Kongelokaler og Fyrbøderlokaler.
var for kort Tid siden i Helsingør. Med ikke ringe Forbavselse betragtede vi den store, yderst elegante Banegaard, mod hvilken Københavns samtlige Banegaarde er nogle elendige huller. Navnlig om Aftenen, naar den svømmer i et Hav af elektrisk Lys, tager den sig imponerende ud med sine kasetterede Lofter, gyldenlæders Tapeter, store Spejle og mageligt-elegante Møbler. Mindst af alt skulde man tro, det var en Banegaard, langt snarere et kongeligt Slot eller en gammel Ridderborg, og det er vist ikke saa lidt tvivlsomt om en Bygning, der i sit Ydre paafaldende ligner Rosenborg, og hvis Indre tildels er holdt i Stil dermed - om den i arkitektonisk Henseende kan siges at svare til det, man kræver af en Banegaard. Men afset herfra er den bygget og udstyret med en Flothed og Rundhaandethed, som staar i den skarpeste Modsætning til den Karrighed, tom Regeringsmyndighederne kun alt for ofte viser, naar det kommer an paa at anvende Statens Midler til Formaal, der i videste Forstand kommer den Del af Folket tilgode, som trænger mest.
Det, som især drager Opmærksomheden paa sig ved Helsingørs ny Banegaard, er den Ødselhed, hvormed de kongelige Ventesale er udstyrede. Den gaar over alle Grænser og vidner fuldt ud om, at det er en Minister, som selv staar for Statskassen, der har godkendt den. Den i højeste Grad af Luksus, der kan tænkes anvendt paa en Ventesal, er her ødslet ud med fulde Hænder. Og dobbelt grelt tager det sig ud, naar man betænker, at disse pragtfulde Sale staar aflaasede og ubenyttede de 364 Dage af Aaret. Thi mere end 1 Dag om Aaret kommer Kongefamilien næppe til Helsingør, nu da den ikke længere har nogen Slægtning der. Men at Statsborgernes Penge kastes ud til saa taabelig Pragt for at en Familie en Dag om Aaret kan spejle deres Storhed i al denne Glimmer, det passer kun altfor godt til den forlorne Loyalitet, det Mavekryberi og den servile krummen Ryg, der nu sidder til Højbords i Landet.
Da havde set al denne Herlighed for dem, som kun kan nyde, bad vi om o. at se, hvor de opholdt sig, som skal yde: Jærnbanefunktionærerne. Vi kender nemlig vore Pappenheimere. Vi ved, at i vort nuværende Samfund har Medaljen al Tid baade sin Avers og sin Revers - og vi tog ikke Fejl. Skandaløsere Vilkaar end der bydes Funktionærerne paa Helsingørs nye Banegaard, skal man vist lede om paa samtlige Landets Stationer.
Vi skal som Eksempel tage dem, af hvem det rejsende Publikums Liv og Lemmer først og fremmest er afhængige: Maskinfolkene. Vi har saa ofte før fremhævet det aldeles uforsvarlige i, at de Funktionærer, hos hvem Manglen paa Agtpaagivenhed, Kraft og Anspændeljen af alle Ævner kan blive af skæbnesvanger Betydning, at netop de i høj Grad overanstrenges og sløves ved lang Arbejdstid og daarlige Forhold i det hele taget.
Langt nede paa den anden Ende af Banegaardsterrenet ligger Maskinhuset, hvor Maskinfolkene ogsaa har deres Værelser. Det er et nyt Hus, der udvendig ser nok saa anselig ud. Først kom vi ind i Lokomotivrummet, en stor Hal, hvori Maskinerne staar i den Tid, de er i Helsingør. Her pudses og renses de og her fyres der op før Kørslen skal gaa for sig. Der er som Følge heraf rigeligt med Støv, Snavs og Kulos og det kunde være det det var, hvis man ikke havde fundet det passende at byde Arbejderne det samme Rum til Opholds- og Spisestue. I en Krog er der anbragt et langt Bord med et Par Bænke, og her skal de indtage alle deres Maaltider. Bordpladen var bedækket med et tal Lag af det fine Kulstøv, som bestandig fylder Luften herinde, kommende fra de mange Maskiner. Vi strøg med Haanden hen over Pladen og blev sort som en Skorstensfejer. Under saadanne Forhold skal Statens Arbejdere spise deres Mad i Statens Hus. Desuden var der en ulidelig Træk. Af Hensyn til Opfyringen i Lokomotiverne var man nødt til at anbringe mange store Ventiler i Taget, men de gjorde Opholdet saa utaaleligt, det baade sneede og regnede derigennem i den Grad, at man har maattet dække dem til igen med Brædder. Nu sidder Arbejderne og maa sluge al Stanken og Kulrøgen sammen med Maden.
Saa gik vi op for at se paa Soveværelserne og det Værelse, som er bestemt til Hvile under kortere Ophold end en hel Nat. 13 Fyrbødere, som kører mellem København og Helsingør, har et lillebitte smalt Værelse som et jævnt stort Pigekammer. Her var ubeskriveligt skiddent. Da den ny Bygning var færdig, flyttede man ganske simpelt det usle Inventar derover fra den gamle Banegaard uden saa meget som at satte en Lap paa en Stump af alle de Laser, der findes. Vaggene driver af Fugt i det nye vaade Hus, og fra de stbebe, skidne Flader slog raa Luft og uhygge i Forening os i Møde. Der staar 2 Træbrikse med læderbetrukne Madrasser. Disse var saa lasede, at baade Lærred og Fyld hvert Øjeblik stak igennem det revnede Betræk. Over dem laa en Del Tæpper. De var græsselige. Man maa huske paa, at det er Folk, som Dag og Nat staar foran en Dampkedels Ildsted, i et Lokomotivs Røgsky - der skal ligge her. De er ikke hvide og rene, naar de kommer i Hus. Men desuagtet forsikrede flere af dem os, at disse Tæpper i det mindste de sidste 8 a 10 Aar ikke har været rensede eller blot bankede ud. De var selvfølgelig sorte som Jorden, og det er et stift Stykke, at Staten byder sine Funktionærer et saadant Svineri.
Det øvrige Møblement i Værelset bestod af et usselt lillebitte Bord og 4 Træstole. Og her er Opholdsted, Nat som Dag, for 13 Mennesker, der trætte og anstrengte skal søge Hvile efter deres ansvarsfulde Gerning. Der opholder sig ofte 4 af dem samtidig i dette Hul. Deres Arbejdstid er aldrig under 15 Timer i Døgnet, ofte er den 13 Timer, men 2 Gange i hver 5 Uger er den 20 Timer, i hvilken Tid de ikke er af Klæderne og uafbrudt er i Tjeneste med Undtagelse af de korte Ophold, hvori de kan lægge sig lidt og faa et Par Timers Søvn mellem to Tog. Og denne Hvile skal disse til Mishandling overanstrengte Mennesker søge paa den elendige Briks.
Saa er der Soveværelserne, hvor de Fyrbødere ligger, som skal overnatte i Helsingør af og til. Det er Værelser akkurat som det andet: fugtige og fyldte med den raa, usunde Luft, som om Vinteren strømmer ud fra vaade Mure. Flere Arbejdere er da ogsaa bleven syge af at sove her om Natten. Der stod 2 Senge i hvert Rum. Det var rigtige Fattighussenge med kulsorte Madrasser og skidne Lagner. Saa utroligt det lyder, byder Statsbanerne disse Funktionærer det Svineri, at alle de forskellige Mennesker skiftevis maa ligge i de samme Lagner. Den ene Nat ligger der én Mand i Sengen, den næste kommer der en ham ganske fremmed og indtager hans Plads. Den ene er maaske en proper Mand, som omhyggelig vasker sig, inden han gaar i Seng, den anden eller tredie, fjerde osv. er maaske saa træt, at han kryber i Fjerene lige saa sort han kommer fra Maskinen. Og alt dette kan Staten være bekendt overfor sine Funktionerer.
Postvæsenets Folk, som ogsaa maa overnatte udenfor deres eget Hjem, har dog drevet det dertil, at hver Mand har sine særlige lagner, som kun han ligger i. Men hos Fyrbøderne, hvor det er langt nødvendigere paa Grund af deres Arbejdes Beskaffenhed, lever Statssvineriet højt den Dag i Dag paa den ny Banegaard.
Møblementet svarede til Sengene. Der var ikke Spor af Bekvemmeligheder. Hverken Vandtøj eller en Karaffel til Drikkevand. Fattigere og elendigere kunde Staten i det hele taget ikke indkvartere sine Arbejdere.
Men hvilket slaaende Billede af det hele Samfund giver ikke denne Danmarks nyeste og fineste Banegaard. Inde under "Slottets" Tag pragtfulde Værelser for dem, som boer paa Solsiden i Livet. Luksus og al mulig Komfort for dem, som maaske ikke én Dag om Aaret har Brug derfor. Og inde i "Baghuset" det elendigste Svineri for de flittige Arbejdsbier, som under 20 Timers Tjeneste ikke har et Sted, hvor de kan hvile godt eller blot anstændigt.
Og naar begge Parter forlader Banegaarden og de forskellige Vilkaar den byder dem, saa ligger den ene Part paa bløde Hynder i en lun Kupé, medens den anden Part staar i Storm, Slud og Sne paa et ophedet Lokomotiv og maa anspænde Opmærksomheden og Arbejdsevnen til det yderste, for at ikke dem i Kupéen skal blive maset i tusinde Stumper.
(Social-Demokraten 12. februar 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar