Fonografen i Tivoli
I Tivolis Udstlllingsbygning, hvor saa meget andet, baade mælende og umælende, har været forevist et højstæret Publikum, har nu den meget talende Fonograf opslaaet sit Telt og gjorde i Gaar Formiddag sin første Opvartning for en snævrere Kreds.
Fonografen har udstyret sit Avdiensværelse med stor Hygge og Smag; navnlig faar man al Agtelse for dens Kunstsans, naar man ser Væggene bedækkede med en stor Samling Malerier af nordiske Kunstnere; for yderligere Oplysnings Skyld er Priserne vedføiede, saa behøver man ikke at spørge om dem, og lige saa har Dekoratøren herttet sin Adresse ved de ikke uefne Draperier for Vinduerne, saa ved man, hvor man kan henvende sig.
Til Brug ved sin Optræden i Tivoli har Fonografen samlet sig et stort og udsøgt Repertoire og byder hver Uge paa nyt Program.
Det aabner strax med en af Perlerne i Samlingen: Phisters Monolog af "Jeppe paa Bjerget", anden Akt, i Baronens Seng. Det er aldeles beundringsværdigt, hvor tydeligt og distinkt hvert Ord af den berømte Monolog kommer ud af Fonografens Mund, med samme Betoning og Klangfarve, som man vil erindre fra den geniale Kunstners sceniske Fremtræden; man synes næsten at se Nathuen paa Jeppes Hoved og Kvasten dingle over Ansigtet paa ham.
Hvad Betydning en saadan Opbevaring af Replikformningen vil kunne faa for Traditionen, er aldeles uoverskuelig - at den nu vil kunne glæde alle de mange, der kun kjender Phisters Fremstilling af Omtale, er jo allerede ubetaleligt.
Samme Tanker faar man, naar man hører Schram synge Leporellos ikke mindre kjendte "Ingen Penge, Prygl desfler", eller hører ham foredrage den humoristiske Vise om "Tømmermanden med de 15 Børn"; og saa vidt er Fonografen allerede kommet, at man, uden at sætte Glasrørene i Øret, kan høre den helt ud i Stuen, uden at tabe en eneste Pointe, en eneste af de mange drastiske Nuancer.
Fonografen har endvidere af Prof. Phisters rige Repertoire indtaget Visen "Og jeg vil ha'e en Hjærtenskjær" af "Æventyr paa Fodrejsen"; Kammersanger Schram møder med Mefistofeles' Serenade af "Faust" og Jægerens Vise af "Elverhøj".
I den første Seance, fra den 29de Mai til den 7de Juni, bestaar Programmet endvidere af "Nyse-Vise", foredraget at en scenisk Fremtidsmulighed, Kammersanger Simonsen synger "Gurre", og et Blæseorkester spiller "Kong Kristian" og Marsch af "Figaros Bryllup".
Samtidig med Fonografen er udstillet "den amerikanske Kaligraf", der under en rutineret Behandling skal kunne skrive meget hurtig, og den Fordel er der i det mindste ved den, at den ikke kan give selv den skarpsindigste Grafolog den ringeste Anvisning paa den skrivendes Karakter - det skulde da være den Oplysning, at han har Raad til at anskaffe sig en saadan Skrivemaskine.
(Morgenbladet (København) 30. maj 1890).
Fonografen.
Det kgl. Theater skal efter Forlydende have anskaffet sig en Fonograf, og det er formentlig Hensigten at danne et systematisk Bibliothek, eller hvad man nu skal kalde en saadan Valsesamling, af dansk Kunst. Endnu lever en Række berømte Skuespillere og Skuespillerinder - Fru Heiberg og Fru Sødring, Phister, Hultmann o. s. fr. - der sikkert gjærne grundlægger Samlingen med udvalgte Prøver paa deres Kunst. Efterhaanden vil de nuvirkende Kræfter ved Theatret saa træde til. Kommende Tider og ufødte Kunstnere vil høste rig Nytte og Erfaring af Fonografens Evne til at lade Traditionen gaa i Arv fra Slægt til Slægt.
Allerede Fonografen i Tivoli, som vi i Gaar nærmere omtalte, vil kunne lære os meget om Opfindelsens Fremtidsbetydning. Utvivlsomt vil den ogsaa Sommeren igjennem samle talrige Tilhørere. Af det righoldige Repertoire, som lidt efter lidt vil blive fremdraget, skal vi her nævne et og andet.
J. L. Phister har vist Fonografen særlig Opmærksomhed. Den gamle Kunstner efterkom strax beredvillig Opfordringen til at overgive forskjellige Scener af sine Glansroller til Efterverdenen. Han gav Møde uden Bog og reciterede med sin beundringsværdige Hukommelse Scene efter Scene uden at standse eller snuble. Faa Kunstnere kan som Phister slaa som den gamle Skoles Repræsentant, naar det gjælder Pietet mod Digteren og Troskab mod hans Text.
Foruden den i Gaar omtalte Monolog af "Jeppe paa Bjærget" og Skriverhans' Bondevise af "Æventyr paa Fodrejsen", skjænkede Prof. Phister Fonografen Oldfux som Tyskeren og som Peter Eriksen, begge Scener af "Den stundesløse", og endelig Henriks Monolog i 1ste Akt af "Den politiske Kandestøber".
Af Hostrup er ligesom af Holberg ikke lidet valgt af flere Kunstnere. Hr. Zangenberg har sunget "Man maa rejse til Fods" af "Æventyr paa Fodrejsen", Hr. Olaf Poulsen "Kejseren bor paa det høje Slot" af "Spurv i Tranedans". Endvidere har Hr. Olaf Poulsen sammen med Hr. Vald. Kolling spillet Ankers og Mads' Scene af "Soldaterløjer". Hr. Kolling har sammen med Hr. Meyer spillet de to Spidsborgeres Scener af "Gjenboerne". Og endelig har Hr. Kolling alene sunget Glæsers "En lille Hat".
Af bekjendte Koncertsangere kan tilsidst nævnes Operasanger Lundqvist og Hr. Salomon Schmit, saa Fonografen, der vil skifte Repertoire hver Uge, kan byde paa rig Afvexling.
(Morgenbladet (København) 31. maj 1890).
Disse Danmarks ældste lydoptagelser er bevaret i den såkaldte Ruben-samling efter generalkonsul Gottfried Ruben. Han optog 1889-1897 datidens berømte sangere og skuespillere på den nyligt opfundne fonograf. Han havde medbragt Thomas Edisons forbedrede fonograf til Danmark i efteråret 1889. Fra 1889 fungerede Ruben som generalagent i hele Skandinavien for fonografen, og sammen med sin kompagnon, optiker Cornelius Knudsen, etablerede han firmaet Edisons Fonograph-Compagniet i København. I forbindelse med demonstrationer for publikum forestod firmaet en løbende produktion af nye lokale indspilninger på voksvalser. De fleste af disse valser er efter al sandsynlighed gået tabt i løbet af årene. De, der er tilbage, kaldes i daglig tale for Ruben-samlingen. Rubens indsats betyder, at vi i dag har bevaret enestående optagelser fra en dansk teater- og sangtradition, som ellers ikke er tilgængelig. Optagelserne tæller bl.a. Peter Schram, Augusta Lütken, Louise Phister, Otto Zinck, Frederik Jensen, Emil og Oluf Poulsen samt Niels Juel Simonsen. Dertil kommer en række musikoptagelser. Voksvalserne med optagelserne bevares på Det Kgl. Bibliotek og flere af dem kan høres på internettet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar