I
Privat Godgørenhed.
Et Par af Bladets Medarbejdere har i de sidste Dage, nu da Vinteren strænges paa ny, aflagt nogle spredte Besøg omkring i Rabarberkvarteret, paa Nordvestvej og i de tilstødende Gader.
Her staar de store Kaserner, hvis skidengraa Mure spærrer Lys og Luft ude, og som rummer Byens uheldigt stillede Befolkning. Man presser sig forbi hinanden i Halvmørke paa snævre Trapper og kommer ind i smalle Gange, som forlænger sig i det uendelige, gennemkrydset af Sidegange, med lutter smaa Døre i Række til Højre og Venstre. Væggene er snavsede og Luften beklumret, men inde i Lejlighederne, et Hummer med Køkken, mange Steder med Fælleskøkken for flere Familier, slaar Uhyggen værre for Brystet.
Har der været Raad til Kul, er Heden massiv; sultne Kroppe behøver megen Varme, og der maa spares paa den man har; derfor aldrig et Vindu paa Klem. Og at her er Sult, ser man straks: tre fire Børn trænges om en Smule Bord med en Spølkum Kaffe, en Humpel Brød og en Klat Fedt paa en Underkop; en to Maaneders Unge skraaler i nogle Klude ved Enden af Forældrenes Sengested. Der er kun de uundværligste Bohavestumper tilbage; nogle Steder maa man bruge Vindueskarmen som Bord.
Armoden tier ud af de blege Ansigter og i de smaas gammelkloge Øjne. Et Sted har Børnenes eneste Morskab været at rive Tapetpapiret af i store Flager, saa højt de kunde naa; den nøgne Kalkvæg stirrer de fremmede i Møde. Man vrider sig under denne tryglende og hjælpeløse Stumhed.
Men saa begynder Manden eller Konen at fortælle, aabenhjærtige som Fattigfolk er, den simple Livshistorie, som overalt er ens og hvori de samme Fakta atter og atter gentager sig. Fakta som Arbejdsløshed, Hospital, Pantsætninger, ingen Husleje - Fattigvæsenet Det kommer altid tilsidst, hvis det overhovedet har spillet sin Rolle med, for man ved nok, hvad den Gang koster, og derfor staar man imod, saa længe Husværten vil give Henstand og Børnene ikke skriger for højt.
Først prøver man, hvad der privat kan være at faa: der er jo Præsten og der er Understøttelsesforeningen, men hvor langt de kan hjælpe og hvilken Besked der ofte gives hos dem, vil et Eksempel kunne oplyse om.
En ældre, svagelig Enke, som nødig vilde under Fattigvæsenet og som med nogen Hjælp vilde have været i Stand til at bjærge Føden ved Syning, henvendte sig til Pastor Rørdams Datter for med hendes Anbefaling muligvis at erholde et Legat eller lidt Hjælp til Medicin. Men hvad tror man, denne kristelige unge Dame svarede? "Ved De hvad, lille Madam, dette med Legat og Hjælp fra Understøttelsesforeningen, det er der saamænd ikke noget ved. Gaa De hellere til Fattigforstanderen og faa noget hos ham, det er der ingen Skam i!"
Enken gik saa til en af Uddelerne for Understøttelsesforeningen, Skolebestyrer Gregersen, og hos denne pæne Mand fik hun et lige saa velment Raad: "Jeg skal sige Dem noget: vent De bare, til Værten smider Dem paa Gaden, saa skal De se, Fattigvæsnet hjælper Dem nok. Saa kommer De paa St. Johannes, og der har De det s'gu meget rart!"
Paa denne Maade tvinges mange Fattigfolk ligefrem ind under Fattigvæsnet; den private Godgørenhed udstrækker sig kun til de saakaldte "bedre Fattige" - med de andre lader den det bero, indtil al Understøttelse er for silde, og saa henviser den dem til det Offenlige, hvis Hjælp Samfundet stempler som en Skam.
II.
Fattigforstanderen.
Naar nu endda denne Mand, hvis Ansvar i et Kvarter som dette er saa svært og alvorligt, var sin Plads voksen, forstod at træde til paa rette Steder i rette Tid - saa kunde mange smaa Hjem skærmes mod Opløsning.
Men dette er saa langt fra Tilfældet, at Distriktsforstanderen for "Rabarberkvarteret" netop har en aldeles bagvendt Opfattelse af sin Stilling og sine Pligter. Han betragter sig som denne Bydels uindskrænkede Hersker; han er Matadoren, af hvem det er en Naade at faa Hjælp, en Nedladenhed, for hvilken Modtagerne taknemlig har at neje sig. Han troner i sit bureaukratiske Hovmod paa Kontoret paa Kapelvej 55, hvor der staar
paa Døren, og hvor Rabarberlandets Fattige kun med Frygt og Bæven drister sig til at banke paa for at bede om Understøttelse.
Den Gang er i Reglen ydmygende nok i Forvejen. Det gælder da om ikke yderligere at nedslaa Selvfølelsen og Haabet hos dem, som med Opgivelse af deres Borgerret griber til denne Udvej. Distriktsforstanderens Opgave maatte være at møde Ansøgerne med Velvillie og opmuntrende Ord, samvittighedsfuldt efterse Forholdene i Hjemmet og i Tide søge at redde Ægtefolk og Børn fra at skilles og komme under Fattigvæsenet.
Men Hr. Distriktsforstander Bergh synes tværtimod at have det Princip ikke at hjælpe, før hele Bohavet er pantsat og Familien saa godt som kastet paa Gaden. Klagerne over denne Herre lyder enstemmigt fra Kvarterets Beboere. Ja, det er ikke blevet ved Klager. Et Sted, hvor Distriktsforstanderen i Fjor Vinter var oppe for at "undersøge", irriterede han ved sin brutale Optræden Manden i Huset til den Grad, at denne smed ham ned ad Trapperne; Voldsmanden sidder arresteret endnu, og Hr. Bergh gaar med et daarligt Ben ovenpaa den Historie. Her er nogle Beviser paa, hvordan denne Distriktsforstander passer sin Bestilling.
Den ovenomtalte Enke gik - efter forgæves at have anraabt den private Godgørenhed - til Hr. Bergh. Hun fik den Besked, at naar hun først var kommet paa Gaden, skulde hun faa 6 Kr. om Maaneden til at leje et Hummer for, og naar hun var blevet 60 Aar, skulde hun faa 50 Øre om Ugen.
En arbejdsløs Maler anmodede Distriktsforstanderen om Penge til en Barnekiste. "De kan jo bære Barnet over til St. Johannes Stiftelse, saa bliver det begravet derfra," sagde Hr. Bergh. Maleren spurgte, om han da skulde svøbe Barnet ind i en Avis eller en Klud; han vilde bare have en Kiste, Begravelsen skulde han saa nok selv besørge. "Naar De kan hjælpe Dem selv, hvad vil De saa herefter? Sikken Herre!" osv
En Arbejdsmand med Kone og to smaa Børn bad for anden eller tredje Gang om Huslejehjælp. Hr. Bergh svarede: "Deres Kone kan jo gaa ud og arbejde; De trænger vist ikke saa haardt."
En anden Arbejdsmand ansøgte ligeledes om Huslejehjælp. Hr. Bergh var hjemme for at se paa Lejligheden: "Naa, De har saa meget Møblement og ikke mere end to Børn, ja, saa behøver De vist ingen Understøttelse!" Det kan uden ond Vilje forstaas som en indirekte Opfordring til at sætte ud og til at avle flere Børn, med andre Ord: udsætte Hjælpen, til det vilde være for sent.
For saa vidt kommer det paa Tværs af en anden Udtalelse, hvormed en Kone blev bidt af, da hun bad om Penge for at kunne løse en Frakke hjem til sin Mand, som havde faaet Arbejde ved Forterne og ikke kunde gaa den lange Vej uden Overtøj: "De kan jo lade være at sætte ud," snærrede Hr. Bergh. Tre Gange var Konen hos ham om den Frakke, men forgæves! han lovede at komme hjem, men kom ikke. Overfor samme Kone brugte den dannede Bestillingsmand en Gang Udtrykket: "Rejs ad Helvede til!" Det var i Anledning af en Maaneds Husleje.
En yngre Konditorsvend havde ligget en Række Gange paa Hospitalet. Hans Kone havde imidlertid nydt en Understøttelse af 2 Kr. om Ugen og et Rugbrød. Da Manden kom ud og stod arbejdsløs, henvendte han sig til Distriktsforstanderen om Husleje. "Det er nok bedst, vi faar det Ægteskab ophævet og Børnene sat i Pleje; De bestiller jo ingen Ting" - det var den Besked, han fik. Da Konen gik med det sidste Barn, anmodede hun om at faa Distriktsjordemoderen hjem; Hr. Bergh henviste hende til Stiftelsen. Paa Konens Beklagelse over, at der ingen var til at passe det andet Barn imens, foer Hr. Bergh op: "De kender vel for Fanden nok en, som kan se til Barnet!"
Saadanne Udtryk som "For Fanden" og "Rejs ad Helvede til" synes i det Hele at falde mest mundret for denne menneskevenlige Fattigforstander. Han kom en Gang hjem til en Barselkvinde fire Dage . efter Fødslen og brugte saa grov Mund, at Plejersken maatte lægge en Dæmper paa ham.
En Beboer i Kvarteret har til Borgmesteren indgivet Klage over Hr. Bergh paa Grund af dennes Optræden overfor ham. Da denne Mand efter at have faaet en Maaneds Husleje Aaret efter henvendte sig til Distriktsforstanderen, blev han truet med Husvildeafdelingen, og da Konen en anden Gang anmodede om Frijord til et Barn, svarede den vigtige Herre: "Det kommer an paa, om jeg vil give Dem det; De maa bede mig pænt om det!"
Hvad bilder denne Mand sig dog ind ? Tror han, at Københavns Borgere lønner ham for, at han skal optræde paa denne despotiske og demoraliserende Maade overfor Byens Fattige i Stedet for at være Kommunen en ærbødig og omhyggelig Tjener?
Et andet Omraade, hvor Hr. Bergh paa en uberettiget Maade blander sig ind, er Lægehjælpen. Distriktets Læger, der allevegne betegnes som flinke og humane Folk, giver offenlig Konsultation fra Kl. 9-11. De mødende maa være forsynet med en Seddel fra Fattigforstanderen. Men nu er Forholdet saadan, at denne - Hr. Bergh - kommer farende ud fra sit Kontor og formener Folk Adgang, naar de ikke møder præcis Kl. 9. Vi har flere Eksempler paa, at Folk er bleven afvist, naar de er mødt f. Eks. Kl. 9½ - og det skønt Konsultationstiden som sagt varer til Kl. 11 ! Med hvilken Ret gør Hr. Bergh dette ?
Vi tror nu at have karakteriseret denne Distriktsforstander tilstrækkeligt. De Folk, vi har talt med derude, er saadanne, som kun af yderste Nød har henvendt sig til ham, og hvis Opgivelser er paalidelige. Skulde nogen være villig til at betænke dem med en Smule Hjælp, vil den komme paa rette Sted. Men Distriktsforstanderen overlader vi vedkommende Avtoriteter at tage sig af. Det vil være en Skandale, om han ikke faar en Tilrettevisning - eller bliver erstattet med en værdigere.
(Social-Demokraten 23. februar 1889)
Følgende nye Eksempler paa Distriktsforstander Berghs Hensynsløshed mod Rhabarberkvarterets Beboere er kommet til vor Kundskab, efter at den første Artikel var skrevet:
En Stenhuggers Hustru skulde gøre Barsel, mens Manden laa paa Hospitalet (hun havde i Forvejen to Børn at forsørge under Mandens Sygdom). Hun henvendte sig til Hr. Bergh om Hjælp, men fik det Svar, at hun kunde blive indlagt paa St. Johannes Hospital og senere komme paa Stiftelsen. Da Konen indvendte, at hun ikke vilde paa Fattighuset, svarede Hr. Bergh: "Naar De søger Fattighjælp, har De i det Hele taget ingen Vilje." Som en ren Naade slap hun for at komme paa St. Johannes.
En Familieforsørger maatte gaa 3-4 Gange til Hr. Bergh og 2 Gange i Magistraten for ialt at opnaa - 6 Rugbrød!
En Plejemoder henvendte sig med et dødssygt Barn til Hr. Bergh for at faa Adgangskort til den gratis Lægekonsultation. Distriktsforstanderen vilde først tale med Moderen selv. Hun var ude paa Refshaleøen, blev der sagt. "Det bryder jeg mig ikke om, jeg vil tale med hende", svarede Hr. Bergh. Barnet var dødssygt.
En lille Pige var af sin Moder sendt hen for at bede om en Smule Kul. Hun fik den Trøst, at naar det frøs noget Haardere, kunde hun altid komme igen.
Alle de ovennævnte Ansøgere bekræfter, at Tonen i Hr. Berghs Afslag er grovmundet. Han er en formelig Bussemand for alle dem, der ser sig nødte til at søge Huslejehjælp eller Frilæge. Ikke nok med, at Familieforsørgere paa Grund af Arbejdsløshed fortaber deres Valgret, maa de og deres Koner oven i Købet finde sig i at blive hundsede paa hans Kontor og stoppede paa Lægens Dørtrin af denne Herre, som aabenbart er den største Almuesjæl i hele Rhabarberkvarteret
(Social-Demokraten 24. februar 1889)
Valdemar Bergh blev januar 1892 arresteret for sædelighedsforbrydelser mod drenge, men dog atter løsladt uden retsforfølgelse, idet retten mente at forseelsen mere var alvorlig pga. hans stilling end hvad han havde gjort. Se indslaget på denne blog fra Social-Demokraten 23. januar 1892. Han blev efterfølgende suspenderet og afskediget maj 1892 på grund af overanstrengelse og sygelighed med et årligt beløb af 800 kr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar