Udover nedenstående indslag findes der en række andre artikler om Emmy Drachmann på denne blog: Om hendes bog Ingers ægteskab (1910) og Frederik V. Hegel Se endvidere serien om Holger Drachmanns søster, Erna Juel-Hansen, født Drachmann på denne blog. Se også indslag om Holger og Emmy Drachmanns søn, Poul Drachmann.
Emmy Drachmann (23. oktober-20. januar 1928). Forfatter og oversætter. Efter en kort forlovelse med en brav og velhavende ung mand, rejste hun udenlands i 1876 for at lære sprog og få et levebrød. Hun var i Hamburg hos venner af familien, på sørejse til Canada og blev tysklærerinde i en engelsk præstefamilie.
Hun kendte Holger Drachmann (1846-1908) fra barnsben og mødte ham igen i Hamborg hvor hun blev forelsket i ham. Han fortalte hende dog at han var forelsket i hendes søster Polly Thalbitzer. Hun var ellers gift og havde børn men ville lade sig skille. Sammen fik de 1877 datteren Gerda. Forholdet var kortvarigt, sommeren 1878 blev Emmy Drachmann af Holger Drachmanns søster Erna Juel-Hansen bedt om at hjælpe Holger der var brudt sammen over at Polly havde brudt med ham.
Det endte med at Emmy og Holger giftede sig året efter og adopterede Gerda (17. maj 1879). Sommeren 1879 fik Holger den ide at tage til Island. Alt udstyr blev indkøbt, men pludselig ombestemte han sig, til Emmy store sorg. I stedet tog de til Samsø - og det huskede Emmy i sine erindringer som en lykkelig tid. September tog de tilbage til København, datteren Gerda var sat i pleje. Og nu begyndte et almindeligt familieliv. I december udkom Holgers største digtsamling, "Ungdom i digt og sang".
Parret fik Jens Holger (1880), Svend (1881), Lisbeth (1884) forlovet 1904 med premierløjtnant Oscar v. Zernichow, og Povl (1887). Emmy Drachmann tog sig af husholdning og børn- og ægtefællen: "Jeg havde jo ham, der for mig betød alt ... jeg havde ikke alene Lov til, men det blev min Pligt, at leve mit Liv kun for ham!"skrev hun siden i sine erindringer.
Da det i 1885 blev det påstået at Georg Brandes havde beskyldt Holger Drachmann for at være anti-semit, og at selv hans kone havde taget afstand fra ham, drog Emmy i felten for sin mand med et offentligt brev dateret den 16. februar til Brandes i Morgenbladet hvori hun tilbageviste anklagen: Holger Drachmanns kritik af Georg Brandes var ikke var det samme som at deltage i samtidens europæisk-antisemitiske bevægelse. Georg Brandes besvarede i Politiken brevet med at "Det vil sikkert tjene Fruen til Beroligelse, at Alt, hvad man derom har meddelt hende, er bare Løgn."
I 1887 forelsked Holger Drachmann sig i syngepigen Amanda Nielsen ("Edith"). Det endte med at han 1892 tog til Hamburg for at leve sammen med hende. Han overlod det til Emmy Drachmann at forsørge sig selv og børneflokken. Hendes oplevelser af denne periode i sit liv beskrev hun i den posthumt udgivne "Edith" (1992), .
Emmy bosatte sig nogle år i Dresden og levede af at oversætte og undervise. Hun havde hjulpet Holger med at oversætte Byrons Don Juan, og selv oversat schweizeren G. Kellers storværk Den grønne Henriks Roman, 1883-84. Hun oversatte nu både tyske og russiske forfattere: P. Kropotkins En Anarkists Erindringer, 1900, og Henrik Pontoppidan og Amalie Skram til tysk.
Hun begyndte at skrive romaner: I 1899 den historiske roman Grevinde Cosel og Frederik August den Stærke. Fredericia Dagblad fandt passager glimrende skildret, og at "man læser med stærk og stigende interesse .. som giver ret til at nære betydelige forventinger til Emme Drachmanns fremtidige produktion". Aarhuus Stifts-Tidende skrev at bogen ikke havde hverken litterær eller historisk værdi, og at Emmy ikke formår at fængsle interessen gennem de næsten 500 sider.
Da hun vendte tilbage til København, blev hun redaktør af Romanbladet (1902) sammen med Johannes Magnussen, og nogle år senere af Dansk Familieblad. I 1902 kom Villa Mackenzie, en roman om en moders besættende kærlighed til sit barn. "hun har givet os skildringer, som selv mangen begavet forfatter ikke kan levere os så gode..." og den "skæmmes en del af nogle fæle romanfraser ...""... en tarvelig figur... kedeligt kørsammen".
Hun blev nu sat på finansloven over forfattere som fik midlertidige bidrag - 200 kr (Herman Bang fik 400 kr.)
I 1903 blev Emmy og Holger Drachmann officielt skilt. Hun levede bl. a. af at oversætte bøger. Holger døde 1908, Emmy fulgte sørgetoget fra Hornbæk Kro til toget til København. Han havde ønsket at Emmy Drachmann fik hans digtergage, mens hans 3. kone fik enkepensionen, men det gik Finansudvalget ikke med til: Emmy Drachmann fik 1000 kr. årligt, og "Soffy" Drachmann fik afslag på understøttelse, med henvsining til at hun modtog midler gennem en årrække fra Gyldendals Forlag - et beløb som gik til afskrivning af Drachmanns store gæld til forlaget.
"Ingers Ægteskab" fra 1910 blev en skandalesucces på grund af det slet skjulte selvbiografiske islæt. Den handler om en kvinde, der gifter sig med en fremragende forfatter der svigter hende til fordel for andre kvinder. Erik Skram skrev en anmeldelse i Gads Magasin at bogen med fordel kunne være forbleven uskreven: Den var som roman ikke lykkedes som kunstværk, og hun havde heller ikke uden det kunstneriske nået den hensigt der var med bogens udgivelse. Den udkom dog i adskillige oplag. Se link ovenfor med med interview og anmeldelser af denne bog.
Romanen Mødre (1914) var et indlæg i samfundsdebatten om kvinders vilkår, når børnene var blevet voksne. Som alle hendes bøger var der en kvindelig hovedperson. Social-Demokraten reagerede mod at hun kaldte alderdomsunderstøttelse demoraliserende ved at karakterisere bogen som mere småhjernet end tilladelig og undrede sig over at forlaget havde kunnet få plads til "denne hausmütterliche thevandsroman".
Fru Emmy Drachmann,
født Culmsee.
Naar Fru Drachmann nu den 23. Oktober fylder 60 Aar, kan hun se tilbage paa en Tilværelse, rigere bevæget, mere lys- og skyggefuldt, end et Menneskeliv i Almindelighed plejer at forme sig.
Det er jo gerne saaledes, at de dybe Sorger følges med de lyse Glæde, at der paa de klareste Solskinsdage falder de dybeste Skygger, men lykkelig den, der som Fru Drachmann kan sige med Schiller: "Jeg har nydt den jordiske Lykke - jeg har elsket og levet!" Disse Ord kan hun gøre til sine, taknemmelig over, i en Periode af sit Liv at have levet saa aandelig rigt, og over, at hun endnu i sig selv, i sit Indre ejer saa store Værdier, at det gør Livet værdt at leve. Og ikke mindst over, at hun har set sine tre Børn, to Sønner og en Datter, voxe op omkring sig og i deres Liv og Virken ser sin egen Tilværelse fortsættes.
Emmy Drachmann er født Culmsee. Hendes Fader ejede Havreholm Papirfabrik, og her, i det nordlige Sjællands blide, skønne Natur, voxede hun op, omgivet af Lykke og Velvære, saa glad og sorgløs, som kun et Barn kan være det.
Men der kom strenge Tider. Hun var kun tretten Aar gammel, da Familien flyttede til Norge, der fra nu af blev hendes andet Hjem. Men dette Lands haarde Klippenatur formaaede ikke at sætte sit Præg paa den blide, blaaøjede og lyshaarede Emmy, saa lidt som nogen Sinde norsk Accent skæmmede hendes rene danske Sprog.
Som ung tyveaarig Pige rejste hun til Hamborg, hvor hun dels som Gæst, dels for sin Uddannelses Skyld opholdt sig i velhavende Slægtninges Hjem.
Hun havde under sin Opvæxt nydt en god Opdragelse. Navnlig var hun stærkt interesseret i Musik og fik i flere Aar Undervisning af Edvard Grieg.
Danmark havde hun besøgt adskillige Gange og havde her gjort Bekendtskaber, som skulde faa afgørende Betydning for hendes Fremtid.
Og i Hamborg afgjordes hendes Skæbne.
Det var herlige, befrugtende Tider, de tretten Aar, hun levede som Holger Drachmanns Hustru. Tre Sønner, af hvilke den ældste døde som lille, og en Datter, fødte hun sin Mand. Datteren Lisbet blev gift i Norge med Kaptajn von Zernichow. Sønnen, Povl er forfatter og cand. polit. gift og bosat i København, mens Jens, den anden Søn, der er Kunstmaler, opholder sig i Amerika.
Men saa kom de haarde, de vanskelige Aar, da hun stod ene med sine Børn. Det gjaldt nu om at tage Kampen op og vise, at hun duede, bare ikke falde sammen - for Børnenes Skyld. Dg hun, der var sprogkyndig, drog med Børnene til Dresden, hun kunde ikke udholde Tanken om netop den Gang at bosætte sig i København.
Og her, i Sachsens skønne Hovedstad, der netop for os Nordboere har noget saa hjemligt og hyggeligt over i sig, boede Emmy Drachmann med sine Børn. Hun arbejdede til tyske Blade og Forlag, da hun skrev Tysk saa godt som Dansk, og hun sendte Oversættelser fra Tysk hjem til Danmark til illustrerede Blade. Det var Kampens Aar, Lidelsens og forsagelsens Aar; men den lille, tapre, tilsyneladende saa svage og blide Kvinde gav ikke tabt. Hendes Villie var sejg, og det lykkedes hende at skaffe sig Arbejde til Husbehov.
Forøvrigt havde hun allerede syslet med Oversættelser strax fra sit Ægteskabs første Aar, og dette kom hende nu til Gode. Hun havde ikke for intet levet saa inderligt sammen med en Digternatur som Drachmann. Hendes impulsive og t modtagelige Natur havde ofte faaet hende til at fremkomme med Tanket og Ytringer, der bragte dels hendes egen Mand, dels andre begavede og forstaaende Mænd til at opfordre hende til at skrive selvstændigt.
Men saa vidt vovede hun sig ikke. Dog oversatte hun i 1882 Gottfried Kellers store Roman "Den grønne Henrik" og viste allerede ved den, at hun havde Herredømme over Sproget, og hun elskede de litterære Sysler. Men paa de Tider var det andre Sysler, der lagde Beslag paa hende.
Nu, da hun for Alvor skulde arbejde, maatte hun foreløbig nøjes med Oversættelser, der var ikke Raad til at skrive Bøger. Derfor varede det saa længe, før hendes første, selvstændige Bog "Grevinde Cosel" saa Lyset.
Den kom i 1899, da hun atter var flyttet tilbage til Danmark. Af og til havde hun arbejdet med store Oversættelser som Krapotkin, Stepniak, Rudolf Baumback, Rosegger m. fl. Kun sparsomt er hendes egne Bøger kommet. Tre Aar efter "Grevinde Cosel" kom "Villa Mackensie" og saa gik der syv Aar før hendes betydeligste og mest personlige Bog "Ingers Ægteskab" kom frem. Og nu er der atter gaaet fire Aar, før den næste Bog kommer, den der forhaabentlig kommer i Boghandelen dette Efteraar.
I Mellemtiden har Fru Drachmann skrevet en Del smaafortællinger i forskellige Blade og Tidsskrifter. Men hun hører til de sparsomt skrivende. Hun overløber ikke Redaktionerne med sine Bidrag.
Tværtimod.
Skønt Fru Emmy nu fylder de 60, er hun ung i Sind og Tanke. Hun glæder sig over at være sammen med Vennerne, baade fra de svundne Dage og med dem, som hun har lært at kende paa et senere Stadium. Hun er den elskeligste Værtinde, den mest fuldkomne Fusmoder, der intet glemmer, som hører til, for at de, som besøger hende, kan føle sig hyggeligt til Mode og som hjemme hos hende.
Men hendes Helbred lider under den kroniske Søvnløshed, som har pint hende fra Barnsben. Og naar Tankerne er tunge og Sindet nedtrykt, saa plager denne Søvnløshed jo værre end til andre Tider, og da berøves hun, ikke sin Lyst, men sin Evne til at arbejde.
Det er jo nemlig saaledes, at uagtet Fru Drachmanns Tilværelse har været saa omskiftelig, saa er der eet, som ikke har været omskifteligt, og det er hendes Marthasorger for den kommende Dag øg dens Plager,
Da nu denne Ejendommelighed hos hende i forbindelse med et til Tider stærkt svækket Helbred - nærmest dog paa i rund af Søvnløsheden ikke tillader hende at leve et saa sorgløst Liv, som burde være uadskilleligt fra hendes Metier, har dette og de sidste Aars Sorger - en elsket Tvillingsøsters Død m. m. - bevæget hende til at tage Bolig udenfor København. Hun bor nu i en lille, af hendes Personlighed og fine Kvindelighed stærkt præget Lejlighed i Rungsted. Men derfor er hun ikke tabt for Vennerne i København, og hun føler, at hun har godt af den Ro og Stilhed derude, hvor hun ser Solen staa op og gaa ned uden at den fordunkles af Røgen fra Fabriksskorstene eller Horisonten indsnævres af linje Huse i tæt bebyggede Gader.
Og her til sender hendes Venner nu til hendes 60-Aars Fødselsdag den 23. Oktober deres Lykønskninger.
Den, der har kendt Fru Emmy Drachmann for tyve Aar siden, vil ogsaa nu i hende finde den samme lette, lyse, for alt interesserede og ungdommelige Kvinde fra de Dage. De tresindstyve Aar tynger hende ikke, hvad Udseendet angaar.
Alle hendes Venner ønsker, at hun endnu i mange Aar maa færdes iblandt dem og se en ny Slægt af Drachmansk Rod voxe op omkring sig.
Sofie Horten.
(Dagbladet (København) 21. oktober 1914)
Sophie Horten (1848-1927) var den første kvinde i Danmark der havde journalistik som hovederhverv. Hun var født i Svendborg, gift med en franskfødt sukkerv are fabrikant van Horten. Bosat i Stockholm hvor han få år efter døde. Hun tog derefter til København med sin søn og fik optaget artikler i forskellige blade. Hun blev tillige korrespondent for provinsblade. 1890 begyndte hun at udgive julehæfter for børn ("Børnenes julehilsen". 1896 redaktør af "Husmoderens blad" der efterhånden fik 70.000 abonnenter.
Fru Emmy Drachmann.
Et gammelt Ord siger: "Den lever vel, som lever ubemærket". Disse Ord kommer man til at tænke paa, naar man besøger Fru Emmy Drachmann i hendes Hjem i Rungsted. Der er saa smukt og fredeligt i disse Stuer, hvorfra man baade kan se Sundet og Folehave Skov, hvor Væggene er prydede med Billeder, signerede af gode Navne, og hvor Holger Drachmanns Buste, modelleret af Krøyer, hæver sig opover Skrivebordet. Naar man ser rundt paa disse Billeder, der alle har en Historie, og er saa heldig at være i Fru Emmys Stue i en Stund, hvor hun har Lyst til at gaa paa Vandring i Mindernes Land, saa fremtryller hun lor En snart muntre, snart rørende Oplevelser om hin Tid, der for hende staar som den lyseste og lykkeligste i hendes Liv - da Skagen blev "opdaget" af en Flok Kunstnere, hvis Navne nu alle er Verdenskendte.
Og medens hun fortæller og hæver en lille, bitte Del af den Mindeskat, hun en Gang vil berige vor Memoirelitteratur med, fæster man uvilkaarligt sit Blik pa en Krøyersk Tegning af Husets Frue - fra den Gang! Og Tanken ligger da nær, at det var morsomt at vise den til en ny Slægt, der er vokset op, og som kun kender Fru Emmy Drachmann fra de senere Aar.
Foruden mange glimrende Oversættelser, deriblandt G. Kellers "Den grønne Henrik" Roman "Krapotkins Erindringer" og m. a. har Fru Drachmann skrevet Romanerne "Grevinde Cosel", "Villa Mackenzi" og "Ingers Ægteskab" og paa sin 60 Aars Fødselsdag for nogen Tid siden udsendte hun en ny Bog "Mødre", der behandler det interessante Emne om fraskilte Forældres Forhold til deres Børn.
Fru Emmy Drachmann hører til de beskedne, trofaste, der elsker at leve ubemærket, men en Gang imellem maa hun alligevel finde sig i at blive trukket frem fra sine hyggelige, stille Stuer - fordi vi andre har saa godt af at mindes hende.
J. V.
Fot. Kai Kanneworff, Hørsholm. Tegnet af Krøyer 25de Oktober 1882 i Frederikshavn. Tegningen har aldrig været fremme for Offentligheden.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1914)
I 1925 udkom hendes hovedværk selvbiografien "Erindringer", som dækker hendes liv fra barndom til 1883. Hun angav at ville sætte den forhenværende ægtefælle et minde ved at fortælle om hvilken stor person han var. Men der fortælles historien om en genial og selvoptaget digter og ægtemand hvis liv kun hang sammen på grund af en klarhovedet, kløgtig hustru. Således fik Emmy Drachmann fremstillet et kvindelivs sociale og følelsesmæssige virkelighed samtidig med at hun fik iscenesat sit liv som en dramatisk beretning om en digterhelt og hans muse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar