den fattige Sypige iler fra Herskab til Herskab, for at faa det Smule Arbejde, der tilbydes hende; foragteligt kastes den usle Fortjeneste hen til hende; hun har arbejdet den hele Dag, opslidt sine Kræfter; hendes livlige, opvakte Aand er Hemmet under disse materielle Beskæftigelser; det Materielle tvinger Roden hende til stadig at give sig af med, og den Tid, der levnes hende til sandelig Beskæftigelse, er saare ringe, ja ingen. Dette bør være anderledes. Staten bør sørge for, at Kvinden kan faa en Uddannelse af de rige Evner, hun uden Tvivl er i Besiddelse af. Staten bør sørge for, at disse Evner kan frugtbargøres i Statens Tjeneste, og at Kvindens Arbejde betales og ikke skambydes. Saaledes er det nu - det er umuligt for hende at at leve paa en hæderlig Maade; men uagtet Enhver, der er begavet med sund Fornuft, kan indse dette, saa fordømmes dog den Kvinde, hvem Nøden driver til Selvopofrelse - netop hende bør saavel Stat som Private tage sig af. Men hvor langtfra er dette ikke Tilfælde. Der er i disse Dage en Plan igære om en Understøttelse for gamle Sypiger. "Hæderlige" Mænd og Kvinder har stillet sig i Spidsen for at danne denne "paridisiske" Tilstand for disse gamle Kvinder; men for at opnaa dette "uvurderlige Gode" forlanger disse "ædle" Stiftere, at vedkommende Sypige aldrig maa have stødt an mod Moralens Love - "den af Eder, som finder sig selv uskyldig, han kaster den første Sten" siger vi, mon disse rige, "menneskekærlige" Matadorer aldrig selv har været med til at lægge Snarer for Kvinden; mon de ikke kan indse, hvortil Sult og Nød kan drive en Kvinde; ernærer hun sig redeligt og arbejder fra Morgen til Aften, er Sult hendes Løn - hvilken Udvej har hun da?

Det vil heraf ses, at Kvindens nuværende Stilling er utaalelig, og Samfundet begaar en Forbrydelse ved længere at ville modsætte sig de Skridt, der maatte fremkomme til at forbedre Kvindens Stilling. Maatte da den Tid ikke være fjern, da vi kan sige, at den oplyste og dannede Kvinde er Mandens og Samfundets bedste Støtte, der findes i Sandhed saa mange gode Kræfter skjulte hos Kvinden, at de kan være til Nytte og Glæde for Samfundet. Nu stjæler Nød og Undertrykkelse, forenet med Haan og Foragt, disse gode Kræfter. Saaledes kan og skal det ikke vedblive at vare.

(Socialisten 16. oktober 1872).

På omtrent samme tidspunkt fandt en international kvindekonference sted i Wien (den tredje af slagsen). På denne blev der talt for at der kvinderne skulle have adgang til universitetet, til statstjenester og at der skulle oprettes kvindelige industriskoler m.m. I Danmark fik kvinder ret til at få adgang til universitetet den 25. juni 1875. Der var dog nogle begrænsninger: de ikke fik adgang til den lærde skole og derfor måtte læse til studentereksamen privat. De fik ikke adgang til teologisk embedseksamen og heller ikke adgang til statens embeder. Endelig fik de ikke adgang til universitetets stipendiemidler. Nielsine Nielsen var den første kvindelige akademiker, hun startede i 1877 og blev færdig i 1885.

Falsk Angivelse for Politiet m. m. (Efterskrift til Politivennen)

Den 7de Juli d. A. om Morgenen Kl. 5½ blev en ung 16 Aar gammel Pige af en Politibetjent truffen siddende paa en Trappe i Balsamgaden og af ham anholdt og bragt til Politistationen. Til den i Anledning af denne hendes Anholdelse optagne Rapport forklarede hun, at Grunden til, at hun havde taget Ophold paa Gaden var den, at hun i sit Hjem, hvor hun sagde, hun ikke havde været i de 4 sidste Døgn, ikke kunde være i Fred for sin Stedfader, der i længere Tid havde udviist et strafværdigt Forhold imod hende. Efterat hun, der ved sin anførte Sigtelse selv havde vedgaaet sig skyldig i et saadant Forhold, var bleven arresteret og for Retten gjennem flere Forhører stadigt havde fastholdt sit ovenanførte Paasagn imod bemeldte hendes Stedfader, der som Følge heraf var bleven belagt med Varetægtsarrest, hvorfra han først efter omtrent 3 Ugers Forløb blev løsladt, tilstod hun omsider for Forhørsdommeren, at hendes mod Stedfaderen fremførte Sigtelse var aldeles usandfærdig og grundløs, hvilket ogsaa  under Sagen blev oplyst. Som Bevæggrund til dette sit Forhold havde Arrestantinden forklaret, at hun, der efterat hun havde forladt den Tjeneste, hvori hun sidst havde været, førte et omflakkende Liv og derfor ventede at blive anholdt af Politiet, frygtede for, al dette i saa Fald vilde bringe hende til Stedfaderen, hos hvem hun for enhver Priis vilde undgaae at have Ophold, fordi han var streng imod hende, hvorfor hun ogsaa allerede før sin Anholdelse havde besluttet at fremkomme med den falske Angivelse for derved tillige at opvække Stedfaderens Vrede mod hende i den Grad, at han ingensinde oftere skulde tillade hende at være i hans Hjem. Derimod paastod hun, at hun ikke havde fremført den ovenanførte falske Angivelse for at hævne sig paa Stedfaderen, eller at hun iforveien havde indseet, hvad Følgerne af denne Angivelse vilde blive. Efterat Arrestantinden var bleven løsladt af Arresten, begik hun 4 Tyverier paa forskjellige Steder, bl. A. under et Ophold hos en Dame for at søge Tjeneste, hvorfor hun paany blev anholdt og arresteret, ligesom hun ogsaa havde overtraadt et hende af Politiet givet Tilhold. Som Følge heraf blev Arrestantinden ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens §§ 225, 228 og 180, jvfr. §§ 37 og 21, med 60 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1872).

Balsamgade er nutidens Olfert Fischers Gade.

Dybbøl- og Alsmonumentet 30. september 1872. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. Den 30te Septbr. fandt Afsløringen af de tydske Seiersmonumenter Sted paa Dybbølbanken og i Arnkilsøre. General Manstein holdt Festtalen, i hvilken han roste de slesvig-holsteenske Soldaters Tapperhed og udtalte det Haab, at det Baand, som knyttede Hertugdømmerne til Tydskland, bestandig maatte blive fastere og inderligere. Højtideligheden sluttede med Kanonsalver og et Leve for den tydske Keiser. Dybbølmonumentet er 70 Fod høit, en ottekantet Obelisk af guulgraa Sandsteen med architektoniske Forsiringer i gothisk Stiil; øverst er der anbragt en Muurkrone med det saakaldte "Düppelkreuz". Obelisken er prydet med 4 Reliefs, hvoraf det første bærer Indskriften: "Til varigt Minde om de ved Stormen paa Dybbølskandserne d. 18de April 1864 seirrigt Faldne"; det andet forestiller General Ravens Død; det tredie fremstiller Artillerister, som lade deres Kanoner, det fjerde en Kampscene mellem danske og preussiske Soldater. Mindesmærket i Arnkilsøre er af samme Form og Høide, ligeledes prydet med 4 Reliefs, hvoraf det ene fremstiller det preussiske Krigsraad før Overgangen til Als den 29de Juni 1864. Man seer her Portraiterne af Prinds Friedrich Carl, Moltke, Bittenfeld, Blumenthal, Vogel v. Falkenstein, Podbielski, Manstein, Göben o. fl.

Ifølge "Dybbølsposten" sporedes der ingensomhelst Deeltagelse i Felten fra Befolkningens Side, idet kun nogle enkelte nysgjerrige Personer saaes at passere Broen over Alssund, uagtet der den Dag ikke blev betalt Bropenge. Om Eftermiddagen var der af Regjeringen foranstaltet en Diner i "Holsteinske Huus". Festen havde en udelukkende militair Charakteer, og de i Flensborg, Aabenraa, Tønder, Sønderborg og Haderslev af Communalbestyrelserne valgte Deputationer saavelsom de forskjellige Sangforeninger, som havde paatænkt at forherlige Festen med deres Nærværelse, maatte blive hjemme, da Militairet ikke ønskede at see dem. Forøvrigt led Festen betydeligt under de gentagne Regnbyger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. oktober 1872).

Flensborg, 1. oktober Afsløringen af ​​Dybbøl- og Als-monumentet, som fandt sted i går, havde en strengt militær karakter: kanonsalut, tale af den kommanderende general, overdragelse af regeringskommissæren, tale af militærpræsten, militærmusik, hurra for kejseren. Officererne og mændene fra 9. Armékorps, der havde Düppel- og Alsenkorpset, over 600 mand, var inviteret og mødte op. Senere blev det også erfaret, at overpræsidenten, præsidenten for appelretten, regeringen og distriktsadministratorerne var blevet inviteret. Ifølge almindelig logik var andre ikke inviteret; deputationen af ​​slesvigske byer der gerne ville have vist deres taknemmelighed over for de helte, der ved deres udseende var faldet for landets befrielse, og som allerede var bestemt, havde derfor ikke lejlighed til at komme med og blev hjemme. Sangforeningerne kunne også spare deres sange. Således blev en fest, der ville have vist indbyggerne i provinsen Preussens store fortjenester og mindet dem om deres pligter, med bemærkelsesværdig forretningsmæssighed, en fest, som folk i Slesvig glædede sig til trods de sidste dages forfærdelige vejr, til en fest med rent militære ceremonier.

Flensburg, 1. Okt. Die gestern stattgehabte Einwehung des Düppel- und Alsendenkmals hatte einen streng militärischen Charakter: Kanonensalut, Ansprache des kommandierenden Generals, Uebergabe durch den Kommissär der Regierung, Rede des Militärgeistlichen, Militärmusik, Hoch auf den Kaiser. Vom 9. Armeekorps waren die Offiziere und Mannschaften, welche das Düppel- und Alsenkreuz hatten, über 600 Mann, geladen und erschienen. Nachher erfuhr man auch, dass der Oberpräsident, der Präsident des Appellationsgerichts, die Regierung und die Landräthe geladen waren. Nach gemeiner Logik waren also andere nicht geladen, die Deputation Schleswig'scher Städte, welche gerne durch ihr Erscheinen den für des Landes Befreiuung gefallenen Helden ihre Dankbarkeit bezeugt hätten und schon bestimmt waren, hatten daher keine Luft, sich aufzudrängen, und blieben zu Hause. Auch die Gesangvereine konnten ihre Lieder sparen. So wurde mit merkwürdiger Geschäftlichkeit ein Fest, das den Bewohnern der Provinz die so hohen Verdienste Preussens vor Augen geführt und sie an ihre Pflichten erinnert hätte, ein Fest, auf dessen Begehung man sich in Schleswig trotz der heillosen Witterung der letzten Tage freute, zur Feierlichkeit mit rein militärischem Ceremoniel verwandelt. 

(Süddeutscher Telegraph : Münchner Abendzeitung 5. oktober1872)

Dybbøl- og Alsmonumentet. Illustration fra Die Gartenlaube: illustrirtes Familienblatt, nr. 44 1872. I dette nummer fandtes også en detaljeret beskrivelse af monumentets detaljer.

Folketingsvalg 1872. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Folketingsvalget 1872 var der for første gang i mange år en modkandidat til C. C. Hall. Ifølge Dagens Nyheder, 15. september 1872 var premierløjtnant Hartvigsen oprindelig nær ven af C. B. Rimestad (Arbejderforeningen af 1860) og kendte hinanden fra Våbenbrødrene. Rimestad anbefalede åbenbart i starten Hartvigsen, men fortrød senere og skrev i “Blad for Arbeiderforeningen af 1860” at på baggrund af prøvevalgene var Hartvigsen et “exempel … paa Mangel … paa Evne til at bedømme sig selv - paa Selvkritik, som det kaldes.” Artiklen bemærkede også det mærkelige i at han drev hemmelig valgagitiation indtil meget nær valgdagen.

Carl Christian Hall (1812-1888) o. 1880. Han boede på Ny Bakkegård, Frederiksberg 1840-88. Konsejlspræsident. (Frederiksberg Stadsarkiv, public domain).

Det affødte en kommentar i Socialisten, 15. september 1872 om at “det nok heller ikke staaer saa godt til med Enigheden i Arbejderforeningen, idet Formanden aldeles ugenert udskælder og forhaaner en af Repræsentanterne og mest fortjente Medlem, Hr. Hartvigsen, blot fordi denne ikke mere vil sejle i Hr. Rimestads Kølvand …”)

Prøvevalg

I anledning af det forestående Folketingsvalg tillader jeg mig herved at indbyde Amagerlands vælgere til et møde i Rødekro onsdag den 18. september d. å., aften kl. 8 og kredsens øvrige vælgere til et møde samme tid i Valby Kro, torsdag den 19. september d. å.

Ærbødigst
B. Hartvigsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 17. september 1872)

Premierløjtnant Ludvig Vilhelm Joachim Hartvigsen (1827-1897), slesvigsk cand. jur., justitsråd. Redaktør af „Nyt Aftenblad“ , næstformand for Våbenbrødrene. Han stillede op for Venstre imod den nationalliberale kultusminister Hall i København. 

Valgmødet i Københavns Amts 1. kreds.

Red. V. Hartvigsen vil i aften kl. 8 holde et valgmøde i Rødekro på Amager og i morgen kl. 8 et i Valby Kro. Hr. Hartvigsen kan glæde sig ved at være socialisternes kandidat; hr. Würtz har nemlig i et foredrag i forgårs aftes i Rødekro givet ham sin anbefaling. Om han har været foranlediget dertil af valgkandidaten eller ikke, skal vi ikke kunne sige, men i alt fald har hr. Hartvigsen i aftes i sit blad gengivet Würtz’ anbefaling for sig uden at gøre nogen indsigelse mod en lovprisning fra den side.

(Dags-Telegraphen (København), 18. september 1872). 

Vælgermøder

Det af redaktør Hartvigsen i aftes i Valby Kro afholdte møde med vælgerne i Københavns Amts 1. valgkreds kan vistnok søge sin lige hvad støj og tumult angår. Mødet overværedes af ca. 300 vælgere, som valgte kvartermester Petersen til dirigent, hvilken post han imidlertid røgtede så slet som vel muligt. Redaktør Hartvigsen holdt et meget vidt svævende foredrag hvori han på bedste måde søgte at anbefale sig til vælgerne. Han rettede først et skarpt angreb på dagspressen og søgte at stille sig selv som martyr for den gode sag. Han ville ikke slutte sig til det nationalliberale parti som regerede slet, det kunne man se på resultaterne. Vi skal rejse os mod dem for at kue deres hovmod. Han havde kæmpet med sit blod mens de kæmpede med deres blæk. Partiet har intet gjort for arbejderne. Han vil have oplysning for arbejderen, han vil have præsterne på fast gage, deres jord skal stykkes ud i smålodder, religionsundervisningen skal først begynde med 10 årsalderen; han vil have skoletvang og aftenskole for fattige børn, en tredjedel af pladserne i de lærde skoler skal tildeles fattige børn; han vil have kommissioner som skal se birkedommerne på fingrene; hær og flåde skal holdes i en sådan stand at vi kan få det tilbage vi har tabt. Han berørte sluttelig den interkommunale beskatning og fattiglovgivningen ligesom han ville have valgdagen forlagt til en helligdag. 

- Læge Krarup fra Amager mindede om at geheimekonferensråd Hall havde repræsenteret kredsen i over 20 år og at det ville være en plet på kredsen at vrage en af landets ypperste mænd. Han påviste den ringe forskel der var imellem de to kandidaters anskuelse og lagde vælgerne på sinde at man skyldte Hall pietet. Efter at Hartvigsen havde imødegået denne taler, anbefalede sekretær ved Taarnby sogneråd Torm Hartvigsens valg, idet han navnlig ventede sig meget af dennes bestræbelser for at fremme de kommunale anliggender. Maler Schjønning talte for Hall, og mente, at arbejdernes tid endnu ikke var kommet. Hartvigsen hørte hjemme i en landkommune, hvor der gøgledes med arbejderne, der kunne han blive en god bondefører. Efter forskellige replikker fra Hartvigsen og Krarup fik professor Steen ordet, og udviklede i et klart foredrag der blev hørt med en for dette møde mærkværdig ro, at der her var mange misforståelser tilstede. Det er ikke nogen let sag altid at træffe det rette på tinge, og man vidste om Hall at han havde netop de evner som udfordredes for en rigsdagsmand, mens man intet vidste om Hartvigsen. Han anbefalede varmt Halls valg. Stemningen var nu steget til en sådan højde at da proprietær Sønnichsen forlangte ordet, var det ham ikke muligt at komme til orde. Da der langt om længe kom så meget ro at en afstemning kunne finde sted, viste der sig kun 30 stemmer for Hartvigsen, mens resten stemte for Hall. Der var dog øjensynlig en stor del til stede som ikke er vælgere i kredsen.

(Dagens Nyheder, 20. september 1872).

Vælgermødet på Amager tiltrak ifølge Dagbladet (København) 19. september 1872 ca. 300 medlemmer. Hartvigsens valgprogram “strejfede stærkt ind paa Socialisternes Enemærker ...han (havde) altid været en Modstander af det nationalliberale Parti. De National-Liberale havde stadig afvist Arbejderspørgsmaalet. … Ved en foretagen Afstemning erklærede alle Tilstedeværende sig for ham med Undtagelse af fem”

Ikke uventet mistænkeliggjorde det nationalliberale Fædrelandet Hartvigsen som omtalte hans “maadelige Blad” og hans “opdigtede Forbrydelse og Politihistorier”. “Vi betænke os ikke paa at kalde det Uforskammethed, der er Socialisternes fuldkommen lig, at han stiller op imod Regeringens ældste, mest fremragende og fortjente Medlem, der uafbrudt i 23 Aar har repræsenteret denne Kreds.” Og i en note om Amagermødet hedder det: “man omtrent maa være gal for at stemme paa ham.”)

Vælgermøde

I aftes kl. 8 holdt redaktør Hartvigsen sit andet offentlige vælgermøde, denne gang i Valby Kro, hvor også godt og vel 200 vælgere og ikkevælgere havde samlet sig på hans indbydelse. Han foreslog kvartermester på Ladegården Petersen til dirigent, og denne modtog hvervet med en bøn om overbærelse der senere viste sig ret vel begrundet - han var nemlig ikke blevet udrustet med en dirigentklokke og havde derfor stor møje med ved hjælp af en stok hvormed han hamrede i det bord der tjente som talerstol, at holde styr på den efterhånden mere og mere støjende forsamling. Hr. Hartvigsen tog først ordet for i stor korthed at gentage det meste af den samme tale som han havde holdt i “Røde Kro” aftenen forud, men brød dog af før han kom til forsvarsvæsenet og anbefalede sig særlig som “repræsentant for de misfornøjede vælgere”. Hans udtalelse hilsedes med bifald, hvori der dog straks blandede sig en voldsom hyssen og lyden af en enlig gadedørsnøgle. Dirigenten formanede til ro og orden og læge Krarup trådte derpå frem, mindede om at kredsen i over 30 år havde været repræsenteret af en af Danmarks ypperste mænd (jublende bifald der atter sekunderedes af den upartiske gadedørsnøgle. 9 hurraer for Hall - Hartvigsen læge leve! stærk hyssen - dirigenten skal også leve! Hurra! Efter denne mellemakt tog Krarup atter ordet for at udbede sin forundring over at modkandidaten først havde meldt sig i den 11. time. Skønt han  som redaktør havde haft den letteste lejlighed til gennem sit blad i løbet af de tre måneder der var gået, siden han var blevet opfordret til at stille sig, at underrette vælgerne om sin beslutning. Han fastholdt imidlertid sine ytringer fra mødet i “Røde Kro” om at det ikke var vanskeligt at træffe sit valg mellem de to kandidater, men da han tilføjede den oplysning at næsten alle de der fra Amager ville stemme på Hartvigsen, er socialister, afbrødes han med høje råb (det er hæderligt for ham!). Han mindede om den pietet man skyldte Hall, og ved at sammenligne de to kandidaters fortjeneste, indrømmede han vel at Hartvigsen har været en tapper soldat (læge leve Hartvigsen!), men at være folketingsmand er et, et andet at være kriger. Hartvigsen takkede for denne ros, det var den første han havde fået i mange dage, men hævdede at loven erklærede at det var tids nok når man stillede sig inden kl. 10 i aften, “alt andet var snak!”. Han var først trådt frem nu fordi han var en praktisk mand og hvis Hall døde, måtte de jo dog tage en anden; da Hall valgtes første gang her, vidste man måske (?) ikke mere om ham end nu om ham selv, og Krarup “kom vist til at tage det ii sig igen, at hans vælgere på Amager er socialister, det kan han i alt fald ikke gøre for” (bifald og hyssen). Sekretær Torm ved Taarnby Sogneråd trådte derefter op for at anbefale Hartvigsen som den der sikkert bedre end Hall hidtil havde gjort, ville tage sig af de mange kommunale spørgsmål der for tiden står på dagsordenen i alt fald for Taarnbys vedkommende. En dygtig politiker (hvem er det?) Rimestad havde for 8 dage siden i “Røde Kro” erklæret at ingen store spørgsmål står på dagsordenen (men valgperioden er 3 år!), ja men han er en politiker der nok kan overse 2-3 år, og siger han det, så kan vi vist nok undvære minister Hall så længe. Han udviklede nu nærmere på hr. Hartvigsens vegne de kommunale spørgsmål der trængte til en løsning, og hævdede at Hall havde glemt Taarnby i denne retning, om han end måtte indrømme at han havde virket meget for Frederiksberg. Hartvigsen har lovet at støtte de større kommuner og derfor bør man vælge ham, om han end ikke har store evner. Han har en redelig vilje og stor arbejdsomhed (hurra og hyssen). Maler Schjønning advarede under mange afbrydelser indtrængende arbejderne mod at fortrænge kundskabens og indsigtens mænd der skulle føre kampen mod “det forenede Venstre” før man havde set hvad de nationalliberale ville gøre for arbejdersagen, og bad sine fæller om i alt fald at møde talrig ved valget og stemme efter deres overbevisning (bifald og hyssen). Hartvigsen mindede om at det i morgen var en kampens dag: han ville gerne slutte mødet og spurgte prof. Steen der ønskede ordet: “Tror De jeg er bange for Dem?” Efter en kort bemærkning af Krarup, fik Steen ordet og hævdede klart og indtrængende at han kun ville se lidt nærmere på de mange misforståelser der her i aften var kommet frem; han mindede om at man jo ikke kunne bedømme een kandidat efter de korte udtalelser om almindelige sager, for vanskeligheden kom jo først frem over for lovforslagene, og der er det ikke nok at sige at man vil fremme dem, der kræves rutine og dømmekraft til at finde den rette måde til at ramme det rette; det var dog vist en misforståelse at tro hr. Hartvigsen særlig i stand til at klare de indviklede kommunale spørgsmål frem for minister Hall, så ville han virkelig foretrække hr. Torm for hr. Hartvigsen, der utvivlsomt har den bedste vilje, men Hall har sikkert også den bedste vilje. Men man bør ikke dvæle for meget ved sådanne enkeltheder, men skal se på hvad der kan gavne det hele, fædrelandet. Og med hensyn til arbejderspørgsmålet som man bebrejder de nationalliberale at de i de 23 år de har rådet, ikke har taget sig af, så er det atter her en stor misforståelse, for arbejderspørgsmålet er jo nyt, og ingen mand i hele verden kan endnu i dette øjeblik anvise den måde hvorpå det kan løses (bifald). Hartvigsen der modtoges med hurraer og hyssen, tvivlede ikke om Halls evner og dygtighed, men hvad nytter det når kredsens vælgere ikke ville vælge ham. Han foreslog derfor afstemning, men forinden mindede hr. Krarup om den store betydning som dette valg havde og det ansvar vælgerne har for hele landet. Efter et langt og forvirret kævleri, hvorunder propr. Sønnichsen besteg talerstolen for (i anledning af en ytring i begyndelsen af kandidatens første foredrag om at “han havde været med, hvor det gjaldt livet, og sat sit blod ind for hvad de andre spildte med deres blæk”) at bebrejde Hartvigsen at han deri havde hånet Hall, bebrejdelse som kandidaten kategorisk afviste som løgn, nåede man endelig frem til en afstemning ved håndsoprækning; den udviste en 30-40 stemmer for Hartvigsen men mindst 3-4 gange så mange for Hall, der den anledning fik en mængde aldeles bedøvende og jublende hurraer. Med det “Længe leve gamle Danmark!” sluttede det stærkt bevægede mode omtrent kl 10.

(Folkets Avis, 20. september 1872).

Vælgermøder

Løjtnant Hartvigsens møde i Valby i går aftes var besøgt af ca. 150 til 200 mænd, hvoraf en stor del var vælgere i kredsen. Under talrige afbrydelser gentog løjtnant Hartvigsen næsten ordret sit foredrag fra Rødekro på Amager idet han til slutning anbefalede sig til kredsens vælgere. Lære Krarup imødegik under stærke bifald kandidaten, og fandt at man skyldte en mand som Hall ikke at lade ham falde for en sådan modstander, der næsten kun var blevet opfordret til at stille sig af socialisterne blandt kredsens vælgere. Efter at sekretær Thorm ved Taarnby Sogneråd havde anbefalet kandidaten, opfordrede professor Steen vælgerne til forsigtighed. Det var en misforståelse at dømme en mands værd efter de løfter han aflagde i tillid til sin egen dygtighed. Det kunne let hænde sig at den kunne briste når han stod lige overfor de virkelige forhold og skulle træffe det rette valg mellem forslag og udvalgsbetænkninger. Herefter forlangte kandidaten afstemning; men forinden  den kunne foretages, rettede proprietær Sønnichsen den beskyldning imod Hartvigsen at hans hele program kun var hån imod Hall. Dirigenten fandt heri anledning til at fratage hr. Sonnichsen ordet, hvorefter der foretoges afstemning, ved hvilken Hartvigsen knapt opnåede 40 stemmer, mens ved kontraprøven det mere end firedobbelte antal stemte imod ham, hvilket resultat hilstes med levende hurraråb af forsamlingen.

(Dagbladet (København), 20. september 1872)

I Københavns Amts først kreds

hvor kredsens gamle kandidat “geheimeråd” Hall havde fået en modkandidat i redaktør V. Hartvigsen, var kampen varm.

Det var i det hele taget med en vis forbavselse at underretningen om at Hartvigsen ville stille sig, modtoges og hele pressen var enig om på det bestemteste at fraråde Hartvigsens valg. På de vælgermøder denne afholdt i Rødekro på Amager i onsdags aftes, viste det sig at den nye kandidat havde et temmeligt stort parti, og det var da navnlig socialisterne af hvilke der findes særdeles mange på Amager, der støttede ham. Derimod viste der sig en temmelig stærk storm torsdag aften i Valby Kro, og endskønt det ved afstemningen ikke ret kunne skønnes hvem der havde de fleste stemmer, fik man dog her indtrykket af at Hartvigsen næppe vil blive valgt. Han faldt også gennem og deri har han til dels selv skyld. Som lægen Krarup fra Amager torsdag aften udtalte, var der en mængde socialister på Amager der støttede ham. Vi har tidligere udtalt vor sympati for ham, og han har ikke modsagt at han var en ven af arbejderne eller med andre ord socialist, men nu da han af storborgerorganerne, blandt andet af “Folkets Avis” betegnedes som socialist, blev han bange og erklærede at det var løgn. Derved vakte han en mistro hos arbejderne (og det store parti der støttede ham, en mistro der måske har bidraget ikke så lidt til at omstyrte hans valg. Hall fik 1153 stemmer og Hartvigsen 325.

(Socialisten, 21. september 1872).

I Københavns Amts 1. valgkreds

havde der som bekendt meldt sig to kandidater, nemlig geheimekonferensråd Hall, stillet af gårdejer P. Bech, og redaktør Hartvigsen, stillet af skibstømrer Jørgensen, restauratør Øehl og brygger Nielsen. Efter at kancelliråd Eberlin som valgbestyrelsens formand havde oplæst det åbne brev hvorefter valget skulle foretages, fik geheimekonferensråd Hall ordet. Han mindede om at det nu var sekstende gang at han her stillede sig til valg, og at det om få dage var 24 år siden at han første gang stillede sig her i kredsen til den grundlovgivende rigsforsamling. Han kunne vise hen til den store velvilje, som i denne lange årrække var vist ham, ligesom han måtte minde om at han omtrentlig den halve tid havde virket som medlem af regeringen. Han behøvede ikke at gå nærmere ind på de spørgsmål som står på dagsordenen. Det var ikke muligt at forudse hvad der kan komme for i tre år. Da han sidst blev valgt, så alt såre fredelig ud, og dog opstod der kort efter en kamp som førte til en ministerkrise, nærmest foranledige ved den forfærdelige krig som havde en virkning der ikke er til at beregne. Ser man på stillingen nu, da er det ganske vist udsigt til en fredelig periode. Kejsermødet synes at være os en garanti for at trindt i landene er en trang til fred, og deri ligger der et håb om at en ny fredens æra må oprinde ved opfyldelsen af vores inderlige ønske om genforening med vores fraskillte brødre. Ligesom det må stille sig som ønskeligt at et mere venskabeligt forhold til vores sydligere nabo må indtræde, ligeså vist føler vi dybt ved det sorgens budskab som nylig er kommet til os fra vores skandinaviske broderlande. Den store nordiske industriudstilling, følte han sig overbevist om ville give impulsen til et nøjere samkvem mellem de tre nordiske folk, som vil være til gavn for folkene. Det havde allerede fremkaldt betydningsfulde møder; han nævnte det nationaløkonomiske og juristmødet som havde haft vigtigt skridt til følge, hvoraf navnlig måtte fremhæves møntkommissionens nedsættelse. Når vi kastede blikket på vores indre forhold, da fandt vi uro i dobbelt retning. At der er en stærk valgbevægelse, er vi vant til, og det er fuldstændig i sin orden. Denne gang har den imidlertid været så lidenskabelig at man ikke kan se på den uden beklagelse, idet kampen har fået en personlig karakter. Dette ligger navnlig i at den er båret frem af enkelte mænds allestedsnærværelse, og at disse mænd gik ud på at angribe selve ordningen af lovgivningsmagten. De sagde at de ikke ville nogen grundlovsforandring, men de ville dog nå den ad en omvej. De søgte ved en ensidig fortolkning at give finanslovens behandling en betydning som den ikke havde, ligesom de ville lægge tyngdepunktet i vores politiske liv i Folketinget Herom vil kampen komme til at dreje sig, og den vil have betydning for landet såvidt som enhver omgåen af den lovlig bestående forfatning er uhelbringende for det hele folk, hvad enten den kommer fra den ene eller den anden side. Angående arbejderbevægelsen, da vil han ikke dvæle ved det rent socialistiske røre som er båret frem af mænd der er forviste fra deres fødeland, fordi de der er stødt an mod lovene. Mænd som har hejset den røde fane som protest mod lov og orden, mod familie og fødeland. Det er beklageligt at den også er nået til os og har udsået sin gift. Han ville kun dvæle ved det sande arbejderspørgsmål hvis formål var at gøre arbejderen delagtig såvel i de materielle som i de åndelige goder. Det var vel nærmest henvist til det private initiativ, men der var dog stor opfordring for statsmagten til at tage det under overvejelse. Viljen var sandelig til stede, der var kun tvivl om midlerne. Et syntes man dog enig om, og det er en kraftig og tilbørlig omsorg for børnenes opdragelse. Vel er vi i denne henseende lykkeligere stillet end mange andre steder, men der er dog meget at gøre. Det forslag som han har bebudet at ville forelægge rigsdagen har netop dette formål, og han håbede det skulle blive til held for landet. Han anbefalede sig sluttelig til vælgerne, idet han håbede senere at få lejlighed til at udtale sig om flere andre spørgsmål som kunne lige vælgerne på sinde. 

Dette foredrag som navnlig i begyndelsen var blevet afbrudt af en voldsom tumult og hurraråb, blev i det hele fulgt med stor interesse, ligesom forsamlingen ved dets slutning udbragte gentagne leve for kandidaten. Redaktør Hartvigsen søgte derpå at overtale vælgerne til at give sig deres stemme. Han gentog væsentlig det samme foredrag som han holdt i Valby Kro, idet han dog her, da han formodentlig følte at hans vælgere syntes at ville svigte ham, slog stærkt på de socialistiske strenge; han udslyngede sådanne floskler at man ikke skulle kaste brødet til den fattige mand som til en hund, og at den rige mands søn godt kunne sidde på skolebæk med den fattiges. Han gjorde forskellige meget personlige udfald mod geheimekonferensråd Hall for hans politik i 1864, idet han beskyldte Hall for at have skaffet os af med de to hertugdømmer. Også dette foredrag afbrødes jævnlig af voldsom støj og hurraråb. På formandens opfordring om at interpellere kandidaterne, fremtrådte snedkermester Petersen, der ønskede at vide hvad Hall havde gjort for den menige mand. Højskoleforstander Tang var enig med Hall i at vi måtte have skoletvang, men ville vide hvilken retning Hall ville følge, enten friheden som regel og tvangen som undtagelse eller omvendt. Skibsfører Brandt ville vide hvad Hartvigsen ville gøre for at det danske flag kunne komme til sin ret i fremmede havne, og kaptajn Haxthausen stillede forespørgsel angående befæstningsspørgsmålet. Han mente at den almindelige uddannelse af hele det våbenøvede mandskab svækkede disciplinen. I Preussen uddannede man ikke alt mandskabet, men hjempermitterede ved lodttrækning. Hall udtalte at flere af de stillede spørgsmål ikke lod sig besvare per. Når man spurgte hvad han havde gjort for arbejderen, da ville han kun henvise til sine bestræbelser gennem en lang række år for at hæve undervisningen, der erklæredes for et livsspørgsmål for arbejderen, samt til hvad han havde gjort for at forbedre den slet stillede lærerstands kår. Han imødegik skarpt hartvigsens personlige angreb og henviste til at den politik som var fulgt i 1864, dengang fandt tilslutning i hele landet. Efter at Hartvigsen havde erklæret at han ikke ville tilslutte sig til noget parti, men stemme for de forslag han anså for de rette, og slutte sig til den regering - ligegyldig hvilken - som han fandt bedst, skred man til kåring der viste betydelig majoritet for Hall. Hartvigsen begærede imidlertid skriftlig afstemning der gav det resultat at af 1478 mødte vælgere, stemte 1.153 på Hall og 325 på Hartvigsen. Hall takkede for den udviste tillid og udbragte et leve for Danmark, og efter at formanden havde udbragt et leve for hs. maj. kongen, sluttedes valghandlingen. 

(Dagens Nyheder, 21. september 1872).

(Et noget fyldigere referat især af Halls tale findes i Folkets Avis, 21. september 1872, hvorfra enkelte punkter gengives her, først om reaktioner på Halls tale:)

I betragtning af omstændighederne var taleren blevet hørt med nogenlunde ro; kun et par gange afbrødes han af den fra de københavnske valgmøder uadskillelige brølen. Talen ledsagedes for øvrigt helt igennem af stærkt bifald.

Om Hartvigsen skrev avisen bl.a. således:

Han havde den tilfredsstillelse at bringe forsamlingen i godt humør, for der lød uafbrudt under hans tale lattersalver, ledsagede af mere eller mindre høflige afbrydelser, såsom: “han fisker godt! Det er noget pølsesnak!”. Den overvejende del af de tilstedeværende tog i det hele taget åbenbart hans kandidatur fra den komiske side. Ligesom han begyndte men en beklagelse over den slemme presse der havde beskyldt ham for alt muligt (denne gang blev selvmord ikke undtaget) således endte han med en forsikring om sin gode vilje hvilken han betragtede som en yderligere adkomst til at blive valgt.

(Folket Avis, 21. september 1872)

Ligeledes findes fyldige referat fra valgmødet i Dagens Nyheder, Dagbladet (København) og Fædrelandet, alle fra 21. september 1871.

Valghandlingen i København

--- også på Frederiksberg herskede der megen lidenskabelighed ved valghandlingen; men det må erkendes at geheimeråd Halls modkandidat, premierløjtnant Hartvigsen, viste megen ro og mådehold i sine udtalelser, uagtet han idelig blev tirret af afbrydelser fra det modsatte parti, hvilket selvfølgelig også var tilfældet med hensyn til Hall. Ved afstemningen valgtes denne med 1153 stemmer, mens Hartvigsen kun fik 325.

(Aarhus Stifts-Tidende, 21. september 1872).

Kuriosum

I sit referat af valghandlingen på Frederiksberg fortæller hr. Hartvigsen at en mand jævnlig behagede at afbryde ham ved at sende “vittigheder” op til ham, hvilke samvittighedsfuldt er refererede af “Dagstelegrafen”. Det morsomme herved er nu at nævnte tumultant ikke var nogen anden end C. V. Rimestad der forstyrrede taleren så længe indtil nogle vælgere truede med at kaste ham på døren. Nu blev han bange og løb hen til nogle politibetjente under hvis beskyttende stokke han meget spagfærdig hørte resten af Hartvigsens tale.

Et fornærmeligt S. “Dagstelegrafen” betegnede forleden hr. redaktør Hartvigsen som S (Socialist) hvilket mærkværdig nok har foranlediget denne til at anlægge sag imod det nævnte blad. Dersom betegnelsen “socialist” virkelig har voldt hr. H. nogen smerte, må han virkelig regne den til de selvforskyldte lidelser, da hans inden valgdagen velvillige sindelag imod vort parti nok kunne give hele verden den forestilling. - som den da i hvert fald har givet os det - at her. H. var en varm ven af vore politiske grundsætninger. Han må nu tage skade for hjemgæld.

(Socialisten, 24. september 1872).