En Vildmand i Vimmelskaftet
I Vimmelskaftet Nr. 47 i "Museum for Naturvidundere" forevises i disse Dage et mærkeligt Fænomen. Et Dyremenneske kaldet Rama Sama, der af nogle engelske Officerer, som var ude paa en geografisk Ekspedition, blev funden i en mørk Klippehule i Himmalayabjærgene.
Man troede først her at staa foran en Overgangsform mellem Aben og Mennesket, men da det uhyggelige Væsen blev trukket frem, viste det sig, at han var et i alle legemlige Henseender vel udviklet Mandfolk, men fuldstændig Idiot, og at han manglede Talens Brug.
Man var ogsaa straks paa det rene med, at han som Barn var "sat ud" i Bjærgene, da Forældrene har opdaget, at han var Idiot. Inderne nærer nemlig Rædsel for Idioter. De tør ikke beholde "den onde Aand" indenfor deres Hytter, og saa snart en Inder derfor er klar over, at hans Barn er uhelbredelig, sætter han det ud i en eller anden Bjærghule, og lader det skalte sig selv. Som oftest bliver et saadant Barn revet ihjæl af vilde Dyr eller det omkommer af Sult eller Mangel paa Pleje.
Det store Rum, der tjener til Forevisningslokale, er ved Hjælp af et grønt Klæde delt i 2 Dele. Naar dette Forhæng bliver draget til Side, ser man et firkantet Messinggitter ikke uligt et Bur, indenfor hvilket Foreviseren og Rama Sama befinder sig. Den sidste ligger paa en Bunke Halm. Indtil Bæltestedet er han klædt i Skind. Overkroppen er kun bedækket af et løsthængende Klæde, som Foreviseren tager fra ham.
Man ser nu, at Haaret og Skæget, som fuldstændig bedækker Hovedet, saa man næppe kan se Øjnene og Næsen, fortsættes paa Bryst og Ryg til en tæt Pels af lange bløde Haar. Ogsaa Overarmene er fuldstændig laadne, men Underarmen er nøgen.
Hr. v. Daue søger ved Tegn at gøre ham begribelig at han skal lukke Munden op. Det mislykkedes længe, da Rama Sama tror, at Foreviseren lukker Munden op, fordi han vil have noget af den Halm, Vildmanden stadig tygger paa. Endelig lykkes Eksperimentet, og Tilskuerne ser nu ned i et Svælg, der har mest Lighed med et Ulvesvælg. Det er forsynet med 2 Rader brede Knusetænder og Læberne er meget tykke og uformelige. Rama Sama har været undersøgt af flere berømte Læger, og disse er enige om, at man her har for sig et udsat Menneske, der i ca. 45 Aar har været fuldstændig overladt til sig selv, og hvis Føde i dette Tidsrum kun har bestaaet af Vegetabilier.
Rama Sama er stadig Vegetarianer.
Hans Føde bestaar kun af Frugt og Grøntsager og dertil flydende Næring. Han er meget glubsk, naar han faar Føde, og knurrer som en Hund af den Vogter, som Dag og Nat er hos ham i hans lille mørke Værelse, hvor hans Leje bestaar af nogle Madratser og uldne Tæpper, samt Halm. Til andre Tider er han meget fredsommelig. Kun en Gang under sit Fangenskab har han været rasende. Det var under Verdensudstillingen i Chicago, da en Slubbert af Raahed brændte ham med en Cigar. Han sprang i frygteligt Raseri ind paa ham og tilredte ham ynkeligt med sine Bid.
Fra den Tid stammer Gitteret, der adskiller ham fra Publikum, men dog giver dette god Lejlighed til at undersøge Fænomenet.
Dets Lighed med et Bur. har ofte voldt Hr. v. Daue Fortrædeligheder, idet man har følt sig indigneret over, at et Menneske skulde forevises Offenligheden og fremstilles i et Bur.
Af den Grund har Foreviseren besluttet at underrette ethvert Hold Publikum om Grunden til denne Afspærring, der for hver Forevisning kun varer ca. 10 Minuter.
Vi besaa med stor Interesse dette Vidunder, som Naturen har skænket en varm Pels i Stedet for de Klæder, hans Brødre Menneskene havde nægtet ham.
(Social-Demokraten 17. august 1894).
Det omtalte "Museum for Verdensvidundere" synes at være en til lejligheden opfunden betegnelse, idet det tilsyneladende ikke optræder i andre sammenhænge.
Skovmennesket i Vimmelskaftet.
Hr Redaktør ! Der forevises i disse Dage i Vimmelskaftet et saakaldt "Skovmenneske", og Foreviseren fortæller Publikum en Del haarreisende Data om, hvorledes dette Vidunder har levet i Skovene i Himmalava og maa indelukkes i et Bur paa Grund af sin vilde Natur, at han ikke kan tale osv.
Jeg kan oplyse Dem om, at der ikke er noget som helst mere vidunderligt ved dette Menneske end ved ethvert andet. Han er født i Frankrig og taler udmærket baade sit Modersmaal og Tysk; Haarvæksten paa hans Legeme er ganske vist lidt rigelig, men noget lignende træffer man jo ofte hos haarrige Personer; forøvrigt tilvejebringes der en vis Illusion ved at han reder sit lange Hovedhaar ned over Ansigtet, og dette i Forbindelse med den store Skægvækst giver det ønskede Vildmands Udseende. Mens Publikum er til Stede, tygger han kun paa Halmstraa, og der foregives, at han kun kan spise Planteføde; men i Virkeligheden faar han sin Mad hver Dag fra "Bernina" foruden diverse Bajere, og om Aftenen efter endt Forestilling trakter han i sædvanlige Klæder.
I Begyndelsen af 80'erne var Franskmanden i Tivoli og forevistes tilligemed sin lille Søn i den derværende Cirkus. De gik under Navnet "Hundemenneskene", men Humbugen dreves dog den Gang ikke saa vidt som nu. De var begge paaklædt som andre Mennester og gik frit om mellem Publikum, og der fortaltes, at Manden var en jævn russisk Bonde - hans Moder havde under Svangerskabet forset sig paa en gal Hund og fødte det behaarede Barn, der saa atter som voksen havde avlet den behaarede Søn, der nu var i hans Følge.
Som "Haarmennesket" forevistes den Gang, kunde han jo have Interesse for en vis Del af Publikum, der ynder den Slags Kuriositeter. Men nu, da den driftige Franskmand paa sine gamle Dage - han er ca. 50 Aar - avancerer til "Skovmennesket fra Himmalaya" og ugenert putter Publikum Blaar i Øjnene, saa finder jeg, at der er Anledning til at protestere. I Lørdags gik det endog saa vidt, at han gennem Lærerpersonalet i Byens Skoler lod uddele til Skolebørnene Reklamer og Opfordringer til at se dette "videnskabelige" Vidunder - det undrer mig, at Lærerne paa denne Maade gjorde sig til hans Hjælpere, i Stedet for at de skulde have kastet alle Reklamerne i Papirkurven.
Nu er imidlertid København afsøgt og Turen gaar til Provinserne; Impresarien, den bekendte Tryllekunstner Møller, der tidligere var Billetkasserer i Cirkus, er rejst til Odense for at leje Lokale; den ikke mindre bekendte "Løvetæmmer", Baron Firch, dirigerer imens i Vildmandens Bur under Forestillingerne i Vimmelskaftet.
Men man vil nu i Provinserne være forberedt paa dette notable Besøg og kunne vurdere den haarrige Franskmand efter Fortjeneste.
(Social-Demokraten 28. august 1894).
Mere om "Skovmennesket".
En Afskedigelse. Bag Kulisserne. En lukrativ Forretning Provinserne skal bankes af.
I Gaar kom en af de ved "Skovmennesket Ramasamy"s Forevisning beskæftigede Danskere ind paa vort Kontor og bad os bevidne, at han ikke havde skrevet eller iøvrigt haft noget at gøre med vor Artikel i Gaarsnummeret om "Skovmennesket". Manden var nemlig bleven afskediget som mistænkt for at have rakt Haand til vor for Resten saare stilfærdige Afsløring af "Skovmenneske"-Humbugen. Selvfølgelig havde vi ikke vor Viden fra den afskedigede Funktionær, men de entreprenante Skovmennesker troede det, og Funktionæren var og blev afskediget. Ti Humbugen maatte ikke forraades.
Siden d'Hrr. med "Skovmennesket" er saa ængstelige for at faa kigget bag Kulisserne, skal vi imidlertid tjene Læserne med endnu et Par Oplysninger:
Om et Par Dage drager Karavanen, der bestaar af det saakaldte "Skovmenneske", en tysk "Baron" med Frue og Broder samt et Par danske Hjælpere, til Odense, hvor en Provinsturné begyndes. Her vil de rimeligvis reklamere med de københavnske Blades Udtalelser om det mærkelige "Skovmenneske". Kun vil de glemme at forevise København for de lokale Redaktioner.
Imidlertid bliver København læst alligevel i Odense. Og dér vil man meget snart blive klar over, at det, det drejer sig om, er at pumpe lige saa mange Penge ud af Odenseboerne, som der er tjent paa Humbugen her i København. Og det er ikke Smaaskillinger. men noget som 100- 200 Kr. daglig om Hverdagene og ca. 1000 Kr. om Søndagen!
For den Pris kan det nok betale sig for Hr. "Ramasamy" at lade sig forevise som Idiot og Skovmenneske. Og man paastaar ogsaa, at han kan blive i saa godt Humør en Gang imellem, at han ikke kan undertrykke en stille Latter over de vældige Skrøner, Impressarioen med megen Færdighed stikker ud om ham.
At Ramasamy mellem Forestillingerne om Dagen ligger og strækker sig paa en Chaiselongue, ryger Cigarer og drikker Portvin og Bajer, er kun hvad han har Raad til. Og naar han om Aftenen er færdig med "Arbejdet" og klæder sig paa som Gentleman, stryger Haaret fra Ansigtet, kurtiserer Baronessen og skaaler med Baronen, vidner hans noget rubinfarvede Næse om, at han i sin Egenskab af "Frugtæder" forstaar at vurdere Druens Saft fuldt saa højt som dens Skal.
Forresten opdager vi i Hr. Ramasamy en gammel Bekendt Hvis vi ikke tager meget fejl, har han sammen med en Søn været her i Byen for en halv Snes Aar siden. Den Gang var han ikke Skov-, men "Hundemenneske". Naa, det ene kan jo være saa godt som det andet, saa længe der er godtroende Mennesker til, og det anses for tilladeligt offenligt at tage disse Medborgere ved Næsen med usandfærdige Fortællinger og det øvrige Apparat, der hører til for at trække Hus paa Humbugen.
Provinserne skal som sagt nu bankes af. Vi faar se, om de er lige saa taknemmelige at gøre Grin med som Københavnerne!
Bis.
(København 28. august 1894).
Han optrådte sidst i september 1894 i Kolding hvor han ikke var blevet afsløret. Social-Demokratens søsterorgan Demokraten i Århus havde ikke opdaget fupnummeret, for den omtalte ham den 3. oktober 1894, om end tilstrømningen ikke var særlig stor. Han optrådte i Århus sidste gang 10. oktober 1894. Endnu den 16. oktober var oplysningen om fupnummeret tilsyneladende ikke nået Viborg Stifts-Tidende der den dag omtalte "vildmanden". Men så kunne Viborg Stifts-Tidende meddele 29. oktober 1894 at impressarioen havde efterladt Rama Sama i Hobro med en tom pengekasse. Han stod derfor til at blive indlagt på fattiggården. Men fik via telegraf tilsendt penge fra Holland og rejste herefter til Hamborg.
På Nørrebros Teater var samme år en revyvise:
Rama-Sama var en smild Mand,
Penge vist i Vimmelskaftet tjente han,
Folk gik gladelig paa den Vildmand,
at den Stakkel leved af bare Brød og Vand.
Det er dog Synd, som han bli'r pinet,
Bladene skreg, men det var Spøg,
for de, der kiggede bag Gardinet,
ser den stakkels Vildmand æde Bøf med Løg.
Navnet levede videre: I 1898 udkom en børnebog med titlen Rama Sama. Filmmanden Lau Lauritzen genoplivede i 1923 Rama Sama - angiveligt fundet i Grib Skovs uigennemtrængelige vildnis. Det var dog Fyrtårnet ("Fy" fra Fy og Bi). I 1967 skrev Anders Bodelsen novellen "Rama Sama" som handler om en dreng som skal kigge på et billede og finde Rama Sama i billedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar