En vanvittig Dommer.
Assessor Birchs Optræden under Kininsagen
Som meddelt i Gaar er Assessor Birch bleven indlagt paa Kommunehospitalet som sindssyg.
Assessor Birch er altsaa pludselig fratraadt en af de Virksomheder, hvor der kræves baade en klar Forstand, personlig Uinteresserthed og ædel Tænkemaade. hvis ikke de Ulykkelige, som kommer ind i Politiets Forhørshvirvelstrom, skal komme til at lide haardt under en uretfærdig "Retspleje".
Hr. Birchs ulykkelige Skæbne skal jo efter Sigende være foranlediget ved Kininsagen, som synes at være ført saare uheldig af denne Dommer. Vi vil af den Grund minde om Hovedtrækkene i nævnte Kininsag, fordi vor Retspleje derved bedst stilles i sit rette Lys.
I Juni Maaned 1889 tilendebragte Højesteret den justitielle Behandling af større Tyverier, bl. a. af Kinin, som var forøvet i Alfred Benzons Fabriker af en der ansat Arbejderske. Denne havde leveret de stjaalne Varer til en Fru Groth, som var Medvider i Tyveriet, og Fru G., der handlede med flere Slags Varer, solgte bl. a. den stjaalne Kinin til Urtekræmmerne Hooge og Bertelsen og stjaalen Vanille til Urtekræmmer Christensen. Urtekræmmer Hooge, der ligesaa lidt som sine Kolleger vidste, at Varerne var stjaalne, solgte ud igen til Grosserer Hee, medens to andre Grossister, d'Hrr. Michelsen & Heinemann, købte Kinin hos Bertelsen
Naturligvis blev denne Kinin solgt af Fru G. til meget lavere Priser end Fabriken selv kunde levere den for. Men d'Hrr. Urtekræmmere, som ikke var kininkyndige, kunde ikke heraf drage Slutninger om uhæderlig Vandel hos Sælgerne. Derimod var Grosserer Hee i det mindste klar over, at Kininen var til Røverkøb.
Sluttelig blev saa paa Alfred Benzons Anmeldelse til Politiet d'Hrr. Hooge og Bertelsen arresteret og deres Sag givet Assessor Birch til Prøvelse. Man arresterede ogsaa Grosserer Hee og holdt ham i 17 Dage, hvorefter han kom paa et Sindssygehospital, men Resten af de stjaalne Varers Købere, Gross. Michelsens Heineman samt Urtekræmmer Christensen slap helt fri. Dette gik til paa den mærkelige Maade, at Assessor Birch forlangte af dem, at de skulde erkende, at "de vidste jo, Varerne var erhvervede af Fru G. paa ulovlig Maade". Da Urtekræmmer Christensen vægrede sig ved at afgive en saadan Indrømmelse, lod Birch ham vide, at han vilde blive arresteret, hvis han fastholdt sin Vægring, og da Christensen i nedtrykt Sindsstemning henviste til sin lille Forretning og sin fattige Familie, der vilde komme paa Fattiggaarden hvis han blev arresteret, svarede Birch med en fornyet Henvisning til Arrestation. Christensen afgav derpaa tilligemed de to andre Herrer den Erklæring, at de vidste, at Varerne var ulovlig erhvervede.
Disse Folk fik derpaa af Assessor Birch Lov til at gaa. Urtekræmmerne Bertelsen og Hooge derimod, som betemt nægtede at afgive en lignende Erklæring, blev af Hr. Birch holdt indespærrede i Varetægtsfængsel i 8 Maaneder.
Ved Kriminalretsdommen fik følgende Deltagere i Affæren Straffe: Tyven 2 Aars Forbedringshus, Fru Groth 2 Aars Forbedringshus, Bertelsen og Hooge hver 20 Dages Vand og Brød. Resten frikendtes.
Men ved Højesteret frikendtes Bertelsen, altsaa en Uskyldig, som Birch havde holdt i 8 Maaneders Fængsel, og hvis Forretning og Sundhed var ødelagt.
Kun Urtekræmmer Hooge, der har lidt under den samme Inkvisition som Bertelsen, blev dømt. Dog ogsaa for denne synes Straffen kun at være en Frugt af Kriminalrettens Forhørspraksis.
Og om denne kan der som Motto bruges en af Defensor ved Højesteret, Advokat Asmussen, fremsat Udtalelse :
"Han (Hooge) har forklaret, at han i Forhøret den 16. September var saa medtaget af Sygdom, Sult og Sorg, at han ikke vidste, hvad han svarede paa. Aktor indrømmede jo selv, at disse Forklaringer var afgivne under et stærkt Tryk."
Og om Assessor Birch siger Hooges Defensor :
"Undertiden har den ærede Forhørsdommer heller ikke været rigtig klar og undertiden altfor ivrig efter at saa ham (Hooge) til at tilstaa noget, han ikke kunde tilstaa."
Naar man et Øjeblik dvæler ved disse to Citater, faar man til Resultat, at en Dommer, som "ikke er rigtig klar" og "altfor ivrig", søger at tvinge en Mand, der paa Grund af Sygdom, Sorg og Nød ikke véd hvad han svarer paa, tvinge ham til at tilstaa noget, som den Tiltalte ikke vilde have tilstaaet, hvis han ikke var undergivet Indespærringens Lidelser.
Men i endnu højere Grad fremgaar dette af de mere specificerede Referater af Birchs Forhør over Hooge.
Omtalte 16 September blev Hooge, efter at have siddet flere Timer i et af Skabene, ført ind til Assessoren, som begyndte i en ret forsonlig Tone omtrent paa følgende Maade:
,Ja, nu véd jeg godt, Hooge, at De aldrig har vidst af, at Varerne var ulovlig erhværvede. Men er den Tanke aldrig faldet Dem ind, at noget saadant har været Tilfælde?"
Hooge havde knapt faaet Tid til at benægte dette, førend Birch gik fra Maadeholdet over i Raseri. Han foer hen mod Tiltalte og slog i Skranken, idet han rasende raabte:
"Saa kan jeg sige Dem, at De gaar lige lukt ind i Tugthuset cg at Varetægtsfængslet vil blive trukket ud i det uendelige!!
Straks derpaa gik han imidlertid fra Kogepunktet ned til Middeltemperaturen igen, idet han roligt, næsten indsmigrende føjede til:
"Men vil De gøre en saadan Indrømmelse kan jeg som Dommer love Dem, at Straffen næppe vil blive vanærende og at De kan vente øjeblikkelig Løsladelse."
Hooge, som var fortumlet af sine egne Lidelser og Assessorens Optræden, protesterede endnu, men saa svagt, at der i Protokoltilførslen kom til at staa en Indrømmelse af, at han havde kendt Tyveriet, og paa denne var det Kriminalretten fældede Dom og Højesteret stadfæstede. I et senere Forhør, omtrent en Maaned efter, da Protokollen for 16. September blev læst op, protesterede Hooge mod at have givet nogen Indrømmelse. Birch gjorde da Hooge begribeligt, at naar han vedblivende nægtede at have vidst af Tyveriet og fastholdt ikke at have tilstaaet den 16. September at være vidende herom, vilde Varetægtsfængslet blive trukket ud i en uoverskuelig Fremtid. Den herved hos den Tiltalte fremkaldte Frygt formaaede ganske vist ikke at hindre ham i at protestere mod en Tilstaaelse som den Birch havde ført til Protokols, men Protesten rokkede alligevel ikke ved den først af Birch dikterede Tilførsel.
Ved en anden Lejlighed lykkedes det kun den Tiltalte ved gentagen Indvending at faa et fuldstændig fejlagtigt Referat af sine Udtalelser ændret.
Man ser heraf, at Dommeren overfor den Tiltalte benytter sig af mange Slags Fremgangsmaader: Overgangen fra Mildhed til Vrede og tilbage igen, Trusel om Tugthus og Løfte om øjeblikkelig Løsladelse, og altsammen overfor et Menneske, hvis fysiske og aandelige Tilstand er saa svækket, at han mere lader sig sine Udtalelser diktere af Assessoren end denne lader Protokoltilførslerne diktere af den Tiltaltes Udsagn.
Og paa en saadan enkelt aflokket Indrømmelse, som nok bliver tilbagekaldt, men ikke slettes af Protokollen, dommes Arrestanten.
Om et af Vidnerne, en farmaceutisk Kandidat, lod Assessor Birch føre til Protokols :
"For Retten mødle Cand. pharm. Kolby, som for Resten er pukkelrygget."
Hvis man i Smag hermed skulde karakterisere den nu af Skæbnen saa haardt ramte Assessor Birch, maatte det hedde:
Retten lededes af Assessor Birch, som for Resten led af begyndende Sindssygdom (Asmussen: "ikke rigtig klar").
Nu kan det gaa an at møde som Vidne og være pukkelrygget, men hvad skal man sige om en Justits, der helt og holdent lægges i Hænderne paa en Mand, som gaar med Sindssygen i sig, en Mand, der næsten efter Forgodtbefindende skalter med de Tiltalte, der er under hans Behandling.
Og hvad skal man sige om en Retspleje, i hvilken slig Magtfuldkommenhed er den røde Traad ?
(Social-Demokraten 10. maj 1890).
Assessor Anton Peter Henrik Birch var søn af rektor ved Metropolitanskolen, etatråd dr. phil Frederik Christian Carl Birch (1812-1889). Han blev student 1870 og juridisk kandidat 1876. Han var konstitueret dommer i Landsoversamt Hof- og Stadsretten 1879-86, derpå dommer i Københavns Kriminal- og Politiret. I en artikel i "Fund og Forskning 2013" antydes at han var "formentlig homosexuel". Kininsagen (der startede i 1885) trak ud. I foråret 1887 satte Birch imidlertid gang i sagen og tog endog søndagene i brug.
I Social-Demokraten 26. maj 1887 var der en klage var værtshuholder Lars Hansen, Holmensgade 5, over assessor Birch som efter en tilsigelse til kl. 14.30, men på grund af gentagne udsættelser fra Birchs side først kl. 20.10 fik at vide at der var tale om at aflægge vidnesbyrd. Det skete så først kl. 20.45. Altså en ventetid på seks timer og tyve minutter.
Den 5. februar 1888 kunne Social-Demokraten berette om en tjenestepige som havde anmeldt sin husbond (en guldsmed) for voldtægt. Han benægtede det og blev løsladt efter 14 dage, hvorefter pigen blev anholdt for falsk anmeldelse og forklaring for retten. Hun sad fængslet i tre måneder, hvorefter et af assessor Birch afholdt forhør nåede frem til at hun ikke havde afgivet falsk vidneforklaring og blev løsladt.
I kininsagen forlangte forsvarerne assessor Birch afløst af en anden, og assessor Ibsen blev beskikket. I april 1890 meddelte Dags-Telegraphen at Birch led af nervegigt (neuralgi). Kort efter blev han indlagt på Kommunehospitalet som sindssyg. Efter at assessor Birch i september 1891 kom ud fra Kommunehospitalet blev han ansat ved den offentlige politiret hvor han skal have været en ikke alt for streng dommer. I aviserne nævnes dog også eksempler på at han fortsatte med at fængsle folk i længere tid, ligesom han holdt hånden over "fine folk". De sidste år af sit liv var han voterende dommer. Han var ugift og blev 46 år og døde 22. august 1899.
Birch indstiftede adskillige større legater (10-40.000 kr) til fordel for politikorpset, fængselsselskaber og forsømte børn.
Efter hans død vedtog Højesteret i 1912 at undersøge en sag fra 28. december 1884 hvor en skorstensfejerlærling Marinus Jensen blev idømt 8 års tugthus for at have kastet en sten ned i en skorsten der dræbte hans kammerat Christian Wøhler. Assessor Birch dømte lærlingen trods hans stadig benægtelse, og erklærede at hans tilståelse var blevet ham aftvunget. I kølvandet på denne sag fremkom der adskillige andre hvori aviserne påstod at de dømte var uskyldige. Birch kom således til efter systemskiftet 1901 at stå som eksempel for de fejltagelser der blev begået af slut-1800-tallets retssystem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar