Under en af Høiesteret den 11. ds. paakjendt Justitssag var et Fattiglem paa Laasby Fattiggaard tiltalt for følgende Forhold: Da Bestyreren af nævnte Fattiggaard, Tiltalte og en 14 Aars Dreng den 23. August f. A. vare beskjæftigede med at hjemkjøre Korn fra Gaardens Mark, og Tiltalte under Arbeidet havde viist sig uvillig og skjødesløs og navnlig havde væltet to Gange med den belæssede Vogn paa jævn Vei, irettesatte og udskjældte Bestyreren i den Anledning Tiltalte samt paalagde ham at gaae op paa Kornloftet for at hjælpe til der med at aftage Kornet, men dette nægtede Tiltalte paa det Bestemteste, og da Bestyreren skubbede til ham for at faae ham afsted, blev han vred og sparkede efter ham, der blev ramt paa Armen og derpaa gav Tiltalte et Slag med den flade Haand paa Siden af Hovedet, hvorover Tiltalte blev helt rasende og foruden at bruge de groveste Skjældsord mod Bestyreren med knyttet Næve slog denne i Ansigtet og ramte ham under det ene Øie, der blev helt underløbet med Blod. Denne Forklaring - der i alt væsenlig stemmer med, hvad den nævnte Dreng har forklaret til en Politirapport, dog at han har tilføiet, at Bestyreren skubbede til Tiltalte saaledes, at denne faldt omkuld, hvad denne ikke har kunnet modsige - erkjendte Tiltalte i det første den 30. August optagne Forhør for rigtig i dens Helhed, idet han dog strax efter endvidere udsagde, at han ikke vidste af, at han sparkede efter Bestyreren og blev vred, fordi denne slog ham og derefter handlede i Hidsighed; og i et senere Forhør havde han benægtet at have sparket Bestyreren, førend denne slog ham.
Tiltalte blev, efterat det Ovenanførte var passeret, af Bestyreren med to Tilstedekomnes Hjælp indsat i Fattiggaardens Arrest, men undveg strax derfra ved at brække Vinduet op og gik derefter ude paa Gaardspladsen raabende og skrigende samt udstødende Skjældsord og Trusler mod Bestyreren og vedblev hermed til langt ud paa Natten, da han endelig faldt i Ro og gik til Sengs. Ligesom Tiltalte saavel efter de derom foreliggende Forklaringer ved den ommeldte Leilighed teede sig som en Rasende, saaledes fremgik det af Sagens Oplysninger, at han, efter i 1891 at have anstiftet en hans daværende Husbonds Gaard overgaaet Ildsvaade, er bleven anseet for utilregnelig med Hensyn til denne Gjerning, for hvilken han end ikke blev sat under Tiltale. Han var i Anledning af den ommeldte Ildspaasættelse i ca. 3 Maaneder indlagt til Observation paa Sindssygeanstalten ved Aarhus, og i sin Erklæring havde Overlægen dengang udtalt, at Tiltalte er lidet udviklet i aandelig Henseende og lider af epileptoide Anfald, der ikke som sædvanlig have Form af Kramper, men som, naar de ere fuldt udviklede, ytre sig som Anfald af Raseri og i alle Tilfælde ere karakteriserede ved Bevidsthedstab, at han, der sandsynligvis havde havt et saadant Anfald i en tidligere Tjeneste ved en Leilighed, hvor hans Medtjener fandt Anledning til at binde ham, havde havt et lignende Anfald ved den ommeldte Ildebrand og ligeledes under Opholdet paa Sindssygeanstalten. Her havde han saaledes en Søndag, kort efter at han var kommen hjem fra en Gudstjeneste, været Gjenstand for et heftigt Raserianfald, under hvilket han raabte, skreg og græd, slog Ruder ud og slog sig selv i Ansigtet, idet han raabte, at han havde syndet, bad Fadervor og bandede imellem hverandre. Han maatte overmandes og føres i Celle, hvor han maatte lægges i Tvang, da han blev ved at slaa sig i Hovedet, medens han græd og stønnede. Af det Passerede kunde han senere Intet erindre. Overlægen bemærkede yderligere, at Tiltaltes store Pirrelighed findes ganske almindelig hos epileptiske Personer.
Vel havde nu Forhørsdommeren under Sagen erklæret, at Tiltalte ikke ved sin Optræden i Retten havde givet Anledning til Formodning om, at han ikke var sig sin Forstand fuldstændig mægtig, da han havde svaret klart og tydeligt paa de til ham rettede Spørgsmaal og havde kunnet give nøiagtig Forklaring om, hvad der var foregaaet, men efter hvad der saaledes forelaa dels om Tiltaltes Adfærd under eller umiddelbart efter hans ommeldte Sammenstød med Fattigbestyreren og indtil ud paa den efterfølgende Nat dels om hans Forhold ved tidligere Lejligheder ved hvilke han maa antages at være bleven overfaldet af Raseri, samt med særligt Hensyn til, at deslige Tilfælde ifølge Sindssygelægens Erklæring ere let udstille for at miskjendes havde Overretten funden Betænkelighed ved at gaae ud fra, at Tiltalte under Sammenstødet med Bestyreren, og navnlig da han bibragte denne Slaget i Ansigtet, havde været sig selv saaledes mægtig, at hans Forhold kunde belægges med Straf. Som Følge heraf var Tiltalte, der er 22 Aar gammel, ved Overrettens Dom bleven frifunden, medens han ved Underrettens Dom under Hensyn til Straflv. § 39 - ufuldstændig Tilregnelighed - var bleven anseet med Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 8 Dage.
Høiesteret kom ved sin Dom til et andet Resultat end Overretten, idet det i Dommen hedder, at der efter de foreliggende Oplysninger ikke findes tilstrækkelig Føie til at antage, at Tiltalte har manglet Bevidsthed, da han imod Fattiggaardsbestyreren udviste det i Dommen fremstillede Forhold, hvorimod der ved Bedømmelsen af Straffen for dette Forhold vilde være at tage Hensyn til Strflv. § 39. Under Hensyn hertil og til Strflv. § 102 - idet vedkommende Bestyrer fandtes selv ved sin urigtige Adfærd at have givet Anledning til Tiltaltes Optræden - bestemtes Straffen til 8 Dages simpelt Fængsel.
(Dagens Nyheder 17. april 1893. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar