Enhver, som er kendt ved Havnen, hvor de store Dampere lægger til, vil have lagt Mærke til de mange fattige Koner og Børn, som færdes dernede for at pille op af de Kulstykker, der salder ra de belæssede Vogne.
For hver Gang Kularbejderne tømmer det store Tøndemaal af i Vognene, forvilder enkelte Kulstykker sig udenfor Vognfjælene og rasler ned paa Stenbroen. Straks nærmer sig nogle af de fattige Skikkelser, ligesom Spurvene nærmer sig udkastede Brødsmuler, og i Hast pilles der op i et Forklæde, Skørt eller i en Kurv, indtil der er opsamlet saa meget, at den kolde Stue og de frysende Smaa derhjemme kan være sikre paa Varmen for den Dag.
Men mange Fattige bliver til mange Kulstykker, og selv om disse fordeles paa adskillige hovedrige Grosserere, er Kulpilningen jo alligevel et Indgreb i Ejendomsretten, som man ikke vedblivende lukker Øjnene for. Man kaster Brødsmuler til Spurvene og glæder sig ved, at de finder dem, men d'Hrr. Grosserere vil nok bede om at faa deres Kulstykker fejede sammen.
Kulpilningen er derfor bleven en ejendommelig Smugforretning, som hver enkelt Menneske finder sig i af Medlidenhed med de fattige Folk. Kun naar den officielle Justits møder med sit barske Ansigt lysende over de blanke Knapper med den aabne Haand og Retfærdighedens altid aabne Øje, bliver Forbrydelsen at pille Kul op klar for alle Tilskuerne, og skyndsomst forlader Fattigdommen det forbudte Omraade.
Længe har Politiet selv aabenbart svævet i Uvished om, hvorvidt denne Kulpilning skulde betragtes som Tyveri eller ej. Man har derfor indskrænket sig til at jage Koner og Børn fra Havnen, naar de kom Vognene for nær, eller i det højeste tildelt dem en Advarsel paa Stationen.
Nu er imidlertid denne fredelige Krig forbi. Politi og Grosserere har som Stormagter fastsat de nye Betingelser, som gaar ud paa, at Kulpilning er at betragte som gement og strafbart Tyveri.
I November Maaned f. A. blev saaledes flere Koner attraperede i Gasværkshavnen, medens de stod i Begreb med at samle Kul op. En uniformeret og en civil Betjent foretog en Razzia, og Fangsten var god. Mellem de Anholdte var Koner, som havde flere smaa Børn hjemme, der ventede paa en Smule Varme. En af disse Koner, en Arbejdsmands Hustru, som tidligere havde faaet en Advarsel mod at røre Kullene, spurgte Betjenten, om hun nu vilde blive straffet og hun bad om Skaansel, fordi hun havde 4 smaa Børn hjemme. Betjenten antog ikke, at Konen vilde blive straffet, og efter et 3 Timers Forhør paa Stationen blev hun atter fri.
Sagen gik imidlertid til 5te Kriminalkammer, hvor Konen maatte møde 3 Gange for at afgive Forklaring. Hun stod fast paa, at hun ikke havde opfattet Kulpilningen som Tyveri og kun brugt Kullene i sin egen Husholdning. Efter en Sammenkomst med vedkommende "bestjaalne" Grosserer blev hans Tab ved Konens i længere Tid fortsatte "Tyveri" fastsat til 1 Kr. 50 Øre, og paa dette Grundlag blev Konen idømt 5 Dages Vand og Brød. Den samme Skæbne har ramt en anden Kone og flere venter deres Straf.
De Dømte skal nu saaledes rives fra Hus og Hjem, skønt næppe en eneste af dem med Forbryderens skyldbetyngede Samvittighed begynder paa Vand- og Brødstraffen. Man kunde maaske til Dels forstaa en saadan Dom, hvor der tidligere er sket en Advarsel, men faktisk har enkelte maattet lide samme Straf, skønt de har set Hundreder ustraffet pille Kul ved Skibene.
Vilde det ikke være et humant Træk i den kolde Vintertid, om Grossererne lod de fattige Koner samle op af Smulerne, som falder udenfor de Riges belæssede Vogne. Vilde man undgaa Misbrug og for stærk Tilstrømning, slude der jo udstedes Kort, som gav dem Ret til at samle op paa en vis Tid af Døgnet. Og fremfor alt maa man misbillige, at disse Forsøg fra Fattigfolks Side paa at skaffe sig en Smule Varme, skal slaas i Sæk med gement Tyveri.
(Social-Demokraten 8. marts 1889).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar