19 februar 2023

Heinrich Andreas Nielsen (1852-1884). (Efterskrift til Politivennen).

Fredag den 26. juli 1867 i den offentlige politiret var der en sag mod den dengang knap 15-årige Heinrich Andreas Nielsen for adskillige tyverier. Sagen blev udsat pga. en manglende døbeseddel.


Den offentlige Politiret.

1ste Afdeling. Assessor Behrend
for Etatsraad Gudenrath.

Mandagen den 29de Juli Kl. 12.

Drengen Heinrich Andreas Nielsen, der er født i August 1852 og altsaa ikke langt fra at fylde sit 15,de Aar, har en Dag fra en paa Høibroplads boende, forhenværende Meel- og Grynhandler stjaalet nogle til 2 Mk. vurderede Messing Dørgreb. Da den Bestjaalne savnede disse Gjenstande, som han et Øieblik iforveien havde seet sidde i Døren, sendte han strax sin Karl hen for at anmelde Tyveriet paa en Politistation. Det traf sig saa heldigt, at Drengen snart blev funden i Antoniestræde, hvor han netop stod i Begreb med at afhænde de stjaalne Koster til en Jernhandler. Ved den i denne Anledning anlagte Sag blev det endvidere oplyst, at han fra sine Forældre, en Arbejdsmand og Kone, har stjaalet Klædningsstykker m. m. til en Værdi af ialt 9 Rd. 3 Mk. Ved den afsagte Dom blev han i Henhold til § 233 i Straffeloven anseet med Straf af Riis, efter Omstændighederne af 15 Slag, hvorhos han tilpligtedes at tilsvare Processens Omkostninger.

(Flyveposten 30. juli 1867).


Dom i A. S. Nr. 22 1872.

Proc. Lehmann Actor 
contra 
Arrestanten Heinrich Andreas Nielsen
(Def. Proc. Winther).
(Afsagt den 6 Februar 1872).

Tyveri, begaaet i et med en Hængelaas aflukket Tørreloft, hvortil Tiltalte banede sig Adgang ved at udtrække de udvendig siddende Stifter, hvormed Dørens Hængsler vare fastgjorte, straffet som Indbrudstyveri.

Arrestanten, Heinrich Andreas Nielsen, der er født den 1ste August 1852 og ved en inden denne Rets 1ste Afdeling for offenlige Politisager den 29de Juli 1867 afsagt Dom anset efter Straffelovens § 233 med 15 Slag Ris, er under nærværende imod ham for Tyveri og Bedrageri anlagte Sag ved egen med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse overbevist at have i afvigte Efteraar i 3 forskjellige Gange frastjaalet Korkfabrikant Hans Maxen et til 12 Rdl. vurderet Uhr, Frugthandler Guldbrandsen og Hustru, Caroline Frederikke Hansen, to Duge og et Par Underbenklæder, i det Hele ansatte til en Værdi af 7 Rdl., og sin Moder, Arbejdsmand Nielsens Hustru, Inger Andersen, en til 1 Rdl. vurderet Assistentshusseddel, af hvilke Tyverier det fra Frugthandler Guldbrandsen og Hustru begaaede udførtes af Arrestanten i et i Ejendommen Nr. 3 i Frederiksberggade værende Tørreloft, hvortil han om Eftermiddagen i den Hensigt at begaa Tyveri sammesteds, skaffede sig Adgang ved at udtrække de udvendigt siddende Stifter, hvormed Loftets med en Hængelaas forsynede Dørs Hængsler vare fastgjorte.

Paa samme Maade er Arrestanten overbevist at have uden sin Broder, Menig af 15de Bataillons 1ste Compagni Nr. 186 Anders Emil Nielsens, Vidende og Villie den 9de December f. A. pantsat en denne tilhørende til 2 Rdl. vurderet Frakke, som Arrestanten med Ejerens stiltiende Samtykke i nogen Tid havde afbenyttet.

I Medfør af det Foranførte vil Arrestanten nu blive at dømme efter fornævnte Lovs § 228, § 229 Nr. 4, 1ste Led og § 253 efter Omstændighederne til Forbedringshusarbejde i 1 Aar, hvorhos han vil have at udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salairer til de befalede Sagførere med 6 Rdl. til hver.

Sagførelsen har været lovlig.

Thi kjendes for Ret:

Arrestanten, Heinrich Andreas Nielsen, bør straffes med Forbedringshusarbejde i 1 Aar samt udrede denne Actions Omkostninger, og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Lehmann og Winther, med 6 Rdl. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1872).


“Heinrich Andreas Nielsen, født i Kbhn: d: 1/8 52, Gjørtler; str: oftere for Tyverier; Dørgreb, paa Tørvelofter, paa Arbeidssteder m.m. See mist: Prot: J: Pag 93.” [1873]. Genealogisk Forlag


Indbrudstyveri m.M. Arrestanten Heinrich Andreas Nielsen, der tidligere flere Gange har været straffet for Tyveri og som den 11te April 1876 til Politiets Protocol over mistænkelige Personer under sædvanlig Straffetrusel erholdt Betydning om, ikke uden foregaaende Anmeldelse for Politiet at forlade Kiøbenhavns Grund for at tage Ophold andetsteds, gik, uden at have efterkommet dette Tilhold, samme Aar tilsøes. Efter at han i November Maaned f. A. igien var kommen her til Staden uden, i Henhold til det ham givne Paalæg, at melde sig for Politiet, begik han under sit Ophold her en Mængde grove Tyverier. Natten mellem den 12te og 13de April sidstleden begav Arrestanten sig, i den Hensigt at stiæle, igjennem den aabne Port ind i Eiendommen Nr. 8 i Jægergade, hvor han aabnede den aflaasede Dør til Kiælderleiligheden med en falsk Nøgle, han havde medbragt. Efterat han var kommen herind, oplukkede han et Klædeskab med en Nøgle, han tog af et andet Meubel, og tilvendte sig af Skabet og en uaflaaset Kommodeskuffe nogle Klædningsstykker, af Værdi 12 Kr. Natten mellem den 28de og 29de næstefter satte Arrestanten sig i Besiddelse af en i Nyhavn fortøiet til 174 Kr. vurderet Baad og de i samme værende Ting, af Værdi 30 Kr. Med den stiaalne Baad seilede Arrestanten derefter om til flere Fiskerleier, og underveis deels solgte, deels forbrugte han en Deel af de stjaalne Ting. Ogsaa Baaden forsøgte han at sælge, men det lykkedes ham ikke, fordi Kjøberen ikke kunde skaffe Penge. Da Arrestanten den paafølgende 4de Mai var kommen til Fiskerleiet "Sletten", lod han Baaden ligge og begav sig næste Dag tilfods her til Staden. Efter denne Expedition begik Arrestanten flere Tyverier paa Jagtveien og Strandvejen, som han alle udførte om Natten eller seent om Aftenen i Landsteder og byggede, ubeboede Lysthuse, og ved hvilke han for Størstedelen skaffede sig Adgang til de af ham stiaalne Gienstande ved at krybe giennem Hegn, stige over Plankeværker, gaae igjennem uaflaasede Porte eller Laager samt aabne Dørene med den foranførte falske Nøgle. I et af de anførte Landsteder, nemlig en Villa ved Emilie Kilde, der var ubeboet, stial Arrestanten alene Gienstande til en Værdi af 144 Kr. Udbyttet af disse sidste Tyverier udgjorde i det hele omtrent 326 Kr. Ved Criminalrettens Dom blev Arrestanten, der er 26 Aar gammel, anseet med 4 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1878).


“Heinr: Andreas Nielsen, født 1/8 52; i mange Aar straffet næsten uafbrudt for Tyveri; sidst K 23/7 81, 6 Aar Forbdh: for T: i Landsteder. Mist: Prot: J 93. 291”. [1880]. Genealogisk Forlag

Heinrich Andreas Nielsen, Kjøbenhavn. Fangenummer 6. Straf: Forbedringshus-Arbejde paa 6 Aar. 1. domsinstans Kbhvns Kriminal og Politiret. Domsdato 1. instans 23-07-1881. Indsættelsesdato 28-07-1881. Løsladelsesdato 28-01-1885 Fødselsdato 01-08-1852. Fødested Kjøbenhavn. Sidste opholdssted Kjøbenhavn. Erhverv Gjørtler, Arbmd. Alder 28 Aar. Civilstand ugift. Forbrydelse Simp. & Indbrudstyveri § 232,2

Faderen Arbmd. i Kbhvn. i smaa Kaar, død for 6 Aar siden. 3 Søskende. Ing. af Fam. str. Hjemme til Konf., stadig i Skole, gik om Eftmd. paa en Tobaksfabrik. Efter Konf. i Gjørtlerlære og blev Svend efter 5½ Aars Forløb. Efter at have udstaaet sin 2den Straf her af Politiet hjulpet til Hamburg og arbejdet der i 1½ Aar, derefter 3/4 Aar i Schønebæck. Da Elben her i Foraaret 1876 traadte over sine Bredder og ødelagde Byen, rejste Kpt. hjem. Sejlede i Sommeren 1876, Vinteren samme Aar og Sommeren 1877 som Letmatros paa Finland, Sverrig og England. Efter sin sidste Løsladelse herfra arbejdet en Maaned paa Wendts Maskinfabrik, fik saa Arb. hos Hytte??jer i Nansensgade, men maatte efter 14 Dages Forløb lægge sig ind paa Kommunehospitalet p.G.a. Exem paa h. Haand. Kunde efter at være helbredet ingen Arbejde faa og har stjaalet noget Værktøj i Skure og gjort Indbrud i et Landsted og et Lysthus paa Strandvejen ved Hjælp af Dirke og falske Nøgler. Værdi 91 Kr. 75 Øre. Alm.

(Statsfængslet i Vridsløselille. Stamrulle 1880-1883).

Straffefangen Heinrich Andreas Nielsen blev meldt død 6. august 1884. I skifteindkaldelsen februar 1885 blev han tituleret gørtlersvend og arbejdsmand.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar