Den borgerlige Begravelse i Søndags fra Folkets Hus paa Enghavevejen skulde finde Sted Kl. 1, men allerede Kl. 12 var en stor Mængde Mennesker mødt. Alle Havens mange Flag var sænkede paa halv Stang, og da Ligvognen ankom lidt før Kl. 1 var Havens forreste Del fyldt af en talrig Skare, navnlig repræsenterende Arbejderstanden.
Lars Olsens Kiste blev straks af hans tidligere Arbejdskammerater baaret ind paa den ved Siden af den egenlige Have beliggende grønne Plads, hvor den smykkedes med Kranse fra Venner og Fagfæller.
Forsamlingen fylkede sig derpaa tæt om Baaren og et Musikkorps blæste en Koral, hvorefter Sangen "Lær mig, o Skov, at visne glad" blev afsunget, akkompagneret af Musiken.
Derefter traadte Formanden for Arbejdsmændenes Forbund, Hr. Lyngsie frem foran Kisten. Efter at have mindet om, at Forsamlingen stod ved en fattig Arbejders Baare, hvis Liv og Endeligt var lige saa frist og brat som saa mange andres før ham, bad han Forsamlingen netop ved denne Lejlighed lægge sig paa Sinde Livets Usikkerhed og Forgængelighed. For 10 Dage siden var den Afdøde rask og rørig og nu stod man ved hans Kiste. Det gjaldt om altid at være klar til sin Livsopgørelse, særlig for os Arbejdere, der manglede Ævne til med Nutidens Hjælpemidler at sinke Døden i dens Færd. Døden havde overrasket Lars Olsen, men han havde sikkerlig været klar til sin Livsopgørelse, thi det skal siges om ham, at han ærlig og redelig har stræbt for sit Livsophold. Han havde været en dygtig Arbejder og en god Kammerat, da Kampens Dage kom paa Frederiksholms Teglværk, hans Arbejdsplads. Da det galdt om at værne hans Kammeraters og egen Ret, havde han trolig gjort sin Pligt, hvad ikke alle havde gjort, og fulgte Forbundets Fane, der nu stod ved hans Baare. Efter en Henvisning til Broderens Sorg, der i Dag havde set ham som Lig efter 10 Aars Adskillelse, sluttede Lyngsie med et "Fred og Ære med Lars Olsens Minde!"'
Sangforeningen "Friheden" afsang derpaa et smukt "Farvel", hvorefter Kisten af den Afdødes Kammerater og mens Musiken spillede en Sørgemarsch bares ud til Vognen, efterfulgt af Forbundets Fane og et meget talrigt Følge. Den førtes til Vestre Kirkegaard.
Det er sikkerlig træffende, naar den Afdødes Broder senere med Taarer i Øjnene erklærede, at en saadan Begravelse fik næppe nogen Lehnsmand i Sverig.
(Social-Demokraten 26. august 1896).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar