Kritik af "Karens Minde". (Efterskrift til Politivennen).

I 1905 blev Karens Minde udvidet med en verandastue (havestue) af træ som opholdsstue for børn. Verandaen blev fjernet i 1990’erne. I 1915 blev anstalten betydeligt udvidet med en østfløj.

I 1915 havde Karens Minde fået opført en østfløj i nyklassicistisk stil. Som det ses på fotoet var det en betydelig udvidelse. Den var tegnet af arkitekten Einar Thuxen. En anden byggestil end Kleins hollandske renæssance. "Einar Thuxens tilbygning fra 1914 benytter stor regelmæssighed og symmetri i vinduernes gentagelse på facaden, som næsten er blottet for overflødige udsmykninger og dikkedarer. Dette fremhæver den næsten pompøse barokke gavlrejsning over indgangspartiet. Også det valmede tag er med til at fremhæve indgangspartiet". Foto Erik Nicolaisen Høy.

Finansloven.

- - -

Taleren gav derefter en uhyggelig Skildring af de mangelfulde og uhygiejniske Forhold, der af Staten bydes de aandssvage. Særlig gav han en Række frygtelige Billeder af Tilstandene paa "Karensminde". hvor de dybest aandssvage Børn lever under ganske uforsvarlige Forhold.

Med Hensyn til de aandssvages Formering, der kan blive en alvorlig Fare for Samfundet, anbefalede Taleren Oprettelsen af et Professorat i Arvelighedslære. Bedre Indsigt i denne Videnskab kan faa afgørende Betydning ogsaa ved Aandssvagespørgsmaalets Løsning.

Efter Vilhelm Rasmussens Tale afbrød Formanden Mødet, der fortsattes Fredag Aften.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 8. november 1919).

Frygtelige Forhold paa Aandssvageanstalten "Karens Minde"

42 Børn døde af skrufuløs Øjenbetændelse.

Naar Eftersynet kom, blev Børnene skjult, (or at mon ikke skulde se dem.

Børne-Aandssvageanstalten "Karens Minde" i Kongens Enghave har længe haft et ilde Ry pag sig. Forældrene til de Børn, der har været indlagt paa Anstalten, har gentagne Gange klaget, endog meget indtrængende, over den Behandling, Børnene har faaet, men - efter hvad de har paastaaet - har Klagerne ikke hidtil ført til nogen videre Forbedring af Forholdene.

Da "Karens Minde", der ejes af "de sjællandske Aandssvageanstalter", faar Tilskud af Københavns Kommune, bragtes hele Spørgmaalet i Aftes frem under Budgetbehandlingen i Borgerrepræsentationen. Det var Rodemester Weygaard, der tog "Karens Minde" under Behandling, og det maa siges, at Hr. W. lagde ikke Fingrene mellem. Hun sagde bl. a.:

- Der hersker rent ud utrolige Forhold paa "Karens Minde", Forhold, som gjorde en Klage fra Børnenes Forældre mere end berettiget. Ganske vist fraraadede Bestyrerinden Forældrene at klage, idet hun - det er vidnefast - sagde, at det vilde gaa ud over Børnene. Paa Anstalten havde man tre Svampe og fem Haandklæder pr. 30 Børn - paa et Tidspunkt, da der døde 42 Børn af skrufuløs Øjenbetændelse. Et Barn døde af Tuberkulose. Sengetøjet desinficeredes ikke efter det, trods en Sygeplejerske Anmodning, og et andet Barn fik det samme Sengetøj. Det vrimlede med Lus; men Tættekamme maatte Sygeplejerskerne selv købe. Der fandtes Børn med Syfilis og andre smitsomme Sygdomme; ofte var det nødvendigt at vaske Lagenerne - de skiftedes kun en Gang om Maaneden - men da de ikke var nummereret, skete der hyppige Forbyttelser. Naar Inspektionen kom, blev det altid meddelt i Forvejen - og de værst medtagne Barn gemtes bort, i Reglen paa W. C.

Sundhedsstyrelsen har nu paa de fleste Punkter erkendt Klagens Rigtighed og paalagt Stadslægen at føre Tilsyn med "Karens Minde". Vil den hidtidige Ledelse være bekendt at fortsætte? 

Fru Harbou Hoff, der er Bestyrelsesmedlem i Aandsvageanstalterne, indrømmede, at det en Tid havde været endog meget galt paa "Karens Minde" men nu er Forholdene bleven meget bedre. Fruen undskyldte sig med at det var Formanden alene, der havde beskæftiget sig med "Karens Minde" og to andre Medlemmer havde ikke faaet Lejlighed til at gøre sig nærmere bekendt med Forholdene.

Efter dette skulde man tro, der nu endelig maatte ske en Forandring til det bedre.

(Aftenbladet (København) 26. november 1919)

De stakkels Smaa!

Et Rædselshjem for aandssvage Børn.

Hvor den fhv. radikale Kultusminister staar for Styret.

Ved Valby ligger et Plejehjem for aandssvage Børn. "Karens Minde" hedder det, og det er en selvejende Institution, der dog nyder Statsstøtte. Dette Plejehjem har fornylig været Genstand for en kritisk Omtale baade i Folketinget (af Hr. Vilh. Rasmussen) og i Københavns Borgerrepræsentation (af Hr. Weygaard) og i Gaar optrykker "Kristeligt Dagblad" alle Anklagerne mod "Karens Minde" og giver dem sin Tilslutning: samtidig forlanger Bladet Ledelsen fjærnet. Folketingsmand Vilh. Rasmussen har besøgt Anstalten. Af hans Tale gengiver vi nogle Hovedpunkter. Hvad der oplyses, er saa haarrejsende, at man forundres over, at saadanne Forhold kan eksistere i det civiliseres? Danmark. Hr. Rasmussen oplyser:

"Jeg har navnlig at indvende imod Anstalten, saadan som den var, da jeg saa den den 10. Oktober, at den er uhygiejnisk. Der var i alle de Stuer, hvor de aandssvage færdedes, en skrækkelig Luft - en skrækkelig Luft! Men ganske særlig galt var det dog paa de W. C.er, som findes paa "Karens Minde". Det er nemlig aldeles ikke W. C.'er i Ordets virkelige Betydning. Nej, det er 2 store Stuer, hvor man langs Væggene har lavet de nødvendige Bænke, og da jeg var derude og grundigt undersøgte Forholdene, saa godt jeg formaaede, bad jeg ogsaa om at se W. C.'erne, og saa sad der paa hvert af disse mindst 5-6 aandssvage Børn alene. Der var en forfærdelig Stank. Det var saadan, at det ikke var til at gaa derind. Saa spurgte jeg min Ledsager: Hvor længe sidder nu disse Børn her, og hvem sørger for, at de kommer ud igen? Hvorfor er der ikke en Plejerske ved saadanne Børn? og saa fik jeg følgende Svar: "Der sidder ikke nogen Sygeplejerske, for ingen Sygeplejerske kan holde ud at sidde der". Ja, altsaa der sidder saadanne 5-6 aandssvage Børn overladt til sig selv. Der er, efter hvad jeg kan regne ud, 1 Plejerske for hver 15 af disse dybt aandssvage Patienter. Dette saa jeg altsaa med egne Øjne, og jeg kan ikke nægte, at det gjorde et stærkt Indtryk paa mig. Men det har gjort meget mere Indtryk paa mig at læse en Klage, der fra anden Side er kommet frem over "Karens Minde". Det er en Rapport fra et Medlem af et Værgeraad, som har haft Sagen i sin Haand. Der staar, at Mandag den 25. Maj d. A. henvendte Fru X, gift med Hr. X, sig til mig og meddelte mig følgende: I September 1916 blev hendes nu 10-aarige Datter indlagt paa "Karens Minde". Barnet havde Talefejl og led af den Hirschsprungske Syge. Hun var noget tilbage i Udvikling, men er nu efter Fruens Mening fuldstændig abnorm, hvilket Fruen for en Del tilskriver den Vanrøgt og Mangel paa legemlig Pleje, som Barnet har været udsat for under sit Ophold paa "Karens Minde". I denne Forbindelse meddeler Fru 1) at der er 1 Plejerske til 30 Børn - det var i Maj Maaned - , 2) at disse vaskes med samme Svamp, 3) at der kommer 15 Børn i samme Kar Vand, naar Børnene bliver badet, 4) at hun har set sin lille Piges Bryst bedækket med Skorper af Snavs, 5) at Børnene er fulde af Utøj og har Hovedbunden fuld af Saar, der efter hendes Mening skyldes Utøj.

Hun anmoder Værgeraadet om at tage sig af Sagen, da hun ellers henvender sig til Offentligheden gennem Pressen. Da nu dette var kommet frem for vedkommende Værgeraadsmedlem, tog han sig af Sagen og undersøgte den sammen med andre. Han Anvendte sig i den Anledning til en Sygeplejerske, Frk. Y., der havde været ansat derude. I Skrivelsen staar følgende: Hun har været Plejerske paa "Karens Minde" fra 1. November 1917 til 1. Februar 1919 og tog derfra efter eget Ønske, da hun ikke kunde udholde at arbejde under saa uhygiejniske Forhold. Hun meddeler, at der i hendes Tid var 1 Plejerske til 26 Børn. Til Brug ved Vask af Børnene var der aldrig mere end 3 Svampe og 5 Haandklæder. Disse sidste blev fornyet hver Uge. De fleste af Børnene havde vædskende Saar i Ansigtet, og enkelte af dem led af Syfilis. Kamme - Tættekamme - maatte hun ret ofte købe selv, da de faa, Anstalten leverede, hurtigt gik i Stykker ved den stærke Brug. Børnene var fulde af Lus, og herimod blev der af Plejemoderen udleveret Insektpulver, der selvfølgelig aldrig hjalp. Grunden til Luseepidemien finder hun i den Omstændighed, at Børnene aldrig blev isoleret ved Ankomsten. Paa Anstalten herskede der efter hendes Mening de sørgeligste Begreber om Renlighed. Der blev uddelt rene Lagner hver Maaned, men da Børnene saa godt som alle var ufrivillige Vandladere, var de rene Lagner allerede paa en Nat i en saadan Tilstand, at de maatte ned i Vaskeriet for at tørres eller skylles op. Dette Arbejde udførtes af aandssvage, og da Lagnerne ikke var nummerrede, kunde det absolut ikke undgaas, at et sundt Barn fik Lagner fra et Barn med Udslet, Syfilis osv. Tæpperne var fulde af Lus, og kun yderst sjældent blev Senge og Tæpper desinficeret. Hun erindrede saaledes et ganske bestemt Tilfælde. En lille Dreng - hans Navn staar nævnt - var død af Tuberkulose. Hun forespurgte Plejemoderen, om hans Seng og Tæpper ikke skulde renses grundigt, men fik det Svar, at det var ikke nødvendigt. En nyankommen Patient blev saa anbragt i de samme Tæpper og i samme Seng. Da hun overtog sin Afdeling, var Børnenes Fødder bedækkede med Skorper af Snavs.

Til "Karens Minde" hører et mindre Landbrug, hvilket hidlokker Skarer af Fluer. En Del af Børnene var ved "Manchetter" forhindrede i at føre Hænderne op til Ansigtet, og disse smaa Stakler var i Sommertiden et Offer for Fluerne, idet disse satte sig i Ansigtets Saar ag forvoldte Barnet frygtelige Kvaler. Plejersken kunde ikke faa Tid til at hjælpe disse stakkels Børn.

Nu kunde man spørge: Er det sandt, er det virkelig rigtigt? Til alt Held har Sundhedsstvrelsen haft Lejlighed til at gøre sig bekendt med Forholdene og har i en Skrivelse af 27. September 1919 udtalt følgende: "I Anledning af Deres gennem Professor X. modtagne Klage over Forholdene paa "Karens Minde" skal Sundhedsstyrelsen meddele, at den har ladet denne Anstalt besigtige og fundet de fleste af Deres Klagepunkter bekræftede, samt at man har paatalt Manglerne overfor Bestyrelsen og anmodet Københavns Stadslæge om at have Tilsyn med Forholdene i Fremtiden."

Nu kunde man sige: Saa er det maaske storartet. Men jeg har fra samme Værgeraadsmedlem modtaget et Brev af 5. November 1919, altsaa ganske nyt, hvori han supplerer sine Klager med en Række andre. Han gør f. Eks. opmærksom paa, at ved et Besøg af Læger i Foraaret 1919 paa "Karens Minde" konstateredes det, at flere af Børnenes Journaler ikke havde været førte i en Aarrække. "7 a 8 Aar", staar der i Parentes. Det er Fængselslæge, Dr. Riis, der har Ansvaret for det lægelige Tilsyn, og det meddeles et Steds skriftlig, at naar Lægen kommer, spørger han Plejemoderen om der er noget, og faar regelmæssig det Svar, at der ikke er noget. Det hedder videre i Brevet: "I Foraaret 1918 døde 24 Børn paa "Karens Minde" - der var den Dag. da jea var derude, ialt 150 Alumner. "Naar Dødeligheden - der herskede en Lungeepidemi paa Anstalten - blev saa stor, skyldtes det, efter samme Lægernes Udsagn, de slette, hygiejniske Forhold, der herskede derude". Derefter kommer en Række Detailklager om Børn, der har faaet alt for haarde Slag. Man kan altsaa se, at Forholdene paa "Karens Minde" har været forfærdende, og at der, saa længe Fængselslæge, Dr. Riis, har Tilsynet og det dermed forbundne Ansvar, er Grund til at nære Frygt for, at Forholdene, hvad det medicinske angaar, ikke er fyldestgørende."

Saavidt Folketingsmand Vilh. Rasmussen. "Kristeligt Dagblad" føjer hertil følgende:

Det Billede, der bliver tilbage - selv om man regner med nogle Overdrivelser - er i Sandhed meget mørkt, og Vilh. Rasmussens Ord om, at Forholdene har været forfærdende, er ikke overdrevne.

Kun den, der selv har prøvet det, ved, hvad det vil sige at skulle sende et aandssvagt Barn paa en Anstalt. Til den dybe og ubeskrivelige Smerte, det maa være at have et aandssvagt Barn og at skulle overgive det i fremmede Hænder, maa nu ifølge det ovenfor fremdragne komme Ængstelsen for, at Børnene vanrøgtes paa en Maade, man gyser ved blot at tænke paa.

Dette maa blive anderledes, og de Fejl, der ikke allerede er rettede, maa rettes straks! Det danske Samfund kan ikke forsvare, at aandssvage Børn vanrøgtes, saa det grænser til Mishandling eller rent ud er Mishandling!

Minister Kejser Nielsen lægger Skylden paa Læge Riis, og dette er forstaaeligt, naar man at Formanden for Anstaltens Styrelse er den radikale forhenværende Minister, Provst M. C. B. Nielsen. Foruden ham bestaar Styrelsen af den radikale Borgerrepræsentant, Læge Fru Harbou Hoff og fhv. Forstander E. V. Rolsted.

Der kan og bør ikke strøs Sand paa denne alvorlige Sag ved at fjerne Lægen og erstatte ham med Stadslægen. Man maa højere op. Formanden maa væk! Og de underordnede, der muligvis har svigtet deres Pligt, maa naturligvis følge ham.

Forholdet er i Øjeblikket vistnok dette, at det er Fru Hoff, der har Tøjlerne, og hun søger sikkert efter Evne at rette paa Fejlene. Men Hr. Nielsen er baade myndig og herskesyg, og saa snart den offentlige Mening er dysset i Søvn med nogle Reformer, kan det ventes, at han, der har Hovedansvaret for Skandalen, atter vil bestige Bukken.

(Aarhuus Stifts-Tidende 29. november 1919).

Personalet inddelte patienterne i "nem", "slem" eller "besværlig i det daglige". Hjemve eller endog protester blev ikke opfattet som reaktion på den sociale situation,  men på grund af sygdommen. Umenneskeliggørelsen af patienterne reducerede personalets opgaver til fodring og personlig pleje. 

Flere aviser skrev lignende artikler, fx Fyens Stiftstidende 29. november 1919. Under 2. behandlingen af finansloven i januar 1920 oplyste ministeren at der var holdt samråd angående en bedre ordning på Karens Minde. Vilhelm Rasmussen anbefalede at der blev uddannet børnehavelærerinder der havde kendskab til Frøbel og Montessori. Han anbefalede at lægen forstanderen og plejemoderen frivilligt tog deres afsked. Dette kunne undervisningsminister Kejser-Nielsen dog ikke "på nærværende tidspunkt" udtale sig om, men havde dog udtrykt misbilligelse af hvad der var foregået.

I 1921 blev der oprettet en telefoncentral "Sydhavnen". Herunder hørte også Karens Minde, samt Vester- og Valbyabonnenterne udenfor Vasby Gade. Anstalten lå ikke længere "langt ude på landet".

I 1938 der i den tidligere gartnertjenestebolig indrettet en sovestue for 10 mandlige alumner. I 1943 blev den tidligere tjenestebolig for anstaltens kusk indrettet til soveafdeling for syv piger.

I 1949 kom der fra den tidligere flygtningelejr på Kløvermarksvej fire røde træbarakker. I dem blev  anbragt 30 alumner. Det samlede antal var nu oppe på 200.  

I 1962 vurderede en lægefaglig udtalelse at det var uforsvarligt med et patienttal over 107. Betegnelsen alumner var nu blevet erstattet af termen patienter. Altså mennesker der trænger til omsorg og hjælp.

Den selvejende institution fortsatte sin forsorgsvirksomhed indtil slutningen af 1980érne. Så overtog Københavns Kommune Karens Minde. Ejendommen forfaldt i det efterfølgende år. Så besluttede kommunen at renovere hele området og i 1997 åbnede det som kulturelt aktivitetshus. Sydhavnens bibliotek rykkede ind fra P. Knudsens Gade. I 2001 åbnede officielt ”Karens Minde Kulturhus”. I 2019 blev biblioteket udvidet med en tilbygning ind mod gården og bibliotekets indgang fra Wagnersvej fik nyt indgangspart i rustfarvet stål og store glaspartier.

Pavillonen ved Karens Minde (i baggrunden). Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Dansepavillonen" kom til i 2002 fra Sankt Hans Hospital ved Roskilde. Den er fredet. Opførelsesåret er uvist. Men et bud er omkring 1890’erne, måske endda før. I givet fald kan den være tegnet af arkitekt Gottlieb Bindesbøll, der døde 1854 eller arkitekt F.F. Friis, der døde i 1865. Pavillonen var kaffe- og dansepavillon for patienterne på Skt. Hans Hospital.

Se internetsiden "Glimt fra historien om "Karens Minde"

Se professor Birgit Kirkebæk: ”Uduelig og Ubrugelig” (2007) om Åndsvageasylet 1880 til 1987. Her fremgår at patienterne de første 60-70 år ikke blev betragtet som rigtige mennesker. Gennem tiderne blev de kaldt "idioter" eller "imbecile". Sidstnævnte omfattede alt fra de der kunne tale, læse og skrive til de som næsten intet kunne. Idioter omfattede mennesker, der stadig var sengeliggende og mennesker, der både kunne gå og til dels klare sig selv. 

Sigvald Olsen (1864-1919). (Efterskrift til Politivennen).

Sigvald Olsen er død.

SIGVALD OLSEN er død, vel noget over 65 Aar gammel. Endnu for godt en Uges Tid siden færdedes han rask og virksom iblandt os. Han havde ganske vist for Aar tilbage været haardt ramt af Sygdom og havde mættet underkaste sig en farlig Operation. Han bar ogsaa paa en Sukkersygdom. Men hans kraftige Natur, friske Sind og dybe Arbejdsglæde holdt Sygdommen i Skak. Han var Betog dette Bfterær særlig Ivrig mod i det mangeartede Arbejde, der paahvilede ham.

Men i Mandags otte Dage maatte hans Hustru telefonere til Rigsdagen, at Sigvald Olsen ikke kunde deltage i de Udvalgsmøder, hvor han var Medlem. Det var den gamle Blærelidelse, der paany havde indfundet sig. Han maatte gaa til Sengs, en Lungebetændelse stedte til, og Sukkersygen forværrede Tilstanden.

Efter nogle Dages haabløst Sygeleje døde han i Gaar Eftermiddag ved 3-Tiden.

Inderlig Sorg vil gribe det store Antal Klasse- og Partifæller, der personligt kendte den Bortgangne, den Deltagelsen vil strække sig ud i meget videre Kredse. Faa offenlige Personligheder havde vel saa mange virkelige Venner som Sigvald Olsen. Det kom af hans retskafne Karakter, følsomme Sind og ejegode Hjærte. Men ogsaa faa Politikere - der jo altid mere eller indre staar ombølget af Kamp og i højere Grad end de fleste Mennesker er Genstand for hæftige Angreb - nød en saadan personlig Sympati i de videste Kredse.

Det hang sammen med hans afdæmpede Væsen. Han var ingen Ynder af stærke Ord, og han undgik alt, der kunde virke personligt saarende. Vel kunde han, naar han saa den Sag, som han saa trofast og ridderligt kæmpede for, uretfærdigt angrebet, eller naar man gik hans Ære for nær, fare hæftigt op. Men drejede det sig om noget, der krænkede ham personligt, var han den første til at række Haanden ud til Forsoning. Svenskerne bruger Ordet "Partiven", hvor vi Plejer at sige Partifælle. Sigvald Disen var Partivennen. Hans Bestræbelser var at øge Partiets Styrke og Arbejderbevægelsens Sammenhold ved at søge alle personitøe Stridigheder udjævnet. Det gode Kammeratskab var ham Livets højeste Lov. Han svigtede aldrig en Ven i Nødens Stund, tværtimod, da bestod Sigvald Olsens Venskab netop Prøven.

Olsen var Nyboderdreng, født 27, August 1864, Søn af den ogsaa i Partikredse velkendte og højagtede Skomager Vilhelm Olsen. Gennem et langt politisk Liv bevarede Sigvald Olsen den Umiddelbarhed og den jævne, naivt-folkelige Gemyt, som prægede det gamle Nybodertolk.

Som ung Cigarmager rejste og arbejdede han flere Aar i Tyskland sig godt tysk og blev stærkt grebet af den socialistiske Bevægelse. Det var særligt Lassalles følelses- og temperamentsfulde Taler og Skrifter, som betog den unge danske Arbejder. Socialismen blev ham noget af en Religion, Socialdemokratiet noget af en Menighed - netop Lassalle havde jo brugt de berømte Ord om Arbejderklassen som Klippen, hvorpaa Nutidens Kirke skal bygges. Lidt doktrinær blev Sigvald Olsen gennem den tyske socialistiske Skole, men det praktiske Arbejde, han snart kom ind i herhjemme, udviklede og modnede ham stadig mere, og han greb sjælden fejl i de faglige og politiske Situationer. Han hørte ikke til de Godtfolk, der hvert andet Aar reviderer deres Anskuelser. Den Overbevisning, han vandt i sin Ungdom, sad urokkeligt fast, og han tøvede længe med at erkende, at Forholdenes Udvikling kunde medføre, at hvad der én Gang var rigtig Politik, ikke længere var det. Han stillede sig f. Eks. længe skeptisk overfor Brugsforeningsbevægelsen. Ikke for intet havde han læst Lassalles Polemik med Schultze-Deutsch. Men ogsaa her kom det Øjeblik, da han tilsidst bøjede sig for Kendsgærningerne og indsaa, at hvad der i Arbejder bevægelsens Barndom vilde have virket splittende og svækkende, det kunde i dens Manddom blive en uvurderlig Kraftkilde.

Sigvald Olsen var Modstander af Minister-Socialismen. Det var ham, der paa Kongressen i Odense i 1908 fik vedtaget Beslutningen om, at Socialdemokratiet først bør tage Del i Regeringsmagten, naar det har Flertal i Folket og i Folkethinget. Denne Beslutning gælder den Dag i Dag for vort Parti, den er stadig den principielle Rettesnor. Men i 1916, da ekstraordinære Forhold forelaa, erkendte Sigvald Olsen efter nøje Overvejelse af Situationen, at her var ogsaa en ekstraordinær Taktik paa sin Plads, og han billigede, at Stauning indtraadte i Ministeriet. Uden al Skinsyge stemte han for den yngre Partifælle til denne Post.

Olsen var Socialdemokratiets Viceforretningsfører i P. Knudsens Tid, og han blev ved at være det, da Stauning traadte til som Partiets Forretningsfører. "Sigvald", som vi alle kaldte ham baade i Tiltale og Omtale, holdt sig selv i 2. Plan uden derfor at mangle Føreregenskaber. Paa samme Maade stod han i det faglige Forhold til J. Jensen. Han støttede Føreren. Han var den kyndigste, redeligste Raadgiver under Drøftelserne i de snævrere Kredse, i Forretningsudvalg og Rigsdagsgruppe. Han holdt ikke af dem, der helst vilde se deres Navn hver Dag i Avisen. Han svigtede heller ikke dem, hvis Plads og Virken maatte fare til, at de - ofte med inderlig Ulyst - var nødt til at se deres Navn i alle Slags Aviser omtrent dagligt.

Det var i den faglige Virksomhed, Sigvald Olsen lagde ud. Han var Formand for Cigararbejdernes Fagforening fra 1883 til 1896, og Forretningsfører for Tobaksarbejderforbundet fra Stiftelsen i 1886 til 1900 og derpaa i flere Aar fremdeles Medlem af Hovedbestyrelsen. I mange, mange Aar var han Medlem af De samvirkende Fagforbunds Forretningsudvalg og af vert Partis Hovedbestyrelse. Paa Kongressen i Oktober blev han enstemmigt genvalgt til Viceforretningsfører. Hans kooperative Interesse gik længe væsenlig i Retning af Produktionsforetagender - han var jo Lassalles Discipel - og han baade deltog i Stiftelsen og sad i Ledelsen for Fællesbageriet og andre Foretagender.

Da Bryggeriet "Stjernen" oprettedes i 1903 tænkte Sigvald Olsen slet ikke paa, at han selv skulde blive Forretningsfører. Han havde grundlagt en selvstændig mindre Cigarfabrik og var velfornøjet dermed. Den gav ham oven i Købet en vis Uafhængighed i det politiske Liv, hvorpaa han satte Pris. Det var Meningen, at De samvirkende Fagforbunds Formand J. Jensen skulde overtage Bryggeriets Ledelse, men da vilde Tilfældet, at Partiets Borgerrepræsentanter lige fik Stemmer nok til at vælge Borgmester ved Borups pludselige Død - og det blev selvfølgelig Føreren for den kommunale Gruppe i det forløbne Tiaar. Sigvald Olsen overtog saa efter indtrængende Opfordring Stillingen som Leder af "Stjernen" og har i de 16 Aar, der siden er gaaet, røgtet denne Gerning mod Samvittighedsfuldhed og Dygtighed. Han fik efterhaanden megen Indsigt i Forretningslivet, hvad der atter kom ham til Nytte under Rigsdagsarbejdet, hvor han særlig fik med økonomiske og sociale Spørgsmaal at gøre.

Ind i Folketinget valgtes han den berømte 9de April 1896, da Venstre og Socialdemokratiet besejrede Højres og de Moderates Forligs-Flertal. Vi havde forinden det Valg kun 2 Folkethingsmænd (plus Harald Jensen en kort Tid fra 1880 til 1892). Nu fik vi otte og kunde danne en Gruppe af stadig voksende Betydning. Sigvald Olsen valgtes i den nydannede Ilte Kreds der ved Valgkredsloven af 1894 var en af de Kredse, der skiltes ud af gamle 5tes Kæmpekreds. I denne Nørrebrokrods befæstedes han Aar for Aar i stadig større Vælgerskarers absolute Tillid. Forholdet mellem ham og Kredsen betegnes bedst med Ordene: hjærteligt Venskab.

I Rigsdagen havde han betydningsfulde Ordførerskaber, f. Eks i 1897, og de nærmest følgende Aar Toldspørgsmaalet - hvor han vel oprindelig ud fra sit Fags formentlige Interesser og ud fra Studier af Tolddebatterne i Udlandet, havde en lille Tendens i protektionistisk Retning, men hvor han ogsaa efterhaanden overvandt denne Ungdomspaavirkning. Da Stauning blev Minister, overtog Olsen en stor Del af det politiske Ordførerskab i Folkethinget. Han var Ordfører i det vestindiske Salgsspørgs maal og blev det i Sommer under den sønderjyske Debat. Men navnlig virkede Sigv. Olsen med stor Flid i Udvalgene. - Det vilde fylde flere Spalter at opregne alle de Udvalg, hvori han havde Sæde i de omtrent 25 Aar, han havde været Rigsdagsmand. Hvor vil Vælgerne i 11te Kreds og mange med dem beklage, at han ikke fik Lov til at opleve Jubilæet nu til Foraaret. 

I en Mængde Institutioner valgtes han ind: I Overskatteraadet paa Frederiksberg, i Toldraadet, i den militære Afviklingskommission o.s.v.

Men først og fremmest vil vi i Dag i dette Blad mindes hans Stilling gennem en Menneskealder som Medlem af "Social-Demokratens" Kontrolkomité, hvor han med aldrig svigtende Interesse tog sig af Bladets stadige Forbedring og Fremgang. 

Det bliver slet ikke nemt at erstatte Sigv. Olsen i hans mangeartede Virksomheder. En Ting kan slet ikke erstattes: den Partitradtition som Olsen saa at sige legemliggjorde og som er en saa betydningsfuld Faktor i en Bevægelses Fremgang og Virksomhed. Han kendte alle Drøftelser fra Begyndelsen af 80erne og fra 70erne med gennem sine Venner i Socialismens første Generation. Han vidste, hvorledes hvert Led i vort Program var blevet til, han kendte Organisationen ud og ind. Han var hjemme i alle vore Forhold.

Han blev  en af de ikke faa Arbejdere, der har givet den danske Arbejderbevægelse dens ejendommelige Præg - i højrere Grad en Arbejderbevægelse end nogen anden i Verden. Om ham gælder i fuldt Maal, hvad Grundtvig skrev om Idealet af Menneskelykke: 

Et jævnt og muntert, virksomt Liv paa Jord
som det, jeg vilde ej med Konger bytte:
opklaret Gang i ædle Fædres Spor
med lige Værdighed i Borg og Hytte.

Han var af Overbevisning en Republikaner saa god som nogen. Men førte repræsentative Pligter ham op i Kongeslottet, var han sig selv og sin Sag lige tro og optraadte med samme jævne Værdighed som ude paa Forstadens Vælgermøder. - Denne vennesæle Ligefremhed vandt ham Agtelse i alle Samfundslag uden Hensyn ti: politiske Modsætninger. Da han for en Del Aar siden laa haardt syg paa Hospitalet, følte Landets Konge Trang til at aflægge ham et personligt Besøg.

Et lykkeligt Familieliv støttede Sigvald Olsen i hans ofte trættende Gærning, og haardt rammer Døden hans efterlevende 5 Aar yngre Enke. Han var barnløs, men havde en Adoptivdatter, som han elskede højt. Politiken havde ikke gjort ham haard og kold. Det paastaas jo ofte, at den gør det, skønt det \istnok ikke er sandt. Ham gjaldt det i hvert Fald ikke. Han blev let bevæget, ja kunde ikke altid beherske sin Stemme, naar Hjærtets Strænge rørtes. Politik var for ham praktisk anvendt Menneskekærlighed. Han hadede kun Egoisme, Forfængelighed og Stræberi. Han krævede ikke, men meget blev ham givet og betroet, og alle, der betroede ham noget, vil i Dag give ham det Eftermæle, at han blev sin Sag og sig selv - Sagen først - tro til det sidste Aandedrag.

Redaktør E. Wiinblad om Sigvald Olsen

I Spidsen for del danske Socialdemokrati stod to Cigararbejdere Stauning, Formanden, og Sigv. Olsen, Næstformanden. Nu er Næstformanden gaaet bort.

Intet socialistisk Parti har paa fyldigere Maade end vort virkelig gjort Karl Marx's Ord, at Arbejderstandens Frigørelse skal være Arbejderstandens eget Værk. Fra den kolde Vinterdag i 1877, da Louis Pio forlod Landet, har Proletariatet selv baaret sin sag frem bl. a. ved de to Cigararbejdere, og har kunnet gøre del med store Resultater, fordi den danske Arbejder maaske er Verdens mest oplyste og intelligente.

Oplyst og intelligent! Hvad man vender sig mod Sigv. Olsens Baare og siger disse Ord til Minde om han, vil de lyde tomme og være uden Farve, thi han var meget mere. Han var klog med den Klogskab, som andre søger Raad hos, fordi den er uselvisk og hviler paa Kærlighed og Hjælpsomhed, og han var god med den Godhed, som er fuld af Styrke, og som derfor indgyder Tillid.

Hans Standsfæller lagde store Foretagender i hans Haand, betroede ham Formuer, og det skete med den Tryghed, der er selvfølgelig og ikke skænkes en Tanke.

I 1885 udstedte Estrup sit berygtede Presseprovisorium mod Ophidselse af Klasser. Naar "Social-Demokraten" f. Eks. bragte Meddelelser om Storbønder, der mishandlede Tyendestanden, eller om Fabrikanter, som skambød Arbejdere, var det Ophidselse, Bladet var hjemfalden til Straf, og Straffen ramte Sigv. Olsen, som var ansvarhavende Redaktør. Han hensad i Varetægtsarrest i mange Maaneder og idømtes Fængsel paa Vand og Brød ialt i 65 Dage, en grusom Straf, der kunde knække sin Mand, og som maaske lagde Spiren til den Sukkersyge, som nu har bidraget til hans Død.

Sigv. Olsen bar Indespærringen frejdigt og med Taalmod. Naar jeg besøgte ham, kom han mig i Møde, mager og hærget, med det blege Ansigt hvidt som et Lagen under det mørke Skæg. En halv Time efter lagde Slutteren sin Haand paa hans Skulder, og jeg saa ham forsvinde i den lange Gang, der fører fra Samtaleværelset til Fængslets Cellebygning.

Socialdemokratiet er bygget op af mange Hænder og af mange Skæbner. Sigv. Olsens Lidelser i Provisorieaarene var en af de Skæbner, som satte Tusinder af Hænder i Bevægelse. Han talte jo kun de Fattiges Sag paa en Maade, der ikke tidligere var forbudt; men nu havde Højre, Godsejernes og de Riges Parti, brudt Landets Forfatning og straffede de Fattiges Talsmand efter ulovlige Paragraffer, aom Rigsdagen aldrig vilde godkende. Dette var en Overklasse-Politik, som var let at forstaa, og som kunde ophidse et Folk uden mange Taler. Nogle Aar senere var Højre da ogsaa fejet ud af København paa en eneste Kreds oær og omtrent ud af det danske Folkething.

Naar jeg ser tilbage gennem Tiderne og paa Kampene, da personificerer Underklassen sig for mit indre Syn en ung Mands Skikkelse', en ung Mand med et magert Ansigt, hvis ligblege Hud skinner gennem det mørke Skæg, og paa hvis Skulder Kapitalismens Bøddel bar lagt sin tunge Haand.

Det er Sigvald Olsen, jeg ser. Men jeg ser ham ogsaa, som han stod ved sin Død, i Spidsen for et Arbejderparti, der i dette Øjeblik er det vigtigste Led i den danske Regeringsmagt, og som modnes til at tage hele Magten i sin Haand.

E. Wiinblad.

Et Mindeord i Socialdemokratisk Forretningsudvalg.

Socialdemokratisk Forretningsudvalg, holdt alt ordinære Møde i Aftes.

Stauning meddelte ved Mødets Begyndelse, at Sigv. Olsen i Gaar var afgaaet ved Døden, og idet Medlemmerne rejste sig udtalte han, at Sigvald Olsen lige fra Partiets første Dag havde været en energisk og trofast Partifælle, som lærde arbejdet utrætteligt baade som Politiker, som Leder af Bryggeriet "Stjernen" og som en højt skattet Raadgiver i alle Arbejderklassens Anliggender. Sigv. Olsen vil derfor blive haardt savnet, og Mindet om ham vil blive dybt bevaret Ikke blot i denne Kreds, men i hele den danské Arbejderklasse.

Sigvald Olsen som Leder af "Stjernen"

Også paa det kooperative Omraade har Sigvald Olsen udiført et stort og fortjenstfuldt Arbejde. I 1901 besluttede Arbejdernes Fællesbageri at oprette Bryggeriet Stjernen og fik de samvirkende Fagforbunds enstemmige Tilslutning til denne Beslutning. Sigvald Olsen valgtes enstemmig til Bestyrer af det ny Partiforetagende, og den 8. April 1902 kørte vore Vogne ud med det ny Produkt, som straks vandt stor Tilslutning.

Der var dog mange Arbejdere, der rystede paa Hovedet. Dette var for gigantisk en Kamp at indlade os paa, mente de. Bryggerikongerne var for mægtige, Naade dem, der tronede i ensom Utilnærmelighed, og dem, der gik smilende om imellem os, og efter Evne plumrede Vandene. En maatte tabe.

Sigvald Olsen tog dog Kampen op og paa sine brede Skuldre bar han sin Part af Tidens Møje. Thi Kampen var streng og langvarig, og for Sigvald Olsens følsomme Sind kunde den til Tider blive overvældende. Han havde dog Kammerater, der stod ham trofast bi, og Bryggeriets Ledelse tabte aldrig Troen paa Sejren, og nu tør man vel sige, at Sejren er vunden.

Stjernens Øl har ikke alene vundet fuld Anerkendelse hos Arbejderne, men ogsaa hos det Jævne Borgerskab, nu efter 17 Aars sejge Kamp under Sigvald Olsens Førerskab.

Og saa gik det ham, som Moses. Han fik kun Lov til at se ind i det forjættede Land, da Jerichaus Mure var faldne. Den bitre ubarmhjærtige Død tog ham fra os. 

Sigvald Olsen elskede Arbejdet. Tidlig om Morgenen mødte han paa Bryggeriet, flk sine Træsko paa, og afsted gik det til Bryggeri, Malteri, Vandfabrik og Aftapningsanstalt. Mange Spørgsmaal stilledes til ham under denne Vandring, men han havde Menneskekenderens og Menneskevennens Iykkelige Evne til at tilfredsstille eller tilrettevise, uden at opirre og uden at gaa paa Akkord med Uorden og Sløseri.

Derefter fulgte Konferencer med Bryggeriets Handelsrepræsentanter og Bogholder og efter en hastig Frokost begav Sigvald Olsen sig til den Rigsdag, hvis Arbejde i saa høj Grad havde hans Interesse. Men om hans Virksomhed her, vil man se andet Sted. Bryggeriet Stjernen har ved Sigvald Olsens Død lidt et Tab, som vanskeligt forvindes, thi Bryggeriet var hans Kælebarn, som han føjede og dæggede for, og som han gerne vilde se som den stærke Fæstning, skabt af Arbejderne til Værn og Værge.

G. C. 

(Social-Demokraten, 17. december 1919)

På denne blog er Sigvald Olsen omtalt i forbindelse med afholdelsen af den første 1. maj-demonstration i 1890 hvor han var en af talerne, samt i forbindelse med generalstrejken på St. Croix i 1917 hvor nogle "hvide socialdemokrater" uden held forsøgte at advare ham mod Hamilton Jackson.

Foto af Sigvald Olsen bragt i Social-Demokraten 24. december 1899 i anledning af en retssag med bestyreren for Vestre Kirkegård, Bahnson som ville have nedlagt forbud mod at Sigvald Olsen talte ved en begravelse - selv om præsten havde givet lov. 

Stauning taler ved kisten. Tegning fra Social-Demokraten,  22. december 1919

Sigvald Olsens kone, Ludovika Olsen døde 10. juni 1941. 81 år gammel. Hun berettede i et interview at fængselsopholdet i 1887 havde taget hårdt på ham. Ludovika var født 1859 i Fredensborg, og boede efter Sigvalds død sammen med deres eneste datter. Foto bragt i forbindelse med hendes død i Social-Demokraten 11. juni 1941.

Sigvald Olsens gravsten på Assistens Kirkegård. Folketingsmand. Bryggeribestyrer. Sigvald Olsen og Ludovika Olsen. Tak for gode minder, rejst af partifæller. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En hyggelig Rede. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Olsens "Pensionat" i Sverigesgade.

I Sverigesgade 61, hvor Vejen slaar en Bugt, ligger der et Hus saa smukt, og i dette Hus bor en fraskilt Kone. der hedder Fru Olsen. Hun har i længere Tid ernæret sig af at leje Værelser ud til unge Damer, hvem Dyden ikke trykkede, og det gik ved Nattetid overmaade fornøjeligt til.

Vidste Fru Olsen ikke, hvad der foregik inde paa de unge Damers Værelser? Hun siger selv, at det havde hun saamænd ingen Anelse om, men Politiet er meget utilbøjelig til at tro hende paa hendes Udsagn, og det har sat hende fast. sigtet for Rufferi. Hun tog 10 Kr. om Ugen af hver af de unge Piger, og da to delte Værelse, fik hun 30 Kr. om Ugen for hvert Værelse.

Fru Olsen er som sagt arresteret, og man har ført en Mængde Vidner mod hende, bl. a. flere af de unge Piger, der har boet hos hende, og som for Øjeblikket er indlagt paa "Tvangen" paa Sundholm. Politiet hævder, at Fru Olsen Ikke kan have været uvidende om, hvad der foregik paa Værelserne. og det sigter hende desuden for Værelse-Aager. Hun møder i Retten med sin privat engagerede Defensor.

(Aftenbladet (København) 17. november 1919).

Ingrid Ulbricht (1870-1937). (Efterskrift til Politivennen)

Ingrid Ulbricht var datter af indremissionær Carl Johann Ravens (1843-1926) og Kristiana Emilia Ludviga Bülow (1846-1926). Hun blev konfirmeret af formanden for Indre Mission Vilhelm Beck. Hun blev undervist i hjemmet til 17-års alderen, og var i nogle år huslærerinde hos de indremissionske præster Carl og Otto Moe i Skjern og Skanderup ved Kolding (se andetsteds på denne blog). I 1892 blev hun forstanderinde for diakonissehuset ”Diakoniewerk Kropp” og en sindssygeanstalt i Kropp i Slesvig. Her arbejdede også "søster" Laurine Lehmann (1872-1937). 

Ingrid Ulbricht blev behandlet flere gange for dårlige nerver (overanstrengelse?). I 1899 blev hun indlagt i Dresden hvor hun udbyggede sin forbindelse til gymnasielektor Edmund Ulbricht (1849-1907). Han var kurgæst/indlagt på stiftelsens kursted på Westerland (på øen Sild) i 1898 og altså 21 år ældre end Ingrid. Ingrid Ulbricht brød sit diakonisseløfte ved at gifte sig med ham i september 1900. De havde plejebarnet Børge (1905), hvis søster, lærerinde Edith Bisgaard, senere havde bopæl i "Villa Karis". Laurine Lehmann rejste med til Dresden og blev husbestyrerinde for ægteparret. Da Edmund Ulbricht døde 1907, blev de to kvinder boende sammen i Dresden.

Ingrid Ulbricht skrev fra 1910 romaner under navnet Ingelid Edmund, "Die Tochter des Strandvogts" (1911), "Karin Nordhammar" (1910) og "Die Frauen im Leben Erik Turessons" (1913).

I 1913 vendte Ingrid Ulbricht og Laurine Lehmann tilbage til Danmark. Her blev hun tilknyttet KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder), i Hellig Kors sogn, hvor Axel Beck (søn af Vilhelm Beck) var præst. Hun skrev endnu en roman, nu under eget navn, "Som gennem ild" (1915). I 1915 overtog hun ledelsen af KFUKs Hovedforening i København. 

K. F. U. K. Basarens største Bod.

Lige før K. F. U. K.s Formand, Professorinde Ulbricht, aabnede Byggefondsfesten igaar i Koncertpalæet, naaede vor Fotograf at tage et Billede af den største af Bazarens mange Boder - en tiltalende Ophobning af Frugt, Blomster, Fjerkræ og Grøntsager. Hele Baggrunden optages af fikse Spaankurve fyldte med Frugt, Kurve, der paa det nydeligste er dekorerede af Komtesse Reventlow, Rudbjerggaard. Komtessen ses paa Billedet yderst tilhøjre - derfra mod venstre: Grevinde Ahlefeldt, Grevinde Frijs, Juellinge, Grevinde Wedell, født Frijs, og Overhofmesterinde Castenschiold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1918).

Kvindelige Præster?

Udtalelser af ledende Personligheder indenfor Kirken.

Formanden for K. F. U. K , Professorinde Ingrid Ulbricht udtaler sig taften om det brændende Spørgsmaal.

Professorinde Ingrid Ulbrecht.

"Naar jeg efter Opfordring skal udtale min Mening, om der bør gives Kvinder Adgang til Præsteembedet eller ej, saa kan jeg kun svare med et bestemt Nej! I den gamle Pagts Tid blev Præstedømmet udtrykkelig betroet til Aron og hans "Sønner", i den ny udsendte Jesus kun "Mænd" som Apostle, skønt der blandt hans Disciple var mange Kvinder, der fulgte ham. Dette, mener jeg, er en Vejledning fra Herren om, hvem han ønsker, Præstedømmet skal gives til, og de Vanskeligheder, som ikke alene vilde opstaa, hvis Kvinder fik Adgang dertil, men som direkte vilde skade dette, er mange. Jeg vil her kun nævne to: Man tænke sig en ung, ugift Præstinde som Sjælesørger; der er jo slet ingen Tvivl om, at hun vilde være udsat for Forelskelser fra den mandlige Ungdoms Side. At dette vilde berede Vanskeligheder i Sjælesorgen, er klart; det vilde bringe hende selv i mangen pinlig Situation og ofte virke hæmmende paa hendes Virksomhed. Man kan indvende, at det samme er Tilfældet med den ugifte Præst, tilstaaet for saa vidt det angaar Forelskelsen fra den kvindelige Ungdoms Side; men saa ikke længere; thi saa længe Kvinderne endnu ikke har lovhjemlet Ret til at fri, er det paa dette Omraade "Præsten", der er Herre over Situationen, derimod ikke "Præstinden". Den anden Vanskelighed vil være til Stede, hvis den kvindelige Præst bliver gift. For det første vil hun, naar Tiden kommer, da hun skal blive Moder, ikke kunne varetage Udøvelsen af Præsteembedet, uden at noget af dettes Værdighed gaar tabt; for det andet vil hun som Moder ikke kunne gøre fyldest i Præstegerningen, hvis hun ikke skal forsømme Mand og Børn, og har Gud gjort hende til Hustru og Moder, saa har hun sine første Pligter i Hjemmet.

For Kvindens Arbejde i Samfundet og Menighed som Diakonisse, Dommer, Taler osv, er der Hjemmel i Skriften, men ikke for hendes Gerning som Præst; og jeg synes, at det, Gud har givet os i vor Egenskab som Kvinder, er saa højt at vi ikke skal bortbytte de mod noget, vi ikke er bestemt til. Vi vil derved let miste eller gøre de Forrettigheder værdiløse, som Gud har betroet os netop som Kvinder.

Ingrid Ulbricht.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. januar 1919)

Protest.

VI undertegnede Kvinder, der med Sorg og Harme har set den Ansvarsløshed, hvormed flere af vore store, ansete Firmaer ordner deres Udstilling af Kvindedragter, henvender os herved til disse med den alvorligste Protest derimod og undlader ikke at udtale, at dette sker paa mange Tusinde Kvinders Vegne, der har følt det som en Skam og Nedværdigelse af hele vort Køn.

Vi kan ikke finde os i, at saadanne Skøgedragter bliver indført i vort Folk, og saaledes bidrager til at nedbryde Anstændighedsfølelsen baade hos Mænd og Kvinder i alle samfundklasser.

- - -

(Nationaltidende 27. november 1919. Uddrag).

Protesten var underskrevet af 28 kvinder, heriblandt Ingrid Ulbricht. Ekstrabladets redaktør Freilif Olsen var også imod dragterne, han mente at de var så uanstændige at der ingen forskel var på damer og "halvdamer", samt "Naar Damerne selv klæder sig som SKøger, har de ingen Ret til at fordre strenge Straffe indført for de Mænd, hvis Drifter de selv ophidser til Forgribelse. Ej heller har de Ret til at tale med om Sasmfundets Brøst, thi fra Silkechemisen og Silkestrømperne til til overdaadige "Robe" af kostbart "ingenting" er de selv Luksusvæsener, som bringer Landets Værdier ud over Landets Grænser, der hvor Silken og Gimmeret kan købes." (Citeret fra Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 29. november 1919).

Folkets Avis - København imødegik protesten ved at afkræve underskriverne en forklaring på hvad det helt konkret var, de var imod. Bladet sammenlignede med forbud mod udenlandske film, udenlandske illustrerede blade og bøger, fotoer af nedringede damer, maleri- og skulptursamlinger. Ironisk opfordrede avisen til at de underskrevne "moralens præstinder" passende kunne lave en mannequinopvisning for at vise hvad det var de anså for anstændigt.

Klokken 5 (København) fandt det dobbeltmoralsk når man ikke protesterede mod "skøgedragterne" til store bryllupper i Frue Kirke og snob-bryllupperne.

Grosserer Fonnesbech udtalte til Politiken at han trøstede sig med at dragterne var endnu værre i London og Paris, og at publikum kunne lade være med at købe dem: "Er man "virkelig fin", er man nemlig ikke Slave af Moden, men klæ'r sig, som man finder det passende."

Kvinder som Præster.

Kvindelig Læseforenings Diskussionsklub havde samlet mange interesserede Tilhørere til Emnet "Kvinder som Præster".

Formanden for K. F. U. K., Professorinde Ulbricht, var Diskussionens første Indleder og søgte fra Bibelen at bevise, at Kvinder ikke bør blive Præster.

- Kvinden maa ikke modtage Ordination, sagde Fru Ulbricht, da hun kan blive Moder, efter at hun er ordineret. I Henhold til Det nye Testamente pegede Taleren paa, at Kristus aldrig har antydet Muligheden af, at kvindelige Præsier kunde tænkes, og aldrig har udvalgt sig saadanne blandt sine Apostle.

Formanden for den kristelige Kvinde valgretsforening, Fru Charlotte Hansen, kom derefter med et Indlæg for Kvinders Adgang til Præsteembedet, og i den paafølgende Diskussion deltog før hendes Standpunkt Fru Ranni Schlichter og Fru Høegh-Christensen.

For Professorinde Ulbrichts Standpunkt talte Forfatterinden, Frk. Ingeborg Marie Sick, der bl. a. anførte, til hvor stor Velsignelse Mathilde Wrede havde været uden nogen Præsteværdighed.

Kvindelig Læseforenings Diskussionsklub havde Grund til at være tilfreds med Aftenen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. december 1919).

Få år efter opførte K. F. U. K. en stor bygning i Store Kannikestræde, indviet 1920, som Ingrid Ulbricht var en drivende kraft bag. I 1919 var hun en af initiativtagerne til oprettelsen af KFUK-spejderne, som hun også blev formand for. KFUK-spejderne var et kristeligt modstykke til Det Danske Pigespejderkorps, og formålet var at vinde indpas blandt navnlig de velstillede unge kvinder, som det traditionelle KFUK-arbejde ikke appellerede til. 

Professorinde Ulbricht,

Leder af K. F. U. K., der igaar indviede sin nye Bygning i St. Kannikestræde.

Originalartiklen har et sløret foto af Ingrid Ulbricht. Jeg har erstattet det med dette foto af fotograf Max (Albert) Schou junr. (1878-1944): Ingrid Ulbrich, f. Ravens (1870-1923). Ægtefælle professor, overlærer Gustav Emilius Edmund Ulbricht (1849-1907). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Igaar naaede Kristelig Forening for unge Kvinder det store Maal, som den store og betydningsfulde Forening i mange Aar har sat sine bedste Kræfter ind paa og imødeset med længsel, nemlig Indvielsen af sin egen smukke og store Bygning.

Naar K F. U. K. ikke til daglig er saa kendt som de unge Mænds tilsvarende Forening, skyldes det den Omstændighed, at K F. U. K. ikke har kunnet centralisere sin vidtomfattende og højst betydningsfulde Virksomhed i den samme Grad som K. F. U M. som allerede i lang Tid har haft sit store og smukke Hjem i Gothersgade, fordi man savnede et tilstrækkeligt stort Samlingssted. Men med det smukke nye Hjem for unge Kvinder, som igaar blev indviet i St. Kannikestræde, staar den store Forening fuldt ud lige saa godt udrustet som K. F. U. M. til at kunne gennemføre den store Opgave at byde den opvoksende Ungdom et smukt tiltrækkende og betryggende Samlingssted.

I den stilfulde Bygning, der er opført under Ledelse af Axelborg dygtige Arkitekter, D hr. Wittmaack & Hvalsøe, findes der ikke blot smukke og store Forretningslokaler og Festsale, men tillige en Række hyggelige Opholds- og Pensionatsværelser, smagfuldt udstyrede under Ledelse af Arkitekt Persson. lederen for den store K. F. U. K Bevægelse her i Kjøbenhavn er den bekendte Professorinde Ulbricht, hvis utrættelige Interesse og store Dygtighed, Foreningen i høj Grad har at takke for det Maal, der nu er naaet.

(B. T. 6. december 1920).

50 Aar.

Professorinde Ulbricht.

Torsdag den 22de ds. fylder Professorinde Ulbricht, Formanden for K. F. U. K.s Hovedforening, 50 Aar. Professorinden er en af de mest kendte Kvinder indenfor det kristelig-sociale Arbejde her i Landet, og hun hører til dem, som aldrig gaar af Vejen for vanskelige Opgaver.

Naar K. F. U. K.s Hovedforening - midt under Dyrtiden - har kunnet magte at rejse en Millionbygning, skyldes dette ikke mindst hendes lyse Syn og utrættelige Energi.

Professorinden er en udmærket Foredragsholder, de, som har hørt hende, vil forstaa, at hun er blevet den skattede Ungdomstaler, som hun er, og de mange, som gennem Aarene er kommet i personlig Forbindelse med hende, vil kunne tale om den altid levende Interesse hvormed hun omfatter den enkelte.

Professorinde Ulbricht har for nylig oprettet et Hvilehjem i Bagsværd, hvor hun modtager baade mandlige og kvindelige Rekonvalescenter. Hvordan hun kan faa Tid og Kræfter til - foruden det store Arbejde i K. F. U. K. - at være en omsorgsfuld Vært inde for sine Gæster, hvad hendes Rekonvalescenter paastaar, hun er, er ikke let for Mennesker med almindelige Arbejdskræfter at begribe, og de der tillige fortælles, at hun faar Tid til at grave i sin egen Have og fodre Høns og Kaniner! saa forstaar men, at Hovedforeningen Formand ikke endnu, i hvert Fald for sit eget Vedkommende, har indført 8-Timers Arbejdsdagen !

Paa Torsdag vil sikkert mange Lykønskninger og kærlige Tanker finde Vej ud til Villa "Karis" i Bagsværd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1920, 2. udgave).

Foto fra Aftenbladet (København) 30. november 1920 der viser K. F. U. K. bygningens gård med brønd og buegang. 

Ingrid Ulbricht og Laurine Lehmann boede i Villa Karis, deres rekonvalescenthjem i Bagsværd. Sidstnævnte var den mere anonyme "Kvinden i andet geled". Der var bl.a. koncerter.

På billedet ses professorinde Ulbricht, fru Augusta Blad (reciterende) og stiftsprovst dr. Ussing. Bag denne skimtes det hvidklædte kor og dets dirigent, kantatens komponist Rud Langgaard. Tegningen fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1920.

Indvielsen af K. F. U. K.s nye Bygning.

Den foregik ved en smuk og storstilet Højtidelighed i Overværelse af ca. 1200 Deltagere.

Dagen Indledes med en Festgudstjeneste i Frue Kirke.

Igaar stod K. F. U. K.-Lederne og al den Ungdom, der fylkes om dem, ved deres Maal - Foreningens store, smukke Hjem færdigt til at tages i Brug - og derfor Indledte de Dagen ovre i de nye Omgivelser - helt oppe paa Tagterrassen med Flaget vajende over sig.

Til Festgudstjenesten i Vor Frue Kirke var alle Pladser fuldt besatte, Alteret festligt smykket og grønne K. F. U. K.-Spejdere dannede Æresvagt i Koret og paa hver Side af Midtergangen. Under Intonation fra Orgelet førtes Foreningens nye Fane til Koret af fire hvidklædte, unge Piger og bagved dem fulgte de tre Spejderdivisioners Faner, der blev opstillede paa hver Side af Alteret.

Pastor Henriksen talte over Dagens Tekst, Luc. 21, 25- 36, om Tro og Haab, de Følelser, der havde født K. F. U. K.s Arbejde og baaret det oppe, og han bragte Foreningen den danske Menigheds Hilsen og Lykønskning til dens betydningsfulde Arbejde for at skabe Landet fromme, stærke Kvinder til Afløsning af den Kvindetype, som nu er den fremherskende.

Den festlige Indvielse af Huset.

Tilsyneladende helt færdig, nyskinnende, blomster- og flagsmykket modtog det det statelige, nye Hus et Par Timer senere sin store Flok af Indbudte. Paa Trapper og ad Gange dannede Pigespejderne Spalier, tog Tjeneste i Garderoberne og omdelte den store, smukt udstyrede Kantate. Vi anslaar Forsamlingens Mængde i den store Festsal i tredie Etage til ca. 1200 Mennesker, hvoraf en Del paa Galeriet og i Dørene til de tilstødende Rum.

Oppe paa Tribunen har Foreningens unge, hvidklædte Sangkor og Solisterne Plads, og heroppe dirigerer Rud. Langgaard selv sin pompøse Musik til Kantaten, der indledes med et Forspil, hvorefter 

Foreningens Formand, Professorinde Ulbricht taler.

Hun indleder med en Takkebøn for det Maal, der idag er naaet, og opridser derefter Hovedpunkterne i K. F. U. K.s Historie fra dens beskedne Begyndelse til nu.

- Naar vi staar her idag i vort eget, skønne Hus, siger Formanden, vil vi aldrig glemme Danmarks Dronning, fordi hun gav Arbejdet sin Støtte og Forstaaelse. Vi savner Deres Majestæter, som begge havde lovet at være tilstede, og vore Tanker gaar til dem med Tak.

En Tak bragte Professorinde Ulbricht derefter alle "fra Hytte til Slot", som havde været med at smykke dette Hus, dets Arkitekter, Ingeniører og Haandværkere, med hvem Samarbejdet havde været en Glæde. En særlig Tak rettedes til Overretssagfører Bache, Grosserer Lønberg og Tandløge Winding.

I Ordene "Herren Zebaoth er med os, Isaks Gud er vor faste Borg" var det kristelige Ungdomsarbejde begyndt, og under de vilde det fortsætte.

Herefter fulgte Kantatens første Del, Recitation ved Fru Augusta Blad af Forfatteren Inge Hofman-Bangs Ord: Den store Skare af fjerne Tiders Kvinder, der drager forbi. "Østens tavse Skare med gyldne Lænker omkring Haand og Fod", og Fru Ellen Overgaard synger Soloen om det Budskab, der gennem en ydmyg Jomfru løftede Kvinden op fra Fornedrelsens Dale, den "underlige Mand", som Recitativet skildrer, "der taler om Strid, men lyser af Fred. Kantatens første Del slutter med et Hymnekor af de Unge: "Hil dig Krist", hvorefter

den højtidelige Indvielse ved Stiftsprovst Ussing finder Sted.

Stiftsprovsten lyser den kirkelige Velsignelse over Forsamlingen og lader sine Tanker gaa tilbage til Valdemar Sejrs Dage, da Biskop Peder Suneson indviede Vor Frue Kirke, og hvor der vel kun færdedes nogle faa Købmands- og Fiskerdøtre, der tyede til den hellige Jomfrus Beskyttelse i Datidens vilde og farefulde Liv. Hvem havde tænkt, at 700 Aar efter skulde Titusinder af unge Piger være stedt i Farer, der var værre og mere skæbnesvangre end de, der kendtes den Gang. Hvem skulde senere have troet, at vore Kirkehuse skulde blive de eneste faste Værn for Stadens unge Døtre. Vi har oplevet, at Kirken i vore Dage har rejst sig med en ny og levende Magt, og i Kraft af denne Magt er ogsaa denne stolte Borg bleven rejst for hele Landets unge Kvinder tæt inde under Vor Frues gyldne Kors.

I den hellige Jomfrus Tegn begynder ogsaa den skønne Frise, som pryder Bygningens Mure, og hvis bibelske Fremstillinger danner Grundlaget for Stiftsprovstens øvrige Tale, begyndende med Mariæ Bebudelse, den unge Kvinde, der bøjer sig i Bæven og ydmyg Tro: Se, jeg er Herrens Tjenerinde, mig ske efter dit Ord. Til

vor Tids Kvindebevægelse

tager de fleste af Stiftsprovstens Ord Sigte i en stærk Anerkendelse af den Kvindernes Ansvarsfølelse, som er begyndt at vaagne i alle Lande, hvor den ene Organisation efter den anden rejser sig.

- Og det er godt, at Kvinderne vaagner, bliver sig bevidste og gaar ud i Arbejdet, fortsæt dermed, for Kvinden ejer den Styrke og Kærlighed i sig, at hendes Hjerte kan aabne sig helt for det højeste og kan give sig hen for fuldtud at tjene det.

Men Nutidens dygtige Kvindebevægelse synes at have svært ved at nævne Jesu Navn. Fulde af Idealer gaar de frem i Haabet om at forbedre Verden, men den bevidst kristne Kvindeher er en Kamphær, som gaar ud for at møde Jesus og at gøre ham til Midtpunktet og Kraften i al deres Virke.

Gid dette Hus aldrig maa gaa paa Akkord for at følges med de mange Gid her maa fylkes en mægtig Hær under Kristkorsets Banner, at der kan komme en Besøgelsestid og en Folkebevægelse, saa Kvinderne i Danmark endnu en Gang kan skænke Landet en Frelser, der kan oprejse det.

- Saa indvier vi da nu i Vor Herres Kristi Navn dette Hus og beder ham vaage over det ved Nat og ved Dag, slutter Stiftsprovsten, hvorefter han aflægger Trosbekendelsen, beder Fadervor og lyser Velsignelsen.

Derefter følger Kantatens Vekselsang ved Fru Overgaard og en ung Amatør med en Indtagende klokkeklar Sopran - Søster, der spørger Søster, hvad hun søger i Kristendommen, med Slutningsverset:

Hvorfor? Fordi jeg er kaldet og draget
mod dem, der blev blodige baaret fra Slaget,
mod dem, der raver, forvildede, blinde.
Fordi fordi jeg er adlet til Kvinde.

Et Kor af de Unge slutter med en Bøn for Gerningen her skal øves, til Melodi af "Den signede Dag". Et Solovers synger Fru Overgaard og det sidste Vers hele Forsamlingen, der har rejst sig:

I Skare vi frem for Tronen gaa,
højt baaret paa Bønnens Bølge,
og bede, at Danmarks Ungdom maa
sig aldrig i Mørket dølge,
men vandre med dig, du Jesus Krist,
dit straalende, unge Følge.

Tilstede ved Indvielsen

var, foruden Drs. kgl. Højh. Prinsesse Thyra og Dagmar og tilrejsende nordiske Repræsentanter for K. F. U. K.. saa mange kendte Damer og Heryer, derimellem en Mængde Præster, alle i Ornat, at vi kun iflæng kan nævne de nærmestsiddende:

De to tidligere Forstanderinder for Diakonissestiftelsen, Søster Sophie Zahrtmann og Søster Victoria, samt den nuværende Formand, Søster Alvilda Ræder, Professor Ammundsen. Kontorchef Bangert, Højesteretssagførerne Møldrup og Trolle, begge med Fruer. Bispinde Nielsen, Lucasstiftelsens Forstanderinde, Frk. Brockenhuus-Løvenhielm, Fru Jutta Boisen-Møller, Baronesse Lerche, Rhoden, Overkammerherre Oxholm, Kontorchef N. P. Nielsen. Magistratens tredie Afdeling. Fru Bure, Klavs Berntsens Datter, der har lavet Dagligstuens Møbler, Bygningens Arkitekter, d'Hrr. Wittmaack & Hvalsøe og Arkitekt Windeleff, Frøknerne Hofman Bang, Arkitekt Persson, Ingeniør Zeuthen, Professorinde Fischer, Frk. Elly Grøn, Professorinde Bull, Komtesse K. Knuth, Stiftsprovst Hoffmeyer, Præsterne Anders Christensen, Müller, Seidelin, Koch, Steen og Storm, Provst Munch og Provst Winther, Dr. theol. Alfred Th. Jørgensen, Fru Stadsarkitekt Wright, Grev Joachim Moltke, Tandlæge Winding med Frue, f. Haslund, Boghandler C Rømer, Baronesse Schaffalitsky de Muckadell, Frk. Eva Ussing o. m. a.

I Ungdommens Tegn.

Efterat Højtideligheden var forbi, besaa alle Deltagerne det store Hus, der skinnede fra Kælder til Kvist, og Bestyrelsen modtog i Hallen og Dagligstuen de mange Lykønskende.

En egen Stemning af Ungdom og frejdig Livsglæde skabte Pigespejderne. De havde faaet Ordre til paany at flankere alle Trapper og Gange, men Tiden faldt dem lang, medens Folk gik rundt og rundt - eller maaske var det Stolthed og Glæde over Dagen, der gav sig Udslag, men pludselig hørte man deres glade unge Stemmer i vore bedste Fædrelandssange. Sang efter Sang, alle Versene.

Der var dem, som tog godt Varsel heraf, og som sætter deres Lid til, at en vaagen og varm Nationalfølelse indenfor K. F. U. K.s Mure maa gaa Haand i Haand med det kristelige Arbejde.

laftes gentoges Festen

for Foreningens egne Medlemmer i Overværelse af Bestyrelsen og en snevrere Kreds af Indbudte. Hele Kantaten blev atter opført, efter at baade Kor, Solister Dirigent og de to ved Flyglet akkompagnerende Damer, Fru Rud Langgaard og Pastorinde Frandsen, havde stillet sig rede.

Foreningens Førstesekretær, Frk, Ingebjørg Olafsson, holdt Indledningstalen til de Unge, hvorefter den tidligere Formand, nuværende Formand for Landsforeningen, Komtesse H. Knuth, holdt Hovedtalen. Efter et selskabeligt Samvær omkring de flagsmykkede Kaffe borde talte endvidere Professorinde Ulbricht og de tilrejsende nordiske Repræsentanter, hvorefter Pastor Steen afsluttede den betydningsfulde Dag i det kristelige Ungdomsarbejdes Historie.

Fru Ene.

K. F. U. K. modtog ved Pestligheden igaar en telegrafisk Hilsen fra Drs. Maj. Kongen og Dronningen. Ligeledes kom der Telegram fra kristelige Kvindeforeninger i London og Paris, paa Færøerne osv.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1920)

Bygningen indeholdt bl.a. restaurant, bestyrelseslokaler, festsal, bibliotek og pensionat. 

Bygningen i Store Kannikestræde. Frisen viser bl.a. Jesus mellem de 5 dårlige og de 5 kloge jomfruer (Matthæusevangeliet 25, 1-13). Lignelsen går ud på at 10 jomfruer kom til Jesus med olielamper. 5 havde olie med, 5 ikke. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1929 modtog Ingrid Ulbricht Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. I Ingrid Ulbrichts formandstid indtil hendes død i 1937 fastholdt hun foreningens traditionelle profil med vægt på forkyndelse. Hun ledede selv en stor bibelkreds og holdt regelmæssig taler ved møderne i foreningen. Selvom hun mente, at landets prædikestole burde være tilgængelige også for kvinder, så var hun modstander af kvindelige præster, “Fordi Kvinden i Moderkaldet har en Ret, der er ligesaa betydningsfuld, ja, jeg fristes til at sige, betydningsfuldere end Præstekaldet.” Hun havde ikke visioner om KFUK som en organisation med et mere aktivt socialt sigte.

De Unge før og nu.

Udtalelser af Overbestyrerinde Frk. Martha Steinthal, Professorinde Ingrid Ulbricht, Sognepræst Olfert Ricard og Forstander for Teknisk Skole i København, Kaptajn Paulli.

Fremtiden tilhører de Unge. Ogsaa Menighedens Fremtid. Derfor er det Spørgsmaal saa vigtigt: Hvorledes er Ungdommen? Er den bedre eller ringere end før? Hvordan staar det til med dens aandelige Sans og Etik, med dens Disciplin og Arbejdsvillie?

Den var meget bedre før den ulykkelige Verdenskrig, siger nogle af de ældre. Nej, siger andre; der var nogle Kritiske Aar, straks efter Krigen, men nu har vi en vaagen og praktisk interesseret Ungdom.

Hvem har Ret? Vi har bedt nogle Mænd og Kvinder, der staar i personlig Forbindelse med vor Tids Unge, om at sige deres Mening. Og her er den:

- - -

Professorinde Ingrid Ulbricht:

Som Helhed set, tror jeg, Ungdommen er bedre nu.

Dens aandelige Sans er mere vaagen; maaske er dette Grunden til en større Kritik overfor det aandelige Liv og Forkyndelsen, men tillige til et større Krav overfor sig selv om mere Helhed, mere Afgjorthed. Etisk set har den en dybere Forstaaelse af sit Ansvar her, og der vindes mangen Sejr paa dette Omraade. Hvad Selvdisciplinen angaar, er den maaske, bortset fra det ovenanførte, ikke bedre. Derimod er dens Arbejdsvillie stærkere og mere manibevidst.

Jeg tror, Fremgangen skyldes for en meget stor Del det Arbejde, som gøres af K. F. U. M. og K. F. U. K. At der til Trods for dette ogsaa Indenfor de kristelige Ungdomsforeninger er sørgelige Undtagelser, er en Kendsgerning; det kan vel heller ikke være andet, fordi de omfatter saa mange. Men Kernen er sund; derfor vil Frugten ogsaa efterhaanden blive større og bedre.

(Nationaltidende 6. december 1924. Uddrag).

Ingrid Ulbrichts gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling R, række 12, nr. 70. Ingrid Ulbricht, f. von Bülow Ravens. * 22.4.1870 + 2.3.1937. Laurine Lehmann * 15.10.1872 +1.6.1937. Se teksten for mere om Laurine Lehmann. Emblemerne nederst viser (tv) K. F. U. K, (th) et trekløverblad. Foto Erik Nicolaisen Høy.