Paa pintsefart.
Freverik«berg.
de ivrigste Pintsemennesker staar op Kl 3 Pintsemorgen, for fra Frederiksberg Bakke at kunne overvære en Solopgang, for "at se Solen danse", som det traditionelt hedder. Naturligvis er der ingen af disse Pintsemorgenmænd og Kvinder, der i sit inderste tror paa, at Solen just den ene Dag i Aaret gaar op paa en mærkeligere eller skjønnere Maade end ellers. Men Traditionen i Forbindelse med en naturlig Stræben efter at gjøre denne Aarets eneste, til Friluftsglæder viede, absolute Fridag saa lang og indholdsrig som muligt behersker i den Grad Kjøbenhavn og dens Ungdom, at de Frederiksberg-Beværtere altid trygge og uden Risiko til hver tilbagevendende Pintsemorgen kan Næne extraordinære Dispositioner med Hensyn til Øl-, Kaffe-, Bolle- og Opvarterforsyningen.
Foruden Solen, Øllet, Kaffen, Bollerne og de nystrøgne Opvartere byder iøvrigt den smukke Have aldrig paa nogen særlig Overraskelse i Anledning af Festen, og naar Solen saa, som det hænder en Gang imellem, faar Forfald og slet ikke "leger med", endsige danser, kan det være slet nok bevendt med Feststemningen. Den pintsepyntede, ufordærvede Ungdom, som er mødt i den Hensigt ærligt at beundre Naturens poetiske Skjønhed i Dagbrydningen, bliver tavse og fortrydelige over Himlens aldeles malplacerede graa, grædefærdige Mine, over de triste Udsigter for Dagens Hovedbegivenhed: den store Fælles- og Andels-Familieskovtur, hvis samlende Midtpunkt er den store Madkurv, men hvis uafviselige Forudsætning er Solskin og Tørvejr. Og saa bliver det den mindre ufordærvede Del, de, der begyndte Pintsefesten Lørdag Aften og nu lusker sig ud efter Nattens Knejpe-Bakkanaler, der er Morgenstemningens menneskelige Bærere - en høirøstet uhyggelig erotisk-alkoholistisk Stemning.
I Aar var Solen imidlertid venlig og smilende. "Dagmoders straalende Karfunkel" hæver sig rød og rund i festlig guldbræmmede Skyer og sender sin mandstærke Riddervagt paa Frederiksberg Bakke Straalerne lige i Linene.
De trætte, forvaagede Øjne maa lukke sig - det er ikke det Lys, de er vant til - , en upoetisk Gentleman laver sig til at gaa med et: "Lad os ikke staa her og glo, men komme hen og faa noget Øl". Hans Donna følger ham ned ad Bakken, og flere følger efter for at besætte Ølkjældernes solfrie Pavluner og Traktørernes skyggefulde Lysthuse. Men de sunde Øjne nyder den "gyldne Udsigt" over Stadens Mylder af Huse og Skov, af Taarne og Spir en god Stund endnu. Naar den bliver altfor blændende, trækker den unge Pige blot lidt ned i den bredskyggede hvide Straahat, hvorunder de friske Kinder gløder dobbelt i Pintsestemning og Sollys.
Saa gaar det hjemad til Dagens Fornøjelser, der gjærne skal begynde saa tidligt som muligt. Af disse Fornøjelser er der en Slags, der for hvert Aar vinder mere og mere Tilslutning; det er "det forenede Dampskibsselskab"s
Lystture i Sundet.
Kl. halvotte gaar det første Skib til Helsingør og Helsingborg, anløbende alle Kyststationerne. Det skal blive en storartet Tur i det herlige Sommervejr.
For 7 allerede begynder der at blive Trængsel i Havnegade, og da den store Sunddamper Kl. 7 1/4 lægger Landgangsbroen over, er det paa et Øieblik fyldt fra øverst til nederst, fra For til Agter. "Færdig!" hedder det pludselig, og Landgangsbroen trækkes ind under et Sorgens-Udbrud fra den paa Kajen tilbagestaaende Mylder af skuffede Lvstturister. Det dages dog hurtigt. Næppe har Skibet lettet med sin glade Last, før et nyt lægger til og tager Resten om Bord. Og i Løbet af Dagen afgaar saa med korte Mellemrum nye Skibsladninger af Skovgjæster til de forskjellige nordsjællandste Kyststationer.
Af dem, der vilde nyde Dagen fra Morgenstunden af, blev kun faa i Klampenborg; de fleste tog til Skodsborg, hvor Skovene og den romantiske Bøllemose gjemmer alle en skjøn Naturs tillokkende Herligheder, og hvorfra den herligste Fodtur til Klampenborg kan foretages, naar man har set sig mæt paa det skjønne og spist sig mæt i det grønne.
En stor Mængde tog dog ogsaa helt til Helsingør. Med de mange Ophold under Vejs blev Klokken næsten elleve, inden man naaede i Havn her. Ankommen gik Turen, til Vogns og til Fods, sporenstregs ad "Marienlyst" og med den vidunderlig skjønne Strandpromenade ad Julebæk, Hellebæk og Aalsgaarde til. For de rigtige Naturens Børn, der ikke bryder sig om, at man ikke kan se fra det ene Bedested til det andet, er denne Tur noget aldeles udsøgt. Mellem Marienlyst og Aalsgaarde træffer man intet Spor af hjemlig Hovedstadskomfort, kun ved Stranden et lille Hus med en lille Have gjemt under en svimlende høi Skovskrænt og med den mest henrivende Udsigt over Sundet til svenske Kysten. Her faas "Øl fra Fad", Mælk, Kaffe, "Vand paa Maskine" m. m., altsammen til saa fabelagtig billige Priser, at hele den beværternæringsdrivende Del af Kystbefolkningen fra Skodsborg til Kjøbenhavn med Skam faar tilstaa, at de ikke kan optage Konkurrencen. Bliver Skovgjæsterne, som i Søndags, overfaldne af en yndig og velment, men ikke just særlig belejlig Regnskyl, kan det nok hænde, der bliver Liv i det lille Hus og den lille Have. Hver Stump Stol og Bænk bliver optaget. Mand, Kone og vævre Smaapiger anstrænger sig næsten over Evne for at imødekomme og betjene Giæsterne; fra alle Sider kommer de af Regnen jagede Skovgjæster, Herrer uden Paraply med ødelagte Silkehatte, Damer - ulykkelige Damer - med lyse Silke- eller Kniplingsparasoller over de hvide Straahalte med de prægtige, krusede Fjer.
Regnen varer stive to Timer, og Fortvivlelsen vilde være stor, hvis ikke en Smule Sangforening, trodsende Regn og Spot, fra Skovskrænten oplivede det sunkne Mod ved at afsynge forskjellige populære danske og svenske Sange i Pauserne mellem ØI-"Omgangene".
Men Regnen holdt op, uden at have spoleret hele Resten af Dagen. Og der blev Anledning til ny Fryd, nemlig over den grønne Frodigheds fornyede Friskhed og Syrenernes forstærkede Duft efter Regnen. Marienlyst med Hamlets Grav, Ofelias Kilde, Badehotellet med dets friske Park, dets udmærkede Restavrant og dets elskværdige Leder, Hr. Kaptejn Dahl, og Kronborgs Seværdigheder blev besøgt og beundret, inden man begav sig paa den 5 Timer lange Sørejse hjemefter.
Det var 1ste Pintsedag. 2den Pintsedag var trist og iskold og vel egnet til at holde Udflugtslysterne nede.
Anden pintsedag.
Huha, sikken et Vejr, da 2den Pintsedag oprandt. 1ste Pintsedag var vel til Dels en slem Dag, - men den anden var dog værre.
Himlen snavset og graa, med jagende tunge Skyer, Blæst, der, hujende fælt, fo'r gjennem Gaderne, ruskede i Trætoppene og jog Kastanieblomsternes Blade som Sne hen over Gader og Boulevarder - og saa bitterlig koldt.
Trøstesløst stirrede man ud ad Vinduet - hvad Kulde det dog blive til. Og Pintsetøjet, der knap var tørt endnu efter Gaarsdagens Regn, blev hængt bort - hvad nyttede det at pynte sig, naar Himlen aldeles ufejlbarlig lovede Masser aj Regn.
Somme foretrak saa at holde sig hjemme og se Tiden an, andre knappede Tøjet tæt til, fik Paraplyen i Haand og vovede sig ud. Huh! hvor det blæste, det gik gjennem Klæderne til Marv og Ben - man kunde saamænd gjærne, naar det ikke var for Skams Skyld, have trukket i Vintertøjet, for Grund til at prise Sommer var der virkelig ikte.
Af og til saa' det dog ud til, at det skulde blive lidt bedre. Solen stak Hovedet frem gjennem Skyerne og straalede varmt, saa Træerne atter stod grønne og man blev lidt varmet op. Men strax var der saa en stor sort Bussemand af en Sky, der hyllede dens Hoved ind, og en kort Regnbyge raslede over den syndige Jord, og det var alter koldt og uhyggelig, - -
Men Kjøbenhavnerne er nu engang et lystigt Folkefærd. Det kunde dog ikke gaa an, da Kl. 4 Helligdagsfreden var til Ende, saa at gaa om og hænge med Næbet. Fat tog jo nu Lystigheden i By og i Skov - Lystigheden, der havde hvilet i et Par Dage, der for forlystelsessyge Mennesker absolut synes en Uendelighed. Og fat tog derfor Kjøbenhavnerne paa at more sig saa godt, som Forholdene tillod det. -
I Tivoli.
Fra Facadebygningen vaiede Flag paa Flag, lystigt piskede om af Blæsten, makrelstribede Plakater meldte stor Fest, og saa Kl. 4 drønede de obligate Skud, og Indgangen var aabnet for Folket til Watts Regn.
Godt besat var der da allerede derinde af Drenge, der havde gaaet og frosset dét fra Morgenstunden og levet frugalt paa deres Smørrebrød i den græsgrønne "Botanismørkasse", og af lange Gardere, lyseblaa Husarer og smaa Infanterister, der maabende gik om og saa' paa alle de lukkede Herligheder og ventede paa, at Musiken skulde kalde til Dans paa den dertil indrettede aabne Estrade.
Trægt smækkede Tælleapparaterne, men efterhaanden blev der mer og mer Liv: det syntes virkelig, som om Tivoli, trods det høist uheldige Vejr dog skulde blive nogenlunde besat.
Men hvor var der dog koldt derinde - da Illuminationen straalede i al den kjendte Pragt, jog Vinden isnende om og lod Flammen flakke usikkert.
Ved koncertsalen travede Stamgiæsterne i hurtigere Tempo end ellers om og søgte at holde sig i Aande, - men udenfor var hver Plads besat, og trindt om paa Bordene dampede varme Toddyer. Det var ikke langt fra, at man overalt svigtede Nationaldrikken ØI og slog sig paa koghede Varer, for at holde Liv i sig.
I Fregatten var der lunt nede under Dæk - og dér stuvede Folk sig sammen og lyttede til Tyrolernes jodlende Sang. Ja om det saa var ved Arenatheatret, som ellers er lidt stifmoderlig behandlet fra Publikums Side, var der hele Tiden brillant besat. Der er derovre sket den prisværdige Foranstaltning, at Halvdelen af de mange reserverede Bænke til 50 Øre nu er inddraget, hvilket sikkert vil vise sig fordelagtig baadet for Tivoli og Værten, Hr. Bock.
Med Fyrværkeri sluttede Aftenen. og langsomt sluktes Illuminationens Masser af Blus.
Cirkus Busch
var det Etablissement, der nød godt af Himlens onde Lune.
Allerede tidlig paa Dagen begyndte Folk at belejre Billetkontorerne, for at faa Billet til Eftermiddagsforesiillingen.
Og da Forestillingen begyndte, var Cirkus fyldt lige fra Barrieren til op under Loftet, et broget. fornøjet Søndagspublikum af pyntede Smaafolk, hjemløse Fugle, Masser af Børn og Masser af Soldater.
Straalende glad viste Hr. Busch sig i Manegen under drønende Bifald - og da tilsidst Hestene ranke som Lys stod paa Bagbenene og rakte deres Forpoter mod Himlen, saa' det ganske ud, som om de med deres Direktør anraabte Himlen om, at det saaledes maatte blive ved.
Korr efter var der ogsaa udsolgt til Aftenforestillingen.
Særlig Frk. Weis hilstes med Jubel, da hun i vildt Ridt fo'r over Barriererne og lod Hesten stejle, saa man skulde tro, hun maatte styrte af det vilde Dyr.
Hr. Busch tog ind en smuk Skilling til al begynde sin egenlige Sæson med.
Paa Bakken.
Efter første Pintsedags Stilhed, da "Bakken" officielt aabnedes, tog nu Lystigheden fat, - al den gamle kjendte Lystighed, der er ens fra Aar til Aar, og et stort, gemytligt Søndagspublikum overværede Premieren og tog livlig Del i alt.
Lirekasserne larmede i Munden paa hinanden. Skuddene smældede ved Skydeapparaterne, med hvinende Elskerpar fo'r Gyngerne op i de høje Træers Kroner, Karussellerne fo'r om, og ridderlige Svende stak ufortrødent til Ringen, mens inde fra Teltene Sangerindernes skingrende Toner lokkede galante unge Mænd ind at "ligge paa Tallerkenen".
Hele det ejendommelige Sommerliv, der lokker Folk til Bakken og Kirstens Kilde og kulminerer St. Hans Nat, var nu vaagnet.
(Morgenbladet (København) 28. maj 1890).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar