Forfatterinden Frk. Louise Bjørnsen, Pseudonymet Elisabeth Martens, feirer i Dag sin halvfjerdsindstyveaarige Fødselsdag og bliver i denne højtidelige Anledning af mere end halvthundrede Venner og Bekjendte - deriblandt flere af vore betydeligere Forfatterinder - hædret med et Festmaaltid paa Hotel Fønix.
I et af Fiolstrædes ældste Huse, en rigtig hyggelig gammeldags Leilighed med Daguerretypier og blegede Billeder paa Væggene, med pyntelige Møbler - derimellem naturligt nok en Spinderok - fra vore Bedsteforældres Tid sidder den gamle Dame med det milde, rare Ansigt indrammet af graa Krøller.
Beskedent fortæller hun om sit Livs Gjerning: "Hvorledes jeg blev Forfatterinde? Ja, jeg havde jo læst Fru Gyllembourgs Noveller, og saa kom Clara Raphaels Breve, der greb mig inderligt, iigesom de greb alle Andre i de Tider; jeg syntes kke helt om dem, men jeg fik selv saadan en Lyst til at prøve, om ikke ogsaa jeg kunde skrive. Jeg boede den Gang hos min Moder i Næstved, efter at min Fader, der var Præst ved Vemmetofte, var død. Saa sad jeg oppe om Natten paa mit lille Kammer og skrev, uden at Nogen anede det, den første Halvdel af min Debutbog "Hvad er Livet?" Men saa bleve de opmærksomme paa Lyset fra mine Vinduer. og jeg maatte da fortælle min Moder, hvad jeg bestilte. "Nei, min gode Pige. Du kan lave rar Mad, Du kan væve pænt Tøi og skrive ordentlige Breve - men Bøger maa Du ikke bilde Dig ind, Du kan lave," sagde hun. Den blev nu færdig alligevel, og jeg reiste ind til Kjøbenhavn med den. Heiberg gik jeg til, men han sagde: "Nei, efter den ubodelige Skade, jeg gjorde med Clara Raphael, anbefaler jeg ingen Damer." Saa skaffede Frederik Barfod mig et Par Aar efter en Forlægger, der gav 150 Daler for Bogen, og den gjorde megen Lykke. Da spurgte Heiberg mig: "Hvorledes skriver De nu ?" og da jeg fortalte ham, at mine Fortællinger bleve fødte fuldt færdige i mit Hoved uden at lade mig Ro, før de bleve nedskrevne, blev han ved: "Ja, ja, det er rigtigt. De skulle springe fuldbaarne frem som Minerva af Jupiters Hoved. Ellers gaaer det som med Goldschmidts "Hjemløs", hvor Fundamentet slet ikke kan bære det besværligt sammenbyggede Hus. Ja, ja, nu har De gjort Lykke, men det er et stort Ansvar." Jeg var vist den Sidste han talte med, før han reiste paa den Tur, der blev hans sidste.
Ellers er jeg ikke kommen i Berøring med nogen af den Tids Mænd, undtagen Ploug, der skaffede mig Understøttelse fra Staten; - det var jeg en af de Første, der fik. Jeg tænkte sandelig heller ikke, det var rigtigt, da Etatsraad Petit kom og fortalte mig det."
Siden er Frk. Bjørnsens Bøger udkomne med fire-fem Aars Mellemrum, en halv Snes i Tallet. Deres milde, alvorlige Livssyn har skaffet hende mange Venner.
Alt det Moderne synes hun ikke rigtig om, og navnlig disse "stærke Kvinder" huer hende ikke. "En Mand, der rigtig duer Noget, faaer dog langt Mere udrettet". Principielt ynder hun heller ikke de skrivende Damer, der komme løbende hende paa Dørene med tykke Bundter fodfrie Vers. "Jeg giver mig saamænd gjerne af med dem, men jeg gaaer ikke for dem".
I en lang Aarrække har hun nu levet her i Kjøbenhavn, ofrende sit Liv for sine Venner og en Venindes Børn, der kalde hende Tante. Med sin Bog fra sidste Efteraar, "Til Høstaftnerne", betragter hun selv sin Forfatterbane som afsluttet. Et Par af Fortællingerne ere dog skrevne endnu sidste Sommer. Som en sidste Gave til hendes Bøgers mange Venner udsender hendes Forlægger til Efteraaret "En Kvinde" i Folkeudgave.
- - - "Nei, nei, nu skriver jeg ikke mere. Det er vel ingen stor Gerning jeg har gjort, men Arbeidet med mine Bøger har dog i det Hele taget gjort mig Livet let og lykkeligt. Jeg har ogsaa havt mange Beviser for, at Folk syntes om det Lidt, jeg har evnet. Og godt har det gjort mig, at der endnu er Nogen, der tænker paa mig mod mit Livs Aften. Da har jeg vel ikke levet forgjæves."
- Den gamle Forfatterinde har Ret. Et Liv i hæderligt og ufortrødent Arbeide til Nytte og Glæde for Vennerne er aldrig forgjæves. Meget Mere naae vel kun de Største.
(Dagens Nyheder 9. april 1894).
Forfatteren Louise Cathrine Elisabeth Bjørnsen (1824-1899) skrev under pseudonym: Elisabeth Martens. Hun ikke kunne forene sin kvinderolle med et forfatterskab. Debuten guvernanteromanen "Hvad er livet" 1855 er en fingeret selvbiografi: Middelklassekvinde Anna Warner er selskabsdame i bedrestillede familier og handler om de urimeligheder og krænkelser hun trods sine rige personlige kvaliteter udsættes for. Hun drømmer om et romantisk kærlighedsforhold, men kunstmaler foretrækker datteren i den familie, hvor hun er ansat. Datteren beskrives som en karikatur af en emanciperet kvinde, bl.a vil hun være billedhugger og bruger reformdragt. Anna indgår et fornuftsægteskab med en prosaisk herredsfoged. Hun opnår velstand, men ikke de følelsesmæssige og erotiske forventninger.
Ud over den skrev hun fem romaner og fire novellesamlinger som giver et indblik i middelklassekvindernes livsbetingelser og selvforståelse, samt de sociale, psykiske og etiske konflikter og af de emancipationsperspektiver, som deres økonomiske og kulturelle afhængighed af familien betingede. Efter moderens død i 1858 fortsatte Louise Bjørnsen sin tilbagetrukne tilværelse i huset hos en veninde i København.
Hun forholdt sig konservativt til kvindebevægelsen og fastholdt den kvindelighed, moderen havde indgivet hende, og fastholdt et kønsrollemønster som var på vej ud. Hun mistede derfor læsere. I 1883 var Louise Bjørnsen blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven. Hun blev begravet på Assistenskirkegården i København.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar