04 oktober 2024

Strejke paa Augustinus' Tobaksfabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Strejkende Børn

50 Drenge nedlægger Arbejdet i Augustinus' Tobaksfabrik.

I Gaar Middags har ca. 50 Drenge, der arbejder i Augustinus' Tobaksfabrik paa Gl. Kongevej Nr. 5, nedlagt Arbejdet samt stillet Krav om en ugenlig Lønforhøjelse af 50 Øre.

I Fabriken beskæftiges ialt ca. 50 Drenge. Størsteparten Skolebørn i 10-14 Aars Alderen og fordelt saaledes, at de 30 møder om Formiddagen og den anden Halvpart om Eftermiddagen.

Arbejdstiden er i Sommerhalvaaret fra Kl. 6 Morgen til Kl. 12 Middag, og for Eftermiddagsholdet til Kl. 6 Aften, med en Pavse paa en halv Time; i Vintertiden mødes der Kl. 7 Morgen.

Ugelønnen er 1 Kr. 50 Øre - en Betaling, som Drengene mente var for lav for 6 Dages Arbejde. Det bliver jo ogsaa kun 25 Øre for den halve Dag, tilbragt ved et særlig for Børn usundt Arbejde.

Drengene blev derfor enige om at forlange et ugenligt Løntillæg af 50 Øre; i Gaar Formiddags holdt de i Frokostpavsen fra Kl. 8½- 9 Møde i Fabrikens Gaard, og her besluttedes det enstemmig, at Arbejdet skulde nedlægges ved Middagstid, og at man skulde søge at faa Kammeraterne i Eftermiddagsholdet til at gøre fælles Sag med de Strejkende. Størsteparten af Forsamlingen havde mest Lyst til at gaa med det samme, og i det Øjemed bavde de taget deres Overtøj og Huer med ned til Gaardmødet, men Fabrikporten var aflaaset, og de blev af Bestyreren atter sendt op til Arbejdet.

Imidlertid havde Fabrikanten meddelt Politiet det forefaldne, og ved Middagstid, da Drengene i sluttet Trop forlod Fabriken, stod et Par Betjente (deriblandt en civilklædt Opdager) paa Post udenfor Fabriksporten og ryddede i en Fart Gaden for at hindre Drengene i at træffe Aftaler med Eftermiddagsholdet.

Drengene bragte Fabrikanten et rungende Hurra og forsvandt derpaa i de tilstødende Gader, hvor det hurtigt lykkedes dem at komme i Rapport med det nu mødende Eftermiddagshold. Resultatet blev, at disse sluttede sig til de Strejkende med Undtagelse af en halv Snes Stykker, der gik ind paa Fabrikken og fortsatte Arbejdet.

Folgen af Strejken var, at i Gaar Eftermiddags de paa Fabriken beskæftigede Kvinder maatte overtage Drengenes Arbejde. I Aftes, da de 10 Smaafyre, der havde svigtet deres Kammerater, forlod Fabriken, var der atter posteret Politi, der skulde "beskytte" dem mod mulige Forulempelser af de udstillede "Strejkevagter". Og rundt om i Porte og Gadedøre saas de Strejkende i ivrig Diskussion med jævnaldrende Kammerater, særlig Mælkeforsyningsdrenge, for at drøfte Strejkens Udfald og Kammeratskabets og Sammenholdets Nytte.

(Social-Demokraten 3. februar 1898).


De strejkende Drenge.

Drenge-Strejken paa Augustinus' Tobaksfabrik vedvarede endnu i Gaar. Om Formiddagen samledes Drengene paa "Svineryggen", hvorfra de sendte en Deputation, bestaaende af to af de flinkeste Drenge, til Fabrikanten, for hvem de fremsatte deres Fordring om et ugenligt Løntillæg af 50 Øre.

De fik imidlertid et afslaaende Svar. Efter hvad vi erfarer, har de paa Fabriken beskæftigede Kvinder nægtet at udføre Drengenes Arbejde.

*

Forøvrigt hidrører Drengenes Misfornøjelse fra et Løste om Lønforhøjelse, som Hr. Augustinus formentlig gav dem den 1ste December f. A., men som ikke er bleven opfyldt.

Ved nævnte Tidspunkt skete der nemlig en Lønrevision for Fabrikens voksne Arbejderes Vedkommende, og Drengene forstod den Gang Sagen saaledes, at Hr. Augustinus lovede dem et Tillæg af 50 Øre ugenlig, dog saaledes, at disse 50 Øre skulde tilbageholdes af Fabriken og først udbetales Drengene ved deres Konfirmation. 

Skønt Drengene just ikke var fornøjet med den Ordning, at Pengene skulde tilbageholdes, blev de dog glade over Forhøjelsen og glædede tillige deres Forældre med denne Efterretning.

I Henhold til Løftet gik i Lørdags en af Drengene, der skal konfirmeres til Paaske, ind til Hr. Augustinus og bad om at faa udbetalt sin Part af det formentlig opsparede Løntillæg, da han nu trængte til Konfirmationshjælp. Drengen fik ganske vist udbetalt et Par Kroner, men iøvrigt gav Hr. Augustinus ham det Svar, at det Hele beroede paa en Fejltagelse; det eneste Løntillæg, der kunde være Tale om, at de fik, var 18 Øre om Ugen eller 3 Øre pr. Dag!

Efter dette Svar var det, at Drengene ansaa sig forurettede og besluttede at nedlægge Arbejdet.

Der lader forøvrigt til at være godt Sammenhold mellem Drengene, og det er kun lykkedes Fabriken at faa antaget en ny Dreng. Under Mødet paa "Svineryggen" opmuntredes Drengene af de Forbipasserende til at holde sammen, og en Herre fordelte et mindre Beløb som "Strejkepenge" mellem dem.

(Social-Demokraten 4. februar 1898).


Rekrutskole.

- - -

Nu har en Flok Drenge gjort Strike paa Augustinus' Tobaksfabrik, og atter refererer Socialdemokraten dem med en Udførlighed, som stod man her over for en Strike af myndige Individer. Vi faa at vide, at Drengene have sendt en "Deputation", bestaaende af 2 af de flinkeste Drenge til Fabrikanten, for hvem de fremførte deres "Fordring" om Lønningsforhøjelse. "Fordringen" blev afvist, og derefter have Kvinderne paa Fabriken nægtet at udføre de strikende Drenges Arbejde Drengene havde "forstaaet", at en foretagen Lønrevision ogsaa skulde komme dem til Gode, og "skjønt Drengene just ikke var fornøjet med den Ordning", som de formente skulde gjælde dem, saa vare de dog gaaede ind derpaa. Da de nu opdager deres Fejltagelse, striker de. De fik rigtignok en Løn forhøjelse, men da Fabrikantens Holdning og Svar ikke tilfredsstillede dem, "ansaa de sig forurettede og nedlagde Arbejdet". Fremdeles hedder det, at "der lader til at være godt Sammenhold mellem Drengene, og det er kun lykkedes Fabrikanten at faa antaget en ny Dreng. Under Mødet paa "Svineryggen" opmuntredes Drengene af de Forbipasserende til at holde sammen, og en ældre Herre fordelte et mindre Beløb som "Strikepenge" mellem dem".

Se det er et Referat, som nok skal gjøre sin Virkning baade paa Drengene og de i Forvejen opfanatiserede socialistiske Forældre, som ikke kunne indse, at de ved Opmuntring til Sligt sætte den sidste Rest af Forældremyndigheden til over for Knægtene. Der manglede kun, at Socialdemokraten skulde have navngivet den "ældre Herre", som fordelte "Strikepengene".

Samtidig med slige Referater serverer Bladet dramatiske Situationer, hvor Tobaksdrengene og deres Paarørende fremstilles som lidende og af de nedrige Kapitalister udbyttede Skabninger. Disse dramatiske Smaating sluges naturligvis af det store ukritiske Publikum, især Kvinderne, som i disse Lag ofte maa trække langt det tungeste Læs for Udkommet, da en betydelig Del af Mandens Ugefortjeneste gaar til Strikekassen, Fagforeningen og Bajerskøllet osv. og hvis eneste Læsning og dermed aandelige Næring er Socialdemokraten. Og Virkningerne vil ikke udeblive, men det er heller ikke Skribenternes Mening.

Det kunne være paa Tide, at der fandtes Midler til at sætte en grænse for denne - den mest ondartede - Art af socialistiske Agitation.

(Jyllandsposten 8. februar 1898. Uddrag).


Ole Augustinus grundlagde i 1750 et tobaksspinderi i Frederiksborggade i København. Hans ældste søn Christian Augustinus lagde navn til virksomheden og drev virksomheden videre efter farens død i 1779. I 1942 stiftede Ludvig Augustinus Chr. Augustinus Fabrikkers Fond (Augustinus Fonden) som ejer Chr. Augustinus Fabrikker. I 1961 fusionerede tre af landets ældste tobaksspinderier til Skandinavisk Tobakskompagni, heriblandt Chr. Augustinus Fabrikker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar