Under en af Høiesteret den 12. ds. paakjendt Justitssag var en Proprietær i Vestervig Sogn tiltalt for følgende Forhold :
Den 16. Januar 1891 slagtede Tiltalte en ham tilhørende Ko, der i længere Tid havde været syg, navnlig lidt af en Betændelse i det ene Knæled, hvoraf der skød Materie, samt hostet stærkt, hvorhos den i de sidste 14 Dage, før den blev slagtet, ikke kunde reise sig og som den Dag, den skulde slagtes var saa ringe, at den paa en Slæde fra Stalden maatte slæbes ind i Laden, hvor Slagtningen foregik, og ifølge flere Vidners Udsagn var den om end ikke død forinden Slagtningen, saa dog i alt Fald lige paa det sidste. Ved Slagtningen viste det sig derhos, at den var befængt med Tuberkler, idet der navnlig paa Lungerne fandtes talrige lysegule Knopper, fyldte med Materie, af hvilke Tiltalte ifølge et Vidnes Forklaring under selve Slagtningen afpillede en Del, der fandtes paa Lungerne. Da Tiltalte forlangte, at Folkene paa Gaarden skulde spise ikke alene Kjødet, men ogsaa Indvoldene og Blodet, og disse nægtede dette, forinden der forelaa en Attest fra en Dyrlæge om, at Kjødet var brugeligt til Menneskeføde, fraskar Tiltalte det Stykke af Lungen, der var særlig angrebet af Sygdommen, og tog den næste Dag med det andet Stykke af Lungen samt nogle udskaarne Stykker af de indvendige Dele af Koen til en Dyrlæge i Hurup, der i en den 17. Januar 1891 dateret Erklæring udtalte, at han efter at have undersøgt den ham foreviste Del af Lungen samt Lever, Hjerte, Nyre og Stykker af Kjødet, ikke fandt, at der kunde være noget til Hinder for at anvende Kjødet til Menneskeføde. Da Tiltalte havde erhvervet denne Attest, foreviste han den for Folkene paa Gaarden og forlangte, at de nu skulde spise Kjødet af Koen, men en af Karlene, der havde sat sig i Besiddelse af det fraskaarne Stykke af Lungen, bragte den 18. Januar dette til Dyrlægen, der i en samme Dag udstedt Erklæring udtalte, at det ommeldte Stykke Lunge indeholdt talrige spredte smaa Tuberkelsvulster, men at Kjødet ikke af den Grund kunde kasseres som Menneskeføde, saafremt der ikke fandtes andre tuberkoløse Svulster i Bryst eller Bughulen, hvorhos han bemærkede, at den af ham Dagen forud afgivne Attest kun gjaldt Kjødet, men ikke Blodet og Indvoldene, som efter den sidst foretagne Undersøgelse bestemt burde kasseres. Endelig maa det antages, at bemeldte Dyrlæge Dagen efter paa Tiltaltes Opfordring kom tilstede paa Gaarden og foreholdt Folkene, at der ikke var nogen Fare ved at spise af Kjødet. Efterat være bleven gjort bekjendt med Dyrlægens Erklæring af 18. Januar, forlangte Tiltalte ikke længere, at Folkene skulde spise af de Blodpølser, der vare tilberedte af Koens Blod, men derimod forlangte han fremdeles, at Folkene skulde spise Kjødet, der var blevet nedsaltet, hvad de imidlertid fremdeles vægrede sig ved, hvorefter det maa antages, at Tiltaltes daværende Husholderske undlod at benytte det, og at han heller ikke befalede hende at gjøre det, men efterat han ved Maidagstid 1891 havde faaet en ny Tjenestepige, paalagde han hende at bruge Kjødet, der saae daarligt ud og var seigt, tillavet som Frikadeller i Forbindelse med Kjødet af nogle druknede eller paa anden Maade selvdøde Smaagrise og Spædekalve; da Folkene imidlertid fremdeles vægrede sig ved at spise det, forærede han i November Maaned 1891 Resten af Kjødet til hans daværende Røgter, for at denne kunde benytte det i sit Hjem, men dette viste sig at være fordærvet og raaddent og blev derfor nedgravet. Endvidere var det oplyst, at der i det sidste Par Aar paa Tiltaltes Gaard var død forskjellige Smaagrise og Kalve, hvis Kjød Tiltalte derefter benyttede til Føde for Folkene paa Gaarden uden i Forveien at have ladet det undersøge af en Dyrlæge, hvorhos med Hensyn til en af disse Grise, der døde kort før Julen 1890, og med hvis Kjød Folkene bleve bespiste Juleaften, nogle Vidner havde forklaret, at Tiltalte til dem havde udsagt, at den var død af Tuberkler, hvad Tiltalte dog ikke har villet erkjende. Endelig var det oplyst, at Tiltalte engang, da der paa Gaarden døde en Griseso - som nogle Vidner have forment af Mælkefeber, hvorom dog intet nærmere kunde tunnel konstateres - havde ladet Indvoldene nedgrave og Bugflæsket tage til Svineføde, hvorimod han benyttede det øvrige Flæsk, der blev nedsaltet, til Føde for Folkene paa Gaarden ligeledes uden i Forveien at have erhvervet Attest fra en Dyrlæge om Kjødets Uskadelighed.
Det kgl. Sundhedskollegium havde i en under Sagen afgiven Erklæring udtalt at Kjødet af den ovenomhandlede Ko maa ansees for sundhedsfarligt, naar det anvendes til Menneskeføde, da Dyret før Døden led af Suppuration i Knæet, desuden havde udbredt Tuberkulose og dertil synes at være død, før Slagtningen udførtes. Kollegiet havde derhos udtalt, at Kjød af selvdøde Dyr ordenligvis ikke bør benyttes til Menneskeføde og at navnlig Kjødet af de under Sagen omhandlede selvdøde Dyr maa anses for sundhedsfarligt som Menneskeføde, idet nogle af Dyrene utvivlsomt have lidt af Sygdom, før Døden indtraf. Idet der nu ikke vilde kunne tillægges den ovennævnte af Tiltalte hos Dyrlægen i Hurup indhentede Erklæring angaaende den nævnte Ko nogen Betydning, idet denne, hvad Tiltalte maatte indse, var afgiven under urigtige Forudsætninger, var Tiltalte for sit ommeldte Forhold ved Viborg Overretsdom bleven anset efter den for Vestervig Kommune gjældende Sundhedsvedtægt, som i sin § 6 forbyder, at Kjød af syge og selvdøde Kreaturer benyttes til Menneskeføde, medmindre der fra en Dyrlæge foreligger Attest om Kjødets Uskadelighed, med en Bøde paa 100 Kr., hvorimod hans Forhold ikke fandtes at kunne henføres under Straffelovens § 290. Under Sagen var Tiltalte yderligere sigtet for Dyrplageri, men herfor var han frifunden ved Overrettens Dom. Høiesteret stadfæstede Overrettens Dom i Henhold til de i samme anførte Grunde, Omkostningerne ved Sagens Appel til Høiesteret, som alene var sket paa det Offentliges Vegne, fandtes imidlertid at burde udredes af det Offentlige.
(Dagens Nyheder 17. april 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar