Portræt af det nye BF: Fagforeningens hamskifte. (Efterskrift til Politivennen)

I året 2000 afholdt Foreningen af Københavns Kommunes Biblioteker generalforsamling. Som specielt inviteret gæst optrådte en vis Tobias Blomgren fra Sønderjysk Universitetscenter hvor han fremlagde nogle forskningsresultater om hvordan fagbevægelsens fremtid så ud, set i lyset af den dengang fremvoksende New Public Management i den offentlige sektor - herunder biblioteksvæsnet.

Bag forklædningen, en stor grå paryk og et til lejligheden Mogens Lykketoft-lignende skæg, gemte sig såmænd den kommende redacteur for Politivennen Live Blogging, bibliotekar Erik Nicolaisen Høy. Ansat ved Københavns Kommunes Biblioteker og fagreferent for bl.a. bøger om virksomhedsledelse. Desuden lektør ved Dansk Bibliotekscenter for bøger om samme emne. Taleren havde således et godt kendskab til litteratur om virksomhedsledelse. Og det var på denne baggrund nedenstående tale blev til.

Gimmicken var planlagt i allerdybeste hemmelighed, og eneste anden involverede var foreningens daværende formand som havde givet carte blanche til taleren om talens indhold. Indslaget på generalforsamlingen var i øvrigt et punkt på dagsordenen, og hvis nysgerrige bibliotekarer ville undersøge talerens baggrund i bibliotekssystemet, fandtes der en post om bogen - den var dog så ny at den endnu ikke var indkøbt til noget bibliotek. Af gode grunde. For også bag bogens tilforladelige forside gemte sig en - jumbobog! Hvilket blev afsløret i allersidste minut af talen til ære for de for hvem gimmicken endnu ikke var blevet åbenbart. 

Talen blev senere optrykt in extenso i Bibliotekarforbundets blad, hvoraf bringes nedenstående artikel:

Jeg er godt klar over, at bibliotekarerne her i København er vant til at svinge med de røde faner. At der skulle være en fremtid i det, er dog ikke ligefrem hvad jeg er nået frem til i mine studier, fremholdt Tobias Blomgren, arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Sønderjysk Universitetscenter, da han i et foredrag på Foreningen Københavns Kommunes Bibliotekarers generalforsamling i midten af marts beskrev bibliotekarernes og deres fagforenings aktuelle situation og kurs og forsøgte at anvise nogle handlemuligheder i det nye årtusinde.

Tobias Blomgren har netop fremlagt sine forskningsresultater i bogen "Den danske fagbevægelses innovative rolle – Set i lyset af Bibliotekarforbundets kreative jobskabelsesimplementering i sen-halvfemserne".

Bibliotekspressen bringer her et sammendrag af Blomgrens betragtninger fra sidelinjen.

Vi befinder os i et paradigmeskift. Vi er på vej væk fra de traditionelle virksomheder. Dem, som byggede på den såkaldte scientific management, og er karakteriseret ved mange beslutningsled, centralisering og kontrol, faste produkter og arbejdsgange samt specialisering og rutinejob.

Vi er på vej mod fleksible, lærende organisationer, som er karakteriseret ved flade, decentrale strukturer, værdibaseret ledelse, kundeorientering og innovation, tværfunktionelle kerneprocesser og netværk og selvstyrende grupper. Undersøgelser viser at fleksible organisationer er op til 30% mere produktive. Og også biblioteksvæsenet må vælge mellem forandring gennem fleksibilitet og innovation. Eller holde fast i det gamle.

Fagbevægelsen vil få en ny rolle. Lige så indlysende som, at du går til læge, når du er syg. Eller til VVS-manden, når toilettet lækker. Lige så indlysende bør det være at gå til Folketinget, Magistraten eller EU-parlamentet, når du lider af demokratiunderskud, eller til fagforenigen når du mangler faglighed.

Men det kræver en omstilling i fagbevægelsen. Det kræver en kompetenceudvikling i retning af en professionaliseret, faglig organisation. Og Bibliotekarforbundet er godt på vej. Kompetente hovedbestyrelsesmedlemmer med sekretariatet i ryggen har ved tålmodigt at gentage årsagssammenhængene i de nye, indviklede forhold, formået at få protester, tvivl og modstand til at forstumme. For år tilbage bar generalforsamlingerne præg af at være en sandkasse for samfundskritiske styrvolter. Af ungdommelig idealisme og floskelpolitik. Generalforsamlingerne obstrueredes med endeløse kværulanterier om solidaritet med fx arbejdsløse, solidarisk lønpolitik osv. Dette bagstræberi er nu ved at blive afløst af en større lødighed og faglighed. Gennemarbejdede dokumenter fra hovedbestyrelsen tilsvines nu ikke længere pr. automatik i Bibliotekarernes blad. Det ser jeg som et første tegn på medlemmernes voksende respekt for de professionelle fagfolk. De overlader det nu trygt til de professionelle at sætte sig ind i alt det nye.

Et andet, mere måleligt tegn er, at politikinnovatorerne i hovedbestyrelsen er blevet voksne og har lagt det ungdommelige overmod bag sig. Siden 1983 er hovedbestyrelsernes gennemsnitsalder steget fra godt 34 år til knap 44 år. Altså hele 10 år, og væksten er taget til.

Hovedbestyrelsens modning og kompetenceudvikling er sket sideløbende med udviklingen i BF’s sekretariat. I 80’erne gik mellem 41 og 44% af medlemmernes kontingent til sekretariatet. Siden 1990 har sekretariatet været inde i en opgangsperiode, kun afbrudt af et hop i 1997, hvor der var ekstraordinære udgifter til udfasning af sekretariatschef, konsulent og assistent (851.816 kr.). Udviklingen pågår stadig og har nu nået et niveau på 53,2%.

Et tredje tegn er at hvor hovedbestyrelsens formænd før ofte var ledere, ja så er det ændret til, at BF’s formænd bliver ledere. Arbejdet i hovedbestyrelsen kvalificerer til lederstillinger. Mon ikke der venter den nuværende formand en ministeriel stilling.

Tillad mig her lidt lønhistorie. Hovedaftalen af 1899 brød med de daværende lønsystemers gennemskuelighed og forklarlighed.

Et eksempel. Byens skarprettere – på københavnsk vist bødler – blev aflønnet med en fast sum penge, en grundløn. Oven i den fik de tillæg for specialfunktioner som afklipning af lemmer, brændemærkning, radbrækning. I nedgangstider gav lønsystemets fleksibilitet mulighed for barbering, bortskæring og tandudtrækning. En ældre form for funktionstillæg. De kunne rejse til udlandet og indgå i teambuildings med fx Guillotin i Frankrig. De opkvalificerede sig, og gjorde sig fortjent til kvalifikationstillæg. I særligt rebelske perioder kunne der blive tale om resultatløn, hvis der skulle fjernes specielt mange hoveder, eller udstilles på hjul og stejle.

NY Løn, som vi kender den i dag, er en videreførelse af disse løndannelser. En dannelse i form af dialog, modsat grove og splidsættende forhandlinger. Det er naturligt at erstatte den nuværende lønforhandling med en lønsamtale. Gerne i forlængelse af eller direkte med i medarbejderudviklingssamtalerne (MUS), således som førende kredse allerede har gjort.

Lønnen kan på sigt blive et strategisk værktøj til målopfyldning via lønpolitikken. Solstråler følger nemlig i det nye lønsystems fodspor. På Frederiksberg har tjenestemændene ikke alene fastholdt deres tidligere løn og rettigheder. De har endog ved de periodiske lønforhandlinger fået resultatet udspecificeret til enkelte fortjentsfulde medlemmer. I modsætning til før i tiden, hvor alle uden hensyn til kvalifikation fik et lille symbolsk beløb.

Det kræver professionelle lønforhandlere. Det stiller store krav til det faglige apparat om uddannelse, viden og kompetence.

Og så tilbage til tillidsrepræsentanterne. For ikke kun lønsystemet danner grundlaget for nye udfordringer for tillidsrepræsentanterne.

Samarbejdsudvalgssystemet giver tillidsrepræsentanterne indflydelse på regnskabet. Med det følger ansvaret for økonomien. Et ansvar over for skatteborgerne og et ansvar for, at mere løn kan betyde serviceforringelser for bibliotekets brugere. Eller nej til ergonomiske arbejdspladser, nye publikumsterminaler eller selvbetjeningsautomater.

Andre opgaver er lokale forhandlinger for enkeltpersoner, økonomistyring gennem en bevidst anskaffelsespolitik for udskiftning af adækvate arbejdskraftressourcer osv.

Og mens alle medlemmer før var tvunget til i forbindelse med overenskomstforhandlingerne at enes om få, stive krav, vil hvert enkelt medlem nu frit kunne vælge sit krav, alt efter sin differentierede lønkonstellation.

Tillidsrepræsentanterne vil sammen med BF på sigt kunne opbygge en række services og merchandises, som medlemmer kan vælge netop passende deres behov. Måske kan forbundet endog markedsføre dem udadtil.

Denne proaktive proces kræver en professionalisering af BF, af tillidsrepræsentanterne og samarbejdsudvalgsrepræsentanterne.

Strategien er afprøvet inden for jurist- og økonomforbundet, hvor der har været lønstigninger på 11%. Jo tættere på beslutningssystemet, desto højere løn. Hvem andre end djøf’ere støber kuglerne til de offentlige arbejdsgiveres lønforhandlinger.

For BF åbner sig et nyt marked: Forbundet stiller sig til rådighed med bistand til ændringer på et bibliotek. Biblioteket får herefter brug for forbundets konsulenthjælp til at fortælle, hvordan biblioteket skal håndtere ændringerne. Når ændringerne så er gennemført, har biblioteket brug for forbundet til at fortælle at omgivelserne nu har ændret sig så meget at det er nødvendigt med nye ændringer. Og vi kan starte forfra.

De økonomiske ressourcer er tilstede. Fire ministerier har afsat tocifrede millionbeløb netop til udvikling af træningsfaciliteter til at produktudvikle konsulentbranchens ydelser, bl.a. gennem en 1-årig diplomproceskonsulentuddannelse. Det er i den retning, I på sigt skal have drejet fagforeningens professionellepotentiale.

Og hvis I ikke gør det, så kan I være sikre på, at andre vil gøre det.

Kort sagt: det drejer sig om kvalitetsforbedringsprocesser, om omstruktureringspilotprojekter. Dvs. metoder til mere effektivt at producere ting biblioteksvæsenet før ikke kunne indse det var nødvendigt at lave. Her spiller den enkelte medarbejder en helt central rolle.

Det enkelte medlem må omstille sig. I DSB vanker der bøder til virksomheden, hvis der ikke er "tog til tiden". Hvorfor ikke uddele bøder til biblioteker der ikke leverer "bog til tiden". De offentlige arbejdsgivere er allerede ved at få øjnene op for det forbedringspotentiale som ligger i at konkurrenceudsætte de offentlige serviceydelser.

I dag bliver mange projekter egenfinansieret eller finansieret af forskellige offentlige instanser. At konkurrenceudsætte biblioteksvæsenet – det man i gamle dage kaldte udlicitere – betyder at overskride disse grænser og foretage et opgør med forestillingen om at biblioteksudlån er en rettighed og derfor en kommunal opgave.

Lad os forestille os et bibliotek. Firmaer som fx McDonald driver indkøbet, materialevalget osv., Microsoft står for inventaret og Dansk Supermarked for personaletiden. De danner måske et til lejligheden passende konsortium – Danish Library Systems Inc. – som sidder inde med en basal viden, erfaring og produktivitet på nogle områder, som kommunen slet ikke kan matche.

Kommunen køber så i stedet disse kompetencer. Samtidig slipper kommunen for besværet med lønforhandlinger, budgetlægning, forlagsaftaler mv. Og det nye lønsystem er gearet til netop sådan en produktivitetsforbedring.

Allerede nu foregår procesforbedringen på bibliotekerne. Der sker en værdiimplementering af paradigmeskiftets operationelle platform. Medarbejderne er inde i en processuel udvikling med en øget egenindsigt og teamwork.

Biblioteksvæsenet overfører i disse år gennem en såkaldt business process reengineering mange ressourcer fra rutinepræget og uudviklende arbejde, fx bogopsætning, til mere lærende projektarbejder, virksomhedskonferencer og bench-learning.

Medarbejderne er på linje med olie, jern, bøger eller køer virksomhedens ressource. Og som sådan kan denne ressource også opfylde nogle målkrav. Der er allerede udviklet metoder til at opstille kriterier for sådanne målkrav. Metoden hedder SMART-metoden, og det står for Specifikke, Målbare, Accepterede, Realistiske og Tidsbegrænsede kriterier.

Hvilke kompetencer har vi – hvad betaler vi for?

Hvilke kompetencer ønskes – hvad vil vi betale?

Hvilke kompetencer er nødvendige – hvad skal vi spare?

Og ikke mindst: Hvilke kompetencer kan vi undvære – hvad sparer vi?

Det er hvad der i kompetenceudviklingsøjemed må tages stilling til! I må åbne jer for det nye. I må opbløde de stive sind og til jer selv og hinanden sige:

Vi hjælpes ad med det nye!

Vi er loyale over for det nye!

Vi er sparringspartnere med det nye!

TOBIAS BLOMGREN

(Bibliotekspressen 7. 11. april 2000).

New Public Management, er en nyliberalistisk, frit-valg-teori. Den udbredte sig i 1980'erne fra de angel-saksiske lande til det meste af Europa, herunder også Danmark. Grundelementerne var marketisering/privatisering og korporativ ledelse, men derudover et varieret mix af beslægtede ting - fx "outsourcing" overført fra den private sektor. Den dannede også grundlag for forskellige varianter, fx total quality management.

Mange årtier senere diskuteres new public management stadig og offentlig ledelse i Danmark bærer i høj grad præg af NPM. En af kritikpunkterne har været at den fremmer en bureaukratisk offentlig service - på trods af at et af argumenterne netop var at erstatte denne - at den offentlige sektor blev fragmenteret, dvs. splittet op i et antal forskellige organisationer som dog havde behov for at koordinere netværk, at de autonome og halvautonome organisationer var mindre troværdige. En senere bølge forsøgte at rette op på disse skævheder, men gerådede ud i nye og større komplikationer.

Jesta Nielsen (1901-1964). "Die Asta"s Datter. (Efterskrift til Politivennen)

Jesta Nielsen (1901-1964) blev født den 10. juli 1901 på Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København. Moderen var den dengang ganske ukendte, men senere internationalt berømte stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972) der dengang var elev. Jesta var oprindelig døbt Thomsen, men antog i 1912 navnet Nielsen.

Det var her på den kongelige Fødselsstiftelse, Asta Nielsen fødte Jesta i 1901. Som tusindvis af mødre fra nær og fjern i Danmark gjorde hvert år. Til fods, eller til vogns kom de ind af porten i baggrunden mod Amaliegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.  

Faderens navn er aldrig blevet opklaret. På nogle internetsider er det antydet at det var skuespilleren Peter William Jerndorff (1842-1926), fordi navnet Jesta kunne være en sammentrækning af forældrenes navne: Jerndoff og Asta. Dette er dog aldrig blev dokumenteret. Peter William Jerndorff var dengang en ældre herre på knap 60 år og højt estimeret kongelig skuespiller. Han havde deltaget i krigen 1864, læst til medicinsk embedseksamen (1870). Men valgte så at blive skuespiller, oplært af bl.a.  Ludvig Phister. Han debuterede 17. februar 1871, og fik senere stjerneroller. 1890 blev han kongelig skuespiller indtil han i 1923 tog sin afsked.

Asta Nielsen gav sit barn til et børnehjem ved fødslen; men da Astas mor, Ida Frederikke Petersen (1843-1912) fik nys om sagen, blev Jesta hentet hjem og voksede op hos sin mormor og mosteren Johanne, som var lesbisk og aldrig selv fik børn.

Asta Nielsen var på turne i 1906 med Peter Fjelstrup. En af de andre var Niels Nordorf som begik selvmord i september 1909. (Begravet på Vestre Kirkegård).

Jesta Nielsen medvirkede ifølge DFI i 1910 i filmen "Afgrunden" hvor hun spillede klaverelev. Det var den berømte film hvor moderen Asta Nielsen spillede sammen med Poul Reumert. 

Annonce fra Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik. 15. januar 1916. Asta Nielsen havde da siden 1911 boet i Tyskland og blev der  - med et ophold i Danmark under 1. verdenskrig - indtil 1937 hvor den nazistiske udvikling tilsyneladende blev hende for meget. I 1920'erne kritiserede Asta Nielsen tysk film for at være blevet "amerikaniseret", sensationspræget efter amerikansk mønster.

I 1934 blev Jesta Nielsen gift med Paul Vilhelm Vermehren (1903-1964), døbt Poul Vilhelm Mikkelsen, hvis barndom på mange måder lignede Jestas: Moderen var skuespilleren Rasmine Hansen Mikkelsen (1876-1950). Hun oplyste først i 1907 at faderen var skuespilleren Vilhelm Herold (1865-1937). I 1907 blev han adopteret af Louise Vermehren (f. Borchsenius) som tilhørte Pinsemissionen og ændrede hans efternavn. Adoptionsforhold ophævedes 1924. Paul Vermehren var skuespiller, barytonsanger og talepædagog. Han debuterede på Det Kongelige Teater 6. april 1935 som Sverkel i "Liden Kirsten". Han var engageret på Nørrebros Teater i sæsonen 1939-40 og ikke mindst i krigsårene vandt han et stort publikum når han tolkede danske sange og romancer. I 1940 boede de på Syvstensvej 1, København. Han var også kendt som visesanger og tekstforfatter til kabaretviser, ligesom han skabte illustrationer og skrev digte. Flere af viserne er udgivet på plader, og kan findes på internettet. (fx Københavner-Valsen). En overgang var han opera-anmelder på BT. Han døde i et trafikuheld i 1964, og Jesta begik kort efter selvmord. De blev begge begravet på Vestre Kirkegårds askefællesgrav.

I sin selvbiografi "Den tiende muse" (1946) omtaler Asta Nielsen hverken sin datter eller sine ægteskaber med tyskeren Peter Urban Gad (1912-1915) og Ferdinand Wingårdh (1919-1923) og kæresten Gregorij Chmara (1923-1936). I 1970 blev hun gift med Anders Christian Theede. 

I 1967 lavede Henrik Stangerup en film om Asta Nielsens liv. Asta Nielsen protesterede over hvad hun opfattede som en fornærmelse, og filmen blev aldrig udsendt. I stedet fik det hende til at skrive, producere og instruere en selvportrætfilm året efter (1968) "Asta Nielsen". I 2016 udkom dokumentarfilmen: "En rød løber for Asta Nielsen" af Eva Tind.

Asta Nielsen (1881-1972) blev begravet tæt på datter og svigersøn på Vestre Kirkegårds fællesgrav (de ukendtes)

De ukendtes gravsted på Vestre Kirkegård hvor Jesta og Paul Vermehren blev begravet, og senere også en af Danmarkshistoriens internationalt mest kendte kvinder, Asta Nielsen. Askefællesgraven er anlagt 1947, og statuen "Kvindefigur med urne" er af Bjarne Vilhjelm Nielsen (1917-1987). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg tør sige det! (Efterskrift til Politivennen)

Overborgmesteren i København blev valgt på mandlige stemmer, og det er et bevis på, at vore partifæller i gruppen ikke har den tro på kvinden, som vi kunne forvente.

Jeg mener, at når så dygtig en kvinde som Edel Saunte tilsidesættes, så har vi kvinder aldrig en chance for at gøre os gældende, når mændene i den grad holder sammen. Mig bekendt har Edel Saunte været medlem af borgerrepræsentationen siden 1937 og været rådmand for 3. afd., hvor hun nu også er vraget som borgmester. Det mener jeg er en hån over for de københavnske kvinder. Vi har arbejdet med samme energi og ildhu som mændene, trods det, at mange af os har mødt modstand fra vores mænd, der mener, kvindens plads er i hjemmet, og at vort arbejde går ud over familielivet. Vi har gjort det for at kæmpe for kvindens ligeret, og derfor kan I store mandfolk ikke være dette bekendt over for os "små" kvinder.

Jeg ved, at mange kvinder står bag mig i dette spørgsmål.

Kirsten Nielsen,

Valbygårdsvej 52.

(Aktuelt, 26. marts 1962)

Som overborgmester valgtes Urban W. T. Hansen, som sad til 1976.

Edel Saunte (1904-1991) var formand for Dansk Kvindesamfund 1936-1941, medlem af Københavns borgerrepræsentation 1937-1946, medlem af Folketinget 1947-1962. Hun var herefter den første kvindelige borgmester i København: rådmand for magistratens 3. afd. (socialvæsnet) 1962-1974. I den periode var der stor overbelægning på hospitalerne, og hun stod for rømningen af Sofiegården på Christianshavn i 1969 som senere dannede udgangspunkt for slumstormerne.

Julie Ramsing (1871-1954). (Efterskrift til Politivennen).

Julie Frederikke Ramsing (1871 - 1954) var et eksempel på velhavendes velgørenhedsarbejde og filantropi i slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, samt på hvordan sådanne kvinder blandede sig i politik.

Julie Ramsing var grossererdatter. 1895 blev hun gift med officeren Holger Utke Ramsing (1868-1946). De fik 3 børn: Estrid (1895), Inger (1897), Erik (1898). I 1895 flyttede de til Dansk Vestindien hvor Holger gjorde tjeneste. Her blev de del af det undertrykkelsesapparat som er beskrevet andetsteds på denne blog.

Julie Ramsing blev interesseret i lokalt håndarbejde, og da hun kom tilbage til Danmark, blev hun indvalgt i komitéen bag Industriforeningens Den vestindiske Udstilling i 1900. I 1905 var hun med i bestyrelsen bag den store Koloniudstilling i Tivoli 31. maj til 24. september 1905, arrangeret af Dansk Kunstflidsforening med Emma Gad i spidsen. I Europa var det på det tidspunkt populært at udstille mennesker fra andre lande og kulturer for at understrege europæernes overlegenhed over for de "eksotiske" og "primitive" (natur)folk. De islandske Studenterforeninger protesterede mod at skulle udstilles, sammen med "negre og eskimoer" - de anså sig for på lige fod med danskere. Henved 100.000 besøgende så udstillingen, bl.a. Christian 9. og kronprinsesse Louise. Den vestindiske afdeling var velbesøgt: Her var udstillet 3 mennesker. Man havde oprindelig ønsket en hel familie, men det lykkedes kun at overtale en enkelt mand. Han blev suppleret med to børn som blev sat i bur efter at de nysgerrigt gik rundt i udstillingen. 

Hun støttede unge vestindiske kvinder, som deltog i Dansk Kunstflidsforenings uddannelseskurser i København. I 1903 sad hun i den forberedende komité for Dronning Louises Forening for Syge- og Børnepleje paa De dansk-vestindiske Øer sammen med bl.a. sin mand.

Se artiklen En dansk Kreolerinde som Røde Kors-Søster. Dannebrog 16. oktober 1905.

1909-19 var Julie Ramsing medlem af bestyrelsen for en forening, der satsede på at få den rationelle sygepleje introduceret i Vestindien gennem udsendelse af Røde Kors-sygeplejersker til øernes tre kommunale hospitaler. Desuden udsendtes diakonisser fra Diakonissestiftelsen for at drive to nyoprettede børneplejestationer, et par vuggestuer og asyler. Diakonisserne skulle også fungere som “barfodssygeplejersker” i byerne og på plantagerne med det formål at bekæmpe den ekstremt høje børnedødelighed, men på dette område blev den filantropiske indsats en begrænset succes. Endelig gjaldt hjælpearbejdet også indfødte kvinders uddannelse til sygeplejersker og som led heri studieophold på københavnske hospitaler. I foreningen stod hun i spidsen for den årlige udsendelse af tøj og senge til børneinstitutionerne. Med det danske salg af øerne til USA i 1917 mistede foreningen sin berettigelse og opløstes to år efter.

Se artiklen Mod Kulden, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1914.

Danske Kvinders Forsvarsforenings bestyrelse. Som det fremgår af titlerne var det overklassens kvinder: I sofaen formanden fru Slott-Møller og til højre for hende i rækkefølge: generalinde Bach, fru kontorchef Cold, fru direktør Koefoed, provstinde Bjerre, professorinde Fischer og med ryggen til: fru Julie Ramsing, dernæst frk. Kirsten Langkilde og frk. van der Maase. Julie Ramsing var i oktober 1913 blevet valgt som næstformand. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1916.

Julie Ramsing arbejdede i Danske Kvinders Forsvarsforening (DKF). Den blev stiftet i 1907 af bl.a. Ellen Branth og Helga Charlotte Norrie som også var formand indtil 1915. DKF var et nationalistisk og promilitært foretagende, i starten partineutralt, men med tiden trukket mod Højre eller Venstre. I 1916 udbrød der splid i foreningen idet Norrie anklagede for at være blevet ført ud i det politiske hængedynd af malerinden Slott Møller. På sit højeste (1912) havde den 50.000 medlemmer. I den første bestyrelse besatte hun den ene næstformandspost, Johanne Berg den anden, mens komtesse Regitze Lerche og grossereren Wilhelmine Rerup blev henholdsvis sekretær og kasserer. I 1919 afløste hun Kirsten Langkilde på formandsposten indtil foreningens opløsning i 1921.

Se artiklen Interview med Fru Julie Ramsing, B. T. 7. december 1918.

I DKF hørte hun til den fløj, der ønskede at kanalisere medlemskræfterne ind i et nationalt arbejde med sønderjysk fokus. Hun var imod afviklingen af det danske koloniherredømme i Vestindien og havde desuden håbet, at Genforeningen i 1920 havde ført til, at en større del af Slesvig kom til at høre under Danmark. I 1921 blev DKF omdannet til Danske Kvinders Slesvigske Forening.

Foreningens bestyrelse sendte i januar 1922 et trusselsbrev til H. P. Hanssen og den nordslesvigske Kvindeforening for at have beholdt tøj som skulle have været uddelt. H. P. Hanssen valgte at offentliggøre deres klage. Han svarede endvidere at han opfattede dele af brevet som "en ganske utilbørlig grov og ærekrænkende fornærmelse...". De involverede kvinder blev meget fortørnet over, og herefter erklærede at de slet ikke repræsenterede foreningen, men en nu opløst indsamlingskomite.

Ved valget i marts 1913 opfordrede hun danske kvinder til at stemme på liste C (Det Konservative Folkeparti). Hun sad 1915 i Højres Arbejder- og Vælgerforening, Østerbro. 1917-18 sad hun i bestyrelsen for Danske Kvinders konservative Forening, og hun blev siden medlem af den kommunale vælgerforening på Østerbro. Gennem en årrække var hun aktiv i Komiteen for Ubemidlede Husmødres Rekonvalescens, oprettet 1919 for at skaffe hovedstadskvinder et gratis, tiltrængt landophold.

D. K. F. udsendte i 1910 og 1912 en platte, her den fra 1912 hvor symbolikken er ret klar: En kvinde overrækker en vikingekriger et sværd.

Fra 1. Verdenskrig helligede hun sig det sønderjyske spørgsmål. Efter krigen involverede hun sig i at organisere en nødhjælpsaktion til fordel for underernærede tyske børn, der kom på et tre måneders rekonvalescensophold i Danmark. Lokalkomitéer blev nedsat rundt omkring i landet, mens JR som komitéens formand og bistået af næstformand V. Aage Møller sørgede for transporten af børnene. Nødhjælpsaktionen skete i samarbejde med De samvirkende Menighedsplejer, hvori hjælpesekretær Ada Kunning indtog en nøgleposition. Tilsammen fik de to organisationer bragt i alt 10.200 børn til Danmark. 

Hun fortsatte denne form for hjælpearbejde i Komiteen for slesvigske Børns Ferierejser, hvor hun 1919-48 var formand. Komitéen bragte hvert år slesvigske skolebørn fra Flensborg og det øvrige Sydslesvig på ferie i Danmark, især hos landbofamilier. Alene 1920-36 var over 22.000 børn på ferieophold. En slags nødhjælp hvor børnene fik god mad, nyt tøj og nye sko med hjem fra ferien. Foreningen eksisterer endnu, om end antallet er noget mindre, under 100 pr. år. 

Hun er nævnt i Social-Demokraten 9. april 1920 i forbindelse med Christian X og Påskekrisen 29. marts til 4. april 1920. En kreds af kvindelige hofdamer skulle have påvirket Christian X til at gennemføre planerne. Julie Ramsings datter var hofdame.

Se artiklen Det danske Hjælpebureau i Flensborg, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave

Se artiklen Oberstinde Ramsing som Udlejer, september 1921.

I 1922 var Julie Ramsing sammen med Hanne Jenssen medstifter af Den Sydslesvigske Kvindeforening, der bl.a. formidlede dansksindede kvinders årlige besøg i Kbh. 

Også Flensborg-Samfundet var hun 1920 medstifter af, og hun sad som den eneste kvinde i hovedbestyrelsen. I 1928 blev Flensborg-Samfundet lagt sammen med Foreningen Dannebrog, hvori hendes ægtefælle 1935 blev formand. Efter hans død i 1946 overtog hun formandsposten indtil 1951. I dette regi søgte man at styrke og fastholde det nationale sindelag i det danske mindretal syd for grænsen via kulturelt oplysningsarbejde og støtte til de dårligst stillede medlemmer. Efter den økonomiske verdenskrise i 1929 og nazismens fremmarch i Tyskland blev foreningsarbejdet vanskeliggjort. Hun arbejdede desuden som administrator for Den danske Menighedspleje Ansgar i Flensborg, der hvert år forestod vinterbespisninger for byens nødlidende.

Se artiklen Min Yndlingskrog, København 23. november 1922

Udover sundhedstilstanden var det også formålet at give børnene et intensivt danskkursus. Hun ledede komiteen frem til 1949. Hun modtog i 1934 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og 1949 Fortjenstmedaljen i guld.

Sydslesvigske feriebørns rejse fra Flensborg til Nakskov ombord på postdamperen Ægir, o. 1920. Allerede under krigen var Oberstinde Ramsing begyndt at overveje muligheden af at hente underernærede krigsbørn fra Nordslesvig til et ferieophold i Danmark. Planen blev dog først realiseret efter krigen, da Komitéen for sønderjyske Børns Ferieophold blev oprettet i 1919. Samme år blev flere tusinde børn fra hele Sønderjylland sendt til Danmark. Efter afstemningerne fortsatte man med rejserne, men nu kun med børn fra Sydslesvig. Børnene blev indlogeret privat, og de månedlange ophold havde ikke kun betydning for børnenes ernæring, men var for mange af de sydslesvigske børn også en introduktion til dansk sprog og kultur.

Julie Ramsing og hendes mand, H. L. Ramsings gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sylvia Pio skulle betale. (Efterskrift til Politivennen)

Louis Pios datter, Sylvia, var meget aktiv inden for de socialdemokratiske kvindeudvalg. Ved udvalgenes 25 års jubilæum i denne tid opfriskes et par anekdoter om Sylvia Pio:

Hun havde været gift med grev Knuth til Knuthenborg, og takket være giftermålet (og skilsmissen) havde hun penge nok. Derfor var det hende, der skulle betale sal, kaffebord og rejser, når kvindeudvalgene holdt møder.

Engang sad man ved et sådant møde og ventede på Sylvia, men der gik en halv og en hel time, uden at hun kom. Bestyrelsen og deltagerne i mødet blev nervøse, ikke mindst fordi Sylvia jo skulle betale, men endelig kom hun glad ind ad døren og sagde med et stort smil:

- I må undskylde, at jeg kommer for sent, men jeg skulle have min søn sendt til hofbal.

Disse ord, der kom fra en glad mor, var for meget for de mindre hof-interesserede arbejderkvinder i kvindeudvalget, og trods Sylvia Pios store og oprigtige arbejde blev der kold luft omkring hende efter dette møde.

En anden gang ville et kvindeudvalg fremsætte et forslag på socialdemokratiets kongres i 1929. Fru Martha Poulsen, København, en af pionererne, som har fortalt disse anekdoter ved et møde i Slagelse, lavede et udkast og kom op til Sylvia Pio mod det. "Vi må vist hellere vise Stauning det, han sidder i værelset ved siden af", sagde Sylvia Pio.

Stauning så flygtigt på det, rev det i stykker og lavede et nyt, som blev sendt til kongressen i kvindeudvalgets navn. Kongressen forkastede det, men det blev vist aldrig rigtig kendt, at socialdemokratiets førstemand på denne måde blev "vraget" af partiets kongres.

(Sjællands-Posten (Slagelse), 21. januar 1954).

Sylvia Pios lillebror, Herbert Pio. forblev i USA. Han blev inviteret af Sylvia til Danmark et år hvor hun bekostede hans uddannelse ved et universitet i Hannover (ingeniør). Han tog før 1. verdenskrig til England og dernæst tilbage til USA. Han kom på besøg i 1953. Han var seks år da faderen døde. Han erklærede sig som republikaner (ikke socialist), og sandelig ikke for McCarthy. Han drev en forretning med bygningsmaterialer i St. Louis med 150 beskæftigede. Han talte dansk. Derudover havde Pio en tredje søn, Percival der var et år yngre end Herbert.

Bibliotekernes decimalklassedeling. Et strejftog i ændret Verdenssyn. (Efterskrift til Politivennen)

Bibliotekerne har opstillet (fag)bøger efter et tal-system, kaldet decimalklassedelingen. Den danske version er fra 1915. Ideerne bag systemet blev udtænkt i 1870'erne af den amerikanske biblioteket Melvil Dewey (1851-1831). Det har rødder i 1800-tallets viktorianske verdenssyn: Vesten var verdens centrum, og Vestens daværende religiøse og ideologiske verdenssyn blev lagt i systemet.

Systemet blev i begyndelsen af 1900-tallet introduceret i Danmark og tilpasset danske forhold. Mens tal og decimaler blev væsentligt ændret, fastholdt man det viktorianske verdenssyn. Der blev ikke stillet spørgsmåltegn ved dette gennem de efterfølgende revisioner. Da senere revisioner kom til, fik den oprindelige udgave betegnelsen DK1, og revisionerne DK2, DK3 og DK4 (1954). Og det nuværende DK5 (fra 1969) der blev til under kraftig påvirkning af det såkaldte ungdomsoprør. 

Et afgørende brud med det viktorianske verdenssyn skete først med DK5. DK5 er blevet revideret adskillige gange, men man har fastholdt betegnelsen DK5, idet nye revisioner ikke fik nye numre. DK5 er den udgave der har gennemgået langt, langt de største og mest omfattende revisioner.

Da verdenssynet er emnet for denne artikel, gennemgår den fortrinsvis overgangen fra DK4 til DK5, idet verdenssynet i decimalklassesystemet ikke ændrede sig væsentligt fra DK1 til og med DK4. Artiklen redegør også for at samfundet har ændret sig så meget siden DK4 at de daværende opstillingstal for nutidens lånere må forekomme aldeles uforståelige og ulogiske.

Kort tid efter DK5 begyndte man at omklassificere bøgerne, men processen er langt fra gennemført, og mange bøger blev stående under det decimalklassetal hvor de hele tiden havde stået. Det gjorde det mere og mere besværligt at fremfinde bøger om et bestemt emne, og medvirkede i høj grad til at de ældre bøger døde fordi ingen længere kunne huske hvorfor de blev placeret som de gjorde.

Omkring 2010 kunne man stadig i Københavns Bibliotekers magasiner opleve en en historisk strejftur gennem en slags historiske kirkegård af forlængst glemte bøger: Nemlig de ældre titler var stadig opstillet efter DK4. Bøgerne fandtes naturligvis stadig, men skulle de have en chance for et nyt liv, var en omklassificering til DK5 nødvendig. 

Mange bøger blev derfor omklassificeret til DK5 og de gamle grupper tømt og nedlagt. Folkebibliotekerne skal trods alt betjene levende brugere, ikke oplære brugerne i hvilke historiske årsager der findes til denne eller hin nu nedlagte historiske DK4-gruppe. 

Det er dette strejftog jeg gerne vil tage læserne med på. For en bibliotekar der var med til dette arbejde, gav det nemlig en enestående chance for at se helt konkret hvordan man så på og bladre i forskellige bøger før DK5. Det er disse erfaringer som jeg gerne vil give videre i denne korte introduktion af bibliotekshistoriske årsager for de som interesserer sig for bibliotekernes historie. 

Verdenskortet

Verdensdelene ligger hvor de har gjort i århundreder. Det har lande til gengæld ikke gjort. 

DK4 havde to hovednumre som ikke længere eksisterer: 08-09 Lokale Samlinger. Af den meget lange note til disse grupper fremgår det at her stillede man de lokale samlinger om en by, til nød omegnen. De to grupper kunne underdeles efter DK4-systemet, fx efter håndværkere, og i København. Nedlæggelsen skete ikke så meget pga. et ændret verdenssyn, men som følge af de talrige ændringer i lokalsystemets struktur: Kommuner og amter er som bekendt blevet færre og færre og fx regioner oprettet.

Disse omvætninger tog især fart ved omstillingen fra landbrugssamfund til industrisamfund i 1950'erne. 

DK4 var inddelt efter amter, ordnet alfabetisk. Mange lokalhistoriske årbøger var ordnet på denne måde. Kendte man denne inddeling, gav det mening med en opstilling der fx hed Hjørring Amt. Men med drastiske reduktion af fx amter, blev brugerne af systemet konfronteret med betegnelser som overhovedet ikke gav mening med mindre man var bekendt med den historiske betegnelse. 

DK5 ændrede det til placering i gruppe 46 Geografi, og blev fremtidssikret mod yderligere sammenlægninger af kommuner og nye administrative inddelinger. Dette ændrede ikke ved at det skabte rod med de fysiske eksemplarer således at fx lokalhistoriske årbøger kunne stå 2-3 forskellige steder i systemet hvis man ikke rettede opstillingen. Fx blev Hjørring Amt ændret til Vendsyssel. Lokalårbogen - der i øvrigt hed - Vendsysselbogen, men var opstillet i 46.4 Hjørring Amt - måtte rettes til 46.4 Vendsyssel. Et andet eksempel er lokalårbogen “Fra Frederiksborg amt”. Den udkom fra 1906, og er klassificeret i 46.4 Frederiksborg Amt - der nu hører under Region Hovedstaden. Og hvem ved hvor det hører til om 10 år?

Geografi afspejlede sig også indenfor fx 18 Filosofiske systemer. Det var før DK5 afskaffede gruppen en meget stor gruppe. I 1986 omfattede arealet alene i Københavns Hovedbiblioteks udlån 3 fag, udover det i kælderen. Gruppen indeholdt filosoffers værker, selvom der i noten til DK4 stod at den mere handlede om filosofiske retninger. Gruppe 18 var underdelt geografisk, fx 18.6 Danmark. Hvorfor fx Søren Kierkegaards værker stod her. I dag står de placeret i gruppe 10 Filosofi, og Kierkegaard i fx 04.6 og 10.96.

Få andre områder end indenfor historie afspejlede DK4 den vestlige kolonialistiske verdensopfattelse. Et eksempel er 98.3 Afrika. Her blev der overhovedet ikke taget hensyn til disse landes lange historie, men udelukkende som kolonier. DK4 opdelte kontinentet på nedenstående måde som reelt totalt negligerede at Afrika havde sin egen historie før kolonitiden og handelen med slavegjorte:

98.33 Negrenes historie i alm. 
98.35 Negerslaveriets historie i alm. 
98.41 Nordafrika. 
98.42 Ægypten. 
98.43 Abessinien. 
98.467 Liberia. 
98.487 Den sydafrikanske union.

Religion

DK5 har ført den vestlige verdens opfattelse af religion videre. Kristendommen har fået tildelt grupperne 20-28. Det har betydet at fx 25 Mission og 26 Kirkens institutioner og arbejde som engang spillede en stor rolle, nu om stunder nærmest er døde. Heroverfor blev katolicismen nærmest reduceret til en sekt (28.2).  

Til alt andet end kristendom reserverede decimalklassesystemet kun en gruppe: 29. Fx 29.7 islam. I DK4 kaldtes islam Muhammedanisme. En betegnelse som fx Fremskridtspartiets grundlægger, Mogens Glistrup, yndede at bruge. 

Psykologi, sociologi og politik.

Siden DK4 er der sket en nærmest eksplosiv udvikling i litteraturen inden for disse tre. I DK4 havde 13 Psykologi 1 decimal. 13.4 eksisterede ikke. I DK5 er der nu 7 grupper med 21 undergrupper.

I DK4 havde 30 Samfundskundskab i alm.  1 decimal. I DK5 har gruppen ikke alene skiftet navn til Samfundsvidenskaberne i alm., men er især siden 1990’erne efter adskillige revisioner vokset til en af største grupper i DK5. Ikke bare med undergrupper, men også med litteratur.

I DK5 hedder 32 politik. I DK4 hed 32 Statsformer og statsforhold. Politik var en undergruppe i 32: 32.19 Politisk teknik og propaganda. Indtil 1991 stod endvidere kvinderne i 32.5 kvindens stilling i samfundet. Nu er kvinder placeret 30.172 sideordnet med mændene. I noten til 32.5 hed det dengang: “Her sættes også spørgsmål som kvindevalgretten, kvindens retsstilling, kvinders adgang til embeder i alm., medens f.eks. problemet “kvindelige præster” sættes i 26.2”.

Da den viktorianske verdensopfattelse gjaldt som den overordnede, og underforståelige, blev det som senere tider betegnede som politiske ideologier, fx socialisme, kommunisme og syndikalisme i DK4 sat under økonomi (33.5). De er i DK5 placeret sammen med andre politiske ideologier i 32.16.

Andre ændringer i hurtig rækkefølge

DK4's 59 Antropologi og etnografi indeholdt bøger med et racesyn som næppe mange officielt deler i dag: 59.9 hed fx Racebiologi. Eugenik. Og i noten stod der "Børnebegrænsning …. degeneration, eugenik (raceforbedring, racehygiejne), racebiologi (menneskeracer)”. Dette var i øvrigt også i overensstemmelse med bl.a. K. K. Steinckes værker fra 1930'erne. Eugenikken er som bekendt blevet (mis)brugt til lidt af hvert, bl.a. som ideologisk begrundelse for nazisternes masseudryddelser.

Af "gammeldags" betegnelser kan fx nævnes 61.64 Nervesygdomme og 61.643 Sindssyge.

DK4 er fra en tid uden radio og tv, og blev helt til 1969 placeret i 37.8 som uddannelsesinstitutioner. DR blev opfattet som en slags folkehøjskole, blot “i æteren”. I moderne tid blev gruppen som mere naturligt forekommer i dag overført til 07 hvor i forvejen aviser stod.

Jeg tillader mig at tage en del af æren for at have ændret indholdet i 37 og 38 i takt med børneinstitutionernes eksplosive vækst i 1960’erne. Vuggestuer stod i DK4 under forsorg (38). I dag er de flyttet sammen med daginstitutioner i 37.

DK5 har måttet indrette et helt nyt og meget stort afsnit i gruppe 19. I DK4 hed gruppen ganske kort Videnskabens historie i alm. 

Der kunne nævnes mange ændre, men det har ikke været hensigten, blot at gøre opmærksom på det skiftende verdenssyn og -opfattelse.

Tidligere tiders 3 registerbind til DK5, blandt bibliotekard kaldet tante grøn, tante gul og tante lilla, er erstattet af online DK5. Principperne bag er imidlertid de samme som har eksisteret siden decimalklassesystemets start.

Slutnote

I nyere tid er fænomener som kolonialisme, racisme, køn og andet blevet belyst, også historisk set. Der er sket holdningsskift og afstandtagen fra tidligere tiders verdenssyn. DK5-systemet er "konservativt" i den forstand at det tager tid før disse ændringer slår igennem. Formålet med dette indslag er at vise ældre og nu forsvundne grupper. 

Hver generation af bibliotekarer bør sagligt følge med i hvordan verdenssynet ændrer sig, i hvert fald i det omfang DK stadig skal formidle bøger til brugerne. Som vist ovenfor har DK5 i høj grad forsøgt inden for decimalklassedelingens rammer at gøre op med victoriatidens kolonialistiske “den hvide mands byrde” og give en nøgle til systematisk fremfinding af bøger om bestemte emner. Dette er i høj grad blevet lettet ved indførelse af edb, bl.a. gennem emneord. 

Men den ultimative fremsøgning vil først finde sted når det forhåbentligt engang vil blive muligt at fuldtekstsøge. Således som det også i begrænset omfang nu er muligt gennem forskellige engelsksprogede databaser.

Landets mest moderne Skole vil ikke afskaffe Kløene. (Efterskrift til Politivennen)

Talen om individuel Undervisning er kun et Slagord, siger Forsøgs-Skolens Leder, Fru Anne Marie Nørvig.

Anne Marie Nørvig.

HVAD skal jeg med et Forbud mod Klø, naar jeg er ked af at skulle slaa - siger Lederen af Københavns Forsøgsskole paa Emdrupborg, Skoleinspektør, cand. psych. Fru Anne Marie Nørvig.

Næh, pointerer den kendte, meget frisindede Pædagog, Jeg holder med Skoledirektøren . . . man skal ikke forcere en Ting frem. Jeg tror ikke, at et pludseligt Totalforbud mod legemlig Afstraffelse er klogt. Heller Ikke herude paa Forsøgsskolen er vi Engle . . . hverken Børn eller Lærere. Legemlig Afstraffelse maa sikkert bibeholdes endnu nogle Aar i den danske Folkeskole .. . som et Nødhjælpsmiddel

- Og det siger De som Leder af Danmarks i pædagogisk Henseende mest moderne Skole.

* Meget nært Samarbejde mellem Skole og Hjem.

- Om vi er den Skole i Danmark, der drives efter de mest moderne pædagogiske Principer, ved jeg ikke, men det er Københavns eneste Forsøgsskole. 

_ Kan alle Børn fra Københavns Kommune faa Adgang til Forsøgsskolen?

- Nej, det er en lokal Distriktsskole, saa normalt har kun de Børn, der bor i Distriktet omkring Emdrupborg, Ret til at gaa i Skole her.

- Det sker altsaa, at man paa Forsøgsskolen anvender legemlig Straf?

- Ja, men yderst sjældent. Og vi behøver det næsten aldrig, heldigvis. Ikke fordi "Klientelet" her er bedre end paa andre Kommuneskoler, men paa Forsøgsskolen er der et meget nært Samarbejde mellem Lærerne Indbyrdes og mellem Lærerne, Forældrene, Skolepsykologen og Inspektøren. VI staar i meget nøje Rapport til Forældrene

(Nationaltidende, 2. maj 1951. Uddrag)

Anne Marie Nørvig var en af de første som fra 1934 rettede opmærksomheden på børns sjælelige opdragelse, frem for den indtil da herskende opfattelse af de rent fysiske forhold og pleje. Anne Marie Nørvig blev leder af Emdrupborg 1. april 1948 og stoppede på Emdrupborg juni 1959 til fordel for leder af praktikundervisningen for årskursister på Danmarks Lærerhøjskole.  Samme år i november blev hun dræbt ved en trafikulykke, idet hun med sin bil i fuldfart kørte op i bagenden på en holdende lastbil på Roskildevej ved Rønne Alle.

Foto af skoleinspektør Anne Marie Nørvig fra et interview i Land og Folk 10. oktober 1948. 

Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

I artiklen "Da Kong Christian sad Vagt hos Prinsesse Marie i Zoo" om den franske prinsesse Marie, prins Valdemars hustru, noteredes følgende:

Ved blomsterboden blev der for at afværge alt for slem trængsel, anbragt en kjoleklædt studentermarskal med stort lyseblåt skærf. Han råbte ustandseligt, ligesom rekommandørerne på Dyrehavsbakken: "Når De er færdig med at se på prinsessen, bedes De gå videre! Når De er færdig med at se på prinsessen ...!"

En lille mærkelig kvinde nærmede sig ængstelig blomsterboden hvor de adelige damer ikke syntes at have lyst til at ekspedere hende. Det var den kendte varietesangerinde Lona Barrison - hende om hvem Holger Drachmann havde skrevet: "En skræk for alle fruer, en fryd for alle mænd. Lona som danser over hjerterne hen!.

- Kom De over til mig, fru Barrison, så skal De få en allersmukkeste rose, sagde prinsessen med sit elskværdige smil. Hun tålte ikke at se eller høre nogen lide af hvad art ledelsen eller krænkelsen end kunne være...

(Nationaltidende 8. april 1951, uddrag).

Marryat Lauritzen (1884-1951). (Efterskrift til Politivennen)

(Otto) Marryat Lauritzen (1884-1951) var en meget populær visesanger og komiker som optrådte overalt i landet i fra 1908 til sin død. I perioden fra 1908 til november 1917 optræder han i talrige annoncer som optrædende, indtil dette sker:

Anholdt

Hr. Marryat Lauritzen anholdt for homoseksuelt Forhold. - Sangeren nægter at være skyldig.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der i Sommer optraadte i "Børsen"s Lysthave, skulde Torsdag Aften have tiltraadt et Engagement i Svendborg Sangforenings Palmehave. Men det blev der intet af; thi et Par Timer før Hr. Lauritzen skulde optræde, blev han anholdt i en Cigarforretning i Svendborg.

Anholdelsen skete efter Rekvisition af Randers Politi, og i Aftes blev Lauritzen under Politiledagelse sendt til Randers. Sigtelsen gaar ud paa, at han skal have gjort sig skyldig i homoseksuelt Forhold overfor nogle Drenge i Randers, men foreløbig nægter Sangeren bestemt at være skyldig.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 3. november 1917).

Børsens lysthave lå i Esbjerg. Annoncer vist at han i hvert fald optrådt til 5. september 1917 på dette sted. Han der ellers er meget omtalt i annoncer i aviserne, er efter  som sunket i jorden, i hvert fald ud fra aviserne at dømme. Først september 1918 - altså næsten et år efter - begynder der igen at komme annoncer for hans engagementer. Herefter genoptages den nærmest uendelige række af annoncer. I juli 1920 blev han igen anholdt, men denne gang fortsætter han sin karriere. 

Anholdt for Uterlighed.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der jo ikke er helt ukendt her i Esbjerg, er sidst i forrige Uge bleven anholdt for Homoseksualisme i Korsør.

Under et Forhør har han tilstaaet at have vist Uterlighed overfor en Dreng, hvorimod han bestemt nægter at have begaaet noget homoseksuelt. Undersøgelsen mod ham fortsættes, og der er afsagt Anholdelsesdekret over ham.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 21. juli 1920).

Nedenfor nogle få eksempler på annoncer.

(Nordjyllands Social-Demokrat 29. november 1923)

Marryat Lauritzen

trækker stadig Publikum til Hyby Lund. De, der endnu ikke har hørt og set ham, maa benytte Lejligheden i Morgen Em. og Aften eller Torsdag og Søndag i næste Uge, da det er sidste Optrædender - for denne gang.

(Fredericia Social-Demokrat 9. juni 1928).

Tegningen er en selvkarikatur. Helt til sin død i 1951 fortsætter han med at optræde, hvilket fremgår af hundredvis af annoncer. At han kunne genoptage karrieren efter den i sin tid meget alvorlige anklage, er en undtagelse fra reglen om at homoseksuelle, eller anklagede for homoseksualitet, vakte afsky og afstandtagen. Hans eftermæle nævner intet om den tavse periode i hans liv:

Marryat Lauritzen døde i gaar.

En munte- og glad aarhusianer er ikke mere. I gaar døde visesangeren, Bondekomikeren, træskodanseren og karikaturtegneren Marryat Lauritzen paa Marselisborg hospital, 67 aar gammel. Gennem mange aar har Marryat Lauritzen lidt af sukkersyge. ligesom han ogsaa led af daarlige nyrer. Men alligevel kommer hans død overraskende. - Han havde netop været I Silkeborg og optræde, da han hjemkommet til Aarhus i gaar morges blev syg og maatte Indlægges paa Marselisborg hospital, hvor han døde i løbet af dagen.

Marryat Lauritzen hørte vel nok en svunden generation til, selvom han endnu rejste ud og optraadte og ogsaa kunne more en forsamling Men sin store popularitet hentede han hjem for adskillige aar siden, da han var fast inventar ved det daværende "Salonen", nu "Sjette Frederiks kro" i Risskov. Her debuterede han i 1906 som bondekomiker og fik en saadan sukces. at han fortsatte 3 maaneder i træk for senere at vende tilbage hertil gennem 29 sæsoner. I 40 aar rejste han fra etablissement til etablissement i Danmark, Norge. Sverige og Finland - og var elsket alle vegne paa grund af sit straalende humør og sin enestaaende hjælpsomhed.  Gennem nogle sæsoner var han fast gæst paa "Bakken" ved København, ligesom han naaede at komme i radioen og har indsunget og indfortalt 300 af sine bedste numre paa Polyphon- og Odeon-plader.

Nu var der blevet stille om Marryats navn. selvom han stadig hørte til bybilledet i Aarhus, naar han med sin lille hund gik tur gennem byen fra sit hjem i Høegh Guldbergsgade 61. Han var en stor dyreven.

I de senere aar helligede han sit arbejdet indenfor en af byens aldersrenteforeninger, hvis formand han var. Man stod netop overfor faneindvielse i denne forening en af dagene. Marryat havde været sjælen i at skaffe fanen, og han skulle ogsaa være sjælen i afsløringen og slaa det første som i fanestangen. Nu kommer fanen til at vaje over hans baare l stedet.

(Demokraten (Århus) 4. april 1951).

Marryat Lauritzen indspillede omkring 50 grammofonplader i periode 1910-1930. Hvoraf et par kan findes på You Tube. Han optrådte mest i Århus på mindre steder som komiker i molbokostume. Der findes en diskografi på nettet. Den røber måske indirekte lidt af historien: 1907-1915 udkommer hvert år en håndfuld plader. Så er der et hul 1916-1918. Hvorpå produktionen genoptages med fornyet kraft 1920.

Groft tyveri på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Meincke, enke efter den i sin tid meget kendte fodboldspiller Henrik Meincke, fortæller at slægt og venner som sædvanlig pyntede hendes afdøde mands grav på Holmens Kirkegård på hans dødsdag den 24. ds. Der var navnlig mange pinseliljer og roser som var hans yndlingsblomster.

-- Men da jeg i går kom ud til graven som ligger lige ved hovedindgangen, blev jeg forfærdet ved at se at der ikke var en eneste blomst på graven - de var alle blevet stjålet. 

Der er næppe tvivl om at tyven er en person som gør sig en fortjeneste ved at sælge blomsterne, og politiet og begravelsesvæsnet bør sætte alt ind på at få sat en stopper for dette gravskænderi.

(Roskilde Avis, 27. maj 1950).

Henrik Meincke spillede for B93 og var med på det KB-hold som vandt mesterskabet i 1896/97. Han var angrebsspiller (og sportsjournalist for Nationaltidende under pseudonymet Henry) og 30. maj 1898 med på et dansk hold udpeget af DBU som spillede den indtil da vigtigste kamp i dansk fodbold mod Queens Park FC (Skotlands ældste fodboldklub). Skotterne spillede en 2-3-5 (angribere) mod danskernes 2-0-8 opstilling. Til at skelne holdene havde de forskellige huer på. Meincke skrev en anmeldelse af kampen der endte 7-0 til skotterne.