Vilhelmine Møller - Vilhelmi Møller, Kanamorderen. (Efterskrift til Politivennen)

Vilhelmi Møller, Kanamorderen

Man vil endnu have i Erindring den mærkelige og uhyggelige Historie om Mordet i Børnehjemmet "Kana" ved København. Man vil erindre, at Mordersken Vilhelmine Møller senere havde udviklet sig til at være mere Mand end Kvinde, hvorfor hun omdøbtes og fik Navnet Vilhelmi.

At et Menneske af en slig mærkelig Bygning ogsaa i aandelig Henseende maa være af en højst ejendommelig Dobbelthed er ret indlysende og det vil ogsaa være bekendt, at man under Forhørerne fik et Indblik heri. Nu har man atter hørt fra dette mærkelige Væsen, idet Læge Stilhoff i Tidsskriftet "Naturen og Mennesket" optrykker hendes Selvbiografi, der vil være af betydelig Interesse.

Vi gengiver nogle Uddrag af dette mærkelige Menneskes Skildring af sit Liv og sine Følelser.

Vilhelmi Møller skriver:

Dobbeltmennesket.

"Dersom jeg skulde give mig selv et Navn eller Benævnelse, som jeg mente kunde passe paa mig og mit Liv, skulde det være: Dobbeltmennesket, thi som jeg i det Ydre er noget dobbelt, saaledes er jeg ogsaa i det Indre. Der var Tider, hvor de mandige, stærke daadrige Kræfter blev de raadende, hvor det gjaldt om at faa noget udrettet; der var ogsaa Tider, hvor det kvindelige, ømme, blide, stille og kærlige fik Overtaget, og jeg vil tilføje, at de Tider var de bedste i mit Liv. 

Glædesløs Barndom.

"Jeg husker endnu saa tydelig, hvilket Indtryk det gjorde paa mig, naar min Fætter og Kusine kom i Besøg hos de gamle (de var Børn af Landskabsmaler A., han var gift med min Faders Søster), da glædede jeg mig til at lege med dem, men det blev der ikke noget af; det hed gærne saadan: "se at komme ud i Køkkenet med Dig, din store Tøs, og bestil noget", jeg maatte gaa, men med et blødende Hjærte.

Fra min Skoletid har jeg ikke mange lyse Minder, blandt Kammeraterne var der kun meget faa, som søgte Omgang med mig. - - - Som det gik med Kammeraterne saaledes og med Lærerne, paa et Par Undtagelser nær kan jeg let tælle de venlige Ord, min Lærere gav mig i Skolen, derimod Straffene og Puffene, de er vanskeligere at tælle".

"Jeg var saa alt som før meddelt kommen ud at tjene; det var ikke altid saa let en Sag for mig at faa Plads, min ydre Skikkelse fulgte mig som Hindringens Norne, men Plads fik jeg dog, om ikke altid den bedste. Udskældsord som "Ko", "lange Hors", "Uglehoved" og lign. hørte til Dagens Orden, ja, jeg hørte endog et Par Gange blive udialt imod mig: "Du maatte ønske, at Du aldrig var bleven født". Det gik endog saavidt, at den Dag, jeg ikke fik en paa Øret, savnede jeg noget. - - -

Første Forbrydelse.

En Søndag Eftermiddag, hvor det var min Fridag, gik jeg hjem til min Moder; da jeg henad Aften atter vilde gaa i min Plads, siger Moder til mig: "Ja, Du skulde jo i Grunden have noget Mad, inden Du gaar, men jeg har intet", dette "intet" lød saa pinende i mit Øre, og jeg besluttede da at stjæle en røget Lammebov for at give hende den, selv ejede jeg intet. Følgen blev, at jeg blev fængslet, og Straffen blev en eller to Gange fem Dages Vand og Brød, dette kunde jo nu være slemt nok, men det kunde have bragt Følger med sig som godt kunde have ført til den elendigste Elendighed. Sagen er nemlig den, at jeg blev sat sammen med nogle i høj Grad usædelige Piger, nogle af dem, der til daglig kaldes "offenlige"; hvad jeg i de Dage fik at høre af Sang og Samtaler, ja, endogsaa fik at se, det var strængt, en hel ny Verden rullede op for mig, ikke af det skønne, men fuld af Sjælegift."

Forholdet til den myrdede.

"Med Hensyn til mit Forhold til Volmer, saa kan jeg ikke udholde at leve det om paany, kun vil jeg sige, at hvad jeg i de fire Aar efter det ulykkelige Favnlag led, og hvorledes Lidelsen tiltog, eftersom Aarene gik, det er noget, som Pen og Blæk ikke kan fortælle, men som dybest føles af den, som har oplevet det. Det var en, ja, jeg ved i Grunden ikke hvad jeg skal kalde det, en Slags religiøs Fanatisme, som omtaagede mig fra lidt før til noget efter Volmers Død og Begravelse; mine Tanker var mere i Himlen hos Gud end her paa Jorden; fra det Øjeblik, jeg fik Øje paa Flasken med Sovedraaberne i, var det min Tanke: "send ham hjem, hjem til Gud, der er han bevaret for alt det fristende hernede, og der kan han komme i Skole og opdrages, hvilket han saa haardt trængte til."

- - -

Dernæst skildrer hun Mordet, og hvorledes hun pynter Liget og udvælger sig Drengens Grav til et fredhelligt Sted, hvor hun kan bede i Ro, hvorledes Forbrydelsen pludselig gaar op for hende, den dermed følgende Angst og Gru, alt saare interessant.

Hun slutter med - naar undtages en enkelt smagløs Linje - følgende ret kønne Vers:

Naade, dertil nu jeg trænger
mer end nogensinde før!
Sværdet over Ho'det hænger,
skælver bag den stængte Dør,
Naade først og Naade sidst,
Naade her og Naade hist;
for min store Syndevaade
giv mig først og sidst kun Naade.

Ydmygst og ærbødigst
Frederikke ViIhelmine Møller

(Randers Arbejderblad 8. maj 1896).

"En erindringsskitse" blev skrev i fængslet og i 1896 offentliggjort i tidsskriftet Naturen og Mennesket. Se øvrige afsnit her på bloggen.