Ude i Valby Skolegade Nr. 17 boede der indtil for omtrent 3 Uger siden paa Kvisten en Opvarter med Kone og 2 Børn, en Pige paa ca. 12 Aar og en lille Dreng paa 5 a 6 Maaneder. Ægteparret er mellem de 30 og 40 og har øjensynlig kendt bedre Dage. Nu er Manden 2 Dage om Ugen Opvarter i cn Have i Allégade ellers tjener han intet. Næppe var de flyttet ind i Lejligheden, før Husets øvrige Beboere mærkede, at der var noget galt paa Færde. Midt om Natten kunde de høre Ægteparret øg det ældste Barn for aabne Vinduer tælle i det Uendelige: 1, 2, 3, 4, 5, 6 osv. blev de ved til op i Trediverne, og saa begyndte de atter forfra, og det kunde vare ved i mange Timer. Snart blev man opmærksom paa, at denne Tælleøvelse fortsattes om Dagen, og ingen kunde begribe Sammenhængen. Saa en silde Aften er Mand og Kone kommen i Klammeri og den ene beskylder den anden for at have dræbt et for nogen Tid siden afdød Barn. Konen skreg, saa man kunde høre hende langt bort, og denne uhyggelige Scene har gentaget sig flere Gange. En anden Aften, da Konen var ene hjemme, skreg hun og raabte i vilden Sky, og da Folk som Følge deraf samledes udenfor Huset, raabte hun ud af Vinduet, at hun vilde kvæle det mindste Barn. Folk løb derop og fandt Konen staaende paa Gulvet og holde Barnet for Munden, medens hun sagde, at hun ikke kunde lide at høre det hoste.
Selvfølgelig er Konen sindssyg, og det er en ret mærkelig Maade det ytrer sig paa. Hun har den fikse Idé, at der er Dyr i alt: Maden, Klædningsstykker. Sengetøjet, Vinduer, Borde, Stole osv., og for at holde disse Dyr borte er det hun tæller. Denne Frygt for Dyrene gør hende helt vild, og under disse Anfald tvinger hun Manden og det ældste Barn til at tælle med. Af og til kommer de saa i Klammeri midt i Tællingen og saa er det Konen skriger op om, at hun vil skære Halsen over paa Barnet.
De lever i den største Fattigdom. Husets øvrige Beboere, deriblandt Lærer J. Christensen og Værten Partikulier Iversen har fortalt os, at de ofte sulter i flere Dage, og naar de saa ikke kan holde det ud længere er Konen eller Pigebarnet kommen ned til Lærer Christensen og bedt om en Skive tørt Brød. Pigen ser bleg, hulkindet og forsulten ud og er ved Omgangen med den gale Moder bleven saa forstyrret, at det vel ender med Sindssyge, hvis der ikke sker en Forandring. Uagtet hun som sagt er 12 Aar, gaar hun ikke i Skole. Den lille Dreng paa 6 Maaneder sulter som de andre og er et helt Skelet. Han skriger ofte dagelang af Mangel paa Føde og fordi han ligger i Urenlighed. S Af og til faar Moderen den Idé, at hun ikke maa røre Barnet - for Dyrene - og saa maa det ulykkelige Væsen henligge uden Hjælp og Pleje mens Moderen tæller over det. Fru Christensen fandt en Dag hun kom derop Moderen og begge Børnene liggende i Sengen, alle splitter nøgne, og saaledes ligger de hver Nat. De maa intet Linned have paa for Dyrene, siger Moderen. Iøvrigt saa der skrækkeligt ud i Lejligheden. Midt paa Gulvet laa der tre Bunker af Ekskrementer, og der blev aldrig fejet, aldrig vasket der.
Dette forfærdelige Liv blev inden ret længe Husets Beboere for uhyggeligt, og Lærer Christensens Frue formaaede Læge Duurloo i Valby til at gaa derop. Han erklærede, at Konen var sindssyg, men han kunde ikke gøre noget, mente han, skønt han i høj Grad beklagede de ulykkelige Forhold, navnlig for Børnenes Vedkommende. Den store Pige, sagde han, vilde ende i Tugthuset inden ret længe, efter den Opdragelse hun her fik. Saa gik Fru Christensen til Sogneraadet og Politiet.
Svaret hun fik var, at de ikke kunde skrive hende paa Hospitalet, saa længe hun ikke var farlig for sine Omgivelser Tre Gange maatte der Bud efter Politiet, før det behagede at komme. Samtidig kom ogsaa Distriktslægen, Dr. Larsen, og Resultatet bIev, at Familien fik Ordre til at flytte ud af Huset inden næste Dags Middag Kl. 12. [] fik ogsaa alle til den fastsatte Tid deres Vej, men alt deres Indbo staar der endnu, og Værten har velvillig ladet det forblive i Lejligheden, skønt de ikke har været i Stand til at betale ham nogen Husleje for de 2 Maaneder, de har boet der. Siden den Middag er der Ingen der ved, hvor de opholder sig: en og anden har set dem gaa omkring i Søndermarken, og der er endog bleven sagt, at de tilbringer Natten under aaben Himmel. Konen skal have en Soner, der er gift med en Missionær, som bolder til i Bethesda, men det er ikke lukkedes os at opspørge deres Adresse, da vi ikke kender Navnet.
Vi var inde i den forladte Lejlighed. I den ene Stue stod Møbler, Husgeraad og alt muligt andet hulter til bulter som paa et Pulterkammer. I den anden Stue stod der en smal Jernseng med en gammel Madrats og en skiden Overdyne. Den anden Dyne laa paa Gulvet og et Lagen viste, at det havde udgjort den anden "Seng". Ellers var der kun et Bord og to Stole, samt et Lys i en Ølflaske. Der var Syn for Sagen, at der aldrig var bleven vasket eller gjort rent.
Vi kan ikke tro, at Avtoriteterne over for Sligt kan vedblive at give de Uvedkommende. Det passer maaske bedst med den gamle danske bureaukratiske Magelighed, og det kan jo ogsaa være, at det er sandt, som der blev sagt, at der er knap Plads paa Sindssygeafdelingen paa Hospitalet. Men enten der nu er det ene i Vejen eller det andet, saa er det i højeste Grad uforsvarligt, at denne Moder faar Lov til at gaa saaledes, og at de ulykkelige Børn ikke kommer i anden Pleje. Manden gaar om som var han hypnotiseret. Ulykken har gjort ham flov og følelsesløs, saa fra ham kan intet yderligere Initiativ ventes. Det er derfor vor indtrængende Opfordring til Øvrighed og Læger, at de træder til. Vi skal ikke tabe af Syne, om det sker eller ej.
(Social-Demokraten 21. juli 1889).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar