Barnemordersken i Bjerre. (Efterskrift til Politivennen)

Mandagen den 25 Marts .

Nr. 154. Høiesteretssagfører Lunn

contra

Andersine Dorthe Kirstine Andersen (Def. Nellemann),

der tiltales for Overtrædelse af Straffelovens §§ 186, 190, 192, 228, 281, 225, 180 og 181.

Bjerre Herreds Extrarets Dom af 24 April 1894 :

Arrestantinden Andersine Dorthe Kirstine Andersen bør straffes paa Livet. Saa bør hun og betale i Erstatning til Landbygningernes almindelige Brandforsikring 13549 Kr., til Vejle Amts yngre Brandforsikringsforening 6,663 Kr. og til Kjøbmand Conrad Jensen i Klejs 60 Øre samt udrede alle af Aktionen flydende Omkostninger, derunder i Salær til Aktor, Prokurator Bjerregaard, 80 Kr., og til Defensor, Overretssagfører Plenge, 70 Kr. De idømte Erstatningsbeløb at udrede inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkomme under Adfærd efter Loven.

Viborg Landsoverrets Dom af 9 Juli 1894: Underretsdommen bør ved Magt at stande. I Salær til Aktor og Defensor for Overretten, Overretssagførerne Hindberg og Jørgensen, betaler Arrestantinden 80 Kr. til hver. De idømte Erstatningsbeløb udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, og iøvrigt at efterkommes under Adfærd efter Loven

Høiesterets Dom.

ft er den indankede Doms Afsigelse er der søgt nærmere Oplysning om Tiltaltes mentale Tilstand; navnlig har hun paa dertil fra det kongelige Sundhedskollegiums Side given Anledning været i nogle Maaneder indlagt til Observation paa Sindssygeanstalten ved Aarhus, og Overlægen ved denne har derefter, næst blandt Andet at udtale, at Tiltalte under Opholdet dersteds ikke har frembudt mindste Tegn paa mental Lidelse, og at man ikke kan komme til noget andet Resultat, end at hun er et mentalt sundt Individ, sluttelig erklæret, at hun ikke er sindssyg. Under Hensyn til de saaledes fremkomne nye Oplysninger og iøvrigt i Henhold til de i Overretsdommen anførte Grunde 

kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium for Høiesteret betaler Tiltalte Andersine Dorthe Kirstine Andersen til Høiesteretssagfører Lunn og Advokat Nellemann 120 Kroner til hver.

---

I den indankede Doms Præmisser hedder det: Arrestantinden Andersine Dorthe Kirstine Andersen, der er født i Aaret 1869, og som ifølge Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets Dom af 19 Februar 1889 har været anset efter Straffelovens § 228, kfr. tildels § 37, med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, er under nærværende Sag sat under Tiltale for Overtrædelse af Straffelovens §§ 186, 190, 192, 228, 281, 225, 180 og 181. Ved Arrestantindens egen Tilstaaelse i Forbindelse med Sagens øvrige Oplysninger maa det anses tilstrækkelig godtgjort, at hun har ombragi dels tvende af hende udenfor Ægteskab fødte Børn, dels Gaardejer af Klejs, Søren Hansens omtrent 8 Maaneder gamle Søn Oscar Hansen, og ere de nærmere med disse trende Forbrydelser forbundne Omstændigheder følgende.

Efterat Arrestantinden den 22 Februar 1892 paa Fødselsstiftelsen i Kjøbenhavn havde født et Pigebarn, der i Daaben erholdt Navnet Dagmar Eleonora Andersen, fik baade hun og Barnet, som det maa antages, omtrent midt i Marts Maaned s. A. Logis hos Vognmand Peter Nielsen og dennes Hustru Eleonora Kirstine Nielsen, der den Gang havde Bopæl paa Nørrebrogade i Nr. 186, og hos hvem Arrestantinden ogsaa nogen Tid forinden hun kom paa Fødselsstiftelsen, havde havt Ophold. Nogle Dage før den 26 Marts s. A. havde Arrestantinden henvendt sig til et Børnehjem i Kjøbenhavn for at faa Barnet anbragt der, og hun havde da af Forstanderinden faaet den Besked, at dette nok kunde lade sig gjøre, men at hun da ogsaa selv maatte tage Ophold i Børnehjemmet forat opamme Barnet og med Forpligtelse til at deltage i Husgjerningen. Som det maa antages, var det blevet bestemt, at Arrestantinden skulde møde med Barnet den nævnte Dag; men da Barnet havde nogle røde Pletter paa Kroppen, som den 26 Marts om Morgenen vare stærkere fremtrædende end ellers, raadede Madam Nielsen hende til, forinden hun bragte Barnet til Børnehjemmet, at lade det undersøge paa Polikliniken paa Dronning Louises Børnehospital. Arrestantinden, der gik ind herpaa, gik derfor den 26 Marts om Morgenen omtrent Kl. 9 til bemeldte Børnehospital; men den her foretagne Undersøgelse førte til, at det ikke skjønnedes, at Barnet fejlede noget væsentligt, og efterat der paa samme var anvendt en Maveudskylning, fik hun Anvisning paa om nogle Dage atter at indfinde sig paa Hospitalet med Barnet. Da hun derpaa, efter at have forladt Hospitalet til Fods, passerede Farimagsgade, fattede hun, der indtil da ikke vil have tænkt paa at dræbe Barnet, den Beslutning at ombringe det, i hvilken Henseende Arrestantinden nærmere har forklaret, at Madam Nielsen havde raadet hende til at forespørge paa Hospitalet, om man ikke der vilde beholde Barnet uden Betaling, samt at Arrestantinden, da Haabet herom glippede ved den Besked, hun fik af Lægen, strax bestemte sig til at ombringe Barnet. Hun begav sig derfor paa Tilbagevejen ind i et Hus, hvor hun satte sig paa Trappegangen lige indenfor Døren, og da hun ingen Personer opdagede i Nærheden, lagde hun et Shawl, hvori Barnet, der var ganske roligt, var indsvøbt, tæt over dets hele Hoved, idet hun navnlig strammede Shawlet stærkt over Ansigtet. Barnet gav ingen Lyd fra sig, men Kroppen vred sig stærkt under Shawlet i maaske et Par Minutter, og da det derefter var stift og ubevægeligt, tog hun Shawlet fra og overbeviste sig om, at Barnet var dødt. Hun begav sig derpaa atter paa Vej med det døde Barn, idet hun satte sig ind i en Sporvogn for med denne at kjøre til sit Logis. Medens hun var i Sporvognen, vil hun ikke have kunnet holde sin Graad tilbage, og paa Forespørgsel af nogle i Vognen værende Fruentimmer erklærede hun, at hun græd, fordi hendes Barn var død. Ved sin Hjemkomst, der, som det maa antages, fandt Sted om Middagen mellem Kl. 11 og 12, angav hun, der ogsaa da tilsyneladende var i høj Grad ulykkelig, overfor Madam Nielsen, at Barnet var død pludselig undervejs, idet hun navnlig efter Madam Nielsens Forklaring, imod hvilken Arrestantinden intet væsentligt har havt at erindre, foregav, at Barnet paa Børnehospitalet var blevet undersøgt ved Hjælp af forskjellige Instrumenter, der havde bevirket, at der var flydt Blod fra det, eller, som en anden Deponentinde har udsagt, at Lægerne havde handlet meget ilde med Barnet. Efter Madam Nielsens Anvisning bragte hun samme Dag Barnets Lig ud paa Fødselsstiftelsen, ved hvis Foranstaltning det, efter at autoriseret Læge Rasmussen samme Dag, som det blev bragt ud paa Fødselsstiftelsen, havde synet Liget uden ved den Lejlighed at opdage noget mistænkeligt, derefter den paafølgende 1 April blev begravet. Som Motiv til Gjerningen har Arrestantinden ikke kunnet anføre andet end det ovenfor Anførte, at det Haab, hun vil have havt om, at man ude paa Børnehospitalet vilde have beholdt Barnet uden Vederlag, ikke var gaaet i Opfyldelse, og det kan navnlig ikke antages, at Bevæggrunden har været Frygt for ikke at kunne forsørge Barnet, da det er oplyst, at en Bødker, Anders Hansen, som hun havde udlagt som Barnefader, ikke overfor hende havde fragaaet Paterniteten, samt at hun alt havde foretaget Skridt til at faa Bidragets Størrelse fastsat ved Øvrighedens Mellemkomst.

Den 1 November 1892 var Arrestantinden kommen i Tjeneste hos Gaardejer Søren Hansen i Klejs, og da denne og Hustru tidlig paa Eftermiddagen den 5 December s. A vare kjørte til Klakring, havde Arrestantinden paataget sig at passe deres ovenommeldte omtrent 8 Maaneder gamle Drengebarn, hvad hun, skjønt hun egentlig ikke var fæstet til at passe Barnet, ogsaa havde gjort ved tidligere Lejligheder, naar Familien var tagen ud. Efter hendes Forklaring var der ved ingen af de nysnævnte tidligere Lejligheder, da hun havde passet Barnet, kommet noget Ondt op i hende; men da Forældrene den nævnte Dag vare kjørte, kom paa en Gang den Tanke op i hende at kvæle Barnet, uden at hun, som hun har udsagt, havde nogen egentlig Bevæggrund hertil, idet det navnlig var saa langt fra, at hun var vred over eller kjed af at passe Barnet, der var roligt og let at have at gjøre med, at hun endog selv, da Forældrene kjørte til Klakring, havde tilbudt dem at passe det. Under Sagens Behandling ved Extraretten har hun endvidere forklaret, at hun ikke kan give anden Rede for, hvorledes hun faldt paa at kvæle Barnet, end at Erindringen om hendes eget ovennævnte Barn lige strax, da hun efter Forældrenes Bortkjørsel var bleven ene med Søren Hansens Barn, pludselig trængte sig frem hos hende med en vis Styrke, og at der saa opkom en ligesom ubetvingelig Drift eller Lyst hos hende til at prøve den samme Fremgangsmaade igjen. Imidlertid lykkedes det hende dog forsaavidt at faa Bugt med sig selv, som hun ikke strax skred til sit Forsæts Iværksættelse, uagtet der var Lejlighed nok dertil, idet hun for en stor Del var alene med Barnet; men da hun et Par Timer efter, at Søren Hansen og hans Hustru vare tagne bort, i Mørkningen omtrent mellem Kl. 4 og 5 sad alene med Barnet inde i Dagligstuen, hvor Vuggen, i hvilken Barnet laa og sov ganske rolig, stod, trængte Tanken om at ombringe Barnet, hvilken havde været i hende i hele Mellemtiden, sig frem med fornyet Styrke, og hun gav saa efter for den, idet hun bøjede sig over Vuggen, trak Dynen helt op over Barnets Hoved, og strammede den tæt til over Ansigtet. Barnet gav ingen Lyd fra sig, og hun mærkede ingen Trækninger i dets Krop, idet det laa ganske stille, og hun troede derfor, at det allerede var dødt uden at hun dog strax kunde faa sig til at se nøjere efter, hvorimod hun lod Dynen blive liggende over Barnet og begav sig ud i Kjøkkenet, hvor hun havde noget at bestille. Da hun imidlertid kort efter fortrød, hvad hun havde gjort, gik hun for om muligt at frelse Barnets Liv, efter en 10 Minutters Tid tilbage til Vuggen, tog Dynen af og saae nøjere efter, og da det var ganske mørkt i Stuen, strøg hun en Tændstik af og saae ved Skinnet af denne, at Barnet endnu ikke var dødt, men gav svage Livstegn, idet det prøvede paa at aabne Øjnene, hvilket dog ikke lykkedes, samt rørte Hovedet lidt. For om muligt at kalde Livet tilbage i det, tog hun nu Barnet op af Vuggen, og gav sig til at gaa op og ned med det i sin Arm ude i Borgestuen, hvor Folkene da havde indfundet sig, men hun foretog ingen andre Oplivningsforsøg med det, idet hun haabede, at det muligen vilde komme til Live igjen, naar det blot fik Lov til at aande frit. Hun vil være gaaet saaledes med det omtrent i et Kvarterstid, men det sank mere og mere sammen og døde derpaa i hendes Arme, hvorpaa hun uden at omtale noget til nogen gik ind i Dagligstuen og lagde Barnet i Vuggen. Efterat Lampen var bleven tændt, satte Arrestantinden og det afdøde Barns den Gang omtrent 10-aarige Halvsøster Emilie sig hver paa sin Side af Vuggen og strikkede, og efter en 10 Minutters Tid sagde Arrestantinden til Emilie, at hun syntes, at Barnet saae saa underlig ud, og at Emilie skulde lægge sig ned og lytte efter, om det aandede, hvad Emilie ogsaa gjorde, og da hun der ligeledes, som det maa antages, før Arrestantinden rettede den nysnævnte Anmodning til hende, efter Opfordring af Arrestantinden havde lagt en Patteflaske ned til Barnet, hvis Mund imidlertid da var fast lukket, saa at Emilie ikke havde kunnet faa Sutten ind i den havde meddelt Arrestantinden, at hun ikke kunde høre, at Barnet aandede, opfordrede Arrestantinden hende til strax at løbe over for at hente enNabokone, der ogsaa hurtig kom tilstede og strax saae, at Barnet var dødt, idet hun mærkede, at det ikke aandede, hvorhos hun, der tog det op af Vuggen, forgjæves søgte at faa Liv i det. Barnet maa forinden dets Død - afset fra, at det havde en Skade i Armen, som dog var i Bedring - antages ikke at have fejlet noget, da Arrestantinden dræbte det; men da ingen fattede Mistanke om, at det ikke var død en naturlig Død, blev ingen Læge tilkaldt, og de tvende Ligsynsmænd, der have synet Liget, have forklaret, at der ikke paa dette fandtes Spor af Vold. Paa Arrestantinden, der, da den ovennævnte Nabokone kom tilstede, stod i Kjøkkenet og vaskede op, var der efter hvad der er oplyst efter at hun havde begaaet Gjerningen, aldeles intet at bemærke, idet hun, som den nævnte Kone har udsagt, var som hun altid plejede, hverken bedrøvet eller fornøjet.

Medens Arrestantinden, som anført, tjente hos Gaardejer Søren Hansen i Klejs, viste det sig, at hun var frugtsommelig, og den 10 Marts 1893, omtrent Kl. 11 Aften, nedkom hun, der havde indlagt sig hos Indsidder Eskild Sørensen sammesteds, med et fuldbaarent Pigebarn. Efter Arrestantindens Forklaring havde hun, der var i sin Kondition hos Søren Hansen indtil den nævnte Dag om Aftenen Kl. ca. 7, men som derpaa, da hun begyndte at føle sig daarlig, blev sendt hen til Eskild Sørensen, ikke, før hun kom til Sengs i hans Bolig, tænkt paa at ombringe Barnet; men om Aftenen omtrent Kl. 8, da hun var bragt til Sengs, og Fødselsveerne vare begyndte, fattede hun den Beslutning at dræbe Barnet, men hun nænnede dog ikke at tage Livet af det strax, efterat det var født, og først den paafølgende Dags Eftermiddag, omtrent Kl. 4, skred hun, der ikke noget Øjeblik havde opgivet Beslutningen, til Udførelsen af denne. Efterat Eskild Sørensens Hustru, ifølge hvis Forklaring Barnet, saavidt hun kunde skjønne, var fuldkommen raskt, paa det Tidspunkt havde svøbt det og idet hun selv havde et lille Barn - givet det Die samt lagt det ind til Arrestantinden i Sengen, trykkede denne, da Konen havde forladt Stuen, Dynen, under hvilken baade hun og Barnet laa, saa fast ned over Barnets Hoved, at det ikke kunde trække Vejret, og først efterat have ladet Barnet, der aldeles ingen Lyd gav fra sig, ligge med Hovedet helt under Dynen i 1 a 2 Minutter, tog hun denne til Side, og overbeviste sig da om, at Barnet var dødt, idet det ikke aandede mere. Omtrent 1 Time, efterat Barnet var lagt ind til Arrestantinden i hvilken Tid en Nabokone havde bedt Arrestantinden om at maatte se Barnet, hvad Arrestantinden, der efter sin Forklaring den Gang havde dræbt dette, nægtede, idet hun foregav, at det nu sov saa roligt kaldte Arrestantinden paa Eskild Sørensens Hustru, idet hun foregav, at hun var bleven bange, fordi hun syntes, at Barnets Hænder vare saa kolde, og da denne tog Barnet op, saa hun, at det var dødt. Der opstod ikke strax bestemt Mistanke mod Arrestantinden, og ifølge en af vedkommende Distriktslæge, der assisterede ved det den 13 Marts f. A. afholdte Ligsyn over bemeldte Barn, den 19 December s. A. afgiven Erklæring fandtes der ved Undersøgelsen ikke det mindste Tegn paa ydre Vold paa Liget, hvilket dog, efter hvad han har udtalt, ikke udelukker Muligheden af, at en Kvælning har fundet Sted, ved at en Dyne eller en lignende Gjenstand er bleven trykket fast om Barnet, hvad i Reglen ikke vil efterlade ydre Mærker. Efter hvad der er oplyst, stod Fødslen kun paa i omtrent 1/2 Time, og den var efter Arrestantsindens egen Forklaring ikke videre smertefuld, og flere Personer, der have havt Lejlighed til at iagttage Arrestantinden, efterat Fødslen var foregaaet, have forklaret, at hun efter Fødslen tilsyneladende ikke var nedtrykt eller forknyt, ejheller videre mat, afkræftet eller iøvrigt medtaget af Fødselen, men at hun lod til i det Hele at være som sædvanlig, samt at hun særlig den 11 Marts om Eftermiddagen gjorde Indtryk af at tage det Passerede fuldkommen rolig, hvorfor de formente, at hun ved at dræbe Barnet har handlet med koldt Overlæg, og Rigtigheden af disse Forklaringer har Arrestantinden selv erkjendt. Som Motiv til sin Gjærning har hun anført, at hun, der var ude af Stand til at opgive, hvem der var Fader til det fødte Barn, ikke troede selv at kunne forsørge det.

Paa samme Maade er det godtgjort, at Arrestantinden, der efter sin Barselfærd atter havde tiltraadt sin Tjeneste hos Søren Hansen, den 26 September f. A. om Aftenen mellem Kl. 7 og 8 har stukket Ild paa hans i Klejs i en Afstand af henholdsvis ca. 20, ca. 50 og ca. 20 Alen fra nærmeste Naboejendomme beliggende Gaard, hvorved denne med den i samme værende Avl og Afgrøde nedbrændte, medens Besætningen, med Undtagelse af Fjerkræet samt den største Del af Indboet dette dog tildels i ramponeret Tilstand blev reddet. Arrestantinden, der den nævnte Dag havde hørt omtale, at der var Ildløs paa den i samme Egn beliggende Avlsgaard "Ringstholm", var Kl. mellem 2 og 3 Eftermiddag stegen op paa en ved Søren Hansens Gaard belliggende Bunke Sten for derfra at iagttage Branden. Ved den Lejlighed opstod der efter hendes Forklaring pludselig - uden at hun har formaaet næmere at gjøre Rede for hvorledes den Tanke hos hende, om hun ikke skulde stikke Ild paa sin Husbonds Gaard, idet hun syntes, at der, som hun har udtrykt sig, maatte være noget berusende ved saadan en Ildebrand; men hun havde dog endnu Viljestyrke nok til at faa Bugt med Tanken, navnlig efterat hun baade med sin Madmoder og sin Husbondes Stedsøn havde talt om, hvorledes de Brandlidte paa Ringstholm nu vilde blive stillede, naar de ikke længere havde Tag over Hovedet. Da hun imidlertid nogle Timer efter atter var gaaet udenfor for at se over til Ringstholm, kom Tanken atter med forøget Styrke over hende, idet de Betænkeligheder, som hun et Par Timers Tid i Forvejen havde gjort sig med Hensyn til sin Husbond og hans Familie, nu syntes hende langt mindre, og da hun kort efter, efter først at have tændt Staldlygten, var gaaet ud for at malke Køerne, der stod i den venstre af Gaardens 4 Længer, var hun allerede temmelig fast besluttet paa at iværksætte Brandstiftelsen. Hun malkede dog nogle af Køerne, men saa brød hun af i sit Arbejde og gik gjennem den nærmest ved Kostalden værende Indgangsdør ind i Laden, der dannede Gaardens nordre Længe, medtagende Lygten, hvori der var tændt en Petroleumslampe uden Glas. have passeret Laden i hele dens Længde, tog hun Lampen ud af Lygten, og stak derpaa Ild i en Del utærsket Rug, der i Ladens østlige Ende var stablet op fra Gulv til Loft, idet hun holdt Flammen til Straaene i en Højde af omtrent 2 Alen fra Gulvet, hvorpaa hun begav sig tilbage ad den samme Vej, hun var kommen, og forsøgte at fortsætte Malkningen, hvilket hun dog ikke var i Stand til paa Grund af den Uro og Ophidselse, hvori hun var kommen, og efter et Øjebliks Forløb gik hun over i Stuehuset, hvorfra man dog alt havde bemærket, at der var Ild i Laden. Grunden til, at hun antændte Ilden i Ladens østlige Ende, var, efter hendes Forklaring, den, at hun vilde give det Udseende af, at en Mand, der havde været beskjæftiget med Tærskning i Løbet af Dagen, var den, der havde foraarsaget Branden, og hun har ogsaa paa forskjellige andre Maader søgt at henlede Mistanken paa samme Mand. Efter hvad der er oplyst, har der ikke været Fare for, at nogen skulde indebrænde, og Arrestantinden har forklaret, at hun, kort forinden hun stak Ild paa Gaarden, havde forvisset sig om, at de 5 ældste af Børnene endnu vare oppe og inde i Stuerne hos de Voxne, medens det mindste Barn laa og sov i sin Vugge i Dagligstuen, hvortil der var let Adgang fra Gaarden gjennem Borgestuen. Efterat Arrestantinden havde afgivet sin ovenfor nævnte Forklaring, har hun i et senere Forhør udsagt, at hun stak Ild paa Søren Hansens Gaard for at hjælpe ham ud af hans Pengeforlegenheder, idet han, efter hvad hun yderligere forklarede, ved en nærmere opgiven Lejlighed overfor hende havde beklaget sig over sine fortvivlede Pengeforhold med Tilføjende, at han muligvis vilde være hjulpen, dersom Gaarden blot kunde brænde af. Søren Hansen har imidlertid benægtet at have udtalt sig saaledes til Arrestantinden, idet han navnlig ogsaa har nægtet, at hans Pengesager var i Uorden, og der er iøvrigt ikke fremkommet nogetsomhelst til Støtte for Arrestantindens nævnte Foregivende. Medens Bygningerne vare assurerede i den almindelige Brandforsikring for Landbygninger, var Brandlidtes Løsøre forsikret i Vejle Amts yngre Brandforsikringsforening, og begge disse Foreninger have nedlagt Paastande paa at erholde sig tilkjendt Erstatning hos Arrestantinden, den første af 13,544 Kr. , hvortil Erstatningen for de brændte Bygninger er bestemt, med Tillæg af 5 Kr. for Omkostninger ved Vurderingen af Skaden, altsaa ialt af 13,549 Kr., og den anden af 6663 Kr. , som udgjør den Søren Hansen tilkommende Erstatning for Løsøret, mod hvilke Paastande Arrestantinden intet har havt at erindre.

Hvad Sigtelsen for Tyveri angaar, har Arrestantinden, der har forklaret, at hun fra ganske lille af har havt Hang til at rapse, tilstaaet, hvad der stemmer med det iøvrigt oplyste, at hun har gjort sig skyldig i denne Forbrydelse i følgende Tilfælde. Medens Arrestantinden i Tiden fra 13 September 1889 til 8 November s. A. tjente hos Galanterihandler Arctander i Kjøbenhavn, frastjal hun dennes Hustru en Guldbroche, der laa paa en Servante i Sovekammeret. Da Brochen, hvis Værdi er anslaaet til 40 Kr. , kort efter savnedes, blev Arrestantinden bange for, at Tyveriet skulde blive opdaget, og hun kastede da Brochen ned i en Retirade i Gaarden. Brochen er ikke senere kommen tilstede. Medens Arrestantinden i Tidsrummet fra Begyndelsen af Juni Maaned 1892 indtil Midten af Juli Maaned s. A. havde taget Ophold paa Dyrehavsbakken, hvor hun tjente hos forskjellige Teltholdere, tilegnede hun sig, efterat hun havde tilbragt en Nat hos Positivspiller Peter Christensen, der boede i et Skur paa Dyrehavsbakken, den paafølgende Morgen, da Christensen var gaaet sin Vej, et Beløb af ca. 5 Kr. i Smaapenge, idet hun rystede dem ud af en Christensen tilhørende i Vinduet henstaaende Sparebøsse.

(Fortsættes i næste Nr.)

(Fortsættelse fra forrige Nr.)

Foruden at Arrestantinden dernæst i Løbet af Aaret 1893, medens hun tjente hos Søren Hansen i Klejs, har tilvendt sig fra en Pige, Mariane Pedersen, da denne en Gang efter hendes egen Forklaring i Fastelavnen, efter Arrestantindens Udsagn i Forsommeren overnattede i Søren Hansens Gaard en til 10 Øre vurderet Portemonnæ, indeholdende et Beløb af 1 Kr. 5 Øre, fra Søren Hansens Stedsøn, Carl Nielsen, en Gang i Slutningen af Juli Maaned, da Arrestantinden gjorde rent i Karlekammeret, 60 Øre, som laa i Carl Nielsens i dette beroende Benklæder, fra Tjenestekarl Søren Knudsen, kaldet Fallesen, kort efter 75 Øre af en Portomonnæ i Lommen paa dennes ligeledes i bemeldte Kammer beroende Benklæder, fra Kjøbmand Jensen i Klejs en Dag i August Maaned, da hun havde et Ærinde i dennes Boutik og var bleven ene sammesteds 1/2 Pd. Chocolade, vurderet til 60 Øre, og fra Søren Hansens Hustru i Begyndelsen af September 20 Øre, som laa i en Servanteskuffe i Sovekammeret, benyttede Arrestantinden, da hun, som meldt, havde stukket Ild paa Søren Hansens Gaard, Lejligheden til under eller strax efter Ildebranden at tilvende sig et Guldarmbaand, en Sølvuhrkæde og en Guldring, hvilke Gjenstande, der ere vurderede til ialt 36 Kr. , tilhørte Søren Hansens Hustru og beroede i et Skrin, der stod i en Skuffe, som i Anledning af Ildebranden var bleven flyttet ud af Søren Hansens Gaard. De sidstnævnte tre Gjenstande bleve Dagen efter, da Bestjaalne savnede dem, tilbageleverede til denne. Af de øvrige Koster er den fra Mariane Pedersen stjaalne Portemonnæ tilbageleveret til hende. Samtlige Bestjaalne have frafaldet Krav paa Erstatning med Undtagelse af Kjøbmand Jensen i Klejs, der har nedlagt Paastand om, at der tilkjendes ham en Erstatning hos Arrestantinden af 60 Øre.

Da Arrestantinden i Forhøret den 14 Januar d. A. første Gang tilstod, at hun havde dræbt sit Barn, Dagmar Eleonora, afgav hun tillige en Forklaring, der bl. A. gik ud paa, at Vognmand Peter Nielsens ovennævnte Hustru, Eleonora Kirstine Nielsen, ikke blot var vidende om, at Arrestantinden havde ombragt sit nævnte Barn, men ogsaa havde tilskyndet Arrestantinden til at gjøre dette, idet hun nemlig paastod, at Madam Nielsen, forinden Arrestantinden gik med Barnet ud paa Børnehospitlalet, havde rettet en bestemt Opfordring til hende om at dræbe Barnet den 26 Marts 1892 om Morgenen, og denne Forklaring, hvis Rigtighed Arrestantinden ogsaa senere fastholdt, gav Anledning til, at Madam Nielsen den 16 Januar blev anholdt og derefter den 19 s. M. belagt med Varetægtsarrest. I et den 4de Februar d. A. afholdt Forhør efter hvis Afholdelse Madam Nielsen, der indtil da havde været arresteret, blev løsladt tilbagekaldte Arrestantinden imidlertid sine tidligere afgivne Forklaringer, forsaavidt disse angik Eleonora Kirstine Nielsen, og vedgik, at de af hende mod Madam Nielsen fremførte Beskyldninger vare usande, og at hun kun havde fremsat dem i det Haab, at den af hende i Anledning af Barnets Drab forskyldte Straf vilde blive mindre, naar hun angav at have handlet efter en Andens Tilskyndelse.

Endelig har Arrestantinden endnu vedgaaet, hvad der ogsaa stemmer med Sagens øvrige Oplysninger, at hun, hvem der, da hun havde paadraget sig bestemt Mistanke for at søge Erhverv ved Utugt, under 1 Juli 1890 af Kjøbenhavns Politi i Henhold til § 3 i Lov af 10 April 1874 om Foranstaltninger til at modarbejde den veneriske Smittes Udbredelse, var givet Advarsel derimod med Tilkjendegivende, at Overtrædelse af denne Advarsel efter Straffelovens § 180 og den ovennævnte Lovs § 4 vilde paadrage hende Straf af Fængsel eller Tvangsarbejde, desuagtet i Løbet af det Tidsrum, da hun som meldt i Aaret 1892 opholdt sig paa Dyrehavsbakken, har bedrevet Utugt med mange forskjellige Mandspersoner for Betaling, samt at hun derhos harbedrevet saadan Utugt, uagtet hun, der tidligere havde været befængt med venerisk Smitte, kort efter at hun havde taget Ophold paa Dyrehavsbakken, havde mærket, at hun atter var behæftet med saadan Smitte.

Efter hvad der saaledes foreligger, og idet bemærkes, at de trende af Arrestantinden begaaede Drab, efter hvad der er oplyst, maa anses udførte med Overlæg, maa det billiges, at hun for disse ved Underretsdommen er anset efter Straffelovens § 190 med Livsstraf, hvorefter Spørgsmaalet om yderligere Straf efter samme Lovs § 281, 1ste Stykke, 230, 1ste Stykke, § 225, § 180 og § 181 for de øvrige af Arrestantinden, som ovenanført, begaaede Forbrydelser ifølge bemeldte Lovs § 62, 1ste Stykke, bortfalder, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser med Hensyn til de Arrestantinden i Henhold til de ovenanførte derom nedlagte Paastande, der ved Dommen ere tagne til Følge, paalagte Erstatninger samt i Henseende til Aktionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.

(Højesteretstidende nr. 3 1895 s. 40-48, samt Højesteretstidende nr. 4 1895 s. 49-51).

I lighed med andre dødsdomme blev straffen ændret til livstid i Christianshavn Kvindefængsel.