Sædelighedens Ofre. (Efterskrift til Politivennen)

I

Paa to Omraader driver Politiet et højst foragteligt Spioneri, der i særlig Grad har vidst at gøre sig forhadt blandt Befolkningen i de senere Aar. Det er overfor Foreninger og overfor Kvinder. Hvorledes civile Betjente og deres Hjælpere paa alle mulige Maader ved Hjælp af Løgn og falske Foregivender søger at lokke Folk til at sælge Billetter til Aftenunderholdninger i private Foreninger og bagefter melder de samme Folk, som de har forledt til at begaa Forseelsen, har vi oftere fremdraget og værdsat.

Den Fremgangsmaade, de bruger overfor Kvinder, er muligt endnu lavere.

Samtidig med at de lokker en Kvinde til at overtræde Loven for bagefter at gøre sig Fordel af at melde hende og faa hende straffet, bidrager de til at undergrave hende moralsk, trække hende dybere ned ad det Elendighedens Skraaplan, hvorpaa hun maaske kun har gjort det første Skridt.

Vi skal i Dag trække frem for Lyset nogle enkelte dagligdags Billeder af den Maade, hvorpaa Politiet behandler fattige ulykkelige Kvinder, og lade dem tale for sig selv i al deres Nøgternhed.

En Mand, der er Haandlanger og Spion for en af Sædelighedspolitiets Betjente - man ser dem jævnlig sidde og drikke sammen i Danselokaler og lignende Steder, hvor de udkigger sig deres Ofre - kom en Uge for Jul op til en Syerske (21 Aar), og hun, som ikke havde Anelse om, at han stod i Politiets Sold, lod sig forlede til at stifte nærmere Bekendtskab med ham og tage mod hans Foræringer. Efter 7 Ugers Forløb kom der saa en Morgen tidlig to Betjente hjem til Pigen. Den ene posterede sig paa Hovedtrappen, den anden paa Køkkentrappen, og ved Hjælp af dette Rævejæger-Fif fangede de saa "Forbryderen" til Opbyggelse for Husets øvrige Beboere.

Hun blev straks efter Anholdelsen arresteret, da hun nægtede at have solgt sig til Utugt, og sad fængslet fra 7. Februar til 3. Marts. I den Arrest, hvor denne pur unge, sikkert endnu ufordærvede Pige blev sat ind, var der et blandet Selskab, hvis Sammensætning vidner i høj Grad om Politiets Sans for den Moralitet, til hvis Forsvar de optræder som saa drabelige Dydsdragoner.

Der sad: en 42 Aar gammel Kone, som efter først at have siddet 2 Gange paa Vand og Brød, nu for fjerde Gang skulde i Tugthuset, endvidere en Kone paa 36 Aar, som skulde straffes med Vand og Brød for anden Gang begaaet Tyveri, en 40aarig Kone, der ligeledes skulde straffes for Tyveri anden Gang, og endelig en gammel Kone, som havde tigget sig et Stykke Brød.

Alle disse Mennesker sad sammen Dag og Nat, og til dette Selskab blev den unge Pige puttet ind. Straks den første Aften fik hun et Begreb om Arrestvæsenets Renlighedssans ved at faa et Par skidne Lagner udleverede, og der hjalp ingen "Kære Mo'r", hun maatte krybe i dem, enten hun vilde eller ej. Lus var der i alle de 5 Senge. I et Hjørne af Arresten stod der en Spand uden Laag, hvori de 5 Arrestantinder skulde lade deres Vand, og ved Siden af den en Natpotte til deres øvrige Fornødenheder. Kun faa Alen derfra stod Bordet, hvorved de skulde sidde og spise, og alle fandt dette Naboskab højst modbydeligt. De kom ganske vist i Gaarden hver Dag, men i Stedet for, at de skulde være der en halv Time, var de der ikke mere end ca. 8-10 Minuter, og udenfor den Tid var de henvist til Spanden og Potten.

Den unge Pige blev hver Gang, hun skulde i Forhør om sin Sædelighed, afhentet af en uniformeret Betjent og maatte barhovedet vandre gennem Gange og Lokaler, hvor hun blev set af en Masse Mennesker. Hun maatte saaledes hver Gang vandre lige forbi dem, der skulde møde i den offenlige Politiret, og baade de og andre, som hun mødte paa Gange og Trapper, gloede paa hende, saa hun fik en Følelse af, at Folk betragtede hende som en Forbryder, og hun følte sig meget ulykkelig derover. Paa samme Maade førtes hun til og fra Politikontoret og Fogdens Kontor.

Den gamle Kone, der sad for Betleri, behandlede man lige saa hensynsløst. Hun var ca. 60 Aar, gjorde Indtryk af at være pæn og ordenlig, men havde et saa daarligt Syn, at hun ikke kunde fortjene Føden til sig selv. Saa halvblind var hun, at hun idelig snublede paa Trappen, naar hun skulde i Gaarden, og derfor maatte ledsages. Den 6te Februar var hun inde hos en Bager i Studiestræde og fik et Stykke gammelt Franskbrød; da hun kom udenfor, blev hun anholdt af et Par Betjente og sat ind i Arresten til de andre fire. Hun havde hos sig ialt et Par Stykker Mad, to røgede Sild og 28 Øre, det var hendes "Forbrydelse". For den sad hun arresteret i ovennævnte Selskab fra 6. Febr. til 10. Marts, saa blev hun dømt til 30 Dages Tvangsarbejde og sidder altsaa endnu.

Naar hun blev slæbt over til Forhør, blev hun hver Gang puttet i Skabene. Hun var hentet over ialt 3 Gange, men var kun i Forhør 1 Gang, de øvrige 2 Gange havde Assessoren ikke Tid. En Dag sad det gamle Menneske indespærret i Skabet i 3½ Time uden at komme i Forhør. En anden Dag sad hun over 3 Timer og da hun ikke kunde komme ud at forrette sin Nødtørft, maatte hun bære sig ad som smaa Børn. Det lyder næsten fabelagtigt, men vi har Beviser for, at det er gaaet ogsaa andre Kvinder paa samme Maade i de berygtede Skabe.

Disse "ordinære Forbrydere", Tiggersken og Sædelighedspigen, havde som Modsætning til hvad man bød dem et Par andre virkelige og sine Forbrydere for Øje, som kunde belære dem om, at der ogsaa indenfor Fængslets Mure er Forskel paa "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".

For den unge Pige var især den ene interessant, da ogsaa han sad paa sædelighedens Vegne. Det var nemlig Telefondirektør Madsen. Men medens hun sad indesluttet selvfemte i i det lusede Hul, sad Madsen i en Arrest, hvortil Døren hele Dagen, og Aftenen med, stod aaben, saa han naar han ønskede kunde gaa ud paa Gangen eller i Gaarden for at spasere. Ved en saadan Lejlighed gik han bestandig alene, medens de andre altid var under Bevogtning naar de fartes i Gaarden. Madsen havde ogsaa sin egen Seng, fik Bøger og læste hver Dag Bladene.

Han røg Tobak og fik sin Mad sendende fra Byen. Kort sagt, han havde det som Blommen i et Æg.

Altsaa den Mand, der har forøvet en af de gemeneste, modbydeligste Forbrydelser, som tænkes kan, behandles med udsagt Opmærksomhed, bliver dægget og plejet om, blot fordi han har hørt til Samfundsstøtternes privilegerede Flok. Men Pigen, halvt et Barn endnu, som Politiets egne Haandlangere selv har fristet til at give sig hen til en naturlig og lovlig Kønsdriftstilfredsstillelse, kun at hun har været saa dum at tage mod Gaver af Spionen derfor, - hende behandler man som den mest forhærdede Forbryder, fordi hun er en fattig Syerske.

Kongelig danske Retfærdighed!

Tæt ved de fems Arrestlokale var der et andet, hvor der ogsaa sad en "notabel" Forbryder: Fru Giese. Ogsaa for hende stod Døren bestandig aaben, hun gik aldrig i Gaarden med de andre Kvinder, men hver Aften gik hun et Par Timer og spadserede paa Gangen og i Gaarden. En Kone, der sad arresteret for Tyveri, opvartede Fru Giese i Arresten og var meget glad for denne Bestilling, da hun fik Lov til at spise Fruens sine Levninger, og til de andre Arrestantinder udtalte hun, at hun aldrig havde levet saa godt. I Drikkepenge fik hun i den Tid, hun var hos Fru Giese, ikke mindre end 12 Kr, saa der var ingen smalle Steder hos den "bedre" Bedragerske.

Kosten inde hos de fem var sløj nok. Hver Morgen et halvt Pd. bart Rugbrød og en Skaal tynd Te uden Sukker. Middagen var meget tarvelig, og om Aftenen fik de ikke noget, hvis de ikke havde levnet noget fra de øvrige Maaltider. Smør eller Fedt fik de ikke, men de kunde, hvis de havde Penge, faa det at købe til høje Priser. Kaffe og Sukker kunde de ogsaa købe, men derimod blev det dem nægtet at faa Paalæg.

I en følgende Artikel skal vi vise, hvorledes denne unge Pige, efter at have siddet arresteret i 26 Dage, vedblivende paa den lumpneste Maade blev forfulgt af Politispioner. Vi skal i det Hele taget levere et fortsat Billedgalleri af disse Individers Virksomhed.

(Social-Demokraten 2. april 1890).

Madsen var blevet arresteret i januar 1890. Kriminalretten idømte den 21. oktober 1890 fru Henriksen til forbedringshusarbejde i 6 år, mens Henriksen og telefondirekør, overkrigskommissær C. L. Madsen fik 3 år.

Fru Giese blev senere løsladt mod kaution og forsvandt derefter til udlandet. Hun døde i januar 1898 i Dresden.

II.

(Sidste Artikel )

Vi viste i den foregaaende Artikel, hensynsløs og demoraliserende den Behandling er, som Politiet bydelen ung Pige, der ved Hjælp af dets egne Haandlangere er falden i dets Klør. Dobbelt fordømmelig, fordi den virkelige, Sædelighedsforbryder faar akkurat den modsatte Behandling.

Den unge Pige, vi særlig omtalte, kom ud efter 26 Dages Arrest og tog hjem i sin tidligere Bopæl. Paa Grund af sin Fængsling havde hun, som rimeligt var, mistet en stor Del af sit Erhverv ved Syning, og hun gik da af og til tilhaande i Huset hos en Familie af hendes Bekendtskab. En Uge efter at hun var løsladt af Arresten, var hun en Dag beskæftiget med at vaske i denne Families Hjem, da der kom en hende aldeles ukendt Mand op og spurgte efter hende Han foregav at kende hende, fortalte, at han syntes saa overordenlig godt om hende, og endte med at byde hende stedse større og større Summer, hvis hun vilde bedrive Utugt sammen med ham. Hun afslog det kort og godt og han vendte sig nu til Konen i Huset, der var ene hjemme og søgte at formaa hende til at ind viiste paa Pigen samt til at overlade dem et Værelse til ovennævnte Brug. Med andre Ord, han opfordrede hende til at begaa den Forbrydelse, som kaldes Rufferi og som straffes med Forbedringshusarbejde. Da alt dette intet nyttede, vilde han traktere dem med Drikkevarer for at faa dem mere medgørlige, men de var heldigvis kloge nok til at gennemskue Hensigten og vise ham Døren. Nu kastede han Masken, og det viste sig at være en Politispion, som vidste nøje Besked med Pigens tidligere Forhold og alt hvad der var passeret under hendes Arrestation. Kan man tænke sig nogen afskyeligere Maade at gaa frem paa - og hvor mange af disse fattige Piger falder der ikke i Politiets Klør mellem Aar og Dag paa den Maade.

En civilklædt Betjent fulgte en Aften efter en anden ung Pige, ogsaa en Syerske, og blev ved at lokke og friste hende med sine Tilbud, uagtet hun straks afviste ham. Endelig gav hun efter og fulgte med ham nogle Trin op af Trappen, men her trak han sit Polititegn frem og skrev hende. Hun undgik ikke Straf, uagtet hun altsaa kun havde indvilliget i at gaa ind paa Spionens lokkende Tilbud.

En Tjenestepige fra Jylland var forlovet med en Tjenestekarl her i Byen. Hun blev frugtsommelig ved ham og midt i Vinter mistede hun sin Plads fordi hendes Tilstand dels lagde Hindringer i Vejen for hendes Arbejde, dels forekom hendes Herskab anstødelig. Det var hende umuligt at faa nogen anden Plads, Kæresten kunde eller vilde ikke hjælpe hende, og en Aften gik hun fortvivlet paa Gaden uden Husly, uden  Mad og uden tænkelig Udvej for den Dag i Morgen. Saa kom der en Mand hen til hende og tilbød hende 10 Kroner, hvis hun vilde gaa med ham hjem og tilbringe Natten hos ham. Hun havde jo saa at sige intet Valg, men vilde ikke ret tro, at han virkelig vilde give hende de 10 Kroner. Han gav hende en Tikroneseddel som Bevis paa sin Redelighed og hun føjede ham.

Sedlen gemte hun indeni sin Hat som hun lagde i Vinduet, dette saa Manden og senere paa Natten, medens hun sov, listede han sig op og tog Sedlen tilbage. Næste Morgen nægtede han brutalt at give hende de lovede Penge og jog hende ned ad Trapperne.

Af hvilken Beskaffenhed Fyren var, fik hun imidlertid hurtigt Bevis paa, thi inden ret længe sad hun oppe paa Raadhuset under Laas og Lukke. Uagtet alt det, der kunde tale til Fordel for den ulykkelige Pige, undgik hun dog ikke at blive straffet for at have drevet Utugt som Erhverv. At hun ikke havde faaet at eneste Øre, men derimod var bleven behandlet saa lumpent, som det er mulig at Slyngel kan behandle en fattig, forladt Kvinde, toges der intet Hensyn til.

Vi skal endnu kun anføre et Tilfælde af de mange, som passerer saa at sige hver Dag. Det viser en anden Side af Sædelighedsvogternes Bedrifter. En af Sædelighedspolitiets Betjente havde faaet Ordre til at anholde en ung Enke, som var sigtet for at ernære sig ved Utugt, hvad hun ogsaa tildels gjorde. Han gik op til hende, men i Stedet for at tage hende med, blev han hos hende en hel Nat, uden at hun anede at han var Politibetjent. Næste Morgen var han dog saa "finfølende", at han ikke selv vilde trække af med hende, men gik ned paa Gaden og bad en af sine Kolleger gaa op og anholde hende. Sin Raahed konstaterede han yderligere ved over for den anden Betjent at afmale hvor "rask" han havde baaret sig ad.

Sammenlign nu disse enkelte Tilfælde med nogle vi meddelte i Januar Maaned. og som vi skylder en Læge Tak for. Der var en Pige, man havde skræmmet til at vedgaa, hun havde taget Penge for Utugt, ved at true hende med, at hun skulde sættes ned i en Celle, hvor Natten forud En havde hængt sig. Hun blev straffet, men til Lægen forsikrede hun højtideligt, at hun var uskyldig. En anden Pige sil sendende 4 Kr. i Fødselsdagsgave fra sin Forlovede, der opholdt sig i Sverig. En ondskabsfuld "Veninde" mældte hende, og hun blev straffet forbi hun havde staaet i kønsligt Forhold til sin Forlovede f ø i han rejste til Udlandet, og nu fik 4 Kr. sendende fra ham til selv at købe en Present for.

Ja, det er overflødigt at anføre flere Fakta for at slaa fast, hvorledes Politiets Stilling er overfor de unge Kvinder, der af at eller anden Grund bliver deres Jagtbytte. Af samme Natur som disse faa Eksempler, kunde man skaffe i Hundredevis, naar man vilde tage sig for at støve dem op.

Men er det dog ikke for galt, at Politiet selv foranlediger og fremkalder de "Forbrydelser", som de bagefter straffer deres Offer for. Gives der for stærke Udtryk til at fordømme en saadan Fremgangsmaade? Vi tror det ikke. Grundene til, at vi er havnede i disse sørgelige Forhold er ikke heller saa tiltalende. Næst efter en forfejlet Ledelse og daarlig Lovgivning er den mindst tiltalende Aarsag til den Slags Tilfælde, at Betjentene faar Betaling for hver Pige de kaprer, eller ogsaa for hver Kvinde de bringer i Ulykke. De har paa den Maade tredobbelt Udbytte af at forfølge, forlokke og melde en stakkels Pige, hvis usle Erhverv ikke er i Stand til at føde hende, saa hun kan føre en menneskeværdig Tilværelse.

Men at det finder Sted er en Skandale for vore Autoriteter, de ikke kan slippe fra.

Dobbelt uhyggeligt tager Sagen sig dog ud, naar man véd, hvor der ellers dækkes over virkelige Sædelighedsforbrydelser. Der gaar frejdigt om iblandt os Mænd om hvem Gud og hver Hvermand véd. at de har gjort sig skyldige i de afskyeligste Ting paa dette Omraade, at de har skændet Børn, baade Drenge og Piger, uden at der derfor bliver krummet et Haar paa deres Hoveder, fordi de hører til Samfundets fine Portion, til den Bande af Hyklere, der rundt om skraaler op om de Fattiges Demoralisation og deres egen Kærlighed til Religionen og Moralen.

Saalænge Sædeligheden skal holdes oppe af den Slags Profeter og af Politiets Spioner og deres lejede Spioners Spioner, Haandlangere og anløbne Eksistenser, saa er vi sikre paa at sidde fast i den haandgribeligste Usædelighed.

(Social-Demokraten 3. april 1890).

Sædelighedens Ofre.

I et Par Artikler i Begyndelsen af Maaneden anførte vi en Del Tilfælde, hvor Sædelighedspolitiets Betjente enten selv eller ved Hjælpere skulde have lokket unge Kvinder til Utugt mod Betaling, for bagefter at melde dem og faa dem straffede. I den Anledning har Hr. Politiinspektør Korn ladet foretage en Undersøgelse af Betjentenes Forhold overfor nogle af disse Kvinder, og det har da vist sig, at Pigerne til Politirapporten i sin Tid har afgivet Forklaringer, som staar i Modstrid med det, de har meddelt os.

Den Pige, som af en Betjent skulde være bleven tiltalt i Frederiksborggade og ved hans fristende Tilbud lokket til at følge med ham hjem, hvor han anholdt hende paa Trappen, har saaledes til Rapporten selv erkendt, at det var hende, som først tiltalte ham og at hun ligeledes tidligere har taget Betaling for Utugt.

Vi søgte i Gaar Pigen, der ikke senere har været i Berøring med Politiet eller tilhører Prostitutionen, og hun bekræftede aldeles bestemt sin tidligere Forklaring til os, ja tilbød at aflægge Ed derpaa. En Time derefter var det, vi i Rapporten læste hendes Vedgaaen af at have antastet den civile Betjent. Vi anfører kun dette for at vise, at vi absolut har været i god Tro. Pigen har Erhverv og gør et godt Indtryk, men selvfølgeligt bøjer vi os for hendes Tilstaaelse til Rapporten og beklager kun, at hun endnu i Gaar var i Stand til at sige det modsatte under Eds Tilbud.

Det har blandt andet ogsaa vist sig, at Manden, der meldte den Pige, som sad arresteret i 26 Dage, ikke hører under Politiet eller staar i Berøring med det. Pigens Formodning derom er altsaa falsk. Desuden har hun før faaet Advarsel af Politiet mod at drive Utugt som Erhværv og været indlagt paa Hospitalet for kønslig Sygdom.

Vi beklager naturligvis, at man saa lidt kan stole paa slige Kvinder, naar de kommer til os med deres Klager og ikke alene højtideligt forsikrer de taler sandt, men sender Forældre og Slægt i Ilden for sig. Vi beklager dobbelt, at de har givet os Anledning til at lægge Politiet noget til Last, som dette er uskyldigt i, da Hr. Inspektør Korn har forsikret os, at han ikke paa nogen Maade vilde taale en saadan Fremgangsmaade af sine Betjente, men øjeblikkelig afskedige den, der gjorde sig skyldig deri.

Skulde derfor nogle af de hyppige Klager, man blandt unge Kvinder hører over Sædelighedspolitiets Betjente, hvile paa et faktisk Grundlag, og vedkommende Kvinde kunne bevise sin Paastand, saa bør hun ikke betænke sig paa at gaa til Hr. Korn med sin Klage. Vi har nu hans Ord for, at han vil undersøge den nøje og afskedige Betjenten, hvis han er skyldig.

(Social-Demokraten 20. april 1890).

Politiinspektør Henrik Frederik Korn (1844-1895) begik selvmord fem år senere den 25. marts 1895, formentlig fordi han ikke længere kunne dække over at sædelighedspolitiet begik magtmisbrug, korruption, alfonsvirksomhed og pengeafpresning. Det startede en større skandale der endte med at flere betjente blev dømt skyldige. Se Den Store Sædelighedsskandale 1895: Politiinspektør Korns selvmord.