Et Brudepar haanes i Kirken.
I Søndags skulde en Arbejder og Arbejderske i Odense vies i St. Hans Kirke af Pastor Grove Rasmussen. Begge havde været gifte før, men hendes Mand var død, og han var skilt fra sin Kone, som for 8 Aar siden var bleven gift igen. De heromhandlede to Mennesker havde nu fundet hinanden, og Brylluppet skulde altsaa staa i St. Hans Kirke.
Efter mange Omstændigheder med Papirerne, som endelig bragtes i fuldstændig lovformelig Orden, gik Manden til Præsten. Da denne hørte, at han tidligere havde været gift, kom den præstelige Forargelse op i ham, og han nægtede Brudeparret Orgelspil og Sang under Højtideligheden. Det stred imod Gud, udtalte Præsten. Manden fandt sig heri og Præsten modtog sit Honorar for Forretningen, - hvilket heldigvis ikke "stred imod Gud".
Da nu Brudeparret i Søndags traadte ind i Kirken, kom Graveren dem i Møde paa Kirkegulvet og forbød dem at tage Plads oppe ved Alteret som andre Brudefolk. Han lodsede dem ind i hver sin Kirkestol. Da Præsten kom, stillede han sig i Kordøren og gav Parret et Vink til at træde ud paa Gulvet. Præsten tilspurgte nu Brud og Brudgom om det sædvanlige, om de vilde leve sammen i Kærlighed og Troskab indtil Døden osv. "Giv saa hinanden Haanden derpaa !" Uden at lyse den ritualmæssige Velsignelse over dem eller tillade dem at knæle ved Alteret, læser han derefter Fadervor, og dermed var den Historie forbi.
Den mærkelige Vielsesceremoni, som altsaa foregik paa Kirkegulvet og heller ikke ledsagedes af Orgelspil eller Sang, gjorde naturligvis et højst pinligt Indtryk paa samtlige Tilstedeværende. Men desuden havde Præsten truffet Forholdsregler til at forhindre Folk i at overvære Bryllupet. Graveren havde stillet sig op ved Kirkedøren, og Folk, som kom for at overvære Bryllupet, gav han den Besked, at de ikke burde gaa ind, thi det Bryllup var slet ikke højtideligt! Denne Graverens Forsikring hjalp dog ikke. Folk gik ind alligevel. Og da Præsten forinden Vielsen kom frem ved Alteret, spurgte han forundret Graveren: "Hvad er det for mange Mennesker? Har De ikke sagt, at de skulde blive borte?" Graveren svarede, at han havde gjort, hvad han kunde, for at holde Folk borte, men de vilde absolut ind.
Man vil kunne forstaa, at de to Mennesker, der her i Overværelse af et større Publikum maatte finde sig i en saa haanlig Vielsesceremoni - haanlig fordi den fuldstændig adskille sig fra den sædvanemæssige Ordning - følte sig i høj Grad oprørte herover. Og man maa spørge, med hvilken Ret Præsten saaledes gør Forskel paa Folk i Kirken og trods de vedkommendes Ønske arrangerer en Vielsesceremoni, som adskiller sig saaledes fra den almindelige, at det hele faar en overfor Brudeparret hensynsløs og ringeagtende Karakter. Vi har forgæves søgt efter den kirkelige Bestemmelse, som tillader en Præst at afvige fra disse Regler for at øve Kirketugt overfor et Brudepar samt at stille Vagt ved Kirkedøren folk at holde Folk fra at besøge Kirken. Overhovedet har Præsterne naturligvis ingen som helst Ret til at tugte og true Menighedsmedlemmerne med Kirkens Straf.
Man spørger uvilkaarligt om, hvorvidt Præsten vilde have haft Mod til at optræde saaledes paa den krænkede Morals Vegne, hvis det havde været en Etatsraad eller anden Matador, der var skilt fra sin Kone og meldte sig hos ham for at blive viet til en højt fornem Enkefrue. Der er vist ikke mange, der tror, at Hr. Grove-Rasmussen ikke i et saadant Tilfælde vilde have staaet paa Tæerne, ladet Orglet spille, Koret synge og paa Moralens Vegne uddelt sin rigeste Velsignelse til det fornemme Par.
Men her var det jo - kun en Arbejder! Og er der Folk i vort Samfund, som kun befatter sig med at springe over, hvor Gærdet er lavest, saa er det i Sandhed Præsterne.
De giver sig ud for at repræsentere Jesus Lære, men Jesus vilde aldrig have handlet, som Præsterne gør det nu. Han var ikke Ridder af Dannebrog, han var ikke de Støres og Riges Ven og Forsvarer mod de Smaa, og han var ikke den selvgode, ubarmhjærtige Dommer. Selv "Skyldige" tog han i Forsvar som i det foranciterede Skriftsted. Hvor meget mere da ikke de to hæderlige Mennesker i Odense, som paa ganske lovlig Vis vilde indgaa Ægteskab.
(Social-Demokraten 24. marts 1897).
Præsten Andreas Christian Ludvig Grove-Rasmussen (8.9.1836-31.3.1904) var formand for Kirkelig forening til Guds Riges fremme i Slesvig (Indre Mission) 1868-1870 hvor han blev afskediget. 1874-1878 var han præst i Harte og Bramdrup, 1878-1892 Allerup og Davinde og dernæst Skt. Hans Kirke i Odense til sin død i 1904. Han var stærkt indremissionsk og redigerede Dansk Missionsblad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar