Skal vi slæbe os ihjel paa de Døde?
Vi har modtaget følgende:
Hr. Redaktør! Jeg er overbevist om, at jeg er Talsmand for mange, naar jeg beder Dem i Deres ærede Blad at optage en Protest imod det ganske ulidelige Slæberi, der nu finder Sted paa vore Kirkegaarde. Særlig er det slemt paa Vestre Kirkegaard, naar der skal begraves en Død, hvis Familie ikke har Raad til at købe et af de dyre Familiegravsteder, som ligger tæt op ad det ny Kapel.
Her tales ikke alene om Frijords-Begravelser. Det er vel nedarvet Sæd og Skik, at den Klasse Gravsteder skal lægges saa afsides som muligt, for at ikke enkelte daarligt vedligeholdte Grave skal ødelægge Helhedsindtrykket af de mange rigt smykkede Hvilesteder i "de Dødes Have". Her tales ogsaa om de Gravsteder, der betales. I begge Tilfælde skulde man synes, at Begravelsesvæsenet kunde gøre noget for at lette Ligets Transport den lange Vej til Graven.
Jeg var i forrige Uge med til min gamle Ven Snedker P.s Begravelse paa Vestre Kirkegaard. Han var gammel og døde fattig; men der var dog Penge nok til hans Begravelse. Han var en Gang været en kendt Mand her i Byen, og havde mange Venner; men nu havde han allerede i en Del Aar ikke levet rigtig med, og Resultatet heraf var, at kun tre af hans Venner foruden mig huskede de mange glade Timer, vi havde tilbragt sammen, og fulgte ham til Jorden.
Vi fire gamle Knarke hørte paa Præstens rørende Tale og fældede en Taare ved at høre om al den Herlighed, gamle P. nu gik ind til, medens vi andre maatte holde ud i den gamle Trædemølle; men saa kom det allerværste, da han skulde bæres til Graven. Han skulde jordes i Liniebegravelserne nede ved Frederiksholms Teglværk, og vi fire gamle Mennesker sled som nogle Asener for at faa slæbt ham derned. Vi pustede og vi skiftede. Først bar vi med højre Haand, saa med venstre, saa atter med højre, skønt Mærkerne af Rebene endnu sad i Haandfladerne. Kortere og kortere blev de Stykker, vi kunde holde Pinen ud, og den fromme Præst sendte os mangt et misbilligende Blik, fordi vi spildte saa meget af hans sikkert kostbare Tid. Han skulde bare have vidst, hvor det værkede i vore Rygrade og vore Hænder, og hvor vore Ben rystede ved det urimeligt haarde Slæb.
Omsider kom vi ud til Graven, men endnu et Par Dage efter laa to af Følget syg af Overanstrængelse, og den ene paastaar endnu, at han aldrig kommer over det.
Jeg spørger: Er det Slæberi nogen Nytte til? Vi talte derom med Graverpersonalet, der fortalte os, at det somme Tider gik endnu værre til derude; men Præsterne modsatte sig stadig, at Kisten maatte køres til Graven. Af hvilken Grund mon Præsterne gør det? Maaske Offenliggørelsen af disse Linier kan bidrage til, at en eller anden nidkær Præst fortalte os Grunden. Af Pietetshensyn eller af Hensyn til det Passende kan det selvfølgelig ikke være, thi der kan jo indrettes en lille lav Vogn, smykket med sort Klæde som en Ligvogn, til at føre Liget den lange Vej fra Kapellet til Graven. Tror Præsterne ikke, at der havde været en langt kristeligere Stemning ved gamle P.s Begravelse, om vi i Ro og Mag kunde have stubbet Vognen med Kisten foran os ad de udmærkede Grusgange i Stedet for at vi nu stadig gik og bryggede paa en lille Forbandelse over det trælsomme og uvante Slid?
Jeg tror det, og denne Foranstaltning behøvede ikke at skade det hæderværdige Ligbærerlav. Enhver kan tage Ligbærere, som har Raad til det; men det er jo Faktum, at man undværer denne dyre Foranstaltning ved de allerfleste Begravelser, og af rene Humanitetshensyn burde man gøre det lettere for mindre bemidlede at faa deres Døde stedet til Jorden.
(Social-Demokraten 10. oktober 1897).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar